↩
Jeg maa endnu anmærke, at det vel ved første Øjekast vil synes, at
Dannemarks og Norges Indbyggere betale ikke engang Halvparten saa meget
i Skatter og Paalæg, som en Engelskmand eller som en Franskmand før Revolutionen, ja selv kuns nogle Skillinger mere end en Franskmand efter Revolutionen, undtagen for saa vidt som Stats-Indkomsterne, efter hvad jeg
forhen har anført, maatte i de senere Tider være blevne betydeligen
forøgede; men jeg maa, i denne Anledning, bede om at lægge Mærke til de
følgende Poster, dog uden at forglemme, at Indbyggernes gode Vilje
hidindtil viser tydeligen, at Regeringen endnu ikke har paalagt dem
større Byrder, end de baade ville og kunne bære:
1) Mange Skatter
betales i Dannemark, som ikke kunne beregnes til Stats-Indtraderne,
saasom de forhen anførte Ligninger paa Hartkornet til Land-Milicen, Tiender, der dog ere komne i
Betragtning under Rubriken Frankrig før Revolutionen, Hoveri, hvor samme endnu existerer, eller i dets Sted Hoveripenge, Kongerejser o. s. v.
2) Engellands uhyre store National-Rigdom gjør, at
Skatter og Paalæg maa slige langt højere der i Landet end hos os i det
fattige Dannemark, før end deres Byrde bliver lige 538 trykkende paa begge Steder. Vel betaler
den formuende Mand overalt større Skatter end den fattige, men
Proportionen er dog meget imod den sidste, og en ligere Fordeling af
Skatter og Afgifter har allerede længe heuhørt iblandt pia
desideria.
3) Almuesmanden i Frankrig kan, uden at det skal
overstige hans Kræfter, betale meget mere end dobbelt i Skatter og
Afgifter end Almuesmanden i Dannemark og Norge. Hist i det milde Klima
frembringer Naturen næsten frivilligen alt, hvad Mennesket behøver til
sin Underholdning. Her maa kæmpes imod en gjenstridig Natur, der,
ligesom uvillig, og altsaa sparsom, yder, hvad den synes gjærne at ville
nægte. Mange Ting maa her nodvendigen anskaffes til Livets Nødtørft, som
den franske Almuesmand enten aldeles ikke behøver eller dog kuns bruger
i en langt ringere Kvalitet.
4) Naar Dannemark kunde reglementere
sine Stats-Udgifter paa den samme økonomiske Fod, som Frankrig har
reglementeret sine i Fredstider, hvortil Viljen formodentlig ikke
mangler, saa behøvede Statskassen til de ordinære Udgifter ikke mere end
5,199,200 Rd., der vilde udgjøre kuns 2 Rd. 2 Mk. 3 Sk.*) for hvert
Individ; Nationen vilde da komme til at betale i Skatter og Paalæg i det
allermindste 16 Tønder Guld - maaske vel 2 Millioner, i Følge
de forhen omtalte Forøgelser i Stats-Indkomsterne - mindre end
hidtil, der vilde foraarsage en Lettelse af 4 Mk. 6 Sk. for ethvert
Individ. Kongens private Indkomster og Underholdning blev nok en af de
saare saa Poster, hvori Forholdet ikke saa lige kunde iagttages, uagtet
han, selv efter dette Forhold, fik, foruden fri Bolig, den Summa 124,630
Rd. aarlig for sig og sin Familie, *
539 og altsaa lige saa meget som én
Direktør og 28 Medlemmer af det lovgivende Korps i Frankrig tilsammen;
og Departementet for de udenrigs Sager vilde rimeligvis ogsaa
forholdsmæssigen koste lidet mere hos os end i Frankrig. At ville
indskrænke en god Regering - og enhver Regent maa juridice og
politice anses for god i en rolig Stat - i de Nydelser, samme
er vant til, vilde være en forhadt Sag, med mindre Statens Vel
uundgaaeligen fordrede det: derimod kan vel enhver god Borger have Lov
og Ret til at gjøre Forslag til at skaffe sin Regent og hans Familie de
samme Behageligheder for bedre Kjøb Og det, tror jeg, vilde kunne
erholdes med 5 Tønder Guld aarligen (det er lige saa meget, som alle 5
Direktører og 75 Lovgivere samtligen koste den franske Republik), uden
at enten Kongen eller nogen af hans Familie skulde finde mindste Afgang
i deres Fornødenheder, Fornøjelser, Opvartning eller
Repræsentations-Personalet*), naar man kuns ikke vil anse private Folks
private Emolumenter for Stats-Fornødenheder. Kunde nu dette, som jeg
næsten formoder, gaa an, saa tage man de forhen til den kongelige
Familie proportionaliter bestemte 124,630 Rd., og lægge samme til de
ligeledes proportionaliter for det udenrigs Departement *
540 beregnede 55,170 Rd., hvorved
samme fik til sin Disposition aarligen den Summa 179,800 Rd., hvormed
man vel kunde komme ud; saa sparede Nationen dog aarlig 11 Tønder Guld,
der kunde anvendes til Gjælds Afbetaling, i Fald man ikke for det første
kunde formindske Skatter og Paalæg. Da maatte man i det mindste vente at
faa Tallotteriet, denne Landeplage, rent afskaffet*). At Regeringen
arbejder derpaa, véd man, og det har man set Beviser for. Meget vilde
dens menneskekjærlige Hensigter lettes, naar enkelte Mænd, der kunde
gjøre det, vilde lade Patriotismen være stærkere hos dem end Egennytten.
Jeg nævner her blot den for sine gode Hensigter med Lander almindelig
bekjendte Konferentsraad Schou. Som rig Mand, og i andre Henseender vel lønnet af Staten, vil han
vel næppe tage i Betænkning at opofre paa Fædrenelandets Alter den Løn,
han nyder for sin ringe Umage ved Tallotteriet. Justitsraad Engelbreth, ogsaa en rig Mand, opfordres til samme Patriotisme. Levede hans
Ven, den retskafne Amtmand Meldahl, skulde han med mig tilraabe ham et Bravo for en Handling saa
værdig en god Borger. Og hvad for en Regering skulde vel disse Mænd
hellere ville gjøre et saadant Offer, end netop den, som de med Vished
vide vil gjøre en værdig og fornuftig Anvendelse deraf?