Kingo, Thomas O GUd, hvor stoor og priselig (DK)

Dend XVII. Sang er iligemaader en Bord-andagt eller Sang at siunge for Maaltid, Under dend Melodie: Naar jeg betænker dend Tiid og Stund, etc.

1.

O GUd, hvor stoor og priselig
Din Naade er at skatte,
Som over Verden strekker sig,
Flux længer end vi fatte!
Hvert Øye maa
Dig vogte paa,
Du seer og med dit Øye
Udi din Arv,
Til allis Tarv
At hielpe og fornøye.

2.

Du obner din saa runde Haand
Og med din Naade mætter
Alt det som haver Liv og Aand,
Og Føden hver indretter,
Du dryber ned
Med Frugtbarhed,
Ved Regnens Drysle-draaber,
At Skov og Mark,
At Søe og Park
Ny Frugt og Yngel haaber.

262

3.

Du spiiser os, som paa dig troer,
Vi seer paa dine Hænder,
Vort Brød paa dend Sted ofte groer,
Som vi slet intet kiender!
Du deeler om
Af Havets Vom,
Af Luft, af Søe og Strømme,
Fisk, Fugl, og Fæ
Med Frugt af Træ
Skal Mark og Skov indrømme.

4.

Vi seer nu her sat om paa Bord
De fulde Fad og Skaale,
O Gud, i JEsu Navn og Ord
Velsignels' os tilmaale!
Vi løfte op
Mod Himlens Top
or Haand, med mange Sukke,
Lad ingen Synd
Vort Maaltids Fynd
Med Hierte-sorrig slukke.

5.

Giv os fremdelis, at vi saa
Vort Brød med Ræt adspørge,
Og frem i Dyder daglig gaa,
At du for os vil sørge,
Vi daglig Brød
Indtil vor Død
Foruden Synd kand nyde,
At og vi maa
En Lefning faa,
Dend Fattige at yde.

263

6.

Saa setter vi os dermed ned
At bruge dine Gaver,
Som du i din Barmhiertighed
Saa kierlig givet haver,
Og bede dig
Med Troens Skrig,
Du selv vor Giest vil være,
Og endelig
I Himmerig
GUds Riigis Brød beskiære.