TIGGEREN
✂
En Tigger sad paa Tærsklen i Ly af selve Domen,
der som en taarnhøj Kæmpe i sin Skygge skjuler Gnomen.
✂
Det glade Solskin risled i et Vandsprings mange Kilder.
Den hvide Solbrand fyldte to mælkeblaa Pupiller.
✂
Han sad med sine Pjalter midt i Marmormosaiken
med Haanden stadig fremstrakt i stum og haabløs Tiggen.
✂
De blinde Øjne stirred paa hver, som hastig traadte
ad Kirkedøren ind bag den tunge Lædermaatte.
✂
Men hver troende Sjæl gaar til Kirken selv i Vaande —
derinde er Madonna og Helgener redebonne.
✂
Dèr ofrer man til Forbøn tykke og tynde Kerter —
her hænger bag et Glasskab i Sølv de fromme Hjerter.
✂
Her hyller man sit Hoved til Bøn i Sørgelinet
og støtter i hede Ønsker sin Pande mod Helgenskrinet.
✂
Her kysser man med Ømhed den hellige Antons Sokkel
og øser sin Lægedom af en gammel, skimlet Knokkel.
✂
Her findes Trøst og Helse for hver en Sot, som trykker —
der hænger ikke mindre end fire Par Krykker,
✂
to Øren i Voks og en skrækkelig Bandage
— der er Helgener, som helbreder Gigt med Massage.
✂
Foran Alteret knæler de broderte Messehagler,
mens i udskaarne Stole de hellige Brødre kagler.
✂
Og hele Præsteflokken højt imod Koret bræger,
og den himmelske Latin alle Hjerter vederkvæger.
✂
Men den, som Kristus søger, faar ham at se i Vugge:
her ligger han i sin Krybbe, svøbt som en Kniplings-Dukke.
✂
Og søger du efter Golgatha, da stands dit Aandedræt
foran denne Altergrotte med et Vokskabinet:
✂
En magisk Lampe belyser det stemningsfulde Rum —
dèr ligger den døde Frelser i Vokset gul og stum.
✂
Og søger du Kunsthistorie i laasede Kapeller,
kan Sagrestanen aabne de hemmeligste Celler.
✂
For et Par Soldi trækker han bort ethvert Gardin,
forklarer enhver Legende, om du gi’r til et Glas Vin.
✂
Den straalende Domskat er nypudset blank —
alt det Guld faar man at se for den Spotpris, en Frank.
✂
Knæskallen imod Gulvet, for hver Helgen et Buk,
saa gaar de Fromme ud med et Lettelsens Suk.
✂
Derude vinker Solen bag Dørens tunge Læder.
To blinde Øjne stirrer paa hver, som udad træder.
✂
Han soler sine Pjalter midt i Marmormosaiken
med Haanden stadig fremstrakt i stum og haabløs Tiggen.
✂
Den eneste, den eneste, man ikke saa derinde,
han sidder her paa Tærsklen, gammel og syg i Sinde.
✂
Han sidder lukket ude af sin egen Kirkes Favn,
forglemt af dem, der bærer hans hellige Navn.
✂
Han sidder stum og ene i sin Blindheds evige Nat.
Ingen, der gaar forbi, véd, hvem han har forladt.