Michaëlis, Sophus Sorg

SORG

Der hulker en Sorg i mit dybeste Sind,
som ingen i Verden véd,
mindst den, der dryppede Giften ind
og trykkede Tornen ned.

Jeg græder ikke. Jeg stirrer kun frem
med uudforskeligt Blik.
Ingen skal vide, for hvad eller hvem
— jeg skjuler det blødende Stik.

Jeg gemmer det lønligt saarende Ord,
der kun for mig var en Pil.
Og Ormen gnaver usynlige Spor
— jeg dækker dem under et Smil.

Jeg trykker den fattige Grøfteurt
tæt til min brændende Kind.
Den Sorg, de andre forgæves har spurgt,
jeg hvisker i Blomsten ind.

86

Jeg dykker mit Ansigt i Bølgens Grund
— dèr køles mit Øjes Brand —
min Graad ser kun Fisken paa Havets Bund,
naar Taarerne rinde i Vand.

Kun Natten lindrer mit sugende Savn
— jeg sukker, naar ingen det véd.
Har Søvnen Alverden lagt til sin Favn,
da hulker mit Hjerte i Fred.