AMORE SAGRO E PROFANO

✂ (Til Tizians Maleri i Gall. Borghese)

✂ Hver Lyd i Luften sagtner. Stille svinder
bag Lundens Stammer
et Hovslag af en Hest, fulgt af en Hund,
som glammer.
Skovsøens dybe Skaal
har drukket Solens sidste Flammer.

✂ Skarpt mod det gyldne Blaa opskælver Løvet
paa svaje Kviste.
Frøfyldte Valmukapsler springe op
og briste.
I Kløvermarkens Straa
to tyggende Kaniner liste.

✂ Usete Vandløb tage til at synge,
og Bække mumle
som dybe Fløjter op fra Kløftens Grund
den skumle.
I lydløs Flagredans
Natsommerfugle over Engen tumle.

✂ O Skønhedsdrøm, som Aftnens Øje møder
fra Hellas’ Dage:
Her staar i Marmorglans en Oldtidsbrønd
tilbage.
En Hest og Amoriner smaa
i Rytmedans om Randen drage.

✂ En Sarkofag omhegner Ungdomskilden,
hvor Vandet skyder
fra Eros Fingre, naar sit Billedspejl
han bryder.
Som Sølv det vævre Vand
ned mellem Roser tyst sig gyder.

✂ Og klædt i Silke, hvid som Perleskinnen
men rød paa Vrangen
22 som Rosers Kød, med bladekranset Haar
og fangen
i fjerne Tankers Net
en Kvinde stirrer over Vangen.

✂ Ved hendes Side troner Venus nøgen.
En Purpurbølge
af Lin, som Havet mod en Marmorkyst,
slaar Følge
fra Fod om Ryg og Arm
— hvad skal den gyldne Skønhed dølge?

✂ Højt hæver hun sin Offerskaal i Haanden:
Røgelseduften
opdamper som en hvid og liflig Sky
i Luften
til Varsel om en Sejr,
som Venus vinder fra Fornuften.

✂ Saaledes, Skønne, lad dit Skrud fordufte
som Røg for Vinde —
paa Elskovs Baal skal Dragtens Silkeham
forsvinde,
og nøgen skal du gaa
din Gud imøde som Gudinde.

✂ Lad Bæltet briste, som en Rose Barmen
af Svøbet bryde
og Purpurskoen af din hvide Fod
sig skyde,
dit Legems Mesterværk
afsløres helstøbt uden Lyde.

✂ Al denne Silke som en jordisk Kaabe
din Skønhed hyller,
der kyskest i sin egen hvide Glans
fortryller;
thi himmelsk er den Blu,
som intet af sin Skønhed skylder,

✂ men venter nøgen — som paa Gudens Komme
i Oldtids Myther —
og Sol og Lykke for en Nat i Elskov
bytter,
mens Himmel, Jord og Hav
til Venus’ Stemme henrykt lytter.