↩
Siung mig en deylig Morgen-sang,
O kiære Siæl, stat op af senge:
Giør med din Tak en Himmelgang:
Giør vold oppaa den Stierne-borg,
Og glem saalenge, Verdens Sorg.
Langt fra min Jorde-klimp og krop,
Mit Borgerskab er i Guds Rige
Der stunder jeg og daglig op!
Lov, Priis og Tak i tusind tal,
Skee Gud i høyen Himmel-sal.
End kun min blotte Hierte-tak,
Ald anden Gierning her i Live
Dend er at yde ald for lak:
Men mine Suk du ey forsmaar,
Og Graaden som i øyne staar.
125
Gud giorde det jeg sov i Fred,
Jeg derfor vil mod Jorden neye,
Og kysse HErrens foode-fied!
Jeg Dulmed vel i Mørkheds Land,
Blev dog betient af Gud og Mand.
Sin Buegang med lyst at gaa,
O Gud, hvad overvettis Glæde,
Jeg daglig kand i hiertet faa,
At Christ Rætfærdighedens Sool
Hand har i mig et skinnebool.
I mig, at jeg, som lyvsens Barn,
Ey lader mig af verden blinde
Og snæris udi Satans garn:
Lad Kiødsens lyst i mig uddøe,
Og tænke paa mit Kiød er høe.
Som Satan hærded i min Synd,
Er fløyen over tusind Mile,
Og hafde mod mig ingen fynd:
Paa min Dørstolpe JEsu blood
Mod Morderen sig finde lood.
Skal udi Dag forsømme sig,
At hand mig kand i Hælen stikke,
Og slae med Tungen hemmelig,
126 Men Gud giør du mit Ansigt stift,
At jeg kand lee ad hendis Gift.
Skal Armod eller Fattigdom
Mig efter HErrens Ville trykke,
Lad dog min Troo ey stødis om:
Men giv mig med Taalmodighed
At giøre HErrens Kalk beskeed.
Mit Arbeid og min sure sved,
Lad mig med Satans Kalv ey pløye,
Af andris Blood giør mig ey feed:
Viis mig dend Vey hvor jeg skal gaa,
Udi Guds frygt mit Brød at faa.
Elsk paa din Viingaard idelig,
Lad os af Ordet Frugter bære
I Kierlighed, enhver for sig,
Lad Kirkens Fiender see sin harm
Paa os din Hiord udi din Barm.
Paa KONGEN overflødelig,
Lad ham, som David Krunen bære,
Bøy selv hans Hierte efter dig:
Raadfør du selv hans høye Raad
At deris Verk gaar vel i Traad.
127
Omskands, o Gud med Fred og Roo,
Giør alle dem, som os bekriger,
Til vore Fødders træde-broo:
Giør Luften sund og Jorden feed,
Omkrone dend med Frugtbarhed.
Og fanger nu min Gierning an,
Min Gud mig end saa naadig bliver
Som hand i ald min Tiid er van,
Hand tager Haanden med mig i,
Og med sin Aand staar trolig bi.
Om Lykken end vil med mig staa
Men alt som Dagen sig mon rygge,
Vil jeg min Siæl alt minde paa,
At Glasset rinder, Tiiden gaar,
Og ævigheden forestaar.
Min torne-fulde Levnets gang,
Sin Aand skal Gud i Hiertet sende
Udi min sidste Aandefang!
Skiul da, o Jord, min syndig Krop
Mens Siælen følger Engle-trop.
Dend syvende Morgen-sang.
1.
VAag op og slae paa dine Strenge,Siung mig en deylig Morgen-sang,
O kiære Siæl, stat op af senge:
Giør med din Tak en Himmelgang:
Giør vold oppaa den Stierne-borg,
Og glem saalenge, Verdens Sorg.
2.
Velan! jeg vil til Himlen stige,Langt fra min Jorde-klimp og krop,
Mit Borgerskab er i Guds Rige
Der stunder jeg og daglig op!
Lov, Priis og Tak i tusind tal,
Skee Gud i høyen Himmel-sal.
3.
Jeg har ey andet dig at give,End kun min blotte Hierte-tak,
Ald anden Gierning her i Live
Dend er at yde ald for lak:
Men mine Suk du ey forsmaar,
Og Graaden som i øyne staar.
125
4.
Nu vogned jeg og slap af leye,Gud giorde det jeg sov i Fred,
Jeg derfor vil mod Jorden neye,
Og kysse HErrens foode-fied!
Jeg Dulmed vel i Mørkheds Land,
Blev dog betient af Gud og Mand.
5.
Nu seer jeg Soolen at optræde,Sin Buegang med lyst at gaa,
O Gud, hvad overvettis Glæde,
Jeg daglig kand i hiertet faa,
At Christ Rætfærdighedens Sool
Hand har i mig et skinnebool.
6.
Lad, Jesu, flux dit Lyvs oprindeI mig, at jeg, som lyvsens Barn,
Ey lader mig af verden blinde
Og snæris udi Satans garn:
Lad Kiødsens lyst i mig uddøe,
Og tænke paa mit Kiød er høe.
7.
De dødelige Skud og Pile,Som Satan hærded i min Synd,
Er fløyen over tusind Mile,
Og hafde mod mig ingen fynd:
Paa min Dørstolpe JEsu blood
Mod Morderen sig finde lood.
8.
Nu veed jeg vel at Satan ikkeSkal udi Dag forsømme sig,
At hand mig kand i Hælen stikke,
Og slae med Tungen hemmelig,
126 Men Gud giør du mit Ansigt stift,
At jeg kand lee ad hendis Gift.
9.
Skal sygdom, sorrig og Ulykke,Skal Armod eller Fattigdom
Mig efter HErrens Ville trykke,
Lad dog min Troo ey stødis om:
Men giv mig med Taalmodighed
At giøre HErrens Kalk beskeed.
10.
Velsigne, Gud, udaf det HøyeMit Arbeid og min sure sved,
Lad mig med Satans Kalv ey pløye,
Af andris Blood giør mig ey feed:
Viis mig dend Vey hvor jeg skal gaa,
Udi Guds frygt mit Brød at faa.
11.
Bevar hos os din rene Lære,Elsk paa din Viingaard idelig,
Lad os af Ordet Frugter bære
I Kierlighed, enhver for sig,
Lad Kirkens Fiender see sin harm
Paa os din Hiord udi din Barm.
12.
Gud legge Hæder, Priis og ÆrePaa KONGEN overflødelig,
Lad ham, som David Krunen bære,
Bøy selv hans Hierte efter dig:
Raadfør du selv hans høye Raad
At deris Verk gaar vel i Traad.
127
13.
Vort gandske Land, og begge RjgerOmskands, o Gud med Fred og Roo,
Giør alle dem, som os bekriger,
Til vore Fødders træde-broo:
Giør Luften sund og Jorden feed,
Omkrone dend med Frugtbarhed.
14.
Velan! Jeg til mit Kald mig giver,Og fanger nu min Gierning an,
Min Gud mig end saa naadig bliver
Som hand i ald min Tiid er van,
Hand tager Haanden med mig i,
Og med sin Aand staar trolig bi.
15.
Jeg vil dog ey paa Verden bygge,Om Lykken end vil med mig staa
Men alt som Dagen sig mon rygge,
Vil jeg min Siæl alt minde paa,
At Glasset rinder, Tiiden gaar,
Og ævigheden forestaar.
16.
Saa skal jeg i Guds Frygt fuldendeMin torne-fulde Levnets gang,
Sin Aand skal Gud i Hiertet sende
Udi min sidste Aandefang!
Skiul da, o Jord, min syndig Krop
Mens Siælen følger Engle-trop.