Paaanke af dømme, af s agte af Landsretten i første Instans.

Foruden at gøre adskillige, til Dels temmelig indgribende redaktionelle Ændringer i det tidligere Forslags tilsvarende Kapitel indeholder nærværende Kapitel endvidere en række ikke uvæsentlige reelle Forandringer, af hvilke følgende ere de vigtigste.

Den i den gældende Ret eksisterende Adgang for det Offentlige til at anke såvel til Fordel for Tiltalte som til Skade for denne er foreslået bibeholdt, idet man ikke har fundet tilstrækkelig Grund til. som i det tidligere Forslag siet. at opgive dette Middel til at få en urigtig afgørelse rettet.

I Lighed med N. L.'§ 379, 2det og 3dje Stykke er optaget en Regel om en vis Adgang for Tiltaltes nærmeste Familie såvelsom for Overanklageren til efter Tiltaltes Død at påanke en fældende Dom. — Endvidere er det pålagt Tiltaltes Forsvarer ved Landsretten på Forlangende ikke blot at være Tiltalte behjælpelig med de første Ankeskridt, hvis han vil anke. men også at bistå ham med Råd om, hvorvidt han bor anke. — Man har opgivet den i det tidligere førstags §§ 374 og 37§ indeholdte vidtløftige (og. som § 374. Nr. 10 viser, dog ikke udtømmende) Opregning af Ankegrunde, af hvilke i det mindste en stor Del måtte opfattes som ubetinget medførende den sted-

fundne Behandlings Ugyldighed helt eller delvis, hvis de ellers fandtes at være til Stede uden Hensyn til, hvad Indflydelse de kunde antages at have haft på Sagens Afgørelse. I Stedet for den nævnte Opregning er givet den i §320 Nr. I, jfr. § 321, indeholdte generelle Regel, at enhver Tilsidesættelse eller fejlagtig Anvendelse af Rettergangsregler kan påberåbes som Ankegrund (dog at Indsigelse, forsåvidt vedkommende regel ikke skal iagttages ex officio, må være fremsat betimelig for den underordnede Net), men at saadan formel Fejl kun stal bevirke Ophævelse, naar det antages, at den in concreto kan have medført et andet Udfald af Sagen, end denne vilde have fået, om Fejlen ikke var begået. Som det fes. kan Anke støttes ikke blot på den ligefremme Tilsidesættelse af de Formforskrifter, der skulle sikre, at Sagen bliver behørig oplyst og fremfort til Påkendelse På rette Sted og rette Måde, men også den fejlagtige Anvendelse af sådanne Forskrifter. Man vil som følge, heraf som Ankegrund kunne påberåbe sig f. Eks. at Retten urigtig har forkastet en i Henhold til § 14 fremsat Inhabilitetspåstand. har ladet dørene lukke uden tilstrækkelig Grund, har vægret sig ved at lade visse af Tiltalte påberåbte Vidner indkalde, så at Sagen af den Grund er utilstrækkeligt oplyst, har fremmet en Domsforhandling i Tiltaltes Fraværelse, hvor sådant var uforsvarligt, etc. For imidlertid at hindre, at højesteret stal belemres med øjensynlig urimelige Anker, er der i § 328 givet den Adgang til gennem et særligt Udvalg straks at afvise enhver Anke. der alene støttes på en Ankegrund, som klarligen ikke kan fore til dommens Ophævelse. — Den i det tidligere førstags § 376, 2det Stykke. 2det Punktum, givne Regel om Udelukkelse af Anke i sådanne Tilfælde, hvor kære kunde anvendes som Retsmiddel, men ikke er anvendt eller tagen til følge, er ikke medtaget. Dels kan "det nemlig efter Omstændighederne være naturligt at afvente Sagens videre Gang og endelige Udfald, inden man gør Retsmidler gældende i Anledning af en eller anden interlokutorisk afgørelse, som man anser for urigtig, dels kan en Forskrift som den nævnte friste ind på overflødige kæremål. At man må være udelukket fra at anke i Anledning af et Punkt, med Hensyn til hvilket kæremål forgæves er forsøgt, er en ligefrem følge af almindelige res judicata Principper.

I Stedet for det tidligere Forslags 3 Dages Appelfrist, der er fun'den altfor fort, er i §§ 322, 323 og 324 sat en 14 Dages

Frist; denne Frist er derhos i § 32§ tillige gjort anvendelig på Indleveringen af Ankebegrundelsen. For Anke fra Overanklagerens Side til Fordel for Tiltalte gælder dog efter §322, 1ste Stykke, ingen Frist. — Endvidere er den i det tidligere Forslags § 378 foreskrevne Appel-Anmeldelse til Formanden for den Landøret, ved hvilken den pågældende Dom er afsagt, og den i § 384 dertil knyttede Adgang for Landsretten til ved Kendelse at nægte Anken Fremme, naar den findes ulovmedholdelig, i nærværende Udkast opgivet. Man har ikke kunnet se rettere, end at den Opgave, der derved stilles Landsretten, let kunde bringe denne i en skæv Stilling, og at på den anden Side den således foreskrevne Fremgangsmåde ikke vilde blive til nogen stor Lettelse og derfor i det hele kun vilde medføre et unyttigt Omsvøb. Landsretten måtte ventesal ville være meget varsom med at nægte en Anke Fremme, og, hvor den gjorde dette, vilde der dog være Adgang til gennem kære at bringe dens afgørelse op for højesteret. Man har derfor foretrukket at opgive denne Landsrettens Medvirken og til Gengæld udvide højesterets Adgang til straks at afvise en Anke, således som ovenfor omtalt. For derhos end yderligere at simplificere Sagen, er det i § 328 bestemt, at Beslutning om saadan summarisk Afvisning af en Anke kan tages af et særligt højesteretsudvalg, på 3 Medlemmer.

Medens det efter det tidligere Forslag formentlig stod noget uklart, hvorvidt nye Beviser overhovedet kunde forelægges højesteret, naar der ikke netop opstod Tvivl om Rigtigheden af det Retsbøgerne tilførte, er der i nærværende Udkasts § 330 udtrykkelig givet Adgang til at forelægge højesteret nye Beviser angående sådanne Omstændigheder, som ikke ere unddragne denne Rets Bedømmelse, hvorhos der er givet højesteret Myndighed til at bestemme,' at Vidner skulle afhøres for selve højesteret.

I § 332 er der indenfor visse Grænser givet højesteret Bemyndigelse til selv at fastsætte de Former, hvori Forhandlingen for samme stal foregå. — Den i det tidligere førstags § 382 omhandlede „Moderklæring" fra den Ankendes Modpart har man ladet bortfalde som overflødig. — I § 334 er der givet højesteret en noget friere Adgang end efter det tidligere førstag til at undergive en indanket Sag prøvelse — navnlig til Tiltaltes Fordel — også med Hensyn til Punkter, der ligge udenfor de af Parterne påberåbte Antegrunde, ligesom der endelig også er givet den i § 335 indeholdte Regel en Formulering, der' stiller Højesteret friere ved afgørelsen af, om den selv kan

afsige ny Realitetsdom eller bor hjemvise, end tilfældet var efter det tidligere Forflag. Reglerne i det tidligere førstags § 396 ere kun udeladte som selvfølgelige.

I øvrigt er Appellen til Højesteret af Landsretsdomme i sit væsen ensartet med det tidligere Forflags Appel til Højesteret, og navnlig er det fastholdt som en Konsekvens af nævninge-Instituttet og den ved Domsforhandlingen for Landsretten gennemforte Umiddelbarhed, at de Bevisspørgsmål, der i Nævningesager ere henlagte til Nævningernes afgørelse, i alle Landsretssager — hvad enten disse påkendes med eller uden Nævninger — ubetinget ere unddragne højesterets prøvelse. højesteret er således altid og ubetinget bunden ved, hvad der af nævningerne eller Landsretten er anset for bevist med Hensyn til selve Skyldspørgsmålet, ligesom den aldrig til Skade for Tiltalte kan fravige Nævningernes Erklæring med Hensyn til Subsumtionen under Straffeloven. En anden Sag er, at den i Tilfælde af Rettergangsfejl, urigtig spørgsmålstillen eller Netsbelæring kan ophæve Behandlingen eller Nævningekendelsen og hjemvise Sagen til ny Behandling.

Med Hensyn til Kapitlets enkelte Paragraffer stal følgende bemærkes:

§ 317.

Af Neglen i 1ste Punktum følger, at en Afvisning, der har fundet ^ted ved „Kendelse" (jfr. §§ 228, 30§ og 310), ej kan påankes; derimod kan den gøres til Genstand for kære. Som en enkelt Kendelse, der ifølge udtrykkelig Hjemmel kan gøres til Genstand for særskilt Anke, må nævnes den i § 385, 2det Stykke, 2det Punktum, Nævnte angående Domfældtes Identitet.

Reglen i 2det Punktum var ikke udtrykkelig udtalt i det tidligere Forflag. At de under den forudgående Behandling trusne afgørelser mulig kunde have været gjorte til Genstand for kære, hindrer ikke deres Inddragelse under Appellen, naar kære ikke er benyttet. Hvis derimod kære har fundet Sted, er den derunder trusne afgørelse selvfølgelig, så vidt den rækker. res judicata. — Positivt udelukkede fra Indbringelse til højere Nets prøvelse ere de i §§ 16, 1ste Punktum, 39, 5te Stykke, 1ste Led, 96 in tins, 97 in fine og 260 in 260 omhandlede afgørelser.

Naar i 2det Stykke en af Landsretten i Henhold til § 294 trussen Bestemmelse om

Tilsidesættelse af en fældende Nævningekendelse, der mangler tilstrækkeligt Bevisgrundlag, og om Foretagelse af ny Domsforhandling stilles i Klasse med dømme, forsåvidt Anke angår, er dette således at førstå, at højesteret vel kan statuere, at den i Henhold til § 294 afsagte Ken. delse ikke burde have været afsagt, fordi Sagen på Grund af Formalitetsfejl ikke burde have været fremmet, eller fordi Tiltalte burde have været frifunden i Henhold til § 297, eller fordi spørgsmål til nævningerne burde have været anderledes stillede etc. (jfr. § 320); derimod kan højesteret ikke underkende en saadan Landørets-Beslutning om ny Domsforhandling under Henvisning til, at den fældende nævninge-Erklæring i Virkeligheden havde tilstrækkeligt Bevis at bygge På, da dette spørgsmål overhovedet er unddraget Højesterets prøvelse.

§ 318.

Ved Udtrykket „Anke til Fordel for Tiltalte" i 1ste Stykke tænkes kun på Anke, hvorved Tiltalte kan opnå Frifindelse for eller Formildelse af en idømt Straf; Anke med Hensyn til en i Resultatet frisindende Dom, alene af den Grund, at Skyldspørgsmålet er afgjort imod Tiltalte (Tiltalte er funden skyldig, men f. Eks. alene frisunden på Grund af Strafskyldens Forældelse. Handlingens Forøvelse udenfor dansk Territorium, en alt foreliggende retskraftig Dom eller lign.) kan derfor ikke finde Sted. I Overensstemmelse hermed må Udtrykket „funden skyldig" i 3dje Punktum førstås som „skyldig til Straf", jfr. også Udtrykket „fældende Dom" i 4de Punktum. På den anden Side kan den Omstændighed, at en i Virkeligheden idømt Straf kompenseres med udstået Varetægtssængsel eller en i Udlandet for samme Handling udstået Straf ikke afskære fra Appel.

Det er Meningen med 2det Punktum at såvel den umyndige Tiltalte som dennes værge stal kunne forlange Anke (jfr. derimod §tz § og 6 m. fl.: „Tiltalte eller hans værge">

Med Hensyn til 3dje Punktum bemærkes, at, naar en af de der nævnte Personer har anket, må Adgangen for de øvrige til at iværksætte Anke bortfalde, og finde de, at førstnævnte bærer sig urigtig ad, ikke påberåber sig de rette Ankegrunde eller lign., må de eventuelt henvende sig til Overanklageren og se at få dennes hjælp. Den afskårne Adgang må i øvrigt antages at blive åbnet påny, forsåvidt den begyndte Anke c,f den Ankende skulde blive frafaldet

efter § 319 eller af højesteretsudvalget afvist på Grund af Formfejl; i sådanne Tilfælde vil dog Ankefristen let være ududløbet og Tilfældet derfor falde ind under § 324. Til at forlange hjælp af Tiltaltes Forsvarer ved Landsretten har Paragraffen ikke berettiget dem.

Naar Tiltalte, efter at have rejst Anke, afgår ved Døden, må det bero på overanklageren og de andre i 1ste Stykke nævnte Personer, hvorvidt nogen af dem vil optage Anken.

§ 319.

Et af en Tiltalt efter dommens Afsigelse givet Afkald på Anke såvelsom en Frafaldelse fra Tiltaltes Side af en begyndt Anke må være bindende for denne, hvorimod den ikke hindrer Overanklageren i at anke til Fordel for Tiltalte (jfr. § 322, 1ste Stykke in tins). En Frafaldelse af Anke fra Overanklagerens Side, medens denne endnu har Ankesagen i sin Hånd, kan ikke være bindende for Rigsanklageren (sml. § 212); dog vil Afgørelsen af, om Ankens Genoptagelse stal tilstedes, komme til at ligge i højesterets Hånd efter § 324, hvis Ankefristen imidlertid er udløben.

§ 320.

ad, 1. Med den i selve dette Stykke såvel son« den i § 321, 2det Stykke, givne Begrænsning kan en hvilkensomhelst formel Fejl påberåbes som Ankegrund; men, hvis det på den anden Side ligger klart for Dagen, at den påberåbte Ankegrund i Henhold til Princippet i § 321, 1ste Stykke, ikke vil kunne tillægges Betydning, vil Højesteret efter § 328 straks kunne afvise Ankejagen, jfr. i øvrigt herved Bemærkningerne foran S. 182.

ad 2. Den urigtige Afgørelse af noget spørgsmål, der ifølge § 276 er unddraget fra Nævningernes afgørelse, vil ifølge disse spørgsmåls Beskaffenhed (forældelse, Straffelovens §§ 7 og 58, Gentagelse, manglende Påtaleret). normalt bero på en urigtig Anvendelse af Loven; men, forsåvidt Fejlen undtagelsesvis skulde hidrøre fra urigtig Bedømmelse af Beviset (f. Eks. Beviset for, at Tiltalte virkelig i Udlandet har udstået Straf for den samme Forbrydelse) eller mangelfuld Bevisførelse, som nu er suppleret, vil selvfølgelig også sådant falde ind under Reglen.

ad 3. Under Litra 2 falder bl. a. det Tilfælde, at en Nævningekendelse antages at indeholde en Retsvildfarelse. som følge af, at nævningerne, skønt baade Retsbelæring og

spørgsmålstillen har været rigtig nok, have subsumeret urigtig til Skade for Tiltalte (9: erklæret et Forhold for strafbart, der i Virkeligheden ikke er det, eller henført det under et strængere Straffebud, end det bor henføres under). Under nærværende Litra falder derimod det Tilfælde, at Nævningekendelsen antages at indeholde en Retsvildfarelse. der er fremkaldt enten ved urigtig Retsbelæring eller ved. at selve spørgsmålsstillingen i sig rummer en Retsvildfarelse. Der kan i disse Tilfælde ankes ligesåvel til Skade som til Fordel for Tiltalte, Medens nemlig et af nævningerne til Fordel for Tiltalte afgivet skøn, der hviler på et rigtigt Grundlag, bor være bindende, kan det samme ikke gælde om et til Fordel for Tiltalte afgivet skøn, der hviler på et urigtigt Grundlag.

I Sammenhæng med nærværende Membrum kan mindes om Reglen i § ->84, 2det Stykke.

ad 4. De her for Landsretssager, påkendte uden Nævninger, angivne Ankegrunde omfatte for det Første Ankegrunde, der svare til dem, som ere nævnte under 2. og 3. for Nævningesagers Vedkommende, men omfatte derhos overhovedet alle Spørgsmål om Henforelsen under Straffeloven af de i dommen bestredne Forhold. Højesteret kan således f. Eks. erklære et Forhold for Indbrud, der af Landsretten er erklæret for simpelt Tyveri.

ad, 5. Den her givne Begrænsning af Adgangen til at anke med Hensyn til Strafudmålingen — nemlig den, at Anke kun kan støttes på. at Straffen står i „åbenbart Misfolhold" til Brøden — har sin Grund i den Betragtning, at en overordnet Ret, som ikke har haft Sagens Bevismateriale for sig til umiddelbar Bedømmelse, ikke vil være i Stand til at storme over de finere Nuancer indenfor Strafudmålingen med samme Sikkerhed som den Ret, der har umiddelbar Kendstab til Bevismaterialet.

Paragraffens vigtige Slutningsregel er for Nævningesagers Vedkommende grundet på, at det Hensyn til Sigtede, der forer til overhovedet at optage Nævninger som medvirkende i Strafferetsplejen, vilde blive tilsidesat, om der gaves de retslærde dømmere Adgang til at domfælde i Strid med Nævningernes Kendelse, medens den for andre Sagers Vedkommende navnlig er støttet på, at Umiddelbarhedsprincippet med den deri liggende Hjælp til Sandhedens Udfindelse ikke for kriminelle Sagers Vedkommende kunde gennemføres også ved højesteret, uden at dette vilde nødvendiggøre en forhalende Gentagelse og efter Omstændighederne endog kun mangelfuld Gentagelse af den i mange Til-

fælde store og besværlige Domsforhandling for Landsretten.

Den heromhandlede Regel taler kun om Beviset. Hvad Henforelsen under Straffelovens enkelte Bestemmelser angår, er det for Nævningesagers Vedkommende en ligefrem følge af det nys sagte, at Højesteret må være bunden herved i samme Omfang, i hvilken Landsretten er det (jfr. § 297); derimod kan Højesteret ikke være bunden ved en i øvrigt af Landsretten foretagen Henførelse under Loven (jfr. ovenfor Nr. 2 og Nr. 4 og 8 334 Nr. 1).

Endnu stal bemærkes, at da hverken nærværende eller nogen anden Paragraf i Udkastet indeholder nogen Regel om nødvendig Appel af offentlig forfulgte Straffesager, ville de herhen horende Regler i den gerldende Ret efter Udkastet bortfalde. Dette er da også den naturlige følge af, at alle større Straffesager straks ville blive bragte for Landsretten og der blive underkastede en med Hensyn til Beviset endelig afgørelse.

Anke til Stadfæstelse, såvelsom Anke, der alene tilsigter Forandring af dommens Præmisser, må være udelukket, jfr. det ovenfor ved § 318 bemærkede.

§§ 322 og 323.

Hvor Overanklageren selv har anket og derfor alt har fendt Tiltalte en Meddelelse efter 3 322, 2det Stykke, vil det ikke være nødvendigt for ham at gentage denne, fordi også Tiltalte selv anker.

Saadan Anke fra begge Sider vil i øvrigt være nødvendig, hvis begge Parter ønske Landsretsdommen underkendt, medmindre enten Reglen i § 333, 1ste Stykke, kan benyttes, eller vedkommende Part stoler på at opnå alt fornødent gennem den højesteret ved § 334 givne Myndighed til i et vist Omfang at tage ikke påberåbte Ankegrunde i Betragtning.

§ 324.

Den her omtalte Afvisning af Sagen vil for det Første kunne besluttes af det i § 328 ommeldte Udvalg, hvem spørgsmålet først vil komme til at foreligge. Forsåvidt dette Udvalg imidlertid ikke straks afviser, vil spørgsmålet komme til at foreligge for selve højesteret.

§ 326.

Den i 2det Stykke omtalte Suspension må i Henhold til Z 329, 2det Stykke, kunne besluttes af det i § 328 ommeldte Udvalg eller af højesterets Iustitiarius.

§ 328.

Hvorvidt en i Henhold til § 328 afvist Anke kan indbringes påny, må bero på Beskaffenheden af den Grund, hvorpå Afvisningen støttes. Er Anken afvist som for sent fremkommen, er denne Mangel uafhjælpelig. Er derimod Anken kun afvist som urigtig i Formen — et Tilfælde, der i øvrigt formentlig vil være meget lidt praktisk (jfr. Grundsætningen i § 241, 3dje Stykke) — må den efter fornøden Rettelse kunne indbringes påny, eventuelt i Henhold til § 324. Er endelig Anken afvist, fordi den påberåbte Ankegrund klarligen ikke kan fore til dommens Ophævelse, må det antages, at Anken ikke kan bringes frem påny, selv om den da støttes på en anden og bedre Grund. En Afvisning efter § 328 skal nemlig være lige så endelig og bindende som en afgørelse af selve højesteret, og det kan fornuftigvis ikke betvivles. at en højesteretsdom. hvorved en rejst Anke erklæres for ugrundet, ubetinget afskærer fra yderligere Anke til Højesteret i samme Sag, støttet på andre Grunde.

§ 330.

De Omstændigheder, angående hvilke nye Beviser kunne forelægges højesteret, ere:

1) Omstændigheder, hvorpå det beror, om en Rettergangsfejl er begået eller ej.

2) Omstændigheder, der ifølge § 276 ere unddragne Nævningerne,

3) Omstændigheder, som vedrøre Strafudmålingen (jfr. herved § 320 Nr. 5).

Angående Ordene „Rettens Beslutning" i 3dje Punktum jfr, § 329, 2det Stykke.

I Analogi med det i 2det Stykke forestrevne maa Højesteret kunne foranledige, at Sagkyndige afgive deres Erklæring og Forklaring umiddelbart for selve højesteret.

§ 333.

Den Adgang, der i denne Paragrafs 1ste Stykke åbnes en Part, som ikke selv i rette Tid har anket, til overfor en Anke fra Modpartens Side, der kan lede til ny Realitetsdom, at påstå den indankede Dom ophævet på Grund af Formalitetsfejl. som nødvendiggøre ny Domsforhandling for Landsretten, var også hjemlet i det tidligere førstag — kun at den Fremgangsmåde. der i så Tilfælde skulde benyttes, var en såkaldt „Modpåanke". Saadan Adgang bor utvivlsomt forbeholdes Modparten; thi Tiltalte har måske udelukkende af Hensyn til den idømte Strafs Ringhed, eller Overanklageren udelukkende af Hensyn til den idømte Strafs relative Strænghed undladt i rette Tid at

gøre en Formalitetsfejl gældende gennem Anke og udfættes nu ved Modpartens Appel for, at der idømmes henholdsvis en større Straf eller en mindre eller måske endog slet ingen Straf. Da Sagen imidlertid allerede gaar sin Gang ind for Højesteret, er alt, hvad der her behøves. at den Part, der vil benytte den her givne Ret, i Tide underretter Modparten om, at han agter at fremsætte saadan Påstand.

§ 334.

Ved de i denne Paragraf givne Regler tilsigtes at drage al den Nytte af Prøvelsen ved den højeste Domstol, som det er muligt at drage, og særlig at skaffe den størst mulige Garanti mod urigtige Domfældelser.

I så Henseende bestemmes det derfor, at hvor Tiltalte ved Landøret er domfældt, er højesteret altid og ubetinget berettiget til, naar den under sin Behandling af Sagen finder, at en væfentlig. til Tiltaltes Betryggelse sigtende, Rettergangsregel er tilsidesat, og at dette kan gøre Domfældelsens Rigtighed tvivlsom, da at ophæve dommen og hjemvise Sagen. (Nr. 3). Dernæst kan Højesteret altid og ubetinget prøve, om Straffeloven er urigtig anvendt til Skade for Tiltalte, eller den idømte Straf uforholdsmæssig høj. (Nr. 2 sammenholdt med Nr. 1). — Endelig kan højesteret, hvor Anken støttes på en eller anden bestemt Realitetsgrund, og hvor Påstanden altså gaar ud på, at Tiltalte med Urette er enten domfældt eller frifundet, eller at den ham idømte Straf er enten for høj eller for lav, eller den af ham begåede Handling urigtig karakteriseret i strafferetlig Henseende, prøve, om Straffeloven overhovedet er rigtig anvendt også i Retninger, hvorhen den påberåbte Ankegrund ikke naar, såvelsom om der er noget åbenbart Misforhold mellem Forbrydelsen og den idømte Straf (Nr. 1). Ved denne sidste Regel må dog følgende mærkes:

Forsåvidt Sagen er indanket fra begge Sider, kan denne af Højesteret af egen Drift foretagne prøvelse udmunde i et hvilketsomhelst Resultat, baade et for Tiltalte gunstigere og et for denne ugunstigere, og dette gælder, selv om Sagen kun er appelleret af en Formalitetsgrund fra Overanklagerens Side. Forsåvidt derimod kun Tiltalte har anket, eller — hvad der må stilles ganske i Klasse dermed — Overanklageren har appelleret til Fordel for Tiltalte, vil Højesteret ikke kunne benytte sin her omhandlede Myndighed således, at den idømmer strængere Straf end

ved Landsretsdommen, jvf. § 335, sidste Punktum. Dette sidste udelukker i øvrigt ikke Henførelse under en strængere Straffebestemmelse. Har Tiltalte f. Eks. indanket en ham for simpelt Tyveri idømt Forbedringshusstraf, under Påberåbelse af, at Straffen er uforholdsmæssig stræng (§ 320 Nr. 5), vil højesteret — forsåvidt Sagen ikke er en nævningesag, i hvilken Erklæringen luder på simpelt Tyveri — i medfør af nærværende Paragrafs Nr. 1 kunne statuere, at det i Landsretsdommen som bevist antagne Forhold rettelig bor karakteriseres som Ind' brud, og den idømte Forbedringshusstraf derfor opretholdes.

Modsætningsvis ligger i Paragraffen, at højesteret:

1) i Tilfælde. hvor Tiltalte er frifunden, og hvor dommen kun påankes af Formalitetsgrunde, overhovedet ikke kan beskæftige sig med andet end den eller de påberåbte Rettergangsfejl, og

2) i Tilfælde, hvor Tiltalte er domfældt, ug hvor dommen kun Påankes af Formalitetsgrunde, ikke kan indlade sig på nogen prøvelse af, om Straffeloven er urigtig anvendt, forsåvidt Fejlen i så Fald 'har virket til Fordel for Tiltalte, eller om den idømte Straf er uforholdsmæssig lav.

§ 335.

Forsåvidt der foreligger nogen af de i § 328 omhandlede Omstændigheder, kan højesteret selvfølgelig på et hvilketsomhelst Stadium afbryde Forhandlingerne og i Stedet for at indlade sig på Realiteten afvise Sagen.

Ved nærværende Paragrafs Slutningspunktum stal bemærkes, at den deri indeholdte Regel kan nødsage højesteret til at gå under vedkommende Strafferammes Minimum. En Mand er f. Eks. dømt til fængsel på Vand og Brod i 2 x 5 Dage for Bedrageri, men appellerer denne Dom til Højesteret, der imidlertid henforer den af ham begåede Handling som Falsk under Straffelovens § 268, hvis Minimum er 4 x 5 Dages Vand og Brod; han vil da ikkedestomindre kun kunne idømmes 2 x 5 Dages fængsel på Vand og Brod. Anklagemagten bør derfor i Tilfælde, hvor et sådant Resultat kunde besrygtes, sørge for, at Sagen også påankes til Skade for Tiltalte. — Den her givne Regel må analogisk anvendes, hvor Sagen er indanket af Overanklageren til Fordel for Tiltalte.