POMPEI

✂ Bjærget har hejst som Taverne sin Lygte,
Blusset sig spejler i Dampenes Sky,
Røghvirvler flygte
gengangertyst mod den gravfundne By.
Maanen staar op, over Golfen den kogler,
kaster sit Skær som et Spøgelsegry
ned paa en Verden, som ligger i Knogler.

✂ Højt paa mit Hustag jeg skænker min Vin,
sort som Granat og med Glød som Rubin.
Sol har den drukket
og Kraterets Kraft,
Lava blev slukket
i Druernes Saft.
Skaal, I derinde, jeg drikker Jer til!
Vinen I kender
— i levende Hænder
36 faar Eders Vin sit livsalige Spil:
Vinen kun hører de Levende til.
Aske og Støv ved Vesuvios Fod
bærer en Drue saa dunkel som Blod.

✂ Hør, Mandolinen,
hidsig som Vinen,
klimprer en klinger,
en klar Melodi.
Strengene dirre,
sitre og svirre
solskinsberust som en spillende Bi.
Hører derinde, det smeltende Spil:
Elskoven hører de Levende til.
Aske blev I. Men vort Liv er det samme:
Her sidder tvende ved Vin og ved Spil,
kysses i Skær af Vesuvios Flamme.

✂ Blaa som Olympen sig Nathimlen hvælver.
Pompei er tavs. Kun Akacien skælver,
og fra en Vogn, der er fjernt undervejs,
klinger der Bjælder,
mens Vellugten vælder
tungt fra en Ager med bugnende Majs.

✂ Dejligst vort Liv, naar det er undervejs!

✂ Gengangerby, dine Porte slaa op!
Skyggerne liste omkring uden Krop.
Døn af Sandaler paa Torvenes Fliser —
Hænder, som ridse paa Muren Deviser.
Bacchus, dit Tempel jeg stænker med Vin.
Eros — en Rose! din Lykke er min.
Hører, I Skygger, mit smeltende Spil —
Elskoven hører de Levende til.