Kingo, Thomas Aandelige Siunge-Koors Første Part, 1.Udgave 1674 (DK)

50 51

        

52

Samtykke til Trykken.

Saasom jeg med største Sindets og Aandens glæde haver læst disse 14. Geist-rige og deilige Morgen- og Aften-Sange, sampt de 7. Kong Davids fortreflige Poenitentzes Psalmer, vel og arteligen udsatte af voris berømmeligste Danske Skialdrer, og Guds Huses frugt-bringende tiener, Mag. Thoma Kingo: saa eragter jeg dennem og meget værdige ved Trykken offentligen at udgivis til de hos os værende Christnes almindelige brug, at de der ved kunde opvækkes og opmuntres til en ræt Christelig Andagtes gudelige øvelser; fornæmmelig i disse sidste Verdens Tider, da GVDs sande Frygt hos de fleeste, dißvær! alt for meget er forkølned, og det noksom er at befrygte, at ved vor Frelseris Christi sidste og ærefulde Tilkomst, den rætte og saliggiørende Troe næppelig skal være at finde paa Jorden. Til hvilken høyfornødene og ynskeligste virckning iblant os GVD selff forlæne sin gode Hellig Aands, uden hvilken vi intet got formaae, kraftige Naade, hielp, og bistand, for Christi skyld. Amen.

Johan Wandal D.
53
Dend Stoor-mægtigste, Høybaarne Monark
og Ene-Volds Herre,
Christian dend Femte,
Konge til Danmark og Norge, De Wenders og Goters,
Hertug udi Slesviig, Holstein, Stormarn og Dytmersken,
Greve udi Oldenburg og Delmenhorst etc,

Min Allernaadigste Herre og Konge, ynsker jeg, med det Ny Aar, alle Himmelens Velsignelser at være og vorde fornyede, til et langt Liv, Lyksaligt Regimente, Seyer og Salighed ævindelig, af GUD Fader ved vor Frelsere og eniste Saliggiørere JESUM CHRISTUM.

ALlernaadigste Herre og Konge, jeg fordrister mig til udi dybeste Underdanighed, at sette Eders Maytz. store Naun for udi dette ringe Skrift, og det dermed udi Eders Kongl. Hænder at overgive; Ikke som en dyrebar Verdens Gave, der saa stoor en Monark kand andstaa; Men som en ringe Nyt-aars-gave, eller en liden Gudfrygtigheds Gave, om hvilken jeg har giort mig selv dend underdanigste tilliid, at jeg med tilbørlig ydmyghed tør frembære dend, baade til GUds Altere og til Eders Kongelige Throne: I forhaabning, at dend hverken af Gud eller Eders Kongl: Maytz. skal vorde forsmaad. Mit Forsæt, med dette mit Aandelige Siunge-Koors første Part, haver alleniste været dette: At jeg, GUD til Ære, og mine Med-Christne til opbyggelse, kunde give dem anledning udi Morgen og Aften-Sange at ihukomme de særdelis sukke, som de ikke allene for sig self, men ogsaa for Guds Kirkis og vor reene Evangeliske Lærdoms floor og fremgang, saavelsom for Eders Kongl. Maysttz Arve-Husis Lyksalighed og det gemene bestis fremtarv ere skyldige at udøse; hvilke særdelis stykker aldelis ikke udi 54 nogen Bede-Psalmer bør udelukkis. Maa det behage Eders Kongl. Maytz som tilforne i saa stoor Naade haver optaged nogle faa af mine forige Riim-skrifter, at vende fremdelis et naadigt Øye til dette mit ringe arbeyde, skal jeg derved opegges at anvende ald muelig fliid, til ikke allene dend anden Part, men og fleere af mit Siunge-Koor at forfærdige; Saa vi og her i Danmark, saavelsom de Tydske og andre Landsfolk (af hvilke vi hverken have behov at laane, eller udi Riime-kunsten det ringeste at eftergive) kunde have Psalmer og Sange, til Gudfrygtigheds daglige øvelser, som ikke ere taad og udkant af deris: Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som andris, alligevel at dend ikke bliver ført paa Fremmede og udlændiske Vinger. Imidlertiid vil jeg udi allerdybeste underdanighed befale mig og mit ringe arbeyde udi Eders Mayttz Kongelige Gunst og Naade, og af Hiertet dagligen bede, at GUD vil lade Eders Kongl. Mayttz Aar vare frem og frem, og bekræfte Eders Kongl. Maytz. Arve-stool og Eders Mayttz Sæd ævindelig, til sin Kirkis beskiærmelse, og disse Rjgers og Landis ævigvarende Velstand og Velsignelse, Saa som GUDS Befalning og dend allerunderdanigste Pligt det udkræver,

af
Eders Kongl. Mayttz
Skrevet i Slangerup paa S.
Hans Evangelistæ Dag 1673.
Allerunderdanigste Undersaat,
og tro Forbedere til Gud
TH. KINGO.
U-værdige Sognepræst i Slangerup
55

Til dend Gunstige og rætsindige Læsere

GUnstige og good-hiertede Læsere, lad det ey være dig underligt og urimeligt, at jeg haver sat disse Aandelige Morgen og Aften-Sange, tilliige med dend Hellige og Høyopliuste Kong Davids Poenitentze-Psalmer, under nogle Melodier, som ellers af mange Siungis med forfængelig Ord: jeg haver dermed vildet giort de velklingende og behagelige Melodier saa meget mere Himmelske, og dit sind (om dig det befalder) dis mere Andægtigt; at om du kand lade dig undertiden befalde, for en Melodies artigheds skyld, at gierne anhøre en Sang om Sodoma; du meget mere (om du est et ret Guds Barn) skulde lade dig behage, under selvsamme Melodie, at høre en Sang om Zion. Jeg veed vel, at der ikke faa skal lade sig finde, som dette mit ringe Arbeidis spæde Foster skal vilde udqviste, fordi det ikke er overklæd med de gamle og brugelige Kirke-Sangis Toner. Men herudi haver jeg ikke vist at giøre mig nogens sær tanker til en Lou; besynderlig fordi jeg finder vore forfædre, som haver Digted og sammensat vore Kirke-Psalmer, at have brugt dend frihed, at de ikke haver bundet sig til en, to, eller flere, men friit taget allehonde Melodier, end ogsaa af Lystige og Verdslige Toner, som mere end nok er beviisligt. Vil nogen sige at materien, for Melodiens vanskeligheds skyld, ikke vel skal kunde Læris, da er det kun Ord-Nisser til at kyvse Børn med. Vi finder udi vore Psalme-Bøger de vanskeligste Melodier over de slettiste Sange, de jeg ey nu, for viitløftigheds skyld, vil indføre; tilmed mange i vor tiid, ja for kort tiid, ere i Psalmebøgerne indførte, og nu i Kirkerrie brugelige, som ere af Toner flux vanskeligere end disse, hvilke dog snart ere lærte og for ordenis Sundheds skyld, med Lyst antagne. Tiden og brugen lærer alting. Skulde der og være noget udi Rimekunsten, som dend skarpsindige Læseris Lekkere Øren skulde anstøde, vil jeg, naar min feyl visis, mig baade derpaa erklære, og en andengang, saa viit 56 mueligt, der efter rette. En rætsindig og billig dømmende Læsere, vil fortolke det, som hans Guds Kierlighed er: Men et vringel-vuren og særsinded Hoved vil forklare det, som hans Sind og Sæder er. Mig er det hidindtil ene nok, at jeg veed forud dette mit ringe verk har befaldet endeel de Høy-Ædelste og Høylærdiste Hoveder iblant os, og besynderlig voris Ædle og Høy-ærværdige Fader og Biskop D. Johan Wandal, som mig i særdelished det til Trykken at forfærdige haver opmuntred, hvilket og skal give mig Aarsag, at ikke tage haanden fra Ploven, men fremdelis blive ved, flere af mine Rim-skrifter (om Gud sparer Livet) til Lyvset at fremføre. Des imellem, gunstjge Læser vil jeg have dig et glædeligt og Lyksaligt Nyt Aar troligen forynsket, bedendis trolig for dig, og mit ringe Arbeide, at Gud vil velsigne baade Dig og Det, og Jeg forbliver Din

Ærbødigste og Velvilligste Tienere
i HErren altid
TH. KINGO.
57

Vi Christian dend femte af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, de Venders og Goters, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst. Giører alle vitterligt, at eftersom Mag. Thomas Kingo Sognepræst i vor Kiøbsted Slangerup her i vort Land Sieland sig haver forretaget en Bog kaldis Aandelige Siunge-Koors første Part paa Dansk at forfærdige. Da haver vi efter hans allerunderdanigste Ansøgning og Begiering allernaadigst bevilget og tillat saa og hermed bevilger og tillader, at hand paa sin egen Bekostning samme Bog alleene paa Danske maa lade oplegge og trykke, dog at med des revision efter voris Elskelige kiere Her Faders Sl. og Høyloflig Ihukommelse den 6. Maij Anno 1667. udgangne Forordning vorder forholdet, saa og at den rigtig og correct trykkis, og skal ingen anden end fornefnte Mag. Thomas Kingo og hans Arvinger sig maa tilfordriste udi 20. Aars tid fra dette voris Brefs dato at bereigne, bemeldte Bog enten udi en eller anden slags Format, større eller mindre stiil paa bemelte Danske Sprog at eftertrykke, eller eftertrykke lade, ey heller andensteds fra trygt her udi vore Riger og Lande at indføris eller distraheris og der som nogen sig understaar her imod at giøre, og med andre Exemplarier af forskrefne Bog antreffis, end de som med bemelte Mag. Thomas Kingos Naun og merkke findis paateigned skal dend eller de som i saa maade betrædis første gang have forbrut alle de Exemplarier de have med at fare, og der foruden give til straf til næste Hospital Fire Rixdlr. Befindis nogen i saadan Forseelse anden gang straffis dobbelt, mens skeer det tredie gang, straffis som voris Mandaters modvillige overtrædere. Forbiudendis alle og enhver her imod eftersom forskrevet staar at hindre eller udi nogen maade forfang at giøre, under vor Hyllist og Naade. Givet paa vort Slot Kiøbenhavn den 21. Octobr. Anno 1673.

Under vort Zignet. Christian L. S.
58

Dend meget Gudelige og Geistrige Sang-mester Mag. THOMÆ KINGO Til pligtskyldig Taksigelse og ære sat af dend som udi hans Aandelige Sanges Liflighed dagligen

Haver Sin Lyst.

Da siunges Psalmen best: Da sødist Echo høres,
Naar voris Morgen-tak og Aften-Offer føres
Til Himlens høye Loft, som Engle-liflig sang
Med hiertens dybe Suk og tre gang' helligs Klang.
Da maa jo Him'len vist med naadens Echo svare,
Naar Hierte, Mund, og Røst sit lover Gud ey spare.
Men raaber samptlig, Ach! saa Vand af Øyed gaar,
Og Poenitendses Graad paa Kindebakken staar,
Ach! HErre! Klinger vel det Sukke-rigt hvor lenge!
Maa da fra Him'len vist et Frelses komme trænge,
Saa Hiertet træt af suk for Syndsens skændig Daad,
Faar dette Naadens svar, HErren har hørt din Graad.
Den Tone lærer mig du geistlig sangedigter
Guds Huuses Musicant, at jeg for Synden pligter
Med dine Morgensuk og Aftensanges Lyd:
Dit Halelujah mig er ævig Hierte-fryd:
Blif ved, lad see du dig i HErren stedse glæder,
Og af slig Engle-sang end ydermeere qvæder:
Saa skal dit Lover Gud og Hellig siungen tre!
Dig give Himlens Svar: See Naadens Komme See!

59

Aandelige Siunge-Koors Første Part.

60 61

Dend første Morgen-sang.

1.

Rind nu op i JEsu Naun,
Du Livsalig Morgen-røde,
Jeg vil i Basunen støde
Hos min Seng og hvile-staun!
Ald min Inder-deel sig røre
Med ald Tak for Natte-ly,
Og min Frelsers Lov opføre
Til dend høye Himmel-Sky.

2.

Nattens mørke Taage gik,
Jeg har Dagen alt i syne,
Og min hvilte Øyen bryne
Soolen nu i sigte fik:
Nattens skrækkelse er borte,
Død og Dievel for mig svandt
Som mit Levnet vilde korte,
Jeg dem alle overvandt.

3.

Ach! min Siæl, fremstil dig nu,
Giør at alle Bloode-Draaber
Varmis op og at du raaber
Af dit fulde Hiert' og Hu:
Halleluja! ævig Ære
Være dig Treenig GUD,
Som paa Hænder vilde bære
Mig fra Mørkets Hærskab ud.

62

4.

Give Gud jeg kunde saa
Dagen i din Frygt begynde,
At jeg ikke skulde synde
Og paa Snuble-steenen gaa,
Ach! at JEsus vild' oprinde
Over mig som Sool og Skiold,
At jeg kunde overvinde
Kiød og Blood og Satans Vold.

5.

Mine Veye jeg ey kand,
Som jeg gierne vilde, kiende,
Du, o Gud, kandst ene vende
Min Fornuft og min Forstand,
At jeg udi Spooret bliver
Som dit Ord mig viser paa,
Og hvor hen din Aand mig driver
Jeg med Glæde did kand gaa.

6.

Gid jeg Sathans Lyste-Drik
Hade maa som Gift og Galde,
Lad dog aldrig mig befalde
Hans Løgnagtig Engle-Skik:
Lad mig aldrig tænk' at plokke
Figen, blant hans Tjdsle-Frøe,
At hand mig saa skulde lokke
For et Æble til at Døe.

7.

Skal og Satans Lemmer sig
Denne Dag mod mig bevæbne,
Lad da denne haarde Skæbne
Vendis, o min Gud, ved dig,
Fri mig ud fra Tungers svøbe
Og fra Moorde-mandens Haand,
63 At min Food dog kand undløbe
Deris skiulte Snære-Baand.

8.

Aid dend Gierning, Drift og Daad,
Som min haand i dag skal giøre,
Gid jeg hende aldrig røre
Uden din Aands Kraft og Raad:
Thi forgævis skal jeg svede,
Og Arbeyde uden Frukt,
Om din Aand er ey tilrede,
Og din Hielp er udelukt.

9.

Mine korte Dag' og Aar,
Lykke, velfærdt Gods og ære,
Hvordan de skal lodnet være,
Det udi din Ville staar:
Giv mig kun hvad dig behager
Bland du selv mit Levnets Skaal,
Ey som det min gane smager,
Mens saa som det er dit Taal.

10.

Lad din Lyvse-Stage staa,
Og din Ære sig udbrede,
Gud, du selv til Lyvset lede
Dem som end i Mørke gaa,
Dine Hyrder du bemande
Som skal vogte dine Faar,
At de frit mod Ulven stande
Som din Hiord fast eftertraar.

11.

Gid vor KONGIS Arve-stool
Maatte ævig, ævig være,
Seyer, Salighed og Ære
64 Blive ham som Middags Sool,
Giør den gandske Konge-stamme
Høy-velsigned i dit Naun,
Giv hans Raad Forstand at ramme
Ære din og Rigets gaun.

12.

Vore Landemerker staa
Mured om med fred og leyde,
Hunger, hastig Død og Feyde
Bryde ey med Vold der paa!
Land og Vand velsignet blive,
Fædmed af Guds Vogne-Spoor,
Ald Nødtørftig Grøde give
Mens vi leve skal paa Joord.

13.

HErre, glem og ikke mig
Din Velsignelse at sende
Og alt Got til mig at vende
Som min Troo den er til dig:
Lad dit Ansigt med mig vandre
Fæst du self min svage Food,
Lad ey Synden mig forandre,
Og omvelte i mit Blood.

14.

Lær mig ved hvert Klokke-Slæt,
Denne Dag forbedret blive,
Saa mit Hierte, her i Live,
Bliver ey til Verden sæt:
Men at jeg mig kand erindre,
Hvor min Tid dend nipper af,
Og hver Tjme bliver mindre,
Til jeg seyner i min Grav.

65

15.

O min Gud, du hielp mig da,
Naar mit Levnets Maal har ende,
Og mit Hiul ey meer vil rende,
Men mit Aag skal spendis fra!
Lad da uden Tiid og dage,
Mig dit Æris Ansigt see!
Synd og Sorrig, Vee og Klage
Rodne med min Joorde-Blee.

Dend første Aftensang.

1.

DAgen er snart runden hen
Det nu flux ad Aften lider
Tiden sagtelig henskrider!
HErre Gud, vær du min Ven,
Naar At Mørkheds Magt og Vælde
Falder paa min Øyen-bryn,
Lad mig, Gud, da til dig helde,
Og vær' i dit Øyesyn.

2.

Fra min Moders Bryst og Barm
Har du mig alt Got beskiæret,
Og min Tilflugt stedse været
Under Skyggen af din Arm!
Din usigelige Naade
Staar i hvert mit Foode-fied,
Paa hvad Sti ieg vilde traade,
Har du Gud alt følget med.

66

3.

Tak! o Tak af Hierte-rood
Være dig ald Naadis Kilde,
Lad mig ingen Draabe spilde
Udaf ald din Naade-Flood
Som du haver ladet flyde
Ned til mig i denne Dag,
At jeg jo min Plikt kand yde
Til din Ære og behag.

4.

Luftens Fyrste Satan ey
Med sin tusind-kunstig snare,
Haver ført mit Liv i fare
Eller vildet af min vey!
Jeg er bleven fast beskiærmed
Ved din Himmel-mægtig haand,
At hvor megit Satan sværmed
Slap jeg dog forbi hans Baand.

5.

Din Velsignelse hver stund
Har jeg klarlig nok fornummed,
Saa dit Øye ey har slummed
Eller taged noged Blund:
Men med fliid og Faders Hierte
Har du givet paa mig agt,
At slet ingenhaande smerte
Er mig paa min Skuldre lagt.

6.

O min Gud vær mig saa good
At du mig min Synd tilgiver
Og mit Feyle-tal udskriver
Med din Søns det dyre Blood!
67 Thi saa stoor og overmaade
Som min synde-samling er,
See! saa bondløs er din Naade
Imod mig og mod enhver.

7.

Har jeg end med Ord og daad
Mig vel høyt forseet og synded,
Til forbudne Frukter skynded
Efter Slangens listig Raad!
Lad mig da min synd begræde,
Førend Solen daler slæt,
At jeg rense kand mit klæde
Udi JEsu bloodig Tvæt.

8.

Giv mig og din Hellig Aand,
At jeg Synd og skam forsager,
Og Vellystens skaal ey smager
Til min Siælis byrd' og baand:
Mens at jeg dit Barn maa være
Som du har paa Hiertet sat,
Og du vilt paa Armen bære
Til min Døds den lange Nat.

9.

Kom da søde Sove-tiid,
Jeg vil Verden snart forgiette,
Min uroe med Søvnen lette,
Lad, o GVD, dit Ansigt bliid
Over mig med Lyst oprinde,
Naar jeg slummer sagte hen,
At jeg alt din Vagt kand finde
Til jeg vogne skal igien.

68

10.

Falder nogen Drøm mig ind
Udi min bekymred Hierne,
Livsens Sool, og Jacobs stierne
Lyvs da op mit mørke Sind!
At ald Synde-damp maa svinde
Fra min Søvne-knytte Siæl,
At mig Satan ey skal binde
Udi søvne som en Træl.

11.

Lad de Hellig' Engle-bud
Som din Øyesteen mig vare,
Fra ald Satans snid og snare
Og hans hule Helved-skud!
Giør min tanke til en stie,
Hvor Guds Engle op og ned
Mig i Himmel-spoor kand vrie
Til at see din Salighed.

12.

Lad dit Ord og Ære staa
Uformørked allevegne,
Lad din Naade-dug nedregne,
Og din Kirke fremvext faa!
Signe selv vor Kongis Throne
Og det gandske Konge-Blood,
Sæt paa ham en deylig Krone,
Giv ham en bestandig Rood.

13.

Tænk, Gud, i Barmhiertighed
Ogsaa paa de Huuse-vilde,
Og paa hver som lider ilde
Og sig ingen Hvile veed:
69 Lad de Fattig, Faderløse,
Sorrigfulde, Fangne, træl,
Trøst og hielp aff Kilden øse
Som er udi Israel.

14.

Mine Venner hvor de er,
Lad dem dig befaled være,
Og dem med din Aand regiere,
De maa finde en og hver,
At mit Aften-offer kunde
Sig til Skyen trenge ind,
De og selv til dig maa stunde
Vdi Hierte, Siæl og Sind.

15.

Luk saa Dør i JEsu Naun,
Dødsens Broder vil mig gieste,
Jeg har dog mit Siæle-fæste
I min Frelsers JEsu Faun!
Skal og døden selv sig snige
Til mig ind i denne Nat,
Jeg er færdig, vil ey vige!
Mens jeg har min JEsum fat.

16.

Saa skal jeg med Fryd opstaa
Og med Morgenrøden møde
Ja med Tak min' Øyne bløde,
Før jeg vil til Gierning gaa!
Og naar saa min Tiid har ende
Jeg skal hvile i min Grav,
See! saa skal min Siæl sig vende
Til dig, Gud, som hende gav.

70

Dend 1. Kong Davids Poenitendse Psalme

1.

Ach! min Herre, straf mig ey
I din Næse-fnysend Vrede,
Og udi din grumheds Hede,
Lad dog Naaden finde Vey!
Tænk dog, Herre, at jeg arme
Er saa svag og siver hen,
At vilt du dig ey forbarme,
Faar jeg aldrig Krafrt igien.

2.

Heele mig og vær mig good,
Mine Been vil mig ey bære,
De saa høyt forfærded' ere
Jeg kand ey staa paa min food!
Ja min Siæl forfærdis saare,
Ach! hvorlenge skal det saa
Vare med mig arme Daare?
Før jeg skal din Naade faa.

3.

Ach min HErre vend dig om
Til din vonlig gunst og naade,
Løs min Siæl af trang og vaade
Og til hielp mig Arme kom:
Lad barmhiertighed dig røre
Mens ieg end i live er,
Thi hvo kand din lov udføre
Naar mand ham til Graven bær.

71

4.

Jeg har trællet og er træt
Af de dybe Hierte-sukke,
Og de sørge-hik og klukke,
Saa jeg nep har Aande-dræt:
Ja min Seng den hver Nat Svemmer
Af min kolde Angist-sued,
Og min Graad, som Sindet klemmer
Bløder flux mit Leye-sted.

5.

Udaf Harm, Fortræd, Uræt
Er mit Øye giennemstukked,
Ja dend Spot, som jeg har drukked,
Har som mol mit Ansigt ædt,
At det Sørge-rynker drager
Og er gammelt vorden slæt,
Alt for deris skyld mig plager
Og har sig imod mig sæt.

6.

Viger dog, og viger hen
Alle I som Uræt giøre,
HErren skal dog eengang høre
Paa min Graadis Røst igien:
Min Formaning skal hand lyde
Med et naadigt Øre paa,
Og min Bøn skal jeg frembyde
At dend vel optagis maa.

7.

Da skal alle, alle de
Vorde snart til skarn og skamme,
(Gid det dem maa og saa ramme)
Som vil min Ulykke see:
72 De forfærdis maa og vende
Sig tilbage med en Hast,
I dend ævig skendsel rende
Som de haver for mig kast.

Dend anden Morgen-sang.

1.

Siæl og Hierte, Sind og Sandser
Vaager op og værer froo,
Og for HERrens Ark omdandser
Med en fyrig Aand og Troo!
Takker Gud for denne Nat,
I har Morgenstunden fat,
Dagen blidelig oprinder
Og I eder vel befinder.

2.

Jeg mig lagde ned til hvile
Men min Gud holt paa mig vagt,
Sathans Synde-giftig Pile
Hafde mig om Livet bragt,
Om, o Gud, din Engle-Hær
Hafd' ey været mig saa nær,
Jeg i Mørked hafde bleved
Og til Døden vist opskreved.

3.

Derfor jeg din Lov og Ære
Vil udbrede med min Mund,
Min Taksigelse frembære
Udi denne Morgen-stund!
Rør mig med din Aand og Ild,
Thi min egen Brynd' er vild!
73 Lad din Glød min Læbe røre
Og din Lov med lyst udføre.

4.

Jeg vil Luften giennem skiære
Med min Tungis Raab og Røst,
Hiertet til dit Alter bære,
Øes det fuldt af troo og Trøst!
Tag, o JEsu, tend det op
I min Joorde-tunge Krop,
Lad det Offer dig behage,
Og af Joorden intet smage.

5.

Du est Gud før Joorden skabtis
Før end Bierg og Tue blev
Førend jeg i Adam tabtis
Vaar jeg paa dit Tanke-Brev!
I din Søn du elskte mig
At jeg skulde visselig
Hans Medarving ævig vorde,
Pagt og Baand du med mig giorde.

6.

Det skal være mig et Minde
Hver dend Dag jeg seer at gry,
Jeg skal det om Hiertet vinde,
Jeg skal det om Armen sy!
JEsu, JEsu Kierlighed,
Er det eene der jeg veed
Hvor ved jeg min Siæl kand trøste,
End om Hiertet vilde brøste.

7.

Er jeg end til alle Prikker
Ey saa lige Engle-skiær,
Om jeg Synden end inddrikker
74 I mit svage Kiød (dißvær)
Giv mig, Gud, dog Styrk og Kraft,
Imod syndsens giftig Saft,
At jeg den i Ægget døder,
Før den Basilisker føder.

8.

Lad mig alle mine Dage
Ryste mig mod Sathan ud,
At hand mig ey skal bedrage
Med sin vellyst-smykked Brud:
Beed, O JEsu, beed for mig,
Naar hand kommer hemmelig
Og vil mig som Hvede sigte,
At min Tro ey da skal svigte.

9.

Giv mig Lycke at adspørge
I din Frygt mit levnets Brød,
Lad mig ey som Hedning sørge,
Om jeg end skal ljde Nød:
Signe Hustru, Huus og Hiem,
Mine Børn hielp frem og frem
Lad os alle ved din Skygge
Vorde rolige og trygge.

10.

Boo hos os, o Gud, i Naade
Med dit saliggiørend' Ord,
Med din Aand de Hyrder raade
Som skal tiene for dit Bord.
Giør vor Konge sterk og stoor,
Sæt hans Land' i Fred og Floor,
Lad hans Raad af Vißdoms Kilde
Øse tidig Raad og snilde.

75

11.

Giør vort Land som Zions Bierge
Fulde af din Fedm' og Frugt,
Ald Ulykke du afverge,
Driv vor Fiende selv paa flugt,
Lad ey Vaade-ild og Vand
Blive Herrer i vort Land,
Lad ey Hunger, Pest og Plage
Korte vore Levnets Dage.

12.

Er Ulykken og i Veye
For mig selv i denne Dag,
Du, o Gud, kandst det omdreye,
Du kand hielpe i dend Sag,
Saa min Food sig støder ey
Paa min rette Fare-Vey,
At sig Satan ey skal glæde,
Om jeg trøsteløs maa græde.

13.

Lad min Tiid i Fred bortrende
Til jeg lakker ad mit Maal,
Giv mig Gud en salig Ende,
Giør mig glad ved Dødsens Skaal!
Lad mig midt i Døden staa
Med min Frelsers Harnisk paa,
Fuld af Troo og Aandens Glæde
I dend anden Verden træde.

76

Dend Anden Aften-sang.

1.

Blusser op og værer glade
Livsens Aarer fuld' af Blood
Hvor udi min Aand mon vade
Som en Purpur-farfvet flood!
O du dyre-kiøbte Siæl
Bliv ey stum som Asen-træl,
Lad dit Hierte, Mund og Tunge
HERrens Lov og Ære siunge.

2.

Thi saa vit som Himlens Bue
Skyder sig om Jordens Bold,
Er Guds store magt at skue
Og hans Ære mangefold,
Ingen Sool til hvile gaar,
At vi Mennisker jo faar
Aarsag os til Gud at vende
Før vi Aften-liuset tende.

3.

Jeg maa selv, o Gud, bekiende,
Endog jeg en Synder er,
Du har haft saa stoort et Nænde
Over mig, endog jeg bær
Synds Spedalskhed i min barm,
Saa har dog din Naadis Arm
Ikke vildet mig nedkaste
Blant de mørkheds-lenked Gaste.

4.

Ach! Hvor mange, mange Dage
Har du til mit levnet lagt,
Som jeg nu maa vel beklage
77 At jeg ey har haft i agt!
Ach! hvor tiit har Soolen rendt
Og Guds merker paa mig brendt,
Til hans Naadis tiid at bruge
Før mig Døden skuld' afluge.

5.

Denne Dag, som nu vil kvælde,
Har og tusind Tegn opsat
Paa din Naade, Magt og Velde,
Som jeg usle Orme-skrat
Har i mange maader seet,
At du har mod mig beteet,
Jeg med Sundhed, Fred og Glæde
Kand nu af mit Arbeyd træde.

6.

Ach! min Gud jeg vil dog ikke
Til min Sove-sted hengaa,
Før dend Synd, som mig mon stikke
I min Barm, sin Død kand faa!
Jeg bekiender at jeg dig
Denne Dag og idelig
Har til Hefh og Harm opærred,
Og mit Levnet fast forværred.

7.

HERRE, om du vilde trætte,
Og med mig i Rætte gaa,
Skue alle Synde-plætte,
Store Synde-Feyl og smaa,
Jeg med ævig Spot og Skam
Blev da Satans Deel og Nam,
Jeg i Helved skulde synke,
Og mig ingen skulde ynke.

78

8.

Men O Gud, vend dog dit øye
Til din Søns Døds Kraft og Fynd,
Tænk dog hvad hand motte døye
For min purpur-blodig Synd!
Hand tog paa min skam og skyld
Og min jammers piine-Byld,
Derfor vil jeg Synden hade,
Og med graad hans Smerter bade.

9.

Lad din' Engle mig bevaage,
Naar jeg mig skal legge ned
Udi Nattens blanded taage,
Og jeg af mig selv ey veed,
Lad min Siæl da holde Vagt
Mens min Krop sig hviler sagt,
Lad din Engle mig omringe,
Og hin sterke Dievel tvinge.

10.

Giv, o Gud, jeg aldrig glemmer,
At jeg arme bleven er
En udaf din Kirkis Lemmer,
Som dit Kiendemerke bær!
Gid din KIRKE hos os staar
Som en vandet Urte-gaard,
Lad Vildbassen ey omroode
Det du har begyndt at poode.

11.

Giør vor KONGIS Arve-Sæde
Høyt i Seyer, Ær' og agt,
Lad alt Kongens Huus optræde
Til jo størr' og større Magt!
Lær du selv hans høye Raad
Hvad der er dend beste Daad,
79 Til din Ære at forfremme,
Og hans Fiender at beskiemme.

12.

Lad din Fred og Leyde blive
Laas og lukke for vort Land,
Lad Ulykker overdrive,
Knuus du Satans Løve-tand,
Lad enhver i Fred og Roo
Under dine Vinger boo!
Gud beskierme og beskytte
Thronen, med dend mindste Hytte.

13.

Her paa vil jeg mig nedlegge,
JEsu, du skalt med mig gaa,
Inden for mit Hiertis Vegge
Du din Hvilested skalt faa!
Verdens Omhu, Lyst og Nød
Vige bort og blive død!
Jeg vil hos min JEsum blunde
Fra ald Verdens Bulder-stunde.

14.

JEsus skal mig og opvække
Til min Gierning glad og sund
Og sin Haand fremdelis rekke
Til dend næste Morgen-stund!
Og naar Døden træder til
At hand mig omfælde vil,
JEsus skal min Grav da lukke
For ald Verdens Sorg og Sukke.

80

Dend 2. Kong Davids Poenitendse-Psalme. Ps. 32.

1.

Salig er en Mand at skatte,
Naar hans Byrde lettis af,
Og hans Synder er forlatte,
Skiult i HErrens Naadis Haf:
Naar Gud ikke regne vil
Hans det Daarlig Synde-spil,
Men hand rundt sin Synd bekiender
Og ey Falskhed forevender.

2.

Thi der jeg vaar taus, og vilde
Meene jeg var Engle-reen,
O hvad gik det mig da ilde,
Da vansmegted Marv og Been,
Skiulte Synder aad mig op
Hemmelig fra Taa til Top,
Jeg som Løven maatte brøle,
For min Lønlig Synde-søle.

3.

HErrens Haand og heftig Plager,
Som med Synden var fortient,
Udi Tyngsel alt tiltager,
Til min vedske blev forbrendt:
Jeg blev mager og forsvand
Som en Urt for Sommer-brand,
Merk, o Synder, leg paa Hierte,
Sligt giør Syndsens skiulte smerte.

81

4.

Jeg omsider blev til Sinde
At bekiende Synd og Skam,
Lukke Skalken ikke inde
Under en skin-hellig ham:
Men jeg sagde saa hos mig:
HErre Gud jeg vil for dig
Min Misgierning friit bekiende,
Da fik Syndsens Straf og Ende.

5.

Derfor skal hver Helgen mindis
Hvor mod mig du vaarst saa bliid,
Tag' Exempel, naar du findis,
GUD at søg' i rette Tiid
At naar Synde-Flooder sig
Velter ind mangfoldelig,
De ey da til dig skal rekke,
HErrens Haand skal dem forstekke.

6.

Vil end Loven mig forbande,
Jeg har Gud at roo mig ved,
Skal her megen Angist lande,
Gud, du est min Fiele-sted,
Du, for Sorg og Siæle-trang
Skal med Fryd og Frelse-sang
Mig omringe allevegne,
Og din Lov paa mig optegne.

7.

Gud vil selv stoor Fliid anvende,
Nøye agte mig oppaa,
Lære mig den Vey at kiende
Hvor jeg sikker vandre maa;
Ja hans Øyis goode Raad
Er med mig i ald min Daad,
82 Og skal altid mig raadføre
Hvad som jeg skal troo og giøre.

8.

Værer derfor, værer ikke
Som dend vild' og vrinske Hest,
Vider eder bedr' at skikke
End hint grove Mule-Bæst
I hvis Mund (om de skal staa)
Tømm' og Krogbid knibe maa,
At de ey for nær skal træde
Og slae HErren af sit Sæde.

9.

Mange Plager (hvor det lenter)
Er dend Ondis visse Dom,
Men hvo kun sin Gud forventer
Med Miskundhed ringis om.
Giver derfor Røst og Lyd,
Siunger udaf Hierte-Fryd
I Rætfærdig', Hierte-Fromme,
Eders Frelse skal dog komme.

Dend tredie Morgen-sang.

1.

Lyksalig Dag! som nu saa bliid oprinder,
At jeg endnu, med Solens opgang, finder
Guds Naade i min ringe Busk at boo,
Saa Nattens Mørk og Satans Fange-Fælde
Fik ingen magt min Siæl at overvelde
Med sin Uroe.

83

2.

Lov skee dig Gud i høye Himmel-rige!
Jeg vil med Tak op af mit Leye stige,
Ja til dig løfte Hierte, Mund og Haand,
Min Siæl skal yde sine tusind sukke,
Mit Ansigt skal mod Jorden ydmygst bukke
Sig ved din Aand.

3.

Det er jo ey min Værskyld nogen maade,
At dog det mindste grand udaf din Naade
Mig skulde blive giort til Deel og Lod:
Men for min Synd og megen stoor' usnilde,
Du af din naadig Haand mig burde trilde
Saa som en Klod.

4.

Dog haver du mig i din Arm optaged
Og Faders hierte altjd til mig draged
Endog i denne nest forgangne Nat:
Du har ey qvisted mig med Syndsens snerte,
Mens jeg som Segl oppaa dit hulde Hierte
Har været sat.

5.

Op, op min Siæl, og skynd dig at aflegge
Ald Mørkheds ham forinden disse Vegge,
Gak ud mod Soolen som et Lyvsens Barn,
Og lad dit Hiert' i Vand for Synden smelte,
Skam dig, at du her efter dig skal velte
I Synd og skarn.

6.

Mit vandretøy jeg der med paa mig tager,
Gud give mig sin naade at jeg mager
Paa alt det som kand GUD til Ære skee,
At hvor jeg mig skal hen i Verden vende,
84 Jeg Guds Ansigtis Lyvs hos mig kand kiende
Og klarlig see.

7.

Mit Embed og mit Kald mig er befaled,
Gid det ey bliver udaf mig forhaled
Og efterlat ved Lyst og Ledighed;
Men at jeg kand Guds Ære stedse søge,
Min Næstis og mit eget gaun forøge
Med Fliid og Sved.

8.

Giør du, O Gud, min Bolig fuld af Lykke,
Lad ingen Modgang mig og mine trykke,
Afvend i Naade Vaade-Ild og Vand:
Lad hastig Død mit Levnet ey afskiære,
Gid mine Been mand ey med Skam skal bære
Til Mørkheds Land.

9.

Giv mig din Aand og Naade at jeg viger
Fra Synd og Skam, og til min Gud opstiger
I gandske Hierte, Tanke, Hu og Sind:
Lad mig ad Verdens Lokke-fugle spytte,
Jeg mig for Lysten i mit Kiød kand hytte
Som slet er blind.

10.

Din Ær' og Ord hos os befæsted blive,
Giv dem din Aand som Fredens Ord skal drive
Giør du vor Konge mægtig, stor og sterk!
Giv Seyer, Lykke, Raad udi hans Rige,
At Efterkommerne der om kand sige:
Det vaar Guds Verk!

85

11.

Lad Jorden blive fuld af Frugt og Grøde,
Giv af de dybe Vand nødtørftig Føde,
Velsigne du hvert Huus og Figentræ:
Lad hver foruden Synd sit Huus opbygge,
Og sidde under HErrens Vinger trygge
I Ly og Læ.

12.

Her paa, min Gud jeg for mig selv vil bede
Du vilde mig paa Sandheds Veye lede,
Og følge mig ved Haanden tryggelig,
At sikkerhed mig ikke skal forraske,
Men at jeg i min Jord og Falle-aske
Maa speyle mig.

13.

At naar mit Glas er gandske da udrundet,
Og ingen Hielp i Verden bliver fundet,
GUD øse da min Siæl ald fuld af trøst!
Min JEsus maa mig ligg' i hiert' og tunge,
Indtil jeg skal mit Hellig, Hellig siunge
Med Engle-Røst.

Dend Tredie Aften-sang.

1.

Dend prægtig Sool, som hele Verden glæder,
Saa sædelig hen fra vor syyn aftræder,
Og Natten bæller ud, som af en ørk!
O Lyvsens Fader, hos mig arme vandre,
Som mørket kand til Liv og Lyvs forandre,
Og Lyvs til mørk.

86

2.

Ach Gud! du skalt mig ey af Haanden slippe,
Om end dend gandske Verden skulde glippe,
Thi jeg af Moders Liv er paa dig kast!
Om Bierge sank, og Verden vild' omvelte,
Og Elementerne de vilde smelte,
Jeg staar dog fast.

3.

Naar jeg, O Gud, din Omhu ræt betragter
Og dine Øynis tusindfolde Vagter,
Da rører sig ræt hver en draabe Blood!
Thi som jeg frem paa Leve-trappen stiger,
Vtallig tusind Vidne til mig siger
At Gud er good.

4.

Siig dog, min Siæl, om nogen Sool er runden
Op over Hoved dit, og er forsvunden
Foruden noget sær Guds Naadis Tegn?
Luk derfor op dit hiertis Live-Aare,
Lad flyde ud din Tak, i dine Taare,
Som Dug og Regn.

5.

Idag, idag er det din store Naade
At Satan over mig ey fik at raade,
Enddog min Synd det havde vel fortient:
Dog haver din Miskundhed mig omringed,
At Satans Anslag haver ey gelinged.
Men er afvendt.

6.

Jeg er ey kast ved Sygdom ned paa Leye,
Guds Engle har paa alle mine veye
87 Haand-baared mig fra Fald og fode-stød
Gud til mit Kald har givet Naad' og Lykke,
Mig har ey manglet et nødtørftigt stykke
Af daglig Brød.

7.

Min blodig Synd min Siælis skam og skade,
Dend Slange-Edder, som jeg burde hade,
Og dog i Dag har hersket i mit Kiød,
O Gud, du dend med Jesu Blood udslette
Og gak ey med mig Syndere i rætte,
For din Søns Død.

8.

Jeg dermed nu til søvn min' Øyne skikker,
Thi Synden, som i Kiødet boer og stikker,
Forsonet er, saa dend ey skade kand:
Min Seng opvartis af Guds Engleskare,
Min Siæl og Liv skal JEsus selv bevare
Min Frelsermand.

9.

Sov da, sov hen, mig skal ey Satan vække,
Og ey med Drømm' og Helvedsyner skrekke
Jeg seer min Gud i søvne hos mig staa!
Jeg skadis ey paa mindste Bloodedraabe,
I søvne jeg ved Jesu død kand haabe
Nyt Liv at faa.

10.

Lad ingen Nat, O Gud, dit Ord formørke,
Giv Vægterne i Zion Kraft og styrke
Velsigne KONGENS Huus, og sæt din Vagt
Omkring hans Riger og hans Arve-Lande,
Giv viise Raad, Hans Fiender at modstande
Med Lykk' og Magt.

88

11.

Besøg hvert Huus, og ingen udelukke
Fra disse mine dybe Hierte-sukke,
Giv alle Svage Roo og Hiertetaal:
Gud med sin Aand dem alle kraftig røre,
Som efter HErrens Ville ræt skal giøre
Med Dødsens Skaal.

12.

Far dermed vel ald Verdens Pragt og Ære,
Jeg vil min Død ræt nu af søvnen lære,
Lyvs over mig dit Ansigts Salighed!
Saa skal jeg fort med Morgenstiernen ile,
Og takke dig for søder Natte-hvile,
For Roo og Fred.

13.

Lad endelig din Aand fra mig ey vige,
Naar jeg i Dødsens Dal skal nederstige,
Vær da, O Gud, min Trøst og Støde-stav!
Lad da min Siæl ad Døden haanlig smile,
Mit Legeme i Livsens Haab sig hvile
Udi sin Grav.

Dend tredie Kong Davids Poenitendse-Psalme.

l.

Ach HErre lad dog ey din Vred' opsyde,
Og i din Hidsighed paa mig udbryde,
Ach ney! straf dog ey som jeg har fortient,
Thi dine Pile mig mit hierte kløver
Din Haand med Soot og Sygdom mig bedrøver,
Som paa er kiendt.

89

2.

Udi mit Kiød er ingen Sundheds Prikke,
Alt for din grumme Vrede jeg maa drikke,
I mine Been kand ingen Lise boo:
Alt for min Synd, som for mit Ansigt vanker,
Ja Dag og Nat besværer mine tanker,
Med stoor Uroo.

3.

Min ondskabs Daad, som jeg bedrev forlangen
(Dend jeg før traadde under Foodesvangen)
Dend nu mit Hovet overstegen er,
Og min Samvittighed saa hart bemøder,
Ja mig fuldnær til Helvede nedstøder,
Som Byrden bær.

4.

Af syndsens Saar fuul Stank og Raad udflyder,
Jeg svinder ind, dog nu saa høyt fortryder
Min Daarskab og min Ubesindighed,
Jeg gaar nu krum og mig i Støf nedbøyer,
Og under Sorge-skik jeg daglig døyer,
En Angist-sved.

5.

Min Indvold brænder op, og snart vil revne
Af Synd og skam som jeg er haan at nævne
Og paa mit Kiød er ingen sundheds plæt:
Jeg er afmægtig, og mig Synden knuser,
Jeg og mit Hierte brøler høyt og bruser,
Urolig slet.

6.

Men HERre, ald min Lengsel og de sukke
Som jeg udi mit Bryst maa indelukke,
Er ey, O Gud, skiult for dit Viisdoms Raad.
90 Mit Hierte heftig slaer, min Kraft og styrke
Har mig forlat, og Øyne ere mørke
Af daglig Graad.

7.

De som mig før har elsket høyt og æred,
Ja de Staldbrødre som jeg fødd' og næred,
Stod' afsiids fra min Plag' og kiged ind!
Min næste Frende, med vel haart et Hierte,
Stood langt af Leed, hver haantis ved min Smerte
I Hu og Sind.

8.

Men de mit Liv med fliid fast eftersøgte,
De deres skalke-snarer daglig øgte,
Og de som fritted efter min Ufær,
De taler Vanart mig til Skam og Skade,
Og pønser friit paa Svig, thi de mig hade,
Hver Dag i sær.

9.

Imidlertiid jeg lood som jeg ey hørde
Hvad skam og skiendsel de om mig udførde,
Som Dummen jeg ey løßde for min Mund
Jeg var som dend der ikke kunde høre
Og ey til giensvar kunde Tungen røre
Mod skalke-fund.

10.

Thi HERRE, jeg med Lengsel efterlented
Og at du skulde svare jeg forvented,
Thi jeg udi mit Hierte tænkte saa:
Om du tilsteder at min Food skal glide,
Da vil det, naar de mellem sig mig slide,
Gaa stort oppaa.

91

11.

Men om du, Gud, vilt mine Ribbeen vrie,
Jeg færdig er at halte, og vil tie,
Om end min Pine altid for mig staar:
Jeg give vil Misgierning min tilkiende,
Og i Bekymring for dend Synd mig vende
Som jeg begaar.

12.

Min' Avindsmænd bestyrkede nu leve,
Og de i tal mangfoldig mange bleve
Ja de som gave idel Ont for Got,
Mod mig som Satan selv af Hiertet stoode,
Og huldte mig, for jeg attraar det goode,
For idel Spot.

13.

Men du, O Gud, mig i ald Angist styrker,
Forlad mig ey, thi jeg dig trolig dyrker,
Min Gud og HErre, vær ey langt af Leed!
Vær snar, Hielp, hielp og paa din Arm mig lette
Giør dog, O HERRE, for din Ære dette,
Min Salighed.

Dend Fierde Morgen-sang.

1.

Velkommen Morgenstund, med Guld og gavn i Mund!
Lov skee dig, gode GVd, jeg vogned glad og sund:
Nuslu skal min øyenbryn ey meere hvile faa,
Før min Food
Med Hiert' og mood
I HErrens Huus skal staa.

92

2.

I Aftis blev vort Lyvs og Brendelampe slukt,
Men JEsus Verdens Lyvs i Siælen skinde smukt:
Min trætte Krop i Fred og leyde hvilte sig,
Og min Seng
Vaar ey saa æng,
Gud bode jo hos mig.

3.

O GVD, dit Øye vaar min klare Natte-Sool,
Om end min Hvile-halm laa paa din Foode-Stool:
Dog saaestu ned oppaa mig usle Kreatur,
Mod ald Nød,
Og Satans stød
Varstu min Vold og muur.

4.

Jeg derfor nu vil op til HERrens Alter gaa,
Og mine Taare ned udi hans Ager saae:
Min Tunge med ald Tak skal løßnis udaf Fryd,
Klinge op
Til Himmel-top,
I Aandens Lyst og Lyd.

5.

Dend Dag som vaar i gaar, har nu ey meere brug,
Men denne nyder jeg i tidens Flugt og Fug,
Af HErrens Naade, som er til mit Levnet lagt,
At min Tiid,
Med Frugt og Fliid,
Kand tagis end i agt.

6.

Hielp Gudjeg kunde saa i Frygt og Agtsomhed,
See hvordan tiiden bort fra mine Fædre gleed,
93 At ingen Verdens Lyst mig saa i Sindet groor!
Jeg jo kand,
Med god Forstand,
See hvor dend sig hensnoor.

7.

Jeg har og vel forsøgt hvor Foodefalsk og glat
At verdens Baane er, O Gud tag derfor fat
Og holdt min høyre Haand, at jeg til skam-fald ey
Skrenter hen,
Saa min U-ven
Beleer mig paa min Vey.

8.

Gid hvert Minut min Siæl i Gud kand være glad,
Og færdig fra sin Krop med Lyst at skillis ad;
Lad min Samvittighed ey blive steene-trykt;
Gid for Synd
Og Søle-dynd
Jeg bær en skyldig Frygt.

9.

Udi mit Kald, O Gud, leg med mig Haand i haand,
At jeg af Spindelvæv skal ikke snoe mig Baand;
Lad din Velsignelse mig komme til at groo!
Gierighed,
Og Armis Sved
Langt være fra mit Boo.

10.

Din Ære og dit Ord giør her i Norden fast,
At vi fra Lyvset ey i mørket blive kast
Giv, ved din Hielp og Haand, vor Konge glædis maa
At hans Land,
I Lyksom stand,
Maa lange Grendser faa.

94

11.

Giv Brød og Biering til hver i sit lovlig Kald,
Bevar hver Christen fra u-Christelige Fald,
Besøg dend sygis Seng, spiis hver en hungrig Siæl,
Giør dem fri
Fra vilden Sti
Som ere Satans Træl.

12.

Nu gaar mit Seyerverk, saa lenge Gud hand vil,
Jeg mod min Aften mig og gierne laver til!
Skiær, Gud, min knude løs, naar det behager dig,
Mig er vel,
Fordi min Siæl
Er mest i Himmerig.

Dend Fierde Aften-sang.

1.

Dend klare Sool gaar ned, Det qvelder meer og meer,
Hver Arbeydsmand er træt og sig om hvile seer:
En Dag jeg nærmer' er ved Døden end som før,
Tiden mig
Saa sagtelig
Oplukker Dødsens Dør.

2.

Her skiftis Tiden om, her vexlis Dag og Nat,
Af Solen bliver kun en skygge efterlat!
Saa Verdens Herlighed omsider ende faar,
Mørken Grav
Og Orme-Drav
Vi sidst i Verden aaer.

95

3.

Tænk da, o tænk dig om, min Siæl, søg ey din Roo
I Verden, som ey veed at holde stand og Troo!
Ræt nu vaar Solen her nu er her idel mørk
Verden var
Da lyvs og klar,
Nu er dend som en Ørk.

4.

Jeg triner nu udi det Dugge-fulde Græs,
Naturen siger mig: Bie lit, stat her og læs:
See Morgen-blomsteret, hvor det er falmed nu!
Det vaar Fragt,
Nu er det slagt,
Ach! kom det dog ihu.

5.

Min Siæl, vær rolig lit, mens jeg mig tænker om,
Hvad dog min Gud hand er langmodig, mild og from,
Jeg seer mit Kontrafey i Blomster og i Høe,
Dag og Nat
Mig lærer brat
At jeg skal engang døe.

6.

Tak, tusind gange tak, O Gud, som ævig er,
Og udi tiden dog slig Omhu for mig bær!
Fra første Øyeblik der jeg af Rode randt,
Af mit Leer
Du giorde meer
End jeg kand sige grandt.

7.

Du toede mig udaf mit syndig fødeblood,
Og gafst mig i din Søn en anden Voxe-rood,
96 Du har opklekket mig udi dit rene Ord,
Ja min Siæl
Saa tiit og vel
Er spised ved dit Bord.

8.

End er jeg denne Dag ved din Barmhiertighed
Ulykken gangen qvit, qm Satan end var vred,
Du har og givet mig i dag min deel af Brød,
I min Skaal,
Med Himmel-maal,
Din Gunst og Naade flød.

9.

Men, O min Gud, giv til hvad jeg mod dig har brudt,
Agt ey de Spirer som af Syndsens Rood er skudt,
Løs min Samvittighed af sine Synders Baand,
Kast dem ned,
I ævighed,
I Haved med din Haand.

10.

Stil du en Engle-vagt omkring min Sove-sted,
Lad Satan i mit Huus ey sette noget fied,
Luk Himlen i mit Sind, giør Hu og Hierte reen,
Lad min Siæl,
Af Kiødets Pæl,
Ey finde noget meen.

11.

Oplyvs din Meenighed og breed din Ære ud,
Omfaun med Kierlighed din Aandelige Brud,
Som du i Norden har opelsked dig til Lov,
Stød dem om
Med Rætviis Dom,
Som søge hendis Rov.

97

12.

Gud, lad din Salighed for Kongens Ansigt gaa,
Og hug hans Fiender af som Axeklipped straa,
Formeer hans Herlighed, forlæng hans Lives Aar,
Gid hans Sæd,
I dyder klæd,
Stoor magt i Verden faar.

13.

O naadens Fader, see og af din Himmel ned
I ald din Christendom, til hvers nødtørftighed!
Jeg staar nu færdig til min Sovested at gaa,
Giv du mig,
At jeg i dig
En rolig Nat kand faa.

14.

Kom, mægtig Engle-hær, lyvs Herrens Roo og Fred,
Paa Siæl og Legem, og hvad meer mig kommer ved!
Gak, Orme-sæk, og sov, Gud skal i Morgen dig
Vekke her,
Men siden der
Til Liv ævindelig.

Dend Fierde Kong Davids Poenitendse Psalme.

l.

Gud vær mig naadig, og tilgiv min Synd saa leed,
For din Miskundheds skyld, ey for min Værdighed,
For din Barmhiertighed, som saa utallig er,
Reent udslæt
Hver Synde-plæt
Som jeg i Kiødet bær.

98

2.

Toe mig og vask mig vel og meget af min Synd,
(Jeg ved at i mit Kiød er Syndsens Arpe-dynd,)
Prøv her din Farve-kunst! og giør min Kiortel hvid
Skiær og reen,
Af Skarn og Meen,
I ald min Livis tiid.

3.

Thi jeg min Ondskab og min' overtrædelser
Til fulde kiender nu, saa det i Hiertet skiær,
Min Synd dend Dag og Nat ræt for mit Ansigt staar,
Siger mig,
At visselig
Guds Straf hos Synden gaar.

4.

For dig min GUD, for dig jeg ene synded har,
Og giort det onde i din' Øyne obenbar,
Din tale derfor mod min Synd retfærdig er,
Og din Dom
Ey feldis om,
Som reenheds merke bær.

5.

See, Gud, og tenk at jeg ey uden Ondskabs Saar
Er af min Moder fød, hvis fødetiid vaar haard,
Ja der min Moder mig først varmed i sit Liv,
Vaar dend Lyst
Ey uden Brøst
Men syndig Tiids fordriv.

6.

See, du har dog din Lyst i Sandheds skiulte Leed
Der er som Nyre-lukt, og ingen Mand af veed,
99 Dit Evangelium mig trøst i Løndom bær,
Jeg skal faa
God Viisdom paa
Den ting nu tillukt er.

7.

Afløs mig derfor kun med Isop-koosten tiit,
Jeg troer jeg bliver reen og ald min fuulhed qvit,
Toe mig, saa bliver jeg langt hvidere end snee:
Thi jeg grandt
Messiæ Pandt
Hans Blood og Død kand see.

8.

Ach lad mig høre da stoor Lyst og Siæle-Fryd,
Udi dit Ordis Kraft og Evangeli Lyd,
At mine Been og Marv, som du med Løve-tand
Knasker smaa
Som aun og straa,
Af Fryd omspringe kand.

9.

For mine Synder og min vilde snuble-Vey
Skiul du dit Ansigt, og agt det aldeelis ey,
Hvad jeg med Hiert' og Haand har for dig giort Uræt,
Slæt det ud,
O naadig Gud,
Udaf dit Regne-Bræt.

10.

Skab mig et Hierte reent og puurt fra syndsens Art,
Som af sin skyld og Blood i dig er toet klart,
Udi mit Bryst og Liv en rætter Aand forny,
At ieg kand,
Som en Guds Mand,
Her efter Synden fly.

100

11.

Forkast mig ikke fra dit Ansigts Salighed,
(Bliv aldrig for min Synd saa saare Harmt og Vred)
Tag ey, o Naadens Gud, din værdig Hellig Aand
Fra mig bort,
Thi da vel kort
Fik Satan overhaand.

12.

Giv mig, o Gud, igien din overflødig Trøst
Udaf din Salighed, udi min Siæle-Brøst,
Med en frivillig Aand ophold mig allenstund
At jeg giør,
Det som mig bør,
Med Hierte, Haand og Mund.

13.

Da vil jeg udi mit Exempel lære saa
At Overtrædere paa dine Veye gaa,
Ja Syndere, som end Guds Frygt ey sandse ræt,
Skal til dig
Omvende sig,
Og Synden hade slet.

14.

Udfri mig ogsaa fra den dyre bloodeskyld,
O GVD min Salighed, og fra en Hierte-byld,
Og din Rætfærdighed, din Gunst og Sandheds Ord,
Tusindtal
Min Tunge skal
Berømme her paa Jord.

15.

Oplad, o HErre, selv min Mund og Læbers Dør,
(Thi ellers i din Lov er jeg saa Død som før)
101 Saa skal jeg vit og bredt (alt efter Engle-viis)
Med min Mund,
Af Hiertens Grund,
Kundgiøre HErrens Pris.

16.

Thi du har ingen Lyst til feede Offers Røg,
Og dig befalder ey Brend-Offers hellig Smøg,
Thi jeg vel ellers gav dig tusind Lam og Faar,
Offer nok
Af Øxen-flok,
Som jeg saa vel formaar.

17.

Men ieg langt bedre veed, at HErrens Offer er
Ens ønderknused Aand, som Sorg for Synden bær,
Et Hierte som for Synd er Angerknused smaa,
For hans Magt
Er ey foragt,
Det maa vi lide paa.

18.

Giør vel mod Zion og imod din Meenighed
Alt efter dit Behag, og søg din Kirkis Fred,
Byg murene udi Jerusalem, og bliv
Selv en Muur,
At Fiende-Luur
Forgævis ypper Kiv.

19.

Da skaltu have Lyst til Offer som der skal
Udi Rætfærdighed frembæris tusindtal,
De rætte ofringer, og Læbers Kalve med
Legger mand,
Med good Forstand,
Da paa dit Alter-sted.

102

Dend femte Morgen-sang.

1.

Op, op i søde JEsu Navn,
Og lad din Øyenbryn ey slumme meer
Min Siæl, du est endnu i Haun,
Og Solen stikker paa dit Huus og Leer
Hver Morgenstund fornyer GUd sin Pagt,
Hans Sool forgylder Nattens sørge-dragt.

2.

Jeg vaar ey værd at Solen mig
Med mindste straale skulde skinne paa
Om jeg vaar saa forglemmelig,
At Herren mig af Hierte skulde gaa,
Og jeg hans Øynes tusind Vagter ey
Berømde høyt oppaa mit levnets vey.

3.

Op, op, min Siæl med Lov og Tak,
Og vær med Himmel-Psalmer flux bereed,
Med ydmyghed til Thronen gak
Og kast dig for din Herris Ansigt ned
Dit Hellig, Hellig, siung med Engle-Koor,
Thi du hver dag i HErrens Naade groor.

4.

Udi min Herris skiød og Arm
Har jeg nu soved rolig denne Nat,
Guds Aand var mig i bryst og barm
Og jeg blant Engle-Vagter vaar nedsat:
Thi motte Helved-Aander skammelig
Langt fra min Hvile-sted undsette sig.

103

5.

Jeg derfor mig nu stiller frem,
Dog ey paa nogen min Retfærdighed
Men med de hellig Vunder fem
Og ald dend pine Jesus for mig leed:
Jeg laver til hans saar et Græde-bad
Thi jeg har dem nydt ald min Frelse ad.

6.

Om Hielp og Raad jeg beder dig,
O gode Gud, endnu i denne Dag,
At ald min Gierning lykkelig
Forrettis kand, min Gud til velbehag
Min Næstis og mit eget gaun derved
Forøgis maa i Lykke, Fryd og Fred.

7.

Mit skrøbelige Kiød og Blood
Til sine tusind fald tilbøyed er,
Thi Synden er mig Nyre-grood
Og Hendis Gift jeg udi Barmen bær:
Mens demp, o Gud, Naturens onde glød,
At jeg i Synden ikke bliver død.

8.

Men om jeg snubler, og min Food
Hand glider hen paa Verdens hale Iis,
Udslæt du da med JEsu Blood
Min blodig Synd, og giør dog ikke Riis
Saa store, som jeg vel fortiene kand
Men bøy mit Hiert' igien som strømme-Vand.

9.

Om og i Dag indfalde kand,
En ulyksalig Tiim' og Øyeblik,
Om jeg faar skad' af Ild og Vand,
Om soot og sygdom blander Dødsens Drik!
104 Ach lad mig dog ey tabe Hiert' og Mood,
Men tænk', at alting har fra Gud sin Flood.

10.

Din Meenighed og Faare-Sti,
Hvor i hos os dit Ord og Ære staar,
Fra Siæle-ulve hende fri
Og fra de Hykkel-klædde Satans Faar.
Driv fra os ud dend Parder-plettedt Flok,
Som spinder hemmelig paa Satans Rok.

11.

Giv du vor Arve-Kongis Aar
De maatte vare for dig frem og frem,
Lad Kongens Huus ey lide skaar
Af nogen sorrig eller Modgangs klem:
Giv hannem viise Raad i ald sin Sag
Og hør hans Bøn paa Nødens haarde Dag.

12.

Giør Landene som grønne Dal'
Af Frugt og Fedme ofverflødig riig'
Og gyd ned af din Himmel-sal
Din Fred saa som en Flood, og stil ald Kriig,
Afverge Dyr tiid, Pest og Ildebrand,
Og Havets altfor mægtig Floders Vand.

13.

Jeg gaar nu til dit Huus igien
Og giør for mig og min' en ydmyg Bøn,
Gud vær vor Fader og vor Ven,
Og giv os ikke vor fortiente Løn:
Lad Hustro, Børn og alt mig rører paa,
Din Naade, Lykke, Hielp og Bistand faa.

105

14.

Giv at jeg mig erindre kand
At ingen blive-sted her er for mig,
Men Verden er mit Vandrings Land
Og mine Reyse-timer skynde sig:
Gud veed hvor snart jeg helser Gravens Hul,
Og mit Leer-bygde Huus gaar ned i smul.

15.

Kom, JEsu, kom kun naar du seer
At det kand være paa min Siælis tarv
Brek kun mit svage Kar og Leer,
Jeg skal da nyde først min Himmelarv!
Puust Jorden lit bort fra min Himmel-Deel,
Paa Dommens Dag skal dend dog blive heel.

Dend Femte Aften-sang.

1.

DEt mulner mod den mørke Nat,
Og Dagen er oppaa sit sidste Fied,
Mod Vesten haver Solen sat
Sin Gang hen til sin vaanlig nedgangssted,
I Jacob rinder dog en Stierne op,
Saa vel i Dalen som i Bierge-top.

2.

Lad mørknis ikkun immerfoort,
Jeg gruer dog for aldrig nogen ting,
Naar Luften bliver fæl og soort,
Saa lyvser Jesus om mig rundt omkring!
Hans Aand i mig et Lyvs oppusted har,
Som over alle Verdens blus er klar.

106

3.

Nu vil jeg falde ydmyg ned
Og kysse Støven for min Herris food
Fordi hans store Miskundhed
Er saa mangfoldelig mig overgrood,
Før Solen skal mig slet af syne gaa,
Vil jeg med Hiertens Tak for HErren staa.

4.

Paa mine Dagis Rime-stok
Har Gud selv tegned Lykke, Liv og Brød,
Gud giver mig det nøysom nok
Om Guld end ikke regner i mit skiød:
Jeg kysser paa Guds Haand og takker til,
Som hver Dag mig min Nødtørft skicke vil.

5.

Vel har jeg svedet denne Dag,
Og i min Viingaard velted Klimpen om,
Dog vaar min Efne alt forsvag
At saae Velsignelse i noget Rom:
Men Gud mig dend dog af sin Naade gav,
Hand signed selv min tunge arbeydstav.

6.

Har Satan spundet Hilde-garn,
At føre mig i dag til synd og skam,
Hans Anslag bleven er til skarn,
Gud lærde mig at see hans Skalkeham,
I Troens Skiold hand sine Pile brød,
Hand fand mig levendis i Christi Død.

7.

Mit Goods og Ære, Liv og Siæl
Har været hid indtil i Guds behold,
Om Slangen stak mig i min Hæl,
Og trued mig vel tiit med Syndsens sold:
107 Dog har jeg ikke fundet sorg og saar,
End ikke paa mit mindste Hoved-Haar.

8.

Mens ach jeg arme Adams Barn
Ureenhed sidder paa min Kiortel fliig,
Jeg velter mig i Synd og Skarn,
Og er Guds Billede slet intet Hig:
Mit hiertis Tanke, ja min Ord og Daad
Med syndsens Galde-Frøe er ombesaad.

9.

Af dette onde Kilde-veld
Er Synd og Last i dag og bubled op,
Men ald min skam og mit Uheld
Tog JESus villig paa sin blodig Krop,
Ved hannem jeg og megen Naade faar,
Hand skyvier mine skamfuld Synde-saar.

10.

Jeg skikker mig til Leye nu,
Og mine Klæder fører jeg mig af,
Ved sengen kommer jeg ihu
Min domme-dagis seng og hvile-grav,
Hvor Verdens Herlighed jeg skal afstaa,
Og kun et svøbe-lagen med mig faa.

11.

Omkring mig, naar mit Lyvs er slukt,
Jeg finder myggen mig at stikke paa,
Jeg tænker da: Naar jeg er lukt
I ald min Eyedom, og gravens vraa,
Hvor Ormen da skal vrimle i min Hud,
Og æde disse Verdens Lyster ud.

108

12.

Men efter mørken midder-nat,
Da hører jeg det klingre hane-gal,
Ald Verden er til Side sat,
Min Tanke er da udi Himmel-sal,
Hvorfra jeg, ved Basunens sterke Lyd,
Paa Dommedag opvekkis skal til Fryd.

13.

I disse Tanker vil jeg gaa
En rolig Søvn i Nat at tage mig,
Guds Ansigt over mig skal staa,
Hans Engle mig beskierme veldelig:
Min Siæl i Gud skal tryggeligen boo,
Af Satan og mit Kiød ey faa uroo.

14.

Vær selv, O Gud, en værn og vold
Omkring din KIRKE og din lille Hiord,
Vær nu vor Kongis sterke skiold,
Slut Laasene med Fred udi hans Gaard:
Lad hos hans Raad dit Lyvs og Lampe staa,
At Nat og Nød dem ey formørke maa.

15.

Gud trøste dem der ere nu
I deris Døds minut, og afskeeds tiid,
Kom syge Lemmer og ihu,
Giv dem Taalmodighed og vær dem bliid
Glem ikke nogen iblant hver af dem,
Som du selv kiender for dit legems Lem.

16.

Jeg dermed mig nu kaster ind
Udi min Herris Arme og hans skiød,
Hand lyvser op mit mørke Sind
I Søvne ja udi dend grumme Død!
109 Saa sover jeg med Herrens Fred og Roo,
I Liv og Død alt lige fuld af Troo.

Dend femte Kong Davids Poenitendse-Psalme.

1.

O HErre hør min Jammers bøn,
Og lad mit Raab dog komme for dig ind,
Skiul ey dit Ansigt fra din Søn
Oppaa hans trængsels Dag, men vend dit Sind,
Bøy Øret ned naar jeg dig raaber paa,
Skynd dig, bønhør mig at jeg Hielp kand faa.

2.

Thi mine Dage svundne er
Som Røg i Luften driver sagte hen,
En gru i mine Been jeg bær,
Som tærer mig, at lidet er igien:
Mit Hiert' er feldt og tørred som en Urt,
Det kiære Brød at æde er mig surt.

3.

For mine dybe Hierte-Suk
Er mine Been og Kiød kun som en Rad,
Jeg, som Rørdrummen med sin Kluk
I vilden Ørken aldrig findis glad,
Som Uglen paa hin øde Mark og Muur
Er jeg alt for mig selv i Skiul og Skuur.

110

4.

Min Søvn gaar bort for Hiertenag,
Jeg vaager og er altid i Uroe,
Som eenlig Spurre paa mit Tag,
Saa Venne-løs er jeg udi mit Boe,
Min Fiende skiender dagligen mit Naun,
Og galne Folk svær hart imod mit Gaun.

5.

Der er en Afsmag i mit Brød,
Jeg æder det som Aske og som Grud,
Min Graad i Drikke-karet flød,
Og giorde mig min drik som Lag' og Luud
For trusel din, at du varst vred og hvas,
Opløfte mig, og slog mig ned i kvas.

6.

Som skyggen mod den Aftenstund,
Saa mine Dag' er nær ved undergang,
Som vissen urt i Mark og Lund
Saa mister jeg min Kraft og Aandefang:
Men, Gud, du sidder fast, ihvor det gaar,
Fra Slegt til Slegt dit Minde ævig staar.

7.

Stat op, O Gud, og lav dig paa
At ynkis over Zions store Nød,
Skal dend ey gandske undergaa
Da er det tiid at Naade din udbrød!
Ja dend bestemte tiid og kommen er,
Tenk hvad du haver lovet, Herre kier.

8.

Thi dine Tienere har Lyst
Og stoor Behag i hendes bygnings Steen,
Ja det vaar deris Hierte-trøst,
At HErrens Huus det kom igien paa Been:
111 Thi de har Medynk over dends foragt,
At HErrens hellig Huus i støv er lagt.

9.

De grove Hedninge skal faa
Der Orsag af at frygte Herrens Naun,
Og Jordens Konger lige saa
Skal søge HErrens Ær' og deris Gavn:
Naar HErren bygger Zion op igien
Og i sin Ære seis, som hendis Ven.

10.

Naar hand har vendt sit Ansigt hid
Til deris Bøn, som nu er slet forlat,
Og nu for Angist intet gid,
Men er som skalded Træ i ørken sat:
At hand ey deris ydmyg Bøn forsmaar,
Men lader see dend ham til hierte gaar.

11.

Saa skal dend Guds Barmhiertighed
Og skrivis op med Fyrighed og fliid
For Efterkommerne, som veed
Dog ellers intet udaf denne lid:
Ja Folket som her efter skabis skal,
Vil love Gud derfor i tusindtal.

12.

Thi Gud hand saae herned oppaa,
Udaf sin Helligdoms det høye Slot,
Af Himlen hand til Jorden saae,
Hvordan hans Folk drev om i spæ og Spot,
At høre fangens Suk, for Fiendens stød,
Og løse dødsens børn af siæle-nød.

112

13.

Paa det de kand i Zions hiem
Fortælle Herrens Naun ævindelig,
Hans Lov udi Jerusalem,
Naar folk til Herrens huus forsamle sig,
Og Kongeriger Herren tiene skal,
I Christi Menigheds blood-sprengde Sal.

14.

Men, Gud i min Udlendighed
Og paa dend vey, der jeg i fængsel gik,
Ydmyged mig, jeg fuld vel veed
Hvormangt et angist-stød at jeg der fik:
Ja Gud forkortet mig mit levnets tiid
Og skar i tu mit lange haab og Hid.

15.

Jeg sagde da, O gode Gud,
Tag mig ey mit i mine Dage bort,
Mit Haabnings-Maal lad mig naa ud,
Du veedst mit Levnet det er dog kun kort!
Men du, o Gud, i ævighed bestaar
Fra Slegt til anden vare dine Aar.

16.

I Verdens første Skabnings tiid
Du lagde Jordens Grund urørlig fast,
Og Himlen blev udbredt saa viid,
Som dreyer sig om Jordens runde last
De er' din' Hænders Gierning underlig
Hvorpaa jo billig hver forundrer sig.

17.

De skulle samptlig dog forgaa,
Men du bestaar og bliver alt igien,
Som daglig Klæder mand har paa
Saa skal og de af Ælde slidis hen.
113 De skal forvandlis som en Klæde-palt
Naar du vilt ændre deris store Alt.

18.

Men du densamme altjd er,
Og ende-løse ere dine Aar,
Du dine tienere beskiær
At deris Børn og sæd for dig bestaar,
De for dit Ansigt vel befæstis skal,
Det er vor trøst i denne Græde-dal.

Dend siette Morgen-sang.

1.

Nu rinder Solen op
Af Øster-lide,
Forgylder Klippens Top
Og Biergets side,
Vær glad, min Siæl, og lad din stemme klinge,
Stiig op fra Jordens Boo,
Og med din Tak og Troo
Til Himlen svinge.

2.

Vtallig saa som Sand,
Og uden maade,
Som Hafsens dybe Vand
Er HERrens Naade,
Som hand mit Hoved daglig overgyder:
Hver Morgen i min skaal
En Naade uden Maal
Til mig nedflyder.

114

3.

En Orm er jeg oc svag,
Ja fød til Møye,
Dog har min Gud behag,
At hand sit Øye
Til Vare-tægt vil paa mig Arme sette,
At jeg hver Morgen skal
Udi hans Naadis Val
Min Troo oprette.

4.

Hand har i denne Nat
Med Engle-skare
Mit Huus og Hiem omsat,
At ingen Fare
Har rammet mig og min' i nogen maade:
Men jeg er frelst og fri
Fra dødsens mørke sti,
Og Siæle-vaade.

5.

Jeg har min Førlighed,
Og mine Lemmer
Af ingen smerte veed
Som dennem klemmer,
Og HErrens Aand i mig sit vidne giver
At jeg Guds kiere Søn,
Formedelst Christi Bøn,
Fremdelis bliver.

6.

Min Siæl, vær frisk og glad
Lad sorgen fare,
Dit Legems Blomster-blad
Skal Gud bevare:
115 Hand skal i Dag mig give Kraft og styrke
Jeg i mit Kald og stand
Min Gud og Fader kand
Tilbørlig dyrke.

7.

Gud legge Haand i Haand
Med mig, og give
Sin gode Hellig Aand
Mit Kald at drive!
Velsigne mig, o Gud, udaf det høye!
Gid jeg hver dag og tiid
I Gud og i min Fliid
Mig lader nøye.

8.

Lad Synden mig i dag
Ey slet forblinde,
At jeg min Guds behag
Kand ræt besinde:
Men om min Food gaar vild og sig mon støde
Da vend, O Gud, mig om,
Og gak ey strax til Dom
For svagheds Brøde.

9.

Du best min Tarv og Trang
O HErre kiender,
Til med er Lykkens gang
I dine Hænder,
Og hvad mig tiener best i alle maade
Du det tilforne seer!
Min Siæl hvad viltu meer?
Lad Gud kun raade.

116

10.

For mine Børn og sæd
Om jeg vil sørge,
Om ieg hver Tjme græd,
Og vilde spørge:
Hvor skulde de sit Brød og Lykke tage?
Gud lever jo endnu!
Hand kommer dem ihu,
De skal ey klage.

11.

Skal jeg paa Jord og Land
For Brødet svede:
Skal jeg paa vilden Strand
Mit Brød oplede:
Skal jeg mit Sverd for Gud og Brød omspende:
Dog er jeg vis oppaa
Min Gud skal med mig gaa,
Min Tarv at sende.

12.

Gud lad mig denne dag
I Dyd opstige,
Lad Siælen faa en smag
Paa Himmerige:
Lad mig min Hu til Verden aldrig bøye,
Men i min dybe suk
Og knæfalds ydmyg Buk
Til Gud ophøye.

13.

O Gud bær Omhu for
Din Kirkis goode,
Giv hende glade Koor,
Sæt dend paa foode:
117 Lad Anti-Christen dog med ald omstødis
Og hans skinhellig Pak
Med deris falske snak,
I grund forødis.

14.

Lad KONGEN glæde sig
I Gud allene,
Og hvad hand beder dig
Du ey formeene:
Giv KONGENS Huus mangfoldig Ær' og Lykke,
Og sæt ham paa din Haand,
Med kierlighedsens Baand,
Som gylden smykke.

15.

Lad Landet deyligt staa
Af Frugt og Grøde,
Lad Sandhed fremgang faa
Og Rætten møde:
Gud give mig min deel med alle andre,
Indtil jeg hos min Grav
Nedlegge skal min stav
Og heden vandre.

16.

Saa skal jeg gode Nat
Med Glæde sige,
Min Gud mig tager fat,
Naar jeg skal stige
Ned udi Dødsens Dal og Gravens giemme
Da faar jeg trøst og raad:
Da endis suk og Graad
Med Engle-stemme.

118

Dend siette Aften-sang.

1.

TIl hvile Solen gaar,
Og dagen helder,
Og mørk af Nattens vraar
Til os udvelder:
Gud lyvse selv for os, og hos os være,
At Naadens Lyvs og Lyst
Optendis i vort bryst,
Os at regiere.

2.

O store Gud, jeg maa
Rundt ud bekiende,
At jeg ey bund kand naa
Og ingen ende
I din Barmhiertigheds og Naadis strømme,
En bek den anden naar
Og ieg alt Aarsag faar
Dig at berømme.

3.

Jeg, en udlendings Mand,
Som mine Fædre,
Boer her i fremmed Land,
Attraar et bedre:
Min pillegrimme-stav Jeg skal henslenge,
Og giennem tidens stød
Ja og dend bittre Død
Til Himlen trenge.

4.

Det lærer tilden mig,
Som haver Vinger,
119 Og læt og listelig
Hen fra mig svinger:
Ja denne Dag, som nu mod Natten qvelder,
Hand skyder mig i hu,
Hvor nær mit Hoved nu
Mod Graven helder.

5.

O Gud, af hiertens grund
Min Siæl er rede,
For denne Dag og stund
Dig at tilbede:
Du haver mig af idel naade spared,
Og i min stand og kald,
Fra ald u-lykkis fald,
Saa vel bevared.

6.

Du gafst mig daglig Brød
Og legems styrke,
Velsignels' i mit skiød
Til dig at dyrke:
Jeg derfor nu mit Hiertis Harpe stemmer,
Og takker inderlig
Min Gud, som ikke mig
Sit Barn forglemmer.

7.

Hvad jeg har mod dig giort
I Ord og Tanke,
Det være lit og stoort,
Som dig kand anke:
See, jeg nedfalder for din Naadis Throne!
Lad din Barmhiertighed
Og JEsu blodig Sved
Min Synd forsone.

120

8.

Dend Synd som i mig boer,
Dend udyds Kiempe,
Det ukrud i mig groer
Jeg dog vil dempe:
Tag, Herre, tag mit Hiert' i dine Hænder,
Thi ellers er min Magt
Mod Synden snart forsagt,
Som du best kiender.

9.

Nu vil mit Øye-laag
Opsøge Hvile,
O Gud du mig bevaag,
At Satans Pile
Forgievis skydis ud af Dødsens Bue!
Gid jeg i søvne maa,
Og Hiertens skiulte vraa,
Guds Ansigt skue.

10.

Gud holde midlertiid
Oppaa sin KIRKE
Sit Øyes agt med Fliid,
Og det udvirke,
At aldrig Herrens Lyvs hos os formørkis
Men vi, til Satans Spot,
I alt det som er got
Maa daglig styrkis.

11.

Tend Lyvs og Glæde op
I KONGENS Sale,
Hans Sool fra Ærens Top
Lad aldrig dale!
121 Giv, Gud, hans Raad oplyvsning allevegne,
At de, med good Forstand,
Om disse Riger kand
Ræt vel indhegne.

12.

Er nogen her forgiæt,
Gud, glem dem ikke,
Lad dem ey vær' udslet,
Men ogsaa drikke
Vdaf din Naadis overflødig Bekke!
Lad Naadens veldig Arm
Til hver nødtørftig Barm
Sig selv udstrekke.

13.

Far dermed, Verden vel,
Jeg vil nu sove,
Paa HErren har min Siæl
Sat Liid og Love
Jeg mine Børn hos mig nu inde lukker,
Som først med ydmyghed,
Sig selv til Jorden ned
For HErren bukker.

14.

Saa sover ieg dermed,
Gud skal ey vige
Bort fra min sove-sted,
Men til mig sige:
Sov nu mit Barn, og svøb dig i dit klæde,
Du skalt opvogn' engang
Blant Fryd og Engle-sang,
I ævig Glæde.

122

Dend Siette Kong Davids Poenitendse Psalme.

1.

VDaf dend dybe Nød
Af alskens Vaade,
Jeg raaber, HErre sød,
Til dig om Naade!
O HErre, lyd min Røst, mig ey forglemme,
Lad Ør'ne obne staa,
At de grandt merke paa
Min Klynke-stemme.

2.

O HErre, om du vil
Vor Synd betragte,
Og ald vor Ondskabs spil
Saa nøye agte,
Hvo kand da staa, o Gud, iblant os alde
For din dend strenge Dom?
Hand jo maa stødis om
Og slet henfalde?

3.

Men hos dig, gode Gud,
Stor skaansel findis,
Du sletter Synden ud
At dend ey mindis!
Det er af ævighed dit gode Rygte!
Des bør vi ocsaa dig,
Som Børn en hver for sig,
Pligtskyldig frygte.

123

4.

Jeg venter inderlig
Med Hiert' og Øye,
Og efter HErren mig
Vil gierne føye,
Min Siæl hans sande Løfter eftervented,
Og paa hans Ord og Eed
Gav tøv med good beskeed,
I Haabet lented.

5.

Endnu er jeg paa vagt
Med Siæl og Hierte,
Paa HErren er min agt,
O søde smerte!
Fast meer' end Vægterne i Haabet lider,
At Mørkhed skal forgaa,
Og Morgen-lyvs opstaa
Af østens sider.

6.

Israel haabe paa
Dend Naadig HErre,
De skal og redning faa,
Naar de begiere:
Thi hos ham er Miskund og Faders Hierte,
Og stoor Forløsnings Magt
Udi hans Haand Er lagt,
Mod alskens smerte.

7.

Hand, hand den gode Gud,
Ald Naadis Kilde,
Sit Folk skal løse ud
Af ondskabs Hilde!
124 Hvor stoor end Synd og Synde-straf kand være
Dog skal, for deris Raab,
Og store sønlig Haab
Gud over bære.

Dend syvende Morgen-sang.

1.

VAag op og slae paa dine Strenge,
Siung mig en deylig Morgen-sang,
O kiære Siæl, stat op af senge:
Giør med din Tak en Himmelgang:
Giør vold oppaa den Stierne-borg,
Og glem saalenge, Verdens Sorg.

2.

Velan! jeg vil til Himlen stige,
Langt fra min Jorde-klimp og krop,
Mit Borgerskab er i Guds Rige
Der stunder jeg og daglig op!
Lov, Priis og Tak i tusind tal,
Skee Gud i høyen Himmel-sal.

3.

Jeg har ey andet dig at give,
End kun min blotte Hierte-tak,
Ald anden Gierning her i Live
Dend er at yde ald for lak:
Men mine Suk du ey forsmaar,
Og Graaden som i øyne staar.

125

4.

Nu vogned jeg og slap af leye,
Gud giorde det jeg sov i Fred,
Jeg derfor vil mod Jorden neye,
Og kysse HErrens foode-fied!
Jeg Dulmed vel i Mørkheds Land,
Blev dog betient af Gud og Mand.

5.

Nu seer jeg Soolen at optræde,
Sin Buegang med lyst at gaa,
O Gud, hvad overvettis Glæde,
Jeg daglig kand i hiertet faa,
At Christ Rætfærdighedens Sool
Hand har i mig et skinnebool.

6.

Lad, Jesu, flux dit Lyvs oprinde
I mig, at jeg, som lyvsens Barn,
Ey lader mig af verden blinde
Og snæris udi Satans garn:
Lad Kiødsens lyst i mig uddøe,
Og tænke paa mit Kiød er høe.

7.

De dødelige Skud og Pile,
Som Satan hærded i min Synd,
Er fløyen over tusind Mile,
Og hafde mod mig ingen fynd:
Paa min Dørstolpe JEsu blood
Mod Morderen sig finde lood.

8.

Nu veed jeg vel at Satan ikke
Skal udi Dag forsømme sig,
At hand mig kand i Hælen stikke,
Og slae med Tungen hemmelig,
126 Men Gud giør du mit Ansigt stift,
At jeg kand lee ad hendis Gift.

9.

Skal sygdom, sorrig og Ulykke,
Skal Armod eller Fattigdom
Mig efter HErrens Ville trykke,
Lad dog min Troo ey stødis om:
Men giv mig med Taalmodighed
At giøre HErrens Kalk beskeed.

10.

Velsigne, Gud, udaf det Høye
Mit Arbeid og min sure sved,
Lad mig med Satans Kalv ey pløye,
Af andris Blood giør mig ey feed:
Viis mig dend Vey hvor jeg skal gaa,
Udi Guds frygt mit Brød at faa.

11.

Bevar hos os din rene Lære,
Elsk paa din Viingaard idelig,
Lad os af Ordet Frugter bære
I Kierlighed, enhver for sig,
Lad Kirkens Fiender see sin harm
Paa os din Hiord udi din Barm.

12.

Gud legge Hæder, Priis og Ære
Paa KONGEN overflødelig,
Lad ham, som David Krunen bære,
Bøy selv hans Hierte efter dig:
Raadfør du selv hans høye Raad
At deris Verk gaar vel i Traad.

127

13.

Vort gandske Land, og begge Rjger
Omskands, o Gud med Fred og Roo,
Giør alle dem, som os bekriger,
Til vore Fødders træde-broo:
Giør Luften sund og Jorden feed,
Omkrone dend med Frugtbarhed.

14.

Velan! Jeg til mit Kald mig giver,
Og fanger nu min Gierning an,
Min Gud mig end saa naadig bliver
Som hand i ald min Tiid er van,
Hand tager Haanden med mig i,
Og med sin Aand staar trolig bi.

15.

Jeg vil dog ey paa Verden bygge,
Om Lykken end vil med mig staa
Men alt som Dagen sig mon rygge,
Vil jeg min Siæl alt minde paa,
At Glasset rinder, Tiiden gaar,
Og ævigheden forestaar.

16.

Saa skal jeg i Guds Frygt fuldende
Min torne-fulde Levnets gang,
Sin Aand skal Gud i Hiertet sende
Udi min sidste Aandefang!
Skiul da, o Jord, min syndig Krop
Mens Siælen følger Engle-trop.

128

Dend Syvende Aften-sang.

1.

SEe, hvor sig dagen atter skynder
I vester-vand sig Solen toer,
Vor hvile-time snart begynder,
O Gud, som udi lyvset boer,
Og sidder udi Himmel-sal,
Vær du vort Lyvs i Mørkheds dal.

2.

Vort Time-glas det alt nedrinder,
Af Natten drivis Dagen bort,
Ald Verdens Herlighed forsvinder
Og varer kun saa gandske kort,
Dend Sool, som før paa Klippen stood,
Er neden for vort Triin og Food.

3.

O Gud, mit Hierte det er rede
Med Tak at bryde himlens Slot,
Jeg mine Hænder vil udbrede
Til djg, for ald dend Gunst og got,
Som du har hid til denne stund
Paa mig udøst saa mangelund.

4.

Om fra min Vugge jeg begynder
Og overseer min Tælle-stok,
Hielp Gud! Hvad Naader sammen lynder,
I mange mange tusind skok!
Utallig er dend Naadis skat,
Som du hos mig har nedersat.

129

5.

Jeg kand mig nu fuld vel erindre
Hvordan Guds forsyn med mig gik,
Udi de Aar der jeg vaar mindre,
Og jeg forstod ey Verdens skik:
Jeg vaar tilfreds med mine Kor,
Og stoled paa mit FADER VOR.

6.

Alt som jeg nu til Alder træder
Og efterhaanden sanker Aar,
Saa samler jeg og HErrens glæder
Og Lægedom for mine Saar:
Mig møtt' end aldrig noget stød,
At Hunning jo forneden flød.

7.

Saa destillerer jeg dend Galde,
Som Verden skienker i min tiid,
Jeg lader alting mig befalde,
Fordi jeg veed, Gud er mig bliid:
Naar Sorgen op med Solen gaar,
Dend inden aften Ende faar.

8.

Saa gaar ey nogen Dag til ende
Jeg jo min HErris Ansigt seer,
I hvordan Bladet sig mon vende,
Og om ey altid Lykken leer,
Dog finder jeg Guds Naadis gunst
At overgaa ald fliid og Kunst.

9.

Hvad kunde jeg min Sved tilskrive?
Hvad vaar min omhu og uroe?
Alt hvad jeg kunde sammenrive,
Vaar kun som auner paa en Loe;
130 Om Gud vaar ey i Arbeid med
Og kom Velsignelser afsted.

10.

Des takker jeg min kiere Fader,
For denne Dag besynderlig,
Paa hvilken hand mod Himlens Gader
Har sat mig op saa nær til sig,
At jeg kand see i Himlen ind,
Og kiende grandt min Faders Sind.

11.

Med Lykke, Helbred, Liv og Ære
Jeg hidindtil er kommen vel,
Jeg haver ingen Steen at bære
Paa min Samvittighed og Siæl,
Jeg venter mig en naadig Gud,
Om livsens lyvs ræt nu gik ud.

12.

Dog er jeg ikke fri for Synder,
Jeg er, som andre, Kiød og Blood,
Og lysters Lue-nemme tynder
Det ilder i min Nyre-Rood:
Det som er ræt jeg ikke giør,
Men oftest det mig ikke bør.

13.

Dog skal min Gud alt det tilgive,
Og sætte Naad' i sted for Ræt,
Sin Lov udi mit Hierte skrive,
Min Synd skal blive slæt forgiæt,
Hans Aand skal mig og drive saa,
At jeg ey af hans Vey skal gaa.

131

14.

Sæt Engle-orden om mit Leye
I denne Nat, lad Satan staa
Langt uden for det jeg mon eye,
Og lad ham ingen indpas faa,
At skade mig med noget fund,
I mens jeg faar min Hvile-blund.

15.

Tag og, O HErre, nøye vare
Oppaa din KIRKIS Rolighed,
Dit Ansigts Sool paa hend' opklare,
Naar mørket det vil falde ned:
Lad Lyvset aldrig blive slukt,
Og Naadens Dør ey heller lukt.

16.

Vor KONGIS Huus vi ey maa glemme,
Gud lade Troskab, Fred og Ræt
Udi hans Tider sammen stemme,
Giør hannem udaf Dage mæt,
Lad hannem i din skygge boe,
Og høyt sin Fiende overgroe.

17.

For hver en Christen og Medbroder,
Ja hver en syg og Sorrigfuld
Jeg og med Bøn hos Gud anmoder,
Som er barmhiertig, troo og huld,
Hand hielper hver ud i sin sted,
Og alle mine ogsaa med.

18.

Sluk dermed Huege-lyvs og Lampe,
Gud lukke selv mit husis Dør,
Thi skal mod Brodden Satan stampe,
Om hand der paa et Anfald giør:
132 Gud selv er her til Huus' i Nat,
Og her omkring sin Vagt har sat.

19.

Sov da i JEsu Naun, og Faune
Din Gud i Troen meget fast
Hand skal din Falle-ask' opsaune
Naar du est i Beenhuset kast,
Og sætter Engle-skik derpaa!
Din Orme-mad skal kun forgaa.

Dend syvende Kong Davids Poenitendse-Psalme.

1.

O HErre, hold din' Øren aaben,
Min sag jeg setter ind for dig
Ach! hør min ydmyg Bøn og raaben,
Som jeg fremfører sørgelig,
Med Lyst paa min Formaning agt,
For din Miskundheds store magt.

2.

Bønhør mig og lad Hielpen komme
Formedelst din Rætfærdighed
Og Himmel-gunst, som alle Fromme
I Verden høyt at prise veed:
Din strenge Ræt jeg søger ey,
Men gaar til dig ad Naadens Vey.

133

3.

Gak derfor ey med mig i Rætte,
Kom med din Tiener' ey til Dom,
Thi du, o HErre, seer vel dette
At aldrig nogen er saa from,
At hand rætfærdig kaldis kand
For dig, i Adams Synde-land.

4.

Min Fiende, som mig uræt giorde
Foruden nogen skyld og skiel,
Hand støtte mig mit Liv til Jorde,
Og vilde giøre mig til Træl,
Hand satte mig i mørket ned
Som Døding, der ey Glæde veed.

5.

Derfor min Aand af megen Smerte,
Er Angist-dekked i mit Liv,
Mit arme sukke-banked Hierte
Har ingen Lyst og tiids fordriv,
Det midt i mig forstyrred er
For Angist, som det daglig skiær.

6.

Jeg tænker paa de gamle Dage,
Og hvad du mod dit Folk har giort,
Thi vil mit Hierte ey forsage,
Det grunder meere foort og foort,
Betragtendis din' Hænders Verk;
Om Jeg er svag, Gud er dog sterk.

7.

Thi breder jeg ud mine Hænder,
Som dend der nær fordrukned er!
Jeg mig til dig, O Gud, henvender,
Min Siæl i Troen jeg frembær
134 Til dig, som et forsmægted Land,
Forfriske dend med Naadens Vand.

8.

Skynd dig, o Gud, mig Hielp at sende,
Bønhør mig, thi min Aand forgaar,
Dit Ansigts Lyvs du ey bortvende,
Jeg jo din Hielp i tide faar,
At jeg dog ikke som en Død
Skal Jordis, for min tiid, i nød.

9.

Lad mig din Miskund aarle høre,
Thi jeg paa dig mit Haab har sæt,
Viis mig dend Vey, hvor jeg kand føre
Min Vandring her i verden ræt:
Thi jeg her om min Siæl til dig
Opløfter nu saa hiertelig.

10.

Fra mine Fienders vold og vrede,
Og deris grumme Tyranni,
Jeg dig, min Gud, vil ogsaa bede
Du vilde mig med magt udfri.
Hos dig jeg skiuler mig i Nød,
Og agter haant om Fiende-stød.

11.

Lær ogsaa mig at jeg kand giøre
Alt hvad dig vel behage kand,
Din gode Aand mig der til røre,
Ledsage mig i slette Land,
At jeg i Græde-dalen maa
Dend rette Vey til Livet gaa.

135

12.

Saa skal du for dit Naun og ære,
Som jeg af hiertet søge vil,
End lade mig i Live være,
For din Rætfærdighed der til
Skal du min Siæl med veldig haand
Udfør' af Nød og Dødsens Baand.

13.

For din Miskund skal du udslette
Min Fiende udi Bond og Grund,
Og dem forderve, som besette
Min Siæl med Angist mangelund.
Thi jeg din Tiener være vil
Af ald min Kraft mens jeg er til.

Velsignelse, ære og priis, og Kraft
være vor Gud i ald ævighed,
Amen.
136

        

137

De Forseelser som i trykken, udi min Fraværelse, ere indsneged, vilde dend goodhiertige Læsere, saaledis rette.

Blad lin. læs for
34 1 glæde glæd
39 11 Lnke Lukke
45 2 Det Den
48 2 Mine min
70 2 af at
71 7 Steenetrykt Stenetryk

Hvad ellers kand være forseet med Noderne, enten at de ere ikke saa nætte og kiendelige som de burde, eller og Nøgelen er ikke ræt sat, derom vil jeg formode at dend velforfarne Læsere, som Siunge-Kunsten forstaar, det ikke min u-videnhed vil tilskrive, efter som her vaar stoor mangel paa Noder, og min Leylighed ey heller vaar at være stedse derhos tilstæde; bedendis gierne hand i det øfrige vilde lade see sin Gunst og Genegenhed imod mig, dend jeg altid med ald Ærbødighed vil beflitte mig paa at aftiene. Far vel.