fængsling.

Det Omfang, hvori Varetægtsfængslet nu for Tiden ofte anvendes, har som vel bekendt mere end noget andet i den bestående Ordning af Strafferetsplejen været Genstand for Angreb.

Overfor Spørgsmålet om, hvad der i så Henseende kan gøres for at imødekomme

det berettigede i de fremsorte Klager, må det foreløbige Svar være, at en Ændring kan tænkes i flere forskellige Retninger. Der kan således navnlig være Spørgsmål om:

1) at begramse Kredsen af de Tilfælde, i i hvilke Varetægtsfængsel overhovedet kan anvendes;

2) at virke hen til. at Varetægtsfængsel ikke anvendes udenfor Tilfælde, i hvilke der in concreto foreligger bestemte retfærdiggørende Grunde for dets Anvendelse;

3) at søge Garantier mod, at Varetægtsfængsel udstrækkes over en længere Tid end i sig selv strængt nødvendigt eller i Forhold til den omspurgte Forbrydelses Beskaffenhed rimeligt;

4) at foretage Ændringer med Hensyn til Behandlingen af Varetægtsfængslede og endelig

5) i videre Omfang end nu at lade andre, mindre indgribende Foranstaltninger træde i Varetægtsfængslets Sted, forsåvidt det tilsigtede Øjemed derved i tilstrækkelig Grad kan opnås.

Om disse forskellige Muligheder stal følgende bemærkes:

ad 1. I Grundlovens § 80 hedder det, at ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebøde eller simpelt Fængsel. Efter sin Ordlyd siger denne Bestemmelse kun, at Varetægtsfængsel er udelukket ved Forseelser, for hvilke Strafferammen er således, at Straffen ikke kan stige højere end simpelt Fængsel, og således er Reglen også forstået i Praksis. Imidlertid er det åbenbart kun et Skridt videre i den af Grundloven anviste Retning, naar man tillige udelukker Varetægtsfængsels Anvendelighed ved Forbrydelser, for hvilke Strafferammen vel nåer højere end simpelt fængsel, naar der in concreto dog ikke kan antages at ville blive Tale om højere Straf end simpelt Fængsel. Man står jo nemlig da overfor et Forhold, der ikke i sig er betydelige« end de. Grundloven udtrykkelig har haft for Øje, og i hvilket Anvendelse af Varetægtsfængsel derfor vilde betyde det samme Misforhold mellem Middel og Mål, som Grundloven har villet udelukke. Kommissionen har ikke næret Betænkelighed ved at gå dette skridt videre end den nugældende Ret og det tidligere Forslag, og en i Overensstemmelse hermed affattet Regel findes derfor optaget i § 167, 1ste Stykke.

På den anden Side bor der under ingen Omstændigheder være Tale om at fore denne almindelige Udelukkelsesregel videre endnu, idet det næste Skridt vilde fore over

i Tilfælde, hvor Straffen er fængsel på Vand og Brod, ug dermed for en stor Del i en helt anden og for Samfundet langt farligere Forbrydersfære. Her af Forbrydervenlighed eller af Hensyn til de enkelte uskyldig Mistænkte at berøve Straffeprocessen et efter Omstændighederne så vigtigt Middel som Varetægtsfængsel vilde sikkert hævne sig hårdt*). Derimod bor selvfølgelig de Enkelte, hvis Uskyldighed godtgøres, have samme Ret til Erstatning, som de have efter den nu bestående Ordning. jfr. § 177 in fine.

ad 2. Bestræbelserne for at hindre, at Varetægtsfængsel anvendes udenfor Tilfælde, hvor det har sin gode Grund i de foreliggende Forhold, må bestå dels deri, at det i Loven udtrykkelig præciseres, hvilke Omstændigheder Loven anser for at berettige ttl sådant Frihedsindgreb, dels deri at Loven borttager Fristelsen til at anvende Varetægtsfængsel under Skin af, at det sier som følge af en af de angivne Omstændigheder, medens det i Virkeligheden sier t andet Øjemed. Det første er søgt opnået gennem den udtrykkelige Opregning i Loven af de Grunde, som skulle kunne motivere Fængsling. se § 167: det sidste søges opnået gennnem Adskillelsen af dømmer- og Anklagefunktionerne. Hvad det førstnævnte Punkt angår, giver § 167 først i Overensstemmelse med Udlandets Proceslove en særlig Regel om Varetægtsfængslets Anvendelse overfor Vagabonder, Fremmede og Ubekendte**). Overfor hele denne Gruppe kan der nemlig ikke være Tale om at knytte Anvendelsen af Varetægtsfængsel (eller de i Stedet derfor trædende Sikker« hedsmidler) til anden Betingelse end den ovenfor omtalte almindelige, at Vedkommende har gjort sig skyldig i et Forhold, der skønnes at ville medføre højere Straf end simpelt Fængsel. Iøvrigt er i Tilfælde af denne Art sandsynligheden for. at den Pågældende på en eller anden Måde vil søge at unddrage sig Ansvaret, så overvejende, at det ene naturlige er at give Retten frie hænder, med andre Ord henstille til den, om den i det enkelte Tilfælde muligvis skulde have særlige Grunde til at antage, at Varetægtsfængsel er overflødigt.

Helt anderledes, naar Talen er om Folk, om hvilke det vides, at de ikke ere ligefremme Løsgængere, samt at de ere knyttede her til Riget med sådanne Bånd og på saadan Måde, at de ikke kunne antages lettelig at ville opgive de dermed forbundne Fordele. Med Hensyn til sådanne bor for det første Varetægtsfængsel være udelukket ved de blotte Politisager (dog med de samme Undtagelser med Hensyn til Betlere etc. som ovenfor ved § 156 omtalt), og dernæst bor det, selv hvor Sigtelsen gælder en Forbrydelse, som hører under Påtale af Overanklageren, udtrykkeligt indskærpes, at Varetægtsfængsel ikke er et naturligt og nødvendigt Korrelat til enhver Sigtelse, men et Indgreb, der kun er berettiget, naar der foreligger enten en på Kagens Beskaffenhed og den Mistænktes Forhold grundet Frygt for, at han vil unddrage sig Ansvaret, eller særlige Grunde til at antage, at han vil bestræbe sig for at modvirke Undersøgelsen ved at fiærne Ger ningens Spor eller påvirke Medsigtede eller Vidner til at afgive urigtig Forklaring eller på anden lignende Måde, eller særlige Grunde til at frygte for, at han vil gentage eller fortsætte sin forbryderiske Virksomhed, eller særlig Grund til at antage, at han vil udeblive fra Domsforhandling, hvortil han er indkaldt.

Disse to sidste Grunde vare ikke medtagne i det tidligere Forslag, men kunne ikke undværes. Sandsynligheden for, at den Sigtede, om han forbliver på fri Fod, vil fortsætte sin forbryderiste Virksomhed, kan ved visse Forbrydelser (f. Eks. Mishandling af Hustru eller Born) være så stor. at man ikke vil kunne forsvare, ikke at skride ind derimod. Denne Fængslingsgrund er da også medtaget baade af N. L. (§ 228 Nr. 4, jfr. § 240) og af O. L. l§ 17§ Nr. 4, jfr. § 180), medens den engelske Ret endog gaar så vidt, at den giver enhver Fredsdømmer Ret til at fordre af Enhver, der enten har begået en Forbrydelse eller optræder således. at han må befrygtes at ville begå en saadan, at han enten stiller Sikkerhed eller gaar i Fængsel for et Tidsrum af indtil et År. Hvad det i § 167 6. nævnte Tilfælde angår, da er det begrundet i Hensynet til, at man efter Omstændighederne bor kunne sikre sig mod, at en Sigtet af Ligegyldighed eller Trods ved sin Udeblivelse umuliggør en Domsforhandling, hvortil der måske er gjort store Forberedelser, og til hvilken muligvis en Mængde Mennesker baade fra n^r og fjærn ere kaldte sammen (jfr. også § 106. 3dje Stykke, i Kraft af hvilket endog et Vidne, der trods lovlig Indkaldelse er udebleven uden lovligt Forfald, kan af-

hentes og holdes i Forvaring indtil Domsforhandlingen, forsåvidt denne blot finder Sted inden 6 Måneder efter Fængslingens Begyndelse, § 113).

Endelig gives i Slutningen af Paragraffen den selvfølgelige Regel. at Varetægtsfængsel kan anvendes, hvor det må anses nødvendigt for at hindre en Person, der sigtes for det i Straffelovens § 299 ommeldte Forhold, fra at bringe sin Trusel til udførelse.

Hvad angår den af Anklageprincippet følgende Formindskelse af Faren for, at Varetægtsfængsel stal blive benyttet i andre øjemed end de ovenfor nævnte, stal særlig følgende fremhæves: Hovedmidlet til Sandhedens Oplysning er under det inkvisitoriske System Sigtedes Afhørelse, og man har Erfaringens Vidnesbyrd for, al Varetægtsfængsel er i høj Grad fremmende for Frem« kaldelse af den Tilståelse, der er Systemets Alfa og Omega. Fristelsen til Anvendelse af Varetægtsfængsel, selv i Tilfælde, hvor der hverken er Fare for Flugt. Kollusion eller Forbrydelsens Fortsættelse, er derfor stor og så meget større, som dømmeren selv stal varetage Anklagens Interesse. I Modsætning hertil flyttes, efter det akkusatoriske System, Tyngdepunktet bort fra Afhørelsen af Sigtede derved, at det udtrykkelig erklæres for Sigtedes Ret ikke at svare, samtidig med at dømmeren som dømmer stilles lige overfor den selvstændige Varetager af Anklagens Interesse (Politimester eller Overanklager) Men hermed bortfalder da også i væsentlig Grad Fristelsen til at anvende Varetægtsfængsel udenfor Tilfælde, hvor nogen af de i § 167 anførte Grunde virkelig kræver det.

Et Mindretal (Hansen, Larsen og Nyholm) forestår en delvis ændret Affattelse af § 167.

Det bor efter dette Mindretals Mening i Paragraffen fremhæves, at fængsling ikke må ske ifølge enhver Mistanke om, at den Pågældende har begået en Forbrydelse af den i Paragraffen ommeldte Art. Ordet „Mistanke" 'er efter Sprogbrugen yderst omfattende, men Frihedsberøvelse må ikke finde Sted på Grund af en los Mistanke hos Politiet eller dømmeren. Det må kræves, at der foreligger „stellig Grund" til Mistanke.

For at en Person, der ikke henhorer til de i Paragraffens Nr. 1 omhandlede Personer, stal kunne fængles, for at forhindre ham ! at flygte o. s. v.. er det ikke tilstrækkeligt, at der haves „Føje" til Frygt i så Henseende. Ordet „Føje" er ligesom Ordet

„Mistanke" et meget elastisk Begreb. Der er formentlig Grund til noget nærmere at bestemme dette Begreb, hvilket passende kan ske ved at tilføje Ordet „særlig". hvorved denne Forudsætning for fængsling hæves ud fra det rent subjektive Skøns Område.

Af dette Mindretals Medlemmer er Hansen meget utilbøjelig til at tilstede fængsling af den i Paragraffen under Nr. 2 d anførte Grund. Det Misbrug, der utvivlsomt under den hidtidige Strafferetspleje har fuudet Sted i Retning af Arrestationers Hyppighed, skyldes hovedsagelig den Omstændighed, at man uden Lovhjemmel har anerkendt som Arrestationsgrund Frygten for. at den Sigtede, hvis han lades på fri Fod. stal, som det hedder, „modvirke Sagens Oplysning", hvorunder man vil være tilbøjelig til at indbefatte enhver Virksomhed fra Sigtedes Side for at skaffe Beviser til-veje for. at han er skyldfri. I enhver nogenlunde betydelig Sag kan denne Betragtning benyttes og er i meget vidt Omfang blevet benyttet som Fængslingsgrund. Til Begrundelse af de allerfleste Arrestdekreter vil man finde anført, at „det til Sagens Oplysning anses nødvendigt at afsondre Sigtede fra Samkvem med andre" eller lignende. Af denne Grund anser Forhørsdommeren sig for berettiget til, ofte lige indtil Undersøgelsens Slutning, at holde Sigtede fængslet. afskåret fra alt Samkvem med Omverdenen, udelukkende henvist til at virke for sit Forsvar gennem Meddelelser til Forhørsdommeren. Der er formentlig Fare for, at denne forkastelige Praksis stal blive fortsat, hvis man i den nye Strafferetspleje indforer en Bestemmelse som den, der findes i Flertallets § 1«? 2 d.

Det erkendes imidlertid, at en Sigtet ikke bor forblive på fri Fod, naar hans Virksomhed bevislig gaar ud på at fjerne Gerningens Spor eller påvirke andre til at afgive urigtig Forklaring. Men dette må positivt godtgøres. En „Formodning" eller „Antagelse" om at Sigtede vil gøre dette, bor ikke være tilstrækkelig Fængslingsgrund. I så Fald vilde man kunne fængsle enhver Sigtet, som antages at have haft Medhjæl- pere til Gerningen, eller som står i nært Forhold til Personer, som antages at kunne afgive Forklaring om Gerningen. Hvad særlig angår „Fjernelsen af Spor", må det erindres, at Lovudkastet vil hjemle Ret til at holde en Sigtet anholdt i indtil 4 x 24 Timer, forinden fængslingskendelse behøver at afsiges. Dette Tidsrum må være fuldt tilstrækkeligt for Politiet til at konsta- tere „Gerningen" og dens „Spor" og til foreløbig at afhøre de den Sigtede nærstående

Personer, der antages at have været Øjenvidner til Gerningen. Derved turde også Anklagemagten have tilstrækkelig Adgang til at indvinde det „Forspring", som det antages, at den Sigtede har.

Kommissionens Medlemmer, Larsen og Nyholm, kunne i meget tiltroede de ovenstående Bemærkninger, men antage dog, at Fængsling bor kunne finde Sted, selv om det ikke Positivt godtgøres, at Sigtede er i færd med at fjerne Spor, påvirke Vidner eller lignende. Det må efter disse Medlemmers Mening være tilstrækkeligt, at der oplyses Omstændigheder, som give særlig Grund til at vente en saadan Virksomhed fra Sigtedes Side.

I Henhold til disse Bemærkninger foreslår nævnte Mindretal § 167 affattet, som følger, idet de ved 2 c anførte Alternativer angive henholdsvis Hansens og de to andre Medlemmers førstag på dette Punkt.

§ 167.

Fængsling kan kun besluttes, naar der foreligger skellig Grund til at antage, at den Sigtede har gjort sig skyldig i en Forbrydelse, hvorfor Straffen efter det Foreliggende skønnes at ville blive højere end Boder eller simpelt Fængsel, og selv da kun, naar

1) (som Flertallets 8 167 Nr. 1)

2) eller naar Sigtelsen angår en Forbrydelse, hvis forfølgning er henvist til Overanklageren, eller nogen af de i denne Lovs § 31 under g, j, k og 1 eller i Straffelovens § 180 eller i Sølov af 1ste April 1892 § 291. 1ste Punktum, eller § 298. 1ste Stykke, nævnte Forbrydelser og der

enten

a) på Grund af Sagens Beskaffenhed og den Sigtedes Forhold er særlig Føje til at antage, at han vil unddrage sig Ansvaret ved at flygte eller skjule sig, eller at han vil udeblive fra Domsbehandling. hvortil han er indkaldt,

eller

d) er særlig Grund til at frygte for, at han, hvis han lades på fri Fod, vil fortsætte siu forbryderiske Virksomhed,

eller

c) det oplyses, at han er i færd med at fjerne eller udslette Gerningens Spor eller at påvirke andre til at afgive urigtig Forklaring.

o) der foreligger Omstændigheder, som give særlig Grund til at antage, at han vil stræbe at modvirke Undersøgelsen ved at fjerne eller udslette Gerningens Spor eller påvirke andre til at afgive urigtig Forklaring.

(De 2 sidste Stykker som Flertallets førstag.)

ad 3. Begrænsning af Varetægts- Fængslets Længde kan tænkes opnået ad to Veje, enten direkte ved faste Tidsgrænser eller indirekte ved at fjerne de Aarsager, der enten nødvendiggøre eller friste ind på Brugen af det langvarige Varetægtsfængsel. Frister af nævnte Art kunne i Anklageprocessen igen tænkes enten som bestemte Frister, fastsatte af Loven, eller som Frister, der efter det enkelte Tilfældes Beskaffenhed af dømmeren sættes Påtalemyndigheden. I selve Loven at foreskrive bestemte Tidsbegrænsninger er noget, der ved første Øjekast kan synes meget tiltalende som et simpelt og praktisk Middel til at afværge de overdrevent lange Varetægtsfængslinger, hvorpå der af og til haves Eksempler. En nærmere Betragtning vil imidlertid hurtig vise, at sådanne Frister i Virkeligheden ere af tvivlsom Nytte. Forsåvidt de nemlig skulle gælde for al Slags Varetægtsfængsel uden Hensyn til, hvorledes dette i det enkelte Tilfælde er begrundet, er det klart, at de umulig kunne gøres korte. Ingen kan på Forhånd vide, hvor lang Tid det vil tage, inden en Sag naar frem til Domsforhandling, og det selv om baade Anklager og Ret arbejde med fuld Kraft. Sagens Oplysning kan være yderst besværlig. og der kan tilmed være fuldt op af andre Sager, der også haste. På den anden Side vil f. Eks. den Flugt-Mistanke, der ofte vil være Varetægtsfængslets Grund, vedblive, lige til Sagen er endt. Sådanne almindelige Frister for Anvendelsen af Varetægtsfængsel overhovedet måtte altså gøres rigelige. Nu er del imidlertid en almindelig menneskelig Erfaring, der gentager sig overalt, og som det derfor ikke gaar an at se bort fra, at hvad der fra først af sættes som yderste Frist for vanskelige Tilfælde, efterhånden og i Reglen ret hurtigt glider over til at blive den normale Frist, som bruges fuldt ud i alle Tilfælde; så længe den blot ikke er oversiddet, foler man sin Samvittighed fri. Men følgen af sådanne Fristers Fastsættelse vilde herefter let blive, at for hvert enkelt Tilfælde. hvor de kunde tænkes at virke gavnligt, vilde de gøre Skade i mange andre. Faste lovbestemte Frister for Varetægtsfængsels Varighed kendes da heller ikke hverken i norsk, tyst. fransk eller engelsk Straffeproces. Derimod fastsætter den østrigske Lov i sin § 190 en Tidsbegrænsning af to Måneder (der dog under ganske særlige Omstændigheder kan forlænges til tre Måneder) for det Varetægtsfængsel, der

alene er begrundet i Frygten for Tilintetgørelse af Forbrydelsens Spor, Påvirkning af Vidner, skønsmænd. Medskyldige eller lignende (Kollusions-Fængsel). Tanken heri er naturligvis denne, at det at konstatere de foreliggende Spor, bringe de ved Ransagning eller på anden Måde tilvejebragte Bevis-genstande i Sikkerhed, foretage en foreløbig afhøring af Vidner og lignende, med eet Ord at fæstne og sikre sig det vigtigste af det foreliggende Bevismateriale, er et Arbejde, der helst stal gøres så snart som blot muligt og ofte vil kunne gøres i løbet af kort Tid. Imidlertid gælder det dog også her, at det i allerhøjeste Grad må bero på den enkelte Sags Beskaffenhed, hvor lang Tid der i så Henseende kan være nødvendig (to Måneder kan i Sager med vanskeligt Indiciebevis være for kort en Frist og vil på den anden Side i mange simple Sager være en altfor lang Frist), ikke at tale om, at der er Bevismidler, der overhovedet ikke således lade sig sikre. Der kan derfor heller ikke antages at ville vindes noget ved en Fristbestemmelse som den østrigske Lovs.

Langt større værdi end sådanne absolutte, lovbestemte Frister må der derimod i en på Anklageprincippet bygget Straffeproces tillægges den af dømmeren i den Sigtedes Interesse udøvede Kontrol med, at Sagen ikke utilbørlig forhales fra Anklagens Side, eller at en Fængsling ikke opretholdes uden Grund, og denne Kontrol vil på de Stadier af Sagens Behandling, under hvilken denne ikke er undergiven Rettens regelmæssige Tilsyn, netop naturligst bestå i, at Retten foreskriver Påtalemyndigheden en efter Sagens Beskaffenhed lempet Frist, ved hvis Udløb Fængslingen vil blive ophævet, forsåvidt da ikke Påtalemyndigheden kan forelægge Retten bestemte, gyldige Grunde for dens Forlængelse. I Overensstemmelse hermed foreskriver nærværende Udkasts Z 167, at forsåvidt Fængsling besluttes under Efterforskning, fastsætter Retten i Forbindelse med Fængslingen en bestemt Tidsfrist — der dog efter Begæring fra Påtale- myndigheden kan forlænges —, inden hvis Udløb Forundersøgelse må begæres eller Tiltale rejses*). Herved må dog yderligere

bemærkes, at Retten, hvor Fængslingen alene er begrundet i Fare for Kollusion, ifølge § 177, 3dje Stykke, er baade beføjet og forpligtet til at hæve Fængslingen inden denne Frists Udløb, naar det, f. Eks. fordi Sigtede under Afhørelse inden Retten afgiver en fuldstændig og troværdig Tilståelse eller som følge af de Oplysninger, der tilstilles den fra Sigtedes Forsvarer eller fra Sigtede selv. bliver klart for den. at al Fare for Kollusion nu må være udelukket. — Så snart der er indledet retslig Forundersøgelse, kommer dermed hele Behandlingen under stadig Kontrol af vedkommende Undersøgelsesdommer. hvem der derfor også i § 205, næstsidste Stykke, gives Beføjelse til efter Omstændighederne ved Kendelse at ophæve en Fængsling, der utilbørlig forhales. — Ved Forundersøgelsens Slutning bortfalder påny Rettens permanente Tilsyn med Sagens Gang, og det foreskrives derfor videre i § 215, at Undersøgelsesretten, naar Sigtede er Fængslet, ved Forundersøgelsens Slutning bor opgive Påtalemyndigheden en vis Frist, ved hvis Udløb Fængslingen vil blive hævet, såfremt ikke inden den Tid enten Tiltale rejses eller Oplysninger meddeles, som findes at burde begrunde en Forlængelse af Fristen. Er endelig Påtalemyndigheden nået så vidt med Sagen, at den rejser Tiltale for den dommen de Ret, bliver Sagen dermed dennes Nådighed undergiven; ingen yderligere Undersøgelse, der kræver Tid, kan foretages uden dennes Billigelse, og den har det altid i sin Magt af egen Drift eller på Foranledning af Sigtede eller dennes Forsvarer enten at ophæve Fængslingen (§ 179 sammenholdt med § 168) eller i alt Fald at fremskynde Sagens Berammelse.

I øvrigt må Begrænsningen af Varetægtsfængslingens Varighed søges nået ad indirekte Vej. Her kommer det da straks i Betragtning som et Moment af særlig Vigtighed, hvor hurtigt den enkelte Straffesag under den nye Procesform kan ventes tilendebragt. I så Henseende stal fremhæves, at der for det Første ikke er Grund til at antage, at Behandlingen af Underretssager skulde blive langvarigere under det nye System end efter det gamle*). Vel blive nogle

Underretskredse større end hidtil, men på den anden Side bevirker Udskillelsen af de særlige Politimester-Forretninger, at dømmeren faar mere Tid til sine egentlige Dommer-Forretninger. Snarere kunde det befrygtes, at Henlæggelse af de større Forbrydelser til Pådømmelse ved Landsretterne som første Instans kunde medføre nogen Forhaling, men herved må på den anden Side tages i Betragtning, at de fleste Straffesager, i hvilke der er Tale om højere Straf, nu for Tiden blive appellerede i alt Fald til Overretten*). Og hertil kommer så som et Moment af særlig Betydning, at den nu kendte, ved større Forbrydelser ikke usædvanlige Appel til 3dje Instans, Højesteret. af Sager, der i første Instans ere pådømte

5,427, ca. 33 pCt., mellem 1 og 2 Måneder. 1,868, - 11 — — 2 og 3 — 766, — — 3 og 4 —

342, - 2 — — 4 og § — 202, -I,, — — § og 6 — 173, . 1 — - 6 og 8 — 70, - 0.4 — - 8 og 10 — 33, -0,,— — 10 og 12 — 16, - 0,i — — 1 og 2 År, Selvfølgelig må dog såvel ved disse som ved de i det følgende anførte Tal vel erindres, at de angå samtlige Justitssager, baade dem, hvori Varetægtsfængsel har været anvendt, og dem. hvori det ikke har været anvendt, samt at den førstnævnte Gruppe gennemgående må antages hurtigere behandlet end tilfælde af sidstnævnte. På den anden Side er i de nævnte Tal ej medregnet de mangfoldige tilfælde, i hvilke Varetægtsfængsel er anvendt, måske endog i meget lang Tid, men hvor Sagen derefter er sluttet, uden at der er rejst Tiltale og afsagt Dom

*) I ovennævnte Femår 1886-90 ere 1,722 Justitssager blevne appellerede til og endelig afgjorte ved højere Ret,

I disse Sager, hvorunder altså også ere indbefattede de til højesteret appellerede, hengik der mellem første Forhor og Sagens endelige Afgørelse følgende Tidsrum:

88 varede mellem 1 og 2 Måneder 203 — 2 og 3 —

277 3 og 4 —

215 — 4 og § —

234 — § og 6 —

288 - 6 og 8 —

177 8 og 10 —

107 10 og 12 —

128 1 og 2 År

5 — 2 og 3 —

Taget i noget større Træk medgik der altså: til ca, 17pCt. en Tid af mellem 1 og 3 Måneder

- 42 — — 3 og 6 -

- 34 — — 6 Mndr. og 1 Nar

— 7 — — 1 og 2 År

— 3 p. M. — 2 og 3 —

udenfor Kjøbenhavn*), med den deraf uundgåelig følgende yderligere Forhaling og Forlængelse af Varetægtsfængslet efter Udkastet er tænkt at skulle så godt som helt bortfalde. Efter Udkastet bliver der nemlig for Landsretssagers Vedkommende ubetinget kun Tale om 2 Instanser, medens Underretssager, forsåvidt de overhovedet ere appellable (jfr. Udkastets § 337), som Regel alene kunne indankes for Landøret og kun i Kraft af en særlig Tilladelse fra Højesteret, der er tænkt som noget ganske eksceptionelt (jfr. Udkastets § 345), yderligere kunne bringes frem for højesteret. Denne Begrænsning af Appel-Adgangen må nødvendigvis have en Begrænsning af Varetægtsfængslets Varighed til følge. Endvidere ville de samme Omstændigheder, som ovenfor under 2 ere omtalte, også sue deres Virkning her. Ligesom Varetægtsfængsel nemlig overhovedet ikke må anvendes, undtagen hvor det kan bygges på en af de i Loven udtrykkelig nævnte Grunde, således må det heller ikke opretholdes længere, end disse Grunde vare (jfr. Udkastets § 177, 2det og 3dje Stykke). Og endelig indskærpes udtrykkelig i § 1?7, 4de Stykke, som almindelige Regler, at Fængslingen i Sager, der forfølges af Private (i Henhold til Z 36), eller som ere af mindre Betydning, overhovedet altid bør ophæves, naar Retten finder, at Sagen ikke fremmes med tilbørlig Hurtighed, samt at Fængsling ligeledes altid bor ophæves, naar en Dom, hvorved kun en kortere Tids Fængselsstraf er idømt, bliver påanket, og Fængslingens Forlængelse indtil Ankesagens Slutning vilde stå i åbenbart Misforhold til den Straf, som er eller kan ventes idømt.

ad 4. I Udkastets § 171 er dels angivet det almindelige Princip, som må være ledende for Varetægtsfangers Behandling, dels optaget sådanne nærmere Regler for denne, som det er fundet ønskeligt at stå fast i Loven, medens i øvrigt den nærmere Gennemførelse i Enkelthederne af det angivne Hovedprincip overlades til kgl.

*) I Femåret 1886—90 have i alt 731 Justitssager varet for højesteret (i årligt Gennemsnit
altså ca, 146). Deraf have 543 i uartigt
Gennemsnit altså ca. 109) varet våkendte i 1ste
Instans udenfor Kjøbenhavn og Bornholm og således gennemløbet alle 3 Instanser, og det tor
formentlig forudsattes, at de i foregående Note
nævnte længere Tidsrum for en ikke ringe Det
netop skyldes dette. Den foreliggende Statistik
tillader imidlertid ikke en nærmere Påvisning
heraf.

Anordning. Nogen nærmere Forklaring af de i § 171 indeholdte Regler er ufornøden; kun stal fremhæves, at ny i Forhold til det tidligere Forslags § 188 er Reg« len i Nr. 2, 3dje Punktum, om. at der, naar Breve fra eller til Fangen stoppes, uden Ophold bor gives henholdsvis den Fængslede eller Afsenderen Underretning derom. Reglen i Nr. 3 om Varetægtsfangens Ret til at anskaffe sig Bøger, Blade, Skrivematerialier o. lign., Reglen i Nr. 4 om Kosten og Klæderne samt Reglerne i sidste Stykke om Fangens Adgang til at klage til Retten over Behandlingen og om, at der i hvert Fangerum stal findes Opslag, indeholdende de væsentligste Bestemmelser i Fængselsreglementet. Ny i Forhold til den bestående Ordning er foruden de nys-nævnte Regler i Nr. 2, 3dje Punktum, og Nr. 3 samt om Adgangen til at klage til Retten endvidere Reglen i Slutningen af Nr. 2 om, at Afsendelse af lukkede Skrivelser til en Ret eller Øvrighed ikke kan nægtes Fangen, Reglen under Nr. 3 om, at Vare« tægtsfangens Ret til Beskæftigelse kun kan betages ham. naar han har forskyldt det som discipliner Straf, samt Reglen under Nr. § om, at legemlig Revselse ikke maa anvendes som disciplinær Straf på Varetægtsfanger, ligesom endelig også de øvrige Regler under Nr. 1 og 2 om Besøg og Breve betegne en vis Lempelse i Forhold til Reglerne i Reglementet af ?. Maj 1846, og navnlig sætter Rettens Formand (altså eventuelt vedkommende Enkeltdømmer, jfr. § 80) i Politimesterens Sted som den, der i så Henseende tager Bestemmelse.

ad 5. Som Sikkerhedsmidler, der efter Omstændighederne kunne troede i Stedet for Fængsling, nævner Udkastet foruden den allerede i selve Grundloven omtalte Sikkerhedsstillelse (Kaution) samt de også i nuværende Praksis anvendte Tilhold om ikke uden dømmerens Tilladelse at forlade et anvist Opholdssted eller en bestemt Kreds eller Pålæg om til bestemte Tider at fremstille sig. endvidere: Bevogtning i Hjemmet, efter Omstændighederne mod Sikkerhedsstillelse for det hertil sandsynlig medgående Beløb, samt Beslaglæggelse af Pas eller andre Legitimations' dokumenter, hvorhos endelig den i Plakat N. Mai 1810 for Born under kriminel Lavalder foreskrevne Overlevering til For« ældres eller andre Vedkommendes Tilsyn foreslås udvidet til ester Omstændighederne at gælde om alle Personer under 18 År.

Det på Frygten for Kollusion grundede Varetægtsfængsel kan ikke afværges ved

Sikkerhedsstillelse (§ 173, 1ste Stykke), men i øvrigt er det klart, at det i alle Tilfælde, hvor Straffeprocessens Øjemed kunne tilfredsstilles ved noget af de nævnte Fængslingssurrogater, ikke blot er dømmerens Ret, men også hans Pligt at nøjes med sådant.

Med Hensyn til Kapitlets enkelte Paragraffer skal kun følgende bemærkes, idet der i øvrigt henvises til de foranstående almindelige Bemærkninger.

^ 166.

Som Omstændigheder, der kunne sættes i Klasse med Ophold i Udlandet eller Sygdom, kan s. Eks. nævnes, at Vedkommende i Henhold til en Epidemilov for et vist Tidsrum er isoleret eller kun kan tale et Sprog, hvori det er vanskeligt at finde en Tolk. For de således i slutningen af Paragraffen nævnte Tilfælde jævnføres Reglen i § 170, 1ste Stykke.

§ 167.

Jfr. Bemærkning til § 156.

§ 168.

Naar Forundersøgelse er indledet eller Tiltale rejst eller Appel iværksat, er det som Regel kun den Net, for hvilken sådant Skridt er foretaget, der kan afsige Fængslingskendelse over den Sigtede, ligesom det også, hvis der skulde blive Spørgsmål om Afsigelse af Fængslingskendelse i Tidsrummet mellem Forundersøgelsens Slutning og Tiltales Iværksættelse, ifølge Princippet i § 215, 2det Stykke, må være Forundersøgelsesdommeren. der træffer afgørelse herom. Undtagelse fra disse Regler gøres kun, naar Politiet anholder Sigtede under sådanne Forhold eller på sådanne Steder, at det ikke kan antages, at han kan henbringes til vedkommende Ret inden Anholdelsesfristens Udløb, da Fængslingskendelse i så Fald kan afsiges af en hvilkensomhelst Undersøgelsesret, for hvilken han fremstilles.

På Efterforskningsstadiet kan Fængslingskendelse afsiges af en hvilkensomhelst Ret, ved hvilken Sigtede afhøres, eller for hvilken han fremstilles som anholdt eller, hvis en fængslingskendelse må afsiges uden forudgående Anholdelse eller Afhørelse, overhovedet af en hvilkensomhelst Undersøgelsesret. — En afsagt Fængslingskendelse kan ifølge Udkastets § l!§ fuldbyrdes hvorsomhelst i Riget.

tz 172.

Naar der i Slutningen af denne Paragraf gives Anvisning på Beslaglæggelse af Pas eller andre Legitimationspapirer (en Regel, der særlig vil være anvendelig med Hensyn til Søfartsbøger, Opholdsbøger og Skudsmålsbøger), men ikke på Beslaglæggelse af de Pengemidler, ved hvis Hjælp den Pågældende kan tænkes at ville realisere et Flugtforsøg, er dette begrundet i. at Retten kan sikre sig sådanne Pengemidler ved som Betingelse for Løsladelsen at forlange dem stillede som Kaution.

§ 175.

Reglen i første Stykke fandtes ikke i det tidligere Forslag, der derimod selv søgte at opstille detaillerede Regler for, hvornår Sikkerheden var at anse forbrudt, men er formentlig praktisk, henset til de forskellige Formål en saadan Sikkerhedsstillelse kan tjene. Saaledes kan en Treøjemand f. Eks. tænkes at ville indestå for, at Sigtede ikke undviger, men ikke for, at han vil give Mode for Retten til en bestemt Tid, eller at ville indestå for. at Sigtede undlader visse for« bryderske Handlinger (§ 167 o.), men ikke for hans Tilstedeblivelse osv.

Dernæst er det anset rettest at lade det forbrudte Beløb hæfte for den Forurettedes Erstatningskrav i videre Omfang end i det tidligere Forslag bestemt (jfr. dettes § 193 in Ans).

Endelig er Fristen i sidste Stykke bestemt noget anderledes end i det tidligere førstags § 193.

§ 177.

Ordene: „I Sager, som påtales af Private" i Paragraffens 4de Stykke, sigte til den subsidiære private Påtaleret efter § 36.

§ 178.

Reglen i Slutningen af 2det Stykke og i 3dje Stykke fandtes ikke i det tidligere førstag.