TIBER PAA CAPRI

✂ Paa Capris Hoved hugget ud i Kalk
er rejst af Havet Husets Klippepiller.
Hid finder Vej alene Ørn og Falk,
havdyb er Kløften, som fra Land mig skiller.

✂ Omkring mig Oceanets Kviksølvspejle
hvert Sejl mig røber, som har Land forladt,
mens Essegløden fra Vesuvios Kegle
beskinner Golfen hver en skummel Nat.

✂ Farvel, du Land, hvorunder Ilden raser
utæmmet bag en halvslukt Lavaglød,
hvor Romas rovdyrgriske Plebs i Laser
knurrer om Knoklen, man dens Hunger bød.

✂ Farvel, du Øglerede af Spioner!
hver Nat Forræderiet kaster Kuld —
Gifttænder tæller du i Legioner
og sælger Døden for en Haandfuld Guld.

✂ Snigmordere, Farvel! Nu kan I myrde
og slaas og rives med forgiftet Negl.
Her vil jeg kaste Hykleriets Byrde
og bryde Tungens tænderskaarne Segl.

✂ Højt over Havet fra min Klippetinde
til Genklang af dets Brændings hæse Slag
ud brøler jeg mit Had for alle Vinde
og skriger højt mit Hjertes skjulte Nag.

✂ Ja, jeg har hyklet, myrdet, sveget, løjet,
skjult under Sminken hvert naturligt Træk.
Selv gik jeg under Rædsels-Aaget bøjet,
selv bar jeg Maske til de andres Skræk.

✂ Til Fjenders Lig jeg snuste som Hyæne,
græd salte Taarer, naar mit Hjerte lo,
blodnæred Mordertrangens raa Muræne,
gav Fløjels-Haandtryk med forgiftet Klo.

✂ Jeg kender Hadets Tigerblik det gule,
Mistænksomhedens onde Ørkenvind.
Dybt krøb jeg ind i Tvivlens Aadselkule
— nu har jeg sprængt mig ud i Dagens Skin.

✂ Her ser jeg Himlen vidnefast i Øje,
slaar Blikket ned kun for den stærke Sol.
Kun Ørnen vogter paa mit Aasyn nøje,
og Havet skyller mod min Cæsarstol.

✂ Men heller slugt af Havet end at lide
et Trælleliv, af tusind Brodde bidt.
Langt heller bo med Svælget ved min Side
— her er til Døden kun det ene Skridt.