Viser og Vers.
574

        

575

Den pæne Mand.

Omsider kom han, den pæne Mand,
fra Kjøbenhavn med en Hob Attester,
med nye Moder, broderte Vester,
med Komplimenter og lidt Forstand.

Han læste Loven, den pæne Mand,
og tog Examen, det kan jeg svære,
saa Professorerne maatte ære
hans Faders Penge, ej hans Forstand.

Han sagde tit, denne pæne Mand,
til Morren: "Schaff Geld, Madame,
hvis ikke, Fanden skal Jer annamme,"
saa rent fløjten var hans Forstand.

Til Holland rejser den pæne Mand,
at Ærlighed paa Hollandsk lære
og gjøre saa sin Fader Ære,
i Fald han der faar lidt mer Forstand.

* 576

Men, om det sker, at den pæne Mand
ej mere Vid kan faa i Panden,
da vil jeg sværge paa, at Fanden
har rent rejst af med al hans Forstand,

Nu lykkelig Rejse, du pæne Mand!
og dør du, jeg din Gravskrift skriver,
hvis Indhold korteligen bliver:
"Han døde ej af for stor Forstand" .

Impromptu.

Filosofiens Skaal! God Taar!
Hver sit Glas maa tømme.
Værten tomme Flasker faar;
deraf kan han dømme,
om ej, trods den vise, vi
Vacuum har funden.
Hurra! vor Filosofi
laa paa Flaskebunden.

Almindelig Folkesang for hele Kjøbeuhavn i Anledning af Kronprinsesse Maria Sophie Fridericas højtidelige Indtog.

Rundt om os høres Jubellyd,
rundt om os Glædens Ild skal brænde,
vi dele Kongehusets Fryd

* * 577

og Bøn for det til Himlen sende.
O glade Dag! os evig kjær,
vi hilse dig: Velkommen her.

Prins, da du kom fra vundet Slag,
da ligned Folkets Fryd en Torden;
men Glæden, som du ser i Dag,
blid spredes over hele Norden.
Nu dobbelt stor og dobbelt kjær,
vi hilse dig: Velkommen her.

Maria, se, vi stimle til,
dit Ansigts blide Træk at skue;
vi dèr vor Skæbne læse vil;
læs din i vore Hjærters Lue!
Som Friderik du er os kjær,
vi hilse dig: Velkommen her!

Selkrabs-Sang. Den 25de September 1790.

Hver Mand i Byen om Indtoget taler,
om Transparenter og Danserens Gang.
Dekorationer og Porte man maler,
synger, hvad elleve Muser besang.

578

Alle begloede,
faa kun forstode
Digterens Fingal og Frode.

Ordener hænger man paa Idioter,
Stjærner og Baand man kun Adelen gier,
men om de Mallinger, Suhmer og Rother,
man ej et Ord i Aviserne ser.
Dog, har man Hjærne,
kan man jo gjærne
undvære Orden og Stjærne.

Rigdommen voxer i Adelens Bleer;
og, som en Skomager nylig har sagt,
ene de van'er og von'er og de'er
holder Fortuna og Plutus i Agt.
Har vi ej meget,
er det vor eget,
som ej fra Staten er sveget.

Her man despotiske Satser ej lærer;
Lighed blandt Mennesker drive vi paa;
og ej, som Jydernes Proprietærer,
ønske os Slaver og Bønder at flaa.
Selv vi os føde;
Agerens Grøde
vi ej som Dosmere øde.

Stormanden svirer og glemmer den arme,
kan ham med kold Ligegyldighed se.

579

Vi ere Smaafolk og føle med Varme,
midt under Sviren, Elendigheds Ve.
Hungriges Mave
fordrer en Gave;
giver! og Tak skal I have.
Selskabets Skaal!

Sang indsendt fra Jagten til Gammel Kjøgegaard d. 22 Oktober 1790.

Mel.: Før Noahs Tid var Adams Børn kun Tosser.

Der var en Mand i Verdens unge Dage,
nu er han længe siden død,
han skal paa Jagt ej have haft sin Mage,
han Svalerne i Flugten skød.
At være tro i Ord og Drik
var ogsaa salig Nimrods Skik.

Men det, som er langt mer end Svaler træffe,
han Piger selv i Flugten traf.
De hørte glad Hr. Nimrods Hunde bjæffe;
og naar hans Bøsse sagde Paf!
skjønt Piger ere vilde Dyr,
dog traf han dem, den raske Fyr.

Vi Nimrods Bom vor Faders Skik vil følge,
vil jage, elske, drikke, le.
Lad rase Storm og Havets sorte Bølge!
vi trodse Hagl og Sne,
thi smukke Piger, Krud og Vin
er alle Sorgers Medicin.

580

En Jæger har Respekt blandt smukke Piger;
spørg kun vor Brud, den lille Glut!
hun nægter ej; thi véd I, hvad man siger?
at selv hun blev paa Jagten skudt.
Saa, Nimrods Børn! saa skjænker i:
en Skaal for Bruden drikke vi.

Vor Brudgom er, vi véd, en vældig Jæger,
og at han elsker, se vi her;
er tro i Ord og trofast ved sit Bæger;
faa duer kun ved det Gevær.
Det, Brødre! koster en Pokal!
vor Brudgoms Skaal vi drikke skal.

Til Hr. Kiegels paa hans Bryllupsdag. (1790).

At den, som altid Sandhed siger,
som er for stolt til Løgn og Smiger,
ej gjør den halve Verden vred;
at Slyngler - Himlen dem forlade! -
til Gravens Bred ham ikke hade -
og hævne ej paa femte Led
hver Synd mod deres Hellighed -
er det ej Underværker,
saa fejler alle Julemærker.

At man ej der faar Visdom høre,
hvor man har kuns et Trin at gjøre
fra Faldehat til Doktorhat;
at man, naar vældige Patroner
og Vind og Kielske Promotioner

* 581

paa en defekt har Hoved sat,
tør sige Kis til Mandens Kat -
er det ej Underværker,
saa fejler alle Julemærker.

At de, som Stotene Fejl oplede,
ej Psevdopatrioter hedde,
der kan behøve Nysekrud;
at den, hvis Frækhed vover sige:
en Adelsmand er Bondens Lige,
ej synder mod det andet Bud
og for Oprører skjældes ud -
er det ej Underværker,
saa fejler alle Julemærker.

Om Gustafs Flaade sig vil øve,
og danske Sømænds Kjækhed prøve,
den meget slet fra Legen kom;
thi der, hvor Fanden daglig galer,
staar en og tyve Admiraler,
som lystig den vil tumle om;
og om den slet fra Legen kom,
var det da Underværker?
saa fejler alle Julemærker.

Naar man i Danerkongens Riger
sig hæs paa Regnskab, Regnskab skriger,
man skriger sig kuns hæsere;
thi da den Sag saa sammenvæves,
som om det af Monarken kræves,
og ej af Statens Tjenere,
man ej en Tøddel faar at se.
Er dette Underværker,
saa fejler alle Julemærker.

582

Naar man - dog Sangen bør faa Ende,
og sig til dig, Hr. Brudgom! vende
med ærligt Ønske for dit Vel.
Du ved, jo mer man Geden hader,
jo mindre Fedmen den forlader*),
lad Ondskab harme sig ihjel!
Den gode glædes ved dit Held.
Og er det Underværker,
saa fejler alle Julemærker.

Vise. (1791.)

Verden af Krig og af Fejde er fuld;
man slaas med Sværd, med Pen og med Næver;
gjærne man render sin Næste omkuld;
paa hans Ruin man gjærne sig hæver.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers.

Rusland paa Tyrkerne hamrer saa kjæk,
vil af Evropa rent dem forjage;
jog man end Mahomets Dyrkere væk,
blev der dog nok af Tyrker tilbage.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers.

* * 583

Aristokraterne bander og svær:
de skal i Frankrig snart vinde Sejer;
male med Pennen en gyselig Hær,
Schirach i Altona Tropper dem lejer.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers.

Midt udi Briternes Hovedstad er
Akademi for Slagsmaal med Næver;
mangen en herlig Professor er der;
Kunsten ej Hoved synderlig kræver.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers.

Briten har endnu en egen Maner -
(immer med Vid han andre fournerer)
naar han en truende Nabomagt ser,
sparer han Krud og slaas med Kurerer.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers,

Slagsbrødre sender os Tysken her ind,
nu til Soldater, nu Professorer;
stundum han ærgrer os hæslig med Vind,
stundum han og med Dumheder morer.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers.

Ogsaa i Danemark kives man tæt;
Kiv man, som Mad, kan sjælden undvære.
Og denne Sætning fordøjes ej let:
Bønder ej Fæ, men Mennesker ere.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers.

584

Her ved vort Bord gaar det fredeligt til;
Ufred hos Vinen skikker sig ikke;
for at den Djævel ej skal faa sit Spil,
Damernes Skaal vi klinke og drikke.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
klogere er det, end Lüttichaus Vers.

Vise for Oktober 1791

Mel.: At Slyngler hæves til Ærens Tov.

Henslængt i Krogen min Harpe staar,
jeg véd ej selv, hvad jeg tør besjunge;
paa Hykleri jeg mig ej forstaar,
og Sandhed flyder der fra min Tunge.
Selv Uselheden med Sang husvale
og højt for Armod til Brødre tale
jeg vover ej.

Om Ordner synger jeg ej saa let,
jeg sang en Gang, men fik Skam til Takke.
Og dog er Orden alene det,
hvorom man vil en Skribent maa snakke.
En Autor, som ej Eloger maler,
halvandet Hundrede blanke Daler
fortjener surt.

Jeg frygter ogsaa for Holmens Magt,
der hersker Orden i alle Kroge,
og den Skribent, som har andet sagt,
kan ikke regnes iblandt de kloge.

* 585

Men Verdens Klogskab jeg stolt foragter,
og ler ad Hyklerens dumme Fagter;
det er min Lov.

Og bange er jeg for Klammeri;
især paa Gaden det klæder ilde,
og ræsonnere med Politi,
er kun sin Tid og Raison at spilde.
Men Gud ske Lov, at Skribenter-Truppen
er fra Geniets Gehenna sluppen
paa Gammel-Torv.

Jeg takker ham, der har Orden skabt,
hvor før var Mangler par excellence,
at Publikum nu al Tvivl har tabt
om Skarns og Tyves Non-existence.
Men naar paa Gaden jeg Forbud læser
mod Gedebukke, som gjør Fadæser,
saa gyser jeg.

At synge højt Lafayettes Lov
jeg ej af Frygt for Olympen vover;
thi om end ogsaa Fru Juno sov,
saa véd jeg, Ternen dog aldrig sover.
At hun og Schirachs Papirs-Soldater
ej tugted Galliens Demokrater
er dog en Skam.

Med Tyskland maatte jeg slutte Fred,
den sig med Holland associerte;
*

586 og om jeg blev med min Fejde ved,
man mig da chymice destillerte.
At slaas med Præster og Bosniaker,
Matroser, Kællinger, Kakelakker
er ingen Spøg.

Selv Vin og Venskab og munter Sang,
og glade Cirkler og Venners Møde,
man næsten holder for contraband,
for farlig Friheds og Oprørs Fode.
Ve den, der altid om Fare drømmer!
Som jeg fornøjet han aldrig tømmer
sit fulde Glas.

Vise den 31. Januar 1792. (I Anledning af Kongens Fødselsdag d. 29. Januar).

Mel.: En Time før Middag Madammen opstaar

Hvor glide ved Søvnen de Dage saa let,
de Nætter ved Svir og ved Gilde!
man danser og spiller og vaager sig træt,
man drikker og spiser sig mere end mæt
og siden befinder sig ilde.
Og naar vi faar Sygdommen jaget paa Dør,
vi leve som før.

Saa mangen i Galadragt lader sig se,
som hjemme har intet at spise.
Man søger Koncerter og stivt Assemblé,
Komedier, Opera, stor Balparé,
thi alle Steds maa man sig vise.
Hvad siger det, har man ej Dug paa sit Bord,
naar kuns man er stor?

587

Og tusendes Fryd er i Stormandens Gunst,
en Fryd, som til endes med Taarer;
at krybe og smigre er al deres Kunst;
de gjør sig til Narre, og oftest omsonst,
og Legio hedde de Daarer.
Hvad hjælper slig ydmyg Kredensen dig vel?
du bliver en Træl.

O, ser dog, I store! vor buntede Rad,
hvor glade vi le til jer Naade!
vi søbe ej gjærne af vældiges Fad
og bruge ej Piller bag efter vor Mad,
og svire vi, sker det med Maade.
Men ærligt og hjærtement er vores Skraal:
Kong Christians Skaal.

Pyrenæer-Marsch. (Fri Oversættelse.)

Hvi sove Frankrigs Helte hen?
Vil de ej flere Lavrbær plukke?
Saa ere vi ej længer Mænd?
Saa vandt vi os kun Baand igjen,
kun Herrer og den Ret at sukke?
Før skal vi dø! langt hellere dø!
o Død! vi dig paakalde!
o den Lod er saa skjøn for sit Fødeland at falde!

Skal denne Horde da saa fræk,
de fejge Slaver af Barbarer,
os fra vor Hæder drive væk,
indgyde Friheds Helte Skræk
og jage Løverne som Harer?
588 Før skal vi dø! langt hellere dø!
o Død! vi dig paakalde!
o den Lod er saa skjøn for sit Fødeland at falde!

Forsamles alle som en Mand!
vi sværge højt at Sejer vinde!
at rense vores frie Land
fra Despotismens Mord og Brand
og os ej mer at lade binde!
Før skal vi dø! langt hellere dø!
o Død! vi dig paakalde!
o den Lod er saa skjøn for sit Fødeland at falde!

Hør Helten hisset sejerrig,
hvis sidste Blod for Frihed flyder:
O kjære Land! græd ej for mig!
jeg svoret har at hævne dig!
og før den dyre Ed jeg bryder,
før skal jeg dø! langt hellere dø!
o Død! jeg dig paakalder!
o min Lod er saa skjøn! for mit Fødeland jeg falder.

Og højt opflamme du vort Mod,
du ædle Frihed! Frankrigs Ære!
dig ofre vi hver Draabe Blod!
og før vi ved en Trones Fod
paa ny skal Slavelænken bære,
før skal vi dø! langt hellere dø!
o Død! vi dig paakalde!
o den Lod er saa skjøn for sit Fødeland at falde!

Jeg ser den skjønne Dag imod,
da, Lighed, du skal triumfere!
da den er ædel, som er god,
da Ende blier paa Mord og Blod,
og Despotismen er ej mere!
589 da skal vor Fryd til Skyerne naa!
da blier det Lyst at leve!
o den Lod er saa skjøn for sit Fødeland at leve!

Vise 1792.

Bort med Sus og med Dus,
bort med Fuldskab og Rus!
uordentlig Glæde forstyrrer vort Hus;
altid gladest jeg sad
i den buntede Rad
og saa' hver Pige glad.
Glas og Sang, Kling Klang!

Hvad er en Klub, som af Mandfolk bestaar?
hvad, uden Solen, er Sommer og Vaar?
vi, som samledes her,
have Damerne kjær,
for Kjønnet Ære bær'.
Glas og Sang, Kling Klang!

Ubehøvlede Knub!
hvor du burde faa Skrup,
du, som først opfandt denne Mandfolke-Klub!
Saadan tyrkisk en Vis
var ej i Paradis,
hvor Kjønnet var i Pris.
Glas og Sang, Kling Klang!

Naturen Kjønnet den Yndighed gav,
at deres Ansigt opliver hvert Lav,
590 og i Selskab med dem
smager Vin angenem,
og Sang har Fynd og Klem
Glas og Sang, Kling Klang!

Klubben tømmer vor Pung,
og om Konen er ung,
saa falder jo Tiden der hjemme saa tung;
hvad om hun gjør Forsøg
og alene for Spøg
ta'er eller gi'er Besøg?
Glas og Sang, Kling Klang!

Piger og Koner og store og smaa
bør være Klubben, om den skal bestaa.
Skaal for Fa'er og for Mo'er!
Skaal for Søster og Bro'er!
for Kjønnet ved vort Bord.
Glas og Sang, Kling Klang!

Vise i Anledning af den W. Januar 1793. (Kronprinsens Fødselsdag).

Mel: En Time før Middag.

Kom, Nabo! se, her staar jo Vin paa vort Bord,
thi vil vi ej glemme at drikke;
saa mangen en Skaal paa den syndige Jord
maa tommes, som smager os ikke,
Hvi skal vi da sidde og glo paa vor Vin
som paa Medicin?

Hvo véd vel, hvor længe vi Druesaft har?
den voxer jo ikke her hjemme;
591 den Franskmand er sikkert ej saadan en Nar,
at Vinen til Fjenderne gjemme,
thi naar de Soldater faar aabnet et Spuns,
de drikke til Bunds.

Nu nylig Spanjolerne truede nok
til Gallien Vejen at tage
og gjæste Bordeaux og dèr drikke Medoc,
indtil der blev intet tilbage.
Og Tyskerne pralte at tære saa kjæk
Champagneren væk.

Vi fik vel af Truslerne lidet at se
os selv og de Franske til Baade;
men hvad der herefter mod Vaaren kan ske,
er endnu saa mørkt som en Gaade,
helst naar de den tørstige Engelskmand faar
at sige: God Taar!

O ve! om de samtlige komme der hen
og Sejeren plat skulle vinde!
da drikke de Franskmænd, saa intet igjen
der bliver til Ven eller Fjende.
Og bød vi saa reneste Guld eller Sølv,
saa faa vi kuns Øl.

Men tænker uu ej paa, hvor bittert det er,
om Gallien kommer i Klemme!
og drikker, imens vi har Druesaft her,
en Skaal, som vi ikke bør glemme.
Thi skjænker, I Venner! det fuldeste Maal
til Frideriks Skaal.

592

Vise i Anledning af den 29 Januar 1793.

Mel.: Held og Ære, Magt og Sejer.

Fred med Kongerne paa Jorden,
naar de gaa med Visdom frem!
Hade de først Lys og Orden,
ingen Ting kan redde dem.
Daaren efter Højhed tørste!
Held den Mand, der ej er Fyrste!
Held den Mand, som Borger er!

Ludvig inden Temples Mure
føler nu, hvad andre led,
naar han fordum Fangebure
skabte for Uskyldighed.
Ak! hans Kone, Brødre, Tanter,
Adel, Præster, Sykofanter,
falske Venner styrted ham.

Britens Konge Lyset frygter,
ynder Mørkhed i sit Land;
tror, at Politikens Lygter
Sandheds Sol fordunkle kan.
Ak, hvor Pitts og Burk's Maximer
med Fornuften ilde rimer!
tro dem ej! de styrte dig.

Frantz og Fridrich Wilhelm tænke,
den er svag, som kuns er fri;
Adels-Despotismens Lænke
vil de smedde Frankrig i.
Ser jer om! paa alle Kanter
Jordens Afskum, Emigranter
lægge Snarer for jer Fod.

Ædle Stanislaus sukker
ubønhørt til Lysets Gud,

* 593

medens væbnet Venskab slukker
hver en Gnist af Lyset ud.
Konge er du uden Lige;
selv naar man har delt dit Rige,
stor du er som Menneske!

Hist, hvor Solen sparsomt troner,
højt hen op mod mørke Nord,
hersker over Millioner
hun, som Verden kalder stor.
O! selv den, som Feltskag taber,
naar han Lys i Mørket skaber,
ærer Jorden som en Gud.

Du, som Gustafs Trone pryder,
lede skal et oplyst Folk!
stræb at øve Konge-Dyder!
elsk hver Sandheds kjække Tolk!
lad dig af Exempler lære:
Friheds Hegn gjør Fyrstens Ære,
Despotismen Fyrstens Grav.

Danerkongen ædelt tænker,
han Fornuftens Stemme lød:
Tankens, Bondens, Negrens Lænker
han med ædel Kjækhed brød.
Dette Tvillingrigets Sønner
med Erkjendtlighed paaskjønner.
Længe leve Christian!

Vise paa den bedste Faders Fødseldag, den 29. August 1793.

Hvad er skjønt som Faders Navn,
der med Faders Aand forenes?

* 594

Ofte ved at virke Gavn
dette Hædersnavn fortjenes.
Alt som Skæbnen det tillader,
én er Fader for sin Ven,
én for Riger, én igjen
Enkers, faderløses Fader.

Tit af skjændigt Hykleri
man det ædle Navn misbruger
til den Mand, hvis Tyranni
Staters Blod og Fedme suger,
som sit Folk paa Halsen træder,
tærer Marven af sit Land;
mon man Fader kalde kan
den, der sine Børn opæder?

Rosen paa den godes Grav
af erkjendtlig Taare vandes,
medens Frygt den onde gav
tit et Marmor, som forbandes.
O, hvor fælt er Gravens Gjemme,
naar man Dyden Fjendskab so'r!
Men den gode Fader bor
i sin Grav, som var han hjemme.

Fader! du vort Selskabs Fryd!
evig dine Børn dig signe;
du har ledet os til Dyd,
gid vi dig i Dyder ligne!
Naar du en Gang os forlader,
dit Exempel savne vi;
derfor, Søstre! stemmer i:
Leve vores gode Fader!

595

Vise, bestemt for en Fuglekonge, den Dag, han blev afsat.

Det var i hine fordums Dage
saa let at bære Kongenavn;
man lod sig Verden herlig smage
og tænkte ej paa Folkets Gavn.
Saa snart en kronet Røver bød,
strax Slaveblod i Strømme flød.

Et Lys er tændt, som Verden lærer,
at Folket er ej Slagtefaar;
at den, som over det regerer,
ej ene Gud til Ansvar staar.
I Konger! I, som føle det,
o, siger: Er en Krone let?

Blandt Kongers Tal mit Navn staar skrevet;
held mig! jeg bar kuns Navn og Baand;
Gud véd, hvordan jeg havde blevet
med Kongemagten i min Haand.
Held den, hvis Konge-Værdighed
ej grundet er paa Blod og Sved!

Gid danske Konger saa regere
og sørge saa for Folkets Gavn,
at Kongenavn kan stedse være
et stort og et ærværdigt Navn!
Da Tronen skal urokket staa,
og vores Selskab ej forgaa.

596

Drikkevise.

Har jeg kuns en lumpen Daler,
Notabene, som er min,
nogle Flasker og Pokaler,
Notabene, fyldt med Vin,
er jeg hjærteglad og blid,
Notabene, for en Tid.

Har min Daler faaet i Lommen,
Notabene, faaet sin Rest;
er fra Barfreds Flasken kommen,
Notabene, med Protest;
den, som da fornøjer sig,
Notabene, er ej mig.

Kysser jeg en andens Pige,
Notabene, som er smuk;
vil min Skrædder fra mig vige,
Notabene, for et Buk,
er jeg hjærteglad og blid,
Notabene, for en Tid.

Er min Donna rig som Fanden,
Notabene, rig paa Aar,
hører jeg min Skrædders Banden,
Notabene, indenfor,
den, som da fornøjer sig.
Notabene, er ej mig.

Glæden bor hos Vin og Piger,
Notabene, meget tit,
uden Penge Verden siger,
Notabene, saare lidt.
Disse tre min Glæde gjør,
Notabene, til jeg dør.

597

Marseillanernes Marsch. (Fri Oversættelse.)

Op! I brave Marseillaner!
op at kæmpe, hver Galliens Mand!
Tyranniets det blodige Banner
:,: vajer over vort Fædreneland:,:
Hører I Knaldet af Fjendens Kanoner?
Hører I ej, hvor hon brøler Harm?
Snart myrder han i eders Barm
eders Børn, eders Fædre og Koner.
Til Vaaben, i Gevær!
til Vaaben en og hver!
Af Sted, af Sted! de Voldsmænds Blod
maa strømme for jer Fod.

Kor:

Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
skal strømme for vor Fod.

Hvad vil disse Horder af Slaver,
disse Bander af kronede Mænd?
Sig, for hvem man vel Lænken tillaver,
:,: til hvis Hænder man smeddede den?:,:
Franske! højmodige Franske! for eder;
atter I skal udi Aaget gaa,
os Franske tør man tænke paa
at paaliste de forrige Kjæder.
Til Vaaben, i Gevær!
til Vaaben en og hver!
Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
maa strømme for jer Fod.

Kor:

Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
skal strømme for vor Fod.

598

Skal da disse fremmede Harer
skrive Love i Løvernes Hjem?
Skulle vel hine lejede Skarer
:,: gaa med Sejer i Gallien frem?:,:
Skulle vi bære paa taalige Nakke
Lænker paalagte af Slavehaand,
og for de haarde, tunge Baand
tvinges hine Despoter at takke?
Til Vaaben, i Gevær!
til Vaaben en og hver!
Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
maa strømme for jer Fod.

Kor:

Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
skal strømme for vor Fod.

Skjælver! I, jert Fødelands Fjender!
Skjælve, frygte hver fremmed Tyran!
Vores Mod I dog ej overvinder,
:,: snart skal strande jer Helvedes Plan:,:
Alt er Soldat, naar det Friheden gjælder;
falder endog vore unge Mænd,
af Jorden vox e nye igjen,
som med Kjækhed Tyrannerne fælder.
Til Vaaben, i Gevær!
til Vaaben en og hver!
Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
maa strømme for jer Fod.

Kor:

Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
skal strømme for vor Fod.

Saa til Felts mod Aristokrater!
franske Helte! nu gjælder det paa,
599 skaaner dog hine usle Soldater,
:,: som man prygler til mod jer at staa:,:
Men hine blodige, grumme Neroner -
men de Uhyrer, som en Bouillé,
der kold sit Fødeland kan se tændt i Brand af Despoters Kanoner! -
Til Vaaben, i Gevær!
til Vaaben en og hver!
Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
maa strømme for jer Fod.

Kor:

Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
skal strømme for vor Fod.

Fødelandets Kjærlighed lære
vore Krigere Kjækhed i Krig!
Frihed! elskede Frihed! du være
:,: deres Hjælper, som fægte for dig:,:
Frihed, din mandige Stemme fremkalde
Sejerens Sværd over Fjenderne!
o, gid de rasende maa se
din Triumf og vor Ære og falde!
Til Vaaben, i Gevær!
til Vaaben en og hver!
Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
maa strømme for jer Fod.

Kor:

Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
skal strømme for vor Fod.

600

Vise. (1794.)

Mel.: Fred med Kongerne paa Jorden.

De, der lege, danse, drikke,
bør jo nyde Rolighed;
disse Folk forstyrrer ikke
Kongers eller Staters Fred!
Selv hvad Vending Legen tager,
man med rette altid jager
de ubudne Gjæster bort.

Ofte gives der Patroner,
som af ingen Love véd,
som med Titler og Kanoner
trodse Velanstændighed.
Hvo i fremmed Leg sig blander,
hvad om de fik braadne Pander?
var det ikke vel fortjent?

Frankrig med den brudte Lænke
legte stundum gyseligt;
strax Evropas Fyrster tænke:
"Lege med er vores Pligt."
Store Riger vil de vinde,
men for sildig skal de finde,
at det var kuns Tab, de vandt.

Wiens og Berlins Monarker
sagde: Vi maa lege med;
Krigens gamle Patriarker
jage de nu flux af Sted.
Men de fandt ej Rosbachs Harer;
Wurmsers Flugt og Brunsvigs Farer
lærte dem en anden Leg.

601

Briten, som vil ene raade
over Havets vaade Skjød,
ruster ud en Kjøbmands-Flaade,
som med Guld Toulon beskød.
Ak, at han ej Guldet sparte!
Slet han vandt og slet forsvarte;
leve de, der tog Toulon!

Frankrig! Jordens Læremester!
vis dig i din Prøve kjæk!
Jag kuns de ubudne Gjæster
fra din Leg for Frihed væk!
Søg saa Enighed og Orden!
lev i Fred med hele Jorden!
og dit Navn bli'er evigt stort.

Leve hver, som ædelt tænker!
Leve Velanstændighed!
Leve hver, som hader Lænker!
Leve hver, som elsker Fred!
Leve Kongerne paa Jorden,
naar de ynde Lys og Orden!
Leve Christian og hans Søn!

Vise den 2. Juni 1794.

Mel.: Nu bort med alskens Politik.

Vor Klub er dog en herlig Sag,
her sidder man i Vennelag
og rundt omkring det brede Bord
kan tale frie Ord.
Men er her en Spion iblandt,
der med sin Sladder, Løgn og sandt,
befører nogen ærlig Mand,
forbandet være han!

602

Naar vi er Dagens Arbejd kvit,
vi samles her og tale frit,
dog altid udi Sandheds Spejl
vi skue Statens Fejl.
Vor Ros er ren, vor Daddel fri,
og aldrig, aldrig synge vi,
naar Excellencen stjal og sov,
til Excellencens Lov.

Den sande Lighed hersker her,
og alle er vi lige nær
til fedest Kjød og finest Brød,
men ingen dertil fød.
Foragt med den, der tænker sig
at være mere adelig,
om han saa stammer fra Per Thott,
end nogen Sansculot!

Uskyldig er vor Politik;
vi glæde os, naar vel det gik,
og ønske, at den gode Sag
ej fare maa i Mag.
Men om vi stundum bande Pitt
og rose Robespierre lidt,
staar Statens Ro dog ej paa Spil,
nej, der skal mere til.

King George han skiller høje Spil;
en Satan fik ham nylig til
at rive Folkets Klubber ned,
sig selv til stor Fortræd.
Han tror ej, Briten mukke tør,
hvor gal han endog Sagen gjør;
tror I, godt Folk! slig Politik
kan længe holde Stik?

* 603

I Fyrster paa den hele Jord!
o! tror ej slig en Niddings Ord,
som dèr, hvor Folk forsamler sig,
ser Spor til Borgerkrig!
Om Krig at drømme midt i Fred,
det røber ond Samvittighed;
og frygter I for Mytteri,
er snart jer Magt forbi.

Dog bort med slige Billeder!
de kuns forstyrre Glæden her;
ved Vin at lokke Griller frem,
fy! den Idé var slem!
Saa bort med alskens Politik!
og lad os passe vores Drik!
det har vor fælles Ven jo sagt;
Skaal! Klubben staa ved Magt!

Vise den 14. Juni 1794.

Mel.: At Slyngler hæves til Ærens Top.

De Franske er en vanartet Slægt,
de rent har glemt deres Levemaade;
Gud tage os i sin Varetægt,
at deres Moder ej her skal raade!

* 604

Naar fordums Hæder,
de gode Sæder,
man under Fødder forvevent træder,
saa gaar det galt.

Retfærdighed, der bør være blind
mod smukke Damer og store Herrer,
gaar der med Øjne foruden Bind,
i Flæng hun store og smaa fortærer;
hun Guld ej vejer,
for ingen nejer,
om end han lovligste Adkomst ejer
til syndig Daad.

De Baand og Titler, hvorved man før
Forstand og Dyder erhverve kunde,
dem jog den gale Nation paa Dør,
med dem gik Dyd og Forstand til Grunde.
Alt godt aflives,
alt klogt fordrives,
og Idioter alene trives,
foruden Rang.

Om Rettigheder og andet sligt
sau megen Løgn de os vil indbilde;
vi véd, at Mennesket har en Pligt,
hvorfra han aldrig sig maa forvilde:
den er at bukke
og aldrig mukke,
men derimod at i Løndom sukke,
det er hans Ret.

Saa kommer, Venner! enhver, som vil,
afsværger Frankrigs fordømte Lære!
Sligt Offer maa i det mindste til,
om Vælden eder skal naadig være.
605 Jeg sikkert tænker,
det ingen krænker,
om Sandhed han og Fornuft bortskjænker
for Guders Smil.

Dog foreslaar jeg, godt Folk! en Skaal
at drikke baade af Demokrater,
og selv af dem, der sig sno som Aal,
det er at sige Aristokrater:
For dig, min Pige!
skal Ønsket stige
til Himlen højt, naar vi ærligt sige:
bliv lykkelig!

Min politiske Omvendelse. Hymne til "Folkevennen".

Mel.: At Slyngler hæves til Ærens Tov.

Jeg skrev saa tit med vanhellig Pen,
min ringe Gejst var i Satans Eje;
Tak ske dig, ærede Folkeven,
der mig omvendte fra Syndens Veje!
At jeg begynder
at angre Synder,
det til din Ære jeg højt forkynder.
Held vorde dig!

At den er skyldig i Mytteri,
som denne Sandhed i Tvivl tør drage,
at Folk er Kongers Hollænderi,
hvis Ost og Smør de har Lov at tage,
og som desuden
maa ligne Studen,
naar en Forpagter faar Lyst til Huden,
det véd jeg nu.

* 606

At Frihed er et forbandet Ord,
som Herren skabte udi sin Vrede,
blot for at straffe den gale Jord
og Verdens Undergang at berede,
at Skraal mod Lænker
den Ret forkrænker,
som Gud paa Vuggen Monarken skjænker,
er soleklart.

At den er altid med Visdom fød,
der sexten Aner og flere tæller;
for ham er det kuns et Smørrebrød,
hvorved den støvede lærde træller;
at Dyd og Ære
vil ene være
hos dem, der Skjolde og Hjælme bære,
er nu min Tro.

At den Nation, jeg ej nævne tør,
skjønt den behandler os, som den lyster,
har al den Frihed, man have bør,
saa den med rette sig deraf bryster;
at, skjønt vi sukke,
vi ej tør mukke,
men dybt for den os i Støvet bukke,
er sandt og vist.

Du har bevist, imodtag min Tak,
at Frankrig er kuns en Øglerede;
at det fordømte rebelske Pak
bør føle Kongernes grumme Vrede;
at Blod i Strømme
bør oversvømme
det Land, som vovede frækt at dømme
sin Suveræn.

607

Du lærte mig, at i Krigens Tid
kun Landets Børn bør for Landet stride;
og at naar Kongen har endt sin Strid,
han ej paa Borgeren mer maa lide;
for ham at ave
bør Kongen have
en skjønne Flok af de kjække brave
daraussen fra.

Af disse Sandheder før jeg lo;
den Latter blev mig til Skam og Skade;
thi sværger jeg til en bedre Tro,
om demokrater mig end vil hade.
Det Had jeg venter
betalt med Renter
ved nogle lette Emolumenter.
Forstaar I mig?

Vise den 29. August 1794.

Mel.: At høre Fjanters tomme Ros.

Her Vinen skjænket staar paa Bord,
de Gjæster vente kuns et Ord,
som dem skal sige, hvem til Ære
den Skaat skal være.

Den ej for nogen Konge er;
den ædle Tid den er ej mer,
da Folket bad og kanonerte,
naar han laxerte.

608

Og ej for Jordens største Mand;
hvor er, hvor bor, hvor findes han?
Maaske han, naar vi paa ham titte,
er lille bitte.

Ej selv for ham, der er saa stor,
om man tør tro de Briters Ord;
vi véd jo, at han burde hænge
for polske Penge.

Ej er den Skaal for Adlens Fald;
for os den gjærne leve skal,
naar ikkuns Fanden naadigst henter
dens Pergamenter.

Ej er det Dværgen Schirachs Skaal;
naar drak man Sundhed for en Aal?
han længe nok foragtet leve
og blive Greve!

Der er ej heller Coborg ment;
han lærer nok, endskjønt for sent,
at fra de laadne Friheds-Trolde
sin Næse holde.

Ej Republikens Skaal det er;
vi se saa mange Skjælmer der.
Den stedse dog - om der er flere -
guillotinere!

Nej, du, vor gode Fader, skal
lykønskes med en fuld Pokal;
for dig vi vores Glas udstikke,
din Skaal vi drikke!

*
609

Frihed, Lighed og Venskab. Vise for det venskabelige Selskab 1794.

Mel.: Veillons au salut de l'empire.

For ret os ved Jorden at fryde
vi skabtes til Frihed af Gud;
fornuftige Love vi lyde,
men ingens vilkaarlige Bud.
Held os! held os,
naar dig, ædle Frihed, vi have!
Lyd højt vor Sang,
hvert Baand og hver Lænke til Trods:
Himmelske Frihed! Skaberens Gave!
kom! o kom! byg din Trone blandt os!

Naturen os dannede lige,
og Adel er ikkuns en Lyd;
ja, ene bør Mennesket vige
for højere Kundskab og Dyd.
Held os! held os,
naar Fødsel ej mer os skal trykke!
Lyd højt vor Sang,
al Stolthed og Dumhed til Trods:
Hellige Lighed! Menneskets Smykke!
kom! og oprejs din Trone blandt os!

For Sorgn og Kummer at lindre
steg Venskab af Himmelen ned;
vi følte Bekymnnger mindre,
saa tit som en Ven med os led.
Held os! held os!
her Venskab var altid til Stede!
Lyd højt vor Sang,
hver avindsyg Nidding til Trods:Salige Venskab! Jorderigs Glæde!
bliv og grundfæst din Trone blandt os!

610

Laterna Magica.

Gives herved under Trompeters og Pavkers Lyd til Kjende, at man her ser en meget prægtig, kostbar og skjøn Perspektivkasse, hvori præsentere sig 80 perspektiviske illuminerede Stykker, der kunne tjene til stor Lyst og Lærdom
(1794.)

Kommer, hvo, som komme kan!
kommer Mand og Kvinde!
Skjønne Rariteter man
her hos mig skal finde.
Min Laterna Magica
ser I her, etcetera,
faar I for en Styver.

For den Styver skal I se,
hvad I aldrig venter,
Himmel, Jord og Helvede,
sexten Elementer,
Aander hugue ud af Sten,
Mennesker paa fire Ben,
Køer og Faar paa tvende.

Her staar Eva med Korset
midt i Edens Have,
Adam paa en fransk Rainet
sulten ses at gnave.
Kommer saa en Bosniak,
gi'er dem hver en ussel Frak
og af Hnven driver.

Noahs Ark for Storm og Vind
som et Vrag hist flyder,
for i Havn at komme ind
efter Lods har skyder,
611 men sit Rederi til Sorg
strander paa Amalienborg
mellem to Palæer.

Se, hvor Rachel Josef kan
trække ud af Kjolen,
her staar Josva, hendes Mand,
som kan kuske Solen.
Her gaar Ruth og sanker Korn,
Moses med to store Horn,
Potjfar med større.

Ser I her Kong Salomon,
som en Løve dræber,
siden i sit Strømpeuaand
Dalila ham slæber,
saa med Kjæften af et Faar
han i Polen tappert slaar
tusend Insurgenter.

Lille Goliath saa rask
Kæmpen David kræver,
slaar ham i hans Pandebrask
med to knytte Næver;
siden med sin Tollekniv
ta'er han Resten af hans Liv
fra den lange Rækel.

Absalon sig ved sit Haar
hænger og afliver;
Underfogden hos ham staar,
skær ham ned og skriver:
"Salig Herren var et Fjog,
"han begraves maa, men dog
"ikke af Studenter."

* 612

Se Kong Saul saa nydelig
klædt i rødt Manchester!
Han vil separere sig
fra sin Dronning Ester.
Tamperretten bukker sig,
dømmer: Konge! gift kuns dig
med din Marskalks Kone.

Urias som røde Guld
elskte sin Kusine,
skjældte Kongen Huden fuld
med sin Bispemine.
Saul til Korset krybe maa
og i Frue Kirke staa
aabenbare Skrifte.

Saul bag Øret skrev den Tort,
lod ej Hævn formode,
spilte saa med Bispen Kort
og fik brav til gode,
Sagen til Proces nu kom,
Hof- og Stadsret fældte Dom:
Urias bør hænge.

"Tak, Hr. Dommer, Tak, min Ven!"
hørtes Saul at tale,
"kan jeg tjene Ham igjen,
har Han at befale."
Urias blev hængt, som sagt,
og i Galgebakken lagt
af en Hoben Slaver.

Her staar Holofernes og
Batseba, hans Kone,
der ved Hjælp af mangt et Drog
skaffer ham en Krone.
613 Som en "Folkeven" saa brav
hun hans Hoved hugger af,
medens Helten sover.

Her er Jericho, hvis Mur
Don Quixotter byde
blæses ned med Horn og Lur,
men som ej vil lyde.
Hel betuttet udenfor
Emigrant-Armeen staar
og den Mur forbander.

Her er Sodoma, se her,
tæt ved Donaus Bredder;
Jonas paa en Kro især,
som Hvalfisken hedder.
Her han sig tre Dage holdt,
drak og spillede Styrvolt,
og i trende Nætter.

Ser I her en Jordens Gud
(Konge vil jeg sige);
han var eller blev en Stud
og kom fra sit Rige;
o! gid ingen Konge maa
mer paa alle fire gaa
eller Kløver æde.

Her er den forlorne Søn,
som fra Frankrig kommer,
der vel sin fortjente Løn
faar til næste Sommer;
gid han en Ulykke faa,
tror han ej, vor Jord kan staa,
om der ej var Konger!

* 614

Her med Pungen Judas staar,
han var kuns en Stander,
før han til Pilotus gaar
og hans Ven forraader;
Kongen trykker glad hansHaand,
skjænker ham det hvide Baand
og Pension i Naade.

Dette Plankeværk, her staar,
maa I lære kjende,
kommer I der udenfor,
ser I Verdens Ende.
Gamle Sole ligge der
og forslidte Maaners Hær,
hvoraf Stjærner klippes.

Ser I Verdens sidste Dag!
hør Reveillen lyder!
Torden, Lynild, Slag i Slag,
Grave gjennembryder.
Døde slige op igjen:
nogle gaa til Himmelen,
mange gaa til Fanden.

Men skal Verden længe staa,
jeg til Mad kan trænge,
og hvor skal jeg den vel faa,
naar jeg ej har Penge?
Kaster derfor i min Hat,
før jeg siger jer god Nat,
hver en lumpen Styver!

615

Barnedaabs-Vise. (1795.)

Mel: En Time før Middag.

Du lille Krabat, der saa nylig er fød!
vi dig med Pokaler modtage!
Din Fader saa gjærne dig tog paa sit Skjød
og lærte dig smage, hvor Vinen er sød,
men Nerverne ere saa svage.
Du var vel og mere velkommen, min Knøs!
om du var en Tøs.

Men sig kuns din Fader og Moder, du véd,
at Verden har Mangel paa Drenge;
at Krigen i Tusendtal mejer dem ned;
at nye bør fødes og trives i Fred;
Gud unade de Piger saa længe!
og at du vil voxe Forældre til Lyst,
de Piger til Trøst.

Og naar du en Gang da med Tiden bli'er stor,
gjør Pigerne sømmelig glade!
vær Ven af den hele vidtløftige Jord,
og elsk hver Nation, som vor Klode bebor!
selv Engelland maa du ej hade!
thi inden den Tid den vist Mores har lært,
det ellers var sært.

Tal aldrig om Verdens politiske Gang!
de store det ilde optage;
tænk heller paa Flasker og Piger og Sang;
vær flittig, og hjælp paa din Broder i Trang;
lad Stater kuns knage og brage!
men kryb dog ej heller, i Fald du er klog,
for stjærnede Drog!

616

Bliv ædel og dydig! søg Visdom at naa!
den findes saa sjælden hos Greven;
og naar du kan Borgeres Agtelse faa,
skal Fader og Moder ej angre derpaa,
at du ej en Pige er bleven.
Saa fylde vi Glasset med fuldeste Maal
og drikke din Skaal!

Epigram.

I Spidsen af Batailloner,
fulgt af halvhundrede Kanoner,
at skrække Køer og gamle Koner,
ih! det er stort.

I en Venindes Stambog. (1796 eller 1797.)

Den Mand, hvis Haand har dette skrevet,
fortjente, siger man, at blive brændt;
saa mangt et Vinkelbaal var tændt,
at straffe ham, for hvad han har bedrevet.
Er han da ubrændt? spørges vel;
nej! - Ynde, Vid en ædel Sjæl
tit Luer i hans Hjærte tænder:
spørg nu, om han for Dem ej brænder.

*
617

Vise. Efter Kellgren. (1797.)

Mener du, at den har Lykken fat,
som i sin Haand holder Snese Rigers Tømmer?
hviler han i rolig Søvn hver Nat?
og mon han aldrig Død og Oprør drømmer?
Nej, I Potentater
udi alle Stater!
al jer Magt og Ære
staar ej mod min Lære:
Held den Mand, der har en fuld Pokal!
og Notabene, har Evne den at tømme;
Vinens Dunster jage Livets Kval,
og i dens Draaber Livets Glæder svømme.

Spørg, min Ven, hiu sejerkronte Helt;
han svarer dig med Naturens stærke Stemme:
Er jeg lykkelig, naar her i Felt
jeg Mennesket maa for Soldaten glemme?
Alle Hannibaler
ere Kanibaler.
Hvilken grusom Ære!
bedre er min Lære:
Held den Mand, der har en fuld Pokal etc.

Guldet, tror du, er al Lykkens Maal?
men véd du vel, i de lydiske Annaler
staar der, at Kong Krøsus steg paa Baal
og opbrændte sig med sine Kapitaler?
Sorg og Plage vige
sjælden fra den rige,
lad ham Guldet prise!
jeg bli'er ved min Vise:
Held den Mand, der har en fuld Pokal etc.

618

Se, paa Sandheds Vink staar Skjalden op
og med sin Sang fryder lejede Spioner,
bli'er forfulgt og syg paa Sjæl og Krop
og dør med Armod, Had og Lavrbærkroner
Skal det Summen være
af al Held og Ære,
jeg min Fjende skjænker
villig den og tænker:
Held den Mand, der har en fuld Pokal etc.

Ej skal Magtens Solskin varme mig,
jeg fri vil gjøre mig Livets Timer glade.
Om min Isse Ranken flette sig;
saa ler jeg ad de tørre Lavrbærblade!
Kun saa mange Penge,
at jeg ej skal trænge
til lidt Vin at drikke;
mer jeg ønsker ikke!
thi lyksalig den, der sin Pokal
kan uden Sorger og uden Frygt udtømme.
Vinens Dunster jage Livets Kval,
og i dens Draaber Livets Glæder svømme.

Vise den 5. Januar 1797.

Lovens sjette Bog har lagt
paa os arme mange Byrder;
den blandt andet os har sagt:
"Do enhver, der andre myrder!"
Dog min Sang skal Verden lære
(om den Sandhed lære vil),
at der er en Morder til,
som fortjener Agt og Ære.

619

Kor.

Ja, der er en Morder til,
som fortjener Agt og Ære.

Verden mange Torne har,
skjænker ofte bitter Galde;
tit mod den der Aarsag var
Ukvemsord at lade falde.
Ven! kan du ej Sorgen bære,
skyl den ned i en Pokal.
Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Kor.

Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Har en Stormand lovet dig,
hvad du véd han ej vil holde;
skjønt det hændes idelig,
kan det bitter Sorg forvolde.
Ven! saa følg min gyldne Lære:
skaf dig flux en Perial;
Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Kor.

Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Har din Donna brudt sin Ed,
saadant og des værre! hænder.
Tror du, umanerlig vred,
at dig Verden Ryggen vender,
lad ej Sorg dig rent fortære;
søg din Trøst i en Pokal!
Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

620

Kor.

Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Har du, som kan ogsaa ske,
Bryderi med Kreditorer;
trommer man paa Dørene
med Musik, som sjælden morer,
prøv en Gang og følg min Lære:
drik, min Ven! en Perial;
Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Kor.

Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Blev det, Ven! din Skæbnes Værk,
at du længe skal ved Siden
af et gammelt Orgelværk
jammerligt henslide Tiden:
Pinen du taalmodig bære!
stundum drik en Perial!
Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Kor.

Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Fik du end et skuddet Maal
af al Jordens Sorg og Plage;
bød end Skæbnen dig sin Skaal,
fuld af Malurt, til at smage,
hor og syng til Jordens Ære:
det, som myrder Livets Kval,
gror i denne Jammerdal;
Druens Saft velsignet være!

621

Kor.

Du, som myrder Livets Kval,
Druesaft, velsignet være!

Klinker for vor Vennekreds!
her bo varig Fryd og Glæde!
stedse fro og vel tilfreds
tage hver af os sit Sæde!
Men om nogens Lod skal være
Sorg, naar Skæbnen gjør sig gal;
Vinen myrde da hans Kval!
Morderen velsignet være!

Kor.

Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Es kann nicht so bleiben. Vise tilegnet Seeren i Altona. (1797.)

Mel.: Kommer hvo som komme kan.

Kom, min Ven! og klink og drik!
Schirach vegetere!
han, som Aand af Skæbnen fik
til at profetere!
Hvo er den, som nu ej tror
Mandens tit gjentagne Ord:
"Es kann nicht so bleiben."

Mantua som Klippen stod,
der er svær at vælte,
trodsed Buonapartes Mod
og hans Broderhelte,

* 622

faldt til sidst dog i hans Magt,
thi vor Schirach havde sagt:
"Es kann nicht so bleiben."

Buonaparte! bliv kun ved
Sejr paa Sejr at vinde!
Snart skal Ørnen betle Fred,
Krig og Mord forsvinde!
Har ej Altonas Profet
ofte sagt og længe set:
"Es kann nicht so bleiben."

Du, som fordum Diomed,
Tysklands Mars har saaret,*)
saaret i sit Bæltested
tæt ved selve Laaret;
og som Mars, saa skraalte Frands,
gaa kun fort i samme Dans!
"Es kann nicht so bleiben!"

Kejserinden, Venus lig,
fik et Saar, der svier,
da du fræk tilegned dig
hendes Broderier.**)
Venus græd, Marie med,
dog det bliver ej derved -
"Es kann nicht so bleiben."

Hug nu af Hans Hellighed
glat det højre Øre!

* * 623

det er Gjengjæld, som du véd;
Malchi Aand dig røre!
og trods Vatikanens List,
vis det skjønne Rom til sidst:
"Es kann nicht so bleiben."

Klinker, Venner! denne Skaal
Buonapartes være!
Morderbly og Morderstaal
ej hans Traad afskære!
Gid han snart erobre Fred!
Jorden juble skal derved:
"Es kann nicht so bleiben."

Vise.

Non bene junctarum discordia semina rerum

Ovid

Harmoni
føle vi.

Mel. Dersom du vil fri og let.

Tit til Harmoniens Ros
Vers og Prosa lyder;
men man siger ej derhos,
hvad det Ord betyder.
Præsten selv, der høre maa
Himlens Harmonier,
med Beskrivelsen derpaa
viseligen tier.

Naar man ser for Staters Kaar
stjærnet Dosmer raade,
Visdom betle udenfor
ydmygt om hans Naade:

* 624

naar ej Dyd beskytte kan,
men vel Mæcenaten:
dette, Brødre! kalder man
Harmoni i Staten.

Bryde snildt en sluttet Fred,
skabt at evig vare,
uaar man Fordel ser derved
og ej øjner Fare;
rane, hvad man eje gad,
andres Land regere,
saa bær Kongerne sig ad,
naar de harmonere.

Lade Slanger i vor Barm
Gift og Ondskab sanke
og, for os at volde Harm,
spejde selv vor Tanke;
for sin Vens Forræderi
aldrig være sikker,
deri Venners Harmoni
nu om Stunder stikker.

Naar i hellig Ægtestand
Harmonien troner,
Konen har en dito Mand,
Manden Snese Koner.
Glade leve de i Ro,
ej til Kiv man horer;
thi kun sjældent Apropos
dem tilsammen fører.

Bære vores Harmoni
Navnet ej alene!
Ej blot Kunstens Trylleri,
Venskab det forene!
625 Gid vi ej ved dette Bord
vugge os med Drømme,
naar paa Harmoniens Flor
vi Pokalen tømme!

John Kyghs Stambog, da han nar bleven Foged i Saltens Føgderi i Nordlandene. (1799.)

Symbolum. Én Gud, én Fader, og i det højeste kun én Christian.

Der staar et Punkt et Steds i Danmarks Love
(jeg véd ej hvor), at hvo, som dit og dat tør vove,
til Fiskerlejerne skal vorde dømt.
Slig Udsigt er ej frydelig for Øjet,
og jeg, som et og andet alt har døjet,
ser meget vel, mit Bæger er ej tømt.
Men skulde S.... nu vedkommende forføre
at sende mig til Saltens Fogderi
for der af deres - - Torsk at Rundfisk gjøre
(hvorfor jeg just ej føler Sympathi),
jeg inden Knagenhjælms og dine Døre
mig vente vil den Trøst at kunne tro mig fri.

*
626

Epigram.

Hvad jeg laaner, er ikke mit.

Glem, Danmark, dine gamle Sorger,
du hævnet er for Tyskernes Foragt,
thi deres Baggesen har sagt,
at nu og da dit Sprog han borger.

Epigram.

Mangen bær Navnet, som ej det fortjener,
mangen er stolt, for han ejer lidt Guld;
jeg vil det sige rent ud, som jeg mener:
hele vor Jord er af Tiggere fuld.
Den ene tigger Nøgler, den anden tigger Baand,
den tredje tigger Stjærner af den kongelige Haand.

Under Skuespiller fr. Schwarz' Portræt.

Sku Yndlingen af to Gudinder,
Naturens Søn, ledt frem ved Kunstens Haand,
der tvinger ved sin Mester-Aand
Smil paa vor Læbe. Graad paa vore Kinder.

*
627

"Bergens Tidende" af 8 Aug. 1884 anmelder dette Værk i følgende Ord:
... Man appellerer ikke forgjæves til Læseverdenens Sympathi, naar man nævner P. A. Heibergs Navn, et af Nordens ædleste. Vi Nordmænd betragter ham næsten som en af vore egne, fordi der rinder norsk Blod i hans Aarer, ligesom han ogsaa er interessant for os ved at være den eneste danske Forfatter, der har forlagt en Række af sine Arbejder i Norge; endvidere øges Tilknytningspunkterne til Norge ved, at han levede tre Aar af sin Ungdom i Bergen, hvor han første Gang gjorde Opsigt som Visedigter. Opholdet i Bergen afsatte ogsaa Frugter i hans senere Produktion, ligesom han gjennem mange Aar stod i inderlig Brevvexling med bergensiske Venner; man læse f. Ex. en i Foraaret udgiven Brevsamling »Literære Personer i Nutid og Fortid« ved S. Birket Smith; der findes kostelige, djærve Breve fra Johan Xordahl Brun til Heiberg.

P. A. Heiberg fulgtes i sit lange Liv med de norske og danske Frihedsmænds dybeste Deltagelse. Selv A. Munch stemte ved hans Død i 1841 med Kraft sin Lyre og sang:

»De tænkte med ham og hans skarpe Tale
at lukke ude fra Danmarks Sale
Tidsaandens voxende Krav.
De Daarer! De saa, de vidste ikke,
at just fra Exilet han kunde skikke
de mægtigste Ord over Hav.«

De levedygtige af Heibergs Arbejder falder omtrent alle i det attende Aarhundrede. Han skrev aldrig siden noget som sine Viser, sin »Rigsdalersedlens Hændelser« og som enkelte af Komedierne. De færreste har forresten læst noget af ham, næsten ingen udenfor de specielle Literaters Skare hans store satiriske Roman. Arbejderne har foreligget i spredte og slette Udgaver, - »Rigsdalersedlens Hændelser« i den værste af dem alle.

Den nye Udgave af de udvalgte Skrifter, der vil rumme alt det bedste, han har skrevet, tilfredsstiller Tidens Fordringer, - Udgiverne, DHrr. Borchsenius og Winkel-Horn, har desuden med Held lempet Retskrivningen en Smule efter den moderne uden at berøve den sit karakteristiske gammeldagse Præg. Udgiverne ledsager ogsaa Værket med Noter og oplysende Anmærkninger af stor Værdi.

Og nu kan en stor Nydelse ved P. A. Heibergs Skrifter 628 garanteres. Han er vittig, aandrig og uhyre kundskabsrig. I »Rigsdalersedlens Hændelser« er det rent lokale med stor Kunst bleven noget meget underordnet i Forhold til de store Vuer. han giver af Tiden-Sæder og offentlige Liv. Man maa beundre, hvor snilt han snor sig for at faa Revolutionens Ideer frem i Dagens Lys ved Papir og Sværte trods Censuren. Ligesom han selv ved sit skjæglose. markerede Ansigt og det lange ned over Skuldrene faldende Haar var det udtrykte Billede af Typen paa de transke Revolutionsmænd, saaledes er hans Skrifter en, lidt mere afbleget, Udgave af, hvad Filosoferne fra den anden Halvdel at det attende Aarhundrede forkyndte udover Verden. Men trods Afblegningen er der paa Hunden en frygtelig Energi, og de danske Frihedsfølelser maa have været meget forsumpede, naar ikke P. A. Heibergs Prosa og Poesi formaaede at udvikle dem til Handling. Men den bar sin stille Frugt, og som Munch skrev

- han havde engang den Cæde at kjende
Frihedens Haun sig klart at tænde
paa hans andet Fædrelands Fjeld.
Da haabcd han sagte Den Ild vil stige
fra Norge ned til mit danske Rige,
til mit Hads og min Kjærhgheds Væld!

H. H.