6. Genrer
✂ Kingos digte er hidtil blevet behandlet under ét, men de falder dog både efter deres emne og form naturligt i grupper, der bedst begribes som repræsentanter for forskellige genrer. Derimod er det næppe muligt at påvise en egentlig udvikling i forfatterskabet. Det skyldes for det første, at vi kun for en mindre del af digtene kender affattelsestidspunktet, for det andet, at der for alle de genrer, Kingo arbejdede med, gjaldt bestemte konventioner. Dem respekterede han, samtidig med at han gav dem liv ved sin intensitet og suveræne beherskelse af håndværket, og dermed formåede han at mærke dem med sit personlige præg.
✂ Denne på én gang receptive og kreative holdning til genrekonventionerne fremtræder eksemplarisk tydeligt allerede i Chrysillis (s. 7-16). Digtet overtager hyrdedigtningens inventar af personer, situationer og miljø og er for så vidt typisk for tiden og genren. Nok så afgørende, i det mindste for en moderne vurdering af digtet, er det dog, at rammerne for den pastorale idyl sprænges ved den personlige og dybt alvorlige farvning af kærlighedsforholdet, der fremtræder mest markant i strofe 12 og 15-16. Også i Kingos andet kærlighedsdigt, Candida (s. 391-394), er den landlige idyl 440 gennemtrængt af en lidenskab, der overskrider konventionen; når digtet rummer bønner til Venus og Cupido, er det i overensstemmelse med genrens krav og selvfølgelig ikke udtryk for, at den forelskede biskop var blevet hedning.
✂ Bag kærlighedsdigtene kan man ane en konkret anledning til affatteisen - Candida regnes almindeligt som Kingos frierdigt til Birgitte Balslev. Præget af lejlighedsdigt er dog tydeligere i andre af de verdslige digte. Karsten Atkes Afskeed fra Løve-Herridt (s. 18-28) er foranlediget af vennens bortrejse, der inspirerer til en fin naturskildring, som er karakteristisk for tiden ved sin blanding af æstetisk nydelse og bedsteborgerlig tilfredshed med det gode udbytte; de meget realistiske skildringer af flyttelæsset og Karsten Atkes slid i andres tjeneste giver også dette værk personligt liv. Digtets private karakter har Kingo understreget ved sit valg af metrum: de ganske korte vers er med til at skabe en rask og let stemning. Et lignende versemål har Mølle-borups Velkom (s. 147-149), en munter repræsentant for en ældgammel genre, bryllupsdigtet. Det er nærliggende i digte ved netop denne lejlighed at besynge ægteskabets glæder, men i modsætning til sine samtidige berører Kingo næsten kun bordets.
✂ Tidens almindelige begejstring for vers prægede også brevskrivningen, idet man yndede rimbreve af enhver art; Kingo har bidraget til genren med bl.a. Fynske Mercurius (s. 305-306) og bindebrevet til Birgitte Balslev (s. 312-316). Særlig dyrkedes bønskriftet; Odensee Hospital (s. 302-304) hæver sig over flertallet ved sin indfølte skildring af baggrunden for henvendelsen. Tilsvarende er bitterheden i dedikationen i Vinterparten (s. 387) tydeligvis dybfølt.
✂ De hidtil omtalte lejlighedsdigte er i det mindste primært rettet til en ganske snæver kreds, og Kingo har da heller ikke selv ladet dem trykke. Anderledes forholder det sig med værker af et mere officielt præg, der blev udgivet, gerne som etbladstryk, hvis omfanget talte for det. Én gruppe inden for disse lejlighedsdigte af offentlig interesse er mindedigtene over nyligt afdøde (s. 139-146, 413). Genren såvel som lejligheden foreskriver to emner: afdødes liv og døden som grundvilkår. Mens det første giver anledning til at beskrive de forskelligste levnedsløb, skulle man vel ikke vente, at tanken om døden kunne varieres meget, men der er en uudtømmelig 441 billedrigdom i Kingos fremstillinger af altings forgængelighed, dødens uafvendelighed og det evige livs lyst. I mindedigtet over Niels Juel (s. 395-404) fremkalder den dødes exceptionelle status en pompøs indledning, som påkalder sig speciel interesse ved at oprulle det datidige verdensbillede. Trøstebrevet til Juels enke (s. 405-407) kan næsten virke som en skitse til Samtale med Rygtet, men også det er et gennemarbejdet barokdigt. De æredigte, der regelmæssigt blev trykt foran i datidens bøger, har det træk fælles med mindedigtet, at der kræves en skildring af en historisk person, i æredigtet bogens forfatter; derudover er en anbefaling af det foreliggende værk på sin plads. Kingos digt til Dorothea Engelbretsdatter (s. 307-308) opfylder elegant forventningerne og leger tilmed drillende med kønsrollerne.
✂ I anledning af Niels Juels død forfattede Kingo en række inskriptioner til gravmælet (s. 408-412). Indskriften er en krævende genre, men også i denne helt korte form er Kingo en mester; de talrige påskrifter fra hans hånd er indholdsmættede, prægnante, slående (s. 162, 388, 389, 415), og det samme gælder hans digte til portrætter (s. 311 og 390).
✂ De digte, hvor Kingo for det fuldeste register kunne gennemspille barokkens pompøse effekter, er hyldestdigtene til kongen (s. 29-47, 151-161 og 309-310). Til at udtrykke begejstringen og hengivenheden for dette højeste væsen på Jorden er alle verbale midler taget i brug, og digtene er da også blevet prægtige. De far et noget forskelligt præg efter anledningen: Kroneborgs Korte Beskrifvelse er i vidt omfang versificeret topografi, hvor slottets pragt kaster glans over dets herre, mens Christian dend Femte ... Hans Majestæts første og Lyksalige Ledings-Tog har træk af krigsreportagen. For en nøgtern eftertid kan det forekomme forbløffende, at Christian V kunne fremkalde al denne medrivende patos, men forklaringen må søges i, at han for Kingo ikke primært er en person med al den syndighed og ringhed, der klæber ved ethvert menneske, nej, han er så at sige embedet, Guds stedfortræder på Jorden, og det er i den rolle, Kingo af hjertet kan hylde ham.
✂ Så godt som alle Kingos officielle lejlighedsdigte er formet i det metrum, der ansås for passende til ophøjede emner, nemlig aleksandrineren, dvs. parrimende vers med skiftevis to- og enstavelsesrim, 442 hvor hvert vers består af seks jamber (en tryksvag + en trykstærk stavelse) med en pause efter de første tre. Når enkelte af de private digte også er aleksandrinere, kan det rimeligvis tages som udtryk for, at Kingo har ønsket at fremkalde en vis højtidelig stemning; det kan gælde Odensee Hospital og bindebrevet til Birgitte Balslev, der begge har en udpræget religiøs karakter. Fynske Mercurius er af en anden støbning, men her er det forbilledet, Anders Bordings månedlige avis Danske Mercurius, der har bestemt metret.
✂ Den anden hovedgenre i Kingos forfatterskab er salmen. Også for den fandtes en række konventioner, som Kingo dels overtager, dels fornyer. Siden reformationstiden var der oversat og nydigtet salmer til brug ved en lang række lejligheder: morgen- og aftensalmer, bods- og bekendelsessalmer, bibelhistoriske salmer, især om Jesu lidelse, død og opstandelse, lovprisninger, betragtninger over livets store vendepunkter og daglige foreteelser, bønner og gendigtninger af de gammeltestamentlige salmer. Kingo behersker disse traditionelle genrer og overtager såvel deres emner som billeder og enkeltord, men han sprænger også deres hidtidige, overvejende teologisk bestemte former ved at omdanne dem efter barokkens æstetiske idealer. Ligefrem forførende er Kingos konsistente billedsprog, der kan oplade den konkret sansede situation med betydning, til den får svimlende - kosmiske - perspektiver. Den uudtømmelige variationsrigdom i morgen- og aftensangenes beskrivelser af principielt de samme trivielle gøremål er et charmerende udslag af digterens frodige opfindsomhed, ligesom valget af de meget forskellige versemål afspejler den suveræne mesters lyst til at stille sig stadig nye opgaver - og løse dem tilsyneladende legende let. De vekslende metriske rammer udfyldes selvfølgeligt med spændstige verslinier, der rummer et minimum af slapt fyld, og hvis prægnante formuleringer ofte indbyder til dvælen; men i selve kompositionen ligger et incitament til at gå videre for at fatte den samlende idé, som den viser sig i salmens helhed.
✂ I modsætning til næsten al anden barokdigtning har Kingos salmer bevaret den friskhed, som er tegnet på klassikerens tidløshed. Hvor periodens litteratur for eftertiden ellers som regel har virket hul og forskruet pga. den lidenskabelighed, der nemt kan virke 443 postuleret, lykkes det i salmerne Kingo at forme et sprog, som både udtrykker de stærke følelser og gør dem troværdige ved at vise deres udspring i konkrete situationer, i genkendelige psykiske tilstande og i konfrontationen med tilværelsens grundspørgsmål. Salmernes overbevisende intensitet beror på digterens nuancerede psykologiske indsigt, vundet ved smertelig, men nøgtern selverkendelse. Den hensynsløse selvudlevering er afgjort personlig, dog uden at blive privat - dens almene karakter åbner for identifikationen med salmens jeg, og dens ærlighed betinger muligheden for en renselse. Kingos salmer bruger nok store ord, men de taler også om store ting, som det moderne menneske sjældent far lov at udtrykke og ofte ikke evner at formulere; derfor er salmerne den dag i dag anvendelige - ikke på trods af deres fremmedartede sprogdragt, men i høj grad netop på grund af deres stemningsskabende forskellighed fra dagligsproget.