Kingo, Thomas Digtning i udvalg

2

        

3

THOMAS KINGO

Digtning i udvalg

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER VED
Marita Akhøj Nielsen

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte af Kulturministeriet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen fra Nyt Dansk Litteraturselskab, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Erik Dal som tilsynsførende. Tekstgrundlag: Thomas Kingo: Samlede Skrifter bd. 1-7 (DSL 1939-1975). Nr. 598034.

Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1995 · ISBN 87-21-00244-4
Omslag: Stig Brøgger · Tryk: Rounborgs grafiske Hus, Holstebro

5 6

Gerard Valcks kobberstukne portræt af Thomas Kingo. Portrættet er indsat efter titelarket i fire eksemplarer af Vinterparten, 1689.

7

Chrysillis

1.

CHrysillis du mit Verdens Guld
Min een' och ynsche skat
Mit lius i lychens nat
Kom nermer hid o hierte huld
Og leg dit øre til
Jeg for dig siunge vil
Lychens Sang
Lychens Gang
Vil ieg viße uden feil
Hvor du mig
Jeg og dig
Schue maa som i et speil,
Solen schal iche naa
De vester vande blaa
Ey henge lyßen loch
Paa stierne floch
Før ieg Chrysillis har
Giort mig for verden bar
Hvor høyt ieg elscher dig
Bestandelig.

2.

En hyrde Daatter est du jo
Og blant din faderß faar
Gich første Blomsters aar
Dig glædde tit den hyrde bo,
Hyrdindens malche spand
Kom tit for mund og Tand
Hyrden dig
Tog med sig
8 Tit op paa dend høye hald
Hvor du saa
Hiorden gaa
Neder i dend fæde dal
Naar Solen dend randt op
Forgylte Klippens top
Dig vachte hyrden ey
Men gich sin vey
Hente de fæde lam
Til dig naar afften kam
Da var hyrdindens schiød
Din seng saa blød.

3.

Hvor tit har hafvit dig til lyst
Giort grummen Bølge plat
Og som Chrystalle glat
Du saast paa schibbets roelig bryst
Dend rige handels mand
Paa dend forsølfvet strand
Styremand
Ret hoß land
Kaste ancher laad og traad
Seylets pracht
Blef ned lagt
For dend fattig fischerbaad
Da saaest du runden om
Dend Kolde fischer Kom
Hvor fischen sprat og sprang
For baadens Tvang
Da min Chrisillis saa
Bublen paa vandet staa
Opblæst i samme paß
Som flugtig glaß.

9

4.

Naar Solen af sin gylden Karm
De Jlde-straaler schiød
Og schyens teppe brød
Da middags stunden blef saa varm
At nøgen fisch sin gang
Skiød hen bag schær og tang
Flora da
Bød dig fra
Hafvet til sin løfve sal
Blomster smaa
Strøde paa
Gulf og benche dig til pral
Træer som bøygte sig
Mod dig med grønnen flig
Ragte dig schyggen til
Mod Solens Jld
Det purpur Rosen træe
Lochet dig hen til læe
Hvor haßlen schiulte smucht
Dend Rosen lugt.

5.

Dend Kroned hiort og Kaade hind
Opknejßede og saae
Dend grønne schytte gaae
Kraagrygget mod dend sachte vind
Gaar der for strax i spring
Og dantz dend schov om Kring
Du da saae
Lyst oppaa
Haren sammen Krymp ed sad
Hvor hand sprat
Naar dend Krat
Knaßede af schyttens traed
Midler tid fuglen sad
Sicher bag bøge blad
10 Nachtergal paa postiv
Legt' i sit Lif
Rør drømmen var basist
Bogfinchen Tenorist
Lerchen Discanten holt
Solsorten alt.

6.

Naar Stierne teppet da blef lagt
Og hver en flod blef fuld
Af Stierne stuchet Guld,
Og hyrden sine faar saa sagt
J afften svalen dref
Og spor i Duggen schref
Du da med
Gich af sted
Faare flochen talte tit
Og besaa
Stor' og smaa
Himmel-fachel blusset frit
Stierne rubinen klar
Skint' i dit melche Kar
Og perle dugen fait
Paa haar og alt
Philax den trofast hund
Opvartet ald den stund
Hiorden forsiunet blef
Og ulfven dref.

7.

Dig lagde himlens ansicht paa
Sit aasiun mildelig
Hver Dag som blottet sig
Mand fandt ey hyrde datter gaa
J større fryd og flor
End du Chrysillis staar
11 Ønsk' og løst
Fandt ey brøst
J dend Croned lychsomhed
Dog var ey
Paa dend vey
Lychens stadig sted og beed,
Mens strax i ungdoms aar
Paa lychens vinger staar
Chrysillis seylet giør
Fra Faders dør
Skibet med hauf og Vind
Lagde sig venschab ind
Førte dig i sin favn
Fra Føde staum.

8.

Der du nedsatte da din fod
Paa fremmed sted og grund
Da strax i samme stund
Dend fruchtbar lyche for dig stoed
Som i et Kilde veld
Med hver mands gunst og held
Tiden gich
Ynd' og schich
Gaf dig hver dags undergang
Lychen leer
Mer og meer
Og gaar frem i fulde svang,
Da mangen hyrde Søn
Elschte dig høyt i løn
Som lych' og føysom tid
Var dog ublid
Omsider Coridon
Op løfft paa lychens tron'
Fich dog din Kierlighed
Som hver mand ved.

12

9.

En dag i tidens langsom gang
Fra gylden Morgen brød
Med Sølf i barm og Schiød
Da ieg Myrtillo sad og sang
Hos mine faar saa smaae
Ved malet eng og aae
Jeg da saae
Dig fremgaae
J din vanlig pynt og pracht
Strax mit Sind
Skiød mig ind
Det ieg nu maa gifve macht
Blodet i mig blef Kalt
Maalet mig hastig fait
Skamrød mit ansicht blef
Og tancher dref,
Øyne forstirret sig
Sindet dog sagde mig
See hist ey see dog hvor
Chrysillis gaar.

10.

Jeg veed ey hvor mit hierte blef
Det foer af brystet hen
Som stoch stoed ieg igien
J brystet dog sin meening schref
Staa her Myrtillo staa
Thi ieg fra dig mon gaa
Far nu vel
Lif og Siel
Sagde hiertet foer saa hen
Og besaa
Hvad der laa
Brøst forborgit hos sin ven
Chrysillis øyne blaae
Som vey til hiertet laae
13 Antente fachel snart
For sindets art
Giennem det Sinde glaß
Saaes der et dydß Compas
Hvis rigtig Centrum stoed
J Hierte roed.

11.

En tusind egget Tanche piil
Mit hierte strax bestack
En Dvale drich ieg drach
At hvasse Sverd og naggit fiil
Som giennem sindet gich
Mich gaff ey dødßens stich
Søfn og Slum
Giorde dum
Dag og øye blef som Kul
Phantasi
Fant dog Sti
Giennem Søfnens mørch og Mul
Nu siuntis mig Jeg stoed
Hos dend bespeilet floed
Hvor ieg forbaußet saae
Dit ansigt staae
Nu siuntis mig ieg dig
Hafd' i min vogn hos mig
Hvor lychen tøylen loed
Til haand och foed.

12.

Du mindis vel den afftenstund
Jeg dig ved haanden fich
Og ene hos dig gich
Endog at Maanens røde Mund
Vdblæste Kuld og vind
Dog blußet frit dit sind
14 Afftens tvang
Var ey lang
Time var som øye blich
Tiden flød
Talen brød
Begge hierters schiulte nich
Da blef dend Dulte glød
Oppusted Klar og rød
Jndtil vor hierte blod
J lue stoed
Da bandtes venschabs baand
Da rachtis mund og haand
God nat tog hver da glad
Og schiltis ad.

13.

Hver dag var da saa frydefuld
Hver time fuld af schiemt
Ald sorrig død og glemt
Ret som naar Solens morgenguld
Dend Melancholisch nat
Bemaler skøn og glat
Naar mand seer
Solen leer
Af sin thrones øster-Kant
Schygg' og schy
Gaar fra by
Viger Dagens Commendant
Saa svant og Sorgen hen
Naar Jeg min hiertens ven
Med øyne kunde see
Da gich min vee
Naar du og mig ansaae
Strax ieg om hiertet laae
Du som din egen Siel
Mig unte vel.

15

14.

Men ach! hvor snart dend blege had
Forgnistret lod sig see
Os til stor hierte vee
Forblottede vi daglig sad
Mod mangt et avinds stød
Vor u-ven fra sig schiød
Da dit blod
Offte stoed
Isnet og forandret slet
Men Jeg mig
Endelig
Ved mit haab dog giorde lett
Blif sagde ieg, Kun ved
Blif uven slem og leed
Brend flux af Afvinds Jld
Blif aldrig mild
Dog schal mit hierte staae
Som hafsens Klippe graae
Bryd storm fald mur og Mast
Jeg staar dog fast.

15.

Trotz der for! ieg dog bie vil
Dend himmel stemte tid
Med troschabhed og flid
Det raadis dog her ofven til
Hvad neden her paa Jor
Gaar rigtig effter snoer
Jeg ey meer
Nu anseer
Seyer verch og time glaß
Gud best ved
Tid og leed
Paa vor Tarves Tanke-pas
Blif himmel midler tid
Alle steds god og blid
16 Gif glæd' En gang for graad
Gif lych' og raad
Stref verden Kun imod
Brend af dit hitzig blod
Chrysillis elscher mig
Dog hiertelig.

16.

Alt det Chrysillis hører til
Det alt er hamret ind
Vdj mit hiert' og sind
Jeg det og trolig elsche vil
Til baael og Jlde brand
Op slicher Søe og Strand
Lyst og Nød
Lif og Død
Tager Jeg med dig i haand
Ja ieg staar
Hærdet haar
Før schal brøste lifsens baand
Siung der for nu min Sang
Siung med mig lychens gang
O du mit Verdens Guld
Vær Morschab fuld
Leg dig min digter pen
Sof vel min hiertens ven
Her med far vel far vel
Min søde Siel.

Hr Karsten Hansens Atkes Afskeed fra Løve-Herridt.

Hvad er det dog for goede Nat
Jeg giennem luften hører?
Hvo vifter her med haand og hat,
Hvo er det, som her kiører
Med lesset vogn og pustend hest
Som den der agter flytte
Og fare hen, hvor hand kand best,
Til fremmed huus og hytte?
Om øyet er mig ellers ret,
Da synis det at være
Her Karsten Hansens vogne-dret,
I hvad den har at bære!
Dend Sengested og Kistebenk,
Som Færritz Hauen knuger,
Dend store bylt og klæde-lenk,
Som saa i vognen buger,
Dend torde jeg vel kiende, om
Jeg havde det i volde,
At jeg lit nermer vognen kom,
Og Kusken vilde holde.
Holt, holt du hastig kiøre-svend,
Hvor hen skal reisen gieide,
Hvis er de læs og flytnings-mend,
Som her i veyen helde?
Jeg seer de kister stor' og smaa
Har Kastens trende ruder,
Og Helvigs navn er syed oppaa
De ulmerduges puder.
Sig Karsten er det alvor nu,
At I vil dog henvende,
Til anden sted jer sind og hu,
Og her jer Ferßel ende.
Hvad har dog Løveherret giort,
19 Men I vil ikke blive,
Og boe paa denne lystig ort
Jer tiid hos os at drive?
Er nu ald Venskab kolt og døt?
Og Troskab sat til side?
Er I paa milten bleven støt,
Jeg maa det gierne vide.
Her Rentemester har jo ey
Jer noget forurettet?
Jeg veed I svar og siger ney.
Hvad da? er I udslettet,
Saa Fruen Jer ey ynde kand,
Jeg troer ey at I stinker
For Bartholin den fromme Mand
Og for de gode Finker.
De velbereiste unge Mænd,
Herr Hendrich Møllers sønner,
Er eders tienist saa bekient
De saa jer umag skønner,
At de ey skulle nat og dag
I noget vilkor svigte:
Men for jer tienist og behag
Vel med hinanden figte.
Hvad aarsag kand der være da
At I vil afskeed tage,
Og nu saa endeligen fra
Vort Løveherret drage?
Det gandske Læn er jo henlagt
I eders haand at raade,
Af Rentemester har i magt
Paa beste vey og maade:
Naar Rentemester selv er her,
Da seer vi eder være
Hans anden haand, i hvor hand er,
Hand kand jer ey ombære,
Naar hand igien sig reede giør,
Og fra os sig begiver
20 Da er I det, som hand var før,
Hver eder lydig bliver.
Er Stæden da ey lystig nok
Til tiden at fordrive,
Er her slet ingen venne-flok,
Som jer kand selskab give?
Mig tykkes, naar jeg steden seer,
Som fordum Espen snare
Med tusind aarig steen og leer
Loed bygge og bevare,
At hand tilforne vel har leedt,
Før hand saa just har fundet
En sted, der var saa vel forseet
Og med slig lyst omrundet.
Thi Østen for der reiser op
Og sig mod skyen holder,
Den ælde-gamle skove-top,
Hvis Sindall-grønne folder
Og Grene-vext giør slig en pral
I luftens nedrig veye,
Som den var groed til himmel-sal,
Og stierne-lofft at feye,
Der kand mand see sin lyst oppaa
Den Danske Diure-Konning,
Den kronet hiort i duggen gaa
Med sin betakket Dronning.
Der er den brikke-rumpet Raa,
Den kaade Buske-føyte,
Der seer mand Lure-Mikkel gaa
Hos Rævisen sin tøyte:
Der sidder under busk og læ
Dend hierte-kippet hare,
Der seer mand ned og op i træ
De snare Egern fare:
Der hører mand foruden tal
Skou-englene at siunge,
Som levend giør dend løve-sal
21 Med himmel-stemmed tunge.
I busken har naturen sat
Sit Apotek og Kiøkken,
Der grøder jorden slig en skat
Dend krydderige Frøken,
At hvor mand seer, da er der fylt
I alle rom og gange,
Med urte-desmer smuk forgylt
Oppaa de grønne stange.
Vil mand igien af skoven gaa
Som hand sig bierge-bukker,
Og Eenemerked ned paa skraa,
For diure Haugen Lucher.
Da ret paa biergets midder held
Der seer mand Karpen springe,
Forinden konstig demnings veld
Og biergets hule bringe,
Naar bierget da sin sandig foed
I enge-sletten støder
Og skiuler saa sin grundig roed,
Da deylig Tißøe møder
Og smiler ad sin gamle ven
Med sin Christalle læbe,
Og lar sin sølve-side hen
Om skoven ydmyg svæbe,
Saa mit ud af hans klare bryst
En liden aare Rinder,
Som giør en søe med største lyst,
Der snart er cirkel-trinder:
For øyne er det som det var
En tisøes liden Patte,
Der som en liden skaal og kar
Hans føde skulle fatte,
Thi der som i et hytte fad,
Hand setter sine leege,
Der blifr en part, og nogle ad
Sin forig moder hvege,
22 Der kand mand i en hui og hast
Den søde Braßen fange,
Ja Giedder, Abor, første kast
Med feede Aal og lange.
Men Tiisøe, Tiisøe allerbest
For øyet monne ligge,
Hand fylder ogsaa faddet mest,
Og tør ret aldrig tigge,
Enddog hand spiser rundt omkring
Smaae søer, som her ere,
Og ligge her om ham i ring,
Hans Almyße de bære.
Det veed den søe paa Giørløf mark,
Hvori hand ofte flyder,
Og Helsinges den lille Park,
Som og hans rundhed nyder.
De Rye Mænd faa ogsaa lit,
Udaf hans almiß gaver,
En Giedde lyng hand sender tit
I deres tørre-graver:
Derved tør og den Ulstrup Mand
Saa mangen fisk henføre,
Fordi hand i vandløbet kand
Med rußen artig snøre,
Selv har hand dog sin kielder fuld
Af Fisk Armeer mange,
Som verfvis ey for Kongens guld,
Men tages alt til fange,
Og dog kand aldrig kiende paa,
At Talle-rullen skades,
De lige tykt i orden gaa,
Endog de altid hades.
Jeg om Søefyrsten Giedden vil
Ret ikke meget tale
Som giør utallig spring og spil
Alt med sin lekker hale,
Hans spyd bevebnede Dravandt,
23 Aboren med ham følger,
En goed soldat, en snar gesandt
I dybe søe og bølger,
Hans bonde-sønner der og gaae,
Den flire, skalle, løge
Som alt hans hof opholde maa
Og til hans kiøkken søge.
Iblant dem Krone-braßen er,
Som har sit ridder-vaaben,
Og gylden kredts paa siden bær
Som hielmen lidet aaben.
Jeg tit har tenkt og undret paa,
Naar mand Kronbraßen fanget,
At dog naturen havde saa
Herr Myllers haand til ganget.
Thi Tiisøe Brasen har den skik,
I hvor mand seer dem rende,
Som de paa siden stemplet gik
Ret med hans egen brende.
Herr Atke! I vel selver veed,
Hvad vi derom har taled:
Om af naturs forborgenhed
Sligt var med forset malet.
Jeg sværjeg tenker meget tit
Paa eders livsom stue,
Hvor mand af vesten vindue viit
Dend deilig søe kand skue,
Naar solen vester løben er,
Og skæven straale dypper,
Som endelangs i vandet skiær,
Sligt skilderi det ypper,
At purpur-røde vester kant,
Sit himmel-blaa bemenger
Med søens tindrende bliant
Græsgrønne skov og venger,
Som giøre øye, sind og siel
Af slig forlystning fulde,
24 At Siellandske Apelles vel
Selv Carl van Mander skulde
Forbaused lade lærde haand
Med konstig pensel falde,
For slig skaterings konstrig baand
En Overmester kalde.
I Vester giør hand sig et velt
Med striden aae og ebbe,
Indtil hand møder modig belt,
Og saltes ved hans flebbe,
I Norden er hand Grendtze-mand,
Giør rigtig skilleromme,
At ey Atsherritz Aggre land,
Til Løve herrit komme.
Vil I hen ud i Synder see
Omkring ved Sæbye side
De frugtbar furer ad jer lee,
Der seer I axet skride
Af rug og hvede, havre, byg
Hvis krone marken zirer,
Igiennem jordens sorte ryg
I største mængde spirer.
Her Atke! naar jeg tenker paa
Slig leylighed og lyster,
Som eder vel til hænde gaa
Og eder intet bryster,
Da, hvor det kommer, at I kand
Den deilig sted qvitere,
Hvis lige faa er her i land,
Forundrer mig og flere.
Dog naar jeg atter om igien
Hos mig betragter nøye
Den aarsag, at I reiser hen
Da seer jeg I har føye,
At søge efter roelighed
Og sindets rette hvile.
I maa vel engang være kied
25 Jer krop at overile
Med megen vaagen dag og nat
For andres guld at vinde,
For fremmed rok at tage fat
Og deris tot at spinde.
Tænk hvad sin gandske lives tiid
En fattig dreng maa lide,
Før lykken vorder ham saa bliid
At hand saa vit kand skride,
Saa hand sig kand en hvilested
For kroget alder bygge,
Hvor hustru, børn og tiener med
Hos ham kand leve trygge.
Hvor tit maa hand om vinter nat,
I frost og kuld omtrekke,
Glaseret op fra foed til hat,
Saa fingrene de sprekke.
Hand tit maa reise kappe-løs
Og vel med enstig trøye,
Naar vinden sluder kold og bøs,
Og dog sig lade nøye.
Hans storme-slagne ansigt maa
Hans svollen hænder varme,
Den kolde krop og banke paa
Med stive frøsne arme.
Hvor mange slemme slag og stød
Maa hand til takke tage,
Alt for det roelig stykke brød,
Hand vil i lengden smage.
Hand tit i ungdom drikker vand
Og nær sin finger bider,
Og tænker paa den gamle mand
Og paa hans ømme sider.
Alt det hand har at roe sig ved,
Sit sind tilfreds at stille
For hver en modig stig og fied,
Det er: at hand sin ville
26 Skal engang under eget tag
Med Gud og ære fange,
Og leve saa i roe og mag,
Saa viit hans liv skal lange.
I veed Herr Atke! meget vel
Hvad modgang verden giver,
I vidne kand med ret og skel,
Hvad bølger ungdom driver.
I med jer Ægtefelle ey
Er fød med guld i skiøde,
I har paa fremmet sti og vey
Jert brød adspurdt med møde.
Ey heller med hinanden I
Har altid spundet silke,
Jert Egteskab ey været fri
Fra tornens stinde stilke.
Med eder jeg et vidne er,
Som eders huus-bekiendte,
Det kand nu ikke skrives her,
Dog har I det at vente,
Men vel er den, saaledis veed
I verden sig at føye,
At hand nest sin Gudfrygtighed
Har altid vaaget øye
Udi hans kald ham er betroed,
At hand skal intet giøre,
Hand jo var vel tilfreds, der stoed
Hans Herre ved sit øre.
Vel dend, der sig kand skikke saa,
Naar hand har magt i hende,
Hand hver tør under øyne gaa,
Om bladet sig vil vende.
Vel dend der giører slig anstalt,
Naar hand af herberg drager,
At verten bleven er betalt,
Og staaderen ey klager.
Hand reiser med frit mood sin vey
27 Hvor hen Hans kaas skal gieide,
En enstig hund hand skiøtter ey,
Om hand ad ham vil bielde.
Her Atke, jeg og hver mand veed
I aldrig haver haltet,
I har en goed samvittighed
For hvis I har forvaltet.
Her Rentemester derfor er
Jer ven, thi alle sige:
At I et ærligt navn henbær
Af fattige og riige,
Vil I at Præsterne de skal
Sit skudsmaal eder give,
Vel ti for en skal gaa i val
Jer Paß at maatte skrive.
Gud veed, de modig klager sig
At de skal nu ombære,
En Mand der saa omgiengelig,
Med hver mand kunde være,
At her saa god en Præste-ven
For dennem lukkes ude,
Jeg svær de kiøbte jer igien,
Hver med et feed par Stude,
Af Bonden I saa got et navn
Jer haver og forhvervet,
I saae til Bondens tarf og gavn,
At hand blev ey fordervet.
Den eenlig Enke mand ey kand
Paa eder høre klage,
Den fattige og arme mand
I aldrig lystet plage.
Paa jer de faderløse børn
Skal ey i længden skrige,
At I som gridsk og graadig Ørn
Tog dem til rov, tillige
Med hvis at dem var efterlat
Af salig døde Fædre,
28 I aldrig tog saa syndig skat,
Det veed vi alle bedre.
Er nogen, som her tvifler paa,
Da giøre sig umage,
Med os at hen til Tinget gaa,
Paa Torsdag otte dage,
Saa vil vi faa at høre der,
Jert Tingsvinde at læse,
At siden hver, i hvo hand er,
Skal holde ind sin næse.

Hosianna, Eller: Aller-underdanigste og Allerydmygeligste Hiertes Lyk-Ynske Til dend Stoormægtigste og Høystbaarne Monark og Ene-Volds-Herre, Christian dend Femte, Konge til Danmark og Norge, de Wenders og Gotters, Hertug udi Sleßvig, Holstein, Stormarn og Dytmærsken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, etc. Der hans Kongl: Mayst. Aar 1671. dend 7. Junii. til sin høy-vægtige Arve-Regiering Gudfrygteligen, Rætfærdeligen, Lykkeligen og Seyersaligen at fremføre, og til sine Arvinger og Effterkommere berømmeligen omsider at henføre, lod sig, effter dend aff Gud selv indførde og Himmelbudne Maneer og Maade, Salve og Signe. Psalm: 118.24.25. Denne er Dagen som HErren giorde, lader os Frydes og Glædes i hannem. O HErre, frels nu, O HErre lad det vel Lykkes nu! Kongen skee Lykke Kiøbenhaffn, Trykt hos Jørgen Lamprecht.

30

        

31

DAg op, i salig Tiid, ald Nordens Held og Ære!
Dig denne store Dag skal lykkelig indbære
Til langsom Ævighed, med Seyer, Fryd og Fred!
I TVILLING-RIGER skal med Himlen blive ved!
Dag op, i salig Tiid, Sølv-Øyet Østen-Skandse,
Lad Solen deylig frem i Purpur-Kaaben svandse,
Og leg en Himmel-smiil paa alle Ting du seer,
At de sig yndelig mod denne Dag beteer.
Gyd, Himmel, Naade ned aff alle dine Kanter,
Og haf et Øye paa de vide Throne-Planter,
Som sig ved denne Dag skal feste stadig Rood,
Og sprude Grene frem aff lutter Konge-Blood.
Deel, Himmel, og et Blink udaff en lyksom Stierne
Med mig som ikke kand, men vilde dog saa gierne,
Tilegne denne Dag sin ræt Livagtig Skik,
Da NORDENS ARVE-SØN med egen Krone gik.
Jeg finder vel mit Feyl, dog vil jeg trøstig blive,
En grov Metalle-Pind dend beste Solens skive
Med Skæven skugge har dog offte peged paa,
Og viist med dunkel Streeg hvor klarist Dage gaa!
Bliv derfor ey forsagt min svage Sang-Gud-inde,
Om Solen torde dig med hefftig Straaler blinde,
Du haanes ey der ved, om end du bliver brendt,
Saa har du dog din Praas ved Solens Straaler tendt!

ODANMARKS deylig Dag, hvis lige kand ey findes
I Rune-huggen Steen, og aldrig nogen mindes
Fra første Folke-Boe, og ikke siden DAN
Sad op paa Konge-stool og tog sig Rjget an.
Lad samles op igien dend værdig Konge-Aske!
Lad langt omfalden Spiir og gamle Kroner braske,
Aff fordums Herlighed, dog eyer ingen meer
End dend som Frihed sin omkring sin Throne seer.
32 Mand seer her paa et Speyl i Himlens store Fæste,
En ævig-lenked Fred til Verdens Gavn og beste;
Det prægtig Stierne-Tal hver i sin Orden staar,
Og uden Herre-Bud et Straa-bredt aldrig gaar:
Der træder Solen frem med Prunk og KONGE-foore
Strax falder Ydmyghed paa baade smaa og stoore,
De Stierne-blink og brask forblegned svøbes ind
Til Kongen vender sig og faar et andet Sind.
I hvert et Himmel-Tegn hand Frihed har at løbe,
Hand kiører frydig frem og bruger flux sin Svøbe,
Trotz nogen siger ney, og hindrer ham en Food,
Ey Skorpionen selv tør Stærten vende mood!
Saa mangt et Naade-blus og Himmel-gunstig Øye
Hand pleyer til sit Folk imidlertiid at bøye,
Hans Majestætisk Bryst er Sirkelfuldt aff Magt,
I hver en Straale glands er Krafftig virkning lagt.
Hand øser Lius og Lyst paa alle Stierne-flokke,
Hand bukker offte sig til Jordens vaade Sokke,
Og stikker Qvegnings Krafft i hendes kolde Bryst,
Naar Vinter-Voldsmand har forkrenked hend' og kryst:
I Lufften giør hand reent, naar Storm og stridig Vinde
Opsværmer mægtelig med Skyer graa og blinde,
Hand giør sig mellem-Mand, og lader Verden see
At ingen maa see suurt naar hand vil ene lee.
I Havets dybe Vom hand tiit sin Spiir nedstikker,
Og udi Fiske-sal en Skaale næt opdrikker,
Saa løfftes Safften op om Thronens gyldne Ring
Og øses siden ud til alle tørstig Ting.
Kort sagt: I hvor Hand er, da er Hand selv en Herre
Udi sit Regiment, og intet dog dißværre,
At hand i alle Ting har rigtig Øy' og Agt,
Ja priiselig og vel kand bruge HErrens Magt.
Og naar hans Throne-gang mod Afften monne helde
Og hand skal skiule lit sin Himmel-giffne Velde,
Strax træder i hans Sted hans deylig DRONNING frem
Med allehonde pragt paa Himlens vide hiem.
33 Ey mindre Lydighed end før er da paa færde,
Hver Stierne pynter sig og skynder at omgærde
Med glæde MAANENS Stool, og hvor dend gieste vil
Da byder hver sin Tro og trygge Tiennist til.
Lad Aske-farved Sky paa hendes Ansigt ride,
Lad Storm og store Veyr kun hefftig om sig slide,
Adstadig og saa jeffnt dend sig dog giennemskiær,
Og faar sin Villie frem, end naar dend spædist er.
I hendes Herredom er Naade, Roe og Hvile,
Hun tør ad uroe selv vel haanlig lee og smile,
Hun alle Creatur fra Arbeyd løser aff,
Hun er de mattes Liv og Rette støde-Staff
Hun vandrer mangen Nat og hører Verden brumle,
Og hvordan Mennisken i Mørk og Daarskab tumle,
Hun seer vel mangen gang et gifftig Stierne-skud,
Dog hende giør det ey det allermindste brud.
Hun holder alt sit Hoff og Friheds Regimente
I Rigtighed og Gang, til Himlen selv vil hente
Sin Soole-Konge frem, med Lyus og Dag i Haand
Til lige Himmel-Ræt og søde friheds Baand.
Saa gaar det Aar til Aar, og ingen Skiffte kiendes
I det Regierings Par, der under dem kun vendes
Det dødelige Kræ som stiger op og ned,
De ellers intet selv aff slet Forandring veed!

SAa har og Himlen selv dit Regimente skikked,
Stormægtig KONGE, som skal aldrig blive vrikked,
Du, du vor Nordens Sool, med Soolen blive fuld
Paa denne salig Dag aff Dyders Straale-Guld.
Gid nu det Kiempe-Blood og store Konge-Rolde,
Som DANMARK haver hafft med NORRIG udi Volde,
Aff Støven kunde see, hvor du dig giorder om
Med NORDENS Herlighed, din Arff og Eyedom.
Det modig Siæle-Tal sig skulde lade platte
I Støven ned igien, aff Hænder skulde dratte
Ald fordums Herre Magt, naar de kun speyled sig,
O store CHRISTIAN, et lidet Glimt i dig!
34 Saa mangen salved Arm med suerdet har omfeyed,
Og med sin Kiempe-krafft sin Fiendes Hals affmeyed,
I Romer-Marken staar endnu vort blodig Spoor,
I alle Naboe-Land dend Danske seyer boor!
Dog vilde Lykkens Gnist aff intet Harnisk springe,
Saa lyksom bandtes ey ved Side nogen Klinge,
At Kronens Arve-Ræt dend kunde lodne paa
Dend lange Konge-Slegt, og uforandret staa,
Før salig FREDERICH (hvis Navn og Ære bliver
I mens Frost-lived NORD sin Hagl og Snee opdriver)
Hans Himmel-signed Sverd hug Krampe-knuden aff,
Og reff sin Frihed løes udi sin Fiendes Graff.
Vel! Salig FREDERICH, dit Huus til ævig Lykke!
Saasom i Live du vaarst et afmalnings stykke
Paa Dyd og Fromhed selv, paa HErrens sande frygt,
Saa blev din Tinding og med Arve-Ræt omtrykt.
Nu gaar i Dag din Søn Omkroned allevegne
Som SOOLEN med sit Lius, see hvor hand sig kand hegne
Med begge RIGER om, opkilted med sit Sverd,
Dend ene Haand hans Spiir, dend anden Eblet bær.
Her er de største Ting som Verden har at eye,
Her er de største Pund, som Gud vil ene veye,
Her er en Krone fuld aff Ædelstenes pragt,
Gud Krone KONGEN saa med Ære, Seyr og Magt.
Her er saa blank et SVERD; Gud hærde selv dets egge,
At der ved beve maa hans Fienders Hierters Vegge,
Her er en gylden SPIIR; Gid Rættens Spiir maa staa
I KONGENS høyre Haand, og aldrig undergaa!
Her er en EBLE-form med gylden KORS at skue;
Gud samle NORDEN saa med Krafft og ald Formue
I Hierters Enighed, Gud lade KORSET gaa
Fra KONGENS Arve-Huus, men KORSETS LÆRE staa!
Gak, mægtig Herre, gak, besee din Arve-Throne,
Besku dend mægtig Aul udi din vide Krone,
Dit Folk er Stierne-tykt som om din Throne staar
Og gierne til sin Død for KONGENS Ære traar!
35 Her mandes Hierter op i begge Rigers Vugger,
Som med sit daglig Daj vil vise hvor de hugger
I fremtiid for det haab som, store KONGE, Du
Har deres Fædre giort i denne dages Nu.
Det gammel Adels Blood vil alle Kræfrter reyse,
(Mens aldrig mere for en KONGE sig at keyse)
Alt, alt hos Ene Dig at kunde Naade faa,
Og de med deres Blood sin troskab vidne maa.
Her staar din Samuel, til HErrens Huus opammed,
Med Olien i Haand, hans Hierte det er krammed
Med mange hellig Suk, hans Læbers tale skiøn
Har HOSIANNA sit fra ald sin Ordens Bøn.
Her staar dit Borgerskab, med Ære, Liv og Penge,
Byd, KONGE, naar du vilt, de skal ey bie lenge
Før de ved mindste Nik skal gaa fra Hiemme-stafn,
Og vove deres alt for KONGENS store Nafn!
Her sysler BONDEN om med Arbeyd og med Møye
I NORSK og DANSKE Mark, som ikke vil sin Trøye
Forskaane nogen tiid, maa hand din Naade faa,
Med Søn og Sønne-Søn vil hand i Marken gaa!
Gak, NAADIG HERRE, gak, og lad dig derpaa Salve,
Vi for dig alle Mand vil offre Læbers Kalve:
Gud signe, salve saa din Skulder og din Arm,
At hellig Aand og Krafft maa boe i Bryst og Barm.
Gud giøre selv dit Navn til alle Verdens Ender
Som beste Salve-lugt, hvis Krafft sig viit udspender,
Gud øse Glædens Kruus paa KONGENS Hoved ned
Med Lykke, Velde, Fred i Overflødighed.
Lius op, skiud Straaler frem, ald NORDENS Held og Glæde,
Gak Himmel-smurde Mand din Arve-Stool at klæde,
Gud lade DANMARK saa med Lyst og Glæde see
En ARVING inden Aar i KONGENS Arme lee!
Saa skal med Himlen selv, med Sool og Maane blive
Det KONGELIGE PAR, thi HErren selv skal give
Sit Folkes Ynske Rum, som fylder Lufften op
Med Lykkes Ynske-Raab til Zions høye Top:
36 Gud styrke KONGENS Mood, lad Gud hans Fiende rømme,
Gud lade Livsens Flood hans DRONNING oversvømme,
Gud legge Haand i Haand med KONGEN hvor hand er,
Gid HErren som sit Segl ham paa sit Hierte bær.
Skift, Himmel, Dag og Nat, i mens du Sool og Maane
Har paa dit runde Blaa, saa skal og NORDEN laane
Aff dig Regierings skik; EN SOOL og MAANE skal
Regiere friligen blant NORDENS Stierne-tal.
Kom tilig, Himmel, kom vor KONGE selv at signe,
Lad hans Velsignelser hans Fædres overligne!
Korn, Himmel, sildig kom og tag ham til dig hiem,
Giør NORDENS Glæde fuld udi sit store FEM.

Af
Hans Kongl: Maytz:
Allerunderdanigste Arve-undersaat, og
Tro forbedere til Gud
Thomas Kingo
Sognepræst i Slangerup.

Dend viit-berømte Danmarckis Hovet-Fæstnings, KRONEBORGS Korte Beskrifvelse af Thomas Kingo Sogne-Præst i Slangerup. Kiøbenhaun, Trykkt hos Matthias Jørgens-Søn, Aar 1672. Oc findis hos Christen Geertsen til kiøbs.

38 Dend Stoormægtigste oc
Høystbaarne
Ene-Volds-Herre,
Christian den Femte,
Konge til Danmarck oc Norge,
de Venders oc Goters, Hertug udi Sleßviig,
Holstein, Stormarn oc Dytmersken, Greve udi
Oldenborg oc Delmenhorst,
Sin Allernaadigste Herre oc
Arve-Konge,
Blive denne ringe Beskrivelse, paa Hans Maj.
Priiß-værdige Fæstning Kroneborg, udi dybeste
Underdanighed fremstillet,
af
Hans Kongl. Majest. Allerunderdanigste Arve-Undersaat oc
tro Forbedere til Gud
Thomas Kingo. 39

[x]; [x];[x];[x]; [x];

GId Himlen vilde mig med Naader nu iføre,
Oc med en fyrig Aand mit suage Sind oprøre,
Bedryppe lit min Pen med søde Draabefald
Af Hunnig-begerne som staae paa Himlens Pald.
Min Moder skulde da mig reenlig høre snakke
Sit Patte-drukne Maal, huor i saa mange hakke,
Jeg skulde Sukker paa min Føde-tunge faae,
Saa got som nogen part i Verden hâr at aae!
Jeg skulde mit Papiir fuld af Behag da skrive,
Oc fleere, med mig self, nyt Lif oc Lyst indgive,
At nøye see sig om, hos egen Tue-stød,
Før de for Riin oc Rom sin lærde Hierne brød!
Af fremmed Fare-vand jeg derfor ey vil vide,
Mens i min egen Baad oc Bek saa sagt henskride,
Oc moore mig kun med den danske Sitter Streng,
At leege lystig for min Herre oc hans Dreng.
Velan! Jeg vil mit Seyl der paa begynd' at hidse,
Huo veed om Himlen self tør hielpe det at tridse:
Jeg vil ved Øre-Sund først kaste Lod i Vand
Oc maale Dybet der, oc see saa huad jeg kand!

Her kaster jeg mit Seyl, her suigter mine Fløye,
Her slenger jeg min Prunk, det volder alt mit Øye,
Jeg seer dig, Kroneborg, jeg er saa klemd oc kryst,
For Ilden i din Barm oc Torden af dit Bryst!
Jeg seer den stolte Søe din faste Food at kysse,
Oc sine Seyle-Børn udi sit Skiød at dysse
Ræt op ved dine Knæ, saa de dig helse maa,
Oc dine Liuned-blink vel nøye passe paa!
Tilsted, ô Danmarcks Priis, du Krone-værdig Fæste,
At jeg maa lidet ind ad dine Poorte gieste,
40 I mens mit Skriver-blek maa flyde til din Roos,
Som skal med Tiderne til ævig Ære mooes!
Er ingen Skaldre dog som dig tilforn hâr æret?
Du kunde mangen jo vel rundeligen næret,
Dit Land det bær jo Brød, dit Haf det bær jo Guld,
Din Krone rundt omkring af Gunst oc Ære fuld!
Hui skuld' ey nogen da sig for din Pris bemøye,
Oc villig tage sig for dig et vaaget Øye?
Holt op, oc vær i Fred med dine Trolde-skraal,
I medens at min Pen kand stumpe til sit Maal!
Vel er min Pen for suag din Priis at giennemløbe,
I min Amagtighed maa jeg mig vel indsuøbe,
Jeg er slet intet vand at gaae paa Herre-Slot,
Mand spinder Silcket ey udaf en Vadmels Tot!
Dog fem! forsøg din Magt! Mand tiit for mange rætter
Târ Hiertet som er got, mand Børn ey hude-fletter
Der staver som de kand paa et oc andet Blad,
Indtil de læser smukt oc færdigt uden ad!

FOr langen, langen Tiid, som ingen Mand kand mindis,
Huorom i Kampe-steen ey nogen Rune findis,
Den Tiid din Bygge-sted af Moders Lif udgik,
Oc saa ved HErrens Ord sin Skik oc Skabning fik,
Da tænker jeg oppaa huor Vandet sig hâr samled
Oc med sin kierlig Arm om Jordens Ansigt famled,
Da Havets Læber først bekyste huiden Sand,
Med saadan Kierlighed at aldrig rørtis Grand!
Da første Sool randt op oc over Verden smiiled
Oc Maanen fuld oc Frag sin Broder efteriiled,
Da første Fiske-lynd omhueged Øre-sund,
Oc nyfød Fugle-sang blef hørt i grønnen Lund:
Da Verden Jomfru var, oc ingen hafde booled
Med hendis Herlighed, men Jorden vaar omsooled
Med Idel Ræt oc Roo, da Havet aldrig saae
Den beged Fiele-bukt sin Ryg at pløye paa,
Da Frosten aldrig broo af Ise-glas beridde
Oc sin graa-skimled Riim hen over Skoven spridde,
41 Da Regn i Skyen ey var aged her omkring,
Oc Fructbarhed dog var i samptlig Verdens ting:
Da var din Bygge-plads ikkun de bare Sande,
Omfaunet lystelig af Øst oc Vester-strande,
Did rakte du din Hals udi en deilig Kraag,
Mens salten Bølge-vogn om heele Verden aag.
Omsider da som Folk paa Jordens runde Bolig
Blef daglig meer oc meer, oc meer oc meer urolig,
Oc disse Norden-Øer blef oc med Folk besat,
Som skulde Jorden her at dyrke tage fat:
Da bælded Vold oc Suig kom af sin Helved-rede
Oc Vinger fik oc fløy, ja fanged an at sprede
Sin Magt paa Land oc Vand, oc Ærlighed oc Troo
Blef daglig meer oc meer forarmed i sit Boo!
Da, da begyndte mand paa Borg oc Slot at bygge,
Oc huer at giøre sig oc sine fast' oc trygge
Fra veldig Voldsmands Haand, da blef der Steen oc Kalk
Af Jorden graved op, da voxte Verdens Skalk!
Da reystis vold oc værn hos Havets mæctig Strømme,
Thi Snid oc Underfund da hafde lært at suømme,
Som siden finge Seyl oc klaured i en Baad,
Foer siden om saa viit som Verden den er vaad.
Da fanged mand oc an en Borg oc Slot at legge,
(Som Flynderup den stod med Leer-opklined Vegge)
Den kaldtis Flynderborg, af Fisk oc Flynder-fang,
Som blef af Fiskerbaad opvelt i grønnen Tang.
Dog om des Bygge-tiid er intet vist opskrevet,
Den har Hukommelsen hos mangen Mand udlevet,
At ingen mindis kand dens første Høfdingsmand,
Som der paa truet først det vebnet Folk paa Strand
Mens som at Folke-Sind begyndte meer at huege,
Oc Konster grandere paa deris Spil at leege,
Oc lang Forfarenhed til Læremester blev,
Som kundskab meer oc meer i Folke-Hierner drev:
Mand da Beleylighed til Magt oc Styrke søgte,
Det gamle døde sagt, det ny sig daglig øgte,
42 Da blef befundet got, et Slot at bygge der,
Som det til Værn var best, oc Seylings-Manden nær.
Saa blev dend lystig Kraag, som sig saa næt udstikker
Til Øst- oc Vester-Søe oc beggis Bølger drikker,
Din grundvolds første Food, et Slot blev bygd med Fliid,
Som kaldtis Øre-Kraag oc stood i langen Tiid.
Det loed Kong Frederick den Anden slæt nedrive,
Oc need i Havets Suelg de varig Pæle drive
Af haarden Steene-Eeg oc firekantet Steen,
Som bær dig Kroneborg endnu paa friske been.
For dig at lade høyt i Luftens Huus opreyse,
Oc du Stiv-Halset mod din Fiende kunde kneyse,
Er Guld oc Sølv ey spart for beste Bygningsmænd,
Som Konsten hafde giort i Verden viit bekiend.
Paa dig mand derfor seer huad Vid oc Konst udretter,
Huor deris Hænder de til nogen Gierning sætter,
Huor Cirkel, Maale-Snor, oc rigtig Lodde-Paß
Kand føye Bygnings steen saa jefn oc slæt som glas.
Det kand med Stolthed du for heele Verden viise
I dit udhamred Bryst af Gullands Steen oc Fliise,
Som med slig Eenighed oc Orden i dig staar,
At ingen truder ud saa meget som et Haar.
Rundt om din tykke Muur oc konstig bygnings kanter,
Huor Daanelser oc Død du for din Fiende planter
I hine grove Skudd, Kartovers Kober-Bug,
Der øser Ild oc Eem som udaf Helved-Slug,
Med dem paa Land oc Vand du heel alvorlig peger,
Oc viiser at du ey med din' Uvenner leger,
Du skiuder Døden ud i Hundred Bißmer-Pund,
Oc giver Pulver til dend ævig Søfh oc Blund.
Dit ilded Lunte-Reeb ræt aldrig slet udbrænder,
Thi naar en Ende døer en anden mand antænder,
Du der med gnistrer friit, oc ad din Fiende leer,
Imedens du saa kiek hen ofver Axlen seer
Med varsom Øyne til de tuende Verdens Strømme,
At holde Havets Gud hans Seyle-Tøy i Tømme;
43 Med Guldet Kongerne dig her forære maa,
Oc dig med Seyle-Fald tilbørlig Ære faa.
Saa kandstu Mood oc Magt med Mood oc Magten aue,
At alting holdis kand i Rictighed oc Laue,
Saa Kongens Ære dig tilbørlig ydis kand,
Oc ingen Første dog betagis Æris-Grand.
Vil mand din Inder-deel med Agtsom Øyne skue,
I Sindet tændis strax en stoer Forundrings Lue,
For ald den Herlighed oc store Konge-pragt,
Som dig saa rigelig oc rundt er overlagt.
Saa snart din Æris Poort du værdis at oplade
Den krumme Huelning strax giør os saa lang en Gade
Indtil din Borge-gaard, der er en Plads oplukt
For ald den Herlighed som Verden kalder smukt.
Huor tiit hâr Ilden der i Luften læt omsuandsed,
Oc ved Rakitens Puff heel verkeligen dandsed
Af konstig Fyreverk, med slige Knek oc Knald,
Som Himlen skulde strax paa Jorden giøre fald.
Huor mangt et Ridder-spil er der med Lyst anretted?
Huor mangen Ædelmand sin Hest hâr gierne trætted
Paa Rende-banen for at naa tilbørlig Roos,
Besynderligen naar at Kongen var der hoos.
Her seeis en kostbar Post i Gaardens middel Prikke
Det liflig ferske Vand af lønlig Aarer drikke,
Som siden suis op med artig Spræt oc Spring
Af Kober-billeder som staar der rundt omkring.
Mand skulde suære det Naturen hafde givet
En Aand i dennem ind, oc dog omsider stivet,
At de med Ledemod oc Seener skulde staa
Oc huer Dag Kongens Skaal med Ære drikke paa.
Vil mand din Kieldere oc under-jordisk Kamre
Besee grandgivelig, om da du vilde klamre
Med alt det Dræbe-verk som der udi dig er,
Oc Dødens visse Bud ved ringest Order bær,
Mand skulde tænke da sig indelukt at være
I tykkist Torden-sky, mand skulde Frygten bære
44 At alle Gaster stood oc holdt en Bas oc Brum
Af Helved-piber til at mand blef døv oc dum.
Thi huad som Krigens Gud hâr orked at optænke
Til Dødens Skaaler i den lønlig Ild at skienke,
Der af er Forraad nok til store Skyt oc smaa
I mange Centners Tall i huer din Under-vraa.
Med høje Muur' oc Taarn du rank mod Himlen kiger,
Huor paa med største Lyst oc Glæde mand opstiger.
At mætte Øyet med saa fri oc faur en syn
Som nogen Tiid oc Sted kom under Øyenbryn.
Der seeis det grumme Hav sig om din Grundvold krumme
Oc paa din hule Vom med Bølgers Slag at trumme,
Nu seer mand atter det at falde til en Blik,
Oc ydmygst give paa din Food en venlig Slik.
Der seer mand som en Skov af Verdens rige Flaader
Som Kongen Aarlig Aar utrolig Rente baader,
Oc huor du søger ey dit Guld oc din Profit,
For Kongens Æris Told dog ingen maa gaa quit.
Lad kun det buged Seyl paa prægtig Skibe bramme,
Om ey det bukker sig, da frygte sig en Skramme,
Som baade for oc bag dend propped Slange-mund
Vil bide, til des Pragt (maaskee) gaar reent i grund.
Vil mand til Landet see, da leger strax vort Øye
Paa grønne Bierge-Bryst oc Skou-begrode Høye,
Der groor den Eeg oc Bøg som er med Verden fød,
Ja dend som ocsaa skal med Verden blive død.
Oc naar at Øyet sig igien med Bierget dælder
Oc sig med Agtsomhed langs ned ad Bukten hælder,
Der hâr Natur oc Konst en deylig Have sat,
Oc giort et Paradiis hos stinden Torne-Krat.
For neden ligger smukt med vel afdeelte Gader
Det lystig Helsingør, som elsker dig for Fader
Oc rette Forsuar sin, der seer mand Folcket gaa
Oc huer sin Syssel oc sin Gierning passe paa.
Vel tusind andre Ting kandstu for Øyne sætte,
Huor af at Sindet sig snart aldrig skulde trætte,
45 Dog kommer det dig self dog ingenlunde nær,
Naar mand din Herlighed beskuer udi sær.
Huor mangen Konge-Sal oc præctig Første-Stue
Er i din Omgang oc din artig Bygnings Bue?
I huer kandstu med Pral oc Ære viise frem,
At du vel dygtig est at vær' en Kongis Hiem.
Paa Gulvene mand seer adskillig farved Steene
Indsprængd i huit oc sort, med nette Stenk oc Greene
Som i dend glatte Steen med slig en Art er grood,
Ræt som det arme Vaar udaf en deylig Flood.
Paa Loftene mand maa med stor Forundring skue
Adskillig Billed-Verck, som det stak alt i Lue
Oc ikke torde dog antænde nogen Brand,
Af Fryct for Vedsken i dend underfooded Strand.
Thi Guldet er saa riigt som dem alt over pryder,
Oc som med Vold oc Magt sig ind i Siunen bryder,
At Øyets Straaler maa tilbage meget staa,
Naar paa dit gyldne Loft de deris Aasiun faae.
Dit Omheng rundt omkring med Guld oc Silke praler,
Om Danske Kongers Mood oc Helte-Drifter taler
I slig Historier, som kand udviise grandt
Huad Seyer Danske Mænd i gamle Tiider vandt.
Huor Verdens Hovet Rom vaar nær aldelis knæled
Ved deris væbned Haand, huor viit de hafde pæled
Danmarkis Grendser ud, huad Tog de hafde giort
I Fransk oc Spanske Mark oc mangen herlig Ort:
Huordan paa Tydske Bond de kiekke Cimber-Helte
Saa mangen Ridder-Mand bleeg af sin Sadel velte,
Huor stridig Suenske Magt de demped ofte ned
Med deris Seyer-Suærd, som hele Verden veed.
Huad mere kosteligt oc Kongeligt du eyer
I dine Riige Rum, det alt flux mere veyer
End som min grove Sands kand fatte med en hast,
Men ald din Herlighed her uden kaldis Fast.
Thi der hâr Dybet dig sit Suelg i Jorden undet
Til Grav oc Senge-puds, i Høyden est du bundet
46 Med Jerne-sened Steen, i Breden har du Maal
At du kandst staa imod Kartovers Kugle-baal.
Kort sagd: alt huad mand vil af Styrke, Magt oc Ære
Opnæfne, der udi kandst du nok Kronen bære,
I mens du Hierter hâr der dig ey suige vil,
Trods da huer Fiendis Trods, du slaer Spaer to der til!
Mens som ej nogen Magt kand Magt i Gierning føre,
Foruden HErrens Arm sin Magt der hos vil røre,
Saa maa Guds sande Frygt til bæste Værn oc Vold
Oc være bygt der hos, det er det beste Hold!
Mand derfor ocsaa seer, som i dit Inder-hierte
Guds Æris Tempel staar blant Tordenslangers stierte
Huis Alabaster-Børn vel høylig rosis maa,
Dog ej mod HErrens Børn, som der sin Fremvext faa!
Her, paa dit Altere, den Tiid den første Ære
Blef HErren giort i dig, (den Priis skal ævig være)
Lod salig Frederick den Anden efterstaa
Saa stoor en Almysse for fattig Folk at faa
Der hand dig færdig saae, da torde hand vel sige:
At alle Steene strax fra Grunden skulde vige
Oc aldrig byggis meer, om de var sprungen af
Hans Undersaatters Pung oc fra den Armis Staf.
Vel, salig Herre! vel! her skal din Æris Minde
En ævig Skue-sted oc verdslig Bolig finde!
Du loodst en Sønne-Søn udaf dit eget Naun
Den Tredie, som nu med dig er i GVds Faun
Hand lood paa Kroneborg forfærdige de Sprekker
Som der udi bleff giort ved Fiendens Murebrekker
I sidste Feyde-Tiid, der det blef givet hen
I Fiendens Vold oc Magt af sin betrode Ven!
Saa hâr ey Solen seet saa steil oc stolt en Klippe
Med kroned Slot oppaa, der jo vel kunde glippe
Oc giør' et u-vandt Skrid, naar Høfdings-Hierter faldt,
Oc ikke vilde staa naar det om Nipped galdt.
Mens, ô høy-salig Siæl, din Gud var hos dig inde,
(Omskiønt at Sigvard her selfvillig lod sig binde)
47 Dit Suerd tog det igien, som ved et Snid hengik,
Oc dig en sterkere ja større Krone fik.
Saa vilde du dit Nafn til ævig Ære sætte
At fylde Slottets Rif, saa mand ey skal forgætte
At HErren bødte self det i din Tiid blef brudt
Oc Salighedens Piil blef ved din Haand udskudt.

Saa stat da, Kroneborg, indtil dend sidste Draabe
Er tørt af Øresund, blif, som vi ville haabe,
Din Kongis Ære, blif en Styrke for vort Land,
En Torn i Øyet paa din listig Avinds-Mand.

50 51

        

52

Samtykke til Trykken.

Saasom jeg med største Sindets og Aandens glæde haver læst disse 14. Geist-rige og deilige Morgen- og Aften-Sange, sampt de 7. Kong Davids fortreflige Poenitentzes Psalmer, vel og arteligen udsatte af voris berømmeligste Danske Skialdrer, og Guds Huses frugt-bringende tiener, Mag. Thoma Kingo: saa eragter jeg dennem og meget værdige ved Trykken offentligen at udgivis til de hos os værende Christnes almindelige brug, at de der ved kunde opvækkes og opmuntres til en ræt Christelig Andagtes gudelige øvelser; fornæmmelig i disse sidste Verdens Tider, da GVDs sande Frygt hos de fleeste, dißvær! alt for meget er forkølned, og det noksom er at befrygte, at ved vor Frelseris Christi sidste og ærefulde Tilkomst, den rætte og saliggiørende Troe næppelig skal være at finde paa Jorden. Til hvilken høyfornødene og ynskeligste virckning iblant os GVD selff forlæne sin gode Hellig Aands, uden hvilken vi intet got formaae, kraftige Naade, hielp, og bistand, for Christi skyld. Amen.

Johan Wandal D.
53
Dend Stoor-mægtigste, Høybaarne Monark
og Ene-Volds Herre,
Christian dend Femte,
Konge til Danmark og Norge, De Wenders og Goters,
Hertug udi Slesviig, Holstein, Stormarn og Dytmersken,
Greve udi Oldenburg og Delmenhorst etc,

Min Allernaadigste Herre og Konge, ynsker jeg, med det Ny Aar, alle Himmelens Velsignelser at være og vorde fornyede, til et langt Liv, Lyksaligt Regimente, Seyer og Salighed ævindelig, af GUD Fader ved vor Frelsere og eniste Saliggiørere JESUM CHRISTUM.

ALlernaadigste Herre og Konge, jeg fordrister mig til udi dybeste Underdanighed, at sette Eders Maytz. store Naun for udi dette ringe Skrift, og det dermed udi Eders Kongl. Hænder at overgive; Ikke som en dyrebar Verdens Gave, der saa stoor en Monark kand andstaa; Men som en ringe Nyt-aars-gave, eller en liden Gudfrygtigheds Gave, om hvilken jeg har giort mig selv dend underdanigste tilliid, at jeg med tilbørlig ydmyghed tør frembære dend, baade til GUds Altere og til Eders Kongelige Throne: I forhaabning, at dend hverken af Gud eller Eders Kongl: Maytz. skal vorde forsmaad. Mit Forsæt, med dette mit Aandelige Siunge-Koors første Part, haver alleniste været dette: At jeg, GUD til Ære, og mine Med-Christne til opbyggelse, kunde give dem anledning udi Morgen og Aften-Sange at ihukomme de særdelis sukke, som de ikke allene for sig self, men ogsaa for Guds Kirkis og vor reene Evangeliske Lærdoms floor og fremgang, saavelsom for Eders Kongl. Maysttz Arve-Husis Lyksalighed og det gemene bestis fremtarv ere skyldige at udøse; hvilke særdelis stykker aldelis ikke udi 54 nogen Bede-Psalmer bør udelukkis. Maa det behage Eders Kongl. Maytz som tilforne i saa stoor Naade haver optaged nogle faa af mine forige Riim-skrifter, at vende fremdelis et naadigt Øye til dette mit ringe arbeyde, skal jeg derved opegges at anvende ald muelig fliid, til ikke allene dend anden Part, men og fleere af mit Siunge-Koor at forfærdige; Saa vi og her i Danmark, saavelsom de Tydske og andre Landsfolk (af hvilke vi hverken have behov at laane, eller udi Riime-kunsten det ringeste at eftergive) kunde have Psalmer og Sange, til Gudfrygtigheds daglige øvelser, som ikke ere taad og udkant af deris: Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som andris, alligevel at dend ikke bliver ført paa Fremmede og udlændiske Vinger. Imidlertiid vil jeg udi allerdybeste underdanighed befale mig og mit ringe arbeyde udi Eders Mayttz Kongelige Gunst og Naade, og af Hiertet dagligen bede, at GUD vil lade Eders Kongl. Mayttz Aar vare frem og frem, og bekræfte Eders Kongl. Maytz. Arve-stool og Eders Mayttz Sæd ævindelig, til sin Kirkis beskiærmelse, og disse Rjgers og Landis ævigvarende Velstand og Velsignelse, Saa som GUDS Befalning og dend allerunderdanigste Pligt det udkræver,

af
Eders Kongl. Mayttz
Skrevet i Slangerup paa S.
Hans Evangelistæ Dag 1673.
Allerunderdanigste Undersaat,
og tro Forbedere til Gud
TH. KINGO.
U-værdige Sognepræst i Slangerup
55

Til dend Gunstige og rætsindige Læsere

GUnstige og good-hiertede Læsere, lad det ey være dig underligt og urimeligt, at jeg haver sat disse Aandelige Morgen og Aften-Sange, tilliige med dend Hellige og Høyopliuste Kong Davids Poenitentze-Psalmer, under nogle Melodier, som ellers af mange Siungis med forfængelig Ord: jeg haver dermed vildet giort de velklingende og behagelige Melodier saa meget mere Himmelske, og dit sind (om dig det befalder) dis mere Andægtigt; at om du kand lade dig undertiden befalde, for en Melodies artigheds skyld, at gierne anhøre en Sang om Sodoma; du meget mere (om du est et ret Guds Barn) skulde lade dig behage, under selvsamme Melodie, at høre en Sang om Zion. Jeg veed vel, at der ikke faa skal lade sig finde, som dette mit ringe Arbeidis spæde Foster skal vilde udqviste, fordi det ikke er overklæd med de gamle og brugelige Kirke-Sangis Toner. Men herudi haver jeg ikke vist at giøre mig nogens sær tanker til en Lou; besynderlig fordi jeg finder vore forfædre, som haver Digted og sammensat vore Kirke-Psalmer, at have brugt dend frihed, at de ikke haver bundet sig til en, to, eller flere, men friit taget allehonde Melodier, end ogsaa af Lystige og Verdslige Toner, som mere end nok er beviisligt. Vil nogen sige at materien, for Melodiens vanskeligheds skyld, ikke vel skal kunde Læris, da er det kun Ord-Nisser til at kyvse Børn med. Vi finder udi vore Psalme-Bøger de vanskeligste Melodier over de slettiste Sange, de jeg ey nu, for viitløftigheds skyld, vil indføre; tilmed mange i vor tiid, ja for kort tiid, ere i Psalmebøgerne indførte, og nu i Kirkerrie brugelige, som ere af Toner flux vanskeligere end disse, hvilke dog snart ere lærte og for ordenis Sundheds skyld, med Lyst antagne. Tiden og brugen lærer alting. Skulde der og være noget udi Rimekunsten, som dend skarpsindige Læseris Lekkere Øren skulde anstøde, vil jeg, naar min feyl visis, mig baade derpaa erklære, og en andengang, saa viit 56 mueligt, der efter rette. En rætsindig og billig dømmende Læsere, vil fortolke det, som hans Guds Kierlighed er: Men et vringel-vuren og særsinded Hoved vil forklare det, som hans Sind og Sæder er. Mig er det hidindtil ene nok, at jeg veed forud dette mit ringe verk har befaldet endeel de Høy-Ædelste og Høylærdiste Hoveder iblant os, og besynderlig voris Ædle og Høy-ærværdige Fader og Biskop D. Johan Wandal, som mig i særdelished det til Trykken at forfærdige haver opmuntred, hvilket og skal give mig Aarsag, at ikke tage haanden fra Ploven, men fremdelis blive ved, flere af mine Rim-skrifter (om Gud sparer Livet) til Lyvset at fremføre. Des imellem, gunstjge Læser vil jeg have dig et glædeligt og Lyksaligt Nyt Aar troligen forynsket, bedendis trolig for dig, og mit ringe Arbeide, at Gud vil velsigne baade Dig og Det, og Jeg forbliver Din

Ærbødigste og Velvilligste Tienere
i HErren altid
TH. KINGO.
57

Vi Christian dend femte af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, de Venders og Goters, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst. Giører alle vitterligt, at eftersom Mag. Thomas Kingo Sognepræst i vor Kiøbsted Slangerup her i vort Land Sieland sig haver forretaget en Bog kaldis Aandelige Siunge-Koors første Part paa Dansk at forfærdige. Da haver vi efter hans allerunderdanigste Ansøgning og Begiering allernaadigst bevilget og tillat saa og hermed bevilger og tillader, at hand paa sin egen Bekostning samme Bog alleene paa Danske maa lade oplegge og trykke, dog at med des revision efter voris Elskelige kiere Her Faders Sl. og Høyloflig Ihukommelse den 6. Maij Anno 1667. udgangne Forordning vorder forholdet, saa og at den rigtig og correct trykkis, og skal ingen anden end fornefnte Mag. Thomas Kingo og hans Arvinger sig maa tilfordriste udi 20. Aars tid fra dette voris Brefs dato at bereigne, bemeldte Bog enten udi en eller anden slags Format, større eller mindre stiil paa bemelte Danske Sprog at eftertrykke, eller eftertrykke lade, ey heller andensteds fra trygt her udi vore Riger og Lande at indføris eller distraheris og der som nogen sig understaar her imod at giøre, og med andre Exemplarier af forskrefne Bog antreffis, end de som med bemelte Mag. Thomas Kingos Naun og merkke findis paateigned skal dend eller de som i saa maade betrædis første gang have forbrut alle de Exemplarier de have med at fare, og der foruden give til straf til næste Hospital Fire Rixdlr. Befindis nogen i saadan Forseelse anden gang straffis dobbelt, mens skeer det tredie gang, straffis som voris Mandaters modvillige overtrædere. Forbiudendis alle og enhver her imod eftersom forskrevet staar at hindre eller udi nogen maade forfang at giøre, under vor Hyllist og Naade. Givet paa vort Slot Kiøbenhavn den 21. Octobr. Anno 1673.

Under vort Zignet. Christian L. S.
58

Dend meget Gudelige og Geistrige Sang-mester Mag. THOMÆ KINGO Til pligtskyldig Taksigelse og ære sat af dend som udi hans Aandelige Sanges Liflighed dagligen

Haver Sin Lyst.

Da siunges Psalmen best: Da sødist Echo høres,
Naar voris Morgen-tak og Aften-Offer føres
Til Himlens høye Loft, som Engle-liflig sang
Med hiertens dybe Suk og tre gang' helligs Klang.
Da maa jo Him'len vist med naadens Echo svare,
Naar Hierte, Mund, og Røst sit lover Gud ey spare.
Men raaber samptlig, Ach! saa Vand af Øyed gaar,
Og Poenitendses Graad paa Kindebakken staar,
Ach! HErre! Klinger vel det Sukke-rigt hvor lenge!
Maa da fra Him'len vist et Frelses komme trænge,
Saa Hiertet træt af suk for Syndsens skændig Daad,
Faar dette Naadens svar, HErren har hørt din Graad.
Den Tone lærer mig du geistlig sangedigter
Guds Huuses Musicant, at jeg for Synden pligter
Med dine Morgensuk og Aftensanges Lyd:
Dit Halelujah mig er ævig Hierte-fryd:
Blif ved, lad see du dig i HErren stedse glæder,
Og af slig Engle-sang end ydermeere qvæder:
Saa skal dit Lover Gud og Hellig siungen tre!
Dig give Himlens Svar: See Naadens Komme See!

59

Aandelige Siunge-Koors Første Part.

60 61

Dend første Morgen-sang.

1.

Rind nu op i JEsu Naun,
Du Livsalig Morgen-røde,
Jeg vil i Basunen støde
Hos min Seng og hvile-staun!
Ald min Inder-deel sig røre
Med ald Tak for Natte-ly,
Og min Frelsers Lov opføre
Til dend høye Himmel-Sky.

2.

Nattens mørke Taage gik,
Jeg har Dagen alt i syne,
Og min hvilte Øyen bryne
Soolen nu i sigte fik:
Nattens skrækkelse er borte,
Død og Dievel for mig svandt
Som mit Levnet vilde korte,
Jeg dem alle overvandt.

3.

Ach! min Siæl, fremstil dig nu,
Giør at alle Bloode-Draaber
Varmis op og at du raaber
Af dit fulde Hiert' og Hu:
Halleluja! ævig Ære
Være dig Treenig GUD,
Som paa Hænder vilde bære
Mig fra Mørkets Hærskab ud.

62

4.

Give Gud jeg kunde saa
Dagen i din Frygt begynde,
At jeg ikke skulde synde
Og paa Snuble-steenen gaa,
Ach! at JEsus vild' oprinde
Over mig som Sool og Skiold,
At jeg kunde overvinde
Kiød og Blood og Satans Vold.

5.

Mine Veye jeg ey kand,
Som jeg gierne vilde, kiende,
Du, o Gud, kandst ene vende
Min Fornuft og min Forstand,
At jeg udi Spooret bliver
Som dit Ord mig viser paa,
Og hvor hen din Aand mig driver
Jeg med Glæde did kand gaa.

6.

Gid jeg Sathans Lyste-Drik
Hade maa som Gift og Galde,
Lad dog aldrig mig befalde
Hans Løgnagtig Engle-Skik:
Lad mig aldrig tænk' at plokke
Figen, blant hans Tjdsle-Frøe,
At hand mig saa skulde lokke
For et Æble til at Døe.

7.

Skal og Satans Lemmer sig
Denne Dag mod mig bevæbne,
Lad da denne haarde Skæbne
Vendis, o min Gud, ved dig,
Fri mig ud fra Tungers svøbe
Og fra Moorde-mandens Haand,
63 At min Food dog kand undløbe
Deris skiulte Snære-Baand.

8.

Aid dend Gierning, Drift og Daad,
Som min haand i dag skal giøre,
Gid jeg hende aldrig røre
Uden din Aands Kraft og Raad:
Thi forgævis skal jeg svede,
Og Arbeyde uden Frukt,
Om din Aand er ey tilrede,
Og din Hielp er udelukt.

9.

Mine korte Dag' og Aar,
Lykke, velfærdt Gods og ære,
Hvordan de skal lodnet være,
Det udi din Ville staar:
Giv mig kun hvad dig behager
Bland du selv mit Levnets Skaal,
Ey som det min gane smager,
Mens saa som det er dit Taal.

10.

Lad din Lyvse-Stage staa,
Og din Ære sig udbrede,
Gud, du selv til Lyvset lede
Dem som end i Mørke gaa,
Dine Hyrder du bemande
Som skal vogte dine Faar,
At de frit mod Ulven stande
Som din Hiord fast eftertraar.

11.

Gid vor KONGIS Arve-stool
Maatte ævig, ævig være,
Seyer, Salighed og Ære
64 Blive ham som Middags Sool,
Giør den gandske Konge-stamme
Høy-velsigned i dit Naun,
Giv hans Raad Forstand at ramme
Ære din og Rigets gaun.

12.

Vore Landemerker staa
Mured om med fred og leyde,
Hunger, hastig Død og Feyde
Bryde ey med Vold der paa!
Land og Vand velsignet blive,
Fædmed af Guds Vogne-Spoor,
Ald Nødtørftig Grøde give
Mens vi leve skal paa Joord.

13.

HErre, glem og ikke mig
Din Velsignelse at sende
Og alt Got til mig at vende
Som min Troo den er til dig:
Lad dit Ansigt med mig vandre
Fæst du self min svage Food,
Lad ey Synden mig forandre,
Og omvelte i mit Blood.

14.

Lær mig ved hvert Klokke-Slæt,
Denne Dag forbedret blive,
Saa mit Hierte, her i Live,
Bliver ey til Verden sæt:
Men at jeg mig kand erindre,
Hvor min Tid dend nipper af,
Og hver Tjme bliver mindre,
Til jeg seyner i min Grav.

65

15.

O min Gud, du hielp mig da,
Naar mit Levnets Maal har ende,
Og mit Hiul ey meer vil rende,
Men mit Aag skal spendis fra!
Lad da uden Tiid og dage,
Mig dit Æris Ansigt see!
Synd og Sorrig, Vee og Klage
Rodne med min Joorde-Blee.

Dend første Aftensang.

1.

DAgen er snart runden hen
Det nu flux ad Aften lider
Tiden sagtelig henskrider!
HErre Gud, vær du min Ven,
Naar At Mørkheds Magt og Vælde
Falder paa min Øyen-bryn,
Lad mig, Gud, da til dig helde,
Og vær' i dit Øyesyn.

2.

Fra min Moders Bryst og Barm
Har du mig alt Got beskiæret,
Og min Tilflugt stedse været
Under Skyggen af din Arm!
Din usigelige Naade
Staar i hvert mit Foode-fied,
Paa hvad Sti ieg vilde traade,
Har du Gud alt følget med.

66

3.

Tak! o Tak af Hierte-rood
Være dig ald Naadis Kilde,
Lad mig ingen Draabe spilde
Udaf ald din Naade-Flood
Som du haver ladet flyde
Ned til mig i denne Dag,
At jeg jo min Plikt kand yde
Til din Ære og behag.

4.

Luftens Fyrste Satan ey
Med sin tusind-kunstig snare,
Haver ført mit Liv i fare
Eller vildet af min vey!
Jeg er bleven fast beskiærmed
Ved din Himmel-mægtig haand,
At hvor megit Satan sværmed
Slap jeg dog forbi hans Baand.

5.

Din Velsignelse hver stund
Har jeg klarlig nok fornummed,
Saa dit Øye ey har slummed
Eller taged noged Blund:
Men med fliid og Faders Hierte
Har du givet paa mig agt,
At slet ingenhaande smerte
Er mig paa min Skuldre lagt.

6.

O min Gud vær mig saa good
At du mig min Synd tilgiver
Og mit Feyle-tal udskriver
Med din Søns det dyre Blood!
67 Thi saa stoor og overmaade
Som min synde-samling er,
See! saa bondløs er din Naade
Imod mig og mod enhver.

7.

Har jeg end med Ord og daad
Mig vel høyt forseet og synded,
Til forbudne Frukter skynded
Efter Slangens listig Raad!
Lad mig da min synd begræde,
Førend Solen daler slæt,
At jeg rense kand mit klæde
Udi JEsu bloodig Tvæt.

8.

Giv mig og din Hellig Aand,
At jeg Synd og skam forsager,
Og Vellystens skaal ey smager
Til min Siælis byrd' og baand:
Mens at jeg dit Barn maa være
Som du har paa Hiertet sat,
Og du vilt paa Armen bære
Til min Døds den lange Nat.

9.

Kom da søde Sove-tiid,
Jeg vil Verden snart forgiette,
Min uroe med Søvnen lette,
Lad, o GVD, dit Ansigt bliid
Over mig med Lyst oprinde,
Naar jeg slummer sagte hen,
At jeg alt din Vagt kand finde
Til jeg vogne skal igien.

68

10.

Falder nogen Drøm mig ind
Udi min bekymred Hierne,
Livsens Sool, og Jacobs stierne
Lyvs da op mit mørke Sind!
At ald Synde-damp maa svinde
Fra min Søvne-knytte Siæl,
At mig Satan ey skal binde
Udi søvne som en Træl.

11.

Lad de Hellig' Engle-bud
Som din Øyesteen mig vare,
Fra ald Satans snid og snare
Og hans hule Helved-skud!
Giør min tanke til en stie,
Hvor Guds Engle op og ned
Mig i Himmel-spoor kand vrie
Til at see din Salighed.

12.

Lad dit Ord og Ære staa
Uformørked allevegne,
Lad din Naade-dug nedregne,
Og din Kirke fremvext faa!
Signe selv vor Kongis Throne
Og det gandske Konge-Blood,
Sæt paa ham en deylig Krone,
Giv ham en bestandig Rood.

13.

Tænk, Gud, i Barmhiertighed
Ogsaa paa de Huuse-vilde,
Og paa hver som lider ilde
Og sig ingen Hvile veed:
69 Lad de Fattig, Faderløse,
Sorrigfulde, Fangne, træl,
Trøst og hielp aff Kilden øse
Som er udi Israel.

14.

Mine Venner hvor de er,
Lad dem dig befaled være,
Og dem med din Aand regiere,
De maa finde en og hver,
At mit Aften-offer kunde
Sig til Skyen trenge ind,
De og selv til dig maa stunde
Vdi Hierte, Siæl og Sind.

15.

Luk saa Dør i JEsu Naun,
Dødsens Broder vil mig gieste,
Jeg har dog mit Siæle-fæste
I min Frelsers JEsu Faun!
Skal og døden selv sig snige
Til mig ind i denne Nat,
Jeg er færdig, vil ey vige!
Mens jeg har min JEsum fat.

16.

Saa skal jeg med Fryd opstaa
Og med Morgenrøden møde
Ja med Tak min' Øyne bløde,
Før jeg vil til Gierning gaa!
Og naar saa min Tiid har ende
Jeg skal hvile i min Grav,
See! saa skal min Siæl sig vende
Til dig, Gud, som hende gav.

70

Dend 1. Kong Davids Poenitendse Psalme

1.

Ach! min Herre, straf mig ey
I din Næse-fnysend Vrede,
Og udi din grumheds Hede,
Lad dog Naaden finde Vey!
Tænk dog, Herre, at jeg arme
Er saa svag og siver hen,
At vilt du dig ey forbarme,
Faar jeg aldrig Krafrt igien.

2.

Heele mig og vær mig good,
Mine Been vil mig ey bære,
De saa høyt forfærded' ere
Jeg kand ey staa paa min food!
Ja min Siæl forfærdis saare,
Ach! hvorlenge skal det saa
Vare med mig arme Daare?
Før jeg skal din Naade faa.

3.

Ach min HErre vend dig om
Til din vonlig gunst og naade,
Løs min Siæl af trang og vaade
Og til hielp mig Arme kom:
Lad barmhiertighed dig røre
Mens ieg end i live er,
Thi hvo kand din lov udføre
Naar mand ham til Graven bær.

71

4.

Jeg har trællet og er træt
Af de dybe Hierte-sukke,
Og de sørge-hik og klukke,
Saa jeg nep har Aande-dræt:
Ja min Seng den hver Nat Svemmer
Af min kolde Angist-sued,
Og min Graad, som Sindet klemmer
Bløder flux mit Leye-sted.

5.

Udaf Harm, Fortræd, Uræt
Er mit Øye giennemstukked,
Ja dend Spot, som jeg har drukked,
Har som mol mit Ansigt ædt,
At det Sørge-rynker drager
Og er gammelt vorden slæt,
Alt for deris skyld mig plager
Og har sig imod mig sæt.

6.

Viger dog, og viger hen
Alle I som Uræt giøre,
HErren skal dog eengang høre
Paa min Graadis Røst igien:
Min Formaning skal hand lyde
Med et naadigt Øre paa,
Og min Bøn skal jeg frembyde
At dend vel optagis maa.

7.

Da skal alle, alle de
Vorde snart til skarn og skamme,
(Gid det dem maa og saa ramme)
Som vil min Ulykke see:
72 De forfærdis maa og vende
Sig tilbage med en Hast,
I dend ævig skendsel rende
Som de haver for mig kast.

Dend anden Morgen-sang.

1.

Siæl og Hierte, Sind og Sandser
Vaager op og værer froo,
Og for HERrens Ark omdandser
Med en fyrig Aand og Troo!
Takker Gud for denne Nat,
I har Morgenstunden fat,
Dagen blidelig oprinder
Og I eder vel befinder.

2.

Jeg mig lagde ned til hvile
Men min Gud holt paa mig vagt,
Sathans Synde-giftig Pile
Hafde mig om Livet bragt,
Om, o Gud, din Engle-Hær
Hafd' ey været mig saa nær,
Jeg i Mørked hafde bleved
Og til Døden vist opskreved.

3.

Derfor jeg din Lov og Ære
Vil udbrede med min Mund,
Min Taksigelse frembære
Udi denne Morgen-stund!
Rør mig med din Aand og Ild,
Thi min egen Brynd' er vild!
73 Lad din Glød min Læbe røre
Og din Lov med lyst udføre.

4.

Jeg vil Luften giennem skiære
Med min Tungis Raab og Røst,
Hiertet til dit Alter bære,
Øes det fuldt af troo og Trøst!
Tag, o JEsu, tend det op
I min Joorde-tunge Krop,
Lad det Offer dig behage,
Og af Joorden intet smage.

5.

Du est Gud før Joorden skabtis
Før end Bierg og Tue blev
Førend jeg i Adam tabtis
Vaar jeg paa dit Tanke-Brev!
I din Søn du elskte mig
At jeg skulde visselig
Hans Medarving ævig vorde,
Pagt og Baand du med mig giorde.

6.

Det skal være mig et Minde
Hver dend Dag jeg seer at gry,
Jeg skal det om Hiertet vinde,
Jeg skal det om Armen sy!
JEsu, JEsu Kierlighed,
Er det eene der jeg veed
Hvor ved jeg min Siæl kand trøste,
End om Hiertet vilde brøste.

7.

Er jeg end til alle Prikker
Ey saa lige Engle-skiær,
Om jeg Synden end inddrikker
74 I mit svage Kiød (dißvær)
Giv mig, Gud, dog Styrk og Kraft,
Imod syndsens giftig Saft,
At jeg den i Ægget døder,
Før den Basilisker føder.

8.

Lad mig alle mine Dage
Ryste mig mod Sathan ud,
At hand mig ey skal bedrage
Med sin vellyst-smykked Brud:
Beed, O JEsu, beed for mig,
Naar hand kommer hemmelig
Og vil mig som Hvede sigte,
At min Tro ey da skal svigte.

9.

Giv mig Lycke at adspørge
I din Frygt mit levnets Brød,
Lad mig ey som Hedning sørge,
Om jeg end skal ljde Nød:
Signe Hustru, Huus og Hiem,
Mine Børn hielp frem og frem
Lad os alle ved din Skygge
Vorde rolige og trygge.

10.

Boo hos os, o Gud, i Naade
Med dit saliggiørend' Ord,
Med din Aand de Hyrder raade
Som skal tiene for dit Bord.
Giør vor Konge sterk og stoor,
Sæt hans Land' i Fred og Floor,
Lad hans Raad af Vißdoms Kilde
Øse tidig Raad og snilde.

75

11.

Giør vort Land som Zions Bierge
Fulde af din Fedm' og Frugt,
Ald Ulykke du afverge,
Driv vor Fiende selv paa flugt,
Lad ey Vaade-ild og Vand
Blive Herrer i vort Land,
Lad ey Hunger, Pest og Plage
Korte vore Levnets Dage.

12.

Er Ulykken og i Veye
For mig selv i denne Dag,
Du, o Gud, kandst det omdreye,
Du kand hielpe i dend Sag,
Saa min Food sig støder ey
Paa min rette Fare-Vey,
At sig Satan ey skal glæde,
Om jeg trøsteløs maa græde.

13.

Lad min Tiid i Fred bortrende
Til jeg lakker ad mit Maal,
Giv mig Gud en salig Ende,
Giør mig glad ved Dødsens Skaal!
Lad mig midt i Døden staa
Med min Frelsers Harnisk paa,
Fuld af Troo og Aandens Glæde
I dend anden Verden træde.

76

Dend Anden Aften-sang.

1.

Blusser op og værer glade
Livsens Aarer fuld' af Blood
Hvor udi min Aand mon vade
Som en Purpur-farfvet flood!
O du dyre-kiøbte Siæl
Bliv ey stum som Asen-træl,
Lad dit Hierte, Mund og Tunge
HERrens Lov og Ære siunge.

2.

Thi saa vit som Himlens Bue
Skyder sig om Jordens Bold,
Er Guds store magt at skue
Og hans Ære mangefold,
Ingen Sool til hvile gaar,
At vi Mennisker jo faar
Aarsag os til Gud at vende
Før vi Aften-liuset tende.

3.

Jeg maa selv, o Gud, bekiende,
Endog jeg en Synder er,
Du har haft saa stoort et Nænde
Over mig, endog jeg bær
Synds Spedalskhed i min barm,
Saa har dog din Naadis Arm
Ikke vildet mig nedkaste
Blant de mørkheds-lenked Gaste.

4.

Ach! Hvor mange, mange Dage
Har du til mit levnet lagt,
Som jeg nu maa vel beklage
77 At jeg ey har haft i agt!
Ach! hvor tiit har Soolen rendt
Og Guds merker paa mig brendt,
Til hans Naadis tiid at bruge
Før mig Døden skuld' afluge.

5.

Denne Dag, som nu vil kvælde,
Har og tusind Tegn opsat
Paa din Naade, Magt og Velde,
Som jeg usle Orme-skrat
Har i mange maader seet,
At du har mod mig beteet,
Jeg med Sundhed, Fred og Glæde
Kand nu af mit Arbeyd træde.

6.

Ach! min Gud jeg vil dog ikke
Til min Sove-sted hengaa,
Før dend Synd, som mig mon stikke
I min Barm, sin Død kand faa!
Jeg bekiender at jeg dig
Denne Dag og idelig
Har til Hefh og Harm opærred,
Og mit Levnet fast forværred.

7.

HERRE, om du vilde trætte,
Og med mig i Rætte gaa,
Skue alle Synde-plætte,
Store Synde-Feyl og smaa,
Jeg med ævig Spot og Skam
Blev da Satans Deel og Nam,
Jeg i Helved skulde synke,
Og mig ingen skulde ynke.

78

8.

Men O Gud, vend dog dit øye
Til din Søns Døds Kraft og Fynd,
Tænk dog hvad hand motte døye
For min purpur-blodig Synd!
Hand tog paa min skam og skyld
Og min jammers piine-Byld,
Derfor vil jeg Synden hade,
Og med graad hans Smerter bade.

9.

Lad din' Engle mig bevaage,
Naar jeg mig skal legge ned
Udi Nattens blanded taage,
Og jeg af mig selv ey veed,
Lad min Siæl da holde Vagt
Mens min Krop sig hviler sagt,
Lad din Engle mig omringe,
Og hin sterke Dievel tvinge.

10.

Giv, o Gud, jeg aldrig glemmer,
At jeg arme bleven er
En udaf din Kirkis Lemmer,
Som dit Kiendemerke bær!
Gid din KIRKE hos os staar
Som en vandet Urte-gaard,
Lad Vildbassen ey omroode
Det du har begyndt at poode.

11.

Giør vor KONGIS Arve-Sæde
Høyt i Seyer, Ær' og agt,
Lad alt Kongens Huus optræde
Til jo størr' og større Magt!
Lær du selv hans høye Raad
Hvad der er dend beste Daad,
79 Til din Ære at forfremme,
Og hans Fiender at beskiemme.

12.

Lad din Fred og Leyde blive
Laas og lukke for vort Land,
Lad Ulykker overdrive,
Knuus du Satans Løve-tand,
Lad enhver i Fred og Roo
Under dine Vinger boo!
Gud beskierme og beskytte
Thronen, med dend mindste Hytte.

13.

Her paa vil jeg mig nedlegge,
JEsu, du skalt med mig gaa,
Inden for mit Hiertis Vegge
Du din Hvilested skalt faa!
Verdens Omhu, Lyst og Nød
Vige bort og blive død!
Jeg vil hos min JEsum blunde
Fra ald Verdens Bulder-stunde.

14.

JEsus skal mig og opvække
Til min Gierning glad og sund
Og sin Haand fremdelis rekke
Til dend næste Morgen-stund!
Og naar Døden træder til
At hand mig omfælde vil,
JEsus skal min Grav da lukke
For ald Verdens Sorg og Sukke.

80

Dend 2. Kong Davids Poenitendse-Psalme. Ps. 32.

1.

Salig er en Mand at skatte,
Naar hans Byrde lettis af,
Og hans Synder er forlatte,
Skiult i HErrens Naadis Haf:
Naar Gud ikke regne vil
Hans det Daarlig Synde-spil,
Men hand rundt sin Synd bekiender
Og ey Falskhed forevender.

2.

Thi der jeg vaar taus, og vilde
Meene jeg var Engle-reen,
O hvad gik det mig da ilde,
Da vansmegted Marv og Been,
Skiulte Synder aad mig op
Hemmelig fra Taa til Top,
Jeg som Løven maatte brøle,
For min Lønlig Synde-søle.

3.

HErrens Haand og heftig Plager,
Som med Synden var fortient,
Udi Tyngsel alt tiltager,
Til min vedske blev forbrendt:
Jeg blev mager og forsvand
Som en Urt for Sommer-brand,
Merk, o Synder, leg paa Hierte,
Sligt giør Syndsens skiulte smerte.

81

4.

Jeg omsider blev til Sinde
At bekiende Synd og Skam,
Lukke Skalken ikke inde
Under en skin-hellig ham:
Men jeg sagde saa hos mig:
HErre Gud jeg vil for dig
Min Misgierning friit bekiende,
Da fik Syndsens Straf og Ende.

5.

Derfor skal hver Helgen mindis
Hvor mod mig du vaarst saa bliid,
Tag' Exempel, naar du findis,
GUD at søg' i rette Tiid
At naar Synde-Flooder sig
Velter ind mangfoldelig,
De ey da til dig skal rekke,
HErrens Haand skal dem forstekke.

6.

Vil end Loven mig forbande,
Jeg har Gud at roo mig ved,
Skal her megen Angist lande,
Gud, du est min Fiele-sted,
Du, for Sorg og Siæle-trang
Skal med Fryd og Frelse-sang
Mig omringe allevegne,
Og din Lov paa mig optegne.

7.

Gud vil selv stoor Fliid anvende,
Nøye agte mig oppaa,
Lære mig den Vey at kiende
Hvor jeg sikker vandre maa;
Ja hans Øyis goode Raad
Er med mig i ald min Daad,
82 Og skal altid mig raadføre
Hvad som jeg skal troo og giøre.

8.

Værer derfor, værer ikke
Som dend vild' og vrinske Hest,
Vider eder bedr' at skikke
End hint grove Mule-Bæst
I hvis Mund (om de skal staa)
Tømm' og Krogbid knibe maa,
At de ey for nær skal træde
Og slae HErren af sit Sæde.

9.

Mange Plager (hvor det lenter)
Er dend Ondis visse Dom,
Men hvo kun sin Gud forventer
Med Miskundhed ringis om.
Giver derfor Røst og Lyd,
Siunger udaf Hierte-Fryd
I Rætfærdig', Hierte-Fromme,
Eders Frelse skal dog komme.

Dend tredie Morgen-sang.

1.

Lyksalig Dag! som nu saa bliid oprinder,
At jeg endnu, med Solens opgang, finder
Guds Naade i min ringe Busk at boo,
Saa Nattens Mørk og Satans Fange-Fælde
Fik ingen magt min Siæl at overvelde
Med sin Uroe.

83

2.

Lov skee dig Gud i høye Himmel-rige!
Jeg vil med Tak op af mit Leye stige,
Ja til dig løfte Hierte, Mund og Haand,
Min Siæl skal yde sine tusind sukke,
Mit Ansigt skal mod Jorden ydmygst bukke
Sig ved din Aand.

3.

Det er jo ey min Værskyld nogen maade,
At dog det mindste grand udaf din Naade
Mig skulde blive giort til Deel og Lod:
Men for min Synd og megen stoor' usnilde,
Du af din naadig Haand mig burde trilde
Saa som en Klod.

4.

Dog haver du mig i din Arm optaged
Og Faders hierte altjd til mig draged
Endog i denne nest forgangne Nat:
Du har ey qvisted mig med Syndsens snerte,
Mens jeg som Segl oppaa dit hulde Hierte
Har været sat.

5.

Op, op min Siæl, og skynd dig at aflegge
Ald Mørkheds ham forinden disse Vegge,
Gak ud mod Soolen som et Lyvsens Barn,
Og lad dit Hiert' i Vand for Synden smelte,
Skam dig, at du her efter dig skal velte
I Synd og skarn.

6.

Mit vandretøy jeg der med paa mig tager,
Gud give mig sin naade at jeg mager
Paa alt det som kand GUD til Ære skee,
At hvor jeg mig skal hen i Verden vende,
84 Jeg Guds Ansigtis Lyvs hos mig kand kiende
Og klarlig see.

7.

Mit Embed og mit Kald mig er befaled,
Gid det ey bliver udaf mig forhaled
Og efterlat ved Lyst og Ledighed;
Men at jeg kand Guds Ære stedse søge,
Min Næstis og mit eget gaun forøge
Med Fliid og Sved.

8.

Giør du, O Gud, min Bolig fuld af Lykke,
Lad ingen Modgang mig og mine trykke,
Afvend i Naade Vaade-Ild og Vand:
Lad hastig Død mit Levnet ey afskiære,
Gid mine Been mand ey med Skam skal bære
Til Mørkheds Land.

9.

Giv mig din Aand og Naade at jeg viger
Fra Synd og Skam, og til min Gud opstiger
I gandske Hierte, Tanke, Hu og Sind:
Lad mig ad Verdens Lokke-fugle spytte,
Jeg mig for Lysten i mit Kiød kand hytte
Som slet er blind.

10.

Din Ær' og Ord hos os befæsted blive,
Giv dem din Aand som Fredens Ord skal drive
Giør du vor Konge mægtig, stor og sterk!
Giv Seyer, Lykke, Raad udi hans Rige,
At Efterkommerne der om kand sige:
Det vaar Guds Verk!

85

11.

Lad Jorden blive fuld af Frugt og Grøde,
Giv af de dybe Vand nødtørftig Føde,
Velsigne du hvert Huus og Figentræ:
Lad hver foruden Synd sit Huus opbygge,
Og sidde under HErrens Vinger trygge
I Ly og Læ.

12.

Her paa, min Gud jeg for mig selv vil bede
Du vilde mig paa Sandheds Veye lede,
Og følge mig ved Haanden tryggelig,
At sikkerhed mig ikke skal forraske,
Men at jeg i min Jord og Falle-aske
Maa speyle mig.

13.

At naar mit Glas er gandske da udrundet,
Og ingen Hielp i Verden bliver fundet,
GUD øse da min Siæl ald fuld af trøst!
Min JEsus maa mig ligg' i hiert' og tunge,
Indtil jeg skal mit Hellig, Hellig siunge
Med Engle-Røst.

Dend Tredie Aften-sang.

1.

Dend prægtig Sool, som hele Verden glæder,
Saa sædelig hen fra vor syyn aftræder,
Og Natten bæller ud, som af en ørk!
O Lyvsens Fader, hos mig arme vandre,
Som mørket kand til Liv og Lyvs forandre,
Og Lyvs til mørk.

86

2.

Ach Gud! du skalt mig ey af Haanden slippe,
Om end dend gandske Verden skulde glippe,
Thi jeg af Moders Liv er paa dig kast!
Om Bierge sank, og Verden vild' omvelte,
Og Elementerne de vilde smelte,
Jeg staar dog fast.

3.

Naar jeg, O Gud, din Omhu ræt betragter
Og dine Øynis tusindfolde Vagter,
Da rører sig ræt hver en draabe Blood!
Thi som jeg frem paa Leve-trappen stiger,
Vtallig tusind Vidne til mig siger
At Gud er good.

4.

Siig dog, min Siæl, om nogen Sool er runden
Op over Hoved dit, og er forsvunden
Foruden noget sær Guds Naadis Tegn?
Luk derfor op dit hiertis Live-Aare,
Lad flyde ud din Tak, i dine Taare,
Som Dug og Regn.

5.

Idag, idag er det din store Naade
At Satan over mig ey fik at raade,
Enddog min Synd det havde vel fortient:
Dog haver din Miskundhed mig omringed,
At Satans Anslag haver ey gelinged.
Men er afvendt.

6.

Jeg er ey kast ved Sygdom ned paa Leye,
Guds Engle har paa alle mine veye
87 Haand-baared mig fra Fald og fode-stød
Gud til mit Kald har givet Naad' og Lykke,
Mig har ey manglet et nødtørftigt stykke
Af daglig Brød.

7.

Min blodig Synd min Siælis skam og skade,
Dend Slange-Edder, som jeg burde hade,
Og dog i Dag har hersket i mit Kiød,
O Gud, du dend med Jesu Blood udslette
Og gak ey med mig Syndere i rætte,
For din Søns Død.

8.

Jeg dermed nu til søvn min' Øyne skikker,
Thi Synden, som i Kiødet boer og stikker,
Forsonet er, saa dend ey skade kand:
Min Seng opvartis af Guds Engleskare,
Min Siæl og Liv skal JEsus selv bevare
Min Frelsermand.

9.

Sov da, sov hen, mig skal ey Satan vække,
Og ey med Drømm' og Helvedsyner skrekke
Jeg seer min Gud i søvne hos mig staa!
Jeg skadis ey paa mindste Bloodedraabe,
I søvne jeg ved Jesu død kand haabe
Nyt Liv at faa.

10.

Lad ingen Nat, O Gud, dit Ord formørke,
Giv Vægterne i Zion Kraft og styrke
Velsigne KONGENS Huus, og sæt din Vagt
Omkring hans Riger og hans Arve-Lande,
Giv viise Raad, Hans Fiender at modstande
Med Lykk' og Magt.

88

11.

Besøg hvert Huus, og ingen udelukke
Fra disse mine dybe Hierte-sukke,
Giv alle Svage Roo og Hiertetaal:
Gud med sin Aand dem alle kraftig røre,
Som efter HErrens Ville ræt skal giøre
Med Dødsens Skaal.

12.

Far dermed vel ald Verdens Pragt og Ære,
Jeg vil min Død ræt nu af søvnen lære,
Lyvs over mig dit Ansigts Salighed!
Saa skal jeg fort med Morgenstiernen ile,
Og takke dig for søder Natte-hvile,
For Roo og Fred.

13.

Lad endelig din Aand fra mig ey vige,
Naar jeg i Dødsens Dal skal nederstige,
Vær da, O Gud, min Trøst og Støde-stav!
Lad da min Siæl ad Døden haanlig smile,
Mit Legeme i Livsens Haab sig hvile
Udi sin Grav.

Dend tredie Kong Davids Poenitendse-Psalme.

l.

Ach HErre lad dog ey din Vred' opsyde,
Og i din Hidsighed paa mig udbryde,
Ach ney! straf dog ey som jeg har fortient,
Thi dine Pile mig mit hierte kløver
Din Haand med Soot og Sygdom mig bedrøver,
Som paa er kiendt.

89

2.

Udi mit Kiød er ingen Sundheds Prikke,
Alt for din grumme Vrede jeg maa drikke,
I mine Been kand ingen Lise boo:
Alt for min Synd, som for mit Ansigt vanker,
Ja Dag og Nat besværer mine tanker,
Med stoor Uroo.

3.

Min ondskabs Daad, som jeg bedrev forlangen
(Dend jeg før traadde under Foodesvangen)
Dend nu mit Hovet overstegen er,
Og min Samvittighed saa hart bemøder,
Ja mig fuldnær til Helvede nedstøder,
Som Byrden bær.

4.

Af syndsens Saar fuul Stank og Raad udflyder,
Jeg svinder ind, dog nu saa høyt fortryder
Min Daarskab og min Ubesindighed,
Jeg gaar nu krum og mig i Støf nedbøyer,
Og under Sorge-skik jeg daglig døyer,
En Angist-sved.

5.

Min Indvold brænder op, og snart vil revne
Af Synd og skam som jeg er haan at nævne
Og paa mit Kiød er ingen sundheds plæt:
Jeg er afmægtig, og mig Synden knuser,
Jeg og mit Hierte brøler høyt og bruser,
Urolig slet.

6.

Men HERre, ald min Lengsel og de sukke
Som jeg udi mit Bryst maa indelukke,
Er ey, O Gud, skiult for dit Viisdoms Raad.
90 Mit Hierte heftig slaer, min Kraft og styrke
Har mig forlat, og Øyne ere mørke
Af daglig Graad.

7.

De som mig før har elsket høyt og æred,
Ja de Staldbrødre som jeg fødd' og næred,
Stod' afsiids fra min Plag' og kiged ind!
Min næste Frende, med vel haart et Hierte,
Stood langt af Leed, hver haantis ved min Smerte
I Hu og Sind.

8.

Men de mit Liv med fliid fast eftersøgte,
De deres skalke-snarer daglig øgte,
Og de som fritted efter min Ufær,
De taler Vanart mig til Skam og Skade,
Og pønser friit paa Svig, thi de mig hade,
Hver Dag i sær.

9.

Imidlertiid jeg lood som jeg ey hørde
Hvad skam og skiendsel de om mig udførde,
Som Dummen jeg ey løßde for min Mund
Jeg var som dend der ikke kunde høre
Og ey til giensvar kunde Tungen røre
Mod skalke-fund.

10.

Thi HERRE, jeg med Lengsel efterlented
Og at du skulde svare jeg forvented,
Thi jeg udi mit Hierte tænkte saa:
Om du tilsteder at min Food skal glide,
Da vil det, naar de mellem sig mig slide,
Gaa stort oppaa.

91

11.

Men om du, Gud, vilt mine Ribbeen vrie,
Jeg færdig er at halte, og vil tie,
Om end min Pine altid for mig staar:
Jeg give vil Misgierning min tilkiende,
Og i Bekymring for dend Synd mig vende
Som jeg begaar.

12.

Min' Avindsmænd bestyrkede nu leve,
Og de i tal mangfoldig mange bleve
Ja de som gave idel Ont for Got,
Mod mig som Satan selv af Hiertet stoode,
Og huldte mig, for jeg attraar det goode,
For idel Spot.

13.

Men du, O Gud, mig i ald Angist styrker,
Forlad mig ey, thi jeg dig trolig dyrker,
Min Gud og HErre, vær ey langt af Leed!
Vær snar, Hielp, hielp og paa din Arm mig lette
Giør dog, O HERRE, for din Ære dette,
Min Salighed.

Dend Fierde Morgen-sang.

1.

Velkommen Morgenstund, med Guld og gavn i Mund!
Lov skee dig, gode GVd, jeg vogned glad og sund:
Nuslu skal min øyenbryn ey meere hvile faa,
Før min Food
Med Hiert' og mood
I HErrens Huus skal staa.

92

2.

I Aftis blev vort Lyvs og Brendelampe slukt,
Men JEsus Verdens Lyvs i Siælen skinde smukt:
Min trætte Krop i Fred og leyde hvilte sig,
Og min Seng
Vaar ey saa æng,
Gud bode jo hos mig.

3.

O GVD, dit Øye vaar min klare Natte-Sool,
Om end min Hvile-halm laa paa din Foode-Stool:
Dog saaestu ned oppaa mig usle Kreatur,
Mod ald Nød,
Og Satans stød
Varstu min Vold og muur.

4.

Jeg derfor nu vil op til HERrens Alter gaa,
Og mine Taare ned udi hans Ager saae:
Min Tunge med ald Tak skal løßnis udaf Fryd,
Klinge op
Til Himmel-top,
I Aandens Lyst og Lyd.

5.

Dend Dag som vaar i gaar, har nu ey meere brug,
Men denne nyder jeg i tidens Flugt og Fug,
Af HErrens Naade, som er til mit Levnet lagt,
At min Tiid,
Med Frugt og Fliid,
Kand tagis end i agt.

6.

Hielp Gudjeg kunde saa i Frygt og Agtsomhed,
See hvordan tiiden bort fra mine Fædre gleed,
93 At ingen Verdens Lyst mig saa i Sindet groor!
Jeg jo kand,
Med god Forstand,
See hvor dend sig hensnoor.

7.

Jeg har og vel forsøgt hvor Foodefalsk og glat
At verdens Baane er, O Gud tag derfor fat
Og holdt min høyre Haand, at jeg til skam-fald ey
Skrenter hen,
Saa min U-ven
Beleer mig paa min Vey.

8.

Gid hvert Minut min Siæl i Gud kand være glad,
Og færdig fra sin Krop med Lyst at skillis ad;
Lad min Samvittighed ey blive steene-trykt;
Gid for Synd
Og Søle-dynd
Jeg bær en skyldig Frygt.

9.

Udi mit Kald, O Gud, leg med mig Haand i haand,
At jeg af Spindelvæv skal ikke snoe mig Baand;
Lad din Velsignelse mig komme til at groo!
Gierighed,
Og Armis Sved
Langt være fra mit Boo.

10.

Din Ære og dit Ord giør her i Norden fast,
At vi fra Lyvset ey i mørket blive kast
Giv, ved din Hielp og Haand, vor Konge glædis maa
At hans Land,
I Lyksom stand,
Maa lange Grendser faa.

94

11.

Giv Brød og Biering til hver i sit lovlig Kald,
Bevar hver Christen fra u-Christelige Fald,
Besøg dend sygis Seng, spiis hver en hungrig Siæl,
Giør dem fri
Fra vilden Sti
Som ere Satans Træl.

12.

Nu gaar mit Seyerverk, saa lenge Gud hand vil,
Jeg mod min Aften mig og gierne laver til!
Skiær, Gud, min knude løs, naar det behager dig,
Mig er vel,
Fordi min Siæl
Er mest i Himmerig.

Dend Fierde Aften-sang.

1.

Dend klare Sool gaar ned, Det qvelder meer og meer,
Hver Arbeydsmand er træt og sig om hvile seer:
En Dag jeg nærmer' er ved Døden end som før,
Tiden mig
Saa sagtelig
Oplukker Dødsens Dør.

2.

Her skiftis Tiden om, her vexlis Dag og Nat,
Af Solen bliver kun en skygge efterlat!
Saa Verdens Herlighed omsider ende faar,
Mørken Grav
Og Orme-Drav
Vi sidst i Verden aaer.

95

3.

Tænk da, o tænk dig om, min Siæl, søg ey din Roo
I Verden, som ey veed at holde stand og Troo!
Ræt nu vaar Solen her nu er her idel mørk
Verden var
Da lyvs og klar,
Nu er dend som en Ørk.

4.

Jeg triner nu udi det Dugge-fulde Græs,
Naturen siger mig: Bie lit, stat her og læs:
See Morgen-blomsteret, hvor det er falmed nu!
Det vaar Fragt,
Nu er det slagt,
Ach! kom det dog ihu.

5.

Min Siæl, vær rolig lit, mens jeg mig tænker om,
Hvad dog min Gud hand er langmodig, mild og from,
Jeg seer mit Kontrafey i Blomster og i Høe,
Dag og Nat
Mig lærer brat
At jeg skal engang døe.

6.

Tak, tusind gange tak, O Gud, som ævig er,
Og udi tiden dog slig Omhu for mig bær!
Fra første Øyeblik der jeg af Rode randt,
Af mit Leer
Du giorde meer
End jeg kand sige grandt.

7.

Du toede mig udaf mit syndig fødeblood,
Og gafst mig i din Søn en anden Voxe-rood,
96 Du har opklekket mig udi dit rene Ord,
Ja min Siæl
Saa tiit og vel
Er spised ved dit Bord.

8.

End er jeg denne Dag ved din Barmhiertighed
Ulykken gangen qvit, qm Satan end var vred,
Du har og givet mig i dag min deel af Brød,
I min Skaal,
Med Himmel-maal,
Din Gunst og Naade flød.

9.

Men, O min Gud, giv til hvad jeg mod dig har brudt,
Agt ey de Spirer som af Syndsens Rood er skudt,
Løs min Samvittighed af sine Synders Baand,
Kast dem ned,
I ævighed,
I Haved med din Haand.

10.

Stil du en Engle-vagt omkring min Sove-sted,
Lad Satan i mit Huus ey sette noget fied,
Luk Himlen i mit Sind, giør Hu og Hierte reen,
Lad min Siæl,
Af Kiødets Pæl,
Ey finde noget meen.

11.

Oplyvs din Meenighed og breed din Ære ud,
Omfaun med Kierlighed din Aandelige Brud,
Som du i Norden har opelsked dig til Lov,
Stød dem om
Med Rætviis Dom,
Som søge hendis Rov.

97

12.

Gud, lad din Salighed for Kongens Ansigt gaa,
Og hug hans Fiender af som Axeklipped straa,
Formeer hans Herlighed, forlæng hans Lives Aar,
Gid hans Sæd,
I dyder klæd,
Stoor magt i Verden faar.

13.

O naadens Fader, see og af din Himmel ned
I ald din Christendom, til hvers nødtørftighed!
Jeg staar nu færdig til min Sovested at gaa,
Giv du mig,
At jeg i dig
En rolig Nat kand faa.

14.

Kom, mægtig Engle-hær, lyvs Herrens Roo og Fred,
Paa Siæl og Legem, og hvad meer mig kommer ved!
Gak, Orme-sæk, og sov, Gud skal i Morgen dig
Vekke her,
Men siden der
Til Liv ævindelig.

Dend Fierde Kong Davids Poenitendse Psalme.

l.

Gud vær mig naadig, og tilgiv min Synd saa leed,
For din Miskundheds skyld, ey for min Værdighed,
For din Barmhiertighed, som saa utallig er,
Reent udslæt
Hver Synde-plæt
Som jeg i Kiødet bær.

98

2.

Toe mig og vask mig vel og meget af min Synd,
(Jeg ved at i mit Kiød er Syndsens Arpe-dynd,)
Prøv her din Farve-kunst! og giør min Kiortel hvid
Skiær og reen,
Af Skarn og Meen,
I ald min Livis tiid.

3.

Thi jeg min Ondskab og min' overtrædelser
Til fulde kiender nu, saa det i Hiertet skiær,
Min Synd dend Dag og Nat ræt for mit Ansigt staar,
Siger mig,
At visselig
Guds Straf hos Synden gaar.

4.

For dig min GUD, for dig jeg ene synded har,
Og giort det onde i din' Øyne obenbar,
Din tale derfor mod min Synd retfærdig er,
Og din Dom
Ey feldis om,
Som reenheds merke bær.

5.

See, Gud, og tenk at jeg ey uden Ondskabs Saar
Er af min Moder fød, hvis fødetiid vaar haard,
Ja der min Moder mig først varmed i sit Liv,
Vaar dend Lyst
Ey uden Brøst
Men syndig Tiids fordriv.

6.

See, du har dog din Lyst i Sandheds skiulte Leed
Der er som Nyre-lukt, og ingen Mand af veed,
99 Dit Evangelium mig trøst i Løndom bær,
Jeg skal faa
God Viisdom paa
Den ting nu tillukt er.

7.

Afløs mig derfor kun med Isop-koosten tiit,
Jeg troer jeg bliver reen og ald min fuulhed qvit,
Toe mig, saa bliver jeg langt hvidere end snee:
Thi jeg grandt
Messiæ Pandt
Hans Blood og Død kand see.

8.

Ach lad mig høre da stoor Lyst og Siæle-Fryd,
Udi dit Ordis Kraft og Evangeli Lyd,
At mine Been og Marv, som du med Løve-tand
Knasker smaa
Som aun og straa,
Af Fryd omspringe kand.

9.

For mine Synder og min vilde snuble-Vey
Skiul du dit Ansigt, og agt det aldeelis ey,
Hvad jeg med Hiert' og Haand har for dig giort Uræt,
Slæt det ud,
O naadig Gud,
Udaf dit Regne-Bræt.

10.

Skab mig et Hierte reent og puurt fra syndsens Art,
Som af sin skyld og Blood i dig er toet klart,
Udi mit Bryst og Liv en rætter Aand forny,
At ieg kand,
Som en Guds Mand,
Her efter Synden fly.

100

11.

Forkast mig ikke fra dit Ansigts Salighed,
(Bliv aldrig for min Synd saa saare Harmt og Vred)
Tag ey, o Naadens Gud, din værdig Hellig Aand
Fra mig bort,
Thi da vel kort
Fik Satan overhaand.

12.

Giv mig, o Gud, igien din overflødig Trøst
Udaf din Salighed, udi min Siæle-Brøst,
Med en frivillig Aand ophold mig allenstund
At jeg giør,
Det som mig bør,
Med Hierte, Haand og Mund.

13.

Da vil jeg udi mit Exempel lære saa
At Overtrædere paa dine Veye gaa,
Ja Syndere, som end Guds Frygt ey sandse ræt,
Skal til dig
Omvende sig,
Og Synden hade slet.

14.

Udfri mig ogsaa fra den dyre bloodeskyld,
O GVD min Salighed, og fra en Hierte-byld,
Og din Rætfærdighed, din Gunst og Sandheds Ord,
Tusindtal
Min Tunge skal
Berømme her paa Jord.

15.

Oplad, o HErre, selv min Mund og Læbers Dør,
(Thi ellers i din Lov er jeg saa Død som før)
101 Saa skal jeg vit og bredt (alt efter Engle-viis)
Med min Mund,
Af Hiertens Grund,
Kundgiøre HErrens Pris.

16.

Thi du har ingen Lyst til feede Offers Røg,
Og dig befalder ey Brend-Offers hellig Smøg,
Thi jeg vel ellers gav dig tusind Lam og Faar,
Offer nok
Af Øxen-flok,
Som jeg saa vel formaar.

17.

Men ieg langt bedre veed, at HErrens Offer er
Ens ønderknused Aand, som Sorg for Synden bær,
Et Hierte som for Synd er Angerknused smaa,
For hans Magt
Er ey foragt,
Det maa vi lide paa.

18.

Giør vel mod Zion og imod din Meenighed
Alt efter dit Behag, og søg din Kirkis Fred,
Byg murene udi Jerusalem, og bliv
Selv en Muur,
At Fiende-Luur
Forgævis ypper Kiv.

19.

Da skaltu have Lyst til Offer som der skal
Udi Rætfærdighed frembæris tusindtal,
De rætte ofringer, og Læbers Kalve med
Legger mand,
Med good Forstand,
Da paa dit Alter-sted.

102

Dend femte Morgen-sang.

1.

Op, op i søde JEsu Navn,
Og lad din Øyenbryn ey slumme meer
Min Siæl, du est endnu i Haun,
Og Solen stikker paa dit Huus og Leer
Hver Morgenstund fornyer GUd sin Pagt,
Hans Sool forgylder Nattens sørge-dragt.

2.

Jeg vaar ey værd at Solen mig
Med mindste straale skulde skinne paa
Om jeg vaar saa forglemmelig,
At Herren mig af Hierte skulde gaa,
Og jeg hans Øynes tusind Vagter ey
Berømde høyt oppaa mit levnets vey.

3.

Op, op, min Siæl med Lov og Tak,
Og vær med Himmel-Psalmer flux bereed,
Med ydmyghed til Thronen gak
Og kast dig for din Herris Ansigt ned
Dit Hellig, Hellig, siung med Engle-Koor,
Thi du hver dag i HErrens Naade groor.

4.

Udi min Herris skiød og Arm
Har jeg nu soved rolig denne Nat,
Guds Aand var mig i bryst og barm
Og jeg blant Engle-Vagter vaar nedsat:
Thi motte Helved-Aander skammelig
Langt fra min Hvile-sted undsette sig.

103

5.

Jeg derfor mig nu stiller frem,
Dog ey paa nogen min Retfærdighed
Men med de hellig Vunder fem
Og ald dend pine Jesus for mig leed:
Jeg laver til hans saar et Græde-bad
Thi jeg har dem nydt ald min Frelse ad.

6.

Om Hielp og Raad jeg beder dig,
O gode Gud, endnu i denne Dag,
At ald min Gierning lykkelig
Forrettis kand, min Gud til velbehag
Min Næstis og mit eget gaun derved
Forøgis maa i Lykke, Fryd og Fred.

7.

Mit skrøbelige Kiød og Blood
Til sine tusind fald tilbøyed er,
Thi Synden er mig Nyre-grood
Og Hendis Gift jeg udi Barmen bær:
Mens demp, o Gud, Naturens onde glød,
At jeg i Synden ikke bliver død.

8.

Men om jeg snubler, og min Food
Hand glider hen paa Verdens hale Iis,
Udslæt du da med JEsu Blood
Min blodig Synd, og giør dog ikke Riis
Saa store, som jeg vel fortiene kand
Men bøy mit Hiert' igien som strømme-Vand.

9.

Om og i Dag indfalde kand,
En ulyksalig Tiim' og Øyeblik,
Om jeg faar skad' af Ild og Vand,
Om soot og sygdom blander Dødsens Drik!
104 Ach lad mig dog ey tabe Hiert' og Mood,
Men tænk', at alting har fra Gud sin Flood.

10.

Din Meenighed og Faare-Sti,
Hvor i hos os dit Ord og Ære staar,
Fra Siæle-ulve hende fri
Og fra de Hykkel-klædde Satans Faar.
Driv fra os ud dend Parder-plettedt Flok,
Som spinder hemmelig paa Satans Rok.

11.

Giv du vor Arve-Kongis Aar
De maatte vare for dig frem og frem,
Lad Kongens Huus ey lide skaar
Af nogen sorrig eller Modgangs klem:
Giv hannem viise Raad i ald sin Sag
Og hør hans Bøn paa Nødens haarde Dag.

12.

Giør Landene som grønne Dal'
Af Frugt og Fedme ofverflødig riig'
Og gyd ned af din Himmel-sal
Din Fred saa som en Flood, og stil ald Kriig,
Afverge Dyr tiid, Pest og Ildebrand,
Og Havets altfor mægtig Floders Vand.

13.

Jeg gaar nu til dit Huus igien
Og giør for mig og min' en ydmyg Bøn,
Gud vær vor Fader og vor Ven,
Og giv os ikke vor fortiente Løn:
Lad Hustro, Børn og alt mig rører paa,
Din Naade, Lykke, Hielp og Bistand faa.

105

14.

Giv at jeg mig erindre kand
At ingen blive-sted her er for mig,
Men Verden er mit Vandrings Land
Og mine Reyse-timer skynde sig:
Gud veed hvor snart jeg helser Gravens Hul,
Og mit Leer-bygde Huus gaar ned i smul.

15.

Kom, JEsu, kom kun naar du seer
At det kand være paa min Siælis tarv
Brek kun mit svage Kar og Leer,
Jeg skal da nyde først min Himmelarv!
Puust Jorden lit bort fra min Himmel-Deel,
Paa Dommens Dag skal dend dog blive heel.

Dend Femte Aften-sang.

1.

DEt mulner mod den mørke Nat,
Og Dagen er oppaa sit sidste Fied,
Mod Vesten haver Solen sat
Sin Gang hen til sin vaanlig nedgangssted,
I Jacob rinder dog en Stierne op,
Saa vel i Dalen som i Bierge-top.

2.

Lad mørknis ikkun immerfoort,
Jeg gruer dog for aldrig nogen ting,
Naar Luften bliver fæl og soort,
Saa lyvser Jesus om mig rundt omkring!
Hans Aand i mig et Lyvs oppusted har,
Som over alle Verdens blus er klar.

106

3.

Nu vil jeg falde ydmyg ned
Og kysse Støven for min Herris food
Fordi hans store Miskundhed
Er saa mangfoldelig mig overgrood,
Før Solen skal mig slet af syne gaa,
Vil jeg med Hiertens Tak for HErren staa.

4.

Paa mine Dagis Rime-stok
Har Gud selv tegned Lykke, Liv og Brød,
Gud giver mig det nøysom nok
Om Guld end ikke regner i mit skiød:
Jeg kysser paa Guds Haand og takker til,
Som hver Dag mig min Nødtørft skicke vil.

5.

Vel har jeg svedet denne Dag,
Og i min Viingaard velted Klimpen om,
Dog vaar min Efne alt forsvag
At saae Velsignelse i noget Rom:
Men Gud mig dend dog af sin Naade gav,
Hand signed selv min tunge arbeydstav.

6.

Har Satan spundet Hilde-garn,
At føre mig i dag til synd og skam,
Hans Anslag bleven er til skarn,
Gud lærde mig at see hans Skalkeham,
I Troens Skiold hand sine Pile brød,
Hand fand mig levendis i Christi Død.

7.

Mit Goods og Ære, Liv og Siæl
Har været hid indtil i Guds behold,
Om Slangen stak mig i min Hæl,
Og trued mig vel tiit med Syndsens sold:
107 Dog har jeg ikke fundet sorg og saar,
End ikke paa mit mindste Hoved-Haar.

8.

Mens ach jeg arme Adams Barn
Ureenhed sidder paa min Kiortel fliig,
Jeg velter mig i Synd og Skarn,
Og er Guds Billede slet intet Hig:
Mit hiertis Tanke, ja min Ord og Daad
Med syndsens Galde-Frøe er ombesaad.

9.

Af dette onde Kilde-veld
Er Synd og Last i dag og bubled op,
Men ald min skam og mit Uheld
Tog JESus villig paa sin blodig Krop,
Ved hannem jeg og megen Naade faar,
Hand skyvier mine skamfuld Synde-saar.

10.

Jeg skikker mig til Leye nu,
Og mine Klæder fører jeg mig af,
Ved sengen kommer jeg ihu
Min domme-dagis seng og hvile-grav,
Hvor Verdens Herlighed jeg skal afstaa,
Og kun et svøbe-lagen med mig faa.

11.

Omkring mig, naar mit Lyvs er slukt,
Jeg finder myggen mig at stikke paa,
Jeg tænker da: Naar jeg er lukt
I ald min Eyedom, og gravens vraa,
Hvor Ormen da skal vrimle i min Hud,
Og æde disse Verdens Lyster ud.

108

12.

Men efter mørken midder-nat,
Da hører jeg det klingre hane-gal,
Ald Verden er til Side sat,
Min Tanke er da udi Himmel-sal,
Hvorfra jeg, ved Basunens sterke Lyd,
Paa Dommedag opvekkis skal til Fryd.

13.

I disse Tanker vil jeg gaa
En rolig Søvn i Nat at tage mig,
Guds Ansigt over mig skal staa,
Hans Engle mig beskierme veldelig:
Min Siæl i Gud skal tryggeligen boo,
Af Satan og mit Kiød ey faa uroo.

14.

Vær selv, O Gud, en værn og vold
Omkring din KIRKE og din lille Hiord,
Vær nu vor Kongis sterke skiold,
Slut Laasene med Fred udi hans Gaard:
Lad hos hans Raad dit Lyvs og Lampe staa,
At Nat og Nød dem ey formørke maa.

15.

Gud trøste dem der ere nu
I deris Døds minut, og afskeeds tiid,
Kom syge Lemmer og ihu,
Giv dem Taalmodighed og vær dem bliid
Glem ikke nogen iblant hver af dem,
Som du selv kiender for dit legems Lem.

16.

Jeg dermed mig nu kaster ind
Udi min Herris Arme og hans skiød,
Hand lyvser op mit mørke Sind
I Søvne ja udi dend grumme Død!
109 Saa sover jeg med Herrens Fred og Roo,
I Liv og Død alt lige fuld af Troo.

Dend femte Kong Davids Poenitendse-Psalme.

1.

O HErre hør min Jammers bøn,
Og lad mit Raab dog komme for dig ind,
Skiul ey dit Ansigt fra din Søn
Oppaa hans trængsels Dag, men vend dit Sind,
Bøy Øret ned naar jeg dig raaber paa,
Skynd dig, bønhør mig at jeg Hielp kand faa.

2.

Thi mine Dage svundne er
Som Røg i Luften driver sagte hen,
En gru i mine Been jeg bær,
Som tærer mig, at lidet er igien:
Mit Hiert' er feldt og tørred som en Urt,
Det kiære Brød at æde er mig surt.

3.

For mine dybe Hierte-Suk
Er mine Been og Kiød kun som en Rad,
Jeg, som Rørdrummen med sin Kluk
I vilden Ørken aldrig findis glad,
Som Uglen paa hin øde Mark og Muur
Er jeg alt for mig selv i Skiul og Skuur.

110

4.

Min Søvn gaar bort for Hiertenag,
Jeg vaager og er altid i Uroe,
Som eenlig Spurre paa mit Tag,
Saa Venne-løs er jeg udi mit Boe,
Min Fiende skiender dagligen mit Naun,
Og galne Folk svær hart imod mit Gaun.

5.

Der er en Afsmag i mit Brød,
Jeg æder det som Aske og som Grud,
Min Graad i Drikke-karet flød,
Og giorde mig min drik som Lag' og Luud
For trusel din, at du varst vred og hvas,
Opløfte mig, og slog mig ned i kvas.

6.

Som skyggen mod den Aftenstund,
Saa mine Dag' er nær ved undergang,
Som vissen urt i Mark og Lund
Saa mister jeg min Kraft og Aandefang:
Men, Gud, du sidder fast, ihvor det gaar,
Fra Slegt til Slegt dit Minde ævig staar.

7.

Stat op, O Gud, og lav dig paa
At ynkis over Zions store Nød,
Skal dend ey gandske undergaa
Da er det tiid at Naade din udbrød!
Ja dend bestemte tiid og kommen er,
Tenk hvad du haver lovet, Herre kier.

8.

Thi dine Tienere har Lyst
Og stoor Behag i hendes bygnings Steen,
Ja det vaar deris Hierte-trøst,
At HErrens Huus det kom igien paa Been:
111 Thi de har Medynk over dends foragt,
At HErrens hellig Huus i støv er lagt.

9.

De grove Hedninge skal faa
Der Orsag af at frygte Herrens Naun,
Og Jordens Konger lige saa
Skal søge HErrens Ær' og deris Gavn:
Naar HErren bygger Zion op igien
Og i sin Ære seis, som hendis Ven.

10.

Naar hand har vendt sit Ansigt hid
Til deris Bøn, som nu er slet forlat,
Og nu for Angist intet gid,
Men er som skalded Træ i ørken sat:
At hand ey deris ydmyg Bøn forsmaar,
Men lader see dend ham til hierte gaar.

11.

Saa skal dend Guds Barmhiertighed
Og skrivis op med Fyrighed og fliid
For Efterkommerne, som veed
Dog ellers intet udaf denne lid:
Ja Folket som her efter skabis skal,
Vil love Gud derfor i tusindtal.

12.

Thi Gud hand saae herned oppaa,
Udaf sin Helligdoms det høye Slot,
Af Himlen hand til Jorden saae,
Hvordan hans Folk drev om i spæ og Spot,
At høre fangens Suk, for Fiendens stød,
Og løse dødsens børn af siæle-nød.

112

13.

Paa det de kand i Zions hiem
Fortælle Herrens Naun ævindelig,
Hans Lov udi Jerusalem,
Naar folk til Herrens huus forsamle sig,
Og Kongeriger Herren tiene skal,
I Christi Menigheds blood-sprengde Sal.

14.

Men, Gud i min Udlendighed
Og paa dend vey, der jeg i fængsel gik,
Ydmyged mig, jeg fuld vel veed
Hvormangt et angist-stød at jeg der fik:
Ja Gud forkortet mig mit levnets tiid
Og skar i tu mit lange haab og Hid.

15.

Jeg sagde da, O gode Gud,
Tag mig ey mit i mine Dage bort,
Mit Haabnings-Maal lad mig naa ud,
Du veedst mit Levnet det er dog kun kort!
Men du, o Gud, i ævighed bestaar
Fra Slegt til anden vare dine Aar.

16.

I Verdens første Skabnings tiid
Du lagde Jordens Grund urørlig fast,
Og Himlen blev udbredt saa viid,
Som dreyer sig om Jordens runde last
De er' din' Hænders Gierning underlig
Hvorpaa jo billig hver forundrer sig.

17.

De skulle samptlig dog forgaa,
Men du bestaar og bliver alt igien,
Som daglig Klæder mand har paa
Saa skal og de af Ælde slidis hen.
113 De skal forvandlis som en Klæde-palt
Naar du vilt ændre deris store Alt.

18.

Men du densamme altjd er,
Og ende-løse ere dine Aar,
Du dine tienere beskiær
At deris Børn og sæd for dig bestaar,
De for dit Ansigt vel befæstis skal,
Det er vor trøst i denne Græde-dal.

Dend siette Morgen-sang.

1.

Nu rinder Solen op
Af Øster-lide,
Forgylder Klippens Top
Og Biergets side,
Vær glad, min Siæl, og lad din stemme klinge,
Stiig op fra Jordens Boo,
Og med din Tak og Troo
Til Himlen svinge.

2.

Vtallig saa som Sand,
Og uden maade,
Som Hafsens dybe Vand
Er HERrens Naade,
Som hand mit Hoved daglig overgyder:
Hver Morgen i min skaal
En Naade uden Maal
Til mig nedflyder.

114

3.

En Orm er jeg oc svag,
Ja fød til Møye,
Dog har min Gud behag,
At hand sit Øye
Til Vare-tægt vil paa mig Arme sette,
At jeg hver Morgen skal
Udi hans Naadis Val
Min Troo oprette.

4.

Hand har i denne Nat
Med Engle-skare
Mit Huus og Hiem omsat,
At ingen Fare
Har rammet mig og min' i nogen maade:
Men jeg er frelst og fri
Fra dødsens mørke sti,
Og Siæle-vaade.

5.

Jeg har min Førlighed,
Og mine Lemmer
Af ingen smerte veed
Som dennem klemmer,
Og HErrens Aand i mig sit vidne giver
At jeg Guds kiere Søn,
Formedelst Christi Bøn,
Fremdelis bliver.

6.

Min Siæl, vær frisk og glad
Lad sorgen fare,
Dit Legems Blomster-blad
Skal Gud bevare:
115 Hand skal i Dag mig give Kraft og styrke
Jeg i mit Kald og stand
Min Gud og Fader kand
Tilbørlig dyrke.

7.

Gud legge Haand i Haand
Med mig, og give
Sin gode Hellig Aand
Mit Kald at drive!
Velsigne mig, o Gud, udaf det høye!
Gid jeg hver dag og tiid
I Gud og i min Fliid
Mig lader nøye.

8.

Lad Synden mig i dag
Ey slet forblinde,
At jeg min Guds behag
Kand ræt besinde:
Men om min Food gaar vild og sig mon støde
Da vend, O Gud, mig om,
Og gak ey strax til Dom
For svagheds Brøde.

9.

Du best min Tarv og Trang
O HErre kiender,
Til med er Lykkens gang
I dine Hænder,
Og hvad mig tiener best i alle maade
Du det tilforne seer!
Min Siæl hvad viltu meer?
Lad Gud kun raade.

116

10.

For mine Børn og sæd
Om jeg vil sørge,
Om ieg hver Tjme græd,
Og vilde spørge:
Hvor skulde de sit Brød og Lykke tage?
Gud lever jo endnu!
Hand kommer dem ihu,
De skal ey klage.

11.

Skal jeg paa Jord og Land
For Brødet svede:
Skal jeg paa vilden Strand
Mit Brød oplede:
Skal jeg mit Sverd for Gud og Brød omspende:
Dog er jeg vis oppaa
Min Gud skal med mig gaa,
Min Tarv at sende.

12.

Gud lad mig denne dag
I Dyd opstige,
Lad Siælen faa en smag
Paa Himmerige:
Lad mig min Hu til Verden aldrig bøye,
Men i min dybe suk
Og knæfalds ydmyg Buk
Til Gud ophøye.

13.

O Gud bær Omhu for
Din Kirkis goode,
Giv hende glade Koor,
Sæt dend paa foode:
117 Lad Anti-Christen dog med ald omstødis
Og hans skinhellig Pak
Med deris falske snak,
I grund forødis.

14.

Lad KONGEN glæde sig
I Gud allene,
Og hvad hand beder dig
Du ey formeene:
Giv KONGENS Huus mangfoldig Ær' og Lykke,
Og sæt ham paa din Haand,
Med kierlighedsens Baand,
Som gylden smykke.

15.

Lad Landet deyligt staa
Af Frugt og Grøde,
Lad Sandhed fremgang faa
Og Rætten møde:
Gud give mig min deel med alle andre,
Indtil jeg hos min Grav
Nedlegge skal min stav
Og heden vandre.

16.

Saa skal jeg gode Nat
Med Glæde sige,
Min Gud mig tager fat,
Naar jeg skal stige
Ned udi Dødsens Dal og Gravens giemme
Da faar jeg trøst og raad:
Da endis suk og Graad
Med Engle-stemme.

118

Dend siette Aften-sang.

1.

TIl hvile Solen gaar,
Og dagen helder,
Og mørk af Nattens vraar
Til os udvelder:
Gud lyvse selv for os, og hos os være,
At Naadens Lyvs og Lyst
Optendis i vort bryst,
Os at regiere.

2.

O store Gud, jeg maa
Rundt ud bekiende,
At jeg ey bund kand naa
Og ingen ende
I din Barmhiertigheds og Naadis strømme,
En bek den anden naar
Og ieg alt Aarsag faar
Dig at berømme.

3.

Jeg, en udlendings Mand,
Som mine Fædre,
Boer her i fremmed Land,
Attraar et bedre:
Min pillegrimme-stav Jeg skal henslenge,
Og giennem tidens stød
Ja og dend bittre Død
Til Himlen trenge.

4.

Det lærer tilden mig,
Som haver Vinger,
119 Og læt og listelig
Hen fra mig svinger:
Ja denne Dag, som nu mod Natten qvelder,
Hand skyder mig i hu,
Hvor nær mit Hoved nu
Mod Graven helder.

5.

O Gud, af hiertens grund
Min Siæl er rede,
For denne Dag og stund
Dig at tilbede:
Du haver mig af idel naade spared,
Og i min stand og kald,
Fra ald u-lykkis fald,
Saa vel bevared.

6.

Du gafst mig daglig Brød
Og legems styrke,
Velsignels' i mit skiød
Til dig at dyrke:
Jeg derfor nu mit Hiertis Harpe stemmer,
Og takker inderlig
Min Gud, som ikke mig
Sit Barn forglemmer.

7.

Hvad jeg har mod dig giort
I Ord og Tanke,
Det være lit og stoort,
Som dig kand anke:
See, jeg nedfalder for din Naadis Throne!
Lad din Barmhiertighed
Og JEsu blodig Sved
Min Synd forsone.

120

8.

Dend Synd som i mig boer,
Dend udyds Kiempe,
Det ukrud i mig groer
Jeg dog vil dempe:
Tag, Herre, tag mit Hiert' i dine Hænder,
Thi ellers er min Magt
Mod Synden snart forsagt,
Som du best kiender.

9.

Nu vil mit Øye-laag
Opsøge Hvile,
O Gud du mig bevaag,
At Satans Pile
Forgievis skydis ud af Dødsens Bue!
Gid jeg i søvne maa,
Og Hiertens skiulte vraa,
Guds Ansigt skue.

10.

Gud holde midlertiid
Oppaa sin KIRKE
Sit Øyes agt med Fliid,
Og det udvirke,
At aldrig Herrens Lyvs hos os formørkis
Men vi, til Satans Spot,
I alt det som er got
Maa daglig styrkis.

11.

Tend Lyvs og Glæde op
I KONGENS Sale,
Hans Sool fra Ærens Top
Lad aldrig dale!
121 Giv, Gud, hans Raad oplyvsning allevegne,
At de, med good Forstand,
Om disse Riger kand
Ræt vel indhegne.

12.

Er nogen her forgiæt,
Gud, glem dem ikke,
Lad dem ey vær' udslet,
Men ogsaa drikke
Vdaf din Naadis overflødig Bekke!
Lad Naadens veldig Arm
Til hver nødtørftig Barm
Sig selv udstrekke.

13.

Far dermed, Verden vel,
Jeg vil nu sove,
Paa HErren har min Siæl
Sat Liid og Love
Jeg mine Børn hos mig nu inde lukker,
Som først med ydmyghed,
Sig selv til Jorden ned
For HErren bukker.

14.

Saa sover ieg dermed,
Gud skal ey vige
Bort fra min sove-sted,
Men til mig sige:
Sov nu mit Barn, og svøb dig i dit klæde,
Du skalt opvogn' engang
Blant Fryd og Engle-sang,
I ævig Glæde.

122

Dend Siette Kong Davids Poenitendse Psalme.

1.

VDaf dend dybe Nød
Af alskens Vaade,
Jeg raaber, HErre sød,
Til dig om Naade!
O HErre, lyd min Røst, mig ey forglemme,
Lad Ør'ne obne staa,
At de grandt merke paa
Min Klynke-stemme.

2.

O HErre, om du vil
Vor Synd betragte,
Og ald vor Ondskabs spil
Saa nøye agte,
Hvo kand da staa, o Gud, iblant os alde
For din dend strenge Dom?
Hand jo maa stødis om
Og slet henfalde?

3.

Men hos dig, gode Gud,
Stor skaansel findis,
Du sletter Synden ud
At dend ey mindis!
Det er af ævighed dit gode Rygte!
Des bør vi ocsaa dig,
Som Børn en hver for sig,
Pligtskyldig frygte.

123

4.

Jeg venter inderlig
Med Hiert' og Øye,
Og efter HErren mig
Vil gierne føye,
Min Siæl hans sande Løfter eftervented,
Og paa hans Ord og Eed
Gav tøv med good beskeed,
I Haabet lented.

5.

Endnu er jeg paa vagt
Med Siæl og Hierte,
Paa HErren er min agt,
O søde smerte!
Fast meer' end Vægterne i Haabet lider,
At Mørkhed skal forgaa,
Og Morgen-lyvs opstaa
Af østens sider.

6.

Israel haabe paa
Dend Naadig HErre,
De skal og redning faa,
Naar de begiere:
Thi hos ham er Miskund og Faders Hierte,
Og stoor Forløsnings Magt
Udi hans Haand Er lagt,
Mod alskens smerte.

7.

Hand, hand den gode Gud,
Ald Naadis Kilde,
Sit Folk skal løse ud
Af ondskabs Hilde!
124 Hvor stoor end Synd og Synde-straf kand være
Dog skal, for deris Raab,
Og store sønlig Haab
Gud over bære.

Dend syvende Morgen-sang.

1.

VAag op og slae paa dine Strenge,
Siung mig en deylig Morgen-sang,
O kiære Siæl, stat op af senge:
Giør med din Tak en Himmelgang:
Giør vold oppaa den Stierne-borg,
Og glem saalenge, Verdens Sorg.

2.

Velan! jeg vil til Himlen stige,
Langt fra min Jorde-klimp og krop,
Mit Borgerskab er i Guds Rige
Der stunder jeg og daglig op!
Lov, Priis og Tak i tusind tal,
Skee Gud i høyen Himmel-sal.

3.

Jeg har ey andet dig at give,
End kun min blotte Hierte-tak,
Ald anden Gierning her i Live
Dend er at yde ald for lak:
Men mine Suk du ey forsmaar,
Og Graaden som i øyne staar.

125

4.

Nu vogned jeg og slap af leye,
Gud giorde det jeg sov i Fred,
Jeg derfor vil mod Jorden neye,
Og kysse HErrens foode-fied!
Jeg Dulmed vel i Mørkheds Land,
Blev dog betient af Gud og Mand.

5.

Nu seer jeg Soolen at optræde,
Sin Buegang med lyst at gaa,
O Gud, hvad overvettis Glæde,
Jeg daglig kand i hiertet faa,
At Christ Rætfærdighedens Sool
Hand har i mig et skinnebool.

6.

Lad, Jesu, flux dit Lyvs oprinde
I mig, at jeg, som lyvsens Barn,
Ey lader mig af verden blinde
Og snæris udi Satans garn:
Lad Kiødsens lyst i mig uddøe,
Og tænke paa mit Kiød er høe.

7.

De dødelige Skud og Pile,
Som Satan hærded i min Synd,
Er fløyen over tusind Mile,
Og hafde mod mig ingen fynd:
Paa min Dørstolpe JEsu blood
Mod Morderen sig finde lood.

8.

Nu veed jeg vel at Satan ikke
Skal udi Dag forsømme sig,
At hand mig kand i Hælen stikke,
Og slae med Tungen hemmelig,
126 Men Gud giør du mit Ansigt stift,
At jeg kand lee ad hendis Gift.

9.

Skal sygdom, sorrig og Ulykke,
Skal Armod eller Fattigdom
Mig efter HErrens Ville trykke,
Lad dog min Troo ey stødis om:
Men giv mig med Taalmodighed
At giøre HErrens Kalk beskeed.

10.

Velsigne, Gud, udaf det Høye
Mit Arbeid og min sure sved,
Lad mig med Satans Kalv ey pløye,
Af andris Blood giør mig ey feed:
Viis mig dend Vey hvor jeg skal gaa,
Udi Guds frygt mit Brød at faa.

11.

Bevar hos os din rene Lære,
Elsk paa din Viingaard idelig,
Lad os af Ordet Frugter bære
I Kierlighed, enhver for sig,
Lad Kirkens Fiender see sin harm
Paa os din Hiord udi din Barm.

12.

Gud legge Hæder, Priis og Ære
Paa KONGEN overflødelig,
Lad ham, som David Krunen bære,
Bøy selv hans Hierte efter dig:
Raadfør du selv hans høye Raad
At deris Verk gaar vel i Traad.

127

13.

Vort gandske Land, og begge Rjger
Omskands, o Gud med Fred og Roo,
Giør alle dem, som os bekriger,
Til vore Fødders træde-broo:
Giør Luften sund og Jorden feed,
Omkrone dend med Frugtbarhed.

14.

Velan! Jeg til mit Kald mig giver,
Og fanger nu min Gierning an,
Min Gud mig end saa naadig bliver
Som hand i ald min Tiid er van,
Hand tager Haanden med mig i,
Og med sin Aand staar trolig bi.

15.

Jeg vil dog ey paa Verden bygge,
Om Lykken end vil med mig staa
Men alt som Dagen sig mon rygge,
Vil jeg min Siæl alt minde paa,
At Glasset rinder, Tiiden gaar,
Og ævigheden forestaar.

16.

Saa skal jeg i Guds Frygt fuldende
Min torne-fulde Levnets gang,
Sin Aand skal Gud i Hiertet sende
Udi min sidste Aandefang!
Skiul da, o Jord, min syndig Krop
Mens Siælen følger Engle-trop.

128

Dend Syvende Aften-sang.

1.

SEe, hvor sig dagen atter skynder
I vester-vand sig Solen toer,
Vor hvile-time snart begynder,
O Gud, som udi lyvset boer,
Og sidder udi Himmel-sal,
Vær du vort Lyvs i Mørkheds dal.

2.

Vort Time-glas det alt nedrinder,
Af Natten drivis Dagen bort,
Ald Verdens Herlighed forsvinder
Og varer kun saa gandske kort,
Dend Sool, som før paa Klippen stood,
Er neden for vort Triin og Food.

3.

O Gud, mit Hierte det er rede
Med Tak at bryde himlens Slot,
Jeg mine Hænder vil udbrede
Til djg, for ald dend Gunst og got,
Som du har hid til denne stund
Paa mig udøst saa mangelund.

4.

Om fra min Vugge jeg begynder
Og overseer min Tælle-stok,
Hielp Gud! Hvad Naader sammen lynder,
I mange mange tusind skok!
Utallig er dend Naadis skat,
Som du hos mig har nedersat.

129

5.

Jeg kand mig nu fuld vel erindre
Hvordan Guds forsyn med mig gik,
Udi de Aar der jeg vaar mindre,
Og jeg forstod ey Verdens skik:
Jeg vaar tilfreds med mine Kor,
Og stoled paa mit FADER VOR.

6.

Alt som jeg nu til Alder træder
Og efterhaanden sanker Aar,
Saa samler jeg og HErrens glæder
Og Lægedom for mine Saar:
Mig møtt' end aldrig noget stød,
At Hunning jo forneden flød.

7.

Saa destillerer jeg dend Galde,
Som Verden skienker i min tiid,
Jeg lader alting mig befalde,
Fordi jeg veed, Gud er mig bliid:
Naar Sorgen op med Solen gaar,
Dend inden aften Ende faar.

8.

Saa gaar ey nogen Dag til ende
Jeg jo min HErris Ansigt seer,
I hvordan Bladet sig mon vende,
Og om ey altid Lykken leer,
Dog finder jeg Guds Naadis gunst
At overgaa ald fliid og Kunst.

9.

Hvad kunde jeg min Sved tilskrive?
Hvad vaar min omhu og uroe?
Alt hvad jeg kunde sammenrive,
Vaar kun som auner paa en Loe;
130 Om Gud vaar ey i Arbeid med
Og kom Velsignelser afsted.

10.

Des takker jeg min kiere Fader,
For denne Dag besynderlig,
Paa hvilken hand mod Himlens Gader
Har sat mig op saa nær til sig,
At jeg kand see i Himlen ind,
Og kiende grandt min Faders Sind.

11.

Med Lykke, Helbred, Liv og Ære
Jeg hidindtil er kommen vel,
Jeg haver ingen Steen at bære
Paa min Samvittighed og Siæl,
Jeg venter mig en naadig Gud,
Om livsens lyvs ræt nu gik ud.

12.

Dog er jeg ikke fri for Synder,
Jeg er, som andre, Kiød og Blood,
Og lysters Lue-nemme tynder
Det ilder i min Nyre-Rood:
Det som er ræt jeg ikke giør,
Men oftest det mig ikke bør.

13.

Dog skal min Gud alt det tilgive,
Og sætte Naad' i sted for Ræt,
Sin Lov udi mit Hierte skrive,
Min Synd skal blive slæt forgiæt,
Hans Aand skal mig og drive saa,
At jeg ey af hans Vey skal gaa.

131

14.

Sæt Engle-orden om mit Leye
I denne Nat, lad Satan staa
Langt uden for det jeg mon eye,
Og lad ham ingen indpas faa,
At skade mig med noget fund,
I mens jeg faar min Hvile-blund.

15.

Tag og, O HErre, nøye vare
Oppaa din KIRKIS Rolighed,
Dit Ansigts Sool paa hend' opklare,
Naar mørket det vil falde ned:
Lad Lyvset aldrig blive slukt,
Og Naadens Dør ey heller lukt.

16.

Vor KONGIS Huus vi ey maa glemme,
Gud lade Troskab, Fred og Ræt
Udi hans Tider sammen stemme,
Giør hannem udaf Dage mæt,
Lad hannem i din skygge boe,
Og høyt sin Fiende overgroe.

17.

For hver en Christen og Medbroder,
Ja hver en syg og Sorrigfuld
Jeg og med Bøn hos Gud anmoder,
Som er barmhiertig, troo og huld,
Hand hielper hver ud i sin sted,
Og alle mine ogsaa med.

18.

Sluk dermed Huege-lyvs og Lampe,
Gud lukke selv mit husis Dør,
Thi skal mod Brodden Satan stampe,
Om hand der paa et Anfald giør:
132 Gud selv er her til Huus' i Nat,
Og her omkring sin Vagt har sat.

19.

Sov da i JEsu Naun, og Faune
Din Gud i Troen meget fast
Hand skal din Falle-ask' opsaune
Naar du est i Beenhuset kast,
Og sætter Engle-skik derpaa!
Din Orme-mad skal kun forgaa.

Dend syvende Kong Davids Poenitendse-Psalme.

1.

O HErre, hold din' Øren aaben,
Min sag jeg setter ind for dig
Ach! hør min ydmyg Bøn og raaben,
Som jeg fremfører sørgelig,
Med Lyst paa min Formaning agt,
For din Miskundheds store magt.

2.

Bønhør mig og lad Hielpen komme
Formedelst din Rætfærdighed
Og Himmel-gunst, som alle Fromme
I Verden høyt at prise veed:
Din strenge Ræt jeg søger ey,
Men gaar til dig ad Naadens Vey.

133

3.

Gak derfor ey med mig i Rætte,
Kom med din Tiener' ey til Dom,
Thi du, o HErre, seer vel dette
At aldrig nogen er saa from,
At hand rætfærdig kaldis kand
For dig, i Adams Synde-land.

4.

Min Fiende, som mig uræt giorde
Foruden nogen skyld og skiel,
Hand støtte mig mit Liv til Jorde,
Og vilde giøre mig til Træl,
Hand satte mig i mørket ned
Som Døding, der ey Glæde veed.

5.

Derfor min Aand af megen Smerte,
Er Angist-dekked i mit Liv,
Mit arme sukke-banked Hierte
Har ingen Lyst og tiids fordriv,
Det midt i mig forstyrred er
For Angist, som det daglig skiær.

6.

Jeg tænker paa de gamle Dage,
Og hvad du mod dit Folk har giort,
Thi vil mit Hierte ey forsage,
Det grunder meere foort og foort,
Betragtendis din' Hænders Verk;
Om Jeg er svag, Gud er dog sterk.

7.

Thi breder jeg ud mine Hænder,
Som dend der nær fordrukned er!
Jeg mig til dig, O Gud, henvender,
Min Siæl i Troen jeg frembær
134 Til dig, som et forsmægted Land,
Forfriske dend med Naadens Vand.

8.

Skynd dig, o Gud, mig Hielp at sende,
Bønhør mig, thi min Aand forgaar,
Dit Ansigts Lyvs du ey bortvende,
Jeg jo din Hielp i tide faar,
At jeg dog ikke som en Død
Skal Jordis, for min tiid, i nød.

9.

Lad mig din Miskund aarle høre,
Thi jeg paa dig mit Haab har sæt,
Viis mig dend Vey, hvor jeg kand føre
Min Vandring her i verden ræt:
Thi jeg her om min Siæl til dig
Opløfter nu saa hiertelig.

10.

Fra mine Fienders vold og vrede,
Og deris grumme Tyranni,
Jeg dig, min Gud, vil ogsaa bede
Du vilde mig med magt udfri.
Hos dig jeg skiuler mig i Nød,
Og agter haant om Fiende-stød.

11.

Lær ogsaa mig at jeg kand giøre
Alt hvad dig vel behage kand,
Din gode Aand mig der til røre,
Ledsage mig i slette Land,
At jeg i Græde-dalen maa
Dend rette Vey til Livet gaa.

135

12.

Saa skal du for dit Naun og ære,
Som jeg af hiertet søge vil,
End lade mig i Live være,
For din Rætfærdighed der til
Skal du min Siæl med veldig haand
Udfør' af Nød og Dødsens Baand.

13.

For din Miskund skal du udslette
Min Fiende udi Bond og Grund,
Og dem forderve, som besette
Min Siæl med Angist mangelund.
Thi jeg din Tiener være vil
Af ald min Kraft mens jeg er til.

Velsignelse, ære og priis, og Kraft
være vor Gud i ald ævighed,
Amen.
136

        

137

De Forseelser som i trykken, udi min Fraværelse, ere indsneged, vilde dend goodhiertige Læsere, saaledis rette.

Blad lin. læs for
34 1 glæde glæd
39 11 Lnke Lukke
45 2 Det Den
48 2 Mine min
70 2 af at
71 7 Steenetrykt Stenetryk

Hvad ellers kand være forseet med Noderne, enten at de ere ikke saa nætte og kiendelige som de burde, eller og Nøgelen er ikke ræt sat, derom vil jeg formode at dend velforfarne Læsere, som Siunge-Kunsten forstaar, det ikke min u-videnhed vil tilskrive, efter som her vaar stoor mangel paa Noder, og min Leylighed ey heller vaar at være stedse derhos tilstæde; bedendis gierne hand i det øfrige vilde lade see sin Gunst og Genegenhed imod mig, dend jeg altid med ald Ærbødighed vil beflitte mig paa at aftiene. Far vel.

138

        

139

Dend Høy-taalmodige Jesu Christi Korsdragerske Susanna Worm, Mag. Henrich Bornemans Dyd-ædle, nu Salige Allerkieriste Hustro, Til sidste amindelse († 15.Sept. 1674).

SAa hâr dog Døden ramt, dit Dydefulde hierte,
Og dreved ud dend Siæl ved langsom vee og smerte,
Som af Guds billede saa næt et udtog vaar,
At Dødelighed Du kun udaf Jorden baar!
Det kund' ey andet! ach! det kund' ey andet være!
End Du kun meget kort den Jordklimp skulde bære
Som vaar din Siæl ey værd, før dend forklared blev,
Og i sin Frelsers Død udlutred gandske blev!
Mens alt for tilig! Ach! om vi det motte sige
Og Jorden kom til munds med høye Himmerige!
For tilig for din Mand! for tilig for din Søn!
For tilig ogsaa for din store Slegt og Kiøn!
Mens ikke for Dig selv! at Gud Du kunde eye,
Og Himlens glæde-høst af Dødsens angist meye!
For tilig ey for Dig! ved Guds saa Naadig riis
At qvistis effterhaand ind i hans Paradiis!
Imidlertiid vi dog har seet hvor Du hâr kæmped
Saa lang en lide-tiid, hvor taalig Du Dig lemped
At tage Korßens skaal, og hvor Du trøsten drak,
Naar gifften runden om i alle aarer stak!
Hvor tiit med suk og sorg, med salten taar i Øye,
Hâr dog Din hierte Mand beseet din trælsom møye
Oppaa din Soote-seng! hvor tiit hans hierte sig
Hâr over-blød af Sorg, alt for at hielpe Dig!
Men Du vaarst alt i Kamp med Gud som ikke vilde
Ved nogen forbøns graad sig lade saa formilde,
Om skiønt i Egte-troe Du til Din Mand vaar fæst,
Hand jo dog vilde selv sit eget være næst.
140 Des fandt Du ogsaa Dig med Gud til freds at være,
Og u-fortræden til dend toorne-kroon' at bære,
Som Dig din Jesus fik at prøfve Kiødet paa,
Det Kiød som engang skal hans æris Kroone faa.
Vel, Dyde-fulde Siæl, hver smerte Dig hâr piaged,
Hver Aandedræt Du hâr med trang og angist draged,
Hver Daanelse, hver gyvs og hver din angist-sved,
Er død ved Jesu Krafft og Din taalmodighed!
Din afskeed vaar saa fuld af troe og trøstig tale
Din Siæl og saa Din Mand at trøste og husvale,
At vi som vide det, maa sige fuldt oc fast:
Dit Hiert' af Troen meer end udaf Døden brast!

141

Dend Dyd-Ædle og Himmel-elskte Møe, Nu salig hos Gud, MAREN BERING, Til sidste Amindelse. († 3. April 1675).

ER det da best at døe, naar feyerst er at leve!
Hvo vilde frygte da for Dødens Sende-Breve
Som Himlen skikker ud, I naar de komme frem
At fodre os her fra og til vort rætte Hiem.
Indgrav dig, Verdens Barn, med stoor Bekymrings Tanke
I Livets falske Lyst, Lad din Liigkistes Planke
Kun sættis bag din Dør, dog høuler Tiden paa
Dend sidste Huile-spaan du under dig skal faa.
Dend Tjme, Lure-viis, sig om med Soolen dreyer,
Paa hvilcken Døden dig nedstøver og udfeyer,
Hand finde dig hvordan hand dig og finde kand,
Du stritte hvad du vilt, dog maat du bort af Land.
Vel derfor, ævig vel dend Siæl som sig bereder
Og daglig færdig giør, at naar som Døden meder
Med sidste Hierte-stød, at dend sin Orme-sek,
For Døden kaste kand, og giøre ham til Giek.
Vel tusind gange dig, Dyd-ædle MAREN BERING,
Som nu i Himlen hâr din rætte Vorned-væring,
Du gik den rette Vey, Dyd-pryded Engle-Møe,
I Dødens Angist, der det fait dig til at døe.
Just fra din Faders Huus til HErrens Huus du sætte
Din Himmel-rørde Food, der satte du til rette
Din Ungdoms Hierte-Huus, GVd gaf dig Løfte paa
Dit Himmel-Maaltjd skuld' i Himlen flux angaa.
Der tog din JEsus dig og fik dig Kaars i Hænde,
Hvor under hand for BRUD dig vilde kyss' og kiende!
Dig vaar ey Verden værd, men Himlen vilde dig
Som eget Egte-Barn tilegne gandske sig.
142 Vel er her efter dig din FADERS saared Hierte,
Din Ædle MODERS og din ÆTTIS store Smerte,
Dend goode Tanke som du hver Mand om dig gav,
Hvorfor en hver og gaar veemodig til din Grav.
Men Himlen raade vil! Det er dog Lyst at tale
Sit sidste Ord med Gud, og saa sit Hierte svale,
Som DU, med HErrens Trøst: Og tage sit Far vel
I hver Mands Yndest og en ubesmittet Siæl!

I største hast opsat
aff
T. Kingo.
143 Dend
Ædle og Mandhaftige nu Sal. MAND
FREDERICH THURESSØN,
Hans K.M. til Danmark og Norge, etc.
Fordum Velforordnede Stads Oberst udi den
Kong. Residentz
Stad Kiøbenhafh og Assessor i Krigs Collegio
Sin Høy-ærede Svoger, Er dette til sidste Minde og priiselig Eftermæle
opsat af
Th. Kingo. Kiøbenhafn
Trykt hos Daniel Eichhorn, 144

        

145

(† 17. April 1675)

HVad er da Mennisket, med ald sin Kraft og efne?
Mens og Liv-fæstningen hans Siæle-muur kand refne
Ved mindste Pile-skud af Dødens Bue-meed,
Og blive Live-løs af en gift-iised Sveed!
Vel haver mangen Helt omgiorded sine Lænder
Med Seyervindings Sverd, og badet sine Hænder
I Fiendens varme blood, og giort sig volde-fast
Mod Voldsmænds storme-løb, og deris blide-kast: (a)
Men trods at nogen sig saa konstig har indskandsed,
At Døderis Fyre-bold forgævis haver dandsed
Oppaa hans Hierte-Slot, hand i den sidste Fær
Er bleven blotted jo af Harnisk og Gevær.
Lad kun i Drage-blood din skarpe Degen hærde,
Væn Bryst og hierte til sig aldrig at forfærde
For nogen bitter Død! Men Dødens Segel ey
Med sine slumpe-hug vil derfor have Ney.
De bistre Birtings-bad (b) har bioode-sveden drevet
Tiit af en Orlovs Mand, hans purpur-blood har skrevet
Paa hans Krig-haarde hud, hvor frisk hand ofte stood
Og saae sin Lyst udi sit eget tappe-blood!
Dog hand som ofte sig mod Døden haver dreyed
Med sine Troppe-sving, naar Fienden sig har neyed
Ned for hans Dræbe-dolk, og bleven død og bloot,
Er dog omsider self kast om af Avne-soot! (c)
O, Salig TURESSØN, hvor mangen farlig Ture (d)
Har du vel standet ud? der Fieriden laa at lure
Med tusind dødsens tru udi sin Løbe-grav,
Omkring dit KIØBENHAFN, og flakked paa dit Hav.

* 146

Du, med dit Borgerskab, lood see hvad I formaatte
Med Eders Liv og Goods, hvad trofasthed I aatte
Vort store Konge-huus, og hvor de Danskis mood
Eragter det sit Liv at døe for Kongens Food.
Som deris OBERST de Dig Lydighed beteede,
Hver tiids minut du dem til Volden vild' opleede,
Ey nogen fandtis der udi sin Hu saa blød,
Hand gik jo, som til dands, mod den skinbare Død.
Saa fuld vaar Natten ey af Brand, og blood og taage,
At det vaar jo din Lyst med Liv i haand at vaage,
Thi det paa dend Tiid vaar din beste rast og roo
At viise KONGEN din Aarvaagenhed og troo.
Men nu har Dødens Vold omsider Dig nedfælded!
Dog blefstu ikke saa u-tidig overvælded,
At Du jo kund' endnu i Døden lade see,
Hvad Skiold og Hielm Du baar imod hans sidste Vee.
Du skrifted for din Gud, skrev op dit Testamente,
Og satte ud dit Goods i Ævigvarig Rente
Til Kirker Skooler og til Fattig Syge-huus,
Og loodst Guds Olie udi dend armis kruus.
Du gafst Exempel, som saa faae kun efterfølge
Udi vor Christendom, de fleste heller dølge
Den lumpen Kiiste-Gud, og slutter hannem ind
Som beste Lod og deel for deris Giærig Sind.
Du tænkte paa hvor faae Guds Kirke nu opbygge,
Hvor almys-gierninger affalder som en Skygge,
Hvor mangen i sin Pung er bleven Verdslig-viis,
Fra dend tiid Danmark fik for Skiærsild Paradiis!
Des vilde Du dig ey, som hine, lade finde,
Der villig lader sig i Middags-soolen blinde,
Og sandser ey Guds Vey som JEsus har bereed,
Og LUTHER rydded op er TROO og KIERLIGHED.
Saa tag da Ædle Siæl, din roo i Herrens himle,
Snart skal dend O orme-sværm udi din Hud udvrimle!
Der efter skalt Du faa forklared Kiød oppaa!
Des midler skal dit Navn ey nogen Grav-sted faa.

Mølle-borups Velkom, til det 14 dagis gamle Egte-par, Niels Pedersen Brinck, og Maren Christenßdatter, d. 10 9br. 1675.

HUor til kand et bryllup due,
Naar ej Velkom følger paa?
Huor til tiener pil og bue,
Naar mand intet med kand faae?
Huor til tiener det at elske,
Uden elskows allwor-spil?
Huor til duer miød og melske,
Naar slet ingen drike vil?
Huor til tiener det at bage,
Naar slet ingen ælter dej?
Huor til tiener pandekage,
Naar den seis og nyttis ej?
Mand slet ingen ting begynder,
Som io til sin ende seer,
Og huor to hin anden ynder,
Ynsker de slet intet meer,
End at føre ud til ende
Deris forsæts kierlig maal,
Og at luen dem maa brænde,
Som er lagt paa hierte-baael.
Det er nu kun fiorten dage,
Siden disse unge to,
Kom i Brude vogn at age,
Soor hin anden Egte-troo,
148 Og endog hand stacket siden
Mindte sig fra bruden hiem,
Længtis icke deert ved tiden,
Otte Sole skred der frem,
Og den niende opbliricked,
Før hand axlede sit skind,
Og ad Mølle-borup vincked
Tænkte paa sit huus-gesind.
Dog kand hand ej længer tøve,
Vi maa følge bruden hen,
Til den vidre elskovs prøwe,
Hos sin hierte-giwne wen,
Manden er ej at fortæncke,
Hand har været Enckemand,
Hand har puslet før i bæncke,
Og forstaar huad Ectestand
Hawer i sig at betyde,
Lad ham faa sin egen Vild!
Huo kand ancke, at hans gryde
Syder ved hans egen ild?
Alting er io dog af lawe,
Wed mand selv, huor vel det staar
Hos en mand, naar hand skal hawe
Sorgen eene for sin gaard!
Ingen ting sig vel vil skicke,
Naar kun een ting ej er ræt,
Tuert er alting, som der icke,
Nogen ting i skick var sæt
Om en drengen plougen kiører,
Raaber flux med Hoss ia hou,
Dog veed manden, at der hører
Alt flux meere til hans plou,
Mand kand ej paa faaret gienne,
At det velter furren op,
Gaas og grjs kand og ej tiene
Til at harre Klinte-krop.
Fiorings kalv kand icke døye
149 Gaa med gammel stuud til maal,
Hønnen kand ej lorden krøje,
Soën kand ej kaage kaal,
Hunden kand ej gierdet bygge,
Katten kand ej reede grød,
Hvalpen kand ej øllet brygge,
Niße vil ej bagge brød,
Tienstepiger, Sysledrenge
Giør vel noget huad de kand,
Det kand dog ej tiene længe
For en fattig Enche mand,
Moder vil til gaarde hentis
Skal det ellers vel staa til,
Eene det af manden veritis,
Det er eene det hand vil,
Lewe de tilsammen begge
Udi mange lychsom aar,
Gud Velsignelse skal legge
Til den Velkom bruden faar.

Dend Stoormægtigste og Høybaarne Monark og Enevolds Herre,
Christian dend Femte,
Konge til Danmark og Norge,
de Venders oc Goters, Hertug i Sleßvig, Holstein, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, etc. etc.
Hans Majestæts første og Lyksalige Ledings-Tog
til
Ævig Hukommelse
Allerunderdanigst
af
Th. Kingo. Kiøbenhaun,
Trykt af Matthias Jørgensen, Aar 1676. 152

Aller-underdanigste Erindring til Hans Kongl. Majest.

LAd dette Hastverk faae en liden Naade-Skygge,
Og lad min Digter-Konst oppaa Din Mildhed bygge,
Hvad min Blek-Pensel kun hår grunded denne gang,
Skal bedre treffis i Din Fremtiids Seyer-Fang.
Føer Sværdet midlertiid, hvor hen Dit Øye meder,
Og hvor Guds Øye Dig fremlyvser og henleder:
Giør af Din Mandoms Drifft hver Almanakke fuld,
Saa skal Du skildris ud i Ævighed paa Guld.

153

[x]; & [x];.

BEhierted Konge, Du aarvogne Scepter-Fører,
Arv-kroned Christian, som Himlen selv oprører
Med hellig Nidkerhed, at dine Kroner maa
En ævigvarig Fred med Naun og Ære faa,
Tilstæd dog at min fast hendøde Sang-Gudinde
Maa dette Liv i din Udødelighed finde,
At tænde Lyvs udi sit ringe Lygte-Skrog,
Og vise Verden Dit det første Ledings-Tog.
Stoormægtigste Monark, Du fulde Mandoms Kierne,
Jeg ey vil stille frem Din Fødsels Himmel-Stierne,
Men vise huor Guds-Frygt og saa Rætfærdighed
Med Haand i Haand udi Din Føde-Stund opskreed!
Det hellig Tuilling-Tegn stood hos Din Fødsels Vugge,
Din Kongelige Siæl med Naader at bedugge,
Og Dig berede til en saadan Kron' at faae
Huis Lige Danmarks Folk og Fyrster aldrig saae.
Hvor herlig gaar Du frem med disse Følge-Suenne,
Med Himmel-Fynd og Frugt de daglig Dig betiene:
Dend ene legger Grund til ald lyksalig Stand,
Dend anden flugtig giør ald Uskiel ud af Land.
De begge bygger paa Guds Æris Huus og Kirke,
Og hver Mands Beste de med samled Haand udvirke
De begge spinder paa Din Arve-Sirkel maa
Med Seyer, Ære, Naun fuld-runded ævig staa.
Dit første Ledings- Tog med Gud og begge disse
Du vilde i din Siæl fuldkommelig forvisse,
At, før Du Sverdet drog, Du da i denne Daad
Gik ey et Fingers breed fra deris trygge Raad.
Før derfor at Din Haand dend spendte nogen Bue,
Og giorde Bluß udaf sin nidkier Sinde-Lue,
Da blev der Røgelser paa HErrens Alter tendt,
Og Syndsens Luer ud i Poenitentzer brendt.
154 Du loodst udraabe strax en Bønne-Fest og Faste,
At Folket skulde sig i Bedrings Aske kaste,
Randsage sine Triin, opspoore Gud igien
At bøde Landsens Fljg hand rev i Vrede hen.
Der paa Du da brød løß og blotede Din Klinge,
Din Kriigs-Hær Ordre fik at lade Fanen suinge
Hen mod dend Tyske Bond, huor under Veys Du dog
Begyndte med et sært og velbegrunded Tog.
At Holstein ikke Dig med Passen skulde snøre,
Og for dit Reyse-Maal en Hindre-Steen opføre,
Du Tønningen tog ind, saa selv Hertugen veed
Huad nu Dit Alvor er og huad Din Kierlighed!
Med ald Din Aarlogs Magt Du strax der paa lod stande,
Og tog Dit Stade i de Mekelborgers Lande,
Og, efter given Troo til Dine Forbunds-Mænd,
Blev foort de Danskis Mood og deris Lunte tend.
Saa greeb Du Verket an! Damgarten motte bukke
Og nødis til sin Magt fra sig at udelukke,
Saa skrekke-fuldt vaar da Dit Suærdis første Stød,
At Fienden keysede Flugt for den visse Død!
Dig Tribbesees og faldt ydmygelig til Foode,
Og Dinis Hierter Dag fra Dag i dennem groode,
Og ynskte ved Din Haand at ledis bedre frem
I Vaaben-Skolen, til at hente Seyer hiem.
Dend gamle Wißmar-Stad, huor stolten Belt indflyder,
Og af det faste Land fuld Druut et Fauntag nyder,
Som giør en sikker Haun, huis Mund og Minde sig
Udaf en Skandse kand forfegte mægtelig,
Dend Stad, dend faste Stad, hvis høye Muur og Volde
Er vel saa Bringe-sterk en Fiende ud' at holde,
Hvis Food omringed er med en beleylig Plads
Af Limed Henge-Segg og Røde-Dynds Morrads,
Dend Stad, som var forseet med velbehierted Helte
Der hafde Hierter som ey lætte vaar at smelte,
Til dend blef straxen vendt Dit Kongelige Mood,
At sette Prøve paa det ærlig Danske Blood.
155 Her holdtis Vaaben-Ting, til Striid blev alting laved,
Dend Danske Lands-Knægt sig vel snart fik nedergraved,
Og dend Kanine-Konst, i Joord at boore sig
Med mangen Krinkel-Krog, blev øved mesterlig.
Saa med en huj og hast blev Staden rundt omringed
Oc Bioode-Fanen om de væbned Volde suinged,
Trompet og Tromme-Slag de buldred Døden ud,
Det vaar Din Beyler-Sang for denne trodsig Brud.
Her kastis Batteri, her tog mand for at spille
En Kugle-Springe-Dands, og Luften giennem-drille
Med Tusind Torden-Skrald, som alle Skyer brast,
Og Himlen skulde strax paa Jorden bleved kast!
Her satte mand og an med grumme Fyre-møsser
Med de Granate-slug og Gryde-munded Bøsser,
Tre, firehundred Pund hver gulped fra sig ud,
Som Lufte-fløy for det Mirakel-mægtig Krud.
Men huor den tørnede og faldt paa Fiendens Huse,
Dend bistre Bødel-bold begyndte da at bruse
Med saadan Overmagt, med saadan Brag og Brudd,
At huer som der var nær fik Dødsens visse Budd.
Det holdtis Dag og Nat, her vistis ingen Hvile
For hine Blidekast, Du blev alt ved at jle
Med Ild og Lue til at knæge Fiendens Magt,
At bløde ham i Hu og giøre ham forsagt.
Men hand blev lige stolt og hærded udi Sinde,
Ræt som naar Klippen faar et Torden-brudd at finde,
Omskiønt der skeer et Riv i hendis Flise-krop,
Hun holder lige stiv sin sterke Beenrad op!
Imidlertjd Du fik et Anslag udi Sinde
Med Skibet Falken dend Søe-fugl dit Belt' at binde
Du selv anordnede mod ham de stoore Skiøt,
Hvor ved hans Planke-vom udboored blev og stødt.
Vel vilde hand udbredt sin stoore Seyle-vinge
Og sig ved Flugten fra dit Batten hensvinge,
Men Gud Din HErre selv strax denne Order gav
Ud til dend hule Søe og til Dit Belte-hav:
156 Viig Skumme-kroned Strøm, og bliv saa lau en Ebbe,
At Vandet sætter sig fra Wismars Haune-Flebbe,
Indtil min Salvede sit Forsæt kand opnaae,
Og dend gesvindig Falk i Garn og Strikke faae.
Det skeer: Her satte sig det Havsens megle Vaade,
Saa fløy dend frekke Falk ind til Din Haand og Naade,
Hvor ved Hvalfisken blev forbaused og uglad,
Og om Din Naade strax med ydmyg Bønfald bad.
Naar hørte mand tilforn af slige Tog at sige,
At Skibe lader sig af Landmands Haand bekrige:
Et Skib foruden Skib med Storm at tage ind,
Det falder verkeligt i mit og fleeris Sind.
Mens Du paa Land og Vand skinbarligen fornemmer
At GVD forfigter selv Din Sag, og Fienden klemmer:
Tænk, hvor dend Flaade fløy, som ud fra Stokholm gik
Og stoore Himmel-hugg udaf Din HErre fik!
Hand hvisled ad Nordvest og dend i Søen splitte,
De Skib foruden Skib blef saa tilredt og slitte
At Bølgen tiente Dig for Skib og Støkke-skudd,
Thi Gud var Admiral og giorde dette Brudd.
Der Du da for Din Gud med taksom Hierte kiendte
Hvad lyksom Fremgang Dig ved hans Andledning hendte,
O hvor Dit Kongelig og Eye-goode Sind
Af Gud din Styrke blev aldeelis taget ind!
Hvad Lyst og Fyrighed der da i Leyren vaktis,
Af dend som ey var hos ey lettelig kand aktis,
Saa kiedsom var ey dend slat-uren Løbe-grav,
At jo Dit Øye hver Liv, Lyst og Hierte gav.
Der saaestu da hvordan de Danske Bonde-Drenge
Ey sky for Trommen er, hvor ey de lader trenge
Sig fra sin Stand og Post, naar mand dem bruge vil
I Krigens Skole, seer mand hvad de duer til.
Som Flinten skiult i Jord i mange Aar og Dage,
Der ingen værdigis i Haand engang at tage,
Hans Knive-hvasse Kant og Gniste-rijge Krop
End og blandt Truske-træ sig selv ey tender op:
157 Men vil mand hannem kun mod Jern og Staalet bruge,
Mand hundred Funker da skal af ham stød' og knuge,
Hand vjser da sin Kraft, at om hand slidis hen,
Hand er dog Ever mens der noget er igien.
Saa, saa Din Bonde-Søn, om end hans slette Kofte
Dend skiuler Hiertet og hans Knogel-føre Hofte,
Giv hannem kun Gevær, føer ham i Marken an,
Hand tør sig bilde ind hans Slegt er af Kong Dan,
Hand skal i Gierningen det lade see og kiende
Hans tarvelige Sind af Ifrighed kand brende,
Og hvor hand tør sin Mand i Marken vel bestaa,
Naar hand kun haver dend der ham vil hidse paa.
Hvor ofte ynskte hand paa Fienden løß at gange,
Og grandt lod see det hand for Døden ey var bange,
Den hiasked Regne-sky hun var ham dog imod
Og nægted ham at faae fuld Fæste for hans Food.
Mens, ô Du Kongers Roos, vor Tijds Naunkundig Ære,
Den Seyers Ærekrantz Dig sømmer ræt at bære,
Som Gud self rakte Dig ved sin aldmægtig Haand,
Der hand Dig styrked med saa uforsagt en Aand.
Thi vilde Vinteren sin Glar-broo ikke legge
Hen paa den mudrige Moradsis Henge-segge,
Om Skyen syntis ey at vilde føye Dig,
Du viste GVd hand var Din Ven dog visselig.
Du derfor Dag og Nat med Løve-mood og Hierte
Besaae Dit Synest til at meere deris Smerte
I dend bestolded Stad, og dennem bringe til
At Nød maa giøre det som Lyst ey gierne vil.
Du Dine hulde Raad og sterke Stride-Kiemper
Arr-bidt' af Bøsse-Mund i mange Døds Ulemper,
Du med et Øye-Vink kun dennem nikker paa
Med største Majestæt tiltaler dennem saa:
I Krigens Sønner, I ræt Ære-tørstig Siæle,
I Døds Foragtere (dog Dødsens Skiude-Pæle)
I Degen-færdig Folk, stridbare Jette-Blood,
Bryst-fuld' af intet kun af idel Hiert' og Mood,
158 I seer hvad Himlene hâr Os i Haanden føyed,
I seer hvordan mit Sind med Eder erfornøyed,
I seer hvor haard en Hals Vor Volded U-ven er,
I seer hvordan hand Tand imod Vor Trusel skiær,
I seer hvor dagligen at de Morradse-Svampe
Ophæver sig udaf de Sky-nedsælded Dampe,
I seer Soldaten sig at elte daglig ned
I sejen Dynde-Liim til Knæ og Belte-Stedd.
Frem, giver Eders Raad om Vi skal nu forlade
Det rundt-beleyred Folk, og giøre dennem glade
Med Voris Haan og Spot, og Ryggen vende mod
Det Saar, som i Vort Bryst Os meget bedre stood?
Ney! Ney! Jeg veed I ey skal her udi samtykke,
Jeg veed I Eder ey herfra skal lade trykke
For nogen Fiende- Vold, ey Skyens hvasle-Regn,
Skal skylle bort Vort Naun og ævig Ære-Tegn!
Her dryber Rykte ned med disse Regne-Draaber,
En frugtbar Ære-Sool Vi giennem dennem haaber
Med Seyer at besee, hist paa hin ranke Vold
Der skal I hente ned en ævig Æris Sold.
Er nogen fey og falsk, hand vige kun tilbage!
Det Hierte som der vil sin Konge nu forsage
Det dømme Himlens Gud! Vel an! Jeg gaar der paa!
Og veed min Gud hand Mig her i sin Haand skal faae!
Dend Tale nep var endt, før hine Vaaben-føre
Naunkundig Ledings-Mænd begyndte sig at røre
Hver til sit Folk og Post, som hver i Hu vaar høy,
Mand veed ey om hand gik paa Fødder eller fløy.
Fast ligesom mand seer Diur-Kongen Løven brøle
Naar hand er bleven harm og Blodet ey kand kiøle,
Hvor Løve-Ungerne de tuærre hist oc her
Med ilde-funked Syyn, og tænker: Hvad er Der!
Kand De da blive var udi de riised Buske
En Avinds Diure-Flok og noget sligt utuske,
Strax vil de lade see sit u-sky Myrde-Mood,
Og at De hâr i sig oprigtigt Løwe-Blood.
159 Saa gik det ogsaa her, hver foor hen til sin Side
Udi den haarde Nødd frimodelig at bide:
Een giver kloge Raad hvor mand kand Staden faae,
Een anden hvad for Død hand nys hâr fundet paa,
Dend tredie hand giør en Broo der vel kand flyde,
Dend fierde Bom og Buk der Poort og Muur kand bryde,
Dend femte hitter paa hvor Haand-granaten kand
Med meer end snese Skudd udhvistis fra en Mand.
Der Soolen hafde nu sit Loßement forandred,
Og Skyttens Bolig vaar igiennem gandske vandred,
Og hun Steenbukken da om Indkorteering bad,
Forgyldte ham hans Hoorn som tyk-riimfrosted sad,
Da Jule-maaned vaar mod tretten døgne løben,
Og Dagen vilde nu fra Natten tage Svøben,
Da blev dend haarde Storm, det varme Bloode-bad
Med Dødsens tru beridt mod stolten Wismar-stad.
Her paa begyndte strax Granaten Ild at spude,
Kartowets bomre-bas ald Luften fuld at tude,
Muskete-kuglen da saa knadrede og faldt,
Som naar mand kaster Ild med Hænder fuld af Salt.
Ild, Røg og Regn og Rusk hâr Dagen saa beblandet
At Soolens Øye kand ey skinne over Landet!
Soldatens Øye dog sin Post i sigte faar
Til hvilken uden Frykt hand velbehierted gaar.
Lad hagle Jern og Bly! Lad her fem blodig Fingre
Afhuggis fra sin Haand! Lad der en Arm omslingre
Bort fra sit Lenke-ledd! Lad her et afskudt Been
Høy-rosen-farve dend nestlagde Kampesteen!
Lad der et Hoved hen ad Jorden hastig trilde
Og Blodet dansendis i Saanden om sig spilde!
Hver hierte-fuld Soldat hand tænkte dog ved sig,
At hand blandt andris Død vaar selv udødelig!
Du stood imidlertiid (Gud kiender med hvad Øye)
Og saae Din Seyer gaa udi en blodig Trøye!
Du sukked til din Gud, saa Fienden svandt som Dugg
Din Bøn dend dybere end Sverd i hannem hugg!
160 At om endskiønt det skarp tre Tjmer holdt at bide,
Dog af slet ingen Flukt de Danske vilde vjde!
Kat-hændede de kom i Fiendens Fordeel op,
Og fik ham endelig saa til at holde Trop.
Da Fredsens hvide Flagg mand udaf Tornet hengde,
Og hver i Staden sit Gevær hen fra sig slengde,
Om Naade bad da dend som førre gik paa Tru,
Og dend som før var vild da simpel blev og blu!
Da Døden stood beridt for alle Stadens Dørre,
Ild, Moord og Brand med Graad mand kunde ey aftørre,
Om ey Din Mildhed dem midt i Din Vrede fik
En Frelsis Tilsagn og et naadigt Konge-Nik.
Du kunde Blood for Blood i tusind Strømme taget
Og over hver Mands Blood dit Hefhe-sverd uddraget,
Men det var Christeligt: Du traadde med din Food
Oppaa din Fiendis Hals, og skaante dog hans Blood!
Saa blev Ulykken da i fulde Bluß neddemped,
Og de som ey med Sværd Dig kunde overkæmped,
De dog Dit Hierte vandt med frygtsom Ydmyghed,
Og paa en Time saae Dig baade mild og vred.
Du neste Morgen strax reed inden Volds at skue
Din nu til-vundne Stad, dend hellig Andakts-Lue
Vaar i Dit Hierte tendt, at Gud hand kunde faae
Sin Frukt udaf dend Krands som hand dig satte paa.
Den ofred Du ham op i HErrens Huus med Glæde
At Du Din Fiendis Joord frimodig kunde træde
Som Seyervindere, Du kiendte det Guds Haand
Skar ene Knuden op paa dette sterke Baand.
Der Du da Hyldings-Eed af Staden hafde taget,
Foort blev der da oppaa Hiem-Reysen til os maget,
Med Ære, Seyer og med Sundhed komstu hiem,
Gud foor tilbage med, som Dig ledsaged frem.
Tak for hver vaagen Nat Du for os hafver taget,
Tak for hver Faderlig Bekymring Du har draget,
Tak, Himmel, ævig Tak som fuldte Kongen med
Tak Du Guds Ansigt som gik hos ham hver en Sted!
161 Legg, GVd, fremdeelis op Lyksalighed og Ære
Til Kongens Rente-Skat, lad Kronen hand skal bære
Hver Dag formeeris med en deylig Ædelsteen
Af Dyd og Mandom som foruden Synd er reen
GVD lade Hannem naa sit Hierte-Maal og Merke,
GVD giøre selv der til Hans Haand og Arme sterke,
Hans Rjger der ved kand ald Velstands Blomster faae,
Og hand en Ære-Speyl for Konger ævig staae!

Paa Lysekrone i Slangerup Kirke.

DIT ORD O GVD DET ER DIN KIRKES LYSE KRONE
SOM SCKAL VEYVISE OS TIL LYSETS ÆVIG THRONE
LAD OC I SLANGERUP DIT LYVS EY PVSTES VD
DET BEDER KINGO SOM BAR FAKEL FOR DIN BRVD
FRA AO 1668 DEN 6 SEPTEMBR SOM SOGNEPREST HER
PAA STEDEN INDTIL AO 1677 DEN 25 FEBRVAR HAND AF
GVD OG HANS KONGLIG MAYESTET BLEV KALDET
TIL AT VERE BISCKOP UDI FYHENS STIFT

164

APPROBATIO.

Sacro hoc & eleganti rhytmo ita fateor animum meum permulsit Nobilis Poeta & Asaphus noster, Vir adm. Venerandus, Dn. MAG. THOMAS KINGO, ut versum esse, qvicqvid postea legerem, penè immoderatus vellem. Sive enim harmoniam spectes qvam huic seculo tandem patefactam crederes, si qva prius latuerit: Sive sermonem ipsum attendas, & lingvæ vernaculæ cultum: Sive deniq; rhytmum examines & concinnum cantici motum, ita hìc omnia pulchrè conveniunt, ut, vel ipso Voßio judice, etiam disertissimum audeant provocare Oratorem. Addat hanc insuper divinis cantionibus divinam vim & potentiam Magnus ille præcentor in Israel, qvi Asaphum qvondam in cytharis prophetantem divina virtute gratiosè sustinuit, easq; supra omnem adeo cultæ orationis efficaciam ponat, ut pios semper motus concitent, & lectorum mentes molliter secum in cælos trahant. Ita eas publico sacras volumus.

Hafa. d. 6. Sept.
Ao. 1681
. Joh. Baggerus D.
165 166

        

167 168
Dend
Stoormægtigste Høybaarne
Dronning
CHARLOTTA
AMELIA
Dronning til Danmark og Norge, de Wenders og Gothers, Hertuginde i Schlesvig,
Holstein, Stormarn og Dytmarsken, Fød-Landgrevinde til Hessen,
Fyrstinde til Hirtzfeld; Grevinde til Oldenburg og Delmenhorst,
Kazzenellebogen, Diez, Ziegenhain, Niddag og Skauenborg.
Ynsker jeg Naade og Fred, med langvarigt Liv
og Lyksalighed til ald Kongelige Velstand paa Jorden, og ævige Ære og Salighed udi Himmelen!

Allernaadigste Dronning

Iblant andre mange Kongelige og kiendelige Naader, med hvilke Himlene, til allis Fornøyelse og Forundring, saa overflødeligen haver beriiget og kronet Eders Majest. med, er ikke denne den ringeste, at Eders Majest. med en fri og fuld Kiærlighed ey allene elsker vort Lands Folk, mens ogsaa vort Sprog. Disse loulige Kongerigers trolydige Undersaatter bære det dagelig, med allerunderdanigste og Hierte-meent Berømmelse, paa deris Tunger og Tale, at Eders Majest. haver naadigst ladet sig behage at sætte saa naadigt et Merke paa sit Kongelige Gemyttis Tilbøyelighed til os, at vænne sig til at tale med vort Land, førend Eders Majest. tog Kronen i vort Land. Saa haver vi samptlig lært at kiende Eders Majest. Hierte af Eders Tunge, førend vi hafde dend Lyksalighed at kiende Eders Majest. af Ansigt eller Øyne. Og efter at det haver behaget GUd at 169 velsigne os med saa dannis og dyd-fuldkommen en Dronning, haver Eders Majest. ey allene, som en anden Esther, talt Got til allis Tarv og for hver Mands Huus, mens ogsaa ladet see, at Eders Majest. Hierte dragis til vor GUds Huus, i det at Eders Majest. ofte udi vore Danske Meenigheder lader sig af Ordets Prædiken fornøye og forlyste, hvorover alle hierteligen glædis, og besynderlig GUds Tienere, som dagelig ynsker vort Jerusalem til Lykke, fordi at Eders Majest. sætter sit Hierte til dends Muur, til at forbedre dends Pallatzer. Udi denne Lyst, som Eders Majest. haver til at elske vort Sprog, seer jeg at Eders Majest. paa en sær Heroisk og Heltemaade, giør mange af dennem skamrøde, der haver (maa skee i tredive Aar) ædt Fædernelandets Brød i Hans Majest. Tieniste, og har dog ikke vildet lære tredive Danske Ord. Enten det nu er vort gode gamle Danske Sprogs Skæbne, at det skal agtis haant om af dem, som vi agter høyt om; eller og de indbilder sig (fordi de vil ikke forstaa det) at det er et Vadmels Sprog, og derfor gid ej taget det paa deris Silke-Tunger, det lader jeg staa ved sit Værd denne gang. Og som jeg, for min Ringhed og det Pund mig er betroed, tragter efter at legge tilbørlig Værd paa vort kiære og ældgamle Moders Sprog, sær udi aandelige Sange, og sær udi andre Maader, som Tjden, nest GUds Hielp, skal udviise, saa haver jeg taget mig dend allerunderdanigste Tilliid, at jeg denne mit Aandelige Siunge-Koors anden Part Landsens Moder, Eders Majest. min Allernaadigste Dronning ville tilskrive, til et udødeligt Minde for Efterkommerne hvor berømmelig og Dane-kiær en Dronning Eders Majest. er, og til et allerunderdanigste Tegn, at jeg udi alt det jeg formaar, og udi Hiertens ydmygste Bønner er og bliver

Eders Majest.
Allerunderdanigste Tienere og hiertelige Forbedere hos GUD
Thomas Kingo.
Odense Bispegaard
den l. Septembris
An. 1681. 170

Wi CHRISTIAN dend Femte af GUDS Naade, Konge til Dannemarck oc Norge, de Venders oc Goters, Hertug udi Sleßvig, Holsten, Stormarn oc Dytmersken, Grefve udi Oldenborg oc Delmenhorst, giøre alle vitterligt, at eftersom os Elskel. M. Thomas Kingo, Superintendent ofver Fyen Stift, for os allerunderdanigst hafver ladet andrage, hvorledis hand til Trøcken skal hafve fuldfærdiget een Bog, kaldes Aandelig Siunge-Koors anden Part, da hafver Vi, efter hans her om allerunderdanigst giorde Ansøgning oc Begiering, Allernaadigst bevilget oc tillat, saa oc her med bevilger oc tillader, at hand samme Bog paa egen Bekostning maa lade oplegge oc trøcke, dog at med des Revision efter voris Elskel. kiere Her Faders Sal. oc Høyloflig Ihukommelse den 6. May Anno 1667. udgangne Forordning vorder forholdet, saa oc at den rigtig oc correct trøckes, oc skal ingen anden end fornefnte M. Thomas Kingo hans Arfvinger, eller hvo deris Samtøcke eller Tilladelse der til hafver, sig maa til fordriste, udi Tiufve Aars Tjd, fra dette vort Brefs Dato at regne, bemeldte Bog eller hvis andre Skrifter som hand enten allerede hafver ladit udgaa, eller her efter kunde tilsinds vorde at ville lade udgaa, enten udi een eller anden slags Format med støre eller mindre Stil, paa Danske Sprog eftertrøcke, eller eftertrøcke lade, ey heller andensteds fra trøckt, her i voris Rjger oc Lande indføre, distrahere eller forhandele, eftersom det hannem self oc hans Arfvinger allene skal være frjt oc forbeholden. Understaar sig nogen her imod at giøre, eller antreffes med andre Exemplarier af fornefnte Bog eller Skrifter, skal den, eller de, for hver gang de i saa Maader betrædes være forfalden at gifve udi Straf for hver Exemplar de med betreffes fem Hundrede Rixdaler, dend tredie Deel til Angifveren, oc de øfrige tvende Deele til de Fattige i Ottense Hospital, oc der foruden, som vores Mandaters motvillige Ofvertrædere være vores General Fiscals Tiltale undergifven. Forbiudendis alle oc enhver her imod, eftersom forskrefvet staar, at hindre, eller udi nogen Maade Forfang at giøre, under vor Hyldest og Naade. Gifvet paa vort Slot Kiøbenhafh den 20. Augusti Anno 1681.

Under vort Zignet
Christian
171

In Chorum Sacrum THOMÆ KINGO.

172

Hactenus altisoni rhythmos & carmina Risti
Et numeros pietas qvos velit esse suos
Miramur Dani & peregrino assvescimus ori,
Et bibimus rivos Rhene superbe tuos:
Nunc patrias KINGO genio locuplete camænas
Erigit, & fato dat meliore frui;
Ille canit, totumq; trahit ad carmina regnum,
Et dulci eloqvio templa domosq; replet,
Ut jam dediscens fædos vox publica cantus,
Incipiat cælo nil nisi teste loqvi,
Ausa suum cunctis Heliconem opponere terris,
Ingenio Vaturn carminibusq; parem.
Heus ubi sunt tua magne Pater Tiberine fluenta?
Seqvana ubi, & toto gurgite pienus Arar?
Nil Dantes, nil Laura Tibi tuus ille Petrarcha,
Nil simile Oenotriæ tota caterva dedit;
Nil Odera, ingentiq; tonans Opitius ore,
Et qvicqvid Vatum Scaldis & Ya dedit:
KINGO nives ipsas, gelidamq; illuminat Arcton,
Et procul à Phæbo sideribusq; canit,
Laudibus hoc Vatum præcelsior omnibus unus,
Pindum ultra, & cunctos Bellerophontis Eqvos,
Qvo coelig;lum jungit terris, & flectit iisdem
Inde homines metris, hinc pietate Deum.

V. Bering. 173

Den Vel-ærværdige, Hederlige og Høy-lærde Mand Mag. Thomas Kingo Superintendent ofver Fyens Stift til Ære

Mange sig med laante Fiere
Pynte, og der paa studere,
Der paa Flid anvende vil
At de kand med fremmed Tale,
Som en Paahøns-rumpe prale,
Og sig deraf giøre til.
Som dog mest er Fusk-Idrætter,
De mand daarlig eftersetter,
Og i de mand sielden naar,
Det mand giør sig for Umage:
De der ingen og kand hage,
Uden den sligt ey forstaar.
Mere bør mand da at prise,
Dem sig flittig deri vise,
Deri tee sig snild og klog,
At de heller meer og mere,
Kand uddørke og staffere,
Deris eget Moders Sprog.
De i Stranden ikke pløye,
Tar sig ey forgiefvis Møye,
Haabe kunde, det de paa
Deris Tid og Arbeid vende,
Ey tør frycte anden Ende,
End de agted dem at naa.
Heri KINGO self er hiemme,
Heri lader klart fornemme,
At hand sligt til Grunde veed:
Herlig sine Gafver yder,
Og for andre Isen bryder,
174 Med all Lyst og Artighed.
Før os dermed ret paa Bane
Den beqvemme Skialdre-vane,
Ved hin deilig Vise-lyd:
Siunger som i Lund og Dalle,
Stillißer og Nattergalle,
Til en hver Mands Lyst og Fryd.
Derfor bør ham ydet være
Prißlig Tak, og Rosis Ære,
Det er voris Danske Plict.
KINGO, KINGO bør at høre,
At hand lærd' os først at giøre
Søde Riim i Sange-dict.
Af
J. Brunßmand

175

In Chorum sacrum THOMÆ KINGO Episcopi Fyonensis.

Dania tolle caput, reliqvis accepta remitte
Gentibus & laudes noscere disce tuas;
Disce peregrinæ fastum contemnere lingvæ;
Ut placeas aliis disce placere tibi.
Ne dubita; qva terra patet tua lingva placebit,
Musaqve jam summo docta placere DEO.
Muneris hoc KINGO debes, hoc vindice nomen
Sperat & æternum Danica Musa decus.
Dum pia vota canit, vocem dum mittit ad astra,
Ecce simul lingvam tollit ad astra tuam.
Henr. Harderus.

Af hver en Tøddel i GUds Ord mand kand opdrage
En Lærdoms Bierge-hob: blef sagt i gamle Dage
Udaf en stoor Rabbin, som ogsaa drues maa,
Om ey Betenkninger der i for fage gaa.
Tolmodighedens Speyl betragtende hvad verklig
Naturen i sig har udbryder der om merklig:
Paa Intet, siger hand, Gud Jorden hafver sat.
I det, der intet er er uskatteerlig skat.
Om Biblen taler jeg, jeg Sacramenter finder
I hver et Ord der af. Der er dog meer og minder,
Som Firmamentet paa sig underskedlig har
Med Stierner, Maane, Soel, der alle skinne klar;
176 Men udi Herlighed er et dog meget høyer
End som det andet, det sig riigligere føyer
I hint, end dette, som vi hafve for der i,
Det liig-vel vil ey staa med alle Steder bj.
De Psalmer, David skref for alle Prisen bære,
For Titel hafve de den liden Bibels Ære,
En Sum udaf det ny, det gamle Testament
De kaldis udaf een. Saa høyt det blifver spendt:
Blant Himmel-fakkler som at Solen bærer Palmer,
Blant Skriftens Bøgger og saa giøre Davids Psalmer.
De Middel-puncten der udinden ere, ja
Mand Hiertet tager, hvis de tagis skal der fra.
Og Tyrken self saa høyt det David siunger skatter,
Som det, hans Mahomet i Alkoranen fatter.
I Davids Psalmer er med Siæle-lyst Profit
I dennem Manden giør med Aanden altid sit.
Den Grædske Pindari den eene Sang er skrefven
Med gyldne Lineer og siden er den blefven
I Rhodi Tempel hen til god Forvaring lagt.
I Hiertet ligges maa hvad David hafver sagt.
Det er jo Skriftens Pyk og Prunk oc Pral, hand siger:
Det Torn af Libanon saa himmel-høyt ey stiger;
Ey Aarons Salve gaf af sig en bedre Lucht:
Ey Heßbons Floder flød saa reent i deris Bucht.
Den Dug af Hermon ey saa fruchtbar af mig meenis,
At vi jo bedre kand ved Psalmerne betienis.
Men hvi saa meget om Guds egen Hierte-mand?
Hvorfor om hannem mig saa vit i Tanker rand?
Vel-ædle Biscop jeg tilsammen dette ligner
Med Eders Skrifter [mand for dennem sig velsigner]
Der intet er, som jo fortiener største Lof,
I hver et Ord mand seer en Rarhed udaf Stof.
Men Eders Siunge-Koor er som vor Harpe-slager.
Dermed [jeg haabes at Her Biscop det fordrager]
Dermed besynderlig forhverfves saadan Priis,
Som aldrig nogen Tjd skal tage mod Forliis.
177 Ærbødigst beder jeg, at det mig maa tilsteedis
I Sted for Roes, at her udaf mig meget bedis:
Jeg ikke kand der med at føre meget frem,
Vel-ædle Biscop jeg vil ønske saa for dem:
GUd glæde Hannem (hvo vil ikke sige dette)
Som kand med Glæde GUds, og Kongens Hierte mætte!
GUd tage hannem i sit Hierte, som saa kand
ndtage Hiertet! Hvo kand treffe det, som hand?
Som Engle-fryde-koor i Himmel-sale klinger,
For KINGOS Siunge-koor i Jordedale springer
Saa Hiertet op og need. Hvem ey beveges her,
Et Hierte, troer jeg, af Steen hand i sig bær.
For søde Melodiêr, for Indfald meer end søde,
Som alle Steder os i Siunge-kooret møde,
Gid vor Vel-ædle Bisp i mange Tjder maa
En Sødhed udaf all Lyksalighed opnaa!
GUd gifve det maa gaa vor sødest Arfve-Konge,
Som Hiertet ønsker med Vel-ædle Biscops Tunge!
Vel-ædle Biscop gid hand saae og her for sig
Mit Hierte, som det er ræt ønske-fuld i mig.
Jens Pederssøn
Evangelii Tienere til Dalum
og Sanderum i Fyen.

Antistes venerande, cohors, dum cantica profers,
Laudes decantat devenerata tuas.
Regis ad exemplum totus componeris ipse
Psalmis Isæi palma daturq; tuis.
Dictus Rex Psalmos scribit, qvos cantat Asaphus;
Psalmos, qvos scribis, Rex canit ipse tuos.

Idem Posuit.
178
[x];
[x]; [x]; [x]; [x];
[x];
Redivivo Bichorali NEHEMIÆ:
C 12. v. 31.40.
Clarißimo & Nobilißimo
Summéq; Venerabili
dno. D. M. THOMÆ KINGO &c.
Sanctum DEI CHORUM
[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x]; [x];[x];[x]; [x];[x];[x];[x];[x];[x]; [x];[x];[x]; [x];[x];[x];[x];[x]; [x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x]; [x];[x];[x];[x];[x];[x];[x]; [x];[x];[x];[x];[x];[x];
iterum atq; iterum jubenti,
afflatum Divînæ Auræ æternum.

Jam mihi me videor Bichoralem audire MAGISTRUM
NEHEMIAM placidum Pace, Qviete Diu.
O! olim Præfecte Chori Grandæve gemelli
Nonne Novis sêclis req; tonôq; Redux?
Anne Tibi socium liceat mihi fingere nutu
Instinctu, Ritu, Flumine, Luce DEI?
Tune Chori Bisoni Fundator & ordinis æqvi
Author & en Laudis Rex Opifexq; DEI?
Anne Chori Bisoni Renovator & Ordinis æqvi
Arbiter, hic Laudis Lex Monitorq; DEI?
Sancte DEI Præco Regiqve, Duciqve, Gregiqve
Calcar eras, cumulent Nornen Honore DEI;
Posthumus ecce Tuus sacris sublimis iisdem
Motibus intentô pectore tractat idem:
Nehemiæ nornen, populo qvia dulce levamen
[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];, monitis, ore, tenore, modô.
Nomen huic THOMÆ, sensorum animiqve gemellis
Nam studiis satagit magnificare/multiplicare DEUM,
179 Vel THOMÆ, qvia perfectos cælo addere plures,
Olim seqve simul Candidus ardet Amor:
Hospes Tu terræ Dux Lux ad REGNA BEATA,
Ipse comes multis, Civis & Hæres IBI:
Hicce tuæ socius curæ, comes atqve palestræ
Serior adveniat Collateralis HONOS.

Chregeme, Die Annæ
26. Jul. 1681.
Æterno adauctum optat votô
Ampliß. V. studiosiß.
Isaach Enochi.
180

        

181 182

Erindring til de Music-elskende.

Eftersom det ikke kunde skee, at ved denne første Tryck Noderne eller de ny Melodier ved hver Psalme paa sin tilbørlig Sted kunde blifve indlemmede, da ere Noderne for sig alleene prentede, som enhver, efter sin egen Behag, enten for eller bag udi Bogen eller ogsaa for sig self kand lade indbinde. Saa fremt GUd gifver Helbred, saa lofvis hermed, at ikke alleene denne, mens og den første Part, naar de i fremtjden skal igien oplegges, da saaledis skal trykkes, at Noderne for hver Psalme skal være at finde. Imidlertjd Gud befalet.

183

[x];. [x];[x];[x];[x];. Aandelige Siunge-koors Anden Part

Dend første Sang. Andægtigheds Opmuntring. Kand og siungis under dend bekiendte Melodie: Jeg vil din Priis udsiunge.

1.

Op, op med Himmel-stemme
Mit Hierte, Siæl og Sind,
Lad Verdens Sorg betemme,
Slae dend i Veir og Vind!
Op i GUds Aand og Kraft,
Op Harpe, op min Psalme
Og giennem Kiødets-qvalme
Og Blodets dorske Saft.

2.

O GUD! du veedst jeg vilde
Om end jeg ikke kand
Af Himlens rene Kilde
Opfylde Hiertets Spand
Med Naaders Floode-maal,
Hvis grunde-løse Strømme
184 Afgrunden ey kand tømme,
Ey Hafsens hule Skaal.

3.

Mens, O min GUD! du kiender,
Jeg hâr et bruddet Kar,
Hvor Naaden giennemrender,
Før jeg det bliver var,
Du JEsu, O du seer
Min ankelig Formue,
Hvor lit jeg og mon due
Til got i dette Leer.

4.

Jeg hiertelig bejamrer,
At Satan er saa snild,
Som mig mit Hierte hamrer
Tiit ved en syndig Ild,
At jeg med Andagt ey
Min Aand til GUD opløfter,
Men mig i Jorden grøfter,
Langs ned ad Dødsens Vey.

5.

Nu holder mig tilbage
En vellyst-maded Krog,
Som Satan veed at drage
For Dødsens Brod og Aag:
Nu staar jeg tanke-fuld
Med Verden i mit Øye,
Og tæncker, hendis Fløye
Er af bestandigt Guld.

6.

Nu er mit Hierte tynged
Af mange Sørge-lod,
Bekymring om det slynged
185 Med Tankers Pine-brod!
Min listig Avindsmand
Med Uro kand forvolde,
At jeg mig nep kand holde
I ret andægtig Stand.

7.

Nu trænger Korsens Byrde
Og knuger Sindet ned,
Og vil min Andagt myrde
Med stor Urolighed:
Min Andagt over alt
Maa giennem Spißrod vløbe
Og Korsens torned Svøbe,
Som tiit giør Blodet kalt.

8.

Nu hindris jeg af Venner,
Og ofte med dem gaar
Did hvor mand Verden tiener
Og GUD bag Dørren staar;
Mit Hierte flyver frem
Hvor Lyste-druer drybe,
Men neppist kan det krybe
Til GUds Jerusalem.

9.

Thi beder jeg og sukker,
Du med din kraftig Aand,
O GUD! mit Hiert' oplukker
Og løsner Tungens Baand:
Løft, JEsu! Siælen op,
At dend paa Troens Vinger
Med Andagt sig opsvinger
Til Himlens Telt og Top.

186

10.

Slae paa mit Hiertis Klippe,
At det i Strømme-vand
Alt Verden ud kand slippe,
Og Himlen giemme kand.
Tag saa dit Huus og Boo
O søde GUD! der inde
Og lad mig Andagt finde
Til Siælens Trøst og Roo.

11.

Om Hiertet end bedrøvis
Og finder Brudd og Baand,
Mens det paa Korset prøvis,
O JEsu! i din Haand,
Du dog saa nændsom er,
At du min Andagts Vinger,
Med din dend Prøve-finger
Flux op mod Himlen bær.

12.

Om Tornen end vil rive
Mit Hiertis lønlig Vraa
Og skiære, som med Knive
Mit Sind hvor jeg mon gaa,
Din Torne-krone mig
Dog Trøst og Taal indgiver,
At Syndsens Torn ey bliver
Min Siæl ulidelig.

13.

Saa vil jeg mig da sætte
I Andagts Fiære-ham.
Du, JEsu mig skal lette
Fra Jordens Lyste-kram,
At jeg, ved Aandens Sving
Kand giennem Skyen bryde,
187 Og for GUds Throne yde
Mit Hiertis skiulte ting.

14.

Imidlertiid da hvile
Ald Verdens Tanke-tøy,
Mens jeg til GUD kand ile,
Til Himlens Hald og Høy:
Viig af ald Lyst og Synd,
Som mig fra Himlen rykker
Og snedelig nedtrykker
I Verdens Henge-dynd.

15.

Bort Avind, Had og Vrede,
Bort alt det hindre kand,
Vær, JEsu! flux tilrede
Med Andagts Blus og Brand,
Bort Lyst, jeg agter hiem
Til Himlen med min Tanke
O GUD! lad dend ey vanke
Men hielp dend naadig frem.

16.

Saa skal jeg da udgyde
Mit Hierte for din Stool
Min Øyne-strøm skal flyde
For dig ald Naadis Sool,
Indtil min Andagt maa
Sig stille for dit Sæde,
Til Trøst og Himmel-glæde
I Liv og Død at faa.

188

Hierte-Suk om Hiertelig Andagt.

Steenig Hierte, gid du kunde
Blødne udi HErrens Haand,
Blive fuld til Bredd og Bunde
Udaf Andagt ved hans Aand!
Kolde Hierte, lise-kule,
Bunde-frøsne Synde-søe,
Gid din dybe Froste-hule
Op ved Aandens varme Tøe!
Dovne Hierte, Søvne-pryne,
Dorsk og død i Kiød og Krop,
JEsu Sool og Øyenbryne
Vække dig til Andagt op!
JEsu, lad dog Aandens Gløder,
Rense Hiertet op og ned,
At de brekker, demper, døder
Steen og Kuld, og Dovenhed.

189

Dend II. Sang. Er en Bekiendelses og Bedrings-Psalme, hvorudi Synderen bekiender, at Lowen er hans Tugtemestere til Christum. Gal III. 24. Kand og siungis under dend bekiendte Kircke-Melodie. Jeg raaber fast O HErre! af dybste Nød til dig.

1.

Kom, Siæl, og lad os græde,
Ach! græd, mit Kiød og du,
Øes op en Jammers Væde
Fra Øyne, Sind og Hu!
Tøm ud det fule Hierte
Fra ald Urenheds Skam,
Fyld det med Suk og Smerte,
Kast af ald Ondskabs Ham.

2.

Og om en flyve-tanke
Af Vellyst banker paa,
Lad dend til Helved vanke
Og fra dig ude staa!
Kom lad mig Verden kaste
Bag Ryggen gandske hen,
Og til min JEsum haste
Med Poenitentz igien.

3.

Mens, ach! hvor er min Bedring?
Hvor er de Løfters Ord,
190 Som jeg i Støvs Fornedring
Saa mangen gang har giord?
Hvad frugted det der strømde
En Flood af Kinden ned,
Da sidst jeg Hiertet tømde
Paa Skrifte-stolens sted.

4.

Har jeg mit Levnet retted
Og holdet HErrens Bud?
Er jeg, som da blev tvetted,
Igien ey sølet ud?
Er Hiertet ey forstokked?
Er Tungen Løgne-frii?
Har Øyet ikke lokked
Min Food til Syndens-Stii?

5.

Ach! Jo jeg maa beklage,
Med Skraal oc Himmel-skrig,
At Kræftern' ere svage,
Der boer ey got i mig!
Min Aand alt got udlover,
Og Villien synis good,
Men Gierningen hun sover
I mit fordærved Blood.

6.

Min Kiærlighed (diß værre)
Til GUD er ey saa sød,
Som dend jeg veed at bære
Til Verden, Blood og Kiød:
Jeg elsker ey min Næste
Med grundig Kierlighed,
Men skakrer mig til beste
Hans Gods og sure Sved.

191

7.

Jeg har Afguder dyrket,
Gods, Ære, Venner, Lyst,
Og mig i Verden styrket,
Dend til mit Hierte kryst.
Min tunge Løgn og Bander,
Bedrag og Hykklerj
Med smigre-sukker blander
Og giør sig snakke-frj.

8.

Sabbaten, som bør være
Min søde Hviledag,
For GUD og for hans Ære
Dend er kun en Behag
Min Vellyst op at fylde,
En Tjmes Kirke-fær
Kand sminke og forgylde
Sex Dagis Synds Begier.

9.

Forældre jeg ey lyder,
Og ey min Øfrighed,
For det de billig byder,
Jeg ofte giør mig vred:
Min egen Hu og Hoved
Paa egen Haand vil gaa,
Mit Sind er dødt og doved
Til lydig Pligt at faa.

10.

Min Næste hâr jeg dræbet,
Om ey til døde slæt,
Dog hâr jeg ofte stræbet,
At hand er bleven sæt
For Tungens Sverd og Egge
Foruden nogen skyld,
192 Jeg hâr og vildet legge
Saar paa hans ømme Byld.

11.

Utugtig Snak og Tale,
Løßagtig Ord og Daad,
Begierlighed at svale
Er Hiertets Lyste-raad:
Vellysters Tindre-øye
Til Skøgens Fagter staar,
Og Kiødets søde Møye
Giør Siælen dybe Skaar.

12.

Jeg Tyverj har drevet,
I Handel været sleedsk,
Jeg X for V hâr skrevet,
Og været falsk og tredsk:
Med Træck hâr jeg udsuet
Min Næstis Blood og Sved,
Og hâr dog høyt opskruet
Min sær Retfærdighed.

13.

Jeg Sandhed ofte sparer,
Og elsker Løgn og Tant,
Ja legger Reve-snarer
Tiit for min nær Forvant:
Min Næstis Navn og Lempe
Jeg bider som en Hund,
Og tør hans Ære dempe
Med Tunge, Pen og Mund.

14.

Min Næstis Huus at søge
Jeg treskeligen veed,
193 Hans Hustro, som en Skiøge,
Staar i mit Øyis Meed,
Hans Lykke, Gods og Ære
Jeg ham mißunder slæt,
Og dit en Flig tør skiære
Bort fra hans Gavn og Ræt.

15.

See! dette er min Klage,
Det er mit Hiertis Nag,
Det er min Siælis Plage,
Min Uroe Nat og Dag!
Jeg skammelig forbryder
Mig mod GUds Bud og Ord,
Og elsker faure Lyder,
Som er min Siælis Mord.

16.

Jeg derfor mig indsvøber
Udi min Synd og Skam,
Og til din Forgaard løber,
Nedkaster der min Ham:
Jeg for min JEsu knæler
Og viser mine Saar,
Begierer Læge-væler
Med mangen modig Taar.

17.

Jeg hierteligen sukker
Og op til Himlen seer,
Jeg mig mod Jorden bukker,
Jeg vaandis meer og meer,
Jeg i min Tunge bider,
Jeg haanis som en Hund,
Jeg mig i Sindet slider,
Jeg slaar mig paa min Mund.

194

18.

Ach! lad dog Himlen drybe
Med Trøste-draaber ned,
Du seer hvor jeg mon krybe
I Siæls Amægtighed:
Til JEsu Kors jeg helder
Min tørstig Hierte-skaal,
Hvor JEsu Blood nedvelder
I folde Himmel-maal.

19.

Det Blod skal mig besprette
Og give Ljv og Aand,
Mit syndig Ljv at rette,
Hvortil din høyre Haand
Mit Hierte selv skal bøye,
Jeg har ey selv dend Magt,
Thi Kiødet vil alt krøye
Mod Siælens Himmel-agt.

20.

Saa vil jeg derpaa træde
Frem til din Skrifte-stool,
Og om Afløßning græde
For dig ald Naadis Sool!
Ach! lad mig faa at høre,
Din Synd er soned, gak:
Saa skal min Mund udføre
Din Lof med tusind Tak.

195

Hierte-Suk

Ach! min JEsu, jeg maa klage,
At jeg slet er fra dig vendt!
Ach! min JEsu! see tilbage,
See, jeg er paa Dødsens Skrent!
Mosis Tauler, Lowens Steene
Støder sig mit Hierte paa,
HErrens Bud-ords Himmel-greene
I min Jord ey Rood vil faa!
Men naar Moses lader høre
Trusel, Torden, Død og Band,
Siiger, at hand mig vil føre
Ned til de Fordømtis Stand,
Da, for Lowens Pidsk og Svøbe
Krympis jeg med Skrig og Skraal,
Og vil til min JEsum løbe,
Som er Trøstens rette Maal,
Ja jeg ønsker, GUD vil laue
Det med mig i Verden saa,
At mig Moses maatte aue,
JEsus legge Plaster paa.

196

Dend III. Sang. Nær forsagt, men dog ikke fortabt. Under den Melodie: Rind nu op i JEsu Nafn, du livsalig Morgenrøde, etc.

1.

Sorrig og Elendighed,
Suk og salte Øyne-taare
Tvinger mig saa meget saare,
For min GUD er bleven vred,
Jeg har Giekken med ham spilled
Og hans Naader bag mig kast,
Og paa Satans Bane drilled
Livet hen i Synd og Last.

2.

Synde-bierge ligger paa
Mine Lyste-knæged Skuldre,
Siælen har begyndt at buldre
I sit Kiøds besmitted Vraa,
Lowen mig med Grumhed truer
Og fordømmer mig i Grund,
Satan viser Helved-luer,
Som hans Kule har i Mund.

3.

Hvert et Løv der tumler om,
Og for Vinden hastig ramler,
Frygter jeg at Himlen skramler
Med min velfortiente Dom!
Seer jeg Gnisten hastig sprette,
Gyser mig mit Hierte-blood,
Vil en Fugl sig hastig lette,
Snubler strax min rædde Food.

197

4.

Som en Orm jeg frygter mig,
Naar at Gierdet monne knase,
At mig Døden er i Hase,
Og forfølger endelig:
Som en Ugle maa jeg vige
Hen i Sorgens blinde Vraa,
Og min Jammer-sang udskrige,
Som jeg enlig nyner paa.

5.

Hielpeløs er slet min Haand,
Jeg af Graad er hees og hikker,
Hiertet bever, klapper, pikker,
Senern' er i Krampe-baand:
Tungen udi Støven mumler,
Øyne rinde strømme-sterk,
Og min Siæl i Blodet tumler,
Vaandefuld af Syndsens Verk.

6.

Trøsteløs og angerfuld
Ligger jeg og suremuler,
Mens mit Synde-saar udfuler,
Vrier mig i Støv og Muld,
Og med hede Taare vander
Jorden, som jeg ligger paa,
Sorg og Sukke sammenblander
Af mit Hoveds Græde-Aa.

7.

Jeg er aldrig hierte-glad!
Men med lønlig Smerte tærer
Brødet, som mig Usle nærer,
Sorgen svemmer i mit Fad:
198 Jeg med lønlig Sukke drikker
Hvad der skienkis i min Skaal,
Og i Sindet stedse prikker
Syndsens giftig-odded Naal.

8.

Vaager jeg, da er jeg fuld
Af Bekymrings Kræft og Qvide,
Ingen Glæde kand jeg vjde,
Aatte jeg end Verdens Guld:
Sommer-dag min Sorg forlænger,
Vinter-dag giør Glæden kort,
Hver en Time Suk paahenger,
See, saa slidis Ljvet bort.

9.

Om sig andre lystig giør
Udi GUd, og kunde smile,
Ja foragte Sorgens Pile,
Jeg er ræd og ikke tør:
Thi om nogen Lyst vil trekke
Paa mit sene Smile-baand,
Vil Samvittigheden rekke
Mig en Pidsk af Syndsens Vond.

10.

Sover jeg, og søger Roo,
Uroe lader som hun slummer,
Men i hast mit Sind optrummer
Med fantastisk Drømme-troo,
Saa jeg veed ey om jeg lever,
Eller jeg er gandske død,
Thi alt hvad er hos mig bever,
See, saa grusom er min Nød.

199

11.

Ach! hvad skal jeg arme dog!
Blant saa mange Siæle-plager,
Som mig piner, trekker, drager
Under Syndsens Kober-aag?
Himlen har sin Hielp forsaget,
Jorden mig ey hielpe kand,
Englene har jeg forjaget,
Ach, hvor usel er min Stand!

12.

Er der da slet ingen Raad?
Er der ingen Trøst at vente?
Er der ingen Hielp at hente?
Er der ingen Fynd i Graad?
Er da Naadens Kilder tørre?
Er jeg slet til Døden solt?
Er der Laas for Himlens Dørre?
Er GUds Hierte blevet koldt?

13.

Er min JEsus borte slæt?
Er hans Saar til ingen nytte?
Vil hand Hielpe-stenen flytte?
Er hand hielpe-keed og træt?
Er hans milde Broders Hierte
Følisløst udi hans Barm?
Finder hand ey til min Smerte?
Er hans Aand ey meere varm?

14.

Skal jeg da fortvifle plat?
Skal jeg Troens Anker slippe?
Skal mit faste Haab nu glippe?
Skal jeg miste Himlens Skat?
Skal jeg Cains Broder være?
Skal jeg Judas Strikke faa?
200 Skal jeg selv mit Liv afskiære?
Skal jeg slæt til Helved gaa?

15.

Ney, O ney! min Siæl, O ney!
Reys dig lit, og see du stylter
Med de mange Synde-bylter,
Hen ad Troens trøstig Vey!
GUd er end ved Bøn at vinde,
JEsus lever og endnu,
Aandsens Kraft er end at finde
For din Sorg-nedsenked Hu!

16.

Ach! min GUd, jeg merker vel
At her er dog Haab tilbage,
Og en Trøstis Hunning-kage
For min høybedrøved Siæl!
Jeg kand see et Glimt af Naade
Giennem Mißhaabs grumme Sky,
Og min store Hierte-vaade
For et Blink af Trøst at fly.

17.

Jeg kand vel i Troen see,
Hvor du, JEsu, selv har ligged,
Og din Trøst fra Himlen tigged,
Udi mine Synders Vee!
u for mine blodig Synder
Og Mißgierning svedte Blood,
Heraf ald min Trøst begynder,
Her er Glædens rette Flood.

18.

Du i Mørket est forraad,
For min Mørkheds fule Laster,
Og for jeg fra Liuset haster
201 Med min skummel Synd og Daad:
Du for mig est bleven tagen
Og ført hen for Dom og Ret,
Hudefletted, spøtt og slagen,
At min Straf skal vorde læt.

19.

Tornekronen stak jo dig,
For at mine Sinde-torne
Skulde ved din Pine forne,
Før de fanger Rood i mig:
Du paa Korset villig hengde,
Og dend Handskrift sønderrev,
Som mig ned til Helved trengde
Og var mig et Dødsens Brev.

20.

I din Siæle-tørst og Tvang,
Har min Synde-gift og Galde
Vildet dig paa Hiertet falde,
Ved din sidste Aandefang:
Du har Syndsens Surhed smaget
Af min fule Synde-svamp,
Og dend bittre Gift borttaget
Af min onde Lyste-damp.

21.

Du har taald den grumme Død,
Saadan Død som ey kand tænkis,
Hvor at alle Døder lænkis
I en bondløß Afgrunds Nød,
Som dit reene Hierte trykker
Til det brister endelig,
Men den Tiid det brast i stykker,
Slap jeg nærmer ind til dig.

202

22.

I din tæt-besegled Grav
Har du lagt dig ned til Hvile
Hvor du brødst dog Dødsens Pile
Og hvert Sting som hand dig gav!
Du stood op fra Mørkheds Telte,
Du ald Verdens Sool og Lyst,
Og ald Sorgens Steen afvelte
Fra min Hierte-grav og Bryst.

23.

Du til Helvede foer ned,
Helvede hvorfor jeg gruer,
Og fik Satan sat i Skruer,
Med sin Magt i Ævighed!
Du til Himmels foer med Glæde,
Trodset Død og Helved-baand,
Og udi mit Kiød tog Sæde
Hos din Faders høyre Haand.

24.

Du min trygge Talßmand der
Hos din Fader er og bliver,
Og et ævigt Vidne giver
Om hvad du leedst for mig her,
Du din Faders Hierte vender,
At hand naadig til mig seer,
Troens trøste-lius optender
I min Siæl jo meer og meer.

25.

Lad da Lowens Torden-skrald,
Lad ald Satans Helved-grube
Lukke op sin svouled Strube,
Lad ald Verden staa paa Fald,
Lad Afgrundens sorte Trolde,
Lad dend gamle Hugorms Tand
203 Mig forfølgejeg vil holde
Ved min hulde Frelsermand.

26.

Om mig Synden Banghed giør,
JEsus skal mit Hierte lette
Og sin Aands Besegling sette
For min skiulte Hierte-dør,
Saa hand altjd skal der inde
Med sin Aand en Bolig faa,
At jeg Hu og Kraft skal finde
Synd og Skam at træde paa.

27.

O min Siæl, vær derfor froo!
JEsus er din Trøst og Glæde,
JEsus er dit Skiul og Klæde,
JEsus kroner selv din Troo,
JEsus er dig Livsens Baade,
Og din Lyst til ævig Tiid,
JEsu, JEsu giv mig Naade
Jeg maa døe i dend Tillid.

Hierte-Suk.

Ach! min JEsu! ach! jeg er
Død og Grav og Helved nær!
Døden mig af Øyne seer,
Graven obnis mod mit Leer,
Helvedis det grumme Gab
Spendis mod min Siælis Tab,
Satan mig fordømmer slæt,
Lowen siger: Det er Ræt!
Dommen bliver snarlig sagt
204 Efter alle Dievlis Agt,
Om, O JEsu! du ey vil
Mig din Side vende til,
Hvor jeg ad dend blodig Port,
Som mit Synde-spyd har giort,
Til dit Hierte komme maa
Og fra Lowens Strenghed gaa!
Saa skal Dommen blive good,
Skreven med dit Naade-blood!

Dend IV. Sang. Sorrigfuld og dog trøstefuld. Kand siungis med dend Melodie: HErre JEsu Christ, min Frelser du est, etc.

1.

Ach! HErre see
Min Hierte-vee,
Hielp, hielp, thi jeg er bange!
En syndig Drik
Mit Hierte fik,
Som giør mig Stik,
Og bider som en Slange.

2.

Det Adam brød
Til dobbelt Død,
Mig tusindfold opskrivis:
205 Eet brød kun hand,
Utald, som Sand
Hos Hafsens Vand,
Er de af mig bedrivis.

3.

Naar Solen sig
Saa prægtelig
Udstraaler paa GUds Himle,
Feyl stoor' og smaa,
I hver en Vraa,
Strax for mig staa
Og for min' Øyne vrimle.

4.

Fra Hoved-top
Min syndig Krop
Ræt need til Fodens Saale,
Er fuld af Saar,
Hvert Hoved-haar
Har Skad' og Skaar,
Dend smerte maa jeg taale.

5.

Tiit tænker vel
Min arme Siæl,
Jeg vil min Gang forvare,
Men før jeg veed,
Gaar af min Leed
Paa Syndsens Beed,
Til Strikke, Fald og Snare.

6.

Jeg stoler paa,
Mit Huus at staa
Paa Verdens faste Klippe:
206 Men lidet Vand
Læt skylle kand
Min Grund aff Stand,
Saa jeg mit Haab maa slippe.

7.

Min Ven er mig,
Saa skuffelig,
Som Flyde-vand og Bekke,
Jeg i hans Arm
Og falske Barm,
Til Siæle-harm
Mig og har ladet giekke.

8.

Der er ey Grund
I Haand og Mund,
Hvorpaa mand nu kand bygge:
Hvert Hiert' er Garn,
Hver Eed er Skarn,
Hver Skalk som Barn,
Hvert Løfte som en Skygge.

9.

For dig, for dig
Jeg klager mig,
Trofaste GUd og HErre,
Mit Hierte slaer,
Min Siæl er baer,
Min Synd er svaer,
Hielp, JEsu, dend at bære.

10.

Jeg aldrig faldt,
Det er jo tallt,
Hvor tiit veed jeg dog ikke:
207 Jeg har ey giort,
Hvit eller sort,
Lit eller stort,
Du veedst det jo til Prikke.

11.

Jeg derfor lam
Af Synd og Skarn
Paa din Fodskammel ligger!
O JEsu kom!
Vendt Sverdet om,
En naadig Dom,
Jeg af din Godhed tigger.

12.

Dog maat du vel
Med Ræt og Skiel
I Hast og Vrede svare:
Mand bør jo paa
Sin Ræt at staa,
Naar Børn de *taae
Sit Brød for Hund' at spare.

13.

O Frelsermand,
For Hunde kand
Dog Herre-smuler vanke:
Min Trang er stoor,
O Sandheds Ord,
Jeg hos dit Bord
Vil Naade-smuler sanke.

* 208

14.

Og om jeg maa
Utrøstet gaa,
Dend gandske Dag i Sorgen,
Og om jeg plat
Dend lange Nat
Er slæt forlat,
Du kommer dog i morgen.

15.

Lad Verden sig
Ey glæd' i mig,
Og giør mig ey til Skamme:
Lad min Uven
Ey lee mit Meen,
Men lad en Green
Af Naadens Riis mig ramme.

16.

Du est dog dend
Der Herr' og Svend
I Nyrene randsager,
Seer du jeg er
Af ond Begiær
En Hykkler skiær,
Spar da ey dine Plager.

17.

Mens har Du end
Din Bue spend,
Og lit med Hielpen lenter,
Jeg staar saa sagt
Paa Haabets Vagt,
Ved Troens Magt,
Og dog din Naade venter.

209

18.

Det dyre Blood
Som JEsus lood
Udaf sit Hierte rinde,
Har giort mig reen
Af Syndsens Meen,
Min Hierte-steen
Skal jeg ey meere finde.

19.

Des være dig
Ævindelig
Treenig GUd din Ære!
Min Tunge skal
Blant Engle-tall
I Himlens Sall
Dig ævig Lov frembære.

Hierte-Suk.

Aldrig er jeg uden Vaade,
Aldrig dog foruden Naade:
Altid har jeg Suk og Vee,
Altid kand dog JESUM see:
Altid trykker mine Synder,
Altid JEsus Hielp tilskynder:
Altid er jeg udi Tvang,
Altid er jeg fuld af Sang:
Nu i Sorrig, nu i Glæde,
Nu i Fald og nu i Sæde:
Ofte fuld af stor Uroo,
Altid fuld af JEsu Troo!
Saa er Sorg og Glæde lenked,
Saa er Begeret iskienked
210 I mit Levnets Omgangs Skaal,
Slig er mine Levnets Maal!
Men, O JEsu, jeg vil græde,
Hielp Du til at Troens Glæde
Fra min Synd og Sorrig maa
Altid Over-vegten faa!

Dend V.Sang. Er en Bekiendelsis og Bedrings Psalme Udi hvilcken Synderen bekiender, at Synd og Skrøbelighed henger ved hannem, ihvor meget Got GUd giør imod hannem. Kand siungis under den bekiendte Kircke-melodie: Udi din store Vrede, For mine Synder lede, etc.

1.

Med Blusel, Graad og Klage,
Med Sindsens skiulte Plage
Jeg ydmyg kommer frem
For Naadens høye Throne,
At søge Syndsens Sone
Ved JEsu Vunder fem.

2.

Med salte Øyne Taare,
Jeg synde-giekked Daare
Min Kind vel bløde maa,
211 Med Lowens Smek og Snerte
Jeg slide maa mit Hierte,
Til Suk deraf at faa.

3.

Thi naar jeg mig besinder
Hvordan min Tijd henrinder,
Som hastig Elv og Aae,
Og hvor jeg lidet andser
At Synden alle Sandser
Kand slæt forblindet faa!

4.

Da maa jeg Øyet gnie,
Og mig, som Ormen, vrie
I Jordens nedrig Støv!
Mit Hierte slæt maa briste,
Min Siæl i Livet riste,
Som daalligt Espe-Løv.

5.

Fra først jeg randt af Roode,
Strax Synden med mig groode,
I Vuggen fik jeg Smag
Paa Syndsens Eble-Stamme,
Naturen vaar min Amme
Til Syndsens Patte-drag.

6.

Nep kom jeg til at vende
Min Gange-vogn til Ende,
Før jeg vaar snild at gaa
Flux efter Ondskabs Svøbe,
Min Tunge kunde løbe
I bander stoor' og smaa!

212

7.

Om Riiset vilde qviste
Og kue mig, med Liste
At dempe Syndsens art:
Saa snart at snertet dulmed,
Sig Arten i mig ulmed
Og fik sin gamle Fart.

8.

Som jeg i Aar optriinde,
Sig Synden ved mig kliinde,
Om end jeg tugtet blev
Til HErrens Frygt og Ære,
Jeg dend dog tiit (dißværre)
I Glemme-bogen skrev.

9.

Min Ungdom, Daarskabs Moder,
En blanding af unoder,
Vellysters Oldermand,
Mig ofte haver daaret,
Og Roser til mig baaret
Med Slange-stik og Tand.

10.

Udi min Mandoms Styrke,
Da Gud jeg burde dyrke,
Har jeg med Jacob ey
Min Gud i Faunen taget,
Men Naaden tiit forsaget,
Og vandret Syndsens Vey.

11.

Hvor tijt har jeg afviget
Fra Dyders Vey, og stiget
I Lasters Lime-spoor?
Hvor tijt lood jeg mig bøye
213 Did hen, hvor andris Øye
Til Dødsens Lyster foor?

12.

Jeg ofte haver fundet,
Naar jeg i Synd vaar bundet,
At JEsus mig hâr løest:
Naar jeg leed ofte ilde
Da obned hand sin Kilde,
At jeg fik Trøst opøest.

13.

Da klynked jeg og loved
At Satan, Syndseiis Hoved,
Sit Lyste-regiment
I mig ey skulde finde,
Dog gik jeg, med de Blinde,
Hvor hand blev Synd-betient.

14.

Paa Soote-sengens Leye
Hâr Gud og vildet veye
Min Synd mod Naadens Pund:
For læt jeg tijt er fundet,
Dog hâr min Gud forbundet
Og lægt mit Saar af grund.

15.

Mens ach! saa snart min Sprekke
Begyndte sig at stekke,
Og jeg blev frisk og føer,
Jeg da saa snarlig glemte
At Gud ey sønderklemte
Mit Lefnets svage Rør!

214

16.

Af Dødsens grumme Fare,
Blant mine Fienders Snare,
Hâr Gud mig underlig
Med egen Haand udrevet,
Og Liv paa ny bebrevet,
Blant tusind skaanet mig.

17.

Saa gik jeg frem og groode
Blant HErrens Mægle goode,
Jeg treen i fulde svang
Med Ære, Gods og Lykke,
Men HErrens Frygtis Smykke
Dog tabtis mangen gang.

18.

O Gud, du veedst og kiender,
Det ey i mine Hænder
Og mine Kræfter staar,
At jeg dig fuldt kand dyrke,
Om jeg ey daglig Styrke
Fra dine Hænder faar.

19.

Knuus selv mit Hiertis Stene,
Buk høye Tankers Grene,
Giv ydmyg Kierlighed
Til Gud og til min Næste,
Min Gang du selv befæste
I dine Fodefied.

20.

Hold mig i dine Veye,
Lad mig i Døden neye
215 Ned paa din Død og Saar!
Saa skal mit Liv begynde
Og sig til Ljvet skynde,
Naar jeg af Ljvet gaar.

Hjerte-Suk.

Naar jeg, O Gud, mit Synde-dyb
Og Ondskabs Afgrund maaler,
Da siiger jeg: Kom, Siæl, og kryb,
Mod JEsu Naade-straaler!
Mit Lodd gaar langs ad Helved ned
I Svoule-pølens Grube,
Hielp, JEsu, for din blodig Sved,
Riiv mig af Dødsens Strube!
O rek mig Troens trygge Lodd,
Din Naadis Dyb at prøve,
Saa skal paa Jordens Velte-klodd
Jeg mig ey meer bedrøve!
Thi om det ene skiendelig
Til Døden mig vil neye,
Saa skal det andet Himmerjg,
Ved dine Saar, opveye.

216

Dend VI.Sang. Er ogsaa en Bekiendelsis og Bedrings Psalme, hvilken, Tilliige med de forige af samme art, kand brugis, Naar mand gaar til Skrifte. Kand siungis under dend bekiendte Kirke-melodie: Af dybste Nød raaber jeg til dig, etc. Eller: HErren hand er min Hyrde god, etc.

1.

Fald ned, fald paa dit Ansigt ned
Og lad dit Hierte smelte,
O kiære Siæl, bøy dig og beed
At Strømme-vand kand velte
Udaf dit Øyis Kildespring,
Øes Vand i Syndsens Saar og Sting,
Stryg Blodet af dit Belte.

2.

Her ligger jeg paa mine Knæ,
Min Siæl i Støv er bøyen,
Og til det blodig Korsens Træ
Opløfter mine Øyen;
Jeg gruer for mit syndig Leer,
Naar jeg Guds Naader ræt anseer,
Som af min Haand er fløyen.

3.

Der jeg, O Gud, blev lønlig skabt,
Og du min Form paasætte,
217 Jeg af mig selv vaar slæt fortabt,
Naturens Synde-plette
I Moders Liv kom mig oppaa
Og smitted, før jeg Solen saae,
Med mange skamfuld Spette.

4.

Dog toode du mig af mit Blood
Med Blodet af din Side,
I Daabens hellig Rense-flood,
De Klæder vaar saa hvide,
Som du paa mig i Daaben bandt,
Med Naader i hver Søm og Kant
Til hellig Prunk at slide.

5.

Mens ach! Gud bedre mig saa sandt!
Mit Himmel-rene Klæde
Jeg ey forvaret hâr saa grandt
Fra Synds urene Sæde,
Jeg mangen haanlig Synde-plet
Har jo der paa med Vidskab sæt,
Blant Verdens skidne Glæde.

6.

Den dyre Troskabs Eed og Pagt,
Som jeg min Gud har sooret,
Jeg lidet taget hâr i agt,
Men ofte mig har mooret
At spille med hans Pagtis Baand,
Og derfor er nu Siæl og Aand
Med Smerte giennem-booret.

7.

Ach! Hierte Gud, hvad hâr du ey
For min skyld vildet giøre,
218 At du fra Synds og Dødsens Vey
Mig kunde frj og føre?
Dit Ord og din Basunis Lyyd,
Til Siæle-Trøst og Hierte-Fryd,
Har du mig ladet høre.

8.

Ach! ach! dit Ord i Væjr og Vind
Saa ofte hen er drevet,
Og ey i mit steen-haarde Sind
Med JEsu Finger skrevet!
Mit Øre heller lyder til
Hvor Lysters daarlig Fryde-spil
Er høyst opstemmed blevet.

9.

Paa Sundheds Støtte hâr du sæt
Mit Ljv i mine Dage,
Og sielden vildt jeg skulde ræt
Af Sygdoms Beger smage:
Du qvisted mig paa Børne-vijs,
Naar du til andre lod dit Rijs
Opskærpis udi Lage.

10.

Jeg ved din Aue bleven er
En kællen Synde-degge,
Som sig i Lyste-dynds Begiær
Hâr daglig vildet legge:
Jeg leegte med din Miskundhed,
Og tænckte, Du blev aldrig vred,
Hvor høyt jeg dig mon egge!

11.

Naar du mig Gods og Rigdom gav
Og fyldte mine Hænder,
219 Mens andre gik med Betle-stav,
Med nøgen Ryg og Lænder:
Dog fik dend Arme liden Bood,
Thi Rjgdom gav mig Over-mood,
Som du best veed og kiender.

12.

Om ogsaa noget korted blev
Udaf min Mammons Dynge,
Dend Sorg jeg dybt i Hiertet skrev,
Det blev en grusom Tynge!
Jeg ofte gik og gulpe-græd
Og ræt var u-forstandig ræd
For Rjgdoms Torne-klynge.

13.

Naar du paa Ærens Sted og Stool
Blant andre mig opsatte,
At Lykken, som en Middags-Sool
Mit Levnet motte glatte:
Mig selv jeg ofte da har glemt,
Og foodsed, som vaar meer end slemt,
Dend Nedrig' og forlatte.

14.

Om alting gaar mig vel i Traad,
Og intet mig mislinger,
Mit Arbeyd, Anslag og mit Raad
Er spundet af Guds Finger:
Saa ærer jeg dog min Forstand,
Og mener at jeg flyve kand
Foruden Himlens Vinger.

15.

Hvor tijt, naar Satan frjster mig
Med Verdens Lokke-duer,
220 Og puster op saa træskelig
Naturens Gnist i Luer,
Hvor tijt faar jeg ham Hiertet hen,
I hvor min Gud og Himmel-Ven
Hand lokker end og truer.

16.

Hvert Bud i Lowen hâr jeg brudt
Og brekked Mosis Tauler,
Mit Hierte hâr Guds Ord forskudt,
Og i Guds Vrede krauler:
Min Lyst-begiæring svangred er,
Dend Syndsens Foster daglig bær,
Som Døden siden auler.

17.

Vilt du mit Hiertis Afgrund om
Med Lyys og Lygte vanke,
Og sætte for din Ræt og Dom
Hver Gierning, Ord og Tanke,
Da kandst du tusind Bierge faae
Som du af Synder stoor' og smaa
Kandst paa mit Hierte sanke.

18.

O Gud! du seer min Siæl er fuld
Af fast utallig Jammer,
Mit Kiød, min Siælis tunge Muld,
Er under Lowens Hammer,
Jeg viiser dig min Verk og Vee,
O JEsu, lad af Naade see
At du min Suk annammer.

19.

Jeg holder dig i Troen fast,
Trofaste Gud, og beder:
221 Skil mig ved Syndsens tunge Last
For dine Løfters Eeder,
Og for din Søns uskyldig Død,
Ja for det Blood som af ham flød,
Hvor hen min Troo dend meder!

20.

Forny min Aand og form mig om
Med dine Himmel-hænder,
At jeg alt fremad bliver from
Og altjd dig bekiender!
Og giv at jeg, ved JEsu Aand,
Mit Liv, blant Dødsens Brudd og Baand,
I Troen salig ender.

Hierte-Suk.

Søde JEsu, Siælens Læge,
See, og lad dig dog bevæge
Ved min Siælis dybe Saar!
Ved mit Sinds saa bittre Møye!
Ved dend Flood som fra mit Øye
Af mit Hiertis Kilde gaar!
Men om mine Saar og Sukke
Kand dit Hierte ey oplukke,
Da, O Hierte JEsu, see
Til din' egne Saar og Sprekke,
Og de grumme Dødsens Bekke
Hvor du selv leedst Trang og Vee!
Saa skal du mig vel husvale,
Og saa trøstig til mig tale:
222 Jeg vil hele Syndsens Skaar!
Aldrig skal du finde Smerte
I dit dybe saaret Hierte,
Naar jeg legger Saar paa Saar!*

Dend VII. Sang. Om En gudelig og Christelig Beredelse Til Det hellige og høyværdig Altars Sacramentis Annammelse. Melodien findis her bag udi Bogen.

1.

Himmel-søde Gud og Fader,
Som af intet mig hâr skabt
Og fra Dødsens Skam og Skader
Frelste mig som vaar fortabt,
At du af dit Himmel-skiød
Gav din Søn i Dødsens Nød,
For det jeg saa ilde brød.

2.

For det Morgen-maaltjds Galde
Eva fik ved Slangens List,
Og sig Adam lod befalde
Af dend syndig Æble-qvist,

* 223

Har din Søn, dit ævig Ord
Redt en Nadver paa sit Bord
Mod dend giftig Slangis Mord.

3.

Hand sin Dug for mig udbreder
Paa sit hellig Alter-sted,
Og udi sit Tempel leder
I sit kierlig Foode-fied,
Hvor hand af sit Kiød og Blood,
Ljfsens Brød og Sukker-flood,
Fylder mig i Hierte-rood.

4.

Ach hvor gierne vil jeg træde
Til dit Bord og Lammets Fad,
Men du veedst jeg pleyer æde
Mest af Verdens Lyste-mad!
Bryllupsklæder har jeg ey,
Hiertet vil paa Syndens Vey,
Frygt giør Siælen ræd og fey.

5.

Klæd mig derfor aff min Ville,
Klæd mig af min Lyste-ham,
Klæd mig af ald Ondskabs Grille,
Klæd mig af ald Last og Skam,
Klæd mig af ald Hofmods Pragt,
Had, Hefngierighed, Foragt,
Klæd mig af ald Satans Dragt.

6.

Klæd mig i din Aand og Glæde,
Klæd mig i min JEsu Troo,
Klæd mig i hans blodig Klæde,
Klæd mig i hans Trøst og Roo,
224 Klæd mig i hans Kiortel-fliig,
Sy dend med hans Torne-piig,
Giør min Klædning JEsu Hig.

7.

Tag fra mig dend Eble-kierne
Som er saaet i min Natur,
Tag fra mig min ublu Stierne
Og min syndig Tankis Muur,
Tag fra mig min Synd saa snild,
Tag fra mig min egen Vild,
Tag fra mig ald Ondskabs Ild.

8.

Giv mig Siælens rette Smykke,
Hiertet fuldt af JEsu Raad,
Giv mig Himmel-kraft og Lykke
Til at dempe Kiødets Daad,
Giv du mig en ydmyg Aand,
Kierlighed i hver min Haand,
Kyskhed knyt i Reenheds Baand.

9.

Saa vil jeg, O JEsu, komme
Til dit Bords dend dyre Mad,
Saa vil jeg, med alle Fromme,
Æde, dricke, være glad,
Saa vil jeg med Glæde gaa,
Og et Himmel-maaltjd faa,
Med mit Bryllupsklæde paa.

225

Dend VIII. Sang. Er iligemaade en Beredelse til det hellige Sacramentis Annammelse. Under den Melodie: Et trofast Hjerte, HErre min, Skal dig til reede være, etc.

1.

Til HErrens Bord, i JEsu Nafn,
Jeg agter mig at gange,
Til Hierte-trøst og Siæle-Gafn,
Til Salighed at fange:
Mens, ach jeg veed
Hvor fuul og leed
Jeg er i Synd og Uselhed,
Hvorfor min Siæl er bange!

2.

Dog vil jeg paa min JEsu Bord
Med Suk og Lengsel tæncke,
Og for min Siæl af Naadens Ord
En Lyste-strøm iskiencke:
Ach, flyd da ind
I Siæl og Sind
Guds Aand og Glæde, og forbind
Min Siæl i Troens Lencke.

3.

Ryk op udaf mit Hierte-rood
All Ukruds kaade Grene,
Plant i mig Troens Frugt og Bood,
Kast bort mit Hiertis Stene!
Ryd fra mig op
Af Siæl og Krop,
226 Ald Synd og Skam, med Rood og Top,
Giør mine Tancker reene.

4.

Saa vil jeg til Guds Alter gaa
Min JEsu Giest at være,
Hvor jeg hans Kiød og Blood skal faa,
Fra Bordet skal jeg bære
Min Siælis Roo,
En salig Troo,
Guds Aand som skal udi mig boo,
Til ævig Trøst og Ære.

Hierte-Suk om Ræt at prøve sig selv.

Hierte JEsu, hvad for Prøve
Skal jeg paa mit Hierte faa?
Hvormed skal jeg mig bedrøve,
At du Lyst til mig kand faa?
Ild og Vand er alt for strenge,
Deris Prøve taal jeg ey!
De for hart paa Siælen trænge
Og forkorter Ljfsens Vey!
Mens, O JEsu, du har Luer
Udaf Aandens Ild og Glød,
Stik dem an i Hiertets Buer
Og brend ud min Lyst saa sød!
Øes op af mit Hiertis Junge
Graad i Øynis Boode-spand,
Prøv saa Hierte, Mund og Tunge
Daglig med slig Ild og Vand.

227

Dend IX. Sang. bestaar af Hellige Andagter dend stund Det høyværdige Alterens Sacramente uddelis. Siungis under den Melodie: JEsu søde Hukommelse, etc.

1.

O JEsu, paa din Alter-food
Med Hiertens Troo, med Bøn og Bood
Jeg knæler for Guds søde Lam,
Som bær ald Verdens Synd og Skam.

2.

Mit Hierte jeg til dig frembær,
Hvor Synden skaar og skrammer skiær,
Mens, JEsu, din dend saared Krop
Skal fylde dem med Salver op.

3.

Jeg er i Dag min JEsu Giest,
O Siæl, betænck dend høye Fest,
Hand byder dig til Bords med sig,
Ja med sig selv bespiser dig.

4.

Her rekker hand mig under Brød
Sit Legem, som leed Korsens Død,
Og under Viin sit Rosens Blood
Dend dyre Naadis Purpur-flood.

228

5.

Æd, drik og vær af Hiertet glad
Ved denne meer end Engle-mad,
Og for dend Skaal siig JEsu Tak,
Som aldrig nogen Engel drak.

6.

Jeg troer og veed hvad jeg her faar,
Endog min Sands det ofvergaar!
Jeg faar min JEsum gandske slæt
Og af ham selv jeg bliver mæt.

7.

Seer, I GUds Engle, seer herned
Og ærer dend Hemmelighed,
At JEsus hos GUds høyre Haand
Er her i Testamentets Baand.

8.

Der er hand udi Glæden sød,
Her er hand i velsigned Brød,
Der er hand i sin Æris Kraft,
Her i Vjndruens signed Saft.

9.

Hvordan det skeer det veed jeg ey,
Hand har ey vildet viist dend Vey,
Min Sands saa høyt sig ey bør snoo,
Det er mig nok, hans Ord at troo.

10.

Saa fryd dig da min Siæl og Aand,
At dog GUds Tieners ringe Haand,
Maa rekke dig det salig Pant,
Hvor i sig GUd til dig forbandt.

229

11.

Det Bord det er min Siælis Kraft,
Der faar jeg Livets Himmel-saft,
Det er mit Hiertis styrckis Rood,
Det er min Trøst, min Troo, mit Mood.

12.

Det Bord er bridt ved Sandheds Mund,
Til Salighedens faste Grund,
Det er mit Haab som qveger mig,
Mit Liv og Lyst ævindelig.

13.

O JEsu, lad mig aldrig gaa
Fra dette Bord, hvor du est paa,
Jeg kaster jo ald Verden hen,
Og længis altjd did igien.

14.

Indtil du mig i Himmerjg
Forflytte vil hen op til Dig,
Hvor mig skal ævig Ære skee,
Og jeg har nok i Dig at see.

230

Dend X. Sang. Er en Taksigelse efter HErrens Nadvere. Melodien findis bag i Bogen.

1.

Tak, JEsu, Siælens Hyrde good,
Ævindelig,
Tak for din Død, min Siæle-bood
Hvorved du frelste mig.

2.

Tak for dit Legem og dit Blood,
Min Siæle-mad,
Dend Paradise-frugt og Flood
Mod Slangens Bid og Had.

3.

Jeg smagte nu hvor sød du est
For Mund og Sind,
Mit Hierte veed det allerbest,
Der blefstu prentet ind.

4.

I Verdens Lyster viger hen,
Thi aldrig meer,
Og aldrig er jeg eders Ven,
Jeg eder nu beleer.

5.

O JEsu, lad dit Legems Brød
Og Blode-skaal,
Mig vederqvæge til min Død,
Saa har jeg naaet mit Maal.

231

Hierte-Suk. eller Hellige Betænkninger over HErrens Nadvere.

Min Siæl, hvo er dog dend, som dig saa kierlig føder,
Og med sit aabne Bryst og rene Hierte møder?
Hvad er det dog for Mad, som nu dit Kiød og Blood,
Med Kraft bespiiser saa? Hvad er det for en Flood,
Som Hiertet over alt med Liv og Lyst omrinder?
Hvor ved sig Kierlighed i alle Aarer finder!
Det er jo visselig, korsfæste JEsu, Dig
Som med dig selv hâr holt et Maaltjd her med mig!
O Riigdoms store Dyb! hvi vilde du ey regne
Dit Manna mere ned? hvad er det høyt at tegne,
At du, GUds ævig Søn, selv vilde være Brød,
Som udaf Ævighed leed aldrig Hungers Nød.
Hvi vilde du saa høyt dend ringe Jordens Drue
Velsigne, at mand der livagtig kunde sue
Dit rene Hierte-Blood? Min Siæl dend staar i Brand
Og leder smaalig, dog ey dette finde kand!
I Guldet kunde Du dit Billed ladet trykke,
Og hengd det paa mit Bryst som deilig gylden Smycke,
Med konstig Demants Spill: Du kund' i Perler hengd
Dit liflig Kontrafey, med Roosen-Blood omsprengd!
Mens, ach! det kunde mig saa gandske lidet nytte,
At jeg din Lignelse udvortis kunde flytte
Fra Lem til anden, i det allerbeste Guld,
Jeg blev indvortis dog af Synd og Ondskab fuld!
Hvad gavned det min Siæl, om end jeg fik at æde
Nyfaldet Himmel-man? og om jeg kunde væde
Min Synde-tørred Siæl med Klippe-sprungne Vand
Om jeg ey JEsu Brød og Blode-kilde fand?
Du derfor vilde mig, O søde JEsu, give
Dit eget Kiød og Blood, som for mig skulde blive
232 En hellig Spiise, til at rydde Siæl og Krop
Fra Verdens Lyste-mad og Synde-vedsker op!
Saa deler du din Kraft til mine svage Lemmer,
Og Slangens Hoved hos mit Hierte sønderklemmer!
Dit sande Kiød og Blood, mit rene Maaltjd er,
Hvor Du dig gandske selv i Kierlighed frembær!
Og vaar det ey dig selv, da kunde jeg vel æde
Et slagted Paaske-Lam, og mig i Skygger glæde:
Men du togst Skyggen bort, og sagde selv: Det er
Mit Legeme, mit Blood; der er ey Skygger her.
Lad andre nøyis med din Tilsagns bare Skygge,
Og deris Salighed og Troo der paa opbygge!
Mens det er Glæden som mig ind i Hiertet gaar,
At jeg min JEsum selv i Sacramentet faar!

Dend XI. Sang. Keed af Verden, og kier ad Himmelen. (Melodien findis bag i Bogen.)

1.

Far, Verden, far vel,
Jeg keedis nu længer at være din Træl,
De Byrder, som du mig har bylted oppaa,
Dem hvister jeg fra mig og vil dem forsmaa,
Jeg river mig løß, og jeg keedis nu ved
Forfængelighed,
Forfængelighed.

233

2.

Hvad er det dog alt
Som Verden opsminker med fauer Gestalt?
Det er jo kun Skygger og skinnende Glar,
Det er jo kun Bobler og skrattende Kar,
Det er jo kun Ise-skrog, Skarn og Fortred,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

3.

Hvad er mine Aar,
Som smugende svinder og snigende gaar?
Hvad er min Bekymring? mit Tanke-fuld Sind
Min Sorrig? min Glæde? mit Hovedis Spind?
Hvad er mit Arbeyde? min Møye? min Sved?
Forfængelighed,
Forfængelighed.

4.

O Riigdom og Guld,
Du Jorderiigs Afgud i skinnende Muld,
Du est dog af Verdens bedragelig Ting,
Som voxer, aftager og vexlis omkring,
Du est dog, i høyeste Mercke og Meed,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

5.

Ach, Ære, hvad er?
Hvad er dine Kroner og Krandse du bær?
Misundelse sidder dig altjd paa Ryg,
Du hemmelig stødis og sielden est tryg!
Du ofte der snubler, hvor andre de gleed,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

234

6.

Ach, Yndist og Gunst,
Du hastig opførte og faldende Dunst,
Du konstig opblæsere, hvegende Vind,
Som tusind har Øyen og dog løber blind,
Hvad est du naar mand dig ved Soolen hâr seed?
Forfængelighed,
Forfængelighed.

7.

Ach, Venskab og Troo,
Som alt efter Lykken veedst Fløyet at snoo!
Du smukke Bedragere, heldige Skalk,
Som skuffer saa ofte i Drøfvelsens Kalk
Du est, som og jeg af Forfarenhed veed,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

8.

Ach, kiødelig Lyst,
Som mangen med dødelig Læber hâr kyst,
Dit fengende Tynder, din flyvende Gnist,
Hâr mangen i ævige Luer henhvist,
Din Skaal synis Hunning, men Drikken er leed
Forfængelighed,
Forfængelighed.

9.

Saa far da, far vel,
Du skalt nu ey lenger bedrage min Siæl,
Bedragelig Verden jeg takker dig af,
Og synker dig ned i Forglemmelsens Grav,
Jeg lengis at bøde min Sorrig og Nød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

235

10.

Der skal mine Aar
Begyndis i Ævigheds deylige Vaaer,
Der skal ikke Dagen ved Solen opgry,
Ey Maanen tilmaale mig Næde og Ny,
Men JEsus er Solen, hvis Straaler er strød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

11.

Min Rigdom og Guld
Skal være af idel Bestandighed fuld,
Dend skal ikke Tyven bestiele mig da,
Dend skal ey Spitzfindighed skakre mig fra,
Min Rigdom er frj for ald Jorderigs Stød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

12.

Jeg Ære skal faa
Fra Thronen min JEsus hand sidder oppaa,
Mig Kronen skal givis med Herlighed fyldt,
Med Blodet af Lammet alt over forgyldt,
Dend faar jeg, om Satan end selv det fortrød,
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

13.

Med Yndist jeg skal
Fremskinne blant Englenis hellige Tall,
Misundeligt Øye mig ikke skal see,
GUds Ansigt mig altjd i Øyne skal lee,
Der skal jeg bespotte dend avindsyg Død
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

236

14.

Der hâr jeg en Ven,
Min JEsus, som elsker og elskis igien,
Mit Øye der seer ham saadan som hand er,
Hand Kierligheds Himmel-bluß stedse frembær,
Ved Aanden staar Kierlighed ævig i Glød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

15.

Min Lyst og min Fryd
Forfriskis ved Engle-basuner og Lyd,
Men GUd er ald Lysten for mig og for dem!
Far op da, min Siæl, og ald Verden forglem!
Mens glem ey at Lysten er ævig og sød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

Hierte-Suk.

Ach JEsu, mit Hierte hâr vanked omkring,
Og prøved saa mange forfængelig Sving!
Nu hâr det omflagret hos Leeg og hos Lyst,
Og ise-kold Glæde med Fyrighed kyst;
Nu har det omhvipped ved Herligheds Top,
Hvor nogle gik under, mens andre krøb op;
Nu hâr det omhveged i Fyrsternis Sall,
Hvor Herre-gunst tagis i Lykke-pott-vall;
Nu hâr det omnysled i Prægtigheds Kram,
Hvor Udyd saa ofte besminker sin skam;
Nu hâr det omhvimsed i Veldigheds Boo,
Hvor Penge hâr monned fa Ære og Troo;
Nu hâr det i Styrcke sin Lykke opsøgt,
Og ofte sin Amagt i Styrke forøgt;
237 Men, JEsu, mit Hierte er fundet for læt,
I hvor det i Verden sin Tilliid hâr sæt;
Ald Lyst og ald Ære forsvinder som Damp,
Ald Herre-gunst er en Vand-voxende Svamp;
Ald tjmelig Vælde og Viißdom og Kraft,
De feyler og slipper saa ofte af Skaft!
Men, JEsu, fey ud disse Spindelvævs Garn,
Lad rense mit Hierte fra Jorderigs Skarn,
Vær du mit fornøyelig Saligheds meed
Thi Verden er jdel Forfængelighed.

Dend XII. Sang. GUds naadige Forsyns Øye er et rætsindigt GUds Barns fulde Fornøyelse. Melodien findis bag i Bogen.

1.

HErre GUD mit Hiertis Glæde,
Du min Siælis Lyst og Roo,
Du mit Hoveds Smykke-klæde,
Du Pligt-anker for min Troo,
Du min Eyedom og Skat,
Som i mig er nedersat,
Og jeg hâr i Hiertet fat.

2.

Naar jeg dit det Forsyns Øye
I mit svage Sind beseer,
Og jeg derhos agter nøye
Mit saa ringe Skabnings Leer,
238 Ach! hvad mine Tanker sig
Da bemøye hiertelig
Alt, O store GUD! om dig.

3.

Jeg hâr lært min GUD at kiende
Fra mit første Barne-svøb,
Der jeg i Gang-vognen rende,
Snublet ofte i mit Løb,
Jeg udi min Barneskik
Aldrig nogen Skade fik,
Eller til Ulykke gik.

4.

Nogle fødis Lykke-riige,
Og kand ved Forældris Haand
Høyt paa Verdens Trapper stige,
Føler aldrig Modgangs Baand,
Dennem føyer alle Ting,
Lykkens vanskelige Sving
Gaar de lettelig omkring.

5.

Derimod skal andre friste
Hvad det er i Ungdoms Aar,
Beste Støde-stav at miste,
De paa sorten Liige-baar
Seer Forældre bæris hen,
Og hâr saa ey nogen Ven,
Uden Gud, som er igien.

6.

Nogle føyer alle Vinde,
Fører dem hvorhen de vil,
De kand efter Ynske finde
Alting sig at neye til,
239 De har Lykkens Krone paa,
De i Roser stedse gaa,
Hvad de vil det kand de faa.

7.

Derimod skal andre sukke
Over Lykkens Langsomhed,
Under Aaget daglig bukke,
Og ey naa sit Maal og Meed,
Tornen er i deris Vey,
Lykken agter dennem ey,
Deris Ynske faar alt Ney!

8.

Modgangs store Bølge-bierge
Dem omvelter mangeleed,
De kand ingen Sky afværge,
Som med Møye dryber ned,
Deris Blomster vil ey frem,
Deris Ynske vil ey hiem,
Lykken vil ey krone dem!

9.

Men naar jeg, O GUD! betragter
Dit forsynlig Øyis Meed,
Min Bekymring sig da sagter,
Og min Siæl er strax bereed,
Dig at takke med Attraa,
For du passer alting saa,
At vi, hvad os tiener, faae.

10.

Du mig meget bedre kiender,
End jeg selv, fra første Rood,
Du hâr haft mit Leer i Hænder,
Prøver hver min Draabe Blood,
240 Du omspeyler alt mit Sind,
Hver min Aande-dræt og Vind,
Og seer mig i Hiertet ind.

11.

Hafde du af Lykken fyldet
Mig med Verdens Lyste-skaal,
Og mit Levnet slæt forgyldet,
Føert mig til mit eget Maal,
Vaar jeg bleven Ynske-mæt,
Og paa Lykkens Tinding sæt,
Da, maa skee, du blev forgiet.

12.

Men om jeg hâr Verden prøvet,
Drukket tiit en Galde-drik,
Hâr jeg været tiit bedrøvet,
Fundet mangt et Hierte-stik:
GUD hâr mig dog givet Bood,
Og hâr lært mit svage Blood
Træde Verden under Food.

13.

Om sig Alting ikke skikker
Efter min Forvidenhed;
Om en Sorg i Barmen stikker,
Som jeg selv allene veed;
Om ey Solen daglig vil
Mig ald Lykke skinne til,
Jeg hâr dog ey tabt mit Spill.

14.

Om en Sky vil Modgang regne,
Bløde ald min Glædis Barm,
Og om Dødsens Piil vil tegne
Helsot paa hver Frendis Arm;
241 Om min Lykke skrider plat
Hen i en forvirred Nat,
Dog hâr GUd mig ey forlat.

15.

Derfor jeg til Takke tager
Med min GUd, i hvad hand vil,
Ingen Skaal mig ilde smager,
Som hans Haand mig skienker til!
Komme hvad der komme kand,
Sorrig eller Glæde-stand,
GUd er Lykkens Mester-mand.

16.

Dermed jeg fornøyed bliver
Med min GUd, i hvad hand giør,
Hand min Tarv mig ogsaa giver,
Længer jeg ey spørge tør!
Dermed jeg i alle Stød,
Dermed jeg i Lyst og Nød
Er fornøyed til min Død.

Hierte-Suk.

Søde Siæl, hvi vilt du komme,
Og saa tiit til Rætte staa,
Under Hiernens sumpig Domme,
I dit mørke Hiertis Vraa?
Ach! saa længe som du møder
Med mit svage Kiød og Blood,
Og dem ey tilbage støder
Er jeg fuld af Vedermood!
Det kand mig i Sindet prikke,
Jeg ey kom i Perle-svøb
242 Dend Tiid jeg vaar spæ, og ikke
Vuggen just paa Lykken løb:
Det kand mig i Hiertet anke,
At min Ungdom ey er fuld,
Efter Mening, Mood og Tanke
Af det skiønne Verdens Guld!
Er min Mandom ey opthroned
Høyt paa Verdens Velde-stool,
Og min Alderdom ey kroned
Med ald Velstands Aften-sool!
Hemmelig jeg da bejamrer
Lykkens blinde Fiadse-kast,
Kiødet selv og ofte klamrer
Om og Himlen selv er fast!
Hâr en anden bedre Lykke
End som jeg, da er jeg harm,
At ey nogen Modgangs Krykke
Settis hannem under Arm!
Andris Riigdom, Gods og Ære,
Høyhed, Velde, Held og Magt,
Kand mig i mit Øye skiære,
For det ey hos mig er lagt!
Er jeg siug og Senge-bunden,
Avindsiug jeg vel tør see,
For en anden ey er funden
Udi lige Verck og Vee!
Er mig Sorgen inden Dørre,
Døden giør mit Huus Gevalt,
Smerten bliver mig diß større,
For hand ey paa andre faldt!
Hierte Siæl, saa maa mit Øye
Bade ud med mangen Taar,
Og i Sindets Lage døye
Mange dybe hierte-saar!
Men, O JEsu! naar du viiser
Siælen fra min Hierne-damp,
Da GUds Forsyn giennemgliiser,
243 Tørrer Hiertets Lyste-svamp,
Saa jeg HErrens Øye kiender
Og hans Haand i alle Ting,
Være sig hvordan de render
Hen i Verdens falske Ring!
Derfor vil jeg mig ey støde
Paa en andens Lykke-vey,
Men for alt det mig skal møde,
Aldrig sige trodsig ney!
Græd mit Øye! men lad flyde
Ald din Graad i JEsu Skiød!
Saa skal dig GUds Øye gyde
Salighed i Liv og Død!

Dend XIII. Sang. Dend Betrængde paa Jorden, søger Bood i Himmelen. Under dend Melodie:. HErren hand er min Hyrde good, etc.

1.

Hvorfor, mit Hierte, klemmis du,
Og kand din Sorg ey slukke?
Hvi tyngis saa mit Sind og Hu?
Hvi skal jeg altjd bukke
Ned under Modgangs haarde Aag?
Og i mit Levnets Jammer-Bog
Kun læse Sorg og Sukke?

244

2.

Ald Møye synis med mig fød,
Som Skyggen dend mig følger,
Mit Liv er som jeg altjd flød
Paa Modgangs Velte-bølger!
Det heele Verdens Fryde-land
Er som en Sool, der Skyens Vand
I store Storme dølger!

3.

I Korsens Skole er jeg sat,
Fra først jeg Verden kiendte,
Mit Liv det er som idel Nat,
Der hâr ey Sool at vente!
Vil end en Stierne blinke op,
Strax skiuler Skyens mørke Krop
Det Haab jeg viit udspendte!

4.

Vel haver Lykken flagred om,
Sit Seyl for mig udslaget,
Hun smulte vel, som hun vaar from,
Men jeg blev alt bedraget!
Hun stood oppaa dend slibrig Bold,
Og hafde intet bedre hold
End Glaß der knak og knaged!

5.

Jeg for ald Verdens Venne-flok
Saa ubekiendt er bleven,
Som jeg af haarden Steen og Stok
Udsprungen vaar og dreven,
Naar andre samlis og er froo,
Jeg da, blant deris Fryd og Roo,
Som fremmed Fugl er skreven.

245

6.

Jeg mættis alt med Enlighed,
Og Korsens Skaale drikker,
Min GUd min Sorrig Ene veed
Og hvad mit Hierte stikker.
Naar andre drikker Skaalen om,
Da er min Siæl fuld tør og tom,
GUDS Fødders Støv jeg slikker.

7.

Foruden Synden i min Barm,
Som Hiertet heftig trykker,
Er Sindsens Torne, som med Harm
Min Glædis Rood oprykker:
Jeg vende, hvor jeg vende vil,
Mit Lykke-glaß, saa seer det til
At gaa for mig i stykker.

8.

Med Armod og med Fattigdom
Jeg Tjden og maa slide,
Og ofte smaalig see mig om
Det Brød, som jeg skal bide!
Jeg haanis tiit, naar jeg skal gaa
Hen til min Ven, om Hielp at faae,
Og Sult vil heller lide.

9.

Fortrykkelse hos Armod boer
Og anden slig Ulempe,
En Sorrig i dend anden groer
Hos Armods palted Kiempe:
Hvor Gierdet lauest faldet er,
Befinder jeg, at hver Mand der
Vil traske det, og dempe.

246

10.

Mand ofte hudefletter mig
Med Løgne-snært og Læber,
Og rundt om Landet snedelig
Paa Tunge-sluffer slæber!
Mand setter mig en Skamflik paa,
Og dend, maa skee, jeg aldrig saae,
Mig med sit Mund-sverd dræber!

11.

Min Ven (om nogen er min Ven,
GUd veed det Tall er ringe)
Som Røret blæser hen og hen,
Saa veed hand sig at svinge!
Hand skuffer mig, som Flydevand,
Naar jeg ham ikke føre kand
Paa Medgangs Lykke-vinge.

12.

Jeg herforuden og er svag
Af Sygdoms Vee og Sprekke,
Som mine Lemmer Nat og Dag
Med megen Pjne brekke,
Jeg verker, og er vaande-fuld,
Og ynsker kun at Gravens Muld
Mit Legem maatte dekke.

13.

Jeg er som et forfløyet Blad,
Der alle Vinde driver,
Min Krop dend er kun som en Rad,
Hvis Rode-saft hensiver!
Hvert Øyeblik Forandring skeer,
Udi min Siæle-boligs Leer,
Som slet udsoted bliver.

247

14.

O GUD, naar jeg for dig kun maa
Min Jammers Knude løse,
Og af mit Hierte, som en Aae,
Min Sorrigs Strøm udøse,
Da faar mit Hierte Stille-stand,
Om end ald Verdens Hielpe-vand
Og Trøste-kilder frøse.

15.

Jeg venter dog din Salighed
Og paa din Frelse haaber,
Om ald Naturen vaar mig vred,
Med Lykkens Vende-kaaber!
Igiennem Modgangs tykke Sky
Skal Dagen dog igiennem gry
Med Naade-dug og Draaber.

16.

Lad Verden derfor blive trang,
Lad alle mig forlade,
Lad Lykken tage hen sin Gang
Til andris Hvege-stade!
Jeg seer kun efter Himmerig,
Hvor JEsus mig ævindelig
Oprette skal min Skade.

17.

Jeg skal min Jammers Age-læs
Ved Graven dog afvelte,
Min Modgangs Ijs, som Skum og Piæs
For JEsu Sool skal smelte,
Jeg skal med ævig Fryd og Roo
Hos GUD og JEsum stedse boo
I Himlens sikre Telte.

248

18.

Min Krop skal faae en Engle-form,
Min Siæl i GUd skal glædis,
Ald Verdens Møye, Stød og Storm
Skal af mig undertrædis,
Jeg, efter JEsu Naadis Dom,
Af HErrens Haand skal runden om
Med ævig Ære klædis.

Hierte-Suk.

Ach! hvi kand jeg aldrig lukke
Hiertets Dør for Sorg og Sukke,
Og en rolig Time faae?
Hvorfor ere mine Dage,
Meer end andris, fuld' af Klage?
Hvorfor skal jeg Arme gaa
Daglig spendt i Korsens Hilde,
Og i Øynis Taare trilde
Sindets Smerter i mit Skiød?
Hvorfor skal jeg Ene velte
Sorgens Steen, som ey vil smelte,
Om min Graad, som Elven, flød?
Hvorfor er min Angist mere,
Endsom ellers tj og flere
Skulde døe og daane ved?
Hvorfor skal min stakked Aande
Dragis giennem Vee og Vaande
I min Suk-trangbrystighed?
Søde JEsu, ald min Glæde,
Ald min Trøst i Øynis Væde,
Alt mit Haab i Verdens Sorg,
Ald min Hunning i min Galde,
Du min Stav naar jeg vil falde,
249 Du min Tilflugt, Skiul og Borg!
Du vel veedst jeg suremuler,
Naar du dig bag Væggen skiuler,
Lader som du ikke seer,
Om jeg end maa meget døye,
Lange Modgangs Furrer pløye
I Gienvordigheders Leer!
Dog kand du i ald min Smerte
Qvege mit halfdøde Hierte,
Naar du viiser mig en Smiil
Af dit Ansigts blide Straaler,
Da jeg, meer end gierne, taaler
Hver Død-skærped Korse-piil!
Thi jeg seer at du mig prøver,
Og en liden Tijd bedrøver,
At du mig tilmaale kand,
For en Skaal-fuld Øyne-taare,
Af GUds Himmel-veld og Aare
Tusind Floder Trøste-vand!
O min Siæl, saa lad dig tysse
Om din GUd vil paa dig drysse
Noget af en Sorrigs Regn!
Naar du Hiertets Graad udtømmer,
Da til GUD i Vand du svømmer!
Ald din Sorg er Naade-tegn!

250

Dend XIV. Sang. Hver har sin Skæbne. (Melodien findis bag i Bogen.)

1.

Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe,
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,
Medgang og Modgang hin anden anraabe,
Soelskin og Skyer de følgis og ad!
Jorderiigs Guld
Er prægtig Muld,
Himlen er Ene af Salighed fuld.

2.

Kroner og Scepter i Demant-spill lege,
Leeg er dog ikke dend kongelig Dragt!
Tusinde Byrder i Kronerne hvege,
Tusindfold Omhu i Scepterets Magt!
Kongernis Boe
Er skiøn Uroe!
Himlen allene giør salig og froe!

3.

Alle Ting hâr sin foranderlig Lykke!
Alle kand finde sin Sorrig i Barm!
Tiit ere Bryst, under dyrebar Smykke,
Fulde af Sorrig og hemmelig Harm!
Alle hâr sit,
Stort eller Lit!
Himlen allene for Sorgen er qvit!

251

4.

Velde og Vijßdom og timelig Ære,
Styrke og Ungdom i blomstrende Aar,
Høyt over andre kand Hovedet bære,
Falder dog af og i Tjden forgaar!
Alle Ting maa
Enden opnaa,
Himmelens Salighed Ene skal staa!

5.

Deyligste Roser hâr stindeste Toorne,
Skiønneste Blomster sin tærende Gift,
Under en Rosen-kind Hiertet kand foorne,
For dog at Skæbnen saa sælsom er skift!
I Vaade-vand
Flyder vort Land,
Himlen hâr Ene Lyksaligheds Stand.

6.

Vel da! saa vil jeg mig aldrig bemøye
Om ikke Verden gaar efter min Agt!
Ingen Bekymring skal kunde mig bøye,
Intet skal giøre mit Hierte forsagt!
Sorrig skal døe,
Lystigheds Frøe
Blomstris paa Himle-Lyksaligheds Øe!

7.

Angist skal aule en varende Glæde,
Qvide skal vinde sin Tott udaf Teen!
Armod skal prydis i rjgeste Klæde,
Svaghed skal reysis paa sundeste Been!
Avind skal staa
Fengsled i Vraae,
Himlen kand Ene alt dette formaa!

252

8.

Lad da min Lod og min Lykke kun falde
Hvordan min GUd og min HErre hand vill,
Lad ikkun Avind udøse sin Galde,
Lad kun og Verden fulddrive sit Spill!
Tjdernis Bom
Bliver dog tom,
Himlen skal kiøre altingest her-om!

Sonnet eller Suk i Klingeriim.

Hvor ofte sukker jeg, fordi dend haarde Lykke,
Som dog af HERRENS Haand uddelis til enhver,
I allis Lodde ey med lige Skrammer skiær,
Mens alle dog i Fleng, oc hver i sær mon trykke,
Om end de Kroner vel paa deris Hoved bær,
Og om blant Betler-tall de slæt indregned er!
Dog skal hver tage mod sit Skæbne-skaaren Stykke,
Og saa sin Lykke-palt af beste Æfne smykke!
Hvi skal jeg da, O GUd! mig i min Deel ey skikke?
Imens jeg veed, at ey en Toorn min Food kand stikke,
Hvor ey din Haand er hos! Mens Tjden og er kort,
Som Alting hâr paa Rygg, og blæser dennem bort.
Saa blæser jeg, og giør mig Taal, og blæß igien
Ad alle Ting, som dog af Tjden blæsis hen!

253

Dend XV. Sang. Rom. VIII.28. Alle Ting tiene dem til Gode, som elsker GUD. Under dend Melodie: Jeg løfter høyt op Øyne mine, etc. Eller Fader vor udi Himmerig, etc.

1.

Blant alle Ting i Verden her,
Hvor til jeg Hu og Hierte bær,
Er intet som GUds sande Frygt
Udi mit Hierte-rood indtrygt;
Jeg finder hendis Frugt saa sød
At styrke mig i Liv og Død.

2.

Vel maa jeg klage hiertelig,
At Kiød og Blood hâr draget mig
Hen over Sjden mangen Gang,
Hvor Vellyst-Engle for mig sang
Indtil i Syndsens Søvn jeg faldt,
GUd veed hvor nær mit Ljv det galdt!

3.

Foruden Frygt jeg da gik frem,
Dog frygted tijt min skiulte Lem,
Mit Hierte, som ey nogen saae,
Det slog mig i dend lønlig Vraa!
Tijt smiled jeg med fauer Mund,
Dog sved jeg i mit Hiertis Grund!

254

4.

Jeg veed ey hvor jeg gik omkring
I Dødsens Grøfters vildsom Ring,
Min Food jeg satte dristig der,
Hvor Vey til Dødsens Herberg er,
Jeg stood ræt ved Afgrundens Poort,
Og sukked efter Naadens Ort.

5.

Min GUd og søde Frelsermand,
Hand saae mig i dend usle Stand,
Hand fandt mig ved mit Hierte-rood
Og værmed mit Liiv-løse Blood,
Som vaar i Synden dødt og koldt,
Og dog ved Syndsens Vane holdt.

6.

Hand kyste mig med Himmel-mund,
Jeg fandt det i mit Hiertis Grund,
Hand blæste paa mig med sin Aand,
Hand tog mig ved min høyre Haand,
Hand i mit Øre hvisked mig,
Hand fauned mig saa hiertelig.

7.

Hand kaste ind GUds Frygtis Sæd,
Udi mit Hiertis lønlig Sted!
Saa snart jeg fandt det Himmel-frøe,
Fandt jeg ræt som af Livsens Søe
En qvegsom Trøst og Voxe-kraft,
Som før jeg adrig hafde haft.

8.

Hvor jeg omkring i Verden gik,
Da syntis mig hvert Øyeblik
Jeg blev i Himlen løfted ind,
Saa hafde GUD fyldt op mit Sind!
255 GUds Billede jeg stedse saae,
I alt det som jeg rørte paa.

9.

Min Tanke fløy i Himlens Sall,
Foragted denne Jorde-dall,
Min' Ord vaar JEsu Lov og Priis
Og lydte kun af Paradiis,
Min Gierning vaar at giøre Bood,
Og undertrykke Kiød og Blood.

10.

Mig mødte dog saa mange Stød,
Saa tunge Kaars, saa farlig Nød,
Mig snærted daglig Avinds Riis,
Mand stødte mig paa Verdens lis,
Og efterstræbte, at mand mig
Kuldkaste kunde snedelig.

11.

Jeg vaar min Uvens daglig Sang,
Og fandt hans Tungis Knibe-tang,
Min Ven hand gav mig vel en Smiil,
Men hvedsed dog paa Falskheds Piil,
Min Naboe holdt sig fra min Dør,
Hans Huldskab vaar som Siv og Rør.

12.

Jeg daglig vandred udi Toorn,
Dend Stolte stødte mig med Hoorn,
Dend Ringe brugt' en skiden Mund
Og bieffed som en Bonde-hund,
Hvad Hofmod kunde ey med Magt,
Det vilde Armod med Foragt.

256

13.

Men, GUD, du hialp mig ved din Haand,
Og styrked med din gode Aand,
Jeg blev udi din sande Frygt
Af alle disse uforrykt!
Ach! holdt mig fast der i at staa,
Saa skal de Skyer overgaa.

14.

Mig tiener alle Ting til Gavn,
Naar jeg kun frygter HErrens Navn,
Det onde virker mig til Got,
Til ævig Ære Verdens Spot,
Af Verdens Galde kand jeg faae
En Himmel-flood og Sukker-Aae.

15.

Dend Steen mand kaster mig i Vey,
Gaar jeg forbi og agter ey,
Hvert Skalcke-snidd og Snære-garn
Giør GUd til Spindelvæv og Skarn,
Jo meer min Uven giør mig Harm,
Jo meer jeg kryber GUd i Barm.

16.

Dend falske Tungis Slange-snært,
Som daglig slikker Dragens Stiært,
Saa giftig kand ey sammensnoe
Sin Ædder-svøbe, at dend jo
Hudstryge skal sin HErris Ryg,
Naar jeg udi min GUd er tryg.

17.

Hvad Armod, Svaghed, daglig Brøst,
Som GUd mig sender, er min Trøst,
Hand veed hvad best mig tiene kand,
Brød eller Nød, Viin eller Vand,
257 Jeg faar hvad hand mig gafhligt seer,
Hvad vil jeg da i Verden meer?

18.

Om jeg end ey min Ynske naaer
I samme Time, Dag og Aar,
Som Hiertet daarlig siger till,
Og efter Kiødets Tanke vill,
GUds Himmel-Seyerverk ey staar,
Udi hans Tiid min Tarv jeg faar.

19.

Saa frygt din GUD af Hiertens Grund,
O kiere Siæl! lad Haand og Mund
Og Hierte følgis altid ad,
Vær til GUds Gierning altid glad,
Frygt GUd, og viid at Alting maa
Til Salighed dig passe paa!

Sonnet eller Klinge-riim.

Saa skal dog alle Ting sig efter dennem føye,
Som frygte HErrens Navn, ald Verdens Sirkelring
Og Lykkens Middel-punct, ihvor det gaar omkring,
Skal, efter HErrens Raad, til deris Haand sig bøye:
Men Verden Verksted er for Himlens Lykke-ting,
Som giør vel mangen Bukt og mange sælsom Sving,
Der synis verkelig for Kiødets stær-blind Øye,
Og dog en ædel Siæl saa herlig kand fornøye,
At dend i alle Ting GUds Himmel-haand kand kiende,
Til hvilket Hiørne sig end Lykkens Vind vil vende,
258 Saa seer dend dog sin GUd, hver Streeg i sit Kompas,
Og aldrig anker paa det skiøre Lykke-glas,
Om Skæbnen aldrig vaar saa ankelig og hvas,
GUd giør dog alle Ting, og giør dem vel tilpas.

Den XVI. Sang er Boord-Andagt eller En Sang at siunge for Maaltjd, Under dend Melodie: Siunge vi af Hiertens Grund, etc.

1.

Hierte Fader, Godheds Rood,
Sundheds Kilde, Livsens Flood,
Af hvis bundløs Naade-veld
Flyder Lykke, Liv og Held,
Spiisemester viis og klog,
Som i Verdens mindste Krog
Holder ævig Opholds Bog.

2.

Fra min første Form og Skik,
Som jeg lønlig af dig fik,
I min Moders Liv og Barm
Blev jeg ved din Naade varm,
Og fik Føde før jeg saae
Frugtbar Sky paa Himlen gaa,
Brødkorn udi Furren staa.

259

3.

I min spæde Barndoms Stand,
Før min Gumme hafde Tand,
Gav du Melk af Moders Bryst,
Som med kierlig Kys blev kryst,
I min Ungdom daglig Brød
Jeg hos Riis og Aue nød,
Tugtens Graad er nu saa sød.

4.

Hvor jeg haver reyst omkring,
Trædt i Verdens Vandre-ring,
Har du Brødet med mig deelt
Nu i halft og nu i heelt,
Jeg ved din Forsynlighed,
I mit loulig Kald og Sved,
Intet hungrigt Maaltid veed.

5.

Du hâr givet Huus og Hiem,
Hiulpet mig i Verden frem,
Og min Hustro yndelig
Som et Viintræ breder sig,
See til Frugten som her staar,
Mine Børn jeg af dig faar
I mit korte Levnets Aar.

NB. Dend som GUD hâr ey velsignet med Børn, kand siunge dette Vers saaledis:

Du hâr givet Huus og Hiem,
Hiulpet mig i Verden frem,
Saa jeg hâr til min' og mig
Ald min Nødtørft rundelig,
Giv, O GUd! min Siælis Frugt
Maa, dig til en søder Lugt,
Spire frem i Dyd og Tugt.

260

6.

Du hâr skienkt mit Kar og Skaal
Til et vel-fornøyed Maal,
At min Fiende ogsaa maa
Harme-brusten see derpaa!
Gid jeg aldrig glemsom er
For det Brød din Haand mig skiær,
Og din Forsyn til mig bær.

7.

Signe ved dit Ord og Aand,
Alt hvad din, den runde Haand
Haver nu paa Borde sat
Af din rige Forraads Skat,
Giv os Styrke ved vor Mad,
Drøyelse leg i vort Fad,
Hver maa blive sund og glad.

8.

Hold ved lige Kirkens Bord,
Sacramentern' og dit Ord,
Til vor Siælis Leve-brød,
Som er sundt i Liv og Død:
Signe Kongen, at hans Land
Rige Madbord blive kand
I lyksalig Trive-stand.

9.

Giør os af dit Gode mæt,
Hold os i dit Bud og Ræt,
Gid vi, med en kierlig Aand,
Gierne fylder Armis Haand,
Lad os leve i din Fred,
Med en god Samvittighed
Døe i Troen vel bered.

261

Dend XVII. Sang er iligemaader en Bord-andagt eller Sang at siunge for Maaltid, Under dend Melodie: Naar jeg betænker dend Tiid og Stund, etc.

1.

O GUd, hvor stoor og priselig
Din Naade er at skatte,
Som over Verden strekker sig,
Flux længer end vi fatte!
Hvert Øye maa
Dig vogte paa,
Du seer og med dit Øye
Udi din Arv,
Til allis Tarv
At hielpe og fornøye.

2.

Du obner din saa runde Haand
Og med din Naade mætter
Alt det som haver Liv og Aand,
Og Føden hver indretter,
Du dryber ned
Med Frugtbarhed,
Ved Regnens Drysle-draaber,
At Skov og Mark,
At Søe og Park
Ny Frugt og Yngel haaber.

262

3.

Du spiiser os, som paa dig troer,
Vi seer paa dine Hænder,
Vort Brød paa dend Sted ofte groer,
Som vi slet intet kiender!
Du deeler om
Af Havets Vom,
Af Luft, af Søe og Strømme,
Fisk, Fugl, og Fæ
Med Frugt af Træ
Skal Mark og Skov indrømme.

4.

Vi seer nu her sat om paa Bord
De fulde Fad og Skaale,
O Gud, i JEsu Navn og Ord
Velsignels' os tilmaale!
Vi løfte op
Mod Himlens Top
or Haand, med mange Sukke,
Lad ingen Synd
Vort Maaltids Fynd
Med Hierte-sorrig slukke.

5.

Giv os fremdelis, at vi saa
Vort Brød med Ræt adspørge,
Og frem i Dyder daglig gaa,
At du for os vil sørge,
Vi daglig Brød
Indtil vor Død
Foruden Synd kand nyde,
At og vi maa
En Lefning faa,
Dend Fattige at yde.

263

6.

Saa setter vi os dermed ned
At bruge dine Gaver,
Som du i din Barmhiertighed
Saa kierlig givet haver,
Og bede dig
Med Troens Skrig,
Du selv vor Giest vil være,
Og endelig
I Himmerig
GUds Riigis Brød beskiære.

Smaa Børns Hierte-suk eller Boord-Læsning for Maaltid.

Vor Disk og Dug er alt bered,
O GUD, for din Barmhiertighed,
Velsigne disse Gaver saa
At vi kand Legems Styrke faae,
GUD mætte hver som hungrig er,
Og Suk for Brød til Himlen bær,
Giv Fred og Frugt i vore Land,
Velsigne Jorden, Luft og Vand,
Bevar vor Christen Øfrighed,
Giv os vor Næring af vor Sved,
Spiis og vor Siæl med Livsens Brød,
Det JEsus tiente med sin Død. Amen.

264

Dend XVIII. Sang Er Boord-Andagt eller En Taksigelsis Sang efter Maaltjd, ogsaa under dend Melodie: Naar jeg betænker dend Tiid og Stund, etc.

1.

Vort Maaltid vi beslutter nu
Og folder vore Hænder,
At komme dig vor GUd ihu
Med Tak til Jordens Ender,
For Roe og Fred,
For Førlighed
Og dette Maaltids Spiise
Af Luft og Vand,
Af Skov og Land,
Vi dig af Hiertet priise.

2.

O GUd, hvor mangen løber om
Og efter Brødet leder,
Hvis fattig Haand er ofte tom,
Hvor bønlig hand end beder!
Hvor mangen staar
I Verk og Saar
Beklemd og lider ilde,
Og raaber paa
En Bid at faae
Af det vi haanlig spilde!

265

3.

O! lad os ey vor Brødkurv hen
Bag Laas og Lukke sette,
Før at dend hungrig JEsu Ven
Sit Stykke faar af dette
Som over er
Af Lefniriger,
Til Trøst i Hungers Vaade,
Vort Forraads Tall
Ey mindskis skal,
Men voxe til i Naade.

4.

GUd signe os i JEsu Nafn,
Som vil os daglig mætte,
Vi gaar nu til vort Verk og Gafh
I GUds Frygt at forrette:
Gid i vort Brød
En andens Nød
Og Sved vi aldrig elte
At vort Uskiæl
Dend Armis Siæl
Skal slæt i Taare smelte.

5.

Naar da i Verden intet Brød
Vor Tunge meer vil smage,
Gid da imellem Liv og Død
Vi Livsens Brød maa tage,
Og Troens Haand
Ved HErrens Aand
I JEsu Saar indstikke,
Ja Livsens Flood,
I JEsu Blood,
Til sidst Far Vel at drikke.

266

Smaa Børns Hierte-suk eller Boord-Læsning efter Maaltid.

Hav Tak, ô Gud, vor Skabermand,
For Næring udaf Land og Vand,
Hav Tak, ô JEsu, for din Død,
Hav Tak du rette Livsens Brød,
Tak, hellig Aand, oplius vort Sind
Og GUD til vore Hierter bind,
GUD, tænk oppaa os arme smaa
Som i din Forsyns Øye staa,
Du veedst hvordan vor Lykk' og Brød
Skal skiæres for os til vor Død,
Giv Lykke, Helbred, Liv og Gafn,
Og Salighed i JEsu Nafn.
Amen.

267

Dend XIX. Sang er Reyse-Andagt eller En Sang for et Menniske som er paa sin retfærdige Reyse, Under dend Melodie: Jeg beder dig min HErr' og GUd, Lad op din Miskunds Øre etc. Kand og siungis under efterfølgende Melodie. [se s. 301]

1.

I JEsu Himmel-søde Navn
Min Reyse jeg begynder,
Fra min saa kiære Hiemmestavn,
Hvor til min Tarv mig skynder,
Jeg signer Hustro, Huus og Hiem,
Og dermed Afskeed tager,
GUd selv skal være hen og frem
Min Fader og Ledsager.

2.

Jeg fik min Vandre-stav i Haand
Da næp et Aar jeg tallte,
Saa snart jeg kom af Svøbe-baand,
Mand slap mig løs og kaldte,
Ja lokked mig med kierlig Smiil,
Saa jeg sloe løs at gange,
Tre Triin vaar mere end en Miil,
Thi jeg vaar spæ og bange.

268

3.

Min Barne-kiep jeg siden reed
Og prøved Glutte-dyster,
Jeg loe ad Verdens Herlighed,
Men elsked Barne-lyster,
Dend Vey som laa til Sko ole-gang
Besværlig vaar at træde,
Hand faldt mig stundum meget lang,
Og korted mig min Glæde.

4.

Min Ungdom lod mig Porten op
Til Verdens mange Veye;
En viiste mig til ærens Top,
Til Lyst mon andre skeye*
Paa ærens Vey Arbeyde stood
Med møysom Sved i Pande,
Men sminked Lyst med skiden Food
Vred om til mørke Lande.

5.

Dend rette Vey hâr GUd mig kiendt
Fra Ungdom op at løbe,
Endog jeg heller hafde rendt
For Lysters lekre svøbe,
Og om jeg end af Veyen vred,
Til Lysters Afkrogs Telte,
Saa hialp min GUD, om Foden gleed,
Jeg dog ey gandske velte.

* 269

6.

Dend GUd, som hår ledsaget mig,
Jeg ævig Tak tilskriver,
Hand paa min Reyse visselig
Min Følge-støtte bliver,
At jeg om Dagen kiende maa
Hans Sky og Skyggis Glæde,
Hans Lius og Ild om Natten staa
Mit Reyse-telt at klæde.

7.

Jo flere Aar jeg faar paa Bag,
Jo fleer bekymrings Bylter,
Jo mere voxer Dag fra Dag
Min Sorrigs Tall og Tylter:
Tik giennem Morgenrødens Dør
Dend gyldne Sool fremtræder,
Naar jeg staar op og færdig giør
Mit Reyse-tøy og Klæder.

8.

Udi min Vogn jeg aldrig mig
Saa snart til Sæde mager,
Jeg mindis jo hvor hastelig
At Tidens Vogn henjager,
Og hvert Minut i Tiden er
En liden Drive-svøbe,
Ved hvilcket jeg i ald min Fær
Mit Maal skal snart udløbe.

9.

Om Solen da mig unde vil
Sit blide Skin og Øye,
Og giver Vey og Væirlig til
Mit Øye-meed at føye,
270 Jeg takker GUd: Dog bliver ey
Saa tryg, at jeg vil vente
At Lykkens Sool, paa Verdens Vey,
Vil jo til Nedgang skrente.