Kingo, Thomas Vinterparten af Danmarks og Norges kirkes forordnede psalmebog (1689) (DK)

320

        

321

Psalmer over Christi Lidelse, I dend Første Uge i Faste.

Om JEsu Lovsang, Under dend Melodie: Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

HØrer til I høye Himle,
Hører til I Engle-Koor!
Hører O I Folk som vrimle
Og som Jordens Klod beboer!
Høre hver som høre kand,
Hver som Sands har og Forstand,
Alt det som har Aand og Øre
Lave sig nu til at høre.

2.

JEsus, O vor JEsus siunger!
O en meer end Engle-Sang!
Tier alle Engle-Tunger!
JEsu Røst maa have gang!
Himlens heele Harmoni
Sættes nu i Melodi
Ved vor JEsu Mund og hierte,
Før ham Døden skulde smerte.

3.

O I Guds Apostel-skare!
O hvad Eders hierte-grund
Maatte med Forstand opklare!
Der I sang aff JEsu Mund,
Med et stort Hallelu-jah:
Priste Gud for Frelse fra
322 Det Ægyptisk' Aag og Plage,
Og for Kanans Fryde-dage.

4.

Men, O søde Himmel-Sanger!
Du har vel opladt din Røst
For ald Verdens Folk og Fanger,
Takket Gud for denne Trøst;
At de skulle Frihed faa,
Og udi Guds Rige gaa,
Ved dit Fengsel, Død og smerte,
Og ved Blodet aff dit hierte.

5.

O hvad søde Himmel-Toner
Dog oppaa din Tunge laa!
Du som Verdens Synd forsoner,
Sang ræt som Du Døden saae!
Adam gik aff Paradiis,
Græd for HErrens Vredes Riis,
Du igien med Sang oplukker
Himlens Dør, og Slangen sukker.

6.

Men Du da aff Sang begynder,
Og Du est i Siælen froe,
Søde JEsu, det forkynder,
Liise for min svage Troe,
At, naar Jeg min Død og Vee,
Skal for mine Øyne see,
Jeg i Dig skal trøstig blive,
Og i Sang min Død fordrive.

7.

Stem da op mit svage Hierte,
Stem min Tunge, Siæl og Aand,
323 At Jeg siunger om din smerte,
Vri mig med din egen Haand,
At din Død dend blive maa
Alt hvad Siælen Nyner paa,
Saa Jeg drive kand og dræbe
Døden, med din Død paa Læbe.

8.

Siung min Siæl, og lad dig høre!
Glem dog ey andægtig Graad!
JEsu Aand dend dig skal røre,
Siung om Eblet Adam aad!
Siung saa om det JEsus leed,
Om hans Kors, hans blood og sveed,
Siung og troe, saa skal du stige
Siungendes i Himmerige.

Om JEsu Sveed udi Urtegaarden. Under forrige Melodie:

1.

OVer Kedron JEsus træder,
Vader med sin bare Food,
Græder, alle Øyne, Græder,
Græder, om I kunde, Blood!
See hvor Bladet er nu vendt,
Alle Buer nu er spendt,
Som paa JEsum ene sigter,
Og til Døden ham forpligter.

324

2.

David engang tung om Hierte
Gik hen over Kedrons Vand,
Fuld af Harm, aff Graad og Smerte
Flugtig i sit eget Land!
Men, O JEsu, motte Du
Ikke ængstes mere nu?
Du som Dig til døden skynder,
Bær ald Verdens sorg og Synder.

3.

Vil du i din Nød og Møye
Hen til Oli-Bierget gaa,
Der er intet Træ for Øye
Hvor Freds Frugter er at faa!
Kriig og Striid og Mord og Død,
Pidske, Plager, Spot og Nød
Synes aff hver Knop at sprude,
Freden er for JEsus ude.

4.

Gaar du ind udi en Have,
Som er Folkes Fryde-sted,
Angist vil sig strax tillave,
Følger dig i Hælen med!
Kom, O Adam, kom at see
Ind udi Gethsemane!
See hvor Paradises Lyster
Helved-Angist aff ham kryster.

5.

See hvor skielver JEsu Lemmer,
See hvor ryster Gud og Mand!
Tænk hvor Syndsens Byrde klemmer,
Døden stormer Livsens Land,
Trænger sig i JEsu Blood,
Kniber ved hans Hierte-rood,
325 Slider, Saver, Skiær og stinger,
Som Ti Tusind gifftig Klinger.

6.

See hvor Vaande-fuld hand falder
Ned med Bøn udi sin Nød,
Trende gange Gud paakalder
Beder at dend bittre Død
Og dend Kalk maa vige hen,
Er dog strax tilfreds igien,
Hvad hans Fader kun behager
Der imod hand gierne tager.

7.

See, hvor hand med Døden strider
Ængstet i sit Hierte-rood,
See, hvor Otterslangen bider
Og ophidser alt hans Blood!
See, O see hvor ængstes hand!
See, hvor gifftig vaar dend Tand
Som med Dødsens kolde smerte
Brød Guds Søns det rene Hierte.

8.

Ah, I Himle, vil I give
Hid en Hierte-sterkning snart!
Snart det endelig maa blive!
JEsus Døer! Hand Døer med fart!
Kom, Guds Engel, kom og see!
Styrk ham dog mod Dødsens vee!
See hvordan hans Kinder falme,
For de grumme Dødsens qvalme.

9.

See, Hvordan at Blodet dryber
Udaff hvert hans Svede-hull!
326 Døden i hver Aare kryber,
Giør hans Ansigt sort som Kull!
Græsset, hvor min JEsus laa,
Fik en Blodig Dugg oppaa
Aff hans Aarers Purpur-kilde,
Ah! hvor leed da JEsus ilde.

10.

Nu saa vil jeg mig da vende
Hen til Kedrons sorte Bek,
Og fra Verdens Vellyst rende
I en Poenitentzes Sek!
Ind udi Gethsemane
Skal mit Hierte Daglig see,
Med hans Pine, Blood og Møye
Overstryge Siælens Øye.

11.

Bort I Verdens Leeg og Lyster!
Til Gethsemane Jeg gaar,
Og vil see hvor JEsus ryster,
Samle mig en trøste Taar
Aff hans Blodig Angist-sved,
Som til min Rætfærdighed
Jorden vilde for mig væde,
Dend opsanker Jeg med glæde.

12.

O I Blomster, I som funde
JEsu Sveed for Dødsens Mord,
I Lyksalig stund I runde
Op ud aff dend tørre Jord!
Blomsterne i Paradiis
Bær mod Eder ingen Priis!
Thi det Blood, som Eder Farved,
Giør at Jeg har Himlen Arved.

327

13.

Naar Jeg som et Blomster visner,
Naar jeg fældes skal som Høe,
Naar at Blodet i mig ißner,
Naar Jeg daane skal og døe,
Naar dend kolde Sveed gaar ud
Aff min gandske Krop og Hud,
Da min JEsu Svede-draaber
For min Siæles Frelse raaber.

14.

Endelig naar Hiertet brister,
Naar min' Øynes Lyvs forgaar,
Naar min Tunge Maalet mister,
Stryg min Siæl da med en Taar
Aff din røde Sveed og Blood!
Salve da mit Hierte-rood,
Saa skal jeg i Dødsens Vaade
Finde salighed og Baade.

Om de Sovende Disciple Under forrige Melodie:

1.

SOver I? Hvor kand I sove
O I Siæle-Vegtere?
Hvor er eders Troe og love?
Sove I dog alle Tre?
Er det tiid at sove nu?
Nu Guds Søn i Siæl og Hu
Hart beængstet er og bange,
Som en Usel Dødsens Fange.

328

2.

Kand I ey en Time Vaage,
Siger JEsus, er det ræt
At dend Trygheds Søvne-Taage
Blinder Siæl og Øye slæt?
Lukker I da Hiertet til,
Og med Søvnen slukke vil
Ald dend Angist, Nød og møye
Som jeg maa uskyldig døye.

3.

Hvor tiit skal jeg eder vekke
Op aff Søvn og sikkerhed?
Kand min Jammer ikke stekke
Eders trygge Søvne-sved?
Ingen tænker paa min Nød,
Ingen ynkes for min Død,
Ingen vil min Sved afftørre
Om dend vaar ti gange større!

4.

Ene maa jeg Byrden bære,
Ene gaar jeg og forlat
Ene maa jeg Hiertet tære
Udi denne grumme Nat!
See, min Fader tier nu,
Som hand kom mig ey ihu!
Og min Moder kand ey vide
Ald dend Angest jeg maa lide.

5.

Ah! Hvordan kand I dog slumme
Og forsove ald min vee?
Som I Blinde vaar' og Dumme,
Kunde intet hør' og see!
Ey! Hvor Vaagne vaare I
xDer I saae mig Klædt udi
329 Himlens Herlighed og Ære,
Og paa Thabor prydet være.

6.

Men nu Dødsens angist tegner
Sig i hver min Øyesteen,
Nu, mit Blood paa Jorden regner,
Nu, min Siæl er fuld aff meen,
Nu vil ingen hos mig staa,
Ingen vil til Haande gaa,
Ingen vil sin Søvn forspilde,
Om jeg aldrig leed saa ilde.

7.

Peder, løffte-rige Peder,
Hvor er nu dit Ord og Haand
Sover du imens jeg sveder
Ængstet udi Siæl og Aand?
Satan vilde sigted dig,
Da jeg bad saa inderlig!
Der du vaarst i Havsens fare,
Holdt jeg Vagt, dit Liv at vare.

8.

Men hvordan du mig nu skriver
I dend lange Glemme-Bog,
Nu min Fader mig hendriver
Under Dødsens Jammer-Aag,
Det dit Hierte vidne maa!
Og det gaar i Verden saa,
At i Nød mand venner kiender,
De med Lykkens Hiul sig vender.

9.

Viste I dend store fare,
Viste i dend store Nød,
330 Saae i kun ulykkens snare
Som er lagt til Eders død,
O hvor fik i op at see
Vaage, raabe alle Tre,
Bede at i ikke alde
Udi Fristelse henfalde.

10.

Thi dend Judas, min Forræder,
Som har soldt mig for en slik,
I Nærværelsen hand træder,
Med et Mester-Skalke-nik!
Hand udi sin synd er glad!
Jeg i syndsens Bloode-bad
Maa for ham og alle lide,
Lidet agtes dog min qvide.

11.

O min JEsu, O jeg klager
Og bejamrer Hiertelig,
At mig sikkerhed indtager
Og saa tiit forblinder mig,
At om end jeg engang faar
Tanker om dit Blood og Saar,
Strax mit Kiød min Aand formummer,
Og jeg hen i synden slummer.

12.

Trende gange du kun minder
At Disciplene skal see,
Jeg Ti Tusind gange finder
Din advarsel meer' end de!
Ligger dog saa Lad og Blind
Sover digt i Lyster ind,
Vil ey Vaagne, see og høre,
Naar din Aand vil Hiertet røre.

331

13.

Vek mig dog og lad mig ikke
Slæt i Døden sove hen,
Løs du op min trygheds strikke,
Søde JEsu, Siæle-Ven,
Lad mit Øye stedse see
Paa din Pine, Nød og Vee,
Lad mig midt i Dødsens Taage
Paa dig tænke, Troe og Vaage.

Dend Anden Uge i Faste.

Om dend forraadde og fangne JEsu. Under dend Melodie: Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

MØrket skiuler Jorderige,
Natten dend er nu forhaand,
Mørket Soolen vil bekrige,
Legge JEsum hen i baand!
Slig en Nat vaar aldrig før!
Himlen haver lukt sin Dør!
JEsus ald vor Sool og Ære
Skal nu Nattens skiendsel bære.

2.

Dend Forræder Judas tager
Mørkheds Vaaben villig paa,
Og i Aag med Satan drager,
Som udi hans hierte laa:
332 Hand en skare samlet faar
Udaff Skalk' og skarn som gaar,
Og hans Ondskab skal betienne,
Med de største Præsters Svenne.

3.

Bluß og Lamper ere tendte
Udaff Satans Fyre-sted,
Spyd og stænger er' alt hendte,
Som hand sig beruster med:
Dog ey Bluß, ey spyd og stang
Fanger JEsum denne gang,
Med en Kyß og kierlig Mine
Ham forraader til sin Pine.

4.

Ene kand hans Ord og Tale
Kaste Fienden baglænds om,
Døden i hvert Ansigt male,
Binde dem i Bangheds Bom!
Fri skal hans Disciple gaa,
JEsus hand vil eene staa,
Byde frem sit Bryst og hierte
Mod dend største Dødsens smerte.

5.

Kyssen har alt JEsus borte,
Kyssen haver ham forraad,
Kyssen vil hans Liv forkorte,
Under Kyssen Slangens Braad
Stak ham med en gifftig Piil;
Under Dekket aff en smiil
Blev vor JEsu Angist spunden,
Og hans reene Hænder bunden.

333

6.

Vaar det kun om Sverd at giøre,
Og det kun om Magten galdt,
Ey alleene Malchi Øre
Blodigt hen paa Jorden faldt,
Men Guds Engle tusindfold
Skulde hevne denne Vold!
Men hand maa sig taallig skikke
Og Guds Vredes Kalk uddrikke.

7.

See, Disciplene de lade
Dig i Sorgen eene staa!
Flyer, og lader dem dig hade
Giøre hvad de kand formaa!
Dend der kun en linned Lap
Har paa Kroppen, hand dig slap
Og løb nøgen bort med Glæde,
Fra din Pine langt at træde.

8.

Hierte JEsu, kiære Broder,
Lyvsens HErre, hvorfor skal
Natten, Syndens mørke Moder,
Natten, Lasters skiul og Dal,
Dekke dig med Mulm og Mørk?
Hvorfor skal aff Helved-Ørk
Hine grumme Ulve springe,
Dig til Gravens Mørk at bringe?

9.

O min JEsu, O jeg mindes,
At jeg er et Mørkheds Barn,
Og paa deres Talstok findes,
Som i Lyders Natte-garn
Viklet var til ævig Død,
Derfor du dig villig bød
334 For min Siæles Lyvs at vaage
Udi Døds og Nattens Taage.

10.

Du med Naadens søde Læber
Kyste mig paa Moders Bryst,
Skamme mig da, om Jeg dræber
Og har Dig med Falskhed Kryst:
Men om tiit min Mund for dig
Haver talet skuffelig,
Stryg dend Falskhed aff mit hierte
Med dit Blood og sure smerte.

11.

Gid de Bluß, de Spyd og stenger,
Hvor med du antasted blev,
Stedse mig i Sindet henger,
Thi de mig en Frihed skrev,
At Guds Lyvs for mig gaar op,
Frelser baade Siæl og Krop,
Fra hvert Slag og synde-Plage,
Aff dend Helved-Ulv og Drage.

12.

Est Du da en Fange bleven?
Vel! Jeg og en Fange var,
Dog ved dine Baand er reven
Fra de Lenker som jeg bar!
Jeg er bleven frj ved Dig,
Bind mig til Dig hiertelig,
Lad mig og, O store Fange,
Salighed i Dig erlange.

335

Dend Tredie Uge i Faste.

JEsus føres bunden udi Annas og Caiphas Huus. Under dend Melodie: Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

LÆnge haver Satan spundet
Snære-garn til JEsu haand!
Synden kraftelig har tvundet
Paa de sterke Helved-baand!
Himlen er i Baand og Bast,
Ja Guds egen Søn er fast!
Hand en Fange nu er bleven,
Og omkring i skiendsel dreven.

2.

See, hvordan de hannem slæber,
(Om hand end velvillig gaar,)
Grumme Hænder, slemme Læber,
Driver, tutter, skiender, slaar!
Hver er fuld aff Hevn og harm,
Frygter dog for stoor Allarm,
Som et Lam i Ulve-Tænder
Maa hand følge hvor de render.

3.

Annas ey er end i Senge,
Vaagen er dend gamle Skalk,
I hans Huus de JEsum trenge
Som en Due til en Falk,
Og derfra til Caipham,
Hvor ham møder spot og skam,
Vold og Uræt paa ham falde,
Oprørt aff ald Ondskabs Galde.

336

4.

Solen alt er under Lide,
Men Rætfærdighedens Sool
JEsus staar hos deres side,
Og for deres spotter-stool;
Lyvset kom til dennem ind,
Dog er hver i sindet blind,
Klerke spørge om hans Lære,
Dend de troede Tant at være.

5.

Vil hand for sin Lærdom tale
Med en sær sagtmodighed,
Løgn tør strax mod sandhed prale,
Knytte Næven, blive vred,
Og en Kindhest give ham
Uden Blusel, uden skam,
Gud maa tage Munde-daske
Aff en Skalk der er kun Aske.

6.

Rætten haver ingen gienge,
Ald Beviisnings Lyvs er slukt,
Medynk er i søvn og senge,
Laas for Kierlighed er lukt!
Vold og Magt kun vaagne er,
Satan Fakkel for dem bær,
Hidser de graahærded Præster,
Til at blive Helved-Bæster.

7.

Falske Vidne nu opsøges,
Og hvo Løgn kand digte best,
Allevegne de opspøges,
De skal sidde Rætten nest!
JEsu Ansigt spyttes paa,
Skiules, slaes, og høre maa,
337 At hand sige skal og giette,
Hvo ham saa tør for-urette.

8.

Sluttet er det Raad og Renke,
At hand dræbes skal og døe,
Hand paa skaansel tør ey tænke,
Hører hvor de Hunde gøe;
At hand skal faa Dødsens Løn,
For hand kalder sig Guds Søn!
Det hand er maa hand ey være,
Gud tør alle Mand vanære.

9.

Lær mig, søde Gud, at giøre
Baand til Vellyst aff de Baand,
Som de onde Jøder føre
Paa din reene Himmel-haand,
Og naar Satan rekker mig
Vellyst-snarer svigelig,
Rek mig da i Sind og Hierte
Huskud aff dit Baand og smerte.

10.

Skal Jeg og for sandhed lide,
Skal Jeg haanlig spyttes paa,
Vil mand mig paa Tunger slide,
Skal Jeg Munde-Baske faa,
Laan mig da, O JEsu, laan
Mig dit Klæde, som til haan
De dit Ansigt med betakte,
Saa vil Jeg det intet agte.

11.

Om ald Verden mig vil hade,
Spende mig i Klaffer-Aag,
338 Ah at Du vil da oplade
Ald din Pines store Bog,
At Jeg der udi kand see
Falske Vidne dig belee,
Trods da alle falske Tunger,
Trods da alle Satans Unger.

12.

Vil mand og med Døden true,
Legge mig ald skiendsel paa,
Gid min Siæl maa da beskue
Hvor Taalmodig mand dig saae,
Der Du viste Dødsens Dom
Kunde ey gaaes uden om,
Saa skal ald din Meen og Møde
Dødsens Tanker mig forsøde.

Om St: Peders Fald. Under forige Melodie.

1.

INgen Høyhed, ingen Ære,
Ingen slig Fuldkommenhed
Kand der under Solen være,
At dend sig forsikret veed
For at giøre syndefald!
Intet Embed', intet Kald
Er saa helligt, at det ikke
Dog kand faa en synde-prikke.

339

2.

Ingen giøre sig de Tanker,
At hand ikke snuble kand,
Aff sit eget hiertes Anker
Skuffes mand i Syndens Vand!
Ingen sig formaste maa,
Om hand end i Dag kand staa,
Thi hand kand i Morgen falde,
Og sig ulyksalig kalde.

3.

Store Helgen ogsaa haver
Adams Kiød og Klæder paa,
Deres høye Himmel-Gaver
De i Leerkar bære maa!
Kom og see hvor Peder faldt,
Der det om hans Troskab galdt,
JEsus da hans Løffter sauner,
De fløy bort som Røg og Auner.

4.

JEsus staar i stoor Vanære
Bunden, slagen, overspyt,
Skam og skiendsel maa hand bære,
Udaff Vold og Magt forknyt!
Peder glemmer dog hans Nød,
Frygter for at gaa i Død,
Og med Livets Fyrste sette
Livet, som hand før forjette.

5.

Hand ved Ilden, naar hand gyser,
Veed sig vel at giøre varm,
Men Guds Kierlighed dog fryser
I hans Hierte, Bryst og Barm,
Naar en Pige spørger ham
Om hand kiendte det Guds Lam,
340 Hand tre gange JEsum negter,
Ja med Meeneed sig forfegter.

6.

Hanen galer og forkynder
Nattens Gang, men Peder ey
Kiender Gang i sine Synder,
Hand er paa dend brede Vey,
Hand forbander sig og svær,
At ham JEsus fremmed er,
Og just i hans Synd og Laster
JEsus Øye paa ham kaster.

7.

Peder, est du da en Klippe,
Som Guds Kirke bygges paa?
Hvor kand du da saadan glippe,
Og i Storm ey bedre staa?
Ney! vor JEsus Klippen er,
Og hans Ord, som Alting bær,
Hand staar fast og aldrig rygges,
Paa hans Ord Guds Kirke bygges.

8.

Ingen Sorrig og Ælende
Dig, O JEsu, hindre kand,
Du jo Øyet hen skal vende
Paa dend Usel faldne Mand,
Hand og merkte at Du saae
Alt hvad i hans Hierte laa,
Og hvad skyld der i ham findes,
Saa dit sande ord hand mindes.

9.

O min JEsu, naar jeg leder
Paa mit Hiertes skiulte Sti,
341 Og Samvittigheden meder
Paa de Torne der udi!
Da mit Hierte siger mig,
At jeg Tusind gange Dig
Haver skiendelig Fornegtet,
Og langt over Peder slegtet.

10.

Hand Dig negted Trende gange
Og Forsoer sin Hierte Gud,
Mine fald de er saa mange
Mod hvert Lovens Ord og Bud,
At de overløbe kand
Stierners tal og Havets Vand,
Mund og Tunge, Hiert' og Øye
Sig fra Dig til Verden bøye.

11.

Vel kand jeg i Synden rende,
Som en modig Hest i striid,
Men at jeg mig om kand
vende,
Det formaar ey ald min fliid!
Vend Dig derfor til mig saa
Med din Naade, at jeg maa
Aff dit Guddoms Øye skue
Krafften aff din Naade-lue.

12.

Peder faldt og blev opretted
Ved din Naades store Arm,
O min JEsu, det har letted
Syndestenen i min Barm!
Du vilt mig og ey Forsmaa
I hvor høyt min Synd gaar paa,
Vær med Trøstens Aand til stæde,
Lær mig kun, som hand at græde.

342

St: Peders Taare og Omvendelse. Under forige Melodie.

1.

VElder ud I Øyne-strømme,
Flyder ned i hobetal,
Lader eder aldrig tømme
Her i denne Græde-dal,
I min' Øynes Kilde-Veld,
Flyder for min synde-Gield,
Flyder til I blive røde,
Ja til Hiertet selv kand bløde.

2.

Jeg i Nat er skyldig bleven
Til at døe en Helved-Brand,
For Jeg blev aff Frygt tildreven
At forsvære Gud og Mand!
Men min Frelser til mig saae,
Naade i hans Øyne laa,
Ja hvor fuld hand stod aff Vaade,
Vaar hans Aasyvn fuldt aff Naade.

3.

Jeg mit Fald hos Ilden giorde,
Jeg vil reyse mig ved Vand
Og ved Gud, hvis Naade vorde
Krafftig i min Boode-spand,
At min' Øynes Kilder maa
Aldrig, aldrig stille staa,
Men Jeg alle, alle Dage
En Nats synd maa ræt beklage.

343

4.

Engang Jeg paa Vandet vandred
Og hen til min JEsum kom,
Nu Jeg er ved synd forandred
Vil Jeg vende til ham om,
Og i Taarers salte Søe
Vil Jeg gaa til Jeg skal døe,
Ald min Lyst og ald min Glæde
Ene være skal at græde.

5.

JEsu giv det Falds Exempel
Og Opreyßnings blive mig
Paa mit Hierte som et Stempel,
Der indtrykkes kiendelig,
At Jeg ey fortvile skal
Over mine Synders Tal,
Men mig ved Guds Naade trøster,
Som kand læge alle Brøster.

6.

Om Jeg er saa slem en Synder,
Som ey Solen førre saae,
Og om Satan end begynder
Syndsens Rulle op at slaae
Fuld aff fald som Sole-grand,
Jeg til JEsum Gud og Mand
Vil i Bedrings Graad henløbe,
Og mig i hans Naade svøbe.

7.

Siælen daglig faar sin smitte
I mit Kiøds ureene Boe,
Derfor vil Jeg mig beflitte,
At Jeg kand i stadig Troe
Følge med i Peders Fied,
Hen til Bedrings Vasker-sted,
344 Hvor Jeg Siælen ud kand tvette
Og med JEsu Blood besprette.

8.

JEsu giv mig Graad og Sukke,
Giv mig sorg for mine Feyl,
Lad din Aand mit Hiert' oplukke,
Sæt der i din Naades Speyl,
Giv mig Trøst i sidste Nød
Ved din Naade, Blood og Død,
Lad min sidste Graad og Klage
Mig til Himlens Glæde drage.

Dend Fierde Uge i Faste.

Om Judas som fortviffler. Under dend Melodie: Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

SØde Synd, du Vellyst-Engel,
Ah! hvad dog dit spiire-Frøe
Skyder først en yndig Stengel,
Lover Blomster til at strøe!
Men din Frugt er Skam og Nød,
Pine, Kummer, ævig Død,
Helved-Ild og bitter Hede
Fra Guds strenge Dom og Vrede.

345

2.

Judas skal en Speyel være
For hver syndig Øyesteen,
Hvor i Synderen skal lære
At undfly hans strikk' og Green,
Synd og Satan i ham gik
Og sit Herredømme fik,
At sin Frelsere hand solte,
Mens hand gik i Satans Bolte.

3.

Der hand merkte at hans HErre
Forud vaar til Døde dømt,
Angist vil ham da indsperre,
Da blev Skalke-Hiertet ømt,
Da Samvittigheden stak,
Da sin Synde-Gifft hand drak,
Da hans Lyst til Galde vendtes,
Og i ævig Skiendsel endtes.

4.

Naar hand de Sølv-Penge skuer,
Hvorfor hand sin Gud har soldt,
Da hver Bloode-Draabe gruer,
Hiertet klapper og er koldt!
Moodet paa de Penge kand
Ikke hielpe for et Grand,
Dødsens Stempel paa hans Hierte
Trykker sig med Helved-smerte.

5.

Agt, min Siæl, hvordan hand løber
Til de Jøde-Præster hen,
For Samvittighedens Svøber,
Og bær Pengene igien,
Kaster dem i Templet ned,
Obner sin Samvittighed,
346 Som er fuld aff Gifft og Piile,
Og nu færdig at fortviile.

6.

See, hvor brast hans Ondskabs Kilde,
See, hvordan hand selv bestood,
At hand giorde meget ilde
Imod det uskyldigt Blood,
At hand med Forræderi
Bragte Guds Søn hen udi
Baand og Korß, og Døds Vanære,
Denne Synd kand hand ey bære.

7.

Hand sit Hierte hart tillukker
For Guds rige Naade-Flood,
Og sig under Satan bukker,
Vil ey giøre Pligt og Bood!
Alle Strømme som der kand
Fryde hvert et Siæle-Land,
Dem hand skammelig forskyder,
Helved-Bekke i ham flyder.

8.

JEsus stood end for hans Øye
Med ald Verdens Synde-Baand,
Fuld aff Meen, aff Spot og Møye,
Haffde Judas kyst hans Haand,
Og med Pænitentses Vand,
Aff sit Øyes Boode-Spand,
Vedsket JEsum i hans Vaade,
Judas haffde fanget Naade.

9.

Men hand, meer end en Forræder,
JEsu Naade agter ey,
347 Paa hans Blood og Vunder træder,
Løber hen ad Dødsens Vey,
Glemmer slet hans Pines Krafft
Og hans dyre Bloode-safft,
Søger hen til Reeb og Strikke,
I sit Blood sin Dom at drikke.

10.

O Gud, lad mig aldrig lære
Ont, aff denne onde Mand,
Om end mine Feyl de ere
Fleer i Mengd' end Havets Sand,
Om Jeg med min slemme Synd
Kaste Gud i Dødsens Dynd,
Skiød hans Bryst med mine Piile,
Gud, lad mig dog ey fortviile.

11.

Om din Himmel og din Throne
Jeg med Synd har stormed paa,
Om Guds store Æres Krone
Maa for mig u-æret staa!
Om Jeg ald dend Synd, som kand
Sette Folk i Baand og Band,
Haffde end i Verden drevet,
Dog er Gud min Frelser blevet.

12.

Thi om nogen Synd vaar større
End som JEsu dyre Blood
Mægtig vaar slæt ud at tørre,
Hvor til tiente da dend Flood,
Som udaff hans Hierte brød,
Der Guds Vrede gav ham stød?
Da vaar dend forgævis rundet,
Og da haffde Satan vundet.

348

13.

Ney ! O Ney! min JEsu Naade
Ald Mißgierning overgaar,
Alle Synders Vee og Vaade
Læges ved hans Purpur-Saar,
Og hans Verdskylds dybe Hav
Er min Ondskabs Tvette-Grav,
Naar Jeg mig der i vil senke,
Drukner Synd og Satans Lenke.

Om Pottemagerens Ager. Under dend Melodie: Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

PEngene, som Judas slengte
I de onde Præsters Skiød,
Og dend Løn, hvorfor hand hengte,
Som hans fole Indvold brød,
Vil ey deres Hykler-Sind
I Guds Kiste legge ind,
Kirke-Blokken vil de spare,
Men ey Hierterne forvare.

2.

Uden Frygt de tør betale
Judas sin Forræder-Løn,
Deres Vrede dristig svale
Udi Blodet paa Guds Søn!
Kirkens Giemme dog ey maa
De Blod-Penges Smitte faa;
349 Men det kand de intet føle,
I Guds Blood sig selv at søle.

3.

Der paa deres Raad behager,
At de Penge gives skal
For en Pottemagers Ager,
Som for denne Priis er fal!
At og Pillegrime kand
Faa et ringe Hvile-Land,
Dennem vil de der begrave,
Som blant Guds Folk Lod ey have.

4.

O min JEsu, O mig fattes
Sands i disse dybe Ting!
Himlen kand mod dig ey skattes,
Og ey hele Verdens Ring
Fuld aff Perler, Sølff og Guld!
Dog kand nogle Fødders Muld
Mod dit Kiøb, O JEsu, settes!
Aldrig det aff mig forgiettes.

5.

Men Jeg vil begynd' at lære
Hos dend Pottemagers Grav,
At mit Leer, som Jeg mon bære,
Og dend Krop, som Gud mig gav,
Aldrig skal hoffmode sig,
Om hand kunde endelig
Udaff Guld og Perler braske,
Thi hand er dog Leer og Aske.

6.

Udaff Verdens Jord og Ager
Jeg med Adam tagen blev!
350 Gud, Du est min Pottemager,
Og din Forsyn Hiulet drev!
Dine Fingre danned mig
Allevegne underlig,
Saa mit Leerkar end mon bære
Dit aldmægtig Stempels Ære.

7.

Jeg vaar fremmed (Gud det bedre,)
Som Jeg daglig mindes vel,
Jeg, saa vel som mine Fædre,
Fremmed vaar fra Israel:
Men nu har vi Deel og Part
Blant Guds egen Børne-Art,
Nu har vi en Gravsted funden,
Som ved JEsu Blood er vunden.

8.

Fremmed' er vi alle Dage,
Pillegrim' udi vor Fær!
Naar vi engang skal affdrage
Vandre-Klædet, som vi bær,
Og i Graven legge ned
Ald vor Pragt og Herlighed,
Tak, O JEsu, vi maa eye
Ved dit Blood et roligt Leye.

9.

Det er nu mit Hiertes Glæde,
Mens Jeg boer i dette Leer,
Ved hvert Fied som Jeg mon træde,
At Jeg stunder meer og meer
Til dend sted, hvor Jeg en Vraa
Skal udi Guds Ager faa,
Hvor Jeg mig til Roe kand give,
Fuld aff Haab at faa til Live.

351

10.

JEsu, giør det for din Pine,
At hvor Jeg i Verden gaar,
Kand forsigteligen trine,
Tænke Graven oben staar!
Gid Jeg døer i salig Troe,
Naar Jeg skal blant Døde boe,
Og, naar Dommens Dag skal være,
Sank mit Leer til ævig Ære.

En Psalme under forrige Melodie: Om JEsu i Pilati Domhuus,

1.

JEsus, som skal Verden dømme,
Til Pilati Domhuus maa
Under Jødebaand og Tømme
Fuld af spot og skændsel gaa!
For En Hedning, som ey veed
Aff Guds Lov og Hellighed,
Maa hand lade sig anklage,
Ja mod Vold og Uræt tage.

2.

O Du Hykler-Jøde-Skare
Som i Domhuus ey vil gaa,
Men dit Kiøds Urenhed spare,
Passer dog slet intet paa,
At Du kand i Lasters Dynd,
Mord og Løgn og Blodig Synd,
352 Siæl og Hierte slet nedsenke,
Og alt Ont mod Gud optænke.

3.

Du, for hvilken Jorden ryster,
Fra hvis Ansigt Lynet gaar,
Jordens Fyrster slåer og Kryster,
Som et ringe Potte-skaar,
Du, som en Misgiernings Mand,
Dend mand agter ey et grand,
Maa nu staa for onde Munde,Som et Lam blant Ulv' og Hunde.

4.

End vil ey Pilatus være
Saa forhærdet i sin Siæl,
Hand jo, til sin Domstoels Ære,
Spørge vil om Ræt og skiel,
Om hvad Klagemaal og Sag,
De kand føre for en Dag,
Om dend Arme Fanges brøde,
Og hvorpaa de sig mon støde.

5.

Deres gifftig' Edder-Lunger
Puster giennem Løgnens Mund,
Og med skændig Orme-Tunger
Spotter Gud og sandheds Grund;
Hvad de taler det skal staa,
Som en Muur at bygge paa,
Nok er det at De kun sige,
Hand er Ond og uden liige.

6.

Løgn og Last og alle lyder,
Som om nogen siges kand,
353 Ud af deres Munde flyder
Paa dend rene Gud og Mand,
At hand Folk afvender plat
Keyseren at give Skat,
Og sig selv en Konge kalder,
Som ey Dennem vel befalder.

7.

Om sit Rige og sin Krone
JEsus da et Spørßmaal faar,
Men hand svarer, at hans Throne
Udaf ævighed bestaar!
Sandhed, som er slet forhadt
Og i Verden ild' omladt,
Dend vil hand dog Rundt udsige,
Trodtz ald Løgn i Satans Rige.

8.

Selv Pilatus maa bekiende
JEsus hand uskyldig er,
Hvad end de vil forevende
Og hvad Last de paa ham bær:
Men om Jøde-Loven kand
Fælde nogen Sagløs Mand,
Da maa de ham med sig tage,
Bringe, om de tør, aff dage.

9.

Lad de Jøde-halse gale
Løgn og Lyder mens de vil,
JEsus hand vil intet tale,
Svarer ey et Ord der til;
Deres Løgn saa skamløs er
Kiendelig for En og hver,
At hand derfor helst vil tie,
Og Guds egen Dom opbie.

354

10.

O Du reene Gud og HErre,
O Du Guds uskyldig Lam,
Som de onde Dyvr omsperre,
Og paabyrder Spot og skam,
Maa dog du med Tungers snert,
Og med Dragers Edder-stiert
Piskes, slaes og Uræt giøres,
Ja for Ræt og Dom henføres.

11.

Ah! hvad vil Jeg mig da klage,
Jeg et syndigt Kreatur,
Naar min Fiende vil behage
Til at staa for mig paa Luur,
Lyve, skænde, skiære Tand!
Du, min søde Frelsermand,
Har mod sligt uskyldig taget,
Mine Lyders Skændsel draget.

12.

Tau du end, O Fromheds Kilde,
For Pilati Dom og Ræt,
Da vaar det fordi du vilde
Med din Taußhed dølge slet
Ald vor slemme Synd og Last,
Som paa dig vaar ene kast,
Og fordi Du vilde lide,
Satte Du din Ræt til side.

13.

Men naar Døden mig vil stæde
For Guds Dom, Jeg da vel veed
At Du vil for mig fremtræde
Med ald din Uskyldighed,
355 Tale for mig, at Jeg faar
Salighed i dine Saar,
Saa Jeg effter min Ælende
Skal min Gud i Glæde kiende.

JEsus sendes til Herodes. Under dend Melodic. Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

Til Herodes JEsus føres,
Som et Lam til Ræven hen,
Hvor Tyrannens Lyst oprøres,
Ey fordi hand vaar hans Ven:
Men fordi hand vented paa
Et Mirakel aff ham faa,
At hand kunde saa fornøye
Sin Begiær, og løse Øye.

2.

Jøderne udi hans Hæle
Følger med, og hos ham staar,
Raaber med ald Magt og Mæle,
Hart med Klager paa ham gaar,
Hvad de før ey kunde naa,
De nu flittig spinde paa,
At de kand ham soort affmale,
Og Løgnagtig paa ham tale.

356

3.

Intet Tegn vil JEsus giøre,
Ikke heller svarer hand,
Som en Døv der ey kand høre,
Som en Dum ey tale kand,
Saa anstiller JEsus sig,
Men dend Gud i Himmerig
Skal hans Sag til Lyvset føre,
Og de haarde Klipper røre.

4.

JEsus seer at Sandhed ikke
I Herodes Øre stood,
Jorden derfor motte drikke
Sancte Hanses Strube-Blood,
Og fordi at JEsus saae
Rætten i Spydstagen laa,
Derfor vil hand Munden lukke,
Og kun til sin Fader sukke.

5.

Ald Foragt og ald Vanære,
Haanhed, Trusel, Spee og Spot
Maa dend arme JEsus bære,
Tage Alting op for got,
Vil Herodes drille ham,
Strax hans Hoff med megen skam
Giør det tusind gange verre,
Svenne følger saa sin Herre.

6.

Og at deres onde Glæde
I hans skam kand fyldes op,
Med et glimrend' omhengs Klæde
Dekker de hans usle Krop,
At hand saa fra Hoffet maa
Som en Staader-Konge gaa,
357 Fuld aff ald dend Spot og smerte,
Som der brød Guds eget Hierte.

7.

Midlertiid Herodes bliver
Med Pilato vel foreent,
For hand ham dend Ære giver,
Som hand før ey haffde meent,
At hand JEsum spotte maa,
Og det gaar i Verden saa,
Mellem-Hest skal JEsus være
For de stores Magt og Ære.

8.

Naar O JEsu Jeg besinder
Ald din Haanhed, spot og Vee,
Da mit Hierte sig omvinder
Med din Haanheds Palt og Blee,
Og i dend skal ald min skam
Og mit Vanhelds fule Ham
For Guds Ansigt slet tildekkes,
Og mig Ærens Krone rekkes.

358

Dend Femte Uge i Faste.

Barrabas løßgives, Christus begieres aff Folket at korßfestes. Under dend Melodie. Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

SEe, nu er Pilatus gangen
Til sit Dommer-sæde hen,
Effter JEsus hand er fangen
Ført til ham paa ny igien:
Hand erklerer ham paa stand,
At hand skyld ey finde kand,
Som til døde ham forpligter,
Ihvor høyt de hannem sigter.

2.

Men om hand dem kand formilde,
Vil hand straffe ham, og saa,
Naar hand er medhandlet ilde,
Vil hand lade hannem gaa!
Saa det tiit i Verden skeer,
At Personer mand anseer,
Og dend reene Ræt vil bøye,
For de store Folk at føye.

3.

Mens Pilatus saa mon svare,
Faar hans Hustro Bud aff sted,
Beder, at hand sig vil vare,
Og sig ey befatte med
Fangen, som rætfærdig er,
Guderne tar ham sig nær,
359 Og i hendes søvne-dvale
Vilde Himlen for ham tale.

4.

O I Jøder steene-blinde,
O I store Drømmere
Hører her en Heden-Qvinde,
Som flux bedr' end I kand see!
Naar hun sender frem sit Bud,
Ærindet er alt for Gud;
Sover hun, som vel kand sømme,
Da er Gud i hendes Drømme.

5.

Alle Ting forgæves ere
Dog udi min JEsu sag,
Om hans Uskyld end mon være
Klarer' end dend lyse Dag!
Intet, intet hielpe maa,
Magten skal for Rætten gaa,
Gud maa tie nu og tænke,
Spendes hart i Uræts Lenke.

6.

Vil Pilatus Veyen bane,
Og Anledning give paa
Deres Paaske-skik og Vane,
At hand JEsum løs kand faa,
Viiser dem saa Barrabam,
Overtyed aff Mord og skarn,
Ham de kand med skiæl henrette,
Og i Frihed JEsum sette.

7.

Her paa tendes alle Tunger
Ved en Helved-Avinds Glød,
360 Alle Jødisk' Øgle-Unger
Edder-Galden overflød!
Raabte: bort med denne, bort!
Slae, korsfest ham, giør det kort,
At vi hannem qvit kand blive,
Barrabas du frj maa give.

8.

Saa estu, O JEsu bleven
Regnet ind i Morder-Flok,
Blant Mißdædere opskreven,
Bleven Jøders stunde-Blok,
Som ey tænker at Du tog
Dennem fra Ægyptens Aag,
Og ved Lammets Blood befride
Fra dend Morder-Engels Qvide.

9.

Vil der da slet ingen kiende
Og see JEsu Jammer an!
Skal dend Morder løs bortrende,
Som er fuld aff Rov og Ran!
Fuld aff Blodskyld, synd og skam!
Og Guds Himmel-reene Lam,
Som aff Synd-Plet aldrig viste,
Skal sit Liv paa Korset miste.

10.

O de underlige Domme!
O Guds dybe skiulte Raad!
Hvor til ey min Siæl kand komme,
Men maa bade sig i Graad,
Naar dend tænker, JEsus leed
Udi sin Uskyldighed,
Vilde intet sig erklere,
Men lod Røveren passere.

361

11.

Her aff kand Jeg daglig finde
En utrolig Himmel-Trøst,
Som kand mig i Hiertet rinde,
Mod min Synd og store Brøst!
Er Jeg end saa fuul og slem,
Som dend verste Morder-Lem,
O Jeg seer at Gud hand kaster
Hen paa JEsum mine Laster.

12.

Derfor skal ey mine Synder
For Guds Dom fordømme mig,
Thi Jeg troer at Gud mig ynder,
Reene JEsu, udi Dig;
Derfor skal Jeg Naade faa,
Og for Dommen vel bestaa,
Thi Du, for min skyld og Brøde
Lod dig saa uskyldig døde.

JEsus hudstryges, bespottes og Torne-krones. Under forrige Melodie:

1.

VIl dog Himlen intet tale
Udi JEsu reene Sag?
Skal da Løgn og Avind prale,
Mørkne Sandheds Sool og Dag!
Skal dog JEsus, som er kiendt
Uden skyld, og ey har tient
362 At forfølges saa og plages,
Skal hans Hud dog aff ham tages!

2.

Himlene nu stille tier,
Mens mand strekker Low og Ræt,
Og dend effter Venskab vrier,
Ja faar dend paa skruer sæt!
Dommeren hand veed vel hvad
Sagen er, og ald dend Had
Som giør JEsus denne Møye,
Dog maa Rætten ham ey føye.

3.

Folket vil hand dog fornøye,
Og til Ville være saa,
At hvert bandsat Jøde-Øye
Dog kand see og skiønne paa,
At hand dennem tienne vil,
Steder derfor Minde til
JEsus hand skal hudenettes,
Og mod Rætten forurettes.

4.

Riis og seye Piske-Remmer
Flettes nu til JEsu Huud,
Der med slaes hans usle Lemmer,
Til at Blodet strømnier ud!
Hvert et Slag giør dybe Saar,
Som til Been og Marven gaar,
Saa hand sig som Ormen vrier,
Og hans Hierte i ham svier.

5.

Effter disse blodig Flenger,
Som er giort ham over alt,
363 De hans Legem overhenger
Med en Purpur-Kaabe-Palt,
At de med en Ære-dragt
Kand iføre ham Foragt;
Og udi et Konge-Klæde
Ærens Gud i Støven træde.

6.

Krone de med haanhed setter
Paa dend søde Frelsermand,
Som aff Torne de udfletter,
(Første Frugt aff Jordens Band)
Skarp som Naal' og sverdets Odd,
Ymped op fra Slangens Brodd,
Dend de om hans Tinding trykker,
Som hans dyre Blood udrykker.

7.

Konge-Spiir de ham og rekker,
(Men et Rør med stoor Foragt,)
Der med de hans Hoved smekker,
Dasker Tornen ind med Magt,
Saa hans Hoved rundt omkring
Staar i tusind Blode-spring,
Fuldt aff meere Meen og Qvale
End min Tunge ud kand tale.

8.

Spotske Knæfald maa hand tage,
Lide slag paa blodig Kind,
Ja hver Skalk og skarn fordrage
Ham i Øyne spytter ind!
Dog kand ey dend Vredes Flood
Dæmmes med hans skam og blood;
Korsens Død er det de ville,
Intet kand dem ellers stille.

364

9.

O min JEsu, O Jeg finder
At mit Hierte bløde maa,
Thi Samvittigheden minder
Jeg har Dig hudflettet saa,
Og min Synd saa fuul og slem
Hengte ved hvert Riis og Rem,
Hvor med Du blev slidt og slagen,
Og med grumme snert antagen.

10.

Derfor vil Jeg hudeflette
Alle Lyster i mit Blood,
Og min Siæl i Graad udsette
Hos din Naades Purpur-Flood!
Jeg om Naade raabe vil,
Hielp, O JEsu, hielp dog til
Jeg i Troen hen kand krybe
Did hvor dine Saar de drybe.

11.

Torne-Kronen, som Dig stinger,
Op udi min Lystgaard randt!
Og min egen Udyds Finger
Disse Pine-Klaser bandt!
Jeg dem veldig trykte ind
Med et ont halstarrigt sind,
Plantede min Synde-Throne
Paa Dig med en Torne-Krone!

12.

Derfor vil Jeg daglig hugge
Syndsens Torn og Tidsel op,
Lad dit Blood mig dog bedugge,
Som flød aff din Hoved-Top!
365 Tænk at Tornen i dig sad,
Giør min Siæl dog der med glad,
At min Synd og Slangen stødte
Brodden stumped, der du blødte.

13.

Tag det synde-spiir og Velde,
Som Jeg rakte dig i Haand,
Du kand Ene det nedfelde
Ved din Krafft og hellig Aand!
Jeg er kun et uselt Røør,
Bank mig under Korset møør!
Slar Jeg Dig foruden Maade,
Reffs igien, men dog i Naade.

14.

Hver dend Klik Jeg paa din Ære
Haver, som en Daare, kast,
O lad dend dog aldrig være
Mig en ævig skiændsels Last!
Skyll dend bort i Naadens Flood,
Stryg dend over med dit Blood,
Saa skal ald min skiændsel ikke
For Guds Dom mig ureen skikke.

366

Dend Slette Uge i Faste.

See, hvilket Menniske. Under dend Melodie: Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

HVordan end Pilatus hinked'
Og fra Ræt til Uræt skreed,
Synes det dog at hand vinked'
Effter lit Barmhiertighed:
Thi hand ledde JEsum ud
Med en Blode-barked Hud,
Tornekronet, ilde faren,
At bevege Jøde-skaren.

2.

Seer dog nu I stolte Jøder,
Seer dog hvilket Menniske
Nu for Eders Øyne møder!
Seer dog paa dend Verk og Vee,
Som hans Hierte lide maa,
Nu der fra hans Top til Taa
Er ey hudelep at skue!
Hvo kand for slig Syn ey grue?

3.

Seer paa Jorden hand betræder,
Hvor dend flyder med hans Blood!
Seer til Himlen ham beklæder,
Om der nogensinde stood
Sligt et uselt Pine-Vrag,
Under hele Himlens Tag!
Siger mig, O vil I sige,
Om I haver seet hans Liige!

367

4.

Seer, om nogen Orm kand være
Meer Ælendig end som hand!
Seer, om Jorden dog kand bære
Nogen slig Vidunders Mand!
Seer dog an om ey en steen
Maa beveges ved hans Meen!
Seer og siger, om hans Jammer
Eder ey om Hiertet krammer.

5.

Seer hvor Tornene ham bryde!
Seer hvor Blodet tappes ud!
Seer hvordan hans Øyne flyde!
Seer hvor hand er uden Huud!
Seer hvor Pinefuld hand staar!
Hvor hand over alt er saar!
Seer hvor hand sig sammen krymper!
Seer og ynker dog dend stymper.

6.

Seer hvordan hans Kinder blegner!
Seer hans store Hierte-Klap!
Seer hvor hand mod Jorden segner!
Seer dog at det er kun nap
At hand Livet holde kand!
O hvor usel er hans stand!
Jeg vil ham nu lade fare,
Om hand kand, fra Dødsens snare.

7.

Ingen vil sig dog forbarme,
Ingen ræt er JEsu Ven,
Folket fanger an at larme,
Skyder sig til Keyseren,
Raaber, at Pilatus maa
Stor Unaade vente paa,
368 Om hand slipper denne Fange,
Som til Kronen torde lange.

8.

Agt min Siæl, og agt mit Øye,
Om du nogen tiid vil see,
See da paa din JEsu Møye,
See dog an hans Verk og Vee!
See hvor haarde Ting hand leed,
See hvor ingen Deylighed
Vaar hos hannem at fornemme,
Der hand stod i Dødsens Klemme!

9.

Alt det som Jeg seer og skuer,
Er min Ondskabs bittre Rood,
Og de synde-fulde Druer,
Hvis forgifftig Edder-Blood
Stenkes paa min JEsu Krop,
Fra hans Taa og til hans Top,
Som hans Krafft og Kiød opæder,
Mens hand Perse-Karret træder.

10.

O Jeg seer Dig fuld aff Jammer,
Fuld aff Verdens synd og skam,
Under HErrens Vredes Hammer,
O Du Guds uskyldig Lam,
Fuld aff Pine, fuld aff stød,
Fuld aff alskens sorg og Nød,
Fuld aff ald dend Helved-smerte,
Som vaar lavet til mit Hierte.

11.

Men fordi Du vilde blive
Saadant et Spektakel her,
369 Derfor skal min Gud mig give
Dig at see i Glæde der!
Her beseer Jeg dine saar,
Der skal Jeg i ævig' Aar,
Fuld aff Aandens Lyst og Lue,
I utrolig Fryd Dig skue.

JEsus dømmes til at Korsfestes. Under forrige Melodie:

1.

RÆttens Spiir det alt er brekked,
Kierlighed er bleven kold,
Alt Rætfærdighed er svekked,
Uskyld lider Last og Vold,
Løgn er ført i sandheds Dragt,
Sandhed er i støven lagt,
Uræt klæder Dommens sæde,
Steenen maa der over græde.

2.

Ræt og Uræt lige gielder,
Lige høyt optegned er!
JEsu klare sag dend helder,
Ingen Ræt har Øye der!
Folkets løse snak gaar frem,
Deres Raab har Kraft og klem,
Rætten skal for dem indrømmes,
JEsus hen til Korset dømmes.

370

3.

Aldrig under Himlens Bue,
Og det hvaldte Stierne-Tag,
Vaar der slig en Dom at skue
Udi slig en Rætviis sag!
Uden skyld og ald beviis
Gaar mand paa hans Livs forliis,
Og til Korsets Død ham stiller,
Effter Folkets onde Griller.

4.

Nu, saa er da Dommen gangen,
JEsus er til Døde dømt!
See, nu frydes Helved-Slangen,
Nu Guds Hierte det er ømt,
Nu dend svare Piin' og Nød,
Nu dend bittre Korsens Død
Hannem digt om Hiertet griber,
Og hans Siæl med Banghed kniber.

5.

Strax Pilatus sine Hænder
Tvetter ud i hykle-Vand,
Og sin Uskyld forevender,
Meener hand er reen og grand:
Ney, dend Dom paa JEsu Blood
Toes ey bort i nogen Flood,
Hænderne maa tvetted være,
Smitten skal dog Hiertet bære.

6.

Jøderne sig frygter ikke
For dend skyld i JEsu Død,
Deres Siæl det ey kand stikke,
Om hans Blood i Pølen flød,
Derfor raabe de og paa,
At hans Bloode-Hefn dend maa
371 Dem og deres Affkom røre,
Thi de veed vel hvad de giøre.

7.

Nu, saa vil Jeg da nedfalde
For dend dømde JEsu Food,
Og besee min synde-Galde,
Om dend ey forgav hans Blood;
Om Jeg selv ey Aarsag var,
At hans Dom dend blev saa svar;
Om Jeg hialp ey til at felde
Denne Dom, aff ald min Velde.

8.

Jo, min Gud, Jeg bør ey dølge
At min synd foruden Tal
Jo vaar med Dig hen at følge
Ind i Dommens Huus og Sal!
Mine synder Dommen skrev,
Og Dig hen til Døden rev!
Hvor Jeg seer din Dom og Vunder,
Seer Jeg alt mit Segl der under.

9.

Intet vil Jeg Haanden vaske,
Jeg vil ey undskylde mig,
Men nedvelte mig i Aske,
Græde, bede hiertelig,
At, O JEsu, Du ey vil
Mig min Ondskab regne til,
Men oppaa din Dom affskrive
Ald min skyld, og Naadig blive.

10.

Du foruden skyld og Brøde
Gav Dig under Dødsens Dom,
372 Ja selffvillig for mig døde,
Derfor estu og saa from,
At Jeg for Guds Domstoel maa
Ald min Tilflugt hos Dig faa,
Saa din Dom er mig en Baade,
Og Jeg bliver dømt i Naade.

Dend Syvende Uge i Faste.

JEsus ledes ud fra Domhuset til Golgatha og bær sit Kors. Under dend Melodie: Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

KOmmer, I som vil ledsage
JEsum til sin Rættersted,
Hvo der vil hans Kors paatage,
Kommer nu og følger med!
Kommer hvo der græde kand,
Øser heele Bekke-Vand
Udaff Eders Øyne-sluser,
Som aff Hierte-sorrig bruser.

2.

See, hvor onde Stridsmænd slider
Purpur-Kaaben aff hans Krop,
Agter intet hvad hand lider,
Men hans saar kun river op!
Trekker ham hans Klæder paa,
At de saar, som blodig staa,
373 Kand fuldtrykkes udaff smerte,
Og sig trenge til hans hierte.

3.

See, hvordan de ham udstøder,
Kaster hannem Korset paa!
Simon aff Cyrene møder,
Der de hen med hannem gaa,
Om hand end ugierne vil,
Nøder de dog hannem til,
At hand Korset maa paatage,
Og med JEsu det hendrage.

4.

Qvinderne, som hannem følger,
Vrier Hænder, veener sig,
Og aff Øynes salte Bølger
Overdugges jammerlig!
JEsus, fuld aff Dødsens Vee,
Vil dog vende sig og see
Hen til deres Graad og Qvale,
Og saaledes til dem tale:

5.

Græder ey, I arme Qvinder,
Græder ey saa hart for mig,
Jeg min sorrig snart forvinder
I mit søde Himmerig!
Seer i Eders egne Saar,
Og hvad Eder forestaar,
Græder for dend store Plage
Eders synder foraarsage.

6.

Jeg nu gaar som en Mißdæder,
Fuld aff Eders saar og skam,
374 Eders synd mig saa nedtræder,
Kaster paa mig Dødsens Ham!
Dog skal Jeg saa snarlig faa
Ald min Guddoms Ære paa,
Tage Himlen ind med Glæde,
Lader derfor aff at græde.

7.

Men naar Jeg har Himlen inde,
Da skal Eders Affkom faa
Store Plager først at finde,
Da skal de i hver en Vraa
See Ælendighed og Nød,
Sverd og Ild og usel Død,
Da skal hver sig salig skatte,
Som ey giver Barn at patte.

8.

Søde JEsu, gid Jeg kunde
Følge dig, og nøye see
Hvordan dine saar de runde,
Hvordan du vaar fuld aff Vee,
Der mand rev dit Purpur aff,
Og hvad Pine det dig gaff,
Der mand dine saar oprykte
Og med Korset dig betrykte.

9.

Gierne vil Jeg mig nedbøye,
Villig tage Korset paa,
Det dog lindrer ey din Møye,
Hielp deraff du ey kand faa!
Om mit Øye vaar en Flood,
Og Jeg kunde græde Blood!
Maa du dog paa Korset lide,
Og mod Døden for mig stride.

375

10.

Giv mig kun, naar Jeg skal bære
Korsens Byrde, at Jeg da
Kand i dig taalmodig være,
Og dig aldrig falde fra!
Vil du fra min Taa til Top
Saare min dend syndig Krop,
Hielp og trøst da, naar mig rammer
Armod, Fengsel, Nød og Jammer.

Paa Langfredag. Om Christi Korsfestelse, Pine og Død, som kand bruges for Prædiken paa Langfredag, saa vel til Froeprædiken som til Høymesse, og endeel til Afftensang, effter Ritualens Anledning. Under dend Melodie: Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

1.

BRyder frem I hule Sukke
Af mit dybe hiertes Grund,
Ingen kand min sorrig slukke,
Ingen holde for min Mund!
Thi min Sorg som Hiertet bær,
Og min Indvold i mig skiær,
Skal aff mine Øyne flyde,
Og ud fra min Tunge bryde.

376

2.

Alle I som Eder vende
Paa dend runde Jordens Bold,
Bliver fulde aff Ælende,
Thi Guds Søn hand lider Vold!
Gud og Mand for vores Sag
Maa dog lide Vold i Dag,
Gud i Kiødet nu maa lide,
Og sig giennem Døden stride.

3.

Nys er hand fordømt til døde,
Tænk, min Siæl, hand kommer der!
See, hvordan hans Saar de bløde!
See, hvordan hand Korset bær!
See, hvor striblet er hans Hud!
See, hvor usel seer hand ud!
See hvor Torne-Kronen stikker!
Hvor hans Mund sit blod inddrikker.

4.

Tænk, hvor fuld hand er aff Vaande,
Og som Ormen vrier sig,
Agt, hvor stakket er hans Aande,
Hvor hand stønner ynkelig;
Hvor hand blodig er og blaa,
Og hvor neppe hand kand gaa,
Og maa dog med Korset stræbe,
Op til Golgatha at slæbe.

5.

Spørg dog ey hvorfor hans Klæder
De saa Blood-besølet er,
Hand Guds Vredes Perse træder,
Og ald Verdens Bloodskyld bær!
Slangen ham i Hælen beed,
Gifften i hans Hierte sveed,
377 Som hans Aarer giennem-rendte,
Og ham med vor Omflot skiendte.

6.

Tænk, hvordan de Korset reyser,
O min Siæl, forglem dog ey,
Hvor de stolte Jøder kneyser,
Og ham baner Dødsens Vey;
Skærper Nagler, hvedser Spyd,
Og hvo fuldest aff Udyd
Meest kand ubarmhiertig være,
Hand fortienner største Ære.

7.

Agt hvordan de hannem skienker
Med en Galde-blandet skaal,
Og hans svage Hierte krænker
Med ald Ondskabs fulde Maal!
Edike og Myrrhe maa
De velsigned Læber faa
Paa sin Rettersted at smage,
Ah! en uhørt synd og Plage.

8.

Op ad Korset de ham trekker,
Tutter, støder, giør ham meen,
Og med Grumhed strax udstrekker
Hans udmatted' Arm' og Been!
Nagler ham til Korset fast,
Saa hans Kiød og Seener brast,
Dermed lader de ham hænge,
Til hans Pine at forlænge.

9.

Merk hvor de hans Kræffter sprenger,
Og hans Bryst hvor trangt det gaar!
378 Hvor hans Legems Byrde hænger
Paa hans blodig Nagle-skaar!
See hvor er hans Seener rakt!
Hans affmægtig' Arme strakt!
See hvor hand af Angest krummes,
Og hans blodig Øyne dummes.

10.

Her er nu ey meere Naade,
Ingen Redning, ingen Raad!
Ingen ynker nu hans Vaade,
Om hand øser Blood for Graad;
Ingen har Medlidenhed,
Udaff Medynk ingen veed,
Intet Hierte vil sig skamme,
Alle Hænder tør ham kramme.

11.

Staar dog stille, agter nøye,
Alle I som gaar omkring,
Merker dog, om noget Øye,
I dend hele Verdens Ring
Haver skuet slig en Mand,
Fuld aff HErrens Vredes Brand,
Fuld aff Pine, spot og Plage,
Slangens Gifft og syndens Lage.

12.

See, hvor hand blant Røver-Knegte
Er opreyst til spot og skam,
Og hvor Grumheds Ild opstegte
Dette Guds uskyldig Lam!
Midt iblant det Røver-Par
Det forbandet Træ opbar
Ald min Glæde, Liv og Lykke,
Ald min salighed og smykke.

379

13.

Hør, hvor falder hand i sukke
Til sin Fader, at hand ey
I sin Vrede slet vil lukke
Naadens Dør og Livsens Vey,
For det blinde Jøde-Folk!
O du store Naadens Tolk,
Du vil dem til Livet føre,
Mens de dig til Døden kiøre.

14.

Paa hans Kors Pilatus skriver
Jøde-Konges Titel op,
Avind digt i Hiertet river
Paa hver hærded Jøde-Krop!
De maa see og sprekke ved,
At min JEsus Led fra Led
Blodig er, og kand dog bære
Konge-Titel med stor Ære.

15.

Skriv dig JEsu paa mit hierte,
O min Konge og min Gud!
At ey Vellyst eller smerte
Dig formaar at slette ud;
Denne Opskrifft paa mig sæt:
JEsus udaff Nazareth
Dend Korsfæste, er min Ære,
Og min Salighed skal være.

16.

Dette kom og til hans Møye,
I det sure Dødsens Bad,
At hand skuer med sit Øye
Hvor hans Klæder splittes ad,
Og hvor Stridsmænd kildre sig,
At de kunde spottelig
380 Lod og Ligning der paa giøre,
Hvem hans Kiortel skal tilhøre.

17.

Om Jeg arm og nøgen bliver,
Og om Verden mig til spot
Klæder, Middel fra mig river,
O det bliver dog vel got!
Jeg skal dog ey nøgen staa,
Naar Jeg skal for Dommen gaa,
Thi Jeg træder frem med Glæde
For min Gud i JEsu Klæde.

18.

Midlertiid Jeg seer og gruer,
At Du spottes trodselig,
Og at hvert et Affskum truer
Og giør Miner udaff dig:
Men, O JEsu, ved din spæ
Paa det røde Korsens Træ,
Skal min skam og skændsel svinde
Og Jeg Himlens Ære vinde.

19.

Røveren, som sig tilegner
Din Døds Krafft i stadig Troe,
Ham Du paa dit Hierte tegner,
Lover Paradises Roe.
Frj mig, JEsu, frj mig fra
Røver-skam, men giv mig da,
Naar Jeg er i Dødsens Vaade,
Røverens hans Troe og Naade.

20.

Ah, O JEsu, hvor forandrer
Sig i mig hver Draabe Blood,
381 Naar Jeg did i Tanker vandrer,
Som din kiere Moder stood
Under Korset, og besaa
Ald dend spot dig lagdes paa,
Ald dend skam og ald dend smerte;
Ah hvor vee vaar hendes Hierte.

21.

Ingen kand med Tunge sige,
Hvordan Sverdet trengde sig,
Med ald sorrigs Jammer-pige,
Giennem Siælen smertelig;
Udi hendes Lod ey faldt
Din dend mindste Klæde-Palt,
Og om hun til Korset kryber,
Da dit Blood paa hende dryber.

22.

En Discipels Forsvar tager
Hun aff JEsu Mund til Trøst,
Og en Draabe søt hun smager,
I dend Synd-flood, ved hans Røst,
Der med tier hun og troer,
Og sig paa hans Løffte roer,
Gid Jeg saa i ald min Vaade
Lader Gud og JEsus raade.

23.

Solen haanes og bedekker
Sig med sørge-floer og mørk,
Mod Naturen Verden skrekker!
Dagen er som Nattens Ørk!
JEsus raaber ynksom ud:
Eli, Eli, O min Gud!
Hvi har Du i denne Fare
Mig forlat i Dødsens snare.

382

24.

O mit Legems Sool, mit Øye,
Blues ved min synde-daad,
Skyll min skam i megen møye,
Til du mørknes slet aff Graad;
Thi min JEsus er forlat,
For Jeg ey i Dødsens Nat
Ævig Helved-Mørk skal føle
For min skamløs synde-søle.

25.

JEsus tørster, men hand ikke
Andet faar at leskes paa
End som Edike at drikke,
Smager dend, og raaber saa:
Skrifftens Vidne, som dend bær
Om mig, nu fuldkommet er,
Alt hvad Adam kund' imaale,
Giør Jeg ræt i denne skaale.

26.

Ræt som alle Bloode-Draaber
Ved hans Hierte stille stood,
JEsus da mod Himlen raaber,
Giennem Dødsens grumme Flood:
Fader, i din hulde haand
Jeg befaler Siæl og Aand,
Dermed hand sit Hoved bøyde,
Og Gud med sin Død fornøyde.

27.

JEsus døer, og Jorden ryster,
O mit hierte skælv du da!
Døer da hen I slemme Lyster,
Døer, og driver langt her fra!
Thi nu døde Gud og Mand,
For dend slemme Lyste-Tand,
383 Der i Eblet torde bide,
Hvorfor hand leed Dødsens qvide.

28.

JEsu, Jeg din Død begræder,
For Jeg der til Aarsag gav;
I din Død Jeg mig dog glæder,
Ja min støv udi min Grav!
Thi mit Liv er i din Død,
Og der hand dit Hierte brød,
Da din søde Naade-Kilde
Mig til Liv opbriste vilde.

29.

O min JEsu, gid Jeg kunde,
JEsu, gid Jeg kunde dog
Døe med samme Ord i Munde,
Hvor med Du din Affskeed tog!
Bøy, O bøy dit Hoved ned
Til mig udi Dødsens sved,
At min Siæl din Kys maa nyde,
Naar Jeg skal min Aand udgyde.

384

Paa Første Paaske-Dag. Til Tolv-Prædiken i Kiøbstæderne, og til slutning paa Affiensang, og ellers saa lenge Opstandelsens Historie forhandles, kand siunges Effterfølgende, Under dend Melodie: Nu vel an vær frisk til mode, etc.

1.

SOm dend Gyldne Sool frembryder
Giennem dend kulsorte Sky,
Og sin straale-Glands udskyder,
Saa at Mørk og Molm maa fly,
Saa min JEsus aff sin Grav,
Og det dybe Dødsens Hav
Opstood ærefuld aff Døde,
Imod Paaske Morgen-røde.

2.

Tak, O store Seyer-HErre,
Tak, O Livsens Himmel-Helt,
Som ey Døden kund' indsperre
I det Helved-mørke Telt!
Tak fordi at op Du stood
Og fik Døden under Food!
Ingen Tunge kand dend Glæde
Med tilbørlig Lov udqvæde.

3.

Jeg kand finde i mit hierte,
At min Siæl har Trøst der aff,
Som kand lindre ald min smerte,
Naar Jeg mindes kun din Grav,
Og betænker hvor du laa
Udi Dødsens fæle Vraa,
385 Og stood op med Krafft og Ære,
Hvad kand større Glæde være.

4.

Ligger Jeg i syndsens Boye,
Ligger Jeg i Armod ned,
Ligger Jeg i sygdoms Koye,
Ligger Jeg i Uselhed;
Ligger Jeg fortrængt, forhadt,
Og aff Verden slet forladt,
Skal Jeg Huus i Graven tage,
O her er dog haab tilbage.

5.

Du for synden engang døde,
Der med er min synd betalt;
Armod, Uselhed og Møde,
Ja min sygdom bar du alt;
Jeg ved dig opreyses skal,
Og aff Dødsens dybe Dal
Skal Jeg hovedet oprette,
Ald min Nød kand det forlette.

6.

Synd og Død og alle Pile,
Som at Satan skyde kand,
Ligger brudte ved din hvile
Udi Gravens mørke Land!
Der begrov du dem, og gav
Mig en sikker Trøste-stav,
At ved din opreisnings ære
Jeg skal seyer-Palmer bære.

7.

Som Guds Søn Jeg dig nu kiender,
Og seer din Aldmægtighed,
386 Din opstandelse indspender
Hvad Jeg troer og hvad Jeg veed,
Mig til salighed og haab,
Ja min Christendommes Daab
I din Død er som et Billed
Og opstandelse fremstilled.

8.

Du til Livet mig skal vekke
Ved din stor' opreisnings Krafft!
Lad kun Jorden mig bedekke,
Orme tære ald min safft,
Ild og Vand opsluge mig!
Jeg døer i dend Troe til dig,
At Jeg skal til Liv opstande
Udaff Dødsens grumme Lande.

9.

Søde JEsu, giv mig Naade
Ved din gode hellig Aand,
At Jeg saa min Gang kand raade
Og Veyledes ved din haand,
At Jeg ey skal falde hen
Udi Dødsens svelg igien,
Hvor aff du mig engang rykte,
Der du Døden undertrykte.

10.

Tak for ald din Fødsels Glæde,
Tak for dit det Guddoms Ord,
Tak for Daabens hellig Væde,
Tak for Naaden paa dit Bord,
Tak for Dødsens bittre Vee,
Tak for din Opstandelse,
Tak for Himlen du har inde,
Der skal Jeg dig see og finde.