Hierte-Suk.

✂ Søde Siæl, hvi vilt du komme,
Og saa tiit til Rætte staa,
Under Hiernens sumpig Domme,
I dit mørke Hiertis Vraa?
Ach! saa længe som du møder
Med mit svage Kiød og Blood,
Og dem ey tilbage støder
Er jeg fuld af Vedermood!
Det kand mig i Sindet prikke,
Jeg ey kom i Perle-svøb
242 Dend Tiid jeg vaar spæ, og ikke
Vuggen just paa Lykken løb:
Det kand mig i Hiertet anke,
At min Ungdom ey er fuld,
Efter Mening, Mood og Tanke
Af det skiønne Verdens Guld!
Er min Mandom ey opthroned
Høyt paa Verdens Velde-stool,
Og min Alderdom ey kroned
Med ald Velstands Aften-sool!
Hemmelig jeg da bejamrer
Lykkens blinde Fiadse-kast,
Kiødet selv og ofte klamrer
Om og Himlen selv er fast!
Hâr en anden bedre Lykke
End som jeg, da er jeg harm,
At ey nogen Modgangs Krykke
Settis hannem under Arm!
Andris Riigdom, Gods og Ære,
Høyhed, Velde, Held og Magt,
Kand mig i mit Øye skiære,
For det ey hos mig er lagt!
Er jeg siug og Senge-bunden,
Avindsiug jeg vel tør see,
For en anden ey er funden
Udi lige Verck og Vee!
Er mig Sorgen inden Dørre,
Døden giør mit Huus Gevalt,
Smerten bliver mig diß større,
For hand ey paa andre faldt!
Hierte Siæl, saa maa mit Øye
Bade ud med mangen Taar,
Og i Sindets Lage døye
Mange dybe hierte-saar!
Men, O JEsu! naar du viiser
Siælen fra min Hierne-damp,
Da GUds Forsyn giennemgliiser,
243 Tørrer Hiertets Lyste-svamp,
Saa jeg HErrens Øye kiender
Og hans Haand i alle Ting,
Være sig hvordan de render
Hen i Verdens falske Ring!
Derfor vil jeg mig ey støde
Paa en andens Lykke-vey,
Men for alt det mig skal møde,
Aldrig sige trodsig ney!
Græd mit Øye! men lad flyde
Ald din Graad i JEsu Skiød!
Saa skal dig GUds Øye gyde
Salighed i Liv og Død!