I KAMPAGNEN
✂
Over de vide Vange stryger fra Ostia Vinden,
driver Græsset i Bølger — Aksene hvidner af Sol.
Fjernt, som vugget af Sletten, i gnistrende blaa Forsvinden
knejser Sankt Peters Kuppel over den hellige Stol.
✂
Græshavet plettes og fures af brede Valmuestriber —
under den luende Sol de lysner som udgydt Blod.
Lurende dybt i Engen rinder den gule Tiber —
Oldtidens levende Slange omringler Syvhøjenes Fod.
✂
Ind mod de evige Mure løber i fjerne Radier,
vader igennem Græsset den buede Akvadukt —
sprængt er den vældige Kæde over tusinde Stadier,
Strømmen fra Bjergenes Kilder standset og brudt og lukt.
✂
Trindt paa de kvadrede Veje Minder i Stenen sove:
Hjulspor skaarne i Marmor under Kvadriga-Galop,
Spor af en Triumfator med klaprende Hestehove
ind paa den hellige Vej mod Kapitolium op.
✂
Slænger jeg mig i Græsset tæt ved den gule Tiber,
lægger jeg Øret til Jorden, hører jeg Fortidens Gunger,
Tubaer skingrer omkap med buldrende Pavker og Piber,
og Legionernes Marsch tværs over Kampagnen runger.
✂
Se, hvor de blinker i Solen med Ørne og Ulve og Kranse!
hør, hvor de hamrer med Malmet over det klingende Skjold!
Højt mod den evige Stad sig strækker hver blinkende Lanse —
Cæsar gaar gennem Hæren, barsk og smilende kold.
✂
Nu er her stille. Kampagnen døser. Ruinerne sove
langs ad den appiske Vej, smulrende Drømme i Sten.
Over de furede Kvadre skyller Græsset sin Vove,
Torsoer rager af Gruset, støtter paa splintrede Ben.
✂
Klumpede Monumenter sig taarne med sunkne Gesimser.
Relieffernes Støv pustes af Vinden hen.
Et bronzeskinnende Firben frem af Revnerne vimser.
Oldtidens furede Ansigt blottes og sløres igen.