Kingo, Thomas HErre GUD mit Hiertis Glæde (DK)

Dend XII. Sang.
GUds naadige Forsyns Øye er et rætsindigt GUds Barns fulde Fornøyelse.
Melodien findis bag i Bogen.

1.

HErre GUD mit Hiertis Glæde,
Du min Siælis Lyst og Roo,
Du mit Hoveds Smykke-klæde,
Du Pligt-anker for min Troo,
Du min Eyedom og Skat,
Som i mig er nedersat,
Og jeg hâr i Hiertet fat.

2.

Naar jeg dit det Forsyns Øye
I mit svage Sind beseer,
Og jeg derhos agter nøye
Mit saa ringe Skabnings Leer,
238 Ach! hvad mine Tanker sig
Da bemøye hiertelig
Alt, O store GUD! om dig.

3.

Jeg hâr lært min GUD at kiende
Fra mit første Barne-svøb,
Der jeg i Gang-vognen rende,
Snublet ofte i mit Løb,
Jeg udi min Barneskik
Aldrig nogen Skade fik,
Eller til Ulykke gik.

4.

Nogle fødis Lykke-riige,
Og kand ved Forældris Haand
Høyt paa Verdens Trapper stige,
Føler aldrig Modgangs Baand,
Dennem føyer alle Ting,
Lykkens vanskelige Sving
Gaar de lettelig omkring.

5.

Derimod skal andre friste
Hvad det er i Ungdoms Aar,
Beste Støde-stav at miste,
De paa sorten Liige-baar
Seer Forældre bæris hen,
Og hâr saa ey nogen Ven,
Uden Gud, som er igien.

6.

Nogle føyer alle Vinde,
Fører dem hvorhen de vil,
De kand efter Ynske finde
Alting sig at neye til,
239 De har Lykkens Krone paa,
De i Roser stedse gaa,
Hvad de vil det kand de faa.

7.

Derimod skal andre sukke
Over Lykkens Langsomhed,
Under Aaget daglig bukke,
Og ey naa sit Maal og Meed,
Tornen er i deris Vey,
Lykken agter dennem ey,
Deris Ynske faar alt Ney!

8.

Modgangs store Bølge-bierge
Dem omvelter mangeleed,
De kand ingen Sky afværge,
Som med Møye dryber ned,
Deris Blomster vil ey frem,
Deris Ynske vil ey hiem,
Lykken vil ey krone dem!

9.

Men naar jeg, O GUD! betragter
Dit forsynlig Øyis Meed,
Min Bekymring sig da sagter,
Og min Siæl er strax bereed,
Dig at takke med Attraa,
For du passer alting saa,
At vi, hvad os tiener, faae.

10.

Du mig meget bedre kiender,
End jeg selv, fra første Rood,
Du hâr haft mit Leer i Hænder,
Prøver hver min Draabe Blood,
240 Du omspeyler alt mit Sind,
Hver min Aande-dræt og Vind,
Og seer mig i Hiertet ind.

11.

Hafde du af Lykken fyldet
Mig med Verdens Lyste-skaal,
Og mit Levnet slæt forgyldet,
Føert mig til mit eget Maal,
Vaar jeg bleven Ynske-mæt,
Og paa Lykkens Tinding sæt,
Da, maa skee, du blev forgiet.

12.

Men om jeg hâr Verden prøvet,
Drukket tiit en Galde-drik,
Hâr jeg været tiit bedrøvet,
Fundet mangt et Hierte-stik:
GUD hâr mig dog givet Bood,
Og hâr lært mit svage Blood
Træde Verden under Food.

13.

Om sig Alting ikke skikker
Efter min Forvidenhed;
Om en Sorg i Barmen stikker,
Som jeg selv allene veed;
Om ey Solen daglig vil
Mig ald Lykke skinne til,
Jeg hâr dog ey tabt mit Spill.

14.

Om en Sky vil Modgang regne,
Bløde ald min Glædis Barm,
Og om Dødsens Piil vil tegne
Helsot paa hver Frendis Arm;
241 Om min Lykke skrider plat
Hen i en forvirred Nat,
Dog hâr GUd mig ey forlat.

15.

Derfor jeg til Takke tager
Med min GUd, i hvad hand vil,
Ingen Skaal mig ilde smager,
Som hans Haand mig skienker til!
Komme hvad der komme kand,
Sorrig eller Glæde-stand,
GUd er Lykkens Mester-mand.

16.

Dermed jeg fornøyed bliver
Med min GUd, i hvad hand giør,
Hand min Tarv mig ogsaa giver,
Længer jeg ey spørge tør!
Dermed jeg i alle Stød,
Dermed jeg i Lyst og Nød
Er fornøyed til min Død.