Hierte-Suk.

✂ Ach! hvi kand jeg aldrig lukke
Hiertets Dør for Sorg og Sukke,
Og en rolig Time faae?
Hvorfor ere mine Dage,
Meer end andris, fuld' af Klage?
Hvorfor skal jeg Arme gaa
Daglig spendt i Korsens Hilde,
Og i Øynis Taare trilde
Sindets Smerter i mit Skiød?
Hvorfor skal jeg Ene velte
Sorgens Steen, som ey vil smelte,
Om min Graad, som Elven, flød?
Hvorfor er min Angist mere,
Endsom ellers tj og flere
Skulde døe og daane ved?
Hvorfor skal min stakked Aande
Dragis giennem Vee og Vaande
I min Suk-trangbrystighed?
Søde JEsu, ald min Glæde,
Ald min Trøst i Øynis Væde,
Alt mit Haab i Verdens Sorg,
Ald min Hunning i min Galde,
Du min Stav naar jeg vil falde,
249 Du min Tilflugt, Skiul og Borg!
Du vel veedst jeg suremuler,
Naar du dig bag Væggen skiuler,
Lader som du ikke seer,
Om jeg end maa meget døye,
Lange Modgangs Furrer pløye
I Gienvordigheders Leer!
Dog kand du i ald min Smerte
Qvege mit halfdøde Hierte,
Naar du viiser mig en Smiil
Af dit Ansigts blide Straaler,
Da jeg, meer end gierne, taaler
Hver Død-skærped Korse-piil!
Thi jeg seer at du mig prøver,
Og en liden Tijd bedrøver,
At du mig tilmaale kand,
For en Skaal-fuld Øyne-taare,
Af GUds Himmel-veld og Aare
Tusind Floder Trøste-vand!
O min Siæl, saa lad dig tysse
Om din GUd vil paa dig drysse
Noget af en Sorrigs Regn!
Naar du Hiertets Graad udtømmer,
Da til GUD i Vand du svømmer!
Ald din Sorg er Naade-tegn!