BLÆSTEN

✂ Det blæser, blæser, blæser,
og alle Træer neje sig,
det gamle Løv det hvæser,
de nye Blade dreje sig.
Den stride Storm ad Marken staar
— se dèr fløj Hatten af dit Haar:
Mens Drenge række Næser,
den vilde Jagt ad Vejen gaar.
Det blæser, blæser, blæser,
og gennem Buksebenet staar
som tynde Stilke dine Laar
— de dumme Blæst-Fadæser!

✂ Og Vinden Kviste kapper
og river Rakler af hvert Træ.
Trangbrystig Luft du snapper
og gaar i Storm til dine Knæ,
65 og frygter for de talte Haar,
der stejlt paa Hjerneskallen staar,
mens Stormen rask dem rapper —
en hel Paryk i Løbet gaar.
Thi Vinden snapper, snapper
og gaar til Ben og gaar til Marv
og frisker op lidt Sygdoms-Arv
i dine Hjerteklapper.

✂ Den trævler Rosens Blade
og spytter Blomster over Vang,
den vipper Fugl af Stade,
den gaar sin raa Vandalergang,
den plyndrer selve Livets Træ
paa Godt og Ondt — i Ny og Næ
dets Frugter tager Skade.
O ve, der røg de ti Guds Bud
paa Skriftens skøre Blade.
Den river ned, den renser ud,
den ribber hver en gammel Gud
for Gøgl og Falbelade.

✂ Den smadrer Kirkeruder
og vælter tunge Marmorkors,
i Domsbasun den tuder
og tramper ned som Dødens Hors.
66 Guldkroner pustes af som Fnugg
og Taarer tørres bort som Dugg,
Alt styrter ned, som luder,
hver vissen Potentat-Evnuk
blir kvalt i sine Puder:
I denne Storm staar Alt paa Spil,
for Vinden gaar, hvorhen den vil —
den blæser ad Jordens Guder.