Kingo, Thomas Digtning i udvalg

2
3

THOMAS KINGO

Digtning i udvalg

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER VED
Marita Akhøj Nielsen

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte af Kulturministeriet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen fra Nyt Dansk Litteraturselskab, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Erik Dal som tilsynsførende. Tekstgrundlag: Thomas Kingo: Samlede Skrifter bd. 1-7 (DSL 1939-1975). Nr. 598034.

Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1995 · ISBN 87-21-00244-4
Omslag: Stig Brøgger · Tryk: Rounborgs grafiske Hus, Holstebro

5 6

Gerard Valcks kobberstukne portræt af Thomas Kingo. Portrættet er indsat efter titelarket i fire eksemplarer af Vinterparten, 1689.

7

Chrysillis

1.

CHrysillis du mit Verdens Guld
Min een' och ynsche skat
Mit lius i lychens nat
Kom nermer hid o hierte huld
Og leg dit øre til
Jeg for dig siunge vil
Lychens Sang
Lychens Gang
Vil ieg viße uden feil
Hvor du mig
Jeg og dig
Schue maa som i et speil,
Solen schal iche naa
De vester vande blaa
Ey henge lyßen loch
Paa stierne floch
Før ieg Chrysillis har
Giort mig for verden bar
Hvor høyt ieg elscher dig
Bestandelig.

2.

En hyrde Daatter est du jo
Og blant din faderß faar
Gich første Blomsters aar
Dig glædde tit den hyrde bo,
Hyrdindens malche spand
Kom tit for mund og Tand
Hyrden dig
Tog med sig
8 Tit op paa dend høye hald
Hvor du saa
Hiorden gaa
Neder i dend fæde dal
Naar Solen dend randt op
Forgylte Klippens top
Dig vachte hyrden ey
Men gich sin vey
Hente de fæde lam
Til dig naar afften kam
Da var hyrdindens schiød
Din seng saa blød.

3.

Hvor tit har hafvit dig til lyst
Giort grummen Bølge plat
Og som Chrystalle glat
Du saast paa schibbets roelig bryst
Dend rige handels mand
Paa dend forsølfvet strand
Styremand
Ret hoß land
Kaste ancher laad og traad
Seylets pracht
Blef ned lagt
For dend fattig fischerbaad
Da saaest du runden om
Dend Kolde fischer Kom
Hvor fischen sprat og sprang
For baadens Tvang
Da min Chrisillis saa
Bublen paa vandet staa
Opblæst i samme paß
Som flugtig glaß.

9

4.

Naar Solen af sin gylden Karm
De Jlde-straaler schiød
Og schyens teppe brød
Da middags stunden blef saa varm
At nøgen fisch sin gang
Skiød hen bag schær og tang
Flora da
Bød dig fra
Hafvet til sin løfve sal
Blomster smaa
Strøde paa
Gulf og benche dig til pral
Træer som bøygte sig
Mod dig med grønnen flig
Ragte dig schyggen til
Mod Solens Jld
Det purpur Rosen træe
Lochet dig hen til læe
Hvor haßlen schiulte smucht
Dend Rosen lugt.

5.

Dend Kroned hiort og Kaade hind
Opknejßede og saae
Dend grønne schytte gaae
Kraagrygget mod dend sachte vind
Gaar der for strax i spring
Og dantz dend schov om Kring
Du da saae
Lyst oppaa
Haren sammen Krymp ed sad
Hvor hand sprat
Naar dend Krat
Knaßede af schyttens traed
Midler tid fuglen sad
Sicher bag bøge blad
10 Nachtergal paa postiv
Legt' i sit Lif
Rør drømmen var basist
Bogfinchen Tenorist
Lerchen Discanten holt
Solsorten alt.

6.

Naar Stierne teppet da blef lagt
Og hver en flod blef fuld
Af Stierne stuchet Guld,
Og hyrden sine faar saa sagt
J afften svalen dref
Og spor i Duggen schref
Du da med
Gich af sted
Faare flochen talte tit
Og besaa
Stor' og smaa
Himmel-fachel blusset frit
Stierne rubinen klar
Skint' i dit melche Kar
Og perle dugen fait
Paa haar og alt
Philax den trofast hund
Opvartet ald den stund
Hiorden forsiunet blef
Og ulfven dref.

7.

Dig lagde himlens ansicht paa
Sit aasiun mildelig
Hver Dag som blottet sig
Mand fandt ey hyrde datter gaa
J større fryd og flor
End du Chrysillis staar
11 Ønsk' og løst
Fandt ey brøst
J dend Croned lychsomhed
Dog var ey
Paa dend vey
Lychens stadig sted og beed,
Mens strax i ungdoms aar
Paa lychens vinger staar
Chrysillis seylet giør
Fra Faders dør
Skibet med hauf og Vind
Lagde sig venschab ind
Førte dig i sin favn
Fra Føde staum.

8.

Der du nedsatte da din fod
Paa fremmed sted og grund
Da strax i samme stund
Dend fruchtbar lyche for dig stoed
Som i et Kilde veld
Med hver mands gunst og held
Tiden gich
Ynd' og schich
Gaf dig hver dags undergang
Lychen leer
Mer og meer
Og gaar frem i fulde svang,
Da mangen hyrde Søn
Elschte dig høyt i løn
Som lych' og føysom tid
Var dog ublid
Omsider Coridon
Op løfft paa lychens tron'
Fich dog din Kierlighed
Som hver mand ved.

12

9.

En dag i tidens langsom gang
Fra gylden Morgen brød
Med Sølf i barm og Schiød
Da ieg Myrtillo sad og sang
Hos mine faar saa smaae
Ved malet eng og aae
Jeg da saae
Dig fremgaae
J din vanlig pynt og pracht
Strax mit Sind
Skiød mig ind
Det ieg nu maa gifve macht
Blodet i mig blef Kalt
Maalet mig hastig fait
Skamrød mit ansicht blef
Og tancher dref,
Øyne forstirret sig
Sindet dog sagde mig
See hist ey see dog hvor
Chrysillis gaar.

10.

Jeg veed ey hvor mit hierte blef
Det foer af brystet hen
Som stoch stoed ieg igien
J brystet dog sin meening schref
Staa her Myrtillo staa
Thi ieg fra dig mon gaa
Far nu vel
Lif og Siel
Sagde hiertet foer saa hen
Og besaa
Hvad der laa
Brøst forborgit hos sin ven
Chrysillis øyne blaae
Som vey til hiertet laae
13 Antente fachel snart
For sindets art
Giennem det Sinde glaß
Saaes der et dydß Compas
Hvis rigtig Centrum stoed
J Hierte roed.

11.

En tusind egget Tanche piil
Mit hierte strax bestack
En Dvale drich ieg drach
At hvasse Sverd og naggit fiil
Som giennem sindet gich
Mich gaff ey dødßens stich
Søfn og Slum
Giorde dum
Dag og øye blef som Kul
Phantasi
Fant dog Sti
Giennem Søfnens mørch og Mul
Nu siuntis mig Jeg stoed
Hos dend bespeilet floed
Hvor ieg forbaußet saae
Dit ansigt staae
Nu siuntis mig ieg dig
Hafd' i min vogn hos mig
Hvor lychen tøylen loed
Til haand och foed.

12.

Du mindis vel den afftenstund
Jeg dig ved haanden fich
Og ene hos dig gich
Endog at Maanens røde Mund
Vdblæste Kuld og vind
Dog blußet frit dit sind
14 Afftens tvang
Var ey lang
Time var som øye blich
Tiden flød
Talen brød
Begge hierters schiulte nich
Da blef dend Dulte glød
Oppusted Klar og rød
Jndtil vor hierte blod
J lue stoed
Da bandtes venschabs baand
Da rachtis mund og haand
God nat tog hver da glad
Og schiltis ad.

13.

Hver dag var da saa frydefuld
Hver time fuld af schiemt
Ald sorrig død og glemt
Ret som naar Solens morgenguld
Dend Melancholisch nat
Bemaler skøn og glat
Naar mand seer
Solen leer
Af sin thrones øster-Kant
Schygg' og schy
Gaar fra by
Viger Dagens Commendant
Saa svant og Sorgen hen
Naar Jeg min hiertens ven
Med øyne kunde see
Da gich min vee
Naar du og mig ansaae
Strax ieg om hiertet laae
Du som din egen Siel
Mig unte vel.

15

14.

Men ach! hvor snart dend blege had
Forgnistret lod sig see
Os til stor hierte vee
Forblottede vi daglig sad
Mod mangt et avinds stød
Vor u-ven fra sig schiød
Da dit blod
Offte stoed
Isnet og forandret slet
Men Jeg mig
Endelig
Ved mit haab dog giorde lett
Blif sagde ieg, Kun ved
Blif uven slem og leed
Brend flux af Afvinds Jld
Blif aldrig mild
Dog schal mit hierte staae
Som hafsens Klippe graae
Bryd storm fald mur og Mast
Jeg staar dog fast.

15.

Trotz der for! ieg dog bie vil
Dend himmel stemte tid
Med troschabhed og flid
Det raadis dog her ofven til
Hvad neden her paa Jor
Gaar rigtig effter snoer
Jeg ey meer
Nu anseer
Seyer verch og time glaß
Gud best ved
Tid og leed
Paa vor Tarves Tanke-pas
Blif himmel midler tid
Alle steds god og blid
16 Gif glæd' En gang for graad
Gif lych' og raad
Stref verden Kun imod
Brend af dit hitzig blod
Chrysillis elscher mig
Dog hiertelig.

16.

Alt det Chrysillis hører til
Det alt er hamret ind
Vdj mit hiert' og sind
Jeg det og trolig elsche vil
Til baael og Jlde brand
Op slicher Søe og Strand
Lyst og Nød
Lif og Død
Tager Jeg med dig i haand
Ja ieg staar
Hærdet haar
Før schal brøste lifsens baand
Siung der for nu min Sang
Siung med mig lychens gang
O du mit Verdens Guld
Vær Morschab fuld
Leg dig min digter pen
Sof vel min hiertens ven
Her med far vel far vel
Min søde Siel.

Hr Karsten Hansens Atkes
Afskeed fra Løve-Herridt.

Hvad er det dog for goede Nat
Jeg giennem luften hører?
Hvo vifter her med haand og hat,
Hvo er det, som her kiører
Med lesset vogn og pustend hest
Som den der agter flytte
Og fare hen, hvor hand kand best,
Til fremmed huus og hytte?
Om øyet er mig ellers ret,
Da synis det at være
Her Karsten Hansens vogne-dret,
I hvad den har at bære!
Dend Sengested og Kistebenk,
Som Færritz Hauen knuger,
Dend store bylt og klæde-lenk,
Som saa i vognen buger,
Dend torde jeg vel kiende, om
Jeg havde det i volde,
At jeg lit nermer vognen kom,
Og Kusken vilde holde.
Holt, holt du hastig kiøre-svend,
Hvor hen skal reisen gieide,
Hvis er de læs og flytnings-mend,
Som her i veyen helde?
Jeg seer de kister stor' og smaa
Har Kastens trende ruder,
Og Helvigs navn er syed oppaa
De ulmerduges puder.
Sig Karsten er det alvor nu,
At I vil dog henvende,
Til anden sted jer sind og hu,
Og her jer Ferßel ende.
Hvad har dog Løveherret giort,
19 Men I vil ikke blive,
Og boe paa denne lystig ort
Jer tiid hos os at drive?
Er nu ald Venskab kolt og døt?
Og Troskab sat til side?
Er I paa milten bleven støt,
Jeg maa det gierne vide.
Her Rentemester har jo ey
Jer noget forurettet?
Jeg veed I svar og siger ney.
Hvad da? er I udslettet,
Saa Fruen Jer ey ynde kand,
Jeg troer ey at I stinker
For Bartholin den fromme Mand
Og for de gode Finker.
De velbereiste unge Mænd,
Herr Hendrich Møllers sønner,
Er eders tienist saa bekient
De saa jer umag skønner,
At de ey skulle nat og dag
I noget vilkor svigte:
Men for jer tienist og behag
Vel med hinanden figte.
Hvad aarsag kand der være da
At I vil afskeed tage,
Og nu saa endeligen fra
Vort Løveherret drage?
Det gandske Læn er jo henlagt
I eders haand at raade,
Af Rentemester har i magt
Paa beste vey og maade:
Naar Rentemester selv er her,
Da seer vi eder være
Hans anden haand, i hvor hand er,
Hand kand jer ey ombære,
Naar hand igien sig reede giør,
Og fra os sig begiver
20 Da er I det, som hand var før,
Hver eder lydig bliver.
Er Stæden da ey lystig nok
Til tiden at fordrive,
Er her slet ingen venne-flok,
Som jer kand selskab give?
Mig tykkes, naar jeg steden seer,
Som fordum Espen snare
Med tusind aarig steen og leer
Loed bygge og bevare,
At hand tilforne vel har leedt,
Før hand saa just har fundet
En sted, der var saa vel forseet
Og med slig lyst omrundet.
Thi Østen for der reiser op
Og sig mod skyen holder,
Den ælde-gamle skove-top,
Hvis Sindall-grønne folder
Og Grene-vext giør slig en pral
I luftens nedrig veye,
Som den var groed til himmel-sal,
Og stierne-lofft at feye,
Der kand mand see sin lyst oppaa
Den Danske Diure-Konning,
Den kronet hiort i duggen gaa
Med sin betakket Dronning.
Der er den brikke-rumpet Raa,
Den kaade Buske-føyte,
Der seer mand Lure-Mikkel gaa
Hos Rævisen sin tøyte:
Der sidder under busk og læ
Dend hierte-kippet hare,
Der seer mand ned og op i træ
De snare Egern fare:
Der hører mand foruden tal
Skou-englene at siunge,
Som levend giør dend løve-sal
21 Med himmel-stemmed tunge.
I busken har naturen sat
Sit Apotek og Kiøkken,
Der grøder jorden slig en skat
Dend krydderige Frøken,
At hvor mand seer, da er der fylt
I alle rom og gange,
Med urte-desmer smuk forgylt
Oppaa de grønne stange.
Vil mand igien af skoven gaa
Som hand sig bierge-bukker,
Og Eenemerked ned paa skraa,
For diure Haugen Lucher.
Da ret paa biergets midder held
Der seer mand Karpen springe,
Forinden konstig demnings veld
Og biergets hule bringe,
Naar bierget da sin sandig foed
I enge-sletten støder
Og skiuler saa sin grundig roed,
Da deylig Tißøe møder
Og smiler ad sin gamle ven
Med sin Christalle læbe,
Og lar sin sølve-side hen
Om skoven ydmyg svæbe,
Saa mit ud af hans klare bryst
En liden aare Rinder,
Som giør en søe med største lyst,
Der snart er cirkel-trinder:
For øyne er det som det var
En tisøes liden Patte,
Der som en liden skaal og kar
Hans føde skulle fatte,
Thi der som i et hytte fad,
Hand setter sine leege,
Der blifr en part, og nogle ad
Sin forig moder hvege,
22 Der kand mand i en hui og hast
Den søde Braßen fange,
Ja Giedder, Abor, første kast
Med feede Aal og lange.
Men Tiisøe, Tiisøe allerbest
For øyet monne ligge,
Hand fylder ogsaa faddet mest,
Og tør ret aldrig tigge,
Enddog hand spiser rundt omkring
Smaae søer, som her ere,
Og ligge her om ham i ring,
Hans Almyße de bære.
Det veed den søe paa Giørløf mark,
Hvori hand ofte flyder,
Og Helsinges den lille Park,
Som og hans rundhed nyder.
De Rye Mænd faa ogsaa lit,
Udaf hans almiß gaver,
En Giedde lyng hand sender tit
I deres tørre-graver:
Derved tør og den Ulstrup Mand
Saa mangen fisk henføre,
Fordi hand i vandløbet kand
Med rußen artig snøre,
Selv har hand dog sin kielder fuld
Af Fisk Armeer mange,
Som verfvis ey for Kongens guld,
Men tages alt til fange,
Og dog kand aldrig kiende paa,
At Talle-rullen skades,
De lige tykt i orden gaa,
Endog de altid hades.
Jeg om Søefyrsten Giedden vil
Ret ikke meget tale
Som giør utallig spring og spil
Alt med sin lekker hale,
Hans spyd bevebnede Dravandt,
23 Aboren med ham følger,
En goed soldat, en snar gesandt
I dybe søe og bølger,
Hans bonde-sønner der og gaae,
Den flire, skalle, løge
Som alt hans hof opholde maa
Og til hans kiøkken søge.
Iblant dem Krone-braßen er,
Som har sit ridder-vaaben,
Og gylden kredts paa siden bær
Som hielmen lidet aaben.
Jeg tit har tenkt og undret paa,
Naar mand Kronbraßen fanget,
At dog naturen havde saa
Herr Myllers haand til ganget.
Thi Tiisøe Brasen har den skik,
I hvor mand seer dem rende,
Som de paa siden stemplet gik
Ret med hans egen brende.
Herr Atke! I vel selver veed,
Hvad vi derom har taled:
Om af naturs forborgenhed
Sligt var med forset malet.
Jeg sværjeg tenker meget tit
Paa eders livsom stue,
Hvor mand af vesten vindue viit
Dend deilig søe kand skue,
Naar solen vester løben er,
Og skæven straale dypper,
Som endelangs i vandet skiær,
Sligt skilderi det ypper,
At purpur-røde vester kant,
Sit himmel-blaa bemenger
Med søens tindrende bliant
Græsgrønne skov og venger,
Som giøre øye, sind og siel
Af slig forlystning fulde,
24 At Siellandske Apelles vel
Selv Carl van Mander skulde
Forbaused lade lærde haand
Med konstig pensel falde,
For slig skaterings konstrig baand
En Overmester kalde.
I Vester giør hand sig et velt
Med striden aae og ebbe,
Indtil hand møder modig belt,
Og saltes ved hans flebbe,
I Norden er hand Grendtze-mand,
Giør rigtig skilleromme,
At ey Atsherritz Aggre land,
Til Løve herrit komme.
Vil I hen ud i Synder see
Omkring ved Sæbye side
De frugtbar furer ad jer lee,
Der seer I axet skride
Af rug og hvede, havre, byg
Hvis krone marken zirer,
Igiennem jordens sorte ryg
I største mængde spirer.
Her Atke! naar jeg tenker paa
Slig leylighed og lyster,
Som eder vel til hænde gaa
Og eder intet bryster,
Da, hvor det kommer, at I kand
Den deilig sted qvitere,
Hvis lige faa er her i land,
Forundrer mig og flere.
Dog naar jeg atter om igien
Hos mig betragter nøye
Den aarsag, at I reiser hen
Da seer jeg I har føye,
At søge efter roelighed
Og sindets rette hvile.
I maa vel engang være kied
25 Jer krop at overile
Med megen vaagen dag og nat
For andres guld at vinde,
For fremmed rok at tage fat
Og deris tot at spinde.
Tænk hvad sin gandske lives tiid
En fattig dreng maa lide,
Før lykken vorder ham saa bliid
At hand saa vit kand skride,
Saa hand sig kand en hvilested
For kroget alder bygge,
Hvor hustru, børn og tiener med
Hos ham kand leve trygge.
Hvor tit maa hand om vinter nat,
I frost og kuld omtrekke,
Glaseret op fra foed til hat,
Saa fingrene de sprekke.
Hand tit maa reise kappe-løs
Og vel med enstig trøye,
Naar vinden sluder kold og bøs,
Og dog sig lade nøye.
Hans storme-slagne ansigt maa
Hans svollen hænder varme,
Den kolde krop og banke paa
Med stive frøsne arme.
Hvor mange slemme slag og stød
Maa hand til takke tage,
Alt for det roelig stykke brød,
Hand vil i lengden smage.
Hand tit i ungdom drikker vand
Og nær sin finger bider,
Og tænker paa den gamle mand
Og paa hans ømme sider.
Alt det hand har at roe sig ved,
Sit sind tilfreds at stille
For hver en modig stig og fied,
Det er: at hand sin ville
26 Skal engang under eget tag
Med Gud og ære fange,
Og leve saa i roe og mag,
Saa viit hans liv skal lange.
I veed Herr Atke! meget vel
Hvad modgang verden giver,
I vidne kand med ret og skel,
Hvad bølger ungdom driver.
I med jer Ægtefelle ey
Er fød med guld i skiøde,
I har paa fremmet sti og vey
Jert brød adspurdt med møde.
Ey heller med hinanden I
Har altid spundet silke,
Jert Egteskab ey været fri
Fra tornens stinde stilke.
Med eder jeg et vidne er,
Som eders huus-bekiendte,
Det kand nu ikke skrives her,
Dog har I det at vente,
Men vel er den, saaledis veed
I verden sig at føye,
At hand nest sin Gudfrygtighed
Har altid vaaget øye
Udi hans kald ham er betroed,
At hand skal intet giøre,
Hand jo var vel tilfreds, der stoed
Hans Herre ved sit øre.
Vel dend, der sig kand skikke saa,
Naar hand har magt i hende,
Hand hver tør under øyne gaa,
Om bladet sig vil vende.
Vel dend der giører slig anstalt,
Naar hand af herberg drager,
At verten bleven er betalt,
Og staaderen ey klager.
Hand reiser med frit mood sin vey
27 Hvor hen Hans kaas skal gieide,
En enstig hund hand skiøtter ey,
Om hand ad ham vil bielde.
Her Atke, jeg og hver mand veed
I aldrig haver haltet,
I har en goed samvittighed
For hvis I har forvaltet.
Her Rentemester derfor er
Jer ven, thi alle sige:
At I et ærligt navn henbær
Af fattige og riige,
Vil I at Præsterne de skal
Sit skudsmaal eder give,
Vel ti for en skal gaa i val
Jer Paß at maatte skrive.
Gud veed, de modig klager sig
At de skal nu ombære,
En Mand der saa omgiengelig,
Med hver mand kunde være,
At her saa god en Præste-ven
For dennem lukkes ude,
Jeg svær de kiøbte jer igien,
Hver med et feed par Stude,
Af Bonden I saa got et navn
Jer haver og forhvervet,
I saae til Bondens tarf og gavn,
At hand blev ey fordervet.
Den eenlig Enke mand ey kand
Paa eder høre klage,
Den fattige og arme mand
I aldrig lystet plage.
Paa jer de faderløse børn
Skal ey i længden skrige,
At I som gridsk og graadig Ørn
Tog dem til rov, tillige
Med hvis at dem var efterlat
Af salig døde Fædre,
28 I aldrig tog saa syndig skat,
Det veed vi alle bedre.
Er nogen, som her tvifler paa,
Da giøre sig umage,
Med os at hen til Tinget gaa,
Paa Torsdag otte dage,
Saa vil vi faa at høre der,
Jert Tingsvinde at læse,
At siden hver, i hvo hand er,
Skal holde ind sin næse.

Hosianna,
Eller:
Aller-underdanigste og Allerydmygeligste Hiertes
Lyk-Ynske
Til dend
Stoormægtigste og Høystbaarne Monark
og Ene-Volds-Herre,
Christian dend Femte,
Konge til Danmark og Norge, de Wenders og Gotters,
Hertug udi Sleßvig, Holstein, Stormarn og Dytmærsken,
Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, etc.
Der hans Kongl: Mayst. Aar 1671. dend 7. Junii. til sin
høy-vægtige Arve-Regiering Gudfrygteligen, Rætfærdeligen, Lykkeligen og
Seyersaligen at fremføre, og til sine Arvinger og Effterkommere
berømmeligen omsider at henføre, lod sig, effter dend
aff Gud selv indførde og Himmelbudne
Maneer og Maade,
Salve og Signe.
Psalm: 118.24.25.
Denne er Dagen som HErren giorde, lader os Frydes og Glædes i hannem. O HErre, frels nu, O HErre lad det vel Lykkes nu!
Kongen skee Lykke
Kiøbenhaffn,
Trykt hos Jørgen Lamprecht.

30
31

DAg op, i salig Tiid, ald Nordens Held og Ære!
Dig denne store Dag skal lykkelig indbære
Til langsom Ævighed, med Seyer, Fryd og Fred!
I TVILLING-RIGER skal med Himlen blive ved!
Dag op, i salig Tiid, Sølv-Øyet Østen-Skandse,
Lad Solen deylig frem i Purpur-Kaaben svandse,
Og leg en Himmel-smiil paa alle Ting du seer,
At de sig yndelig mod denne Dag beteer.
Gyd, Himmel, Naade ned aff alle dine Kanter,
Og haf et Øye paa de vide Throne-Planter,
Som sig ved denne Dag skal feste stadig Rood,
Og sprude Grene frem aff lutter Konge-Blood.
Deel, Himmel, og et Blink udaff en lyksom Stierne
Med mig som ikke kand, men vilde dog saa gierne,
Tilegne denne Dag sin ræt Livagtig Skik,
Da NORDENS ARVE-SØN med egen Krone gik.
Jeg finder vel mit Feyl, dog vil jeg trøstig blive,
En grov Metalle-Pind dend beste Solens skive
Med Skæven skugge har dog offte peged paa,
Og viist med dunkel Streeg hvor klarist Dage gaa!
Bliv derfor ey forsagt min svage Sang-Gud-inde,
Om Solen torde dig med hefftig Straaler blinde,
Du haanes ey der ved, om end du bliver brendt,
Saa har du dog din Praas ved Solens Straaler tendt!

ODANMARKS deylig Dag, hvis lige kand ey findes
I Rune-huggen Steen, og aldrig nogen mindes
Fra første Folke-Boe, og ikke siden DAN
Sad op paa Konge-stool og tog sig Rjget an.
Lad samles op igien dend værdig Konge-Aske!
Lad langt omfalden Spiir og gamle Kroner braske,
Aff fordums Herlighed, dog eyer ingen meer
End dend som Frihed sin omkring sin Throne seer.
32 Mand seer her paa et Speyl i Himlens store Fæste,
En ævig-lenked Fred til Verdens Gavn og beste;
Det prægtig Stierne-Tal hver i sin Orden staar,
Og uden Herre-Bud et Straa-bredt aldrig gaar:
Der træder Solen frem med Prunk og KONGE-foore
Strax falder Ydmyghed paa baade smaa og stoore,
De Stierne-blink og brask forblegned svøbes ind
Til Kongen vender sig og faar et andet Sind.
I hvert et Himmel-Tegn hand Frihed har at løbe,
Hand kiører frydig frem og bruger flux sin Svøbe,
Trotz nogen siger ney, og hindrer ham en Food,
Ey Skorpionen selv tør Stærten vende mood!
Saa mangt et Naade-blus og Himmel-gunstig Øye
Hand pleyer til sit Folk imidlertiid at bøye,
Hans Majestætisk Bryst er Sirkelfuldt aff Magt,
I hver en Straale glands er Krafftig virkning lagt.
Hand øser Lius og Lyst paa alle Stierne-flokke,
Hand bukker offte sig til Jordens vaade Sokke,
Og stikker Qvegnings Krafft i hendes kolde Bryst,
Naar Vinter-Voldsmand har forkrenked hend' og kryst:
I Lufften giør hand reent, naar Storm og stridig Vinde
Opsværmer mægtelig med Skyer graa og blinde,
Hand giør sig mellem-Mand, og lader Verden see
At ingen maa see suurt naar hand vil ene lee.
I Havets dybe Vom hand tiit sin Spiir nedstikker,
Og udi Fiske-sal en Skaale næt opdrikker,
Saa løfftes Safften op om Thronens gyldne Ring
Og øses siden ud til alle tørstig Ting.
Kort sagt: I hvor Hand er, da er Hand selv en Herre
Udi sit Regiment, og intet dog dißværre,
At hand i alle Ting har rigtig Øy' og Agt,
Ja priiselig og vel kand bruge HErrens Magt.
Og naar hans Throne-gang mod Afften monne helde
Og hand skal skiule lit sin Himmel-giffne Velde,
Strax træder i hans Sted hans deylig DRONNING frem
Med allehonde pragt paa Himlens vide hiem.
33 Ey mindre Lydighed end før er da paa færde,
Hver Stierne pynter sig og skynder at omgærde
Med glæde MAANENS Stool, og hvor dend gieste vil
Da byder hver sin Tro og trygge Tiennist til.
Lad Aske-farved Sky paa hendes Ansigt ride,
Lad Storm og store Veyr kun hefftig om sig slide,
Adstadig og saa jeffnt dend sig dog giennemskiær,
Og faar sin Villie frem, end naar dend spædist er.
I hendes Herredom er Naade, Roe og Hvile,
Hun tør ad uroe selv vel haanlig lee og smile,
Hun alle Creatur fra Arbeyd løser aff,
Hun er de mattes Liv og Rette støde-Staff
Hun vandrer mangen Nat og hører Verden brumle,
Og hvordan Mennisken i Mørk og Daarskab tumle,
Hun seer vel mangen gang et gifftig Stierne-skud,
Dog hende giør det ey det allermindste brud.
Hun holder alt sit Hoff og Friheds Regimente
I Rigtighed og Gang, til Himlen selv vil hente
Sin Soole-Konge frem, med Lyus og Dag i Haand
Til lige Himmel-Ræt og søde friheds Baand.
Saa gaar det Aar til Aar, og ingen Skiffte kiendes
I det Regierings Par, der under dem kun vendes
Det dødelige Kræ som stiger op og ned,
De ellers intet selv aff slet Forandring veed!

SAa har og Himlen selv dit Regimente skikked,
Stormægtig KONGE, som skal aldrig blive vrikked,
Du, du vor Nordens Sool, med Soolen blive fuld
Paa denne salig Dag aff Dyders Straale-Guld.
Gid nu det Kiempe-Blood og store Konge-Rolde,
Som DANMARK haver hafft med NORRIG udi Volde,
Aff Støven kunde see, hvor du dig giorder om
Med NORDENS Herlighed, din Arff og Eyedom.
Det modig Siæle-Tal sig skulde lade platte
I Støven ned igien, aff Hænder skulde dratte
Ald fordums Herre Magt, naar de kun speyled sig,
O store CHRISTIAN, et lidet Glimt i dig!
34 Saa mangen salved Arm med suerdet har omfeyed,
Og med sin Kiempe-krafft sin Fiendes Hals affmeyed,
I Romer-Marken staar endnu vort blodig Spoor,
I alle Naboe-Land dend Danske seyer boor!
Dog vilde Lykkens Gnist aff intet Harnisk springe,
Saa lyksom bandtes ey ved Side nogen Klinge,
At Kronens Arve-Ræt dend kunde lodne paa
Dend lange Konge-Slegt, og uforandret staa,
Før salig FREDERICH (hvis Navn og Ære bliver
I mens Frost-lived NORD sin Hagl og Snee opdriver)
Hans Himmel-signed Sverd hug Krampe-knuden aff,
Og reff sin Frihed løes udi sin Fiendes Graff.
Vel! Salig FREDERICH, dit Huus til ævig Lykke!
Saasom i Live du vaarst et afmalnings stykke
Paa Dyd og Fromhed selv, paa HErrens sande frygt,
Saa blev din Tinding og med Arve-Ræt omtrykt.
Nu gaar i Dag din Søn Omkroned allevegne
Som SOOLEN med sit Lius, see hvor hand sig kand hegne
Med begge RIGER om, opkilted med sit Sverd,
Dend ene Haand hans Spiir, dend anden Eblet bær.
Her er de største Ting som Verden har at eye,
Her er de største Pund, som Gud vil ene veye,
Her er en Krone fuld aff Ædelstenes pragt,
Gud Krone KONGEN saa med Ære, Seyr og Magt.
Her er saa blank et SVERD; Gud hærde selv dets egge,
At der ved beve maa hans Fienders Hierters Vegge,
Her er en gylden SPIIR; Gid Rættens Spiir maa staa
I KONGENS høyre Haand, og aldrig undergaa!
Her er en EBLE-form med gylden KORS at skue;
Gud samle NORDEN saa med Krafft og ald Formue
I Hierters Enighed, Gud lade KORSET gaa
Fra KONGENS Arve-Huus, men KORSETS LÆRE staa!
Gak, mægtig Herre, gak, besee din Arve-Throne,
Besku dend mægtig Aul udi din vide Krone,
Dit Folk er Stierne-tykt som om din Throne staar
Og gierne til sin Død for KONGENS Ære traar!
35 Her mandes Hierter op i begge Rigers Vugger,
Som med sit daglig Daj vil vise hvor de hugger
I fremtiid for det haab som, store KONGE, Du
Har deres Fædre giort i denne dages Nu.
Det gammel Adels Blood vil alle Kræfrter reyse,
(Mens aldrig mere for en KONGE sig at keyse)
Alt, alt hos Ene Dig at kunde Naade faa,
Og de med deres Blood sin troskab vidne maa.
Her staar din Samuel, til HErrens Huus opammed,
Med Olien i Haand, hans Hierte det er krammed
Med mange hellig Suk, hans Læbers tale skiøn
Har HOSIANNA sit fra ald sin Ordens Bøn.
Her staar dit Borgerskab, med Ære, Liv og Penge,
Byd, KONGE, naar du vilt, de skal ey bie lenge
Før de ved mindste Nik skal gaa fra Hiemme-stafn,
Og vove deres alt for KONGENS store Nafn!
Her sysler BONDEN om med Arbeyd og med Møye
I NORSK og DANSKE Mark, som ikke vil sin Trøye
Forskaane nogen tiid, maa hand din Naade faa,
Med Søn og Sønne-Søn vil hand i Marken gaa!
Gak, NAADIG HERRE, gak, og lad dig derpaa Salve,
Vi for dig alle Mand vil offre Læbers Kalve:
Gud signe, salve saa din Skulder og din Arm,
At hellig Aand og Krafft maa boe i Bryst og Barm.
Gud giøre selv dit Navn til alle Verdens Ender
Som beste Salve-lugt, hvis Krafft sig viit udspender,
Gud øse Glædens Kruus paa KONGENS Hoved ned
Med Lykke, Velde, Fred i Overflødighed.
Lius op, skiud Straaler frem, ald NORDENS Held og Glæde,
Gak Himmel-smurde Mand din Arve-Stool at klæde,
Gud lade DANMARK saa med Lyst og Glæde see
En ARVING inden Aar i KONGENS Arme lee!
Saa skal med Himlen selv, med Sool og Maane blive
Det KONGELIGE PAR, thi HErren selv skal give
Sit Folkes Ynske Rum, som fylder Lufften op
Med Lykkes Ynske-Raab til Zions høye Top:
36 Gud styrke KONGENS Mood, lad Gud hans Fiende rømme,
Gud lade Livsens Flood hans DRONNING oversvømme,
Gud legge Haand i Haand med KONGEN hvor hand er,
Gid HErren som sit Segl ham paa sit Hierte bær.
Skift, Himmel, Dag og Nat, i mens du Sool og Maane
Har paa dit runde Blaa, saa skal og NORDEN laane
Aff dig Regierings skik; EN SOOL og MAANE skal
Regiere friligen blant NORDENS Stierne-tal.
Kom tilig, Himmel, kom vor KONGE selv at signe,
Lad hans Velsignelser hans Fædres overligne!
Korn, Himmel, sildig kom og tag ham til dig hiem,
Giør NORDENS Glæde fuld udi sit store FEM.

Af
Hans Kongl: Maytz:
Allerunderdanigste Arve-undersaat, og
Tro forbedere til Gud
Thomas Kingo
Sognepræst i Slangerup.

Dend viit-berømte Danmarckis
Hovet-Fæstnings,
KRONEBORGS
Korte Beskrifvelse
af
Thomas Kingo
Sogne-Præst i Slangerup.
Kiøbenhaun,
Trykkt hos Matthias Jørgens-Søn,
Aar 1672.
Oc findis hos Christen Geertsen til kiøbs.

38 Dend Stoormægtigste oc
Høystbaarne
Ene-Volds-Herre,
Christian den Femte,
Konge til Danmarck oc Norge,
de Venders oc Goters, Hertug udi Sleßviig,
Holstein, Stormarn oc Dytmersken, Greve udi
Oldenborg oc Delmenhorst,
Sin Allernaadigste Herre oc
Arve-Konge,
Blive denne ringe Beskrivelse, paa Hans Maj.
Priiß-værdige Fæstning Kroneborg, udi dybeste
Underdanighed fremstillet,
af
Hans Kongl. Majest. Allerunderdanigste Arve-Undersaat oc
tro Forbedere til Gud
Thomas Kingo. 39

[x]; [x];[x];[x]; [x];

GId Himlen vilde mig med Naader nu iføre,
Oc med en fyrig Aand mit suage Sind oprøre,
Bedryppe lit min Pen med søde Draabefald
Af Hunnig-begerne som staae paa Himlens Pald.
Min Moder skulde da mig reenlig høre snakke
Sit Patte-drukne Maal, huor i saa mange hakke,
Jeg skulde Sukker paa min Føde-tunge faae,
Saa got som nogen part i Verden hâr at aae!
Jeg skulde mit Papiir fuld af Behag da skrive,
Oc fleere, med mig self, nyt Lif oc Lyst indgive,
At nøye see sig om, hos egen Tue-stød,
Før de for Riin oc Rom sin lærde Hierne brød!
Af fremmed Fare-vand jeg derfor ey vil vide,
Mens i min egen Baad oc Bek saa sagt henskride,
Oc moore mig kun med den danske Sitter Streng,
At leege lystig for min Herre oc hans Dreng.
Velan! Jeg vil mit Seyl der paa begynd' at hidse,
Huo veed om Himlen self tør hielpe det at tridse:
Jeg vil ved Øre-Sund først kaste Lod i Vand
Oc maale Dybet der, oc see saa huad jeg kand!

Her kaster jeg mit Seyl, her suigter mine Fløye,
Her slenger jeg min Prunk, det volder alt mit Øye,
Jeg seer dig, Kroneborg, jeg er saa klemd oc kryst,
For Ilden i din Barm oc Torden af dit Bryst!
Jeg seer den stolte Søe din faste Food at kysse,
Oc sine Seyle-Børn udi sit Skiød at dysse
Ræt op ved dine Knæ, saa de dig helse maa,
Oc dine Liuned-blink vel nøye passe paa!
Tilsted, ô Danmarcks Priis, du Krone-værdig Fæste,
At jeg maa lidet ind ad dine Poorte gieste,
40 I mens mit Skriver-blek maa flyde til din Roos,
Som skal med Tiderne til ævig Ære mooes!
Er ingen Skaldre dog som dig tilforn hâr æret?
Du kunde mangen jo vel rundeligen næret,
Dit Land det bær jo Brød, dit Haf det bær jo Guld,
Din Krone rundt omkring af Gunst oc Ære fuld!
Hui skuld' ey nogen da sig for din Pris bemøye,
Oc villig tage sig for dig et vaaget Øye?
Holt op, oc vær i Fred med dine Trolde-skraal,
I medens at min Pen kand stumpe til sit Maal!
Vel er min Pen for suag din Priis at giennemløbe,
I min Amagtighed maa jeg mig vel indsuøbe,
Jeg er slet intet vand at gaae paa Herre-Slot,
Mand spinder Silcket ey udaf en Vadmels Tot!
Dog fem! forsøg din Magt! Mand tiit for mange rætter
Târ Hiertet som er got, mand Børn ey hude-fletter
Der staver som de kand paa et oc andet Blad,
Indtil de læser smukt oc færdigt uden ad!

FOr langen, langen Tiid, som ingen Mand kand mindis,
Huorom i Kampe-steen ey nogen Rune findis,
Den Tiid din Bygge-sted af Moders Lif udgik,
Oc saa ved HErrens Ord sin Skik oc Skabning fik,
Da tænker jeg oppaa huor Vandet sig hâr samled
Oc med sin kierlig Arm om Jordens Ansigt famled,
Da Havets Læber først bekyste huiden Sand,
Med saadan Kierlighed at aldrig rørtis Grand!
Da første Sool randt op oc over Verden smiiled
Oc Maanen fuld oc Frag sin Broder efteriiled,
Da første Fiske-lynd omhueged Øre-sund,
Oc nyfød Fugle-sang blef hørt i grønnen Lund:
Da Verden Jomfru var, oc ingen hafde booled
Med hendis Herlighed, men Jorden vaar omsooled
Med Idel Ræt oc Roo, da Havet aldrig saae
Den beged Fiele-bukt sin Ryg at pløye paa,
Da Frosten aldrig broo af Ise-glas beridde
Oc sin graa-skimled Riim hen over Skoven spridde,
41 Da Regn i Skyen ey var aged her omkring,
Oc Fructbarhed dog var i samptlig Verdens ting:
Da var din Bygge-plads ikkun de bare Sande,
Omfaunet lystelig af Øst oc Vester-strande,
Did rakte du din Hals udi en deilig Kraag,
Mens salten Bølge-vogn om heele Verden aag.
Omsider da som Folk paa Jordens runde Bolig
Blef daglig meer oc meer, oc meer oc meer urolig,
Oc disse Norden-Øer blef oc med Folk besat,
Som skulde Jorden her at dyrke tage fat:
Da bælded Vold oc Suig kom af sin Helved-rede
Oc Vinger fik oc fløy, ja fanged an at sprede
Sin Magt paa Land oc Vand, oc Ærlighed oc Troo
Blef daglig meer oc meer forarmed i sit Boo!
Da, da begyndte mand paa Borg oc Slot at bygge,
Oc huer at giøre sig oc sine fast' oc trygge
Fra veldig Voldsmands Haand, da blef der Steen oc Kalk
Af Jorden graved op, da voxte Verdens Skalk!
Da reystis vold oc værn hos Havets mæctig Strømme,
Thi Snid oc Underfund da hafde lært at suømme,
Som siden finge Seyl oc klaured i en Baad,
Foer siden om saa viit som Verden den er vaad.
Da fanged mand oc an en Borg oc Slot at legge,
(Som Flynderup den stod med Leer-opklined Vegge)
Den kaldtis Flynderborg, af Fisk oc Flynder-fang,
Som blef af Fiskerbaad opvelt i grønnen Tang.
Dog om des Bygge-tiid er intet vist opskrevet,
Den har Hukommelsen hos mangen Mand udlevet,
At ingen mindis kand dens første Høfdingsmand,
Som der paa truet først det vebnet Folk paa Strand
Mens som at Folke-Sind begyndte meer at huege,
Oc Konster grandere paa deris Spil at leege,
Oc lang Forfarenhed til Læremester blev,
Som kundskab meer oc meer i Folke-Hierner drev:
Mand da Beleylighed til Magt oc Styrke søgte,
Det gamle døde sagt, det ny sig daglig øgte,
42 Da blef befundet got, et Slot at bygge der,
Som det til Værn var best, oc Seylings-Manden nær.
Saa blev dend lystig Kraag, som sig saa næt udstikker
Til Øst- oc Vester-Søe oc beggis Bølger drikker,
Din grundvolds første Food, et Slot blev bygd med Fliid,
Som kaldtis Øre-Kraag oc stood i langen Tiid.
Det loed Kong Frederick den Anden slæt nedrive,
Oc need i Havets Suelg de varig Pæle drive
Af haarden Steene-Eeg oc firekantet Steen,
Som bær dig Kroneborg endnu paa friske been.
For dig at lade høyt i Luftens Huus opreyse,
Oc du Stiv-Halset mod din Fiende kunde kneyse,
Er Guld oc Sølv ey spart for beste Bygningsmænd,
Som Konsten hafde giort i Verden viit bekiend.
Paa dig mand derfor seer huad Vid oc Konst udretter,
Huor deris Hænder de til nogen Gierning sætter,
Huor Cirkel, Maale-Snor, oc rigtig Lodde-Paß
Kand føye Bygnings steen saa jefn oc slæt som glas.
Det kand med Stolthed du for heele Verden viise
I dit udhamred Bryst af Gullands Steen oc Fliise,
Som med slig Eenighed oc Orden i dig staar,
At ingen truder ud saa meget som et Haar.
Rundt om din tykke Muur oc konstig bygnings kanter,
Huor Daanelser oc Død du for din Fiende planter
I hine grove Skudd, Kartovers Kober-Bug,
Der øser Ild oc Eem som udaf Helved-Slug,
Med dem paa Land oc Vand du heel alvorlig peger,
Oc viiser at du ey med din' Uvenner leger,
Du skiuder Døden ud i Hundred Bißmer-Pund,
Oc giver Pulver til dend ævig Søfh oc Blund.
Dit ilded Lunte-Reeb ræt aldrig slet udbrænder,
Thi naar en Ende døer en anden mand antænder,
Du der med gnistrer friit, oc ad din Fiende leer,
Imedens du saa kiek hen ofver Axlen seer
Med varsom Øyne til de tuende Verdens Strømme,
At holde Havets Gud hans Seyle-Tøy i Tømme;
43 Med Guldet Kongerne dig her forære maa,
Oc dig med Seyle-Fald tilbørlig Ære faa.
Saa kandstu Mood oc Magt med Mood oc Magten aue,
At alting holdis kand i Rictighed oc Laue,
Saa Kongens Ære dig tilbørlig ydis kand,
Oc ingen Første dog betagis Æris-Grand.
Vil mand din Inder-deel med Agtsom Øyne skue,
I Sindet tændis strax en stoer Forundrings Lue,
For ald den Herlighed oc store Konge-pragt,
Som dig saa rigelig oc rundt er overlagt.
Saa snart din Æris Poort du værdis at oplade
Den krumme Huelning strax giør os saa lang en Gade
Indtil din Borge-gaard, der er en Plads oplukt
For ald den Herlighed som Verden kalder smukt.
Huor tiit hâr Ilden der i Luften læt omsuandsed,
Oc ved Rakitens Puff heel verkeligen dandsed
Af konstig Fyreverk, med slige Knek oc Knald,
Som Himlen skulde strax paa Jorden giøre fald.
Huor mangt et Ridder-spil er der med Lyst anretted?
Huor mangen Ædelmand sin Hest hâr gierne trætted
Paa Rende-banen for at naa tilbørlig Roos,
Besynderligen naar at Kongen var der hoos.
Her seeis en kostbar Post i Gaardens middel Prikke
Det liflig ferske Vand af lønlig Aarer drikke,
Som siden suis op med artig Spræt oc Spring
Af Kober-billeder som staar der rundt omkring.
Mand skulde suære det Naturen hafde givet
En Aand i dennem ind, oc dog omsider stivet,
At de med Ledemod oc Seener skulde staa
Oc huer Dag Kongens Skaal med Ære drikke paa.
Vil mand din Kieldere oc under-jordisk Kamre
Besee grandgivelig, om da du vilde klamre
Med alt det Dræbe-verk som der udi dig er,
Oc Dødens visse Bud ved ringest Order bær,
Mand skulde tænke da sig indelukt at være
I tykkist Torden-sky, mand skulde Frygten bære
44 At alle Gaster stood oc holdt en Bas oc Brum
Af Helved-piber til at mand blef døv oc dum.
Thi huad som Krigens Gud hâr orked at optænke
Til Dødens Skaaler i den lønlig Ild at skienke,
Der af er Forraad nok til store Skyt oc smaa
I mange Centners Tall i huer din Under-vraa.
Med høje Muur' oc Taarn du rank mod Himlen kiger,
Huor paa med største Lyst oc Glæde mand opstiger.
At mætte Øyet med saa fri oc faur en syn
Som nogen Tiid oc Sted kom under Øyenbryn.
Der seeis det grumme Hav sig om din Grundvold krumme
Oc paa din hule Vom med Bølgers Slag at trumme,
Nu seer mand atter det at falde til en Blik,
Oc ydmygst give paa din Food en venlig Slik.
Der seer mand som en Skov af Verdens rige Flaader
Som Kongen Aarlig Aar utrolig Rente baader,
Oc huor du søger ey dit Guld oc din Profit,
For Kongens Æris Told dog ingen maa gaa quit.
Lad kun det buged Seyl paa prægtig Skibe bramme,
Om ey det bukker sig, da frygte sig en Skramme,
Som baade for oc bag dend propped Slange-mund
Vil bide, til des Pragt (maaskee) gaar reent i grund.
Vil mand til Landet see, da leger strax vort Øye
Paa grønne Bierge-Bryst oc Skou-begrode Høye,
Der groor den Eeg oc Bøg som er med Verden fød,
Ja dend som ocsaa skal med Verden blive død.
Oc naar at Øyet sig igien med Bierget dælder
Oc sig med Agtsomhed langs ned ad Bukten hælder,
Der hâr Natur oc Konst en deylig Have sat,
Oc giort et Paradiis hos stinden Torne-Krat.
For neden ligger smukt med vel afdeelte Gader
Det lystig Helsingør, som elsker dig for Fader
Oc rette Forsuar sin, der seer mand Folcket gaa
Oc huer sin Syssel oc sin Gierning passe paa.
Vel tusind andre Ting kandstu for Øyne sætte,
Huor af at Sindet sig snart aldrig skulde trætte,
45 Dog kommer det dig self dog ingenlunde nær,
Naar mand din Herlighed beskuer udi sær.
Huor mangen Konge-Sal oc præctig Første-Stue
Er i din Omgang oc din artig Bygnings Bue?
I huer kandstu med Pral oc Ære viise frem,
At du vel dygtig est at vær' en Kongis Hiem.
Paa Gulvene mand seer adskillig farved Steene
Indsprængd i huit oc sort, med nette Stenk oc Greene
Som i dend glatte Steen med slig en Art er grood,
Ræt som det arme Vaar udaf en deylig Flood.
Paa Loftene mand maa med stor Forundring skue
Adskillig Billed-Verck, som det stak alt i Lue
Oc ikke torde dog antænde nogen Brand,
Af Fryct for Vedsken i dend underfooded Strand.
Thi Guldet er saa riigt som dem alt over pryder,
Oc som med Vold oc Magt sig ind i Siunen bryder,
At Øyets Straaler maa tilbage meget staa,
Naar paa dit gyldne Loft de deris Aasiun faae.
Dit Omheng rundt omkring med Guld oc Silke praler,
Om Danske Kongers Mood oc Helte-Drifter taler
I slig Historier, som kand udviise grandt
Huad Seyer Danske Mænd i gamle Tiider vandt.
Huor Verdens Hovet Rom vaar nær aldelis knæled
Ved deris væbned Haand, huor viit de hafde pæled
Danmarkis Grendser ud, huad Tog de hafde giort
I Fransk oc Spanske Mark oc mangen herlig Ort:
Huordan paa Tydske Bond de kiekke Cimber-Helte
Saa mangen Ridder-Mand bleeg af sin Sadel velte,
Huor stridig Suenske Magt de demped ofte ned
Med deris Seyer-Suærd, som hele Verden veed.
Huad mere kosteligt oc Kongeligt du eyer
I dine Riige Rum, det alt flux mere veyer
End som min grove Sands kand fatte med en hast,
Men ald din Herlighed her uden kaldis Fast.
Thi der hâr Dybet dig sit Suelg i Jorden undet
Til Grav oc Senge-puds, i Høyden est du bundet
46 Med Jerne-sened Steen, i Breden har du Maal
At du kandst staa imod Kartovers Kugle-baal.
Kort sagd: alt huad mand vil af Styrke, Magt oc Ære
Opnæfne, der udi kandst du nok Kronen bære,
I mens du Hierter hâr der dig ey suige vil,
Trods da huer Fiendis Trods, du slaer Spaer to der til!
Mens som ej nogen Magt kand Magt i Gierning føre,
Foruden HErrens Arm sin Magt der hos vil røre,
Saa maa Guds sande Frygt til bæste Værn oc Vold
Oc være bygt der hos, det er det beste Hold!
Mand derfor ocsaa seer, som i dit Inder-hierte
Guds Æris Tempel staar blant Tordenslangers stierte
Huis Alabaster-Børn vel høylig rosis maa,
Dog ej mod HErrens Børn, som der sin Fremvext faa!
Her, paa dit Altere, den Tiid den første Ære
Blef HErren giort i dig, (den Priis skal ævig være)
Lod salig Frederick den Anden efterstaa
Saa stoor en Almysse for fattig Folk at faa
Der hand dig færdig saae, da torde hand vel sige:
At alle Steene strax fra Grunden skulde vige
Oc aldrig byggis meer, om de var sprungen af
Hans Undersaatters Pung oc fra den Armis Staf.
Vel, salig Herre! vel! her skal din Æris Minde
En ævig Skue-sted oc verdslig Bolig finde!
Du loodst en Sønne-Søn udaf dit eget Naun
Den Tredie, som nu med dig er i GVds Faun
Hand lood paa Kroneborg forfærdige de Sprekker
Som der udi bleff giort ved Fiendens Murebrekker
I sidste Feyde-Tiid, der det blef givet hen
I Fiendens Vold oc Magt af sin betrode Ven!
Saa hâr ey Solen seet saa steil oc stolt en Klippe
Med kroned Slot oppaa, der jo vel kunde glippe
Oc giør' et u-vandt Skrid, naar Høfdings-Hierter faldt,
Oc ikke vilde staa naar det om Nipped galdt.
Mens, ô høy-salig Siæl, din Gud var hos dig inde,
(Omskiønt at Sigvard her selfvillig lod sig binde)
47 Dit Suerd tog det igien, som ved et Snid hengik,
Oc dig en sterkere ja større Krone fik.
Saa vilde du dit Nafn til ævig Ære sætte
At fylde Slottets Rif, saa mand ey skal forgætte
At HErren bødte self det i din Tiid blef brudt
Oc Salighedens Piil blef ved din Haand udskudt.

Saa stat da, Kroneborg, indtil dend sidste Draabe
Er tørt af Øresund, blif, som vi ville haabe,
Din Kongis Ære, blif en Styrke for vort Land,
En Torn i Øyet paa din listig Avinds-Mand.

50 51
52

Samtykke til Trykken.

Saasom jeg med største Sindets og Aandens glæde haver læst disse 14. Geist-rige og deilige Morgen- og Aften-Sange, sampt de 7. Kong Davids fortreflige Poenitentzes Psalmer, vel og arteligen udsatte af voris berømmeligste Danske Skialdrer, og Guds Huses frugt-bringende tiener, Mag. Thoma Kingo: saa eragter jeg dennem og meget værdige ved Trykken offentligen at udgivis til de hos os værende Christnes almindelige brug, at de der ved kunde opvækkes og opmuntres til en ræt Christelig Andagtes gudelige øvelser; fornæmmelig i disse sidste Verdens Tider, da GVDs sande Frygt hos de fleeste, dißvær! alt for meget er forkølned, og det noksom er at befrygte, at ved vor Frelseris Christi sidste og ærefulde Tilkomst, den rætte og saliggiørende Troe næppelig skal være at finde paa Jorden. Til hvilken høyfornødene og ynskeligste virckning iblant os GVD selff forlæne sin gode Hellig Aands, uden hvilken vi intet got formaae, kraftige Naade, hielp, og bistand, for Christi skyld. Amen.

Johan Wandal D.
53
Dend Stoor-mægtigste, Høybaarne Monark
og Ene-Volds Herre,
Christian dend Femte,
Konge til Danmark og Norge, De Wenders og Goters,
Hertug udi Slesviig, Holstein, Stormarn og Dytmersken,
Greve udi Oldenburg og Delmenhorst etc,

Min Allernaadigste Herre og Konge, ynsker jeg, med det Ny Aar, alle Himmelens Velsignelser at være og vorde fornyede, til et langt Liv, Lyksaligt Regimente, Seyer og Salighed ævindelig, af GUD Fader ved vor Frelsere og eniste Saliggiørere JESUM CHRISTUM.

ALlernaadigste Herre og Konge, jeg fordrister mig til udi dybeste Underdanighed, at sette Eders Maytz. store Naun for udi dette ringe Skrift, og det dermed udi Eders Kongl. Hænder at overgive; Ikke som en dyrebar Verdens Gave, der saa stoor en Monark kand andstaa; Men som en ringe Nyt-aars-gave, eller en liden Gudfrygtigheds Gave, om hvilken jeg har giort mig selv dend underdanigste tilliid, at jeg med tilbørlig ydmyghed tør frembære dend, baade til GUds Altere og til Eders Kongelige Throne: I forhaabning, at dend hverken af Gud eller Eders Kongl: Maytz. skal vorde forsmaad. Mit Forsæt, med dette mit Aandelige Siunge-Koors første Part, haver alleniste været dette: At jeg, GUD til Ære, og mine Med-Christne til opbyggelse, kunde give dem anledning udi Morgen og Aften-Sange at ihukomme de særdelis sukke, som de ikke allene for sig self, men ogsaa for Guds Kirkis og vor reene Evangeliske Lærdoms floor og fremgang, saavelsom for Eders Kongl. Maysttz Arve-Husis Lyksalighed og det gemene bestis fremtarv ere skyldige at udøse; hvilke særdelis stykker aldelis ikke udi 54 nogen Bede-Psalmer bør udelukkis. Maa det behage Eders Kongl. Maytz som tilforne i saa stoor Naade haver optaged nogle faa af mine forige Riim-skrifter, at vende fremdelis et naadigt Øye til dette mit ringe arbeyde, skal jeg derved opegges at anvende ald muelig fliid, til ikke allene dend anden Part, men og fleere af mit Siunge-Koor at forfærdige; Saa vi og her i Danmark, saavelsom de Tydske og andre Landsfolk (af hvilke vi hverken have behov at laane, eller udi Riime-kunsten det ringeste at eftergive) kunde have Psalmer og Sange, til Gudfrygtigheds daglige øvelser, som ikke ere taad og udkant af deris: Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som andris, alligevel at dend ikke bliver ført paa Fremmede og udlændiske Vinger. Imidlertiid vil jeg udi allerdybeste underdanighed befale mig og mit ringe arbeyde udi Eders Mayttz Kongelige Gunst og Naade, og af Hiertet dagligen bede, at GUD vil lade Eders Kongl. Mayttz Aar vare frem og frem, og bekræfte Eders Kongl. Maytz. Arve-stool og Eders Mayttz Sæd ævindelig, til sin Kirkis beskiærmelse, og disse Rjgers og Landis ævigvarende Velstand og Velsignelse, Saa som GUDS Befalning og dend allerunderdanigste Pligt det udkræver,

af
Eders Kongl. Mayttz
Skrevet i Slangerup paa S.
Hans Evangelistæ Dag 1673.
Allerunderdanigste Undersaat,
og tro Forbedere til Gud
TH. KINGO.
U-værdige Sognepræst i Slangerup
55

Til dend Gunstige og rætsindige
Læsere

GUnstige og good-hiertede Læsere, lad det ey være dig underligt og urimeligt, at jeg haver sat disse Aandelige Morgen og Aften-Sange, tilliige med dend Hellige og Høyopliuste Kong Davids Poenitentze-Psalmer, under nogle Melodier, som ellers af mange Siungis med forfængelig Ord: jeg haver dermed vildet giort de velklingende og behagelige Melodier saa meget mere Himmelske, og dit sind (om dig det befalder) dis mere Andægtigt; at om du kand lade dig undertiden befalde, for en Melodies artigheds skyld, at gierne anhøre en Sang om Sodoma; du meget mere (om du est et ret Guds Barn) skulde lade dig behage, under selvsamme Melodie, at høre en Sang om Zion. Jeg veed vel, at der ikke faa skal lade sig finde, som dette mit ringe Arbeidis spæde Foster skal vilde udqviste, fordi det ikke er overklæd med de gamle og brugelige Kirke-Sangis Toner. Men herudi haver jeg ikke vist at giøre mig nogens sær tanker til en Lou; besynderlig fordi jeg finder vore forfædre, som haver Digted og sammensat vore Kirke-Psalmer, at have brugt dend frihed, at de ikke haver bundet sig til en, to, eller flere, men friit taget allehonde Melodier, end ogsaa af Lystige og Verdslige Toner, som mere end nok er beviisligt. Vil nogen sige at materien, for Melodiens vanskeligheds skyld, ikke vel skal kunde Læris, da er det kun Ord-Nisser til at kyvse Børn med. Vi finder udi vore Psalme-Bøger de vanskeligste Melodier over de slettiste Sange, de jeg ey nu, for viitløftigheds skyld, vil indføre; tilmed mange i vor tiid, ja for kort tiid, ere i Psalmebøgerne indførte, og nu i Kirkerrie brugelige, som ere af Toner flux vanskeligere end disse, hvilke dog snart ere lærte og for ordenis Sundheds skyld, med Lyst antagne. Tiden og brugen lærer alting. Skulde der og være noget udi Rimekunsten, som dend skarpsindige Læseris Lekkere Øren skulde anstøde, vil jeg, naar min feyl visis, mig baade derpaa erklære, og en andengang, saa viit 56 mueligt, der efter rette. En rætsindig og billig dømmende Læsere, vil fortolke det, som hans Guds Kierlighed er: Men et vringel-vuren og særsinded Hoved vil forklare det, som hans Sind og Sæder er. Mig er det hidindtil ene nok, at jeg veed forud dette mit ringe verk har befaldet endeel de Høy-Ædelste og Høylærdiste Hoveder iblant os, og besynderlig voris Ædle og Høy-ærværdige Fader og Biskop D. Johan Wandal, som mig i særdelished det til Trykken at forfærdige haver opmuntred, hvilket og skal give mig Aarsag, at ikke tage haanden fra Ploven, men fremdelis blive ved, flere af mine Rim-skrifter (om Gud sparer Livet) til Lyvset at fremføre. Des imellem, gunstjge Læser vil jeg have dig et glædeligt og Lyksaligt Nyt Aar troligen forynsket, bedendis trolig for dig, og mit ringe Arbeide, at Gud vil velsigne baade Dig og Det, og Jeg forbliver Din

Ærbødigste og Velvilligste Tienere
i HErren altid
TH. KINGO.
57

Vi Christian dend femte af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, de Venders og Goters, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst. Giører alle vitterligt, at eftersom Mag. Thomas Kingo Sognepræst i vor Kiøbsted Slangerup her i vort Land Sieland sig haver forretaget en Bog kaldis Aandelige Siunge-Koors første Part paa Dansk at forfærdige. Da haver vi efter hans allerunderdanigste Ansøgning og Begiering allernaadigst bevilget og tillat saa og hermed bevilger og tillader, at hand paa sin egen Bekostning samme Bog alleene paa Danske maa lade oplegge og trykke, dog at med des revision efter voris Elskelige kiere Her Faders Sl. og Høyloflig Ihukommelse den 6. Maij Anno 1667. udgangne Forordning vorder forholdet, saa og at den rigtig og correct trykkis, og skal ingen anden end fornefnte Mag. Thomas Kingo og hans Arvinger sig maa tilfordriste udi 20. Aars tid fra dette voris Brefs dato at bereigne, bemeldte Bog enten udi en eller anden slags Format, større eller mindre stiil paa bemelte Danske Sprog at eftertrykke, eller eftertrykke lade, ey heller andensteds fra trygt her udi vore Riger og Lande at indføris eller distraheris og der som nogen sig understaar her imod at giøre, og med andre Exemplarier af forskrefne Bog antreffis, end de som med bemelte Mag. Thomas Kingos Naun og merkke findis paateigned skal dend eller de som i saa maade betrædis første gang have forbrut alle de Exemplarier de have med at fare, og der foruden give til straf til næste Hospital Fire Rixdlr. Befindis nogen i saadan Forseelse anden gang straffis dobbelt, mens skeer det tredie gang, straffis som voris Mandaters modvillige overtrædere. Forbiudendis alle og enhver her imod eftersom forskrevet staar at hindre eller udi nogen maade forfang at giøre, under vor Hyllist og Naade. Givet paa vort Slot Kiøbenhavn den 21. Octobr. Anno 1673.

Under vort Zignet. Christian L. S.
58

Dend meget Gudelige og Geistrige Sang-mester
Mag. THOMÆ KINGO
Til pligtskyldig Taksigelse og ære sat af dend som udi hans
Aandelige Sanges Liflighed dagligen

Haver Sin Lyst.

Da siunges Psalmen best: Da sødist Echo høres,
Naar voris Morgen-tak og Aften-Offer føres
Til Himlens høye Loft, som Engle-liflig sang
Med hiertens dybe Suk og tre gang' helligs Klang.
Da maa jo Him'len vist med naadens Echo svare,
Naar Hierte, Mund, og Røst sit lover Gud ey spare.
Men raaber samptlig, Ach! saa Vand af Øyed gaar,
Og Poenitendses Graad paa Kindebakken staar,
Ach! HErre! Klinger vel det Sukke-rigt hvor lenge!
Maa da fra Him'len vist et Frelses komme trænge,
Saa Hiertet træt af suk for Syndsens skændig Daad,
Faar dette Naadens svar, HErren har hørt din Graad.
Den Tone lærer mig du geistlig sangedigter
Guds Huuses Musicant, at jeg for Synden pligter
Med dine Morgensuk og Aftensanges Lyd:
Dit Halelujah mig er ævig Hierte-fryd:
Blif ved, lad see du dig i HErren stedse glæder,
Og af slig Engle-sang end ydermeere qvæder:
Saa skal dit Lover Gud og Hellig siungen tre!
Dig give Himlens Svar: See Naadens Komme See!

59

Aandelige
Siunge-Koors
Første Part.

60 61

Dend første
Morgen-sang.

1.

Rind nu op i JEsu Naun,
Du Livsalig Morgen-røde,
Jeg vil i Basunen støde
Hos min Seng og hvile-staun!
Ald min Inder-deel sig røre
Med ald Tak for Natte-ly,
Og min Frelsers Lov opføre
Til dend høye Himmel-Sky.

2.

Nattens mørke Taage gik,
Jeg har Dagen alt i syne,
Og min hvilte Øyen bryne
Soolen nu i sigte fik:
Nattens skrækkelse er borte,
Død og Dievel for mig svandt
Som mit Levnet vilde korte,
Jeg dem alle overvandt.

3.

Ach! min Siæl, fremstil dig nu,
Giør at alle Bloode-Draaber
Varmis op og at du raaber
Af dit fulde Hiert' og Hu:
Halleluja! ævig Ære
Være dig Treenig GUD,
Som paa Hænder vilde bære
Mig fra Mørkets Hærskab ud.

62

4.

Give Gud jeg kunde saa
Dagen i din Frygt begynde,
At jeg ikke skulde synde
Og paa Snuble-steenen gaa,
Ach! at JEsus vild' oprinde
Over mig som Sool og Skiold,
At jeg kunde overvinde
Kiød og Blood og Satans Vold.

5.

Mine Veye jeg ey kand,
Som jeg gierne vilde, kiende,
Du, o Gud, kandst ene vende
Min Fornuft og min Forstand,
At jeg udi Spooret bliver
Som dit Ord mig viser paa,
Og hvor hen din Aand mig driver
Jeg med Glæde did kand gaa.

6.

Gid jeg Sathans Lyste-Drik
Hade maa som Gift og Galde,
Lad dog aldrig mig befalde
Hans Løgnagtig Engle-Skik:
Lad mig aldrig tænk' at plokke
Figen, blant hans Tjdsle-Frøe,
At hand mig saa skulde lokke
For et Æble til at Døe.

7.

Skal og Satans Lemmer sig
Denne Dag mod mig bevæbne,
Lad da denne haarde Skæbne
Vendis, o min Gud, ved dig,
Fri mig ud fra Tungers svøbe
Og fra Moorde-mandens Haand,
63 At min Food dog kand undløbe
Deris skiulte Snære-Baand.

8.

Aid dend Gierning, Drift og Daad,
Som min haand i dag skal giøre,
Gid jeg hende aldrig røre
Uden din Aands Kraft og Raad:
Thi forgævis skal jeg svede,
Og Arbeyde uden Frukt,
Om din Aand er ey tilrede,
Og din Hielp er udelukt.

9.

Mine korte Dag' og Aar,
Lykke, velfærdt Gods og ære,
Hvordan de skal lodnet være,
Det udi din Ville staar:
Giv mig kun hvad dig behager
Bland du selv mit Levnets Skaal,
Ey som det min gane smager,
Mens saa som det er dit Taal.

10.

Lad din Lyvse-Stage staa,
Og din Ære sig udbrede,
Gud, du selv til Lyvset lede
Dem som end i Mørke gaa,
Dine Hyrder du bemande
Som skal vogte dine Faar,
At de frit mod Ulven stande
Som din Hiord fast eftertraar.

11.

Gid vor KONGIS Arve-stool
Maatte ævig, ævig være,
Seyer, Salighed og Ære
64 Blive ham som Middags Sool,
Giør den gandske Konge-stamme
Høy-velsigned i dit Naun,
Giv hans Raad Forstand at ramme
Ære din og Rigets gaun.

12.

Vore Landemerker staa
Mured om med fred og leyde,
Hunger, hastig Død og Feyde
Bryde ey med Vold der paa!
Land og Vand velsignet blive,
Fædmed af Guds Vogne-Spoor,
Ald Nødtørftig Grøde give
Mens vi leve skal paa Joord.

13.

HErre, glem og ikke mig
Din Velsignelse at sende
Og alt Got til mig at vende
Som min Troo den er til dig:
Lad dit Ansigt med mig vandre
Fæst du self min svage Food,
Lad ey Synden mig forandre,
Og omvelte i mit Blood.

14.

Lær mig ved hvert Klokke-Slæt,
Denne Dag forbedret blive,
Saa mit Hierte, her i Live,
Bliver ey til Verden sæt:
Men at jeg mig kand erindre,
Hvor min Tid dend nipper af,
Og hver Tjme bliver mindre,
Til jeg seyner i min Grav.

65

15.

O min Gud, du hielp mig da,
Naar mit Levnets Maal har ende,
Og mit Hiul ey meer vil rende,
Men mit Aag skal spendis fra!
Lad da uden Tiid og dage,
Mig dit Æris Ansigt see!
Synd og Sorrig, Vee og Klage
Rodne med min Joorde-Blee.

Dend første Aftensang.

1.

DAgen er snart runden hen
Det nu flux ad Aften lider
Tiden sagtelig henskrider!
HErre Gud, vær du min Ven,
Naar At Mørkheds Magt og Vælde
Falder paa min Øyen-bryn,
Lad mig, Gud, da til dig helde,
Og vær' i dit Øyesyn.

2.

Fra min Moders Bryst og Barm
Har du mig alt Got beskiæret,
Og min Tilflugt stedse været
Under Skyggen af din Arm!
Din usigelige Naade
Staar i hvert mit Foode-fied,
Paa hvad Sti ieg vilde traade,
Har du Gud alt følget med.

66

3.

Tak! o Tak af Hierte-rood
Være dig ald Naadis Kilde,
Lad mig ingen Draabe spilde
Udaf ald din Naade-Flood
Som du haver ladet flyde
Ned til mig i denne Dag,
At jeg jo min Plikt kand yde
Til din Ære og behag.

4.

Luftens Fyrste Satan ey
Med sin tusind-kunstig snare,
Haver ført mit Liv i fare
Eller vildet af min vey!
Jeg er bleven fast beskiærmed
Ved din Himmel-mægtig haand,
At hvor megit Satan sværmed
Slap jeg dog forbi hans Baand.

5.

Din Velsignelse hver stund
Har jeg klarlig nok fornummed,
Saa dit Øye ey har slummed
Eller taged noged Blund:
Men med fliid og Faders Hierte
Har du givet paa mig agt,
At slet ingenhaande smerte
Er mig paa min Skuldre lagt.

6.

O min Gud vær mig saa good
At du mig min Synd tilgiver
Og mit Feyle-tal udskriver
Med din Søns det dyre Blood!
67 Thi saa stoor og overmaade
Som min synde-samling er,
See! saa bondløs er din Naade
Imod mig og mod enhver.

7.

Har jeg end med Ord og daad
Mig vel høyt forseet og synded,
Til forbudne Frukter skynded
Efter Slangens listig Raad!
Lad mig da min synd begræde,
Førend Solen daler slæt,
At jeg rense kand mit klæde
Udi JEsu bloodig Tvæt.

8.

Giv mig og din Hellig Aand,
At jeg Synd og skam forsager,
Og Vellystens skaal ey smager
Til min Siælis byrd' og baand:
Mens at jeg dit Barn maa være
Som du har paa Hiertet sat,
Og du vilt paa Armen bære
Til min Døds den lange Nat.

9.

Kom da søde Sove-tiid,
Jeg vil Verden snart forgiette,
Min uroe med Søvnen lette,
Lad, o GVD, dit Ansigt bliid
Over mig med Lyst oprinde,
Naar jeg slummer sagte hen,
At jeg alt din Vagt kand finde
Til jeg vogne skal igien.

68

10.

Falder nogen Drøm mig ind
Udi min bekymred Hierne,
Livsens Sool, og Jacobs stierne
Lyvs da op mit mørke Sind!
At ald Synde-damp maa svinde
Fra min Søvne-knytte Siæl,
At mig Satan ey skal binde
Udi søvne som en Træl.

11.

Lad de Hellig' Engle-bud
Som din Øyesteen mig vare,
Fra ald Satans snid og snare
Og hans hule Helved-skud!
Giør min tanke til en stie,
Hvor Guds Engle op og ned
Mig i Himmel-spoor kand vrie
Til at see din Salighed.

12.

Lad dit Ord og Ære staa
Uformørked allevegne,
Lad din Naade-dug nedregne,
Og din Kirke fremvext faa!
Signe selv vor Kongis Throne
Og det gandske Konge-Blood,
Sæt paa ham en deylig Krone,
Giv ham en bestandig Rood.

13.

Tænk, Gud, i Barmhiertighed
Ogsaa paa de Huuse-vilde,
Og paa hver som lider ilde
Og sig ingen Hvile veed:
69 Lad de Fattig, Faderløse,
Sorrigfulde, Fangne, træl,
Trøst og hielp aff Kilden øse
Som er udi Israel.

14.

Mine Venner hvor de er,
Lad dem dig befaled være,
Og dem med din Aand regiere,
De maa finde en og hver,
At mit Aften-offer kunde
Sig til Skyen trenge ind,
De og selv til dig maa stunde
Vdi Hierte, Siæl og Sind.

15.

Luk saa Dør i JEsu Naun,
Dødsens Broder vil mig gieste,
Jeg har dog mit Siæle-fæste
I min Frelsers JEsu Faun!
Skal og døden selv sig snige
Til mig ind i denne Nat,
Jeg er færdig, vil ey vige!
Mens jeg har min JEsum fat.

16.

Saa skal jeg med Fryd opstaa
Og med Morgenrøden møde
Ja med Tak min' Øyne bløde,
Før jeg vil til Gierning gaa!
Og naar saa min Tiid har ende
Jeg skal hvile i min Grav,
See! saa skal min Siæl sig vende
Til dig, Gud, som hende gav.

70

Dend 1. Kong Davids
Poenitendse Psalme

1.

Ach! min Herre, straf mig ey
I din Næse-fnysend Vrede,
Og udi din grumheds Hede,
Lad dog Naaden finde Vey!
Tænk dog, Herre, at jeg arme
Er saa svag og siver hen,
At vilt du dig ey forbarme,
Faar jeg aldrig Krafrt igien.

2.

Heele mig og vær mig good,
Mine Been vil mig ey bære,
De saa høyt forfærded' ere
Jeg kand ey staa paa min food!
Ja min Siæl forfærdis saare,
Ach! hvorlenge skal det saa
Vare med mig arme Daare?
Før jeg skal din Naade faa.

3.

Ach min HErre vend dig om
Til din vonlig gunst og naade,
Løs min Siæl af trang og vaade
Og til hielp mig Arme kom:
Lad barmhiertighed dig røre
Mens ieg end i live er,
Thi hvo kand din lov udføre
Naar mand ham til Graven bær.

71

4.

Jeg har trællet og er træt
Af de dybe Hierte-sukke,
Og de sørge-hik og klukke,
Saa jeg nep har Aande-dræt:
Ja min Seng den hver Nat Svemmer
Af min kolde Angist-sued,
Og min Graad, som Sindet klemmer
Bløder flux mit Leye-sted.

5.

Udaf Harm, Fortræd, Uræt
Er mit Øye giennemstukked,
Ja dend Spot, som jeg har drukked,
Har som mol mit Ansigt ædt,
At det Sørge-rynker drager
Og er gammelt vorden slæt,
Alt for deris skyld mig plager
Og har sig imod mig sæt.

6.

Viger dog, og viger hen
Alle I som Uræt giøre,
HErren skal dog eengang høre
Paa min Graadis Røst igien:
Min Formaning skal hand lyde
Med et naadigt Øre paa,
Og min Bøn skal jeg frembyde
At dend vel optagis maa.

7.

Da skal alle, alle de
Vorde snart til skarn og skamme,
(Gid det dem maa og saa ramme)
Som vil min Ulykke see:
72 De forfærdis maa og vende
Sig tilbage med en Hast,
I dend ævig skendsel rende
Som de haver for mig kast.

Dend anden Morgen-sang.

1.

Siæl og Hierte, Sind og Sandser
Vaager op og værer froo,
Og for HERrens Ark omdandser
Med en fyrig Aand og Troo!
Takker Gud for denne Nat,
I har Morgenstunden fat,
Dagen blidelig oprinder
Og I eder vel befinder.

2.

Jeg mig lagde ned til hvile
Men min Gud holt paa mig vagt,
Sathans Synde-giftig Pile
Hafde mig om Livet bragt,
Om, o Gud, din Engle-Hær
Hafd' ey været mig saa nær,
Jeg i Mørked hafde bleved
Og til Døden vist opskreved.

3.

Derfor jeg din Lov og Ære
Vil udbrede med min Mund,
Min Taksigelse frembære
Udi denne Morgen-stund!
Rør mig med din Aand og Ild,
Thi min egen Brynd' er vild!
73 Lad din Glød min Læbe røre
Og din Lov med lyst udføre.

4.

Jeg vil Luften giennem skiære
Med min Tungis Raab og Røst,
Hiertet til dit Alter bære,
Øes det fuldt af troo og Trøst!
Tag, o JEsu, tend det op
I min Joorde-tunge Krop,
Lad det Offer dig behage,
Og af Joorden intet smage.

5.

Du est Gud før Joorden skabtis
Før end Bierg og Tue blev
Førend jeg i Adam tabtis
Vaar jeg paa dit Tanke-Brev!
I din Søn du elskte mig
At jeg skulde visselig
Hans Medarving ævig vorde,
Pagt og Baand du med mig giorde.

6.

Det skal være mig et Minde
Hver dend Dag jeg seer at gry,
Jeg skal det om Hiertet vinde,
Jeg skal det om Armen sy!
JEsu, JEsu Kierlighed,
Er det eene der jeg veed
Hvor ved jeg min Siæl kand trøste,
End om Hiertet vilde brøste.

7.

Er jeg end til alle Prikker
Ey saa lige Engle-skiær,
Om jeg Synden end inddrikker
74 I mit svage Kiød (dißvær)
Giv mig, Gud, dog Styrk og Kraft,
Imod syndsens giftig Saft,
At jeg den i Ægget døder,
Før den Basilisker føder.

8.

Lad mig alle mine Dage
Ryste mig mod Sathan ud,
At hand mig ey skal bedrage
Med sin vellyst-smykked Brud:
Beed, O JEsu, beed for mig,
Naar hand kommer hemmelig
Og vil mig som Hvede sigte,
At min Tro ey da skal svigte.

9.

Giv mig Lycke at adspørge
I din Frygt mit levnets Brød,
Lad mig ey som Hedning sørge,
Om jeg end skal ljde Nød:
Signe Hustru, Huus og Hiem,
Mine Børn hielp frem og frem
Lad os alle ved din Skygge
Vorde rolige og trygge.

10.

Boo hos os, o Gud, i Naade
Med dit saliggiørend' Ord,
Med din Aand de Hyrder raade
Som skal tiene for dit Bord.
Giør vor Konge sterk og stoor,
Sæt hans Land' i Fred og Floor,
Lad hans Raad af Vißdoms Kilde
Øse tidig Raad og snilde.

75

11.

Giør vort Land som Zions Bierge
Fulde af din Fedm' og Frugt,
Ald Ulykke du afverge,
Driv vor Fiende selv paa flugt,
Lad ey Vaade-ild og Vand
Blive Herrer i vort Land,
Lad ey Hunger, Pest og Plage
Korte vore Levnets Dage.

12.

Er Ulykken og i Veye
For mig selv i denne Dag,
Du, o Gud, kandst det omdreye,
Du kand hielpe i dend Sag,
Saa min Food sig støder ey
Paa min rette Fare-Vey,
At sig Satan ey skal glæde,
Om jeg trøsteløs maa græde.

13.

Lad min Tiid i Fred bortrende
Til jeg lakker ad mit Maal,
Giv mig Gud en salig Ende,
Giør mig glad ved Dødsens Skaal!
Lad mig midt i Døden staa
Med min Frelsers Harnisk paa,
Fuld af Troo og Aandens Glæde
I dend anden Verden træde.

76

Dend Anden Aften-sang.

1.

Blusser op og værer glade
Livsens Aarer fuld' af Blood
Hvor udi min Aand mon vade
Som en Purpur-farfvet flood!
O du dyre-kiøbte Siæl
Bliv ey stum som Asen-træl,
Lad dit Hierte, Mund og Tunge
HERrens Lov og Ære siunge.

2.

Thi saa vit som Himlens Bue
Skyder sig om Jordens Bold,
Er Guds store magt at skue
Og hans Ære mangefold,
Ingen Sool til hvile gaar,
At vi Mennisker jo faar
Aarsag os til Gud at vende
Før vi Aften-liuset tende.

3.

Jeg maa selv, o Gud, bekiende,
Endog jeg en Synder er,
Du har haft saa stoort et Nænde
Over mig, endog jeg bær
Synds Spedalskhed i min barm,
Saa har dog din Naadis Arm
Ikke vildet mig nedkaste
Blant de mørkheds-lenked Gaste.

4.

Ach! Hvor mange, mange Dage
Har du til mit levnet lagt,
Som jeg nu maa vel beklage
77 At jeg ey har haft i agt!
Ach! hvor tiit har Soolen rendt
Og Guds merker paa mig brendt,
Til hans Naadis tiid at bruge
Før mig Døden skuld' afluge.

5.

Denne Dag, som nu vil kvælde,
Har og tusind Tegn opsat
Paa din Naade, Magt og Velde,
Som jeg usle Orme-skrat
Har i mange maader seet,
At du har mod mig beteet,
Jeg med Sundhed, Fred og Glæde
Kand nu af mit Arbeyd træde.

6.

Ach! min Gud jeg vil dog ikke
Til min Sove-sted hengaa,
Før dend Synd, som mig mon stikke
I min Barm, sin Død kand faa!
Jeg bekiender at jeg dig
Denne Dag og idelig
Har til Hefh og Harm opærred,
Og mit Levnet fast forværred.

7.

HERRE, om du vilde trætte,
Og med mig i Rætte gaa,
Skue alle Synde-plætte,
Store Synde-Feyl og smaa,
Jeg med ævig Spot og Skam
Blev da Satans Deel og Nam,
Jeg i Helved skulde synke,
Og mig ingen skulde ynke.

78

8.

Men O Gud, vend dog dit øye
Til din Søns Døds Kraft og Fynd,
Tænk dog hvad hand motte døye
For min purpur-blodig Synd!
Hand tog paa min skam og skyld
Og min jammers piine-Byld,
Derfor vil jeg Synden hade,
Og med graad hans Smerter bade.

9.

Lad din' Engle mig bevaage,
Naar jeg mig skal legge ned
Udi Nattens blanded taage,
Og jeg af mig selv ey veed,
Lad min Siæl da holde Vagt
Mens min Krop sig hviler sagt,
Lad din Engle mig omringe,
Og hin sterke Dievel tvinge.

10.

Giv, o Gud, jeg aldrig glemmer,
At jeg arme bleven er
En udaf din Kirkis Lemmer,
Som dit Kiendemerke bær!
Gid din KIRKE hos os staar
Som en vandet Urte-gaard,
Lad Vildbassen ey omroode
Det du har begyndt at poode.

11.

Giør vor KONGIS Arve-Sæde
Høyt i Seyer, Ær' og agt,
Lad alt Kongens Huus optræde
Til jo størr' og større Magt!
Lær du selv hans høye Raad
Hvad der er dend beste Daad,
79 Til din Ære at forfremme,
Og hans Fiender at beskiemme.

12.

Lad din Fred og Leyde blive
Laas og lukke for vort Land,
Lad Ulykker overdrive,
Knuus du Satans Løve-tand,
Lad enhver i Fred og Roo
Under dine Vinger boo!
Gud beskierme og beskytte
Thronen, med dend mindste Hytte.

13.

Her paa vil jeg mig nedlegge,
JEsu, du skalt med mig gaa,
Inden for mit Hiertis Vegge
Du din Hvilested skalt faa!
Verdens Omhu, Lyst og Nød
Vige bort og blive død!
Jeg vil hos min JEsum blunde
Fra ald Verdens Bulder-stunde.

14.

JEsus skal mig og opvække
Til min Gierning glad og sund
Og sin Haand fremdelis rekke
Til dend næste Morgen-stund!
Og naar Døden træder til
At hand mig omfælde vil,
JEsus skal min Grav da lukke
For ald Verdens Sorg og Sukke.

80

Dend 2. Kong Davids
Poenitendse-Psalme.
Ps. 32.

1.

Salig er en Mand at skatte,
Naar hans Byrde lettis af,
Og hans Synder er forlatte,
Skiult i HErrens Naadis Haf:
Naar Gud ikke regne vil
Hans det Daarlig Synde-spil,
Men hand rundt sin Synd bekiender
Og ey Falskhed forevender.

2.

Thi der jeg vaar taus, og vilde
Meene jeg var Engle-reen,
O hvad gik det mig da ilde,
Da vansmegted Marv og Been,
Skiulte Synder aad mig op
Hemmelig fra Taa til Top,
Jeg som Løven maatte brøle,
For min Lønlig Synde-søle.

3.

HErrens Haand og heftig Plager,
Som med Synden var fortient,
Udi Tyngsel alt tiltager,
Til min vedske blev forbrendt:
Jeg blev mager og forsvand
Som en Urt for Sommer-brand,
Merk, o Synder, leg paa Hierte,
Sligt giør Syndsens skiulte smerte.

81

4.

Jeg omsider blev til Sinde
At bekiende Synd og Skam,
Lukke Skalken ikke inde
Under en skin-hellig ham:
Men jeg sagde saa hos mig:
HErre Gud jeg vil for dig
Min Misgierning friit bekiende,
Da fik Syndsens Straf og Ende.

5.

Derfor skal hver Helgen mindis
Hvor mod mig du vaarst saa bliid,
Tag' Exempel, naar du findis,
GUD at søg' i rette Tiid
At naar Synde-Flooder sig
Velter ind mangfoldelig,
De ey da til dig skal rekke,
HErrens Haand skal dem forstekke.

6.

Vil end Loven mig forbande,
Jeg har Gud at roo mig ved,
Skal her megen Angist lande,
Gud, du est min Fiele-sted,
Du, for Sorg og Siæle-trang
Skal med Fryd og Frelse-sang
Mig omringe allevegne,
Og din Lov paa mig optegne.

7.

Gud vil selv stoor Fliid anvende,
Nøye agte mig oppaa,
Lære mig den Vey at kiende
Hvor jeg sikker vandre maa;
Ja hans Øyis goode Raad
Er med mig i ald min Daad,
82 Og skal altid mig raadføre
Hvad som jeg skal troo og giøre.

8.

Værer derfor, værer ikke
Som dend vild' og vrinske Hest,
Vider eder bedr' at skikke
End hint grove Mule-Bæst
I hvis Mund (om de skal staa)
Tømm' og Krogbid knibe maa,
At de ey for nær skal træde
Og slae HErren af sit Sæde.

9.

Mange Plager (hvor det lenter)
Er dend Ondis visse Dom,
Men hvo kun sin Gud forventer
Med Miskundhed ringis om.
Giver derfor Røst og Lyd,
Siunger udaf Hierte-Fryd
I Rætfærdig', Hierte-Fromme,
Eders Frelse skal dog komme.

Dend tredie Morgen-sang.

1.

Lyksalig Dag! som nu saa bliid oprinder,
At jeg endnu, med Solens opgang, finder
Guds Naade i min ringe Busk at boo,
Saa Nattens Mørk og Satans Fange-Fælde
Fik ingen magt min Siæl at overvelde
Med sin Uroe.

83

2.

Lov skee dig Gud i høye Himmel-rige!
Jeg vil med Tak op af mit Leye stige,
Ja til dig løfte Hierte, Mund og Haand,
Min Siæl skal yde sine tusind sukke,
Mit Ansigt skal mod Jorden ydmygst bukke
Sig ved din Aand.

3.

Det er jo ey min Værskyld nogen maade,
At dog det mindste grand udaf din Naade
Mig skulde blive giort til Deel og Lod:
Men for min Synd og megen stoor' usnilde,
Du af din naadig Haand mig burde trilde
Saa som en Klod.

4.

Dog haver du mig i din Arm optaged
Og Faders hierte altjd til mig draged
Endog i denne nest forgangne Nat:
Du har ey qvisted mig med Syndsens snerte,
Mens jeg som Segl oppaa dit hulde Hierte
Har været sat.

5.

Op, op min Siæl, og skynd dig at aflegge
Ald Mørkheds ham forinden disse Vegge,
Gak ud mod Soolen som et Lyvsens Barn,
Og lad dit Hiert' i Vand for Synden smelte,
Skam dig, at du her efter dig skal velte
I Synd og skarn.

6.

Mit vandretøy jeg der med paa mig tager,
Gud give mig sin naade at jeg mager
Paa alt det som kand GUD til Ære skee,
At hvor jeg mig skal hen i Verden vende,
84 Jeg Guds Ansigtis Lyvs hos mig kand kiende
Og klarlig see.

7.

Mit Embed og mit Kald mig er befaled,
Gid det ey bliver udaf mig forhaled
Og efterlat ved Lyst og Ledighed;
Men at jeg kand Guds Ære stedse søge,
Min Næstis og mit eget gaun forøge
Med Fliid og Sved.

8.

Giør du, O Gud, min Bolig fuld af Lykke,
Lad ingen Modgang mig og mine trykke,
Afvend i Naade Vaade-Ild og Vand:
Lad hastig Død mit Levnet ey afskiære,
Gid mine Been mand ey med Skam skal bære
Til Mørkheds Land.

9.

Giv mig din Aand og Naade at jeg viger
Fra Synd og Skam, og til min Gud opstiger
I gandske Hierte, Tanke, Hu og Sind:
Lad mig ad Verdens Lokke-fugle spytte,
Jeg mig for Lysten i mit Kiød kand hytte
Som slet er blind.

10.

Din Ær' og Ord hos os befæsted blive,
Giv dem din Aand som Fredens Ord skal drive
Giør du vor Konge mægtig, stor og sterk!
Giv Seyer, Lykke, Raad udi hans Rige,
At Efterkommerne der om kand sige:
Det vaar Guds Verk!

85

11.

Lad Jorden blive fuld af Frugt og Grøde,
Giv af de dybe Vand nødtørftig Føde,
Velsigne du hvert Huus og Figentræ:
Lad hver foruden Synd sit Huus opbygge,
Og sidde under HErrens Vinger trygge
I Ly og Læ.

12.

Her paa, min Gud jeg for mig selv vil bede
Du vilde mig paa Sandheds Veye lede,
Og følge mig ved Haanden tryggelig,
At sikkerhed mig ikke skal forraske,
Men at jeg i min Jord og Falle-aske
Maa speyle mig.

13.

At naar mit Glas er gandske da udrundet,
Og ingen Hielp i Verden bliver fundet,
GUD øse da min Siæl ald fuld af trøst!
Min JEsus maa mig ligg' i hiert' og tunge,
Indtil jeg skal mit Hellig, Hellig siunge
Med Engle-Røst.

Dend Tredie Aften-sang.

1.

Dend prægtig Sool, som hele Verden glæder,
Saa sædelig hen fra vor syyn aftræder,
Og Natten bæller ud, som af en ørk!
O Lyvsens Fader, hos mig arme vandre,
Som mørket kand til Liv og Lyvs forandre,
Og Lyvs til mørk.

86

2.

Ach Gud! du skalt mig ey af Haanden slippe,
Om end dend gandske Verden skulde glippe,
Thi jeg af Moders Liv er paa dig kast!
Om Bierge sank, og Verden vild' omvelte,
Og Elementerne de vilde smelte,
Jeg staar dog fast.

3.

Naar jeg, O Gud, din Omhu ræt betragter
Og dine Øynis tusindfolde Vagter,
Da rører sig ræt hver en draabe Blood!
Thi som jeg frem paa Leve-trappen stiger,
Vtallig tusind Vidne til mig siger
At Gud er good.

4.

Siig dog, min Siæl, om nogen Sool er runden
Op over Hoved dit, og er forsvunden
Foruden noget sær Guds Naadis Tegn?
Luk derfor op dit hiertis Live-Aare,
Lad flyde ud din Tak, i dine Taare,
Som Dug og Regn.

5.

Idag, idag er det din store Naade
At Satan over mig ey fik at raade,
Enddog min Synd det havde vel fortient:
Dog haver din Miskundhed mig omringed,
At Satans Anslag haver ey gelinged.
Men er afvendt.

6.

Jeg er ey kast ved Sygdom ned paa Leye,
Guds Engle har paa alle mine veye
87 Haand-baared mig fra Fald og fode-stød
Gud til mit Kald har givet Naad' og Lykke,
Mig har ey manglet et nødtørftigt stykke
Af daglig Brød.

7.

Min blodig Synd min Siælis skam og skade,
Dend Slange-Edder, som jeg burde hade,
Og dog i Dag har hersket i mit Kiød,
O Gud, du dend med Jesu Blood udslette
Og gak ey med mig Syndere i rætte,
For din Søns Død.

8.

Jeg dermed nu til søvn min' Øyne skikker,
Thi Synden, som i Kiødet boer og stikker,
Forsonet er, saa dend ey skade kand:
Min Seng opvartis af Guds Engleskare,
Min Siæl og Liv skal JEsus selv bevare
Min Frelsermand.

9.

Sov da, sov hen, mig skal ey Satan vække,
Og ey med Drømm' og Helvedsyner skrekke
Jeg seer min Gud i søvne hos mig staa!
Jeg skadis ey paa mindste Bloodedraabe,
I søvne jeg ved Jesu død kand haabe
Nyt Liv at faa.

10.

Lad ingen Nat, O Gud, dit Ord formørke,
Giv Vægterne i Zion Kraft og styrke
Velsigne KONGENS Huus, og sæt din Vagt
Omkring hans Riger og hans Arve-Lande,
Giv viise Raad, Hans Fiender at modstande
Med Lykk' og Magt.

88

11.

Besøg hvert Huus, og ingen udelukke
Fra disse mine dybe Hierte-sukke,
Giv alle Svage Roo og Hiertetaal:
Gud med sin Aand dem alle kraftig røre,
Som efter HErrens Ville ræt skal giøre
Med Dødsens Skaal.

12.

Far dermed vel ald Verdens Pragt og Ære,
Jeg vil min Død ræt nu af søvnen lære,
Lyvs over mig dit Ansigts Salighed!
Saa skal jeg fort med Morgenstiernen ile,
Og takke dig for søder Natte-hvile,
For Roo og Fred.

13.

Lad endelig din Aand fra mig ey vige,
Naar jeg i Dødsens Dal skal nederstige,
Vær da, O Gud, min Trøst og Støde-stav!
Lad da min Siæl ad Døden haanlig smile,
Mit Legeme i Livsens Haab sig hvile
Udi sin Grav.

Dend tredie Kong Davids
Poenitendse-Psalme.

l.

Ach HErre lad dog ey din Vred' opsyde,
Og i din Hidsighed paa mig udbryde,
Ach ney! straf dog ey som jeg har fortient,
Thi dine Pile mig mit hierte kløver
Din Haand med Soot og Sygdom mig bedrøver,
Som paa er kiendt.

89

2.

Udi mit Kiød er ingen Sundheds Prikke,
Alt for din grumme Vrede jeg maa drikke,
I mine Been kand ingen Lise boo:
Alt for min Synd, som for mit Ansigt vanker,
Ja Dag og Nat besværer mine tanker,
Med stoor Uroo.

3.

Min ondskabs Daad, som jeg bedrev forlangen
(Dend jeg før traadde under Foodesvangen)
Dend nu mit Hovet overstegen er,
Og min Samvittighed saa hart bemøder,
Ja mig fuldnær til Helvede nedstøder,
Som Byrden bær.

4.

Af syndsens Saar fuul Stank og Raad udflyder,
Jeg svinder ind, dog nu saa høyt fortryder
Min Daarskab og min Ubesindighed,
Jeg gaar nu krum og mig i Støf nedbøyer,
Og under Sorge-skik jeg daglig døyer,
En Angist-sved.

5.

Min Indvold brænder op, og snart vil revne
Af Synd og skam som jeg er haan at nævne
Og paa mit Kiød er ingen sundheds plæt:
Jeg er afmægtig, og mig Synden knuser,
Jeg og mit Hierte brøler høyt og bruser,
Urolig slet.

6.

Men HERre, ald min Lengsel og de sukke
Som jeg udi mit Bryst maa indelukke,
Er ey, O Gud, skiult for dit Viisdoms Raad.
90 Mit Hierte heftig slaer, min Kraft og styrke
Har mig forlat, og Øyne ere mørke
Af daglig Graad.

7.

De som mig før har elsket høyt og æred,
Ja de Staldbrødre som jeg fødd' og næred,
Stod' afsiids fra min Plag' og kiged ind!
Min næste Frende, med vel haart et Hierte,
Stood langt af Leed, hver haantis ved min Smerte
I Hu og Sind.

8.

Men de mit Liv med fliid fast eftersøgte,
De deres skalke-snarer daglig øgte,
Og de som fritted efter min Ufær,
De taler Vanart mig til Skam og Skade,
Og pønser friit paa Svig, thi de mig hade,
Hver Dag i sær.

9.

Imidlertiid jeg lood som jeg ey hørde
Hvad skam og skiendsel de om mig udførde,
Som Dummen jeg ey løßde for min Mund
Jeg var som dend der ikke kunde høre
Og ey til giensvar kunde Tungen røre
Mod skalke-fund.

10.

Thi HERRE, jeg med Lengsel efterlented
Og at du skulde svare jeg forvented,
Thi jeg udi mit Hierte tænkte saa:
Om du tilsteder at min Food skal glide,
Da vil det, naar de mellem sig mig slide,
Gaa stort oppaa.

91

11.

Men om du, Gud, vilt mine Ribbeen vrie,
Jeg færdig er at halte, og vil tie,
Om end min Pine altid for mig staar:
Jeg give vil Misgierning min tilkiende,
Og i Bekymring for dend Synd mig vende
Som jeg begaar.

12.

Min' Avindsmænd bestyrkede nu leve,
Og de i tal mangfoldig mange bleve
Ja de som gave idel Ont for Got,
Mod mig som Satan selv af Hiertet stoode,
Og huldte mig, for jeg attraar det goode,
For idel Spot.

13.

Men du, O Gud, mig i ald Angist styrker,
Forlad mig ey, thi jeg dig trolig dyrker,
Min Gud og HErre, vær ey langt af Leed!
Vær snar, Hielp, hielp og paa din Arm mig lette
Giør dog, O HERRE, for din Ære dette,
Min Salighed.

Dend Fierde Morgen-sang.

1.

Velkommen Morgenstund, med Guld og gavn i Mund!
Lov skee dig, gode GVd, jeg vogned glad og sund:
Nuslu skal min øyenbryn ey meere hvile faa,
Før min Food
Med Hiert' og mood
I HErrens Huus skal staa.

92

2.

I Aftis blev vort Lyvs og Brendelampe slukt,
Men JEsus Verdens Lyvs i Siælen skinde smukt:
Min trætte Krop i Fred og leyde hvilte sig,
Og min Seng
Vaar ey saa æng,
Gud bode jo hos mig.

3.

O GVD, dit Øye vaar min klare Natte-Sool,
Om end min Hvile-halm laa paa din Foode-Stool:
Dog saaestu ned oppaa mig usle Kreatur,
Mod ald Nød,
Og Satans stød
Varstu min Vold og muur.

4.

Jeg derfor nu vil op til HERrens Alter gaa,
Og mine Taare ned udi hans Ager saae:
Min Tunge med ald Tak skal løßnis udaf Fryd,
Klinge op
Til Himmel-top,
I Aandens Lyst og Lyd.

5.

Dend Dag som vaar i gaar, har nu ey meere brug,
Men denne nyder jeg i tidens Flugt og Fug,
Af HErrens Naade, som er til mit Levnet lagt,
At min Tiid,
Med Frugt og Fliid,
Kand tagis end i agt.

6.

Hielp Gudjeg kunde saa i Frygt og Agtsomhed,
See hvordan tiiden bort fra mine Fædre gleed,
93 At ingen Verdens Lyst mig saa i Sindet groor!
Jeg jo kand,
Med god Forstand,
See hvor dend sig hensnoor.

7.

Jeg har og vel forsøgt hvor Foodefalsk og glat
At verdens Baane er, O Gud tag derfor fat
Og holdt min høyre Haand, at jeg til skam-fald ey
Skrenter hen,
Saa min U-ven
Beleer mig paa min Vey.

8.

Gid hvert Minut min Siæl i Gud kand være glad,
Og færdig fra sin Krop med Lyst at skillis ad;
Lad min Samvittighed ey blive steene-trykt;
Gid for Synd
Og Søle-dynd
Jeg bær en skyldig Frygt.

9.

Udi mit Kald, O Gud, leg med mig Haand i haand,
At jeg af Spindelvæv skal ikke snoe mig Baand;
Lad din Velsignelse mig komme til at groo!
Gierighed,
Og Armis Sved
Langt være fra mit Boo.

10.

Din Ære og dit Ord giør her i Norden fast,
At vi fra Lyvset ey i mørket blive kast
Giv, ved din Hielp og Haand, vor Konge glædis maa
At hans Land,
I Lyksom stand,
Maa lange Grendser faa.

94

11.

Giv Brød og Biering til hver i sit lovlig Kald,
Bevar hver Christen fra u-Christelige Fald,
Besøg dend sygis Seng, spiis hver en hungrig Siæl,
Giør dem fri
Fra vilden Sti
Som ere Satans Træl.

12.

Nu gaar mit Seyerverk, saa lenge Gud hand vil,
Jeg mod min Aften mig og gierne laver til!
Skiær, Gud, min knude løs, naar det behager dig,
Mig er vel,
Fordi min Siæl
Er mest i Himmerig.

Dend Fierde Aften-sang.

1.

Dend klare Sool gaar ned, Det qvelder meer og meer,
Hver Arbeydsmand er træt og sig om hvile seer:
En Dag jeg nærmer' er ved Døden end som før,
Tiden mig
Saa sagtelig
Oplukker Dødsens Dør.

2.

Her skiftis Tiden om, her vexlis Dag og Nat,
Af Solen bliver kun en skygge efterlat!
Saa Verdens Herlighed omsider ende faar,
Mørken Grav
Og Orme-Drav
Vi sidst i Verden aaer.

95

3.

Tænk da, o tænk dig om, min Siæl, søg ey din Roo
I Verden, som ey veed at holde stand og Troo!
Ræt nu vaar Solen her nu er her idel mørk
Verden var
Da lyvs og klar,
Nu er dend som en Ørk.

4.

Jeg triner nu udi det Dugge-fulde Græs,
Naturen siger mig: Bie lit, stat her og læs:
See Morgen-blomsteret, hvor det er falmed nu!
Det vaar Fragt,
Nu er det slagt,
Ach! kom det dog ihu.

5.

Min Siæl, vær rolig lit, mens jeg mig tænker om,
Hvad dog min Gud hand er langmodig, mild og from,
Jeg seer mit Kontrafey i Blomster og i Høe,
Dag og Nat
Mig lærer brat
At jeg skal engang døe.

6.

Tak, tusind gange tak, O Gud, som ævig er,
Og udi tiden dog slig Omhu for mig bær!
Fra første Øyeblik der jeg af Rode randt,
Af mit Leer
Du giorde meer
End jeg kand sige grandt.

7.

Du toede mig udaf mit syndig fødeblood,
Og gafst mig i din Søn en anden Voxe-rood,
96 Du har opklekket mig udi dit rene Ord,
Ja min Siæl
Saa tiit og vel
Er spised ved dit Bord.

8.

End er jeg denne Dag ved din Barmhiertighed
Ulykken gangen qvit, qm Satan end var vred,
Du har og givet mig i dag min deel af Brød,
I min Skaal,
Med Himmel-maal,
Din Gunst og Naade flød.

9.

Men, O min Gud, giv til hvad jeg mod dig har brudt,
Agt ey de Spirer som af Syndsens Rood er skudt,
Løs min Samvittighed af sine Synders Baand,
Kast dem ned,
I ævighed,
I Haved med din Haand.

10.

Stil du en Engle-vagt omkring min Sove-sted,
Lad Satan i mit Huus ey sette noget fied,
Luk Himlen i mit Sind, giør Hu og Hierte reen,
Lad min Siæl,
Af Kiødets Pæl,
Ey finde noget meen.

11.

Oplyvs din Meenighed og breed din Ære ud,
Omfaun med Kierlighed din Aandelige Brud,
Som du i Norden har opelsked dig til Lov,
Stød dem om
Med Rætviis Dom,
Som søge hendis Rov.

97

12.

Gud, lad din Salighed for Kongens Ansigt gaa,
Og hug hans Fiender af som Axeklipped straa,
Formeer hans Herlighed, forlæng hans Lives Aar,
Gid hans Sæd,
I dyder klæd,
Stoor magt i Verden faar.

13.

O naadens Fader, see og af din Himmel ned
I ald din Christendom, til hvers nødtørftighed!
Jeg staar nu færdig til min Sovested at gaa,
Giv du mig,
At jeg i dig
En rolig Nat kand faa.

14.

Kom, mægtig Engle-hær, lyvs Herrens Roo og Fred,
Paa Siæl og Legem, og hvad meer mig kommer ved!
Gak, Orme-sæk, og sov, Gud skal i Morgen dig
Vekke her,
Men siden der
Til Liv ævindelig.

Dend Fierde Kong Davids
Poenitendse Psalme.

l.

Gud vær mig naadig, og tilgiv min Synd saa leed,
For din Miskundheds skyld, ey for min Værdighed,
For din Barmhiertighed, som saa utallig er,
Reent udslæt
Hver Synde-plæt
Som jeg i Kiødet bær.

98

2.

Toe mig og vask mig vel og meget af min Synd,
(Jeg ved at i mit Kiød er Syndsens Arpe-dynd,)
Prøv her din Farve-kunst! og giør min Kiortel hvid
Skiær og reen,
Af Skarn og Meen,
I ald min Livis tiid.

3.

Thi jeg min Ondskab og min' overtrædelser
Til fulde kiender nu, saa det i Hiertet skiær,
Min Synd dend Dag og Nat ræt for mit Ansigt staar,
Siger mig,
At visselig
Guds Straf hos Synden gaar.

4.

For dig min GUD, for dig jeg ene synded har,
Og giort det onde i din' Øyne obenbar,
Din tale derfor mod min Synd retfærdig er,
Og din Dom
Ey feldis om,
Som reenheds merke bær.

5.

See, Gud, og tenk at jeg ey uden Ondskabs Saar
Er af min Moder fød, hvis fødetiid vaar haard,
Ja der min Moder mig først varmed i sit Liv,
Vaar dend Lyst
Ey uden Brøst
Men syndig Tiids fordriv.

6.

See, du har dog din Lyst i Sandheds skiulte Leed
Der er som Nyre-lukt, og ingen Mand af veed,
99 Dit Evangelium mig trøst i Løndom bær,
Jeg skal faa
God Viisdom paa
Den ting nu tillukt er.

7.

Afløs mig derfor kun med Isop-koosten tiit,
Jeg troer jeg bliver reen og ald min fuulhed qvit,
Toe mig, saa bliver jeg langt hvidere end snee:
Thi jeg grandt
Messiæ Pandt
Hans Blood og Død kand see.

8.

Ach lad mig høre da stoor Lyst og Siæle-Fryd,
Udi dit Ordis Kraft og Evangeli Lyd,
At mine Been og Marv, som du med Løve-tand
Knasker smaa
Som aun og straa,
Af Fryd omspringe kand.

9.

For mine Synder og min vilde snuble-Vey
Skiul du dit Ansigt, og agt det aldeelis ey,
Hvad jeg med Hiert' og Haand har for dig giort Uræt,
Slæt det ud,
O naadig Gud,
Udaf dit Regne-Bræt.

10.

Skab mig et Hierte reent og puurt fra syndsens Art,
Som af sin skyld og Blood i dig er toet klart,
Udi mit Bryst og Liv en rætter Aand forny,
At ieg kand,
Som en Guds Mand,
Her efter Synden fly.

100

11.

Forkast mig ikke fra dit Ansigts Salighed,
(Bliv aldrig for min Synd saa saare Harmt og Vred)
Tag ey, o Naadens Gud, din værdig Hellig Aand
Fra mig bort,
Thi da vel kort
Fik Satan overhaand.

12.

Giv mig, o Gud, igien din overflødig Trøst
Udaf din Salighed, udi min Siæle-Brøst,
Med en frivillig Aand ophold mig allenstund
At jeg giør,
Det som mig bør,
Med Hierte, Haand og Mund.

13.

Da vil jeg udi mit Exempel lære saa
At Overtrædere paa dine Veye gaa,
Ja Syndere, som end Guds Frygt ey sandse ræt,
Skal til dig
Omvende sig,
Og Synden hade slet.

14.

Udfri mig ogsaa fra den dyre bloodeskyld,
O GVD min Salighed, og fra en Hierte-byld,
Og din Rætfærdighed, din Gunst og Sandheds Ord,
Tusindtal
Min Tunge skal
Berømme her paa Jord.

15.

Oplad, o HErre, selv min Mund og Læbers Dør,
(Thi ellers i din Lov er jeg saa Død som før)
101 Saa skal jeg vit og bredt (alt efter Engle-viis)
Med min Mund,
Af Hiertens Grund,
Kundgiøre HErrens Pris.

16.

Thi du har ingen Lyst til feede Offers Røg,
Og dig befalder ey Brend-Offers hellig Smøg,
Thi jeg vel ellers gav dig tusind Lam og Faar,
Offer nok
Af Øxen-flok,
Som jeg saa vel formaar.

17.

Men ieg langt bedre veed, at HErrens Offer er
Ens ønderknused Aand, som Sorg for Synden bær,
Et Hierte som for Synd er Angerknused smaa,
For hans Magt
Er ey foragt,
Det maa vi lide paa.

18.

Giør vel mod Zion og imod din Meenighed
Alt efter dit Behag, og søg din Kirkis Fred,
Byg murene udi Jerusalem, og bliv
Selv en Muur,
At Fiende-Luur
Forgævis ypper Kiv.

19.

Da skaltu have Lyst til Offer som der skal
Udi Rætfærdighed frembæris tusindtal,
De rætte ofringer, og Læbers Kalve med
Legger mand,
Med good Forstand,
Da paa dit Alter-sted.

102

Dend femte Morgen-sang.

1.

Op, op i søde JEsu Navn,
Og lad din Øyenbryn ey slumme meer
Min Siæl, du est endnu i Haun,
Og Solen stikker paa dit Huus og Leer
Hver Morgenstund fornyer GUd sin Pagt,
Hans Sool forgylder Nattens sørge-dragt.

2.

Jeg vaar ey værd at Solen mig
Med mindste straale skulde skinne paa
Om jeg vaar saa forglemmelig,
At Herren mig af Hierte skulde gaa,
Og jeg hans Øynes tusind Vagter ey
Berømde høyt oppaa mit levnets vey.

3.

Op, op, min Siæl med Lov og Tak,
Og vær med Himmel-Psalmer flux bereed,
Med ydmyghed til Thronen gak
Og kast dig for din Herris Ansigt ned
Dit Hellig, Hellig, siung med Engle-Koor,
Thi du hver dag i HErrens Naade groor.

4.

Udi min Herris skiød og Arm
Har jeg nu soved rolig denne Nat,
Guds Aand var mig i bryst og barm
Og jeg blant Engle-Vagter vaar nedsat:
Thi motte Helved-Aander skammelig
Langt fra min Hvile-sted undsette sig.

103

5.

Jeg derfor mig nu stiller frem,
Dog ey paa nogen min Retfærdighed
Men med de hellig Vunder fem
Og ald dend pine Jesus for mig leed:
Jeg laver til hans saar et Græde-bad
Thi jeg har dem nydt ald min Frelse ad.

6.

Om Hielp og Raad jeg beder dig,
O gode Gud, endnu i denne Dag,
At ald min Gierning lykkelig
Forrettis kand, min Gud til velbehag
Min Næstis og mit eget gaun derved
Forøgis maa i Lykke, Fryd og Fred.

7.

Mit skrøbelige Kiød og Blood
Til sine tusind fald tilbøyed er,
Thi Synden er mig Nyre-grood
Og Hendis Gift jeg udi Barmen bær:
Mens demp, o Gud, Naturens onde glød,
At jeg i Synden ikke bliver død.

8.

Men om jeg snubler, og min Food
Hand glider hen paa Verdens hale Iis,
Udslæt du da med JEsu Blood
Min blodig Synd, og giør dog ikke Riis
Saa store, som jeg vel fortiene kand
Men bøy mit Hiert' igien som strømme-Vand.

9.

Om og i Dag indfalde kand,
En ulyksalig Tiim' og Øyeblik,
Om jeg faar skad' af Ild og Vand,
Om soot og sygdom blander Dødsens Drik!
104 Ach lad mig dog ey tabe Hiert' og Mood,
Men tænk', at alting har fra Gud sin Flood.

10.

Din Meenighed og Faare-Sti,
Hvor i hos os dit Ord og Ære staar,
Fra Siæle-ulve hende fri
Og fra de Hykkel-klædde Satans Faar.
Driv fra os ud dend Parder-plettedt Flok,
Som spinder hemmelig paa Satans Rok.

11.

Giv du vor Arve-Kongis Aar
De maatte vare for dig frem og frem,
Lad Kongens Huus ey lide skaar
Af nogen sorrig eller Modgangs klem:
Giv hannem viise Raad i ald sin Sag
Og hør hans Bøn paa Nødens haarde Dag.

12.

Giør Landene som grønne Dal'
Af Frugt og Fedme ofverflødig riig'
Og gyd ned af din Himmel-sal
Din Fred saa som en Flood, og stil ald Kriig,
Afverge Dyr tiid, Pest og Ildebrand,
Og Havets altfor mægtig Floders Vand.

13.

Jeg gaar nu til dit Huus igien
Og giør for mig og min' en ydmyg Bøn,
Gud vær vor Fader og vor Ven,
Og giv os ikke vor fortiente Løn:
Lad Hustro, Børn og alt mig rører paa,
Din Naade, Lykke, Hielp og Bistand faa.

105

14.

Giv at jeg mig erindre kand
At ingen blive-sted her er for mig,
Men Verden er mit Vandrings Land
Og mine Reyse-timer skynde sig:
Gud veed hvor snart jeg helser Gravens Hul,
Og mit Leer-bygde Huus gaar ned i smul.

15.

Kom, JEsu, kom kun naar du seer
At det kand være paa min Siælis tarv
Brek kun mit svage Kar og Leer,
Jeg skal da nyde først min Himmelarv!
Puust Jorden lit bort fra min Himmel-Deel,
Paa Dommens Dag skal dend dog blive heel.

Dend Femte Aften-sang.

1.

DEt mulner mod den mørke Nat,
Og Dagen er oppaa sit sidste Fied,
Mod Vesten haver Solen sat
Sin Gang hen til sin vaanlig nedgangssted,
I Jacob rinder dog en Stierne op,
Saa vel i Dalen som i Bierge-top.

2.

Lad mørknis ikkun immerfoort,
Jeg gruer dog for aldrig nogen ting,
Naar Luften bliver fæl og soort,
Saa lyvser Jesus om mig rundt omkring!
Hans Aand i mig et Lyvs oppusted har,
Som over alle Verdens blus er klar.

106

3.

Nu vil jeg falde ydmyg ned
Og kysse Støven for min Herris food
Fordi hans store Miskundhed
Er saa mangfoldelig mig overgrood,
Før Solen skal mig slet af syne gaa,
Vil jeg med Hiertens Tak for HErren staa.

4.

Paa mine Dagis Rime-stok
Har Gud selv tegned Lykke, Liv og Brød,
Gud giver mig det nøysom nok
Om Guld end ikke regner i mit skiød:
Jeg kysser paa Guds Haand og takker til,
Som hver Dag mig min Nødtørft skicke vil.

5.

Vel har jeg svedet denne Dag,
Og i min Viingaard velted Klimpen om,
Dog vaar min Efne alt forsvag
At saae Velsignelse i noget Rom:
Men Gud mig dend dog af sin Naade gav,
Hand signed selv min tunge arbeydstav.

6.

Har Satan spundet Hilde-garn,
At føre mig i dag til synd og skam,
Hans Anslag bleven er til skarn,
Gud lærde mig at see hans Skalkeham,
I Troens Skiold hand sine Pile brød,
Hand fand mig levendis i Christi Død.

7.

Mit Goods og Ære, Liv og Siæl
Har været hid indtil i Guds behold,
Om Slangen stak mig i min Hæl,
Og trued mig vel tiit med Syndsens sold:
107 Dog har jeg ikke fundet sorg og saar,
End ikke paa mit mindste Hoved-Haar.

8.

Mens ach jeg arme Adams Barn
Ureenhed sidder paa min Kiortel fliig,
Jeg velter mig i Synd og Skarn,
Og er Guds Billede slet intet Hig:
Mit hiertis Tanke, ja min Ord og Daad
Med syndsens Galde-Frøe er ombesaad.

9.

Af dette onde Kilde-veld
Er Synd og Last i dag og bubled op,
Men ald min skam og mit Uheld
Tog JESus villig paa sin blodig Krop,
Ved hannem jeg og megen Naade faar,
Hand skyvier mine skamfuld Synde-saar.

10.

Jeg skikker mig til Leye nu,
Og mine Klæder fører jeg mig af,
Ved sengen kommer jeg ihu
Min domme-dagis seng og hvile-grav,
Hvor Verdens Herlighed jeg skal afstaa,
Og kun et svøbe-lagen med mig faa.

11.

Omkring mig, naar mit Lyvs er slukt,
Jeg finder myggen mig at stikke paa,
Jeg tænker da: Naar jeg er lukt
I ald min Eyedom, og gravens vraa,
Hvor Ormen da skal vrimle i min Hud,
Og æde disse Verdens Lyster ud.

108

12.

Men efter mørken midder-nat,
Da hører jeg det klingre hane-gal,
Ald Verden er til Side sat,
Min Tanke er da udi Himmel-sal,
Hvorfra jeg, ved Basunens sterke Lyd,
Paa Dommedag opvekkis skal til Fryd.

13.

I disse Tanker vil jeg gaa
En rolig Søvn i Nat at tage mig,
Guds Ansigt over mig skal staa,
Hans Engle mig beskierme veldelig:
Min Siæl i Gud skal tryggeligen boo,
Af Satan og mit Kiød ey faa uroo.

14.

Vær selv, O Gud, en værn og vold
Omkring din KIRKE og din lille Hiord,
Vær nu vor Kongis sterke skiold,
Slut Laasene med Fred udi hans Gaard:
Lad hos hans Raad dit Lyvs og Lampe staa,
At Nat og Nød dem ey formørke maa.

15.

Gud trøste dem der ere nu
I deris Døds minut, og afskeeds tiid,
Kom syge Lemmer og ihu,
Giv dem Taalmodighed og vær dem bliid
Glem ikke nogen iblant hver af dem,
Som du selv kiender for dit legems Lem.

16.

Jeg dermed mig nu kaster ind
Udi min Herris Arme og hans skiød,
Hand lyvser op mit mørke Sind
I Søvne ja udi dend grumme Død!
109 Saa sover jeg med Herrens Fred og Roo,
I Liv og Død alt lige fuld af Troo.

Dend femte Kong Davids
Poenitendse-Psalme.

1.

O HErre hør min Jammers bøn,
Og lad mit Raab dog komme for dig ind,
Skiul ey dit Ansigt fra din Søn
Oppaa hans trængsels Dag, men vend dit Sind,
Bøy Øret ned naar jeg dig raaber paa,
Skynd dig, bønhør mig at jeg Hielp kand faa.

2.

Thi mine Dage svundne er
Som Røg i Luften driver sagte hen,
En gru i mine Been jeg bær,
Som tærer mig, at lidet er igien:
Mit Hiert' er feldt og tørred som en Urt,
Det kiære Brød at æde er mig surt.

3.

For mine dybe Hierte-Suk
Er mine Been og Kiød kun som en Rad,
Jeg, som Rørdrummen med sin Kluk
I vilden Ørken aldrig findis glad,
Som Uglen paa hin øde Mark og Muur
Er jeg alt for mig selv i Skiul og Skuur.

110

4.

Min Søvn gaar bort for Hiertenag,
Jeg vaager og er altid i Uroe,
Som eenlig Spurre paa mit Tag,
Saa Venne-løs er jeg udi mit Boe,
Min Fiende skiender dagligen mit Naun,
Og galne Folk svær hart imod mit Gaun.

5.

Der er en Afsmag i mit Brød,
Jeg æder det som Aske og som Grud,
Min Graad i Drikke-karet flød,
Og giorde mig min drik som Lag' og Luud
For trusel din, at du varst vred og hvas,
Opløfte mig, og slog mig ned i kvas.

6.

Som skyggen mod den Aftenstund,
Saa mine Dag' er nær ved undergang,
Som vissen urt i Mark og Lund
Saa mister jeg min Kraft og Aandefang:
Men, Gud, du sidder fast, ihvor det gaar,
Fra Slegt til Slegt dit Minde ævig staar.

7.

Stat op, O Gud, og lav dig paa
At ynkis over Zions store Nød,
Skal dend ey gandske undergaa
Da er det tiid at Naade din udbrød!
Ja dend bestemte tiid og kommen er,
Tenk hvad du haver lovet, Herre kier.

8.

Thi dine Tienere har Lyst
Og stoor Behag i hendes bygnings Steen,
Ja det vaar deris Hierte-trøst,
At HErrens Huus det kom igien paa Been:
111 Thi de har Medynk over dends foragt,
At HErrens hellig Huus i støv er lagt.

9.

De grove Hedninge skal faa
Der Orsag af at frygte Herrens Naun,
Og Jordens Konger lige saa
Skal søge HErrens Ær' og deris Gavn:
Naar HErren bygger Zion op igien
Og i sin Ære seis, som hendis Ven.

10.

Naar hand har vendt sit Ansigt hid
Til deris Bøn, som nu er slet forlat,
Og nu for Angist intet gid,
Men er som skalded Træ i ørken sat:
At hand ey deris ydmyg Bøn forsmaar,
Men lader see dend ham til hierte gaar.

11.

Saa skal dend Guds Barmhiertighed
Og skrivis op med Fyrighed og fliid
For Efterkommerne, som veed
Dog ellers intet udaf denne lid:
Ja Folket som her efter skabis skal,
Vil love Gud derfor i tusindtal.

12.

Thi Gud hand saae herned oppaa,
Udaf sin Helligdoms det høye Slot,
Af Himlen hand til Jorden saae,
Hvordan hans Folk drev om i spæ og Spot,
At høre fangens Suk, for Fiendens stød,
Og løse dødsens børn af siæle-nød.

112

13.

Paa det de kand i Zions hiem
Fortælle Herrens Naun ævindelig,
Hans Lov udi Jerusalem,
Naar folk til Herrens huus forsamle sig,
Og Kongeriger Herren tiene skal,
I Christi Menigheds blood-sprengde Sal.

14.

Men, Gud i min Udlendighed
Og paa dend vey, der jeg i fængsel gik,
Ydmyged mig, jeg fuld vel veed
Hvormangt et angist-stød at jeg der fik:
Ja Gud forkortet mig mit levnets tiid
Og skar i tu mit lange haab og Hid.

15.

Jeg sagde da, O gode Gud,
Tag mig ey mit i mine Dage bort,
Mit Haabnings-Maal lad mig naa ud,
Du veedst mit Levnet det er dog kun kort!
Men du, o Gud, i ævighed bestaar
Fra Slegt til anden vare dine Aar.

16.

I Verdens første Skabnings tiid
Du lagde Jordens Grund urørlig fast,
Og Himlen blev udbredt saa viid,
Som dreyer sig om Jordens runde last
De er' din' Hænders Gierning underlig
Hvorpaa jo billig hver forundrer sig.

17.

De skulle samptlig dog forgaa,
Men du bestaar og bliver alt igien,
Som daglig Klæder mand har paa
Saa skal og de af Ælde slidis hen.
113 De skal forvandlis som en Klæde-palt
Naar du vilt ændre deris store Alt.

18.

Men du densamme altjd er,
Og ende-løse ere dine Aar,
Du dine tienere beskiær
At deris Børn og sæd for dig bestaar,
De for dit Ansigt vel befæstis skal,
Det er vor trøst i denne Græde-dal.

Dend siette Morgen-sang.

1.

Nu rinder Solen op
Af Øster-lide,
Forgylder Klippens Top
Og Biergets side,
Vær glad, min Siæl, og lad din stemme klinge,
Stiig op fra Jordens Boo,
Og med din Tak og Troo
Til Himlen svinge.

2.

Vtallig saa som Sand,
Og uden maade,
Som Hafsens dybe Vand
Er HERrens Naade,
Som hand mit Hoved daglig overgyder:
Hver Morgen i min skaal
En Naade uden Maal
Til mig nedflyder.

114

3.

En Orm er jeg oc svag,
Ja fød til Møye,
Dog har min Gud behag,
At hand sit Øye
Til Vare-tægt vil paa mig Arme sette,
At jeg hver Morgen skal
Udi hans Naadis Val
Min Troo oprette.

4.

Hand har i denne Nat
Med Engle-skare
Mit Huus og Hiem omsat,
At ingen Fare
Har rammet mig og min' i nogen maade:
Men jeg er frelst og fri
Fra dødsens mørke sti,
Og Siæle-vaade.

5.

Jeg har min Førlighed,
Og mine Lemmer
Af ingen smerte veed
Som dennem klemmer,
Og HErrens Aand i mig sit vidne giver
At jeg Guds kiere Søn,
Formedelst Christi Bøn,
Fremdelis bliver.

6.

Min Siæl, vær frisk og glad
Lad sorgen fare,
Dit Legems Blomster-blad
Skal Gud bevare:
115 Hand skal i Dag mig give Kraft og styrke
Jeg i mit Kald og stand
Min Gud og Fader kand
Tilbørlig dyrke.

7.

Gud legge Haand i Haand
Med mig, og give
Sin gode Hellig Aand
Mit Kald at drive!
Velsigne mig, o Gud, udaf det høye!
Gid jeg hver dag og tiid
I Gud og i min Fliid
Mig lader nøye.

8.

Lad Synden mig i dag
Ey slet forblinde,
At jeg min Guds behag
Kand ræt besinde:
Men om min Food gaar vild og sig mon støde
Da vend, O Gud, mig om,
Og gak ey strax til Dom
For svagheds Brøde.

9.

Du best min Tarv og Trang
O HErre kiender,
Til med er Lykkens gang
I dine Hænder,
Og hvad mig tiener best i alle maade
Du det tilforne seer!
Min Siæl hvad viltu meer?
Lad Gud kun raade.

116

10.

For mine Børn og sæd
Om jeg vil sørge,
Om ieg hver Tjme græd,
Og vilde spørge:
Hvor skulde de sit Brød og Lykke tage?
Gud lever jo endnu!
Hand kommer dem ihu,
De skal ey klage.

11.

Skal jeg paa Jord og Land
For Brødet svede:
Skal jeg paa vilden Strand
Mit Brød oplede:
Skal jeg mit Sverd for Gud og Brød omspende:
Dog er jeg vis oppaa
Min Gud skal med mig gaa,
Min Tarv at sende.

12.

Gud lad mig denne dag
I Dyd opstige,
Lad Siælen faa en smag
Paa Himmerige:
Lad mig min Hu til Verden aldrig bøye,
Men i min dybe suk
Og knæfalds ydmyg Buk
Til Gud ophøye.

13.

O Gud bær Omhu for
Din Kirkis goode,
Giv hende glade Koor,
Sæt dend paa foode:
117 Lad Anti-Christen dog med ald omstødis
Og hans skinhellig Pak
Med deris falske snak,
I grund forødis.

14.

Lad KONGEN glæde sig
I Gud allene,
Og hvad hand beder dig
Du ey formeene:
Giv KONGENS Huus mangfoldig Ær' og Lykke,
Og sæt ham paa din Haand,
Med kierlighedsens Baand,
Som gylden smykke.

15.

Lad Landet deyligt staa
Af Frugt og Grøde,
Lad Sandhed fremgang faa
Og Rætten møde:
Gud give mig min deel med alle andre,
Indtil jeg hos min Grav
Nedlegge skal min stav
Og heden vandre.

16.

Saa skal jeg gode Nat
Med Glæde sige,
Min Gud mig tager fat,
Naar jeg skal stige
Ned udi Dødsens Dal og Gravens giemme
Da faar jeg trøst og raad:
Da endis suk og Graad
Med Engle-stemme.

118

Dend siette Aften-sang.

1.

TIl hvile Solen gaar,
Og dagen helder,
Og mørk af Nattens vraar
Til os udvelder:
Gud lyvse selv for os, og hos os være,
At Naadens Lyvs og Lyst
Optendis i vort bryst,
Os at regiere.

2.

O store Gud, jeg maa
Rundt ud bekiende,
At jeg ey bund kand naa
Og ingen ende
I din Barmhiertigheds og Naadis strømme,
En bek den anden naar
Og ieg alt Aarsag faar
Dig at berømme.

3.

Jeg, en udlendings Mand,
Som mine Fædre,
Boer her i fremmed Land,
Attraar et bedre:
Min pillegrimme-stav Jeg skal henslenge,
Og giennem tidens stød
Ja og dend bittre Død
Til Himlen trenge.

4.

Det lærer tilden mig,
Som haver Vinger,
119 Og læt og listelig
Hen fra mig svinger:
Ja denne Dag, som nu mod Natten qvelder,
Hand skyder mig i hu,
Hvor nær mit Hoved nu
Mod Graven helder.

5.

O Gud, af hiertens grund
Min Siæl er rede,
For denne Dag og stund
Dig at tilbede:
Du haver mig af idel naade spared,
Og i min stand og kald,
Fra ald u-lykkis fald,
Saa vel bevared.

6.

Du gafst mig daglig Brød
Og legems styrke,
Velsignels' i mit skiød
Til dig at dyrke:
Jeg derfor nu mit Hiertis Harpe stemmer,
Og takker inderlig
Min Gud, som ikke mig
Sit Barn forglemmer.

7.

Hvad jeg har mod dig giort
I Ord og Tanke,
Det være lit og stoort,
Som dig kand anke:
See, jeg nedfalder for din Naadis Throne!
Lad din Barmhiertighed
Og JEsu blodig Sved
Min Synd forsone.

120

8.

Dend Synd som i mig boer,
Dend udyds Kiempe,
Det ukrud i mig groer
Jeg dog vil dempe:
Tag, Herre, tag mit Hiert' i dine Hænder,
Thi ellers er min Magt
Mod Synden snart forsagt,
Som du best kiender.

9.

Nu vil mit Øye-laag
Opsøge Hvile,
O Gud du mig bevaag,
At Satans Pile
Forgievis skydis ud af Dødsens Bue!
Gid jeg i søvne maa,
Og Hiertens skiulte vraa,
Guds Ansigt skue.

10.

Gud holde midlertiid
Oppaa sin KIRKE
Sit Øyes agt med Fliid,
Og det udvirke,
At aldrig Herrens Lyvs hos os formørkis
Men vi, til Satans Spot,
I alt det som er got
Maa daglig styrkis.

11.

Tend Lyvs og Glæde op
I KONGENS Sale,
Hans Sool fra Ærens Top
Lad aldrig dale!
121 Giv, Gud, hans Raad oplyvsning allevegne,
At de, med good Forstand,
Om disse Riger kand
Ræt vel indhegne.

12.

Er nogen her forgiæt,
Gud, glem dem ikke,
Lad dem ey vær' udslet,
Men ogsaa drikke
Vdaf din Naadis overflødig Bekke!
Lad Naadens veldig Arm
Til hver nødtørftig Barm
Sig selv udstrekke.

13.

Far dermed, Verden vel,
Jeg vil nu sove,
Paa HErren har min Siæl
Sat Liid og Love
Jeg mine Børn hos mig nu inde lukker,
Som først med ydmyghed,
Sig selv til Jorden ned
For HErren bukker.

14.

Saa sover ieg dermed,
Gud skal ey vige
Bort fra min sove-sted,
Men til mig sige:
Sov nu mit Barn, og svøb dig i dit klæde,
Du skalt opvogn' engang
Blant Fryd og Engle-sang,
I ævig Glæde.

122

Dend Siette Kong Davids
Poenitendse Psalme.

1.

VDaf dend dybe Nød
Af alskens Vaade,
Jeg raaber, HErre sød,
Til dig om Naade!
O HErre, lyd min Røst, mig ey forglemme,
Lad Ør'ne obne staa,
At de grandt merke paa
Min Klynke-stemme.

2.

O HErre, om du vil
Vor Synd betragte,
Og ald vor Ondskabs spil
Saa nøye agte,
Hvo kand da staa, o Gud, iblant os alde
For din dend strenge Dom?
Hand jo maa stødis om
Og slet henfalde?

3.

Men hos dig, gode Gud,
Stor skaansel findis,
Du sletter Synden ud
At dend ey mindis!
Det er af ævighed dit gode Rygte!
Des bør vi ocsaa dig,
Som Børn en hver for sig,
Pligtskyldig frygte.

123

4.

Jeg venter inderlig
Med Hiert' og Øye,
Og efter HErren mig
Vil gierne føye,
Min Siæl hans sande Løfter eftervented,
Og paa hans Ord og Eed
Gav tøv med good beskeed,
I Haabet lented.

5.

Endnu er jeg paa vagt
Med Siæl og Hierte,
Paa HErren er min agt,
O søde smerte!
Fast meer' end Vægterne i Haabet lider,
At Mørkhed skal forgaa,
Og Morgen-lyvs opstaa
Af østens sider.

6.

Israel haabe paa
Dend Naadig HErre,
De skal og redning faa,
Naar de begiere:
Thi hos ham er Miskund og Faders Hierte,
Og stoor Forløsnings Magt
Udi hans Haand Er lagt,
Mod alskens smerte.

7.

Hand, hand den gode Gud,
Ald Naadis Kilde,
Sit Folk skal løse ud
Af ondskabs Hilde!
124 Hvor stoor end Synd og Synde-straf kand være
Dog skal, for deris Raab,
Og store sønlig Haab
Gud over bære.

Dend syvende Morgen-sang.

1.

VAag op og slae paa dine Strenge,
Siung mig en deylig Morgen-sang,
O kiære Siæl, stat op af senge:
Giør med din Tak en Himmelgang:
Giør vold oppaa den Stierne-borg,
Og glem saalenge, Verdens Sorg.

2.

Velan! jeg vil til Himlen stige,
Langt fra min Jorde-klimp og krop,
Mit Borgerskab er i Guds Rige
Der stunder jeg og daglig op!
Lov, Priis og Tak i tusind tal,
Skee Gud i høyen Himmel-sal.

3.

Jeg har ey andet dig at give,
End kun min blotte Hierte-tak,
Ald anden Gierning her i Live
Dend er at yde ald for lak:
Men mine Suk du ey forsmaar,
Og Graaden som i øyne staar.

125

4.

Nu vogned jeg og slap af leye,
Gud giorde det jeg sov i Fred,
Jeg derfor vil mod Jorden neye,
Og kysse HErrens foode-fied!
Jeg Dulmed vel i Mørkheds Land,
Blev dog betient af Gud og Mand.

5.

Nu seer jeg Soolen at optræde,
Sin Buegang med lyst at gaa,
O Gud, hvad overvettis Glæde,
Jeg daglig kand i hiertet faa,
At Christ Rætfærdighedens Sool
Hand har i mig et skinnebool.

6.

Lad, Jesu, flux dit Lyvs oprinde
I mig, at jeg, som lyvsens Barn,
Ey lader mig af verden blinde
Og snæris udi Satans garn:
Lad Kiødsens lyst i mig uddøe,
Og tænke paa mit Kiød er høe.

7.

De dødelige Skud og Pile,
Som Satan hærded i min Synd,
Er fløyen over tusind Mile,
Og hafde mod mig ingen fynd:
Paa min Dørstolpe JEsu blood
Mod Morderen sig finde lood.

8.

Nu veed jeg vel at Satan ikke
Skal udi Dag forsømme sig,
At hand mig kand i Hælen stikke,
Og slae med Tungen hemmelig,
126 Men Gud giør du mit Ansigt stift,
At jeg kand lee ad hendis Gift.

9.

Skal sygdom, sorrig og Ulykke,
Skal Armod eller Fattigdom
Mig efter HErrens Ville trykke,
Lad dog min Troo ey stødis om:
Men giv mig med Taalmodighed
At giøre HErrens Kalk beskeed.

10.

Velsigne, Gud, udaf det Høye
Mit Arbeid og min sure sved,
Lad mig med Satans Kalv ey pløye,
Af andris Blood giør mig ey feed:
Viis mig dend Vey hvor jeg skal gaa,
Udi Guds frygt mit Brød at faa.

11.

Bevar hos os din rene Lære,
Elsk paa din Viingaard idelig,
Lad os af Ordet Frugter bære
I Kierlighed, enhver for sig,
Lad Kirkens Fiender see sin harm
Paa os din Hiord udi din Barm.

12.

Gud legge Hæder, Priis og Ære
Paa KONGEN overflødelig,
Lad ham, som David Krunen bære,
Bøy selv hans Hierte efter dig:
Raadfør du selv hans høye Raad
At deris Verk gaar vel i Traad.

127

13.

Vort gandske Land, og begge Rjger
Omskands, o Gud med Fred og Roo,
Giør alle dem, som os bekriger,
Til vore Fødders træde-broo:
Giør Luften sund og Jorden feed,
Omkrone dend med Frugtbarhed.

14.

Velan! Jeg til mit Kald mig giver,
Og fanger nu min Gierning an,
Min Gud mig end saa naadig bliver
Som hand i ald min Tiid er van,
Hand tager Haanden med mig i,
Og med sin Aand staar trolig bi.

15.

Jeg vil dog ey paa Verden bygge,
Om Lykken end vil med mig staa
Men alt som Dagen sig mon rygge,
Vil jeg min Siæl alt minde paa,
At Glasset rinder, Tiiden gaar,
Og ævigheden forestaar.

16.

Saa skal jeg i Guds Frygt fuldende
Min torne-fulde Levnets gang,
Sin Aand skal Gud i Hiertet sende
Udi min sidste Aandefang!
Skiul da, o Jord, min syndig Krop
Mens Siælen følger Engle-trop.

128

Dend Syvende Aften-sang.

1.

SEe, hvor sig dagen atter skynder
I vester-vand sig Solen toer,
Vor hvile-time snart begynder,
O Gud, som udi lyvset boer,
Og sidder udi Himmel-sal,
Vær du vort Lyvs i Mørkheds dal.

2.

Vort Time-glas det alt nedrinder,
Af Natten drivis Dagen bort,
Ald Verdens Herlighed forsvinder
Og varer kun saa gandske kort,
Dend Sool, som før paa Klippen stood,
Er neden for vort Triin og Food.

3.

O Gud, mit Hierte det er rede
Med Tak at bryde himlens Slot,
Jeg mine Hænder vil udbrede
Til djg, for ald dend Gunst og got,
Som du har hid til denne stund
Paa mig udøst saa mangelund.

4.

Om fra min Vugge jeg begynder
Og overseer min Tælle-stok,
Hielp Gud! Hvad Naader sammen lynder,
I mange mange tusind skok!
Utallig er dend Naadis skat,
Som du hos mig har nedersat.

129

5.

Jeg kand mig nu fuld vel erindre
Hvordan Guds forsyn med mig gik,
Udi de Aar der jeg vaar mindre,
Og jeg forstod ey Verdens skik:
Jeg vaar tilfreds med mine Kor,
Og stoled paa mit FADER VOR.

6.

Alt som jeg nu til Alder træder
Og efterhaanden sanker Aar,
Saa samler jeg og HErrens glæder
Og Lægedom for mine Saar:
Mig møtt' end aldrig noget stød,
At Hunning jo forneden flød.

7.

Saa destillerer jeg dend Galde,
Som Verden skienker i min tiid,
Jeg lader alting mig befalde,
Fordi jeg veed, Gud er mig bliid:
Naar Sorgen op med Solen gaar,
Dend inden aften Ende faar.

8.

Saa gaar ey nogen Dag til ende
Jeg jo min HErris Ansigt seer,
I hvordan Bladet sig mon vende,
Og om ey altid Lykken leer,
Dog finder jeg Guds Naadis gunst
At overgaa ald fliid og Kunst.

9.

Hvad kunde jeg min Sved tilskrive?
Hvad vaar min omhu og uroe?
Alt hvad jeg kunde sammenrive,
Vaar kun som auner paa en Loe;
130 Om Gud vaar ey i Arbeid med
Og kom Velsignelser afsted.

10.

Des takker jeg min kiere Fader,
For denne Dag besynderlig,
Paa hvilken hand mod Himlens Gader
Har sat mig op saa nær til sig,
At jeg kand see i Himlen ind,
Og kiende grandt min Faders Sind.

11.

Med Lykke, Helbred, Liv og Ære
Jeg hidindtil er kommen vel,
Jeg haver ingen Steen at bære
Paa min Samvittighed og Siæl,
Jeg venter mig en naadig Gud,
Om livsens lyvs ræt nu gik ud.

12.

Dog er jeg ikke fri for Synder,
Jeg er, som andre, Kiød og Blood,
Og lysters Lue-nemme tynder
Det ilder i min Nyre-Rood:
Det som er ræt jeg ikke giør,
Men oftest det mig ikke bør.

13.

Dog skal min Gud alt det tilgive,
Og sætte Naad' i sted for Ræt,
Sin Lov udi mit Hierte skrive,
Min Synd skal blive slæt forgiæt,
Hans Aand skal mig og drive saa,
At jeg ey af hans Vey skal gaa.

131

14.

Sæt Engle-orden om mit Leye
I denne Nat, lad Satan staa
Langt uden for det jeg mon eye,
Og lad ham ingen indpas faa,
At skade mig med noget fund,
I mens jeg faar min Hvile-blund.

15.

Tag og, O HErre, nøye vare
Oppaa din KIRKIS Rolighed,
Dit Ansigts Sool paa hend' opklare,
Naar mørket det vil falde ned:
Lad Lyvset aldrig blive slukt,
Og Naadens Dør ey heller lukt.

16.

Vor KONGIS Huus vi ey maa glemme,
Gud lade Troskab, Fred og Ræt
Udi hans Tider sammen stemme,
Giør hannem udaf Dage mæt,
Lad hannem i din skygge boe,
Og høyt sin Fiende overgroe.

17.

For hver en Christen og Medbroder,
Ja hver en syg og Sorrigfuld
Jeg og med Bøn hos Gud anmoder,
Som er barmhiertig, troo og huld,
Hand hielper hver ud i sin sted,
Og alle mine ogsaa med.

18.

Sluk dermed Huege-lyvs og Lampe,
Gud lukke selv mit husis Dør,
Thi skal mod Brodden Satan stampe,
Om hand der paa et Anfald giør:
132 Gud selv er her til Huus' i Nat,
Og her omkring sin Vagt har sat.

19.

Sov da i JEsu Naun, og Faune
Din Gud i Troen meget fast
Hand skal din Falle-ask' opsaune
Naar du est i Beenhuset kast,
Og sætter Engle-skik derpaa!
Din Orme-mad skal kun forgaa.

Dend syvende Kong Davids
Poenitendse-Psalme.

1.

O HErre, hold din' Øren aaben,
Min sag jeg setter ind for dig
Ach! hør min ydmyg Bøn og raaben,
Som jeg fremfører sørgelig,
Med Lyst paa min Formaning agt,
For din Miskundheds store magt.

2.

Bønhør mig og lad Hielpen komme
Formedelst din Rætfærdighed
Og Himmel-gunst, som alle Fromme
I Verden høyt at prise veed:
Din strenge Ræt jeg søger ey,
Men gaar til dig ad Naadens Vey.

133

3.

Gak derfor ey med mig i Rætte,
Kom med din Tiener' ey til Dom,
Thi du, o HErre, seer vel dette
At aldrig nogen er saa from,
At hand rætfærdig kaldis kand
For dig, i Adams Synde-land.

4.

Min Fiende, som mig uræt giorde
Foruden nogen skyld og skiel,
Hand støtte mig mit Liv til Jorde,
Og vilde giøre mig til Træl,
Hand satte mig i mørket ned
Som Døding, der ey Glæde veed.

5.

Derfor min Aand af megen Smerte,
Er Angist-dekked i mit Liv,
Mit arme sukke-banked Hierte
Har ingen Lyst og tiids fordriv,
Det midt i mig forstyrred er
For Angist, som det daglig skiær.

6.

Jeg tænker paa de gamle Dage,
Og hvad du mod dit Folk har giort,
Thi vil mit Hierte ey forsage,
Det grunder meere foort og foort,
Betragtendis din' Hænders Verk;
Om Jeg er svag, Gud er dog sterk.

7.

Thi breder jeg ud mine Hænder,
Som dend der nær fordrukned er!
Jeg mig til dig, O Gud, henvender,
Min Siæl i Troen jeg frembær
134 Til dig, som et forsmægted Land,
Forfriske dend med Naadens Vand.

8.

Skynd dig, o Gud, mig Hielp at sende,
Bønhør mig, thi min Aand forgaar,
Dit Ansigts Lyvs du ey bortvende,
Jeg jo din Hielp i tide faar,
At jeg dog ikke som en Død
Skal Jordis, for min tiid, i nød.

9.

Lad mig din Miskund aarle høre,
Thi jeg paa dig mit Haab har sæt,
Viis mig dend Vey, hvor jeg kand føre
Min Vandring her i verden ræt:
Thi jeg her om min Siæl til dig
Opløfter nu saa hiertelig.

10.

Fra mine Fienders vold og vrede,
Og deris grumme Tyranni,
Jeg dig, min Gud, vil ogsaa bede
Du vilde mig med magt udfri.
Hos dig jeg skiuler mig i Nød,
Og agter haant om Fiende-stød.

11.

Lær ogsaa mig at jeg kand giøre
Alt hvad dig vel behage kand,
Din gode Aand mig der til røre,
Ledsage mig i slette Land,
At jeg i Græde-dalen maa
Dend rette Vey til Livet gaa.

135

12.

Saa skal du for dit Naun og ære,
Som jeg af hiertet søge vil,
End lade mig i Live være,
For din Rætfærdighed der til
Skal du min Siæl med veldig haand
Udfør' af Nød og Dødsens Baand.

13.

For din Miskund skal du udslette
Min Fiende udi Bond og Grund,
Og dem forderve, som besette
Min Siæl med Angist mangelund.
Thi jeg din Tiener være vil
Af ald min Kraft mens jeg er til.

Velsignelse, ære og priis, og Kraft
være vor Gud i ald ævighed,
Amen.
136
137

De Forseelser som i trykken, udi min Fraværelse, ere indsneged, vilde dend goodhiertige Læsere, saaledis rette.

Blad lin. læs for
34 1 glæde glæd
39 11 Lnke Lukke
45 2 Det Den
48 2 Mine min
70 2 af at
71 7 Steenetrykt Stenetryk

Hvad ellers kand være forseet med Noderne, enten at de ere ikke saa nætte og kiendelige som de burde, eller og Nøgelen er ikke ræt sat, derom vil jeg formode at dend velforfarne Læsere, som Siunge-Kunsten forstaar, det ikke min u-videnhed vil tilskrive, efter som her vaar stoor mangel paa Noder, og min Leylighed ey heller vaar at være stedse derhos tilstæde; bedendis gierne hand i det øfrige vilde lade see sin Gunst og Genegenhed imod mig, dend jeg altid med ald Ærbødighed vil beflitte mig paa at aftiene. Far vel.

138
139

Dend
Høy-taalmodige Jesu Christi Korsdragerske
Susanna Worm,
Mag. Henrich Bornemans
Dyd-ædle, nu Salige Allerkieriste Hustro,
Til sidste amindelse
(† 15.Sept. 1674).

SAa hâr dog Døden ramt, dit Dydefulde hierte,
Og dreved ud dend Siæl ved langsom vee og smerte,
Som af Guds billede saa næt et udtog vaar,
At Dødelighed Du kun udaf Jorden baar!
Det kund' ey andet! ach! det kund' ey andet være!
End Du kun meget kort den Jordklimp skulde bære
Som vaar din Siæl ey værd, før dend forklared blev,
Og i sin Frelsers Død udlutred gandske blev!
Mens alt for tilig! Ach! om vi det motte sige
Og Jorden kom til munds med høye Himmerige!
For tilig for din Mand! for tilig for din Søn!
For tilig ogsaa for din store Slegt og Kiøn!
Mens ikke for Dig selv! at Gud Du kunde eye,
Og Himlens glæde-høst af Dødsens angist meye!
For tilig ey for Dig! ved Guds saa Naadig riis
At qvistis effterhaand ind i hans Paradiis!
Imidlertiid vi dog har seet hvor Du hâr kæmped
Saa lang en lide-tiid, hvor taalig Du Dig lemped
At tage Korßens skaal, og hvor Du trøsten drak,
Naar gifften runden om i alle aarer stak!
Hvor tiit med suk og sorg, med salten taar i Øye,
Hâr dog Din hierte Mand beseet din trælsom møye
Oppaa din Soote-seng! hvor tiit hans hierte sig
Hâr over-blød af Sorg, alt for at hielpe Dig!
Men Du vaarst alt i Kamp med Gud som ikke vilde
Ved nogen forbøns graad sig lade saa formilde,
Om skiønt i Egte-troe Du til Din Mand vaar fæst,
Hand jo dog vilde selv sit eget være næst.
140 Des fandt Du ogsaa Dig med Gud til freds at være,
Og u-fortræden til dend toorne-kroon' at bære,
Som Dig din Jesus fik at prøfve Kiødet paa,
Det Kiød som engang skal hans æris Kroone faa.
Vel, Dyde-fulde Siæl, hver smerte Dig hâr piaged,
Hver Aandedræt Du hâr med trang og angist draged,
Hver Daanelse, hver gyvs og hver din angist-sved,
Er død ved Jesu Krafft og Din taalmodighed!
Din afskeed vaar saa fuld af troe og trøstig tale
Din Siæl og saa Din Mand at trøste og husvale,
At vi som vide det, maa sige fuldt oc fast:
Dit Hiert' af Troen meer end udaf Døden brast!

141

Dend
Dyd-Ædle og Himmel-elskte Møe,
Nu salig hos Gud,
MAREN BERING,
Til sidste Amindelse.
(† 3. April 1675).

ER det da best at døe, naar feyerst er at leve!
Hvo vilde frygte da for Dødens Sende-Breve
Som Himlen skikker ud, I naar de komme frem
At fodre os her fra og til vort rætte Hiem.
Indgrav dig, Verdens Barn, med stoor Bekymrings Tanke
I Livets falske Lyst, Lad din Liigkistes Planke
Kun sættis bag din Dør, dog høuler Tiden paa
Dend sidste Huile-spaan du under dig skal faa.
Dend Tjme, Lure-viis, sig om med Soolen dreyer,
Paa hvilcken Døden dig nedstøver og udfeyer,
Hand finde dig hvordan hand dig og finde kand,
Du stritte hvad du vilt, dog maat du bort af Land.
Vel derfor, ævig vel dend Siæl som sig bereder
Og daglig færdig giør, at naar som Døden meder
Med sidste Hierte-stød, at dend sin Orme-sek,
For Døden kaste kand, og giøre ham til Giek.
Vel tusind gange dig, Dyd-ædle MAREN BERING,
Som nu i Himlen hâr din rætte Vorned-væring,
Du gik den rette Vey, Dyd-pryded Engle-Møe,
I Dødens Angist, der det fait dig til at døe.
Just fra din Faders Huus til HErrens Huus du sætte
Din Himmel-rørde Food, der satte du til rette
Din Ungdoms Hierte-Huus, GVd gaf dig Løfte paa
Dit Himmel-Maaltjd skuld' i Himlen flux angaa.
Der tog din JEsus dig og fik dig Kaars i Hænde,
Hvor under hand for BRUD dig vilde kyss' og kiende!
Dig vaar ey Verden værd, men Himlen vilde dig
Som eget Egte-Barn tilegne gandske sig.
142 Vel er her efter dig din FADERS saared Hierte,
Din Ædle MODERS og din ÆTTIS store Smerte,
Dend goode Tanke som du hver Mand om dig gav,
Hvorfor en hver og gaar veemodig til din Grav.
Men Himlen raade vil! Det er dog Lyst at tale
Sit sidste Ord med Gud, og saa sit Hierte svale,
Som DU, med HErrens Trøst: Og tage sit Far vel
I hver Mands Yndest og en ubesmittet Siæl!

I største hast opsat
aff
T. Kingo.
143 Dend
Ædle og Mandhaftige nu Sal. MAND
FREDERICH THURESSØN,
Hans K.M. til Danmark og Norge, etc.
Fordum Velforordnede Stads Oberst udi den
Kong. Residentz
Stad Kiøbenhafh og Assessor i Krigs Collegio
Sin Høy-ærede Svoger, Er dette til sidste Minde og priiselig Eftermæle
opsat af
Th. Kingo. Kiøbenhafn
Trykt hos Daniel Eichhorn, 144
145

(† 17. April 1675)

HVad er da Mennisket, med ald sin Kraft og efne?
Mens og Liv-fæstningen hans Siæle-muur kand refne
Ved mindste Pile-skud af Dødens Bue-meed,
Og blive Live-løs af en gift-iised Sveed!
Vel haver mangen Helt omgiorded sine Lænder
Med Seyervindings Sverd, og badet sine Hænder
I Fiendens varme blood, og giort sig volde-fast
Mod Voldsmænds storme-løb, og deris blide-kast: (a)
Men trods at nogen sig saa konstig har indskandsed,
At Døderis Fyre-bold forgævis haver dandsed
Oppaa hans Hierte-Slot, hand i den sidste Fær
Er bleven blotted jo af Harnisk og Gevær.
Lad kun i Drage-blood din skarpe Degen hærde,
Væn Bryst og hierte til sig aldrig at forfærde
For nogen bitter Død! Men Dødens Segel ey
Med sine slumpe-hug vil derfor have Ney.
De bistre Birtings-bad (b) har bioode-sveden drevet
Tiit af en Orlovs Mand, hans purpur-blood har skrevet
Paa hans Krig-haarde hud, hvor frisk hand ofte stood
Og saae sin Lyst udi sit eget tappe-blood!
Dog hand som ofte sig mod Døden haver dreyed
Med sine Troppe-sving, naar Fienden sig har neyed
Ned for hans Dræbe-dolk, og bleven død og bloot,
Er dog omsider self kast om af Avne-soot! (c)
O, Salig TURESSØN, hvor mangen farlig Ture (d)
Har du vel standet ud? der Fieriden laa at lure
Med tusind dødsens tru udi sin Løbe-grav,
Omkring dit KIØBENHAFN, og flakked paa dit Hav.

* 146

Du, med dit Borgerskab, lood see hvad I formaatte
Med Eders Liv og Goods, hvad trofasthed I aatte
Vort store Konge-huus, og hvor de Danskis mood
Eragter det sit Liv at døe for Kongens Food.
Som deris OBERST de Dig Lydighed beteede,
Hver tiids minut du dem til Volden vild' opleede,
Ey nogen fandtis der udi sin Hu saa blød,
Hand gik jo, som til dands, mod den skinbare Død.
Saa fuld vaar Natten ey af Brand, og blood og taage,
At det vaar jo din Lyst med Liv i haand at vaage,
Thi det paa dend Tiid vaar din beste rast og roo
At viise KONGEN din Aarvaagenhed og troo.
Men nu har Dødens Vold omsider Dig nedfælded!
Dog blefstu ikke saa u-tidig overvælded,
At Du jo kund' endnu i Døden lade see,
Hvad Skiold og Hielm Du baar imod hans sidste Vee.
Du skrifted for din Gud, skrev op dit Testamente,
Og satte ud dit Goods i Ævigvarig Rente
Til Kirker Skooler og til Fattig Syge-huus,
Og loodst Guds Olie udi dend armis kruus.
Du gafst Exempel, som saa faae kun efterfølge
Udi vor Christendom, de fleste heller dølge
Den lumpen Kiiste-Gud, og slutter hannem ind
Som beste Lod og deel for deris Giærig Sind.
Du tænkte paa hvor faae Guds Kirke nu opbygge,
Hvor almys-gierninger affalder som en Skygge,
Hvor mangen i sin Pung er bleven Verdslig-viis,
Fra dend tiid Danmark fik for Skiærsild Paradiis!
Des vilde Du dig ey, som hine, lade finde,
Der villig lader sig i Middags-soolen blinde,
Og sandser ey Guds Vey som JEsus har bereed,
Og LUTHER rydded op er TROO og KIERLIGHED.
Saa tag da Ædle Siæl, din roo i Herrens himle,
Snart skal dend O orme-sværm udi din Hud udvrimle!
Der efter skalt Du faa forklared Kiød oppaa!
Des midler skal dit Navn ey nogen Grav-sted faa.

Mølle-borups Velkom,
til det 14 dagis gamle Egte-par,
Niels Pedersen Brinck,
og
Maren Christenßdatter,
d. 10 9br. 1675.

HUor til kand et bryllup due,
Naar ej Velkom følger paa?
Huor til tiener pil og bue,
Naar mand intet med kand faae?
Huor til tiener det at elske,
Uden elskows allwor-spil?
Huor til duer miød og melske,
Naar slet ingen drike vil?
Huor til tiener det at bage,
Naar slet ingen ælter dej?
Huor til tiener pandekage,
Naar den seis og nyttis ej?
Mand slet ingen ting begynder,
Som io til sin ende seer,
Og huor to hin anden ynder,
Ynsker de slet intet meer,
End at føre ud til ende
Deris forsæts kierlig maal,
Og at luen dem maa brænde,
Som er lagt paa hierte-baael.
Det er nu kun fiorten dage,
Siden disse unge to,
Kom i Brude vogn at age,
Soor hin anden Egte-troo,
148 Og endog hand stacket siden
Mindte sig fra bruden hiem,
Længtis icke deert ved tiden,
Otte Sole skred der frem,
Og den niende opbliricked,
Før hand axlede sit skind,
Og ad Mølle-borup vincked
Tænkte paa sit huus-gesind.
Dog kand hand ej længer tøve,
Vi maa følge bruden hen,
Til den vidre elskovs prøwe,
Hos sin hierte-giwne wen,
Manden er ej at fortæncke,
Hand har været Enckemand,
Hand har puslet før i bæncke,
Og forstaar huad Ectestand
Hawer i sig at betyde,
Lad ham faa sin egen Vild!
Huo kand ancke, at hans gryde
Syder ved hans egen ild?
Alting er io dog af lawe,
Wed mand selv, huor vel det staar
Hos en mand, naar hand skal hawe
Sorgen eene for sin gaard!
Ingen ting sig vel vil skicke,
Naar kun een ting ej er ræt,
Tuert er alting, som der icke,
Nogen ting i skick var sæt
Om en drengen plougen kiører,
Raaber flux med Hoss ia hou,
Dog veed manden, at der hører
Alt flux meere til hans plou,
Mand kand ej paa faaret gienne,
At det velter furren op,
Gaas og grjs kand og ej tiene
Til at harre Klinte-krop.
Fiorings kalv kand icke døye
149 Gaa med gammel stuud til maal,
Hønnen kand ej lorden krøje,
Soën kand ej kaage kaal,
Hunden kand ej gierdet bygge,
Katten kand ej reede grød,
Hvalpen kand ej øllet brygge,
Niße vil ej bagge brød,
Tienstepiger, Sysledrenge
Giør vel noget huad de kand,
Det kand dog ej tiene længe
For en fattig Enche mand,
Moder vil til gaarde hentis
Skal det ellers vel staa til,
Eene det af manden veritis,
Det er eene det hand vil,
Lewe de tilsammen begge
Udi mange lychsom aar,
Gud Velsignelse skal legge
Til den Velkom bruden faar.

Dend Stoormægtigste og Høybaarne Monark og Enevolds Herre,
Christian dend Femte,
Konge til Danmark og Norge,
de Venders oc Goters, Hertug i Sleßvig, Holstein, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, etc. etc.
Hans Majestæts første og Lyksalige Ledings-Tog
til
Ævig Hukommelse
Allerunderdanigst
af
Th. Kingo. Kiøbenhaun,
Trykt af Matthias Jørgensen, Aar 1676. 152

Aller-underdanigste Erindring
til
Hans Kongl. Majest.

LAd dette Hastverk faae en liden Naade-Skygge,
Og lad min Digter-Konst oppaa Din Mildhed bygge,
Hvad min Blek-Pensel kun hår grunded denne gang,
Skal bedre treffis i Din Fremtiids Seyer-Fang.
Føer Sværdet midlertiid, hvor hen Dit Øye meder,
Og hvor Guds Øye Dig fremlyvser og henleder:
Giør af Din Mandoms Drifft hver Almanakke fuld,
Saa skal Du skildris ud i Ævighed paa Guld.

153

[x]; & [x];.

BEhierted Konge, Du aarvogne Scepter-Fører,
Arv-kroned Christian, som Himlen selv oprører
Med hellig Nidkerhed, at dine Kroner maa
En ævigvarig Fred med Naun og Ære faa,
Tilstæd dog at min fast hendøde Sang-Gudinde
Maa dette Liv i din Udødelighed finde,
At tænde Lyvs udi sit ringe Lygte-Skrog,
Og vise Verden Dit det første Ledings-Tog.
Stoormægtigste Monark, Du fulde Mandoms Kierne,
Jeg ey vil stille frem Din Fødsels Himmel-Stierne,
Men vise huor Guds-Frygt og saa Rætfærdighed
Med Haand i Haand udi Din Føde-Stund opskreed!
Det hellig Tuilling-Tegn stood hos Din Fødsels Vugge,
Din Kongelige Siæl med Naader at bedugge,
Og Dig berede til en saadan Kron' at faae
Huis Lige Danmarks Folk og Fyrster aldrig saae.
Hvor herlig gaar Du frem med disse Følge-Suenne,
Med Himmel-Fynd og Frugt de daglig Dig betiene:
Dend ene legger Grund til ald lyksalig Stand,
Dend anden flugtig giør ald Uskiel ud af Land.
De begge bygger paa Guds Æris Huus og Kirke,
Og hver Mands Beste de med samled Haand udvirke
De begge spinder paa Din Arve-Sirkel maa
Med Seyer, Ære, Naun fuld-runded ævig staa.
Dit første Ledings- Tog med Gud og begge disse
Du vilde i din Siæl fuldkommelig forvisse,
At, før Du Sverdet drog, Du da i denne Daad
Gik ey et Fingers breed fra deris trygge Raad.
Før derfor at Din Haand dend spendte nogen Bue,
Og giorde Bluß udaf sin nidkier Sinde-Lue,
Da blev der Røgelser paa HErrens Alter tendt,
Og Syndsens Luer ud i Poenitentzer brendt.
154 Du loodst udraabe strax en Bønne-Fest og Faste,
At Folket skulde sig i Bedrings Aske kaste,
Randsage sine Triin, opspoore Gud igien
At bøde Landsens Fljg hand rev i Vrede hen.
Der paa Du da brød løß og blotede Din Klinge,
Din Kriigs-Hær Ordre fik at lade Fanen suinge
Hen mod dend Tyske Bond, huor under Veys Du dog
Begyndte med et sært og velbegrunded Tog.
At Holstein ikke Dig med Passen skulde snøre,
Og for dit Reyse-Maal en Hindre-Steen opføre,
Du Tønningen tog ind, saa selv Hertugen veed
Huad nu Dit Alvor er og huad Din Kierlighed!
Med ald Din Aarlogs Magt Du strax der paa lod stande,
Og tog Dit Stade i de Mekelborgers Lande,
Og, efter given Troo til Dine Forbunds-Mænd,
Blev foort de Danskis Mood og deris Lunte tend.
Saa greeb Du Verket an! Damgarten motte bukke
Og nødis til sin Magt fra sig at udelukke,
Saa skrekke-fuldt vaar da Dit Suærdis første Stød,
At Fienden keysede Flugt for den visse Død!
Dig Tribbesees og faldt ydmygelig til Foode,
Og Dinis Hierter Dag fra Dag i dennem groode,
Og ynskte ved Din Haand at ledis bedre frem
I Vaaben-Skolen, til at hente Seyer hiem.
Dend gamle Wißmar-Stad, huor stolten Belt indflyder,
Og af det faste Land fuld Druut et Fauntag nyder,
Som giør en sikker Haun, huis Mund og Minde sig
Udaf en Skandse kand forfegte mægtelig,
Dend Stad, dend faste Stad, hvis høye Muur og Volde
Er vel saa Bringe-sterk en Fiende ud' at holde,
Hvis Food omringed er med en beleylig Plads
Af Limed Henge-Segg og Røde-Dynds Morrads,
Dend Stad, som var forseet med velbehierted Helte
Der hafde Hierter som ey lætte vaar at smelte,
Til dend blef straxen vendt Dit Kongelige Mood,
At sette Prøve paa det ærlig Danske Blood.
155 Her holdtis Vaaben-Ting, til Striid blev alting laved,
Dend Danske Lands-Knægt sig vel snart fik nedergraved,
Og dend Kanine-Konst, i Joord at boore sig
Med mangen Krinkel-Krog, blev øved mesterlig.
Saa med en huj og hast blev Staden rundt omringed
Oc Bioode-Fanen om de væbned Volde suinged,
Trompet og Tromme-Slag de buldred Døden ud,
Det vaar Din Beyler-Sang for denne trodsig Brud.
Her kastis Batteri, her tog mand for at spille
En Kugle-Springe-Dands, og Luften giennem-drille
Med Tusind Torden-Skrald, som alle Skyer brast,
Og Himlen skulde strax paa Jorden bleved kast!
Her satte mand og an med grumme Fyre-møsser
Med de Granate-slug og Gryde-munded Bøsser,
Tre, firehundred Pund hver gulped fra sig ud,
Som Lufte-fløy for det Mirakel-mægtig Krud.
Men huor den tørnede og faldt paa Fiendens Huse,
Dend bistre Bødel-bold begyndte da at bruse
Med saadan Overmagt, med saadan Brag og Brudd,
At huer som der var nær fik Dødsens visse Budd.
Det holdtis Dag og Nat, her vistis ingen Hvile
For hine Blidekast, Du blev alt ved at jle
Med Ild og Lue til at knæge Fiendens Magt,
At bløde ham i Hu og giøre ham forsagt.
Men hand blev lige stolt og hærded udi Sinde,
Ræt som naar Klippen faar et Torden-brudd at finde,
Omskiønt der skeer et Riv i hendis Flise-krop,
Hun holder lige stiv sin sterke Beenrad op!
Imidlertjd Du fik et Anslag udi Sinde
Med Skibet Falken dend Søe-fugl dit Belt' at binde
Du selv anordnede mod ham de stoore Skiøt,
Hvor ved hans Planke-vom udboored blev og stødt.
Vel vilde hand udbredt sin stoore Seyle-vinge
Og sig ved Flugten fra dit Batten hensvinge,
Men Gud Din HErre selv strax denne Order gav
Ud til dend hule Søe og til Dit Belte-hav:
156 Viig Skumme-kroned Strøm, og bliv saa lau en Ebbe,
At Vandet sætter sig fra Wismars Haune-Flebbe,
Indtil min Salvede sit Forsæt kand opnaae,
Og dend gesvindig Falk i Garn og Strikke faae.
Det skeer: Her satte sig det Havsens megle Vaade,
Saa fløy dend frekke Falk ind til Din Haand og Naade,
Hvor ved Hvalfisken blev forbaused og uglad,
Og om Din Naade strax med ydmyg Bønfald bad.
Naar hørte mand tilforn af slige Tog at sige,
At Skibe lader sig af Landmands Haand bekrige:
Et Skib foruden Skib med Storm at tage ind,
Det falder verkeligt i mit og fleeris Sind.
Mens Du paa Land og Vand skinbarligen fornemmer
At GVD forfigter selv Din Sag, og Fienden klemmer:
Tænk, hvor dend Flaade fløy, som ud fra Stokholm gik
Og stoore Himmel-hugg udaf Din HErre fik!
Hand hvisled ad Nordvest og dend i Søen splitte,
De Skib foruden Skib blef saa tilredt og slitte
At Bølgen tiente Dig for Skib og Støkke-skudd,
Thi Gud var Admiral og giorde dette Brudd.
Der Du da for Din Gud med taksom Hierte kiendte
Hvad lyksom Fremgang Dig ved hans Andledning hendte,
O hvor Dit Kongelig og Eye-goode Sind
Af Gud din Styrke blev aldeelis taget ind!
Hvad Lyst og Fyrighed der da i Leyren vaktis,
Af dend som ey var hos ey lettelig kand aktis,
Saa kiedsom var ey dend slat-uren Løbe-grav,
At jo Dit Øye hver Liv, Lyst og Hierte gav.
Der saaestu da hvordan de Danske Bonde-Drenge
Ey sky for Trommen er, hvor ey de lader trenge
Sig fra sin Stand og Post, naar mand dem bruge vil
I Krigens Skole, seer mand hvad de duer til.
Som Flinten skiult i Jord i mange Aar og Dage,
Der ingen værdigis i Haand engang at tage,
Hans Knive-hvasse Kant og Gniste-rijge Krop
End og blandt Truske-træ sig selv ey tender op:
157 Men vil mand hannem kun mod Jern og Staalet bruge,
Mand hundred Funker da skal af ham stød' og knuge,
Hand vjser da sin Kraft, at om hand slidis hen,
Hand er dog Ever mens der noget er igien.
Saa, saa Din Bonde-Søn, om end hans slette Kofte
Dend skiuler Hiertet og hans Knogel-føre Hofte,
Giv hannem kun Gevær, føer ham i Marken an,
Hand tør sig bilde ind hans Slegt er af Kong Dan,
Hand skal i Gierningen det lade see og kiende
Hans tarvelige Sind af Ifrighed kand brende,
Og hvor hand tør sin Mand i Marken vel bestaa,
Naar hand kun haver dend der ham vil hidse paa.
Hvor ofte ynskte hand paa Fienden løß at gange,
Og grandt lod see det hand for Døden ey var bange,
Den hiasked Regne-sky hun var ham dog imod
Og nægted ham at faae fuld Fæste for hans Food.
Mens, ô Du Kongers Roos, vor Tijds Naunkundig Ære,
Den Seyers Ærekrantz Dig sømmer ræt at bære,
Som Gud self rakte Dig ved sin aldmægtig Haand,
Der hand Dig styrked med saa uforsagt en Aand.
Thi vilde Vinteren sin Glar-broo ikke legge
Hen paa den mudrige Moradsis Henge-segge,
Om Skyen syntis ey at vilde føye Dig,
Du viste GVd hand var Din Ven dog visselig.
Du derfor Dag og Nat med Løve-mood og Hierte
Besaae Dit Synest til at meere deris Smerte
I dend bestolded Stad, og dennem bringe til
At Nød maa giøre det som Lyst ey gierne vil.
Du Dine hulde Raad og sterke Stride-Kiemper
Arr-bidt' af Bøsse-Mund i mange Døds Ulemper,
Du med et Øye-Vink kun dennem nikker paa
Med største Majestæt tiltaler dennem saa:
I Krigens Sønner, I ræt Ære-tørstig Siæle,
I Døds Foragtere (dog Dødsens Skiude-Pæle)
I Degen-færdig Folk, stridbare Jette-Blood,
Bryst-fuld' af intet kun af idel Hiert' og Mood,
158 I seer hvad Himlene hâr Os i Haanden føyed,
I seer hvordan mit Sind med Eder erfornøyed,
I seer hvor haard en Hals Vor Volded U-ven er,
I seer hvordan hand Tand imod Vor Trusel skiær,
I seer hvor dagligen at de Morradse-Svampe
Ophæver sig udaf de Sky-nedsælded Dampe,
I seer Soldaten sig at elte daglig ned
I sejen Dynde-Liim til Knæ og Belte-Stedd.
Frem, giver Eders Raad om Vi skal nu forlade
Det rundt-beleyred Folk, og giøre dennem glade
Med Voris Haan og Spot, og Ryggen vende mod
Det Saar, som i Vort Bryst Os meget bedre stood?
Ney! Ney! Jeg veed I ey skal her udi samtykke,
Jeg veed I Eder ey herfra skal lade trykke
For nogen Fiende- Vold, ey Skyens hvasle-Regn,
Skal skylle bort Vort Naun og ævig Ære-Tegn!
Her dryber Rykte ned med disse Regne-Draaber,
En frugtbar Ære-Sool Vi giennem dennem haaber
Med Seyer at besee, hist paa hin ranke Vold
Der skal I hente ned en ævig Æris Sold.
Er nogen fey og falsk, hand vige kun tilbage!
Det Hierte som der vil sin Konge nu forsage
Det dømme Himlens Gud! Vel an! Jeg gaar der paa!
Og veed min Gud hand Mig her i sin Haand skal faae!
Dend Tale nep var endt, før hine Vaaben-føre
Naunkundig Ledings-Mænd begyndte sig at røre
Hver til sit Folk og Post, som hver i Hu vaar høy,
Mand veed ey om hand gik paa Fødder eller fløy.
Fast ligesom mand seer Diur-Kongen Løven brøle
Naar hand er bleven harm og Blodet ey kand kiøle,
Hvor Løve-Ungerne de tuærre hist oc her
Med ilde-funked Syyn, og tænker: Hvad er Der!
Kand De da blive var udi de riised Buske
En Avinds Diure-Flok og noget sligt utuske,
Strax vil de lade see sit u-sky Myrde-Mood,
Og at De hâr i sig oprigtigt Løwe-Blood.
159 Saa gik det ogsaa her, hver foor hen til sin Side
Udi den haarde Nødd frimodelig at bide:
Een giver kloge Raad hvor mand kand Staden faae,
Een anden hvad for Død hand nys hâr fundet paa,
Dend tredie hand giør en Broo der vel kand flyde,
Dend fierde Bom og Buk der Poort og Muur kand bryde,
Dend femte hitter paa hvor Haand-granaten kand
Med meer end snese Skudd udhvistis fra en Mand.
Der Soolen hafde nu sit Loßement forandred,
Og Skyttens Bolig vaar igiennem gandske vandred,
Og hun Steenbukken da om Indkorteering bad,
Forgyldte ham hans Hoorn som tyk-riimfrosted sad,
Da Jule-maaned vaar mod tretten døgne løben,
Og Dagen vilde nu fra Natten tage Svøben,
Da blev dend haarde Storm, det varme Bloode-bad
Med Dødsens tru beridt mod stolten Wismar-stad.
Her paa begyndte strax Granaten Ild at spude,
Kartowets bomre-bas ald Luften fuld at tude,
Muskete-kuglen da saa knadrede og faldt,
Som naar mand kaster Ild med Hænder fuld af Salt.
Ild, Røg og Regn og Rusk hâr Dagen saa beblandet
At Soolens Øye kand ey skinne over Landet!
Soldatens Øye dog sin Post i sigte faar
Til hvilken uden Frykt hand velbehierted gaar.
Lad hagle Jern og Bly! Lad her fem blodig Fingre
Afhuggis fra sin Haand! Lad der en Arm omslingre
Bort fra sit Lenke-ledd! Lad her et afskudt Been
Høy-rosen-farve dend nestlagde Kampesteen!
Lad der et Hoved hen ad Jorden hastig trilde
Og Blodet dansendis i Saanden om sig spilde!
Hver hierte-fuld Soldat hand tænkte dog ved sig,
At hand blandt andris Død vaar selv udødelig!
Du stood imidlertiid (Gud kiender med hvad Øye)
Og saae Din Seyer gaa udi en blodig Trøye!
Du sukked til din Gud, saa Fienden svandt som Dugg
Din Bøn dend dybere end Sverd i hannem hugg!
160 At om endskiønt det skarp tre Tjmer holdt at bide,
Dog af slet ingen Flukt de Danske vilde vjde!
Kat-hændede de kom i Fiendens Fordeel op,
Og fik ham endelig saa til at holde Trop.
Da Fredsens hvide Flagg mand udaf Tornet hengde,
Og hver i Staden sit Gevær hen fra sig slengde,
Om Naade bad da dend som førre gik paa Tru,
Og dend som før var vild da simpel blev og blu!
Da Døden stood beridt for alle Stadens Dørre,
Ild, Moord og Brand med Graad mand kunde ey aftørre,
Om ey Din Mildhed dem midt i Din Vrede fik
En Frelsis Tilsagn og et naadigt Konge-Nik.
Du kunde Blood for Blood i tusind Strømme taget
Og over hver Mands Blood dit Hefhe-sverd uddraget,
Men det var Christeligt: Du traadde med din Food
Oppaa din Fiendis Hals, og skaante dog hans Blood!
Saa blev Ulykken da i fulde Bluß neddemped,
Og de som ey med Sværd Dig kunde overkæmped,
De dog Dit Hierte vandt med frygtsom Ydmyghed,
Og paa en Time saae Dig baade mild og vred.
Du neste Morgen strax reed inden Volds at skue
Din nu til-vundne Stad, dend hellig Andakts-Lue
Vaar i Dit Hierte tendt, at Gud hand kunde faae
Sin Frukt udaf dend Krands som hand dig satte paa.
Den ofred Du ham op i HErrens Huus med Glæde
At Du Din Fiendis Joord frimodig kunde træde
Som Seyervindere, Du kiendte det Guds Haand
Skar ene Knuden op paa dette sterke Baand.
Der Du da Hyldings-Eed af Staden hafde taget,
Foort blev der da oppaa Hiem-Reysen til os maget,
Med Ære, Seyer og med Sundhed komstu hiem,
Gud foor tilbage med, som Dig ledsaged frem.
Tak for hver vaagen Nat Du for os hafver taget,
Tak for hver Faderlig Bekymring Du har draget,
Tak, Himmel, ævig Tak som fuldte Kongen med
Tak Du Guds Ansigt som gik hos ham hver en Sted!
161 Legg, GVd, fremdeelis op Lyksalighed og Ære
Til Kongens Rente-Skat, lad Kronen hand skal bære
Hver Dag formeeris med en deylig Ædelsteen
Af Dyd og Mandom som foruden Synd er reen
GVD lade Hannem naa sit Hierte-Maal og Merke,
GVD giøre selv der til Hans Haand og Arme sterke,
Hans Rjger der ved kand ald Velstands Blomster faae,
Og hand en Ære-Speyl for Konger ævig staae!

Paa Lysekrone i Slangerup Kirke.

DIT ORD O GVD DET ER DIN KIRKES LYSE KRONE
SOM SCKAL VEYVISE OS TIL LYSETS ÆVIG THRONE
LAD OC I SLANGERUP DIT LYVS EY PVSTES VD
DET BEDER KINGO SOM BAR FAKEL FOR DIN BRVD
FRA AO 1668 DEN 6 SEPTEMBR SOM SOGNEPREST HER
PAA STEDEN INDTIL AO 1677 DEN 25 FEBRVAR HAND AF
GVD OG HANS KONGLIG MAYESTET BLEV KALDET
TIL AT VERE BISCKOP UDI FYHENS STIFT

164

APPROBATIO.

Sacro hoc & eleganti rhytmo ita fateor animum meum permulsit Nobilis Poeta & Asaphus noster, Vir adm. Venerandus, Dn. MAG. THOMAS KINGO, ut versum esse, qvicqvid postea legerem, penè immoderatus vellem. Sive enim harmoniam spectes qvam huic seculo tandem patefactam crederes, si qva prius latuerit: Sive sermonem ipsum attendas, & lingvæ vernaculæ cultum: Sive deniq; rhytmum examines & concinnum cantici motum, ita hìc omnia pulchrè conveniunt, ut, vel ipso Voßio judice, etiam disertissimum audeant provocare Oratorem. Addat hanc insuper divinis cantionibus divinam vim & potentiam Magnus ille præcentor in Israel, qvi Asaphum qvondam in cytharis prophetantem divina virtute gratiosè sustinuit, easq; supra omnem adeo cultæ orationis efficaciam ponat, ut pios semper motus concitent, & lectorum mentes molliter secum in cælos trahant. Ita eas publico sacras volumus.

Hafa. d. 6. Sept.
Ao. 1681
. Joh. Baggerus D.
165 166
167 168
Dend
Stoormægtigste Høybaarne
Dronning
CHARLOTTA
AMELIA
Dronning til Danmark og Norge, de Wenders og Gothers, Hertuginde i Schlesvig,
Holstein, Stormarn og Dytmarsken, Fød-Landgrevinde til Hessen,
Fyrstinde til Hirtzfeld; Grevinde til Oldenburg og Delmenhorst,
Kazzenellebogen, Diez, Ziegenhain, Niddag og Skauenborg.
Ynsker jeg Naade og Fred, med langvarigt Liv
og Lyksalighed til ald Kongelige Velstand paa Jorden, og ævige Ære og Salighed udi Himmelen!

Allernaadigste Dronning

Iblant andre mange Kongelige og kiendelige Naader, med hvilke Himlene, til allis Fornøyelse og Forundring, saa overflødeligen haver beriiget og kronet Eders Majest. med, er ikke denne den ringeste, at Eders Majest. med en fri og fuld Kiærlighed ey allene elsker vort Lands Folk, mens ogsaa vort Sprog. Disse loulige Kongerigers trolydige Undersaatter bære det dagelig, med allerunderdanigste og Hierte-meent Berømmelse, paa deris Tunger og Tale, at Eders Majest. haver naadigst ladet sig behage at sætte saa naadigt et Merke paa sit Kongelige Gemyttis Tilbøyelighed til os, at vænne sig til at tale med vort Land, førend Eders Majest. tog Kronen i vort Land. Saa haver vi samptlig lært at kiende Eders Majest. Hierte af Eders Tunge, førend vi hafde dend Lyksalighed at kiende Eders Majest. af Ansigt eller Øyne. Og efter at det haver behaget GUd at 169 velsigne os med saa dannis og dyd-fuldkommen en Dronning, haver Eders Majest. ey allene, som en anden Esther, talt Got til allis Tarv og for hver Mands Huus, mens ogsaa ladet see, at Eders Majest. Hierte dragis til vor GUds Huus, i det at Eders Majest. ofte udi vore Danske Meenigheder lader sig af Ordets Prædiken fornøye og forlyste, hvorover alle hierteligen glædis, og besynderlig GUds Tienere, som dagelig ynsker vort Jerusalem til Lykke, fordi at Eders Majest. sætter sit Hierte til dends Muur, til at forbedre dends Pallatzer. Udi denne Lyst, som Eders Majest. haver til at elske vort Sprog, seer jeg at Eders Majest. paa en sær Heroisk og Heltemaade, giør mange af dennem skamrøde, der haver (maa skee i tredive Aar) ædt Fædernelandets Brød i Hans Majest. Tieniste, og har dog ikke vildet lære tredive Danske Ord. Enten det nu er vort gode gamle Danske Sprogs Skæbne, at det skal agtis haant om af dem, som vi agter høyt om; eller og de indbilder sig (fordi de vil ikke forstaa det) at det er et Vadmels Sprog, og derfor gid ej taget det paa deris Silke-Tunger, det lader jeg staa ved sit Værd denne gang. Og som jeg, for min Ringhed og det Pund mig er betroed, tragter efter at legge tilbørlig Værd paa vort kiære og ældgamle Moders Sprog, sær udi aandelige Sange, og sær udi andre Maader, som Tjden, nest GUds Hielp, skal udviise, saa haver jeg taget mig dend allerunderdanigste Tilliid, at jeg denne mit Aandelige Siunge-Koors anden Part Landsens Moder, Eders Majest. min Allernaadigste Dronning ville tilskrive, til et udødeligt Minde for Efterkommerne hvor berømmelig og Dane-kiær en Dronning Eders Majest. er, og til et allerunderdanigste Tegn, at jeg udi alt det jeg formaar, og udi Hiertens ydmygste Bønner er og bliver

Eders Majest.
Allerunderdanigste Tienere og hiertelige Forbedere hos GUD
Thomas Kingo.
Odense Bispegaard
den l. Septembris
An. 1681. 170

Wi CHRISTIAN dend Femte af GUDS Naade, Konge til Dannemarck oc Norge, de Venders oc Goters, Hertug udi Sleßvig, Holsten, Stormarn oc Dytmersken, Grefve udi Oldenborg oc Delmenhorst, giøre alle vitterligt, at eftersom os Elskel. M. Thomas Kingo, Superintendent ofver Fyen Stift, for os allerunderdanigst hafver ladet andrage, hvorledis hand til Trøcken skal hafve fuldfærdiget een Bog, kaldes Aandelig Siunge-Koors anden Part, da hafver Vi, efter hans her om allerunderdanigst giorde Ansøgning oc Begiering, Allernaadigst bevilget oc tillat, saa oc her med bevilger oc tillader, at hand samme Bog paa egen Bekostning maa lade oplegge oc trøcke, dog at med des Revision efter voris Elskel. kiere Her Faders Sal. oc Høyloflig Ihukommelse den 6. May Anno 1667. udgangne Forordning vorder forholdet, saa oc at den rigtig oc correct trøckes, oc skal ingen anden end fornefnte M. Thomas Kingo hans Arfvinger, eller hvo deris Samtøcke eller Tilladelse der til hafver, sig maa til fordriste, udi Tiufve Aars Tjd, fra dette vort Brefs Dato at regne, bemeldte Bog eller hvis andre Skrifter som hand enten allerede hafver ladit udgaa, eller her efter kunde tilsinds vorde at ville lade udgaa, enten udi een eller anden slags Format med støre eller mindre Stil, paa Danske Sprog eftertrøcke, eller eftertrøcke lade, ey heller andensteds fra trøckt, her i voris Rjger oc Lande indføre, distrahere eller forhandele, eftersom det hannem self oc hans Arfvinger allene skal være frjt oc forbeholden. Understaar sig nogen her imod at giøre, eller antreffes med andre Exemplarier af fornefnte Bog eller Skrifter, skal den, eller de, for hver gang de i saa Maader betrædes være forfalden at gifve udi Straf for hver Exemplar de med betreffes fem Hundrede Rixdaler, dend tredie Deel til Angifveren, oc de øfrige tvende Deele til de Fattige i Ottense Hospital, oc der foruden, som vores Mandaters motvillige Ofvertrædere være vores General Fiscals Tiltale undergifven. Forbiudendis alle oc enhver her imod, eftersom forskrefvet staar, at hindre, eller udi nogen Maade Forfang at giøre, under vor Hyldest og Naade. Gifvet paa vort Slot Kiøbenhafh den 20. Augusti Anno 1681.

Under vort Zignet
Christian
171

In
Chorum Sacrum
THOMÆ KINGO.

172

Hactenus altisoni rhythmos & carmina Risti
Et numeros pietas qvos velit esse suos
Miramur Dani & peregrino assvescimus ori,
Et bibimus rivos Rhene superbe tuos:
Nunc patrias KINGO genio locuplete camænas
Erigit, & fato dat meliore frui;
Ille canit, totumq; trahit ad carmina regnum,
Et dulci eloqvio templa domosq; replet,
Ut jam dediscens fædos vox publica cantus,
Incipiat cælo nil nisi teste loqvi,
Ausa suum cunctis Heliconem opponere terris,
Ingenio Vaturn carminibusq; parem.
Heus ubi sunt tua magne Pater Tiberine fluenta?
Seqvana ubi, & toto gurgite pienus Arar?
Nil Dantes, nil Laura Tibi tuus ille Petrarcha,
Nil simile Oenotriæ tota caterva dedit;
Nil Odera, ingentiq; tonans Opitius ore,
Et qvicqvid Vatum Scaldis & Ya dedit:
KINGO nives ipsas, gelidamq; illuminat Arcton,
Et procul à Phæbo sideribusq; canit,
Laudibus hoc Vatum præcelsior omnibus unus,
Pindum ultra, & cunctos Bellerophontis Eqvos,
Qvo coelig;lum jungit terris, & flectit iisdem
Inde homines metris, hinc pietate Deum.

V. Bering. 173

Den Vel-ærværdige, Hederlige og Høy-lærde Mand
Mag. Thomas Kingo
Superintendent ofver Fyens Stift til Ære

Mange sig med laante Fiere
Pynte, og der paa studere,
Der paa Flid anvende vil
At de kand med fremmed Tale,
Som en Paahøns-rumpe prale,
Og sig deraf giøre til.
Som dog mest er Fusk-Idrætter,
De mand daarlig eftersetter,
Og i de mand sielden naar,
Det mand giør sig for Umage:
De der ingen og kand hage,
Uden den sligt ey forstaar.
Mere bør mand da at prise,
Dem sig flittig deri vise,
Deri tee sig snild og klog,
At de heller meer og mere,
Kand uddørke og staffere,
Deris eget Moders Sprog.
De i Stranden ikke pløye,
Tar sig ey forgiefvis Møye,
Haabe kunde, det de paa
Deris Tid og Arbeid vende,
Ey tør frycte anden Ende,
End de agted dem at naa.
Heri KINGO self er hiemme,
Heri lader klart fornemme,
At hand sligt til Grunde veed:
Herlig sine Gafver yder,
Og for andre Isen bryder,
174 Med all Lyst og Artighed.
Før os dermed ret paa Bane
Den beqvemme Skialdre-vane,
Ved hin deilig Vise-lyd:
Siunger som i Lund og Dalle,
Stillißer og Nattergalle,
Til en hver Mands Lyst og Fryd.
Derfor bør ham ydet være
Prißlig Tak, og Rosis Ære,
Det er voris Danske Plict.
KINGO, KINGO bør at høre,
At hand lærd' os først at giøre
Søde Riim i Sange-dict.
Af
J. Brunßmand

175

In
Chorum sacrum
THOMÆ KINGO
Episcopi Fyonensis.

Dania tolle caput, reliqvis accepta remitte
Gentibus & laudes noscere disce tuas;
Disce peregrinæ fastum contemnere lingvæ;
Ut placeas aliis disce placere tibi.
Ne dubita; qva terra patet tua lingva placebit,
Musaqve jam summo docta placere DEO.
Muneris hoc KINGO debes, hoc vindice nomen
Sperat & æternum Danica Musa decus.
Dum pia vota canit, vocem dum mittit ad astra,
Ecce simul lingvam tollit ad astra tuam.
Henr. Harderus.

Af hver en Tøddel i GUds Ord mand kand opdrage
En Lærdoms Bierge-hob: blef sagt i gamle Dage
Udaf en stoor Rabbin, som ogsaa drues maa,
Om ey Betenkninger der i for fage gaa.
Tolmodighedens Speyl betragtende hvad verklig
Naturen i sig har udbryder der om merklig:
Paa Intet, siger hand, Gud Jorden hafver sat.
I det, der intet er er uskatteerlig skat.
Om Biblen taler jeg, jeg Sacramenter finder
I hver et Ord der af. Der er dog meer og minder,
Som Firmamentet paa sig underskedlig har
Med Stierner, Maane, Soel, der alle skinne klar;
176 Men udi Herlighed er et dog meget høyer
End som det andet, det sig riigligere føyer
I hint, end dette, som vi hafve for der i,
Det liig-vel vil ey staa med alle Steder bj.
De Psalmer, David skref for alle Prisen bære,
For Titel hafve de den liden Bibels Ære,
En Sum udaf det ny, det gamle Testament
De kaldis udaf een. Saa høyt det blifver spendt:
Blant Himmel-fakkler som at Solen bærer Palmer,
Blant Skriftens Bøgger og saa giøre Davids Psalmer.
De Middel-puncten der udinden ere, ja
Mand Hiertet tager, hvis de tagis skal der fra.
Og Tyrken self saa høyt det David siunger skatter,
Som det, hans Mahomet i Alkoranen fatter.
I Davids Psalmer er med Siæle-lyst Profit
I dennem Manden giør med Aanden altid sit.
Den Grædske Pindari den eene Sang er skrefven
Med gyldne Lineer og siden er den blefven
I Rhodi Tempel hen til god Forvaring lagt.
I Hiertet ligges maa hvad David hafver sagt.
Det er jo Skriftens Pyk og Prunk oc Pral, hand siger:
Det Torn af Libanon saa himmel-høyt ey stiger;
Ey Aarons Salve gaf af sig en bedre Lucht:
Ey Heßbons Floder flød saa reent i deris Bucht.
Den Dug af Hermon ey saa fruchtbar af mig meenis,
At vi jo bedre kand ved Psalmerne betienis.
Men hvi saa meget om Guds egen Hierte-mand?
Hvorfor om hannem mig saa vit i Tanker rand?
Vel-ædle Biscop jeg tilsammen dette ligner
Med Eders Skrifter [mand for dennem sig velsigner]
Der intet er, som jo fortiener største Lof,
I hver et Ord mand seer en Rarhed udaf Stof.
Men Eders Siunge-Koor er som vor Harpe-slager.
Dermed [jeg haabes at Her Biscop det fordrager]
Dermed besynderlig forhverfves saadan Priis,
Som aldrig nogen Tjd skal tage mod Forliis.
177 Ærbødigst beder jeg, at det mig maa tilsteedis
I Sted for Roes, at her udaf mig meget bedis:
Jeg ikke kand der med at føre meget frem,
Vel-ædle Biscop jeg vil ønske saa for dem:
GUd glæde Hannem (hvo vil ikke sige dette)
Som kand med Glæde GUds, og Kongens Hierte mætte!
GUd tage hannem i sit Hierte, som saa kand
ndtage Hiertet! Hvo kand treffe det, som hand?
Som Engle-fryde-koor i Himmel-sale klinger,
For KINGOS Siunge-koor i Jordedale springer
Saa Hiertet op og need. Hvem ey beveges her,
Et Hierte, troer jeg, af Steen hand i sig bær.
For søde Melodiêr, for Indfald meer end søde,
Som alle Steder os i Siunge-kooret møde,
Gid vor Vel-ædle Bisp i mange Tjder maa
En Sødhed udaf all Lyksalighed opnaa!
GUd gifve det maa gaa vor sødest Arfve-Konge,
Som Hiertet ønsker med Vel-ædle Biscops Tunge!
Vel-ædle Biscop gid hand saae og her for sig
Mit Hierte, som det er ræt ønske-fuld i mig.
Jens Pederssøn
Evangelii Tienere til Dalum
og Sanderum i Fyen.

Antistes venerande, cohors, dum cantica profers,
Laudes decantat devenerata tuas.
Regis ad exemplum totus componeris ipse
Psalmis Isæi palma daturq; tuis.
Dictus Rex Psalmos scribit, qvos cantat Asaphus;
Psalmos, qvos scribis, Rex canit ipse tuos.

Idem Posuit.
178
[x];
[x]; [x]; [x]; [x];
[x];
Redivivo Bichorali NEHEMIÆ:
C 12. v. 31.40.
Clarißimo & Nobilißimo
Summéq; Venerabili
dno. D. M. THOMÆ KINGO &c.
Sanctum DEI CHORUM
[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x]; [x];[x];[x]; [x];[x];[x];[x];[x];[x]; [x];[x];[x]; [x];[x];[x];[x];[x]; [x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x]; [x];[x];[x];[x];[x];[x];[x]; [x];[x];[x];[x];[x];[x];
iterum atq; iterum jubenti,
afflatum Divînæ Auræ æternum.

Jam mihi me videor Bichoralem audire MAGISTRUM
NEHEMIAM placidum Pace, Qviete Diu.
O! olim Præfecte Chori Grandæve gemelli
Nonne Novis sêclis req; tonôq; Redux?
Anne Tibi socium liceat mihi fingere nutu
Instinctu, Ritu, Flumine, Luce DEI?
Tune Chori Bisoni Fundator & ordinis æqvi
Author & en Laudis Rex Opifexq; DEI?
Anne Chori Bisoni Renovator & Ordinis æqvi
Arbiter, hic Laudis Lex Monitorq; DEI?
Sancte DEI Præco Regiqve, Duciqve, Gregiqve
Calcar eras, cumulent Nornen Honore DEI;
Posthumus ecce Tuus sacris sublimis iisdem
Motibus intentô pectore tractat idem:
Nehemiæ nornen, populo qvia dulce levamen
[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];, monitis, ore, tenore, modô.
Nomen huic THOMÆ, sensorum animiqve gemellis
Nam studiis satagit magnificare/multiplicare DEUM,
179 Vel THOMÆ, qvia perfectos cælo addere plures,
Olim seqve simul Candidus ardet Amor:
Hospes Tu terræ Dux Lux ad REGNA BEATA,
Ipse comes multis, Civis & Hæres IBI:
Hicce tuæ socius curæ, comes atqve palestræ
Serior adveniat Collateralis HONOS.

Chregeme, Die Annæ
26. Jul. 1681.
Æterno adauctum optat votô
Ampliß. V. studiosiß.
Isaach Enochi.
180
181 182

Erindring
til de Music-elskende.

Eftersom det ikke kunde skee, at ved denne første Tryck Noderne eller de ny Melodier ved hver Psalme paa sin tilbørlig Sted kunde blifve indlemmede, da ere Noderne for sig alleene prentede, som enhver, efter sin egen Behag, enten for eller bag udi Bogen eller ogsaa for sig self kand lade indbinde. Saa fremt GUd gifver Helbred, saa lofvis hermed, at ikke alleene denne, mens og den første Part, naar de i fremtjden skal igien oplegges, da saaledis skal trykkes, at Noderne for hver Psalme skal være at finde. Imidlertjd Gud befalet.

183

[x];. [x];[x];[x];[x];.
Aandelige
Siunge-koors
Anden Part

Dend første Sang.
Andægtigheds Opmuntring.
Kand og siungis under dend bekiendte
Melodie:
Jeg vil din Priis udsiunge.

1.

Op, op med Himmel-stemme
Mit Hierte, Siæl og Sind,
Lad Verdens Sorg betemme,
Slae dend i Veir og Vind!
Op i GUds Aand og Kraft,
Op Harpe, op min Psalme
Og giennem Kiødets-qvalme
Og Blodets dorske Saft.

2.

O GUD! du veedst jeg vilde
Om end jeg ikke kand
Af Himlens rene Kilde
Opfylde Hiertets Spand
Med Naaders Floode-maal,
Hvis grunde-løse Strømme
184 Afgrunden ey kand tømme,
Ey Hafsens hule Skaal.

3.

Mens, O min GUD! du kiender,
Jeg hâr et bruddet Kar,
Hvor Naaden giennemrender,
Før jeg det bliver var,
Du JEsu, O du seer
Min ankelig Formue,
Hvor lit jeg og mon due
Til got i dette Leer.

4.

Jeg hiertelig bejamrer,
At Satan er saa snild,
Som mig mit Hierte hamrer
Tiit ved en syndig Ild,
At jeg med Andagt ey
Min Aand til GUD opløfter,
Men mig i Jorden grøfter,
Langs ned ad Dødsens Vey.

5.

Nu holder mig tilbage
En vellyst-maded Krog,
Som Satan veed at drage
For Dødsens Brod og Aag:
Nu staar jeg tanke-fuld
Med Verden i mit Øye,
Og tæncker, hendis Fløye
Er af bestandigt Guld.

6.

Nu er mit Hierte tynged
Af mange Sørge-lod,
Bekymring om det slynged
185 Med Tankers Pine-brod!
Min listig Avindsmand
Med Uro kand forvolde,
At jeg mig nep kand holde
I ret andægtig Stand.

7.

Nu trænger Korsens Byrde
Og knuger Sindet ned,
Og vil min Andagt myrde
Med stor Urolighed:
Min Andagt over alt
Maa giennem Spißrod vløbe
Og Korsens torned Svøbe,
Som tiit giør Blodet kalt.

8.

Nu hindris jeg af Venner,
Og ofte med dem gaar
Did hvor mand Verden tiener
Og GUD bag Dørren staar;
Mit Hierte flyver frem
Hvor Lyste-druer drybe,
Men neppist kan det krybe
Til GUds Jerusalem.

9.

Thi beder jeg og sukker,
Du med din kraftig Aand,
O GUD! mit Hiert' oplukker
Og løsner Tungens Baand:
Løft, JEsu! Siælen op,
At dend paa Troens Vinger
Med Andagt sig opsvinger
Til Himlens Telt og Top.

186

10.

Slae paa mit Hiertis Klippe,
At det i Strømme-vand
Alt Verden ud kand slippe,
Og Himlen giemme kand.
Tag saa dit Huus og Boo
O søde GUD! der inde
Og lad mig Andagt finde
Til Siælens Trøst og Roo.

11.

Om Hiertet end bedrøvis
Og finder Brudd og Baand,
Mens det paa Korset prøvis,
O JEsu! i din Haand,
Du dog saa nændsom er,
At du min Andagts Vinger,
Med din dend Prøve-finger
Flux op mod Himlen bær.

12.

Om Tornen end vil rive
Mit Hiertis lønlig Vraa
Og skiære, som med Knive
Mit Sind hvor jeg mon gaa,
Din Torne-krone mig
Dog Trøst og Taal indgiver,
At Syndsens Torn ey bliver
Min Siæl ulidelig.

13.

Saa vil jeg mig da sætte
I Andagts Fiære-ham.
Du, JEsu mig skal lette
Fra Jordens Lyste-kram,
At jeg, ved Aandens Sving
Kand giennem Skyen bryde,
187 Og for GUds Throne yde
Mit Hiertis skiulte ting.

14.

Imidlertiid da hvile
Ald Verdens Tanke-tøy,
Mens jeg til GUD kand ile,
Til Himlens Hald og Høy:
Viig af ald Lyst og Synd,
Som mig fra Himlen rykker
Og snedelig nedtrykker
I Verdens Henge-dynd.

15.

Bort Avind, Had og Vrede,
Bort alt det hindre kand,
Vær, JEsu! flux tilrede
Med Andagts Blus og Brand,
Bort Lyst, jeg agter hiem
Til Himlen med min Tanke
O GUD! lad dend ey vanke
Men hielp dend naadig frem.

16.

Saa skal jeg da udgyde
Mit Hierte for din Stool
Min Øyne-strøm skal flyde
For dig ald Naadis Sool,
Indtil min Andagt maa
Sig stille for dit Sæde,
Til Trøst og Himmel-glæde
I Liv og Død at faa.

188

Hierte-Suk
om
Hiertelig Andagt.

Steenig Hierte, gid du kunde
Blødne udi HErrens Haand,
Blive fuld til Bredd og Bunde
Udaf Andagt ved hans Aand!
Kolde Hierte, lise-kule,
Bunde-frøsne Synde-søe,
Gid din dybe Froste-hule
Op ved Aandens varme Tøe!
Dovne Hierte, Søvne-pryne,
Dorsk og død i Kiød og Krop,
JEsu Sool og Øyenbryne
Vække dig til Andagt op!
JEsu, lad dog Aandens Gløder,
Rense Hiertet op og ned,
At de brekker, demper, døder
Steen og Kuld, og Dovenhed.

189

Dend II. Sang.
Er en Bekiendelses og Bedrings-Psalme, hvorudi Synderen bekiender, at
Lowen er hans Tugtemestere til Christum. Gal III. 24.
Kand og siungis under dend bekiendte
Kircke-Melodie.
Jeg raaber fast O HErre! af dybste Nød til dig.

1.

Kom, Siæl, og lad os græde,
Ach! græd, mit Kiød og du,
Øes op en Jammers Væde
Fra Øyne, Sind og Hu!
Tøm ud det fule Hierte
Fra ald Urenheds Skam,
Fyld det med Suk og Smerte,
Kast af ald Ondskabs Ham.

2.

Og om en flyve-tanke
Af Vellyst banker paa,
Lad dend til Helved vanke
Og fra dig ude staa!
Kom lad mig Verden kaste
Bag Ryggen gandske hen,
Og til min JEsum haste
Med Poenitentz igien.

3.

Mens, ach! hvor er min Bedring?
Hvor er de Løfters Ord,
190 Som jeg i Støvs Fornedring
Saa mangen gang har giord?
Hvad frugted det der strømde
En Flood af Kinden ned,
Da sidst jeg Hiertet tømde
Paa Skrifte-stolens sted.

4.

Har jeg mit Levnet retted
Og holdet HErrens Bud?
Er jeg, som da blev tvetted,
Igien ey sølet ud?
Er Hiertet ey forstokked?
Er Tungen Løgne-frii?
Har Øyet ikke lokked
Min Food til Syndens-Stii?

5.

Ach! Jo jeg maa beklage,
Med Skraal oc Himmel-skrig,
At Kræftern' ere svage,
Der boer ey got i mig!
Min Aand alt got udlover,
Og Villien synis good,
Men Gierningen hun sover
I mit fordærved Blood.

6.

Min Kiærlighed (diß værre)
Til GUD er ey saa sød,
Som dend jeg veed at bære
Til Verden, Blood og Kiød:
Jeg elsker ey min Næste
Med grundig Kierlighed,
Men skakrer mig til beste
Hans Gods og sure Sved.

191

7.

Jeg har Afguder dyrket,
Gods, Ære, Venner, Lyst,
Og mig i Verden styrket,
Dend til mit Hierte kryst.
Min tunge Løgn og Bander,
Bedrag og Hykklerj
Med smigre-sukker blander
Og giør sig snakke-frj.

8.

Sabbaten, som bør være
Min søde Hviledag,
For GUD og for hans Ære
Dend er kun en Behag
Min Vellyst op at fylde,
En Tjmes Kirke-fær
Kand sminke og forgylde
Sex Dagis Synds Begier.

9.

Forældre jeg ey lyder,
Og ey min Øfrighed,
For det de billig byder,
Jeg ofte giør mig vred:
Min egen Hu og Hoved
Paa egen Haand vil gaa,
Mit Sind er dødt og doved
Til lydig Pligt at faa.

10.

Min Næste hâr jeg dræbet,
Om ey til døde slæt,
Dog hâr jeg ofte stræbet,
At hand er bleven sæt
For Tungens Sverd og Egge
Foruden nogen skyld,
192 Jeg hâr og vildet legge
Saar paa hans ømme Byld.

11.

Utugtig Snak og Tale,
Løßagtig Ord og Daad,
Begierlighed at svale
Er Hiertets Lyste-raad:
Vellysters Tindre-øye
Til Skøgens Fagter staar,
Og Kiødets søde Møye
Giør Siælen dybe Skaar.

12.

Jeg Tyverj har drevet,
I Handel været sleedsk,
Jeg X for V hâr skrevet,
Og været falsk og tredsk:
Med Træck hâr jeg udsuet
Min Næstis Blood og Sved,
Og hâr dog høyt opskruet
Min sær Retfærdighed.

13.

Jeg Sandhed ofte sparer,
Og elsker Løgn og Tant,
Ja legger Reve-snarer
Tiit for min nær Forvant:
Min Næstis Navn og Lempe
Jeg bider som en Hund,
Og tør hans Ære dempe
Med Tunge, Pen og Mund.

14.

Min Næstis Huus at søge
Jeg treskeligen veed,
193 Hans Hustro, som en Skiøge,
Staar i mit Øyis Meed,
Hans Lykke, Gods og Ære
Jeg ham mißunder slæt,
Og dit en Flig tør skiære
Bort fra hans Gavn og Ræt.

15.

See! dette er min Klage,
Det er mit Hiertis Nag,
Det er min Siælis Plage,
Min Uroe Nat og Dag!
Jeg skammelig forbryder
Mig mod GUds Bud og Ord,
Og elsker faure Lyder,
Som er min Siælis Mord.

16.

Jeg derfor mig indsvøber
Udi min Synd og Skam,
Og til din Forgaard løber,
Nedkaster der min Ham:
Jeg for min JEsu knæler
Og viser mine Saar,
Begierer Læge-væler
Med mangen modig Taar.

17.

Jeg hierteligen sukker
Og op til Himlen seer,
Jeg mig mod Jorden bukker,
Jeg vaandis meer og meer,
Jeg i min Tunge bider,
Jeg haanis som en Hund,
Jeg mig i Sindet slider,
Jeg slaar mig paa min Mund.

194

18.

Ach! lad dog Himlen drybe
Med Trøste-draaber ned,
Du seer hvor jeg mon krybe
I Siæls Amægtighed:
Til JEsu Kors jeg helder
Min tørstig Hierte-skaal,
Hvor JEsu Blood nedvelder
I folde Himmel-maal.

19.

Det Blod skal mig besprette
Og give Ljv og Aand,
Mit syndig Ljv at rette,
Hvortil din høyre Haand
Mit Hierte selv skal bøye,
Jeg har ey selv dend Magt,
Thi Kiødet vil alt krøye
Mod Siælens Himmel-agt.

20.

Saa vil jeg derpaa træde
Frem til din Skrifte-stool,
Og om Afløßning græde
For dig ald Naadis Sool!
Ach! lad mig faa at høre,
Din Synd er soned, gak:
Saa skal min Mund udføre
Din Lof med tusind Tak.

195

Hierte-Suk

Ach! min JEsu, jeg maa klage,
At jeg slet er fra dig vendt!
Ach! min JEsu! see tilbage,
See, jeg er paa Dødsens Skrent!
Mosis Tauler, Lowens Steene
Støder sig mit Hierte paa,
HErrens Bud-ords Himmel-greene
I min Jord ey Rood vil faa!
Men naar Moses lader høre
Trusel, Torden, Død og Band,
Siiger, at hand mig vil føre
Ned til de Fordømtis Stand,
Da, for Lowens Pidsk og Svøbe
Krympis jeg med Skrig og Skraal,
Og vil til min JEsum løbe,
Som er Trøstens rette Maal,
Ja jeg ønsker, GUD vil laue
Det med mig i Verden saa,
At mig Moses maatte aue,
JEsus legge Plaster paa.

196

Dend III. Sang.
Nær forsagt, men dog ikke fortabt.
Under den Melodie:
Rind nu op i JEsu Nafn, du livsalig Morgenrøde, etc.

1.

Sorrig og Elendighed,
Suk og salte Øyne-taare
Tvinger mig saa meget saare,
For min GUD er bleven vred,
Jeg har Giekken med ham spilled
Og hans Naader bag mig kast,
Og paa Satans Bane drilled
Livet hen i Synd og Last.

2.

Synde-bierge ligger paa
Mine Lyste-knæged Skuldre,
Siælen har begyndt at buldre
I sit Kiøds besmitted Vraa,
Lowen mig med Grumhed truer
Og fordømmer mig i Grund,
Satan viser Helved-luer,
Som hans Kule har i Mund.

3.

Hvert et Løv der tumler om,
Og for Vinden hastig ramler,
Frygter jeg at Himlen skramler
Med min velfortiente Dom!
Seer jeg Gnisten hastig sprette,
Gyser mig mit Hierte-blood,
Vil en Fugl sig hastig lette,
Snubler strax min rædde Food.

197

4.

Som en Orm jeg frygter mig,
Naar at Gierdet monne knase,
At mig Døden er i Hase,
Og forfølger endelig:
Som en Ugle maa jeg vige
Hen i Sorgens blinde Vraa,
Og min Jammer-sang udskrige,
Som jeg enlig nyner paa.

5.

Hielpeløs er slet min Haand,
Jeg af Graad er hees og hikker,
Hiertet bever, klapper, pikker,
Senern' er i Krampe-baand:
Tungen udi Støven mumler,
Øyne rinde strømme-sterk,
Og min Siæl i Blodet tumler,
Vaandefuld af Syndsens Verk.

6.

Trøsteløs og angerfuld
Ligger jeg og suremuler,
Mens mit Synde-saar udfuler,
Vrier mig i Støv og Muld,
Og med hede Taare vander
Jorden, som jeg ligger paa,
Sorg og Sukke sammenblander
Af mit Hoveds Græde-Aa.

7.

Jeg er aldrig hierte-glad!
Men med lønlig Smerte tærer
Brødet, som mig Usle nærer,
Sorgen svemmer i mit Fad:
198 Jeg med lønlig Sukke drikker
Hvad der skienkis i min Skaal,
Og i Sindet stedse prikker
Syndsens giftig-odded Naal.

8.

Vaager jeg, da er jeg fuld
Af Bekymrings Kræft og Qvide,
Ingen Glæde kand jeg vjde,
Aatte jeg end Verdens Guld:
Sommer-dag min Sorg forlænger,
Vinter-dag giør Glæden kort,
Hver en Time Suk paahenger,
See, saa slidis Ljvet bort.

9.

Om sig andre lystig giør
Udi GUd, og kunde smile,
Ja foragte Sorgens Pile,
Jeg er ræd og ikke tør:
Thi om nogen Lyst vil trekke
Paa mit sene Smile-baand,
Vil Samvittigheden rekke
Mig en Pidsk af Syndsens Vond.

10.

Sover jeg, og søger Roo,
Uroe lader som hun slummer,
Men i hast mit Sind optrummer
Med fantastisk Drømme-troo,
Saa jeg veed ey om jeg lever,
Eller jeg er gandske død,
Thi alt hvad er hos mig bever,
See, saa grusom er min Nød.

199

11.

Ach! hvad skal jeg arme dog!
Blant saa mange Siæle-plager,
Som mig piner, trekker, drager
Under Syndsens Kober-aag?
Himlen har sin Hielp forsaget,
Jorden mig ey hielpe kand,
Englene har jeg forjaget,
Ach, hvor usel er min Stand!

12.

Er der da slet ingen Raad?
Er der ingen Trøst at vente?
Er der ingen Hielp at hente?
Er der ingen Fynd i Graad?
Er da Naadens Kilder tørre?
Er jeg slet til Døden solt?
Er der Laas for Himlens Dørre?
Er GUds Hierte blevet koldt?

13.

Er min JEsus borte slæt?
Er hans Saar til ingen nytte?
Vil hand Hielpe-stenen flytte?
Er hand hielpe-keed og træt?
Er hans milde Broders Hierte
Følisløst udi hans Barm?
Finder hand ey til min Smerte?
Er hans Aand ey meere varm?

14.

Skal jeg da fortvifle plat?
Skal jeg Troens Anker slippe?
Skal mit faste Haab nu glippe?
Skal jeg miste Himlens Skat?
Skal jeg Cains Broder være?
Skal jeg Judas Strikke faa?
200 Skal jeg selv mit Liv afskiære?
Skal jeg slæt til Helved gaa?

15.

Ney, O ney! min Siæl, O ney!
Reys dig lit, og see du stylter
Med de mange Synde-bylter,
Hen ad Troens trøstig Vey!
GUd er end ved Bøn at vinde,
JEsus lever og endnu,
Aandsens Kraft er end at finde
For din Sorg-nedsenked Hu!

16.

Ach! min GUd, jeg merker vel
At her er dog Haab tilbage,
Og en Trøstis Hunning-kage
For min høybedrøved Siæl!
Jeg kand see et Glimt af Naade
Giennem Mißhaabs grumme Sky,
Og min store Hierte-vaade
For et Blink af Trøst at fly.

17.

Jeg kand vel i Troen see,
Hvor du, JEsu, selv har ligged,
Og din Trøst fra Himlen tigged,
Udi mine Synders Vee!
u for mine blodig Synder
Og Mißgierning svedte Blood,
Heraf ald min Trøst begynder,
Her er Glædens rette Flood.

18.

Du i Mørket est forraad,
For min Mørkheds fule Laster,
Og for jeg fra Liuset haster
201 Med min skummel Synd og Daad:
Du for mig est bleven tagen
Og ført hen for Dom og Ret,
Hudefletted, spøtt og slagen,
At min Straf skal vorde læt.

19.

Tornekronen stak jo dig,
For at mine Sinde-torne
Skulde ved din Pine forne,
Før de fanger Rood i mig:
Du paa Korset villig hengde,
Og dend Handskrift sønderrev,
Som mig ned til Helved trengde
Og var mig et Dødsens Brev.

20.

I din Siæle-tørst og Tvang,
Har min Synde-gift og Galde
Vildet dig paa Hiertet falde,
Ved din sidste Aandefang:
Du har Syndsens Surhed smaget
Af min fule Synde-svamp,
Og dend bittre Gift borttaget
Af min onde Lyste-damp.

21.

Du har taald den grumme Død,
Saadan Død som ey kand tænkis,
Hvor at alle Døder lænkis
I en bondløß Afgrunds Nød,
Som dit reene Hierte trykker
Til det brister endelig,
Men den Tiid det brast i stykker,
Slap jeg nærmer ind til dig.

202

22.

I din tæt-besegled Grav
Har du lagt dig ned til Hvile
Hvor du brødst dog Dødsens Pile
Og hvert Sting som hand dig gav!
Du stood op fra Mørkheds Telte,
Du ald Verdens Sool og Lyst,
Og ald Sorgens Steen afvelte
Fra min Hierte-grav og Bryst.

23.

Du til Helvede foer ned,
Helvede hvorfor jeg gruer,
Og fik Satan sat i Skruer,
Med sin Magt i Ævighed!
Du til Himmels foer med Glæde,
Trodset Død og Helved-baand,
Og udi mit Kiød tog Sæde
Hos din Faders høyre Haand.

24.

Du min trygge Talßmand der
Hos din Fader er og bliver,
Og et ævigt Vidne giver
Om hvad du leedst for mig her,
Du din Faders Hierte vender,
At hand naadig til mig seer,
Troens trøste-lius optender
I min Siæl jo meer og meer.

25.

Lad da Lowens Torden-skrald,
Lad ald Satans Helved-grube
Lukke op sin svouled Strube,
Lad ald Verden staa paa Fald,
Lad Afgrundens sorte Trolde,
Lad dend gamle Hugorms Tand
203 Mig forfølgejeg vil holde
Ved min hulde Frelsermand.

26.

Om mig Synden Banghed giør,
JEsus skal mit Hierte lette
Og sin Aands Besegling sette
For min skiulte Hierte-dør,
Saa hand altjd skal der inde
Med sin Aand en Bolig faa,
At jeg Hu og Kraft skal finde
Synd og Skam at træde paa.

27.

O min Siæl, vær derfor froo!
JEsus er din Trøst og Glæde,
JEsus er dit Skiul og Klæde,
JEsus kroner selv din Troo,
JEsus er dig Livsens Baade,
Og din Lyst til ævig Tiid,
JEsu, JEsu giv mig Naade
Jeg maa døe i dend Tillid.

Hierte-Suk.

Ach! min JEsu! ach! jeg er
Død og Grav og Helved nær!
Døden mig af Øyne seer,
Graven obnis mod mit Leer,
Helvedis det grumme Gab
Spendis mod min Siælis Tab,
Satan mig fordømmer slæt,
Lowen siger: Det er Ræt!
Dommen bliver snarlig sagt
204 Efter alle Dievlis Agt,
Om, O JEsu! du ey vil
Mig din Side vende til,
Hvor jeg ad dend blodig Port,
Som mit Synde-spyd har giort,
Til dit Hierte komme maa
Og fra Lowens Strenghed gaa!
Saa skal Dommen blive good,
Skreven med dit Naade-blood!

Dend IV. Sang.
Sorrigfuld og dog trøstefuld.
Kand siungis med dend Melodie:
HErre JEsu Christ, min Frelser du est, etc.

1.

Ach! HErre see
Min Hierte-vee,
Hielp, hielp, thi jeg er bange!
En syndig Drik
Mit Hierte fik,
Som giør mig Stik,
Og bider som en Slange.

2.

Det Adam brød
Til dobbelt Død,
Mig tusindfold opskrivis:
205 Eet brød kun hand,
Utald, som Sand
Hos Hafsens Vand,
Er de af mig bedrivis.

3.

Naar Solen sig
Saa prægtelig
Udstraaler paa GUds Himle,
Feyl stoor' og smaa,
I hver en Vraa,
Strax for mig staa
Og for min' Øyne vrimle.

4.

Fra Hoved-top
Min syndig Krop
Ræt need til Fodens Saale,
Er fuld af Saar,
Hvert Hoved-haar
Har Skad' og Skaar,
Dend smerte maa jeg taale.

5.

Tiit tænker vel
Min arme Siæl,
Jeg vil min Gang forvare,
Men før jeg veed,
Gaar af min Leed
Paa Syndsens Beed,
Til Strikke, Fald og Snare.

6.

Jeg stoler paa,
Mit Huus at staa
Paa Verdens faste Klippe:
206 Men lidet Vand
Læt skylle kand
Min Grund aff Stand,
Saa jeg mit Haab maa slippe.

7.

Min Ven er mig,
Saa skuffelig,
Som Flyde-vand og Bekke,
Jeg i hans Arm
Og falske Barm,
Til Siæle-harm
Mig og har ladet giekke.

8.

Der er ey Grund
I Haand og Mund,
Hvorpaa mand nu kand bygge:
Hvert Hiert' er Garn,
Hver Eed er Skarn,
Hver Skalk som Barn,
Hvert Løfte som en Skygge.

9.

For dig, for dig
Jeg klager mig,
Trofaste GUd og HErre,
Mit Hierte slaer,
Min Siæl er baer,
Min Synd er svaer,
Hielp, JEsu, dend at bære.

10.

Jeg aldrig faldt,
Det er jo tallt,
Hvor tiit veed jeg dog ikke:
207 Jeg har ey giort,
Hvit eller sort,
Lit eller stort,
Du veedst det jo til Prikke.

11.

Jeg derfor lam
Af Synd og Skarn
Paa din Fodskammel ligger!
O JEsu kom!
Vendt Sverdet om,
En naadig Dom,
Jeg af din Godhed tigger.

12.

Dog maat du vel
Med Ræt og Skiel
I Hast og Vrede svare:
Mand bør jo paa
Sin Ræt at staa,
Naar Børn de *taae
Sit Brød for Hund' at spare.

13.

O Frelsermand,
For Hunde kand
Dog Herre-smuler vanke:
Min Trang er stoor,
O Sandheds Ord,
Jeg hos dit Bord
Vil Naade-smuler sanke.

* 208

14.

Og om jeg maa
Utrøstet gaa,
Dend gandske Dag i Sorgen,
Og om jeg plat
Dend lange Nat
Er slæt forlat,
Du kommer dog i morgen.

15.

Lad Verden sig
Ey glæd' i mig,
Og giør mig ey til Skamme:
Lad min Uven
Ey lee mit Meen,
Men lad en Green
Af Naadens Riis mig ramme.

16.

Du est dog dend
Der Herr' og Svend
I Nyrene randsager,
Seer du jeg er
Af ond Begiær
En Hykkler skiær,
Spar da ey dine Plager.

17.

Mens har Du end
Din Bue spend,
Og lit med Hielpen lenter,
Jeg staar saa sagt
Paa Haabets Vagt,
Ved Troens Magt,
Og dog din Naade venter.

209

18.

Det dyre Blood
Som JEsus lood
Udaf sit Hierte rinde,
Har giort mig reen
Af Syndsens Meen,
Min Hierte-steen
Skal jeg ey meere finde.

19.

Des være dig
Ævindelig
Treenig GUd din Ære!
Min Tunge skal
Blant Engle-tall
I Himlens Sall
Dig ævig Lov frembære.

Hierte-Suk.

Aldrig er jeg uden Vaade,
Aldrig dog foruden Naade:
Altid har jeg Suk og Vee,
Altid kand dog JESUM see:
Altid trykker mine Synder,
Altid JEsus Hielp tilskynder:
Altid er jeg udi Tvang,
Altid er jeg fuld af Sang:
Nu i Sorrig, nu i Glæde,
Nu i Fald og nu i Sæde:
Ofte fuld af stor Uroo,
Altid fuld af JEsu Troo!
Saa er Sorg og Glæde lenked,
Saa er Begeret iskienked
210 I mit Levnets Omgangs Skaal,
Slig er mine Levnets Maal!
Men, O JEsu, jeg vil græde,
Hielp Du til at Troens Glæde
Fra min Synd og Sorrig maa
Altid Over-vegten faa!

Dend V.Sang.
Er en Bekiendelsis og Bedrings Psalme
Udi hvilcken
Synderen bekiender, at Synd og Skrøbelighed
henger ved hannem, ihvor meget Got
GUd giør imod hannem.
Kand siungis under den bekiendte Kircke-melodie:
Udi din store Vrede, For mine Synder lede, etc.

1.

Med Blusel, Graad og Klage,
Med Sindsens skiulte Plage
Jeg ydmyg kommer frem
For Naadens høye Throne,
At søge Syndsens Sone
Ved JEsu Vunder fem.

2.

Med salte Øyne Taare,
Jeg synde-giekked Daare
Min Kind vel bløde maa,
211 Med Lowens Smek og Snerte
Jeg slide maa mit Hierte,
Til Suk deraf at faa.

3.

Thi naar jeg mig besinder
Hvordan min Tijd henrinder,
Som hastig Elv og Aae,
Og hvor jeg lidet andser
At Synden alle Sandser
Kand slæt forblindet faa!

4.

Da maa jeg Øyet gnie,
Og mig, som Ormen, vrie
I Jordens nedrig Støv!
Mit Hierte slæt maa briste,
Min Siæl i Livet riste,
Som daalligt Espe-Løv.

5.

Fra først jeg randt af Roode,
Strax Synden med mig groode,
I Vuggen fik jeg Smag
Paa Syndsens Eble-Stamme,
Naturen vaar min Amme
Til Syndsens Patte-drag.

6.

Nep kom jeg til at vende
Min Gange-vogn til Ende,
Før jeg vaar snild at gaa
Flux efter Ondskabs Svøbe,
Min Tunge kunde løbe
I bander stoor' og smaa!

212

7.

Om Riiset vilde qviste
Og kue mig, med Liste
At dempe Syndsens art:
Saa snart at snertet dulmed,
Sig Arten i mig ulmed
Og fik sin gamle Fart.

8.

Som jeg i Aar optriinde,
Sig Synden ved mig kliinde,
Om end jeg tugtet blev
Til HErrens Frygt og Ære,
Jeg dend dog tiit (dißværre)
I Glemme-bogen skrev.

9.

Min Ungdom, Daarskabs Moder,
En blanding af unoder,
Vellysters Oldermand,
Mig ofte haver daaret,
Og Roser til mig baaret
Med Slange-stik og Tand.

10.

Udi min Mandoms Styrke,
Da Gud jeg burde dyrke,
Har jeg med Jacob ey
Min Gud i Faunen taget,
Men Naaden tiit forsaget,
Og vandret Syndsens Vey.

11.

Hvor tijt har jeg afviget
Fra Dyders Vey, og stiget
I Lasters Lime-spoor?
Hvor tijt lood jeg mig bøye
213 Did hen, hvor andris Øye
Til Dødsens Lyster foor?

12.

Jeg ofte haver fundet,
Naar jeg i Synd vaar bundet,
At JEsus mig hâr løest:
Naar jeg leed ofte ilde
Da obned hand sin Kilde,
At jeg fik Trøst opøest.

13.

Da klynked jeg og loved
At Satan, Syndseiis Hoved,
Sit Lyste-regiment
I mig ey skulde finde,
Dog gik jeg, med de Blinde,
Hvor hand blev Synd-betient.

14.

Paa Soote-sengens Leye
Hâr Gud og vildet veye
Min Synd mod Naadens Pund:
For læt jeg tijt er fundet,
Dog hâr min Gud forbundet
Og lægt mit Saar af grund.

15.

Mens ach! saa snart min Sprekke
Begyndte sig at stekke,
Og jeg blev frisk og føer,
Jeg da saa snarlig glemte
At Gud ey sønderklemte
Mit Lefnets svage Rør!

214

16.

Af Dødsens grumme Fare,
Blant mine Fienders Snare,
Hâr Gud mig underlig
Med egen Haand udrevet,
Og Liv paa ny bebrevet,
Blant tusind skaanet mig.

17.

Saa gik jeg frem og groode
Blant HErrens Mægle goode,
Jeg treen i fulde svang
Med Ære, Gods og Lykke,
Men HErrens Frygtis Smykke
Dog tabtis mangen gang.

18.

O Gud, du veedst og kiender,
Det ey i mine Hænder
Og mine Kræfter staar,
At jeg dig fuldt kand dyrke,
Om jeg ey daglig Styrke
Fra dine Hænder faar.

19.

Knuus selv mit Hiertis Stene,
Buk høye Tankers Grene,
Giv ydmyg Kierlighed
Til Gud og til min Næste,
Min Gang du selv befæste
I dine Fodefied.

20.

Hold mig i dine Veye,
Lad mig i Døden neye
215 Ned paa din Død og Saar!
Saa skal mit Liv begynde
Og sig til Ljvet skynde,
Naar jeg af Ljvet gaar.

Hjerte-Suk.

Naar jeg, O Gud, mit Synde-dyb
Og Ondskabs Afgrund maaler,
Da siiger jeg: Kom, Siæl, og kryb,
Mod JEsu Naade-straaler!
Mit Lodd gaar langs ad Helved ned
I Svoule-pølens Grube,
Hielp, JEsu, for din blodig Sved,
Riiv mig af Dødsens Strube!
O rek mig Troens trygge Lodd,
Din Naadis Dyb at prøve,
Saa skal paa Jordens Velte-klodd
Jeg mig ey meer bedrøve!
Thi om det ene skiendelig
Til Døden mig vil neye,
Saa skal det andet Himmerjg,
Ved dine Saar, opveye.

216

Dend VI.Sang.
Er ogsaa en Bekiendelsis og Bedrings Psalme,
hvilken,
Tilliige med de forige af samme art, kand brugis,
Naar mand gaar til Skrifte.
Kand siungis under dend bekiendte Kirke-melodie:
Af dybste Nød raaber jeg til dig, etc.
Eller:
HErren hand er min Hyrde god, etc.

1.

Fald ned, fald paa dit Ansigt ned
Og lad dit Hierte smelte,
O kiære Siæl, bøy dig og beed
At Strømme-vand kand velte
Udaf dit Øyis Kildespring,
Øes Vand i Syndsens Saar og Sting,
Stryg Blodet af dit Belte.

2.

Her ligger jeg paa mine Knæ,
Min Siæl i Støv er bøyen,
Og til det blodig Korsens Træ
Opløfter mine Øyen;
Jeg gruer for mit syndig Leer,
Naar jeg Guds Naader ræt anseer,
Som af min Haand er fløyen.

3.

Der jeg, O Gud, blev lønlig skabt,
Og du min Form paasætte,
217 Jeg af mig selv vaar slæt fortabt,
Naturens Synde-plette
I Moders Liv kom mig oppaa
Og smitted, før jeg Solen saae,
Med mange skamfuld Spette.

4.

Dog toode du mig af mit Blood
Med Blodet af din Side,
I Daabens hellig Rense-flood,
De Klæder vaar saa hvide,
Som du paa mig i Daaben bandt,
Med Naader i hver Søm og Kant
Til hellig Prunk at slide.

5.

Mens ach! Gud bedre mig saa sandt!
Mit Himmel-rene Klæde
Jeg ey forvaret hâr saa grandt
Fra Synds urene Sæde,
Jeg mangen haanlig Synde-plet
Har jo der paa med Vidskab sæt,
Blant Verdens skidne Glæde.

6.

Den dyre Troskabs Eed og Pagt,
Som jeg min Gud har sooret,
Jeg lidet taget hâr i agt,
Men ofte mig har mooret
At spille med hans Pagtis Baand,
Og derfor er nu Siæl og Aand
Med Smerte giennem-booret.

7.

Ach! Hierte Gud, hvad hâr du ey
For min skyld vildet giøre,
218 At du fra Synds og Dødsens Vey
Mig kunde frj og føre?
Dit Ord og din Basunis Lyyd,
Til Siæle-Trøst og Hierte-Fryd,
Har du mig ladet høre.

8.

Ach! ach! dit Ord i Væjr og Vind
Saa ofte hen er drevet,
Og ey i mit steen-haarde Sind
Med JEsu Finger skrevet!
Mit Øre heller lyder til
Hvor Lysters daarlig Fryde-spil
Er høyst opstemmed blevet.

9.

Paa Sundheds Støtte hâr du sæt
Mit Ljv i mine Dage,
Og sielden vildt jeg skulde ræt
Af Sygdoms Beger smage:
Du qvisted mig paa Børne-vijs,
Naar du til andre lod dit Rijs
Opskærpis udi Lage.

10.

Jeg ved din Aue bleven er
En kællen Synde-degge,
Som sig i Lyste-dynds Begiær
Hâr daglig vildet legge:
Jeg leegte med din Miskundhed,
Og tænckte, Du blev aldrig vred,
Hvor høyt jeg dig mon egge!

11.

Naar du mig Gods og Rigdom gav
Og fyldte mine Hænder,
219 Mens andre gik med Betle-stav,
Med nøgen Ryg og Lænder:
Dog fik dend Arme liden Bood,
Thi Rjgdom gav mig Over-mood,
Som du best veed og kiender.

12.

Om ogsaa noget korted blev
Udaf min Mammons Dynge,
Dend Sorg jeg dybt i Hiertet skrev,
Det blev en grusom Tynge!
Jeg ofte gik og gulpe-græd
Og ræt var u-forstandig ræd
For Rjgdoms Torne-klynge.

13.

Naar du paa Ærens Sted og Stool
Blant andre mig opsatte,
At Lykken, som en Middags-Sool
Mit Levnet motte glatte:
Mig selv jeg ofte da har glemt,
Og foodsed, som vaar meer end slemt,
Dend Nedrig' og forlatte.

14.

Om alting gaar mig vel i Traad,
Og intet mig mislinger,
Mit Arbeyd, Anslag og mit Raad
Er spundet af Guds Finger:
Saa ærer jeg dog min Forstand,
Og mener at jeg flyve kand
Foruden Himlens Vinger.

15.

Hvor tijt, naar Satan frjster mig
Med Verdens Lokke-duer,
220 Og puster op saa træskelig
Naturens Gnist i Luer,
Hvor tijt faar jeg ham Hiertet hen,
I hvor min Gud og Himmel-Ven
Hand lokker end og truer.

16.

Hvert Bud i Lowen hâr jeg brudt
Og brekked Mosis Tauler,
Mit Hierte hâr Guds Ord forskudt,
Og i Guds Vrede krauler:
Min Lyst-begiæring svangred er,
Dend Syndsens Foster daglig bær,
Som Døden siden auler.

17.

Vilt du mit Hiertis Afgrund om
Med Lyys og Lygte vanke,
Og sætte for din Ræt og Dom
Hver Gierning, Ord og Tanke,
Da kandst du tusind Bierge faae
Som du af Synder stoor' og smaa
Kandst paa mit Hierte sanke.

18.

O Gud! du seer min Siæl er fuld
Af fast utallig Jammer,
Mit Kiød, min Siælis tunge Muld,
Er under Lowens Hammer,
Jeg viiser dig min Verk og Vee,
O JEsu, lad af Naade see
At du min Suk annammer.

19.

Jeg holder dig i Troen fast,
Trofaste Gud, og beder:
221 Skil mig ved Syndsens tunge Last
For dine Løfters Eeder,
Og for din Søns uskyldig Død,
Ja for det Blood som af ham flød,
Hvor hen min Troo dend meder!

20.

Forny min Aand og form mig om
Med dine Himmel-hænder,
At jeg alt fremad bliver from
Og altjd dig bekiender!
Og giv at jeg, ved JEsu Aand,
Mit Liv, blant Dødsens Brudd og Baand,
I Troen salig ender.

Hierte-Suk.

Søde JEsu, Siælens Læge,
See, og lad dig dog bevæge
Ved min Siælis dybe Saar!
Ved mit Sinds saa bittre Møye!
Ved dend Flood som fra mit Øye
Af mit Hiertis Kilde gaar!
Men om mine Saar og Sukke
Kand dit Hierte ey oplukke,
Da, O Hierte JEsu, see
Til din' egne Saar og Sprekke,
Og de grumme Dødsens Bekke
Hvor du selv leedst Trang og Vee!
Saa skal du mig vel husvale,
Og saa trøstig til mig tale:
222 Jeg vil hele Syndsens Skaar!
Aldrig skal du finde Smerte
I dit dybe saaret Hierte,
Naar jeg legger Saar paa Saar!*

Dend VII. Sang.
Om
En gudelig og Christelig Beredelse
Til
Det hellige og høyværdig Altars Sacramentis Annammelse.
Melodien findis her bag udi Bogen.

1.

Himmel-søde Gud og Fader,
Som af intet mig hâr skabt
Og fra Dødsens Skam og Skader
Frelste mig som vaar fortabt,
At du af dit Himmel-skiød
Gav din Søn i Dødsens Nød,
For det jeg saa ilde brød.

2.

For det Morgen-maaltjds Galde
Eva fik ved Slangens List,
Og sig Adam lod befalde
Af dend syndig Æble-qvist,

* 223

Har din Søn, dit ævig Ord
Redt en Nadver paa sit Bord
Mod dend giftig Slangis Mord.

3.

Hand sin Dug for mig udbreder
Paa sit hellig Alter-sted,
Og udi sit Tempel leder
I sit kierlig Foode-fied,
Hvor hand af sit Kiød og Blood,
Ljfsens Brød og Sukker-flood,
Fylder mig i Hierte-rood.

4.

Ach hvor gierne vil jeg træde
Til dit Bord og Lammets Fad,
Men du veedst jeg pleyer æde
Mest af Verdens Lyste-mad!
Bryllupsklæder har jeg ey,
Hiertet vil paa Syndens Vey,
Frygt giør Siælen ræd og fey.

5.

Klæd mig derfor aff min Ville,
Klæd mig af min Lyste-ham,
Klæd mig af ald Ondskabs Grille,
Klæd mig af ald Last og Skam,
Klæd mig af ald Hofmods Pragt,
Had, Hefngierighed, Foragt,
Klæd mig af ald Satans Dragt.

6.

Klæd mig i din Aand og Glæde,
Klæd mig i min JEsu Troo,
Klæd mig i hans blodig Klæde,
Klæd mig i hans Trøst og Roo,
224 Klæd mig i hans Kiortel-fliig,
Sy dend med hans Torne-piig,
Giør min Klædning JEsu Hig.

7.

Tag fra mig dend Eble-kierne
Som er saaet i min Natur,
Tag fra mig min ublu Stierne
Og min syndig Tankis Muur,
Tag fra mig min Synd saa snild,
Tag fra mig min egen Vild,
Tag fra mig ald Ondskabs Ild.

8.

Giv mig Siælens rette Smykke,
Hiertet fuldt af JEsu Raad,
Giv mig Himmel-kraft og Lykke
Til at dempe Kiødets Daad,
Giv du mig en ydmyg Aand,
Kierlighed i hver min Haand,
Kyskhed knyt i Reenheds Baand.

9.

Saa vil jeg, O JEsu, komme
Til dit Bords dend dyre Mad,
Saa vil jeg, med alle Fromme,
Æde, dricke, være glad,
Saa vil jeg med Glæde gaa,
Og et Himmel-maaltjd faa,
Med mit Bryllupsklæde paa.

225

Dend VIII. Sang.
Er iligemaade en Beredelse til det hellige Sacramentis Annammelse.
Under den Melodie:
Et trofast Hjerte, HErre min,
Skal dig til reede være, etc.

1.

Til HErrens Bord, i JEsu Nafn,
Jeg agter mig at gange,
Til Hierte-trøst og Siæle-Gafn,
Til Salighed at fange:
Mens, ach jeg veed
Hvor fuul og leed
Jeg er i Synd og Uselhed,
Hvorfor min Siæl er bange!

2.

Dog vil jeg paa min JEsu Bord
Med Suk og Lengsel tæncke,
Og for min Siæl af Naadens Ord
En Lyste-strøm iskiencke:
Ach, flyd da ind
I Siæl og Sind
Guds Aand og Glæde, og forbind
Min Siæl i Troens Lencke.

3.

Ryk op udaf mit Hierte-rood
All Ukruds kaade Grene,
Plant i mig Troens Frugt og Bood,
Kast bort mit Hiertis Stene!
Ryd fra mig op
Af Siæl og Krop,
226 Ald Synd og Skam, med Rood og Top,
Giør mine Tancker reene.

4.

Saa vil jeg til Guds Alter gaa
Min JEsu Giest at være,
Hvor jeg hans Kiød og Blood skal faa,
Fra Bordet skal jeg bære
Min Siælis Roo,
En salig Troo,
Guds Aand som skal udi mig boo,
Til ævig Trøst og Ære.

Hierte-Suk
om
Ræt at prøve sig selv.

Hierte JEsu, hvad for Prøve
Skal jeg paa mit Hierte faa?
Hvormed skal jeg mig bedrøve,
At du Lyst til mig kand faa?
Ild og Vand er alt for strenge,
Deris Prøve taal jeg ey!
De for hart paa Siælen trænge
Og forkorter Ljfsens Vey!
Mens, O JEsu, du har Luer
Udaf Aandens Ild og Glød,
Stik dem an i Hiertets Buer
Og brend ud min Lyst saa sød!
Øes op af mit Hiertis Junge
Graad i Øynis Boode-spand,
Prøv saa Hierte, Mund og Tunge
Daglig med slig Ild og Vand.

227

Dend IX. Sang.
bestaar af
Hellige Andagter
dend stund
Det høyværdige Alterens Sacramente uddelis.
Siungis under den Melodie:
JEsu søde Hukommelse, etc.

1.

O JEsu, paa din Alter-food
Med Hiertens Troo, med Bøn og Bood
Jeg knæler for Guds søde Lam,
Som bær ald Verdens Synd og Skam.

2.

Mit Hierte jeg til dig frembær,
Hvor Synden skaar og skrammer skiær,
Mens, JEsu, din dend saared Krop
Skal fylde dem med Salver op.

3.

Jeg er i Dag min JEsu Giest,
O Siæl, betænck dend høye Fest,
Hand byder dig til Bords med sig,
Ja med sig selv bespiser dig.

4.

Her rekker hand mig under Brød
Sit Legem, som leed Korsens Død,
Og under Viin sit Rosens Blood
Dend dyre Naadis Purpur-flood.

228

5.

Æd, drik og vær af Hiertet glad
Ved denne meer end Engle-mad,
Og for dend Skaal siig JEsu Tak,
Som aldrig nogen Engel drak.

6.

Jeg troer og veed hvad jeg her faar,
Endog min Sands det ofvergaar!
Jeg faar min JEsum gandske slæt
Og af ham selv jeg bliver mæt.

7.

Seer, I GUds Engle, seer herned
Og ærer dend Hemmelighed,
At JEsus hos GUds høyre Haand
Er her i Testamentets Baand.

8.

Der er hand udi Glæden sød,
Her er hand i velsigned Brød,
Der er hand i sin Æris Kraft,
Her i Vjndruens signed Saft.

9.

Hvordan det skeer det veed jeg ey,
Hand har ey vildet viist dend Vey,
Min Sands saa høyt sig ey bør snoo,
Det er mig nok, hans Ord at troo.

10.

Saa fryd dig da min Siæl og Aand,
At dog GUds Tieners ringe Haand,
Maa rekke dig det salig Pant,
Hvor i sig GUd til dig forbandt.

229

11.

Det Bord det er min Siælis Kraft,
Der faar jeg Livets Himmel-saft,
Det er mit Hiertis styrckis Rood,
Det er min Trøst, min Troo, mit Mood.

12.

Det Bord er bridt ved Sandheds Mund,
Til Salighedens faste Grund,
Det er mit Haab som qveger mig,
Mit Liv og Lyst ævindelig.

13.

O JEsu, lad mig aldrig gaa
Fra dette Bord, hvor du est paa,
Jeg kaster jo ald Verden hen,
Og længis altjd did igien.

14.

Indtil du mig i Himmerjg
Forflytte vil hen op til Dig,
Hvor mig skal ævig Ære skee,
Og jeg har nok i Dig at see.

230

Dend X. Sang.
Er en
Taksigelse efter HErrens Nadvere.
Melodien findis bag i Bogen.

1.

Tak, JEsu, Siælens Hyrde good,
Ævindelig,
Tak for din Død, min Siæle-bood
Hvorved du frelste mig.

2.

Tak for dit Legem og dit Blood,
Min Siæle-mad,
Dend Paradise-frugt og Flood
Mod Slangens Bid og Had.

3.

Jeg smagte nu hvor sød du est
For Mund og Sind,
Mit Hierte veed det allerbest,
Der blefstu prentet ind.

4.

I Verdens Lyster viger hen,
Thi aldrig meer,
Og aldrig er jeg eders Ven,
Jeg eder nu beleer.

5.

O JEsu, lad dit Legems Brød
Og Blode-skaal,
Mig vederqvæge til min Død,
Saa har jeg naaet mit Maal.

231

Hierte-Suk.
eller
Hellige Betænkninger over HErrens Nadvere.

Min Siæl, hvo er dog dend, som dig saa kierlig føder,
Og med sit aabne Bryst og rene Hierte møder?
Hvad er det dog for Mad, som nu dit Kiød og Blood,
Med Kraft bespiiser saa? Hvad er det for en Flood,
Som Hiertet over alt med Liv og Lyst omrinder?
Hvor ved sig Kierlighed i alle Aarer finder!
Det er jo visselig, korsfæste JEsu, Dig
Som med dig selv hâr holt et Maaltjd her med mig!
O Riigdoms store Dyb! hvi vilde du ey regne
Dit Manna mere ned? hvad er det høyt at tegne,
At du, GUds ævig Søn, selv vilde være Brød,
Som udaf Ævighed leed aldrig Hungers Nød.
Hvi vilde du saa høyt dend ringe Jordens Drue
Velsigne, at mand der livagtig kunde sue
Dit rene Hierte-Blood? Min Siæl dend staar i Brand
Og leder smaalig, dog ey dette finde kand!
I Guldet kunde Du dit Billed ladet trykke,
Og hengd det paa mit Bryst som deilig gylden Smycke,
Med konstig Demants Spill: Du kund' i Perler hengd
Dit liflig Kontrafey, med Roosen-Blood omsprengd!
Mens, ach! det kunde mig saa gandske lidet nytte,
At jeg din Lignelse udvortis kunde flytte
Fra Lem til anden, i det allerbeste Guld,
Jeg blev indvortis dog af Synd og Ondskab fuld!
Hvad gavned det min Siæl, om end jeg fik at æde
Nyfaldet Himmel-man? og om jeg kunde væde
Min Synde-tørred Siæl med Klippe-sprungne Vand
Om jeg ey JEsu Brød og Blode-kilde fand?
Du derfor vilde mig, O søde JEsu, give
Dit eget Kiød og Blood, som for mig skulde blive
232 En hellig Spiise, til at rydde Siæl og Krop
Fra Verdens Lyste-mad og Synde-vedsker op!
Saa deler du din Kraft til mine svage Lemmer,
Og Slangens Hoved hos mit Hierte sønderklemmer!
Dit sande Kiød og Blood, mit rene Maaltjd er,
Hvor Du dig gandske selv i Kierlighed frembær!
Og vaar det ey dig selv, da kunde jeg vel æde
Et slagted Paaske-Lam, og mig i Skygger glæde:
Men du togst Skyggen bort, og sagde selv: Det er
Mit Legeme, mit Blood; der er ey Skygger her.
Lad andre nøyis med din Tilsagns bare Skygge,
Og deris Salighed og Troo der paa opbygge!
Mens det er Glæden som mig ind i Hiertet gaar,
At jeg min JEsum selv i Sacramentet faar!

Dend XI. Sang.
Keed af Verden, og kier ad Himmelen.
(Melodien findis bag i Bogen.)

1.

Far, Verden, far vel,
Jeg keedis nu længer at være din Træl,
De Byrder, som du mig har bylted oppaa,
Dem hvister jeg fra mig og vil dem forsmaa,
Jeg river mig løß, og jeg keedis nu ved
Forfængelighed,
Forfængelighed.

233

2.

Hvad er det dog alt
Som Verden opsminker med fauer Gestalt?
Det er jo kun Skygger og skinnende Glar,
Det er jo kun Bobler og skrattende Kar,
Det er jo kun Ise-skrog, Skarn og Fortred,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

3.

Hvad er mine Aar,
Som smugende svinder og snigende gaar?
Hvad er min Bekymring? mit Tanke-fuld Sind
Min Sorrig? min Glæde? mit Hovedis Spind?
Hvad er mit Arbeyde? min Møye? min Sved?
Forfængelighed,
Forfængelighed.

4.

O Riigdom og Guld,
Du Jorderiigs Afgud i skinnende Muld,
Du est dog af Verdens bedragelig Ting,
Som voxer, aftager og vexlis omkring,
Du est dog, i høyeste Mercke og Meed,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

5.

Ach, Ære, hvad er?
Hvad er dine Kroner og Krandse du bær?
Misundelse sidder dig altjd paa Ryg,
Du hemmelig stødis og sielden est tryg!
Du ofte der snubler, hvor andre de gleed,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

234

6.

Ach, Yndist og Gunst,
Du hastig opførte og faldende Dunst,
Du konstig opblæsere, hvegende Vind,
Som tusind har Øyen og dog løber blind,
Hvad est du naar mand dig ved Soolen hâr seed?
Forfængelighed,
Forfængelighed.

7.

Ach, Venskab og Troo,
Som alt efter Lykken veedst Fløyet at snoo!
Du smukke Bedragere, heldige Skalk,
Som skuffer saa ofte i Drøfvelsens Kalk
Du est, som og jeg af Forfarenhed veed,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

8.

Ach, kiødelig Lyst,
Som mangen med dødelig Læber hâr kyst,
Dit fengende Tynder, din flyvende Gnist,
Hâr mangen i ævige Luer henhvist,
Din Skaal synis Hunning, men Drikken er leed
Forfængelighed,
Forfængelighed.

9.

Saa far da, far vel,
Du skalt nu ey lenger bedrage min Siæl,
Bedragelig Verden jeg takker dig af,
Og synker dig ned i Forglemmelsens Grav,
Jeg lengis at bøde min Sorrig og Nød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

235

10.

Der skal mine Aar
Begyndis i Ævigheds deylige Vaaer,
Der skal ikke Dagen ved Solen opgry,
Ey Maanen tilmaale mig Næde og Ny,
Men JEsus er Solen, hvis Straaler er strød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

11.

Min Rigdom og Guld
Skal være af idel Bestandighed fuld,
Dend skal ikke Tyven bestiele mig da,
Dend skal ey Spitzfindighed skakre mig fra,
Min Rigdom er frj for ald Jorderigs Stød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

12.

Jeg Ære skal faa
Fra Thronen min JEsus hand sidder oppaa,
Mig Kronen skal givis med Herlighed fyldt,
Med Blodet af Lammet alt over forgyldt,
Dend faar jeg, om Satan end selv det fortrød,
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

13.

Med Yndist jeg skal
Fremskinne blant Englenis hellige Tall,
Misundeligt Øye mig ikke skal see,
GUds Ansigt mig altjd i Øyne skal lee,
Der skal jeg bespotte dend avindsyg Død
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

236

14.

Der hâr jeg en Ven,
Min JEsus, som elsker og elskis igien,
Mit Øye der seer ham saadan som hand er,
Hand Kierligheds Himmel-bluß stedse frembær,
Ved Aanden staar Kierlighed ævig i Glød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

15.

Min Lyst og min Fryd
Forfriskis ved Engle-basuner og Lyd,
Men GUd er ald Lysten for mig og for dem!
Far op da, min Siæl, og ald Verden forglem!
Mens glem ey at Lysten er ævig og sød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

Hierte-Suk.

Ach JEsu, mit Hierte hâr vanked omkring,
Og prøved saa mange forfængelig Sving!
Nu hâr det omflagret hos Leeg og hos Lyst,
Og ise-kold Glæde med Fyrighed kyst;
Nu har det omhvipped ved Herligheds Top,
Hvor nogle gik under, mens andre krøb op;
Nu hâr det omhveged i Fyrsternis Sall,
Hvor Herre-gunst tagis i Lykke-pott-vall;
Nu hâr det omnysled i Prægtigheds Kram,
Hvor Udyd saa ofte besminker sin skam;
Nu hâr det omhvimsed i Veldigheds Boo,
Hvor Penge hâr monned fa Ære og Troo;
Nu hâr det i Styrcke sin Lykke opsøgt,
Og ofte sin Amagt i Styrke forøgt;
237 Men, JEsu, mit Hierte er fundet for læt,
I hvor det i Verden sin Tilliid hâr sæt;
Ald Lyst og ald Ære forsvinder som Damp,
Ald Herre-gunst er en Vand-voxende Svamp;
Ald tjmelig Vælde og Viißdom og Kraft,
De feyler og slipper saa ofte af Skaft!
Men, JEsu, fey ud disse Spindelvævs Garn,
Lad rense mit Hierte fra Jorderigs Skarn,
Vær du mit fornøyelig Saligheds meed
Thi Verden er jdel Forfængelighed.

Dend XII. Sang.
GUds naadige Forsyns Øye er et rætsindigt GUds Barns fulde Fornøyelse.
Melodien findis bag i Bogen.

1.

HErre GUD mit Hiertis Glæde,
Du min Siælis Lyst og Roo,
Du mit Hoveds Smykke-klæde,
Du Pligt-anker for min Troo,
Du min Eyedom og Skat,
Som i mig er nedersat,
Og jeg hâr i Hiertet fat.

2.

Naar jeg dit det Forsyns Øye
I mit svage Sind beseer,
Og jeg derhos agter nøye
Mit saa ringe Skabnings Leer,
238 Ach! hvad mine Tanker sig
Da bemøye hiertelig
Alt, O store GUD! om dig.

3.

Jeg hâr lært min GUD at kiende
Fra mit første Barne-svøb,
Der jeg i Gang-vognen rende,
Snublet ofte i mit Løb,
Jeg udi min Barneskik
Aldrig nogen Skade fik,
Eller til Ulykke gik.

4.

Nogle fødis Lykke-riige,
Og kand ved Forældris Haand
Høyt paa Verdens Trapper stige,
Føler aldrig Modgangs Baand,
Dennem føyer alle Ting,
Lykkens vanskelige Sving
Gaar de lettelig omkring.

5.

Derimod skal andre friste
Hvad det er i Ungdoms Aar,
Beste Støde-stav at miste,
De paa sorten Liige-baar
Seer Forældre bæris hen,
Og hâr saa ey nogen Ven,
Uden Gud, som er igien.

6.

Nogle føyer alle Vinde,
Fører dem hvorhen de vil,
De kand efter Ynske finde
Alting sig at neye til,
239 De har Lykkens Krone paa,
De i Roser stedse gaa,
Hvad de vil det kand de faa.

7.

Derimod skal andre sukke
Over Lykkens Langsomhed,
Under Aaget daglig bukke,
Og ey naa sit Maal og Meed,
Tornen er i deris Vey,
Lykken agter dennem ey,
Deris Ynske faar alt Ney!

8.

Modgangs store Bølge-bierge
Dem omvelter mangeleed,
De kand ingen Sky afværge,
Som med Møye dryber ned,
Deris Blomster vil ey frem,
Deris Ynske vil ey hiem,
Lykken vil ey krone dem!

9.

Men naar jeg, O GUD! betragter
Dit forsynlig Øyis Meed,
Min Bekymring sig da sagter,
Og min Siæl er strax bereed,
Dig at takke med Attraa,
For du passer alting saa,
At vi, hvad os tiener, faae.

10.

Du mig meget bedre kiender,
End jeg selv, fra første Rood,
Du hâr haft mit Leer i Hænder,
Prøver hver min Draabe Blood,
240 Du omspeyler alt mit Sind,
Hver min Aande-dræt og Vind,
Og seer mig i Hiertet ind.

11.

Hafde du af Lykken fyldet
Mig med Verdens Lyste-skaal,
Og mit Levnet slæt forgyldet,
Føert mig til mit eget Maal,
Vaar jeg bleven Ynske-mæt,
Og paa Lykkens Tinding sæt,
Da, maa skee, du blev forgiet.

12.

Men om jeg hâr Verden prøvet,
Drukket tiit en Galde-drik,
Hâr jeg været tiit bedrøvet,
Fundet mangt et Hierte-stik:
GUD hâr mig dog givet Bood,
Og hâr lært mit svage Blood
Træde Verden under Food.

13.

Om sig Alting ikke skikker
Efter min Forvidenhed;
Om en Sorg i Barmen stikker,
Som jeg selv allene veed;
Om ey Solen daglig vil
Mig ald Lykke skinne til,
Jeg hâr dog ey tabt mit Spill.

14.

Om en Sky vil Modgang regne,
Bløde ald min Glædis Barm,
Og om Dødsens Piil vil tegne
Helsot paa hver Frendis Arm;
241 Om min Lykke skrider plat
Hen i en forvirred Nat,
Dog hâr GUd mig ey forlat.

15.

Derfor jeg til Takke tager
Med min GUd, i hvad hand vil,
Ingen Skaal mig ilde smager,
Som hans Haand mig skienker til!
Komme hvad der komme kand,
Sorrig eller Glæde-stand,
GUd er Lykkens Mester-mand.

16.

Dermed jeg fornøyed bliver
Med min GUd, i hvad hand giør,
Hand min Tarv mig ogsaa giver,
Længer jeg ey spørge tør!
Dermed jeg i alle Stød,
Dermed jeg i Lyst og Nød
Er fornøyed til min Død.

Hierte-Suk.

Søde Siæl, hvi vilt du komme,
Og saa tiit til Rætte staa,
Under Hiernens sumpig Domme,
I dit mørke Hiertis Vraa?
Ach! saa længe som du møder
Med mit svage Kiød og Blood,
Og dem ey tilbage støder
Er jeg fuld af Vedermood!
Det kand mig i Sindet prikke,
Jeg ey kom i Perle-svøb
242 Dend Tiid jeg vaar spæ, og ikke
Vuggen just paa Lykken løb:
Det kand mig i Hiertet anke,
At min Ungdom ey er fuld,
Efter Mening, Mood og Tanke
Af det skiønne Verdens Guld!
Er min Mandom ey opthroned
Høyt paa Verdens Velde-stool,
Og min Alderdom ey kroned
Med ald Velstands Aften-sool!
Hemmelig jeg da bejamrer
Lykkens blinde Fiadse-kast,
Kiødet selv og ofte klamrer
Om og Himlen selv er fast!
Hâr en anden bedre Lykke
End som jeg, da er jeg harm,
At ey nogen Modgangs Krykke
Settis hannem under Arm!
Andris Riigdom, Gods og Ære,
Høyhed, Velde, Held og Magt,
Kand mig i mit Øye skiære,
For det ey hos mig er lagt!
Er jeg siug og Senge-bunden,
Avindsiug jeg vel tør see,
For en anden ey er funden
Udi lige Verck og Vee!
Er mig Sorgen inden Dørre,
Døden giør mit Huus Gevalt,
Smerten bliver mig diß større,
For hand ey paa andre faldt!
Hierte Siæl, saa maa mit Øye
Bade ud med mangen Taar,
Og i Sindets Lage døye
Mange dybe hierte-saar!
Men, O JEsu! naar du viiser
Siælen fra min Hierne-damp,
Da GUds Forsyn giennemgliiser,
243 Tørrer Hiertets Lyste-svamp,
Saa jeg HErrens Øye kiender
Og hans Haand i alle Ting,
Være sig hvordan de render
Hen i Verdens falske Ring!
Derfor vil jeg mig ey støde
Paa en andens Lykke-vey,
Men for alt det mig skal møde,
Aldrig sige trodsig ney!
Græd mit Øye! men lad flyde
Ald din Graad i JEsu Skiød!
Saa skal dig GUds Øye gyde
Salighed i Liv og Død!

Dend XIII. Sang.
Dend Betrængde paa Jorden, søger Bood i Himmelen.
Under dend Melodie:.
HErren hand er min Hyrde good, etc.

1.

Hvorfor, mit Hierte, klemmis du,
Og kand din Sorg ey slukke?
Hvi tyngis saa mit Sind og Hu?
Hvi skal jeg altjd bukke
Ned under Modgangs haarde Aag?
Og i mit Levnets Jammer-Bog
Kun læse Sorg og Sukke?

244

2.

Ald Møye synis med mig fød,
Som Skyggen dend mig følger,
Mit Liv er som jeg altjd flød
Paa Modgangs Velte-bølger!
Det heele Verdens Fryde-land
Er som en Sool, der Skyens Vand
I store Storme dølger!

3.

I Korsens Skole er jeg sat,
Fra først jeg Verden kiendte,
Mit Liv det er som idel Nat,
Der hâr ey Sool at vente!
Vil end en Stierne blinke op,
Strax skiuler Skyens mørke Krop
Det Haab jeg viit udspendte!

4.

Vel haver Lykken flagred om,
Sit Seyl for mig udslaget,
Hun smulte vel, som hun vaar from,
Men jeg blev alt bedraget!
Hun stood oppaa dend slibrig Bold,
Og hafde intet bedre hold
End Glaß der knak og knaged!

5.

Jeg for ald Verdens Venne-flok
Saa ubekiendt er bleven,
Som jeg af haarden Steen og Stok
Udsprungen vaar og dreven,
Naar andre samlis og er froo,
Jeg da, blant deris Fryd og Roo,
Som fremmed Fugl er skreven.

245

6.

Jeg mættis alt med Enlighed,
Og Korsens Skaale drikker,
Min GUd min Sorrig Ene veed
Og hvad mit Hierte stikker.
Naar andre drikker Skaalen om,
Da er min Siæl fuld tør og tom,
GUDS Fødders Støv jeg slikker.

7.

Foruden Synden i min Barm,
Som Hiertet heftig trykker,
Er Sindsens Torne, som med Harm
Min Glædis Rood oprykker:
Jeg vende, hvor jeg vende vil,
Mit Lykke-glaß, saa seer det til
At gaa for mig i stykker.

8.

Med Armod og med Fattigdom
Jeg Tjden og maa slide,
Og ofte smaalig see mig om
Det Brød, som jeg skal bide!
Jeg haanis tiit, naar jeg skal gaa
Hen til min Ven, om Hielp at faae,
Og Sult vil heller lide.

9.

Fortrykkelse hos Armod boer
Og anden slig Ulempe,
En Sorrig i dend anden groer
Hos Armods palted Kiempe:
Hvor Gierdet lauest faldet er,
Befinder jeg, at hver Mand der
Vil traske det, og dempe.

246

10.

Mand ofte hudefletter mig
Med Løgne-snært og Læber,
Og rundt om Landet snedelig
Paa Tunge-sluffer slæber!
Mand setter mig en Skamflik paa,
Og dend, maa skee, jeg aldrig saae,
Mig med sit Mund-sverd dræber!

11.

Min Ven (om nogen er min Ven,
GUd veed det Tall er ringe)
Som Røret blæser hen og hen,
Saa veed hand sig at svinge!
Hand skuffer mig, som Flydevand,
Naar jeg ham ikke føre kand
Paa Medgangs Lykke-vinge.

12.

Jeg herforuden og er svag
Af Sygdoms Vee og Sprekke,
Som mine Lemmer Nat og Dag
Med megen Pjne brekke,
Jeg verker, og er vaande-fuld,
Og ynsker kun at Gravens Muld
Mit Legem maatte dekke.

13.

Jeg er som et forfløyet Blad,
Der alle Vinde driver,
Min Krop dend er kun som en Rad,
Hvis Rode-saft hensiver!
Hvert Øyeblik Forandring skeer,
Udi min Siæle-boligs Leer,
Som slet udsoted bliver.

247

14.

O GUD, naar jeg for dig kun maa
Min Jammers Knude løse,
Og af mit Hierte, som en Aae,
Min Sorrigs Strøm udøse,
Da faar mit Hierte Stille-stand,
Om end ald Verdens Hielpe-vand
Og Trøste-kilder frøse.

15.

Jeg venter dog din Salighed
Og paa din Frelse haaber,
Om ald Naturen vaar mig vred,
Med Lykkens Vende-kaaber!
Igiennem Modgangs tykke Sky
Skal Dagen dog igiennem gry
Med Naade-dug og Draaber.

16.

Lad Verden derfor blive trang,
Lad alle mig forlade,
Lad Lykken tage hen sin Gang
Til andris Hvege-stade!
Jeg seer kun efter Himmerig,
Hvor JEsus mig ævindelig
Oprette skal min Skade.

17.

Jeg skal min Jammers Age-læs
Ved Graven dog afvelte,
Min Modgangs Ijs, som Skum og Piæs
For JEsu Sool skal smelte,
Jeg skal med ævig Fryd og Roo
Hos GUD og JEsum stedse boo
I Himlens sikre Telte.

248

18.

Min Krop skal faae en Engle-form,
Min Siæl i GUd skal glædis,
Ald Verdens Møye, Stød og Storm
Skal af mig undertrædis,
Jeg, efter JEsu Naadis Dom,
Af HErrens Haand skal runden om
Med ævig Ære klædis.

Hierte-Suk.

Ach! hvi kand jeg aldrig lukke
Hiertets Dør for Sorg og Sukke,
Og en rolig Time faae?
Hvorfor ere mine Dage,
Meer end andris, fuld' af Klage?
Hvorfor skal jeg Arme gaa
Daglig spendt i Korsens Hilde,
Og i Øynis Taare trilde
Sindets Smerter i mit Skiød?
Hvorfor skal jeg Ene velte
Sorgens Steen, som ey vil smelte,
Om min Graad, som Elven, flød?
Hvorfor er min Angist mere,
Endsom ellers tj og flere
Skulde døe og daane ved?
Hvorfor skal min stakked Aande
Dragis giennem Vee og Vaande
I min Suk-trangbrystighed?
Søde JEsu, ald min Glæde,
Ald min Trøst i Øynis Væde,
Alt mit Haab i Verdens Sorg,
Ald min Hunning i min Galde,
Du min Stav naar jeg vil falde,
249 Du min Tilflugt, Skiul og Borg!
Du vel veedst jeg suremuler,
Naar du dig bag Væggen skiuler,
Lader som du ikke seer,
Om jeg end maa meget døye,
Lange Modgangs Furrer pløye
I Gienvordigheders Leer!
Dog kand du i ald min Smerte
Qvege mit halfdøde Hierte,
Naar du viiser mig en Smiil
Af dit Ansigts blide Straaler,
Da jeg, meer end gierne, taaler
Hver Død-skærped Korse-piil!
Thi jeg seer at du mig prøver,
Og en liden Tijd bedrøver,
At du mig tilmaale kand,
For en Skaal-fuld Øyne-taare,
Af GUds Himmel-veld og Aare
Tusind Floder Trøste-vand!
O min Siæl, saa lad dig tysse
Om din GUd vil paa dig drysse
Noget af en Sorrigs Regn!
Naar du Hiertets Graad udtømmer,
Da til GUD i Vand du svømmer!
Ald din Sorg er Naade-tegn!

250

Dend XIV. Sang.
Hver har sin Skæbne.
(Melodien findis bag i Bogen.)

1.

Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe,
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,
Medgang og Modgang hin anden anraabe,
Soelskin og Skyer de følgis og ad!
Jorderiigs Guld
Er prægtig Muld,
Himlen er Ene af Salighed fuld.

2.

Kroner og Scepter i Demant-spill lege,
Leeg er dog ikke dend kongelig Dragt!
Tusinde Byrder i Kronerne hvege,
Tusindfold Omhu i Scepterets Magt!
Kongernis Boe
Er skiøn Uroe!
Himlen allene giør salig og froe!

3.

Alle Ting hâr sin foranderlig Lykke!
Alle kand finde sin Sorrig i Barm!
Tiit ere Bryst, under dyrebar Smykke,
Fulde af Sorrig og hemmelig Harm!
Alle hâr sit,
Stort eller Lit!
Himlen allene for Sorgen er qvit!

251

4.

Velde og Vijßdom og timelig Ære,
Styrke og Ungdom i blomstrende Aar,
Høyt over andre kand Hovedet bære,
Falder dog af og i Tjden forgaar!
Alle Ting maa
Enden opnaa,
Himmelens Salighed Ene skal staa!

5.

Deyligste Roser hâr stindeste Toorne,
Skiønneste Blomster sin tærende Gift,
Under en Rosen-kind Hiertet kand foorne,
For dog at Skæbnen saa sælsom er skift!
I Vaade-vand
Flyder vort Land,
Himlen hâr Ene Lyksaligheds Stand.

6.

Vel da! saa vil jeg mig aldrig bemøye
Om ikke Verden gaar efter min Agt!
Ingen Bekymring skal kunde mig bøye,
Intet skal giøre mit Hierte forsagt!
Sorrig skal døe,
Lystigheds Frøe
Blomstris paa Himle-Lyksaligheds Øe!

7.

Angist skal aule en varende Glæde,
Qvide skal vinde sin Tott udaf Teen!
Armod skal prydis i rjgeste Klæde,
Svaghed skal reysis paa sundeste Been!
Avind skal staa
Fengsled i Vraae,
Himlen kand Ene alt dette formaa!

252

8.

Lad da min Lod og min Lykke kun falde
Hvordan min GUd og min HErre hand vill,
Lad ikkun Avind udøse sin Galde,
Lad kun og Verden fulddrive sit Spill!
Tjdernis Bom
Bliver dog tom,
Himlen skal kiøre altingest her-om!

Sonnet
eller
Suk i Klingeriim.

Hvor ofte sukker jeg, fordi dend haarde Lykke,
Som dog af HERRENS Haand uddelis til enhver,
I allis Lodde ey med lige Skrammer skiær,
Mens alle dog i Fleng, oc hver i sær mon trykke,
Om end de Kroner vel paa deris Hoved bær,
Og om blant Betler-tall de slæt indregned er!
Dog skal hver tage mod sit Skæbne-skaaren Stykke,
Og saa sin Lykke-palt af beste Æfne smykke!
Hvi skal jeg da, O GUd! mig i min Deel ey skikke?
Imens jeg veed, at ey en Toorn min Food kand stikke,
Hvor ey din Haand er hos! Mens Tjden og er kort,
Som Alting hâr paa Rygg, og blæser dennem bort.
Saa blæser jeg, og giør mig Taal, og blæß igien
Ad alle Ting, som dog af Tjden blæsis hen!

253

Dend XV. Sang.
Rom. VIII.28.
Alle Ting tiene dem til Gode, som elsker GUD.
Under dend Melodie: Jeg løfter høyt op Øyne mine, etc.
Eller Fader vor udi Himmerig, etc.

1.

Blant alle Ting i Verden her,
Hvor til jeg Hu og Hierte bær,
Er intet som GUds sande Frygt
Udi mit Hierte-rood indtrygt;
Jeg finder hendis Frugt saa sød
At styrke mig i Liv og Død.

2.

Vel maa jeg klage hiertelig,
At Kiød og Blood hâr draget mig
Hen over Sjden mangen Gang,
Hvor Vellyst-Engle for mig sang
Indtil i Syndsens Søvn jeg faldt,
GUd veed hvor nær mit Ljv det galdt!

3.

Foruden Frygt jeg da gik frem,
Dog frygted tijt min skiulte Lem,
Mit Hierte, som ey nogen saae,
Det slog mig i dend lønlig Vraa!
Tijt smiled jeg med fauer Mund,
Dog sved jeg i mit Hiertis Grund!

254

4.

Jeg veed ey hvor jeg gik omkring
I Dødsens Grøfters vildsom Ring,
Min Food jeg satte dristig der,
Hvor Vey til Dødsens Herberg er,
Jeg stood ræt ved Afgrundens Poort,
Og sukked efter Naadens Ort.

5.

Min GUd og søde Frelsermand,
Hand saae mig i dend usle Stand,
Hand fandt mig ved mit Hierte-rood
Og værmed mit Liiv-løse Blood,
Som vaar i Synden dødt og koldt,
Og dog ved Syndsens Vane holdt.

6.

Hand kyste mig med Himmel-mund,
Jeg fandt det i mit Hiertis Grund,
Hand blæste paa mig med sin Aand,
Hand tog mig ved min høyre Haand,
Hand i mit Øre hvisked mig,
Hand fauned mig saa hiertelig.

7.

Hand kaste ind GUds Frygtis Sæd,
Udi mit Hiertis lønlig Sted!
Saa snart jeg fandt det Himmel-frøe,
Fandt jeg ræt som af Livsens Søe
En qvegsom Trøst og Voxe-kraft,
Som før jeg adrig hafde haft.

8.

Hvor jeg omkring i Verden gik,
Da syntis mig hvert Øyeblik
Jeg blev i Himlen løfted ind,
Saa hafde GUD fyldt op mit Sind!
255 GUds Billede jeg stedse saae,
I alt det som jeg rørte paa.

9.

Min Tanke fløy i Himlens Sall,
Foragted denne Jorde-dall,
Min' Ord vaar JEsu Lov og Priis
Og lydte kun af Paradiis,
Min Gierning vaar at giøre Bood,
Og undertrykke Kiød og Blood.

10.

Mig mødte dog saa mange Stød,
Saa tunge Kaars, saa farlig Nød,
Mig snærted daglig Avinds Riis,
Mand stødte mig paa Verdens lis,
Og efterstræbte, at mand mig
Kuldkaste kunde snedelig.

11.

Jeg vaar min Uvens daglig Sang,
Og fandt hans Tungis Knibe-tang,
Min Ven hand gav mig vel en Smiil,
Men hvedsed dog paa Falskheds Piil,
Min Naboe holdt sig fra min Dør,
Hans Huldskab vaar som Siv og Rør.

12.

Jeg daglig vandred udi Toorn,
Dend Stolte stødte mig med Hoorn,
Dend Ringe brugt' en skiden Mund
Og bieffed som en Bonde-hund,
Hvad Hofmod kunde ey med Magt,
Det vilde Armod med Foragt.

256

13.

Men, GUD, du hialp mig ved din Haand,
Og styrked med din gode Aand,
Jeg blev udi din sande Frygt
Af alle disse uforrykt!
Ach! holdt mig fast der i at staa,
Saa skal de Skyer overgaa.

14.

Mig tiener alle Ting til Gavn,
Naar jeg kun frygter HErrens Navn,
Det onde virker mig til Got,
Til ævig Ære Verdens Spot,
Af Verdens Galde kand jeg faae
En Himmel-flood og Sukker-Aae.

15.

Dend Steen mand kaster mig i Vey,
Gaar jeg forbi og agter ey,
Hvert Skalcke-snidd og Snære-garn
Giør GUd til Spindelvæv og Skarn,
Jo meer min Uven giør mig Harm,
Jo meer jeg kryber GUd i Barm.

16.

Dend falske Tungis Slange-snært,
Som daglig slikker Dragens Stiært,
Saa giftig kand ey sammensnoe
Sin Ædder-svøbe, at dend jo
Hudstryge skal sin HErris Ryg,
Naar jeg udi min GUd er tryg.

17.

Hvad Armod, Svaghed, daglig Brøst,
Som GUd mig sender, er min Trøst,
Hand veed hvad best mig tiene kand,
Brød eller Nød, Viin eller Vand,
257 Jeg faar hvad hand mig gafhligt seer,
Hvad vil jeg da i Verden meer?

18.

Om jeg end ey min Ynske naaer
I samme Time, Dag og Aar,
Som Hiertet daarlig siger till,
Og efter Kiødets Tanke vill,
GUds Himmel-Seyerverk ey staar,
Udi hans Tiid min Tarv jeg faar.

19.

Saa frygt din GUD af Hiertens Grund,
O kiere Siæl! lad Haand og Mund
Og Hierte følgis altid ad,
Vær til GUds Gierning altid glad,
Frygt GUd, og viid at Alting maa
Til Salighed dig passe paa!

Sonnet
eller
Klinge-riim.

Saa skal dog alle Ting sig efter dennem føye,
Som frygte HErrens Navn, ald Verdens Sirkelring
Og Lykkens Middel-punct, ihvor det gaar omkring,
Skal, efter HErrens Raad, til deris Haand sig bøye:
Men Verden Verksted er for Himlens Lykke-ting,
Som giør vel mangen Bukt og mange sælsom Sving,
Der synis verkelig for Kiødets stær-blind Øye,
Og dog en ædel Siæl saa herlig kand fornøye,
At dend i alle Ting GUds Himmel-haand kand kiende,
Til hvilket Hiørne sig end Lykkens Vind vil vende,
258 Saa seer dend dog sin GUd, hver Streeg i sit Kompas,
Og aldrig anker paa det skiøre Lykke-glas,
Om Skæbnen aldrig vaar saa ankelig og hvas,
GUd giør dog alle Ting, og giør dem vel tilpas.

Den XVI. Sang
er
Boord-Andagt
eller
En Sang at siunge for Maaltjd,
Under dend Melodie: Siunge vi af Hiertens Grund, etc.

1.

Hierte Fader, Godheds Rood,
Sundheds Kilde, Livsens Flood,
Af hvis bundløs Naade-veld
Flyder Lykke, Liv og Held,
Spiisemester viis og klog,
Som i Verdens mindste Krog
Holder ævig Opholds Bog.

2.

Fra min første Form og Skik,
Som jeg lønlig af dig fik,
I min Moders Liv og Barm
Blev jeg ved din Naade varm,
Og fik Føde før jeg saae
Frugtbar Sky paa Himlen gaa,
Brødkorn udi Furren staa.

259

3.

I min spæde Barndoms Stand,
Før min Gumme hafde Tand,
Gav du Melk af Moders Bryst,
Som med kierlig Kys blev kryst,
I min Ungdom daglig Brød
Jeg hos Riis og Aue nød,
Tugtens Graad er nu saa sød.

4.

Hvor jeg haver reyst omkring,
Trædt i Verdens Vandre-ring,
Har du Brødet med mig deelt
Nu i halft og nu i heelt,
Jeg ved din Forsynlighed,
I mit loulig Kald og Sved,
Intet hungrigt Maaltid veed.

5.

Du hâr givet Huus og Hiem,
Hiulpet mig i Verden frem,
Og min Hustro yndelig
Som et Viintræ breder sig,
See til Frugten som her staar,
Mine Børn jeg af dig faar
I mit korte Levnets Aar.

NB. Dend som GUD hâr ey velsignet med Børn, kand siunge dette Vers saaledis:

Du hâr givet Huus og Hiem,
Hiulpet mig i Verden frem,
Saa jeg hâr til min' og mig
Ald min Nødtørft rundelig,
Giv, O GUd! min Siælis Frugt
Maa, dig til en søder Lugt,
Spire frem i Dyd og Tugt.

260

6.

Du hâr skienkt mit Kar og Skaal
Til et vel-fornøyed Maal,
At min Fiende ogsaa maa
Harme-brusten see derpaa!
Gid jeg aldrig glemsom er
For det Brød din Haand mig skiær,
Og din Forsyn til mig bær.

7.

Signe ved dit Ord og Aand,
Alt hvad din, den runde Haand
Haver nu paa Borde sat
Af din rige Forraads Skat,
Giv os Styrke ved vor Mad,
Drøyelse leg i vort Fad,
Hver maa blive sund og glad.

8.

Hold ved lige Kirkens Bord,
Sacramentern' og dit Ord,
Til vor Siælis Leve-brød,
Som er sundt i Liv og Død:
Signe Kongen, at hans Land
Rige Madbord blive kand
I lyksalig Trive-stand.

9.

Giør os af dit Gode mæt,
Hold os i dit Bud og Ræt,
Gid vi, med en kierlig Aand,
Gierne fylder Armis Haand,
Lad os leve i din Fred,
Med en god Samvittighed
Døe i Troen vel bered.

261

Dend XVII. Sang
er
iligemaader en Bord-andagt
eller
Sang at siunge for Maaltid,
Under dend Melodie: Naar jeg betænker dend Tiid og Stund, etc.

1.

O GUd, hvor stoor og priselig
Din Naade er at skatte,
Som over Verden strekker sig,
Flux længer end vi fatte!
Hvert Øye maa
Dig vogte paa,
Du seer og med dit Øye
Udi din Arv,
Til allis Tarv
At hielpe og fornøye.

2.

Du obner din saa runde Haand
Og med din Naade mætter
Alt det som haver Liv og Aand,
Og Føden hver indretter,
Du dryber ned
Med Frugtbarhed,
Ved Regnens Drysle-draaber,
At Skov og Mark,
At Søe og Park
Ny Frugt og Yngel haaber.

262

3.

Du spiiser os, som paa dig troer,
Vi seer paa dine Hænder,
Vort Brød paa dend Sted ofte groer,
Som vi slet intet kiender!
Du deeler om
Af Havets Vom,
Af Luft, af Søe og Strømme,
Fisk, Fugl, og Fæ
Med Frugt af Træ
Skal Mark og Skov indrømme.

4.

Vi seer nu her sat om paa Bord
De fulde Fad og Skaale,
O Gud, i JEsu Navn og Ord
Velsignels' os tilmaale!
Vi løfte op
Mod Himlens Top
or Haand, med mange Sukke,
Lad ingen Synd
Vort Maaltids Fynd
Med Hierte-sorrig slukke.

5.

Giv os fremdelis, at vi saa
Vort Brød med Ræt adspørge,
Og frem i Dyder daglig gaa,
At du for os vil sørge,
Vi daglig Brød
Indtil vor Død
Foruden Synd kand nyde,
At og vi maa
En Lefning faa,
Dend Fattige at yde.

263

6.

Saa setter vi os dermed ned
At bruge dine Gaver,
Som du i din Barmhiertighed
Saa kierlig givet haver,
Og bede dig
Med Troens Skrig,
Du selv vor Giest vil være,
Og endelig
I Himmerig
GUds Riigis Brød beskiære.

Smaa Børns Hierte-suk
eller
Boord-Læsning for Maaltid.

Vor Disk og Dug er alt bered,
O GUD, for din Barmhiertighed,
Velsigne disse Gaver saa
At vi kand Legems Styrke faae,
GUD mætte hver som hungrig er,
Og Suk for Brød til Himlen bær,
Giv Fred og Frugt i vore Land,
Velsigne Jorden, Luft og Vand,
Bevar vor Christen Øfrighed,
Giv os vor Næring af vor Sved,
Spiis og vor Siæl med Livsens Brød,
Det JEsus tiente med sin Død. Amen.

264

Dend XVIII. Sang
Er
Boord-Andagt
eller
En Taksigelsis Sang efter Maaltjd,
ogsaa under dend Melodie: Naar jeg betænker dend Tiid og Stund, etc.

1.

Vort Maaltid vi beslutter nu
Og folder vore Hænder,
At komme dig vor GUd ihu
Med Tak til Jordens Ender,
For Roe og Fred,
For Førlighed
Og dette Maaltids Spiise
Af Luft og Vand,
Af Skov og Land,
Vi dig af Hiertet priise.

2.

O GUd, hvor mangen løber om
Og efter Brødet leder,
Hvis fattig Haand er ofte tom,
Hvor bønlig hand end beder!
Hvor mangen staar
I Verk og Saar
Beklemd og lider ilde,
Og raaber paa
En Bid at faae
Af det vi haanlig spilde!

265

3.

O! lad os ey vor Brødkurv hen
Bag Laas og Lukke sette,
Før at dend hungrig JEsu Ven
Sit Stykke faar af dette
Som over er
Af Lefniriger,
Til Trøst i Hungers Vaade,
Vort Forraads Tall
Ey mindskis skal,
Men voxe til i Naade.

4.

GUd signe os i JEsu Nafn,
Som vil os daglig mætte,
Vi gaar nu til vort Verk og Gafh
I GUds Frygt at forrette:
Gid i vort Brød
En andens Nød
Og Sved vi aldrig elte
At vort Uskiæl
Dend Armis Siæl
Skal slæt i Taare smelte.

5.

Naar da i Verden intet Brød
Vor Tunge meer vil smage,
Gid da imellem Liv og Død
Vi Livsens Brød maa tage,
Og Troens Haand
Ved HErrens Aand
I JEsu Saar indstikke,
Ja Livsens Flood,
I JEsu Blood,
Til sidst Far Vel at drikke.

266

Smaa Børns Hierte-suk
eller
Boord-Læsning efter Maaltid.

Hav Tak, ô Gud, vor Skabermand,
For Næring udaf Land og Vand,
Hav Tak, ô JEsu, for din Død,
Hav Tak du rette Livsens Brød,
Tak, hellig Aand, oplius vort Sind
Og GUD til vore Hierter bind,
GUD, tænk oppaa os arme smaa
Som i din Forsyns Øye staa,
Du veedst hvordan vor Lykk' og Brød
Skal skiæres for os til vor Død,
Giv Lykke, Helbred, Liv og Gafn,
Og Salighed i JEsu Nafn.
Amen.

267

Dend XIX. Sang
er
Reyse-Andagt
eller
En Sang for et Menniske
som er paa sin retfærdige Reyse,
Under dend Melodie:
Jeg beder dig min HErr' og GUd,
Lad op din Miskunds Øre etc.
Kand og siungis under efterfølgende Melodie.
[se s. 301]

1.

I JEsu Himmel-søde Navn
Min Reyse jeg begynder,
Fra min saa kiære Hiemmestavn,
Hvor til min Tarv mig skynder,
Jeg signer Hustro, Huus og Hiem,
Og dermed Afskeed tager,
GUd selv skal være hen og frem
Min Fader og Ledsager.

2.

Jeg fik min Vandre-stav i Haand
Da næp et Aar jeg tallte,
Saa snart jeg kom af Svøbe-baand,
Mand slap mig løs og kaldte,
Ja lokked mig med kierlig Smiil,
Saa jeg sloe løs at gange,
Tre Triin vaar mere end en Miil,
Thi jeg vaar spæ og bange.

268

3.

Min Barne-kiep jeg siden reed
Og prøved Glutte-dyster,
Jeg loe ad Verdens Herlighed,
Men elsked Barne-lyster,
Dend Vey som laa til Sko ole-gang
Besværlig vaar at træde,
Hand faldt mig stundum meget lang,
Og korted mig min Glæde.

4.

Min Ungdom lod mig Porten op
Til Verdens mange Veye;
En viiste mig til ærens Top,
Til Lyst mon andre skeye*
Paa ærens Vey Arbeyde stood
Med møysom Sved i Pande,
Men sminked Lyst med skiden Food
Vred om til mørke Lande.

5.

Dend rette Vey hâr GUd mig kiendt
Fra Ungdom op at løbe,
Endog jeg heller hafde rendt
For Lysters lekre svøbe,
Og om jeg end af Veyen vred,
Til Lysters Afkrogs Telte,
Saa hialp min GUD, om Foden gleed,
Jeg dog ey gandske velte.

* 269

6.

Dend GUd, som hår ledsaget mig,
Jeg ævig Tak tilskriver,
Hand paa min Reyse visselig
Min Følge-støtte bliver,
At jeg om Dagen kiende maa
Hans Sky og Skyggis Glæde,
Hans Lius og Ild om Natten staa
Mit Reyse-telt at klæde.

7.

Jo flere Aar jeg faar paa Bag,
Jo fleer bekymrings Bylter,
Jo mere voxer Dag fra Dag
Min Sorrigs Tall og Tylter:
Tik giennem Morgenrødens Dør
Dend gyldne Sool fremtræder,
Naar jeg staar op og færdig giør
Mit Reyse-tøy og Klæder.

8.

Udi min Vogn jeg aldrig mig
Saa snart til Sæde mager,
Jeg mindis jo hvor hastelig
At Tidens Vogn henjager,
Og hvert Minut i Tiden er
En liden Drive-svøbe,
Ved hvilcket jeg i ald min Fær
Mit Maal skal snart udløbe.

9.

Om Solen da mig unde vil
Sit blide Skin og Øye,
Og giver Vey og Væirlig til
Mit Øye-meed at føye,
270 Jeg takker GUd: Dog bliver ey
Saa tryg, at jeg vil vente
At Lykkens Sool, paa Verdens Vey,
Vil jo til Nedgang skrente.

10.

Om Regn og Torden, Storm og Snee
Med hast vil paa mig sette,
Saa næp jeg tør med Øye see
Ud af min Reyse-hætte,
Da tænker jeg, at Verdens Nød
En Synde-sky mon være,
Hvor Soolen JEsus giennembrød,
Hans Navn skee ævig Ære!

11.

Jeg seer saa tiit en Vandringsmand
Paa Veyen mig at møde,
Hvis Kiep er ald hans Stads og Stand,
Som hand sig til kand støde;
En anden bær, med bange Kor,
Sin svage Krop paa Krykke,
Og nogle gaar og græder for
Sin vildsom Vey og Lykke.

12.

En faderløs og nøgen Hob,
Som ingensted hâr hiemme,
Mig kommer for med Suk og Raab,
At GUd dem ey vil glemme;
Der læsser een sin Vogn saa fuld
Af Sorg, som hand kand age;
En anden tier med sin Buld
Og vil sig ey beklage!

271

13.

Jeg seer og andre prægtelig
I Lykkens Vogn at kiøre,
Ved Ærens Tøyel holde sig
I Standen som de føre:
Dog merker jeg, at Vognen skiær
Dybt i for store Helte
Paa Lykkens Bane, hvor der er
En farlig Vey at velte.

14.

Saa holder hver sin Reyse-fær,
Som Himlen det behager,
Vel dend, som takker GUd i sær
For det hand til ham mager!
Naar Døden hâr fra Vognen spendt
I Gravens Orme-stræde,
Da skal det ikke blive kiendt,
Hvo høyst hâr sidt i Sæde.

15.

Saa tænker jeg mig om og om,
Mens jeg min Reyse driver,
Og til min Siæls andægtig Dom
Jeg disse Ting opskriver,
Slet intet jeg paa Veyen seer,
Som kand mig jo betiene,
At kiende GUd jo meer og meer,
Og mig fra Verden vænne.

16.

O søde JEsu, Livsens Vey,
Slip mig ey af dit Øye,
Men lad dit Kors og Kontrafey
Paa rætte Vey mig bøye,
272 Paa Korsens Vey at jeg ey skal
Dit søde Aag henkaste,
Og hen til Lysters Døde-dall
Blant syndig Sælskab haste.

17.

Vær med mig, hvor jeg vandrer hen,
Med dine Engle-skare,
At jeg maa komme glad igien
Til Huus og Hiem at vare,
Giv Naade, Lykke, Salighed
Til det jeg skal forrette,
Min Uvens Raad, min Haders Meed
Du selv tilbagesette.

18.

Naar da min Siælis Reyse-vogn,
Mit Legem, Aflægs bliver,
Og i de Dødis Orme-sogn
Mand mig et Beenhuus giver,
Lad da min Siæl, O JEsu, foort
Opvandre til dit Sæde,
Indtil min Krop fra Dødsens Poort
Skal reyse op til Glæde.

Hierte-Suk.

En fattig Pillegriim jeg er,
Som Adams Synde-palter bær!
Fra først jeg fik min Vandre-stav,
Faa Triin kun fra min Føde-grav,
Du lille Barn, du Jesu veed
Hvor tiit min spæde Food hand gleed.
Jeg hâr udi min Ungdoms Tiid
273 Giort Reyse-pladsen skiøn og viid,
Og meent, at Verdens Reyse klodd
Dend hafde ingen Stød og Odd,
Jeg tænkte tiit at Hunning flød,
Hvor Veyen grønnist faldt og blød,
Da dog dend slibrig vaar og slem
I Henge-dynd at træde frem,
Dog slap jeg vel, og gik forbi
Ved JEsu Gienveys trygge Sti.
Endnu jeg vandrer daglig Dag,
Alt som det er min GUds Behag,
Og søger Lykken hvor jeg kand
At nære mig udi min Stand!
Gid jeg fra Syndens Veye maa
I JEsu Foodspoor daglig gaa,
Og fra Ulykkis Vaade-fald
Bevaris i mit loulig Kald,
O JEsu, lad din Engle-hær
Mig altid blive huld og nær,
Gid Alting vel i Haande gaar,
Indtil mit Reyse-pas jeg faar
Herfra til Himlens Hiem og Boo,
Saa hâr jeg naat min Reyse-roo!

274

Dend XX. Sang.
For Søefarende.
Under dend Melodie: Beklage af ald min Sinde, etc.

1.

O store GUd og HErre,
Som Himmel, Jord og Land
Aldmægtig kand regiere,
Ja Havets grumme Vand,
Vi paa dit Ord
Os nu til Søes begive,
Vort Verk og Værv at drive
Og gaar fra Land og Jord.

2.

Vort Seyl vi nu ophidse
For Vindens Puste-kast,
GUd! hielp det selv at tridse
Og holt derved saa fast,
At Storm og Stød
Og grumme Sky-kast ikke
Skal os til Graven skikke
I Havets vaade Skiød.

3.

Du veedst vor Skibe-planke
Er næp tre Fingre breed,
Som Havets Bølger banke
Med Vold og Fyrighed:
Saa lit og er
Imellem Dødsens Hule
Og os, om Stormens Kule
Med Magt igiennemskiær.

275

4.

Dend første Seyle-snekke,
Som i Syndfloden flød,
Du vilde selv tildekke,
Der Synd og Vand sig skiød
Med Grumhed ud
Oppaa dend beged Kiiste,
Da Noah laa og priiste
Din Naade, Hierte Gud.

5.

Du haver og af Naade
Ført dine fordum vel
Igiennem Havets Vaade,
Og reddet deris Siæl!
Det røde Hav
Med Vand i Vand du mured,
At Pharao blev lured
Udi dend slibrig Grav.

6.

De som endnu skal fare
Ud paa de dybe Vand,
Befinder obenbare,
At tusind Ting i Strand
De Vidne bær,
At din' aldmægtig Hænder
Alt Havet overspender,
Og hersker ene der.

7.

Du kandst med Fingren true
Dend kaade bruse-søe,
Og Bølgers Stolthed kue,
Som skryde grumt og giøe;
276 Du kand saa snart
En Blik af Stormen giøre,
Og af en Blik opføre
En Storm med hastig Fart.

8.

O GUd! du seer vi ere
En liden Flyde-flok,
Lad Bølgens Huus os bære,
Og lad din Engle-skok
Os stedse fri
Fra Luftens Fyrstis Fare,
Fra Leviathans Snare,
I Havets farlig Sti.

9.

Lad Væir og Vind os føye,
Lad Lykken i vort Seyl
Og til vor Gierning bøye,
O GUd! slae os ey feyl
Men hielp os frem,
At vi med Tak og Glæde
Paa Lande-jorden træde
Og kommer til vort Hiem.

10.

Gid og vi kunde lære
At vore Dage far,
Som Skib der seylend' ere
I Havets Bølge-glar,
Vi mod vor Død
Os daglig kand berede,
Indtil GUd vil os lede
I Himlens Havn og Skiød.

277

Hierte-Suk.

Naar jeg, O GUd paa Havet er
Og Bølge-ryggen giennemskiær,
Da kand jeg mig erindre,
At i mig selv der er et Hav
Ræt ved min dybe Hierte-grav
Hvor sterke Storme tindre
Og tunder om ved Dag og Nat,
Endog en Stang der for er sat,
Saa hver dog ikke kiender,
Hvordan det ulmer i min Barm,
Hvordan det pebler, naar jeg varm
Af Harm og Vrede brender,
Hvordan Bekymrings Storme gaae
I mine Aarers lønlig Vraa,
Hvor Frygt udi mig velter,
Hvor Blodet rutter om min Aand,
Hvor Pulsen pikker ved min Haand,
Til Hiertet nesten smelter!
Da seer jeg salte Taare-vand
Igiennem Øyet trilde kand,
At viise mig dend Kilde,
Som i mit Bryst sin Udspring hâr,
Hvor salt dend er, hvor suur og baêr,
Og hvor dend smager ilde!
Da sukker jeg: O JEsu! giv
At Havet ikke skal mit Liv
Med Vold og Grumhed stekke:
Men skal jeg qvælis i en Søe,
Da, søde JEsu, lad mig døe
I Øynis Boode-bekke.
AMEN.

Alt det som haver Aande love
HERREN.
278

[x]; [x];[x];[x]; [x];
Register
ofver disse aandelige Sange oc Hierte-Sukke efter Ordenen.

Andæctigheds Opmuntring. Op, op med Himmel-stemme ........................ Pag. 183

Hierte-Suk om hiertelig Andagt. Steenig Hierte, gid du kunde ........................... 188

Er en Bekiendelses og Bedrings-Psalme, hvorudi Synderen bekiender, at Lowen er hans Tugtemestere til Christum, Gal. III. 4. Kom, Siæl, og lad os græde, ............................. 189

Hierte-Suk. Ach! min JEsu, jeg maa klage ........................... 195

Nær forsagt, men dog ikke fortabt. Sorrig og Elendighed, Suk og salte ....................... 196

Hierte-Suk. Ach! min JEsu! ach! jeg er død .......................... 203

Sorrigfuld og dog trøste-fuld. Ach! HErre see min Hierte-vee ......................... 204

Hierte-Suk. Aldrig er jeg uden Vaade, Aldrig ......................... 209

Er en Bekiendelsis og Bedrings-Psalme, udi hvilken Synderen bekiender, at Synd og Skrøbelighed henger ved hannem, ihvor meget Got GUd giør imod hannem. Med Blusel, Graad og Klage ............................ 210

Hierte-Suk. Naar jeg, O Gud, mit Syndedyb ......................... 215

Er ogsaa en Bekiendelsis og Bedrings Psalme, hvilken tilliige med de forige af samme Art, kand brugis, naar mand gaar til Skrifte. Fald ned, fald paa dit Ansigt ned ......................... 216

Hierte-Suk. Søde JEsu, Siælens Læge ............................... 221

    Dend VII. Sang.

  • Om en gudelig og christelig Beredelse til det H. og høyværdig Altars Sacramentis Annammelse. Himmel-søde GUd og Fader ........................... 222

Er iligemaade en Beredelse til det H. Sacramentis Annammelse. Til HErrens Bord, i JEsu Navn .......................... 225

Hierte-Suk om ret at prøve sig selv. Hierte JEsu, hvad for Prøve ............................ 226

Bestaar af Hellige Andagter, dend stund det høyværdige Alterens Sacramente uddelis. O JEsu! paa din Alter-food ............................. 227

Er en Taksigelse efter HErrens Nadvere. Tak JEsu, Siælens Hyrde good ........................... 230

Hierte-Suk eller H. Betænkninger ofver HErrens Nadvere. Min Siæl, hvo er dog dend, som .......................... 231

Keed af Verden, og kier ad Himmelen. Far, Verden, far vel ................................... 232

Hierte-Suk. Ach JEsu, mit Hierte har vanked, ........................ 236

280

Guds naadige Forsyns Øye er et rætsindige Guds Barns fulde Fornøyelse. HErre Gud mit Hiertis Glæde, .......................... 237

Hierte-Suk. Søde Siæl, hvi vilt du komme, ............................ 241

Dend Betrængde paa Jorden søger Bood i Himmelen. Hvorfor mit Hierte klemmis du, .......................... 243

Hierte-Suk. Ach! hvi kand jeg aldrig lukke ........................... 248

Hver har sin Skæbne. Sorrig oc Glæde de vandre tilhaabe ........................ 250

Sonnet eller Suck i Klingeriim. Hvor ofte sukker jeg, fordi dend .......................... 252

Alle Ting tiene dem til Gode som elsker GUD Rom. VIII. 28. Blant alle Ting i Verden her, ............................. 253

Sonnet eller Klingeriim. Saa skal dog alle Ting sig efter ............................ 257

Bord-Andagt, eller en Sang at siunge for Maaltjd. Hierte Fader, Godheds Rood, ............................ 258

Er iligemaader en Bord-Andagt eller en Sang at siunge for Maaltjd. O Gud, hvor stor og priselig ............................. 261

Smaa Børns Hierte-suk eller Boord-Læsning for Maaltid. Vor Disk og Dug er alt bered, ............................ 263

281

Er Bord-Andagt eller en Tacksigelsis Sang efter Maaltjd. Vort Maaltid vi beslutter nu ............................. 264

Smaa Børns Hierte-Suk eller Boord-Læsning efter Maaltid. Hav Tak ô Gud, vor Skabermand ......................... 266

Er Reyse-Andagt eller en Sang for et Menniske som er paa sin retfærdige Reyse. I JEsu Himmel-søde Navn .............................. 267

Hierte-Suk. En fattig Pillegriim jeg er, ............................... 272

For Søefarende. O store GUd og HErre ................................ 274

Hierte-Suk. Naar jeg O Gud paa Havet er ............................ 277

282

Danielis Paulli
Advarsel til den Kiøbende.

Eftersom mand sig paa andre Stæder hafver understaaet den Første Part udaf dette Siunge-Koor at eftertrøcke, men meget falskeligen, da ville Kiøberen sig for saadanne onde og falske Eftertrøcke tage vare, og ikke kiende nogen anden for rette Exemplarier, saa vel af den første som og den anden Part, uden dennem alleneste, hvilcke med en rød og sort Titul ere trøckte, og paa hvilcke Danielis Paulli Navn findis, og endeligen at for hver Part en sær Kaaber-Titul staar forretrøckt. Hvad de, som samme eftertrøckte Exemplaria her i disse Kongeriger forhandler, sig for Straf at hafve forvente, kand de udaf Hans Kongl. Majest. allernaadigste meddeelte Privilegio, som foran er trøckt, eftersee, og sig for Skade at tage vare.

Melodiudsættelser
til
Aandelige Siunge-Koors Første Part
og
Aandelige Siunge-koors Anden Part

284
285

286

287

288

289

290

291

292
293

294

295

296

297

298

299

300

301

De Fattiges udj Odensee Hospital
allerinderligste og underdanigste Suk og Søgning
hos vor allernaadigste Herre og Konge.

Stormægtigste Monarch, næst Gud vor Lyst og Glæde
Forlad mig at ieg i dit Kongeskiød maa græde
Og øse der een Strøm af Vand og Siele-Vee
Som vælder udaf Nøds usoolet lis og Snee,
Som har brudt ind udj de arme Lemmers Senge
Udj vort Hospital og vil dem snarlig trænge
Fra deres Leye ud; om Naadestraaler ey
Optøer det lisebierg saa gaaer de deres Vey.
Hvad Vey? Gud trøste dem! Hvad Vey vil de vel tage
Til nogen Verdens Hielp? som mange Aar og Dage
Sin Food ei haver sat paa nogen Verdens Sti
Mens langs i Korsens dynd sig daglig ælter i.
Her ligger een som sig i Sengen aldrig vender
Om hand ei løftes af en andens hielpsom Hænder
Om Huuset gik i Brand, saa maa hand brænde med
Saa har den lange Værk ham bundet til sit Stæd.
Her Hviler een, der er kun ligesom en Skygge
En Beenrad som ej Self sin opholdsmad kand tygge
Dog holdes Livet op, mens Døden tygger paa
Hans Hierte og kand dog saa seen en Ende faa.
Her seer mand Een og fleer, der bær paa Ryg og Lænder
De Læs af mange Aar, hvis Øye food og Tænder
Er dem til ingen Hielp og har alt levet ud
Hvær Ven, O Konge! Dig foruden og saa Gud.
Her skratter Een og i sin Pine stedse skriger
Og efter Himlens Hielp med mange Sucke higer,
Og fylder med sin Graad de Furer som er giort
Udi hans skrumpen Hud, der er som jorden sort.
Her hyler een, der er saa fuld af Saar og Bylder
Som Job og Lazarus og sine Sprecker fylder
303 Af det hand nærmest har, med blæstet af sin Mund
Og klapper for et Slik ved tungen af een Hund.
Her seer mand jammerlig de saasom andre Bæster
Paa alle fire gaaer og ned mod Jorden fæster
Det Ansigt som vor Gud mod Himlen haver vendt
Saa hart er Scenerne i Korsens Kiæde spendt.
Her falder een, som af sin Hals som Hanen galer
Een anden som et Sviin udgrynter sine Qvaler
En Hvidsier, Hujer, slaaer, som Kalven brøler een
Og skummer, banker sig til Jord, til Træe og Steen.
I Vandet falder een, og kand sig intet vare
Een anden velter sig i Luens grumme fare
Hist kipper Hiertet; Een vil give Aanden op,
Fordi hand langsom har spyt Lungen af sin Krop.
Her Vaandis een, som er de klare Speile lige
Af blanken Vatersot; hist høres andre skrige
For Hovetværk og Vee for Sidesting og Saar
For Vildelse; for Kræft; for Brud i Liv og Laar.
Dog er det deres Trøst i deres mange Smerter
At Gud har selv luckt op de milde Kongehierter
De har med Huus og Ly, med Senger Øll og Mad
Dem rigelig forseet, og giort i Kaarset glad.
Ja! det som deres Siæl end meere Lyst kand giøre
De Gudsords-Prædicken faaer dagligen at høre
Guds Tienere med Fliid til hvert et Leye gaar
Med Olie og Viin for deris Siæle-Saar.
Ach! skal det komme end, det skal dog aldrig komme,
Jeg veed det aldrig skeer, Kong Christian den Fromme
Og Femte aldrig seer, dend Dag skal Opgang faae
At Christi-Ledemoed skal Huusevilde gaac.
Den ubarmhiertige Soldat hand haver suet
Endog af deris Blod, indtil hand haver kuet
Saa mangen fra sin Sted og Stavn for Skyld og Skat
Saa Christi Arme de maa miste deres plat.
Her ligger een paa Dør for øden Gaard og Arme
Det Gud i Himmelen og Kongen sig forbarme.
304 Landsknægtens True Trop som flux vil have sit
Om Christus aldrig fik for sine end saa lit,
Hand søger noget der, hvor intet er at finde
Ja Koe hos Kreløs Mand, og maae hand byrden binde
Paa deres Gods, som end et støcke Brød formaar,
Far vel da Hospital, gaaer ud, i Arme, gaaer.
Nej! gaar dog ei saa just, jeg vil for Kongen ligge
Og intet skamme mig for Eders skyld at tigge
Hans Naade er saa stor saa mild hans Hierterood,
Hand haver lovet Hielp, hand er saa Eyegoed.
Forlad mig at ieg maa mig ned i Støven bøye
O Konge for din Stoel, og Himlens store Øye.
Hielp, Hielp de Arme, og betænk, hvad Hielp de faar
At det er Plaster af din Haand til Jesu Saar.
Christi og Kongens allerunderdanigste
og de fattiges skyldige Tiener
THOMAS KINGO

Fynske Mercurius
den 8 Febr:[1684]

HVad bær du, Vinged Post, Mens du saa monne haste?
Er sechen fuld af nyt, Mens Dandtzendis du kaste
Ham fra dig med en hvij? Spend Vingen fra din schoe,
Og tag ved varmen dig en liden futte-roe.
To dit riim-grode schæg, og lad de vandglaß-tappe
Forsmelte om din mund, kom, heng din Stive Kappe
Som Frost har hærdet, heng den ved din schorsteens Ild
I menß du est saa kold, og dog saa vacher mild.
Hvor Slapst du over Belt? Er den forseylet bleven
Af Vind og Frost, og til en Marmor-vey op dreven?
Er Kudsche Færge-mænd? Er Vogn og Kane baad?
Er vind i hestehaar og Svoberß Klunte traad?
Er Øst og vester-Søe nu med et Froste-belte
Saa hart op bundne, at de sig kand iche velte
I Kongens belte-strøm for Ise-glaßet broe?
Vil den 3forched Gud paa lis nu sette boe.
Hvor gaar det Vennerne i Kiøbenhafh? de sige
At Lyxsdorph har hat ont af Svaghed med de rige.
O ußel Sygdom, som er pine-rig, og fuld
Af lang som Smerte og ey Vige vil for Guld.
Dog sigis om igien, Gud har hanß Frue signed
Med en, saa deylig søn, der har hanß hierte qvegned
Saa blid var himlens løb mod det forgangne nye
Og blide-maanit reed ham Sommer udj bye.
Der sigis Kongens Nafn hanß unge søn schal ære;
Ræt saa; thi Kongen bør Jo ævig mindet være
I Nafn og naade hos den mand, som ærlig er
Og i sit hierte-blod sin Kongis troschab bær
Til lyche hiertens Mand, oprichtig Konge-tiener
Beleven, u partisch, for fiender og for Venner
306 Til lyche med din Søn, din Hvis haab og roe
Kyß din Vinranche, som saa fruchbar vilde groe.
At hun omsider dog med glæde-druer vilde
Din smerte med sin sorg, og fødsels smerte milde
Gud styrche eder med sin Krafft i mange aar
Gud giøre ederß Liv til en bestandig Vaar
Gud lade ey den haand af nogen pine vide
Som schal ved Kongens haand formilde mangis qvide
Gud lade ey den fod en knyttet seene faa
Som schal til Kongens fod for mangis beste gaa.
Lev lenge Christian, og arv din Faderß naade
Hos Gud og Kongen, bliv, som hand i hæld til maade
For alle dem der ey af had og falsched veed
Bliv Søn din fader lig i dyd og ærlighed.

Den
Hæderlige, Høybegavede, Ærbaarne og Dydige
Danne-Qvinde
Dorothea Engelbrets-Daatter
Sal. Mag. Ambrosii Hardenbecks
Efterlatte Encke,
Der hun lod sit Sinderige og artige Skrift om den grædende Synderinde ved Trycken udgaa, Er dette til skyldig Ære opsat aff
Th. Kingo.

GAar nu, gaar hen i Ni berømteste Gudinder
At bukke Eder dybt for en aff Nordens Qvinder,
En Dorothea, som det Navn oc Naade bær,
At Mesterinde hun blant Skialdre kaldet er!
All Eders store Priiß er idel Vejr oc Vinde
Og Hedensk Phantasi, her skal I andet finde!
Her skal I see hvordan hun blant de Norske Field,
Har hit (trodtz Helicon) en Himmel-Aaris Veld,
It Veld, som hendis Siæl og Hierte overgyder,
Og giennem hendis Pen med livsom Fald udflyder,
Saa hendis Skialdre-Stiil er flydendis oc læt
U-tvungen, pyntelig og meer end Qvinde-næt!
Vi Mandfolk hid indtil, maa skee, har haft i Tanke
At ingen uden vi den Nysling kunde banke,
Hvor i den Skialdre-Kraft og Kierne propped laa,
Men pyt! See nu kun hvad en Qvinde hitter paa!
Vil hun sit Hierte til andæctig Tanke vende,
All Verdens Lyster veed hun først i Kull at brende,
Før hun sit Offer paa GUds Alter legge vil,
Hvor HErrens gode Aand sin Lue blusser til.
Hun der med varmer op saa mange frøsne Siæle,
Der sig i Hierte-Sorg tviflraadig vilde qvæle,
308 Saa de for dybe Suk faar Munden fuld af Røst,
Men Hiertet fuldt aff GUd og Siælen fuld aff Trøst.
Slaar hun sin Leeg i tu og lader affat qvæde,
Ey kand den Bibliske stor Synderinde græde
Saa fuld en Jammer-Bek, hun hende jo kand naa,
Ja fleere med sig selv til Bode-Vandet faa.
Vel har Maria sig (jeg kand det ey udsige)
Med Taare strømmed fuld! Med Suk der kunde stige
Til HErrens Naade-Stool, optuded GUD og Mand,
At see til hendis Saar og Øynis salte Vand!
Hos JEsu reene Food brast hendis Græde-Kilde,
Hvor ingen Draabe blev forgievis og tilspilde!
Hun hendis Hoved-Haar til Tørre-Klæde bød,
Bad, elsked, trode, skreg, mens Bode-Strømmen flød!
Men DOROTHEA, som gientager hendis Taare,
Og lukker op paa ny den Poenitentzis Aare,
Som sprang her op for meer end sexten hundred Aar,
Hvor ved saa mangen Siæl Trøst Liv og Lise faar,
Hun skal blant Skialdrer faa sit Navn og Ære-sæde,
Og til et evigt Navn ved Skialdre-Pen optræde:
Vi hende give vil den Sted hun har fortient,
Som sig saa vel har giort Navnkundig og bekient.
Gaar, tager hendis Rok I Karle Drøsse-Pinde,
Som ey studere vil, begynder I at spinde,
Gaar, setter Eder ned at hegle Hamp og Hør!
Mens hun sig priselig med Pen og Hierne giør.

Allerunderdanigste
Tanker
over
Sølv-Bierget ved Kongsberg i Norge
hvor udi Hans Mayst: var nedstiget
Anno 1685 dend 10 Junii.
Til en liden Prøve, paa Hans Maysts:
Norske Reyses beskrivelse.

MEtalle-buged Bierg, du sølve-svangred Grube,
Du Helved-sorte Vom, du mørkheds lange Strube,
Du Riigdoms fæle Grav, som Sool og Maanen ey
Vil lade skinne ind oppaa din Afgrunds Vey.
Hvo var det, som slap ned blant dine skidne Svenne
Det Rumpe skiødskinds Folk? der kummerligen tienne,
Og nest ved Helvede indhakker sig med Magt
For dend Sølv-klumped Erdtz, som er i skarnet lagt.
Hvo var det, som saa kiæk og modig torde stige
Fra den bestraaled Dag ned i dit mørke Rige!
Hvor Natten Hersker er og Christne Folk de gaar
Som Puslinger omkring udi de sorte Vraar?
Var det Kong CHRISTIAN dend Femte, Nordens Fader?
Var det vort Liv og Sool, der sig formørke lader,
Og leger Blinde-Buk med ald vor glæde saa,
Fordølger sig og faar en Bierge-Hette paa?
Behiertede MONARK, Jeg krymper mig og gruer,
Det Isner i mit Blood, naar Jeg i Sindet skuer,
Hvor Du dig voved ned udi dend Afgrunds Dal,
Og blev omsværted af dend skummel Bierge-Sal.
Det var dig ikke nok, her Oven-Jords at føre
Dit Sverd, dit Torden-skyt, og lade Verden høre,
Hvor viid din omhue er, hvor viit din Magt formaar
Dit Navn at føre ud, saa viit som Solen gaar.
310 Mens udi dybet ned Du modig vilde rende,
At og Du kunde selv dend Under-Verden kiende,
Og med din Øye-Sool ret tage meed oppaa,
Hvor suurt det søde Sølv er op til Lyvs at faa.
Der saae Du, hvor det laae, som et utidigt Foster,
Hvad Fare, møye, fliid og Sveed og Kunst det koster,
Før det kand drages aff sin mørke Fødsels Vraa,
Og i en Mesters Haand en anden skabning naa?
Der saae Du, hvad for skat, dend dybe Affgrund yder,
Og hvordan Erdtz og Sølv forunderlig frembryder,
Hvor skiden og hvor slet oprindelsen dend er
Til Sølv, som dog saa høy en priis i Verden bær.
O store Konge stiig dog op og lad dig finde,
Som Solen for dit Folk! Luk Bierge-Natten inde,
I sin saa plumpe Væg! Stiig op, saa skal Du faa
En Overskrifft, som skal paa Bierget ævig staa.

Overskrifft.

DU store Sølve-Bierg, Du Rigdoms Foster Moder,
Hvis Sølve-pukled Food af Fossens stride Floder
Bekysses, der sin Strøm udgyder kiæk og sterk,
At tienne dig udi dit Vunderfulde Verk!
Her effter KONGSBERG du nok kaldes maa med rette,
Mand paa din høye Top en Kroned Spiir skal sette
Fordi Kong CHRISTIAN dend Femte æred dig,
Og i dit sorte Huus engang forlysted sig.
Du alle Verdens Bierg og deres rige Miner,
Guld, Kaaber, Sølv og Tin, Jern, Bly langt overtriner,
Thi du en Konge gav op fra din Erdtz og Muld,
Hvis priis langt overgaar ald Verdens Gods og Guld.

Hafn: dend 10.Decembr. Anno 1687.
T.K.

Under Christian V's Portræt i
Norske Lov

Sku her Kong CHRISTIAN den Femte, Nordens Ære,
Dog ikke som du seer ham her afskygget være,
Men som hand er, naar hand op paa sin Throne-Stool
Er fuld af Herrens Frygt og Rettens klare Sool:
Höör, hvor hand taler her i Lovens rene Stemme
Til Folket længst i Nord om Ret og Skiel at fremme,
Hvert Field, hver By og Flek, hver Skib og Baad i Söe
De prise Kongens Lov og lar ham aldrig döe!

315

Til
Dend af Dyd og Blood ædle og Velbeprydede
Jomfru,
J. Brigitte Baltzlow,
paa hendes indfaldende
Nafns Dag,
Dend I Febr. 1689.

KOm, Blide Himmel-Gud, Lad Salighed opblinke,
KLad fra din Trone-Stool De store Naader vinke,
Som Cherubim der paa hin anden fordum saae,
Hvor ved din Naades Pagt skiult og betegnet laa!
Du driver Tidens Hiul, og ved din Viisdom vender
Hver Stunds minut, og hvad der ind i Tiden render
Af sær forandring, og hvad Lykken legges til,
Det ene er din Drifft og Dig tilegnes vil!
Saa Bliid seer Solen ey af Morgenrødens øye,
I sin Safraned Rok, naar hun sig vil ophøye
Oppaa sit Firmament, at jo hver Straale seer
Af din almægtighed, og ved din Naade Leer!
Hver Dag, huer Verdens Dag (det ruske maa og regne)
Har Himlen fuld af Gud, det nødes ey at tegne
Et Menniske derpaa, og sette Jorden der,
Hvor Gud sin Riimstok med sin Sool og Maane skiær!
Dog hâr Du, stoore Gud, og ladet dig behage,
At Mennisket, som har kun faa og talte Dage,
Kand male Sig i Dyd og Udyd sort og huiid,
Med Himlens Dom, og ey med Pavens Helgen-Kriid!
Jeg ærer og De Navn, som Tidens Almanakke
Har ført i Rullen blant Dem som dend slibrig bakke
I Verden har betræd, og Lefnt os deris Fied
Betrykt af Dyde-tegn for hver at følge med!
Jeg seer dend første Dag af Vmter-Blidemaaned,
Forgyldt af Solen og af Himlen overblaaned,
316 Betegnet med et Navn, saa smukt et Jomfru-Navn
Brigitte, Dyders bryst og Fromheds rene Stavn!
Det Navn, berømte Navn, som med ald føye regnes
Brigitte Baltzlow til og tydelig optegnes
Til hver dend Dag hun end i Verden haver seet
Som og exempelviis blant hendes Kiøn er skeet.
Det Navn forbinder mig, at Jeg i Tidens minde,
Skal effter gammel Skik, Dig smukke Jomfru, binde,
Dog ey med løse baand af Verdens Fantasi
Og Valke-Knuder af et kunstig hykleri.
Jeg kunde, om det galdt, vel lade Perler træde
Omkring Din haand og hals, Det vaar en føye glæde!
At smidde om din Arm et Demant-baand i Guld,
Vaar stor bekostning ey, men vaar dog straaled muld!
Du seer til saadant ey, Gud sidder Dig i Sinde!
Til Hannem vil Jeg Dig og ey til Verden binde!
Bliv Bunden til Ham fast, Saa estu Bunden Fri,
Trods Nogen fanger Dig paa Guds og Dydens Sti!

af Velædle Jomfruens
Hulde Ven og Dyders Kiendere,
Udi ald trofast redelighed
og ærbødighed,
Th. Kingo -
320
321

Psalmer over Christi Lidelse,
I dend Første Uge i Faste.

Om JEsu Lovsang,
Under dend Melodie:
Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

HØrer til I høye Himle,
Hører til I Engle-Koor!
Hører O I Folk som vrimle
Og som Jordens Klod beboer!
Høre hver som høre kand,
Hver som Sands har og Forstand,
Alt det som har Aand og Øre
Lave sig nu til at høre.

2.

JEsus, O vor JEsus siunger!
O en meer end Engle-Sang!
Tier alle Engle-Tunger!
JEsu Røst maa have gang!
Himlens heele Harmoni
Sættes nu i Melodi
Ved vor JEsu Mund og hierte,
Før ham Døden skulde smerte.

3.

O I Guds Apostel-skare!
O hvad Eders hierte-grund
Maatte med Forstand opklare!
Der I sang aff JEsu Mund,
Med et stort Hallelu-jah:
Priste Gud for Frelse fra
322 Det Ægyptisk' Aag og Plage,
Og for Kanans Fryde-dage.

4.

Men, O søde Himmel-Sanger!
Du har vel opladt din Røst
For ald Verdens Folk og Fanger,
Takket Gud for denne Trøst;
At de skulle Frihed faa,
Og udi Guds Rige gaa,
Ved dit Fengsel, Død og smerte,
Og ved Blodet aff dit hierte.

5.

O hvad søde Himmel-Toner
Dog oppaa din Tunge laa!
Du som Verdens Synd forsoner,
Sang ræt som Du Døden saae!
Adam gik aff Paradiis,
Græd for HErrens Vredes Riis,
Du igien med Sang oplukker
Himlens Dør, og Slangen sukker.

6.

Men Du da aff Sang begynder,
Og Du est i Siælen froe,
Søde JEsu, det forkynder,
Liise for min svage Troe,
At, naar Jeg min Død og Vee,
Skal for mine Øyne see,
Jeg i Dig skal trøstig blive,
Og i Sang min Død fordrive.

7.

Stem da op mit svage Hierte,
Stem min Tunge, Siæl og Aand,
323 At Jeg siunger om din smerte,
Vri mig med din egen Haand,
At din Død dend blive maa
Alt hvad Siælen Nyner paa,
Saa Jeg drive kand og dræbe
Døden, med din Død paa Læbe.

8.

Siung min Siæl, og lad dig høre!
Glem dog ey andægtig Graad!
JEsu Aand dend dig skal røre,
Siung om Eblet Adam aad!
Siung saa om det JEsus leed,
Om hans Kors, hans blood og sveed,
Siung og troe, saa skal du stige
Siungendes i Himmerige.

Om JEsu Sveed udi Urtegaarden.
Under forrige Melodie:

1.

OVer Kedron JEsus træder,
Vader med sin bare Food,
Græder, alle Øyne, Græder,
Græder, om I kunde, Blood!
See hvor Bladet er nu vendt,
Alle Buer nu er spendt,
Som paa JEsum ene sigter,
Og til Døden ham forpligter.

324

2.

David engang tung om Hierte
Gik hen over Kedrons Vand,
Fuld af Harm, aff Graad og Smerte
Flugtig i sit eget Land!
Men, O JEsu, motte Du
Ikke ængstes mere nu?
Du som Dig til døden skynder,
Bær ald Verdens sorg og Synder.

3.

Vil du i din Nød og Møye
Hen til Oli-Bierget gaa,
Der er intet Træ for Øye
Hvor Freds Frugter er at faa!
Kriig og Striid og Mord og Død,
Pidske, Plager, Spot og Nød
Synes aff hver Knop at sprude,
Freden er for JEsus ude.

4.

Gaar du ind udi en Have,
Som er Folkes Fryde-sted,
Angist vil sig strax tillave,
Følger dig i Hælen med!
Kom, O Adam, kom at see
Ind udi Gethsemane!
See hvor Paradises Lyster
Helved-Angist aff ham kryster.

5.

See hvor skielver JEsu Lemmer,
See hvor ryster Gud og Mand!
Tænk hvor Syndsens Byrde klemmer,
Døden stormer Livsens Land,
Trænger sig i JEsu Blood,
Kniber ved hans Hierte-rood,
325 Slider, Saver, Skiær og stinger,
Som Ti Tusind gifftig Klinger.

6.

See hvor Vaande-fuld hand falder
Ned med Bøn udi sin Nød,
Trende gange Gud paakalder
Beder at dend bittre Død
Og dend Kalk maa vige hen,
Er dog strax tilfreds igien,
Hvad hans Fader kun behager
Der imod hand gierne tager.

7.

See, hvor hand med Døden strider
Ængstet i sit Hierte-rood,
See, hvor Otterslangen bider
Og ophidser alt hans Blood!
See, O see hvor ængstes hand!
See, hvor gifftig vaar dend Tand
Som med Dødsens kolde smerte
Brød Guds Søns det rene Hierte.

8.

Ah, I Himle, vil I give
Hid en Hierte-sterkning snart!
Snart det endelig maa blive!
JEsus Døer! Hand Døer med fart!
Kom, Guds Engel, kom og see!
Styrk ham dog mod Dødsens vee!
See hvordan hans Kinder falme,
For de grumme Dødsens qvalme.

9.

See, Hvordan at Blodet dryber
Udaff hvert hans Svede-hull!
326 Døden i hver Aare kryber,
Giør hans Ansigt sort som Kull!
Græsset, hvor min JEsus laa,
Fik en Blodig Dugg oppaa
Aff hans Aarers Purpur-kilde,
Ah! hvor leed da JEsus ilde.

10.

Nu saa vil jeg mig da vende
Hen til Kedrons sorte Bek,
Og fra Verdens Vellyst rende
I en Poenitentzes Sek!
Ind udi Gethsemane
Skal mit Hierte Daglig see,
Med hans Pine, Blood og Møye
Overstryge Siælens Øye.

11.

Bort I Verdens Leeg og Lyster!
Til Gethsemane Jeg gaar,
Og vil see hvor JEsus ryster,
Samle mig en trøste Taar
Aff hans Blodig Angist-sved,
Som til min Rætfærdighed
Jorden vilde for mig væde,
Dend opsanker Jeg med glæde.

12.

O I Blomster, I som funde
JEsu Sveed for Dødsens Mord,
I Lyksalig stund I runde
Op ud aff dend tørre Jord!
Blomsterne i Paradiis
Bær mod Eder ingen Priis!
Thi det Blood, som Eder Farved,
Giør at Jeg har Himlen Arved.

327

13.

Naar Jeg som et Blomster visner,
Naar jeg fældes skal som Høe,
Naar at Blodet i mig ißner,
Naar Jeg daane skal og døe,
Naar dend kolde Sveed gaar ud
Aff min gandske Krop og Hud,
Da min JEsu Svede-draaber
For min Siæles Frelse raaber.

14.

Endelig naar Hiertet brister,
Naar min' Øynes Lyvs forgaar,
Naar min Tunge Maalet mister,
Stryg min Siæl da med en Taar
Aff din røde Sveed og Blood!
Salve da mit Hierte-rood,
Saa skal jeg i Dødsens Vaade
Finde salighed og Baade.

Om de Sovende Disciple
Under forrige Melodie:

1.

SOver I? Hvor kand I sove
O I Siæle-Vegtere?
Hvor er eders Troe og love?
Sove I dog alle Tre?
Er det tiid at sove nu?
Nu Guds Søn i Siæl og Hu
Hart beængstet er og bange,
Som en Usel Dødsens Fange.

328

2.

Kand I ey en Time Vaage,
Siger JEsus, er det ræt
At dend Trygheds Søvne-Taage
Blinder Siæl og Øye slæt?
Lukker I da Hiertet til,
Og med Søvnen slukke vil
Ald dend Angist, Nød og møye
Som jeg maa uskyldig døye.

3.

Hvor tiit skal jeg eder vekke
Op aff Søvn og sikkerhed?
Kand min Jammer ikke stekke
Eders trygge Søvne-sved?
Ingen tænker paa min Nød,
Ingen ynkes for min Død,
Ingen vil min Sved afftørre
Om dend vaar ti gange større!

4.

Ene maa jeg Byrden bære,
Ene gaar jeg og forlat
Ene maa jeg Hiertet tære
Udi denne grumme Nat!
See, min Fader tier nu,
Som hand kom mig ey ihu!
Og min Moder kand ey vide
Ald dend Angest jeg maa lide.

5.

Ah! Hvordan kand I dog slumme
Og forsove ald min vee?
Som I Blinde vaar' og Dumme,
Kunde intet hør' og see!
Ey! Hvor Vaagne vaare I
xDer I saae mig Klædt udi
329 Himlens Herlighed og Ære,
Og paa Thabor prydet være.

6.

Men nu Dødsens angist tegner
Sig i hver min Øyesteen,
Nu, mit Blood paa Jorden regner,
Nu, min Siæl er fuld aff meen,
Nu vil ingen hos mig staa,
Ingen vil til Haande gaa,
Ingen vil sin Søvn forspilde,
Om jeg aldrig leed saa ilde.

7.

Peder, løffte-rige Peder,
Hvor er nu dit Ord og Haand
Sover du imens jeg sveder
Ængstet udi Siæl og Aand?
Satan vilde sigted dig,
Da jeg bad saa inderlig!
Der du vaarst i Havsens fare,
Holdt jeg Vagt, dit Liv at vare.

8.

Men hvordan du mig nu skriver
I dend lange Glemme-Bog,
Nu min Fader mig hendriver
Under Dødsens Jammer-Aag,
Det dit Hierte vidne maa!
Og det gaar i Verden saa,
At i Nød mand venner kiender,
De med Lykkens Hiul sig vender.

9.

Viste I dend store fare,
Viste i dend store Nød,
330 Saae i kun ulykkens snare
Som er lagt til Eders død,
O hvor fik i op at see
Vaage, raabe alle Tre,
Bede at i ikke alde
Udi Fristelse henfalde.

10.

Thi dend Judas, min Forræder,
Som har soldt mig for en slik,
I Nærværelsen hand træder,
Med et Mester-Skalke-nik!
Hand udi sin synd er glad!
Jeg i syndsens Bloode-bad
Maa for ham og alle lide,
Lidet agtes dog min qvide.

11.

O min JEsu, O jeg klager
Og bejamrer Hiertelig,
At mig sikkerhed indtager
Og saa tiit forblinder mig,
At om end jeg engang faar
Tanker om dit Blood og Saar,
Strax mit Kiød min Aand formummer,
Og jeg hen i synden slummer.

12.

Trende gange du kun minder
At Disciplene skal see,
Jeg Ti Tusind gange finder
Din advarsel meer' end de!
Ligger dog saa Lad og Blind
Sover digt i Lyster ind,
Vil ey Vaagne, see og høre,
Naar din Aand vil Hiertet røre.

331

13.

Vek mig dog og lad mig ikke
Slæt i Døden sove hen,
Løs du op min trygheds strikke,
Søde JEsu, Siæle-Ven,
Lad mit Øye stedse see
Paa din Pine, Nød og Vee,
Lad mig midt i Dødsens Taage
Paa dig tænke, Troe og Vaage.

Dend Anden Uge i Faste.

Om dend forraadde og fangne JEsu.
Under dend Melodie:
Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

MØrket skiuler Jorderige,
Natten dend er nu forhaand,
Mørket Soolen vil bekrige,
Legge JEsum hen i baand!
Slig en Nat vaar aldrig før!
Himlen haver lukt sin Dør!
JEsus ald vor Sool og Ære
Skal nu Nattens skiendsel bære.

2.

Dend Forræder Judas tager
Mørkheds Vaaben villig paa,
Og i Aag med Satan drager,
Som udi hans hierte laa:
332 Hand en skare samlet faar
Udaff Skalk' og skarn som gaar,
Og hans Ondskab skal betienne,
Med de største Præsters Svenne.

3.

Bluß og Lamper ere tendte
Udaff Satans Fyre-sted,
Spyd og stænger er' alt hendte,
Som hand sig beruster med:
Dog ey Bluß, ey spyd og stang
Fanger JEsum denne gang,
Med en Kyß og kierlig Mine
Ham forraader til sin Pine.

4.

Ene kand hans Ord og Tale
Kaste Fienden baglænds om,
Døden i hvert Ansigt male,
Binde dem i Bangheds Bom!
Fri skal hans Disciple gaa,
JEsus hand vil eene staa,
Byde frem sit Bryst og hierte
Mod dend største Dødsens smerte.

5.

Kyssen har alt JEsus borte,
Kyssen haver ham forraad,
Kyssen vil hans Liv forkorte,
Under Kyssen Slangens Braad
Stak ham med en gifftig Piil;
Under Dekket aff en smiil
Blev vor JEsu Angist spunden,
Og hans reene Hænder bunden.

333

6.

Vaar det kun om Sverd at giøre,
Og det kun om Magten galdt,
Ey alleene Malchi Øre
Blodigt hen paa Jorden faldt,
Men Guds Engle tusindfold
Skulde hevne denne Vold!
Men hand maa sig taallig skikke
Og Guds Vredes Kalk uddrikke.

7.

See, Disciplene de lade
Dig i Sorgen eene staa!
Flyer, og lader dem dig hade
Giøre hvad de kand formaa!
Dend der kun en linned Lap
Har paa Kroppen, hand dig slap
Og løb nøgen bort med Glæde,
Fra din Pine langt at træde.

8.

Hierte JEsu, kiære Broder,
Lyvsens HErre, hvorfor skal
Natten, Syndens mørke Moder,
Natten, Lasters skiul og Dal,
Dekke dig med Mulm og Mørk?
Hvorfor skal aff Helved-Ørk
Hine grumme Ulve springe,
Dig til Gravens Mørk at bringe?

9.

O min JEsu, O jeg mindes,
At jeg er et Mørkheds Barn,
Og paa deres Talstok findes,
Som i Lyders Natte-garn
Viklet var til ævig Død,
Derfor du dig villig bød
334 For min Siæles Lyvs at vaage
Udi Døds og Nattens Taage.

10.

Du med Naadens søde Læber
Kyste mig paa Moders Bryst,
Skamme mig da, om Jeg dræber
Og har Dig med Falskhed Kryst:
Men om tiit min Mund for dig
Haver talet skuffelig,
Stryg dend Falskhed aff mit hierte
Med dit Blood og sure smerte.

11.

Gid de Bluß, de Spyd og stenger,
Hvor med du antasted blev,
Stedse mig i Sindet henger,
Thi de mig en Frihed skrev,
At Guds Lyvs for mig gaar op,
Frelser baade Siæl og Krop,
Fra hvert Slag og synde-Plage,
Aff dend Helved-Ulv og Drage.

12.

Est Du da en Fange bleven?
Vel! Jeg og en Fange var,
Dog ved dine Baand er reven
Fra de Lenker som jeg bar!
Jeg er bleven frj ved Dig,
Bind mig til Dig hiertelig,
Lad mig og, O store Fange,
Salighed i Dig erlange.

335

Dend Tredie Uge i Faste.

JEsus føres bunden udi Annas og Caiphas Huus.
Under dend Melodie:
Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

LÆnge haver Satan spundet
Snære-garn til JEsu haand!
Synden kraftelig har tvundet
Paa de sterke Helved-baand!
Himlen er i Baand og Bast,
Ja Guds egen Søn er fast!
Hand en Fange nu er bleven,
Og omkring i skiendsel dreven.

2.

See, hvordan de hannem slæber,
(Om hand end velvillig gaar,)
Grumme Hænder, slemme Læber,
Driver, tutter, skiender, slaar!
Hver er fuld aff Hevn og harm,
Frygter dog for stoor Allarm,
Som et Lam i Ulve-Tænder
Maa hand følge hvor de render.

3.

Annas ey er end i Senge,
Vaagen er dend gamle Skalk,
I hans Huus de JEsum trenge
Som en Due til en Falk,
Og derfra til Caipham,
Hvor ham møder spot og skam,
Vold og Uræt paa ham falde,
Oprørt aff ald Ondskabs Galde.

336

4.

Solen alt er under Lide,
Men Rætfærdighedens Sool
JEsus staar hos deres side,
Og for deres spotter-stool;
Lyvset kom til dennem ind,
Dog er hver i sindet blind,
Klerke spørge om hans Lære,
Dend de troede Tant at være.

5.

Vil hand for sin Lærdom tale
Med en sær sagtmodighed,
Løgn tør strax mod sandhed prale,
Knytte Næven, blive vred,
Og en Kindhest give ham
Uden Blusel, uden skam,
Gud maa tage Munde-daske
Aff en Skalk der er kun Aske.

6.

Rætten haver ingen gienge,
Ald Beviisnings Lyvs er slukt,
Medynk er i søvn og senge,
Laas for Kierlighed er lukt!
Vold og Magt kun vaagne er,
Satan Fakkel for dem bær,
Hidser de graahærded Præster,
Til at blive Helved-Bæster.

7.

Falske Vidne nu opsøges,
Og hvo Løgn kand digte best,
Allevegne de opspøges,
De skal sidde Rætten nest!
JEsu Ansigt spyttes paa,
Skiules, slaes, og høre maa,
337 At hand sige skal og giette,
Hvo ham saa tør for-urette.

8.

Sluttet er det Raad og Renke,
At hand dræbes skal og døe,
Hand paa skaansel tør ey tænke,
Hører hvor de Hunde gøe;
At hand skal faa Dødsens Løn,
For hand kalder sig Guds Søn!
Det hand er maa hand ey være,
Gud tør alle Mand vanære.

9.

Lær mig, søde Gud, at giøre
Baand til Vellyst aff de Baand,
Som de onde Jøder føre
Paa din reene Himmel-haand,
Og naar Satan rekker mig
Vellyst-snarer svigelig,
Rek mig da i Sind og Hierte
Huskud aff dit Baand og smerte.

10.

Skal Jeg og for sandhed lide,
Skal Jeg haanlig spyttes paa,
Vil mand mig paa Tunger slide,
Skal Jeg Munde-Baske faa,
Laan mig da, O JEsu, laan
Mig dit Klæde, som til haan
De dit Ansigt med betakte,
Saa vil Jeg det intet agte.

11.

Om ald Verden mig vil hade,
Spende mig i Klaffer-Aag,
338 Ah at Du vil da oplade
Ald din Pines store Bog,
At Jeg der udi kand see
Falske Vidne dig belee,
Trods da alle falske Tunger,
Trods da alle Satans Unger.

12.

Vil mand og med Døden true,
Legge mig ald skiendsel paa,
Gid min Siæl maa da beskue
Hvor Taalmodig mand dig saae,
Der Du viste Dødsens Dom
Kunde ey gaaes uden om,
Saa skal ald din Meen og Møde
Dødsens Tanker mig forsøde.

Om St: Peders Fald.
Under forige Melodie.

1.

INgen Høyhed, ingen Ære,
Ingen slig Fuldkommenhed
Kand der under Solen være,
At dend sig forsikret veed
For at giøre syndefald!
Intet Embed', intet Kald
Er saa helligt, at det ikke
Dog kand faa en synde-prikke.

339

2.

Ingen giøre sig de Tanker,
At hand ikke snuble kand,
Aff sit eget hiertes Anker
Skuffes mand i Syndens Vand!
Ingen sig formaste maa,
Om hand end i Dag kand staa,
Thi hand kand i Morgen falde,
Og sig ulyksalig kalde.

3.

Store Helgen ogsaa haver
Adams Kiød og Klæder paa,
Deres høye Himmel-Gaver
De i Leerkar bære maa!
Kom og see hvor Peder faldt,
Der det om hans Troskab galdt,
JEsus da hans Løffter sauner,
De fløy bort som Røg og Auner.

4.

JEsus staar i stoor Vanære
Bunden, slagen, overspyt,
Skam og skiendsel maa hand bære,
Udaff Vold og Magt forknyt!
Peder glemmer dog hans Nød,
Frygter for at gaa i Død,
Og med Livets Fyrste sette
Livet, som hand før forjette.

5.

Hand ved Ilden, naar hand gyser,
Veed sig vel at giøre varm,
Men Guds Kierlighed dog fryser
I hans Hierte, Bryst og Barm,
Naar en Pige spørger ham
Om hand kiendte det Guds Lam,
340 Hand tre gange JEsum negter,
Ja med Meeneed sig forfegter.

6.

Hanen galer og forkynder
Nattens Gang, men Peder ey
Kiender Gang i sine Synder,
Hand er paa dend brede Vey,
Hand forbander sig og svær,
At ham JEsus fremmed er,
Og just i hans Synd og Laster
JEsus Øye paa ham kaster.

7.

Peder, est du da en Klippe,
Som Guds Kirke bygges paa?
Hvor kand du da saadan glippe,
Og i Storm ey bedre staa?
Ney! vor JEsus Klippen er,
Og hans Ord, som Alting bær,
Hand staar fast og aldrig rygges,
Paa hans Ord Guds Kirke bygges.

8.

Ingen Sorrig og Ælende
Dig, O JEsu, hindre kand,
Du jo Øyet hen skal vende
Paa dend Usel faldne Mand,
Hand og merkte at Du saae
Alt hvad i hans Hierte laa,
Og hvad skyld der i ham findes,
Saa dit sande ord hand mindes.

9.

O min JEsu, naar jeg leder
Paa mit Hiertes skiulte Sti,
341 Og Samvittigheden meder
Paa de Torne der udi!
Da mit Hierte siger mig,
At jeg Tusind gange Dig
Haver skiendelig Fornegtet,
Og langt over Peder slegtet.

10.

Hand Dig negted Trende gange
Og Forsoer sin Hierte Gud,
Mine fald de er saa mange
Mod hvert Lovens Ord og Bud,
At de overløbe kand
Stierners tal og Havets Vand,
Mund og Tunge, Hiert' og Øye
Sig fra Dig til Verden bøye.

11.

Vel kand jeg i Synden rende,
Som en modig Hest i striid,
Men at jeg mig om kand
vende,
Det formaar ey ald min fliid!
Vend Dig derfor til mig saa
Med din Naade, at jeg maa
Aff dit Guddoms Øye skue
Krafften aff din Naade-lue.

12.

Peder faldt og blev opretted
Ved din Naades store Arm,
O min JEsu, det har letted
Syndestenen i min Barm!
Du vilt mig og ey Forsmaa
I hvor høyt min Synd gaar paa,
Vær med Trøstens Aand til stæde,
Lær mig kun, som hand at græde.

342

St: Peders Taare og Omvendelse.
Under forige Melodie.

1.

VElder ud I Øyne-strømme,
Flyder ned i hobetal,
Lader eder aldrig tømme
Her i denne Græde-dal,
I min' Øynes Kilde-Veld,
Flyder for min synde-Gield,
Flyder til I blive røde,
Ja til Hiertet selv kand bløde.

2.

Jeg i Nat er skyldig bleven
Til at døe en Helved-Brand,
For Jeg blev aff Frygt tildreven
At forsvære Gud og Mand!
Men min Frelser til mig saae,
Naade i hans Øyne laa,
Ja hvor fuld hand stod aff Vaade,
Vaar hans Aasyvn fuldt aff Naade.

3.

Jeg mit Fald hos Ilden giorde,
Jeg vil reyse mig ved Vand
Og ved Gud, hvis Naade vorde
Krafftig i min Boode-spand,
At min' Øynes Kilder maa
Aldrig, aldrig stille staa,
Men Jeg alle, alle Dage
En Nats synd maa ræt beklage.

343

4.

Engang Jeg paa Vandet vandred
Og hen til min JEsum kom,
Nu Jeg er ved synd forandred
Vil Jeg vende til ham om,
Og i Taarers salte Søe
Vil Jeg gaa til Jeg skal døe,
Ald min Lyst og ald min Glæde
Ene være skal at græde.

5.

JEsu giv det Falds Exempel
Og Opreyßnings blive mig
Paa mit Hierte som et Stempel,
Der indtrykkes kiendelig,
At Jeg ey fortvile skal
Over mine Synders Tal,
Men mig ved Guds Naade trøster,
Som kand læge alle Brøster.

6.

Om Jeg er saa slem en Synder,
Som ey Solen førre saae,
Og om Satan end begynder
Syndsens Rulle op at slaae
Fuld aff fald som Sole-grand,
Jeg til JEsum Gud og Mand
Vil i Bedrings Graad henløbe,
Og mig i hans Naade svøbe.

7.

Siælen daglig faar sin smitte
I mit Kiøds ureene Boe,
Derfor vil Jeg mig beflitte,
At Jeg kand i stadig Troe
Følge med i Peders Fied,
Hen til Bedrings Vasker-sted,
344 Hvor Jeg Siælen ud kand tvette
Og med JEsu Blood besprette.

8.

JEsu giv mig Graad og Sukke,
Giv mig sorg for mine Feyl,
Lad din Aand mit Hiert' oplukke,
Sæt der i din Naades Speyl,
Giv mig Trøst i sidste Nød
Ved din Naade, Blood og Død,
Lad min sidste Graad og Klage
Mig til Himlens Glæde drage.

Dend Fierde Uge i Faste.

Om Judas som fortviffler.
Under dend Melodie: Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

SØde Synd, du Vellyst-Engel,
Ah! hvad dog dit spiire-Frøe
Skyder først en yndig Stengel,
Lover Blomster til at strøe!
Men din Frugt er Skam og Nød,
Pine, Kummer, ævig Død,
Helved-Ild og bitter Hede
Fra Guds strenge Dom og Vrede.

345

2.

Judas skal en Speyel være
For hver syndig Øyesteen,
Hvor i Synderen skal lære
At undfly hans strikk' og Green,
Synd og Satan i ham gik
Og sit Herredømme fik,
At sin Frelsere hand solte,
Mens hand gik i Satans Bolte.

3.

Der hand merkte at hans HErre
Forud vaar til Døde dømt,
Angist vil ham da indsperre,
Da blev Skalke-Hiertet ømt,
Da Samvittigheden stak,
Da sin Synde-Gifft hand drak,
Da hans Lyst til Galde vendtes,
Og i ævig Skiendsel endtes.

4.

Naar hand de Sølv-Penge skuer,
Hvorfor hand sin Gud har soldt,
Da hver Bloode-Draabe gruer,
Hiertet klapper og er koldt!
Moodet paa de Penge kand
Ikke hielpe for et Grand,
Dødsens Stempel paa hans Hierte
Trykker sig med Helved-smerte.

5.

Agt, min Siæl, hvordan hand løber
Til de Jøde-Præster hen,
For Samvittighedens Svøber,
Og bær Pengene igien,
Kaster dem i Templet ned,
Obner sin Samvittighed,
346 Som er fuld aff Gifft og Piile,
Og nu færdig at fortviile.

6.

See, hvor brast hans Ondskabs Kilde,
See, hvordan hand selv bestood,
At hand giorde meget ilde
Imod det uskyldigt Blood,
At hand med Forræderi
Bragte Guds Søn hen udi
Baand og Korß, og Døds Vanære,
Denne Synd kand hand ey bære.

7.

Hand sit Hierte hart tillukker
For Guds rige Naade-Flood,
Og sig under Satan bukker,
Vil ey giøre Pligt og Bood!
Alle Strømme som der kand
Fryde hvert et Siæle-Land,
Dem hand skammelig forskyder,
Helved-Bekke i ham flyder.

8.

JEsus stood end for hans Øye
Med ald Verdens Synde-Baand,
Fuld aff Meen, aff Spot og Møye,
Haffde Judas kyst hans Haand,
Og med Pænitentses Vand,
Aff sit Øyes Boode-Spand,
Vedsket JEsum i hans Vaade,
Judas haffde fanget Naade.

9.

Men hand, meer end en Forræder,
JEsu Naade agter ey,
347 Paa hans Blood og Vunder træder,
Løber hen ad Dødsens Vey,
Glemmer slet hans Pines Krafft
Og hans dyre Bloode-safft,
Søger hen til Reeb og Strikke,
I sit Blood sin Dom at drikke.

10.

O Gud, lad mig aldrig lære
Ont, aff denne onde Mand,
Om end mine Feyl de ere
Fleer i Mengd' end Havets Sand,
Om Jeg med min slemme Synd
Kaste Gud i Dødsens Dynd,
Skiød hans Bryst med mine Piile,
Gud, lad mig dog ey fortviile.

11.

Om din Himmel og din Throne
Jeg med Synd har stormed paa,
Om Guds store Æres Krone
Maa for mig u-æret staa!
Om Jeg ald dend Synd, som kand
Sette Folk i Baand og Band,
Haffde end i Verden drevet,
Dog er Gud min Frelser blevet.

12.

Thi om nogen Synd vaar større
End som JEsu dyre Blood
Mægtig vaar slæt ud at tørre,
Hvor til tiente da dend Flood,
Som udaff hans Hierte brød,
Der Guds Vrede gav ham stød?
Da vaar dend forgævis rundet,
Og da haffde Satan vundet.

348

13.

Ney ! O Ney! min JEsu Naade
Ald Mißgierning overgaar,
Alle Synders Vee og Vaade
Læges ved hans Purpur-Saar,
Og hans Verdskylds dybe Hav
Er min Ondskabs Tvette-Grav,
Naar Jeg mig der i vil senke,
Drukner Synd og Satans Lenke.

Om Pottemagerens Ager.
Under dend Melodie:
Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

PEngene, som Judas slengte
I de onde Præsters Skiød,
Og dend Løn, hvorfor hand hengte,
Som hans fole Indvold brød,
Vil ey deres Hykler-Sind
I Guds Kiste legge ind,
Kirke-Blokken vil de spare,
Men ey Hierterne forvare.

2.

Uden Frygt de tør betale
Judas sin Forræder-Løn,
Deres Vrede dristig svale
Udi Blodet paa Guds Søn!
Kirkens Giemme dog ey maa
De Blod-Penges Smitte faa;
349 Men det kand de intet føle,
I Guds Blood sig selv at søle.

3.

Der paa deres Raad behager,
At de Penge gives skal
For en Pottemagers Ager,
Som for denne Priis er fal!
At og Pillegrime kand
Faa et ringe Hvile-Land,
Dennem vil de der begrave,
Som blant Guds Folk Lod ey have.

4.

O min JEsu, O mig fattes
Sands i disse dybe Ting!
Himlen kand mod dig ey skattes,
Og ey hele Verdens Ring
Fuld aff Perler, Sølff og Guld!
Dog kand nogle Fødders Muld
Mod dit Kiøb, O JEsu, settes!
Aldrig det aff mig forgiettes.

5.

Men Jeg vil begynd' at lære
Hos dend Pottemagers Grav,
At mit Leer, som Jeg mon bære,
Og dend Krop, som Gud mig gav,
Aldrig skal hoffmode sig,
Om hand kunde endelig
Udaff Guld og Perler braske,
Thi hand er dog Leer og Aske.

6.

Udaff Verdens Jord og Ager
Jeg med Adam tagen blev!
350 Gud, Du est min Pottemager,
Og din Forsyn Hiulet drev!
Dine Fingre danned mig
Allevegne underlig,
Saa mit Leerkar end mon bære
Dit aldmægtig Stempels Ære.

7.

Jeg vaar fremmed (Gud det bedre,)
Som Jeg daglig mindes vel,
Jeg, saa vel som mine Fædre,
Fremmed vaar fra Israel:
Men nu har vi Deel og Part
Blant Guds egen Børne-Art,
Nu har vi en Gravsted funden,
Som ved JEsu Blood er vunden.

8.

Fremmed' er vi alle Dage,
Pillegrim' udi vor Fær!
Naar vi engang skal affdrage
Vandre-Klædet, som vi bær,
Og i Graven legge ned
Ald vor Pragt og Herlighed,
Tak, O JEsu, vi maa eye
Ved dit Blood et roligt Leye.

9.

Det er nu mit Hiertes Glæde,
Mens Jeg boer i dette Leer,
Ved hvert Fied som Jeg mon træde,
At Jeg stunder meer og meer
Til dend sted, hvor Jeg en Vraa
Skal udi Guds Ager faa,
Hvor Jeg mig til Roe kand give,
Fuld aff Haab at faa til Live.

351

10.

JEsu, giør det for din Pine,
At hvor Jeg i Verden gaar,
Kand forsigteligen trine,
Tænke Graven oben staar!
Gid Jeg døer i salig Troe,
Naar Jeg skal blant Døde boe,
Og, naar Dommens Dag skal være,
Sank mit Leer til ævig Ære.

En Psalme under forrige
Melodie:
Om JEsu i Pilati Domhuus,

1.

JEsus, som skal Verden dømme,
Til Pilati Domhuus maa
Under Jødebaand og Tømme
Fuld af spot og skændsel gaa!
For En Hedning, som ey veed
Aff Guds Lov og Hellighed,
Maa hand lade sig anklage,
Ja mod Vold og Uræt tage.

2.

O Du Hykler-Jøde-Skare
Som i Domhuus ey vil gaa,
Men dit Kiøds Urenhed spare,
Passer dog slet intet paa,
At Du kand i Lasters Dynd,
Mord og Løgn og Blodig Synd,
352 Siæl og Hierte slet nedsenke,
Og alt Ont mod Gud optænke.

3.

Du, for hvilken Jorden ryster,
Fra hvis Ansigt Lynet gaar,
Jordens Fyrster slåer og Kryster,
Som et ringe Potte-skaar,
Du, som en Misgiernings Mand,
Dend mand agter ey et grand,
Maa nu staa for onde Munde,Som et Lam blant Ulv' og Hunde.

4.

End vil ey Pilatus være
Saa forhærdet i sin Siæl,
Hand jo, til sin Domstoels Ære,
Spørge vil om Ræt og skiel,
Om hvad Klagemaal og Sag,
De kand føre for en Dag,
Om dend Arme Fanges brøde,
Og hvorpaa de sig mon støde.

5.

Deres gifftig' Edder-Lunger
Puster giennem Løgnens Mund,
Og med skændig Orme-Tunger
Spotter Gud og sandheds Grund;
Hvad de taler det skal staa,
Som en Muur at bygge paa,
Nok er det at De kun sige,
Hand er Ond og uden liige.

6.

Løgn og Last og alle lyder,
Som om nogen siges kand,
353 Ud af deres Munde flyder
Paa dend rene Gud og Mand,
At hand Folk afvender plat
Keyseren at give Skat,
Og sig selv en Konge kalder,
Som ey Dennem vel befalder.

7.

Om sit Rige og sin Krone
JEsus da et Spørßmaal faar,
Men hand svarer, at hans Throne
Udaf ævighed bestaar!
Sandhed, som er slet forhadt
Og i Verden ild' omladt,
Dend vil hand dog Rundt udsige,
Trodtz ald Løgn i Satans Rige.

8.

Selv Pilatus maa bekiende
JEsus hand uskyldig er,
Hvad end de vil forevende
Og hvad Last de paa ham bær:
Men om Jøde-Loven kand
Fælde nogen Sagløs Mand,
Da maa de ham med sig tage,
Bringe, om de tør, aff dage.

9.

Lad de Jøde-halse gale
Løgn og Lyder mens de vil,
JEsus hand vil intet tale,
Svarer ey et Ord der til;
Deres Løgn saa skamløs er
Kiendelig for En og hver,
At hand derfor helst vil tie,
Og Guds egen Dom opbie.

354

10.

O Du reene Gud og HErre,
O Du Guds uskyldig Lam,
Som de onde Dyvr omsperre,
Og paabyrder Spot og skam,
Maa dog du med Tungers snert,
Og med Dragers Edder-stiert
Piskes, slaes og Uræt giøres,
Ja for Ræt og Dom henføres.

11.

Ah! hvad vil Jeg mig da klage,
Jeg et syndigt Kreatur,
Naar min Fiende vil behage
Til at staa for mig paa Luur,
Lyve, skænde, skiære Tand!
Du, min søde Frelsermand,
Har mod sligt uskyldig taget,
Mine Lyders Skændsel draget.

12.

Tau du end, O Fromheds Kilde,
For Pilati Dom og Ræt,
Da vaar det fordi du vilde
Med din Taußhed dølge slet
Ald vor slemme Synd og Last,
Som paa dig vaar ene kast,
Og fordi Du vilde lide,
Satte Du din Ræt til side.

13.

Men naar Døden mig vil stæde
For Guds Dom, Jeg da vel veed
At Du vil for mig fremtræde
Med ald din Uskyldighed,
355 Tale for mig, at Jeg faar
Salighed i dine Saar,
Saa Jeg effter min Ælende
Skal min Gud i Glæde kiende.

JEsus sendes til Herodes.
Under dend Melodic.
Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

Til Herodes JEsus føres,
Som et Lam til Ræven hen,
Hvor Tyrannens Lyst oprøres,
Ey fordi hand vaar hans Ven:
Men fordi hand vented paa
Et Mirakel aff ham faa,
At hand kunde saa fornøye
Sin Begiær, og løse Øye.

2.

Jøderne udi hans Hæle
Følger med, og hos ham staar,
Raaber med ald Magt og Mæle,
Hart med Klager paa ham gaar,
Hvad de før ey kunde naa,
De nu flittig spinde paa,
At de kand ham soort affmale,
Og Løgnagtig paa ham tale.

356

3.

Intet Tegn vil JEsus giøre,
Ikke heller svarer hand,
Som en Døv der ey kand høre,
Som en Dum ey tale kand,
Saa anstiller JEsus sig,
Men dend Gud i Himmerig
Skal hans Sag til Lyvset føre,
Og de haarde Klipper røre.

4.

JEsus seer at Sandhed ikke
I Herodes Øre stood,
Jorden derfor motte drikke
Sancte Hanses Strube-Blood,
Og fordi at JEsus saae
Rætten i Spydstagen laa,
Derfor vil hand Munden lukke,
Og kun til sin Fader sukke.

5.

Ald Foragt og ald Vanære,
Haanhed, Trusel, Spee og Spot
Maa dend arme JEsus bære,
Tage Alting op for got,
Vil Herodes drille ham,
Strax hans Hoff med megen skam
Giør det tusind gange verre,
Svenne følger saa sin Herre.

6.

Og at deres onde Glæde
I hans skam kand fyldes op,
Med et glimrend' omhengs Klæde
Dekker de hans usle Krop,
At hand saa fra Hoffet maa
Som en Staader-Konge gaa,
357 Fuld aff ald dend Spot og smerte,
Som der brød Guds eget Hierte.

7.

Midlertiid Herodes bliver
Med Pilato vel foreent,
For hand ham dend Ære giver,
Som hand før ey haffde meent,
At hand JEsum spotte maa,
Og det gaar i Verden saa,
Mellem-Hest skal JEsus være
For de stores Magt og Ære.

8.

Naar O JEsu Jeg besinder
Ald din Haanhed, spot og Vee,
Da mit Hierte sig omvinder
Med din Haanheds Palt og Blee,
Og i dend skal ald min skam
Og mit Vanhelds fule Ham
For Guds Ansigt slet tildekkes,
Og mig Ærens Krone rekkes.

358

Dend Femte Uge i Faste.

Barrabas løßgives, Christus begieres aff Folket
at korßfestes.
Under dend Melodie.
Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

SEe, nu er Pilatus gangen
Til sit Dommer-sæde hen,
Effter JEsus hand er fangen
Ført til ham paa ny igien:
Hand erklerer ham paa stand,
At hand skyld ey finde kand,
Som til døde ham forpligter,
Ihvor høyt de hannem sigter.

2.

Men om hand dem kand formilde,
Vil hand straffe ham, og saa,
Naar hand er medhandlet ilde,
Vil hand lade hannem gaa!
Saa det tiit i Verden skeer,
At Personer mand anseer,
Og dend reene Ræt vil bøye,
For de store Folk at føye.

3.

Mens Pilatus saa mon svare,
Faar hans Hustro Bud aff sted,
Beder, at hand sig vil vare,
Og sig ey befatte med
Fangen, som rætfærdig er,
Guderne tar ham sig nær,
359 Og i hendes søvne-dvale
Vilde Himlen for ham tale.

4.

O I Jøder steene-blinde,
O I store Drømmere
Hører her en Heden-Qvinde,
Som flux bedr' end I kand see!
Naar hun sender frem sit Bud,
Ærindet er alt for Gud;
Sover hun, som vel kand sømme,
Da er Gud i hendes Drømme.

5.

Alle Ting forgæves ere
Dog udi min JEsu sag,
Om hans Uskyld end mon være
Klarer' end dend lyse Dag!
Intet, intet hielpe maa,
Magten skal for Rætten gaa,
Gud maa tie nu og tænke,
Spendes hart i Uræts Lenke.

6.

Vil Pilatus Veyen bane,
Og Anledning give paa
Deres Paaske-skik og Vane,
At hand JEsum løs kand faa,
Viiser dem saa Barrabam,
Overtyed aff Mord og skarn,
Ham de kand med skiæl henrette,
Og i Frihed JEsum sette.

7.

Her paa tendes alle Tunger
Ved en Helved-Avinds Glød,
360 Alle Jødisk' Øgle-Unger
Edder-Galden overflød!
Raabte: bort med denne, bort!
Slae, korsfest ham, giør det kort,
At vi hannem qvit kand blive,
Barrabas du frj maa give.

8.

Saa estu, O JEsu bleven
Regnet ind i Morder-Flok,
Blant Mißdædere opskreven,
Bleven Jøders stunde-Blok,
Som ey tænker at Du tog
Dennem fra Ægyptens Aag,
Og ved Lammets Blood befride
Fra dend Morder-Engels Qvide.

9.

Vil der da slet ingen kiende
Og see JEsu Jammer an!
Skal dend Morder løs bortrende,
Som er fuld aff Rov og Ran!
Fuld aff Blodskyld, synd og skam!
Og Guds Himmel-reene Lam,
Som aff Synd-Plet aldrig viste,
Skal sit Liv paa Korset miste.

10.

O de underlige Domme!
O Guds dybe skiulte Raad!
Hvor til ey min Siæl kand komme,
Men maa bade sig i Graad,
Naar dend tænker, JEsus leed
Udi sin Uskyldighed,
Vilde intet sig erklere,
Men lod Røveren passere.

361

11.

Her aff kand Jeg daglig finde
En utrolig Himmel-Trøst,
Som kand mig i Hiertet rinde,
Mod min Synd og store Brøst!
Er Jeg end saa fuul og slem,
Som dend verste Morder-Lem,
O Jeg seer at Gud hand kaster
Hen paa JEsum mine Laster.

12.

Derfor skal ey mine Synder
For Guds Dom fordømme mig,
Thi Jeg troer at Gud mig ynder,
Reene JEsu, udi Dig;
Derfor skal Jeg Naade faa,
Og for Dommen vel bestaa,
Thi Du, for min skyld og Brøde
Lod dig saa uskyldig døde.

JEsus hudstryges, bespottes
og Torne-krones.
Under forrige Melodie:

1.

VIl dog Himlen intet tale
Udi JEsu reene Sag?
Skal da Løgn og Avind prale,
Mørkne Sandheds Sool og Dag!
Skal dog JEsus, som er kiendt
Uden skyld, og ey har tient
362 At forfølges saa og plages,
Skal hans Hud dog aff ham tages!

2.

Himlene nu stille tier,
Mens mand strekker Low og Ræt,
Og dend effter Venskab vrier,
Ja faar dend paa skruer sæt!
Dommeren hand veed vel hvad
Sagen er, og ald dend Had
Som giør JEsus denne Møye,
Dog maa Rætten ham ey føye.

3.

Folket vil hand dog fornøye,
Og til Ville være saa,
At hvert bandsat Jøde-Øye
Dog kand see og skiønne paa,
At hand dennem tienne vil,
Steder derfor Minde til
JEsus hand skal hudenettes,
Og mod Rætten forurettes.

4.

Riis og seye Piske-Remmer
Flettes nu til JEsu Huud,
Der med slaes hans usle Lemmer,
Til at Blodet strømnier ud!
Hvert et Slag giør dybe Saar,
Som til Been og Marven gaar,
Saa hand sig som Ormen vrier,
Og hans Hierte i ham svier.

5.

Effter disse blodig Flenger,
Som er giort ham over alt,
363 De hans Legem overhenger
Med en Purpur-Kaabe-Palt,
At de med en Ære-dragt
Kand iføre ham Foragt;
Og udi et Konge-Klæde
Ærens Gud i Støven træde.

6.

Krone de med haanhed setter
Paa dend søde Frelsermand,
Som aff Torne de udfletter,
(Første Frugt aff Jordens Band)
Skarp som Naal' og sverdets Odd,
Ymped op fra Slangens Brodd,
Dend de om hans Tinding trykker,
Som hans dyre Blood udrykker.

7.

Konge-Spiir de ham og rekker,
(Men et Rør med stoor Foragt,)
Der med de hans Hoved smekker,
Dasker Tornen ind med Magt,
Saa hans Hoved rundt omkring
Staar i tusind Blode-spring,
Fuldt aff meere Meen og Qvale
End min Tunge ud kand tale.

8.

Spotske Knæfald maa hand tage,
Lide slag paa blodig Kind,
Ja hver Skalk og skarn fordrage
Ham i Øyne spytter ind!
Dog kand ey dend Vredes Flood
Dæmmes med hans skam og blood;
Korsens Død er det de ville,
Intet kand dem ellers stille.

364

9.

O min JEsu, O Jeg finder
At mit Hierte bløde maa,
Thi Samvittigheden minder
Jeg har Dig hudflettet saa,
Og min Synd saa fuul og slem
Hengte ved hvert Riis og Rem,
Hvor med Du blev slidt og slagen,
Og med grumme snert antagen.

10.

Derfor vil Jeg hudeflette
Alle Lyster i mit Blood,
Og min Siæl i Graad udsette
Hos din Naades Purpur-Flood!
Jeg om Naade raabe vil,
Hielp, O JEsu, hielp dog til
Jeg i Troen hen kand krybe
Did hvor dine Saar de drybe.

11.

Torne-Kronen, som Dig stinger,
Op udi min Lystgaard randt!
Og min egen Udyds Finger
Disse Pine-Klaser bandt!
Jeg dem veldig trykte ind
Med et ont halstarrigt sind,
Plantede min Synde-Throne
Paa Dig med en Torne-Krone!

12.

Derfor vil Jeg daglig hugge
Syndsens Torn og Tidsel op,
Lad dit Blood mig dog bedugge,
Som flød aff din Hoved-Top!
365 Tænk at Tornen i dig sad,
Giør min Siæl dog der med glad,
At min Synd og Slangen stødte
Brodden stumped, der du blødte.

13.

Tag det synde-spiir og Velde,
Som Jeg rakte dig i Haand,
Du kand Ene det nedfelde
Ved din Krafft og hellig Aand!
Jeg er kun et uselt Røør,
Bank mig under Korset møør!
Slar Jeg Dig foruden Maade,
Reffs igien, men dog i Naade.

14.

Hver dend Klik Jeg paa din Ære
Haver, som en Daare, kast,
O lad dend dog aldrig være
Mig en ævig skiændsels Last!
Skyll dend bort i Naadens Flood,
Stryg dend over med dit Blood,
Saa skal ald min skiændsel ikke
For Guds Dom mig ureen skikke.

366

Dend Slette Uge i Faste.

See, hvilket Menniske.
Under dend Melodie:
Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

HVordan end Pilatus hinked'
Og fra Ræt til Uræt skreed,
Synes det dog at hand vinked'
Effter lit Barmhiertighed:
Thi hand ledde JEsum ud
Med en Blode-barked Hud,
Tornekronet, ilde faren,
At bevege Jøde-skaren.

2.

Seer dog nu I stolte Jøder,
Seer dog hvilket Menniske
Nu for Eders Øyne møder!
Seer dog paa dend Verk og Vee,
Som hans Hierte lide maa,
Nu der fra hans Top til Taa
Er ey hudelep at skue!
Hvo kand for slig Syn ey grue?

3.

Seer paa Jorden hand betræder,
Hvor dend flyder med hans Blood!
Seer til Himlen ham beklæder,
Om der nogensinde stood
Sligt et uselt Pine-Vrag,
Under hele Himlens Tag!
Siger mig, O vil I sige,
Om I haver seet hans Liige!

367

4.

Seer, om nogen Orm kand være
Meer Ælendig end som hand!
Seer, om Jorden dog kand bære
Nogen slig Vidunders Mand!
Seer dog an om ey en steen
Maa beveges ved hans Meen!
Seer og siger, om hans Jammer
Eder ey om Hiertet krammer.

5.

Seer hvor Tornene ham bryde!
Seer hvor Blodet tappes ud!
Seer hvordan hans Øyne flyde!
Seer hvor hand er uden Huud!
Seer hvor Pinefuld hand staar!
Hvor hand over alt er saar!
Seer hvor hand sig sammen krymper!
Seer og ynker dog dend stymper.

6.

Seer hvordan hans Kinder blegner!
Seer hans store Hierte-Klap!
Seer hvor hand mod Jorden segner!
Seer dog at det er kun nap
At hand Livet holde kand!
O hvor usel er hans stand!
Jeg vil ham nu lade fare,
Om hand kand, fra Dødsens snare.

7.

Ingen vil sig dog forbarme,
Ingen ræt er JEsu Ven,
Folket fanger an at larme,
Skyder sig til Keyseren,
Raaber, at Pilatus maa
Stor Unaade vente paa,
368 Om hand slipper denne Fange,
Som til Kronen torde lange.

8.

Agt min Siæl, og agt mit Øye,
Om du nogen tiid vil see,
See da paa din JEsu Møye,
See dog an hans Verk og Vee!
See hvor haarde Ting hand leed,
See hvor ingen Deylighed
Vaar hos hannem at fornemme,
Der hand stod i Dødsens Klemme!

9.

Alt det som Jeg seer og skuer,
Er min Ondskabs bittre Rood,
Og de synde-fulde Druer,
Hvis forgifftig Edder-Blood
Stenkes paa min JEsu Krop,
Fra hans Taa og til hans Top,
Som hans Krafft og Kiød opæder,
Mens hand Perse-Karret træder.

10.

O Jeg seer Dig fuld aff Jammer,
Fuld aff Verdens synd og skam,
Under HErrens Vredes Hammer,
O Du Guds uskyldig Lam,
Fuld aff Pine, fuld aff stød,
Fuld aff alskens sorg og Nød,
Fuld aff ald dend Helved-smerte,
Som vaar lavet til mit Hierte.

11.

Men fordi Du vilde blive
Saadant et Spektakel her,
369 Derfor skal min Gud mig give
Dig at see i Glæde der!
Her beseer Jeg dine saar,
Der skal Jeg i ævig' Aar,
Fuld aff Aandens Lyst og Lue,
I utrolig Fryd Dig skue.

JEsus dømmes til at Korsfestes.
Under forrige Melodie:

1.

RÆttens Spiir det alt er brekked,
Kierlighed er bleven kold,
Alt Rætfærdighed er svekked,
Uskyld lider Last og Vold,
Løgn er ført i sandheds Dragt,
Sandhed er i støven lagt,
Uræt klæder Dommens sæde,
Steenen maa der over græde.

2.

Ræt og Uræt lige gielder,
Lige høyt optegned er!
JEsu klare sag dend helder,
Ingen Ræt har Øye der!
Folkets løse snak gaar frem,
Deres Raab har Kraft og klem,
Rætten skal for dem indrømmes,
JEsus hen til Korset dømmes.

370

3.

Aldrig under Himlens Bue,
Og det hvaldte Stierne-Tag,
Vaar der slig en Dom at skue
Udi slig en Rætviis sag!
Uden skyld og ald beviis
Gaar mand paa hans Livs forliis,
Og til Korsets Død ham stiller,
Effter Folkets onde Griller.

4.

Nu, saa er da Dommen gangen,
JEsus er til Døde dømt!
See, nu frydes Helved-Slangen,
Nu Guds Hierte det er ømt,
Nu dend svare Piin' og Nød,
Nu dend bittre Korsens Død
Hannem digt om Hiertet griber,
Og hans Siæl med Banghed kniber.

5.

Strax Pilatus sine Hænder
Tvetter ud i hykle-Vand,
Og sin Uskyld forevender,
Meener hand er reen og grand:
Ney, dend Dom paa JEsu Blood
Toes ey bort i nogen Flood,
Hænderne maa tvetted være,
Smitten skal dog Hiertet bære.

6.

Jøderne sig frygter ikke
For dend skyld i JEsu Død,
Deres Siæl det ey kand stikke,
Om hans Blood i Pølen flød,
Derfor raabe de og paa,
At hans Bloode-Hefn dend maa
371 Dem og deres Affkom røre,
Thi de veed vel hvad de giøre.

7.

Nu, saa vil Jeg da nedfalde
For dend dømde JEsu Food,
Og besee min synde-Galde,
Om dend ey forgav hans Blood;
Om Jeg selv ey Aarsag var,
At hans Dom dend blev saa svar;
Om Jeg hialp ey til at felde
Denne Dom, aff ald min Velde.

8.

Jo, min Gud, Jeg bør ey dølge
At min synd foruden Tal
Jo vaar med Dig hen at følge
Ind i Dommens Huus og Sal!
Mine synder Dommen skrev,
Og Dig hen til Døden rev!
Hvor Jeg seer din Dom og Vunder,
Seer Jeg alt mit Segl der under.

9.

Intet vil Jeg Haanden vaske,
Jeg vil ey undskylde mig,
Men nedvelte mig i Aske,
Græde, bede hiertelig,
At, O JEsu, Du ey vil
Mig min Ondskab regne til,
Men oppaa din Dom affskrive
Ald min skyld, og Naadig blive.

10.

Du foruden skyld og Brøde
Gav Dig under Dødsens Dom,
372 Ja selffvillig for mig døde,
Derfor estu og saa from,
At Jeg for Guds Domstoel maa
Ald min Tilflugt hos Dig faa,
Saa din Dom er mig en Baade,
Og Jeg bliver dømt i Naade.

Dend Syvende Uge i Faste.

JEsus ledes ud fra Domhuset til Golgatha og bær
sit Kors.
Under dend Melodie:
Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

KOmmer, I som vil ledsage
JEsum til sin Rættersted,
Hvo der vil hans Kors paatage,
Kommer nu og følger med!
Kommer hvo der græde kand,
Øser heele Bekke-Vand
Udaff Eders Øyne-sluser,
Som aff Hierte-sorrig bruser.

2.

See, hvor onde Stridsmænd slider
Purpur-Kaaben aff hans Krop,
Agter intet hvad hand lider,
Men hans saar kun river op!
Trekker ham hans Klæder paa,
At de saar, som blodig staa,
373 Kand fuldtrykkes udaff smerte,
Og sig trenge til hans hierte.

3.

See, hvordan de ham udstøder,
Kaster hannem Korset paa!
Simon aff Cyrene møder,
Der de hen med hannem gaa,
Om hand end ugierne vil,
Nøder de dog hannem til,
At hand Korset maa paatage,
Og med JEsu det hendrage.

4.

Qvinderne, som hannem følger,
Vrier Hænder, veener sig,
Og aff Øynes salte Bølger
Overdugges jammerlig!
JEsus, fuld aff Dødsens Vee,
Vil dog vende sig og see
Hen til deres Graad og Qvale,
Og saaledes til dem tale:

5.

Græder ey, I arme Qvinder,
Græder ey saa hart for mig,
Jeg min sorrig snart forvinder
I mit søde Himmerig!
Seer i Eders egne Saar,
Og hvad Eder forestaar,
Græder for dend store Plage
Eders synder foraarsage.

6.

Jeg nu gaar som en Mißdæder,
Fuld aff Eders saar og skam,
374 Eders synd mig saa nedtræder,
Kaster paa mig Dødsens Ham!
Dog skal Jeg saa snarlig faa
Ald min Guddoms Ære paa,
Tage Himlen ind med Glæde,
Lader derfor aff at græde.

7.

Men naar Jeg har Himlen inde,
Da skal Eders Affkom faa
Store Plager først at finde,
Da skal de i hver en Vraa
See Ælendighed og Nød,
Sverd og Ild og usel Død,
Da skal hver sig salig skatte,
Som ey giver Barn at patte.

8.

Søde JEsu, gid Jeg kunde
Følge dig, og nøye see
Hvordan dine saar de runde,
Hvordan du vaar fuld aff Vee,
Der mand rev dit Purpur aff,
Og hvad Pine det dig gaff,
Der mand dine saar oprykte
Og med Korset dig betrykte.

9.

Gierne vil Jeg mig nedbøye,
Villig tage Korset paa,
Det dog lindrer ey din Møye,
Hielp deraff du ey kand faa!
Om mit Øye vaar en Flood,
Og Jeg kunde græde Blood!
Maa du dog paa Korset lide,
Og mod Døden for mig stride.

375

10.

Giv mig kun, naar Jeg skal bære
Korsens Byrde, at Jeg da
Kand i dig taalmodig være,
Og dig aldrig falde fra!
Vil du fra min Taa til Top
Saare min dend syndig Krop,
Hielp og trøst da, naar mig rammer
Armod, Fengsel, Nød og Jammer.

Paa Langfredag.
Om Christi Korsfestelse, Pine og Død,
som kand bruges for Prædiken paa Langfredag, saa vel til
Froeprædiken som til Høymesse, og endeel
til Afftensang, effter Ritualens Anledning.
Under dend Melodie:
Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

BRyder frem I hule Sukke
Af mit dybe hiertes Grund,
Ingen kand min sorrig slukke,
Ingen holde for min Mund!
Thi min Sorg som Hiertet bær,
Og min Indvold i mig skiær,
Skal aff mine Øyne flyde,
Og ud fra min Tunge bryde.

376

2.

Alle I som Eder vende
Paa dend runde Jordens Bold,
Bliver fulde aff Ælende,
Thi Guds Søn hand lider Vold!
Gud og Mand for vores Sag
Maa dog lide Vold i Dag,
Gud i Kiødet nu maa lide,
Og sig giennem Døden stride.

3.

Nys er hand fordømt til døde,
Tænk, min Siæl, hand kommer der!
See, hvordan hans Saar de bløde!
See, hvordan hand Korset bær!
See, hvor striblet er hans Hud!
See, hvor usel seer hand ud!
See hvor Torne-Kronen stikker!
Hvor hans Mund sit blod inddrikker.

4.

Tænk, hvor fuld hand er aff Vaande,
Og som Ormen vrier sig,
Agt, hvor stakket er hans Aande,
Hvor hand stønner ynkelig;
Hvor hand blodig er og blaa,
Og hvor neppe hand kand gaa,
Og maa dog med Korset stræbe,
Op til Golgatha at slæbe.

5.

Spørg dog ey hvorfor hans Klæder
De saa Blood-besølet er,
Hand Guds Vredes Perse træder,
Og ald Verdens Bloodskyld bær!
Slangen ham i Hælen beed,
Gifften i hans Hierte sveed,
377 Som hans Aarer giennem-rendte,
Og ham med vor Omflot skiendte.

6.

Tænk, hvordan de Korset reyser,
O min Siæl, forglem dog ey,
Hvor de stolte Jøder kneyser,
Og ham baner Dødsens Vey;
Skærper Nagler, hvedser Spyd,
Og hvo fuldest aff Udyd
Meest kand ubarmhiertig være,
Hand fortienner største Ære.

7.

Agt hvordan de hannem skienker
Med en Galde-blandet skaal,
Og hans svage Hierte krænker
Med ald Ondskabs fulde Maal!
Edike og Myrrhe maa
De velsigned Læber faa
Paa sin Rettersted at smage,
Ah! en uhørt synd og Plage.

8.

Op ad Korset de ham trekker,
Tutter, støder, giør ham meen,
Og med Grumhed strax udstrekker
Hans udmatted' Arm' og Been!
Nagler ham til Korset fast,
Saa hans Kiød og Seener brast,
Dermed lader de ham hænge,
Til hans Pine at forlænge.

9.

Merk hvor de hans Kræffter sprenger,
Og hans Bryst hvor trangt det gaar!
378 Hvor hans Legems Byrde hænger
Paa hans blodig Nagle-skaar!
See hvor er hans Seener rakt!
Hans affmægtig' Arme strakt!
See hvor hand af Angest krummes,
Og hans blodig Øyne dummes.

10.

Her er nu ey meere Naade,
Ingen Redning, ingen Raad!
Ingen ynker nu hans Vaade,
Om hand øser Blood for Graad;
Ingen har Medlidenhed,
Udaff Medynk ingen veed,
Intet Hierte vil sig skamme,
Alle Hænder tør ham kramme.

11.

Staar dog stille, agter nøye,
Alle I som gaar omkring,
Merker dog, om noget Øye,
I dend hele Verdens Ring
Haver skuet slig en Mand,
Fuld aff HErrens Vredes Brand,
Fuld aff Pine, spot og Plage,
Slangens Gifft og syndens Lage.

12.

See, hvor hand blant Røver-Knegte
Er opreyst til spot og skam,
Og hvor Grumheds Ild opstegte
Dette Guds uskyldig Lam!
Midt iblant det Røver-Par
Det forbandet Træ opbar
Ald min Glæde, Liv og Lykke,
Ald min salighed og smykke.

379

13.

Hør, hvor falder hand i sukke
Til sin Fader, at hand ey
I sin Vrede slet vil lukke
Naadens Dør og Livsens Vey,
For det blinde Jøde-Folk!
O du store Naadens Tolk,
Du vil dem til Livet føre,
Mens de dig til Døden kiøre.

14.

Paa hans Kors Pilatus skriver
Jøde-Konges Titel op,
Avind digt i Hiertet river
Paa hver hærded Jøde-Krop!
De maa see og sprekke ved,
At min JEsus Led fra Led
Blodig er, og kand dog bære
Konge-Titel med stor Ære.

15.

Skriv dig JEsu paa mit hierte,
O min Konge og min Gud!
At ey Vellyst eller smerte
Dig formaar at slette ud;
Denne Opskrifft paa mig sæt:
JEsus udaff Nazareth
Dend Korsfæste, er min Ære,
Og min Salighed skal være.

16.

Dette kom og til hans Møye,
I det sure Dødsens Bad,
At hand skuer med sit Øye
Hvor hans Klæder splittes ad,
Og hvor Stridsmænd kildre sig,
At de kunde spottelig
380 Lod og Ligning der paa giøre,
Hvem hans Kiortel skal tilhøre.

17.

Om Jeg arm og nøgen bliver,
Og om Verden mig til spot
Klæder, Middel fra mig river,
O det bliver dog vel got!
Jeg skal dog ey nøgen staa,
Naar Jeg skal for Dommen gaa,
Thi Jeg træder frem med Glæde
For min Gud i JEsu Klæde.

18.

Midlertiid Jeg seer og gruer,
At Du spottes trodselig,
Og at hvert et Affskum truer
Og giør Miner udaff dig:
Men, O JEsu, ved din spæ
Paa det røde Korsens Træ,
Skal min skam og skændsel svinde
Og Jeg Himlens Ære vinde.

19.

Røveren, som sig tilegner
Din Døds Krafft i stadig Troe,
Ham Du paa dit Hierte tegner,
Lover Paradises Roe.
Frj mig, JEsu, frj mig fra
Røver-skam, men giv mig da,
Naar Jeg er i Dødsens Vaade,
Røverens hans Troe og Naade.

20.

Ah, O JEsu, hvor forandrer
Sig i mig hver Draabe Blood,
381 Naar Jeg did i Tanker vandrer,
Som din kiere Moder stood
Under Korset, og besaa
Ald dend spot dig lagdes paa,
Ald dend skam og ald dend smerte;
Ah hvor vee vaar hendes Hierte.

21.

Ingen kand med Tunge sige,
Hvordan Sverdet trengde sig,
Med ald sorrigs Jammer-pige,
Giennem Siælen smertelig;
Udi hendes Lod ey faldt
Din dend mindste Klæde-Palt,
Og om hun til Korset kryber,
Da dit Blood paa hende dryber.

22.

En Discipels Forsvar tager
Hun aff JEsu Mund til Trøst,
Og en Draabe søt hun smager,
I dend Synd-flood, ved hans Røst,
Der med tier hun og troer,
Og sig paa hans Løffte roer,
Gid Jeg saa i ald min Vaade
Lader Gud og JEsus raade.

23.

Solen haanes og bedekker
Sig med sørge-floer og mørk,
Mod Naturen Verden skrekker!
Dagen er som Nattens Ørk!
JEsus raaber ynksom ud:
Eli, Eli, O min Gud!
Hvi har Du i denne Fare
Mig forlat i Dødsens snare.

382

24.

O mit Legems Sool, mit Øye,
Blues ved min synde-daad,
Skyll min skam i megen møye,
Til du mørknes slet aff Graad;
Thi min JEsus er forlat,
For Jeg ey i Dødsens Nat
Ævig Helved-Mørk skal føle
For min skamløs synde-søle.

25.

JEsus tørster, men hand ikke
Andet faar at leskes paa
End som Edike at drikke,
Smager dend, og raaber saa:
Skrifftens Vidne, som dend bær
Om mig, nu fuldkommet er,
Alt hvad Adam kund' imaale,
Giør Jeg ræt i denne skaale.

26.

Ræt som alle Bloode-Draaber
Ved hans Hierte stille stood,
JEsus da mod Himlen raaber,
Giennem Dødsens grumme Flood:
Fader, i din hulde haand
Jeg befaler Siæl og Aand,
Dermed hand sit Hoved bøyde,
Og Gud med sin Død fornøyde.

27.

JEsus døer, og Jorden ryster,
O mit hierte skælv du da!
Døer da hen I slemme Lyster,
Døer, og driver langt her fra!
Thi nu døde Gud og Mand,
For dend slemme Lyste-Tand,
383 Der i Eblet torde bide,
Hvorfor hand leed Dødsens qvide.

28.

JEsu, Jeg din Død begræder,
For Jeg der til Aarsag gav;
I din Død Jeg mig dog glæder,
Ja min støv udi min Grav!
Thi mit Liv er i din Død,
Og der hand dit Hierte brød,
Da din søde Naade-Kilde
Mig til Liv opbriste vilde.

29.

O min JEsu, gid Jeg kunde,
JEsu, gid Jeg kunde dog
Døe med samme Ord i Munde,
Hvor med Du din Affskeed tog!
Bøy, O bøy dit Hoved ned
Til mig udi Dødsens sved,
At min Siæl din Kys maa nyde,
Naar Jeg skal min Aand udgyde.

384

Paa Første Paaske-Dag.
Til Tolv-Prædiken i Kiøbstæderne,
og til slutning paa Affiensang,
og ellers saa lenge Opstandelsens Historie forhandles,
kand siunges Effterfølgende,
Under dend Melodie:
Nu vel an vær frisk til mode, etc.

1.

SOm dend Gyldne Sool frembryder
Giennem dend kulsorte Sky,
Og sin straale-Glands udskyder,
Saa at Mørk og Molm maa fly,
Saa min JEsus aff sin Grav,
Og det dybe Dødsens Hav
Opstood ærefuld aff Døde,
Imod Paaske Morgen-røde.

2.

Tak, O store Seyer-HErre,
Tak, O Livsens Himmel-Helt,
Som ey Døden kund' indsperre
I det Helved-mørke Telt!
Tak fordi at op Du stood
Og fik Døden under Food!
Ingen Tunge kand dend Glæde
Med tilbørlig Lov udqvæde.

3.

Jeg kand finde i mit hierte,
At min Siæl har Trøst der aff,
Som kand lindre ald min smerte,
Naar Jeg mindes kun din Grav,
Og betænker hvor du laa
Udi Dødsens fæle Vraa,
385 Og stood op med Krafft og Ære,
Hvad kand større Glæde være.

4.

Ligger Jeg i syndsens Boye,
Ligger Jeg i Armod ned,
Ligger Jeg i sygdoms Koye,
Ligger Jeg i Uselhed;
Ligger Jeg fortrængt, forhadt,
Og aff Verden slet forladt,
Skal Jeg Huus i Graven tage,
O her er dog haab tilbage.

5.

Du for synden engang døde,
Der med er min synd betalt;
Armod, Uselhed og Møde,
Ja min sygdom bar du alt;
Jeg ved dig opreyses skal,
Og aff Dødsens dybe Dal
Skal Jeg hovedet oprette,
Ald min Nød kand det forlette.

6.

Synd og Død og alle Pile,
Som at Satan skyde kand,
Ligger brudte ved din hvile
Udi Gravens mørke Land!
Der begrov du dem, og gav
Mig en sikker Trøste-stav,
At ved din opreisnings ære
Jeg skal seyer-Palmer bære.

7.

Som Guds Søn Jeg dig nu kiender,
Og seer din Aldmægtighed,
386 Din opstandelse indspender
Hvad Jeg troer og hvad Jeg veed,
Mig til salighed og haab,
Ja min Christendommes Daab
I din Død er som et Billed
Og opstandelse fremstilled.

8.

Du til Livet mig skal vekke
Ved din stor' opreisnings Krafft!
Lad kun Jorden mig bedekke,
Orme tære ald min safft,
Ild og Vand opsluge mig!
Jeg døer i dend Troe til dig,
At Jeg skal til Liv opstande
Udaff Dødsens grumme Lande.

9.

Søde JEsu, giv mig Naade
Ved din gode hellig Aand,
At Jeg saa min Gang kand raade
Og Veyledes ved din haand,
At Jeg ey skal falde hen
Udi Dødsens svelg igien,
Hvor aff du mig engang rykte,
Der du Døden undertrykte.

10.

Tak for ald din Fødsels Glæde,
Tak for dit det Guddoms Ord,
Tak for Daabens hellig Væde,
Tak for Naaden paa dit Bord,
Tak for Dødsens bittre Vee,
Tak for din Opstandelse,
Tak for Himlen du har inde,
Der skal Jeg dig see og finde.

I Eksemplarer af Vinterparten
Dend Høy-ædle og Velbyrdige Jomfrue, Jomfrue Vita Bering Er denne Psalme-bog tienstvilligst foræret, med hosfølgende Erindring:

GAk, hude-fletted Bog, Du tør vel Plaster finde,
Og rene Siæle, som vil dine Saar forbinde!
Gak, Syng din Sorrig hen, Det tør vel blive got!
Thi Ære fødes tiit udaf Vanartig Spot!

d. 4 Martij-1692
af
Hendes Velbyrdigheds
ærbødigst og hulde Ven
og Tienere
Th. Kingo.

Til dend Anden Poort.

TRiin ind, om Du est værd! Jeg lader op min Bue
Og obner Pladsen til det KRONED SLOT at skue!
TRE KONGER DET HAR FØRT AF VAND, AF ILD
og SKUDD,
Trods Havets Svelg, Trods Brand, Trods Fienders Kugle-
Brudd!
Nu har KONG CHRISTIAN dend FEMTES Magt og Møye
Ræt KRONED Verket, Trods hver Avindsyges Øye!
Gud give KONGEN og Hans SÆD en ævig Rood,
Saa længe ØRESUND skal kysse KRONBORGS Food.

Paa Æsken med Ole Borchs Sten
(1690)

HEr er den Morder-Steen, som stak med Dødsens Fork
Og jog til Graven vor udødelige Borch,
Den lærde Verden fik derved et Hierte-Meen,
Gak Læser, gak og græd, om du ey selv est Steen.

Under Anders Sørensen Vedels Portræt.

Idenne Skygge Staar vor Mester Anders Vedel,
Med fordums Ærbarhed dyb-sindig lærd og Ædel,
Som hialp af Mørken Grav de Danske Kongers driffier,
I dem hand lever end og de udi hands Skriffter.

Candida

1.

CAndida hviler j Hierte-kiær Giæmme,
Som Diamanten indsluttet j Guld.
Candida hâr j mit Hierte sit Hiemme,
Oc som en Perle j Støven fordult.
Veneris Søn,
Deilig oc Skiøn,
Giør det saaledes, min Tanke faaer Bøn.

2.

Sød er dog Skyggen for Manden paa Veie,
Ynskelig hvile for Storm under Træ.
Barnet j Vuggen hâr søvne-sød leie,
Venskab giør Møie, men Brystet giør Læ.
Viintræ med Stang
Giør Drue-Fang.
Yndig oc deilig er Candidæ Gang.

3.

See mig, naar Vaaren tåer Sommergrøn Trøie,
Luften afkaster sit Jisegraae Skiørt,
Himlen med skyer besmykket til nøie,
Mulden med grønne Jordklæde i ført,
Fuglen gaar hen,
Tâer sig en Ven,
Eene Jeg, Candida! sidder igien.

4.

Seer Jeg til Floder, oc Bølgeblaae Flammer,
Hver af Jndbyggerne leeger med sin.
Seer Jeg til Dyrenes løvklædde Kammer:
Een tager denne, Een anden tâer Hin.
392 Jeg seer vel til
Paa artig Spill,
Ak Jeg j Busken maae ligge dog stil.

5.

LifligMusic-Sang Jeg allesteds hører,
Oc resonerende Echo ved Strand,
Qvinten paa Luthen den Nattergal rører,
Droßelen er ved Tenoren opvant.
Rørdrummen hvas,
Giør brummen-baß.
Stillitzen flittig slaaer Alten paa Paß.

6.

Artig paa Stemmer den qvidderhaab bøier,
Mage oc Mage der dandser oc ved.
Een til den anden j Dandsen sig føier.
Hinden oc Hiorten der holder geleed.
Ak! yndig Roe,
J Tanker boe!
Lad ej min Fiende dit Hierte omsnoe.

7.

Strømme begyndte af Huule-klar Øye
Hastig at stride paa falmende Kind.
Ak! Har man faaet hver Lige til Nøye:
Raaen sin Mage og Hiorten sin Hind.
Venus, min Skat,
Hvor er det fat,
Men Du din Tiener har ingen tilladt?

8.

Strax da fremtraade af Elskovens Telte
Candida deylig, som Graaden afbrød,
Glædet mit Hierte og Sorgen afvælte,
Dog Melancholiske Tanker indskød.
393 Udi mit Sind
Trænget sig ind,
Hun var mig bædre, end Hiorten sin Hind.

9.

Klar, som Demanten, var Smile-Kiær Øye,
Hvid, som Christallen var deyligste Kind;
Sukker-sød Tale mit Hierte mon bøye,
Yndige Fagter betragter mit Sind.
Hierte-kiær Gavn
J Venne-Favn;
Udi mit Hierte begraves dit Navn.

10.

Thi paa din Tale er Himmel-sød Melske,
Mit paa Din Læpe er Rose og Rips,
At Du din Tiener af Hiertet vil elske,
Kand jeg vel skue af Brystets hvid Gips.
O Hierte Møe
For Dig at døe
Gierne jeg vilde i Salte-blaa Søe.

11.

Himmel-blaa Hvelning har Stierner ey fleere,
End Du har Dyder, min Dukke, min Raae;
Hvad vil Din Tiener da meere begiære.
End Dig at nyde og eengang at faae?
Venus snart kom,
Luk op din Bom,
Flye mig i Candidæ Hierte lit Rom.

12.

Lad mig nu være Din Tiener i Tanke,
Candida, Eene mit kiæreste Maal;
Jeg igien venlig vil Støven opsanke
Efter min Vennistes raske Fod-Saal.
394 Kiæreste Deel,
Elskelig Siæl!
Yndigste Dukke, af Hiertet Farvel!

Samtale med Rygtet
Om
Dend udi Lif og Død Triumferende
og nu hos GUD Salige Herre,
Hr: Niels Juul,
etc. etc.

Op, Rygte, sving dig frem, ald Verden om at fare,
Men tøv dog lidet, thi jeg maa dig obenbare
Et Ærinde med ald Fortrolighed og Fliid,
Vift dine Vinger op til Flugten midlertid.
Mit Sind det flyder om i mange dybe Tanker,
Som Skipperen der har mist Roer og Mast og Anker,
Og ey har Nytte af en Streg i sit Kompas,
Men seer dog nogen Trøst udi Forhaabnings Glas!
Mit Sind det er saa tungt, som mig en Byrde trykte,
Min Samling og min Sands er ikke lidt forrykte,
Naar det mig rinder ind om Verdens Ubestand,
Og hvordan alting staar paa Leer og Løbe-Sand.
Dend runde Jordens Klod mand mesterlig afmaler
Paa sine Axler hengt, dend vendis om og praler
Af Kongers, Førsters og Monarkers Grendse-Land,
Kunst-runded paa Papiir, med Hafsens deelte Vand.
Min Sirkel og mit Sind kand endeligen fatte,
At Mester-Haanden er tilbørlig høyt at skatte,
Som viiser mig et Maal for hver Regierings Spiir,
Hvor Havet støder paa, men ach det er Papiir!
396 Jeg Archimedes(a) veed at kunde fordum tage
En vendig Himmel-Form, og i sin Glar-Ovn bage!
Ja klarlig viiste der Guds Giernings Vunder-Tall,
Konst-Stykket det var stort, men ach det var Christall!
I Potentaters Hof af Kaaber kand jeg skue
Jord-Kloder og der hos den hvalde Himmel-Bue,
Planeter, Stierners Hær, hvor de om Jorden gaa,
Men ach Forandrings Malm! og Verden ligesaa;
Thi hvor jeg vil mit Sind opløffte over Jorden,
At skue runden om, Øst, Vesten, Sønden, Norden;
Da seer jeg Verden har sin Vende-Kaabe paa,
Og immerfort udi Forandrings Tummel staa.
Udaf Bestandighed slet ingen Ting jeg finder,
Hvad Hænder giøre kand, hvad Magt og Klogskab spinder,
Til ævig muured Værn sig self at hegne ind,
Det kaster Tiden om, tiit som en Hvirvel-Vind.
Tre Monarkier seer jeg fordum prægtig stode,
Som op med Velde til ald Verdens Trusel grode,
Hvor er nu deris Magt? og Pragt? hvor blef dend af?
Lagt øde, tramsed ned udi en ævig Graf!
De Hoved-Stæders Taarn langt under Jorden dukker,
Som før mod Skyen stod, og Tidens Graf tillukker
Med Græs og u-kiendt Steen, og Tiidesamled Gruus
Hof, Muure, Kæmpe-Been, Palladser, Mand og Muus.
De syv Forundrings Verk, som Verden fordum viiste,
Og snart ved Guddoms Haand og Himmel-Gierning priiste,
Forfaldne ligger nu, bortstøved, sunken ned
Foruden Reysning, i Forstyrrings Ævighed.
Dybsørgende jeg seer hvor Verdens Blandings Alder,
Som tæris af sig self, og effter haanden falder,
vor Hofmods Fyrtøy dend ansticker udi Brand
Ved Krigens Luer at blodsøle Land og Vand.

* 397

Hin kaade Herske-Magt sig her og der indtrænger,
Som Ræt og Billighed bag Ryggen trodsig slenger,
Og bryder Grændse-Maal, trods ævig Forbunds Pagt!
Spyd-stagen giør sig Ret ved Overvold og Magt!
Des seer mand Aadseler og Skrog af faste Stæder,
Ringmure sprengt, ja Kunst, og Lover, gode Sæder,
Sampt Kirkens Fred udi Landflygtighed at gaa
Med tusind Grædere, der Christi Kors har paa!
Jeg skue, hvor jeg vil paa Verdens store Runde,
Alt faar jeg tusindfold Forandring at begrunde
Udi det Skygge-verk, som ved hvert Øyeblik
Mig forekommer med saa meget sælsom Skik!
Hist holdes Bryllup, og der spilles, dandses, qvædes,
Og næste Dørren hos en Jammers Viise qvædes,
Hist trodser nogle, som har Brød og Riigdom nok,
Her qvider en af Sult sort-hungred Armods Flok!
Hist render tusinde paa Lykkens Hest og reyse
Sin Flager-Fane høyt, og over andre kneyse!
Her ligger ti for en, som Modgang ud har slidt,
Hvis Lykke Avind har reent af til Hiertet bidt.
Hist seer mand Tusinde til Verden nøgne fødis,
Og her Jern-klædde Mænd i tusind tall at dødis,
For alt det, som har Liv paa heele Verdens Øe
Er intet, intet, som kand hielpe for at døe.
Fra Kroned-Septer-Mand og til dend ringe Hyrde
Er samptlige lagt paa dend Synde-Sold og Byrde,
Fra Dronninger til dem, der makker deris Faar,
Veed Døden ey Forskiæl, men til dem alle naar.
Om jeg paa Havet en Skibs-reyse vilde giøre,
Mit Søe-Kort bruge, og i Flyde-Vognen kiøre,
Og Storme-ført gaa hen, hvor Bølgen meest er kaad
Med Seyle-Flugt, saa viit, som Verden dend er vaad.
398 Om nu Columbus(b) og Americus(c) de kunde
Sampt Magellan(d) og Drak(e) mig deris Skib forunde
At flyde Verden om, og vittigst leede op
Fleer Leedemoed til dend saa gamle Verdens Krop.
Om der end Sølf og Guld af Jorden kunde flyde
Foruden Arbeyds Tvang, og Harvet kunde skyde
Saa Perle-riig een Strøm, som u-skatteerlig flød,
Dog findis der iblant den algemeene Død.
Og om de Øer, som lyksalige beskrivis,
Jeg end i Sigte fik, og meente der at trivis,
De skrøbelige Kor og Dødsens Regiment
Er ogsaa gængse der udi hvert Element.
Jeg gruer! alt mit Haar det reyser sig, og Hiertet
Det klapper, og mit Sind er qvisted ud og snertet
Af mange Tanckers Frygt! jeg gruer for det Hav,
Det falske Hav, som og er Dødsens Løbe-Grav!
Nu lader det sig i Blikstilhed deyligt male,
Og Solens Straaler paa sit Bliandts-Teppe prale,
Der ankrer tusind Skib, hver som en Konge-Bruud,
Og deris prægtig Seyl ved Solen tørrer ud.
Nu stincker det, og fra sin Afgrund hefftig fører
Sin vrede Bølge-Trop, der hart ad Himlen rører,
Bestyrket af en grum Skye-svertet Himmel-Storm,
Som ald Naturen gik fra sin Foreenings Form.
Hist seer jeg nogle naa sin Hafh med megen Møye,
Gaar Skibbrud vel forbi ved Himlens store Øye!

* 399

Her strander mange, som af ingen Redning veed,
Lemlested, druknede med Skriig oc Uselhed.
Her seer jeg Seyl og Mast og Roer i grummen Bølge,
Som ey Skibs-Mesteren har længre kundet følge,
Her er u-hielpsom Vrag, og der en Anker-Tand
Slidt fra sit Tov, og bidt sig ind i Halsens Sand.
Hist seer jeg Luer sig aldt meer og meer at tænde,
Som dend tre-forket Gud mand agted ind' at brænde
Udi sin Flyde-borg, det Vand-rig Element,
Og have baade ham og Fiske-Riiget skient.
Her seer mand Damp og Røg med Lynild og med Torden,
Som Haved var mod sin Natur en Fyrsted vorden,
Hvor Ild var Mester, og Neptun dend Sagle-skæg
Sig fiælte bag en nys Fyr-stukken Bølge-Væg.
Her lader det, som flux var Dommedag for Dørre,
Det vaade Riige, som er Naboe med det tørre,
Giør Jordskelv rundt omkring, hin grumme Trolde-Hval
Landløber frygtsom, at hans Vandhuus brændes skal.
Her strides, vindes, og hist merkelig forlises,
Her triumferes, der en Hob af Søen vises,
Forfølges, splittes ad, og Haved renses ud
Ved Dødsens Luer af det Kugle-poosed Krud.
Men dend, som kand der fra sin Seyer-Fane føre,
Og sin Taksigelse til Himlen ydmygst giøre,
Kand Døden ikke dog paa nogen Stilstand troe,
At hand jo sidder ham paa Hælen i sin Skoe.
Det er saa gammelt nu, at Døden daglig hvetter
Sin Dræbe-Piil, ey Stand, ey Aar, ey Kiøn forgietter,
Hand tuder Postens Horn tit fuld af Sorg og Nød,
Ach! ligesaa i Dag, at Hen Niels Juel er død!

Op Rygte, sving nu fort ald Verden om at fare,
Blæs i din Roes-Klarin, med Sandhed at forklare
Hans Fødsel, Liv og Død (om Død det kaldis kand
At gaa med Ære bort fra Død til Lifsens Land.)
Forkynd ald Verden, at Gud gaf ham Fødsels Lykke
Udaf Kiern-ædelt Blod! GUds Naade lod Ham smykke
400 Med Vaabens Fadder-Skienk fra Himmel og fra Hav,
Dend eene STJERNER, og dend anden BØLGER gav.
I Daabens Vand hand strax fra Skibbrud kom at flyde
Op paa sin Frelsers Træ, hvis Bud hand vilde lyde,
Hand soer hans Fane, og blef til hans Hierte kryst
Fik Ridder-Orden af hans Stierne i sit Bryst.
Saa treen hand frem ad fort, og HErrens Naade kiendte,
Mens hand fra Barndom til sin slibrig Ungdom rendte,
Hvor mange snubler og kuldseyler i en Hast,
Men Hand, trods Daarlighed! hos GUd var Anker-fast.
Forkynd hvor priiselig Hand efter haanden groede,
Hvor Dyd og Lærlighed omkring hans Ungdom stode
Behiulpne ved en Siæl, der tog sin Gud i Haand,
Som daglig i Hans Bryst steeg til en Manddoms Aand.
Lad dend berømte Tromp endnu af Støven tale,
Lad Ryiter, Opdam self hans Ungdoms Kekhed male,
Hvor hand i Tieniste for Holland modig stod
Og aldrig skaanede sit brave Hierte-Blod.
Siig Verden, at hand ey oppaa sin Fødsels Pude
Sov til sin Lykke, siig, hans Skiold og Hielm hang ude
For lutter Ære, og igiennem Ild og Vand
Hiemhendte Værdighed for sin Person og Stand.
At naar hans Konge og hans Føde-Land behøved
Hans Tieniste, hand da tilforne saa var prøved
At mand forgievis ey en Titel paa ham bandt!
Men Dyd og Øvelse tillige hos ham fandt.
Forkynd hvor Helte-sterk og troe hand lod sig finde
I den Beleyring,(f) som er end i Folke-minde,
Da Land- og Vand-Tog var ham begge lige kiær,
Saa færdig var hand med sin Søe-bevandte Hær.
Nu faldt hand ud, og med de rappe Baads-Mænd figted,
De slog paa Fienden, som et Skib de skulle digted,
De fulgte deris JUEL, holdt ærlig Stand og Trop,
Og løb Kat-kloede nu ned, nu Volden op.

* 401

Iilfærdig Rygte, det er ey mit Sind at giøre
Dig Ophold, eller at Historier udføre,
Dend Store FRIDERICH,hvis Vaaben Himlen drev,
Hand kiendte JUEL, og ham udi sin Naade skrev.

Blæs ud med fulde Kiæfft, nu er det Tid at blæse
Saa Verden høre kand; Men hvo der lyster læse,
De finder Bøger nok, hvor sligt vil læsis i,
Lad din Trompete-Liud kun skingre frisk og fri!
Tag Ordre dog udaf Kong CHRISTIAN den Femte,
At mand ey sige skal, at du det beste glemte!
Det er Monarken dog, der veed hver Lyd du giør
Af din Basune, som dend største Ære bør.
Hans Seyer-Vaaben og hans Omsorg uden lige
For sine Riiger, de bør allerførst at stige
Blant Kongers Ære op, saa følger JUEL der hos
Og fattis ey sin Lof og velfortiente Roes.
Lad Røsten nu herpaa igiennem Luften skiære,
Alt hvad dend blæse skal, er kun Triumf og Ære
Udaf forleden Kriig(g) da Kongens Floede vandt
Og Laurbær-Krandsen om JUELS Hovet ævig bandt!
Thi Belt ham aldrig fik paa sin skum-vaade Side,
Og paa sin Hav-Hest hen ad Bølge-Marken ride,
Der jo i Vente var lyksalig Seyer nok,
Thi Himlen stedse med hans Hierte var i Flok.
Far giennem og giv Agt oppaa de Øster-Strande,
Søg i hver Belte-Bugt, og de Vand-ringed Lande,
Som dend sig vender paa, du finder Fodspor der
Udaf dend brave JUEL og Kongens Ledings-Fær!
Spar Nafnene udaf de kiekke Svenske Helte,
Som udi Beltet med Ham offte spendte Belte,
De forud er bekandt, en Deel de lever brav,
En Deel beordred Hand i Belt en Ære-Grav.

* 402

En Deel hand førdte op med Høvismænd og Knegte,
Med fangne Skib, enddog de viste brav at fegte,
Og om de tabte end, var dog dend Ære blant,
At Seyervinderen fey Mand ey for sig fant.
Men om i Kiøge-bugt du hastig end vil søge
Der er de Ting som kand Trompetens Klang forøge,
Det varme Blod, som da udtappedis i Strand,
Og purpur-farvede vor Stevens Klinte-Sand
Er ævig Seyers Tegn! hvoraf og Verden kiender
De Palmer, som vor JUEL af Fiendens blodig Hænder
Udvristede, med meer end dristigt Helte-Mood,
Og ydmygst lagde dem ned for sin Kongis Food!
Monarkens Vaaben de og egentlig tilhørte
De Skib, det Fangne Folk, som JUEL i Havnen kiørte
Ved Kongens Hoved-Stad, de blef udi Hans Spiir
En Sool-klar Ædelsteen, og JUEL en ævig Siir!
Den Naade, hvor med Hand af Kongen blef antagen
Der Hand af Søen kom, og Fienden var afslagen,
I hast ey sigis kand, dend var saa stor og riig
Og Hans Fortieniste og Kongens Hierte liig.
Dog hørtis aldrig JUEL til egen Roos at tale,
Og af en svatzig Hals sin Gierning ud at gale,
Hand med en modig Mund sin Seyer aldrig sang,
Men gik saa jefnt, som det var aldrig ham engang.
Hand gaf enhver forlof at bryste sig og sige
At de har eene lært dend haarde Kunst, at krige,
Med grum Stortalenhed, saa lenge Tungen gaar
Bløt op i lekker Viin! men er dog siden Faar.
De tomme Tønder giør i Stormen største Brummel,
Dend feye Krigs-Mand giør bag Ovnen største Tummel,
Dend frygtsom Bonde-Hund, hand hidsig bælde vil,
Dend stoyer meest, som mindst tør lade Trøyen til!
Dend brave Her Niels Juel sit Bram-Seyl aldrig førte
Blant Stue-Snak, og ey i Prale-Vognen kiørte,
Det var jo nok, at hand gik frem til Ærens Top,
Og af Indbildings Vind ret aldrig blæstis op!
403 Og kortelig, hans Liv var Ærlighedens Billed,
Ham Selv i alting ligt, i hvor det blef fremstilled:
Udi sit eget Huus var Hand en Engle-Mand,
Hans Frue derfor har hvert Øye fuldt af Vand.
Hand var for sine Børn en Høy-forsiunlig Fader,
Der mange overgik i store Elske-Grader,
Men Ære-Krandsen, som Hand Dennem effterlod
Giør Liv i Dennem og i Deris Afkoms Blod.
Enhver er vitterligt, at Trofasthed den boode
Med Danished udi Hans Bryst, som op af Roode
Var gammel Ærlighed, Hans Ord var Ja og Ney,
Hver kiendte, at Hans Haand og Mund de svigted ey!
Og det, som Kronen er paa Manddom og paa Dyder,
Guds Frygt, som Alleting hos Mennisken bepryder
Var i Hans Himmel-Siæl med sligt et Stempel sat,
At dend Hand regnede for u-skatterlig Skat!
Ja dend Guds Kierlighed var ald Hans Hiertis Styrke,
Der Alderdom faldt paa, og fanged an at Tyrcke
Hans Rode-Vedsker hen, og Døden vilde nu
Som sidste Fiende staa alt effter Haand paa Tru.
Da var Hand u-forsagt, og blef endnu en Kæmpe,
Ført i Guds Harnisk, som var skudfri til at dempe
De sterke Piile, som der falt paa Hannem an,
At Hand, trods Helvede! blef ikke Dødsens Ran!
Hand favnet Christi Kors, og mandeligen stridde,
Guds Aand Hans Siæl der til ved krafftig Troe beridde,
Saa Hand ved Christi Død sig ud fra Døden rev,
Men Siælen i Triumf hos Gud indhimled blev.

Op, Rygte far nu fort, saa viit som Soelen render,
Og sine Straaler ud til Jordens Qvægning sender,
Lad intet hindre dig, far om ved Nat og Dag,
Bestyrk Trompetens Lyd med Sandheds reene Sag.
Far op til Himlen at bestierne dine Vinger,
Tag dem, som Himlens Pas, imedens du dig svinger
I Lufften hvor du vil, at alle høre kand
Du blæser for en Dansk Navnkundig Seyers-Mand,
404 Dend store Søe-Helt JUEL, hvis Roos du skal kundgiøre,
Og med Triumf Hans Priis i din Basune føre,
Thi Hans Bedrifter kand i lige Orden staa
Med alles, som med Roos, har faaet Søe-Kronen paa!
Far om, og hviil dig ey, thi Himlene vil ikke
Hans brave Navn udi Forglemmelse skal stikke,
Tag derfor Hr. Niels Juel hver Tid og Stæd i agt,
Og sæt saa om hans Grav en ævig Ære- Vagt.

Trøste-Brev
Til Dend Høyædle og Velbaarne Frue
Fru Margarete Ulfeld
Sl: Her Niels Juels, etc.
Der Hendis Velbaarenhed var paa Torsing sendt fra Fraudegaard
Anno 1697. dend 13. Aug:

Høyædle FRUE, Du Standhaftigheds Mandinde,
Af Dyders gamle Rood, en Himmel-arted Qvinde,
Tilsted mig, at jeg med Dig lidet tale maa,
Og udi Sorgen Dig til Trøste-Tanker faa!
Jeg veed vel Himlen har forud Dit Hierte inde,
At ey min svage Aand kand slige Ord besinde,
Og næfne dig til Trøst, som du jo førre veed,
Laan mig dit Øre dog udi Taalmodighed.
Drag Sørge-Dekket lit bort fra dit Himmel-Øye,
Der hovner ved din Graad, der rødner ved din Møye
Og megen Hyle-Regn, lad Sorgens stridig Elv
Ey saa bortskylle og fordrukne slet dig selv!
Holt op igien med de dyb-tagne Hierte-sukke,
GUds Aand er for din Dør dit Brøst at vil oplukke
Hvor ved din ædle Siæl skal kraftig Lindring faa,
GUds Læge-Finger vil dit Hierte peege paa.
Ald Verden veed, at Du, Skiold-Baarne Kriger-Inde
Har tabt saa meget, som Du ey igien kand vinde
I heele Verden, om Du hende seyled om,
Og til det yderste af Jordens Ende kom.
En Mand, der hafde GUd og Dyd i Sind og Hierte,
Fra Hand af Rode randt, og siden stedse lærte
Ved dem at styrke sig, saa Hand gik sikker op
Ved Dyde-Trin at naae til Ærens høye Top!
406 En Mand, en Kongens Mand og Fædre-Landets Ære,
Der i sit tause Bryst meer Manddom vist' at bære
End mange, der ved Pral og svadsig Tale veed,
At bryste sig af Mood og Gold Mandhaftighed!
En Mand, der gik saa jefnt, og vovede sin Trøye
Hvorhen hand Ordre fik, Hans Hu, Hans Sind og Øye
Paa GUD og Kongen saae, det var Hans Søe-Kompas,
Og ald Hans Idræt kun et Æres Speyle-Glas!
En Mand, der Himlen self har gived Held og Lykke
Sin Kongis Vaaben med u-trolig Seyr at Smykke,
En Mand, der tordnede sin Fiende tit i Grund,
Og farved Søen med Hans blodig Bryst og Mund!
En Mand, der priiselig sit Skiold og Hielm ophengte
Og indtil Ævighed med Lof og Yndist trengte,
Om hvilken Sandhed self (trods Avind) vidne kand,
Hand var saa brav, som en der seyled har paa Strand!
En Mand, der var nest GUD dit Hiertis store Glæde
Og kydske Kierligheds indlencked Himmel-Kiæde;
En saa fuldkommen Mand vi veed Du haver mist,
Jeg veed Du svarer: Ach! det er (dis værre) vist!
Mens ikke dog forsagt! lad Himlens store Øye
Fordeele Sorgens Skye, Dit mødig Hierte bøye
Sig under HErrens Haand, indleg der ald din Nød,
Saa faar Du Trøst, omskiønt din brave Mand er død.
Hand er dog ikke død! Hand i Dit Hierte lever
Omskiønt det veener sig, og ved hans Afskeed bever,
Hand lever og hos GUD, som er hans Liv og Lyst,
Did sigtede Hans Troe udi hans Christen Bryst.
Du seer Ham daglig sig i eders Børn afmale,
Som slegter paa hans Dyd, og vil dig overtale
Til Trøst og Hierte-Taal, ja bede Gud du maa
En ret fuldkommen Høst af deris Frugter faa!
Saa lad da Sorgen ey for hart dit Hierte banke,
Men giør dig altid om din JUEL en Lifsens Tanke,
Lad Sorgen sømmelig indgrendsis til sit Maal,
Bland nogen Honning ind udi din bittre Skaal.
407 Hver Bølge, som der ind paa Taasing Bugter bryder,
Tænk den med Hr: Niels Juels navnkundig Ære flyder,
Og vil erindre dig Hans Navn det lever, men
Der udi Haveds Svelg en Bølge er igien.
Hver Vind der Taasing Slot vil suse paa og brage
I andre Tanker skal du dend slet intet tage,
End det er Rygted om Din ærlig Hr: Niels Juel,
Der farer Verden om udi en ævig Kuul!
Tenk endelig, og tak GUd for sin store Naade
Der Hannem er beteed! Hvor stor og overmaade
Skal Himlens Ære sig for Eder Begge tee
Naar for GUDS Ansigt Du skal Ham i Glæde see!

Paa-Skriffter,

Som findis udhugne udi denne Sal: Herris meget kostelige og kunstige Epitaphio udi Holmens Kirke i Kiøbenhafn, saa vel under hans Bryst-Billede, som otte Nafnkundige Søe-Slag, hvilke hand enten som Admiral priiselig haver bestridet, eller og som Høvids-Mand og General, under Guds Forsyns Øye med udødelig Seyer sin Konges Vaaben til ævigvarende Berømmelse og ald Verdens Forundring, saa lykkelig, som mandhaftig haver udført.

Under hans Bryst-Billede
findis dette:

Staa Vandrings-Mand, og skue en Søe-Helt an i Steen,
Og est du self ey Flint, ær da hans døde Been,
Thi det er Her Niels Juel! Hvis Marf og Been og Blood
Med fyrigt Hierte for sin Konges Ære stood!
Hvis Manddoms Drifter i saa mange Søe-Slag staar
Og giennem Hav og Luft og Land med Ære gaar!
En Mand af gammel Dyd og Dansk Oprigtighed,
Af Ja og Ney og hvad mand Got og Ærligt veed!
Hans Siæl dend er hos GUD, hans Been i denne Grav,
Hans Navn i Minde, mens der findis Vand i Hav.

(1)
Under det Søe-Slag ved Røesand
Anno 1659. da Kiøbenhafn var beleyret.

Det Aar da Svenskens Magt ald Kiøbenhafn omspendte
Og snublendis i Blod med Storm til Kronen rendte,
Da saae Kong FRIDERICH dend Tredie, at JUEL
For Skud, Granater, Sværd og Ild ey gik i Skiul!
409 Søe-Kantens Volde blev ham dend Tid anbetroede,
Neptun og Mars de var ham begge Hige gode,
Nu falt hand ud og slog paa Fienden digt til Lands,
Nu stod hand Stormen ud; nu foer hand ud til Vands
Blant Kongens Flode, hvor hand Skibet Svanen førte,
Og ved Røe-sand omkring med Sverrigs Søe-Hær kiørte
Og ind til Wismar drev! som Mænd de Danske stood
Og blandt dem Her Niels Juel med meer end Løve-Mood.

(2)
Under det Søe-Slag for Gulland
Anno 1676. dend første May.

Hold Øster-Søe, og bliv et ævig-varigt Minde
For Kongens Vaaben, og kræv Gulland selv til Vinde
Hvor kiek og brav og from du Hr: Niels Juel fornam,
Dend Tid hand beyled til det Amalonske Lam.
De Kugler, som hand til din Fæstning overkaste
Med Lue-Vinger, var kun som Soldat at haste
Og blusse lidet for at faa din Kierlighed,
Men der du negted dend, da blev hand fyrig vred
Og under Ild og Baal og Brag begynt' at larme
Imod de Svenske, som med Hierte-Blood og Arme
Forfigte ville dig ved Magt og Herre-Skiold,
Det hialp dog ey; thi JUEL hand tog dig dog med Vold.

(3)
Under det Søe-slag under Bornholm.
Anno 1676. dend 7. May.

Der JUEL da Seyer-Seyl for Gullands Fæstning hidsed
Og dem i høyen Raa til Kongens Ære tridsed
410 Strax Vinden ønskelig med Seyer-Palmen gik
Indtil hand ved Bornholm et Anker-stade fik!
Med neste Dag Skiær fik hand udi Syn og Sigte
Dend Svenske Skibshær, fuld af Mænd der lysted fikte,
Igiennem hvilke JUEL sig tvende gange slog,
Endskiønt de to for en med Magt imod ham drog!
Paa begge Sider var der Manddom, Mood og Hierte,
Hver for sin Konge stod blant Lynild, Død og Smerte,
Dog vilde GUD at JUEL Søe-Kronen skulde faa
Og ind i Kiøge-bugt med Priis og Ære gaa.

(4)
Under det Søeslag under Øland
Anno 1676. dend l. Junii.

Du mindis, Øland, der at Søen om dig brendte
Og Nordens Floeder du vel fra hin anden kiendte,
Da Tromp og Jûel og Creutz og Ugla sammenbrød
Som Himlens Torden-Ild kom udaf deris Skiød.
Da Skibet Kronen sprang med Creutz i Luft og Lue
Med meer end tusind Mand! dog lod ey Ugla kue
Sin Tapperhed, men bandt med Tromp frimodig an,
JUEL stod da ærlig bi, som hand var altid van.
Til Ugla saae sit Sverd det store Skib at brende
Og fire andre gaa dend Danske Flok tilhænde
Da rømte hand udaf dend blode-blandet Strand,
Og JUEL hand holdt sig her, som en fuldkommen Mand.

411

(5)
Under det Søeslag paa Kolberger-Hede
Anno 1677. dend 1. Junii.

Dend kiekke JUEL fik og her Siöblad digt i knibe
Der hand med elleve Søe-prægtig Orlogs Skibe
Fra Gottenborrig vil med Vindens Yndist gaa
Igiennem Belt hvor JUEL med Ti ham paste paa
Og undfik hannem med Kartover-fulde Skaale
Af Død- og Dræbe-Ild, men Siöblad stod at maale
Ham Skaalen fuld igien med Magt og ald Forstand,
Men JUEL bemestred ham dog i det stolte Vand.
Selv Siöblad med sit Skib, der brav hand hafde fægted,
Blev fangen, fem der til af Floeden sig bemægted
Her JUEL, og bragte dem ind i Monarkens Havn
Til hans Søe-Vaabens Roos, sig selv til ævigt Navn.

(6)
Under det Søeslag udi Kiøge-Bugt
Anno 1677. dend l. Julii.

En Maaned løb kun hen, fra Siöblad hand blef tagen,
Før Horn, en Søe-Guds Helt af JUEL blev ogsaa slagen
I Kiøge-Bugt, enddog hand hefftig slog igien,
Som Hoved-Admiral og Sverrigs fuldtro Ven.
JUEL paa tre Skibe blev forpligtet til at stige,
GUd styrket hannem for Monarken og hans Rige,
Saa lyvned hand med Ild og Torden-Kuglers Tvang
At femten Skibe Horn forlored af sin Rang.
Tre tusind Fanger med tolv hundred død og qveste,
Tre hundred Danske blef kun død og lemmeleste,
Ja uden Skibs Forliis JUEL dette Søeslag vandt,
GUds Finger til hans Roos selv Seyer-Krandsen bandt.

412

(7)
Under det Søeslag under Lante-Rügen
Anno 1678. dend 7. Septembris.

Dend Seyer-riige JUEL endnu med Floeden seyled
Og til flux meer Triumf hand for Monarken beyled,
Dend fiendtlig Floede hand dog ey i sigte faar,
Dend var fast reddeløs og bødte sine Saar!
Til Rugen midlertid paa Ordre (ved Guds Øye
Som saae hans Sinds Kompas og redelige Møye)
Hand vender Kaasen, hvor der under Ild og Damp
Blev Landgang giort med en saa brav og blodig Kamp.
De Danske ved GUDS Haand og JUELS død-fulde Torden
Behiertede gik løs, slog Fienden til U-orden
Og Flugt, saa Rügen da tilhænde Kongen gik,
Og JUEL sin Palme der med Held og Ære fik.

(8)
Under det Søeslag ved Calmer-Sund
Anno 1679. dend 9. Julii.

Som Løven der er vakt og vred sit Rov opsøger
Saa JUEL, hans Løve-Mood Heroisk Dyd forøger,
Hand Sverrigs Floede seer, og ynsker hiertelig
At dend engang endnu i Fegt vil give sig.
Men alle Seyl og Roer og ald hans Omhu ikke
Kand bringe dend til Stand, dend vil ey meer i Strikke
Men gik ad Calmer-Sund, dog effterlod en Lax*
Som blev erobret og gik JUEL til haande strax.
Til Gulland gik hand da fem fiendtlig Skib indhendte,
Hvor af hand Nøgelen et prægtig Skib opbrendte,
Saa lugte GUD i Laas dend blodig Krig og Strid
Hvor i sig JUEL har giort berømt til ævig Tid.

*

Danmarks og Norgis Indbyggere
Indføris saaledis talende udi en
Taksigelsis Sonnet, eller Klinge-Riim
Ved dend Sal: HERRES Grav.

Far vel da, Her Niels Juel, din Siæl er i GUds Hænder!
Vi staar med vore Børn og Afkom ved din Grav,
Og takker GUD, som dig Liv, Lykke, Seyer gav
Til Kongens Vaaben, vi dit Leve-Lyvs antænder
Ved din Hukommelsis Forfriskning, Mand fra Mand,
Saa lenge Skibe skal beseyle Havsens Vand,
Ja mens at Solen de tolf Himmel-Tegn berender
Og Havet Kilde-Spring igiennem Jorden sender!
Du Siæle-løse Krop, i Been, du brave Aske,
Som Kæmpe-Seener, der var sunde, sterke, raske,
Tilforne sammen-bandt, tak, tak for hver en Dag
Og hver Minut I har forfegted Nordens Sag!
O hviler sødelig! I skal Forklaring faa
Naar JESUS setter Dyd dend ævig Krone paa.

Her under
hviler sig i haabet, og
forvænter en ærefuld opstandelse
Dend Velædle og Velbyrdige, nu
Salige Frue
ANNA SCHØLLER
fød til Verden Aar 1674 den 8 Junij
af
Høyædle og Velbaarne Forældre
Herr Caspar Schøller
til Lellinge, Spangager og Toggerød gaarder, Ridder, hans Kongelige
Majestets høitbetrode Etats Justits og Cancellie-Raad sambt Cammer
Secreterer, og
Fru Johanne Tune
Hans Kongelige Majestets høitbetrode Justits Raads
POVEL EGGERS
Allerkiæriste Ægte fælle
udi 7 Aar, l Maaned, 2 Uger, 4 Dage,
og
fire børns, nemblig 1 Daatters, og 3 Sønners
(af hvilche de 2 yngste ere døde)
Lych salige Moder,
som efter 23 aars, 9 maaneders, 3 uger og 5 Dagis
ustraffelige lif i Verden
Aar 1698 den 6 April om aftenen
Klocken 11.
Ved en utidig men salig død Velbereed
I Herren er hensofvet. 415

Den Salige Frues
Dødeligheds og Udødeligheds
Erindring

JEg nep Tre gange Otte Aar
I Verden var, før Jeg blev saar
Af Dødsens grumme pile!
Lod Fader, Moder, Børn og Mand
I hierte-sorg og Synde-stand!
Men Jeg er tusind Mile
Flyt op fra Synd og Sorg og Død
Til Abrahams det søde skiød,
Hvor nu min Siæl sig fryder.
O stunder til mig! Stræber hiem
Op til det ny Jerusalem,
Hvor ævig lyst Jeg nyder.

416
417

Efterskrift og noter

418
419

Efterskrift

Thomas Kingo er den tidligste danske digter, der er almindeligt kendt i dag. Hans salmer synges i kirken, hans digte er uundværlige i antologier af dansk litteratur, og hans tekster frister stadig til nye tolkninger.

Med det udvalg af Kingos digte, der her lægges frem, er det hensigten at give et dækkende indtryk af alle sider af forfatterskabet. De store gennemkomponerede samlinger, første og anden part af Aandelige Siunge-Koor, er medtaget i deres helhed efter førsteudgaverne - med både titelblade, godkendelser, fortaler, æredigte og noder. Det er derudover tilstræbt at indlemme de kendteste digte i udvalget, for så vidt som de ikke kræver alt for mange kommentarer.

Udvalget er ordnet kronologisk - efter udgivelsesår for de trykte digtes vedkommende, efter det sandsynlige affattelsesår for de øvriges. Denne opstilling kan måske virke uoverskuelig, men har den pointe, at Kingos livs- og kunstopfattelse fremtræder umiddelbart af den brogede mangfoldighed i emner og genrer, som dog holdes sammen af den verdenstolkning, der gennemtrænger hele forfatterskabet.

Formålet med efterskriften og noterne er at give de nødvendigste oplysninger til en læsning af digtene på deres egne betingelser - så vidt det nu er muligt.

1. Manden og tiden

Om hele den første halvdel af Kingos liv har vi kun sparsomme efterretninger, men det er dog muligt at give et rids af den periode af hans tilværelse. Han blev født 15/12 1634 i Slangerup som søn af en ikke særlig velstående væver; faderen var født i Skotland, moderen var dansk. Drengen blev sat i den lokale latinskole, men da 420 en pige i byen ventede et barn med ham, blev han som 16-årig sendt til Frederiksborg skole - en nyttig straf, må man mene, da denne skole var større og bedre end hjembyens. I 1654 dimitteredes han til universitetet, hvor han på behørig vis afsluttede sit teologiske studium i løbet af fire år til trods for pestepidemi og begyndelsen af de fatale krige med Sverige 1658-1660. Fredsslutningen betød, at Danmark-Norge mistede Skåne og Bohus len, og i løbet af krigene havde riget været tæt på udslettelse. Deres katastrofale forløb vakte voldsom harme og kritik af den hidtidige adelsdominerede styreform, der ved et kup afløstes af en principielt helt ny statsordning: det enevældige arvekongedømme.

I disse voldsomme begivenheder har Kingo kun perifert taget del; han tilbragte de barske krigsår som huslærer, først på Frederiksborg slot, siden på Vedbygård ved Tissø. I den samme egn indledte han 1661 sin gejsdige karriere som kapellan for provsten i Kirke Helsinge, Peder Worm, der da var gammel. Hans kone, Sille Lambertsdatter Balkenborg, var langt yngre end han, hvad der ikke var ualmindeligt. Fra Kingos kapellantid stammer de første digte, vi kender fra hans hånd. Det er ikke mange, og de har alle en ret privat karakter. Det gælder kærlighedsvisen Chrysillis, der efter traditionen er skrevet til Sille Balkenborg; da der optræder en ægtemand til den tilbedte Chrysillis, er det sandsynligt, at kapellanen og den unge provstefrue er kommet til at holde af hinanden, før de burde - før Peder Worms død i sommeren 1668. Nogle år tidligere havde Kingo fået tilsagn om præsteembedet i Slangerup, når det blev ledigt, og meget belejligt døde sognepræsten der kort efter Peder Worm. Nogenlunde samtidig med, at Kingo flyttede til sin fødeby, rejste en af hans nære venner, Karsten Atke, fra Vestsjælland, hvad der har givet anledning til en indtagende skildring af egnen; i digtet fornemmer man Kingos glæde ved stedet og dets beboere.

Tilværelsen i Slangerup begyndte noget problematisk for Kingo. Grunden var ikke, som man måske kunne have forventet, hans tvivlsomme ungdomsbedrift i byen, men derimod en bitter strid med forgængerens enke om de rettigheder, der var knyttet til præstestillingen. I denne sag som i senere lignende stod Kingo på sin ret, og han fik da også i det væsendige medhold. Da Sille Balkenborgs sørgeår efter Worms død var udløbet, giftede hun og Kingo 421 sig, men hun døde allerede efter et års ægteskab og efterlod fire børn, som Kingo tog sig af. Ved sit giftermål fik den hidtil fattige Kingo nogen formue, og - hvad der var nok så vigtigt - han blev knyttet til indflydelsesrige kredse i København; blandt disse nyttige bekendtskaber var den mægtige Peder Schumacher, den senere Griffenfeld. Ærgrelser bragte ægteskabet dog også; de skyldtes Sille Balkenborgs stedsøn jacob Worm, som var lidt yngre end Kingo og ikke holdt af sin stedfar. Han blev 1670 rektor ved Slangerup latinskole, og der udspandt sig et par dueller på smædedigte mellem de to, hvilket dog ikke hindrede Kingo i flere år senere at gå i forbøn for Jacob Worm, da han blev dømt til døden for sine satirer; dommen mildnedes til landsforvisning. Livet uden kone har Kingo næppe yndet; i det mindste skildrer han i Mølle-borups Velkom enkemandens trængsler med megen indlevelse. Selv giftede han sig igen i 1671 med en velstående enke, Johanne Lauritsdatter Lund, der var 16 år ældre end han.

I 1670 blev Christian V konge. Der udfoldedes et imposant ceremoniel ved kroningen, for det var første gang, en enevældig arvekonge skulle indsættes. Kingo deltog i festlighederne ved at udgive et hyldestdigt, Hosianna, der viser ham som overbevist tilhænger af den nye regeringsform. Yderligere en række digte til kongehuset og dets mest betroede embedsmænd udsendte Kingo i de nærmeste år; den heldige begyndelse på den skånske krig 1675-1679 gav ham anledning til at hylde den vitterligt tapre Christian V. Der kan næppe være tvivl om, at værker som Kroneborgs Korte Beskrifvelse og Christian dend Femte ... Hans Majestæts første og Lyksalige Ledings-Tog har henledt monarkens nådige opmærksomhed på præsten i Slangerup. Nogle mindedigte over fremtrædende borgere og deres slægtninge afspejler Kingos opstigen i samfundshierarkiet. For eftertiden og sandsynligvis også for samtiden var dog fremkomsten af Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koors Første Part 1674 nok så afgørende for hans digterry. Dette hovedværk i den danske poesi er en andagtsbog, beregnet til at slides op ved daglig brug, hvad den da også blev, som de mange udgaver viser (jf. s. 443-444). Dens syv morgen- og syv aftensange lægger sammen med gendigtningerne af de syv bibelske bodssalmer mønstret for det kristne hverdagsliv set som en stadig gudstjeneste.

422

Belønningen for Kingos digteriske præstationer lod ikke vente på sig: i 1677 udnævntes han til biskop over Fyn, og to år efter blev han optaget i adelsstanden; den vingede Pegasus i hans våben (s. 5) viser tydeligt, hvorpå hans fremgang beroede. Karrieren fra fattig væversøn i en hensygnende provinsby til magtfuld embedsmand og kirkeleder var - også set med samtidens øjne - imponerende, og den havde næppe været mulig før enevælden; den nye statsordning betød nemlig en hidtil uset social mobilitet, der især kom borgerstanden til gode. Det stift, Kingo nu blev sat til at styre, var vidtstrakt, idet det foruden Fyn med nærmeste øer omfattede Lolland-Falster og Sydals, og hele området havde krav på regelmæssige inspektionsbesøg. Ikke kun kirken i snæver forstand var bispens domæne, også skole- og fattigvæsen var hans myndighedsområder. Landet var forarmet, dels pga. de opslidende krige mod Sverige, dels som en følge af det nye centralistiske styres stadigt øgede skattekrav. Men Kingo befandt sig øjensynlig godt ved de mange praktiske opgaver, der fulgte med hans ophøjelse; han optrådte myndigt og selvbevidst på embeds vegne, og så vidt vi kan se fra bevarede dokumenter, har han haft udprægede organisatoriske evner. Et digterisk udtryk for den episkopale omsorg er bønskriftet De Fattiges udj Odensee Hospital allerinderligste og underdanigste Suk og Søgning hos vor allernaadigste Herre og Konge; til trods for digtets ydmyge tone og rystende beskrivelse af forholdene for de ringest stillede kom der dog vistnok intet ud af henvendelsen. Det rokkede imidlertid ikke ved Kingos loyalitet over for styret; også fra Odense-årene stammer en række hyldestdigte til kongen og hans nærmeste medarbejdere. I hvor høj grad Kingo betragtedes som landets officielle poet, fremgår måske bedst af de talrige indskrifter, man bad ham affatte.

Sin salmedigtning fortsatte Kingo som biskop. I 1681 kom Thomas Kingos Aandelige Siunge-koors Anden Part efter at have været annonceret siden første parts udgivelse. Undertiden »Siælens Opvækkelse til Allehaande Andagter i Allehaande Tilfælde« angiver rammende både mangfoldigheden og det samlende formål i værket: sangene og hjertesukkene er i deres helhed en storslået udfoldelse af menneskelivets forskelligste vilkår i lyset af evangeliet. Med den række af prægtige åndelige sange, Kingo havde fremlagt i 423 Sjungekorets to dele, måtte han fremstå som datidens ubestridt største danske salmedigter, og det kan derfor ikke undre, at Christian V i 1683 pålagde ham at udarbejde en ny salmebog. Den var et led i den unge enevældes bestræbelser for at uniformere hele samfundet og da ikke mindst dets religiøse fundament, kirken; naturligvis havde man lige siden reformationen haft menighedssalmebøger i Danmark, men i slutningen af det 17. århundrede forhandledes talrige forskellige salmebøger i riget. Da de end ikke var forsynet med numre, kan man uden videre forestille sig den forvirring, der måtte kunne opstå under gudstjenesten - næppe til menighedens opbyggelse. Den situation skulle Kingo råde bod på, og allerede i 1689 kunne han lade salmerne til første del af kirkeåret trykke som Danmarks Og Norges Kirkers Forordnede Psalme-Bog. Vinter-Parten. Der ligger en imponerende arbejdsindsats bag Vinterparten: af dens 267 salmer havde Kingo forfattet de 136 og bearbejdet mange andre. Trykningen var sket på hans eget trykkeri i bispegården og på hans bekostning. Til gengæld fik han tyve års eneret på trykningen - og dermed udsigt til en smuk fortjeneste - efter den forordning, der 25/1 1690 indførte Vinterparten som autoriseret salmebog. Fuldstændig uventet tilbagekaldte kongen knap en måned senere forordningen, et hårdt slag for Kingos økonomi - og ære. Hvad der lå bag, kan ikke afgøres med sikkerhed; Kingos udbytte kan have været for stort, eller autorisationen kan være trådt i kraft med for kort varsel; hertil kom betænkeligheder ved den meget radikale fornyelse af salmetraditionen, som Vinterparten betød. En salmebog skulle imidlertid skaffes til veje, og sagen blev overladt til andre, som Kingo efter bedste evne søgte at påvirke; helt gribende er hans forbøn for salmerne om Jesu lidelse og død: »Mine Passions Sange veed Gud ligger mig meget i Huen, om de skulde forskydes« (i brev af 28/11 1696, aftrykt i Samlede Skrifter V, 1975,s.255). Og passionssalmerne kom med i den nye salmebog, Dend Forordnede Ny Kirke-Psalme-Bog fra 1699, ligesom en del andre Kingosalmer; af de i alt 297 numre er 85 af Kingo. Det er jo langt færre, end digteren selv ville have fundet passende, men dog en så stor andel, at det ikke er med urette, at bogen siden blev kendt og elsket som »Kingos Salmebog«, brugt i enkelte menigheder langt op i dette århundrede. 424 Trykningen af den officielle kirkesalmebog blev overladt Kingo, der fik 10 års eneret på dens fremstilling og salg - altså dog en oprejsning.

At hele denne salmebogssag har plaget Kingo, er hævet over tvivl; derom vidner det bitre vers, han skrev til venner i nogle eksemplarer af den usælgelige Vinterpart. Også andre ærgrelser havde han, bryderier med besværlige underordnede og slægtninge. I nogle år har vist også en utilstedelig forelskelse belastet den aldrende biskops sind. Hans kone, der som nævnt var betydelig ældre end han, døde i 1694. Allerede dagen efter hendes begravelse friede Kingo til den da trediveårige Birgitte Balslev, som skulle have afvist adskillige bejlere for hans skyld. Kærlighedsdigtet Candida er sandsynligvis henvendt til hende, og allerede i 1689 havde hun modtaget et bindebrev fra digteren, som vidner om hans beundring; originalbrevet, skrevet med Kingos smukke håndskrift, er endnu bevaret (se s. 312-314). Ægteskabet med Birgitte Balslev har efter alt at dømme været endog meget lykkeligt. Og vi må antage, at Kingo blandt venner og slægtninge har været munter og morsom; sådan møder vi ham i et privat digt som Fynske Mercurius.

Ingen har vel som Kingo indskærpet altings forgængelighed. Da han selv skulle til at dø, sagde han verden farvel med al den afklarede ro, man måtte forvente. Han døde 14/10 1703. I tiden efter blev der rejst en række sager vedr. hans embedsførelse, men hans enke fik energisk tilbagevist alle anklagerne, der øjensynlig bundede i modvilje mod den myndige og selvbevidste biskop.

2. Den lutherske lære

For en undersåt i det 17. århundredes dansk-norske rige var det en selvfølge at tilhøre den lutherske kirke. Her som i udlandet var det en statskirke, og staten så det som sin ret og pligt at holde indbyggerne til den rene lære. Vranglære opfattedes som en trussel, ikke bare mod den enkeltes lykke og salighed, men mod hele samfundets velfærd - og enhver kunne af de samtidige begivenheder uden videre se, hvad der kom ud af uenighed om den rette forståelse af religionen: krig.

425

Af en mand med Kingos karriere må man selvsagt vente rettroende lutherdom, og det er da også, hvad vi finder i hans digte. Det indebærer langtfra, at hans værker er en luthersk dogmatik på vers, men det betyder, at man for at få det fulde udbytte af hans digte må kende den verdensopfattelse, de er udsprunget af.

Efter kristen opfattelse udspiller forholdet mellem Gud og mennesket sig som et storslået drama, udfoldet i tre afgørende faser: skabelse, fald og frelse.

Ved verdens skabelse fik mennesket en helt særlig position ved sin lighed med Gud - det blev skabt i Guds billede - og Gud betroede det herredømmet over den øvrige skabning. Til menneskets ophøjede stilling hørte evnen til at vælge og dermed også muligheden for at fejle. Det første menneske, Adam, gjorde oprør mod Gud ved at være ulydig mod hans bud, ved at synde. Dertil blev Adam inspireret af Guds og menneskets indædte modstander, slangen, en af Satans mange fremtrædelsesformer, men ansvaret var helt og fuldt hans eget. Straffen blev frygtelig, som forbrydelsen var det: døden. Fra Adam nedarvedes synden til alle hans efterkommere, så at mennesket fødes syndigt. Guds kærlighed var dog så dyb, at han trods sin vrede over synden ikke slog hånden af sin skabning: han drog omsorg for, at mennesket i naturen kan finde alt, hvad det har behov for, han åbenbarede det sin vilje, og han gav det løfte om, at der engang skulle rådes bod på splittelsen mellem skaber og skabning. Til en enkelt nation, Israel, knyttede han sig særlig nært, idet han med dette udvalgte folk indgik en pagt, der forpligtede begge parter: Israel til lydighed mod Guds lov, Gud til retfærdighed over for Israel. Retfærdigheden indebar, at Gud straffede synden og belønnede den gode opførsel, dyden.

Genoprettelsen af det gode forhold mellem Gud og mennesket fik form af en forsoning af de to parter. For at Gud kunne forsones, måtte han opleve, at et menneske kunne overholde pagten fuldt ud, altså leve syndfrit, og det var alene Gud i stand til; som udtryk for sin grænseløse kærlighed lod han sig da føde som menneske. Selv var Jesus uden synd og derfor ikke forpligtet til at lide straffen for synden, døden. Men han trådte i de skyldiges sted, tog deres forbrydelse på sig og døde for dem. Var han nu forblevet død, ville intet 426 være ændret: Jesu død havde da været hans private anliggende, ikke et offer på alles vegne, og døden ville stadig have det sidste ord i menneskenes verden. Derfor er Jesu opstandelse så afgørende for en kristen verdensopfattelse: den er selve omdrejningspunktet i historien, den begivenhed, hvorefter intet er som før. Opstandelsen påskemorgen er tegnet på, at Guds retfærdige vrede over synden er forsonet, erstattet af viljen til tilgivelse. I nadveren skærtorsdag indstiftes en ny pagt mellem Gud og de troende, der indtræder i rollen som Guds folk, som Israel. Pagten har som forsoningen to parter: også mennesket må vise sig imødekommende. Dertil bevæges synderen af den størst tænkelige kærlighedsgerning: Gud døde for ham. Og bevæges skal han; det er modbydeligt at indrømme sin skyld og oprørende ikke selv at kunne gøre den god igen. Kun i troen kan mennesket modtage Guds kærlighed, og først ved troen bliver Jesu opstandelse en triumf, Guds og menneskets triumf over Satan, synd og død.

Efter Jesu opstandelse fulgte himmelfarten, hvor gudmennesket forlod denne verden; men Gud er her dog fortsat, nu - efter pinsedag - i form af Helligånden. Guds ånd hjælper synderen til at erkende sin skyld, til at bede om tilgivelse og til at kæmpe mod synden. Som en håndgribelig ramme om åndens virke fungerer kirken. Ved sin forkyndelse af Guds ord og ved sine sakramenter, dåb og nadver, skal den støtte den svage synder. Ofte falder han alligevel - syndfri er ingen. Derfor dør menneskene stadig, men døden er ikke afslutningen, den betyder kun adskillelsen af sjæl og krop. Den troendes sjæl optages i himlen, mens kroppen rådner. Ved tidens og verdens ende skal de to forenes, og i det genskabte paradis vil de salige se Gud ansigt til ansigt i en fryd, der aldrig skal ophøre.

3. Kingos livsforståelse

Kendskabet til de frelseshistoriske begivenheder er død lærdom og har intet med kristendom at gøre, hvis ikke mennesket gør sit liv til ét med dem. Og det er her, Kingo sætter ind med sin digtning. Som fortid interesserer frelseshistorien ham ikke synderligt, det er som nutid, den skal betragtes, som virkelighed her og nu, og derfor 427 lægger han gerne sine salmer i munden på et jeg, for dette jeg er i princippet enhver.

Skabelsen og forsynet

Skabelsen af det første menneske er stadig interessant, for det er også skabelsen af mig:

Udaff Verdens Jord og Ager
Jeg med Adam tagen blev!
Gud, Du est min Pottemager,
Og din Forsyn Hiulet drev! (s. 349-350).

Skabelsen er altså ikke afsluttet én gang for alle, men tværtimod en vedvarende opretholdelse af verden. Betagelsen af Guds omsorg for alt, hans forsyn, kommer igen og igen til udtryk i Kingos digte, helt enkelt udformet f.eks. i Smaa Børns Hierte-suk (s. 263 og 266), fuldt udfoldet i omfattende livsskildringer som den både storslåede og jordnære Reyse-Andagt (s. 267-272). Selv det, der for en umiddelbar betragtning synes ulykkeligt, er i grunden udslag af Guds faderkærlighed, for lykken gør ikke nødvendigvis et menneske godt, og Gud ved bedre end mennesket selv, hvad der tjener det bedst (s. 240). Reaktionen på den almægtige Guds nænsomme omsorg for netop mig burde jo være tak, lovprisning og fuldstændig tillid, og det er den da også tit, måske renest om morgenen, når den utrygge nat er overstået:

Vær glad, min Siæl, og lad din stemme klinge,
Stiig op fra Jordens Boo,
Og med din Tak og Troo
Til Himlen svinge (s. 113).

Synden og døden

Men Gud far langtfra altid den ære, der tilkommer ham; den vil mennesket gerne beholde for sig selv (s. 219), og det skyldes den fundamentale ødelæggelse af menneskenaturen, som synden er (s. 428 98). For ganske som med skabelsen forholder det sig med faldet: vi gør ligesom Adam oprør mod Gud (s. 204-205), ja, selvom vi så udmærket kender hans vilje, overtræder vi den systematisk (s. 190-193). Synden behersker menneskelivet i en grad, så at Kingo kan udbryde: »Der boer ey got i mig!« (s. 190), og det samme må alle bekende:

Ingen giøre sig de Tanker,
At hand ikke snuble kand,
Aff sit eget hiertes Anker
Skuffes mand i Syndens Vand! (s. 339).

Af synden fødes døden (s. 220) - nu som i urtiden. Forgængeligheden er et grundvilkår - og et grundtema i Kingos digtning; skal man fremdrage enkelte skildringer af livets skrøbelighed, må det blive de storslåede modstillinger af verdens ubestandighed og himlens evighed i Far, Verden, Far vel (s. 232-236) og Sorrig og Glæde (s. 250-252), der ikke uden grund er nået videre ud og dybere ind end alt andet, Kingo har skrevet. Forgængeligheden relativerer alt, hvad man kan opnå i verden, der med al sin herlighed kun kan blive »mit Vandrings Land« (s. 105), for »Mit Borgerskab er i Guds Rige« (s. 124). Her ligger grunden til Kingos afsky for verden. Men fristende er den for en »synde-giekked Daare« (s. 210), der begærer dens ganske vist kortvarige lyst. I sin svaghed lader mennesket sig forføre af »Verdens Lokke-duer« og glemmer, at bag dem skjuler Satan sig (s. 219). Kampen mellem fromhed og synd har altså kosmiske dimensioner, men opleves umiddelbart som en indre splittelse, ofte mellem sjæl og krop:

Thi Kiødet vil alt krøye
Mod Siælens Himmel-agt (s. 194).

Dualismen er dog ikke absolut, som citatet i lighed med mange andre kan give indtryk af; det skyldes dels, at også sjælen er inficeret af synd (s. 225-226), dels at kroppen også vil fa del i den himmelske salighed, om end først ved opstandelsen på dommedag (s. 140).

429

Boden

Synden er et af de dominerende temaer i Kingos salmer, og det må givetvis ses i sammenhæng med Luthers og ikke mindre de lutherske kirkers skarpe pointering af, at mennesket ikke kan gøre sig fortjent til frelsen, men alene opnår den ved Guds nåde. Det betyder imidlertid ikke, at den troende i passiv fortvivlelse skal affinde sig med sin ondskab - derimod nok, at anger og bod kommer til at indtage en central plads i det kristne liv. Selvom det i sidste instans er Gud, der vækker angeren hos en synder, kan forkyndelsen dog være en forberedelse, og fra engelsk fromhedsliv havde danske teologer på Kingos tid overtaget forståelsen for, at den kristne opvækkelse må tage udgangspunkt i den enkelte synders tilstand. Denne interesse for forskellige situationer og mennesketyper afspejles i Sjungekorets anden part, hvor alle typer stemninger synges ud og alle slags lejligheder tages alvorligt som anledninger til andagt. Pga. syndens næsten ubrydelige magt over mennesket må andagten primært få form af anger og bod. Slående er det, at Sjungekorets første part ved placeringen af de syv bodssalmer markerer boden som en daglig foreteelse; ikke mindre frapperende er for en moderne betragtning de voldsomme fysiske udslag af angeren (f.eks. s. 277). De hænger sammen med, at det er en radikal omvendelse, der ligger bag syndserkendelsen og dermed angeren:

Ryd fra mig op
Af Siæl og Krop,
Ald Synd og Skam, med Rood og Top (s. 225-226).

Beskrivelsen af synderens renselse må udformes som en bøn, fordi omvendelsen ikke står i menneskets egen magt, den er en egentlig nyskabelse (s. 221). Boden indebærer viljen til at forbedre sig, og i bestræbelsen for at holde sig på den rette vej støttes den omvendte synder af Guds ånd (s. 130).

430

Forsoningen

Den frelseshistoriske forudsætning for Guds nådige tilgivelse af synden er Jesu lidelse og død, der selvsagt spiller en central rolle i Kingos digte som helhed og er selve emnet for Vinterpartens passionssalmer (s. 321-383). I disse salmer gennemleves og gennemlyses lidelseshistorien, og i dem fornemmer man endnu tydeligere end ellers Kingos vilje til at blive samtidig med de bibelske begivenheder. Der fortælles overvejende i nutid: »JEsus siunger« (s. 321), »Op ad Korset de ham trekker« (s. 377). De bibelske personer taler i første person: »Jeg i Nat er skyldig bleven« (s. 342), »Jeg vil ham nu lade fare« (s. 367). Der rettes direkte appeller til menigheden, som synger salmerne: »Kom«, »See«, »Merk«. Og lige så selvfølgeligt tiltales de bibelske personer, så at man indimellem har indtryk af, at vi her og nu kan påvirke begivenhederne: »Styrk ham dog« (s. 325), »SOver I?« (s. 327). Denne insisterende dramatisering er ikke udvendig patos, for der står virkelig noget på spil: »Døden stormer Livsens Land« (s. 324), og også min skæbne afgøres:

JEsu, Jeg din Død begræder,
For Jeg der til Aarsag gav;
I din Død Jeg mig dog glæder,
Ja min støv udi min Grav!
Thi mit Liv er i din Død,
Og der hand dit Hierte brød,
Da din søde Naade-Kilde
Mig til Liv opbriste vilde. (s. 383).

Oplevelsen af, at Jesus døde for min skyld, fører ikke til en identifikation med ham - det hindrer syndsbevidstheden - men den skaber viljen til at tage ham som forbillede, en tanke, der afslutter flere af passionssalmerne (f.eks. s. 341). Om dem alle gælder, at de af indlevelsen i lidelseshistorien henter kraft til hverdagslivet, og dette i egentligste forstand opbyggelige sigte forklarer den detaljerede fremstilling af ydmygelsen og torturen - der er ikke tale om usmagelig udpensling af pinslerne, end mindre om pervers voldsfascination.

431

Lidelseshistorien munder ud i opstandelsen, der næppe kan beskrives prægtigere, end Kingo har gjort det i SOm dend Gyldne Sool frembryder (s. 384-386). Salmen ender i taknemmelighed for frelsen, en følelse, der træffes i mange sammenhænge hos Kingo; i forening med jubelen over Guds skabelse og forsyn giver den hans fromhed et præg af glæde, der ikke er mindre karakteristisk end den dystre skyldfølelse og dødsbevidsthed. I gudsforholdet udfoldes alle følelser - og alle lidenskabeligt.

Kald og stand

Selvom mennesket egentlig har hjemme i himlen, har det jo også et jordisk hjem, og det er vi forpligtet overfor, fordi hverdagens gøremål dybest set er betroet os af Gud selv (s. 84). Derfor kan vi også regne med hans bistand:

Hand skal i Dag mig give Kraft og styrke
Jeg i mit Kald og stand
Min Gud og Fader kand
Tilbørlig dyrke (s. 115).

»Kald og stand« er traditionelle lutherske begreber for den gudgivne samfundsorden, hvor hver har sin opgave og plads, der alle er ærefulde, fordi de rettelig realiseres som Guds tjeneste - ligesom de naturligvis også alle er udsat for fristelser. De velbjergede lokkes nemt til gerrighed og udbytning af de fattige, en synd, som man må bede Gud hjælpe sig med at overvinde:

Gierighed,
Og Armis Sved
Langt være fra mit Boo (s. 93).

Et udtryk som »Den lumpen Kiiste-Gud« (s. 146) viser, hvor strengt Kingo bedømmer pengepugeri - egentlig som afgudsdyrkelse. En tilsvarende religiøst begrundet vurdering af barmhjertigheden giver Kingo i de sidste vers af Odensee Hospital:

432

Hielp, Hielp de Arme, og betænk, hvad Hielp de faar
At det er Plaster af din Haand til Jesu Saar (s. 304).

Mens kravet om almisse altså rettes indtrængende til dem, der har noget at give af, trøstes de fattige ved forvisningen om, at Gud ikke forlader dem (f.eks. s. 380), og som en opmuntring til dem - men sandelig også som en påmindelse til de rige - fremstilles verdens forgængelighed:

Naar Døden hâr fra Vognen spendt
I Gravens Orme-stræde,
Da skal det ikke blive kiendt,
Hvo høyst hâr sidt i Sæde (s. 271).

Læren om, at man i alle livsstillinger kan tjene Gud, bestemmer vurderingen af ægteskabet. For en moderne betragtning kan det virke påklistret eller ligefrem komisk, at et næsten pjattet bryllupsdigt som Mølle-borups Velkom slutter med en velsignelse (s. 149), men der er ingen tvivl om, at det efter Kingos opfattelse er præcis den slutning, der skal til: »GUd er Lykkens Mester-mand« (s. 241) - i alle livets forhold. Derfor er også alle disse forhold værdige emner for digteren, og det er en væsentlig del af forklaringen på spændvidden i Kingos emnevalg: fra trivielle ligegyldigheder som myggestik (s. 107) over sensationelle naturfænomener som kæmpeblæresten (s. 389) til samtidshistoriske begivenheder af vidtrækkende national betydning (f.eks. s. 151-161).

Mølle-bomps Velkom giver et realistisk og ganske utilsløret billede af kvindens rolle, der, som man måtte vente, består i husligt arbejde. Mere interessant er Kingos beundring for salmedigteren Dorothea Engelbretsdatter; i æreverset til hende (s. 307-308) roses hendes stil som »meer end Qvinde-næt«, og de sløve mandfolk opfordres ligefrem til at overtage hendes kvindearbejde, »Mens hun sig priselig med Pen og Hierne giør«. Kingo er selvfølgelig ikke ligestillingsforkæmper; baggrunden for hans syn på den kvindelige digter må søges i arten af hendes værker: salmer, der som hans egne havde til formål at vække til engageret gudsforhold.

433

Kongen og fædrelandet

Selvom alle kald har Guds bevågenhed, er der dog én, der indtager en helt særlig stilling, og det er kongen. Kongen afgør rigets skæbne som ingen anden, og derfor er det rimeligt at bede specielt for ham, sådan som det gennemført sker i Sjungekorets første part. Når Kingo lader Niels Juels sejre forhøje kongens ære (s. 395-404), skyldes det også, at han opfatter kongen som indbegrebet af nationen, og derfor må den loyale Kingo gyse, når det royale mod nærmer sig overmod (s. 309). Alle samfundets stænder er direkte afhængige af kongen, som det klart fremgår af Hosianna (s. 29-36). Her i kroningsdigtet udformes Kingos religøst funderede politiske opfattelse bredest: Gud har selv indstiftet kongedømmet og i sin ordning af naturen peget på enevælden som den rette styreform. Forholdet mellem undersåtter og konge er præget af folkets tillid, ja hengivenhed (s. 156-159), og af kongens faderlige omsorg (s. 160). Af dedikationen til kongen i første part af Sjungekoret (s. 53-54) fremgår kongens særlige pligt til at beskærme kirken og dens rene lære, men i digtene ses forholdet mellem kongen og kirken så at sige fra den anden side: kongens gudsfrygt fremhæves talrige gange (bl.a. s. 160). På alle punkter er Kingos politiske opfattelse i overensstemmelse med, hvad der ansås for god luthersk lære, og at han personligt har været overbevist tilhænger af enevælden, turde bl.a. fremgå af det kongesyn, der kommer til orde også i et digt til en nær ven (s. 305-306). At ideologien ikke har gjort Kingo blind for virkeligheden, aner man dog: »Aid Herre-gunst er en Vand-voxende Svamp« (s. 237). Måske ligger der også en vis usikkerhed over for kongens gode vilje bag den besværgende tone i Odensee Hospital (s. 302-304); i hvert fald kunne der være god grund til at bede for kongen til Gud: »Bøy selv hans Hierte efter dig« (s. 126).

Bønnen for kongen knyttes umiddelbart sammen med landets tarv:

Giv, ved din Hielp og Haand, vor Konge glædis maa
At hans Land,
I Lyksom stand,
Maa lange Grendser faa (s. 93).

434

»Lyksom stand« indbefatter som hovedregel fred og frugtbarhed (f.eks. s. 64), men omtalen af de »lange Grendser« antyder, hvad der siges lige ud især i Christian dend Femte ... Hans Majestæts første og Lyksalige Ledings-Tog (s. 151-161) og i mindedigtene over Niels Juel (s. 395-413): krig kan være nødvendig for landets såvel som kongens ære og er dermed også efter Guds vilje. Kingo har efter alt at dømme delt regeringens opfattelse af, at Danmark-Norges sag uden videre er hele Nordens sag (bl.a. s. 413), og den holdning retfærdiggør jo alle angreb på Sverige; i forhold til sine samtidige er Kingo tilbageholdende med at bruge historien som politisk argument, selvom også han med stolthed kan nævne f.eks. kimbrerne (s. 34). Nationalismen går ikke så vidt, at fjenden frakendes menneskelighed eller fremragende egenskaber som tapperhed, og det glemmes aldrig, at krigens udfald står i Guds hånd (f.eks. s.160-161).

Stoltheden over fædrelandet betyder også bevidsthed om modersmålet; Kroneborgs Korte Beskrifvelse indledes med en bøn om at måtte beherske det »Patte-drukne Maal, huor i saa mange hakke« (s. 39), og i fortalen til Sjungekorets første part (s. 54) får bestræbelsen for at dyrke det danske sprog udtrykkeligt en religiøs begrundelse: »Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som andris, alligevel at dend ikke bliver ført paa Fremmede og udlændiske Vinger«.

Kirken

Som kongen er samfundets hoved, er kirken dets grundvold. Alle fra majestæten til det usleste fattiglem har krav på kirkelig betjening, som det elegant sammenfattes i underskriften på Odensee Hospital: »Christi og Kongens allerunderdanigste og de fattiges skyldige Tiener THOMAS KINGO« (s. 304). Af formuleringen kan også den gejstlige standsbevidsthed uddrages; stoltheden og ydmygheden ved tjenesten for Gud udtrykkes i mesterlig korthed på den lysestage, Kingo forærede sin gamle sognekirke (s. 162). Præstens fornemste opgaver er forkyndelsen af Guds ord og administrationen af sakramenterne. Dåben er den selvfølgelige forudsætning for den kristnes liv, idet den renser for arvesynden og 435 etablerer forholdet mellem Gud og menneske (s. 400). Nadveren er den »Siæle-mad« (s. 230), der livet igennem skaber kraft til kampen mod synd og død ved at give den troende del i Jesu forsoningsdød; nadverens centrale placering i kristenlivet afspejles i kompositionen af Sjungekorets anden part, hvor nadversalmerne står som kulminationen af første halvdel (s. 222-232). I lutherdommen er kirken og præsten dog ikke altafgørende, for enhver kristen er umiddelbart forbundet med Gud, så at han kan - og bør holde andagt i sit hjem; til sådanne hjemmeandagter er Sjungekoret skrevet. Et vidnesbyrd om, i hvor høj grad Kingo ønsker at helliggøre hverdagslivet, kan man finde i hans melodivalg: mange af salmerne er skrevet til populære visemelodier, for »jeg haver dermed vildet giort de velklingende og behagelige Melodier saa meget mere Himmelske, og dit sind ... dis mere Andægtigt« (s. 55). Formålet med hele Kingos salmedigtning kan sammenfattes i et par verslinier:

Siung og troe, saa skal du stige
Siungendes i Himmerige (s. 323).

4. Bibelen

Bibelen har spillet en så central rolle for Kingos forestillingsverden, at man næppe kan overdrive dens betydning. Med stor kraft havde Luther slået fast, at Guds åbenbaring er at finde i Bibelen, hvorimod al senere kirkelig tradition er at regne for menneskeværk. Denne lære blev bestemmende for undervisningen af børnene i de lutherske lande, ligesom det teologiske studium først og sidst var bibelstudium. Kingos bibelkundskab er da erhvervet gennem hele hans opvækst og uddannelse, ligesom hans præstegerning naturligvis har gjort bibellæsningen til en - efter alt at dømme kær - pligt for ham. Denne dybe fortrolighed med Bibelen er det nyttigt at holde sig for øje under læsningen af Kingos digte, hvad en enkelt strofe vil kunne illustrere:

436

Mit Goods og Ære, Liv og Siæl
Har været hid indtil i Guds behold,
Om Slangen stak mig i min Hæl,
Og trued mig vel tiit med Syndsens sold:
Dog har jeg ikke fundet sorg og saar,
End ikke paa mit mindste Hoved-Haar (s. 106-107).

Nøglen til forståelsen af tredje verslinie ligger i Guds forbandelse af slangen 1.Mos. 3,15: »Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen«. Fra gammel tid har den kristne kirke opfattet slangen som Satan og tolket hele verset som en profeti om kampen mellem Satan og Jesus. Udtrykket dækker altså hos Kingo Satans plage, men samtidig er der en skjult trøst i verset: Jesus har knust slangens hoved ved sin opstandelse. Den »Syndsens sold«, Satan truer med, er døden, men for at fatte billedet må man i det mindste kende Rom. 6,23 - der så skal sammenholdes med syndefaldsberetningen i l.Mos. 3. Hermed er kun de absolut nødvendige bibelhenvisninger givet; »mit mindste Hoved-Haar« i sidste vers forstås umiddelbart, men vinder dog i prægnans, hvis f.eks. Matt. 10,30 genlyder i læseren; her forsikrer Jesus sine disciple om, at de er i Guds varetægt: »på jer er selv alle hovedhår talt«. Også vendinger som »Goods og Ære« og »Liv og Siæl« er bibelske, om end ikke så afhængige af det tusindårige resonansrum som versets øvrige allusioner til den hellige skrift.

Det er uoverkommeligt at afdække samtlige bibelske referencer i Kingos digte og næppe umagen værd; afgørende er det derimod at se bibelteksten sorn det mørister, der fastlægger Kingos tolkning af principielt alle fænomener og begivenheder.

5. Barokken

Det komplicerede billedsprog, Bibelen kan give anledning til i Kingos digte, falder i tråd med den herskende litterære strømning i hans tid, som nu almindeligt går under betegnelsen barok. Hermed menes en litteratur, som stræber efter at udtrykke og fremkalde

437

voldsomme følelser ved et sprog, der præges af mange, tætte og sammensatte billeder, af kontraster, variationer, gentagelser, af personifikationer, udbrud, påkaldelser, ordspil, udsøgte og overraskende ordsammenstillinger, af sjældne og frapperende ord. Dette effektsøgende sprog er underlagt en gennemgribende vilje til enhed og orden, som er afgørende for værkets form i alle aspekter fra den samlede komposition til rytmen, fra stillejet til typografien. Alle barokkens virkemidler findes i rigt mål hos Kingo; bare nogle fa verslinier fra Christian dend Femte ... Hans Majestæts første og Lyksalige Ledings-Tog kan eksemplificere en række af de nævnte karakteristiske stiltræk:

Tilstæd dog at min fast hendøde Sang-Gudinde
Maa dette Liv i din Udødelighed finde,
At tænde Lyvs udi sit ringe Lygte-Skrog,
Og vise Verden Dit det første Ledings-Tog (s. 153).

Omtalen af digterens »Sang-Gudinde« røber, hvorfra barokken hentede elementerne til sit litterære program: den græsk-romerske oldtids digtning og lære om de sproglige virkemidler, dens retorik, stod som de forbilleder, der burde efterlignes. Barokkens ophobning af effekter er imidlertid alt andet end klassisk, og det er netop den til det forvredne grænsende svulst, der har givet retningen sit oprindelig nedsættende navn. Fra renæssancen overtog baroktidens litterater passionen for modersmålet og ambitionen om at hæve nationalsproget til ligeværdighed med de klassiske sprog. Specielt i Danmark måtte kappestriden med især latinen følges op med en hævdelse af det danske sprogs ret over for det tyske, der dominerede hoffet, dele af embedsstanden og vide kredse i byernes borgerskab. Det er baggrunden for Kingos respekt for den tyskfødte dronnings arbejde med at lære dansk, som fremhæves i tilegnelsen af Sjungekorets anden part (s. 168-169); her formuleres de berømte ord om dansk som et »Vadmels Sprog«, der foragtes af »Silke-Tunger«. Kingo selv derimod »tragter efter at legge tilbørlig Værd paa vort kiære og ældgamle Moders Sprog«. Allerede i dedikationen til kongen i første part af Sjungekoret opstiller Kingo det som sit program at forfatte flere salmer, »Saa vi og her i Danmark, 438 saavelsom de Tydske og andre Landsfolk (af hvilke vi hverken have behov at laane, eller udi Riime-kunsten det ringeste at eftergive) kunde have Psalmer og Sange ... som ikke ere taad og udlaant af deris« (s. 54). Udsagnet skal næppe forstås som en afvisning af al inspiration udefra; i det mindste er Kingo selv ubestrideligt påvirket af sin tids tyske digtere, og ligesom sine samtidige gør han brug af antikkens retorik. Derimod lader han efter datidens målestok kun sjældent skikkelser fra den antikke mytologi eller historie optræde i sine værker.

»Riime-kunsten«, som altså efter Kingos mening dyrkedes på internationalt niveau i Danmark, bestod i andet end blot at rime. Efterligningen af antikkens digtning indebar også, at man forsøgte at overtage dens krav til versrytmen. I middelalderen og renæssancen havde man kun anset de trykstærke stavelser for rytmisk relevante, mens der kunne være et vekslende antal tryksvage stavelser. Denne versbygning måtte forekomme primitiv i sammenligning med de raffinerede klassiske digte og med de latinske vers, der stadig forfattedes i den antikke tradition. Hertil kom, at reformationens ændring af gudstjenesten indebar, at menigheden selv skulle synge; det har utvivlsomt været problematisk at fa musikalsk uskolede kirkegængere til at synge i kor, og den løse rytme i versene har vanskeliggjort opgaven i urimelig grad. Der var altså flere incitamenter til en reform af digtets rytmiske opbygning, dets metrum, og efter en del eksperimenter sejrede princippet om en regelret vekslen mellem tryksvage og trykstærke stavelser. Herhjemme var Anders Arrebo (1587-1637) den første, der digtede på den nye måde; hans banebrydende værker blev forfattet allerede i 1620'erne og 1630'erne. I lighed med sine samtidige er Kingo påvirket af Arrebo, og hvor højt han har sat hans digte, fremgår ganske pudsigt af Vinterparten. Her var nemlig de gamle salmer trykt som prosa - formentlig et signal om, at Kingo anså dem for halvt barbariske - mens hans egne stod smukt med hvert vers på en linie for sig, og sådan blev også den ene optagne Arrebosalme stillet op; til det gode selskab hørte efter typografien at dømme også de digtere, der havde taget Kingos salmer som mønster for deres egne.

Den nye krævende digtning medførte naturligt nok en omvurdering af digteren. Hvor rimkunsten tidligere snarest blev opfattet 439 som et håndværk, der kunne læres, understregede barokkens teoretikere, at også medfødt talent var nødvendigt. Det er ud fra den betragtning, Kingo kalder sine digteriske evner »det Pund mig er betroed« (s. 169). Omtalen af den næsten hendøde muse (s. 153) og en række lignende ytringer (f.eks. s. 31 og 405) skal ikke tages bogstaveligt; if. den antikke retorik er netop ydmyghed velegnet til at vække publikums velvilje, og til samme tradition hører den form for selvbevidsthed, der ligger i forsikringer om, at digteren skaber et udødeligt minde over dem, han besynger (s. 151-152). Men at Kingo har været klar over sit digterværd, er der næppe grund til at betvivle; det er ikke nogen ringe selwurdering, der gemmer sig i fortalen til første part af Sjungekoret: »jeg veed forud dette mit ringe verk har befaldet endeel de Høy-Ædelste og Høylærdiste Hoveder iblant os« (s. 56).

6. Genrer

Kingos digte er hidtil blevet behandlet under ét, men de falder dog både efter deres emne og form naturligt i grupper, der bedst begribes som repræsentanter for forskellige genrer. Derimod er det næppe muligt at påvise en egentlig udvikling i forfatterskabet. Det skyldes for det første, at vi kun for en mindre del af digtene kender affattelsestidspunktet, for det andet, at der for alle de genrer, Kingo arbejdede med, gjaldt bestemte konventioner. Dem respekterede han, samtidig med at han gav dem liv ved sin intensitet og suveræne beherskelse af håndværket, og dermed formåede han at mærke dem med sit personlige præg.

Denne på én gang receptive og kreative holdning til genrekonventionerne fremtræder eksemplarisk tydeligt allerede i Chrysillis (s. 7-16). Digtet overtager hyrdedigtningens inventar af personer, situationer og miljø og er for så vidt typisk for tiden og genren. Nok så afgørende, i det mindste for en moderne vurdering af digtet, er det dog, at rammerne for den pastorale idyl sprænges ved den personlige og dybt alvorlige farvning af kærlighedsforholdet, der fremtræder mest markant i strofe 12 og 15-16. Også i Kingos andet kærlighedsdigt, Candida (s. 391-394), er den landlige idyl 440 gennemtrængt af en lidenskab, der overskrider konventionen; når digtet rummer bønner til Venus og Cupido, er det i overensstemmelse med genrens krav og selvfølgelig ikke udtryk for, at den forelskede biskop var blevet hedning.

Bag kærlighedsdigtene kan man ane en konkret anledning til affatteisen - Candida regnes almindeligt som Kingos frierdigt til Birgitte Balslev. Præget af lejlighedsdigt er dog tydeligere i andre af de verdslige digte. Karsten Atkes Afskeed fra Løve-Herridt (s. 18-28) er foranlediget af vennens bortrejse, der inspirerer til en fin naturskildring, som er karakteristisk for tiden ved sin blanding af æstetisk nydelse og bedsteborgerlig tilfredshed med det gode udbytte; de meget realistiske skildringer af flyttelæsset og Karsten Atkes slid i andres tjeneste giver også dette værk personligt liv. Digtets private karakter har Kingo understreget ved sit valg af metrum: de ganske korte vers er med til at skabe en rask og let stemning. Et lignende versemål har Mølle-borups Velkom (s. 147-149), en munter repræsentant for en ældgammel genre, bryllupsdigtet. Det er nærliggende i digte ved netop denne lejlighed at besynge ægteskabets glæder, men i modsætning til sine samtidige berører Kingo næsten kun bordets.

Tidens almindelige begejstring for vers prægede også brevskrivningen, idet man yndede rimbreve af enhver art; Kingo har bidraget til genren med bl.a. Fynske Mercurius (s. 305-306) og bindebrevet til Birgitte Balslev (s. 312-316). Særlig dyrkedes bønskriftet; Odensee Hospital (s. 302-304) hæver sig over flertallet ved sin indfølte skildring af baggrunden for henvendelsen. Tilsvarende er bitterheden i dedikationen i Vinterparten (s. 387) tydeligvis dybfølt.

De hidtil omtalte lejlighedsdigte er i det mindste primært rettet til en ganske snæver kreds, og Kingo har da heller ikke selv ladet dem trykke. Anderledes forholder det sig med værker af et mere officielt præg, der blev udgivet, gerne som etbladstryk, hvis omfanget talte for det. Én gruppe inden for disse lejlighedsdigte af offentlig interesse er mindedigtene over nyligt afdøde (s. 139-146, 413). Genren såvel som lejligheden foreskriver to emner: afdødes liv og døden som grundvilkår. Mens det første giver anledning til at beskrive de forskelligste levnedsløb, skulle man vel ikke vente, at tanken om døden kunne varieres meget, men der er en uudtømmelig 441 billedrigdom i Kingos fremstillinger af altings forgængelighed, dødens uafvendelighed og det evige livs lyst. I mindedigtet over Niels Juel (s. 395-404) fremkalder den dødes exceptionelle status en pompøs indledning, som påkalder sig speciel interesse ved at oprulle det datidige verdensbillede. Trøstebrevet til Juels enke (s. 405-407) kan næsten virke som en skitse til Samtale med Rygtet, men også det er et gennemarbejdet barokdigt. De æredigte, der regelmæssigt blev trykt foran i datidens bøger, har det træk fælles med mindedigtet, at der kræves en skildring af en historisk person, i æredigtet bogens forfatter; derudover er en anbefaling af det foreliggende værk på sin plads. Kingos digt til Dorothea Engelbretsdatter (s. 307-308) opfylder elegant forventningerne og leger tilmed drillende med kønsrollerne.

I anledning af Niels Juels død forfattede Kingo en række inskriptioner til gravmælet (s. 408-412). Indskriften er en krævende genre, men også i denne helt korte form er Kingo en mester; de talrige påskrifter fra hans hånd er indholdsmættede, prægnante, slående (s. 162, 388, 389, 415), og det samme gælder hans digte til portrætter (s. 311 og 390).

De digte, hvor Kingo for det fuldeste register kunne gennemspille barokkens pompøse effekter, er hyldestdigtene til kongen (s. 29-47, 151-161 og 309-310). Til at udtrykke begejstringen og hengivenheden for dette højeste væsen på Jorden er alle verbale midler taget i brug, og digtene er da også blevet prægtige. De far et noget forskelligt præg efter anledningen: Kroneborgs Korte Beskrifvelse er i vidt omfang versificeret topografi, hvor slottets pragt kaster glans over dets herre, mens Christian dend Femte ... Hans Majestæts første og Lyksalige Ledings-Tog har træk af krigsreportagen. For en nøgtern eftertid kan det forekomme forbløffende, at Christian V kunne fremkalde al denne medrivende patos, men forklaringen må søges i, at han for Kingo ikke primært er en person med al den syndighed og ringhed, der klæber ved ethvert menneske, nej, han er så at sige embedet, Guds stedfortræder på Jorden, og det er i den rolle, Kingo af hjertet kan hylde ham.

Så godt som alle Kingos officielle lejlighedsdigte er formet i det metrum, der ansås for passende til ophøjede emner, nemlig aleksandrineren, dvs. parrimende vers med skiftevis to- og enstavelsesrim, 442 hvor hvert vers består af seks jamber (en tryksvag + en trykstærk stavelse) med en pause efter de første tre. Når enkelte af de private digte også er aleksandrinere, kan det rimeligvis tages som udtryk for, at Kingo har ønsket at fremkalde en vis højtidelig stemning; det kan gælde Odensee Hospital og bindebrevet til Birgitte Balslev, der begge har en udpræget religiøs karakter. Fynske Mercurius er af en anden støbning, men her er det forbilledet, Anders Bordings månedlige avis Danske Mercurius, der har bestemt metret.

Den anden hovedgenre i Kingos forfatterskab er salmen. Også for den fandtes en række konventioner, som Kingo dels overtager, dels fornyer. Siden reformationstiden var der oversat og nydigtet salmer til brug ved en lang række lejligheder: morgen- og aftensalmer, bods- og bekendelsessalmer, bibelhistoriske salmer, især om Jesu lidelse, død og opstandelse, lovprisninger, betragtninger over livets store vendepunkter og daglige foreteelser, bønner og gendigtninger af de gammeltestamentlige salmer. Kingo behersker disse traditionelle genrer og overtager såvel deres emner som billeder og enkeltord, men han sprænger også deres hidtidige, overvejende teologisk bestemte former ved at omdanne dem efter barokkens æstetiske idealer. Ligefrem forførende er Kingos konsistente billedsprog, der kan oplade den konkret sansede situation med betydning, til den får svimlende - kosmiske - perspektiver. Den uudtømmelige variationsrigdom i morgen- og aftensangenes beskrivelser af principielt de samme trivielle gøremål er et charmerende udslag af digterens frodige opfindsomhed, ligesom valget af de meget forskellige versemål afspejler den suveræne mesters lyst til at stille sig stadig nye opgaver - og løse dem tilsyneladende legende let. De vekslende metriske rammer udfyldes selvfølgeligt med spændstige verslinier, der rummer et minimum af slapt fyld, og hvis prægnante formuleringer ofte indbyder til dvælen; men i selve kompositionen ligger et incitament til at gå videre for at fatte den samlende idé, som den viser sig i salmens helhed.

I modsætning til næsten al anden barokdigtning har Kingos salmer bevaret den friskhed, som er tegnet på klassikerens tidløshed. Hvor periodens litteratur for eftertiden ellers som regel har virket hul og forskruet pga. den lidenskabelighed, der nemt kan virke 443 postuleret, lykkes det i salmerne Kingo at forme et sprog, som både udtrykker de stærke følelser og gør dem troværdige ved at vise deres udspring i konkrete situationer, i genkendelige psykiske tilstande og i konfrontationen med tilværelsens grundspørgsmål. Salmernes overbevisende intensitet beror på digterens nuancerede psykologiske indsigt, vundet ved smertelig, men nøgtern selverkendelse. Den hensynsløse selvudlevering er afgjort personlig, dog uden at blive privat - dens almene karakter åbner for identifikationen med salmens jeg, og dens ærlighed betinger muligheden for en renselse. Kingos salmer bruger nok store ord, men de taler også om store ting, som det moderne menneske sjældent far lov at udtrykke og ofte ikke evner at formulere; derfor er salmerne den dag i dag anvendelige - ikke på trods af deres fremmedartede sprogdragt, men i høj grad netop på grund af deres stemningsskabende forskellighed fra dagligsproget.

7. Modtagelsen af Kingos digte

Der findes ingen egentlige anmeldelser fra Kingos tid. Vi er altså henvist til at søge andre udtryk for samtidens vurdering af hans værker.

Karakteristiske for datidens udtalelser om Kingo er æreversene i Sjungekoret (s. 58 og 171-179). De viser os Kingos stigende anseelse: et eneste i første part, seks i anden. Og de er ikke karrige med ros: Kingos salmer sammenlignes med de bibelske, de er i enhver henseende fuldkomne, og han står som digter mindst på højde med tidens førende udenlandske poeter. Det er store ord, også når man tager genrens almindelige overdrivelser i betragtning. Men ved siden af begejstringen må der have været en ret udbredt uvilje mod den høje stil i Kingos digtning; den kom til orde ved forkastelsen af Vinterparten, som det fremgår af Kingos hvasse imødegåelse: »Den Grandiloquentia, som nogle støde sig paa, er dog danske, og kand ret vel af danske Folk forstaaes, endogsaa gemeene [dvs. almindelige], der tidt haver meere Fattelse, end somme lærde tager sig vare for« (i brev af 28/1 1697, trykt i Samlede SkrifterV, 1975,s.255f).

Kingo havde ret: Sjungekoret opnåede hurtigt vældig 444 udbredelse. I hans egen levetid kom første part i seks udgaver, anden part i tre, hver af dem i flere oplag; derudover findes en række piratudgaver. I private salmebøger fra Kingos tid findes hans salmer ofte, ligesom nogle af dem kom i handelen som skillingstryk. De oversattes snart til latin, tysk, islandsk og svensk. Hvad de utrykte digte angår, viser antallet af bevarede afskrifter noget, men i betragtning af, hvad der utvivlsomt er gået tabt, tør man ikke drage for vidtgående konklusioner. Sikkert er det dog, at Chrysillis er blevet meget populær. Endelig er selve Kingos levnedsløb et utvetydigt tegn på samtidens beundring for hans digte.

8. Kingolitteraturen

I betragtning af Kingos status i den danske litteratur er det overraskende, hvor lang tid der gik, før der kom en samlet udgave af hans værker. En del af forklaringen er uden tvivl, at det i meget lang tid næsten kun var hans salmer, der interesserede, mens den verdslige digtnings »Grandiloquentia« regnedes for hul svulstighed.

Som nævnt optog den autoriserede kirkesalmebog fra 1699 mange Kingosalmer, og dens supplement, Den forordnede Huus-Andagts Psalme-Boog fra 1703, rummede hele første part af Sjungekoret. I løbet af det 18. århundrede optryktes begge dele af Sjungekoret talrige gange, men da statskirken i slutningen af århundredet blev præget af rationalismen, vurderede kirkens ledere ikke Kingos salmer højt; i den officielle Evangelisk-kristelig Psalmebog fra 1798 findes kun 18 numre af Kingo, og de er kraftigt bearbejdet. Imidlertid var der til stadighed brede kredse, som værdsatte Kingo, og med vækkelsesbevægelserne i det 19. århundrede blev værdien af hans salmer igen indlysende; Grundtvig satte ham meget højt, og i forrige århundredes salmebøger er antallet af Kingosalmer stigende. Den danske salmebog, der siden 1988 har været autoriseret til brug i folkekirken, har 92 titler med Kingo som forfatter; det tal overgås kun af Brorson (når hans mange oversættelser fra tysk medregnes) og af Grundtvig.

Men salmebøger er ikke digtsamlinger, der skal præsentere landets store forfattere; de er praktiske hjælpemidler i menighedernes 445 liv, og derfor er de ikke forpligtet over for digternes originalværker. De optagne salmer tilpasses de aktuelle behov, og for Kingos vedkommende har det betydet forkortelser, opsplitninger af enkeltsalmer på flere numre, udskiftninger af uforståelige eller misforståelige ord og en generel afslibning af udtryk, der af æstetiske eller teologiske grunde er faldet de vekslende salmebogskommissioner for brystet.

Forrige århundredes interesse for Kingo betød også særskilte udgaver af hans salmer, men først efter århundredskiftet begyndte arbejdet med at fa de verdslige digte udgivet. De af dem, Kingo ikke selv bragte til trykken, er bevaret i håndskrevne digtsamlinger, hvor forfatterangivelsen tit mangler og ofte er usikker, hvor den findes; man kan altså ikke med sikkerhed afgrænse Kingos (bevarede) produktion. Opgaven med at tilvejebringe en forsvarlig Kingoudgave viste sig at være krævende: Samlede Skrifter udkom i 7 bind over en meget lang årrække, 1939-1975. Bag udgaven ligger et stort arbejde med at afgøre omfanget af Kingos digtning, finde den autentiske tekstform, belyse teksternes såvel biografiske som litteratur- og kirkehistoriske baggrund og kommentere dem.

Kingoforskningen koncentrerede sig i første række om biografien, der i hovedtrækkene blev fremlagt af A.C.L. Heiberg i 1852 og Richard Petersen i 1887. De udnyttede begge dels Kingos egne værker, der ret håndfast tolkedes som vidnesbyrd om hans liv, dels den ældste udførlige skildring af hans levned; den er en del af ligtalen, som biskop Deichmann holdt ved begravelsen. De talrige specialundersøgelser vedr. Kingos liv har især koncentreret sig om forholdet til Jacob Worm, om den personlige baggrund for værkerne, om bispegerningen og om Vinterpartens skæbne. Også værkerne har stået i centrum for en lang række undersøgelser; man har arbejdet med de bibelske og kirkehistoriske forudsætninger for værkerne, med påvisninger af deres mulige kilder, med genre- og stilhistoriske karakteristikker, med digtenes samfundsmæssige baggrund og funktion, med deres eksistenstolkning, med de psykologiske mønstre, der skjuler sig i teksterne, og med deres vidnesbyrd om musikhistorien.

446

9. Tekstformen

Teksterne optrykkes i dette udvalg efter Samlede Skrifter. Herfra er følgende tekstrettelser overtaget:

137,17:

aftiene > at aftiene

145,28:

dig > dit

157,170:

Arf-bidt' > An-bidt'

303,57:

ind > end

392,6,1:

j qvidderhaabs > den qvidderhaab

Spatiering er gennemført erstattet med kursiv, og enkelte indlysende fejl i opsætningen er stiltiende rettet. Førstelinieregistrene til Sjungekoret er indarbejdet i denne udgaves register, s. 575-578; andenpartens trykfejlsliste er udeladt, da den kun indeholder rettelser af trykfejl, og indholdsoversigten, der i originaludgaven findes umiddelbart efter æredigtene, er her placeret efter salmerne. I øvrigt er ændringerne i forhold til Samlede Skrifter meget få (de med * betegnede rettelser er i overensstemmelse med tekstgrundlaget for Samlede Skrifter):

21,141

dersom > der som

27,357

Enkemand > Enke man

141,20

Ansigt > Angist

*147,7:

Hour > Huor

*156,121:

[af] > ad

*162,6:

EEN > DEN

302,9:

det > dem

*302,12:

ad > i

305,11:

Kanebaad > Kane baad

306,36:

bistandig > bestandig

*405,8:

dig > dit

*412,7,6:

hand > hans

De tekstkritiske forhold er fremstillet i Samlede Skrifter, dels i kommentarbindene, dels i variantapparatet til de enkelte tekster. Aandelige Siunge-Koors Første Part er det eneste Kingoværk, hvor vi kan 447 iagttage digterens fortsatte arbejde med teksten; den eneste betydningsfulde ændring, han foretog, er tilføjelsen af tre morgen- og tre aftensuk i andenudgaven fra 1677, og i fjerde udgave (1684) fulgte han denne nyskabelse op ved at bringe et morgen- og et aftensuk til hver dag. Nærværende udvalg gengiver teksten fra førsteudgaven og går derved glip af de senere tilkomne digte.

10. Litteraturliste

Som nævnt er litteraturen om Kingo meget omfattende; her skal kun større, grundlæggende afhandlinger nævnes, mens der i øvrigt må henvises til

Svend Esbech: Thomas Kingo. En bibliografi, 1988. En grundig og omfattende litteraturfortegnelse.

Udgaver:

Thomas Kingo. Samlede Skrifter, udgivet af Hans Brix, Paul Diderichsen og F. J. Billeskov Jansen, I-VII, 1939-75, genoptrykt 1975. Standardudgaven af Kingos værker med grundige kommentarer, foruden af udgiverne udarbejdet af Kaj Bom, Erik Reitzel-Nielsen, Erik Sønderholm, Lone Fatum, Albert Fabritius og Nils Schiørring.

Thomas Kingos Graduale, ved Erik Norman Svendsen og Henrik Glahn, 1967. Faksimileudgave af den med noder forsynede salmebog i folioformat, som især var beregnet til brug i kirkerne; originaludgaven er fra 1699.

Biografier:

A.C.L. Heiberg: Thomas Kingo, Biskop i Fyen, 1852. Udførlig levnedsskildring, der især lægger vægt på bispegerningen.

Richard Petersen: Thomas Kingo og hans Samtid, 1887. Omfattende biografi, der søger at beskrive hele Kingos liv grundigt.

Værkanalyser:

J. Oskar Andersen: Dansk Syn paa Fromhed og »Gudfrygtigheds Øvelse« i ældre luthersk Tid, indledning til Thomas Kingos 448 Aandelige Siunge-Koor, 1931. En omfattende og grundig redegørelse for den kirkehistoriske baggrund for Sjungekoret, der følges op af en biografisk orienteret tolkning af værket. Tolkningen finder en afgørende forskel på livssynet i første og anden part, hvilket kun er muligt, fordi bodssalmerne i førstedelen lades ude af betragtning, og fordi de forskellige salmegenrer ikke tillægges betydning for indholdet.

Martin Wittenberg: Thomas Kingos historisch-topographische Dichtung, Bonn 1972. Grundige analyser af en række af de længere verdslige digte, der også belyser deres kulturhistoriske baggrund.

Dag Finn Simonsen: Diktet og magten, Oslo 1984. En udførlig analyse af digtet Samsøes Korte Beskrivelse med diskussion af barokbegrebet og redegørelse for den historiske, sociale og politiske baggrund for digtet.

Aandelige Siunge-Koor, 1931. En omfattende og grundig redegørelse for den kirkehistoriske baggrund for Sjungekoret, der følges op af en biografisk orienteret tolkning af værket. Tolkningen finder en afgørende forskel på livssynet i første og anden part, hvilket kun er muligt, fordi bodssalmerne i førstedelen lades ude af betragtning, og fordi de forskellige salmegenrer ikke tillægges betydning for indholdet.

Martin Wittenberg: Thomas Kingos historisch-topographische Dichtung, Bonn 1972. Grundige analyser af en række af de længere verdslige digte, der også belyser deres kulturhistoriske baggrund.

Dag Finn Simonsen: Diktet og magten, Oslo 1984. En udførlig analyse af digtet Samsøes Korte Beskrivelse med diskussion af barokbegrebet og redegørelse for den historiske, sociale og politiske baggrund for digtet.

449

Noter

Ved arbejdet med noterne har Samlede Skrifter, hvortil der herefter henvises ved SS, været til stor hjælp. Da dette udvalg imidlertid har et andet sigte end SS, har det været nødvendigt at kommentere teksterne ud fra andre principper, og her har den seddelsamling til en Kingo-ordbog, der blev udarbejdet af Kaj Bom i forbindelse med SS, og som nu findes på Gammeldansk Ordbog, været uundværlig; desværre er alene bogstav a redigeret.

Bibelhenvisninger er kun meddelt i det omfang, der er skønnet nødvendigt for forståelsen af teksterne; henvisningerne angiver de moderne oversættelsers kapitel og vers, men bygger, som det er uomgængeligt, på formuleringerne i Kingotidens bibeloversættelser, der undertiden afviger markant fra den nugældende.

For at gøre noderne umiddelbart anvendelige gengives melodierne i Nils Schiørrings udsættelser fra SS VII; noderne er her i modsætning til de gamle tryk forsynet med tekst, i hvert tilfælde fra den kendteste af Kingos salmer til melodien. Noderne til salmerne trykkes samlet midt i bogen af hensyn til deres brugsværdi. Hvis melodierne findes i den nugældende koralbog, Den danske Koralbog v. Jens Peter Larsen og Mogens Woldike, 1954 (forkortet DDK), oplyses deres nummer heri.

Som en hjælp til læsningen skal her fremhæves nogle af de sproglige træk, der adskiller det 17. århundredes dansk fra nudansk:

1. Ordføjning.

- Enkelte vendinger kræver ikke noget grundled, f.eks. »mig siuntis«: jeg syntes.

- Henførende stedord kan undværes, også hvor det er grundled i bisætningen, således »Alt det Chrysillis hører til«: alt det, som hører Chrysillis til.

- Ubestemt form bruges ofte, hvor moderne dansk har bestemt, bl.a. »høye Himmerige«.

2. Orddannelse.

- Endelsen -elig svarer til moderne -ig, således »bestandelig«: bestandig.

- Biord kan ende på -en, hvor nudansk har -t eller ingen endelse, f.eks. »runden«: rundt og »straxen«: straks.

450

3. Bøjning.

A. Navneord:

- Ejefald bestemt form ender hos Kingo ofte på -sens som »livsens«.

- Navnet hedder »Jesus« i nævnefald, »Jesu« i tiltale og i ejefald, ellers »Jesum«.

- En del ord har forskelligt køn hos Kingo og i moderne dansk, f.eks. »en syn« og »sit Hierte-rood«.

B. Tillægsord:

- Tillægsord er tit ubøjede hos Kingo, således »sin kierlig Arm«.

- Tillægsord med endelsen -en kan svare til moderne dansk den + tillægsord, f.eks. »grønnen Lund«.

C. Udsagnsord:

- Ønskemåde, der ender på -e, bruges hyppigere end i dag, bl.a. »Ald min Inder-deel sig røre«.

- Udsagnsordene kan bøjes i tal; nutids flertal ender på -e, f.eks. »hans Kinder falme«; bydemåde flertal har endelsen -er, således »Græder, alle Øyne«.

- Anden person ental kan have endelsen -st, f.eks. »kandst«, eller -t, bl.a. »vilt«.

- Nutid af udsagnsord, der i bydemåde ender på -r, kan være enstavet som »bær«: bærer.

- Bydemåde ender ofte på -e, således »velsigne«: velsign.

- Mange udsagnsord, der i moderne dansk danner datid på -ede, har hos Kingo en kortere form, nemlig på -de (bl.a. »strøde«), på -te (f.eks. »hente«: hentede), på -ed (således »fanged«: fangede) eller på -et (som »blusset«: blussede).

4. Stavemåder.

A. Selvlyd:

- Dobbeltskrivning og -e efter selvlyd betegner længde, f.eks. »Troo«, »vaar«: var, »døe«; dog svarer aa til moderne å el. (sjældnere) o som i »faa« og »Kaars«.

- Der skelnes ikke konsekvent mellem i og j (jf. »Siæl« og »Tjme«) el. mellem u og v (f.eks. »Huile« og »GVd«).

- I nogle tilfælde betegnes en selvlyd forskelligt hos Kingo og i dag; idet den gamle skrivemåde står før kolon, den moderne efter, skal de her opregnes i alfabetisk orden med eksempler: e:æ (»sek«) - i:e (»deris«) - iu:y (»lius«) - o:u el. å (»konstig«, »motte«) - y:ø (»ynske) - yv:y (»gyvs) - æ:e (»ævig«).

451

B. Medlyd:

- Enkeltskrevet medlyd kan svare til dobbeltskrevet og omvendt (f.eks. »blotede«: blottede og »krafftig«).

- Efter medlyd kan der findes et -d, som moderne dansk ikke har (således »kand«), ligesom det omvendte forekommer (bl.a. »fait«).

- Efter g og k står ofte et nu forsvundet i (som i »giør« og »kiende«).

- I øvrigt må følgende afvigelser opregnes alfabetisk: c(k):g el. k (»oc«, »hvilcken«) - d:(d)t (»klemd«, »Krud«) - f(f) el. fv:v (»gaf«, »Arff«, »prøfve«)

- k:g (»Frykt«) - q:k (»Qvinder«) - ß:s (»Bluß«) - t:d (»Holt«) - y:j (»høye«).

C. Andet:

- Med stort begyndelsesbogstav skrives dels første ord i en verslinie, dels de vigtige ord.

- I to ord, evt. forbundet ved bindestreg, skrives ofte forbindelser, der i dag opfattes som ét ord, således »Guds Frygt« og »Krigs-Mand«. Også udsagnsord, som nu er sammensatte, kan optræde som to selvstændige ord, bl.a. »giv til«: tilgiv.

- Antallet af stavelser kan afvige fra de moderne former, f.eks. »Skaale«: skål og »taar«: tåre.

Portræt af Thomas Kingo

I rammen omkring portrættet står i oversættelse (efter SS VI, s. 451): Thomas Kingo, Doktor i den højhellige Teologi, Fyns Biskop. - Under portrættet er følgende tekst trykt (i oversættelse efter SS VI, s. 451): Dette er Billedet af vor Bisp, under hvem som Forsvarer Gejstligheden vokser op og nyder Beskyttelse under Himlen i Nord; Forstand, Lærdom, Trofasthed, Veltalenhed, Kærlighed, Dømmekraft, Alvor, Kærlighed til Troen, det meste er skjult paa det stukne Kobber; glæd Eder, Fynboer, saa meget rummer Skyggebilledet af Kingos Lys. G. Castanæus, præst ved kirkerne i Ore og Brenderup på Fyn og provst for Vends herred. G. Valck graverede (billedet). - G. Castanæus: Jørgen Karstens, 1660-1717, gift med Kingos steddatter Mette Worm. Han var kun i perioden 1685-1688 præst i Ore og Brenderup. - G. Valck: holl. kobberstikker og maler, død 1726.

452

Chrysillis

Trykt efter SS I, s.79-94, der hovedsagelig bygger på håndskriftet Rostgaard 2° 152 i Det kongelige Bibliotek.

Chrysillis: yndet kvindenavn i hyrdedigtningen, således i Søren Terkelsen: Astree Siunge-Choer III, 1654, vise 8. If. traditionen er digtet rettet til Sille Balkenborg. Hun var datter af en no. præst og blev ca. 1661 gift med den langt ældre sognepræst i Kirke Helsinge Peder Worm, der i 1661 fik Kingo som kapellan. Worm døde i 1668, og så snart sørgeåret var forbi, giftede Kingo sig med Sille; hun døde allerede 1670.

1.2

een': eneste. - 1.3 Hus: lys. - lychens: skæbnens. - 1.4 hid: herhen. - huld: trofast. - 1.11 og: også. - 1.12 maa: kan. - 1.15 loch: (hår)lok (om solens stråler).- 1.17 Chrysillis: tiltale. - 1.18 Giort (...) bar: åbenbaret.

2.9

hald: klippe. - 2.12 Neder: nede. - fæde: frugtbare; fede. -2.13 randt: stod. - 2.15 vachte: vækkede. - 2.17 Hente: hentede. - 2.18 kam: kom.

3.1

dig til lyst: for din fornøjelse. - 3.2 plat: flad. - 3.3 glat: klar. - 3.6 strand: hav. - 3.8 Ret: lige. - hoß: ved. - 3.9 Kaste: kastede. - laad: lod. - traad: tov. - 3.14 fischer Kom: fiskekumme (om havet). - 3.15 sprat: sprællede. - 3.19 i samme paß: på samme måde. - 3.20 flugtig: skrøbeligt.

4.1

af: fra. - Karm: vogn. - 4.6 Skiød: flyttede. - 4.7 Flora: den rom. gudinde for planternes blomstring. - 4.9 løfve sal: løvsal. - 4.11 Strøde: har Flora som grundled. - 4.12 pral: ære; pynt. - 4.13 bøygte: bøjede.

5.5

Gaar: har hiort og hind som grundled. - 5.7-10 Du ... sprat: du så da med glæde, at haren sad sammenkrøben, og hvordan den sprællede. - 5.12 traed: trin.

5.15

postiv: positiv, lille orgel. - 5.16 Legt': spillede. - Lif: krop. -5.19 holt: udførte.- 5.20 alt: altstemmen.

6.3

studiet: broderet.- 6.4 sagt: stille. - 6.5 svalen: køligheden. - 6.15 dugen: duggen. - 6.17 Philax: gr.: vagt. - 6.18 Opvartet: holdt vagt. - 6.19 forsiunet: fodret. - 6.20 dref: drev bort.

7.1

Dig (...) paa: på dig. - 7.2 aasiun: udseende. - 7.3 blottet: viste. - 7.5 flor: blomstring.

7.8

brøst: mangel. - 7.9 lychsomhed: lykke. - 7.12 stadig: varige. - sted: opholdssted. - beed: græsgang. - 7.13 Mens: men. - 7.14-15 Paa ... giør: står Chrysillis på lykkens vinger og hejser sejlet; siden antikken fremstilles lykkens gudinde ofte med vinger. - 7.18 Lagde ... ind: sluttede venskab.

453

8.1

Der: da. - 8.6 held: yndest. - 8.8 schich: skik, charmerende væsen. - 8.9 undergang: ende. - 8.12 svang: gang. - 8.14 løn: hemmelighed. - 8.15 Som: knyttet til hyrde Søn. - føysom: føjelig. - 8.17 Coridon: yndet mandsnavn i hyrdedigtningen, f.eks. i Søren Terkelsen: Astree Siunge-Choer II, 1653, vise 19 og III, 1654, vise l, hvor en uelsket ægtemand benævnes sådan. - 8.18 Op løfft: opløftet.

9.2

brød: brød frem; En dag er grundled. - 9.4 Myrtillo: kendt mandsnavn i hyrdedigtningen, bl.a. i Søren Terkelsen: Astree Siunge-Choer III, 1654, vise l, hvor en gift kones elsker kaldes Myrtillo. - 9.6 malet: broget. - 9.11 Skiød (...) ind: indgav. - 9.12 gifve macht: erkende. - 9.13 Kalt: koldt. -9.14 Maalet: mælet, - fait: svigtede. - 9.15 Skamrød: rødt af generthed. - 9.19 hist: dér. - ey: åh.

10.1

blef: blev af. - 10.2 hen: bort. - 10.3 igien: tilbage. -10.4 schref: har mit hierte som grundled. - 10.12 Brøst forborgit: skjult i brystet.

10.16

art: væsen. - 10.17 Sinde glaß: om øjet som sjælens spejl.

11.2

bestack: ramte.- 11.3 Dvale drich: sovemiddel.- 11.4 At: så at. - naggit: kradsende. - 11.7 Slum: slummer. - 11.8 dum: sløv. - 11.12 Mul: mulm. - 11.14 bespeilet: spejlende. -11.17 mig: jeg. - 11.19 loed: overlod.

12.4

Endog at: selvom.

12.7

tvang: knugende pres.- 12.13 Dulte: skjulte.

13.6

glat: strålende. - 13.9 Af: fra. - 13.12 Viger: viger for. -13.13 Saa: sådan. - 13.16 gich: forsvandt. - vee: smerte. -13.17 ansaae: så på. - 13.18 om hiertet laae: rørte dit hjerte. -13.20 untevel: elskede.

14.2

Forgnistret: gnistrende. - 14.4 Forblottede: værgeløse. - 14.5 avinds: fjendskabs. - 14.8 stoed: stod stille. - 14.9 slet: helt. - 14.14 Blif: forbliv.- 14.15 flux: stærkt; straks.

15.1

Trotz: til trods. - bie: vente. - 15.2 stemte: bestemte. -15.4 raadis: bestemmes. - 15.8 anseer: holder øje med. -15.9 Seyer verch: ur. - 15.11 leed: måde. - 15.12 Tarves: nyttes. - pas: passende mål; passage; rejsetilladelse.

15.16

raad: udvej. - 15.17 Stref: stræb, kæmp. - verden: tiltale.

16.1

det: det, som. - 16.6 Op slicher: fortærer. - 16.11 haar: hård. - 16.12 brøste: briste. - 16.14 Siung: besyng. - 16.16 Morschab fuld: munter.

Melodien stammer fra en hyrdevise og er trykt i Gabriel Voigtländer: Allerhand Oden vnnd Lieder, Sorø 1642. Den gengives her efter SS VII, s.56.

454

Hr Karsten Hansens Atkes Afskeed fra Løve-Herridt

Trykt efter SS I, s. 49-62, der gengiver teksten i Joachim Wielandt: Samling udaf smukke og udvalde Danske Vers og Miscellanea IV, 1726, s. 17-28; digtet er ikke bevaret i afskrifter fra Kingos tid.

Karsten Hansen(s) Atke(s): død 1692, ridefoged og forpagter på Sæbygård, som han forlod 1. maj 1669 efter uoverensstemmelser med Sæbygårds ejer; han var Kingos ven. - Afskeed: vidnesbyrd ved afrejse. - Løve-Herridt: administrativ enhed i Vestsjælland omkring Høng.

1

goede Nat: farvel.

3

Hvo: hvem.

7

fare: drage.

9

ret: i orden.

11

vogne-dret: vogn.

12

Ihvad: hvad end.

13

Sengested: seng. - Kistebenk: slagbænk.

14

Færritz Hauen: rejsevognens sidefjæl.

15

klæde-lenk: stort stykke stof.

16

saa: sådan. - buger: svulmer, bugner.

17

torde: skulle.

18

i volde: i min magt.

22

gielde: være rettet.

23

flytnings-mend: rejsende.

24

helde: står skævt.

26

Kastens: Karstens. - trende: tre. - ruder: romber, slægten Atkes bomærke.

27

Helvig(s): Karsten Atkes kone, død 1674.

28

ulmerdug(es): olmerdug, tætvævet bomuld, brugt til pude- og dynevår.

30

I: tiltale til én. - henvende: rette.

31

hu: tanke.

32

Ferßel: færden.

34

Men: siden.

35

lystig: dejlige. - ort: sted.

36

at: for at. - drive: tilbringe.

39

paa ... støt: blevet krænket; milten mentes at være sæde for humøret.

40

maa: ville.

41

Her: hr. - Rentemester: Henrik Muller, 1609-1692, Sæbygårds ejer og desuden amtmand over Sæbygård amt.

455

43

svar: svarer.

44

udslettet: faldet i unåde.

46

stinker: vækker afsky.

47

Bartholin: Henrik Mullers svigersøn, Gaspar Bartholin, 1618-1670. - fromme: retskafne; gode; fromme.

48

Finker: To af Henrik Mullers døtre var gift Fincke; fuglenav net finke er fra gammel tid brugt nedsættende om menne sker.

50

sønner: amtmand Henrik Muller, 1635-1717, og amtmand Christian Muller, 1638-1720.

52

skønner: mærker. 55 tienist: gavn.

56

figte: kæmpe.

57

aarsag: årsag til.

61

Læn: amt; som amtmandens ridefoged forestod Karsten Atke den daglige forvaltning af amtet.

62

made: styre.

64

vey: vis.

67

i hvor: hvor end.

68

ombære: undvære.

77

Mig tykkes: jeg synes.

78

Espen snare: sjællandsk stormand, ca. 1127-1204, som if. sagnet lod Sæbygård bygge.

80

bygge: bebygge. - bevare: sikre.

81

tilforne: tidligere.

82

just: præcist.

83

forseet: forsynet.

84

slig: sådan. - lyst: dejlighed. - omrundet: omgivet.

88

Sindall: silke.

89

pral: pragt.

90

nedrig: lavtliggende.

93

se ... oppaa: nyde synet af.

94

Diure-: dyre-.

96

betakket: takkede.

97

brikke: tallerken; (rund) brik.

98

føyte: strejfer.

100

Rævisen: hunræven.

102

hierte-kippet: med bævende hjerte.

104

snare: hurtige.

107

løve-sal: løvsal.

111

grøder: lader gro.

112

krydderige: urterige.

115

desmer: vellugt.

456

116

stange: stængler.

118

Som: hvor. - hand: skoven. - sig bierge-bukker: skråner ned ad bakke.

119

Eenemerke(d): afgrænset landområde i særeje.

120

diure Hauge(n): indhegnet skov med vildt.

121

ret: lige. - midder: midterste. - held: skråning.

123

Forinden: inden for. - konstig: sindrig; kunstig. - veld: kilde.

125

sandig: sandede.

126

støder: støtter.

127

grundig: tilgrundliggende.

132

svæbe: svæve.

133

mit: midt. - hans: Tissøs.

135

søe: den såk. Bliden.

136

snart: næsten. - trinder: trind, rund.

140

fatte: rumme.

142

setter: gyder. - leege: rogn.

143

144 ad (...) hvege: bevæger sig til.

147

første kast: ved første kast.

152

tør: behøver.

153

Enddog: selvom. - spiser: bespiser.

154

Smaae søer: De søer, der omtales i det følgende, er nu alle tørlagt.

156

bære: modtager.

159

Park: dam.

160

og: også. - rundhed: gavmildhed.

163

lyng: stime.

164

tørre-: tørve-.

165

tør: kan.

166

henføre: bringe bort.

168

artig: snildt. - snøre: fange med snøre; spærre. hand: Tissø.

171

verfvis: hverves.

173

kiende paa: man mærke.

174

Talle-rullen: fortegnelsen over antallet.

176

hades: efterstræbes.

181

Dravandt: drabant, livvagt.

186

flire: lille tynde brasen. - løge: karpe.

187

opholde: skaffe føden til.

189

Krone-braßen: brasen, som er den fornemste.

191

gylden kredts: formentlig om lysets spil i skællene.

193

undret paa: undret mig over.

196

Herr... ganget: bistået, underkastet sig hr. Muller.

197

skik: udseende.

457

200

brende: brændemærke; Mullers våben var et halvt møllehjul.

203

forborgenhed: hemmelighed.

204

forset: forsæt.

206

livsom: oplivende; livlig.

211

endelangs: fra ende til anden.

212

ypper: fremkalder; viser.

214

bemenger: blander.

215

bliant: kostbart blankt stof.

218

forlystning: glæde.

219

Apelles: antikkens berømteste maler, der levede i 300-tallet f.Kr. og var Aleksander den Stores hofmaler.

220

Carl van Mander: ca. 1609-1670, Danmarks kendteste maler i samtiden, født i Holland, men siden 1623 bosat i Danmark, knyttet til det da. hof.

221

lærde: kyndige.

223

For: for at. - skaterings: schatterings, farvetones. 225 hand: Tissø. - velt: søle; bølgegang.

226

aae: Halleby å, hvorigennem Tissø har afløb til Storebælt.

227

modig: stolte.

228

flebbe: munding.

229

Grendtze-mand: Tissø danner grænse mellem Løve herred i syd og Ars herred i nord.

231

Atsherritz: Ars herreds. - Aggre: ager.

233

I: Karsten Atke. - Synder: syd.

234

Sæbye side: Sæbykanten; kysten ved Sæby.

235

ad: til

236

skride: skyde frem af svøbet.

238

zirer: pryder.

242

leylighed: forhold.

243

til hænde gaa: står til tjeneste.

244

eder ... bryster: I mangler intet.

245

hvor: hvordan.

246

qvitere: forlade.

250

Hos mig: ved mig selv.

251

hen: bort.

252

føye: god grund til. 255 kied: ked af.

256

overile: overbebyrde.

262

dreng: tjenestekarl; dreng.

263

lykken: skæbnen; lykken. - vorder: bliver.

270

omtrekke: løbe omkring.

274

enstig trøje: trøje alene.

275

sluder: regner med slud.

458

278

svollen: ophovnede. - hænder: grundled for maa (...) varme.

279

banke: må han banke.

280

frøsne: frosne.

282

til takke tage: finde sig i.

286

sin ... bider: nl. af sult.

287

den gamle mand: sig selv som gammel mand.

289

roe: glæde.

291

modig: mødig, trist. - stig: trin. - fied: skridt.

292

ville: vilje.

294

fange: fa.

296

lange: strække sig.

300

Hvad: hvilke.

302

skiøde: skød.

304

adspurdt: erhvervet. - møde: møje, besvær.

308

tornens: tjørnens. - stinde: stive.

309

Med: til fordel for.

313

vel er den: godt står det til for den som.

314

føye: forholde.

315

nest: foruden.

316

317 vaaget... kald: vågent øje med sit kald som.

318

At: så at.

319

Hand ... tilfreds: uden at han ville være tilfreds med at.

321

skikke: opføre.

323

under øyne gaa: møde uden frygt.

324

bladet... vende: der indtræder en forandring.

325

anstalt: foranstaltning, forberedelse.

328

staaderen: tiggeren.

329

mood: sind.

330

kaas: vej.

331

enstig: enkelt, enlig. - skiøtter: tager sig nær.

332

hand: hunden. - bielde: gø.

334

haltet: vaklet.

336

hvis: hvad.

339

henbær: bærer bort herfra.

340

Af: fra.

341

Præsterne ...: Det påhvilede præsterne at udforme et skuds mål eller pas til tjenestefolk, der lovligt forlod deres plads.

343

gaa i val: vælge (tøvende).

354

forhvervet: erhvervet. 335 tarf: tarv, nytte.

356

fordervet: skadet.

359

arme: fattige.

365

hvis at: det som.

459

370

giøre: skal de gøre.

372

Torsdag: tingdag i Løve herred.

374

Tingsvinde: tingsvidne, juridisk gyldig erklæring, afgivet på tinget.

375

i hvo: hvem end.

376

ind: for sig selv.

Hosianna

Trykt efter SS II, s. 1-9, der gengiver originaltrykket. Digtet er formentlig skrevet, før salvingen fandt sted, idet Kingo ikke har været klar over, at ceremonien var ændret i forhold til tidligere kroninger; i bevarede prøvetryk er endvidere pladsen til datoen på titelbladet tom.

Hosianna: hebr.: frels nu, jf. Sal. 118,25; brugt som hyldestråb til Jesus, da han drog ind i Jerusalem som den af Gud sendte konge, jf. Matt. 21,9. - Ene-Volds: enevældige. - Der: da. - høy-vægtige: meget vigtige. - Seyersaligen: sejrrigt, - fremføre: udføre. - omsider: til sidst. - henføre: overføre. - aff Gud selv indførde: jf. I.Sam. 9,16-10,24. - Himmelbudne: af himlen påbudte. - Salve: overgyde med olie og derved indvie til kongeværdigheden. - Signe: velsigne. - lader: lad. - Jørgen Lamprecht: bogtrykker i København 1644-1672.

l

DAg op: bryd frem (som solen). - ald Nordens: Foruden Danmark-Norge ønskede den da. krone at hævde sit herredømme over i det mindste de tidligere da.-no. dele af Sverige. - Held: yndest; fremgang.

3

langsom: langvarig.

4

TVILLING-RIGER: Danmark og Norge. - blive ved: bestå.

5

Østen-Skandse: om østhimlen.

6

Purpur-Kaaben: symbol på kongeværdigheden; solen er dagens konge, jf. Sal. 136,8; allerede i samtiden omtaltes den fr. konge Ludvig XIV som solkongen. - svandse: dreje sig.

7

leg: læg.

8

At: så at. - yndelig: venligt; yndefuldt. - beteer: viser.

9

aff alle dine Kanter: fra alle verdenshjørner.

10

haf et Øye paa: betragt opmærksomt; overvåg. - Throne-Planter: om kongeparret.

11

stadig: varig.

12

sprude ... frem: sætte nye grene.

13

14 Deel (...) Med mig: tildel mig.

13

og: også. - lyksom: lykkebringende.

15

Tilegne: tillægge. - reet: virkelig. - Skik: skikkelse, form.

460

16

NORDENS ARVE-SØN: Christian V var den første da. konge, der opnåede kongeværdigheden udelukkende ved arv og ikke ved valg. - egen Krone: Til kroningen, den første under enevælden, var der fremstillet nye kronjuveler, nu på Rosenborg.

17

finder: føler. - Feyl: ufuldkommenhed. - blive: blive ved.

18

Solens skive: solur; knyttet til peged paa.

20

hvor: hvordan.

21

forsagt: modløs. - Sang-Gud-inde: muse, om inspirationen.

22

torde: skulle.

23

haanes: far skam. - brendt: forbrændt.

27

Folke-Boe: menneskebolig. - DAN: den da. sagnkonge, der regnes for folkets stamfader og rigets grundlægger, som det blev opkaldt efter.

28

Sad op: satte sig op. - tog sig (...) an: overtog.

30

langt: for længst. - Spiir: scepter. - braske: prale.

32

Frihed: nl. kongens frihed fra en håndfæstning.

33

her paa: heraf. - Speyl: spejlbillede. - Fæste: hvælving.

34

lenked: fastholdt; styret.

36

et Straa-bredt: bredden af et strå.

37

foore: opførsel; udstyr.

39

brask: pragt, - forblegned: falmet.

41

Himmel-Tegn: dyrekredsens 12 tegn.

42

frydig: glad. - bruger...: nl. på hestene, der if. den antikke og den nord. mytologi trækker solgudens vogn. - flux: rask.

43

Trotz: der er ikke tale om at.

44

Stærten: stjerten, halen (med giftig brod).

45

Naade-blus: om solstrålerne.

49

Lius: lys.

50

Sokke: sænkning, sump.

51

Qvegnings: oplivelses.

52

forkrenked: krænket. - kryst: knuget.

53

hand: solen. - stridig: stride.

54

blinde: uigennemsigtige.

58

Fiske-sal: om havet. - næt: behændigt.

59

Safften: om havvandet. - Thronens gyldne Ring: om solskiven.

60

øses: nl. som regn.

61

Ihvor: hvor end.

62

Regiment: styre. - intet dog dißværre: dog ikke på ringere måde end.

63

i... Agt: holder ordentlig øje med alting.

64

HErrens Magt: Guds magt (som er betroet solen el. kongen).

65

Throne-gang: gang som hersker.

461

67

DRONNING: om månen, der hersker over natten, jf. Sal. 136,9.

72

Tro: troskab. - trygge: pålidelige.

74

Veyr: vinde.

75

jeffnt: vedholdende; roligt.

76

frem: igennem. - end: selv. - dend: månen.

77

Herredom: rige; styreform.

78

tør: kan.

79

Creatur: skabninger. - løser aff: giver fri.

80

støde-Staff: støttestav.

81

brumle: brumme.

82

Mennisken: menneskene.

83

gifftig Stierne-skud: If. folketroen kunne stjerneskud varsle død, jf.J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn III, 1860, nr. 570.

84

brud: skade.

87

Lyus: lys.

88

lige: samme; solen og månen har samme rettigheder.

89

Saa: sådan. - Aar til Aar: år efter år. - Skiffte: forandring. - kiendes: mærkes.

90

vendes: forandres.

91

Kræ: skabning. - stiger op og ned: fødes og dør.

93

skikked: ordnet.

94

vrikked: rokket.

95

blive: skal blive.

97

Blood: slægt; blod. - Rolde: række.

98

Som: grundled. - udi Volde: i deres magt.

99

Støven: støvet; de jordiske rester. - hvor: hvordan.

99

100 giorder om Med: ifører.

101

modig: stolte. - Siæle-Tal: flok af døde (nl. kæmperne og kongerne). - platte: falde.

105

omfeyed: slået om, til side.

107

Romer-Marken: Kimbrerne og teutonerne, der formentlig var udvandret fra Danmark, invaderede i det 2. årh. f.Kr. Romerriget.

111

lodne paa: tilfalde.

112

lange: (lang)varige.

113

FREDERICK: Frederik III, der 1660 fik indført enevælde og arvekongedømme. - bliver: består.

114

I mens: så længe. - Frost-lived: frostfulde. - opdriver: kaster op.

115

hug: huggede. - Krampe-knuden: den komplicerede knude (dvs. situation); den snor med knuder, der if. folkelig overtro kunne helbrede krampe (om Danmarks situation under svenskekrigene 1658-1660).

462

118

Saasom: eftersom. - vaarst: var. - affmalnings stykke: billede, mønster.

119

HErrens sande frygt: sand gudsfrygt.

120

omtrykt: omkranset, kronet.

122

123 hegne (...) om: omhegne.

123

opkilted ... Sverd: med opbundne klæder pga. bæltet med sværdet.

126

Pund: vægtenhed; talenter; hverv, jf. Luk. 19,11-27.

127

133 Krone (...) SVERD (...) SPIIR (...) EBLE: de kongelige værdighedstegn.

128

Gud Krone: måtte Gud krone.

131

Rættens Spiir: jf. Sal. 45,7.

132

undergaa: gå til grunde.

134

Formue: evne.

137

Gak: gå.

138

Aul: frembringelse; afgrøde.

139

Stierne-tykt: tæt, talrigt som stjernerne, jf. 1.Mos. 15,5.

140

til (...) traar: længes efter.

141

mandes ... op: styrkes hjerter til at blive mænd. - beggeRiger(s): Danmark og Norge.

142

Daj: dada, småslag. - hugger: nl. med våben.

146

Mens: men. - keyse: vælge.

147

Alt... Dig: kun for hos dig alene.

148

Og de: og for at de. - vidne: bevise.

149

din Samuel: Sjællands biskop Hans Wandal, der salvede Christian V, ligesom profeten Samuel salvede Israels første konge, Saul, jf. I.Sam. 10,1. - til ... opammed: Bispesønnen Hans Wandal var tidligt bestemt for den gejstlige stand i lighed med Samuel, der blev lovet til Gud før sin fødsel, 1.Sam. 1.

150

krammed: knuget.

152

Ordens: stands; biskoppen talte på hele gejstlighedens vegne.

154

bie: vente.

157

sysler (...) om: er virksom.

158

159 sin Trøye Forskaane: undgå fare.

160

Marken: slagmarken.

162

Læbers Kalve: bønner (som er den åndelige form for offerdyr), jf. Hebr. 13,15.

163

Gud signe: måtte Gud velsigne. - din Skulder ...: Før enevældens indførelse salvedes kongen på skulder og arm, men da Christian V besteg tronen, indførtes en ny ceremoni, hvorefter kongen blev salvet på hoved, bryst og hånd.

463

166

Salve-lugt: jf. Højs. 1,3.

169

skiud: skyd.

170

smurde: salvede. - klæde: beklæde, sidde på.

172

ARVING: Frederik IV blev født 11/10 1671.

173

med: sammen med. - blive: bestå.

174

175 give (...) Rum: opfylde.

176

Lykkes Ynske-Raab: lykønskningsråb. - Zion(s): tempelbjerget i Jerusalem, hvor Israels konger indsattes, jf. Sal. 2,6; Guds folk.

177

styrke: skal styrke. - Gud (anden gang): tiltale.

178

Livsens Flood: If. Bibelen udspringer den livgivende flod i paradis (1.Mos. 2,10), i Jerusalems tempel (Ez. 47,1-12) eller under Guds trone (Johs.Åb. 22,1 f).

179

Gud ... KONGEN: måtte Gud holde kongen i handen.

180

som ... bær: har ham som et værdifuldt eje nær sit hjerte, jf. Højs. 8,6.

181

Skift: lad veksle.

182

183 laane Aff: overtage fra.

183

Regierings skik: styreform.

184

friligen: frit, frimodigt.

185

tilig: tidligt.

186

overligne: ligne, men overgå.

187

sildig: sent.

188

fuld (...) FEM: om Christian V og desuden ordspil på udtrykket at være ved sine fulde fem (sanser). Maytz: majestæts, - forbedere: talsmand, som beder for (kongen).

Kroneborgs Korte Beskrifvelse

Trykt efter SS II, s. 15-26, hvis tekst gengiver originaltrykket. Kilderne til beskrivelsen af Kronborg har Kingo antagelig lånt af P.H. Resen, som i flere år havde samlet stof til et Atlas Danicus, der imidlertid aldrig fuldendtes, jf. F.J. Billeskov Jansen: »Om Thomas Kingos topografisk-historiske Digtning«, Acta Philologica Scandinavica, X, 1935, s. 163-198.

Matthias Jørgens-Søn: Matthias Jørgensen Godiche, bogtrykker i København 1660-1678; hans firma er videreført til nutiden (Schultz). - Christen Geertsen: boghandler og forlægger i København.

Ene-Volds: enevældige. - Blive: skal blive. - Forbedere: talsmand, som beder (for kongen).

[x]; [x];[x];[x]; [x];: gr.: alfa og omega, alfabetets første og sidste bogstav, 464 symbol på Gud som altings ophav og endemål, jf. Johs.Åb. 1,8. Symbolet er i flere digte anvendt af Kingo som indledende anråbelse.

1

Naader: nådegaver.

2

oprøre: bevæge.

4

Hunnig: honning; ansås i antikken for himmelsk dug, som bl.a. gav spædbørn veltalenhed. - Pald: forhøjning.

5

reenlig: rent.

6

Patte-drukne: med modermælken inddrukne. - Mad: sprog.

7

Føde-tunge: modersmål.

8

aae: eje.

10

med: sammen med.

11

At: til at. - hos: ved. - stød: stub.

12

Riin: Rhinen.

14

Mens: men. - sagt: roligt.

15

Sitter: citar.

16

leege: spille. - Dreng: tjener.

17

hidse: hejse.

18

Huo: hvem. - tør: vil. - trindse: hejse.

19

Lod: metalklump med snor til at måle dybden.

21

kaster: lader falde. - Fløye: vimpler, der viser vindretningen.

22

volder: forårsager.

23

klemd: beklemt. - kryst: knuget.

26

Seyle-Børn: om skibe. - dysse: dysse i søvn.

27

Ræt: lige. - helse: Fra gammel tid havde skibe, der passerede Kronborg, pligt til at hilse ved at sænke topsejlet.

28

Liuned: lyn.

29

Tilsted: tillad. - Priis: ære; ros. - Fæste: fæstning.

32

mooes: modnes.

33

Skaldre: skjald. - tilforn: tidligere.

34

rundeligen: rigeligt. - næret: have ernæret.

37

Hui: hvorfor. - bemøye: anstrenge.

38

vaaget: vågent.

39

Trolde-skraal: om kanontorden.

40

stumpe: stavre.

41

giennemløbe: gennemgå.

42

Amagtighed: afmagt.

43

intet: ikke. - vand: vant til.

44

Vadmel(s): groft stof. - Tot: bundt på rokken.

45

Magt: evne. - for: frem for. - rætter: retter mad.

46

Hiertet...: om den gode vilje. - hude-fletter: pisker.

48

læser: fremsiger. - færdigt: dygtigt.

49

FOr: for ... siden.

51

Bygge-sted: grund.

465

52

HErrens Ord: jf. 1.Mos.1. - Skik: skikkelse. - Skabning: form.

53

huor: hvordan. - Vandet...: jf. 1.Mos.1,9-10. 55 bekyste: kyssede.

56

rørtis: bevægedes. - Grand: (sands)korn.

58

Frag: kæk.

59

lynd: stime. - omhueged: flakkede om i.

61

booled: horet.

63

Idel: lutter.

64

beged: tjærede. - Fiele-bukt: planke krumning (om skibe).

65

beridde: beredte, dannede.

66

spridde: spredte.

67

aged: kørt.

69

Bygge-plads: grund.

70

strande: have.

71

Did: derhen. - Kraag: krumning.

72

aag: agede, kørte.

73

da som: da.

74

(daglig) meer oc meer: flere og flere.

75

oc: også.

77

bælded: overmodig. - af: ud af.

78

fanged an: begyndte.

79

Troo: troskab.

82

fast': befæstede.

83

Fra: over for.

84

Skalk: skurk (om ondskab).

86

Snid: list. - Underfund: bedrag.

87

finge: fik.

90

Som: hvor. - Flynderup: gård i Tikøb sogn, syd for Helsin gør.

91

Flynderborg: den ældste kendte borg ved Helsingør, beliggende syd for byen. - fang: fangst.

92

opvelt: væltet op.

93

des: dens. - vist: sikkert.

94

udlevet: overlevet.

95

At: så at. - Høfdingsmand: høvedsmand, kommandant.

97

som at: efterhånden som. - huege: være urolig.

98

Konster: menneskelige kundskaber og færdigheder. - grandere: dygtigere. - Spil: instrument.

99

Forfarenhed: erfaring.

101

Beleylighed: lejlighed.

103

befundet: skønnet.

105

lystig: herlige. - Kraag: næs.

107

Food: fundament.

466

108

Øre-Kraag: Borgen Ørekrog eller Krogen blev bygget af Erik af Pommern ca. 1420-1425; 1574 påbegyndte Frederik II opførelsen af en ny fæstning på stedet.

109

slæt: helt.

111

Steene-Eeg: stenhårde eg.

114

Oc: og for at.

116

Som ... bekiend: Kronborg byggedes i vid udstrækning af til kaldte udlændinge.

117

Vid: videnskab.

119

Cirkel: passer; vinkelmåler. - Lodde-Paß: vaterpas med lod.

120

slæt: glat.

122

Gullands: Gotlands.

123

slig: sådan. - Eenighed: ensartethed.

124

truder ud: stikker frem.

125

konstig: sindrige.

126

Daanelse(r): bevidstløshed.

127

Kartovers: korte kanoners. - Kober: bronze.

128

Eem: em, damp. - Slug: svælg.

131

skiuder: skyder. - Bißmer-Pund: 6 kg.

132

Pulver: krudt; pulver.

133

ilded: antændte.

135

friit: dristigt.

136

Axlen: skulderen.

137

varsom: årvågne. - tuende: to.

138

At: for at. - Seyle-Tøy: skib(e).

139

Med (...) forære: give.

140

Seyle-Fald: sænkning af topsejlet. - faa: give.

141

Saa: sådan. - kandstu: kan du. - aue: kue.

142

At: så at. - Lam: orden.

144

Første: fyrste. - betagis: fratages. - Æris-Grand: en smule ære.

145

Inder-deel: indre. - Agtsom: opmærksomme.

148

rundt: rundhåndet. - overlagt: anbragt på.

149

værdis: værdiges, nedlader dig til. - oplade: åbne.

150

Huelning: hvælving, nl. den yderste del af Mørkeport, der dog i 1664 var blevet forkortet.

153

omsuandsed: tumlet omkring.

154

Rakitens: rakettens. - Puff: knald. - verkeligen: lystigt. Fyreverk: fyrværkeri. - Knek: brag.

156

Som: som om. -giøre fald: falde ned.

157

Ridder-spil: turnering. - anretted: udført.

158

Ædelmand: adelsmand.

159

Rende-banen: turneringspladsen.

160

Besynderligen: især. - hoos: til stede.

467

161

Post: vandpost; springvandet, der oprindelig stod i Kronborgs gård, var dog som krigsbytte ført til Stockholm 1658. - middel Prikke: midtpunkt.

162

lønlig: skjulte.

163

suis: suges. - artig: morsomme; smukke. - Spræt: ryk.

164

Kober-billeder: bronzefigurer, der havde prydet springvandet.

165

suære: sværge på. - det: at.

166

omsider: til sidst. - stivet: gjort stive.

167

Ledemod: legemsdele.

170

grandgivelig: nøje. - klamre: larme.

172

Dødens ... Bud: sikkert budskab om døden. - Order: ordre.

175

Gaster: onde ånder. - Bas: støj; bas. - Brum: brummen.

176

piber: fløjter. - dum: stum.

177

optænke: udtænke.

178

Til... skienke: til at skænke dødbringende skåle vha. (kanoners) skjulte ild.

179

Skyt: skydevåben.

180

Centner(s): 100 pund. - Under-vraa: kælder.

183

faur: smuk.

187

en Blik: blikstille.

190

Som: grundled. - Aarlig Aar: hvert år. - Rente: indtægt, nl. sundtolden. - baader: gavner (ved).

192

quit: fri.

193

bramme: prale.

194

frygte sig: kan det frygte sig.

195

Som: eftersom. - propped: fyldte. - Slange: mindre kanon; slange.

196

i grund: til bunds.

199

med: samtidig med.

201

dælder: sænker.

203

Have: Lundehave, der hørte til Kronborg, og som lå ved det nuv. Marienlyst slot.

204

stinden: stive.

205

afdeelte: inddelte.

206

for: som.

207

Forsuar: beskytter.

208

passe paa: passe.

210

snart: næsten.

211

kommer (...) nær: måler sig med.

212

udi sær: særskilt.

214

Omgang: omkreds.

215

Pral: pragt.

216

dygtig: egnet.

468

217

adskillig: forskelligt. - Steene: fliser.

218

Indsprængd i: med stænk af.

219

Art: måde.

220

som ... Vaar: som om det var arme (bifloder).

222

som ... Lue: som om det satte ild til alt.

224

underfooded: for foden liggende.

225

alt over: overalt.

226

Siunen: synet.

228

Aasiun: blik.

229

Omheng: tapet; til Kronborg vævedes gobeliner, der forestillede alle de da. konger, jf. H. Langberg: Dansesalen på Kronborg, 1985, og H.D. Schepelem og U. Houkjær: The Kronborg Series, 1988. - praler: ser prægtigt ud.

230

Drifter: bedrifter.

231

udviise: vise. - grandt: nøje.

233

knæled: tvunget i knæ.

234

235 pæled (...) ud: afmærket med pæle.

235

Tog: togt.

236

Ort: sted.

237

Bond: grund. - Cimber: kimbrer, det jy. folk, der i det 2. årh. f.Kr. invaderede Romerriget.

238

velte: væltede.

239

stridig: stridbar. - demped (...) ned: besejrede.

242

flux: langt.

244

uden: udenfor.

245

unået: givet.

246

puds: vandhul.

247

Jerne-sened: med sener af jern.

251

Imens: så længe.

252

slaer: spiller. - Spaer to: næsthøjeste trumf i kortspillet l'hombre, der blev kendt i Danmark ca. 1650.

253

føre: udøve.

254

Foruden: medmindre. - der hos: tillige; nærved. 255 Guds sande Frygt: sand gudsfrygt.

256

Hold: holdepunkt.

258

stierte: haler.

259

Alabaster-Børn: Altertavlen i Kronborg slotskirke er udsmykket med et forgyldt alabastrelief af korsfæstelsen.

260

mod: i forhold til.

261

den Tiid: dengang.

262

giort: vist, nl. ved gudstjeneste. - Priis: lovprisning.

263

efterstaa: blive tilbage.

469

264

Almysse: Ved indvielsen af slotskirken skænkede Frederik II 300 daler til de fattige.

265

Der: da.

268

Armis: fattiges.

269

salig Herre: Frederik II.

270

verdslig: jordisk.

271

loodst: efterlod.

272

Den Tredie: Frederik III.

273

forfærdige: istandsætte.

274

Murebrekker: svære skyts.

275

sidste Feyde-Tiid: svenskekrigene 1658-1660; Kronborg overgav sig efter tre ugers belejring i 1658. - givet hen: overgivet.

276

Ven: Kronborgs kommandant Poul Beenfeldt (1610-1676), der siden blev dødsdømt for overgivelsen, men atter benådet.

278

jo: ikke. - glippe: svigte.

279

u-vandt: utilbørligt; usædvanligt. - Skrid: skridt.

280

Nipped: det yderste.

281

inde: hjemme.

282

Omskiønt at: selvom. - Sigvard: Den uovervindelige helt Sigvard Snarensvend lod sig frivilligt binde til et træ i en tvekamp, men vendte det tilsyneladende nederlag til en endnu større sejr ved at rive træet op med rode, jf. folkevisen »Kong Diderik og hans Kæmper«, Danmarks gamle Folkeviser nr. 7. 283 Snid: list. - hengik: gik tabt.

284

sterkere ... Krone: Ved freden i København 1660 genvandt Frederik III noget af det tabte land, og ved indførelsen af enevælden samme år styrkede han kongemagten.

286

Rif: revne, - forgætte: glemme.

287

bødte: udbedrede. - det i din: det som i din.

289

stat: stå.

292

Tom i Øyet: jf. 4.Mos. 33,55. - Avinds-Mand: fjende.

Aandelige Siunge-Koors Første Part

Trykt efter SS III, s. 1-111, som gengiver Det kongelige Biblioteks eksemplar af originaludgaven, hvis trykfejl dog er rettet.

Titelkobberets tekster lyder:

dend som giorde øret skulde hand ikke høre: Sal. 94,9. - mit barn giv mig dit hierte: Ords. 23,26. - Gud mit hierte er bered: Sal. 108,2. - bered: 470 klar, forberedt. - dine døttre skulle opfostris ved siden: Es. 60,4. - glad i Guds huus: jf. Es. 56,7. - fornøyet i mit egen hus: tillægges sneglen som symbol på kvinden, der bør være knyttet til sit hus. - En fader skal lære sine børne din sandhed: Es. 38,19. - min haand er om natten udrakt: Sal. 77,3 (om menneskets søgen efter Gud). - om midnad bade Paulus og Silas og lovede gud: Ap.Gern. 16,25. - Til nederste billede i midten (af kong David) er teksten antagelig glemt i originaltrykket; i udgaverne fra 1677 og 1684 står her: Siunger HERREN en ny Sang: Sal. 96,1. - Siunger: syng. - Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koors første Part: Titlen er tildels overtaget fra Søren Terkelsen: Astree Siunge-Choer, I-III, 1648-1654, en samling oversatte hyrdeviser; med Aandelige markerer Kingo samlingens kristne, opbyggelige sigte.

[x]; [x];[x];[x]; [x];: gr.: alfa og omega, alfabetets første og sidste bogstav, symbol på Gud som altings ophav og endemål, jf.Johs.Åb. 1,8. Symbolet er i flere digte anvendt af Kingo som indledende anråbelse. - Aandelige Siunge-Koor(s): jf. note til s. 49 - Poenitendse-Psalmer: bodssalmer; traditionelt regnes Sal. 6, 32, 38, 51, 102, 130 og 143 som kirkens specielle bodssalmer. Til gendigtningerne har Kingo benyttet bibeloversættelsen af 1647, der er forsynet med noter, og desuden antagelig en lat. kommentar, Martin Geier: In Psalmos Davidis Prælectiones et Collectanea, 1668, jf. Aage Bentzen: »Kingos Oversættelse af »Poenitendse-Psalmerne««, Teologisk Tidsskrift, 5.Række III, 1932, s. 241-294 og IV, 1933, s. 24-36. - sangviis: i sangbar form. - Daniel Eichhorn: bogtrykker i København 1654-1677. - Christian Gertsøn: boghandler og forlægger i København.

Samtykke: Før teologiske skrifter kunne offentliggøres, krævedes biskoppens og universitetets godkendelse. - Saasom: eftersom. -Geist-rige: rige på (kristelig) ånd. - vel: godt. - arteligen: klart; kunstfærdigt. - udsatte: oversat. - Skialdrer: skjald. - Mag.: magister. -eragter: anser for. - og: også. - at de: for at de. - en ræt ... øvelse(r): gudelig gennemførelse af en sandt kristelig andagt. - fornæmmelig: især. - GVDs sande Frygt: sand gudsfrygt, - forkølned: afkølet. - noksom: i høj grad. - Tilkomst: komme (ved dommedag), jf. Luk. 18,8. - høyfornødene: meget nødvendige, - forlæne: skal give. - Johan Wandal: 1624-1675, fra 1668 Sjællands biskop. - D.; doktor; Wandal var dr.theol. Ene-Volds: enevældige. - det Ny Aar: Tilskriften er dateret 27/12 1673. - vorde: blive. - Regimente: styre, - fordrister: drister. - Maytz.: majestæts. - for: foran. - andstaa: være passende for; behage. - anledning: anledning til. - ihukomme: huske. - særdelis: særlige. - floor: blomstring, - gemene: almene. - bestis: bedstes. - fremtarv: gavn. - skyldige: forpligtede til. - stykker: forhold.

471

tilforne: tidligere. - nogle faa ...: nl. Hosianna (s. 29-36), 1671, Lykynske Til ... Prinds Friderich ... Fødsels Tiid, 1671, Prinds Friderichs Velkom, 1671, Christian den Femtes Hiemkomst, 1672 og Kroneborgs Korte Beskrivelse, 1672 (s. 37-47), der alle er rettet til kongehuset. - opegges: opmuntres. - dend anden Part: udkom 1681 (s. 163-282), men flere dele fik Kingo ikke skrevet. - og: også. - forfærdige: udarbejde. - Landsfolk: folkeslag. - eftergive: stå tilbage for. - Gudfrygtigheds ... øvelse(r): daglig udøvelse af gudfrygtighed. - taad: tigget. - jo: ikke. - alligevel at: selvom. - befale: overgive, - frem og frem: i al fremtid. - bekræfte: styrke; stadfæste. - Sæd: efterkommere. - Velstand: velmagt; gode tilstand. - Saa: sådan. - S.Hans ... Dag: 27/12. - Forbedere: talsmand, som beder for (kongen).

Høyopliuste: meget oplyste. - Poenitentze-Psalmer: jf. note til s. 51. - Melodier: Melodierne til Aandelige Siunge-Koors Første Part hører alle undtagen nr. 2 oprindelig til elskovsviser. - forfængelig: værdiløse; forargelige. - befalder: behager. - at: så at; for at. - artigheds: skønheds. - anhøre: høre på. - Sodoma: den syndefulde by, som udslettedes af Gud, jf. 1.Mos. 18,20-19,29.- Zion: (tempelbjerget i) Jerusalem; Guds folk. - udqviste: piske ud, gennemhegle. - brugelige: almindeligt brugte. - vist: vidst; arbejdet på. - sær: særlige; sære. - besynderlig: især. - som mere: hvilket mere. - materien: emnet; sagen. - for (...) skyld: pga. - Ord-Nisser: tomme ord. - kyvse: kyse, skræmme. - slettiste: simpleste. - de: som. - indføre: anføre. - i vor: som i vor. - for kort tiid: for kort tid siden.- flux: langt. - antagne: accepteret. - og være: også være. - Lekkere: kræsne. - anstøde: støde. - mig ... erklære: både udtale mig derom.

billig: retfærdigt. - Guds Kierlighed: kærlighed til Gud; Guds kærlighed. - vringel-vuren: vrangvilligt. - særsinded: sært, urimeligt. - D.: doktor. - Johan Wandal: 1624-1675, fra 1668 Sjællands biskop, - forfærdige: udarbejde. - Aarsag: årsag til. - tage ... Ploven: standse arbejdet, jf Luk. 9,62. - Lyvset: lyset. - Des imellem: imidlertid, - forynsket: ønsket.

Mag.: magister. - Land: landsdel. - sig ... forretaget: har sat sig for. - kaldis: som kaldes, - forfærdige: udarbejde. - Ansøgning: Kingos ansøgning er bevaret og findes trykt i SS V, s. 229-230. - saa: ligeledes. - og: også. - oplegge: udgive. - dog at: med det forbehold at. - des revision: censureringen af den. - Sl.... Ihukommelse: mindet (om ham er) saligt og meget prisværdigt. - den 6. Maij ...: Forordningen bestemte bl.a., at teologiske skrifter skulle censureres af stiftets biskop og af universitetet. - Anno: lat.: i året. - udgangne: udsendte. - vorder: bliver, - forholdet: handlet. - maa: måtte. - tilfordriste: driste til. - bemeldte: omtalte. - stiil: skrifttyper. - trygt: trykt. - distraheris: udspredes, - forskrefne: ovf. nævnte. - i saa maade: sådan. - betrædis: 472 pågribes. - forbrut: mistet retten til. - med at fare: hos sig. - næste: nærmeste. - Rixdlr: rigsdaler. - Befindis: gribes. - straffis: straffes han. -mens: men. - Mandaters: lovbestemmelsers. - modvillige: genstridige, opsætsige. - eftersom: efter hvad der. - forfang: hindring; skade. - under: med risiko for at miste. - Hyllist: yndest. - Zignet: segl. - L.S.: forkortelse af lat.: loco sigilli, i stedet for segl.

Geistrige: rige på (kristelig) ånd. - Mag.: magister. - THOMÆ: lat. dativ af Thomas. - Haver Sin Lyst: Æredigtets forfatter har anbragt sine initialer som de tre ords begyndelsesbogstaver; det er sandsynligvis Hans Sørensen Leth, 1625-1688, kgl. konfessionarius fra 1668; han kan have kendt Kingo fra Frederiksborg Latinskole, hvis forstander han var.

2

Offer: om bøn.

4

tre gang' hellig(s): jf. Johs.Ab. 4,8, hvis lovprisning indgår i kirkens liturgi (Hellig, hellig, hellig er Herren ...).

5

vist: bestemt.

6

lover Gud: pris Gud, oversættelse af hebr. halleluja.

7

samptlig: i forening. - Ach: gengiver rimeligvis, ligesom flere af de følgende kursiverede ord, Sal. 6 (v. 4).

8

Poenitendses: bods. - Kindebakken: kinden.

9

hvor lenge: alm. klageråb i Davidssalmerne, f.eks. Sal. 6,4.

10

Frelses komme: evt. Es. 56,1.

11

træt af suk: Sal. 6,7.

12

HErren ...: Sal. 6,9.

14

at: så at. - pligter: gør bod.

17

i HErren ...: alm. bibelsk udtryk, især i Davidssalmerne, f.eks. Sal. 32,11. - stedse: altid.

18

slig: sådan.

Faksimile af nodeside fra originaludgaven; melodien findes i moderne udsættelse s. 285.

Dend første Morgen-sang

1.1

Rind: stå. - 1.3 i Basunen støde: I Bibelen forkyndes vigtige begivenheder ofte ved, at der blæses i basun, bl.a. Johs.Ab. 8-11. - 1.4 Hos: ved. - staun: sted. - 1.5 Inder-deel: indre.- røre: skal røre. - 1.7 Lov: lovprisning.

2.2

alt: allerede. - 2.3 Øyen bryne: øjne. - 2.5 skrækkelse: skræk. - 2.7 korte: forkorte.

3.1

fremstil dig: træd frem. - 3.4 Hu: sind. - 3.6 Være: skal være, skal vises. - 3.8 Hærskab: herredømme.

473

4.1

saa: sådan. - 4.2 din Frygt: gudsfrygt. - 4.6 Sool og Skiold: jf. Sal. 84,12. - 4.7 Æ: så at. - 4.8 Vold: magt.

5.8

did: derhen.

6.3

befalde: behage. - 6.4 Skik: skikkelse; Djævlen er en falden engel, jf. 2.Kor. 11,14. - 6.5 plokke ...: jf. Matt. 7,16. -6.8 For et Æble: jf. 1.Mos. 3.

7.1

og: også; selv. - Satans Lemmer: mennesker, der er i Satans tjeneste. - 7.4 Vendis: forandres. - 7.5 Tungers svøbe: bagtalelse, jf. Job 5,21.

7.7

undløbe: undslippe. - 7.8 Snære-Baand: fælder.

8.1

Drift: bedrift. - 8.3 hende: gerningen el. hånden. - 8.7 tilrede: nær; rede.

9.3

lodnet: tildelt. - 9.4 Ville: vilje. - 9.8 Mens: men. - Taal: vilje.

10.1

Lyvse-Stage: lysestage, om kirken, jf. Matt. 5,14-16. - 10.3 lede: skal lede. - 10.4 end: endnu. - 10.5 Hyrder: præster, jf. 1.Pet. 5,2 og Johs. 10,11-12. - bemande: skal gøre mandige. -10.7 frit: modigt. - 10.8 fast: meget. - eftertraar: efterstræber.

11.4

Blive: skal blive. -11.7 at: til at.

12.1

Landemerker: grænser. - staa: skal stå. - 12.2 leyde: sikkerhed. - 12.4 Bryde ... paa: skal ikke angribe dem med vold. - 12.6 Fædmed: gjort frugtbare, jf. Sal. 65,12. - 12.7 Nødtørftig: nødvendig, - give: skal give.

13.1

og: heller. - 13.3 til (...) vende: give.

14.4

sæt: vendt. - 14.6 Hvor: hvordan. - nipper af: tager af. - 14.7 hver Tjme: for hver time.

15.2

Maa1: tidsrum.- 15.7 Vee: smerte.- 15.8 Rodne: skal rådne. - Joorde-Blee: liglagen.

Dend første Aftensang

1.1

runden hen: gået. - l .2 flux: straks. - ad (...) lider: går mod. - 1.5 Mørkheds: mørkes. - 1.6 Øyen-bryn: øje.

2.2

beskiæret: tildelt. - 2.3 stedse: altid. - 2.4 Skyggen: om beskyttelse, jf. f.eks. Sal. 91,1-2. - 2.6 fied: skridt. - 2.7 traade: træde. - 2.8 Gud: tiltale. - alt: stadig, - følget: fulgt.

3.2

Være: skal være, skal vises. - 3.7 At: så at.

4.1

Luftens Fyrste: Djævlen, jf. Efes. 2,2.- 4.2 tusind-kunstig: listig på tusind måder. - 4.4 vildet af: vildledt fra. - 4.5 fast: meget. - 4.7 sværmed: rasede. - 4.8 Baand: fælde(r).

474

5.2

fornummed: fornemmet. - 5.3 slummed: slumret. - 5.7 ingenhaande: ingen form for.

6.3

udskriver: udsletter.- 6.4 dyre: dyrebare.

7.2

Mig (...) forseet: fejlet. - 7.3 forbudne Frukter ...: jf. 1.Mos. 2,16-17 og 3,1-6. - 7.6 slæt: helt. - 7.7 rense ...: jf. Johs.Åb. 7,14. - 7.8 Tvæt: afvaskning.

8.1

og: også. - 8.2 skam: skammelig handling. - 8.5 Mens: :men. - 8.6 paa Hiertet sat: anbragt ved dit hjerte, jf. Højs. 8,6.

9.2

forgiette: glemme. - 9.5 oprinde: stå op. - 9.7 Vagt: overvågning, - finde: mærke.

10.3

Livsens Sool: Gud, jf. Johs.Åb. 22,5. - Jacobs stierne: Jesus, jf. 4.Mos. 24,17 og Matt. 2,1-11. - 10.4 Lyvs: lys. - 10.5 Synde-damp: om de syndige drømmebilleder. - 10.6 Søvne-knytte: søvn-bundne.

11.1

Engle-bud: engel betyder egl. sendebud. - 11.2 din Øyesteen ... : jf. Sal. 17,8. - vare: bevare, vogte. - 11.3 snid: list. - 11.4 hule: listige. - Helved-skud: skud, skyts fra helvede. - 11.5 stie: stige, jf. 1.Mos. 28,12. - 11.6 op og ned: på vej op og ned. - 11.7 Himmel-spoor: (stigens) retning mod himlen. - vrie: vride, vende.

12.5

Signe: velsign. - 12.6 Blood: slægt.

13.3

lider: har det.

13.6

træl: trælle. - 13.7 Kilden: Gud, jf. Jer. 2,13; Guds ord, jf. Johs. 4,14. - 13.8 Israel: Guds folk og rige.

14.2

befaled: betroet. - 14.3 regiere: regér. - 14.4 De: så at de. - 14.5 offer: om bønnen. - 14.6 Skyen: nl. omkring Gud, jf. f.eks. 2.Mos. 13,21.- 14.7 stunde: længes; stræbe.

15.2

Dødsens Broder: søvnen if. den gr. mytologi. - 15.3 fæste: fæstning. - 15.7 færdig: klar. - 15.8 Mens: så længe som; siden.

16.1

opstaa: stå op (af sengen). - 16.2 møde: nl. Gud med morgenbøn. - 16.3 bløde: væde (med gråd). - 16.8 hende: sjælen.

Dend 1. Kong Davids Poenitendse Psalme

Poenitendse Psalme: bodssalme, Sal. 6.

1.6

siver: svinder.

2.1

Heele: helbred. - 2.5 saare: meget. - 2.6 saa: sådan.

3.2

vonlig: sædvanlige. - 3.3 trang: nød. - vaade: ulykke; fare. - 3.6 end: endnu. - 3.7 hvo: hvem. - lov: lovprisning. - udføre: udtale.

475

4.3

klukke: suk. - 4.4 nep: næppe. - 4.5 Svemmer: svømmer. -4.6 Angist: sorg; angst. - 4.8 Bløder: væder, - flux: helt. - Leye-sted: leje.

5.1

Harm: sorg; smerte; vrede. - 5.5 At: så at. - drager: trækker. - 5.6 vorden: blevet. - slæt: helt. - 5.7 Alt: altsammen, - for dens skyld: pga. dem som. - 5.8 sæt: sat.

6.1

Viger: vig. - 6.5 Formaning: bøn. - /yde: lytte. - 6.7 frembyde: fremstille.

7.3

og: også.

7.8

tor: kastet, lagt.

Dend anden Morgen-sang

1.2

Vaager: vågn. - rører: vær. - froo: glade. - 1.3 for ... omdandser: jf. 2.Sam. 6, hvor kong David i festglæde danser i processionen, der fører den gamle helligdom, arken, til Jerusalem. -1.5 Takker: tak. - 1.6 I har ...: ligesom de følgende verslinier sideordnet med før denne Nat. - har (...) fat: har opnået. - 1.7 oprinder: bryder frem.

2.2

paa: over. - 2.4 om Livet bragt: dræbt. - 2.8 vist: bestemt. -opskrevet: været skrevet op.

3.1

Lov: lovprisning. - 3.5 Aand og Ild: jf. Ap.Gern. 2,1-4, hvor helligånden i form af ildtunger opfylder apostlene. - 3.6 Brynd': ild; hede; begær.

3.7

Glød ...: jf. Es. 6,1-7, hvor gløden fra Guds alter renser profetens læber. - 3.8 udføre: fremsige.

4.3

Hiertet: jf. hjertet på titelkobberet, s. 49. - 4.6 Joorde-tunge: jf. 1.Mos. 2,7.- 4.8 intet: ikke.

5.1

før Joorden ...: jf. Sal. 90,2. - 5.2 blev: blev til. - 5.3 i Adam tabtis: Med Adams fald blev synden og døden alle menneskers vilkår, jf. Rom. 5,12-21. - 5.4 Tanke-Brev: huskeseddel, jf. Mal. 3,16. - 5.6 At: så at; for at. - 5.7 Medarving: jf. Rom. 8,17. - vorde: blive.

6.1

Minde: påmindelse. - 6.3-4 om Hiertet... sy: jf. 5.Mos. 6,6-8, den bibelske begrundelse for den jød. skik at anlægge bederemme. - 6.3 vinde: vikle. - 6.6 eene: eneste. - der: som. -6.8 End om: selv hvis. - brøste: briste.

7.1

til alle Prikker: i alle enkeltheder. - 7.2 Ey saa lige: ikke ligefrem. - skiær: ren.

7.4

dißvær: desværre. - 7.8 Basilisker: giftslanger, jf. Es. 59,5.

8.2

Ryste ... ud: gøre mig klar til kamp mod Satan. - 8.7 som Hvede sigte: prøve nøje, jf. Luk. 22,31-32.

476

9.1

Lycke: lykke til. - adspørge: erhverve. - 9.2 din Frygt: frygt for dig, gudsfrygt. - 9.3 som Hedning: jf. Matt. 6,31-32. -9.5 Signe: velsign. - 9.6 frem og frem: i al fremtid. - 9.7 Skygge: om beskyttelse, jf. f.eks. Sal. 91,1-2.

10.3

Hyrder: præster, jf. 1.Pet. 5,2 og Johs. 10,11. - raade: råd;styr. - 10.6 Floor: blomstring. - 10.7 Vißdoms Kilde: Guds ord, jf. Siraks Bog (et af de såk. apokryfiske skrifter i Gl.Test.) 1,5. - 10.8 tidig: passende.

11.1

Zion(s): Jerusalem; Guds rige og folk. - 11.3 afverge: afværg. - 11.5 Vaade: ulykke; fare. - 11.8 Korte: afkorte.

12.1

og: også.- i Veye: på færde; forestående. - 12.6 Fare-Vey: rute.

13.2

lakker ad: nærmer mig. - 13.6 Frelsers Harnisk: jf. Efes. 6,11-17.

Dend Anden Aften-sang

1.1

Blusser: blus. - værer: vær. - 1.3 Aand: Livet og sjælen er if. Gl.Test. knyttet til blodet, jf. f.eks.1.Mos. 9,4. - 1.5 dyre-kiøbte: nl. ved Jesu lidelse og død. - 1.6 Asen-træl: trældyret æslet. - 1.8 Lov: lovprisning.

2.6

At ... jo: uden at vi mennesker. - 2.7 Aarsag: årsag til. - 2.8 liuset: lyset.

3.2

Endog: at selvom. - 3.3 Du har: så har du. - Nænde: vilje til barmhjertighed. - 3.8 mørkheds-lenked: i mørket bundne. -Gaste: onde ånder.

4.4

haft i agt: passet på. - 4.6 Guds merker: tegn på tilhørsforholdet til Gud. - 4.8 afluge: fjerne ved lugning.

5.1

kvælde: blive aften. - 5.2 og: også. - 5.4 skrat: krop. - 5.5 maader: henseender. - 5.6 beteet: vist. - 5.7 Jeg: så at jeg.

6.6

idelig: altid. - 6.7 opærred: opirret. - 6.8 fast: meget.

7.1

trætte: strides. - 7.2 i Rætte gaa: jf. Es. 1,18. - 7.3 plætte: pletter. - 7.6 Nam: bytte.

8.2

Fynd: stærke virkning. - 8.4 purpur-blodig: jf. Es. 1,18. - 8.5 tog paa: påtog sig.

9.1

bevaage: overvåge. - 9.3 blanded: uklare. - 9.6 sagt: roligt. - 9.8 tvinge: undertvinge.

10.3

Kirkis Lemmer: jf. 1.Kor. 12,12-27. - 10.4 dit Kiendemerke: tegn på at være Guds ejendom, jf. Ezek. 9,1-6. - 10.6 Urtegaard: have, jf. Siraks Bog (et af de såk. apokryfiske skrifter i 477 Gl.Test.) 24,30-31. - 10.7 Vildbassen: vildsvinet, jf. Sal. 80,14-16.

11.3

optræde: stige op. - 11.4 jo: stadig.

12.1

Leyde: sikkerhed. - 12.3 overdrive: drive forbi. - 12.4 Satans Løve-tand: jf. 1.Pet. 5,8, - 12.6 Under ...: jf. Sal. 17,8. -12.8 med: sammen med.

13.5

Verdens Omhu: bekymring for (denne) verden. - 13.6 Vige: skal vige. - 13.8 Fra: borte fra. - Bulder-stunde: urolige tid.

14.6

At: fordi. - hand: døden.

Dend 2. Kong Davids Poenitendse-Psalme

Poenitendse-Psalme: bodssalme, Sal. 32. - Ps.: salme.

1.1

skatte: regne. - 1.3 forlatte: tilgivet. - 1.6 Daarlig: tåbelige. -1.7 rundt: helt. - l .8 forevender: giver som påskud.

2.1

der: da. - 2.3 hvad: hvor. - 2.4 vansmegted: sygnede hen. - 2.8 Lønlig: hemmelige.

3.3

Tyngsel: tyngde. - alt: stadig. - 3.4 vedske: om kroppens væsker. - forbrendt: brændt op. - 3.5 forsvand: svandt hen. - 3.6 brand: hede. - 3.7 Merk: vid. - 3.8 Sligt: sådant.

4.2

Skam: skammelig handling. - 4.3 Skalken: skurken (om ondskaben). - 4.4 ham: ydre. - 4.5 saa: sådan. - hos mig: ved mig selv. - 4.8 og: også.

5.1

Helgen: helligt, fromt menneske. - 5.2 Hvor: hvordan. - vaarst: var. - 5.5 At: så at; for at. - 5.7 dig: læseren. - 5.8 forstekke: forkorte.

6.1

Loven: Moseloven, jf. Gal. 3,10-14. - 6.2 roo: glæde; berolige. - 6.3 Angist: sorg; angst. - lande: komme. - 6.4 Fielested: skjulested. - 6.5 for: i stedet for. - trang: nød. - 6.8 optegne: skrive, jf. Jer. 31,33.

7.2

agte ... oppaa: iagttage mig. - 7.4 maa: kan.

7.7

raadføre: vejlede om.

8.1

Værer: vær. - 8.2 vrinske: ustyrlige. - 8.3 Vider: vid. - skikke: opføre. - 8.4 Mule-Bæst: muldyr. - 8.6 Krogbid: buet bidsel. - 8.8 slae: slå.

9.1

lenter: varer længe (med angeren). - 9.3 hvo: hvem der. - 9.4 Miskundhed: barmhjertighed. - ringis om: omgives. - 9.5 Giver: giv. - 9.6 Siunger: syng.

478

Dend tredie Morgen-sang

1.1

oprinder: stiger op. - l .5 magt: magt til.

2.1

Lov: lovprisning. - skee: skal ske.

3.1

Værskyld: fortjeneste. - nogen: på nogen. - 3.3 Lod: part. - 3.4 usnilde: uklogskab. - 3.6 Saa som: ligesom. - Klod: kugle, jf. Es. 22,18.

4.2

draged: båret. - 4.3 Endog: også. - nest: nærmest. - 4.4 qvisted: pisket. - snerte: slag. - 4.5 Mens: men. - Segl: jf. Højs. 8,6. - hulde: trofaste; nådige.

5.2

Mørkheds: mørkes. - ham: dragt, - forinden: inden for. - 5.3 Gak: gå. - Lyvsens Barn: lysets barn, jf. Johs. 12,36. - 5.4 i Vand: til vand (nl. tårer), -for: pga.

6.1

vandretøy: rejseudstyr. - 6.2 at: så at. - mager: arbejder.

6.5

kiende: mærke.

7.1

mig: som mig. - befaled: betroet. - 7.3 efterlat: forsømt. - Ledighed: lediggang. - 7.4 stedse: altid.

8.3

Vaade: ulykke; fare. - 8.6 Mørkheds Land: graven; døden, jf. Job 10,21.

9.3

Hu: sind. - 9.5 Jeg: så at jeg. - 9.6 slet: helt.

10.1

befæsted: styrket. - blive: skal blive. - 10.2 drive: fremstille, jf. Efes. 6,15.

11.2

nødtørftig: nødvendig. - 11.3 Velsigne: velsign. - Figentræ: i Bibelen symbol på fred og velstand, jf. f.eks. I.Kong. 4,25. -11.4 foruden: uden. - 11.5 Vinger: om Guds beskyttelse, jf. f.eks. Sal. 36,8.

12.4

sikkerhed: ugudelig sorgløshed, jf. 5.Mos. 28,66. - forraske: overliste. - 12.5 Jord: om kroppen, jf. 1.Mos. 2,7. - Falleaske: lette, lyse aske, om kroppen, jf. f.eks. 1.Mos. 18,27.

13.1

Glas: timeglas. - 13.3 øse: skal øse. - ald: helt. - 13.4 Min: så at min. - 13.5 Hellig, Hellig: indledning til lovprisning af Gud, jf. f.eks. Es. 6,1-3.

Dend Tredie Aften-sang

1.2

sædelig: roligt. - syyn: syn. - 1.3 bæller ud: bryder frem. - ørk: kiste. - 1.4 Lyvsens Fader: lysets far, jf. Jak. 1,17. - vandre: gå. - 1.5 Som: knyttet til Lyvsens Fader.

2.2

glippe: svigte. - 2.3 jeg ...: jf. Sal. 22,11. - kast: kastet. - 2.4 omvelte: vælte. - 2.5 Elementerne ...: jf. 2.Pet. 3,10.

3.3

ræt: rigtigt. - 3.4 Leve-trappen: Siden antikken fremstilles livet som en række trin.

479

4.1

runden: stået. - 4.3 Foruden: uden. - sær: særligt. - 4.4 Live-Aare: livåre, pulsåre. - 4.5 Taare: tårer.

5.2

fik: fik lov til. - made: bestemme. - 5.3 Enddog: selvom. - 5.4 Miskundhed: barmhjertighed. - 5.5 At: så at. - gelinged: lykkedes.

6.2

Guds Engle ...: jf. Sal. 91,11-12.

6.3

fode-stød: snubien. - 6.5 Mig: jeg. - nødtørftigt: nødvendigt.

7.2

Edder: gift, jf. 1.Mos. 3. - 7.3 Og: og som. - 7.4 udslette: udslet. - 7.5 gak: gå. - 7.6 For: pga.

8.1

skikker: ordner. - 8.2 stikker: sidder fast. - 8.4 opvartis: passes.

9.2

skrekke: skræmme.

10.2

Vægterne: om præsterne, jf. Es. 62,6. - Zion: Jerusalem; Guds folk og rige. - 10.3 Velsigne: velsign. - 10.5 Raad: råd om.

11.1

udelukke: udeluk. - 11.3 Hiertetaal: tålmodighed i hjertet. -11.4 røre: skal røre. - 11.5 Ville: vilje. - 11.5-6 ræt ... Skaal: skal drikke skål med døden.

12.1

Far (...) vel: farvel. - 12.2 ræt: lige. - 12.3 Lyvs: lad lyse, jf. 4.Mos. 6,25. - 12.4 fort: frem. - med: samtidig med. - 12.5 søder: sød.

13.1

endelig: til sidst. - 13.2 Dødsens Dal: jf. Sal. 23,4. - 13.3 Støde: støtte. - 13.5 Livsens Haab: håbet om (det evige) liv.

Dend tredie Kong Davids Poenitendse-Psalme

Poenitendse-Psalme: bodssalme, Sal. 38.

1.1

opsyde: komme i kog. - 1.5 Soot: sygdom. - bedrøver: plager. - 1.6 Som ... kiendt: som det mærkes.

2.1

Sundheds Prikke: sund plet. - 2.2 Altfor: kun pga. - Vrede: vrede som. - 2.3 Lise: lindring. - 2.4 vanker: går omkring.

3.1

forlangen: for længst. - 3.4 hart: hårdt. - bemøder: foruroliger. - 3.5 fuldnær: næsten. - 3.6 Som: knyttet til mig.

4.1

fuul: hæslig. - Raad: materie. - 4.2 høyt: inderligt. - 4.5 skik: skikkelse; opførsel. - 4.6 Angist: sorg; angst.

5.1

snart: næsten. - 5.2 haan: skamfuld ved. - 5.6 Urolig slet: helt urolig.

6.3

Raad: plan; råd.

6.4

slåer: slår.

7.2

Staldbrødre: kammerater, - fødd': gav mad. - 7.3 afsiids: afsides. - 7.4 næste: nærmeste. - Frende: slægtning. - 7.5 haantis: skammede sig. - 7.6 Hu: sind.

480

8.1

de: de som. - fast: ivrigt. - eftersøgte: efterstræbte. - 8.2 skalke-snarer: listige fælder. - 8.3 Ufær: ulykke. - 8.4 Vanart: ondskab. - 8.6 i sær: for sig.

9.2

udførde: udbredte. - 9.3 Dummen: den døvstumme. - løßde for: åbnede. - 9.5 giensvar: svar. - 9.6 skalke-fund: ondt påfund.

10.1

efterlented: længtes efter. - 10.3 saa: sådan. - 10.4 tilsteder: tillader. - 10.5 slide: sønderriver. - 10.6 Gaa ... oppaa: gælde meget.

11.1

vrie: (for)vride. - 11.2 færdig: klar til. - 11.5 mig vende: forandre mig; leve.

12.1

Avindsmænd: fjender. - 12.3 idel: lutter. - 12.4 Mod mig (...) stoode: var mine modstandere. - 12.5 huldte: holdt. - for: fordi. - attraar: stræber efter.

13.1

mig: som mig. - 13.4 snar: hurtig, - lette: løft.. - 13.6 Min ...: bestemmelse til HERRE.

Dend Fierde Morgen-sang

1.1

Morgenstund ...: efter ordsproget »Morgenstund har guld i mund«, E. Mau: Dansk Ordsprogs-Skat, 1879, nr. 6590. -1.2 Lov: lovprisning. - skee: skal ske. - jeg: for at jeg. - vogned: vågnede. - 1.3 øyenbryn: øjne. - 1.5 mood: sind.

2.1

Lyvs: lys. - Brendelampe: lampe. - 2.2 Verdens Lyvs: jf. Johs. 8,12. - skinde: skinnede. - 2.3 leyde: sikkerhed. - 2.5 æng: smal. - 2.6 Gud bodejo: at Gud ikke boede.

3.2

Hvile-halm: sengehalm. - Foode-Stool: om Jorden, jf. Es. 66,1. - 3.3 saaestu: så du. - Kreatur: skabning. - 3.6 Varstu: var du.

4.2

Taare ... saae: nl. for at høste glæde, jf. Sal. 126,5-6. - Taare: tårer. - hans Ager: evt. om den kristne menighed, jf. 1.Kor. 3,9.

5.1

brug: nytte. - 5.2 Fug: gang. - 5.3 som: knyttet til denne. - 5.4 At: så at; for at. - 5.6 tagis ... agt: udnyttes endnu.

6.1

jeg: til at jeg. - saa: sådan. - Agtsomhed: opmærksomhed.

6.4

Jeg jo: at jeg ikke.

7.1

og: også. - forsøgt: erfaret. - Foodefalsk: usikker at gå på. - 7.3 skam-fald: skamfuldt fald. - 7.4 Skrenter: glider. - 7.6 Beleer: ler ad.

8.2

færdig: klar til. - 8.3 trykt: tynget. - 8.6 skyldig: påkrævet.

9.1

leg ... haand: hold mig i hånden. - 9.2 Spindelvæv: om 481 noget uholdbart, jf. Es. 59,5-6. - 9.3 komme: få. - 9.5 Armis: fattiges.

10.2

kast: kastet. - 10.5 Lyksom: lykkelig. - stand: tilstand.

11.1

Biering: næring. - 11.3 spiis: bespis.

12.1

Seyerverk: ur. - 12.2 laver til: forbereder. - 12.3 knude: om tilknytning til denne verden. - 12.4 Mig er vel: for mig er det godt. - 12.6 mest: næsten; mest.

Dend Fierde Aften-sang

1.1

qvelder: bliver aften. - 1.2 sig ... seer: ser efter hvile. - 1.3 end som: end.

2.1

Her: nl. i denne verden. - skiftis (...) om: forandres. - 2.3 Saa: sådan. - omsider: til sidst. - 2.5 Drav: bærme, mask (om kroppen). - 2.6 aaer: ejer.

3.1

Roo: glæde; ro. - 3.2 Troo: troskab. - 3.3 Ræt: lige. - idel: lutter. - mørk: mørke. - 3.5 lyvs: lys. - 3.6 Ørk: kiste.

4.1

triner: træder. - 4.2 Bie: vent. - stat: stå. - 4.3 blomsteret: blomsten. - 4.4 Det: det som. - Fragt: smukt. - 4.5 slagt: slapt.

5.2

Hvad: hvor. - from: god. - 5.3 mit Kontrafey: billedet af mig, jf. Es. 40,6.- 5.5 brat: på kort tid.

6.2

slig: sådan. - 6.3 der: da. - af Rode randt: blev født. - 6.4 Leer: om kroppen, jf. 1.Mos. 2,7. - 6.6 granat: præcist.

7.1

toede: vaskede, nl. i dåben. - 7.2 Voxe-rood: træ som en gren podes ind i.

7.3

opklekket: opfødt. - 7.6 spised: blevet bespist.

8.1

End: endnu. - 8.2 Ulykken ... qvit: sluppet for ulykken. -8.3 og: også.

9.1

giv til: tilgiv. - brudt: begået. - 9.2 Agt: æns. - 9.4 dem: synderne, jf. Mika 7,19.

10.2

fied: skridt. - 10.3 i: ind i. - Hu: sind. - 10.5 Kødets Pæl: kroppens konstante plage, jf. 2.Kor. 12,7. - 10.6 finde: mærke. - meen: skade.

11.2

Brud: om den kristne kirke, jf. f.eks. 2.Kor. 11,2. - 11.3 Lov: ros. - 11.5 Rætviis: retfærdig. - 11.6 Som: knyttet til dem. -hendis Rov: at røve hende.

12.2

Axeklipped straa: strå, der har fået akset klippet af. - 12.4 Sæd: afkom.

13.1

af: fra. - 13.2 Chris tendom: kristenhed. - nødtørftighed: behov. - 13.3 færdig: klar til.

482

14.1

lyvs: nedbed. - 14.2 hvad meer: hvad der yderligere. - 14.3 Gak: gå. - Orme-sæk: om kroppen. - 14.5 der: nl. i himlen.

Dend Fierde Kong Davids Poenitendse Psalme

Poenitendse Psalme: bodssalme, Sal 51.

1.2

Miskundheds: barmhjertigheds. - for: pga. - Værdighed: nl. til tilgivelse. - 1.3 utallig: umålelig. - 1.4 Reent: fuldstændigt.

2.

l Toe: vask. - vel: godt. - 2.2 Arpe: skorpe af gammelt snavs. - 2.4 Skiær: ren. - 2.5 Meen: fejl; skade.

3.3

reet: lige. - 3.6 hos: ved siden af.

4.2

obenbar: åbenlyst.- 4.5 feldis om: omstødes.

5.1

Ondskabs Saar: om arvesynden. - 5.3 der: da. - 5.5 Brøst: fejl; skyld.

6.1

Leed: vej. - 6.2 Nyre-lukt: gemt i menneskets inderste. - og: og som. - afveed: ved af.

6.3

Evangelium: gr.: glædelige budskab, nl. om frelsen i Jesus. - i Løndom: i det skjulte. - 6.5 Viisdom paa: viden om. - 6.6 nu: som nu.

7.1

Afløs: giv syndsforladelse. - Isop-koosten: Koste af ysopkviste bruges i Gl.Test. ved renselse, f.eks. 3.Mos. 14,2-4, og ved påsken, 2.Mos. 12,22, hvor påskelammets blod stryges på dørrammen vha. ysopkoste; udgydelsen af lammets blod foregriber henrettelsen af Jesus i Ny Test. - 7.2 fuulhed: råddenskab; ondskab. - 7.4 granat: nøje; klart. - 7.5 Messiæ Pandt: Ved sin død gav Messias (Kristus) sikkerhed for forsoningen mellem Gud og mennesker.

8.2

Evangeli: evangeliets. - 8.3 At: så at. - 8.4 Knasker: tygger knasende.

9.2

agt: æns. - 9.6 Regne-Bræt: tavle, hvor regnskabsposter skrives.

10.1

Art: karakter. - 10.2 Som: knyttet til Hierte. - 10.3 Liv: krop. - rætter: ret, korrekt. - 10.6 fly: undgå.

11.2

saare: voldsomt. - Harmt: harmfuld. - 11.5 vel: meget. - kort: snart.

12.1

overflødig: rigelige. - 12.3 frivillig: villig. - ophold: bevar. - 12.5 mig: jeg.

13.1

udi: ved. - lære: forkynde. - saa: sådan. - 13.2 paa: som på. - 13.3 end: endnu. - 13.6 slet: fuldstændig.

14.2

O ... Salighed: tiltale.

15.1

Oplad: åbn. - 15.2 i din Lov: ved lovprisningen af dig.

15.6

HErrens Pris: lovprisningen af Herren.

483

16.1

Offers: offerdyrs. - 16.2 befalder: behager. - Smøg: røg; lugt. - 16.5 Øxen-: okse-. - 16.6 formaar: har råd til.

17.3

Angerknused smaa: helt knust af anger. - 17.4 For hans Magt: hos ham, den mægtige. - 17.5 foragt: foragtet. - 17.6 maa: kan. - lide: stole.

18.1

Zion: Jerusalem; Guds folk og rige. - 18.5 Luur: lurende baghold.

19.1

skaltu: skal du. - 19.3 Læbers Kalve: bønner (som er den åndelige form for offerdyr), jf. Hos. 14,3.

Dend femte Morgen-sang

1.2

Øyenbryn: øje, jf. Sal. 132,4. - slumme: slumre. - 1.4 Huus og Leer: om kroppen, jf. 2.Kor. 5,1 og 1.Mos. 2,7.

2.3

forglemmelig: glemsom. - 2.6 Berømde: roste.

3.1

Lov: lovprisning. - 3.2 flux: straks. - bereed: klar. - 3.3 Thronen: Guds opholdssted. - gak: gå. - 3.5 Hellig, Hellig: jf. Es. 6,2-3 og Johs.Åb. 4,8, hvis lovprisning indgår i kirkens liturgi.

4.5

Thi: derfor. - skammelig: med skam. - 4.6 undsette sig: fjerne sig; blive forskrækket.

5.2

paa: på grundlag af. - nogen ... Retfærdighed: nogen retfærdighed hos mig. - 5.3 Vunder: sår (som Jesus fik ved korsfæstelsen). - 5.6 dem ... ad: pga. dem modtaget al min frelse.

6.3

At: så at; for at. - 6.4 Forrettis: udføres. - 6.5 Min: og så at min.

7.1

skrøbelige: moralsk svage, jf. Matt. 26,41. - 7.2 tilbøyed: tilbøjelig. - 7.3 mig Nyre-grood: groet sammen med mit inderste. - 7.4 Hendis: syndens. - 7.5 Mens: men. - demp: sluk.

8.2

hale: glatte. - 8.4 Riis: knipper af kviste, brugt som strafferedskab; straffe. - 8.6 bøy ...: jf. Ordsp. 21,1. - igien: tilbage; igen.

9.1

og: også. - indfalde: indtræffe. - 9.4 soot: sygdom.

9.6

Flood: udspring.

10.1

Faare-Sti: aflukke til far, om kirken, jf. Johs. 10,1-16. - 10.3 hende: menigheden. - 10.4 Hykkel-klædde: i hykleri klædte, jf. Matt. 7,15 om ulve i fareklæder. - 10.5 Parder-plettedt: plettet som en panter, om forhærdede syndere, jf. Jer. 13,23. - 10.6 spinder... Rok: arbejder hemmeligt for Satan.

11.2

frem og frem: i al fremtid. - 11.3 skaar: tab, skade. - 11.4 klem: plage.

484

12.1

Landene: landsdelene (i Danmark-Norge); landene. - 12.2 Fedme: frugtbarhed. - ofverflødig: umådelig. - 12.3 af: fra. - 12.4 saa som: ligesom. - stil: stands. - 12.5 Afverge: afværg. - 12.6 Floders: oversvømmelsers.

13.5

alt... paa: alt som angår mig; alt som er i slægt med mig.

14.2

blive-sted: blivende sted, jf. Hebr. 13,14. - 14.5 helser: hilser. - 14.6 Leer-bygde Huus: om kroppen. - i smul: i stykker.

15.2

paa (...) tarv: til gavn. - 15.3 Kar: om kroppen, jf. Sal. 31,13. - 15.5 Jorden: om kroppen, jf. 1.Mos. 2,7. - Himmel-Deel: sjælen. - 15.6 dend: kroppen, der ved kødets opstandelse skal herliggøres, jf. 2.Kor. 5,1-4.

Dend Femte Aften-sang

1.1

mulner: mørkner. - 1.2 Fied: skridt. - 1.4 vaanlig: sædvanlige. - 1.5 I Jacob ...: jf. 4.Mos. 24,17, i kristen tradition en profeti om Jesu komme, jf. Matt. 2,1-11. - rinder: står.

2.1

ikkun: kun. - immerfoort: videre. - 2.2 aldrig nogen: slet ingen. - 2.4 lyvser: lyser. - 2.5 oppusted: blæst til live. - 2.6 over: mere end.

3.3

Miskundhed: barmhjertighed. - 3.4 mig overgrood: groet på mig. - 3.5 slet: helt.

4.1

Rime-stok: kalender (i form af en stok med indridsede mærker). - 4.2 tegned: skrevet. - 4.3 nøysom: tilstrækkeligt. - 4.6 Nødtørft: fornødenhed. - skicke: sende.

5.2

Viingaard: om arbejde, jf. Matt. 20,1-16. - Klimpen: (jord)klumpen. - 5.4 At: til at. - Rom: sted. - 5.6 signed: velsignede.

6. 1

Hilde-garn: fangegarn. - 6.2 At: for at. - 6.4 Skalkeham: bedrageriske skikkelse. - 6.5 Troens Skiold: jf. Efes. 6,16. - brød: brækkede. - 6.6 levendis ...: (evigt) levende pga. forsoningen ved Kristi død.

7.2

behold: forvaring. - 7.3 Slangen ...: jf. l.Mos. 3,15; traditionelt opfattes slangen som Satan. - 7.4 Syndsens sold: syndens løn, nl. døden, jf. Rom. 6,23.

7.5

fundet: mærket.- 7.6 Hoved-Haar: jf. Matt. 10,30.

8.1

Mens: men. - Adams Barn: syndefulde menneske, jf. Rom. 5,12-21. - 8.4 Guds Billede: mennesket før syndefaldet, jf. 1.Mos. 1,27. - intet: ikke. - 8.6 Galde-Frøe: bitre, giftige frø. - ombesaad: oversået.

9.2

og: også. - 9.3 Uheld: mangel. - 9.6 skyvier: skjuler. - skamfuld: skændige.

485

10.1

skikken begiver; ordner. - 10.2 fører ... af: tager jeg af. -10.4 domme-dagis seng: grav, hvor kroppen hviler til dommedag. - 10.6 svøbe-lagen: lagen til indsvøbning.

11.1

Omkring: rundt om på. - 11.3 lukt: lukket inde. - 11.4 Eyedom: om graven. - vraa: krog; skjul.

12.1

midder-nat: midnat. - 12.2 klingre: skarpe. - 12.5 Basunens

..

:jf. Matt. 24,31.

13.4

veldelig: kraftigt. Hiord: om menigheden, jf. Luk. 12,32. - 14.4 Slut: luk.

15.1

trøste: skal trøste. - 15.3 Lemmer: individer; hospitalsindlagte. - 15.6 kienderfor: anerkender som. - dit ... Lem: jf. l.Kor. 12,27.

16.6

alt: stadig.

Dend femte Kong Davids Poenitendse-Psalme

Poenitendse-Psalme: bodssalme, Sal. 102.

1.5

dig (...) paa: på dig. - 1.6 at: så at; for at.

2.3

gru: ildsted. - 2.4 igien: tilbage. - 2.5 feldt: fældet, kastet om. - 2.6 æde: spise.

3.1

For: pga. - 3.2 Rad: skelet. - 3.3 Kluk: suk. - 3.6 alt: helt.

4.1

Hiertenag: (samvittigheds)kval. - 4.3 Spurre: spurv. - 4.5 skiender: omtaler nedsættende. - 4.6 svær: sværger. - hart: hårdt.

5.1

Afsmag: ubehagelig bismag. - 5.2 Grud: grus. - 5.4 Lag': (salt)lage. - Luud: salt- eller sæbelud. - 5.6 Opløfte: løftede op.

6.1

mod: kort før. - 6.2 Saa: sådan. - 6.4 Aandefang: åndedræt. - 6.5 fast: urokkeligt. - ihvor: hvordan end. - 6.6 dit Minde: mindet om dig.

7.1

Stat: stå. - lav: forbered. - 7.2 Zion(s): Jerusalem; Guds folk og rige. - 7.3 undergaa: gå til grunde. - 7.4 udbrød: kom frem. - 7.5 bestemte: (af Gud) fastsatte. - og: også.

8.2

hendes: Zions.

8.5

dends: Zions. - foragt: nedværdigelse. - 8.6 At: nemlig at.

9.2

Der Orsag af: deraf grund til. - 9.6 seis: ses.

10.1

hid: herhen. - 10.2 slet: helt. - 10.3 Angist: sorg; angst. -gid: kan. - 10.6 ladersee: viser.

11.4

udaf: om. - lid: gerning. - 11.5 Folket: menneskene; folket. - 11.6 love: lovprise.

12.2

Udaf: fra. - 12.4 spæ: spe, hån. - 12.5 At: og for at. - for: over.

486

13.1

Paa det: for at. - 13.3 Hans Lov: lovprisningen af ham. - 13.6 blood-sprengde: blodbestænkede, nl. helliget af Kristi blod i nadveren.

14.2

der: hvor. - 14.3 fuld vel: udmærket. - 14.4 at: som. - 14.6 lange: vidtrækkende. - Hid: tillid.

15.2

mit: midt. - 15.3 Mit Haabnings-Maal: målet for mine forhåbninger. - naa ud: opnå. - 15.6 Fra ... anden: fra den ene generation til den næste.

16.5

underlig: underfuld. - 16.6 Hvorpaa: hvorover. - billig: med rette.

17.1

De: Jorden og himlen. - samptlig: alle. - 17.2 alt: stadig. - 17.4 hen: op.

17.5

Klæde-palt: stoflap.

18.3

beskiær: giver (som skæbne). - 18.4 sæd: efterkommere; slægt. - 18.5 befæstis: gøres faste, sikre. - 18.6 Græde-dal: om denne verden, jf. Sal. 84,7.

Dend slette Morgen-sang

1.1

rinder: står. - l .2 Øster-lide: horisonten mod øst. - 1.8 svinge: flyv.

2.1

saa som: ligesom. - 2.2 uden maade: umålelig. - 2.5 Som: hvormed.

3.1

Orm: jf. Sal. 22,7. - 3.2 Møye: besvær; plage; jf. Job 5,7. -3.3 har ... behag: behager det min Gud. - 3.5 Til Vare-tægt: med omsorg. - paa (...) sette: rette mod. - 3.6 At: så at; for at. - 3.7 Val: valg, udvælgelse. - 3.8 oprette: genrejse.

4.3

omsat: omgivet. - 4.8 vaade: fare; ulykke.

5.5

vidne: vidnesbyrd (om), jf. Rom. 8,16. - 5.7 Formedelst: pga. -5.8 bliver: forbliver.

6.2

fare: forsvinde.

6.6

Jeg: så at jeg.

7.1-2

Gud ... mig: måtte Gud holde mig i hånden. - 7.4 at drive: til at udføre. - 7.5 Velsigne: velsign. - udaf: fra.

8.2

slet: helt. - 8.3 behag: vilje. - 8.4 ræt: virkelig. - besinde: betænke, overveje. - 8.7 gak: gå. - 8.8 For: pga. - Brøde: synd.

9.1

Tarv: fornødenhed. - Trang: behov. - 9.3 Lykkens: skæbnens. - 9.6 tilforne: i forvejen. - 9.7 viltu: vil du. - 9.8 raade: bestemme.

10.1-2

For ... sørge: hvis jeg vil være bekymret for mine børn og efterkommere. - 10.5 Hvor: hvordan. - 10.6 Gud: så er svaret: Gud.

487

11.3

Strand: hav. - 11.4 oplede: søge. - 11.5 omspende: spænde om livet.

12.4

Paa: for. - 12.5 Hu: sind. - 12.8 ophøye: har min Hu som genstandsled.

13.2

goode: nytte. - 13.3 hende: kirken. - Koor: forhold. - 13.4 dend: kirken.

13.5

Anti-Christen: Kristi hovedfjende, evt. om paven. - med ald: aldeles. - omstødis: styrtes. - 13.8 I grund: fuldstændigt, - forødis: tilintetgøres.

14.1

KONGEN...:jf. Sal. 63,12.- 14.3 beder: beder om. - 14.4 formeene: skal afslå. - 14.6 sæt...: jf. Højs. 8,6.

15.5

give: skal give. - med: sammen med. - 15.6 hos: ved. - 15.8 heden: herfra.

16.1

gode Nat: farvel.

Dend slette Aften-sang

1.2

helder: går mod aften. - 1.3 mørk: mørke. - vraar: kroge. - 1.5 lyvse: skal lyse. - 1.6 At: så at. - 1.8 at: for at.

2.2

Rundt ud: frit. - 2.6 En bek: den ene bæk (af nåde). - naar: følger lige efter. - 2.7 alt: stadig. - Aarsag: årsag til.

3.1

udlendings: udenlandsk (i forhold til det himmelske hjem), jf. Hebr. 11,13. - 3.4 Attraar: begærer. - 3.6 stød: slag. - 3.7 og: også. - 3.8 trenge: trænge frem.

4.2

Som: knyttet til tilden.

4.3

listelig: snigende. - 4.4 Hen: bort. - svinger: flyver. - 4.5 qvelder: mørkner. - 4.6 hand: dagen.- skyder ... hu: minder mig om.

5.2

rede: klar til. - 5.5 idel: lutter. - spared: skånet. - 5.7 fald: hændelse.

7.3

Det være: hvad enten det er. - 7.4 anke: være imod. - 7.7 JEsu ... Sved: jf. Luk. 22,44.

8.3

i mig: som i mig. - 8.4 dempe: tilintetgøre. - 8.7 forsagt: modløs.

9.3

bevaag: våg over. - 9.7 Og: og i.

10.1

holde: skal holde. - 10.3 agt: opmærksomhed.

11.8

Ræt vel: virkelig godt. - Indhegne: sætte hegn.

12.1

forgiæt: glemt. - 12.3 udslet: udslettet; faldet i unåde. - 12.5 overflødig: rigelige. - 12.7 nødtørftig: nødlidende.

13.1

Far (...) vel: farvel. - 13.3 Paa: til. - 13.4 Liid: tillid. - Love: tiltro.

488

Dend Slette Kong Davids Poenitendse Psalme

Poenitendse Psalme: bodssalme, Sal. 130.

1.2

Vaade: ulykke; fare. - 1.5 lyd: lyt til. - forglemme: forglem. - 1.6 obne: åbne. - 1.7 At: så at. - granat: tydeligt. - merke paa: lægger mærke til.

2.3

spil: foretagende, virksomhed. - 2.4 agte: ænse; vurdere. - 2.5 Hvo: hvem. - alde: alle. - 2.7 hand jo: uden at han. -2.8 slet: helt. - henfalde: falde ned.

3.5

af ævighed: siden urtiden. - 3.6 Des: derfor.

4.5

sande: pålidelige. - eftervented: ventede på. - 4.7 Gav tøv: ventede. - beskeed: fornuft. - 4.8 lented: ventede; længtes.

5.3

agt: opmærksomhed. - 5.5 Fast: langt. - lider: længes efter. - 5.7 lyvs: lys.

6.1

haabe: skal håbe; håber. - 6.3 og: også. - 6.5 Miskund: barmhjertighed. - 6.6 Forløsnings Magt: magt til forløsning.

7.4

Hilde: snare.

7.6

for: pga.

Dend syvende Morgen-sang

1.1

VAag: vågn. - slae: slå. - 1.3 stat: stå. - 1.5 Giør vold ...: jf. Matt. 11,12; i bibeloversættelsen af 1647 forklares giøre vold med "lade det være sig ram [dvs. virkelig] alvore". - Stierneborg: om himlen. - 1.6 Verdens Sorg: bekymring for denne verdens ting.

2.2

Jorde-klimp: jordklump, om kroppen, jf. 1.Mos. 2,7. - 2.3 Borgerskab ...: jf. Fil. 3,20. - 2.4 stunder: længes. - og: også. - 2.5 Lov: lovprisning. - Priis: lovprisning. - 2.6 Skee: skal ske.

3.4

lak: mangelfuld.

4.2

det: at. - 4.3 neye: bøje mig. - 4.4 fied: spor, om den frugtbare jord, jf. Sal. 65,12. - 4.5 Dulmed: blundede. - 4.6 betient: tjent; hjulpet. - Gud og Mand: gudmennesket, Jesus.

5.1

optræde: hæve sig. - 5.3 overvettis: umådelig. - 5.5 At: over at. - Rætfærdighedens Sool: jf. Mal. 4,2. - 5.6 skinnebool: solbeskinnet sted; sted, hvorfra det skinner.

6.1

flux: straks. - Lyvs: lys. - oprinde: stå op. - 6.2 at: så at; for at. - 6.4 snæris: fanges. - 6.6 tænke: (lad mig) tænke. - Kiød ...:jf.Es.40,6.

7.1

Skud: skyts. - 7.4 fynd: kraft. - 7.5 Dørstolpe ...: jf. 2.Mos. 489 12,7-13, hvor påskelammets blod på dørstolpen afværger døden.

8.2

forsømme sig: holde sig tilbage. - 8.3 i Hælen ...: jf.1.Mos. 3,15; slangen tolkes traditionelt som Satan.

8.5

giør ... stift: giv mig styrke til konfrontationen, jf. Ez. 3,8. -8.6 hendis: tungens.

9.2

Armod: fattigdom. - 9.3 Ville: vilje. - 9.4 stødis om: gå til grunde. - 9.6 giøre (...) beskeed: tømme. - HErrens Kalk: lidelse og død, jf. Matt. 26,39.

10.1

Velsigne: velsign. - udaf: fra. - 10.3 med ... pløye: ikke udnytte Satans magt, jf. Dom. 14,18.

11.2

Elsk paa: opelsk; vis omsorg for. - Viingaard: om Guds folk, jf. Es. 5,1-7 og Matt. 21,33-45. - idelig: ivrigt; stadig. - 11.3 af Ordet ...: jf. Matt. 13,23. - 11.5-6 see ... Paa: ærgre sig over.

12.1

legge: skal lægge. - 12.2 overflødelig: i rigt mål. - 12.5 Raadfør: styr. - 12.6 gaar ... Traad: lykkes.

13.1

begge Rjger: Danmark og Norge. - 13.2 Omskands: læg skanse omkring. - 13.4 træde-broo: skammel, jf. Sal. 110,1. -13.6 Omkrone: omkrans.

14.1

giver: begiver. - 14.2 fanger (...) an: påbegynder. - 14.3 end: fortsat. - bliver: forbliver. - 14.4 er van: plejer. - 14.5 tager ... i: tager mig i hånden.

15.3

alt: efterhånden. - rygge: flytte. - 15.5 Glasset: timeglasset.

16.4

Aandefang: åndedrag.

Dend Syvende Aften-sang

1.2

toer: vasker. - 1.4 lyvset: lyset, jf. I.Tim. 6,16.

2.1

alt: allerede. - nedrinder: løber ud.

3.1

rede: klar til. - 3.2 bryde: bryde ind i, jf. Matt. 11,12. - 3.3 udbrede ...: I Bibelen beder man med udbredte hænder, jf. f.eks. Sal. 88,10. - 3.4 got: godt. - 3.5 hid til: indtil. - 3.6 saa mangelund: på så mange måder.

4.2

overseer: overskuer. - Tælle-stok: stok, hvorpå man førte regnskab ved at skære mærker. - 4.3 hvad: hvor. - Naader: nådesbevisninger. - sammen lynder: forsamler sig. - 4.4 skok: flokke.

5.1

fuld vel: udmærket. - 5.2 med: sammen med. - 5.3 der: da. -5.4 skik: indretning. - 5.5 Kor: forhold.

6.1

Alt: efterhånden. - til Alder træder: ældes. - 6.2 sanker: 490 samler. - 6.3 og: også. - 6.5 møtt': ramte. - end: endnu. - stød: modgang. - 6.6 At (...) jo: uden at. - forneden: nedenunder.

7.1

Saa: sådan. - 7.3 befalde: behage.

8.2

Jeg jo: uden at jeg. - 8.3 I hvordan: hvordan end. - Bladet... vende: forholdene ændrer sig. - 8.4 Lykken: skæbnen; lykken. - 8.5-6 finder ... overgaa: erkender jeg, at Guds nådes gunst overgår.- 8.6 Kunst: (menneskelig) dygtighed.

9.1

tilskrive: give æren for. - 9.2 vaar: var (værd). - omhu: bekymring; omhu. - 9.4 auner: jf. Hos. 13,3.

9.6

Kom (...) afsted: frembragte.

10.1

Des: derfor. - 10.2 besynderlig: især. - 10.3 mod: i retning mod. - Himlens Gader: jf. tanken om det himmelske Jerusalem, Johs.Åb. 21,9-22,5. - 10.6 granat: nøje.

11.2

hidindtil: hidtil. - kommen vel: kommet godt frem. - 11.6 ræt: lige.

12.3

Lue-nemme: letfængelige. - tynder: brændbart stof. - 12.4 ilder: tænder ild. - Nyre-Rood: om menneskets inderste. - 12.5 Det som ... : jf.Rom. 7,19. - 12.6 mig: jeg.

13.3

Sin Lov ...: jf. Hebr. 10,16-17. - 13.4 slæt: helt. - forgiæt: glemt. - l 3.6 af: fra.

14.1

orden: skare. - 14.5 At: til at; for at. - fund: påfund.

15.3

hend': kirken. - opklare: lad lyse op.

16.5

skygge: om beskyttelse, jf. Sal. 91,1-2. - 16.6 overgroe: overgå i vækst.

17.4

huld: nådig; trofast. - 17.5 Hand: om at han (knyttet til anmoder). - ud i: på.

18.1

Huege-lyvs: blafrende lys. - 18.2 lukke: skal lukke. - 18.3 Thi: derfor. - mod ... stampe: Satan kæmpe forgæves mod overmagten, jf. Ap.Gern. 26,14. - 18.4 Anfald: angreb.

19.1

Faune: omfavn. - 19.3 Falle-ask': lette, lyse aske (om de jordiske rester). - opsaune: opsamle. - 19.4 Beenhuset: bygningen med opgravede knogler. - kast: kastet. - 19.5 skik: skikkelse, form. - 19.6 Orme-mad: om krop; lig.

Dend syvende Kong Davids Poenitendse-Psalme

Poenitendse-Psalme: bodssalme, Sal. 143.

1.2

setter ind for: overgiver. - 1.5 Formaning: bøn. - agt: vær opmærksom. - 1.6 For: pga. - Miskundheds: barmhjertigheds. 2.2 Formedelst: pga.

3.1

Gak: gå. - 3.4 from: god; from. - 3.6 Adams Synde-land: verden, som er underlagt arvesynden, jf. Rom. 5,12-21.

491

4.2

Foruden: uden. - skiel: rimelig grund. - 4.3 Liv: krop. - 4.6 Døding: dødning.

5.2

Angist: sorg; angst. - 5.6 som ... skiær: som dagligt skærer i det.

6.3

Thi: derfor, - forsage: give op. - 6.4 foort: videre.

7.1

breder ...: I Bibelen beder man med udbredte hænder, jf. f.eks. Sal. 88,10. - 7.2 fordrukned: druknet.

7.5

forsmægted: udtørret. - 7.6 Forfriske: forfrisk.

8.3

Lyvs: lys. - bortvende: må vende bort. - 8.4 Jeg jo: så at jeg ikke. - 8.5 At: så at; for at. - 8.6 for: før.

9.1

Miskund: barmhjertighed. - aarle: tidligt. - 9.2 paa: til. - sæt: sat.

10.1

vold: magt; vold. - 10.6 agter haant om: foragter.

11.3

røre: skal bevæge. - 11.4 slette: det jævne. - Græde-dalen: om denne verden, jf. Sal. 84,7.

12.3

End: endnu. - 12.4 dertil: desuden.

13.3

forderve: ødelægge. - besette: fylder. - 13.4 mangelund: på mange måder.

priis: lovprisning. - være: skal være, skal vises.

Forseelser: fejl. - forseet: fejlet. - nætte: nøjagtige. - kiendelige: tydelige. - eller og: eller også. - velforfarne: erfarne. - min Lejlighed ... vaar: jeg heller ikke var i stand til. - stedse: konstant. - derhos: derved. - Genegenhed: gunstige stemning. - dend: som. - aftiene: gengælde.

Mindedigt over Susanna Worm

Trykt efter SS I, s.127-128, der gengiver originaltrykket.

Jesu Christi Korsdragerske: kvinde, der efterfølger Kristus i sin lidelse. - Susanna Worm: 1649-1674, datter af professor Ole Worm. Kingo havde i 1672 skrevet et bryllupsdigt til Susanna Worm og Henrich Borneman. - Mag.: magister. - Henrich Borneman(s): 1646-1710, på dette tidspunkt rektor og professor i København. - amindelse: minde.

2

langsom: langvarig. - vee: lidelse.

3

Guds billede: jf. 1.Mos. 1,27. - næt: nøjagtigt. - udtog: uddrag.

4

Jorden: det forgængelige og syndefulde i menneskenaturen, jf. 1.Mos. 2,7.

6

Jordklimp: jordklump, om kroppen.

7

forklared: givet overjordisk skikkelse gennem død og opstandelse, jf. 2.Kor. 5,1-10.

492

8

udlutred: renset.

9

Mens: men. - tilig: tidligt.

10

kom til munds med: fik i tale.

12

Kiøn: familie.

14

angist: sorg; angst.

15

riis: knippe af kviste, brugt som strafferedskab.

16

qvistis: piskes.

17

hvor: hvordan.

18

taalig: tålmodigt. - lemped: indstillede på.

21

taar: tåre.

22

hierte: kære. - beseet: iagttaget. - møye: plage; anstrengelse.

23

Soote-seng: sygeleje.

24

over-blød: blødt stærkt.

25

alt: allerede.

26

saa: sådan.

27

Om skiønt: selvom. - Egte-troe: ægteskabelig troskab, - fæst: bundet.

28

Hand ... næst: at han (Gud) ikke selv ville være nærmest ved sit eget (Susanna Worm); sætningen er knyttet til saa (1.26).

29

Des: derfor, - fandt: følte.

30

u-fortræden: uden fortrædelighed, villig.

31

fik: gav. - prøfve: sætte på prøve.

32

engang: ved opstandelsen på dommedag. - æris Kroone: jf. 1.Pet.5,4.

33

smerte: smerte som.

34

trang: vanskelighed.

35

Daanelse: besvimelse, - gyvs: gys.

37

trøstig: tillidsfuld; trøstende.

38

at: for at. - husvale: opmuntre.

39

vide: ved.

Mindedigt over Maren Bering

Trykt efter SS I, s.132-133, der gengiver originaltrykket.

Møe: ung ugift kvinde. - Maren Bering: 1653-1675, datter af den kendte historiker og forfatter af lat. digte Vitus Bering, der var ven med Kingo. - Amindelse: minde.

1

feyerst: skønnest.

2

Hvo: hvem. - Sende-Breve: breve.

3

skikker: sender. - I naar: når som helst (knyttet til frygte).

4

At: for at. - fodre: fordre, kræve.

493

5

Verdens Barn: person, der (kun) interesserer sig for denne verden i modsætning til Guds børn.

7

bag din Dør: dvs. i skjul.

8

Huile-spaan: om bunden i ligkisten.

9

Lure-viis: lurende. - sig ... dreyer: følger solens gang.

10

Paa kvikken: knyttet til Tjme. - nedstøver: gør til støv.

11

finde: skal finde. - og: end.

12

stritte: kan stritte imod. - maat: må, skal.

13

Vel derfor: Derfor er det godt for. - bereder: forbereder.

14

færdig: klar. - at: så at. - naar som: når. - meder: sigter.

15

dend: sjælen. - Orme-sek: om kroppen.

16

ham: døden. - Giek: nar; døden bliver til grin, fordi den kun får kroppen, ikke sjælen.

18

Vorned: stavnsbunden. - væring: bolig; tilværelse.

20

der: da. - fait dig til: tilkom dig.

21

Just: lige. - sætte: satte.

22

Himmel-rørde: af himlen bevægede. - satte ... rette: ordnede du.

24

Dit: at dit. -flux: straks. - angaa: begynde.

25

fik: gav.

26

for: som.

28

eget Egte-Barn: sit eget barn, født i ægteskab.

29

Vel: ganske vist.

30

ÆTTIS: slægts.

32

og: også.

33

raade: bestemme.

34

saa: sådan. - svale: trøste. opsat: nedskrevet.

Mindedigt over Frederich Thuressøn

Trykt efter SS I, s. 135-139, der gengiver originaltrykket.

Mandhaftige: mandige. - Sal: salige. - FREDERICH THURESSØN: 1613-1675, velstående købmand, aktiv ved forsvaret af København 1658-1659 og ved indførelsen af enevælden 1660, fætter til Kingos første svigerfar. - K.M.: kongelige majestæts. - Velforordnede: rigtigt indsatte. - Stads Oberst: chef for borgervæbningen. - Assessor ...: medlem af den rådgivende forsamling vedr. militære sager. - Svoger: mand, som man er beslægtet med ved ægteskab. - priiselig: ærefuldt. - opsat: nedskrevet. - Daniel Eichhorn: bogtrykker i København 1654-1677.

494

2

Mens: siden. - øg: også. - Liv-fæstningen (...) Siæle-muur: om kroppen.

3

Bue-meed: sigten med bue.

4

gift-iised Sveed: om dræbende koldsved.

5

omgiorded: omspændt.

7

volde-fast: fast som en vold; fast vhja. en vold.

9

trods at: selvom. - konstig: dygtigt. - indskandsed: forskanset.

10

Fyre-bold: brandbombe.

11

hand i: så er han i. - Fær: kamp.

12

blotted (...) af: frataget, - jo: dog. - Gevær: våben.

13

Drage-blood: If. folketroen hærder drageblod våben. - Degen: kårde.

14

sig (...) forfærde: forfærdes.

15

Segel: høstredskabet segl, jf. Joel 3,18.

16

slumpe-hug: tilfældigt rammende hug.

18

Orlovs Mand: kriger.

19

frisk: modig.

20

saae ... udi: glædede sig ved. - tappe-blood: blod, som tappes.

22

neyed: bøjet.

23

bleven: er blevet. - bloot: blottet; forsvarsløs.

24

kast: kastet.

26

standet ud: udstået. - der: da. - Fienden ...: nl. ved den sv. be lejring af København 1658-1659.- at: for at.

27

dødsens tru: dødstrusler.

29

med: sammen med. - Borgerskab: nl. borgervæbningen. - lood see: viste. - formaatte: formåede.

30

hvad: hvilken. - aatte: havde over for; skyldte.

31

hvor: hvordan.

32

Eragter det: anser det for.

33

beteede: viste.

34

tiids minut: minut. - Volden: volden omkring København. - opleede: føre op.

35

Hu: sind.

36

Hand gik jo: at han ikke gik. - skinbare: klare.

38

jo: ikke. - Liv i haand: fare for livet.

39

roo: glæde; ro.

40

troo: trofasthed.

41

Vold: magt.

42

blefstu: blev du. - u-tidig: i utide.

44

Skiold og Hielm: nl. troen og saligheden, jf. Efes. 6,16-17. - Vee: smerte.

45

Testamente: 1667 oprettede Frederik Thuresen i sit 495 testamente legater, hvis renter skulle tilfalde latinskoleelever, der skulle synge i kirker, og fattige syge.

46

satte ud: investerede.

48

loodst: hældte, jf. I.Kong. 17,14-16, hvor Gud ved profeten Elias giver en fattig enke olie og andre livsfornødenheder. - armis: fattiges.

50

Christendom: kristenhed. - dølge: skjuler.

51

Kiiste-Gud: om penge. - slutter .... ind: lukker ham inde.

52

Lod: part. - Giærig: gerrige.

54

almys-gierninger: barmhjertighedsgerninger. - affalder: tager af; hører op. 55 Verdslig-viis: verdensklog.

56

for: i stedet for. - Skiærsild: Læren om skærsilden, overgangsstadiet mellem livet og paradiset, forkastedes af Luther.

57

Des: derfor. - dig (...) lade finde: vise dig; være.

58

Middags-soolen: om det succesrige liv, jf. Job 11,17.

59

Guds: at Guds. - bereed: banet.

60

rydded op: ryddet.

63

forklared: ved opstandelsen herliggjort, jf. 2.Kor. 5,1-4.

64

Des midler: i mellemtiden (mellem død og opstandelse).

Mølle-borups Velkom

Trykt efter SS I, s.290-292, der gengiver teksten i håndskriftet Kall 4°, 408 i Det kongelige Bibliotek.

Mølle-borup(s): avlsgård i Store Tåstrup sogn syd for Holbæk. - Velkom: velkomstgilde, som afholdtes af brudgommen, når bruden kom til hans hjem. - Niels Pedersen Brinck: død efter 1697, amtsskriver ved Holbæk amt. - Maren Christenßdatter: datter af Kingos anden kone, Johanne Lauritsdatter Lund. - 9br.: november.

1

due: være nyttigt.

2

paa: efter.

3

pil og bue: hentydning til den gr.-rom. kærlighedsguds traditionelle udstyr.

4

med: sigte; mål.

6

spil: foretagende; leg; samleje.

7

melske: sød blandingsdrik.

12

seis: (kun) bliver set. - og: men. - nyttis: bruges.

14

io: ikke. - til... seer: er rettet mod sit endemål.

17

føre ... ende: gennemføre.

496

20

Som: knyttet til luen.

23

age: køre.

24

Soor: svor. - troo: troskab.

25

endog: selvom. - stacket siden: for kort tid siden.

26

Mindte ... hiem: formanede sig selv til at drage hjem fra bru den; brylluppet må altså have stået hos bruden i Slangerup.

27

Længtis: så kedede han sig. - deert: meget.

28

Sole: dage.

29

opblincked: skinnede frem.

30

axlede sit skind: tog sit overtøj på.

32

huus-gesind: husstand; tjenestefolk.

37

fortæncke: bebrejde.

39

puslet ...: juleleg, hvor man skal gætte, i hvilken hånd der gemmes nødder; hentydning til ægtesengen.

42

Vild: vilje.

43

Huo: hvem. - ancke: klage over.

44

Syder: koger.

46

Wed mand: man ved; Kingo havde selv været enkemand 1670-1671. - vel: godt. - staar: står til.

48

Sorgen: omsorgen. - eene: knyttet til hand.

49

skicke: opføre.

51

Tuert: på tværs; skævt. - som: som om.

52

skick: orden. - sæt: sat.

53

en: end. - plougen: som ploven.

54

flux: rask. - Hoss ia hou: tilråb til heste.

56

Alt Jlux: meget; jf. ordsproget "Der vil mere til plov end at sige hov", Mau: Dansk Ordsprogs-Skat, 1879, nr. 90.

58

At: så at. - furren: plovfuren.

59

og ej: heller ikke.

60

harre: harve. - Klinte-krop: ukrudts-aks.

61

Fiorings: étårig. - døye: udholde at.

62

med: sammen med.

63

krøje: pløje.

65

gierdet: gærdet.

66

reede: tilberede.

68

Niße: nisse(n).

69

Sysledrenge: tjenestedrenge.

70

noget: nogenlunde.

71

tiene: nytte.

72

fattig: stakkels.

73

Moder: husmoder. - vil: må.

77

Lewe de: måtte de leve. - tilsammen: sammen.

78

lychsom: lykkelige.

497

Christian V's første Ledings-Tog

Trykt efter SS II, s. 29-40, der gengiver originaltrykket. Til dette digts samtidshistoriske oplysninger har Kingo benyttet månedsbladet Extraordinaires Maanedlige Relationer, der blev udgivet af Daniel Paulli, foruden antagelig hans ugeblad Dansk Advjs og tysksprogede Extraordinaire Relationes. Digtet må være affattet mellem 23/12 1675, hvor kongen vendte tilbage til København, og 15/10 1676, hvor Kingo afsluttede et tillæg til beretningen om felttoget.

Enevolds: enevældige. - Ledings-Tog: krigstogt, nl. Christian Vs succesrige felttog mod de sv. besiddelser i Nordtyskland juni-december 1675. - Matthias Jørgensen: Matthias Jørgensen Godiche, bogtrykker i København 1660-1678; hans firma er videreført til nutiden (Schultz).

Erindring: forord.

1

Hastverk: i hast udførte værk. - Skygge: om beskyttelse, jf. f.eks. Sal. 91,1-2.

3

Blek-Pensel: om pennen, der maler med blæk. - grunded: malet første gang. - denne gang: hentydning til de i 1677 udkomne tillæg til dette digt.

4

treffis: gengives rammende. - i... Seyer-Fang: ved dine fremtidige sejrvindinger.

5

meder: sigter.

6

fremlyvser: lyser frem.

7

Drifft: bedrift.

8

skildris: males; skildres.

A & (2 : gr.: alfa og omega, alfabetets første og sidste bogstav, symbol på Gud som altings ophav og endemål, jf.Johs.Åb. 1,8. Symbolet er i flere digte anvendt af Kingo som indledende anråbelse.

1

BEhierted: modige.

2

Arv-kroned: som arvekonge kronede. - oprører: ophidser.

3

Nidkerhed: iver. - at: for at; så at. - Kroner: om Danmark og Norge.

5

Tilstæd: tillad, - fast: næsten. - Sang-Gudinde: muse, om inspirationen.

7

At ...: definerer dette Liv. - Lyvs: lys. - Lygte-Skrog: simple lygte.

10

stille ... Himmel-Stierne: opstille dit horoskop.

11

huor: hvordan. - Guds-Frygt (...) Rætfærdighed: Christian Vs valgsprog var "Gudsfrygt og retfærdighed".

12

opskreed: gik op.

498

13

Tuilling-Tegn: hentydning til valgsproget, derimod næppe til stjernetegnet (Christian V blev født 15/4). - hos: ved.

14

Naader: nådesbevisninger. - bedugge: I Gl.Test. opfattes duggen som tegn på Guds velsignelse, jf. f.eks. Sal. 133,3.

15

berede: forberede.

16

Huis Lige ...; Christian V var den første da. konge, der kronedes som enevældig arvekonge.

17

disse ...: gudsfrygt og retfærdighed.

18

Fynd: kraft.

19

Stand: tilstand.

20

flugtig giør: jager på flugt. - Uskiel: uret.

22

udvirke: fremkalder.

23

spinder paa: arbejder på at. - Sirkel: krans, evt. om kronen.

24

fuld-runded: helt rund.

25

begge disse: nl. gudsfrygt og retfærdighed.

26

forvisse: sikre.

28

trygge: pålidelige, sikre.

30

Bluß: bål, om virkeliggørelsen af tankerne. - nidkier: heftige. - Sinde-Lue: om lidenskabelig tanke.

31

Røgelser: om bønner, jf. Johs.Åb. 5,8.

32

Poenitentzer: bodshandlinger.

33

Bønne-Fest og Faste: 27/7 1675 blev der påbudt tre bede- og fastedage samme efterår.

34

Aske: tegn på bod, jf. f.eks. Job 42,6.

35

Randsage ...: om syndserkendelse, jf. Klages. 3,40.

36

bøde: reparere. - Landsens Fljg: om de tabte landsdele øst for Øresund.- hen: bort.

37

blotede: blottede, drog.

39

Bond: grund.

40

sært: særskilt. - velbegrunded: velgennemtænkt.

41

Passen: passagen. - snøre: spærre, hindre.

42

Reyse-Maal: nl. Wismar.

43

Tønningen: vigtig fæstning i Slesvig ved Ejderens munding; den åbnedes 4/7 for de da. tropper. - tog ind: indtog. - Hertugen: Christian Albrecht, 1641-1694, hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp, på hvis loyalitet Christian V med god grund tvivlede.

45

Aarlogs: krigs. - lod stande: bevægede dig rask.

46

Stade: opstilling. - Mekelborgers Lande: I Mecklenborg-Schwerin sluttede Christian V forbund med kurfyrsten af Brandenborg.

47

efter ... Troo: efter at have givet troskabsløfte.

48

foort: straks.

499

49

greeb (...) an: tog fat på. - Damgarten: befæstet by på grænsen mellem Mecklenborg-Schwerin og Pommern, som blev rømmet af svenskerne 6/10.

50

Magt: magt;befæstning. - fra (...) udelukke: opgive.

52

keysede: valgte. - for: frem for.

53

Tribbesees: befæstet by nær Damgarten, som blev taget med storm 7/10. - og: også.

54

Dinis: nl. dine soldaters. 55 bedre: længere.

57

Wißmar: Belejringen af det stærkt befæstede Wismar indled tes i midten af oktober. - Belt: om Østersøen.

58

Druut: kraftigt.

59

Minde: munding.

60

Udaf: fra. - forfegte: forsvare.

61

faste: befæstede.

62

at: til at.

63

beleylig: bekvemt beliggende.

64

Limed: leret. - Henge-Segg: hængedynd. - Røde-Dynds: rød ligt dynds.

65

forseet: forsynet.

68

ærlig: ærefulde. Vaaben-Ting: mønstring. - laved: ordnet.

70

nedergraved: nl. i løbegrave.

72

øved: udøvet.

77

kastis: kastedes. - Batteri: skyts.

78

giennem-drille: lade gennemlyde.

79

som: som om.

80

bleved kast: være blevet kastet.

81

satte (...) an: angreb. - Fyre-møsser: morterer.

82

Granate-slug: granat-svælg, om kanoner. - Gryde-munded: med grydestor munding. - Bøsser: kanoner.

83

gulped (...) ud: gylpede op.

84

Lufte-fløy: fløj gennem luften.

85

tørnede: ramte.

86

bistre: grumme. - bold: kugle.

88

Dødsens visse Budd: bud om den visse død.

89

holdtis: vedblev.

90

Blidekast: skud. - alt: bestandig.

91

knæge: knække.

92

bløde: skræmme. - Hu: sind. - forsagt: modløs.

94

Ræt: netop. - Torden-brudd: lynnedslag, - finde: mærke.

95

Omskiønt: selvom. - Riv: revne. - Flise-krop: stenkrop.

96

Beenrad: skelet.

500

97

Anslag: plan.

98

Falken: sv. krigsskib, der bevogtede indsejlingen til Wismar havn; det erobredes 5/11.- dit... binde: at prøve kræfter.

99

Skiøt: skyts; kanoner.

100

Planke-vom: om skibsskroget. - stødt: beskadiget.

101

udbredt: have udbredt.

102

hensvinge: flyve bort.

103

Order: ordre.

104

hule: dybe.

106

sætter sig: falder, mindskes. - Flebbe: munding.

107

min Salvede: nl. Christian V.

108

gesvindig: hurtige; listige. - Garn: fangegarn.

109

megle: store.

110

frekke: tapre; frække.

111

Hvalfisken: fort ved Wismar havn; det overgav sig 5/11.

112

Bønfald: bønfaldelse.

113

tilforn: tidligere. - af: om. - slige: sådanne. - Tog: rejser; kampe. - at sige: berette.

114

Landmands: landsoldaters.

115

foruden: uden.

116

falder: forekommer. - verkeligt: mærkværdigt; snildt.

117

Mens: men. - skinbarligen: klart.

118

forfigter: kæmper for.

119

dend Flaade ...: 9/10 stod en stor flåde ud fra Stockholm, men den måtte vende om pga. voldsomt uvejr; to skibe gik tabt.

120

Himmel-hugg: hug, prygl fra himlen.

121

hvisled: fløjtede, jf. Es. 7,18, hvor Gud kalder ulykker sammen ved at fløjte ad dem. - dend: den sv. flåde. - splitte: splittede.

122

saa: sådan. - slitte: slået i stykker.

123

for: som. - Støkke-skudd: kanonskud.

124

Brudd: skade; skibbrud.

125

Der: da. - taksom: taknemmeligt. - kiendte: bekendte; erkendte.

126

Hvad: hvilken. - lyksom: lykkelig. - Andledning: styrelse.

128

Gud din Styrke: Gud (som er) din styrke.

130

hos: til stede. - aktis: vurderes.

131

kiedsom: kedsommelig. - slat-uren: sølede.

132

jo: ikke. - Hierte: mod.

133

saaestu: så du. - Bonde-Drenge: bondesønner, der var udskrevet til militærtjeneste (i modsætning til lejesoldater).

138

Der: som. - værdigis: nedlader sig til.

501

139

Hans: flintens.

140

Truske-træ: trøsket (letantændeligt) træ.

142

Funker: gnister.

144

Ever: skarp.

145

slette: simple; jævne.

146

Knogel-føre: knoglestærke.

147

Gevær: våben. - Marken: felten; slagmarken.

148

Kong Dan: den da. sagnkonge, der regnes for folkets stamfa der og rigets grundlægger, som det blev opkaldt efter.

149

lade (...) kiende: vise.

150

Hans: at hans. - tarvelige: nøjsomme. - Ifrighed: raseri; iver.

151

bestaa: tage kampen op imod.

154

granat: tydeligt. - det: at. hiasked: våde.

157

Kongers Roos: rosværdigste af konger.

158

sømmer reet: tilkommer det virkelig.

160

uforsagt: dristig.

161

Glar-broo: glas-bro (lægning), om is.

162

mudrige: mudrede.

164

viste: vidste.

166

Besaae: så. - Synest: lejlighed. - meere: øge.

167

bestolded: belejrede.

169

hulde: trofaste. - Raad: rådgivere.

170

Arr-bidt': arrede som af bid. - Ulemper: farer; kampe.

171

Øye-Vink: blik. - nikkerpaa: nikker til.

172

Majestæt: ophøjethed.

174

Skiude-Pæle: pæle, hvorefter der skydes til mål.

175

Degen-færdig: kårde-dygtige. - Blood: slægt.

176

intet kun: lutter. - idel: lutter.

177

føyed: givet.

179

Volded: bag volde forskansede.

182

Ophæver: hæver. - nedsælded: nedfaldne.

184

Liim: ler.

186

rundt-beleyred: på alle sider belejrede.

187

188 Ryggen ... Saar: vende ryggen til, så at den (nl. under tilbagetrækningen) far det sår.

188

stood: klædte (nl. fordi såret så ville være kommet under an greb).

191

hvasle-Regn: skylregn.

193

dryber: drypper. - Rykte: ry

196

Sold: løn.

197

vige: skal vige.

198

forsage: svigte.

502

199

dømme: skal dømme. - derpaa: mod dem (nl. fjenderne).

200

her i: heri (nl. i denne sag), - faae: give.

201

nep: næppe.

202

Ledings-Mænd: krigere.

203

som: eftersom. - høy: opløftet.

205

Diur-Kongen: dyrenes konge, siden den tidlige middelalder betegnelse for løven.

206

harm: vred.

207

tuærre: ser vrede ud.

208

ilde-funked: gnistrende. - Syyn: blik; udseende.

209

blive var: opdage. - riised: tætte.

210

Avinds: fjendtlig. - utuske: fremmed væsen.

211

u-sky: modige.

214

Udi (...) at bide: for at knække.

218

Bom: murbrækker. - Buk: stormbuk.

220

udhvistis: kastes ud.

221

Loßement: hus, astrologisk betegnelse for en del af himmelhvælvingen, der svarer til et stjernetegn, - forandred: skiftet.

222

Skyttens Bolig: stjernetegnet skytten, hvor solen efter den dagældende julianske kalender gik ind 11/11; først 1700 indførtes den gregorianske kalender i Danmark, - gandske: helt.

223

hun: solen. - Steenbukken: stjernetegnet, hvori solen gik ind 10/12. - Indkorteering: indkvartering.

224

ham: stenbukken.

225

mod: hen til. - løben: forløbet.

226

Svøben: nl. pisken til at drive på hestene, der if. den antikke og den nord. mytologi trækker solens vogn.

228

Dødsens tru: trussel om døden. - beridt: forberedt.

229

spude: udspy.

230

Kartowets: den svære kanons.

231

Muskete: gevær. - knadrede: hvislede.

232

kaster Ild med: kaster på ilden.

233

beblandet: blandet.

239

Lenke-ledd: led.

240

nestlagde: nærmest liggende.

242

Saanden: sandet.

245

kiender: ved.

248

hugg: huggede.

249

skarp: hårdt. - bide: holde stand.

250

ingen Flukt: På et tidspunkt under stormen flygtede de da. tropper dog.

251

Kat-hændede: med hænder som kattekløer. - Fordeel: forskansning.

503

252

holde Trop: følge lydigt. 255 førre: før. - paa Tru: truende.

256

simpel: modløs. - blu: frygtsom.

257

for: foran

258

Ild ... aftørre: ild, mord og brand kunne man ikke fjerne sammen med den gråd, man tørrede af kinden.

259

fik: gav.

260

Frelsis Tilsagn: tilsagn om frelse.

261

taget: have taget.

265

i fulde Bluß: (som stod) i lys lue.

266

overkæmpe d: have overvundet.

269

neste Morgen: dvs. 14/12, men indtoget fandt først sted 16/12; Kingo følger her Extraordinaire Relationes fra 21/12 1675. - inden Volds: inden for volden.

272

dig ... paa: satte på dig.

273

ofred ... op: ofrede du til ham, nl. ved den gudstjeneste, der blev afholdt i en af byens kirker.

274

træde: betræde.

275

kiendte det: erkendte at.

277

Hyldings-Eed: Byens øvrighed og borgere aflagde ed til kongen efter gudstjenesten.

278

oppaa (...) maget: arbejdet på.

279

komstu: kom du; kongen kom til København 23/12.

280

foor: drog.

283

som ... med: som fulgte med kongen; knyttet til Himmel.

287

formeeris: forøges.

288

foruden: uden.

289

Merke: hensigt.

290

giøre: skal gøre.

291

Hans Rjger: så at hans riger. - Blomster: blomst.

292

en Ære-Speyl: som et ærefuldt forbillede.

Indskrift på lysekrone i Slangerup kirke

Trykt efter SS I, s. 264, der gengiver teksten på lysekronen; den er præget med Kingos adelsvåben og må derfor være yngre end 15/6 1679.

1

LYSE KRONE: jf. Matt. 5,14-16.

3

OC (...) EY: heller ikke. - LYVS: lys.

4

BAR FAKEL: nl. som tegn på glæde og som æresbevisning; om præstegerningen. - DIN BRVD: kirken, jf. Johs.Åb. 19,7.

504

AO: anno, lat.: i året. - 1668 ...: Kingos udnævnelse til sognepræst i Slangerup er dateret 24/8 1668; 6/9, som var en søndag, kan da være indsættelsesdatoen. - 1677 ...: datoen for Kingos udnævnelse til biskop i Fyns stift.

Aandelige Siunge-koors Anden Part

Trykt efter SS III, s. 131-278, som gengiver Det kongelige Biblioteks eksemplar af originaludgaven, hvis trykfejl dog er rettet.

Titelkobberets tekster lyder:

Hellig Hellig Hellig est du Herre Zebaoth: Es. 6,3. - Thomas Kingos Aandelige Siunge Koors Anden Part: Titlen er tildels overtaget fra Søren Terkelsen: Astree Siunge-Choer, I-III, 1648-1654, en samling oversatte hyrdeviser; med Aandelige markerer Kingo samlingens kristne, opbyggelige sigte. - Væ Væ Væ: ve, jf. Johs.Åb. 8,13. - Kiøbenhafn hos Daniel Paulli: Paulli, 1640-1684, var boghandler, forlægger og avisudgiver i København.

APPROBATIO: godkendelse. Før teologiske skrifter kunne offentliggøres, krævedes biskoppens og universitetets godkendelse. Den lyder i oversættelse (efter SS VI, s. 410-411): Med disse hellige og skønne Rytmer har vor ædle Digter og Asaf, den beundringsværdige, velærværdige Magister, Hr. Thomas Kingo, gjort saa stærkt et Indtryk paa mit Sind - det maa jeg tilstaa - at jeg nærer et næsten ubegrænset Ønske om, at alt, hvad jeg senere kommer til at læse, maa være Vers. Hvad enten man nemlig betragter Harmonien, som man skulde tro først var aabenbaret for dette Aarhundrede, om den tidligere har været skjult, eller man lægger Mærke til selve Sproget og Behandlingen af Modersmaalet, eller man endelig studerer Rytmen og Versets regelbundne Gang, saa stemmer alt saa smukt sammen, at det, selv efter Voss's Dom, kunde vove at kappes med selv den mest veltalende Prædikant. Jeg vilde ønske, at den store Sangmester i Israel, som med sine guddommelige Evner viste Asaf, der profeterede til Strengelegen, den Gunst at støtte ham, yderligere maa give de guddommelige Sange guddommelig Kraft og Styrke og lade dem virke mere end den bedst udformede Prædiken, saa at de altid vækker fromme Stemninger og stille drager Læsernes Tanker med sig op til Himlen. Paa den Maade ønsker jeg dem helliget Menigheden. København, den 6. September 1681. Dr. Hans Bagger. - Asaphus / Asaf: sanger ved templet i Jerusalem på kong Davids tid, jf. 1.Krøn. 6,31-39; Sal. 50 og 73-83 tillægges ham. - Voßio / Voss('s): Gerhard Johannes Voss, 1577-1649, holl. filolog, forfatter 505 til værker om bl.a. tale- og digtekunsten. - Magnus ille præcentor in Israel / den store sangmester i Israel: kong David, som efter traditionen har forfattet hovedparten af Salmernes Bog. - Joh. Baggerus / Hans Bagger: 1646-1693, fra 1675 Sjællands biskop. Teksten lyder:

Aandelige Siunge-koors Anden Part: jf. note til s. 163.

Titelbladets tekst, der i originalen er trykt i sort og rødt, lyder: [x]; [x];[x];[x]; [x];: gr.: alfa og omega, alfabetets første og sidste bogstav, symbol på Gud som altings ophav og endemål, jf.Johs.Ab. 1,8. Symbolet er i flere digte anvendt af Kingo som indledende anråbelse. - Thomas Kingos Aandelige Siunge-koors Anden Part. eller Siælens Opvækkelse til Allehaande Andagter i Allehaande Tilfælde: jf. note til s. 163. - Alting til Guds Ære: 1.Kor. 10,31. - Kiøbenhavn/ Aar 1681. Til kiøbs hos Kongel. Mayst. Boghandler Daniel Paulli boendis ved vor Frue Skole: jf. note til s. 163.

Velstand: god tilstand, lykke. - kiendelige: tydelige, mærkbare. - Naader: nådegaver. - overflødeligen: i rigt mål. - loulige: prisværdige. - trolydige: trofaste og lydige. - Berømmelse: ros. - Merke paa: tegn på, udtryk for. - Tilbøyelighed: hengivenhed. - Saa: sådan. - samptlig: alle. - Ansigt: udseende.

dannis: god; kærlig. - Esther: Den jød. fødte dronning Ester af Persien gik i forbøn for hele sit folk, jf. Ester 7,3-4 og 8,3-6. - Tarv: nytte. - mens: men. - ladet see: vist. - vor GUds Huus: Dronningen var reformert og blev ikke lutheraner. - besynderlig: især. - vort Jerusalem: om den da. kirke. - sætter ... Pallatzer: lægger vægt på dens mur med henblik på at forbedre dens paladser, Sal. 48,14; om omsorgen for kirken. - sær: særdeles. - ædt: spist. - Enten: hvad enten. - agtis haant om: foragtes. - agter høyt om: højagter. - og: også. -Vadmel(s): groft stof. - gid: gider; kan. - taget: tage. - staa ... Værd: være uafgjort. - som: eftersom. - for: pga. - Pund: talent som; jf. Matt. 25,14-30. - legge ... paa: vurdere tilstrækkeligt højt. - sær (...) sær: dels ... dels. - nest: foruden. - udviise: vise. - tilskrive: tilegne. - Tegn: tegn på. - Forbedere: talsmand, som beder for (dronningen). - An.: anno, lat: i året.

M.: magister. - Superintendent: biskop. - andrage: fremlægge. - kaldes: som kaldes. - Ansøgning ...: Kingos ansøgning er bevaret og findes trykt SS V, s. 231-232. - saa: ligeledes. - oc: også. - oplegge: udgive. - dog at: med det forbehold at. - des Revision: censureringen af den. - Sal.: salige. - Høyloflig: meget prisværdige. - den 6. May ...: Forordningen bestemte bl.a.,at teologiske skrifter skulle censureres af stiftets biskop og af universitetet. - Anno: lat.: i året. - udgangne: udsendte. - vorder: bliver, - forholdet: handlet. - oc skal ingen: og ingen skal. - hvo: hvem. - sig ... fordriste: måtte driste sig til. 506 - Tiufve: tyve. - bemeldte: omtalte. - hvis: hvilke. - Stil: skrifttyper. - Lande: landsdele. - distrahere: udsprede, - frjt: tilladt. - i saa Maader: sådan. - betrædes: pågribes. - forfalden: pligtig. - med betreffes: træffes med. - tvende: to. - Ottense: Odense. - Mandaters: lovbestemmelsers. - motvillige: genstridige, opsætsige. - General Fiscals: øverste offentlige anklagers. - eftersom: efter hvad der. - forskrefvet: skrevet foran. - Forfang: hindring; skade. - under: med risiko for at miste. - Hyldest: yndest. - Zignet: segl. - L S: forkortelse af lat. loco sigilli, i stedet for segl.

In ... Kingo: lat.: til Thomas Kingos åndelige sjungekor.

Æredigtet lyder i oversættelse (efter SS VI, s. 411-412): Hidtil har vi Danske beundret den højttonende Rist's Rytmer og Sange og de Melodier, som Fromheden kunde ønske hørte den til, og vi har vænnet os til den fremmede Tunge og drukket af dine Vande, du stolte Rhin. Men nu faar Kingo med sin rige Begavelse Fædrelandets Muser til at rejse sig og skænker dem at nyde en bedre Skæbne. Han synger og faar hele Riget til at lytte til sine Sange og fylder med sin indtagende Veltalenhed Kirker og Hjem, saa at Folkets Røst vænner sig af med at synge afskyelige Viser og ikke giver sig til at synge andet, end hvad Himlen kan være Vidne til; den vover nu at stille sit Helicon op over for Alverdens Lande, som deres Lige i Henseende til Digternes Geni og deres Sange. Hvor er nu dine Vande, store Fader Tiber? Hvor er Seine og Saône, fuld af hvirvlende Strøm? Noget lignende har Dante ikke skænket, har din Laura ikke givet dig, Petrarca, ej heller Italiens hele Digterskare; ikke Oder eller Opitz, der tordner med sin vældige Mund, eller alle de Digtere, som Schelde eller "Het Y" har fostret. Kingo kaster sin Glans paa selve Sneen og det kolde Nord og synger fjernt fra Solen og Stjernerne. Ene Mand hæver han sig over al Digterberømmelse, op over Pindus og alle Bellerophontes' Heste, derved at han knytter Himmelen til Jorden: med disse Vers rører han Menneskene, som han rører Gud ved sin Fromhed. - Risti / Rist('s): den ty. digter Joharm Rist, 1607-1667. - Heliconem / Helicon: if. gr. mytologi musernes bjerg. - Dantes J Dante: den berømte ital. digter, 1265-1321. - Laura: død 1348, den kvinde, som den store ital. digter Petrarca, 1304-1374, skrev sine mange kærlighedsdigte til. - Opitius / Opitz: den ty. digter Martin Opitz, 1597-1639, som stammede fra Schlesien, hvorigennem Oder løber. - Ya / Het Y: bugt af Zuidersee ved Amsterdam. - Pindum / Pindus: bjergkæde i Nordgrækenland. - Bellerophontis Eqvos / Bellerophontes' Heste: Pegasus, if. gr. mytologi den vingede hest, som helten Bellerofontes tæmmede for at stige til Olympen; hesten kastede ham af, men fortsatte selv. I middelalderen blev Pegasus symbol for den digteriske inspiration. - V. Bering: 507 Vitus B., 1617-1675, kongelig historiograf og i samtiden berømt forfatter af lat. digte, ven med Kingo; æredigtet må opr. være forfattet til Aandelige Siunge-Koors Første Part.

Hederlige: hæderværdige. - Mag.: magister. - Superintendent: biskop.

1

laante ...: efter fabelen om alliken, der pyntede sig med påfuglens fjer; den stammer fra den rom. digter Fædrus, som levede i det 1. årh. e.Kr. (1. bog 3. fabel).

7

Som: hvilket. - Idrætter: handlinger.

8

De: som. - daarlig: tåbeligt. - eftersetter: stræber efter.

9

i de: hvori.

11

og: heller. - hage: behage.

12

Uden: undtagen. - den: den som. - sligt: sådan noget.

14

Dem: dem som.

15

tee: viser.

17

uddørke: opdyrke. - staffere: udsmykke.

21

22 det... vende: at det, de anvender deres tid og arbejde på.

23

tør: behøver.

24

agted dem: ventede.

27

til Grunde: til bunds.

30

Artighed: kunstfærdighed.

31

Før... Bane: bringer dermed virkelig frem.

32

beqvemme: passende.

38

Prißlig: ærefuld. - Rosis: ros'.

40

bør: tilkommer det.

J. Brunßmand: præst og digter, 1637-1707. Kingo havde skrevet ærevers til Brunsmands Aandelige Siunge-lyst, 1676, og optog nogle af hans salmer, der havde Kingos egne som forbillede, i Vinterparten.

Æredigtet lyder i oversættelse (efter SS VI, s. 412-413): Til Fyens Biskop Thomas Kingo s Hellige Kor. Danmark, løft dit Hoved! Giv andre Folkeslag tilbage hvad du har modtaget fra dem og lær at kende din egen Berømmelse: lær at foragte fremmed Tunges Hovmod; lær at skønne paa dig selv for at andre kan skønne paa dig. Tvivl ikke: saa vidt som Jorden strækker sig, vil man finde Behag i din Tunge og i din Muse, der nu har lært at behage den Allerhøjeste. Denne Gave skylder du Kingo, han borger for, at den danske Muse kan haabe paa evigt Navn og Ry. Naar han udsynger sine fromme Bønner og sender sin Røst mod Stjernerne, løfter han med det samme din Tunge [det da. Sprog] til Stjernerne. - Henr. Harderus: Henrik Harder, 1642-1683, kendt latinpoet i samtiden; digtet til Kingo er trykt allerede i Epigrammatum libri tres, 1679, s. 119.

508

1

Tøddel: prik under el. ved et bogstav. - opdrage: fremdrage.

3

en stoor Rabbin: rabbi Akiba ben Josef (ca. 50- ca. 132), der tillægger hvert bogstav i Moseloven dyb betydning. - som: hvilket. - drues: bekræftes.

4

Betenkninger der i: overvejelser derover, - fage: hurtigt.

5

Tålmodighedens Speyl: den forbilledligt tålmodige. - verklig: mærkværdigt.

6

merklig: bemærkelsesværdigt.

8

uskatteerlig: uvurderlig.

9

Sacramenter: hemmeligheder.

10

meer og minder: større og mindre.

11

Som: ligesom. - Firmamentet: himmelhvælvingen. - underskedlig: forskelligt.

14

End som: end. - riigligere: rigere; rigeligere. - føyer: former.

15

hint: nl. firmamentet. - for: foran os.

16

liig-vel: alligevel. - staa ... bj: stå ved siden af alle vegne.

17

for: frem for.

18

For Titel: som hædersnavn. - den liden Bibels Ære: æren af at være »den lille Bibel«; Luther bruger dette udtryk om Salmernes Bog i Die gantze Heilige Schrifft Deudsch, 1545, s. 288b (fortalen til Salmernes Bog).

19

Sum: sammenfatning; også denne karakteristik findes i Luthers fortale til Salmernes Bog.

21

Blant... Palmer: ligesom solen er nummer ét blandt himlens lys.

22

og: også. - saa: sådan.

23

Middel-puncten: midtpunktet. - der udinden: deri.

25

Tyrken: om muslimerne.

26

Mahomet: Muhamed. - Alkoranen: Koranen, -fatter: skriver.

27

med: sammen med. - Profit: gavn.

28

Manden: mennesket (nl. David).

29

Pindari: Pindars; den gr. digter, 518-438 f.Kr., var højt berømmet allerede i sin samtid, og if. de antikke kommentarer til hans digte blev hans 7. olympiske ode med gyldne bogstaver opsat i Athenetemplet i Lindos, jf. A.B. Drachmann: Scholia vetera in Pindari carmina I,1903, s. 195.

30

Lineer: linier.

32

ligges: lægges.

33

Py k: pynt. - Pral: herlighed.

34

Torn af Libanon: Libanons tårn nævnes i Højs. 7,4 for sin knejsende skønhed.

35

Aarons Salve: Aron indviedes til præst med en hellig salve, 509 der var tilsat kostbare vellugtende stoffer, jf. 2.Mos. 30,23-30.

36

Heßbons Floder: I Højs. 7,4 sammenlignes den elskedes øjne med fiskevande i Hesbon.

37

Dug af Hermon: jf. Sal. 133,3, hvor duggen fra Hermon tolkes som et udtryk for Guds velsignelse. - meenis: anses for.

38

jo: ikke. - betienes: tjenes, hjælpes.

39

hvi: hvorfor.- Hierte-mand: om David, jf. I.Sam. 13,14.

40

Hvorfor ... rand: hvorfor kom jeg til at tænke så meget på ham.

41

tilsammen ... ligner: sammenligner dette.

42

sig velsigner: priser sig lykkelig.

43

Der: nl. i Kingos skrifter. - Lof: lovprisning.

44

Rarhed udaf Stof: sjældent materiale.

45

Harpe-slager: harpespiller, nl. David, jf. 1.Sam. 16,14-23.

46

fordrager: finder sig i.

47

besynderlig: især. - forhverfves: erhverves. - Priis: lovprisning, ros.

48

Forliis: tab.

49

tilsteedis: tillades.

50

at: som.

51

at føre: føre.

52

dem: nl. salmerne el. evt. Kingo.

53

GUd glæde: måtte Gud glæde. - hvo: hvem.

68

ræt: virkelig.

Jens Pederssøn: Jens Pederssøn Bergendal, 1639-1704, præst og salmedigter. - Evangelii Tienere: om præst.

Det lat. æredigt lyder i oversættelse (efter SS VI, s. 414): Højærværdige Biskop, naar du fremfører dine Sange, synger Koret under sin Bøn din Pris. Selv retter du dig helt og holdent efter en Konges Forbillede, og Isai's Palme gives til dine Salmer. Den nævnte Konge skriver Salmer, som Asaf synger; de Salmer, som du skriver, synger selve Kongen. Den samme. - Regis / en Konges: nl. Davids. - Isæi / Isai's: Davids fars. - palma / Palme: tegn på hyldest, jf.Johs. 12,13. -Asaphus / Asaf: sanger ved templet i Jerusalem på kong Davids tid, jf. 1.Krøn. 6,31-39; Sal. 50 og 73-83 tillægges ham.

Rebussen er ikke tydet.

Æredigtet lyder i oversættelse (efter SS VI, s. 414): Til den genopstandne Nehemias med de to Kor [Neh. 12,31 og 40], den berømmelige, højædle og højærværdige Herre, Doktor, Magister Thomas Kingo etc., som atter og atter byder Guds hellige Kor, et evigt Pust af den guddommelige Aande, at synge til hinanden med Salmer og 510 Hymner og aandelige Sange. Nu kommer det mig for, at jeg hører Lederen af Dobbeltkoret, Nehemias, der længe har hvilet i Fred og Ro. O, du der engang i ældgamle Dage forestod Dobbeltkoret, er du ikke genkommet i nye Sekler, baade hvad angaar Sangens Genstand og dens Toner? Eller maa jeg fremmane Billedet af en Forbundsfælle til dig, ledet, som du, af Guds Inspiration, af Ritus, fuldstrømmende Tale og Lys der kommer fra Gud? Er du Dobbeltkorets Grundlægger, den rette digteriske Ordens Ophav, Konge over og Skaber af Guds Pris; men er ikke han Genopliveren af Dobbeltkoret, Kender af den rette digteriske Orden, Norm for og Opildner til Guds Pris? Guds hellige Talsmand, du var en Spore for Konge, Fyrste, Folk; gid de maa overøse Guds Navn med Ære; men se, din Efterfølger, der opløftes af de samme hellige Rørelser, gør det samme med anspændt Bryst. Dit Navn er Nehemias, fordi du med dine Formaninger, din Mund, din Tone og din Melodi var en sød fra Gud nedfalden Lindring for Folket; dennes Navn er Thomas, fordi han med sine Tanker og sin Aands Tvilling-Iver stræber at ophøje (henholdsvis mangfoldiggøre) Gud, eller fordi hans rene Kærlighed brænder efter at føre flere fuldendte Sjæle, engang ogsaa sig selv, til Himlen. Du var Jordens Gæst, Fører og Lys til de salige Pager, og selv er du en Ledsager for mangen Borger og Arving hisset; han har det samme Maal som du, han følger dig paa Kamppladsen; maatte han siden komme op og blive hædret ved din Side! Kregme 26/7 1681. Det ønsker, med Tilføjelse af en evig Bøn, den berømmelige Mands varme Beundrer, Isach Enochsen. - Bichorali NEHEMIÆ / Nehemias med de to Kor: Nehemias er hovedpersonen i Neh. i GI.Test.; som statholder over Jerusalem 445-432 f.Kr. genopbyggede han Jerusalems bymur og iværksatte sociale og religiøse reformer. Under indvielsen af bymuren opstillede han to kor, der hver for sig og sammen lovpriste Gud. - [x];[x];[x];[x];[x];[x];[x];...: / at synge ...: Efes. 5,19. - Nehemiæ nomen ... / Dit Navn ...: Det hebr. navn Nehemias betyder Gud trøster. - THOMÆ ... / dennes Navn ...; Navnet betyder tvilling, jf. Johs. 11,16. - Vel THOMÆ ... / eller ...: Denne udlægning af navnet spiller på apostlen Thomas' iver efter at kende vejen til himlen, jf. Johs. 14,1-7. - Isaach Enochi / Isach Enochsen: med tilnavnet Jyllinge, død 1697, præst i Kregme og Vinderød (nær Slangerup).

Titelkobberets tekst lyder:

Aandelige Siunge-koors Anden Part: jf. note til s. 163. - Dictum DOMINUS Providebit Puta: lat.: betænk udsagnet: "Herren vil vise omsorg". Dette udsagn var Frederik IIIs valgsprog, jf. 1.Mos. 22,8. Kobberstikket havde Paulli tidligere brugt til salmebøger. - ANNO: lat.: i året.

511

Erindring: bemærkning. - tilbørlig: passende, - prentede: trykt, - for: foran. - mens: men. - og: også. - oplegges: udgives; dette løfte blev ikke indfriet. - Gud befalet: (skal læseren være) overgivet i Guds varetægt.

[x]; [x];[x];[x]; [x];: jf. note til s. 167. - Aandelige Siunge-koor(s): jf. note til s. 163.

Dend første Sang

Andægtigheds Opmuntring: opmuntring til andægtighed. - og: også. - Jeg vil ...: salme af Georg Niege, oversat til da. af Jacob Madsen, 1603; melodien (DDK nr. 217a), der kan følges tilbage til Hamburg 1598, findes i Anders Arrebo: K. Davids Psalter, 1627, til Sal. 33.

1.3

Verdens Sorg: bekymring for denne verdens ting. - betemme: forsvinde. - 1.4 Slae ... Vind: slå den hen.

2.5

Naaders: nådegavers. - Floode-maal: højvande. - 2.6 grundeløse: bundløse.

3.1

Mens: men. - kiender: mærker. - 3.2 bruddet: revnet. - 3.4 bliver var: opdager. - 3.6 ankelig: skrøbelige; sørgelige. - Formue: evne. - 3.8 Leer: om kroppen, jf. 1.Mos. 2,7.

4.1

bejamrer: klager over. - 4.3 hamrer: bearbejder med hammer. - 4.5 At: så at. - 4.7 grøfter: graver.

5.1-5

Nu (...) Nu: snart ... snart. - 5.2 vellyst-maded: med vellyst som madding. - 5.3 Som: knyttet til vellyst. - 5.3-4 drage For: trække over (og derved skjule). - 5.7 hendis: verdens. -Fløye: vejrhaner.

6.2

Sørge-lod: tung skæbne.

6.5

Avindsmand: fjende. - 6.7 nep: næppe. - 6.8 ret: virkelig. -Stand: tilstand.

7.1

trænger: trykker. - 7.8 kalt: koldt.

8.3

Did: derhen. - 8.4 bag Dørren: nl. på den foragtedes plads. -8.6 drybe: drypper. - 8.7 neppist: knap.

9.1

Thi: derfor. - 9.2 Du: for at du.

10.1

2 Slae ...: jf. 2.Mos. 17,6, hvor Moses slår vand af klippen. -10.4 glemme: bevare.- 10.7 finde: mærke.

11.7

Prøve-finger: prøvende finger. -11.8 Flux: straks; helt.

12.2

lønlig: skjulte.- Vraa: krog.- 2.6 Taal: tålmodighed.

13.2

Fiære-ham: fjederham, fjerdragt. - 13.3 lette: løfte. - 13.4 Lyste-kram: ting, der vækker lyst.

13.7

yde: fremføre.

14.1

hvile: skal hvile. - 14.2 Tanke-tøy: ting, der optager tankerne. 512 - 14.4 Hald: klippe. - 14.5 af: bort. - 14.7 snedelig: snedigt.

15.1

Avind: misundelse.- 15.2 det: det som.- 15.3 tilrede: klar.- 15.5 agter: vil begive mig. - 15.7 vanke: vakle.

16.7

Til: for.

Hierte-Suk

1

Steenig: stenhårde.

2

Blødne: blive blød.

3

Bredd: rand.

5

lise-kule: kule til is.

6

frøsne: frosne.

8

Tøe: kunne tø.

9

Søvne-pryne: sovetryne.

11

Øyenbryne: øjne

12

Vække: skal vække.

13

Gløder...: jf. Es. 6,6-7.

14

op og ned: fra øverst til nederst.

15

At: så at. - demper: tilintetgør.

Dend II. Sang

Tugtemestere: opdrager, lærer. - til: som fører til. - og: også. - Jeg raaber fast ...: Salmen, der opr. er en reformert gendigtning af Sal. 130, blev oversat til da. af Steen Bille 1612; melodien (DDK nr. 208) kendes tidligst fra en salmebog fra Strasbourg, 1539.

1.4

Hu: sind. - 1.5 fule: urene; onde. - l .6 Fra: for. - 1.8 Ham: ydre; skikkelse.

2.3

vanke: gå. - 2.5-6 Verden ... hen: kaste helt vrag på denne verden. - 2.8 Poenitentz: bod.

3.1

Mens: men.

3.3

Støv(s): om det syndige og forgængelige, jf. 1.Mos. 18,27.

4.3

tvetted: renset. - 4.4 sølet ud: sølet til.

5.5

udlover: lover.- 5.7 hun: den.

6.1

Min Kiærlighed ...: Der er tale om et brud på det første af de ti bud, jf 2.Mos. 20,3-17; i de følgende otte strofer bekendes forsyndelser mod resten, idet niende og tiende bud omtales samlet i strofe 14. - 6.6 grundig: virkelig. - 6.7 skakrer: køber (uhæderligt).

513

7.3

mig (...) styrket: søgt min styrke. - 7.4 kryst: knuget. - 7.5 Bander: forbandelser. - 7.8 snakke-frj: uhæmmet i sin tale.

8.1

Sabbaten: hviledagen, nl. søndagen. - 8.4-5 Behag ... fylde: fornøjelse til at opfylde min vellyst.

9.1

lyder: adlyder. - 9.2 Øfrighed: overordnede; Luther sidestiller forældre og overordnede i sin gennemgang af de ti bud i katekismen. - 9.3 For: pga. - billig: berettiget. - 9.7 doved: dovent.

10.2

slæt: helt. - 10.4 sæt: udsat. - 10.5 Tungens Sverd: jf. Sal. 57,5. - Egge: æg. - 10.6 Foruden: uden.

11.3

svale: nl. ved at tilfredsstille begæret- 11.6 Til (...) staar: er vendt mod.

12.1

drevet: bedrevet .- 12.2 sleedsk: svigefuld. - 12.3 X for V: ti for fem. - 12.4 tredsk: upålidelig. - 12.5 Træck: kneb. - 12.8 sær: særlige.

13.1

sparer: skjuler. - 13.2 Tant: usandhed. - 13.4 Forvant: beslægtede. - 13.5 Lempe: gode rygte. - 13.7 dempe: tilintetgøre.

14.2

treskeligen: listigt.

14.4

Meed: synsfelt.

15.2

Nag: bekymring. - 15.7 faure: smukke. - Lyder: laster; fejl. - 15.8 min ... Mord: mord på min sjæl.

16.7

Læge-væler: optrevlet linned til forbinding.- 16.8 modig: bedrøvet.

17.4

vaandis: lider. - 17.6 haanis: skammer mig. - 17.7 slider: river.

18.1

drybe: dryppe. - 18.4 Amægtighed: afmagt. - 18.5 helder: holder på skrå.

19.1

besprette: bestænke. - 19.3 at: til at. - 19.7 alt: bestandig. -krøye: bøje sig; vende sig. - 19.8 Himmel-agt: stræben mod himlen.

20.3

om: for (at fa). - Afløßning: tilgivelse. - 20.6 gak: gå. - 20.7 udføre: udtale; udbrede. - 20.8 Lof: lovprisning.

Hierte-Suk

1

klage: klage over.

2

slet: helt.

5

Lowens Steene: stentavlerne med Moseloven, jf. f.eks. 2.Mos. 24,12.

7

Bud-ords: buds.

514

12

Stand: tilstand.

14

Krympis: krymper mig.

17

laue: ordne.

18

saa: sådan.

19

am: kue; straffe, jf. Gal. 3,24.

Dend III. Sang

Sangen er en bearbejdelse af Johann Rists salme »Jammer hat mich ganz umgeben« fra Himlische Lieder, 1642. Denne salme har Brorson oversat som nr. 210 i Troens Rare Klenodie, jf. Hans Adolph Brorson: Samlede Skrifter II, 1953, s. 221ff.

forsagt: modløs. - Rind nu op ...: første morgensang i Aandelige Siunge-Koors Første Part (s. 61); melodien, der var meget udbredt, kan føres tilbage til J.B. Lully: Ballet royal de L'Impatience, 1661; den er aftrykt s. 285.

1.3

Tvinger: plager. - saare: voldsomt. - 1.5 Giekken ... spilled: holdt ham for nar. - 1.6 Naader: nådegaver. - bag ... kast: foragtet. - 1.7 drilled: tumlet.

2.2

knæged: knækkede; bøjede. - 2.4 Vraa: skjul. - 2.5 Lowen: Moseloven. - 2.6 i Grund: til bunds. - 2.8 i Mund: Helvede fremstilles tit som et uhyre med et stort gab, jf. titelkobberet s.163.

3.1

Hvert: ved hvert. - 3.2 ramler: farer afsted. - 3.3 skramler: rumler. - 3.5 sprette: springe.

4.1

frygter mig: frygter. - 4.3 i Hase: i hælene.

5.1

slet: helt. - 5.2 hees: hæs. - kikker: hulker. - 5.3 pikker: banker.- 5.5 udi Støven: i støvet (som synderen har kastet sig i). - 5.7 Blodet: Sjælen og livet er efter bibelsk opfattelse knyttet til blodet, jf. feks. 1.Mos. 9,4. - 5.8 Vaandefuld: fold af smerte el. angst. - Verk: pine.

6.3

udfuler: rådner hen. - 6.4 Vrier: vrider. - 6.5 Taare: tårer.

7.2

lønlig: skjult; hemmelig. - tærer: spiser. - 7.4 svemmer: svømmer.

7.7

stedse: altid. - 7.8 giftig-odded: med giftig spids.

8.1

Vaager: er vågen. - 8.2 Qvide: frygt; sygdom. - 8.4 Aatte: ejede. - 8.7 Hver: i hver. - paahenger: tynger. - 8.8 saa: så dan.

9.2

kunde: kan. - 9.8 Vond: kæp.

10.2

hun: den. - slummer: slumrer. - 10.3 optrummer: 515 opskræmmer (ved trommeslag). - 10.4 Drømme-troo: indbildning i drømme.

11.5

forsaget: nægtet. - 11.8 Stand: tilstand.

12.4

Fynd: kraft; virkning.

13.3

Hielpe-stenen: symbol på Guds støtte, jf. I.Sam. 7,12. - 13.4 hielpe-keed: ked af at hjælpe. - 13.7 Finder: mærker.

14.1

plat: fuldstændig. - 14.2 Troens Anker: jf. Hebr. 6,18-19, hvor håbet kaldes sjælens anker. - 14.5 Cain(s): Kain dræbte sin bror og blev derved den første morder, 1.Mos. 4,3-16. - 14.6 Judas Strikke: Judas hængte sig efter at have forrådt Jesus, Matt. 27,3-5.

15.2

stylter: vakler. - 15.4 trøstig: trøstefulde. - 15.5 end: endnu. - 15.6 og: også. - 15.8 Hu: sind.

16.1

vel: godt. - 16.6 Mißhaabs: håbløsheds. - 16.7 vaade: ulykke.

17.2

Hvor: hvordan. - 17.3 tigged: jf. Matt. 26,36-44. - 17.4 Vee: smerte. - 17.6 svedte Blood: jf. Luk. 22,44. - 17.8 Flood: udspring.

18.1

formad: jf. Matt. 26,47-56. - 18.2 For: pga. - fule: onde. -18.3 for: fordi. - Liuset: lyset.

18.7

Hudefletted: pisket. - spøtt: overspyttet; jf. Matt. 26,67. - 18.8 At: for at; så at. - vorde: blive.

19.1

Tornekronen: jf. Matt. 27,29. - 19.3 forne: gå ud, visne. - 19.4 fanger: får, fæster. - 19.6 Handskrift: gældsbevis, jf. Kol. 2,14.

20.1

Siæle-tørst: jf. Johs. 19,28-30. - Tvang: plage. - 20.4 Aandefang: åndedrag.

22.1

Grav: jf. Matt. 27,66. - 22.4 Sting: stik. - hand: døden. -22.7 afvelte: væltede bort, jf. Matt. 28,1-2.

23.1

Helvede: jf. 1.Pet. 3,18-21. - 23.3 i Skruer: i lænker. - 23.5 til Himmels: jf. Mark. 16,19. - 23.8 Hos: ved.

24.1

trygge: pålidelige, jf. 1.Johs. 2,1. - 24.3 Vidne: vidnesbyrd. - 24.8 jo: stadig.

25.1

Torden-skrald: jf. 2.Mos. 19,16-19. - 25.4 staa paa Fald: være ved at falde. - 25.6 Hugorm(s): jf. 1.Mos. 3,15; traditionelt opfattes slangen som Satan.

25.8

Ved: fast i, ved. - hulde: nådige; trofaste.

26.1

Banghed: ængstelse.

27.1

froo: glad. - 27.3 Skiul ...: jf. Gal. 3,27. - 27.5 Baade: fordel.-27.8 Jeg: så at jeg.

516

Hierte-Suk

4

obnis: åbnes. - Leer: om kroppen, jf. 1.Mos. 2,7.

5

Gab: Helvede fremstilles tit som et uhyre med et stort gab, jf. titelkobberet s. 163.

6

Spendis: udspiles. - min Siælis Tab: tabet, fortabelsen af min sjæl.

7

slæt: helt.

8

Lowen: Moseloven.

12

din Side: nl. med såret efter spydstikket, jf.Johs. 19,34.

Dend IV Sang

Denne salme var blevet trykt i to salmebøger allerede i 1680, i Dend ny Fuldkommen Psalmbog og i anden udg. af Aandelige Hofvet-Nøgel.

HErre JEsu ...: salme af Hans Christensen Sthen fra 1588; melodien (DDK nr. 82) er komponeret af Joh. Rhau, 1589.

1.2

vee: smerte.- 1.6 giør: giver.

2.1

brød: overtrådte, syndede. - 2.2 dobbelt Død: nl. sin egen og hele menneskehedens. - 2.3 Mig ... opskrivis: skrives tusinde gange i mit regnskab.

2.5

Utald: utallige. - 2.6 Hos: ved. - 2.7 de: de (synder) som.

3.5

Vraa: krog.

4.3

Ræt: helt.

5.3

forvare: hindre i at begå synd. - 5.5 Gaar: går jeg. - Leed: (rette) vej. - 5.6 Beed: græsgang.

6.2

Mit ... staa: at mit hus står, jf. Matt. 7,24-27.

6.6

aff Stand: bort fra sin plads.

7.2

skuffelig: bedragerisk. - 7.6 harm: skade; sorg. - 7.7 og: også. - giekke: narre.

8.4

Garn: fangegarn. - 8.6 Hver ... Barn: hver skurk er som et barn.

9.4

slaer: slår.- 9.5 baer: bar.- 9.6 svaer: tung.

10.2

Det... tallt: uden at det er talt.

10.7

Du ... jo: uden at du ved det. - til Prikke: nøje.

11.7

tigger: tigger om.

12.1

maat: kan. - 12.2 Skiel: rimelighed. - 12.7 spare: skåne, jf. Matt. 15,26-27.

13.4

Trang: nød; behov. - 13.5 Sandheds Ord: om Jesus, jf. Johs. 1,14. - 13.7 sanke: samle.

14.4

plat: fuldstændig. - 14.6 slæt: helt.

517

15.5

lee: le ad. - Meen: fejl; skade. - 15.7 Riis: knippe af kviste, brugt som strafferedskab.

16.3

Nyrene: om menneskets inderste, jf. Johs.Åb. 2,23. - 16.6 skiær: fuldstændig.

17.1

Mens: men.- 17.3 lenter: venter.- 17.4 sagt: roligt.

18.1

dyre: dyrebare, jf. Johs.Åb. 7,14. - 18.5 Af: for. - 18.7 finde: mærke.

19.1

Des: derfor. - være: skal være, skal vises. - 19.7 Lov: lovprisning.

Hierte-Suk

1

uden: uden for; uden. - Vaade: fare; ulykke.

2

foruden: uden.

3

Vee: smerte.

6

tilskynder: lader komme.

7

Tvang: plage.

9

Nu (...) nu:snart ... snart.

10

iSæde: (sikkert) siddende.

12

JEsu Troo: tro på Jesus.

13

Saa: sådan. - lenked: lænket sammen.

14

iskienked: fyldt.

15

Omgangs Skaal: skål, hvoraf den ene efter den anden drikker på omgang.

16

Slig: sådant.

19

Fra: over.

Dend V.Sang

ihvor meget: hvor meget end. - Udi din ...: gendigtning af Sal. 6, der findes på da. fra 1620; melodien (DDK nr. 331) kendes fra Genève 1542.

1.5

At: for at. - Syndsens Sone: soning af synden. - 1.6 Vunder: sår (som Jesus fik ved korsfæstelsen).

2.2

synde-giekked: af synden narrede. - 2.3 bløde: væde.

2.4

Lowens: Moselovens. - Snerte: slag. - 2.5 slide: sønderrive. - 2.6 Til: for.

3.1

besinder: besinder på. - 3.4 andser: ænser. - 3.6 slæt: helt.

4.1

gnie: gnide. - 4.2 vrie: vride. - 4.3 nedrig: lave. - 4.5 Livet: kroppen. - riste: ryste. - 4.6 daalligt: usselt.

518

5.1

Fra først: så snart. - randt af Roode: blev født. - 5.4 Eble: jf. syndefaldet, l.Mos. 3. - 5.6 Patte-drag: sug fra brystet.

6.1

Nep: næppe. - 6.2 Gange-vogn: vogn, hvor børn lærte at gå. - 6.4 Flux: straks; rask. - 6.6 bander: forbandelser.

7.1

Riiset: knippet af kviste, brugt som strafferedskab. - qviste: piske. - 7.2 med Liste: forstandigt. - 7.3 dempe: tilintetgøre. - art: væsen; karakter. - 7.4 dulmed: blev svagere. - 7.5 Sig (...) ulmed: blev heftig. - 7.6 Fart: fremgang; magt.

8.1

optriinde: gik frem. - 8.3 tugtet: opdraget.- 8.4 HErrens ... Ære: ærefrygt for Gud.

9.4

daaret: narret, bedraget.

10.3

med Jacob: som Jakob, jf. l.Mos. 32,24-30. - 10.5 forsaget: afvist.

11.2

stiget: gået. - 11.3 Lime-spoor: mudrede vej.

11.5

Did: der.

12.1

fundet: mærket. - 12.5 obned: åbnede; jf. Es. 41,18. - 12.6 At: så at.

13.3

Lyste-regiment: magt, styre på grundlag af lyst. - 13.6 Syndbetient: tjent med synd.

14.1

Soote-sengens: sygelejets. - 14.2 og: også. - 14.3 mod: i forhold til. - 14.4 For tø: jf. Dan. 5,27. - 14.6 afgrund: fuldstændigt.

15.1

Mens: men. - 15.2 sig at stekke: blive kortere, dvs. gro sammen. - 15.3 føer: rask. - 15.6 Rør: jf. Es. 42,1-4.

16.3

underlig: underfuldt.- 16.5 bebrevet: lovet (skriftligt).

17.1

Saa: sådan. - 17.2 Mægle:store.- goode:godhed. - 17.3 treen: gik. - svang: gang; kraft. - 17.5 HErrens Frygtis: gudsfrygts.

18.1

kiender: erkender.

19.5

befæste: skal gøre sikker. - 19.6 Fodefied: spor.

20.1

i: på. - 20.2 neye: bøje mig.

Hierte-Suk

6

Svoule-pølens: jf.Johs.Åb. 20,10.

7

for: pga. - blodig Sved: jf. Luk. 22,44.

9

trygge: pålidelige.

10

at: for at.

11

Velte-klodd: rullende kugle.

13

skiendelig: med skam.

14

neye: bøje.

16

opveye: løfte op.

519

Dend VI.Sang

Af dybste Nød ...: salme af Luther, oversat til da. 1529; melodien (DDK nr. 1) er af Joh. Walter, 1524. - HErren ...: gendigtning af Sal. 23 ved Anders Arrebo i hans K. Davids Psalter, 1623; melodien (DDK nr. 175) er komponeret af J. Klug, 1533.

1.6

Sting: stik. - 1.7 Stryg ...: rens dig for synd mod uskyldige, jf. 1.Kong. 2,5.

2.5

Leer: om kroppen, jf. l.Mos. 2,7. - 2.6 Naader: nådegaver. - anseer: betragter.

3.1

Der: da. - lønlig: i det skjulte. - 3.2 paasætte: påsatte.

3.3

slæt: helt. - 3.5 kom ... oppaa: kom på mig. - 3.6 smitted: besmittede. - 3.7 skamfuld: skændige. - Spette: pletter.

4.1

toode: vaskede. - 4.2 Blodet ...: Dåben giver den kristne del i Jesu forsoningsdødjf. Rom. 6,3-11.

5.1

Mens: men. - bedre: skal forbedre. - 5.3 forvaret: bevaret. - granat: nøje. - 5.5-6 Jeg (...) jo: at jeg ikke. - 5.5 haanlig: skammelig. - 5.6 med Vidskab: bevidst. - sæt: sat.

6.1

dyre: højtidelige; hellige. - 6.2 sooret: svoret. - 6.5 spille: lege.

7.1

Hierte: kære.

7.3

At: for at; så at. - 7.5 Basunis Lyyd: basuns lyd (der indvarsler Guds tale på Sinaj, 2.Mos. 19,16-19).

8.1

Væjr: blæst. - 8.3-4 steen-haarde ...: jf. 2.Mos. 31,18, hvor Guds finger skriver på lovens stentavler. - 8.5 lyder: lytter. - 8.6 daarlig: skadelige; tåbelige. - 8.7 opstemmed: spillet.

9.3

vildt: vil (du). - ræt: virkelig. - 9.5 qvisted: piskede. - 9.6 Rijs: knippe af kviste, brugt som strafferedskab. - 9.7 Opskærpis: gøres skarpere (nl. ved at ligge i saltlage).

10.1

Aue: opdragelse. - 10.2 kællen: lysten. - Synde-degge: person der er opflasket med synd. - 10.5 Miskundhed: barmhjertighed.

11.3

Betle-stav: tiggerstav. - 11.5 Dog fik: så fik dog. - Arme: fattige. - Bood: hjælp. - 11.7 kiender: erkender.

12.1

korted: formindsket. - 12.2 Mammons: penges, jf. Matt. 6,24. - 12.4 Tynge: byrde.- 12.5 gulpe-græd: græd højt.

13.4

glatte: sprede lys over. - 13.6 foodsed: sparket. - som: hvilket. - 13.7 Nedrig': lavtstående; ydmyge.

14.1

gaar ... Traad: lykkes for mig. - 14.2 mislinger: mislykkes. - 14.3 Anslag: plan. - 14.7 Foruden: uden.

15.3

træskelig: listigt. - 15.5 faar (...) hen: giver. - 15.6 Ihvor: hvor meget.

16.1

Lowen: Moseloven. - 16.3 forskudt: forkastet. - 16.5 520svangred: gravid. - 16.7 Døden: genstandsled for auler, jf. Rom. 6,23.

17.1

mit... om: omkring mit hjertes afgrund. - 17.2 vanke: vandre. - 17.7 sanke: samle.

18.2

fast: næsten. - 18.3 Muld: jf. 1.Mos. 2,7. - 18.5 Verk: pine. - Vee: smerte. - 18.6 lad (...) see: vis. - 18.7 annammer: tager imod.

19.3

Skil mig ved: befri mig for. - 19.4 For: pga. - 19.7 meder: sigter.

20.

Forny ,..: jf. Sal. 51,12.- 20.3 alt: stadig, -from: god; from. - 20.4 dig bekiender: erklærer at jeg tror på dig.

Hierte-Suk

4

Møye: plage.

9

Hierte: kære.

12

Trang: nød. - Vee: smerte.

13

husvale: trøste, opmuntre.

14

trøstig: trøstende.

16

finde: mærke.

Dend VII. Sang

Beredelse: forberedelse. - Annammelse: modtagelse.

1.5

At: derved at. - af: fra. -1.7 brød: begik.

2.1

For: pga.; i stedet for.- 2.2 Eva ...:jf. 1.Mos. 3.- 2.3 sig... befalde: Adam syntes om.

2.5

ævig Ord: jf.Johs. 1,1-14. - 2.6 Redt: tilberedt.

3.3

leder: nl. mig. - 3.4 Foode-fied: fodspor.

4.2

Lammet(s): om Jesus, jf. Johs. 1,29. - 4.3 æde: spise. - 4.5 Bryllupsklæder: om menneskets rette tilstand ved foreningen med Jesus, jf. Matt. 22,1-14.

5.1

Klæd (...) aff: tag af, affør. - Ville: vilje. - 5.2 ham: dragt; skikkelse.

6.2

min JEsu Troo: tro på min Jesus.

6.6

Torne-piig: pig fra tornekransen.

7.1

Eble-kierne: om frøet til synd, jf. 1.Mos. 3. - 7.3 ublu: skamløse. - Stierne: pande. - 7.6 Vild: kærlighed; forkærlighed.

8.4

dempe: tilintetgøre.

9.2

dyre: dyrebare. - 9.4 Æde...: jf. Luk. 12,19.

521

Dend VIII. Sang

iligemaade: ligeledes. - Beredelse: forberedelse. - Annammelse: modtagelse. - Et trofast Hjerte ...: salme af Hans Christensen Sthen, 1586; melodien (DDK nr. 196) er komponeret af M. Prætorius 1610.

1.4

fange: få. - 1.5 Mens: men. - 1.6 fuul: ond.

2.7

forbind: bind.

3.2

kaade: frodige.

4.2

at: for at.

Hierte-Suk

1

Hierte: kære.

2

faa: give.

3

bedrøve: plage.

4

At: så at; for at.

5

Ild og Vand: jf. Sal. 66,10-12.

6

taal: tåler.

7

hart: hårdt.

9

Mens: men.

11

Stikdeman: antænd dem.

13

Junge: spand.

16

slig: sådan.

Dend IX. Sang

JEsu søde Hukommelse: opr. middelalderlig hymne, oversat til da. af Jens Jenssøn Otthense 1625; melodien (DDK nr. 438) er komponeret af Barth.Gesius 1603.

1.1

Alter-food: knæfald ved alteret. - 1.3-4 Lam ...: jf Johs. 1,29.

2.2

skiær: skærer. - 2.3 Mens: men.

4.1

under: i skikkelse af. - 4.4 dyre: dyrebare.

5.1

Æd: spis, jf. Luk. 12,19. - 5.4 Som: knyttet til Skaal.

6.2

Endog: selvom. - Sands: forstand; sans. - 6.3 slæt: helt.

7.1

Seer: se. - 7.2 ærer: ær. - 7.2-4 Hemmelighed ...: Der er tale om den lutherske ubikvitetslære, hvorefter Jesus er legemligt til stede i enhver nadver, samtidig med at han troner i himlen. - 7.3 hos: ved. - GUds høyre Haand: jf. Matt. 26,64; if. den lutherske opfattelse ikke et fysisk sted, men et udtryk 522 for Jesu magt og herlighed. - 7.4 her: nl. i nadveren. - i Testamentes Baand: bundet af løftet i nadverindstiftelsesordene, f.eks. Matt. 26,26-28, hvor brød og vin identificeres med Jesu kød og blod.

8.1

Der: nl. i sin herlighedstilstand. - 8.4 signed: velsignede.

9.2

mist: vise.

10.2

At: fordi. - 10.3 Pant: om nadveren, der er pant på opstandelsen, jf. Matt. 26,29.

12.1

bridt: dækket. - Sandheds Mund: om Jesus, jf. Johs. 18,37. -12.3 qveger: opliver.

13.3

Jeg ... jo: uden at jeg kaster. - hen: bort. - 13.4 did: derhen (nl. til nadverbordet).

Dend X. Sang

1.1

Hyrde: jf.Johs. 10,11. - 1.3 Siæle-bood: hjælp for sjælen.

2.4

Slangen(s): jf. 1.Mos. 3,15; traditionelt opfattes slangen som Satan.

3.4

blefstu: blev du.

4.1

viger: vig. - hen: bort. - 4.4 beleer: ler ad.

Hierte-Suk

Betænkninger: overvejelser. l hvo: hvem. -føder: nærer.

4

saa: sådan.

5

Hiertet (...) omrinder: flyder rundt om hjertet.

6

finder: viser.

7

korsfæste: korsfæstede.

8

med dig selv: dvs. med dig selv som mad.

9

hvi: hvorfor. - regne: lade regne.

10

Manna: jf. 2.Mos. 16,13-31. - hvad: hvor. - høyt: ophøjet, stort. - tegne: skrive.

12

Som: knyttet til du. - udaf Ævighed: siden urtiden.

14

livagtig: legemligt.

16

smaalig: vedholdende.

17

ladet: have ladet.

19

konstig: sindrigt. - Demants: diamants. - hengd: have hængt.

20

Kontrafey: portræt. - omsprengd: bestænket.

21

Mens: men.

22

Lignelse: billede.

523

23

Fra Lem til anden: fra den ene legemsdel til den anden.

24

blev: forblev.

25

æde: spise.

26

Himmel-man: manna fra himlen.

27

Klippe-sprungne Vand: vand, der er sprunget ud af klippen, jf. 2.Mos. 17,6.

33

deler: uddeler.

34

Slangens Hoved: jf. 1.Mos. 3,15; traditionelt opfattes slangen som Satan. - hos: ved.

38

Paaske-Lam: nl. ligesom i Gl.Test., 2.Mos. 12,1-20. - i ... glæde: glæde ved afbildninger, efterligninger.

39

40 Det er...: nadverindstiftelsesordene, jf. Matt. 26,26-28.

41

andre: nl. de reformerte, der anser nadverens brød og vin for kun at være symboler på Jesu legeme og blod.

Dend XI. Sang

kier ad: elskende.

1.1

Far: farvel. - 1.2 keedis: er ked af. - 1.3 mig ... oppaa: har lagt på mig.- 1.4 hvister: kaster. - 1.6 Forfængelighed: tomhed, jf. Præd. 1,2.

2.2

fauer: smuk. - Gestalt: skikkelse. - 2.3 Glar: glas. - 2.4 skrattende: sprukkent klingende. - 2.5 Ise-skrog: tynd is.

3.2

smugende: listende.

4.4

vexlis omkring: forandres. - 4.5 Mercke: betydning. - Meed: mål; vurdering.

5.5

gleed: bevægede sig uden hindring; gled (men uden at falde).

6.2

opførte: opstegne. - Dunst: tåge. - 6.3 konstig: sindrige. - opblæsere: oppuster (til hovmod).- hvegende: ustadige, urolige.

7.1

Troo: trofasthed. - 7.2 alt: bestandig. - Fløyet: vejrhanen. - 7.3 heldige: yndige. - Skalk: skurk. - 7.4 Drøfvelsens: modgangens. - Kalk: bæger, om lidelse, jf Matt. 26,39. - 7.5 og: også. - Forfarenhed: erfaring.

8.2

dødelig: dødbringende; Som er genstandsled. - kyst: kysset. - 8.3 Tynder: letantændeligt stof. - 8.4 henhvist: henkastet.

9.3

takker dig af: opgiver dig. - 9.4 synker: sænker. - 9.5 lengis: længes efter. - bøde: råde bod på; opveje. - 9.6 Abrahams Skiød: om paradiset, jf. Luk. 16,19-26.

10.2

Vaaer: vår. - 10.3 opgry: komme frem, jf. Johs.Åb. 21,23. -10.4 Næde: næ, aftagende måne.

11.2

idel: lutter. - 11.4 skakre: købe (uhæderligt).

12.3

Kronen: om det evige liv, jf. 1.Pet. 5,4. - 12.4 Lammet: om 524 Jesus, jf. Johs. 1,29. - 12.5 fortrød: ærgrede; Satan er genstandsled.

13.1

Yndist: ynde; yndest. - 13.5 avindsyg: misundelige; hadefulde.

14.4

stedse: altid.

15.2

Forfriskis: fornys. - 15.5 Mens: men.

Hierte-Suk

1

vanked: vandret.

2

forfængelig: værdiløse; forargelige.

3-5

Nu (...) Nu: snart ... snart.

3

hos: ved.

4

kyst: kysset.

5

omhvipped: løbet omkring.

7

omhveged: flakket om.

8

Lykke-pott-vall: lotterispil.

9

omnysled: bevæget sig omkring. - Kram: ting, varer; butik.

11

omhvimsed: løbet omkring.

12

monned: fortrinnet, - fra: frem for. - Troo: trofasthed.

14

Amagt: afmagt.

15

for læt: jf. Dan. 5,27.

16

I hvor: hvor end. - sæt: sat.

19

tjmelig: af denne verden.

20

slipper (...) af Skaft: & ende.

23

meed: mål.

24

jdel: lutter. - Forfængelighed: tomhed, jf. Præd. 1,2.

Dend XII. Sang

1.2

Roo: glæde; ro. - 1.3 mit Hoveds ...: jf.Jer. 2,32. -1.4 Pligtanker: kraftige nødanker. - 1.7 hâr (...)fat: holder fast.

2.3

derhos: tillige. - agter: iagttager; vurderer. - 2.4 Leer: om kroppen, jf. 1.Mos. 2,7. hvad: hvor. - 2.6 bemøye: anstrenger. - 2.7 Alt: stadig; helt.

3.3

Der: da. - Gang-vogn(en): vogn, hvor børn lærte at gå. - 3.5 Barneskik: barndom.

4.1

Lykke: skæbne; lykke.

5.1

friste: erfare. - 5.3 Støde: støtte. - 5.5 hen: bort. - 5.7 igien: tilbage.

6.4

Alting ... til: at alting bøjer sig for dem.

525

6.6

stedse: altid.

7.4

Meed: sigte, mål. - 7.5 Tornen: tjørnen. - 7.6 agter: ænser.

8.2

mangeleed: på mange måder. - 8.4 med ... dryber: lader plage dryppe. - 8.6 hiem: gå igennem.

9.2

forsynlig: omhyggelige. - 9.3 sig (...) sagter: bliver da svagere. - 9.4 bereed: klar til. - 9.5 Attraa: lyst. - 9.6 For: for at. -saa: sådan.

10.3

mit Leer ...: om skabelsesprocessen, jf. 1 .Mos. 2,7.

10.5

omspeyler: opfatter helt og dækkende. - 10.6 Vind: ånde; tarmluft.

11.3

slæt: helt. - 11.6 Tinding: tinde. - sæt: sat. - 11.7 forgiet: glemt.

12.4

Fundet: mærket. - 12.5 Bood: erstatning.

13.1

skikken ordner; opfører. - 13.2 Forvidenhed: selvklogskab.

14.1

regne: lade regne. - 14.2 bløde: væde. - 14.3 tegne: vise ved tegn. - 14.4 Helsot: dødbringende sygdom. - Frendis: slægtnings.

14.5

plat: fuldstændig.

15.2

i hvad: hvad end. - 15.6 stand: tilstand. - 15.7 Mester-mand: hersker; ophavsmand.

16.3

Tarv: fornødenhed. - 16.4 tør: behøver. - 16.5 Stød: tider; stød.

Hierte-Suk

1

hvi: hvorfor.

2

til Rætte staa: være underkastet en retssag.

3

sumpig: sumpede.

4

Vraa: krog; skjul.

8

Vedermood: bedrøvelse.

11

spæ: spæd.

12

paa ... løb: gik på lykken(s gænger).

13

anke: smerte; ærgre.

15

Mood: sind.

18

Velde-stool: trone.

20

Velstands: velmagts.

21

bejamrer: jamrer over.

22

Fiadse-kast: tilfældigt (terning) kast.

23

og: også. - klamrer: larmer; skændes.

26

End som: end. - harm: vred over.

32

For: fordi.

33

siug: syg.

526

34

Avindsiug: misundelig. - tør: vil.

36

lige: samme. - Verck: pine. - Vee: smerte.

37

inden: inden for.

38

Gevalt: vold, overlast.

39

diß: des.

41

Hierte: kære. - saa: sådan.

42

Bade ud: undgælde.

43

Lage: skarpe, ætsende lage.

46

damp: om tågede forestillinger.

47

giennemgliiser: skinner igennem.

48

Hiertets Lyste-svamp: om hjertet der suger (syndige) lyster til sig.

49

kiender: mærker; erkender.

51

Være sig: uanset. 55 for: til. - det mig: det som mig.

Dend XIII. Sang

Betrængde: nødlidende; plagede. - Bood: hjælp; erstatning. - HErren ...: gendigtning af Sal. 23 ved Anders Arrebo i hans K. Davids Psalter, 1623; melodien (DDK nr. 133) er komponeret af Joh. Walter, 1524.

1.3

Hvi: hvorfor. - saa: sådan. - Hu: sind.

2.1

Møye: besvær; plage. - 2.3 som: som om. - 2.4 Velte-bølger: fremvæltende bølger. - 2.6 der: som; Vand er grundled. - 2.7 dølger: skjuler.

3.2

Fra først: lige siden. - 3.3 idel: lutter. - 3.7 viit: vidt.

4.2

Sit Seyl: Siden renæssancen fremstilles lykkens gudinde ofte med et sejl, der blæser hende hid og did. - udslaget: udfoldet. - 4.3 from: god. - 4.4 alt: helt; stadig. - 4.5 Bold: kugle; siden antikken afbildes lykken stående på en kugle (som tegn på ustadighed). - 4.7 knaged: knækkede; knagede.

5.4

dreven: udhamret. - 5.5 froo: glade. - 5.6 Roo: glæde; ro.

6.1

Enlighed: ensomhed. - 6.4 hvad: hvad der. - 6.5 drikker ... om: drikker på omgang. - 6.6 fuld: helt. - 6.7 GUDS ...: jf. Es. 49,23.

7.3

Harm: sorg; smerte. - 7.5 vende: kan vende. - hvor: hvordan. - 7.6 Lykke-glaß: om den skrøbelige lykke. - seer ... til: ser det ud til.

8.1

Armod: fattigdom. - 8.2 og: også. - 8.3 smaalig: omhyggeligt; flittigt. - see mig om: søge. - 8.4 bide: spise. - 8.5 haanis: skammer mig. - 8.6 om: for.

527

9.1

Fortrykkelse: undertrykkelse, forurettelse. - 9.2 slig: sådan. - Ulempe: nød; skam. - 9.4 palted: pjaltede. - 9.6 Befinder: finder. - 9.7 traske: træde ned. - dempe: ødelægge.

10.1

hudefletter: pisker. - 10.2 snært: slag. - 10.3 rundt om: omkring i. - snedelig: listigt. - 10.4 Tunge-sluffer: tunge-slæder (om bagvaskelse). - 10.5 Skamflik: skamplet.- 10.7 Mundsverd: om tungen, jf. Sal. 57,5.

11.3

Røret: sivet. - hen og hen: hid og did. - 11.5 skuffer: narrer. - Flydevand: flydende vand. - 11.7 Lykke-vinge: Siden antikken fremstilles lykkens gudinde vinget.

12.1

herforuden: desuden. - 12.2 Vee: smerte. - Sprekke: pine. - 12.5 verker: har smerter. - vaande-fuld: fuld af smerte el. angst.

13.1

forfløyet: bortfløj et. - 13.2 Der: som; Vinde er grundled. - 13.3 Rad: skelet; ribber (i et blad). - 13.4 hensiver: siver bort. - 13.6 Leer: om kroppen, jf. 1.Mos. 2,7. - 13.7 slet: helt. - udsoted: medtaget af sygdom.

14.5

Stilk-stand: ro. - 14.7 frøse: frøs.

15.4

Med: sammen med.

16.4

Hvege-stade: usikre sted.

17.1

Age-læs: vognlæs.- 17.3 Piæs: skum.- 17.6 stedse: altid.

18.2

i: over. - 18.4 undertrædis: trædes ned. - 18.6 runden om: over det hele. - 18.7 klædis: beklædes, jf. 2.Kor. 5,1-5.

Hierte-Suk

1

hvi: hvorfor.

7

Hilde: snare.

12

Om: selvom.

13

Angist: sorg; angst. - mere: større.

14

Endsom: end.

16

stakked: forpustede.

17

Vee: smerte. - Vaande: nød.

21

Verdens Sorg: bekymring for denne verdens ting.

23

vil: er lige ved at.

32

Qvege: oplive.

38

bedrøver: plager.

39

At: for at.

43

tysse: bringe til tavshed.

528

Dend XIV Sang

1.1

tilhaabe: sammen. - 1.2 gangerpaa Rad: går på række.- 1.4 og: også.

2.1

Demant: diamant. - 2.3 hvege: bevæger sig uroligt. - 2.4 Omhu: bekymring; omhu. - 2.7 froe: glad.

3.1

Lykke: skæbne; lykke. - 3.4 Harm: sorg. - 3.7 qvit: fri.

4.1

timelig: af denne verden. - 4.4 Falder ...af: svigter, forringes dog. - 4.6 opnaa: nå.

5.1

stindeste: stiveste. - 5.3 foorne: visne. - 5.4 For dog at: hvor dog. - skift: fordelt. - 5.5 Vaade: fare; ulykke. - 5.7 Stand: tilstand.

6.1

bemøye: gøre ulejlighed, umage. - 6.2 Agt: hensigt. - 6.4 forsagt: modløst. - 6.6 Lystigheds: glædes. - 6.7 Blomstris: blomstre. - Lyksaligheds Øe: Forestillingen om de saliges øer stammer fra gr. mytologi.

7.1

Angist: sorg; angst. - 7.2 Qvide: frygt; bekymring. - vinde ... Teen: tage sin tot aftenen, dvs. ophøre (med at spinde).- 7.3 Armod: fattigdom. - 7.5 Avind: misundelse; fjendskab. - 7.6 Vraae: krog.

8.1

Lod: skæbne. - 8.3 ikkun: kun. - 8.4 fulddrive: fuldføre. -8.5 Bom: vævebom, dvs. den stok som garnet er rullet om; spærrende bom, fængsel. - 8.7 kiøre ... her-om: vende op og ned på alting.

Sonnet

Sonnet: ital.: lyrisk digt med enderim på 14 verslinier; ordet er afledt af lat. sonum: klang, og det forklarer den da. betegnelse Klingeriim.

1

Lykke: skæbne; lykke.

3

Lodde: dele; skæbner. - lige: samme. - skiær: skærer.

4

Mens: men.

6

Betler-tall: antallet af tiggere. - slæt: uden videre.

7

skaaren: skårne, tildelte.

8

palt: pjalt, lap.

9

Hvi: hvorfor. - skikke: finde.

10

Imens: siden.

11

hos: til stede. - og: også.

13

Saa: sådan.- Taal: tålmodighed.

13-14

blæß igien Ad: blæser til gengæld på.

14

hen: bort.

529

Dend XV Sang

Jeg løfter høyt op ...: salme af Hans Thomissøn fra 1565; i Den danske Psalmebog, 1569, angives melodien som »Fader vor udi Hmmerig«. - Fader vor udi Himmerig: salme af Luther, oversat til da. i Hans Tausens salmebog, En Ny Psalmebog, 1553; melodien (DDK nr. 341) er komponeret af Val. Schumann, 1539.

1.2

Hu: sind. - 1.3 GUds ... Frygt: sand gudsfrygt. - 1.4 indtrygt: indpræget. - 1.5-6 finder ... mig: mærker at dens søde frugt styrker mig.

2.1

klage: klage over. - 2.3 Hen over Sjden: til side.

3.1

Foruden: uden. - 3.4 lønlig: skjulte. - Vraa: krog. - 3.5 fauer: smuk. - 3.6 sved: følte svie.

4.2

vildsom: forvirrende. - 4.5 ræt: lige. - 4.6 Ort: sted.

5.2

Stand: tilstand. - 5.4 værmed: varmede. - 5.6 ved (...) holdt: fortsatte med.

6.1

kyste: kyssede. - 6.2 fandt: mærkede. - 6.6 fauned: omfavnede.

7.1

kaste: kastede.- 7.5 qvegsom: styrkende.

8.2

mig: jeg. - 8.4 Saa: sådan.

8.5

stedse: altid. - 8.6 rørte paa: stødte på.

9.3

Lov: lovprisning. - Priis: lovprisning. - 9.4 lydte: lød.

10.3

snærted: slog. - Avinds: misundelses; fjendskabs. - Riis: knippe af kviste, brugt som strafferedskab. - 10.5 efterstræbte: stræbte efter. - 10.6 snedelig: snedigt.

11.4

hvedsed: hvæssede. - 11.6 Huldskab: trofasthed.

12.1

Toorn: tjørn(ekrat).- 12.6 Armod: fattigdom.

13.3

Jeg: så at jeg. - din ... Frygt: sand frygt for dig. - 13.4 uforrykt: uforstyrret. - 13.5 holdt: hold. - der ... staa: så at jeg bliver stående i gudsfrygt. - 13.6 overgaa: drive over.

14.1

Mig tiener ...: jf. salmens motto, Rom. 8,28. - 14.3 virker... til: fremkalder for mig.

15.1

mig i Vey: i vejen for mig. - 15.2 agter: ænser. - 15.3 Skalcke-snidd: ond list. - Snære-garn: fælde. - 15.5 Harm: sorg; skade.

16.1

Slange-snært: slangepisk. - 16.2 Dragen(s): om Satan, jf. Johs.Åb. 12,9. - Stiært: hale. - 16.4 Ædder: gift. - jo: ikke. -16.5 Hudstryge: piske.

17.1

Hvad: uanset hvilken. - Brøst: mangel. - 17.2 er min Trøst: så er det min trøst at.

17.5

mig ... seer: ser er gavnligt for mig.

18.3

daarlig: tåbeligt. - 18.5 Seyerverk: ur. - 18.6 Tarv: fornødenhed.

19.5

maa: kan. - 19.6 passe paa: tjene.

530

Sonnet

Sortnet: se note til s. 252.

3

Lykkens: skæbnens; lykkens. - Middel-punct: midtpunkt. - ihvor: hvordan end. - gaar omkring: forløber; forandrer sig.

6

Bukt: bøjning.

7

verkelig: mærkværdige.

9

kiende: erkende; mærke.

12

anker paa: klager over. - Lykke-glas: om den skrøbelige lykke.

13

ankelig: sørgelig.

14

vel tilpas: helt rigtigt.

Den XVI. Sang

for: før. - Siunge vi af Hiertens Grund: salme af Hans Christensen Sthen fra 1578; melodien (DDK nr. 302) kendes siden middelalderen.

1.1

Hierte: kære. - 1.5 Spiisemester: vært; hovmester. - 1.7 Holder: fører. - Opholds Bog: bog over fortæring.

2.1

Skik: skikkelse. - 2.2 lønlig: hemmeligt; skjult. - 2.3 Barm: mave. - 2.7 Furren: (plov)furen.

3.1

Stand: tilstand. - 3.4 kryst: krystet, klemt. - 3.6 hos: sammen med. - Riis: knippe af kviste, brugt som strafferedskab. - Aue: opdragelse. - 3.7 Tugtens: opdragelsens.

4.2

Trædt: trådt. - 4.4 Nu (...) nu: snart ... snart. - 4.5 Forsynlighed: omsorg; styrelse. - 4.6 loulig: hæderlige. - 4.7 hungrigt: utilstrækkeligt.

5a.3

yndelig: yndefuldt; venligt. - 5a.4 Viintræ: jf. Sal. 128,3. -5a.6 jeg: som jeg.

5b.4

Nødtørft: fornødenhed. - rundelig: rigeligt. - 5b.6 dig ... Lugt: til vellugt for dig; i Gl.Test. modtager Gud ofre som vellugt, jf. 2.Kor. 2,15, hvor de kristne selv beskrives som vellugt for Gud. - 5b.7 Tugt: passende opførsel.

6.1

skienkt: skænket, fyldt. - 6.2 vel-fornøyed: rigeligt. - 6.3 At: så at. - 6.4 Harme-brusten: bristefærdig af harme. - 6.6 skiær: skærer.

7.1

Signe: velsign. - 7.2 runde: gavmilde. - 7.6 Drøyelse: varighed. - leg: læg. - 7.7 Hver: så at hver.

8.7

Trive-stand: tilstand af trivsel.

9.4

Armis: fattiges. - 9.7 bered: forberedt.

531

Dend XVII. Sang

iligemaader: ligeledes, -for: før. - Naar jeg betænker ...: salme af Peder Nielsen fra ca. 1600; melodien (DDK nr. 434) er kendt fra Hans Thomissøns salmebog, Den danske Psalmebog, 1569.

1.1

priselig: prisværdig.- 1.2 skatte: regne, vurdere. - 1.4 Flux: meget. - 1.7 og: også. - 1.8 din Arv: nl. Guds folk, jf. f.eks. Sal. 33,12. - 1.9 Tarv: behov.

2.1

obner: åbner. - runde: gavmilde. - 2.4 hver: for hver. - 2.5 dryber: lader dryppe. - 2.7 Drysle-draaber: faldende dråber. - 2.8 At: så at; for at. -2.9 Park: dam.

3.1

spiiser: bespiser. - 3.4 intet: ikke. - 3.6 Af: fra. - 3.8 : kvæg. - 3.10 indrømme: give plads.

4.4

tilmaale: skal tilmåle. - 4.5-7 løfte op (...) Vor Haand: I Bibelen beder man med udbredte hænder, jf. f.eks. Sal. 88,10. - 4.9 Fynd: kraft; virkning.

5.1

saa: sådan. - 5.2 adspørge: erhverver. - 5.5 Vi: så at vi. - 5.7 Foruden: uden.

6.10

beskiære: tildele.

Smaa Børns Hierte-suk

Læsning: bøn. - for: før.

1

Disk: spisebord; fad. - alt: ganske. - bered: klar.

2

for: pga.

3

Velsigne: velsign. - saa: sådan.

5

mætte: skal mætte. - hungrig: sulten.

7

Land: lande.

11

Spiis: bespis. - og: også. - Livsens Brød: om Jesus, der i nadveren giver sit legeme, jf.Johs. 6,48-51.

12

Det: som. - tiente: erhvervede.

Dend XVIII. Sang

Naar jeg betænker ...: se note til s. 261.

1.1

beslutter: afslutter. - 1.3 At: for at. - 1.8 Af: fra. - 1.10 prii- se: lovpriser.

2.6

Verk: pine. - 2.10 haanlig: skammeligt.

3.3

hungrig: sultne. - 3.5 over: tilovers. - 3.7 Vaade: ulykke. -3.8 Tall: mængde.

4.1

signe: skal velsigne. - 4.3 Verk: arbejde. - 4.4 forrette: udføre. 532 - 4.8 At: så at. - Uskiæl: uret. - 4.9 Armis: fattiges. - 4.10 slæt: helt.

5.4

Livsens Brød: om Jesus, der i nadveren giver sit legeme, jf. Johs. 6,48-51. - 5.5-7 Troens Haand ... indstikke: nl. til forvisning om Jesu død og opstandelse, jf. Johs. 20,24-29. - 5.8 Livsens Flood: om Jesu blod i nadveren, jf. Johs. 6,53-56. - 5.10 sidst: sidste.

Smaa Børns Hierte-suk

Læsning: bøn.

2

udaf: fra.

4

Livsens Brød: om Jesus, der i nadveren giver sit legeme, jf. Johs. 6,48-51.

5

oplius: oplys.

9

Lykk': skæbne; lykke.

Dend XIX. Sang

Jeg beder dig ...: Salmen findes i Hans Thomissøns salmebog, Den danske Psalmebog, 1569; melodien (DDK nr. 362) kendes fra Strasbourg 1525. - og: også.

1.4

Tarv: nytte; behov. - 1.5 signer: velsigner.

2.2

næp: næppe. - tallte: var. - 2.6 sloe løs: gav mig til. - gange: gå. - 2.7 Miil: l mil er ca. 7,6 km. - 2.8 spæ: spæd.

3.2

Glutte-: bårne-. - 3.6 træde: betræde. - 3.7 Hand: vejen. - 3.8 korted: formindskede.

4.1

lod: lukkede. - 4.6 møysom: besværlig. - 4.7 skiden: snavset. - 4.8 Vred: drejede, vendte.

5.1

kiendt: lært. - 5.2 Fra Ungdom op: fra ungdommen af. - 5.3 Endog: selvom. - 5.4 lekre: behagelige. - 5.5 af: fra. - 5.8 velte: væltede.

6.2

tilskriver: retter til. - 6.5 At: så at. - kiende: mærke; erkende. - maa: kan. - 6.6 Sky: Guds nærvær viste sig under israelitternes ørkenvandring som en sky om dagen og som en ildstøtte om natten, jf. f.eks. 2.Mos. 13,21. - Skyggis: om beskyttelse, jf. f.eks. Sal. 91,1-2. - 6.7 Lius: lys. - staa: skal stå. - 6.8 at: for at. - klæde: smykke.

7.4

Sorrigs: bekymrings; sorgs. - Tall: antal. - Tylter: dusiner. - 7.7 færdig: klar. - 7.8 Reyse-tøy: bagage.

533

8.2

mager: begiver. - 8.3 Jeg ... jo: før jeg mindes. - 8.8 udløbe: løbe til ende.

9.4

Øye-meed: mål; hensigt, - føye: ordne.

9.8

jo: ikke. - skrente: glide.

10.2

paa ... sette: angribe mig. - 10.3 tør: kan. - 10.7 Soolen: om Jesus, jf.Johs.Åb. 21,23. - 10.8 skee: skal ske.

11.3

Stand: position. - 11.4 støde: støtte. - 11.5 bange: vanskelige. - Kor: vilkår. - 11.8 vildsom: forvirrende. - Lykke: skæbne; lykke.

12.3

Mig ... for: kommer mig i møde. - Raab: råb om. - 12.6 age: køre. - 12.7 Buld: byld.

13.3

Tøyel: tøjle. - 13.5-6 skiær Dybt i: synker i (vejbanen).

14.1

Saa: sådan. - 14.3 Vel dend: godt står det til for den. - 14.4 mager: ordner. - 14.8 Hvo: hvem der.- sidt: siddet.

15.2

driver: gennemfører. - 15.6 Som ... betiene: som ikke kan hjælpe mig til. - 15.7 jo: stadig.

16.1

Livsens Vey: vejen til (evigt) liv, jf.Johs. 14,6.- 16.3 Kontrafey: portræt, billede.

16.6

henkaste: kaste bort.

17.4

vare: beskytte. - 17.6 forrette: udføre. - 17.7 Haders: fjendes. - Meed: mål. - 17.8 tilbagesette: skal hindre.

18.2

Aflægs: udslidt. - 18.4 Beenhuus: bygning med opgravede knogler. - 18.5 foort: straks. - 18.7-8 Indtil ...: nl. ved dommedag. - 18.7 Dødsens Poort: om graven, jf. Job 38,17, der i oversættelsen af 1647 forklares sådan.

Hierte-Suk

2

Adam(s): Ved Adams synd opstod arvesynden, jf. Rom. 5,12- 19. - palter: pjalter.

3

Fra først: så snart.

4

Føde-grav: grav, som jeg fra fødslen er bestemt til.

6

hand: den.

8

Reyse-pladsen: området for min færden.

9

Reyse klodd: bevægelige kugle.

13

slem: snavset; slem.

14

træde: betræde.

17

daglig Dag: hver dag.

18

Alt: ganske.

20

At: til at; for at. - nære: ernære.

23

Vaade-fald: farlige tilfælde.

24

loulig: hæderlige.

534

26

blive: forblive. - huld: nådig; trofast.

27

vel... gaar: går godt.

30

roo: glæde; ro.

Dend XX. Sang

Beklage af ald min Sinde: anonym salme, kendt siden Malmøsalmebogen 1533; melodien kan føres tilbage til en holl. salmebog fra 1540.

1.7

Værv: hverv, ærinde. - at: for at. - drive: udføre.

2.1

ophidse: ophejse. - 2.3 tridse: hejse. - 2.6 Sky-kast: kastevinde. - 2.7 skikke: sende.

3.2

næp: næppe. - 3.5 og: også. - 3.7 Kule: vindstød.

4.1

snekke: skib. - 4.3 tildekke: Gud lukkede arken efter Noa, 1.Mos. 7,16. - 4.4 Der: da. - 4.6 Kiiste: ark. - 4.8 Hierte: kære.

5.2

dine: nl. israelitterne, jf. 2.Mos. 14. - 5.3 Vaade: fare. - 5.7 At: så at. - lured: narret.

6.1

fare: drage. - 6.3 Befinder: finder; mærker. - obenbare: åbenlyst. - 6.4 Strand: hav. - 6.5 Vidne: vidnesbyrd om. - 6.7 Alt: hele. - overspender: spænder over.

7.1

true: jf. Matt. 8,23-27. - 7.2 kaade: vilde. - 7.4 skryde: brøler.

7.5

snart: hurtigt. - 7.6 Blik: blikstille. - 7.7 opføre: føre frem.

8.3

Bølgens Huus: om skib. - 8.4 skok: skare. - 8.5 stedse: altid. - 8.6 Luftens Fyrstis: Djævlens, jf. Efes. 2,2.- 8.7 Leviathan(s): havuhyre, jf. f.eks. Es. 27,1.

9.3

bøye: bøje sig. - 9.4 slae ... feyl: svigt os ikke.

10.2

far: forsvinder. - 10.4 glar: glas. - 10.5 Vi: så at vi. - mod: på. - 10.6 berede: forberede.

Hierte-Suk

5

Reet: lige.

6

tindre: suser.

7

tunder: farer.

8

Endog: selvom. - Stang: slå, lås.

9

kiender: mærker; erkender.

11

pebler: pibler.

14

lønlig: skjulte. - Vraa: krog.

15

Hvor: hvordan; hvor.

535

16

rutter: farer afsted.

17

pikker: banker.

21

At: for at.

23

baêr: flad, bar.

27

stekke: afkorte.

30

Boode-bekke: bække af bod(stårer). alt det ...: det sidste vers i Salmernes Bog, Sal. 150,6. - love: skal lovprise.

[x]; [x];[x];[x]; [x];: se note til s. 167

DANIELIS PAULLI: 1640-1684, boghandler, forlægger og avisudgiver i København. - kiende (...) for: anerkende som. - og: også. - Titul: titel(blad). - for: foran. - sær: særlig. - forretrøckt: trykt.

Melodiudsættelser

Melodien (DDK nr. 370), der er af fr. oprindelse og kendes fra J.B. Lully: Ballet royal de l'Impatience, 1661, var meget udbredt; Kingo har formentlig kendt den som melodi til en udbredt anonym hyrdevise, »Sylvia, hvi vilt du ey«.

Melodien (DDK nr. 317) er komponeret af Johann Schop og trykt i Johann Rist: Himlische Lieder III, 1642; i Danmark er den kendt som salmemelodi siden 1663, nl. til Hans Pedersøns oversættelse af Rists »Nu velan vær frisk til mode«

Melodien, hvis komponist er ukendt, er af Kingo formentlig overtaget fra en ty. hyrdevise, »Wass machstu den, sprach Phillis«.

Melodien (DDK nr. 38), der er komponeret af Johann Schop, har Kingo overtaget fra Søren Terkelsen: Astree Siunge-Choer I, 1648, som har kendt den fra Johann Rist: Des Daphnis aus Cimbrien Galathee, 1642.

Melodien (DDK nr. 69), hvis komponist er ukendt, kendes fra en ty. vise, »Schon Dame horet mir ein Wort«, trykt i visesamlingen Venusgartlein, 1656.

Melodien (DDK nr. 310) er komponeret af Johann Schop; Kingo har kendt den fra Søren Terkelsen: Astree Siunge-Choer III, 1654, som har overtaget den fra Johann Rist: Des Daphnis aus Cimbrien Galathee, 1642.

Melodien er komponeret af Adam Krieger; den er trykt i hans Arien, 1657, som melodi til en elskovsvise.

NIL NISI VERUM: lat.: intet undtagen det sande; sentensen kendes fra John Lyly: Euphues and his England, 1580. - Daniel Paulli: se note til s. 282.

536

Melodien er komponeret af Johann Schop, og Kingo har kendt den fra Johann Rist: Frommer und gottseliger Hausmusik, 1654.

Melodien er af M. Jacobi og findes i Johann Rist: Frommer und gottseliger Hausmusik, 1654.

Melodien er af ukendt oprindelse.

Kingos evt. forlæg for denne melodi kendes ikke.

Melodien, hvis oprindelse er uvis, kendes under titlen »Puer natus in Bethlehem« fra en holl. nodebog fra 1671, udg. af Jul. Røntgen: Uitgave XXXVII van de Vereeniging voor nederlandsche Muziekgeschiedenis, 1918.

Melodien (DDK nr. 103) er af ukendt oprindelse, men har været udbredt, også før Kingo brugte den. Han kan have kendt melodien fra Jacob Worms »Kalotvise« (l669), der er et personligt angreb på Kingo.

Melodien (DDK nr. 386) er af ukendt oprindelse, men meget udbredt i Kingos samtid, både til religiøse og verdslige sange; han benyttede den senere selv til »Candida« (s. 391-394).

Kingos evt. forlæg for denne melodi kendes ikke.

De Fattiges udj Odensee Hospital ... Suk og Søgning

Trykt efter SS II, s. 137-140, der med enkelte rettelser gengiver håndskriftet Additamenta 2° 148 i Det kongelige Bibliotek. Digtet kan ikke dateres med sikkerhed, men er fra perioden 1680-1685.

Odensee Hospital: grundlagt 1279; i 1539 gjorde Christian III det til hospital for fattige, syge og gamle på Fyn. Som biskop førte Kingo tilsyn med hospitalet. - Søgning: ansøgning.

1

næst: foruden.

2

Forlad: tilgiv.

3

Vee: smerte.

4

usoolet: ikke solbeskinnede.

5

Lemmers: indlagtes.

9

trøste: skal hjælpe, trøste.

10

som: knyttet til de.

12

Mens: men. - langs: på langs.

16

Saa: sådan. - lange: langvarige. - Værk: pine; gigt.

18

opholdsmad: nødvendige mad.

19

holdes ... op: opretholdes livet.

22

hvis: knyttet til Een og fleer.

23

og har: og som har. - alt: allerede. - levet ud: overlevet.

537

24

Dig foruden: undtagen dig.

25

skratter: skranter; hoster hæst. - stedse: konstant.

30

Job: jf. Job 2,7. - Lazarus: jf. Luk. 16,20.

31

blæstet: pustet; spyttet.

32

et Slik: jf. historien om Lazarus, Luk. 16,21.

33

de: dem der. - saasom: ligesom. - Bæster: dyr.

34

fæster: retter.

36

hart: hårdt.

39

Hvidsier: fløjter.

40

banker... til: slår sig mod.

41

intet: ikke. - røre: tage i agt.

43

kipper: skælver, banker. - vil: er ved at. - give (...) op: opgive.

44

spyt: spyttet. - af: ud af.

45

Vaandis: lider. - lige: lig.

46

blanken: den blanke, skinnende (nl. pga. den opsvulmede hud).

47

For: pga. - Hovetværk: hovedpine. - Sidesting: spec. lunge (hinde)betændelse.

48

Vildelse: forvirring; sindssyge. - Brud: skade.

51

De har: så at de har.

52

forseet: forsynet.

53

en d: endnu. Guds Tienere: en præst.

56

Olie og Viin: jf. Luk. 10,34, hvor den barmhjertige samaritaner behandler den overfaldnes sår med olie og vin; med Viin hentydes antagelig også til nadveren.

58

Fromme: retskafne; gode; fromme.

59

Opgang: solopgang.

60

Ledemoed: lemmer, jf. 1.Kor. 12,12-27, hvor de kristne betegnes som lemmer i Kristi legeme.

61

Den ubarmhiertige Soldat: Efter Christian V's hærreform 1679-1680 bestod hæren af lejetropper, der skulle lønnes af dele af krongodset. Odense hospital havde som økonomisk fundament jordbesiddelser, og der er muligvis her tale om specielt de lejesoldater, der skulle underholdes af hospitalets gods. - suet: suget.

63

Stavn: hjemstavn; bolig.

64

Christi Arme: Kristi fattige, nl. hospitalets beboere. - deres: nl. bolig. - plat: fuldstændig.

65

Her ... Dør: her bliver en hængende. - for ... Arme: for (at bede for) sin (egen) forladte gård og de fattige (på hospitalet, som ikke vil modtage noget fra ham, hvis han fordrives fra sin gård).

538

66

Det: så at.

67

Landsknægtens: soldatens. - True Trop: truende, voldsomme trop. - flux: straks.

68

Om: selvom, - for sine: til sine, nl. hospitalets beboere.

70

Kreløs: uden kvæg. - maae han: han må. - byrden binde: lægge byrde, nl. skat.

71

formaar: har råd til.

72

gaaer: gå.

73

saajust: lige netop.

74

skamme mig: skamme mig ved.

80

af: fra. - til Jesu Saar: jf. Matt. 25,31-40, hvor de nødlidende identificeres med Jesus.

skyldige: af pligt bundne.

Fynske Mercurius

Trykt efter SS I, s. 305-306, der med enkelte rettelser gengiver teksten i håndskriftet Rostgaard 2° 152 i Det kongelige Bibliotek.

Fynske Mercurius: Titlen spiller på Den danske Mercurius, den ældste dansksprogede avis, der blev forfattet af Anders Bording (1619-1677) og udkom månedlig 1666-1677. Den danske Mercurius var ligesom Kingos lille digt affattet i aleksandrinere. Avisen har navn efter den rom. gud Merkur, gudernes sendebud, der fremstilles med vinger på sko og hat.

1

Vinged Post: bevingede postbud, nl. Merkur. - Mens: siden. - saa: sådan.

2

kaste: kastede.

3

Ham: sækken. - hvij: huj, hast.

4

futte-roe: hvile til at fa varmen.

5

To: rens. - riim-grode: af rim dækkede. - vandglaß: om is.

6

Forsmelte: smelte.

7

schorsteens Ild: kaminild.

8

I menß: siden. - vacher: elskværdigt.

9

Hvor: hvordan. - Belt: nl. Storebælt. - den: bæltet, - forseylet: forseglet.

10

op dreven: opbygget.

11

Kudsche: kuske.

12

i hestehaar ...: nl. i stedet for i sejl. - Klunte traad: snor med en klump.

13

Øst og vester-Søe: havet mod øst og vest.

14

hart: hårdt. - op bundne: bundet op; tøjret.

539

15

for: pga. - Ise-glaßet: af klar is.

16

den 3forched Gud: guden med trefork, nl. den rom. havgud Neptun.

18

Lyxsdorph: Bolle Luxdorph, 1643-1698, oversekretær i Danske Kancelli, ven med Kingo. - hat: haft. - Svaghed ... rige: sygdom sammen med de rige, nl. podagra.

20

lang som: langvarig.

21

om igien: en gang til. - hanß Frue: Jytte Bering, 1654-1684, der døde fa dage senere. - sigma: velsignet.

22

søn: Christian Luxdorph, 1684-1726, senere oberst. - qvegned: oplivet.

23

nye: ny (måne).

24

blide-maanit: februar. - reed ... bye: holdt sommerfest for ham.

25

Kongens Nafn: Christian (V); drengen blev opkaldt efter sin bedstefar Christen Bollesen.

26

Ræt saa: (det er) rigtigt sådan.

27

ærlig: agtværdig.

28

sin ... troschab: troskab mod sin konge.

30

Beleven: venlig.

31

roe: glæde.

32

Vinranche: om hustru, jf. Sal. 128,3. - fruchbar: frugtbart.

34

milde: mildne.

35

styrche: skal styrke.

36

giøre: skal gøre.

37

lade: skal lade.

38

qvide: sygdom; bekymring.

39

knyttet seene: seneknude, dvs. podagra.

42

hæld: yndest. - maade: behag.

Æredigt til Dorothea Engelbrets-Daatter

Trykt efter SS I, s. 256-257, der gengiver teksten i Dorothea Engelbretsdatter: Siælens Taare-Offer, 1685.

Ærbaarne: af hæderlige forældre fødte. - Danne-Qvinde: hæderlige kvinde. - Dorothea Engelbrets-Daatter: kendt salmedigter, 1634-1716; hun mødte flere gange Kingo, og beundringen var gensidig. - Sal.: salig. - Mag.: magister. - Ambrosii Hardenbecks: Ambrosius Hardenbech, 1621-1685, var sognepræst i Bergen. - Der: da. - Sinderige: forstandige, begavede. - artige: smukke. - udgaa: udkomme. - skyldig: passende, velfortjent. - opsat: nedskrevet.

540

1

GAar: gå. - Ni ...: muserne.

4

Skialdre: digtere.

5

Eders (...) Priiß: lovprisning af jer. - idel: lutter. - Vejr: blæst.

8

hit: fundet. - trodtz: til trods for. - Helicon: musernes bjerg. - Aaris: (vand)åres.

9

It: et.

10

livsom: oplivende; livligt.

13

hid indtil: hidtil.

14

Nysling: nød.

18

i: til.

19

Offer: hentydning til titlen, Siælens Taare-Offer.

20

blusser: lader brænde.

21

frøsne: frosne.

22

qvæle: plage.

23

for: i stedet for.

25

Leeg: instrument. - lader aff: hører op med. - qvæde: synge.

26

Ey kand: så kan ikke. - Bibliske ... Synderinde: I Luk. 7,36-50 fortælles om den unavngivne synderinde, der vaskede Jesu fødder med sin gråd og tørrede dem med sit hår. I senere legender identificeres hun med Maria Magdalene, jf. Luk. 8,2, og hendes historie spiller en central rolle i Siælens Taare-Offer. 27 hun ... naa: at hun (Dorothea) ikke kan være hende (synderinden) jævnbyrdig.

28

med: sammen med. - Bode- Vandet: om bodstårer.

31

Naade-Stool: om Jesus, jf. Rom. 3,25. - optuded: ved gråd faet. - GUD og Mand: gudmennesket, Jesus.

33

Hos: ved.

38

Poenitentzis: bods.

39

her op: op. - meer end: mere end ... siden.

40

Lise: lindring.

42

optræde: hæve sig.

44

Som: knyttet til hende. - vel: godt.

45

tager: tag. - Drøsse-Pinde: sløve folk.

46

begynder: begynd.

47

setter: sæt. - hegle: rense og spalte.

48

priselig: rosværdig.

541

Tanker over Sølv-Bierget ved Kongsberg

Trykt efter SS II, s. 145-148, der gengiver originaltrykket.

Sølv-Bierget: Sølvforekomsterne blev opdaget 1623, hvorefter minedriften påbegyndtes, og byen Kongsberg blev anlagt. - Anno: lat: i året. - Hans ... beskrivelse: beskrivelsen af Hans Majestæts no. rejse. Kingo har øjensynlig planlagt et større værk om Christian V's Norgesrejse, men har opgivet det og i 1687 ladet Kongsbergdigtet trykke som selvstændig publikation.

1

MEtalle-buged: med maven fuld af metal. - sølve-svangred: med sølv gravide.

5

Hvo: hvem. - skidne: snavsede.

6

Rumpe skiødskinds: med skindklæde på bagen.

7

nest: nærmest.

12

Puslinger: små overnaturlige væsener, dværge, nisser. - Vraar: kroge.

13

Nordens Fader: Foruden Danmark-Norge ønskede den da. krone at hævde sit herredømme over i det mindste de tidligere da.-no. dele af Sverige.

15

saa: sådan.

16

Fordølger: skjuler. - Bierge-Hette: bjerg som hætte.

17

Behiertede: modige.

19

Hvor: hvordan.

20

omsværted: formørket.

22

Torden-skyt: tordnende skydevåben.

25

Mens: men.

26

At: for at; så at. - og: også.

27

tage ... oppaa: tage pejling af.

28

Lyvs: lys.

29

utidigt: for tidligt, ufærdigt.

30

Kunst: dygtighed.

31

aff: ud af.

32

skabning: form.

34

frembryder: bryder frem.

37

lad ... finde: vis dig.

542

Overskrifft

Overskrifft: indskrift.

1

Foster Moder: jordemoder; plejemoder.

2

Sølve-pukled: sølvbugnende. - Fossens: nl. Numedalslågens. - Floder: løb.

3

Bekysses: kysses.

4

Vunderfulde: underfulde.

5

maa: kan.

10

overtriner: overgår.

12

priis: ære; pris.

Hafn: Hafniæ, lat.: i København.

Under Christian V's portræt i Norske Lov

Trykt efter SS II, s. 155, der gengiver teksten i Kong Christian den Femtis Norske Lov, 1687.

1

Nordens Ære: Foruden Danmark-Norge ønskede den da. krone at hævde sit herredømme over i det mindste de tidligere da.-no. dele af Sverige.

2

afskygget: afspejlet.

4

Herrens Frygt: gudsfrygt. - Rettens ... Sool: jf. Mal. 4,2; verslinien spiller på Christian V's valgsprog "Gudsfrygt og retfærdighed".

5

hvor: hvordan.

6

Skiel: rimelighed.

7

Flek: flække.

8

prise: lovpriser; skal lovprise. - aldrig döe: nl. leve i eftermælet.

Til... Brigitte Baltzlow

Trykt efter SS I s. 307-308, der gengiver Kingos egenhændige original, afbildet s. 312-314; brevet findes i Det kongelige Bibliotek.

Blood: slægt. - Velbeprydede: velsmykkede. - J.: jomfru. - Brigitte Baltzlow: 1665-1744, i 1694 gift med Kingo kort efter hans anden kones død. - indfaldende: indtræffende. - Nafns Dag: den dag, der i kalenderen bærer samme (helgen)navn som en person, og som 543 fejredes i lighed med fødselsdagen nu; 1. februar fejres den irske helgeninde Brigitta, der levede et fromt liv i kyskhed.

1

Blide: ordspil på blidemåned, det gamle navn for februar. -opblinke: skinne frem.

2

Naader: nådegaver. - vinke: gøre tegn; blinke; vinke.

3

Cherubim: keruberne, de vingede væsener, der var anbragt på låget af pagtens ark; dette opfattedes som Guds sæde, jf. 2.Mos. 25,10-22.

4

skiult og betegnet: Stentavlerne med pagten mellem Gud og hans folk skjultes af låget med keruberne, der samtidig var tegn på tavlernes tilstedeværelse.

5

vender: forandrer.

7

sær: særlig. - hvad: hvad der. - Lykken: skæbnen; lykken. - legges til: tilregnes.

8

Drifft: bedrift. - tilegnes: tilregnes. - vil: må.

9

af: ud af.

10

Safraned: safrangule. - Rok: dragt. - ophøye: hæve.

11

Firmament: himmelhvælving, - jo: ikke.

12

Af: takket være.

13

det ... regne: det kan så ruske og regne (så man ikke kan se himlen).

14

det... ey: det er ikke nødvendigt. - tegne: skrive (nl. som kalenderhelgen).

16

Riimstok: kalender (i form af en stok med indridsede mærker). - skiær: skærer.

17

og: også.

20

med ... Kriid: Tanken er, at Gud og ikke paven afgør et menneskes moralske kvalitet.

21

Almanakke: kalendere.

22

ført: opført. - Rullen: fortegnelsen.

23

betræd: betrådt. - Lefnt: efterladt. - Fied: spor.

24

Betrykt af: påtrykt. - for ... med: for at enhver må følge med (i deres spor).

28

Stavn: bolig.

29

føye: god grund.

31

end: endnu.

32

Som: hvilket. - exempelviis: som eksempel (til efterfølgelse).

33

forbinder: forpligter. - at: så at. - i Tidens minde: i erindring om tiden; med tidens samtykke.

34

binde: forpligte, nl. ved et bindebrev; bindebreve, der tit indeholdt hårdt bundne knuder eller smykker i form af ringe og bånd, sendtes til folk på deres navnedag og forpligtede 544 dem som regel til at løse sig, f.eks. ved at give middag; skikken indførtes fra Tyskland o. 1600.

36

Valke-Knuder: faste knuder med magisk kraft. - kunstig: kunstfærdigt.

37

træde: trække på snor.

38

føye: ringe.

39

smidde: smede. - Demant: diamant.

40

straaled: strålende.

43

estu: er du.

44

Trods: selvom.

Velædle Jomfruens: den velædle jomfrus. - Hulde: trofaste. - Dyders Kiendere: kender af (jomfruens) dyder.

Danmarks Og Norges Kirkers Forordned Psalme-Bog. Vinter-Parten

Af salmebogen trykkes her passionssalmerne, der tilsammen gendigter Jesu lidelseshistorie. Fra gammel tid har man samlet de fire evangeliers beretninger om Jesu lidelse og død til én fortælling, der anvendes ved gudstjenesterne; det er denne fortælling, Kingo gendigter. Noterne henviser til Matt., hvor evangelierne stemmer overens, og ellers til de enkelte skriftsteder. Kingos salmer er skrevet til hverdagsgudstjenesterne i fasteugerne, tiden mellem fastelavn og påske, og til langfredag. Salmerne har samme metrum og samme melodiangivelse, »Som en Hiort med Tørst befangen«, der er en gendigtning af Sal. 42, som blev oversat til da. ca. 1611 af Steen Bille; melodien (DDK nr. 221) kan føres tilbage til Claude Goudimel og findes herhjemme tidligst trykt i Thomas Willumsen: Paraphrasis Danica Psalmorum Davidis, 1641. Opstandelsessalmen »SOm dend Gyldne Sool frembryder«, der er beregnet til påskedag, slutter sig til passionssalmerne; den har samme metrum som de, men Kingo angiver en anden melodi. Salmerne er trykt efter SS IV, s. 276-288, 317-321, 333-344, 361-377, 400-409, 420-427, 453-457, 465-474 og 513-516. SS gengiver i alt væsentligt teksten i det eksemplar af originaludgaven fra 1689, der har tilhørt Christian V, og som findes i Det kongelige Bibliotek.

Titelkobberet findes kun i få eksemplarer af værket; dets tekster lyder: Lofuer Herren I Himle og de Wande Som ere ofuer Himlene: Halleluja!: Sal. 148,4. - Lofuer: lovpris. - lofuer hannem alle hans engle og ald Hans hær: Sal. 148,2. - Soel, maane, alle Huse stierner lofue hannem: Sal. 148,3. - liuse: lyse. - lofue: skal lovprise. - DANMARKES og NORGES Kirkers ny Psalmebog Samlet og indrettet af THOMAS KINGO. D. BISCOP udi Fyens Stift. - D: doktor. - I Konger paa 545 Jorden unge drenge og lomfruer, de unge med de gamle Skulle lofue Herrens nafuen: Sal. 148,11-12. - Skulle: skal. - Louer Herren paa Jorden, i Hualfiske og alle dyb, berge og træer, diur, orme og fugle Ps. 148: Sal. 148,9-10.- i: I (tiltale).- berge: bjerge.- diur: dyr.

sær: særlig. - D.: doktor - saa og: ligesom også..

Om JEsu Lovsang

jf. Matt. 26,30.

Som en Hiort ...; se den indledende note til Vinterparten.

1.1

HØrer til: hør. - 1.4 Klod: kugle. - 1.5 Høre hver: enhver skal høre. - 1.6 Sands: fornuft; sans. - 1.8 Lave ... til: skal nu forberede sig på.

2.3

Tier: ti. - 2.4 have gang: komme frit.

3.2

hvad: hvor. - 3.3 opklare: blive klar. - 3.4 Der: da. - 3.5 Hallelu-jah: hebr.: pris Gud; under det jød. påskemåltid reciteres Sal. 113-118 som en lovprisning for israelitternes befrielse fra slavetilværelsen i Ægypten, jf. 2.Mos. 12-13.

3.8

Kanans: landet Israels.

4.2

opladt: hævet. - 4.8 aff: fra.

5.4

ræt: netop. - 5.5 Adam: jf. 1.Mos. 3,23-24. - 5.6 for: pga. -Riis: knippe af kviste, brugt som strafferedskab. - 5.8 Slangen: om Djævlen, jf. 1.Mos. 3.

6.1

Men: siden. - aff: med. - 6.2 froe: glad. - 6.4 Liise: lindring. - 6.5 At: så at. - Vee: smerte. - 6.7 trøstig: tillidsfuld; modig.

7.1

Stem: stem (som et musikinstrument).

7.4

Vri: vrid (nl. under stemningen). - 7.7 drive: fordrive; tilintetgøre.

8.4

Eblet: jf. l.Mos. 3. - aad: spiste.

Om JEsu Sveed udi Urtegaarden

jf. Matt. 26,36-44.

Urtegaarden: haven.

1.1

Kedron: bækken i bunden af Kedrons dal mellem Jerusalem og Oliebjerget med Getsemane have, jf. Johs. 18,1. - 1.3 Græder: græd. - 1.5 Bladet ... vendt: der nu er sket en forandring.

2.1

David: Da David flygtede for sin søn Absalon, mønstrede han sine folk i Kedrons dal, jf. 2.Sam. 15,13-30. - 2.3 Harm: sorg. - 2.4 Flugtig: på flugt.

546

3.1

Møye: plage; besvær. - 3.7 sprude: spire.

4.3

Angist: sorg; angst. - tillave: gøre klar. - 4.5 Adam: det syndefulde menneske; Adam, jf. 1.Mos. 3. - 4.8 kryster: knuger.

5.2

Gud og Mand: gudmennesket, Jesus.

5.7

stinger: stikker.

6.1

Vaande: smerte. - 6.3 Trende: tre. - 6.5 Kalk: bæger, om lidelse og død. - hen: bort.

7.3

Otterslangen: giftslangen; symbol på Djævlen, der er medansvarlig for døden, jf.1.Mos. 3. - 7.4 ophidser: gør feberhed.

8.2

Hid: herhen. - Hierte-sterhning: styrkende middel. - 8.5 Guds Engel: jf. Luk. 22,43. - 8.6 vee: smerte. - 8.8 qvalme: dunster.

9.

l Blodet: jf. Luk. 22,44. - 9.2 Svede-hull: pore.

10.4

Poenitentzes Sek: bodsklædning.

11.3

hvor: hvordan. - 11.4 Taar: dråbe. - 11.8 opsanker: opsamler.

12.1

funde: mærkede. - 12.3 runde: skød frem.- 12.6 mod: i forhold til. - Priis: ære.

13.1

Blomster: blomst. - 13.4 daane: miste bevidstheden.

14.2

Lyvs: lys. - 14.3 Maalet: mælet. - 14.6 Salve: salv. - 14.7 Vaade: ulykke; fare. - 14.8 Baade: gavn.

Om de Sovende Disciple

jf. Matt. 26,36-46.

1.1

Hvor: hvordan. - 1.3 Troe og love: troskab og ordholdenhed; tiltro og tillid. - 1.6 Nu: nu hvor; nu. - Hu: sind. - 1.7 Hart: meget.

2.4

slæt: helt. - 2.7 Angist: sorg; angst. - møye: plage.

3.2

sikkerhed: (ugudelig) sorgløshed. - 3.3 stekke: afkorte. - 3.6 for: pga.

4.6

Som: som om.

5.1

slumme: slumre. - 5.2 forsove: sove fra. - vee: smerte. - 5.3 Dumme: døvstumme. - 5.6 Der: da. - Klædt...: nl. ved forklarelsen på bjerget, Matt. 17,1-9; senere kommentatorer identificerede det unavngivne bjerg med Tabor, et bjerg i Galilæa.

6.4

meen: skade. - 6.8 aldrig (...) saa: nok så.

7.1

løffte-rige: som aflægger mange løfter, jf. Matt. 26,31-35. - 7.5 sigted: have sigtet (gennem en sigte), om hård prøvelse, jf. Luk. 22,31-32. - 7.7 Havsens fare: havsnød, jf. Matt. 14,22-31. - 7.8 at vare: for at beskytte.

547

8.2

lange: langvarige. - 8.5 vidne: bevidne; forkynde. - 8.6 saa: sådan. - 8.8 Lykkens Hiul: Lykken fremstilledes siden antikken som et drejende hjul.

9.7

Bede: bede om.

10.2

soldt: solgt, jf. Matt. 26,14-16. - 10.3 Nærværelsen: nærheden. - 10.4 Skalke-nik: skurke-kneb, nl. judaskysset, jf. Matt. 26,48-49. - 10.6 syndsens Bloode-bad: Døden er straf for synden; Jesus var syndfri, men påtog sig menneskenes synder og døde for dem. - 10.8 agtes: regnes. - qvide: frygt; nød.

11.1

klager: klager over. - 11.2 bejamrer: jamrer over. - 11.3 indtager: opfylder.- 11.7 formummer: dækker; overvælder.

12.1

Trende: tre. - minder: minder om. - 12.3 finder: mærker. - 12.6 digt: i høj grad.

13.2

Slæt: uden videre. - 13.5 stedse: altid.

Om den forraadde og fangne JEsu

jf. Matt. 26,47-56.

Som en Hiort ...: se den indledende note til Vinterparten.

1.2

forhaand: nært forestående. - 1.5 Slig: sådan.

2.3

i Aag (...) drager: om at arbejde på samme mål.

2.6

Skalk': skurke. - 2.7 betienne: tjene, hjælpe. - 2.8 de største Præsters: ypperstepræsternes.

3.2

Fyre-sted: ildsted. - 3.3 kendte: hentede. - 3.4 beruster: (ud) ruster.

4.1

Ene ... Tale: bare hans ord og tale kan, jf.Johs. 18,6-9. - 4.4 Bangheds: ængstelses. - Bom: spærrende bom, fængsel.

5.1

har (...) borte: har taget, fjernet. - alt: allerede. - 5.4 Slangen(s): om Satan, der bringer døden, jf. 1.Mos. 3. - Braad: tunge (som ansås for slangens stikkende lem). - 5.7 Angist: sorg; angst.

6.3

Malchi: Malkus', ypperstepræstens tjeners, jf. Johs. 18,10.- 6.7 taallig: tålmodigt. - skikke: opføre. - 6.8 Kalk: bæger, jf. Matt. 26,39.

7.3

Flyer: flygter. - dem: dem som. - 7.5 Dend ...: jf. Mark. 14,51-52.-7.8 at: for at.

8.1

Hierte: kære. - 8.2 Lyvsens: lysets. - 8.6 Ørk: ørken, øde sted. - 8.7 Ulve: jf. Jer. 5,6.

9.3

Talstok: stok, hvorpå man førte regnskab ved at skære mærker. - 9.4 Som: knyttet til deres. - Lyders: lasters. - 548Nattegarn: garn, der sættes op om natten som fælde. - 9.6 bød: tilbød.

10.2

Kyste: kyssede. - 10.3 Skamme: irettesæt. - 10.4 Kryst: knuget. - 10.6 skuffelig: bedragerisk.

11.2

antasted: grebet. - 11.3 Stedse: altid. - henger: hænger fast. - 11.5 At: nemlig at. - 11.8 Helved-Ulv og Drage: om Satan, jf.Johs. 10,11-13 ogJohs.Åb. 12,9.

12.2

og: også. - 12.8 erlange: opnå.

JEsus føres bunden udi Annas og Caiphas Huus

jf. Matt. 26,57-68.

Annas: svigerfar til Kajfas; if.Johs. 18,13 var Jesus hos Annas, før han kom til Kajfas. - Caiphas: jød. ypperstepræst. - Som en Hiort...: se den indledende note til Vinterparten.

1.2

Snære-garn: fangegarn. - 1.3 tvundet: snoet. - 1.5 Bast: bastbånd. - 1.6 fast: fanget.

2.2

velvillig: (fri)villigt. - 2.4 tutter: støder. - skiender: vanærer (ved ord el. handling). - 2.6 Allarm: uro.

3.1

end: endnu. - 3.2 Skalk: skurk. - 3.3 trenge: tvinger.

4.1

alt: allerede. - under Lide: forsvundet (bag bjergsiden). - 4.2 Rætfærdighedens Sool: om Jesus, jf. Mal. 4,2. - 4.3 hos: ved. - 4.4 spotter-stool: i mods. til domstol. - 4.5 Lyvset: lyset, nl. Jesus, jf. Johs. 1,1-9. - 4.7 Klerke: præster. - 4.8 Dend: som. - Tant: usandhed.

5.2

seer: særlig. - 5.5 Kindhest: ørefigen. - 5.7 Munde-daske: ørefigner. - 5.8 Aske: om det forgængelige og værdiløse, jf. f.eks. 1.Mos. 18,27.

6.1

gienge: fremgang. - 6.2 Beviisnings: bevisførelses. - 6.7 graahærded: gråhårede.

7.2

hvo: hvem. - 7.3 opspøges: opledes. - 7.4 nest: nærmest. -7.6 slaes: slås.

7.8

saa: sådan.

8.1

Sluttet: besluttet. - Raad: plan. - Renke: list. - 8.8 Gu d: genstandsled for vanære.

9.3

føre: lægger. - 9.6 svigelig: svigefuldt. - 9.8 Huskud: indskydelse, tanke.

10.1

og: også. - 10.3 paa ... slide: sønderrive ved bagtalelse. - 10.4 Munde-Baske: ørefigner. - 10.7 betakte: dækkede, jf. Luk. 22,64. - 10.8 intet: ikke. - agte: ænse.

11.1

hade: efterstræbe; hade. - 11.2 Klaffer: bagtaler.

549

11.3

at: gid. - oplade: åbne. - 11.5 At: så at; for at. - 11.6 belee: le ad. - 11.7 Trods: pyt med.

12.5

Der: da. - viste: vidste at. - 12.7 Meen: skade. - Møde: plage; besvær. - 12.8 mig: for mig.

Om St: Peders Fald

jf. Matt. 26,69-74.

St: sankt.

1.2

slig: sådan. -1.5 Før: mod. - 1.8 prikke: plet.

2.1

giøre: skal gøre.

3.1

Helgen: hellige, fromme mennesker. - 3.2 Adams ... Klæder: om arvesynden, jf. Rom. 5,12-21. - 3.4 Leerkar: om det syndefulde og forgængelige, jf. 2.Kor. 4,7. - 3.5 hvor: hvordan. - 3.6 Der: da. - 3.7 hans Løffter: nl. om troskab, jf. Matt. 26,33-35.

4.2

slagen: slået, jf. Matt. 26,67. - overspyt: overspyttet. - 4.4 forknyt: underkuet. - 4.7 med: sammen med. - Livets Fyrste: Jesus, jf. Ap.Gern. 3,15. - sette: ofre. - 4.8 forjette: lovede.

5.1

ved Ilden: jf. Mark. 14,67. - 5.6 Guds Lam: Jesus, jf. Johs. 1,29.

5.7

negter: fornægter. - 5.8 forfegter: forsvarer.

6.4

dend brede Vey: nl. til fortabelsen, jf. Matt. 7,13. - 6.5 svær: sværger. - 6.7 just: netop. - 6.8 JEsus ...: jf. Luk. 22,61.

7.1

Klippe: Det gr. hædersnavn Peter betyder klippe, jf. Matt. 16,18. - 7.3 glippe: svigte. - 7.7 rygges: flyttes.

8.1

Ælende: elendighed. - 8.3 Du jo: så at du ikke. - 8.5 og: også. - 8.8 dit ... ord: forudsigelsen af fornægtelsen, jf. Matt. 26,34.

9.3

meder: sigter. - 9.4 Torne: evt. om bekymringer for denne verdens ting, jf. Matt. 13,22. - 9.7 skiendelig: skændigt. - 9.8 langt ... slegtet: slægtet Peter på og langt overgået ham.

10.1

Trende: tre. - 10.2 Forsoer: fornægtede. - Hierte: kære. - 10.4 Lovens: Moselovens; morallovens. - 10.5 overløbe: overgå.

11.2

Som ...: jf. Jer. 8,6. - l 1.5 saa: sådan. - 11.7 Af: fra.

12.1

opretted: genrejst. - 12.6 I hvor høyt: hvor højt end. - 12.8 hand: Peter.

550

St: Peders Taare og Omvendelse

jf. Matt. 26,75.

St: sankt. - Taare: tårer.

1.1

VElder: væld. - 1.2 Flyder: flyd. - 1.3 Lader: lad. - 1.4 Græde-dal: om denne verden, jf. Sal. 84,7. - 1.6 synde-Gield: skyld pga. synd.

2.2

en Helved-Brand: som en, der fortjener at brænde i helvede. - 2.3 tildreven: drevet til. - 2.4 forsvære: fornægte. - Gud og Mand: gudmennesket, Jesus. - 2.5 min Frelser: jf. Luk. 22,61. - 2.7 Vaade: ulykke; fare. - 2.8 Aasyvn: blik; udseende.

3.1

hos: ved, jf. Mark. 14,67. - 3.3 vorde: skal blive. - 3.4 Boodespand: om bodstårer. - 3.5 At: så at. - 3.8 reet: virkelig.

4.1

Engang: jf.Matt. 14,28-31. - 4.3 Nu: nu hvor.

5.1

2 giv ... mig: giv at det eksempel på synd og oprejsning må blive for mig. - 5.4 kiendelig: tydeligt, mærkbart. - 5.5 fortvile: fortvivle. - 5.8 Brøster: fejl, mangler.

6.2

førre: før. - 6.4 Syndsens Rulle: fortegnelsen over synd. - 6.5 Sole-grand: støvkorn.

7.1

smitte: besmittelse. - 7.4 stadig: varig. - 7.5 Fied: spor. - 7.6 Vasker-sted: vaskeplads.

7.7

ud ... tvette: kan afvaske. - 7.8 besprette: bestænke.

8.2

for: over.

Om Judas som fortviffler

jf. Matt. 27,3-5.

Som en Hiort ...: se den indledende note til Vinterparten.

1.2

hvad: hvor.

2.1

Speyel: (afskrækkende) eksempel. - 2.4 undfly: undgå. - Green: gren (hvori han hængte sig). - 2.7 At: så at. - 2.8 Bolte: fangebøjler.

3.1

Der: da. - 3.3 Angist: sorg; angst. - 3.4 Skalke-: skurke-. - 3.7 vendtes: forandredes.

4.2

soldt: solgt. - 4.5 Moodet paa: lysten til. - 4.6 et Grand: en smule.

5.1

Agt: se. - 5.4 igien: tilbage. - 5.6 Obner: åbner.

5.8

færdig: lige ved. - fortviile: fortvivle.

6.2

bestood: tilstod.

7.1

hart: hårdt. - 7.4 Pligt: bodsgerning. - 7.7 forskyder: forkaster.

8.1

end: endnu. - 8.3 Meen: skade. - Møye: plage. - 8.4 Haffde551Judas: hvis Judas havde. - kyst: kysset. - 8.5 Poenitentses: bods. - 8.6 Boode-Spand: om bodstårer. - 8.7 Vedsket: vædet. - Vaade: ulykke. - 8.8 fanget: faet.

9.2

agter: ænser.

9.3

Vunder: sår. - 9.5 slet: helt. - Pines Krafft: nl. til at frelse. -9.6 dyre: dyrebare. - 9.8 at: for at.

10.6

Kaste: kastede. - 10.7 Skiød: ramte.

11.4

u-æret: uden at blive æret. - 11.6 Baand og Band: om hhv. den verdslige og den kirkelige straf. - 11.7 drevet: begået.

12.2

End som: end hvad. - 12.3 Mægtig: i stand til. - 12.6 stød: skade. - 12.7 rundet: løbet.

13.3

Vee: smerte. - 13.5 Verdskylds: fortjenestes. - 13.6 TvetteGrav: rense-grav.

Om Pottemagerens Ager

jf. Matt. 27,6-10.

Som en Hiort ...: se den indledende note til Vinterparten.

1.3

hengte: hængte sig. - 1.4 Som: hvilket, - fule: onde. - brød: sønderbrød, jf. Ap.Gern. 1,18. - 1.6 Kiste: pengekiste. - 1.7 Kirke-Blokken: kirkebøssen. - spare: skåne. - 1.8 forvare: beskytte.

2.5

Giemme: gemmested (om skatkammer).

2.7

det: henviser til næste verslinie. - intet: ikke.

3.4

fal: til salg. - 3.5 At: for at; så at. - og: også. - 3.8 blant ... have: ikke hører til Guds folk.

4.1

mig fattes: jeg mangler. - 4.2 Sands: forstand. - 4.3 mod: i forhold til. - skattes: regnes, vurderes. - 4.6 Fødders: fod (måleenhed). - 4.7 dit Kiøb: købet af dig. - 4.8 forgiettes: glemmes.

5.2

Hos: ved. - 5.3 Leer: om kroppen, jf. 1.Mos. 2,7. - 5.5 hoffmode sig: være hovmodig. - 5.6 hand: kroppen. - 5.7 braske: prale. - 5.8 Leer og Aske: om det forgængelige, værdiløse, jf. f.eks. Siraks Bog (et af de sak. apokryfiske skrifter i Gl.Test.) 17,32.

6.1

Udaff...: jf. l.Mos. 2,7.

6.4

Hiulet: (pottemagerens) drejeskive. - 6.6 underlig: underfuldt. - 6.7 Leerkar: jf. Rom. 9,21-23. - end: endnu.

7.2

vel: godt. - 7.3 Fædre: forfædre. - 7.6 Børne-Art: børneslægt.

8.2

Fær: rejse; liv. - 8.3 affdrage: tage af. - 8.7 vi maa: for at vi må.

552

9.3

Fied: skridt. - 9.4 stunder: nærmer mig. - 9.5 Vraa: krog. -9.7 give: begive. - 9.8 at... Live: om at komme til live.

10.1

for: pga. - 10.3 Kand: kan jeg. - trine: træde. - 10.4 oben: åben. - l0.8 Sank: saml.

Om JEsu i Pilati Domhuus

jf. Matt. 27,11-14.

1.5

For: over for.

2.3

dit ... Urenhed: besmittelsen af din krop (ved omgangen med hedninger), jf.Johs. 18,28.- 2.4 Passer ... paa: bryder dig dog slet ikke om.

2.7

slet: helt. - 2.8 optænke: udtænke.

3.1

2 Du ...: jf. Sal. 97,3-4. - 3.3 Jordens ... Kryster: som slår og klemmer Jordens fyrster, jf. Sal. 2,8-9. - 3.6 Dend: som. - et grand: en smule.

4.1

End: endnu. - 4.3 Hand jo: at han ikke. - 4.4 skiel: rimelighed. - 4.5 Klagemaal: anklage. - Sag: beskyldning. - 4.7 brøde: synd; overtrædelse. - 4.8 hvorpaa .. støde: hvad de er forargede over.

5.1

Edder: gift. - 5.3 Orme-: slange-.

6.1

lyder: fejl.

6.4

Gud og Mand: gudmennesket, Jesus. - 6.5 At: nemlig at, jf. Luk. 23,2. - afvender: hindrer i. - plat: fuldstændigt. - 6.8 Som: hvilket. - befalder: behager.

7.4

Udaf ævighed: siden urtiden, jf.Johs. 18,36-37.- 7.6 omladt: omtalt. - 7.7 Rundt: frit.

8.2

JEsus: at Jesus, jf. Luk. 23,4 og Johs. 18,31. - 8.3 forevende: give som påskud. - 8.4 Last: klage. - paa ... bær: beskylder ham for. - 8.6 Sagløs: sagesløs.

9.6

Kiendelig: tydelig. - 9.8 opbie: afvente.

10.2

Guds (...) Lam: jf. Johs. 1,29. - 10.3 Dyvr: dyr. - omsperre: omringer. - 10.4 paabyrder: tilføjer. - 10.5 snert: slag. - 10.6 Dragers: om djævle, jf. Johs.Åb. 12,9. - stiert: hale. - 10.7 slaes: slås.

11.1

hvad: hvorfor. - 11.2 Kreatur: skabning. - 11.3-4 behage Til: finde behag i. - 11.7 sligt: sådant. - 11.8 draget: båret.

12.4

dølge: skjule. - 12.6 kast: kastet.

13.1

stede: stille.- 13.2 vel: godt.

13.5

at: så at. - 13.7 Ælende: elendighed.

553

JEsus sendes til Herodes

jf. Luk. 23,5-12.

Som en Hiort ...: se den indledende note til Vinterparten.

1.3

oprøres: vækkes. - 1.6 faa: at fa. - 1.7 At: så at; for at. - saa: sådan. - 1.8 løse: umoralske.

2.4

Hart: hårdt. - 2.5 naa: opnå. - 2.6 spinde paa: arbejder på. - 2.7 affmale: fremstille. - 2.8 paa ... tale: tale ilde om ham.

3.4

Dum: stum der. - 3.7 Lyvset: lyset. - 3.8 Klipper: jf. Matt. 27,51.

4.4

Hanses: Johannes Døberens; Herodes havde ladet ham halshugge, jf. Matt. 14,6-11.

5.2

Haanhed: skam. - Spee: hån. - 5.4 Tage ... got: tage imod alting som godt.

6.2

fyldes op: fuldendes. - 6.3 omhengs Klæde: klæde til at hænge om, kappe. - 6.6 Staader-Konge: tilsynsførende med tiggere, om konge uden ære og magt.

6.8

brød: knuste.

7.2

vel: godt. - foreent: forligt. - 7.7 Mellem-Hest: om mellemmand.

8.1

besinder: betænker. - 8.2 Vee: smerte. - 8.3 omvinder: omvikler. - 8.4 Palt: pjalt, lap. - Blee: lagen. - 8.6 Vanhelds: svagheds; fejls, - fule: urene; onde. - Ham: skikkelse. - 8.7 slet: helt. - 8.8 Ærens Krone: om det evige liv, jf. 1.Pet. 5,4.

Barabbas løßgives ...

jf. Matt. 27,15-26.

Som en Hiort...: se den indledende note til Vinterparten.

1.1

gangen: gået, jf. Luk. 23,13-16. - 1.5 paa stand: straks. - 1.8 Ihvor høyt: hvor højt end.

2.3

medhandlet: behandlet. - 2.5 Saa: sådan. - 2.6 mand anseer: som man respekterer. - 2.7 Og: også. - bøye: fordreje; hindre.

3.2

Faar: sender. - 3.3 Beder: beder om. - sig ... vare: vil passe på. - 3.4 befatte: beskæftige.

3.8

for: til fordel for.

4.3

Hører: hør. - Heden: hedensk. - 4.4 flux: langt. - 4.6 alt: helt.- 4.7 vel... sømme: det udmærket kan gå an.

5.5

maa: kan.- 5.8 hart: hårdt.

6.1

Vil Pilatus: Pilatus vil. - 6.2 Anledning give paa: give som 554 påskud. - 6.4 At: for at; så at. - 6.6 Overtyed aff: bevisligt skyldig i. - skam: skammelig handling. - 6.7 skiæl: rimelighed.

7.2

Avinds: fjendskabs. Edder: gift. - overflød: oversvømmede. - 7.6 Slae: slå..

8.1

estu: er du, jf. Es. 53,12. - 8.4 stunde-Blok: skydeskive. - 8.5-8 Du tog ...: Der hentydes dels til jødernes befrielse fra Ægypten og indstiftelsen af den jød. påske, jf. 2.Mos. 12, dels til den kristne påske, hvor den troende befris fra synd og død ved Jesu død, og hvor nadveren indstiftes. - 8.8 Qvide: nød; frygt.

9.1

tiende: erkende. - 9.2 see (...) an: se- 9.3 løs: fri. - 9.6 Guds (...) Lam: Jesus, jf. Johs. 1,29. - 9.7 viste: vidste.

10.2

Raad: plan. - 10.7 intet: ikke. - erklere: retfærdiggøre; udtale.

11.4

Brøst: fejl; skyld. - 11.5 fuul: ond. - 11.6 Morder-Lem: usle morder.

12.6

vel bestaa: klare mig godt. - 12.7 Brøde: synd.

JEsus hudstryges, bespottes og Torne-krones

jf. Matt. 27,27-30.

hudstryges: piskes.

1.3

Avind: fjendskab. - 1.5 kiendt: dømt. - 1.6 tient: fortjent.

1.7

saa: sådan.

2.2

strekker: fordrejer. - 2.3 vrier: vrider. - 2.4 paa ... sæt: gjort uklar. - 2.5 vel: godt. - 2.7 Møye: plage. - 2.8 maa: kan.

3.2

Ville: behag. - 3.3 bandsat: onde. - 3.6 Steder ... til: giver derfor tilladelse til at. - 3.7 hudeflettes: piskes.

4.1

Riis: knippe af kviste, brugt som strafferedskab. - 4.3 slaes: slås.

5.3

overhenger: dækker. - 5.4 Palt: pjalt, lap. - 5.5 At: så at; for at.

6.1

haanhed: skam. - 6.3 Som: knyttet til Krone. - udfletter: fletter færdig. - 6.4 Jordens Band: forbandelsen af jorden (hvorefter den skal bære torn og tidsel), jf. 1.Mos. 3,17-18. - 6.6 Ymped: skudt. - Slangen(s): om Satan, jf. l.Mos. 3,1-7. - Brodd: tunge (som ansås for slangens stikkende lem). - 6.8 dyre: dyrebare. - udrykker: presser ud.

7.1

Spiir: scepter. - og: også. - 7.2 Rør: sivstængel. - 7.6 Blodespring: væld af blod. - 7.7 Meen: skade. - Qvale: kval.

8.1

tage: tage imod. - 8.3 Skalk: skurk, - fordrage: finde sig i at. - 8.6 Dæmmes: dæmmes op, standses. - 8.8 stille: standse.

555

9.1

finder: føler, mærker. - 9.3 minder: minder om at. - 9.5 fuul: ond. - 9.7 slidt: sønderrevet. - slagen: slået. - 9.8 snert: slag. - antagen: grebet.

10.3

udsette: anbringe. - 10.4 Hos: ved. - 10.8 Did: dér. - drybe: drypper.

11.1

stinger: stikker. - 11.2 Lystgaard: lysthave; lysters have. - randt: spirede. - 11.4 Pine-Klaser: om tornekronen, der skyldes synden; Johs.Åb. 14,18-20 sammenlignes synden med drueklaser.

12.3

bedugge: dække som dug.

12.8

stumped: så at den blev stump, sløv. - der: da.

13.1

Velde: magt. - 13.3 nedfelde: fælde, hugge ned. - 13.7 Slår: slår. - foruden Maade: umådeholdent. - 13.8 Rejfs: afstraf. Klik: (skam)plet.- 14.2 kast: kastet. - 14.8 skikke: gøre.

See, hvilket Menniske

jf.Johs. 19,5-13.

Som en Hiort ...: se den indledende note til Vinterparten.

1.1

hinked': vaklede. - 1.3 Synes: ses; forekommer. - 1.5 ledde: førte. - 1.6 Blode-barked: bloddækket. - 1.7 faren: behandlet. - 1.8 At: for at.

2.1

Seer: se. - 2.4 Verk: pine. - Vee: smerte. - 2.7 hudelep: (hel) hudlap. - 2.8 Hvo: hvem. - slig: sådan et.

3.3

ham beklæder: som dækker ham. - 3.7 Siger: sig.

4.2

end som: end. - 4.4 Vidunders Mand: forunderlig mand, jf. Sal. 71,7, som bibeloversættelsen af 1647 kommenterer: »ligesom ... forskut af Gud«. - 4.5 Seer (...) an: se. - 4.6 Meen: skade.- 4.8 krammer: knuger.

5.1

bryde: piner. - 5.3 flyde: strømmer (af tårer). - 5.6 saar: såret. - 5.8 ynker: ynk, hav medlidenhed med. - stymper: stakkel.

6.2

Hierte-Klap: hjertebanken. - 6.4 nap: med nød og næppe. - 6.5 holde: beholde. - 6.6 stand: tilstand. - 6.7 fare: drage.

7.2

ræt: virkelig. - 7.3 fanger an: begynder. - 7.4 Skyder ... til: påberåber sig.

7.8

til... lange: turde søge (at fa) kronen.

8.1

Agt: se. - 8.2 nogen tiid: nogensinde. - 8.3 Møye: plage. - 8.8 Der: da. - Klemme: plage.

9.3

Druer: om menneskenes synd, der skal knuses af Gud, jf. Johs.Åb. 14,18-20. - 9.4 forgifftig: giftige. - Edder: gift. - 9.8 556Perse-Karret: om Guds vrede, hvori synden knuses, jf. Es. 63,1-6.

10.4

Guds (...) Lam: jf.Johs. 1,29. - 10.5 stød: slag.

11.2

Spektakel: (ynkeligt) syn. - her: nl. på Jorden, mods. der: i himlen.

JEsus dømmes til at Korsfestes

jf. Matt. 27,22-25.

1.1

Spiir: scepter, jf. Sal. 45,7.- alt: helt. - 1.4 Last: skade;skam. - 1.5 ført i: iført. - 1.7 klæder: sidder på.

2.1

lige: det samme. - gielder: er værd. - 2.2 optegne d: værdsat. - 2.3 helder: går skævt. - 2.6 klem: kraft. - 2.7 for ... indrømmes: overlades til dem.

3.2

hvaldte: hvælvede. - 3.3 slig: sådan. - 3.4 Rætviis: retfærdig. - 3.6 Gaar... paa: arbejder man på. - hans ... forliis: tabet af hans liv.

4.1

gangen: faldet. - 4.3 Helved-Slangen: Satan, jf. 1.Mos. 3. - 4.5 svare: hårde. - 4.7 digt: stærkt.

5.2

Tvetter ud: renser. - 5.3 forevender: hævder. - 5.4 grand: ren. - 5.6 Toes: vaskes. - 5.7 maa ... være: kan være (nok så) rensede. - 5.8 Smitten: genstandsled for bære.

6.1

sig frygter: frygter.- 6.5 og: også.

6.8

vel: godt.

7.4

forgav: forgiftede. - 7.5 Aarsag: årsag til.

8.1

dølge: skjule. - 8.2 foruden: uden. - 8.3 med: med til. - 8.7 Vunder: sår. - 8.8 alt: stadig.

9.1

Intet: ikke. - 9.3 nedvelte: kaste ned. - Aske: tegn på anger, jf. f.eks. Job 42,6. - 9.5 At: om at. - 9.6 regne til: tilregne. -9.7 afskrive: anføre som betalt.

10.1

Brøde: synd. - 10.2 Gav: hengav.

10.3

selffvillig: frivilligt. - 10.4 estu: er du. - from: god. - 10.7 Baade: fordel.

JEsus ledes ud fra Domhuset ...

jf. Matt. 27,31-32.

Som en Hiort ...: se den indledende note til Vinterparten.

1.1

KOmmer: kom. - 1.2 Rettersted: henrettelsesplads. - 1.3 Hvo: hvem. - paatage: tage på sig. - 1.4 følger: følg. - 1.6 Øser: øs.

557

2.3

Agter: ænser. - intet: ikke. - 2.5 ham (...) paa: på ham. - 2.6 At: så at.

2.7

fuldtrykkes: trykkes hårdt.

3.4

Der: da. - 3.8 hendrage: bære afsted.

4.1

Qvinderne: jf. Luk. 23,27-31. - 4.2 Vrier: vrider. - veener: jamrer. - 4.4 Overdugges: vædes. - 4.5 Vee: smerte. - 4.7 Qvale: kval.

5.1

Græder: græd. - 5.2 kart: meget. - 5.3 forvinder: kommer over. - 5.5 Seer i: se.

6.3

saa: sådan. - 6.4 Ham: dragt; ydre. - 6.7 Tage (...) ind: indtage, erobre. - 6.8 Lader... aff: hold derfor op med.

7.1

har (...) inde: har, ejer. - 7.3 finde: mærke. - 7.4 Vraa: krog. - 7.7 skatte: regne.

8.3

runde: randt. - 8.7 oprykte: rev op. - 8.8 betrykte: trykkede.

9.3

Møye: plage; besvær.

10.4

dig ... fra: falde fra dig. - 10.8 Armod: fattigdom.

Om Christi Korsfestelse, Pine og Død ...

jf. Matt. 27,33-56.

for: før. - Froeprædiken: morgengudstjeneste. - endeel: Efter Danmarks og Norgis Kirke-Ritual, 1685, forklaredes en del af lidelseshistorien langfredag ved aftensangen. - Anledning: vejledning. - Som en Hiort ...: se den indledende note til Vinterparten.

1.1

BRyder: bryd. - 1.6 Og: og som. - skiær: skærer.

2.2

Bold: kugle. - 2.3 Bliver: bliv. - Ælende: elendighed. - 2.4 Vold: overlast. - 2.5 Gud og Mand: gudmennesket, Jesus. - 2.7 Gud i Kiødet: gud, der er blevet menneske, jf.Johs. 1,14.

3.5

striblet: stribet.

4.1

Vaande: nød. - 4.2 vrier: vrider. - 4.3 Agt: se. - stakket: forpustet.

5.3

Guds ... Perse: om Guds tilintetgørelse af synderne, jf. Johs.Åb. 14,18-20. - 5.5 Slangen: om Satan, jf. 1.Mos. 3,15, der traditionelt tolkes som en profeti om Jesu kamp mod Satan.

5.7

Som: knyttet til Gifften. - 5.8 Omflot: urenhed. - skiendte: vanærede; ødelagde.

6.5

hvedser: hvæsser. - 6.6 hvo: hvem (der).

7.1

2 skienker Med: giver at drikke. - 7.3 krænker: svækker; plager. - 7.5 Edike: jf. Luk. 23,36. - Myrrhe: stærkt krydderi, jf. Mark. 15,23. - 7.7 Rettersted: henrettelsesplads.

8.2

Tutter: puffer. - meen: skade.

558

9.1

Merk: læg mærke til. - sprenger: overanstrenger.

9.4

Nagle-skaar: naglehuller. - 9.7 Angest: sorg; angst. - 9.8 dummes: formørkes, svækkes.

10.2

Raad: udvej. - 10.3 Vaade: ulykke. - 10.4 for: i stedet for. -10.8 kramme: knuge.

11.1

Staar: stå. - agter: se. - 11.3 Merker: fornem. - 11.5 slig: sådan. - 11.8 Lage: skarpe, ætsende lage.

12.3

opstegte: gennemstegte. - 12.4 Guds (...) Lam: jf.Johs. 1,29. - 12.6 opbar: bar op.

13.1

falder ... sukke: kommer han til at sukke. - 13.2 at: for at, jf. Luk. 23,34. - 13.3 slet: helt. - 13.8 kiøre: driver.

14.3

Avind: fjendskab. - digt: stærkt. - 14.4 hærded: forhærdet. - 14.5 sprekke: nl. af vrede. - 14.6 Led fra Led: fra led til led.

15.5

Opskrifft: påskrift, indskrift. - 15.7 Korsfæste: korsfæstede.

16.1

og: også. - Møye: plage. - 16.2 Bad: ødelæggelse; bad. - 16.4 Hvor: hvordan. - 16.5 kildre sig: glæder sig over.

16.7

Lo d: lodkastning. - Ligning: fordeling.

17.1

arm: fattig. - 17.3 Middel: penge.

18.2

trodselig: trodsigt. - 18.4 giør Miner udaff: vrænger ad. - 18.5 spæ: spe, hån.

19.1

Røveren: jf. Luk. 23,39-43. - 19.2 stadig: urokkelig. - 19.3 tegner: skriver. - 19.4 Roe: glæde; ro.

20.3

did: derhen. - 20.4 Som: hvor. - 20.6 dig ... paa: som blev dig til del. - 20.8 vee: elendigt, lidende.

21.2

Sverdet: om sorg, jf. Luk. 2,35. - 21.3 pige: pigge. - 21.6 Palt: pjalt, lap. - 21.8 dryber: drypper.

22.1

En Discipels: jf.Johs. 19,26-27. - Forsvar: beskyttelse. - tager: modtager. - 22.6 roer: beroliger. - 22.7 saa: sådan.

23.1

haanes: skammer sig. - 23.2 mørk: mørke. - 23.3 skrekker: skræmmer. - 23.4 Ørk: kiste. - 23.5 ynksom: søgende medynk. - 23.6 Eli: hebr.: min Gud, jf. Sal. 22,2. - 23.7 Hin: hvorfor.

24.1

Legems Sool: om øjet, jf. Matt. 6,22. - 24.2 Blues: skam dig. -24.6 For: for at.

25.3

End som: end. - 25.5 Vidne: vidnesbyrd, jf.Johs. 19,28-30. -bær: fremfører. - 25.7 Adam: Ved Adams synd opstod arvesynden og dermed alles dødelighed, jf. Rom. 5,12-21. - imaale: tilmåle; hælde op. - 25.8 Giør... ræt: drikker jeg ud.

26.1

Reet: lige. - 26.5 Fader: jf. Luk. 23,46. - hulde: nådige. -26.6 befaler: overgiver. - 26.8 fornøyde: tilfredsstillede; Jesus forsoner Gud og mennesker ved sin død.

27.3

Døer: dø. - 27.4 driver: driv bort.

27.7

Eblet: jf. 1.Mos. 3,6.- 27.8 qvide: nød; frygt.

559

28.3

I: over. - 28.4 støv: de jordiske rester. - 28.6 der: da. - hand: døden. - brød: knuste. - 28.8 opbriste: bryde frem.

SOm dend Gyldne Sool frembryder

Paa ... Dag:Denne tidsbestemmelse er indsat fra SS IV, s. 499, hvor den indleder teksterne til påskedag; herunder høer denne salme. - Tolv-Prædiken: gudstjeneste kl. 12 middag.-forhandles: behandles.- Nu vel an ...: salme af Johann Rist, oversat til da. af Hans Pedersøn 1663; melodien (DDK nr. 317) er komponeret af Johann Schop 1642 og aftrykt s. 286.

1.4

fly: flygte. - 1.5 Saa: sådan. - 1.8 Imod: nær ved, henimod, jf. Matt. 28,1.

2.8

tilbørlig: passende. - Lov: lovprisning. - udqvæde: udsynge.

3.1

finde: føle. - 3.5 hvor: hvordan. - 3.6 Vraa: krog; skjul.

4.1

Boye: lænke. - 4.2 Armod: fattigdom. - 4.3 Koye: leje. - 4.5 fortrængt: underkuet; fordrevet. - 4.6 slet: helt. - 4.7 Huus: bolig.

5.3

Møde: møje, besvær; plage. - 5.4 alt: altsammen; allerede. - 5.6 aff: fra. - 5.7 oprette: hæve. - 5.8 forlette: mildne.

6.5

begrov: begravede. - 6.7 At: nemlig at. - 6.8 seyer-Palmer: jf. Johs.Åb. 7,9.

7.3

indspender: omspænder. - 7.6 Christendommes: kristne. - 7.8 Og opstandelse: sidestillet med din Død; tanken, der er hentet fra Rom. 6,3-11, er, at det syndige menneske dør ved dåben, for at et nyt kan opstå, og på denne måde gentages Kristi historie i den kristnes liv.

8.7

opstande: opstå.

9.3

At: så at. - made: styre. - 9.7 rykte: rykkede, trak. - 9.8 Der: da.

10.4

dit Bord: nl. nadverbordet. - 10.5 Vee: smerte. - 10.7 har inde: har, ejer.

Vers i Vinterparten

Trykt efter SS I, s. 321, der gengiver Kingos egenhændige dedikation i et af Det kongelige Biblioteks eksemplarer af Danmarks Og Norges Kirkers Forordnede Psalme-Bog. Vinter-Parten, 1689 (Ny kongelig Samling 4° 820).

Vinterparten var sammenstillet og i vidt omfang digtet af Kingo; salmebogen blev først autoriseret af kongen, som dog kort efter trak 560 autorisationen tilbage og overdrog andre at udarbejde en salmebog. - Vita Bering: død 1730, datter af historiografen og latindigteren Vi tus Bering, som var Kingos ven. - hosfølgende: følgende. - Erindring: bemærkning.

1

GAk: gå. - hude-fletted: piskede. - tør: vil; kan.

3

hen: bort.

4

Vanartig: vanartet; ond. hulde: trofaste. - Martij: marts.

Til dend Anden Poort

Trykt efter SS II, s. 28, der gengiver et etbladstryk uden årstal, som er i Det kongelige Biblioteks eje. Den indskrift, der nu findes på Kronværksporten ved Kronborg, er fornyet i 1730.

dend Anden Poort: Kronværksporten, der blev bygget i 1690; den ydre portal, hvor Kingos indskrift er opsat, stammer fra 1696.

1

TRiin: træd. - værd: værdig. - lader op: åbner.

2

obner: åbner.

3

TRE KONGER: Frederik II (1559-1588), Frederik III (1648-1670) og Christian V (1670-1690). - af: ud af. - ILD: Der sigtes antagelig til den brand, som 1629 raserede Kronborg. - SKUDD: Herved tænkes nok på belejringen af Kronborg 1658.

4

Kugle-Brudd: skader, forårsaget af kugler.

6

KRONED Verket: ordspil på Kronværket, slottets mellemste befæstningsanlæg, der fuldførtes under Christian V - Avindsyges: misundeliges; hadefuldes.

7

give: skal give. - SÆD: afkom.

På æsken med Ole Borchs sten

Trykt efter SS I, s. 320, der gengiver teksten i E. Pontoppidan: Marmora Danica I, 1739. Den berømte videnskabsmand Ole Borch (1626-1690) døde efter en blærestensoperation, der mislykkedes, fordi stenen var for stor til at fjernes eller knuses. Den opbevaredes i Borchs Kollegiums kunstsamling.

3

Meen: skade.

4

Gak: gå.

561

Under A. S. Vedels portræt

Trykt efter SS I, s. 244, der gengiver teksten i F.A. Müllers Pinacotheca Dano-Norvegica, en samling kobberstik, som findes på Det kongelige Bibliotek.

Vedel: Anders Sørensen Vedel (1542-1616) præst, historiker og litterat, en dominerende skikkelse i den da. renæssancekultur.

3

driffter: bedrifter; der tænkes på Vedels oversættelse af Saxos Gesta Danorum, 1575, hans forarbejder til en stor Danmarkshistorie og evt. også hans folkevisesamling, It Hundrede vduaalde Danske Viser, 1591.

4

end: endnu.

Candida

Trykt efter SS I, s. 95-98, der i alt væsentligt gengiver teksten i håndskriftet Ny kongelig Samling 2° 489 i Det kongelige Bibliotek. Digtet er rettet til Birgitte Balslev (1665-1744), som Kingo giftede sig med 1694, kort efter hans anden kones død; det er skrevet til samme melodi som »Sorrig og Glæde«, jf. s. 300.

1.1

CAndida: lat.: strålende; ren. - Giæmme: gemme(sted). - 1.4 fordult: skjult. - 1.5 Veneris: Venus', den rom. kærlighedsgudindes; hendes søn er kærlighedsguden Cupido. - 1.7 Jaaer Bøn: bevæger ved sin bøn.

2.2

Ynskelig: ønskelig (er). - 2.4 Møie: besvær; plage. - 2.5 Viintræ (...) Stang: om kvinde og mand, jf. Catuls bryllupsdigt »Vesper adest, juvenes consurgite«, vers 48ff. - 2.6 Drue-Fang: druehøst.

3.2

Jisegraae: grå som is. - 3.3 til nøle: passende, tilfredsstillende. - 3.7 igien: tilbage.

4.1

Flammer: om flammeformede bølger.

4.6

artig: smuk; morsom. - 4.7 stil: stille.

5.2

resonerende: genlydende. - 5.3 Qvinten: den højeste streng. - 5.4 Tenoren: tenorstemmen; tenorstrengen. - opvant: opdraget. - 5.6 brummen-baß: basstemmen; basstrengen. - 5.7 Alten: altstemmen; altstrengen. - paa Paß: tilpas; rigtigt.

6.1

qvidderhaab: den kvidrende flok. - 6.2 dandser oc: danser også. - 6.5 Roe: glæde; ro.

7.1

Huule-klar Øye: den klare øjenhule; det hule, klare øje. - 7.2 562stride: løbe. - 7.3 Har ... Lige: har man hver især fået sin lige. - 7.6 Hvor: hvordan. - 7.7 Men: siden.

8.3

afvælte: væltede bort.

8.6

Trænget: trængte. - 8.7 hædre: mere hengiven; mere værd.

9.1

Demanten: diamanten.

10.1

Melske: sød blandingsdrik. - 10.2 Mit: midt. - 10.5 Hierte: kære.

11.1

Hvelning: hvælving. - 11.6 Bom: spærrende bom, fængsel. - 11.7 Fly e: giv. - Rom: plads.

12.3

igien: til gengæld. - opsanke: opsamle. - 12.4 Vennistes: elskedes.

12.5

Deel: ting; ejendel.

Samtale med Rygtet

Trykt efter SS II, s. 229-239, der gengiver teksten i Peder Jespersen: Prædiken udi Niels Juels ... hans Liigs Begiengelse, 1699. Foruden mindedigtene har Kingo skrevet flere digte til Niels Juel, som han kendte.

Niels Juul: 1629-1697, Danmarks største søhelt.

1

at: for at.

2

obenbare: åbenbare, meddele.

3

Ærinde: sag; ærende.

6

mist: mistet.

8

Glas: kikkert; barometer; glas, der bruges til spådom.

9

som: som om. - trykte: tyngede.

10

Samling: forstand. - Sands: forstand, - forrykte: forstyrrede.

11

det... ind: jeg kommer i tanker.

12

Løbe-Sand: flyvesand; kviksand.

13

Klod: kugle. - afmaler: fremstiller (nl. på en globus).

14

praler: ser prægtig ud.

15

Førsters: fyrsters. - Grendse-Land: til (hinanden) grænsende lande.

16

Kunst-runded: kunstfærdigt rundet.

17

Sirkel: passer.

18

tilbørlig: passende.

19

Maal: grænse. - Spiir: scepter; om magt.

21

Jeg ... kunde: jeg ved at Archimedes kunne. - Archimedes: berømt gr. matematiker og fysiker, ca. 287-212 f.Kr.; oplysningen om Archimedes' globus har Kingo fra J.J. Hofman: Lexicon Universale, 1677. - Sphæram: gr.: kugle, klode. - Kunst: kunstfærdighed; dygtighed. - Claud: Claudius 563 Claudianus, rom. digter, død ca. 400. - in: lat.: i. - Epigram: EpigrammaXVIII,vers 5-6. - Jura ...: lat.:se oldingen fra Syracus overførte (til glaskuglen) ved sin kunst himmelhvælvingens ret, tingenes (dvs. naturens) sandhed og gudernes love.

22

vendig: bevægelig. - Glar-Ovn: ovn til glasfremstilling.

23

viiste: viste han. - Vunder-Tall: vidunderes mængde.

25

Potentaters: fyrsters. - af Kaaber: af kobber; knyttet til JordKloder.

26

der hos: tillige. - hvalde: hvælvede.

27

hvor: hvordan; hvor.

30

runden om: rundt omkring.

31

Vende-Kaabe: om foranderlighed.

32

immerfort: til stadighed.

34

spinder: udtænker.

36

kaster... om: omstyrter tiden.

37

Tre Monarkier: Med udgangspunkt i Dan. 2,29-45 regnede man med fire monarkier, som afløste hinanden: Babylon, Persien, Grækenland og Rom; mens de tre første var gået til grunde, ansås Romerriget for at bestå i form af det ty.-rom. rige.

38

ald Verdens Trusel: trussel mod hele verden.

40

tramsed: trampet.

42

tillukker: tildækker.

45

Forundrings Verk: underværker; som de syv underværker betegnedes i oldtiden Zeusstatuen i Olympia, Artemistemplet i Efesus, mausolæet i Halikarnassos, kolossen på Rhodos, Babylons mure, de hængende haver i Babylon og pyramiderne ved Memphis.

46

snart: næsten. - ved: så meget som. - priiste: lovpriste, roste.

48

Foruden: uden. - Forstyrrings: ødelæggelses.

49

Blandings Alder: det (ty.-)rom. riges periode, jf. Dan. 2,40-43, hvor det fjerde rige fremstilles som en blanding af jern og ler.

50

og: også.

51

ansticker: tænder.

53

kaade: vilde; evt. om Frankrig, der under Ludvig XIV førte en aggressiv udenrigspolitik, som ikke var til Danmarks fordel.

54

Billighed: rimelighed.

56

Overvold: voldsomhed.

57

Des: derfor. - Skrog: ruiner, - faste: befæstede. - Stæder: byer.

58

Lover: love. - Sæder: livsførelse.

564

59

Kirkens Fred: Der tænkes evt. på fordrivelsen af protestanterne fra Frankrig 1685.

61

skue: kan se. - Runde: runding.

62

Alt: stadig. - begrunde: grunde over.

63

Øyeblik: blik.

64

Mig forekommer: viser sig for mig. - Skik: opførsel; indretning; form.

65

qvædes: synges.

66

næste ... hos: (ved) den nærmeste dør derved.

67

trodser: optræder overmodigt.

68

qvider: sørger; frygter. - sort-hungred: bleg af sult. - Armods: fattigdoms.

69

render: rider.

70

Flager-Fane: flyvende fane.

72

Lykke: skæbne; lykke. - Avind: misundelse; fjendskab.

76

hielpe for: hjælpe mod.

78

lagt paa: pålagt. - Synde-Sold: løn for synden, nl. døden, jf. Rom. 6,23.

85

Columbus: Christoffer Columbus, ca. 1446-1506. - Anno: lat.: i året. - trende: tre. - gemeenlig: almindeligvis. - tilforn: tidligere. - igien: tilbage. - Thom: ... sicul: Thomas Fazelli: De rebus siculis decades duæ, 1558. - Thuan hist: Jacques Auguste de Thou: Historia sui temporis, 1604-1614. - lib: liber, lat.: bog. - Americus: Amerigo Vespucci, 1451-1512, ital. opdagelsesrejsende, der har givet navn til Amerika. - An: anno. - af: efter. - Maff...: Giovanni Pietro Maffei: Historia Indicarum, 1588. - Voss ...: Gerhard Johannes Voss: De quatuor artibus popularibus, de philologia et scientiis mathematicis, 1650. - c.: caput, lat.: kapitel.

86

Magellan: Fernando Magellan, ca. 1480-1521, portug. opdagelsesrejsende. - Fretum ...: Magellanstrædet mellem Ildlandet og Amerikas sydspids. - kostelige: prægtige. - Becman J. C. Becman: Historia orbis terrarum, 1673, hvis tredje afsnit er Hydrographia. - Drak: Francis Drake, ca. 1540-1595. - Flode: flåde. - Eylande: øer. - vid: vide(te), lat.: se. - Cambdeni ...: egl. to værker, nl. William Camden: Britannia, 1596, og Henry Holland: Her[x];ologia Anglica, 1620. - Moreri: Louis Moreri: Le grand Dictionnaire historique, 1674; dette leksikon er Kingos hovedkilde til de søfartshistoriske oplysninger i noterne og til litteraturhenvisningerne. - Hofmanni: J. J. Hofman: Lexicon Universale, 1677; også dette værk har Kingo benyttet. - & aliorum: lat.: og andres, - forunde: give.

87

vittigst: forstandigst. - leede op: søge.

565

88

Leedemoed: lemmer.

90

Foruden: uden. - skyde: udgyde.

91

u-skatteerlig: uvurderlig.

92

algemeene: almindelige, fælles.

93

Øer ...: Siden antikken findes forestillingen om de saliges øer; de identificeredes bl.a. med De Kanariske Øer.

95

Kor: vilkår. - Regiment: styre; magtudøvelse.

98

qvisted ud: pisket. - snertet: slået.

101-105

Nu (...) Nu: snart... snart.

102

Bliandt(s): kostbart blankt stof.

106

kart ad: næsten.

107

Bestyrket: styrket, hjulpet.

110

Gaar (...) forbi: undgår.

114

Skibs-Mesteren: skibsføreren.

115

u-hielpsom: uhjælpeligt. - Anker-Tand: ankerspids.

118

dend tre-forket Gud: guden med trefork, nl. den rom. havgud Neptun.

120

skient: skændet, ødelagt.

121

Lynild: lyn.

122

Fyrsted: ildsted. - vorden: blevet.

123

Sagle-: savl-.

124

fiælte: skjulte. - Fyr-stukken: af ild antændt.

125

lader det: ser det ud. - flux: straks.

127

Trolde-Hval: hval.

128

Landløber: løber til el. på land. - frygtsom: i frygt for.

129

merkelig: i høj grad.

130

af: fra.

132

Kugk-poosed: fyldt i poser med kugler; evt. om granater.

135

Kand ... troe: (han) kan dog ikke stole på døden, på (at den overholder) nogen våbenstilstand.

136

At ... jo: så at døden ikke. - sin: hans (nl. dend, som).

137

gammelt: velkendt. - hvetter: hvæsser.

138

forgietter: glemmer.

141

fort: frem.

142

Klarin: horn.

146

Kiern-ædelt: ægte adeligt. - Blod: slægt. - smykke: blive smykket.

147

Vaabens ...: Det juelske slægtsvåben har på skjoldet en stjerne over tre bølgelinier; hjelmen over skjoldet ender i (endnu) en stjerne.- Skienk: gaver.

149

Skibbrud: om arvesynden.

150

Træ: om korset, hvor Jesus led døden for alle syndere, så at de kan frelses fra evig død.

566

151

soer... Fane: aflagde faneed til ham; underkastede sig ham. -kryst: knuget.

153

treen: trådte. - kiendte: mærkede; erkendte.

154

slibrig: nl. fuld af fristelser.

156

Daarlighed: letsindighed.

157

priiselig: prisværdigt.

158

Lærlighed: lærevillighed.

159

Behiulpne: hjulpet.

161

Tromp: den holl. admiral Mårten Tromp, 1597-1653, som Niels Juel tjente under i krigen mod England 1652-1653. - Steven: støvet; de jordiske rester.

162

Rytter: den holl. admiral Michiel de Ruijter, 1607-1676; Niels Juel gjorde tjeneste under ham 1653-1654 i krigen mod England og 1654-1656 i Middelhavet mod de nordafrikanske stater. - Opdam: den holl. statsmand og admiral Jacob Obdam, 1610-1665; han var ligesom Niels Juel med i Tramps flåde 1653.

166

hang ude: var ophængt (som tegn på deltagelse i kampen).

168

Hiemhendte: hentede hjem.

170

tilforne: i forvejen. - saa: sådan.

172

tillige: på én gang.

173

lod ... finde: viste sig.

174

Beleyring: Juel deltog som Holmens chef i forsvaret af København; under stormen på byen natten til 11/2 1659 var han på Kastelsvolden som leder af Holmens bådsmænd. - end: endnu.

175

Tog: togter; kampe.

176

færdig: dygtig. - Søe-bevandte: søvante.

177

faldt... ud: gjorde han udfald. -Jigted: kæmpede.

178

digted: have tætnet.

179

holdt (...) Trop: fulgte lydigt.

180

Kat-kloede: med fingre som kattekløer. - Volden op: op ad volden.

181

Iilfærdig: hurtige. - Sind: tanke.

182

udføre: fortælle.

183

FRIDERICH: Frederik III. - drev: styrede.

185

Kiæfft: kind.

186

hvo: hvem.

187

sligt: sådan noget. - vil: kan.

188

Lind: lyd.

189

Tag: modtag.

192

bør: tilkommer.

196

fattis: mangler. - Lof: lovprisning, ros.

567

197

Røsten: lyden.

199

Udaf: fra. -forleden: sidste.

200

Laurbær-Krandsen: siden antikken sejrstegn.

201

Belt: om havet.

202

Hav-Hest: om skib. - ride: for at ride.

203

Der jo: uden at der.

204

stedse: altid. - Flok: følge.

205

Far: drag. - Øster-Strande: Østersøen.

206

Belte-Bugt: havbugt. - Vand-ringed: afvand omgivne.

207

dend: havbugten.

208

Ledings-Fær: krigstogt.

209

Spar: skån; skjul. - udaf: på.

210

spendte Belte: prøvede styrke.

211

bekandt: bekendt. - brav: godt.

213

førdte op: førte op på land. - Knegte: (menige) krigere.

214

enddog: selvom, -fegte: kæmpe.

215

blant: deri.

217

Kiøge-bugt: Slaget i Køge bugt 1.juli 1677 blev pga. Niels Juels geniale ledelse af den da. flåde en afgørende sejr over svenskerne.

219

Strand: hav.

222

Palmer: siden antikken sejrstegn.

226

kiørte: drev.

227

Hans: kongens.

228

JUEL: for Juel. - Siir: pryd.

229

Naade: Juel blev som tak udnævnt til generaladmiralløjtnant. - antagen: modtaget.

230

Der: da. - afslagen: slået tilbage.

232

Hans ... liig: svarende til hans fortjeneste og kongens hjerte.

234

svatzig: snakkesalig.

235

sang: besang.

236

jefnt: roligt; fordringsløst.

237

forlof: lov til.

241

Brummel: brummen.

242

Tummel: strid.

243

hælde: gø.

244

stoyer: støjer. - lade ... til: udsætte sig for fare.

245

Bram-Seyl: egl. topsejl; ordspil på bramme: prale.

248

ret: aldeles.

250

I hvor: hvordan end; hvor end.

252

Hans Frue: Margrethe Ulfeldt, 1641-1703.

253

Høy-forsiunlig: meget omhyggelig.

258

Danished: kærlighed. - op af Roode: siden fødslen.

568

259

Ja og Ney: jf. Matt. 5,37.

262

bepryder: pryder.

265

Guds Kierlighed: kærlighed til Gud; Guds kærlighed.

266

faldt paa: indtraf, - fanged an: begyndte.

266-267

Tyrcke (...) hen: udtørre.

267

Rode-Vedsker: nærende safter.

268

alt effter Haand: efterhånden. - paa Tru: truende.

269

u-forsagt: modig. - blef: forblev.

270

Ført i: iført, jf. Efes. 6,11. - skudfri: skudsikker. - dempe: tilin tetgøre.

271

falt ... an: angreb ham.

272

At: så at. - Ran: bytte.

273

favnet: modtog; omfavnede. - stridde: stred.

274

beridde: forberedte.

276

indhimled: ført ind i himlen.

278

Qvægning: oplivelse.

281

bestierne: sætte stjerner på.

286

Hans Priis: lovprisningen af ham.

287-288

i... Med: stå i samme klasse som.

288

Søe-Kronen: ærekransen for søsejr.

290

stikke: sidde fast.

291

Tag (...)i agt: husk på.

Trøste-Brev Til... Margarete Ulfeld

Trykt efter SS II, s. 240-242, der gengiver teksten i Peder Jespersen: Prædiken udi Niels Juels ... hans Liigs Begiengelse, 1699.

Margarete Ulfeld: 1641-1703, gift med Niels Juel 1661. - Sl: salige. -Der: da. - Torsing: Tåsinge, hvor Niels Juel ejede store områder foruden Valdemars Slot. - Fraudegaard: hovedgård sydøst for Odense; siden sit bryllup med Birgitte Balslev i 1694 boede Kingo ofte på Fraugdegård, som han i 1697 købte af sin svoger. - Anno: lat.: i året.

2

Himmel-arted: med himmelsk natur.

3

Tilsted: tillad.

5

vel: godt. - har (...) inde: ejer.

6

At: så at; at. - slige: sådanne. - besinde: udtænke.

7

jo: ikke. - førre: i forvejen.

9

Sørge-Dekket: sørgesløret. - Himmel-Øye: mod himlen vendte øje.

10

rødner: bliver rødt. - Møye: plage.

11

Hyle-Regn: om voldsom gråd. - stridig: stride.

569

12

saa: sådan, - fordrukne: drukne. - slet: helt.

14

at: for at. - vil: ville.

16

Læge-Finger: grundled for vil.

17

Skiold-Baarne: adeligt fødte.

19

hende: verden. - om: rundt.

22

af Rode randt: blev født. - stedse: altid.

27

svadsig: snakkesalig.

28

Mandhaftighed: mandighed.

29

jefnt: roligt; fordringsløst. - vovede sin Trøye: satte livet på spil.

30

Hu: sind.

32

Idret: handling.

33

der: som. - Lykke: lykke til.

35

iGrund: til bunds.

37

priiselig: ærefuldt; prisværdigt. - sit ... ophengte: nl. som tegn på sin deltagelse i kamp.

38

Lof: (andres) lovprisning (af ham).- trengte: trængte frem.

39

Avind: fjendskab; misundelse.

40

en: nogen. - Strand: hav.

41

nest: foruden.

42

indlencked: fastlænkede; sammenlænkede.

43

mist: mistet.

45

Mens: men. - forsagt: modløs.

46

Fordeele: adsprede. - mødig: sørgende.

48

omskiønt: selvom.

50

veener: jamrer.

51

og: også.

52

Did: derhen.

53

afmale: afspejle. 55 Taal: tålmodighed.

56

ret: virkelig.

57

hart: hårdt.

59

indgrendsis: indskrænkes. - Maal: (passende) mål.

63

erindre dig: minde dig om at. - men: så længe.

64

igien: tilbage.

66

intet: ikke.

67

ærlig: agtværdige.

68

Der: knyttet til Rygted. - Kuul: blæst.

70

Hannem: Niels Juel. - beteed: vist.

71

tee: vise.

570

Paa-Skriffter til Holmens kirke

Trykt efter SS II, s. 243-249, der gengiver teksten i Peder Jespersen: Prædiken udi Niels Juels ... hans Liigs Begiengelse, 1699; digtene er skrevet til Niels Juels kapel i Holmens kirke, som var færdigt i 1697. Teksten på vægtavlerne afviger på en række mindre væsentlige punkter fra formen i den trykte ligprædiken. 1709 flyttedes graven til sin nuværende plads i Holmens store kapel. Kingos hovedkilde til slagskildringerne er sandsynligvis Peder Jespersens ligprædiken.

Sal: salige. - kunstige: kunstfærdige. - Epitaphio: indskrift på gravmæle. - priiselig: ærefuldt; prisværdigt. - bestridet: udkæmpet. - og: også. - mandhaftig: mandigt.

1

skue (...) an: betragt.

5

Drifter: bedrifter, - i (...) staar: består i.

8

Ja og Ney: jf. Matt. 5,37. - Ærligt: ærefuldt; hæderligt.

(1)

Røesand: Rødsand, en sandbanke syd for Lolland, hvor der 30/4 1659 stod et slag med den sv. flåde. - Anno: lat.: i året. - Kiøbenhafn: Juel deltog som Holmens chef i forsvaret af København; under stormen på byen natten til den 11/2 1659 var han på Kastelsvolden som leder af Holmens bådsmænd.

1

Magt: hær. - omspendte: omringede.

5

Søe-Kantens: søsidens (nl. Kastellets). - anbetroede: betroet.

6

Neptun: den rom. havgud. - Mars: den rom. krigsgud. - gode: venligt stemt.

7-8

Nu (...) Nu: snart ... snart.

7

falt ... ud: gjorde han udfald. - digt: stærkt.

8

stod (...) ud: udholdt. - foer: drog.

9

Flode: flåde.

10

kiørte: drev.

(2)

for: ud for. - Gulland: Gotland; Visby blev angrebet fra land- og søsiden og kapitulerede den 1/5 1676.

1

Hold: holdt, stands.

2

Vinde: vidne på.

3

from: tapper; dygtig; god; from. - fornam: oplevede.

4

det Amalonske Lam: På det gotlandske våben stod et lam; amalerne var den østgotiske herskerslægt, som if. datidens historikere skulle nedstamme fra Gotland.

5

overkaste: kastede over.

571

6

var... haste: var kun udtryk for at han som soldat ville skynde sig.

8

der: da.

11

Forfigte: forsvare. - Herre-Skiold: krig.

(3)

under: ved. - dend 7. May: Den da. og den sv. flåde kæmpede den 25. maj om aftenen og den 26. om formiddagen; i ligprædikenen over Niels Juel nævnes dog den 27. maj som datoen for slaget, så at dend 7. May sandsynligvis er fejl for den 27.

1

Seyer-Seyl: sejrrige sejl. - hidsed: hejste.

2

tridsed: hejste.

3

Palmen: siden antikken sejrstegn.

4

stade: plads.

5

Dag Skiær: daggry.

6

lysted: havde lyst til at. - fikte: kæmpe.

7

tvende: to.

8

to for en: i forholdet to til en; den sv. flåde var på 50 skibe, den da. på 26.

10

Lynild: lyn.

11

Søe-Kronen: ærekransen for søsejr.

12

Priis: ros.

(4)

1

der at: da.

2

vel: godt.

3

Tromp: Den holl. admiral Cornelis Martenz Tromp, 1629-1691, var 1676-1678 øverstkommanderende for den da. flåde. - Creutz: Den sv. admiral Lorentz Creutz, 1615-1676, var øverstkommanderende for den sv. flåde. Hans admiralskib "Stora Cronan" kæntrede og eksploderede i slaget ved Øland. - Ugla: Den sv. admiral Claes Uggla, 1614-1676, overtog kommandoen efter Creutz; hans skib "Svärdet" blev stukket i brand og efter hård kamp erobret af danskerne; Uggla selv sprang overbord og druknede. - sammenbrød: stødte sammen.

8

stod (...) bi: hjalp. - ærlig: agtværdig. - var (...) van: plejede.

10

gaa (...) tilhænde: underkaste sig.

11

Strand: hav.

12

holdt: opførte.

572

(5)

Kolberger-Hede: Stedsangivelsen er forkert, idet det omtalte slag fandt sted syd for Gedser og ikke på Kolberger Heide, farvandet mellem Kielerfjorden og Femern. Her stod 1/7 1644 det berømte slag, hvor Christian IV mistede det ene øje.

1

Siöblad: den sv. admiral Erik Sjöblad, 1647-1725.

2

Orlogs: krigs.

3

Gottenborrig: Goteborg. - Yndist: velvilje.

4

Belt: nl. Storebælt. - pastepaa: passede op.

5

undfik: modtog. - Kartover: korte kanoner.

6

stod: standsede. - at: for at.

8

bemestred: overvandt.

9

fægted: kæmpet.

10

fem: nl. skibe. - bemægted: bemægtigede.

(6)

2

Horn: den sv. generaladmiral Henrik Horn, 1618-1693.

3

enddog: selvom.

5

tre Skibe: Fra sit flagskib "Christianus Quintus", der blev hårdt medtaget af kampen, måtte Juel begive sig over på "Fredericus Tertius", som fik flere grundskud, og derfra på "Charlotte Amalie".

7

lyvned: lynede.

8

At: så at. -forlored: tabte. - Rang: række.

9

qveste: kvæstede.

10

lemmeleste: lemlæstede.

11

Skibs Forliis: tab af skibe.

(7)

Lante-Rugen: øen Rugen, der erobredes med flådens støtte, men uden egentlige søslag; landgangen på Rugen fandt sted 12/9 1678.

2

flux: langt.

4

fast: næsten. - reddeløs: uden udrustning. - bødte: udbedrede.

7

Kaasen: kursen.

10

Behiertede: modige.

12

Held: medgang.

(8)

Calmer-Sund: Kalmarsund blev blokeret af Niels Juel; et sv. orlogsskib, "Laxen", blev erobret og et andet, "Nyckelen", sprængtes.

1

vakt: vækket.

2

Saa: sådan.

4

Fegt: kamp.

573

6

Stand: standsning. - Strikke: snare, fælde.

7

ad: til.

9

indhendte: indhentede.

11

lugte: lukkede; den skånske krig afsluttedes ved freden i Lund 26. og 27. september 1679.

Taksigelsis Sonnet

Trykt efter SS II, s. 250, der gengiver teksten i Peder Jespersen: Prædiken udi Niels Juels ... hans Liigs Begiengelse, 1699.

Indføris: fremføres; optræder. - Sonnet: ital.: lyrisk digt med enderim på 14 verslinier; ordet er afledt af lat. sonum: klang, og det forklarer den da. betegnelse Klinge-Riim. - Sal: salige.

4

Leve-Lyvs: livslys.

5

din ... Forfriskning: fornyelsen af mindet om dig.

7

Himmel-Tegn: dyrekredsens tegn. - berender: løber storm mod (nl. ved sin årlige bane på himlen).

9

i Been: I, ben (tiltale). - Aske: om det forgængelige, jf. f.eks. 1.Mos. 18,27.

11

Tilforne: tidligere.

12

forfegted: kæmpet for. - Nordens Sag: Foruden Danmark-Norge ønskede den da. krone at hævde sit herredømme over i det mindste de tidligere da.-no. dele af Sverige.

13

hviler: hvil. - Forklaring: klar, strålende skikkelse (ved opstandelsen på dommedag).

14

setter (...) paa: sætter på. - Krone: om det evige liv, jf. 1.Pet. 5,4.

Gravskrift over Anna Schøller

Trykt efter SS I, s. 214-215, der gengiver teksten på de originale metalplader i Lellinge Kirke. Kingo var siden sit ægteskab med Sille Balkenborg ven af familien Schøller.

Caspar Schøller: 1644-1719, adlet for sin indsats som embedsmand, ejer af tre godset ved Køge, nl. Lellinge, Spanager og Tågerød. - Etats Justits og Canællie-Raad: tider, der betegner de højeste embedsmænds rang. - Cammer Secreterer: kabinetssekretær. - Johanne Tune: 1652-1736, gift med Caspar Schøller 1672. - Povel Eggers: 574 død 1723. - ustraffelige: pletfrie. - utidig: for tidlig. - Velbereed: godt forberedt.

Dødeligheds ... Erindring: påmindelse el. erindring om dødelighed og udødelighed.

1

nep: næppe.

2

saar: såret.

4

Lod: efterlod.

5

stand: tilstand.

7

Flyt: flyttet.

8

Abrahams ... skiød: om paradis, jf. Luk. 16,22-26.

10

stunder: stræb. - Stræber: stræb.

11

det ny Jerusalem: om paradis efter dommedag, jf. Johs.Åb. 21,9-22,5

575

Register

  • Ach HErre lad dog ey din Vred' opsyde .............. 88
  • Ach! HErre see ................................ 204
  • Ach! hvi kand jeg aldrig lukke ..................... 248
  • Ach JEsu, mit Hierte hår vanked omkring ............ 236
  • Ach! min Herre, straf mig ey ...................... 70
  • Ach! min JEsu! ach! jeg er ........................ 203
  • Ach! min JEsu, jeg maa klage ...................... 195
  • Aldrig er jeg uden Vaade ......................... 209
  • BEhierted Konge, Du aarvogne Scepter-Fører .......... 153
  • Blant alle Ting i Verden her ....................... 253
  • Blusser op og værer glade ........................ 76
  • BRyder frem I hule Sukke ....................... 375
  • CAndida hviler j Hierte-kiær Giæmme ............... 391
  • CHrysillis du mit Verdens Guld ..................... 7
  • DAgen er snart runden hen ....................... 65
  • DAg op, i salig Tiid, ald Nordens Held og Ære ......... 31
  • Dend kiekke JUEL fik og her Siöblad digt i knibe ....... 411
  • Dend klare Sool gaar ned, Det qvelder meer og meer .... 94
  • Dend prægtig Sool, som hele Verden glæder ........... 85
  • Dend Seyer-riige JUEL endnu med Floeden seyled ..... 412
  • Der JUEL da Seyer-Seyl for Gullands Fæstning hidsed . . . 409
  • DEt mulner mod den mørke Nat ................... 105
  • Det Aar, da Svenskens Magt ald Kiøbenhafh omspendte . . 408 DIT ORD O GVD DET ER DIN KIRKES
  • LYSE KRONE .............................. 162
  • Du mindis, Øland, der at Søen om dig brendte ......... 410
  • DU store Sølve-Bierg, Du Rigdoms Foster Moder .......... 310
  • En fattig Pillegriim jeg er ........................ 272
  • En Maaned løb kun hen, fra Siöblad hånd blef tagen ..... 411
  • ER det da best at døe, naar feyerst er at leve ........... 141
  • Fald ned, fald paa dit Ansigt ned .................... 216
  • 576
  • Far vel da, Her Niels Juel, din Siæl er i GUds Hænder .... 413
  • Far, Verden, far vel .............................. 232
  • GAk, hude-fletted Bog, Du tør vel Plaster finde ........ 387
  • Gid Himlen vilde mig med Naader nu iføre ........... 39
  • Gud vær mig naadig, og tilgiv min Synd saa leed ....... 97
  • GAar nu, gaar hen i Ni berømteste Gudinder .......... 307
  • Hav Tak, 6 Gud, vor Skabermand ................... 266
  • HEr er den Morder-Steen, som stak med Dødsens Fork . . 389
  • HErre GUD mit Hiertis Glæde .................... 237
  • Hierte Fader, Godheds Rood ...................... 258
  • Hierte JEsu, hvad for Prøve ....................... 226
  • Himmel-søde Gud og Fader ...................... 222
  • Hold Øster-Søe, og bliv et ævig-varigt Minde ......... 409
  • HUor til kand et bryllup due ...................... 147
  • HVad bær du, Vinged Post, Mens du saa monne haste .... 305
  • HVad er da Mennisket, med ald sin Kraft og efhe ....... 145
  • Hvad er det dog for goede Nat .................... 18
  • HVordan end Pilatus hinked' ...................... 366
  • Hvorfor, mit Hierte, klemmis du ................... 243
  • Hvor ofte sukker jeg, fordi dend haarde Lykke ......... 252
  • HØrer til I høye Himle .......................... 321
  • Høyædle FRUE, Du Standhaftigheds Mandinde ........ 405
  • I denne Skygge Staar vor Mester Anders Vedel ......... 390
  • I JEsu Himmel-søde Navn ........................ 267
  • INgen Høyhed, ingen Ære ....................... 338
  • JEg nep Tre gange Otte Aar ....................... 415
  • JEsus, som skal Verden dømme ..................... 351
  • KOm, Blide Himmel-Gud, Lad Salighed opblinke ........ 315
  • KOmmer, I som vil ledsage ....................... 372
  • Kom, Siæl, og lad os græde ....................... 189
  • LAd dette Hastverk faae en liden Naade-Skygge ........ 152
  • Lyksalig Dag! som nu saa bliid oprinder .............. 82
  • LÆnge haver Satan spundet ....................... 335
  • Med Blusel, Graad og Klage ...................... 210
  • MEtalle-buged Bierg, du sølve-svangred Grube ........ 309
  • Min Siæl, hvo er dog dend, som dig saa kierlig føder ..... 231
  • Mørket skiuler Jorderige ......................... 331
  • 577
  • Nu rinder Solen op ............................. 113
  • Naar jeg, O Gud, mit Synde-dyb ................... 215
  • Naar jeg, O GUd paa Havet er ..................... 277
  • O GUd, hvor stoor og priselig ..................... 261
  • O HErre, hold din' Øren aaben .................... 132
  • O HErre hør min Jammers bøn .................... 109
  • O JEsu, paa din Alter-food ........................ 227
  • O store GUd og HErre .......................... 274
  • Op, op i søde JEsu Navn ......................... 102
  • Op, op med Himmel-stemme ..................... 183
  • Op, Rygte, sving dig frem, ald Verden om at fare ........ 395
  • OVer Kedron JEsus træder ........................ 323
  • PEngene, som Judas slengte ....................... 348
  • Rind nu op i JEsu Naun ......................... 61
  • RÆttens Spiir det alt er brekked ................... 369
  • Salig er en Mand at skatte ........................ 80
  • SEe, hvor sig dagen atter skynder ................... 128
  • SEe, nu er Pilatus gangen ......................... 358
  • Siæl og Hierte, Sind og Sandser .................... 72
  • Sku her Kong CHRISTIAN den Femte, Nordens Ære ... 311
  • SOm dend Gyldne Sool frembryder ................. 384
  • Som Løven der er vakt og vred sit Rov opsøger ........ 412
  • Sorrig og Elendighed ........................... 196
  • Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe ................. 250
  • SOver I? Hvor kand I sove ....................... 327
  • Steenig Hierte, gid du kunde ....................... 188
  • Stormægtigste Monarch, næst Gud vor Lyst og Glæde .... 302
  • Staa Vandrings-Mand, og skue en Søe-Helt an i Steen .... 408
  • Søde JEsu, Siælens Læge ......................... 221
  • Søde Siæl, hvi vilt du komme ..................... 241
  • SØde Synd, du Vellyst-Engel ...................... 344
  • SAa hâr dog Døden ramt, dit Dydefulde hierte ......... 139
  • Saa skal dog alle Ting sig efter dennem føye ........... 257
  • Tak, JEsu, Siælens Hyrde good ..................... 230
  • Til Herodes JEsus føres .......................... 355
  • Til HErrens Bord, i JEsu Nafn ..................... 225
  • Til hvile Solen gaar ............................. 118
  • 578
  • TRiin ind, om Du est værd! Jeg lader op min Bue ...... 388
  • VDaf dend dybe Nød ........................... 122
  • VElder ud i Øyne-strømme ....................... 342
  • Velkommen Morgenstund, med Guld og gavn i Mund ... 91
  • VIl dog Himlen intet tale ........................ 361
  • Vor Disk og Dug er alt bered ...................... 263
  • Vort Maaltid vi beslutter nu ....................... 264
  • VAag op og slae paa dine Strenge ................... 124
579

Indholdsfortegnelse

  • Chrysillis .................................... 7
  • Hr Karsten Hansens Atkes Afskeed fra Løve-Herridt ..... 18
  • Hosianna .................................... 29
  • Kroneborgs Korte Beskrifvelse ..................... 37
  • Aandelige Siunge-Koors Første Part ................. 49
  • Mindedigt over Susanna Worm .................... 139
  • Mindedigt over Maren Bering ..................... 141
  • Mindedigt over Frederich Thuressøn ................ 143
  • Mølle-borups Velkom ........................... 147
  • Christian Vs første Ledings-Tog .................... 151
  • Indskrift på lysekrone i Slangerup kirke .............. 162
  • Aandelige Siunge-koors Anden Part ................. 163
  • Melodiudsættelser til Aandelige Siunge-Koor .......... 283
  • De Fattiges udj Odensee Hospital ... Suk og Søgning .... 302
  • Fynske Mercurius .............................. 305
  • Æredigt til Dorothea Engelbrets-Daatter ............. 307
  • Tanker over Sølv-Bierget ved Kongsberg ............. 309
  • Under Christian V's portræt i Norske Lov ............ 311
  • Til ... Brigitte Baltzlow ......................... 312
  • Vinter-Parten: Psalmer over Christi Lidelse ............ 317
  • Vers i Vinterparten ............................. 387
  • Til dend Anden Poort ........................... 388
  • På æsken med Ole Borchs sten .................... 389
  • Under A.S. Vedels portræt ........................ 390
  • Candida ..................................... 391
  • Samtale med Rygtet ............................ 395
  • Trøste-Brev Til ... Margarete Ulfeld ................ 405
  • Paa-Skriffter til Holmens kirke ..................... 408
  • Taksigelsis Sonnet .............................. 413
  • Gravskrift over Anna Schøller ..................... 414
  • 580
  • Efterskrift .................................... 419
  • 1. Manden og Tiden .......................... 419
  • 2. Den lutherske lære ......................... 424
  • 3. Kingos livsforståelse ........................ 426
  • 4. Bibelen ................................. 435
  • 5. Barokken ................................ 436
  • 6. Genrer .................................. 439
  • 7. Modtagelsen af Kingos digte .................. 443
  • 8. Kingolitteraturen .......................... 444
  • 9. Tekstformen .............................. 446
  • 10. Litteraturliste ............................. 447
  • Noter ....................................... 449
  • Register ..................................... 575