Kingo, Thomas Sorrig og Elendighed (DK)

Dend III. Sang.
Nær forsagt, men dog ikke fortabt.
Under den Melodie:
Rind nu op i JEsu Nafn, du livsalig Morgenrøde, etc.

1.

Sorrig og Elendighed,
Suk og salte Øyne-taare
Tvinger mig saa meget saare,
For min GUD er bleven vred,
Jeg har Giekken med ham spilled
Og hans Naader bag mig kast,
Og paa Satans Bane drilled
Livet hen i Synd og Last.

2.

Synde-bierge ligger paa
Mine Lyste-knæged Skuldre,
Siælen har begyndt at buldre
I sit Kiøds besmitted Vraa,
Lowen mig med Grumhed truer
Og fordømmer mig i Grund,
Satan viser Helved-luer,
Som hans Kule har i Mund.

3.

Hvert et Løv der tumler om,
Og for Vinden hastig ramler,
Frygter jeg at Himlen skramler
Med min velfortiente Dom!
Seer jeg Gnisten hastig sprette,
Gyser mig mit Hierte-blood,
Vil en Fugl sig hastig lette,
Snubler strax min rædde Food.

197

4.

Som en Orm jeg frygter mig,
Naar at Gierdet monne knase,
At mig Døden er i Hase,
Og forfølger endelig:
Som en Ugle maa jeg vige
Hen i Sorgens blinde Vraa,
Og min Jammer-sang udskrige,
Som jeg enlig nyner paa.

5.

Hielpeløs er slet min Haand,
Jeg af Graad er hees og hikker,
Hiertet bever, klapper, pikker,
Senern' er i Krampe-baand:
Tungen udi Støven mumler,
Øyne rinde strømme-sterk,
Og min Siæl i Blodet tumler,
Vaandefuld af Syndsens Verk.

6.

Trøsteløs og angerfuld
Ligger jeg og suremuler,
Mens mit Synde-saar udfuler,
Vrier mig i Støv og Muld,
Og med hede Taare vander
Jorden, som jeg ligger paa,
Sorg og Sukke sammenblander
Af mit Hoveds Græde-Aa.

7.

Jeg er aldrig hierte-glad!
Men med lønlig Smerte tærer
Brødet, som mig Usle nærer,
Sorgen svemmer i mit Fad:
198 Jeg med lønlig Sukke drikker
Hvad der skienkis i min Skaal,
Og i Sindet stedse prikker
Syndsens giftig-odded Naal.

8.

Vaager jeg, da er jeg fuld
Af Bekymrings Kræft og Qvide,
Ingen Glæde kand jeg vjde,
Aatte jeg end Verdens Guld:
Sommer-dag min Sorg forlænger,
Vinter-dag giør Glæden kort,
Hver en Time Suk paahenger,
See, saa slidis Ljvet bort.

9.

Om sig andre lystig giør
Udi GUd, og kunde smile,
Ja foragte Sorgens Pile,
Jeg er ræd og ikke tør:
Thi om nogen Lyst vil trekke
Paa mit sene Smile-baand,
Vil Samvittigheden rekke
Mig en Pidsk af Syndsens Vond.

10.

Sover jeg, og søger Roo,
Uroe lader som hun slummer,
Men i hast mit Sind optrummer
Med fantastisk Drømme-troo,
Saa jeg veed ey om jeg lever,
Eller jeg er gandske død,
Thi alt hvad er hos mig bever,
See, saa grusom er min Nød.

199

11.

Ach! hvad skal jeg arme dog!
Blant saa mange Siæle-plager,
Som mig piner, trekker, drager
Under Syndsens Kober-aag?
Himlen har sin Hielp forsaget,
Jorden mig ey hielpe kand,
Englene har jeg forjaget,
Ach, hvor usel er min Stand!

12.

Er der da slet ingen Raad?
Er der ingen Trøst at vente?
Er der ingen Hielp at hente?
Er der ingen Fynd i Graad?
Er da Naadens Kilder tørre?
Er jeg slet til Døden solt?
Er der Laas for Himlens Dørre?
Er GUds Hierte blevet koldt?

13.

Er min JEsus borte slæt?
Er hans Saar til ingen nytte?
Vil hand Hielpe-stenen flytte?
Er hand hielpe-keed og træt?
Er hans milde Broders Hierte
Følisløst udi hans Barm?
Finder hand ey til min Smerte?
Er hans Aand ey meere varm?

14.

Skal jeg da fortvifle plat?
Skal jeg Troens Anker slippe?
Skal mit faste Haab nu glippe?
Skal jeg miste Himlens Skat?
Skal jeg Cains Broder være?
Skal jeg Judas Strikke faa?
200 Skal jeg selv mit Liv afskiære?
Skal jeg slæt til Helved gaa?

15.

Ney, O ney! min Siæl, O ney!
Reys dig lit, og see du stylter
Med de mange Synde-bylter,
Hen ad Troens trøstig Vey!
GUd er end ved Bøn at vinde,
JEsus lever og endnu,
Aandsens Kraft er end at finde
For din Sorg-nedsenked Hu!

16.

Ach! min GUd, jeg merker vel
At her er dog Haab tilbage,
Og en Trøstis Hunning-kage
For min høybedrøved Siæl!
Jeg kand see et Glimt af Naade
Giennem Mißhaabs grumme Sky,
Og min store Hierte-vaade
For et Blink af Trøst at fly.

17.

Jeg kand vel i Troen see,
Hvor du, JEsu, selv har ligged,
Og din Trøst fra Himlen tigged,
Udi mine Synders Vee!
u for mine blodig Synder
Og Mißgierning svedte Blood,
Heraf ald min Trøst begynder,
Her er Glædens rette Flood.

18.

Du i Mørket est forraad,
For min Mørkheds fule Laster,
Og for jeg fra Liuset haster
201 Med min skummel Synd og Daad:
Du for mig est bleven tagen
Og ført hen for Dom og Ret,
Hudefletted, spøtt og slagen,
At min Straf skal vorde læt.

19.

Tornekronen stak jo dig,
For at mine Sinde-torne
Skulde ved din Pine forne,
Før de fanger Rood i mig:
Du paa Korset villig hengde,
Og dend Handskrift sønderrev,
Som mig ned til Helved trengde
Og var mig et Dødsens Brev.

20.

I din Siæle-tørst og Tvang,
Har min Synde-gift og Galde
Vildet dig paa Hiertet falde,
Ved din sidste Aandefang:
Du har Syndsens Surhed smaget
Af min fule Synde-svamp,
Og dend bittre Gift borttaget
Af min onde Lyste-damp.

21.

Du har taald den grumme Død,
Saadan Død som ey kand tænkis,
Hvor at alle Døder lænkis
I en bondløß Afgrunds Nød,
Som dit reene Hierte trykker
Til det brister endelig,
Men den Tiid det brast i stykker,
Slap jeg nærmer ind til dig.

202

22.

I din tæt-besegled Grav
Har du lagt dig ned til Hvile
Hvor du brødst dog Dødsens Pile
Og hvert Sting som hand dig gav!
Du stood op fra Mørkheds Telte,
Du ald Verdens Sool og Lyst,
Og ald Sorgens Steen afvelte
Fra min Hierte-grav og Bryst.

23.

Du til Helvede foer ned,
Helvede hvorfor jeg gruer,
Og fik Satan sat i Skruer,
Med sin Magt i Ævighed!
Du til Himmels foer med Glæde,
Trodset Død og Helved-baand,
Og udi mit Kiød tog Sæde
Hos din Faders høyre Haand.

24.

Du min trygge Talßmand der
Hos din Fader er og bliver,
Og et ævigt Vidne giver
Om hvad du leedst for mig her,
Du din Faders Hierte vender,
At hand naadig til mig seer,
Troens trøste-lius optender
I min Siæl jo meer og meer.

25.

Lad da Lowens Torden-skrald,
Lad ald Satans Helved-grube
Lukke op sin svouled Strube,
Lad ald Verden staa paa Fald,
Lad Afgrundens sorte Trolde,
Lad dend gamle Hugorms Tand
203 Mig forfølgejeg vil holde
Ved min hulde Frelsermand.

26.

Om mig Synden Banghed giør,
JEsus skal mit Hierte lette
Og sin Aands Besegling sette
For min skiulte Hierte-dør,
Saa hand altjd skal der inde
Med sin Aand en Bolig faa,
At jeg Hu og Kraft skal finde
Synd og Skam at træde paa.

27.

O min Siæl, vær derfor froo!
JEsus er din Trøst og Glæde,
JEsus er dit Skiul og Klæde,
JEsus kroner selv din Troo,
JEsus er dig Livsens Baade,
Og din Lyst til ævig Tiid,
JEsu, JEsu giv mig Naade
Jeg maa døe i dend Tillid.