Heiberg, P. A. Uddrag fra De Vonner og Vanner

↩ Jeg kan endnu ikke kaste Pennen uden at tale et Par Ord om en Anmærkning, som jeg sikkert tror at ville blive gjort imod mig, hvorfore jeg hellere vælger mi at forsvare mig, end siden at blive nodt til af denne Aarsag at gribe til Pennen igjen Det er, naar jeg i fjerde Akts anden Scene, igjennem Prokurator Pinhams Mund, gjor et Udfald imod Herr Assesior Schifters maanedlige Extrakter af Hof- og Stadsrettens Pantebøger Jeg har en Gang tilforn, nemlig i Fortalen til mit i Trykken udgivne Politi-Forhør, korteligen sagt mine Tanker derom; andre have udbredet sig vidtloftigere i denne Materie, men endnu har det ikke behaget Herv Asses; soren, om hvis gode og retskafne Karakter ingen Mand i Byen tvivler, at tilkjendegive Publikum de overvejende og uomstødelige Grunde, hvorester han i denne Sag handler Saa længe indtil dette sker, ville han tillade mig, og flere med mig, at tro, at han med denne Publicitet af Folks private Handlinger gjør næsten lige saa stor Skade som den Kollektør, der, ved at avertere, at der i hans Kollektion er vundet en Kvaterne, lokker Folk, hvis Spillelyst maaske er forsvundet, til at forsøge sin Lykke paa ny i det forbandede Tallotteri Han maa tillade mig at tro, at det ikke er ædelt at gjøre fattige og retskafne Folks økonomiske Forfatning til en Fabel over Byen, til en Bold for enhver Dagdriver og til et Motto paa enhver Slongels Tunge. Det er Spøg for Katten, siger Ordsproget, naar Musen græder. Imidlertid opfordrer jeg Hr. Assessoren til offentlig at godigjøre Nødvendigheden af Pantebøgernes Publikation og den Skade, der vilde flyde af, at de ikke bleve publicerede Det kan sandelig ikke være et scabies litteraria eller Skribent-Forfængelighed, som har forført ham dertil, thi den Autor-Ære, der vindes ved at udskrive andre Bøger, er virkelig kuns fin. Ikke heller kan det være Vindelyst, thi Rygtet siger, at Indkomsterne af dette Skrift ere skjæukede til Understøttelse for en fattig Familie Det er i Sandhed ædelt at gjøre godt; men mon det ogsaa er ædelt, naar min Godgjørenhed imod én fattig Familie koster hundrede andre Familiers Taarer? Dog, nok herom! jeg overlader til Publikum at bedømme, om jeg eller Hr. Assessoren fejler i denne Matene