↩
Dend første Sang.
Mit Hierte, Siæl og Sind,
Lad Verdens Sorg betemme,
Slae dend i Veir og Vind!
Op i GUds Aand og Kraft,
Op Harpe, op min Psalme
Og giennem Kiødets-qvalme
Og Blodets dorske Saft.
Om end jeg ikke kand
Af Himlens rene Kilde
Opfylde Hiertets Spand
Med Naaders Floode-maal,
Hvis grunde-løse Strømme
184 Afgrunden ey kand tømme,
Ey Hafsens hule Skaal.
Jeg hâr et bruddet Kar,
Hvor Naaden giennemrender,
Før jeg det bliver var,
Du JEsu, O du seer
Min ankelig Formue,
Hvor lit jeg og mon due
Til got i dette Leer.
At Satan er saa snild,
Som mig mit Hierte hamrer
Tiit ved en syndig Ild,
At jeg med Andagt ey
Min Aand til GUD opløfter,
Men mig i Jorden grøfter,
Langs ned ad Dødsens Vey.
En vellyst-maded Krog,
Som Satan veed at drage
For Dødsens Brod og Aag:
Nu staar jeg tanke-fuld
Med Verden i mit Øye,
Og tæncker, hendis Fløye
Er af bestandigt Guld.
Af mange Sørge-lod,
Bekymring om det slynged
185 Med Tankers Pine-brod!
Min listig Avindsmand
Med Uro kand forvolde,
At jeg mig nep kand holde
I ret andægtig Stand.
Og knuger Sindet ned,
Og vil min Andagt myrde
Med stor Urolighed:
Min Andagt over alt
Maa giennem Spißrod vløbe
Og Korsens torned Svøbe,
Som tiit giør Blodet kalt.
Og ofte med dem gaar
Did hvor mand Verden tiener
Og GUD bag Dørren staar;
Mit Hierte flyver frem
Hvor Lyste-druer drybe,
Men neppist kan det krybe
Til GUds Jerusalem.
Du med din kraftig Aand,
O GUD! mit Hiert' oplukker
Og løsner Tungens Baand:
Løft, JEsu! Siælen op,
At dend paa Troens Vinger
Med Andagt sig opsvinger
Til Himlens Telt og Top.
186
At det i Strømme-vand
Alt Verden ud kand slippe,
Og Himlen giemme kand.
Tag saa dit Huus og Boo
O søde GUD! der inde
Og lad mig Andagt finde
Til Siælens Trøst og Roo.
Og finder Brudd og Baand,
Mens det paa Korset prøvis,
O JEsu! i din Haand,
Du dog saa nændsom er,
At du min Andagts Vinger,
Med din dend Prøve-finger
Flux op mod Himlen bær.
Mit Hiertis lønlig Vraa
Og skiære, som med Knive
Mit Sind hvor jeg mon gaa,
Din Torne-krone mig
Dog Trøst og Taal indgiver,
At Syndsens Torn ey bliver
Min Siæl ulidelig.
I Andagts Fiære-ham.
Du, JEsu mig skal lette
Fra Jordens Lyste-kram,
At jeg, ved Aandens Sving
Kand giennem Skyen bryde,
187 Og for GUds Throne yde
Mit Hiertis skiulte ting.
Ald Verdens Tanke-tøy,
Mens jeg til GUD kand ile,
Til Himlens Hald og Høy:
Viig af ald Lyst og Synd,
Som mig fra Himlen rykker
Og snedelig nedtrykker
I Verdens Henge-dynd.
Bort alt det hindre kand,
Vær, JEsu! flux tilrede
Med Andagts Blus og Brand,
Bort Lyst, jeg agter hiem
Til Himlen med min Tanke
O GUD! lad dend ey vanke
Men hielp dend naadig frem.
Mit Hierte for din Stool
Min Øyne-strøm skal flyde
For dig ald Naadis Sool,
Indtil min Andagt maa
Sig stille for dit Sæde,
Til Trøst og Himmel-glæde
I Liv og Død at faa.
Dend første Sang.
Andægtigheds Opmuntring.
Kand og
siungis under dend bekiendte
Melodie:
Jeg vil din Priis
udsiunge.
1.
Op, op med Himmel-stemmeMit Hierte, Siæl og Sind,
Lad Verdens Sorg betemme,
Slae dend i Veir og Vind!
Op i GUds Aand og Kraft,
Op Harpe, op min Psalme
Og giennem Kiødets-qvalme
Og Blodets dorske Saft.
2.
O GUD! du veedst jeg vildeOm end jeg ikke kand
Af Himlens rene Kilde
Opfylde Hiertets Spand
Med Naaders Floode-maal,
Hvis grunde-løse Strømme
184 Afgrunden ey kand tømme,
Ey Hafsens hule Skaal.
3.
Mens, O min GUD! du kiender,Jeg hâr et bruddet Kar,
Hvor Naaden giennemrender,
Før jeg det bliver var,
Du JEsu, O du seer
Min ankelig Formue,
Hvor lit jeg og mon due
Til got i dette Leer.
4.
Jeg hiertelig bejamrer,At Satan er saa snild,
Som mig mit Hierte hamrer
Tiit ved en syndig Ild,
At jeg med Andagt ey
Min Aand til GUD opløfter,
Men mig i Jorden grøfter,
Langs ned ad Dødsens Vey.
5.
Nu holder mig tilbageEn vellyst-maded Krog,
Som Satan veed at drage
For Dødsens Brod og Aag:
Nu staar jeg tanke-fuld
Med Verden i mit Øye,
Og tæncker, hendis Fløye
Er af bestandigt Guld.
6.
Nu er mit Hierte tyngedAf mange Sørge-lod,
Bekymring om det slynged
185 Med Tankers Pine-brod!
Min listig Avindsmand
Med Uro kand forvolde,
At jeg mig nep kand holde
I ret andægtig Stand.
7.
Nu trænger Korsens ByrdeOg knuger Sindet ned,
Og vil min Andagt myrde
Med stor Urolighed:
Min Andagt over alt
Maa giennem Spißrod vløbe
Og Korsens torned Svøbe,
Som tiit giør Blodet kalt.
8.
Nu hindris jeg af Venner,Og ofte med dem gaar
Did hvor mand Verden tiener
Og GUD bag Dørren staar;
Mit Hierte flyver frem
Hvor Lyste-druer drybe,
Men neppist kan det krybe
Til GUds Jerusalem.
9.
Thi beder jeg og sukker,Du med din kraftig Aand,
O GUD! mit Hiert' oplukker
Og løsner Tungens Baand:
Løft, JEsu! Siælen op,
At dend paa Troens Vinger
Med Andagt sig opsvinger
Til Himlens Telt og Top.
186
10.
Slae paa mit Hiertis Klippe,At det i Strømme-vand
Alt Verden ud kand slippe,
Og Himlen giemme kand.
Tag saa dit Huus og Boo
O søde GUD! der inde
Og lad mig Andagt finde
Til Siælens Trøst og Roo.
11.
Om Hiertet end bedrøvisOg finder Brudd og Baand,
Mens det paa Korset prøvis,
O JEsu! i din Haand,
Du dog saa nændsom er,
At du min Andagts Vinger,
Med din dend Prøve-finger
Flux op mod Himlen bær.
12.
Om Tornen end vil riveMit Hiertis lønlig Vraa
Og skiære, som med Knive
Mit Sind hvor jeg mon gaa,
Din Torne-krone mig
Dog Trøst og Taal indgiver,
At Syndsens Torn ey bliver
Min Siæl ulidelig.
13.
Saa vil jeg mig da sætteI Andagts Fiære-ham.
Du, JEsu mig skal lette
Fra Jordens Lyste-kram,
At jeg, ved Aandens Sving
Kand giennem Skyen bryde,
187 Og for GUds Throne yde
Mit Hiertis skiulte ting.
14.
Imidlertiid da hvileAld Verdens Tanke-tøy,
Mens jeg til GUD kand ile,
Til Himlens Hald og Høy:
Viig af ald Lyst og Synd,
Som mig fra Himlen rykker
Og snedelig nedtrykker
I Verdens Henge-dynd.
15.
Bort Avind, Had og Vrede,Bort alt det hindre kand,
Vær, JEsu! flux tilrede
Med Andagts Blus og Brand,
Bort Lyst, jeg agter hiem
Til Himlen med min Tanke
O GUD! lad dend ey vanke
Men hielp dend naadig frem.
16.
Saa skal jeg da udgydeMit Hierte for din Stool
Min Øyne-strøm skal flyde
For dig ald Naadis Sool,
Indtil min Andagt maa
Sig stille for dit Sæde,
Til Trøst og Himmel-glæde
I Liv og Død at faa.