Midler til Tagens Oplysning m. m.

Indledningsvis stal bemærkes, at Kommissionen dels har fundet det mest Praktisk at give førstagets Kapitler fortløbende Numre helt igennem, dels har ment at opnå en simplere og mere overskuelig Ordning af Stoffet i nærværende Afsnit ved nogen Ændring i det tidligere førstags Kapitel-Inddeling og Kapitel-Rækkefølge. Forholdet er i så Henseende det, at:

nærværende Udkasts Kapitel XI. (Vidner) svarer til det tidligere førstags 2det Afsnit, Kapitel II.;

Kapitel XII. (Besigtigelse, Syn og Skøn) til det tidligere førstags 2det Afsnit, Kapitel

Kapitel XIII. (Beslaglæggelse) til det tidligere Forslags 2det Afsnit, Kapitel I., 2den og 3dje Afdeling;

Kapitel XIV. (Ransagning) til det tidligere førstags 2det Afsnit, Kapitel I., 1ste Afdeling ;

Kapitel XV. (Sigtedes Indkaldelse og Afhørelse for Retten) til det tidligere førstags 2det Afsnit, Kapitel IV., 1ste Afdeling, og Kapitel V.;

Kapitel XVI. (Anholdelse) til det tidligere Forflags 2det Afsnit. Kapitel IV.. 2den Afdeling;

Kapitel XVII. (fængsling) til det tidligere Forflags 2det Afsnit, Kapitel IV., 3dje Afdeling. Hertil er så som sidste Kapitel i dette Afsnit føjet

Kapitel X VIII. (Beslag på Sigtedes Formue, så og om Forbud mod Foreninger og Skrifter), der vel kun til Dels omhandler Midler til Sagens Oplysning, men som svarer til det tidligere Forflags 2det Afsnit, Kapitel IV., 4de Afdeling, og Kap. VI.

Endvidere er det fundet rettest at lade de to Paragraffer, hvormed 2det Afsnit i det tidligere Forflag indlededes (§§ 110 og 111) udgå. De ere efter den Måde, hvorpå de følgende Kapitler, ere affattede, ikke nod« vendige, og kunde på den anden Side, som de stod i det tidligere Forslag, lede ind på den Misforståelse. at Anvendelsen af de straffeprocessuelle Oplysningsmidler, og da særlig af Vidneafhøring for Retten, skulde være udelukket i en Række til Dels vigtige Tilfælde. hvor den nugældende Ret hjemler Anvendelsen af sådanne. Der tænkes herved på de Undersøgelser. derefter nugældende Ret sinde Sted — og det selv om der ikke in casu er nogen særlig Grund til på Forhånd at formode en Forbrydelse — i Ildebrandstilfælde. ved Fund af Lig. ved Søulykker (jfr. herved særlig Lov Nr. 72 af 12te April 1892 §§ 9 og 11) etc., såvelsom på de mange Politiretsforhør, der optages i andet Øjemed end at opspore Forbrydelser, således navnlig i Forsørgelsessager. Man har derfor foretrukket at lade de nævnte Paragraffer udgå og samtidig at optage den i Udkastets § 406 indeholdte Regel, hvorefter hele den i den angivne Retning bestående Retstilstand, hvad enten den nu hviler på speciel Lovhjemmel eller er direkte fremtvungen af en praktisk Nødvendighed. vedbliver at bestå, indtil eventuelt en særlig Lov desangående måtte blive given.

Naar man har befrygtet, at Udeladelse af de omtalte Paragraffer skulde være ensbetydende med at udlevere de straffeprocessuelle Oplysningsmidler til Anvendelse efter Øvrigheds-Myndighedernes fri Forgodtbefindende, forsåvidt de pågældende Midler da ikke sætte særlige Vilkår for deres Anvendelighed, og at det navnlig herefter vilde stå i disse Myndigheders Magt at rekvirere Vidne-Forhor om alt muligt, som de kunde ønske at få Oplysning om. da beror dette på en Misforståelse. Vidnepligt etc. foreligger — bortset fra

Civilprocessen — kun. hvor der enten er Grund til at formode en Forbrydelse, eller hvor der foreligger en i speciel Lov eller fast Praksis begrundet Ret og Pligt for det Offentlige til at soge et vist Forhold oplyst ad retslig Vej. Afkræves der Vidnesbyrd ud derover, er Vedkommende i sin gode Ret, naar han vægrer sig ved at svare.