Kapitel XXX.

Kapitel XXX.

Genoptagelse.

At en i Anledning af en formentlig begået Forbrydelse foretagen Undersøgelse, der på et Stadium, hvor endnu ingen bestemt Person stod som Sigtet, er opgivet som i alt Fald foreløbig håbløs, kan optages igen, nårsomhelst man mener at kunne fore den videre med bedre Håb om et Resultat, er selvfølgeligt. Ligeledes falder det af sig selv. at den Omstændighed. at nogen, som ikke var beføjet til at påtale, har rejst Sag — være sig nu. at denne Sag er endt med frifindelse eller er standset på et tidligere Trin - ikke kan være den, hvem Påtalen

tilkommer, til Hinder for at rejse en ny Sag. Naar de i så Henseende givne Regler i det tidligere førstags §§ 420 og 421 her ere udeladte, er det derfor kun, fordi det er anset for overflødigt at udtale noget herom. Endvidere førstår det sig ligesåvel af sig selv, at, naar en Sag er afvist af formelle Grunde (f. Eks. urigtigt værneting), kan den indbringes påny med Undgåelse af den vedkommende formelle Fejl, medens på den anden Side en Afvisning fra den dømmende Ret af retlige Grunde, hvori intet kan ændres (jfr. § 228, Nr. 3), ligesåvel som en Frifindelse (jfr. §§ 241 og 29?) ubetinget afskærer al videre eller fornyet forfølgning, så længe den pågældende afgørelse står ved Magt. Endelig er det allerede i § 212 foreskrevet, at naar Overanklageren har frafaldet en af ham begyndt Forfølgning. kan dog den overordnede Myndighed beslutte, at Sagen alligevel skal fortsættes. dog at saadan Fortsættelse må finde Sted inden 2 Måneder efter Frafaldelsen. Om den Adgang, der iøvrigt bor være til at genoptage en een Gang standset, frafaldet eller tilendebragt forfølgning, handles i nærværende Kapitel, der i Hovedsagen stemmer med det tidligere Forslags 6te Afsnit, Kapitel IV., men dog på enkelte Punkter afviger derfra.

Blandt Afvigelserne stal navnlig føl» gende fremhæves:

Adgangen til Genoptagelse er noget indsnævret derved, at der flere Steder er brugt noget stærkere og mere præcise Udtryk end i det tidligere førstag (jfr. således i § 354, Nr. 1, „må antages", i samme Paragrafs Nr. 2 „falske" og „god Grund til at antage"), hvorhos den Adgang, som der efter det tidligere førstags § 426 var til Genoptagelse, blot for at opnå en mildere Straf indenfor samme Strafferamme, her er afskåret, idet alt fornødent i så Henseende kan opnås gennem Benådning. Endvidere er det her bestemt, at Begæring om Genoptagelse altid skal fremsættes for Landsretten, medens det tidligere førstag for visse Tilfælde henviste den til højesteret. Efter det ny System vil nemlig højesteret aldrig selv have haft Beviserne for Tiltaltes Skyld til bedømmelse, den vil derfor altid være henvist til at indhente den underordnede rets Erklæring over Genoptagelses-Andragendet. Men det synes da mere praktisk at indbringe spørgsmålet direkte for Landsretten, som i alle Tilfælde allerede har dømt i sagen, og derfor sikkert ikke uden gyldig Grund vil bevilge Andragendet, medens omvendt et ubegrundet Afslag vil kunne indbringes for højesteret gennem kære.

Der er derhos indrømmet Retten noget større Frihed til at tage Bestemmelse om Formerne for den Forhandling, der eventuelt stal føres angående spørgsmålet om Tilstedeligheden af Genoptagelsen, ligesom der er givet den Adgang til selv at modtage de Forklaringer af Vidner eller Tiltalte, den måtte ønske at indhente. Det tidligere Forslags Bestemmelser om udtrykkelig Ophævelse

af den ældre Dom ere udeladte, da saadan Ophævelse stiltiende vil følge af den ny Afgørelse, forsåvidt sådan træffes; derhos vilde den udtrykkelige Ophævelse af den ældre Dom i Forbindelse med, at Andragendet om Genoptagelse tages til følge. nødvendigvis medføre, at en allerede begyndt Fuldbyrdelse af døm

men måtte afbrydes, selv om Genoptagelsen alene tilsigter at få Straffen forandret f. Eks. fra Strafarbejde på Livstid til tidsbestemt Strafarbejde. Endvidere er det fundet mest Praktisk, hvor Genoptagelse bevilges, altid at lade den ny Domsforhandling foregå for den Landøret, som tidligere har

dømt i Sagen, og ikke ubetinget for Retten i 1ste Instans, som i det tidligere førstag bestemt. Dels indicerer selve dette, at Sagen genoptages, en vis Vanskelighed og Tvivlsomhed ved denne, dels må det i alt Fald anses for mindre naturligt, at en Afgørelse, der en Gang er truffen af en kollegial Ret, stal kunne forandres af en Enkeltdømmer, ligesom endelig det tidligere førstags Regler kunde fore til endog 4 Domsforhandlinger i samme Sag. — Endelig har man ment at kunne undvære den i det tidligere førstags § 439 hjemlede Adgang til Oprejsning for Påtalemyndigheden, eftersom de Frister, hvis Oversiddelse skulde berettige til saadan Oprejsning, i nærværende Udkast er gjorte mere rigelige og elastiske, end de vare i det tidligere førstag.