KEJSERENS GRAV

✂ Her har de lagt dig — dybt som i en Kælder
og dog med Kuppel over Kisten højnet.
Et Lyshav — blaat og gult som Immorteller —
ombølger dig og fjerner dig fra Døgnet.

✂ Tung som en Bølge ruller Kistens Laag
sin Purpurstens Spiral om Sarkofagen,
og Marmorstøtters stumme hvide Sprog
staar Vagt ved Kisten indtil Dommedagen.

✂ Du hviler ikke i et Helgenskrin
af Guld, hvor Ædelstens-Emailler glitre:
Af Nordlandsfjæld man skar dit Dødelin,
kun mellem Klipper kan dit Støv forvitre.

✂ Og ingen Krans din nøgne Stengrav pletter
— ringe er Blomster mod det røde Blod:
Kun dine Slag i Mosaiken fletter
en Sejrsguirlande om din Kistes Fod.

✂ Hver Stemme tier ved dit Helteleje,
kun tyst Beundring over Kisten daler.
Mens sønderskudte Silkefaner vaje,
sit stumme Stensprog Evigheden taler.

✂ Her mylrer tæt af Skygger om din Kiste
— utalte Hære for og mod dig døde,
forbanded dig og som en Gud dig priste.
Men du var stærk — din Skygge tør dem møde.

✂ Gravmæle gav dig Invalidekirken,
Fjældfred du høsted for et Liv i Strid,
med Hjertet anskudt i din Heltevirken
blev selv du Jordens største Invalid.

✂ Men svøbt i Sten du hviler stolt i Støvet:
En Verdensdel du valgte til Arena,
Prometheus’ Fangekvaler har du prøvet,
jordplettet er din Grav fra Sankt-Helena.