Til SFJ 0* HJU fra DHj17/12/51 Sogie overvejelser vedr. »form* og »substans* ("Paa tænkt indlæg i LK GU 18/12/51 )
1 »Udtømmende* vil sige: udtømmende ud fra visse forudsæt- ninger (aksiomer), der (i overensstemmelse med erapiriprin« dopet) vælges som (alene) relevante. Overholdes disse ikke, brydes modsigelsesfriheden. 2 I det følgende tales indtil videre ikke om »form1 og »sub- stans*, men om et foreliggende »emne*, hvilket vil sige et sæt af aksiomer, hvoraf der lader sig deducere en kalkyle, af hvis muligheder alle eller nogle registreres som realiserede. Et komplementært emne vil sige et sæt af indbyrdes inkom- patible emner, der affcildes paa hinanden. Afbildningens (dvs sammenligningens ) nødvendighed er i saa fald aksiom for disse emners forening, efter at de er beskrevne hvert for sig. Adskillige erfaringsgenstande er komplementære emner. Metode: Ethvert forelagt erane behandles udtømmende (1), først analytisk, derefter syntetisk, 5 Som éksempel skal her vælges (som det hypoigst diskuttsede) det talte udtryk. Dette er en erfaringsgenstand, og antages paa forhaand at være et komplementært emne (af første grad, forstaaet relativt): det kan beskrives som udtryk eller som talt ("tongsprudder skrød- niflus" o. lgn. er talt men ikke udtryk; noget blot skrevet udtryk men/ikke-talt). of Det talte viser sig igen at være et komplementært emne (af anden grad): det kan beskrives fysiologisk, eller fysisk-aku- stisk. (Derimod ikke perceptionspsykologisk: det er et kom- piementært emne af første grad, ) 4 VI vælger først at beskrive det fysiologiske mmna. Aksiom- systemet og kalkylen er den fysiologiske lære om bevægelses- mulighederne i luftvejene. Ved anvendelse paa en forelagt tekst viser alle eller nogle af disse muligheder sig at kunne regi- streres som realiserede. Her bør vi især gøre os klart: hvad der er (den udtømmende) analyses sidstestørrelser (det, der inden for et komplementært emne henstaar som det enkelte emnes »løse ender*) (5 nedenfor); • hvad der bliver analytiske og hvad syntetiske størrelser, og hvilke traditionelle størrelser der eventuelt slet ikke kan naas modsigelsesfrit (f, e.: kun kan nass ved inddragning af tegnrelevansen, som ikke indgaar 1 den fysiologiske aksio- mat i k) (6 nedenforj.
2SiJstsatørrelserne er noget s^ftdant som Jespersens en t alf abe- tiske formeltegn (f. e. 1, 2 .»•, alpha, beta ,(Eller Pikes, som dog er mindre velegnede« ) Disse repræsenterer vel at mærke vilkaarlige filspunkter inden for continued hvert fald for største delen). Hertil maa føj es-1) til- gang, oosition, fragang, 2) varighed (continuum), j) »før1, 'efter* og »samtidig*. (Nr. 2 og ) ør tidsbestemte og be- ror altsas paa tidsliniens inddragning i aksiomatikken*) Som analytiske størrelser kan muligvis opstilles oausebestemte feder, Spreehtakte, chest-pulses o. lgn. Som syntetiske størrelser kan tænkes opstillet enheder karak- tørisered® ved aabningsgradskurver samt ved tilgange- og fra- gangsfeder (jf. sonoritetsstavelsen, Grammontø stavelse). Alt dette er særdeles mal étudiét emnet 'fysiologisk tale* er yderst mangelfuldt undersøgt* Enheder som'alnha t,* »epsilon o *o, lgn* maa være analytiske størrelser* Dtsse^st&gøfy igen indbyrdes grupper, som ligeledes er analytiske størrelser* Baade de førstnævnte enheder og de sidstnævnte grupper er af forskellig varighed. EnkeltIvd i hævdvunden forstand (sounds, phones ) naas hverken analytisk eller syntetisk, (Pikes forsøg i denne retning be- tragtes like som holdbart; hans definition af sound, Phonetics 11é, bygger ogsaa paaø phoneme, dvs, aksiomatikken er ikke gen- n emført i overensstemmelse med 1 ovenfor«) Grunden hertil-er, at mksiomatikken for størstedelen kun præsenterer continue, saaledes at man aldrig er berettiget til, paa grundlag af den fysiologiske ftteiomatik alene, at identificere to forek0mster af noget uden at risikere, at det komplementære emne, det talte udtryk, ikke lader sig b skrive i overensstemmelse med empiri- gjfincinpet, s/ttøcielt modsigelsesfrit og saa simpelt sotn muligt. Sammenfatningen af individer..i klasser (eller, om man vllf af varianter 1 Invarianter; reduktionen eller identifikationen) Sører til det komplementære emne, ikke til det fysiologiske emne. Vi vælger dernæst at beskrive det talte udtryk qua udtryk. Da »udtryk* er solidarisk med »indhold*, er aksiomsystemet og kalkylen den lingvistiske lære om tegn og figurer* Ved an- vendelse paa en forelagt tekst viser alle eller nogle af Øføø kalkylens muligheder sig at kunne registreres som realiserede. Som bekendt indgaar tøommutationen i aksiomsystemet. Det kan inden for teknikken være hensigtsmæssigt at skelne imellem tegn ko mutation og tXg»x knmmuta.UOfl»- imitationen involverer Ah sammenfatning af individer i klasser (eller af variant er i lnvr riant er: en reduktion eller identifikation). og det viser sig igen her (som nærmere paavist af EFJ ), at denne hører til det komplementære emne, ikke til udtrykket qua udtryk. blot (De »løse ender* (jf. 4 ovenfor) er her ikke/analysens sidste- størrelser, men hver operations sidstestørrelser. (Muligvis gælder dette ogsaa om det fysiologiske emne.))
/—! JLf
3Som følge af selve den ais i o mat i i:, der ligger til grund for analysen af udtrykket qua udtryk, maa denne sidste altsaa i teknikken foregaa samtidig med analysen af det komplementære emne (det talte udtryk). Dette vil atter sige, at analysen af udtrykket qua udtryk forudsætter (ikke blot analysen af ind- holdet qua indhold, med hvilken den ligeledes maa gae haand i haand, ligesom ogssé vice versa )(men ogsaa ) analysen af et andet af de emner, der indgaer i det komplementære erane »det talte udtryk*, in casu, i det valgte eksempel, den ovenfor (4 - 6 ) beskrevne analyse af det fysiologiske emne. Dersom der i det komplementære emne (»det talte udtryk*) indgaer andre enkelt-emner (f. e, det fysisk-akustiske), kunde det imidlertid lige sae godt vælges, I saa fald staar altsaa to eller flere variable earner over for eet konstant eiune (i relativ forstand). De enkelt-emner, der indgaar i det komplementære emne, kan altsaa deles i to klasser: en række variable og en relativt konstant. Den relativt konstante benævnes i traditionel glos- sematik formen: de variable substanserne, M/#ø*købøl* / øatrtø øf/døøøø/øø# En form-analyse (uanset dens resultat) er altsaa praktikabel uden at der kræves een bestemt substans; og det er een af de meninger, der skal lægges i arbejdshypotesen, at substans forudsætter form, ikke omvendt. Heri er (i det valgte eksempel) især involveret, at enkel tlyd ikke kan registreres gennem substans-analyse alene, 8Den hensigtsmæssige procedure vil altsaa være den, at man faret giver en intern substansbeskrivelse, som den ovenfor 4 - 6 ) beskrevne, øg derefter giver paa een gang en intern formbeskrivelse og en beskrivelse af det komplementære emne; sluttelig— bør man give en »sut? s % JHQJ.dnj.ng. | Simpelhedens princip medfører her nødvendigheden af en kon- formitetsprøve, hvorved man udelukker fra procedurens kapitel 2 (formbeskrivelsen), hvad der allerede er beskrevet i kapitel 1 (den første substansbeskrivelse). Dersom der hélt igennem viste sig at være konformitet mellem form og substans, vilde de skulle identificeres; dersom der er delvis konformitet, skal de konform® dele henføres til substansen alene, (Dette er i noget højere grad tilfældet, dersom trykt WMKVim skrift vælges som substans; inventaret af taxemer kand da være iden- tisk, men i regelen ikke relationsreglerne, ) Denne fconforaiitetsprøve alene muliggør hvad man har kaldt en formbeskrivelse under bortseen fra substansen. 9 I henhold hertil vil form-analysens sidstestørrelser ikke kunne være konforme med substans-analysens sidstestørrelser (5 ovenfor), ej heller mel syntetiske eller analytiske sub- stans-analyse-størrelser (6 ovenfor). 10 En. tajcemvariantmanifestation benævner vi en lyd. Dersom denne efter (eller ved) substanstilordningen deles videre i substansstørrelser, vil nogle af disse fremgaa af en deling af størrelser der har større udstrækning end den enkelte gam*«lyd (Jf. hvad der er sagt om varigheden ovenfor 6 midt). Dette viser, at de fremgaar af et forrafremmed hierarki.
411
12
I henhold til 9 og 10 mam det forudses, at form-enelysens sidste invarianter sædvanlig bliver det, man hidtil har kaldt taxemar, madens en form-analyse ned under taxemgrænsen sædvan- lig ikke vil være praktikabel. Dette afhænger dog i hvert enkelt tilfælde af det forelagte emne, dvs nf emoiriorinoiopets sadvanli e krav, Bovedmomentet i arbejdshypotesen om, at substans forudsætter form, er, at, for at blive ved det valgte eksempel, en ud- tømmende beskrivelse af det talte udtryk kræver opstilling af substans3ategorier, der ikke fremgåsr af substansen selv alene men er dikterede af formen og af det komplementære emne (her- iblandt sproglyd, fonemer og mere ko o 1.ekse enheder og alsses kategorier ).
13
14
Dersom man opstiller (aller tænker sig opstillet) en kaliyl« over alle emer (eller nogl« emner, af en nærmere angiven art) der er komplementære af første grad (se 5) - eller, med andre ord, hvis man opstiller en kalkulatorisk sprogtypologi, vil de muligheder, der for hvert enkelt tænkt sprog kan regnes med, blive (near form kaldes f og substans ke.ldes s) dem der er re- præsenteret ved formelan + £s ♦ fs Fs - ?s * £ *-H s i hvilKet er nr, 4 i de uldallske relationer og benævnes en konnunkt præsensselektion (i hvilken substansen selekterer formen)• fil slut en tilføj el se[bil 7 ovenfor: Reduktionen (identifikationen) bør saa vidt muligt foretages ved hjælp af kriterier der ikke hentes fra substansen, saaledes at der kun - af hensyn til simpelhedens princip - recurreres til substansen i de tilfælde hvor ingen andre kriterier foreligger. Bl. a. heri ligger nytten af at skelne, som foreslaaet, mellem tegnkommutation og figurkonmutation. Alternationer kan afgive et kriterium (som vist af Spang-Hanssen), og dette har særlig direk- te interesse naar det drejer sig om kenematier bestaaende af eet og kun eet taxem.
Alt det ovenstaaende gfclder mutatis mutandis ogsaa fpr ind- hpldsplanet og ogsaa for andre substanser end den fysiologiske.
(