Kingo, Thomas Digtning i udvalg

✂ MEtalle-buged Bierg, du sølve-svangred Grube,
Du Helved-sorte Vom, du mørkheds lange Strube,
Du Riigdoms fæle Grav, som Sool og Maanen ey
Vil lade skinne ind oppaa din Afgrunds Vey.
Hvo var det, som slap ned blant dine skidne Svenne
Det Rumpe skiødskinds Folk? der kummerligen tienne,
Og nest ved Helvede indhakker sig med Magt
For dend Sølv-klumped Erdtz, som er i skarnet lagt.
Hvo var det, som saa kiæk og modig torde stige
Fra den bestraaled Dag ned i dit mørke Rige!
Hvor Natten Hersker er og Christne Folk de gaar
Som Puslinger omkring udi de sorte Vraar?
Var det Kong CHRISTIAN dend Femte, Nordens Fader?
Var det vort Liv og Sool, der sig formørke lader,
Og leger Blinde-Buk med ald vor glæde saa,
Fordølger sig og faar en Bierge-Hette paa?
Behiertede MONARK, Jeg krymper mig og gruer,
Det Isner i mit Blood, naar Jeg i Sindet skuer,
Hvor Du dig voved ned udi dend Afgrunds Dal,
Og blev omsværted af dend skummel Bierge-Sal.
Det var dig ikke nok, her Oven-Jords at føre
Dit Sverd, dit Torden-skyt, og lade Verden høre,
Hvor viid din omhue er, hvor viit din Magt formaar
Dit Navn at føre ud, saa viit som Solen gaar.
310 Mens udi dybet ned Du modig vilde rende,
At og Du kunde selv dend Under-Verden kiende,
Og med din Øye-Sool ret tage meed oppaa,
Hvor suurt det søde Sølv er op til Lyvs at faa.
Der saae Du, hvor det laae, som et utidigt Foster,
Hvad Fare, møye, fliid og Sveed og Kunst det koster,
Før det kand drages aff sin mørke Fødsels Vraa,
Og i en Mesters Haand en anden skabning naa?
Der saae Du, hvad for skat, dend dybe Affgrund yder,
Og hvordan Erdtz og Sølv forunderlig frembryder,
Hvor skiden og hvor slet oprindelsen dend er
Til Sølv, som dog saa høy en priis i Verden bær.
O store Konge stiig dog op og lad dig finde,
Som Solen for dit Folk! Luk Bierge-Natten inde,
I sin saa plumpe Væg! Stiig op, saa skal Du faa
En Overskrifft, som skal paa Bierget ævig staa.