BARCAROLE

✂ Jeg gynger ved Middagstide
igennem den svømmende Stad,
hvor Marmorpaladserne hvide
rejse sig Rad ved Rad.

✂ Bag grønne, smulrende Skodder
stirrer Fortiden ned
paa Nutidens pjaltede Stodder,
der frem fra Callerne gled.

✂ Desdemona spejder deroppe
efter Morens slanke Galej:
Med Løven fra Masternes Toppe
stævned den Evigheds Vej.

✂ Langs med den luftige Riva
paa Fliser og op over Bro
henspanker den skønneste Diva
i Bomuld og klaprende Sko.

✂ I Ly af San Marcos Skove
af Kupler og funklende Spær
de mæskede Duer sove
i Solens blændende Skær.

✂ Hist oppe i Dogepaladset
staar aaben den store Altan:
Derinde studere ved Glasset
de baade Globus og Plan.

✂ Og ud fra Altanen flyver
over Lagunen i Sving
Venezias Gave til Bølgen,
Brudens vægtige Ring.

✂ Og Havet sin Gave sluger,
fordøjer det gamle Guld,
og atter Lagunen ruger
af tusind Løndomme fuld.

✂ De sorte Gondoler fare
som Baade med Masker paa,
et Mummebals evige Skare
af Baade, der komme og gaa.

✂ Jeg selv har taget min Maske
til Ly for den blændende Sol,
mens Fortidens Vande plaske
min ligkistesorte Gondol.

✂ Du Stad, som jeg skued i Drømme,
en By paa Bølgernes Bund,
solhvide Paladserne svømme
over Lagunernes Grund.

✂ Jeg slumrer i Vuggeklangen,
der staar fra din grønne Sø,
som bares jeg eventyrfangen
fjernt ud mod de Dødes Ø.