AFTEN

✂ Se, Dagen har fløjet til Ende,
Fugl Føniks naaet sit Maal —
begge dens Vinger brænde,
de synke i Solens Baal.

✂ Den ene Vinge er buet
i Glød af den flammende Sol,
som Funker er Dunene luet
højt op mod den blaanende Pol.

✂ De lange Slagfjer falmer
med døende Askeglød,
de synker som visnede Palmer
ned over Dagens Død.

✂ Saaledes til Jordens Ende
skal Dagene brænde bort
og fødes paany og vende
— og Livet tykkes for kort.

✂ Til Madskab og fyldte KrybberSulten os hjemad bar.
Men Livet drypper og drypper
i Tidens bundløse Kar.

✂ Bag Nætternes gitrede Bure
Hjerterne fyldes med Gru:
De tusind dikkende Ure
dikke Tiden itu.

✂ Og selv vi véd, hvad vi vove:
Skønt Livet er altfor kort;
den ene Halvdel sove
som døsende Dyr vi bort.

✂ Vi lever af Livets Naade
og naar ikke Fremtidens Land:
Hver Aften formindskes vor Flaade,
et grundstødt Skib staar i Brand.