Kapitel XXIII.

Kapitel XXIII.

Tlrrlige Bestemmelser om Domsforhandling for Nævninger.

§ 258.

Naar Retten er sat til Sagens Behandling, lader Rettens Formand Sagen påråbe og Tiltalte fore ind i Retssalen, samt såvidt fornødent Vidner og Syns-og skønsmænd påråbe, hvorhos han giver de Pålæg og træffer de Foranstaltninger, som måtte findes fornødne for at sikre disfes Tilstedeblivelse og hindre indbyrdes Meddelelse.

Derefter strides, forsåvidt der ikke opstår Spørgsmål om Udsættelse, Afvisning eller desl., som findes forinden at burde afgøres, til Udtagelse af Nævninger, jfr. dog § 267.

§ 259.

I enhver Nævningesag skulle 12 Nævninger udtages til at deltage i Afgørelsen.

>tan det forudses, at en Sags Forhandling vil medtage et længere Tidsrum, kan Rettens Formand, førend Lodtrækningen begynder, beslutte, at endvidere 1 eller 2 Nævninger skulle udtages som Suppleanter. Såfremt da nogen af Nævningerne måtte blive forhindret! at overvære den hele Forhandling, indtil Nævningernes Erklæring er afgiven,

indtræder en Suppleant i hans Sted efter den Rækkefølge, i hvilken Navnene ere udtrukne.

Suppleanterne overvære Forhandlingen, men deltage ikke i Nævningernes Rådslagninger og Afstemninger, sålænge de ikke ere trådte i en nævnings Sted.

§ 260.

Foranstaltningerne til Nævningernes Ud> tagelse begynde med, at de indkaldte Nævninger påråbes. Indsigelse fra Parternes Side om, at Genpart af Nævningelisten ikke er behørig meddelte, må frem sættes, forend Lodtrækningen begynder. For^ end denne stiller derhos Rettens Formand Spørgsmål tit Overanklageren, den eller de Tiltalte og disses Forsvarere, til Dommerne og Nævningerne, om der med gensyn til nogen af de indkaldte tilstedeværende Nævninger måtte være dem nogen Omstændighed bekendt, som efter § 12 eller i medfør af Reglerne i Lov om Domsmagtens Ordning m. ni. Kap. III. udelukker fra at være nævning i den foreliggende Sag eller i det Hele. De herefter opstående Spørgsmål afgøres af Retten. Kendelse, hvorved en nævning udelukkes, kan ikke indbringes for hovere Ret.

§ 261.

For at Lodtrækning kan iværksættes, kræves Tilstedeværelse af mindst 20 eller, hvis en eller to Suppleanter skulle udtages, henholdsvis 21 eller 22 Nævninger, som kunne medtages ved Lodtrækningen.

Ere ikke mindst 20 Nævninger, eller, hvis Suppleanter skulle tiltræde, henholdsvis 21 eller 22 Nævninger mødte, eller synker Nævningernes Tal ved Rettens afgørelser under det nævnte laveste Tal, drager Rettens Formand Omsorg for, at det til Lodtrækningen fornødne Antal af Nævninger bringes tilveje ved Tilkaldelse af Hjælpenævninger i den Orden, i hvilken disses Navne findes opførte på Hjælpelisten.

Skulde det tilstrækkelige Antal ikke kunne skaffes tilveje på denne Måde, for-

anstalter Rettens Formand Tallet udfyldt ved Lodtrækning, således som i Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 72 bestemt.

§ 262.

Lodtrækningen foregår på den Måde, at Sedler, hvorpå Nævningernes fulde Navne ere skrevne, og som oplæses, nedlægges i en Urne, af hvilken Sedler derefter enkeltvis udtages og oplæses.

Indsigelse, der gaar ud på, at Lodtrækning er foretagen, uden at det ovenfor foreskrevne Antal Nævninger var til Stede, skal fremsættes for Lodtrækningens Slutning.

§ 263.

Såsnart et Navn er trukket af Urnen og oplæst, har fyrst Overanklageren, indtil Ordet er givet Tiltalte, og derefter Tiltalte, indtil et nyt Navn er udtrukket, eller, med Hensyn til det sidst udtrukne Navn, indtil Lodtrækningen er erklæret for endt, Ret til uden Angivelse af Grund at forkaste den udtrukne Nævning. En afgiven Erklæring kan tilbagetages, naar det sker indenfor de angivne Tidsgrænser. Afgives ingen Erklæring, gælder nævningen for antagen.

§ 264.

I det Hele kan der i Henhold til § 263 forkastes 4 Nævninger fra hver Side.

Er der i samme Sag flere Tiltalte, ere disse lige nær berettigede til at udøve den en enkelt Tiltalt hjemlede Forkastelsesret,

Kunne de ikke enes om Udovelsen af denne Ret, fordeles de dem indrammede Forkastelser ligelig imellem dem. Med Hensyn til de Forkastelser, som ikke kunne fordeles således, afgøres det ved Lodtrækning, hvem af de Tiltalte de skulle tilkomme. Ligeledes bestemmes ved Lodtrækning, i hvilken Rækkefølge de skulle erklære sig om Forkastelse. En herefter af en af de Tiltalte erklæret Forkastelse gælder også for de andre.

§ 265.

Indsigelser, der gå ud på, at Reglerne i §§ 263 og 264 ere tilsidesatte, skulle fremsættes for Anklageskriftets Oplæsning.

14

§ 266.

Naar 12 eller, hvis Suppleanter skulle tiltræde, henholdsvis 13 eller 14 »forkastede Nævninger ere udtrukne, ophører Lodtrækningen. De 12 først Udtrukne ere Nævningerne i Sagen: den eller de, hvis Navne senere måtte udtrækkes, ere Suppleanter.

§ 267.

Naar flere Sager foretages på een Dag, kunne, såfremt såvel Overanklageren som den eller de Tiltalte samtykke heri, de Nævninger, der have gjort Tjeneste i en Sag, uden ny Udtagelse udføre Hvervet i den nærmest påfølgende Sag.

Mangle Betingelserne for Anvendelsen af foranstående Regel. og der som følge heraf påny stal udtages Nævninger for en senere til Forhandling på samme Tag ansat Sag, kan efter Formandens Bestemmelse Lodtrækning for den senere Sag foretages, forend Forhandlingen i den tidligere Sag begynder.

§ 268.

Nævningerne indtage deres sæde i den ved Lodtrækningen bestemte Orden.

§ 269.

Naar Nævningerne have indtaget deres sæde og de i i> 152, første Stykke, ommeldte Spørgsmål ere rettede til Tiltalte, oplæses Anklageskriftet, og Tiltalte spørges, om han erkender sig skyldig i det der omhandlede Forhold. Erkender Tiltalte sig skyldig, kan, naar han heri samtykker, efter Rettens Bestemmelse Nævningernes Medvirkning bortfalde.

§ 270.

Træffes ikke saadan Bestemmelse som ommeldt i Slutningen af § 269, påminder Formanden Nævningerne om, at de, indtil deres endelige Kendelse er afgiven, ikke angående Sagen må have Samtale eller Forbindelse med nogen anden end Retten gennem dennes Formand, og tager dem derpå i Ed, idet han foreholder dem. at de

skulle love og sværge, opmærksomt at ville følge Forhandlingen i Retten og samvittighedsfuldt besvare de Spørgsmål, som ville blive dem forelagte, således som de finde ret og sandt at være efter Loven og Sagens Bevisligheder.

Herpå svare Nævningerne hver for sig, stående og med oprakte Fingre efter Lovens Forskrift om Eds Aflæggelse:

„Det lover og sværger jeg, så sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord."

Den Adgang, som Lovgivningen hjemler Medlemmer as visse Trossamfund til at aflægge Ed på anden Måde end den sædvanlige, skal også her komme til Anvendelse: ligeledes finder Reglen i § 110 om Afgivelse af en Fursikring, der træder i Eds Sted, her tilsvarende Anvendelse.

Indsigelser, der gå ud på, at Nævningerne ikke ere blevne lovlig edfæstede, skulle fremsættes for Tiltaltes Afhørelse begynder (§ 272).

§ 271.

Nævningerne vælge umiddelbart efter Edfæstelsen under Ledelse af den nævning, hvis Navn først blev udtrukket, en Ordforer. Valget sker ved Stemmeflerhed: i Tilfælde af Stemmelighed foretrækkes den ældste.

§ 272.

Naar Nævningerne have valgt deres Ordforer eller, i det i Slutningen af § 269 omhandlede Tilfælde, naar de ere aftrådte, giver Formanden Tiltalte Lejlighed, overensstemmende med Bestemmelsen i § 242, til at forklare sig om de Forhold, som Tiltalen angår. Derpå følger den øvrige Bevisførelse.

Afgiver Tiltalte under Afhørelsen en fuldstændig Tilståelse, afgør Retten, om og i hvilten Udstrækning yderligere Bevis^ førelse skal finde Sted.

§ 273.

Bevisførelsen foregår først fra Overanklagerens og derefter fra Forsvarets Side: Beviser, hvis Førelse Retten af egen Drift beslutter, fremføres på det Tidspunkt, For-

manden bestemmer. Forend en Parts Beviser fremføres, kan den Bevisførende i Korthed angive, hvad det er for Beviser, han vil fore, og hvad han dermed vil godtgøre.

Efter ethvert enkelt Vidnes Afhørelse, såvelsom efter Fremførelsen af ethvert andet Bevis, har Tiltalte Adgang til, hvis han ønsker det, at forklare sig, såvidt Beviset dertil giver Anledning.

§ 274.

Efter at Bevisførelsen er sluttet, faar først Overanklageren, dernæst Forsvareren ug, såfremt Tiltalte begærer det, denne Ordet for at udtale sig om Bevisførelsens Resultat samt om Retsspørgsmålene i Sagen, dog såvidt muligt uden at omhandle sådanne Punkter, som ikke skulle forelægges Nævningerne til afgørelse.

§ 275.

Efter at Parterne have haft Ordet, skal Overanklageren overlevere Retten og Forsvareren Ildkast til de Spørgsmål, som skulle forelægges Nævningerne, hvorefter der gives Forsvareren og Tiltalte Lejlighed til at yttre sig og fremsætte Forslag til Ændringer i eller Tillæg til Spørgsmålene. Spørgsmålene fastsattes derefter af Retten og meddeles Parterne; hvor dette kræves af Reglerne i § 257, 2det Stykke, gives der disse fornyet Lejlighed til at ytre sig.

§ 276.

Ved Spørgsmålene til Nævningerne skal det forelægges dem til afgørelse, om Tiltalte er skyldig i det Forhold, som Tiltalen angår: Tiltalens Angivelser kunne fraviges indenfor de grænser, som ere betegnede i § 257. Som følge heraf hører det linder Nævningernes afgørelse, om nogen Grund, som udelukker Straf, eller om sådanne i Straffeloven bestemt betegnede Omstændigheder, der hjemle Nedsættelse eller Forhøjelse af Straffen udenfor den almindelige Strafferamme, ere tilstede.

Undtagne fra Nævningernes afgørelse ere Spørgsmål om

») Strafskyldens forældelse, d) de i Straffelovens §§ 7 og 58 ommeldte Omstændigheder, c) Straffens Forhøjelse på Grund af Gentagelse.

Forsåvidt det imidlertid ved Anvendelsen as Reglerne om Strafskyldens forældelse og Strafforhøjelse på Grund af Gentagelse dømmer an på det Tidspunkt, da den påtalte Handling blev begået, afgøres dette Spørgsmål af Nævningerne efter den almindelige Regel.

Om Overanklageren er påtaleberettiget, er ikke Genstand for Nævningernes afgørelse.

§ 277.

Det tilkommer ikke Nævningerne at afgøre Noget om Tilstedeværelsen af Omstændigheder, der kunne komme i Betragtning ved Straffens Udmåling indenfor Lovens Strafferamme, og som følge heraf heller ikke i de Tilfælde, hvor Loven på Grund af skærpende eller formildende Omstændigheder, men uden nærmere Betegnelse af disse eller blot med Angivelse af vejledende Exempler, har udvidet Grænserne for Straffens Valg, at afgøre, om sådanne Omstændigheder foreligge.

§ 278.

Ethvert Spørgsmål til Nævningerne skal stilles således, at det kan besvares med „ja" eller „nej".

Ethvert enkelt Spørgsmål må alene angå een Tiltalt og, såvidt muligt, kun eet forbrydersk Forhold.

§ 279.

Naar undtages sådanne Tillægsspørgsmål, som omhandles i M 280 og 281, skal ethvert Spørgsmål begynde med Ordene „Er Tiltalte (Tiltalte N. A.) skyldig?" I Spørgsmålet skal Forbrydelsens Art betegnes enten ved dens i Loven hjemlede Navn eller ved en Henvisning til den pågældende Strafbestemmelse, og i sidstnævnte Tilfælde skulle tillige

Forbrydelsens i Loven beskrevne Kendemærker optages i Spørgsmålet: Gærningen skal beskrives bed saadan Angivelse af Tid og Sted, Genstand, Udførelsesmåde og andre nærmere Omstændigheder, som måtte udkræves til dens tilstrækkelige Betegnelse.

§ 280.

Naar der under Forhandlingen er fremkommet bestemte Bevisdata til støtte for, at der foreligger en Omstændighed, som vil udelukke Straf, eller som der efter Rettens skøn mulig kan blive tillagt en saadan Virkning, kan der stilles et særskilt Spørgsmål om Tilstedeværelsen af samme som Tillæg til Hovedspørgsmålet, for at fremkalde en udtrykkelig Udtalelse af Nævningerne herom.

I den Måde, hvorpå Hovedspørgsmålet bliver at fremsatte, sker der i sådanne Tilfælde ingen Forandring.

§ 281.

Skal der spørges om Tilstedeværelsen ai Omstændigheder, der ifølge Loven hjemle Forhøjelse eller Nedsættelse af Straffen, kan dette ske i Form af særskilte Tillægsspørgsmål, der kun blive at besvare, såfremt det Hovedspørgsmål, hvortil de slutte sig, besvares bekræftende. Er der under Bevisførelsen fremkommet noget Datum til støtte for. at en Strafnedsættelsesgrund foreligger, kan Tillægsspørgsmål herom ikke nægtes stillet, naar dette er begært af Forsvareren eller Tiltalte.

§ 282.

Angå flere Hovedspørgsmål (med tilhørende Tillægsspørgsmål) det samme Forholds Henførelse under forskellige Strafbestemmelser med forskellig Strafferamme, stilles det Spørgsmål først, hvis Bekræftelse medfører den strængeste Strafferamme.

§ 283.

Naar et Spørgsmål tun skal besvares under Forudsætning af en bestemt Besvarelse af et forudgående Spørgsmål, bor dette udtrykkelig bemærkes i den skriftlige Ud færdigelse.

Ligeledes anføres ved hvert Spørgsmål, at der udkræves otte Stemmer til det Svar — „ja" eller „nej" — som er ugunstigst for Tiltalte.

§ 284.

Efter at Spørgsmålene ere fastsatte, gennemgår Formanden i Korthed Sagen og dens Bevisligheder og forklarer såvidt fornødent Spørgsmålene og de Retssætninger, der skulle lægges til Grund for deres Besvarelse. Naar Formanden finder dette fornødent. overgives Afskrifter af Spørgsmålene til Nævningerne, forinden han begynder sit Foredrag.

Enhver af Parterne kan. efter at Formanden har sluttet sit Foredrag, og forinden Nævningerne trække sig tilbage til Rådslagning, forlange. at særligt påpegede Dele af Formandens Udvikling af Retssætninger gengives i Retsbogen.

§ 285.

Naar Formanden har endt sit Foredrag, oplæses Spørgsmålene og overgives i en af Formanden underskreven Udfærdigelse til Nævningernes Ordforer.

Formanden kan efter sit Skøn medgive Nævningerne Afbildninger, Tegninger eller Kort, som måtte være fremlagte under Sagen, Ting, der påstås at være tagne eller frembragte ved Forbrydelsen eller at have været brugte eller bestemte til dens udførelse, eller som i øvrigt yde umiddelbar Oplysning om Gerningen eller Tiltaltes Forhold til denne.

Formanden henleder Nævningernes Opmærksomhed på de i §§ 286—289 indeholdte Bestemmelser om, hvad de ved deres Rådslagning have at iagttage, og forklarer disse nærmere, forsåvidt han finder det fornødent: derefter opfordrer han Nævningerne til at begive sig til det for dem bestemte Værelse.

§ 286.

Indtil Nævningernes Erklæring er vedtagen, må intet Samkvem finde Sted mellem dem og andre Personer, ej heller må nogen

nævning forlade Rådslagningsværelset eller nogen Anden betræde dette uden Tilladelse af Rettens Formand. Rettens Formand træffer fornøden Foranstaltning til Iagttagelse heraf.

Overtrædes foranstående Bestemmelser af en nævning eller Andre, kan Retten idømme den eller de Skyldige bøder indtil 1000 Kr.

Den af Nævningerne i Henhold til § 271 valgte Ordforer leder deres Forhandlinger.

Om Rådslagningen og Afstemningen skulle Nævningerne iagttage Tavshed. Overtrædelse heraf straffes med fængsel.

I Nævningernes Forsamlingsværelse skulle Aftryk af denne Lovs §§ 286—289 være opståede i flere Eksemplarer.

§ 287.

Efter tilendebragt Rådslagning afstemme Nævningerne om de enkelte Spørgsmål i den Orden, hvori disse ere stillede. Ord fireren afæsker hver nævning enkeltvis hans Stemme i den ved Lodtrækningen bestemte Orden og afgiver selv sin Stemme tilsidst.

En for Tiltalte ugunstig Besvarelse af et Hoved- eller Tillægsspørgsmål kan kun vedtages med mindst 8 Stemmer: denne Regel finder også Anvendelse ved de i §§ 280 og 281 ommeldte Tillægsspørgsmål.

Er den bekræftende Besvarelse af et Hovedspørgsmål bleven vedtaget med den fornødne Stemmeflerhed, blive de Nævningers Stemmer, som måtte have erklæret sig for det benægtende Svar, at regne til den Tiltaltes Gunst ved afgørelsen as de til samme sig sluttende Tillægsspørgsmål; som følge heraf bliver der ved Afstemningen over sådanne Tillægsspørgsmål ikke at afæske disse Nævninger en særlig Erklæring.

§ 288.

Opstår der Tvivl hos Nævningerne om den Fremgangsmåde, som de skulle iagttage, eller om Betydningen af de stillede Spørgsmål eller om Svarenes Affattelse, eller antage de det for nødvendigt, at yderligere eller ændrede spørgsmaal forelægges dem. kunne de derom henvende sig til Rettens

Formand, som, efter at Nævningerne i Retssalen have fremfat deres Andragende, her meddeler dem Oplysning eller foranstalter det fornødne. Bliver der at tage Bestemmelse om Forandringer i eller Tillæg til Spørgsmålene, eller finder Rettens Formand det iøvrigt fornødent, genoptages Forhandlingen, og der gives Parterne Lejlighed til at udtale sig.

§ 289.

Nævningernes Ordforer vedtegner det Svar, som udkommer ved Stemmernes Sammentælling, lige overfor ethvert af Spørgsmålene og underskriver Erklæringen tilligemed to andre Nævninger.

Stemmetallet angives ikke.

§ 290.

Efter at Nævningerne ere vendte tilbage til Retssalen, spørger Rettens Formand dem om Udfaldet af deres Rådslagning. Derefter oplæser Nævningernes Ordforer de stillede Spørgsmål og umiddelbart efter hvert af disse det vedtegnede Svar. Erklæringen overleveres dernæst til Rettens Formand, der underskriver den tilligemed Retsskriveren.

§ 291.

Lider Nævningernes Erklæring af Mangler i Formen, eller er dens Indhold utydeligt, modsigende eller ufuldstændigt, eller opstår der Tvivl, om den oplæste Erklæring udtrykker Nævningernes virkelige Mening eller er vedtagen med det foreskrevne Stemmetal, og Manglen ikke straks kan afhjælpes eller Tvivlen hæves ved en Erklæring af Nævningernes Ordfører, kan Retten pålægge Nævningerne at begive sig tilbage til deres værelse, for ved en ny Erklæring at afhjælpe Manglen eller fjerne Tvivlen. Te fornødne Forklaringer meddeles Nævningerne af Rettens Formand.

Vedrører Manglen kun Formen, må Nævningerne Intet forandre i Erklæringens Indhold; ligeledes skulle de Svar, hvis Berigtigelse eller Fuldstændiggørelse ikke fordres, forblive uforandrede Utilstedelige

15

Ændringer må ikke tages i Betragtning af Retten.

Berigtigelsen eller Fuldstændiggørelsen vedføjes således, at det træder tydeligt frem, hvorledes den oprindelige Erklæring har lydt.

Den her omhandlede Forholdsregel kan træffes, sålænge Retten ikke har afsagt Dom.

§ 292.

Også udenfor de i det foregående særligt nævnte Tilfælde kan Retten, sålænge Dom ikke er afsagt. beslutte at forandre Spørgsmålene eller at stille nye Spørgsmål; forinden saadan Bestemmelse træffes, må der være givet Parterne Lejlighed til at yttre sig.

§ 293.

Have Nævningerne erklæret, at Tiltalte ikke er skyldig, afsiger Retten straks Fri findelsesdom. Hertil henregner også det Tilfælde. at Nævningerne vel have besvaret Hovedspørgsmålet bekræftende, men tillige have givet et for Tiltalte gunstigt Svar på et Tillægsspørgsmål om en Omstændighed. som udelukker Straf (§ 280).

Retten kan ligeledes straks afsige Frifindelsesdom, naar den finder, at Tiltalte må frifindes af den i nedenstående >i ^97, første Punktum, nævnte Grund.

§ 294.

Hvor Nævningernes Erklæring gaar ud på, at Tiltalte er skyldig, men Retten finder, at Sagens Bevisligheder ikke have afgivet tilstrækkeligt Grundlag for at fælde Tiltalte for den Forbrydelse, i hvilken Nævningerne have erklæret ham skyldig, kan den ved Kendelse beslutte, at en ny Domsforhandling stal foregå. Beslutningen træffes i Embeds medfør. uden at Parterne have Adgang til derom at fremsætte begæring, og kan træffes, sålænge Dom ikke er afsagt.

§ 295.

Ny Domsforhandling, som besluttes i medfør af forrige Paragraf, bliver at foretage, enten på samme eller på et senere Ting, for andre dømmere og andre Nævninger.

Indtil Nævningeerklæring under den ny Sag er afgiven, kan Rigsanklageren beslutte at frafalde Tiltale, i hvilket Tilfælde Frifindelsesdom bliver at afsige.

Falder også den ny Domsforhandling ud til en fældende Nævningeerklæring, kan Retten, naar den enstemmigt finder, at Beviset er utilstrækkeligt til at fælde Tiltalte for den Forbrydelse, i hvilken Nævningerne have erklæret ham skyldig, afsige Frifindelsesdom eller, naar den finder det godtgjort, at Tiltalte er skyldig i en mindre Forbrydelse end den. Nævningernes Erklæring lyder på, afsige Dom i Overensstemmelse hermed i Bestemmelsen i sidste Punktum af nedenstående § 297 finder herved tilsvarende Anvendelse.

Under den ny Sag kan der ikke forelægges Nævningerne noget Spørgsmål, som sigter på en strængere Straf, end Tiltalte vilde have været hjemfalden til, såfremt den første Nævningeerklæring var bleven tagen for gyldig, medmindre Betingelser foreligge for Genoptagelse.

§ 296.

Naar Tiltalte af Nævningerne er erklæret skyldig, og Retten ikke straks i Henhold til 8 293, andet Stykke, eller § 29§ afsiger Frifindelsesdom eller i Henhold til § 294 beslutter, at ny Domsforhandling stal foregå, får først Overanklageren og derefter Forsvareren og Tiltalte Ordet for at udtale sig om Strafudmålingen og andre Punkter, sum ligge udenfor Nævningernes afgørelse. og der gives dem Lejlighed til at fremkomme med de Bevisligheder, som herved måtte udkræves. Parternes Udtalelser og Bevisførelsen må ikke gå ud på at rotte ved noget, som er afgjort ved Nævningernes Erklæring. Ved denne Forhandlings Slutning optages Sagen til Dom.

Har Tiltalte ikke været til Stede under Afgivelsen af Nævningernes Erklæring, bliver denne, forinden Forhandlingen kan fortsættes på Grundlag as samme, at oplæse for ham, efter at han atter er fremstillet.

§ 297.

Finder Retten, at Tiltalte ifølge Loven ikke kan straffes for et Forhold som det, i hvilket han ifølge den i Spørgsmålene givne Beskrivelse af Gærningen og Nævningernes Svar på disse er erklæret skyldig, afsiger den Frifindelsesdom. Finder den, at et Forhold som det, hvori Tiltalte er erklæret skyldig, efter Loven kun kan henføres under et mildere Straffebud, end Nævningernes Erklæring lyder på, afsiger den Dom i Overensstemmelse hermed. hører der til Gærningsindholdet af den mindre Forbrydelse, for hvilken der således bliver Spørgsmål om at domfælde Tiltalte, Omstændigheder, om hvis Tilstedeværelse Nævningeerklæringen intet har afgjort, blive de til Afgørelse af dette Punkt fornødne Spørgsmål først at forelægge Nævningerne.

§ 298.

I det Omfang, hvori dommen er grundet på Nævningernes Erklæring, indskrænke Tomsgrundene sig til den fornødne Henvisning til denne. Iøvrigt finder Bestemmelsen i andet Stykke af nedenstående § 301 tilsvarende Anvendelse. Domfældes Tiltalte, skulle de Strafbestemmelser anføres, som bringes i Anvendelse.