Undersøgelse, førend Tiltale er rejst, i Sager, som forfølges af Overanklageren eller Politiet.

Dette Afsnit bygger vel i sine Hovedtræk på lignende Betragtninger, som lå til Grund for det tidligere førstags tilsvarende Afsnit, men indeholder i øvrigt på flere væsentlige Punkter reelle Ændringer, ligesom der også til Dels har fundet en temmelig indgribende redaktionel Omarbejdelse Sted. særlig stal straks fremhæves, at man indenfor nærværende Kommission ligesom i den tidligere Kommission indgående har drøftet det Spørgsmål, hvilken Stilling der bor anvises Retten under Sagens Forberedelse. Spørgsmålet har i så Henseende været: Skal man så vidt muligt gennemfore Anklageprincippet også ved Sagens Forberedelse, således at Rettens Medvirken indskrænkes til, at den tager Bestemmelse om Anvendelse af de særlige straffe' processuelle Magtmidler, som Politiet enten slet ikke eller i alt Fald kim foreløbig kan gøre Brug af på egen Hånd samt forer et vist almindelig Tilsyn, medens hele Sagens Forberedelse i øvrigt ganske overlades Parterne — eller stal man, naar retslig Forundersøgelse begæres, stille Retten som den, der har Ledelsen og Hovedansvaret for Sagens behørige Oplysning? Det har imidlertid ikke været muligt at opnå Overensstemmelse, idet Kommissionen har delt sig i et af § Medlemmer bestående Flertal, der ligesom den tidligere Kommissions Flertal har fast-

holdt det sidste Alternativ, og et af 4 Medlemmer bestående Mindretal, der ligesom den tidligere Kommissions Mindretal har hævdet det Første Alternativ, jfr. Udkastets § 205.

Naar Kommissionens Flertal (Deunzer, Ingerslev, Ipsen, Rieard, og Thomsen) har ment at måtte fastholde Kravet på, at Retten indenfor visse grænser leder Forberedelsen, er dette sket ud fra rent praktiske Betragtninger. Det erkendes nemlig, at, forsåvidt man kunde være sikker på, på den ene Side at have en Anklagemagt, der rådede over tilstrækkeligt Personel og tilstrækkelig Dygtighed til på egen Hånd at lede Forberedelsen af alle Sager, vanskelige såvelsom simple, fra først til sidst, baade i og udenfor Retten, og på den anden Side en stor Stab af dygtige og samvittighedsfulde Forsvarere, der, såvidt fornødent, kunde være til Disposition fra Sagens Begyndelse og dels på egen Hånd kunde skaffe Forsvarsmaterialet til Veje, dels med fornøden Dygtighed og Sikkerhed kunde værge Sigtede mod overdrevne Krav, som fra Anklagemagtens Side måtte blive rettede til den med Sagen i øvrigt ubekendte dømmer, vilde Gennemførelsen af Flertallets Tanke være uden Betænkelighed. Men man anser det for praktisk umuligt at tilvejebringe de nævnte Betingelser. Allerede Bekosteligheden af det Apparat, som i så Henseende vilde udkræves, må efter Flertallets Mening være til Hinder for på dette Punkt at søge Anklagegrundsætningen gennemfort. Og vil man for et øjeblik se bort herfra, vilde der efter Flertallets Mening ligge en afgørende Hindring for en øjeblikkelig Gennemførelse deri, at man foreløbig vilde mangle perfonlige kræfter, der havde modtaget Uddannelse til det Hverv, der skulde betros i deres hænder. Naar man nærmere betragter det Personale, som efter Organisationsforslaget står til Påtalemyndighedens (her Politiets) Rådighed, vil det efter Flertallets Mening vise sig, at det næppe vil være muligt, at der i ethvert Retsmøde såvel i som udenfor Kjøbenhavn kan være til Stede som Repræsentant for Politiet en til Påtalens Ledelse fuldt kompetent Person. Men, er dette ikke Tilfældet, må Undersøgelsens Gang nødvendigvis blive slæbende og uden Energi, til Skade også for Sigtede, medmindre man lægger den egentlige Ledelse og dermed også Ansvaret for denne i Undersøgelsesdommerens Hånd.

Særlig må det derhos fremhæves, at man ikke kan slutte således, at, naar det kan betros Anklagemyndigheden på egen Hånd

at lede Forfølgningen under Domsforhandlingen, der er det vigtigste Afsnit af den nye Proces, må det så meget mere kunne overlades til den, at lede den også under Forundersøgelsen. Der er nemlig den store førstel mellem Domsforhandling og Sagens Forberedelse, at den Virksomhed, som tilfalder Parterne under den Første, består i en samlet Fremførelse for den dømmende Ret af det hele forud tilrettelagte Angrebs« og Forsvarsmateriale, en Fremførelse, der for de allerfleste Sagers Vedkommende vil kunne tilendebringes i et enkelt Retsmøde eller endog i en Del af et enkelt Retsmøde. medens Forberedelsen, også af de vigtigere Sager, foregår ved de forskellige Underretter, hvorhos den enkelte Sags Forberedelse — foruden det Arbejde, som bliver at foretage uden for Retten — ofte vil kunne nødvendiggøre mange Retsmøder og strække sig over en lang Tid. Et er derfor, at anse det fur muligt at tilvejebringe en Anklagemyndighed, der råder over tilstrækkelige dygtige Kræfter til på egen Hånd at lede Angrebet under Domsforhandlingen, et helt andet er det, yderligere at tro det muligt at tilvejebringe det langt større Anklage-Apparat, der vil være nødvendigt, naar Anklagemyndigheden i alle Tilfælde på egen Hånd stal lede Sagens Forberedelse, hvilket blandt andet forudsætter, at Anklagemagten kan være repræsenteret og behørig repræsenteret i hvert eneste Retsmøde under Sagens Forberedelse. Tilsvarende Bemærkninger gælde til Dels om Forsvaret.

Endvidere lægge nogle af Flertallets Medlemmer Vægt på følgende: Den kri« minelle Retspleje kan — hvilket System man end følger — umulig røgte sit Hverv uden ved Anvendelse af en række Indgreb, der dels ramme Treøjemand, dels Sigtede (Vidnetvang, Udmeldelse af Syns- og Skønsmænd, Beslaglæggelse, Ransagning, Anholdelse, fængsling). Anvendelse af disse Midler kan — efter hvad der er almindeligt anerkendt — ikke overlades til Anklagemyndighedens fri Forgodtbefindende, men må i stort Omfang lægges ind under Retten. Hvis der nu imidlertid ikke åbnes Adgang til, at selve Ledelsen af Undersøgelsen om fornødent kan gå over i Rettens Hænder, samtidig med at der rejses Spørgsmål om Anvendelse af de nævnte Midler til Sagens Oplysning og Fremme, kan der derved stabes uheldige Forhold. I samme Omfang nemlig, hvori Retten uden nærmere Undersøgelse stiller sig imødekommende overfor Anklagerens begæringer i Tillid til dennes Duelighed og dennes Ansvar, for-

svinder den Garanti, som dømmerens Medvirken skulde yde Sigtede og Treøjemand; hvis Retten omvendt stiller sig forsigtig og mistroisk overfor Anklagerens Begæringer, kan deraf følge Besvær og Forhaling eller eventuelt ligefrem Skade for Undersøgelsens Gang, idet Anklageren hvert Øjeblik må forklare og dokumentere sine Hensigter. Der kan endog opstå Divergenser, der ere vanskelige at komme ud over, hvis nemlig dømmeren misbilliger og derfor ikke vil understøtte Anklagerens Plan og Fremgangsmåde, medens på den anden Side Anklageren ikke mener at kunne ændre denne. Under den Ordning, som Flertallet har forestået, vil derimod Politimesteren, naar han ikke mener at kunne skaffe Sagen behørig forberedt, enten fordi han foler, at hans og hans Personales Tid og Kræster ikke ville slå til til Udførelsen af det Arbejde, som i så Fald måtte tilfælde dem, eller fordi han ikke kan få Rettens Medvirken til Foretagelse af Retshandlinger, som han anser for nødvendige, kunne lade Sagen gå over til retslig Forundersøgelse og dermed stille sig under Ledelse af Retten, der samtidig også faar Hoved-Ansvaret.

Et vægtigt Vidnesbyrd om Betydningen af de anførte Betragtninger ligger efter Mindretallets Mening deri, at baade den østrigske Straffeproceslov af 1873, den tyste af 1878 og den norske af 1887 i større eller mindre Omfang have åbnet Adgang til eller til Dels ligefrem påbudt, en af Retten ledet Forundersøgelse (jfr. tyst Lov § 182, østrigsk Lov § 96 og norsk Lov § 275"°).

Naar Flertallet derfor — i Sammenhæng med Udkastets hele Sondring mellem Efterforskning og retslig Forundersøgelse, dets Bestemmelse om, at der normalt ikke stal bestilles Forsvarer, førend Tiltale for den dømmende Ret rejses (§ 39), og at Forsvareren i alt Fald, sålænge Tiltale ikke er rejst, som Regel ikke er berettiget til at tage Ordet under Retsmøderne (§ 45), såvelsom dets Bestemmelse om, at Parterne vel have Ret, men ordentligvis ingen Pligt til at være til Stede i Retsmøderne under Forundersøgelsen (§ 207) samt at det er dømmeren, der afhører under disse (§ 210) — åbner Adgang til en af Retten ledet Forundersøgelse. så opnås der herved efter Flertallets Mening for det første en Betryggelse for Rets« håndhævelsens Interesser, som det er praktisk umuligt at give Afkald på. Der er derhos ingen Grund til at frygte for, at

*) Om de aldre kontinentale Straffeproceslove se
Motiverne til det tidligere Udkast S, 96-97.

Påtalemyndigheden skulde misbruge den således indrømmede Adgang til at begære retslig Forundersøgelse til i større Omfang end tilbørligt at skyde Arbejdet fra sig, idet Sagens Overgang til retslig Forundersø- gelse ikke belyder, at Påtalemyndigheden derefter kan lægge Hænderne i Skodet. men kun at den med Hensyn til den pågældende Sag stiller sig under Ledelse af Retten, der kan pålægge den alt det Arbejde, den finder det rigtigt at pålægge den. Der åbnes endvidere ved den af Flertallet foreslåede Ordning en Adgang for Påtalemyndigheden til at forberede en Sag til Domsbehandling ved en i det væsentlige selvstændig Virksomhed i sådant Omfang, hvori den foler at kunne magte saadan Opgave. Dels beror det nemlig på Politimesteren selv, hvorlænge han vil beholde den hele Forberedelse i sin Hånd (jfr. herom nærmere ndf. S. 128). tun at han må forlange Rettens Medvirkning hver Gang der er Tale om et af de Skridt, som må foregå i Form af en Retshandling. Dels kan derhos den Undersøgelsesdommer, til hvem Sa» gen ved Begæring om retslig Forundersøgelse er gået over, i det Omfang, han in concreto efter Sagens Beskaffenhed og ved« kommende Politimesters Kapaciteter anser for rigtigt og forsvarligt, faktisk lade Undersøgelsen foretage af denne. Og det kan endelig ikke mod dm af Mindretallet foreslåede Ordning indvendes, at den. forsåvidt angår ^ de Tilfælde, i hvilke retslig Forundersøgelse faktisk vil blive anvendt, er det gamle inkvi- sitoriske System om igen med dettes Mangel på Garantier imod, at det Materiale, hvorpå der dømmes, er ensidig tilvejebragt og gengivet, og dets Tilbøjelighed til Misbrug ^ af de straffeprocessuelle Magtmidler. Thi herved vilde man overse en Række fundamentale Forskelligheder mellem det ny og det gamle System:

For det første vil det ikke, som Tilfældet nu er udenfor Kobenhavn, blive Undersøgelsesdommeren, der selv rejser Sagen. Undersøgelsesdommerens Virksomhed vil regelmæssig være betinget as en Begæring fra Politimesterens Side, og allerede dette stiller Undersøgelsesdommeren friere i hans Bedømmelse af den rejste Sag. Dernæst vil Undersøgelsesdommeren ikke som nu stå som eneste Repræsentant for Anklagens og Forsvarets modsatte Interesser, men stå overfor på den ene Side en Anklager, hvis embedsmæssige Hverv det er at varetage Anklagens Interesser, på den anden Side en Sigtet, der har Partsrettigheder. hvilket navnlig viser sig i. at han kan fremsætte Begæringer til Retten om Foretagelse af

enkelte Undersøgelseshandlinger (§ 205), og hvis begæringen afslås, gennem Kære bringe den fremfor højere Net, at han kan lade sig bistå af Forsvarer, at han med de i § 207 nævnte Undtagelser har Ret til at være til Stede i Retsmøderne, hvortil han forud stal indkaldes (§ 208), at han har Ret til at forlange bestemte Spørgsmål stillede til Vidner. Syns- og Skønsmænd (§ 210), samt at han normalt har Adgang til at blive bekendt med Retsbogen og det til denne fremlagte (§ 209). Endvidere betyder den retslige Forundersøgelse under det nuværende System Tilvejebringelse af det hele Bevismateriale i selve den Form, hvori det, forsåvidt Tiltale rejses, stal forelægges den dømmende Ret, hvorimod Forundersøgelsen efter Udkastets system kun gaar ud på dels at tilvejebringe tilstrækkeligt Materiale til afgørelse af. hvorvidt der overhovedet er Grund til at rejse Tiltale for den dømmende Ret, dels at bringe på det rene. hvilket Bevismateriale der eventuelt bliver at bringe frem for den dømmende Ret til dennes umiddelbare Bedømmelse under Offentlighedens Kontrol, og det Bevismateriale, der fra Påtalens Side bliver forelagt den dømmende Ret, bliver derhos efter Omstændighederne at supplere med det yderligere Bevis, som Sigtede eller dennes Forsvarer særlig ønsker at få frem. Og endelig må så hertil føjes, at den dom« mende Ret, for hvilken det tilvejebragte Bevismateriale stal fores frem, i betydeligere Sager altid er en anden og fra Undersøgelsesretten forskellig Ret (nemlig Landsretten med eller uden Nævninger) og i andre Sager bliver en anden, så snart Appel begæres (Bevisførelsen stal nemlig i M Fald så vidt fornødent gå om igen for selve Landsretten).

Hele denne Undersøgelsesrettens forandrede Stilling giver i Virkeligheden ikke blot en Garanti mod. at Straffedømme skulle blive afsagte på Grundlag af et ensidigt farvet Bevismateriale, men borttager tillige i væsentlig Grad Fristelsen til Misbrug af de straffeprocessuelle Magtmidler. Hvilken Stilling særlig Varetægtsfængslet vil komme til at indtage under det ny Sy» stem, er iøvrigt udførlig omhandlet S. 103 ff. I Henhold til det således udviklede er Flertallet af den Anskuelse, at det af dette stillede Forslag til § 20§ ikke blot er i bedst Overensstemmelse med Udkastets øvrige Regler, men endvidere indeholder den største Grad af Betryggelse såvel for Retshåndhævelsens som for Sigtedes og Treøjemands Interesser, som det med de kræfter og Midler, der kunne ventes at stå til Rådighed, er

muligt at opnå, medens det på den anden Side åbner en Adgang til en videre Udvikling af Anklageprincippet i det Omfang, hvori Betingelserne for dettes Gennemførelse efterhånden måtte vise sig at være til Stede.

Mindretallet (Formanden, Oct. Hansen, N. I. Larsen og Nyholm) må nu vel erkende, at der allerede ved den af Flertallet foreslåede Ordning er brudt med det strænge Inkvisitionsprincip og gjort et vist Fremskridt, ligesom der også er åbnet en legal Mulighed for en Udvikling henimod en fuldstændigere Gennemførelse af Anklageprincippet. Alligevel har Mindretallet ikke ment at burde blive stående ved den af Flertallet foreslåede Ordning, hvorefter Retten står som den egentlige Leder af Forundersøgelsen, idet den Dobbelthed, der derved indføres i Sagens Forberedelse med Politimesteren som Leder under Efterforskningsstadiet og Retten som Leder under Forundersøgelsesstadiet, efter Mindretallets Mening må befrygtes at ville virke svækkende på Forfølgningens Energi, ligesom dømmerens upartiske Stilling let kan præjudiceres ved den ham under Forundersøgelsen anviste Opgave.

I førstnævnte Henseende stal særlig fremhæves. at med Opgivelsen af det inkvisitoriske Forhor ville Vidneudsagn og særligt også Indicier lomme til at spille en langt større Rolle under Bevisførelsen end nu, men Indsamlingen af Bevisligheder må under disse Omstændigheder først og fremmest blive Påtalemyndighedens (Politimesterens) Sag. Nu er det imidlertid givet, at den første Betingelse for, at Nogen stal kunne løse en eller anden vanskelig Opgave, er, at denne stilles klart og bestemt på en saadan Måde, at dm Pågældende foler den som en ham selvstændig påhvilende Pligt, for hvis Ikke-Opfyldelse eller mangelfulde Opfyldelse, han fra først til sidst har Ansvaret, og for hvis behørige Opfyldelse han på den anden Side også har Wren. Men på denne Måde vil Opgaven ikke blive stillet Påtalemyndigheden efter Flertallets Forslag, idet der, så snart en Sag gaar over til Forundersøgelse træder en anden til som Ledende og Ansvarhavende.

Hvad dernæst angår det andet Punkt, dømmerens Stilling som Sigtedes og Treøjemands værn, så ligger efter Flertallets førstag den Fare nær. at den dømmer, der tager Ledelsen af Forundersøgelsen i sin Hånd, derved kommer til at stå som den virkelige Anklager og derved også bliver

mindre vel stikket til værne mod de fra den inkvisitoriske Forundersøgelse kendte Overdrivelser i Brugen af visse straffeprocessuelle Magtmidler.

Mindretallet har i Henhold til disse Betragtninger ment at burde forestå. at det også under Forundersøgelsen er Parterne selv, der ere de egentlig drivende kræfter, dog med Fremhævelse af. at Undersøgelsesretten særlig stal have sin Opmærksomhed henvendt på, at Forsvarets Interesser ikke utilbørlig tilsidesættes, noget der navnlig vil være af Betydning for de mange Tilfælde. i hvilke Sigtede endnu ikke på dette Sagens Stadium bistås af Forsvarer.

Flertallets Hovedindvending imod den af Mindretallet foreslåede Ordning på dette Punkt er den, at det efter de kræfter. der ifølge Organisationsforslaget står til Påtalemyndighedens (her Politiets) Rådighed, formentlig næppe vil være muligt, så vel i som udenfor Kjøbenhavn. at der i ethvert Retsmøde kan være til Stede som Repræsentant for Politiet en til Påtalens Ledelse fuldt kompetent Person. Mindretallet må imidlertid overfor denne Betragtning hævde, at, naar der efter Organisationsforslaget i hver Retskreds ved Siden af dømmeren ansættes mindst en Politimester, tor man også forudsatte, at denne, selv eller ved Fuldmægtig. i Almindelighed, navnlig udenfor Kjøben- havn, vil kunne få tilbørlig Tid og Lejlighed til at udføre de ham med Hensyn til Påtalemyndigheden efter Lovforslaget påhvilende Pligter lige så fuldt som dømmeren efter den hidtil bestående Ordning har kunnet magte denne Virksomhed ved Siden af og i Forbindelse med sin Dommergerning, idet man formentlig tør gå ud fra, at der ved Berammelsen af Retsmøder fra dømmerens Side vil blive taget fornødent Hensyn til Politimesterens Lejlighed, så at denne kan være til Stede og mode fuldt forberedt. Og naar så er, synes det ikke at kunne bestrides, at Politimesteren, der.har ledet Efterførstningen og kender dens Resultater, så vel som dens Forudsætninger og de Betragtninger, som have været ledende under den, på Forhånd må antages at være bedre udrustet til at fore Undersøgelsen for Retten videre end den med Sagen hidtil ganske ukendte dømmer. indrømmes må det vel, at det i ganske enkelte Tilfælde. navnlig i Kjøbenhavn — hvor man muligvis i den allerførste Tid ikke kan vente at have en „fuldt kompetent" Repræsentant for Politiet tilrede i hvert af de Retsmøder, som kunne blive afholdte af de flere Undersøgelsesdommere — men vel også stundom udenfor Kjøbenhavn på Grund af særlige person-

lige Forhold, kan stille sig således, at det vilde være ønskeligt at kunne lægge Ledelsen af Undersøgelsen i den erfarne og muligvis mere overlegne Dommers Hånd. Men hertil åbnes der jo også for så vidt Adgang ved de Bestemmelser, som indeholdes i 2det Stykke af Mindretallets § 20§ om, at dømmeren af egen Drift kan beslutte Retshandlinger, som Parterne ikke have begært, naar han finder dem fornødne for øjemedet, navnlig i Sigtedes Interesse, og at han bor våge over, at Undersøgelsen fremmes med størst mulige Hurtighed m. v. På denne Måde gøres det muligt, at Udviklingen, uden strengt at indsnævres indenfor skarve grænser kan foregå på den med Forholdene, også i Fremtiden, naturligst og bedst stemmende Måde. Om det nu end kunde siges, at gennem denne sidste tilføjelse til Mindretallets førstag på den ene Side og gennem Flertallets Anerkendelse af Parternes Ret til at fremsætte Begæringer om Foretagelse af enkelte Undersøgelser på den anden Side nærme de to Forslag sig praktisk taget i ikke uvæsentlig Grad til hinanden, har Mindretallet dog ment at måtte fastholde sin Synsmåde som den principielt rigtige, og foreslår i Overensstemmelse hermed at affatte Udkastets § 20§ således:

§ 205.

„Om de Retshandlinger, der skulle foretages til Opnåelse af Forundersøgelsens øjemed, tager dømmeren Beslutning i Henhold til Begæring fra Parterne. Det påhviler som følge heraf Politimesteren at ledsage sin Begæring om Forundersøgelse med de fornødne nærmere begæringer om Indkaldelse af Vidner m. v. samt, efter« hånden som Forundersøgelsen skrider frem, al fremkomme med yderligere Begæringer i så Henseende, forsåvidt det fremkomne giver Anledning dertil. Tilsvarende Pligt påhviler Forsvareren i Sigtedes Interesse. Ogsaa udenfor de Undtagelsestilfælde, hvor overanklageren påtaler for Undersøgelses« retten, er han berettiget til at henvende sådanne Begæringer til den.

Retshandlinger, som Parterne ikke have begæret, kunne dog besluttes af dømmeren af egen Drift, naar han sinder dem fornødne for øjemedet, navnlig i Sigtedes Interesse. Derhos bør dømmeren våge over, at Undersøgelsen fremmes med størst mulige Hurtighed og kan i den Anledning rette Opfordring til Politimesteren samt efter Omstændighederne ved Kendelse ophæve en fængsling, der utilbørlig forlænges.

Findes en begæring ikke at kunne tages til følge, afsiges Kendelse."

Herefter vil endvidere i § 206 Ordene: „Ledes Forundersøgelsen af" være at ændre til „føres Forundersøgelsen af" og i § 222 Ordene: „som tidligere har foretaget Forundersøgelse i Sagen" være at ændre til: „for hvilken der tidligere har været foretaget Forundersøgelse i Sagen".

I Sammenhæng med det her fremstillede må endvidere fremhæves et andet Hovedpunkt, Sagens Forberedelse vedrorende, med Hensyn til hvilket der vel ikke foreligger nogen dobbelt Indstilling fra Kommissionens Side, men hvor dette Resultat kun er nået ved, at Flertallet har gjort en efter dets Standpunkt betydelig indrømmelse overfor Ønsket om at muliggøre og lette Anklageprincippets Gennemførelse i det videst mulige Omfang.

Der sigtes herved til, at, medens det tidligere Udkast foreskrev, at Retshandlinger mod en Mistænkt kun kunde begæres i Forbindelse med Andragende om Forundersøgelse eller Tiltale for den dømmende Ret, er så dan Regel ikke optaget inærværende Udkast. Det står tvertimod, som allerede lejlighedsvis berørt, også efter Flertallets Forslag Påtalemyndigheden frit fur, at be gære hvilkesomhelst Retshandlinger foretagne mod en Mistænkt, uden samtidig at fremsætte Begæring om Sagens Overgang til retslig Forundersøgelse. Forsåvidt derfor Påtalemyndigheden ikke selv nærer noget ønske om saadan Overgang, og endvidere Retten, hvem der ved § 19§ er tillagt et selvstændigt skøn med Hensyn til Betimeligheden og Forsvarligheden af en begært Beslaglæggelse, Ransagning, Anholdelse eller Fængsling, ikke nærer nogen Betænkelighed ved at efterkomme Påtalemyndighedens Begæring, er der intet til Hinder for, at en Sag, til Trods for at der i samme er gjort brug af et af de nævnte Midler, beholdes På Efterforskningsstadiet, lige til Tiltale rejses for den dømmende Ret.

spørges der så, hvornår der da herefter bliver spørgsmål om retslig Forundersøgelse, må Svaret blive, at saadan vil begynde, dels hvor Påtalemyndigheden selv ønsker at søge Støtte i den supplerende Kontrol, som Retten ifølge § 20§ stal udøve under denne, dels hvor den Frist, som Retten, jfr. § 167, skal vedføje en under Efterførstningen afsagt Fængslingskendelse, er udløben, uden at Retten vil forlænge den, og uden at Sagen endnu er moden til Tiltales Iværksættelse, dels endelig hvor Påtalemyndigheden søger Rettens Bistand til en Ransagning, Beslaglæggelse, Anholdelse eller

fængsling, men faar det Svar, at Retten ikke vil dekretere noget sådant, uden at der samtidigt begæres retslig Forundersøgelse, og derved gives den Lejlighed til Udøvelse af et permanent Tilsyn med Sagens Gang'. Endnu stal på dette Sted bemærkes, at naar Udkastet ikke har fulgt det af flere fremmede Love, f. Eks. N. L. og tyst L.. givne Forbillede med Hensyn til ubetinget at forlange retslig Forundersøgelse i visse bestemte Arter af Sager, navnlig Nævningesager, er Grunden hertil den ganske simple, at en saadan almindelig Regel, hvorledes den end afgrænses, i visse Tilfælde vil nødvendiggøre en ganske overflødig Forundersøgelse. I Pressesager. Sager, hvor Sigtede indrømmer Faktum, men hævder en fra Påtalemyndigheden afvigende Opfattelse af Loven, Sager, hvor der foreligger et simpelt og fuldt pålideligt Vidnebevis etc., er der intetsomhelst til Hinder for, at der rejses Tiltale i umiddelbar Fortsættelse af Efterforskningen.