§ 1.

Ved Afgrænsningen af Lovens saglige Virkekreds rejser der sig straks det vigtige Spørgsmål, om den store Gruppe af Straffesager, der ere henviste til privat forfølgning, bør inddrages under Straffeprocesloven, eller som hidtil behandles efter Reglerne for den borgerlige Retspleje. Spørgsmålet har været Genstand for Tvivl i Kommissionen.

For at inddrage disse Sager under Straffeprocessen, således som sket i førstaget af 1880—81 (se dettes § 1, jvf. med Afsnit VII. Kapitel II.), taler den nærliggende Betragtning, at Straf efter sin Natur kun bor anvendes, hvor det er givet, at den Sigtede er skyldig, men at Sikkerheden i så Henseende er større, hvor Sagen har været undergivet straffeprocessuel Behandling, end hvor den har været under civilprocessuel Behandling og således i væsentlig Grad undergiven Parternes fri Rådighed.

Naar Kommissionen alligevel har foreslået at blive stående ved den gældende Ordning, er det i Erkendelse af, at et Brud med det bestående på et praktisk taget så vigtigt Punkt som dette, ikke bor gøres, uden at derved opnåedes øjensynlige Fordele. Men Hensigtsmæssigheden af en Forandring er i Virkeligheden mere end tvivlsom, naar henses til, at de Tilfælde, hvor Folk lade sig idømme uforskyldte Boder, dog må regnes til Undtagelserne, og at der, hvor Talen er om Fængselsstraf, ligesom hidtil kan opstilles særlige Kauteler (jfr. § 376). medens på den anden Side den straffeprocessuelle Behandling, der kunde være Tale om at byde de herhen horende, i Reglen små Sager, dog i Almindelighed kun kunde blive temmelig summarisk, og der navnlig ikke kunde være Tale om. at det Offentlige skulde yde særlig Hjælp til Bevismaterialets Tilvejebringelse, hvortil kommer som et meget vigtigt Moment, at kærnen i en stor Del af disse Sager i Virkeligheden ikke er Spørgs« målet om en eller anden ringe Bode, men et bagved liggende civilretligt Spørgsmål (om Ejendomsret. Besiddelsesforhold, Kon« traktsbrud, en Patentrets Omfang etc.), der har sit naturlige Forum for de borgerlige Domstole.

Foruden de privat forfulgte Straffesager må fra Udkastets almindelige Regler om Straffesagers Behandling selvfølgelig være udelukkede sådanne Spørgsmål om Straf, der efter Lovgivningen afgøres uden særlig Sag. Herunder horer: i) Pålæg af Straf — foreløbig eller endelig — ved Øvrighedens Resolution i de forskellige særlige Forhold, hvor dette er hjemlet. (Herunder falde i øvrigt også de i nærværende Udkasts § 129 omhandlede Bode-Pålæg). i!) Vedtagelse af Straf for eller udenfor Straffesag ifølge Tilbud, som modtages af øvrigheden i Henhold til særlig Hjemmel i Lovgivningen, jfr. således Lov 6. Marts 1869 § 54, Bekendtgørelse 23. April 1874 §13. Lov 87. April 1894 § 4.

3) Processuelle Straffe.

4) Bodestraffe, der pålægges Dommere eller Retsskrivere i medfør af Lou om Domsmagtens Ordning (jfr. Udkastets §§ 33 og 40).

Endelig holdes udenfor nærværende Udkast de Straffesager, der ifølge Lovgivningen henhore under særlige Domstole (Rigsretten, militære og gejstlige retter), hvorved bemærkes, at Sessionerne ikke have Myndighed til at idømme Straf (se Lov 6, Marts 1869 §§ 10 og 54) samt at So- og Handelsretten efter Lovudkastet om Doms-

magtens Ordning vil ophøre at bestå som „særlig" Domstol, så at de derunder henlagte Straffesager ville gå ind under nærværende Udkasts almindelige Regler.

§ 2.

Ved denne Paragraf udvides Straffeproceslovens saglige Område til endvidere at omfatte en række Tilfælde, hvor der vel er Tale om andre følger end Straf, men hvor det Forhold, der skal bedømmes, er af samme Art sum eller i hvert Fald nær beslægtet med de Forhold, for hvilke Lovgivningen foreskriver Straf. De i denne Paragraf optagne Tilfælde ere for største Del allerede i den gnidende Ret henlagte til Straffeprocessen.

§ 2 Nr. 1 (Sager, som anlægges af det Offentlige for Overtrædelse af Love om Politivæsnet, Bygningsvæsnet, Landbovæsnet og lign., selv om der ikke nedlægges Påstand om Straf) er optaget i Liglied med en tilsvarende Bestemmelse i N. L.*) § 2. Der tænkes herved på Overtrædelser af Lovforskrifter som de nævnte under sådanne Omstændigheder, at det vel er af Betydning at få Overtrædelsen konstateret og eventuelt den ulovlige Tilstand forandret, men hvor der efter Sagens Beskaffenhed ikke er tilstrækkelig Grund til at påstå Straf anvendt.

Naar Nr. 2 (Sag til en Forenings Ophævelse) er med optaget, er dette i Overensstemmelse med det tidligere Forslag og grundet på, at også dette Forhold rammes af nysnævnte Betragtning: Den Ulovlighed, der kan foranledige en Forenings Ophævelse, vil i Neglen være en strafbar Ulovlighed, selv om Foreningen ikke som saadan kan straffes derfor.

Nr. 11 er ligeledes medoptaget i Tilslutning til det tidligere Forslag. Vel må det antages, at en Straffedom for Modskam eller Bigami også uden særlig Udtalelse derom ophæver det indgåede ægteskab; men dels kan det være heldigt, at Domstolene få Hjemmel til udtrykkelig at udtale Ugyldigheden, dels vil Neglen være særlig nyttig i sådanne Tilfælde, hvor Påstanden om Straf, f. Eks. på Grund af Utilregnelighed, ikke faar Medhold.

Om de i denne Paragraf omhandlede Sagers Henlæggelse til Underret eller Landøret, se § § ,l. og § 6, 1ste Stykke. — Om Værneting for dem, se § 57.

§ 3.

Reglen i denne Paragraf er overensstemmende med de gældende Bestemmelser. Det er Meningen, at Kravet — naar Betingelserne iøvrigt ere til Stede — kan fremsættes for vedkommende Ret, selv om dette er en Underret, uden Hensyn til dets størrelse. Er Tiltalte eller den Forurettede misfornøjet med den trufne afgørelse, kan han særskilt indanke den for højere Ret efter Reglen i § 383, ligesom den Forurettede jo, hvis han ønsker det, kan holde Erstatningskravet udenfor Straffesagen og indtale det for den civile Ret. for hvilken det efter sin størrelse hører hjemme.

Det i § § i det tidligere førstag givne Bidrag til Losningen af res judicata-Spørgsmålet har man ladet bortfalde i Erkendelse af, at Spørgsmål af denne Art bedre egne sig til Losning gennem Videnstab og Retspraksis end gennem udtrykkelige Lovregler, idet disse enten blive for snævre og stive eller — hvis de ere tilstrækkelig vide og bøjelige — blive intetsigende.

Det havde egentlig været Kommissionens Ønske at benytte den Lejlighed, som den hele påtænkte Reform af Retsplejen naturlig byder, til at stille førstag om Ind» skrænkning af den vidtstrakte Kompetence, der for Tiden er tillagt de militære Domstole. Hvor Talen er om Anklage for borgerlige Forbrydelser, er der næppe tilstrækkelig Grund til, at en Mand, fordi han f. Eks. udskrives som værnepligtig. stal unddrages de Garantier, som Loven iøvrigt finder det rigtigt at sikre Borgerne. N. L. har i sin § 5 indskrænket de militære Retters Kompetence til Pådømmelse af militære Forbrydelser, og der turde være så megen mere Grund for Danmart til at følge dette Eksempel og gøre den ny Strafferetspleje anvendelig også på de af Militære begåede borgerlige Forbrydelser, som den Retspleje, der foregår ved de militære Domstole, hviler på forældede Regler.

Naar Kommissionen alligevel ikke har fremsat noget førstag i den angivne Retning i Form af en Paragraf i Udkastet, er dette navnlig begrundet i, at det ved nærmere undersøgelse af de førstag, der i så Henseende have været fremsatte, viste sig, at Bestemmelsen om Begrænsning af de militære Retters Kompetence nødvendiggjorde visse Forandringer i Straffeloven for Krigsmagten, jfr. bl. a. dennes §§ 36 og 57. Da Fremsættelsen af førstag om sådanne Forandringer lå udenfor Kommissionens Hverv, har man — trods den tilstedeværende Enighed om Ønskeligheden af, at de militære Retters Kompetence be-

grænses til Påkendelse af militære Forbrydelser — måttet indskrænke sig til i en særlig Skrivelse til Justitsministeriet at udtale Ønsket om. at førstag i den angivne Retning måtte blive udarbejdet til Forelæggelse samtidig med Kommissionens førstag.