Brorson, Hans Adolph Guds Kirckes Iubel-Fryd og Høytiid. Prædiken

GUDS KIRCKES IUBEL-FRYD OG HØYTIID

JUBELPRÆDIKEN VED DEN OLDENBORGSKE KONGESTAMMES 300 ÅRS FEST

1749

250

        

251

Indledning

Om Brorson som prædikant

Den prædiken, som nedenfor gengives, har ikke tidligere været trykt. Den findes i den ledreborgske manuskriptsamling (nr. 406 fol., Kgl. Bibl.) og må følgelig antages at være sendt af Brorson til J. L. Holstein, herren til Ledreborg. Det pynteligt skrevne manuskript er ikke ført i pennen af Brorson, men så vidt man kan se, af den samme skriver, som har nedskrevet de to nytårsdigte til J. L. Holstein fra 1742 og 1744 (se ovenfor s. 215 flg.). Retskrivningen er ikke Brorsons. Den er, som man vil se, ret forvirret, særlig med hensyn til brugen af store og små begyndelsesbogstaver. Hist og her har Brorson gjort en rettelse; især har han mange gange i begyndelsen af prædikenen ændret formen een i den ubestemte artikel til en, men er åbenbart bleven træt af det og har så ladet det stå i det følgende. Her er denne rettelse gennemført overalt. I øvrigt er manuskriptets stavemåde bibeholdt. Derimod er der foretaget nogle mindre ændringer i tegnsætningen, der i manuskriptet er sådan, at det mange steder er svært for en nutidslæser at finde ud af sammenhængen; f. eks. er der ofte sat semikolon eller punktum, hvor manuskriptet har komma. Øjensynlige skrivefejl samt enkelte småfejl i angivelse af kapitel og vers i de bibelske citater er rettet uden nogen bemærkning. Prædikenen er behandlet i L. J. Koch, Salmedigteren Brorson, 21932, s. 142-46; Brorson-Stueller, 1936, s. 36-46.

Hvordan var Brorson som prædikant? Det spørgsmål rejser sig naturligt, når vi her i dette bind bringer de to prædikener, der findes fra hans hånd. Der er dog ved dem begge særegne forhold, som nøder til at vise forsigtighed, når man ud fra dem søger at finde en besvarelse. Prædikenen i Svane-Sang om Maria Magdalene skriver sig åbenbart fra Brorsons senere år, da

252

kræfterne var aftagende, og jubilæumsprædikenen er jo en lejlighedstale, holdt ved en mærkedag i fædrelandets historie. Hvad vi kan få ud af dem, må vi derfor prøve at få suppleret ved vidnesbyrd om det indtryk, hans samtidige havde af hans forkyndelse.

Først nævner vi Bolette Lumholtz (1737-1831), som vi allerede har omtalt i indledningen til Svane-Sang (s. 12). Hun tjente i Brorsons hus 1760-61 og blev nær knyttet til familien. Senere blev hun gift med klokker Albert Rønne i Fredericia og blev moder til præsten Bone Falch Rønne. Hun var en alvorlig kristen og synes at have været et betydeligt menneske. Hun fortæller*):

»Brorsons Gaver paa Prædikestolen vare overordentlige, hvorfor ogsaa Ribe Domkirke, naar han prædikede, var saa opfyldt, at flere af Tilhørerne laae paa Gulvet, og selv fra fjerntliggende Øer strømmede der Folk til Kirken. Han talede stedse frit, uden at have Papiret for sig, og hans Prædikener vare efter den Tids Sædvane meget lange.«

Bemærkningen om »Folk fra fjerntliggende Øer« må dog formodentlig hentyde til en særlig lejlighed, hvor det forud har været almindelig bekendt, at biskoppen skulle prædike, f. eks. enevolds jubilæet 1760, der jo netop faldt i den tid, da Bolette Lumholtz var i Ribe bispegård.

Med hensyn til de lange prædikener har man henvist til, at Ribepræsten David Grønlund (se ovenfor s. 221) i sin dagbog skriver: »1749, den 28de Oct. blev holdet en Jubelfest for den Oldenburgiske Stammes Regierings Begyndelse i Danmark for 300 Aar siden. Biskoppen prædikede til Høimesse over Texten Ps. 89, 1-6, og prædikede han i tre Timer, da en Cathar hindrede ham at prædike længere«.**) Hermed sigtes der jo til den jubelprædiken, vi her har med at gøre. Den er unægtelig lang; men tre timer kan det umulig have taget at holde den, og da Grønlunds angivelse sikkert må stå til troende, må man vel regne med, at Brorson i det frie foredrag har udvidet den, eller at han senere, da den skulle renskrives, har forkortet den. Men i hvert

* * 253

fald har han sikkert ikke ved almindelige gudstjenester talt så længe. Her kan man snarere holde sig til Svanesangsprædikenen. Den er på 41 oktavsider, en solid længde, men for datiden ikke noget særligt. Herslebs prædiken over den samme tekst*) er på 48 lidt større oktavsider, og andre af ham kommer op på mere, helt op til 54 sider. Bolette Lumholtz' ord går jo også ud på, at længden af Brorsons prædikener var »efter den Tids Sædvane«.

En ret fyldig udtalelse møder vi i et digt af Vejlepræsten Hans Henrich Neuchs: Tanker ved Doctor Hans Adolph Brorsons, Biskops i Riiber-Stift, Salige Bortgang til Faderen, 1764 (Univ-bibl.).**) Det hedder her om biskoppens »Ord paa Visitatz«:

Hvem kunde glemme Dem?***) Naar HErren derved rørte
Saa mange Hierter, og saa klare Vidner førte
Om Sin Nærværelse, at Meenighederne
Paa hver en Visitatz, man græde kunde see.

Hos nogle flød den Graad, af Syndens bittre Smerte,
Naar Hand saa levende om Syndens Onde lærte,
Hos Naade-hungrige og Glædes Taarer flød,
Naar Hand i Aandens Kraft, forkyndte Naaden sød.

Adskilligt i Brorsons visitatsberetninger virker for øvrigt som en bekræftelse af det, som Neuchs her siger. Dog må man huske, at der ikke behøver blot at være tænkt på prædiken; også katekisationen kan komme i betragtning. Lidt senere fortsætter Neuchs med en skildring af Brorsons ordinationstaler:

O! GUd hvor Aandens Ild, sig i Hans Taler viiste!
Naar Kaldets Vigtighed Hand Lærere****) anpriiste.
Min Ordination et Minde giver mig,
Om denne Salige, indtil jeg bliver Liig.

* * * * 254

Og nu gengives det, som biskoppen sagde ved hans ordination:

Blandt tusind' store Ting, Hand ogsaa dette sagde,
Da Hand i HErrens Navn slig Ordre til os bragte,
Hvo vinder skades ey, af hiin den anden Død,
Med Ham i Liv og Død det haver ingen Nød.

En Christen sagde Hand bør Seyer-Herre være,
Hvor meget meere da, den som vil andre lære,
O! striider mandelig og værer Formænd der,
Hvor fra sin Fordeel man, bør jage Fiendens Hær.

Seer JEsus svinger nu sin Blodbestenkte Fahne,
Og kalder Eder frem til Striids og Kampens Bane,
Hand stedse være vil, selv Formand i den Striid,
I Troen fatter da til Ham en stor Tilliid.

O! griber Fienden an i sin forskandset Leye,
Thi Seyeren Hand vist, jer bringe skal til veye,
Og frelse Siele af den grumme Mørkheds Magt
For hvilke Hand selv har den bittre Død jo smagt.

I vinde visselig, naar I paa Troe og Love,
Bestandig alle Ting i JEsu Navn vil vove,
Og bruge Lammets Blod med Vidnesbyrdets Ord
Og agte Livet ey, det kastes skiønt om Bord*).

Thi feye Folk de kand ey JEsu Striidsmænd være,
Men ædelmodige, som striide vil med Ære,
Gaar hen i HErrens Kraft, hver til sin Sted og Stavn,
Og striider, vinder kun, GUds Rige til stor Gavn.

Saa bad! saa lærdte Du, dit Ord mig tiit paaminder,
Da mine Løfter mig til ævig Krig forbinder,
Mod Satan og hans Magt, hielp GUd! at striide saa!
I alle Ting jeg maae ved JEsum Seyer faae!

* 255

Denne gengivelse af ordinationstalen skal nok være rigtig; man kender Brorson på tankerne og adskillige enkelte udtryk. Den vidner jo virkelig om »Aandens Ild«, og det dybe indtryk, den har efterladt, er umiskendeligt.

Men når vi herfra vender os til de to prædikener, vi har bevaret, kan det ikke nægtes, at indtrykket bliver noget anderledes. De er begge bygget efter datidens system, men rigtignok i en meget vidtdreven gennemførelse. Begge har de den lange »indgang« (exordium), som hørte sig til; det er næsten som en lille prædiken før den egentlige, endda med en særlig, fritvalgt tekst som grundlag. Dernæst den stærkt udhævede disposition, hvor Brorson nummererer over- og underpunkterne med romertal, arabertal, latinske og græske bogstaver snart sagt i en uendelighed. Den systematiske interesse, som gav sig til kende i hans opbygning af Troens rare Klenodie, formentlig også af Svane-Sang, genfinder vi her i fuldt mål. Og så er der massen af bibelcitater, som går så vidt, at partier af prædikenerne næsten er som en mosaik af skriftsteder.

Der er noget skolemæssigt over alt dette. Man mærker det arbejde, det har kostet, og kan ikke undgå at få indtryk af, at prædikanten har en rustning på, som tynger ham.

Lad os først standse ved svanesangsprædikenen (s. 129-74). Den giver os lejlighed til at se, hvordan hans udarbejdelse er foregået. Der har vi jo nemlig til sammenligning hans foreløbige manuskript og den trykte prædiken. Allerede i manuskriptet er der mange rettelser; men derefter ser man, at der er gjort et indgående arbejde for at nå frem til den form, som blev funden værdig til udgivelse.

I enkelte tilfælde har han ved sine rettelser villet have noget gammeldags bort. Værelse i betydningen væsen bliver strøget (s. 134)*), Liggendefæ bliver til Skat (s. 156), Korsens til Korsets (s. 153); ligger som transitivt bliver til legger (s. 159-60 o. fl.). Hans som apostelnavn erstattes med Johannes (s. 142)**).

Men den masse ombytninger af ord og udtryk, som vi møder, gælder noget helt andet end modernisering. Det kan dreje sig

* * 256

om korrektheden. F. eks. kalder manuskriptet de 40 dage efter Jesu opstandelse for Guds Kirckes blideste Sommerdage; det har Brorson ved nærmere eftertanke fundet urigtigt; kirkens sommer kunne dog ikke ligge før Åndens udgydelse; så retter han til Guds Kirkes liflige Vaar (s. 138). Eller tanken skal skarpere frem. Manuskriptet taler om den [Apostlerne] og os alle forhvervede Naade og Salighed, at Jesu Fader er deres Fader; men det siger ikke klart, at der på det sted menes en salighed, som ejes allerede her på jorden, og derfor rettes det til: inderlig glæde over deres nærværende salige Tilstand (s. 170). Det kan også være et billede, som han vil give en klarere udførelse. Når manuskriptet siger, at Maria Magdalenes navn mit i Korsets nat glimrer som en deylig Himmel-Stierne, gøres det mere malerisk til: midt i Korsets mørke Nat glimrer som een af de største Himlens Stierner (s. 141). Beslægtet er det, når ordene: Da Guds Kircke ingen Roe fandt for Dragens Magt, omdannes til: Da den Qvinde, beklæd med Solen, som havde Maanen under hendes Fødder, ingen Roe fandt for Dragens Bitterhed (s. 172). Om anskuelighed drejer det sig også, når ordene om den himmelske vinstok, som bærer de mange frugter, ændres til, at den bærer de mange liflige Druer (s. 148). Maria Magdalenes klage: Jeg kand icke komme til at salve [Jesum], bliver til: Jeg kan ikke nyde den Trøst at salve ham (s. 156). Vi seer himlene aabne og Retferdigheds deylige Krone, forandres til: Vi see Himlene aabne og fulde af funklende Livsens Kroner (s. 171). Undertiden gælder det afveksling i udtrykket, som når Hans Retferdighed [er] eders Retferdighed bliver til: Hans Retfærdighed [er] eders Smykke (s. 173). Jævnere udtryk gøres mere retoriske. Hand vilde have denne hendes gierning, saavit Evangelium kom, sagt til hendes Berømmelse, erstattes med: Han vilde have hendes Gierning bekiendt, saa vidt Evangelium kom, over den gandske Verden, til hendes berømmelige Amindelse (s. 158).

Ofte viser det retoriske sig blot i en trang til flere ord: rart og kiært udvides til rart og kiert, ja ret højtideligt (s. 136), blomstre evindelig til florere og blomstre i en evig Glands og Herlighed (s. 143), let... tungt til let og behageligt... tungt og tvungen (s. 149 flg.)

257

Det kan dog også ske, at Brorson finder, at der i manuskriptet er kommet vel megen ordrigdom, så f eks. opregningen: hielpe, trøste, vederqvæge og glæde er bleven befriet for det sidste ord (s. 149).

For øvrigt er det i mangfoldige tilfælde ikke til at se, hvad der har bragt ham til at gøre forandring. At eragtes for ændres til ansees for (s. 157), kan bero på, at det første lyder for meget af kontoret, og at overmaade ønskelig og behagelig udskiftes med meget sød og glædelig, kunne måske skyldes, at der lige forud har stået uformodentlig, så der blev vel meget af ord med -lig; men hvorfor så meget i steden for overmaade? (s. 167). Og at kiærlig og livsalig bliver til mild og naadefuld (s. 137), mene til formene (s. 141), yndige til angenemme (s. 142), forfarenhed til erfarenhed (s. 144, 152), ret indsigt til klar indsigt (s. 150), taale til lide (s. 152), være i land til være i havn (s. 167) o. s. v., lader sig næppe forklare på anden måde end, at ordene for Brorson har haft deres særegne klangfarve, og han har siddet som en klaverstemmer, der bliver ved at anslå hver tone, til den for hans øre har den rette lyd.

Lidt mere indgribende er udeladelsen af hele småstykker. De vigtigste udeladelser finder vi s. 136-37: Men vi maae vel mercke ... Col. 3, 1, vist følt som et sidespor; s. 151: Det kand vi vel icke forstaae... Ebr. 12. 11, måske følt som gentagelse fra s. 136; s. 155: Værer Guds efterfølgere... Eph. 5. 1; s. 159: Mercker dette... angenemt, følt som gentagelse fra s. 154; s. 167: o! glæder Eder... Job: 19. 25. 26. 27; s. 171: Saa ser, I Troende... Joh. 14. De sidste to stykker er egentlig smukke; men der var anden steds sagt beslægtede ting.

Dernæst har den trykte prædiken nogle tilføjelser, mest skriftsteder eller skrifthentydninger, som man egentlig skulle synes, der var nok af. De vigtigste er s. 133: skreven af GUd... 2 Mos. B. 20, skriftsted; s. 135: naar han i Aanden betragter... fældet, skrifthentydning; s. 143: Hvor er den dejlige Brude-Klædning... Daabs Naade er borte, væsentlig 2 skriftsteder; s. 159: Den Vej er Maria Magdalena gaaet... formoder, tydeliggørelse af det forudgående; s. 160: Ja han begynder... flye for ham, udvidelse af skriftsted.

258

På nogle steder bliver en hel lille blok i manuskriptet flyttet over til en anden plads i den trykte prædiken; s. 151: Havde Gud icke ved mange Plager... Luc: 15. 16; s. 160-61: Jeg er, siger han selv... Apoc: 1, 18; s. 163-64: Græd icke... Apoc: 5, 5.

Endelig sker der et par gange en ligefrem omdannelse. Det gælder prædikenens slutning, der i manuskriptet er formet som en tilbagevenden til dens begyndelse, samme fremgangsmåde som i jubelprædikenen 1749. Her har Brorson i den trykte prædiken valgt at lade det hele klinge ud i en stor lovprisning, hentet fra Joh. Åb. - svarende til den stræben efter retorik, som mange af hans ændringer viser.

Men mest interessant er den omdannelse, vi møder s. 159. Det drejer sig her om et af Brorsons yndlingsbilleder: duen fra Noas ark. I manuskriptet omtales først verdensmenneskene som Noas ravn, der søger sin fornøyelse i Verdens ureenligheder, og derpå opfordres der til at give agt paa Duen (dvs. Maria Magdalene), som saalenge har flagret omkring over de mange jammers Bølger, og endelig... funden sin Noah igien og hvile i hans Døds og opstandelses trygge arck og søde giemme. Billedet svarer til Sv.-S., nr. 343, 3. Brorson har imidlertid ændret det. Han har åbenbart villet mildne sine ord og har derfor udeladt ravnen, ganske som han s. 172 i steden for et skarpt sideblik til de daarlige Folck, som har bygt deres huus paa Sand, taler opmuntrende ord til de forstandige Folk, som har bygt deres Huus paa en Klippe. Duebilledet har han derimod beholdt, men har gjort en helt anden brug af det. Det taler ikke mere om, hvad Maria Magdalene selv har fundet, men - ligesom indledningsdigtet s. 130, l. 11-14 - om, hvad hun har fået at bringe andre: Hun var den Due, som allerførst bragte Apostlerne, da de svævede endnu, som indelukte i Arken, paa Angestens Bølger, det søde Fredens Olie-Blad om JEsu frydefulde Opstandelse. I denne anvendelse af billedet betegner arken altså ikke mere et trygt gemme, men et angstfuldt opholdssted. Vi møder her et ejendommeligt eksempel på Brorsons billeddannende evne og mærker tillige hans overvejelse af, hvordan han bedst kan påvirke sine tilhørere, og hvad han skal bringe dem.

Ændringer af teologisk art finder man knap nogen af. Det

259

skulle da være s. 148. Manuskriptet har her: hvor degligt det er, naar Kierlighed til Jesum er kommen ret i Brand, hvorimod den trykte prædiken betoner troens primat: Hvor Troen er saa fast og bestandig, der kommer Kierlighed ret i Brand.

Vi har nu fået et indtryk af Brorsons arbejdsmåde: hans omhu og eftertanke over for både stort og småt, mest dog i grunden over for de små ting, og med stærk vægt på formen. Det har særlig interesse ved at uddybe det, der taler for, at han på samme måde har filet på sine vers, se 1. bind, s. XVIII. Ved versene har det været tjenende for hans geni; derimod er det et spørgsmål, hvor meget det har gavnet ham som prædikant. Tænkte man sig, at man havde hørt prædikenen i de to skikkelser, ville man næppe have følt en forskel, der svarede til den anvendte umage, måske kun, at den gennemrettede form hist og her virkede lidt mere retorisk, og var det så et fortrin? Man kommer ikke bort fra det indtryk, at han bærer en rustning, som tynger ham, og det er med en vis medfølelse, man hører sønnen fortælle om den møje, renskrivningen af denne prædiken havde voldt hans fader i den sidste trange svaghedstid, se s. 30.

Selve sprogformen er nærmest noget tung eller stiv med lange, tit indviklede sætningsforbindelser. Det er jo den latinske skole, man her mærker; men det er påfaldende, at hans prosa har dette særpræg samtidig med, at hans vers har en lethed og flugt, som ikke er overgået af nogen dansk digter og nået af meget få.

Ved tekstbehandlingen lægger man mærke til den stærke udnyttelse af tekstens enkelte ord. Der er tænkt nøje over dem, og der siges adskilligt træffende og smukt om dem. Men tit er det sådan, at de bliver presset, eller at det ligefrem er ren indlægning i steden for udlægning. Det grelleste eksempel har vi nok i karakteristikken af Maria Magdalenes person (s. 140 flg.). Der begyndes med, hvad der ligger i navnet Maria, som hun jo dog havde til fælles med mangfoldige andre. Det hedder, at dette navn efter den almindelige forklaring betyder bitterhed, men at nogle tillægger det betydningen ophøjet, og heraf drages så den slutning, at hendes navn er i Bitterhed ophøjet, idet der tænkes på hendes gråd ved Jesu grav. Senere hedder det (s. 147), at hun svarer til sit navn Magdalene; det har sin Oprindelse af

260

et Taarn, og saaledes viiste hun sig mod alle slags Storme ubevægelig og u-overvindelig, I virkeligheden er det tidens metode, man møder i den slags kunstfærdigheder, altså et nyt eksempel på det skolemæssige i Brorsons prædiken. Sådan også, når den omstændighed, at Maria først kender Jesus, da han nævner hendes navn, bruges som bevis for dogmet om, at ordet er det nådemiddel, hvorigennem Herren åbenbarer sig (s. 165). Man kan finde ganske det samme hos Hersleb*).

Prædikenen har et belærende præg. Det gælder især »indgangen« og den første del af »tekstens forklaring«. Til dels virker også de mange skriftsteder i den retning. Der er tillige megen formaning, f. eks. s. 135 til ikke at misbruge påskehøjtiden til syndige glæder, sådan som vi kender det fra Tr. r. Kl. både med hensyn til jul, fastelavn og påske, nr. 5, 27 og 47.

Disse ejendommeligheder giver jo nok talen noget tørt. Men efterhånden kommer der mere liv og varme, og fra s. 153 møder vi en smuk skildring af Maria Magdalene. Her tales der også vise ord om ikke at foragte svage kristne: Alle Apostler vare ikke Johannes, og dog vor Frelsere kiære og elskelige. Der er smaa og store Stierner paa Himmelen. De mindre ere ogsaa Stierner. Alle Troende ere JEsu angenemine, baade svage og sterke, ja u-mistelige. Men så på den anden side: Dette siges ikke for derved at bifalde Troens Svaghed, ligesom man ikke skulde have Behov i saadan Tilstand desto inderligere at bede om Troens Forøgelse. Der peges på, at den kundskab, Maria Magdalene påskemorgen havde om Kristi døds og opstandelses frugter, kun var ringe mod den, hun siden fik; men hun ejede kærligheden til ham, og det er den ypperligste Vej, paa hvilken end ikke de allereenfoldigste kan fare vild, i hvor svag deres Kundskab end til en Tiid maatte befinde sig (s. 154-55).

I det hele er der megen sjælesorg i denne del af prædikenen. Det Ord: Hvem leder Du efter? Er den rette Prøve-Steen for vor Christendom. Verden veed nok, hvad den leder efter. Men derimod tør (dvs. behøver) Guds Børn ikke heller betenke sig lenge paa, hvad den gode Part er, som ikke skal tages fra dem (s. 164). Eller: Jeg vidste aldrig at stille en bange Siel og

* 261

forskrekket Samvittighed noget sødere for end den korsfæste og opstandne Frelseres Ord til Maria Magdalena: Hvi græder Du? Sandt er det, at betragte vi vor Tilstand uden JEsu, ja, da maatte vi vel græde Blod. Men nu er han kommen... Hvo vil da giøre os noget? o. s. v. (s. 163).

Prædikener forældes hurtigt. Tænker vi på det 19. århundredes store danske prædikanter, er der vel næppe nogen uden D. G. Monrad og måske Vilh. Beck, som ikke af en nutidslæser føles fortidig. Derfor er det ikke så sært, at Brorsons forkyndelse nu har ondt ved at tale os rigtig til hjerte. Det må man have i tanker, når man ser på forskellen mellem vort indtryk af den og det, som vi har vidnesbyrd om fra hans samtid. Desuden er der jo prædikanter, hvis mundtlige tale og hele personlighed gør deres prædiken til noget helt andet - og højere, - end den er i skreven form. Han har formodentlig hørt til dem.

Den bedste vej til at nå en vurdering er vel nok at sammenstille ham med andre forkyndere fra datiden, og her ligger det nær at vælge biskop Hersleb, så meget mere, som også Hersleb har efterladt sig en prædiken om Maria Magdalene*).

Ser vi på den, så møder vi i og for sig det samme system i opbygningen som hos Brorson: den lange »indgang«, den udhævede disposition, de mange bibelcitater. Men Hersleb er langt friere. Hans indgang er ikke en slags prædiken over en tekst, men en livfuld drøftelse af den tanke, der kan komme op hos mennesker: om man blot kunne få forbindelse med en af de døde, og hvilken betydning det ville have; det fører så over til den opfordring: Lad os gå den opstandne Jesus i møde; han kommer til os fra de dødes land, og af hans ord kan vi hente trøst. Noget lignende der, hvor Hersleb begynder på »tekstens forklaring«. Der skildrer han, hvordan folk, som fra ringe stand bliver ophøjet til stor ære, sjælden bliver sig selv lig. Ikke uden humor beskriver han sådan en mand, der ikke mere kender sine gamle venner. Helt anderledes er det derimod med Jesus. Han blev dog ved opstandelsen ophøjet til en ære uden mål og grænse; men der var ikke mindste forandring i hans sind og hjertelag over for hans svage disciple. Det ser vi af den måde, hvorpå

* 262

han tog sig af Maria Magdalene, og af det budskab, han gav hende til dem, han kaldte sine brødre.

Der er noget anskueligt levende over det hele, og tonen har fra første færd en jævn hjertelighed, der ligesom bringer prædikanten på talefod med tilhørerne. Sproget er lettere end hos Brorson, bibelcitaterne også lidt færre og mindre tyngende. Dispositionen er ikke nær så udhamret. Det kan medføre, at tankegangen hist og her bliver mindre logisk; men det hjælper til en naturlighed, som virker tiltalende.

Kristendomssynet, der ligger til grund, er egentlig hos Hersleb som hos Brorson. En kende strengere er Ribebispen vel nok, og man aner måske en større dybde hos ham, sammenhængende med et skimt af tungsind. Udlægning og citater ligger hos begge lige op ad hinanden; f.eks. møder man også hos Hersleb højsangsmotivet med sjælen som Jesu brud. Men fremstillingen har hos Hersleb et andet præg - ikke det belærende, - og så myldrer det hos ham op med korte opbyggelige ord, ofte i træffende billeder. Det er som blomster i en have.

Man kommer ikke uden om, at Hersleb er en større prædikant end Brorson. Men han regnedes jo også for den ypperste i datiden.

Vender vi os så til Brorsons jubelprædiken, falder det først i øjnene, at svaghederne her gør sig gældende i højere grad end ved svanesangsprædikenen. Måske ikke just i den systematiske opbygning, hvor der næppe er stor forskel. Men i det belærende præg, som træder stærkt frem med sin tørhed. Man behøver blot at se på den lange indgang om sabbatsår og jubelår i det gamle Testamente, beskrevet nøjagtigt i alle enkeltheder, om det bibelske syvtal i det gamle og det nye Testamente, om trællenes frigivelse med hustruer og børn i jubelåret, om det sande jubelår ved Kristi komme, hvorfra man gennem kirkens forfaldstid og pavernes falske jubelår føres til reformationen og endelig når frem til jubelfesten for det oldenborgske kongehus. Brorson har til en begyndelse sagt, at han ville stemme jubelharpen ved at skildre det gammeltestamentlige jubelår. Men man fornemmer ikke, at harpen har megen klang. Hertil kommer, at sproget straks møder en som påfaldende tungt og indviklet.

263

Men når man kommer noget ind i den egentlige prædiken, mærkes der mere flugt. Teksten, som er fra en af salmerne (Sl. 89, 1-6), griber øjensynlig prædikanten. Den får ham til at tale om salmedigtning: Hvad kand dog et eeniste Menniske, med sin Gudelige Digt være til opbyggelse iche alleene mens hand Lever, men end og efter hans Død... Derfor Digte og siunge da, ald den deel der kand, hvo veed hvad virkning det ved Guds Forunderlige Veie kand have endten hist eller her til Verdens ende? Og som modsætning nævnes det, hvordan et Eeniste Menniske ved sin Forfængelige Digt kand være mange til Forførelse, iche alleene mens hand Lever, men endog efter hånds Død... Sang har en stoer Kraft til at bevæge Affecterne... Forfængelige og Letfærdige Sange ere denne tiids farligste Trold-Bøger til at fortrylle unge hierter, og at see dem kast paa Jlden, skulle være os det prægtigste Fyhrværk i denne Iubel-Fæst (s. 284-85). Her er i alt fald noget, som brænder hos Brorson. For øvrigt ville man jo godt vide, hvor meget han henregnede til forfængelig Digt.

På sine steder kan der komme en egen skønhed over hans ord, så det næsten føles som et lyrisk digt, f. eks. hvor han ud fra teksten taler om Herrens miskundhed: De første Christne kaldtes af Daaben de smaa Fiske, ret nok, og her ere de stoere Strømme, som de svømme udi: nemlig Herrens Miskundhed; det er Christi Turtel Dues gyldne Lund og Paradiis, blide Luft og Liflige Sommerdage, blanke Himmel og klare Sool: nemlig Herrens Miskundhed. Dersom dend skiuler sig for dem, ja da sidder de, som eenlig Fugl paa Taget og kand icke siunge bedre end en Rørdrum i Ørken... Men naar De Skyer driver forbie, Dend Vindter viger, da heeder det: Stat op min Venniste..., og så følger den forårsskildring fra Højs. 2, 10 flg., som han elskede så højt (s. 288).

Gribende er hans kundgørelse af det rene evangelium: Her svinger Vi Iubel Fahnen for alle Bedrøvede Naadehungrige Hierter: Miskundhed. Miskundhed! thi naar mand skiønt med væemodighed [maa] see og tilstaae, at intet bliver saa meget misbrugt i Verden, som det søde Himmeriges Ord Miskundhed: dog maa alle Naadehungrige faae hvad dem tilkommer; en Guds Huusholder maa jo icke være knap i Naadens Iubel Fæst, men føre alle hungrige og tørstige ind til Guds stoere Naades Aabne Taffel;

264

de maa skienke dend Klare og reene Viin uden Bærme, som icke er forfalsket, eller giort slap ved egenmægtig forsigtigheds indskrænkning (s. 289). Man mindes Tr. r. Kl., nr. 132, 5-6.

Det er mærkeligt nok, at denne prædiken, som stærkere end den anden viser os svaghederne ved Brorsons forkyndelse, også i højere grad lader os se fortrinene. Den rummer bl. a. steder med en umiskendelig vækkende kraft, noget, som måske kan hænge sammen med, at Brorson her er yngre, se s. 291 flg.

Festen gælder jo kongehusets jubilæum, og en stor del af talen må selvfølgelig handle derom. Vel nok noget kunstigt limet sammen med den rent kristelige forkyndelse. Kongerøgelsen er stærk. Sådan skulle det være; men prædikantens begejstring er ægte nok. Adskilligt, som nu om dage ville have hørt hjemme i aviserne, måtte med i prædikenen, f. eks. en karakteristik af hver af de 12 oldenborgske konger, i og for sig træffende, men naturligvis kun med rosende ord. Om hele rækken hedder det: See! Danmark Din Deiligste Guld-Kiæde, hvormed Herren saa Længe har prydet dig. See! Norge Dit Bruude Smycke og Perle Rad af de allerrareste i Verden (s. 280). Til sidst udmåles kongernes salighed i himlen. Alt det er datidens måde. Brorson får dog sagt, at den klippe, kongehuset først og fremmest har at bygge på, er Herrens miskundhed: Hvorfor Miskundhed? For at udlukke ald egen Fortienniste (s. 295). Og der gives Frederik V en tydelig anvisning på at tage sin fader til forbillede (s. 310).

Hen mod slutningen nævnes kongernes latinske valgsprog (symbola), og Brorson føjer til hvert af dem en fordanskning i to verslinier. Et lykkeligt greb, som virker oplivende i den lange prædiken. Hvor han har valgsprogene fra, er ikke til at sige. Overinspektør Georg Galster nævner (brev 4/9 1954) Albert Haelwegh, Regum Daniæ icones accurate expressæ, Hafniæ [ca. 1646], en samling kongebilleder med valgsprog, men gør samtidig opmærksom på, at Christian IIIs og Frederik IIs valgsprog der er kortere end hos Brorson; Christian IIIs har også lidt andre ord. De lyder: Fiat voluntas tua, Domine (hos Brorson: In Deum confido solum, fiat voluntas Domini), og: Spes mea sola Deus (hos Brorson: Rara fides terris, Spes mea sola Deus)*).

* 265

Brorsons fordanskning rammer nøje tanken i de latinske valgsprog undtagen ved det sidste, Frederik Vs: Prudentia et Constantia (»klogskab og fasthed«), der gengives:

At Jeg min Konge kun alleene maa behage,
Det er mit Scepters maal i alle mine Dage.

Den talende i verset må jo være kongen (mit Scepter), og når han så siger min Konge, kan der hermed kun være ment Gud, altså: »Formålet for mit styre er kun at behage Gud«. Det er jo noget helt andet end valgsproget. Hvad har Brorson ment med denne mærkværdige ændring? Har hans tanke været, at »klogskab og fasthed« var for svag en grundvold at bygge riget på, og har han som modsætning villet pege på den rette grundvold? Kan det være ment som en skjult formaning til Frederik V? Foruden det eksemplar, der er sendt til J. L. Holstein, har der i alt fald også været et andet, som Brorson har indsendt til kongen, hvad der var pålagt biskopper og provster som en pligt.*)

Også til jubelprædikenen har vi et sidestykke af Hersleb. Det er den prædiken over samme tekst, som han holdt på jubilæumsdagen i Christiansborg slotskirke, hvor kongehuset og alt, hvad der var fyrsteligt og fornemt, var til stede. Den blev udgivet efter kongens befaling.**)

Også den har en indledning med gammeltestamentligt udgangspunkt, nemlig Nebukadnezars drøm om billedstøtten med hoved af guld, bryst og arme af sølv, bug og lænder af kobber, ben af jern og fødder dels af jern, dels af ler, Dan. 2, 31 flg. Medens Daniel ved tydningen begynder oppe fra hovedet, siger Hersleb, at han vil gøre omvendt. Det første århundrede under den oldenborgske stamme var som billedstøttens fødder: tapre, kraftige konger, men usikre forhold - som jern og ler. Det andet århundrede, da reformationen var befæstet, var sølv, men også kobber, altså dog noget blandet: kongens ret og rigsrådets magt. Men så fremskinnede det tredje århundrede med enevoldsmagtens indførelse: det gyldne seculum, hvor kongen var guldhovedet, og nu ved indgangen til det fjerde siger biskoppen til

* * 266

Frederik V som Daniel til Nebukadnezar: »Du, o Konge! er selv det Guld-Hoved« (s. 19). Ganske vist har dette jo i virkeligheden ikke stort med tanken i den bibelske fortælling at gøre, og udnyttelsen af billedet er mangelfuldt gennemført - det logiske var nu engang ikke Herslebs stærke side. Brorsons nøjagtighed er der ikke noget af. Men fremstillingen er livfuld, sproget let, og det hele virker fængslende.

Over for dispositionen forholder Hersleb sig frit. Han siger, at han godt kunne gennemføre den nøjagtigt; »men den Inddeeling vilde forvolde Vidtløftighed«, og derfor vil han tage det på en enklere måde (s. 53). Og med hensyn til teksten hedder det: »Jeg meener, ikke at have giort Uret, i Steden for vitløftig at forklare Texten, hvad Gud har giort imod David, heller i Korthed at fatte,... hvad Gud har giort imod os« (s. 77-78). På et enkelt punkt er Hersleb dog falden for fristelsen og har indladt sig på »vidtløftighed« i en betragtning over kongerne af Davids hus, deres tal, regeringstid o. s. v.

Medens Brorson har gjort sig kendelig møje med at forene de to ting: dels forkyndelse af evangeliet, som han åbenbart synes, en prædiken bør rumme, dels jubilæumstale om kongehuset, så holder Hersleb sig til det sidste, holder sig til sagen, ville han vel sige. For en del virker hans tale som et smukt foredrag om de oldenborgske konger. Hvad kongerøgelsen angår, er han og Brorson i grunden ens. Kun ros til alle kongerne, og om Frederik V siger han: »Ingen er som han, blant alle, 1. Sam. 10, 24. Eller, som HErren selv siger om Job: Min Tiener, hans Liige er ikke fundet, fuldkommen, oprigtig, som frygter Gud, og flyer det Onde, Job. 1, 8« (s. 20). I henseende til gudsfrygt gør han dog en vis forskel mellem kongerne, giver her Christian III og Christian VI en særstilling, men siger ellers: »Alle, alle uden Undtagelse, om de have havt Feyl som Mennesker, have havt allerstørste Ærbødighed for GUd; alle været nidkiere for GUds Ære« (s. 43).

Ejendommelig er hans begejstring over, at alle regerende huse i Europa stammer fra det oldenborgske, over den faste vekslen mellem navnene Christian og Frederik, og over, at hver måned i året har givet os en eller flere af de oldenborgske konger, enten

267

ved fødsel eller ved kroning; kun december mangler; men heri er der et godt omen om, at vi har noget i vente. Hans håb til fremtiden går i øvrigt ud på, »at vi i det nu tiltrædende Seculo ikke maae tælle fleere Konger, end Friderich V og Christian VII«, den da nyfødte kronprins (s. 21-22).

At Brorson savner Herslebs frie overlegenhed over for talens anlæg og udførelse, er let at se. Men idet han fordyber sig i teksten med en virkelig kristendomsforkyndelse som formål, kommer hans prædiken - trods sine mangler - til religiøst at ligge i et højere plan end Herslebs.

Endelig nævner vi biskop Broder Brorsons jubelprædiken i Ålborg, »Frydens Basune«, der findes som manuskript i samme pakke som H. A. Brorsons.

Den er ejendommelig ved at have to indledninger. Til begyndelse en kortere - dog på 3 foliosider - med Rom. 11, 26-27 som udgangspunkt; her opfordres der til syndsbekendelse og bøn om tilgivelse for ikke på rette måde at have påskønnet kongernes velgerninger og efterkommet deres anordninger. Derpå kommer det egentlige exordium over 3. Mos. 25, 9, hvor der ligesom hos H. A. Brorson tales om jubelåret hos det gamle Israel, men særlig dvæles ved »Frydens Basune«, der indvarslede det. I større herlighed ses dette virkeliggjort i den nye pagt, og det anvendes så på jubelfesten for kongestammen. Herefter følger selve prædikenen over Sl. 89, 1-6. Den bygger på ordene: »Jeg gjorde en pagt med min udvalgte« (v. 4). I første afsnit tales der om Herrens pagt: nådens pagt ved Kristus og dens frelsende betydning for sjælen. Andet afsnit handler om »Guds bundsforvandte«, som egentlig er enhver, der tror hans forjættelser; men i særlig forstand er kongerne udvalgt dertil, og her får vi skildringen af hver af de oldenborgske konger, ejendommelig ved, at der udelukkende tages hensyn til deres betydning for kirken. Frederik V kaldes »Rigernes Soel, Guds Bunds Forvandte; hans meere end menniskelige Mildhed og Naade er en forundring for ald Verden. Hans Fædres Dyder ere udødelige, fordi de glimre endnu i ham«. Tredje afsnit har til emne kongens og hans undersåtters ægte jubelfest. Alle opfordres til at efterkomme kongens påbud om at prise Gud. Et nyt orgel lader for

268

første gang sin tone høre i Budolfi kirke; dette skal minde om, at når Gud får stemt vore hjerter, giver de en yndigere harmoni i himlen end Davids harpe eller vort orgelværk på jorden. Orgelet bærer »vor mageløse Konges dejlige Navn, samt Kongens og Dronningens kongelige Vaaben«, og herved påminder det om inderlig forbøn for kongen og hans hus.

Prædikenen er fast bygget, uden at dispositionen føles tyngende. Sproget flyder let. Der er en vældig ordflom, en form for retorik, som vel har bidraget til at give Broder Brorson det ry, han i datiden nød som prædikant. I beherskelse af formen står hans prædiken over broderens. De er fælles om at lade teksten komme til orde og forkynde evangeliet; men spørger man her om indholdet, så har det en større kraft og rigdom hos Hans Adolph.

269

*
270

Hallelujah!
Iubilerer!
Triumpherer!
Herren Priiser :||: :||: :||:
Som Os slig ære beviiser :||: :||: :||:

Dette, Elskelige i Herren, maa i disse frydefulde Dage være Vor Danske Zions Iubel Løssen, Vor første og sidste Basune-Klang i denne Forsamling, og, Gud Give, et Lifligt Echo og Gienlyd af Hands Kongelig Maiestæts Vor Allernaadigste Arve Herres og Konges Allernaadigste Villie og Befalling til Os, anlangende denne mærkelige Dags Høytiidelige Helligholdelse. At Gud har besøgt disse Riger og Lande med besynderlig Naade og Miskundhed, og i sær Ladet Os nu i Tre Hundrede Aar efter Iothams Lignelse Iud: 9 sidde under de Deiligste Olie Træer og Viintræer og Figen-Træer, af dend rare1) Oldenborgske Stamme, Dend Sag fordrer dend Almindeligste, alvorligste og Høytideligste Erkiendelse og Taksigelse. Men at denne Hellige Afsigt2), Gud Alsommægtigste til Ævig Lov, Priis og Ære, Hands Kongel: Mayt og det Gandske Kongel: Arve Huus til Glæde og Velsignelse, Og Os Alle til en Salig Opmuntring og Opbyggelse motte erholdes, Dertil agter jeg Tienligt, at Vi først søge at Stemme Vor Iubel Harpe, med at Handle noget om Iubel Fæsten i det gamle Testamente, som et Forbillede til det Nye Testamentes Iubel-Fæster i anleedning Af Lev: 25, v: 8-10: Og Du skal tælle dig syv hvile Aar, syv Aar syv Gange, Og De Syv hviile Aars Dage skal være Dig 49ve Aar, Og Du skal Lade en Basune Klang gaae igiennem Landet, i dend syvende Maanedt paa dend 10de Dag i Maaneden; Paa forligelsernes Dag skal J lade Basunen gaae igiennem, Udi alt Eders Land, og J skal holde det Halftrediesindstyvende Aars Aar Hellig, og J skal udRaabe friihed i Landet for alle Dem som boe deri, Det skal

* * * 271

være Eder et Iubel Aar, og J skal igien komme hver til sin Eyendom, og igien komme hver til sin slægt.

Til hvilken ende, i Disse Ord, Tvende Ting ere de mærkværdigste at betænke,

1: Tiiden naar Denne Iubel Fæst skulle holdes, Nemlig: Naar Syv gange Syv Sabbaths Aar vare til ende. Det er bekiendt. At Da Gud hafde frelst Israel ud af Egypten, som var Begyndelsen og Grunden til alle Deres Høytider, Anbefalede Hand dem Hver Nye Maaneds Fæst, og desuden mangfoldige fleere som alle vare indrettede efter det Mysterieuse 7 tal, Nemlig fra Bemelte Paaske at regne (foruden hver Syvende Dag) i dend 7de Uge Pindse Fæsten, i dend 7de Maaned Nye Aars, Forsoningens og Løv Salernes Høytiid, hver Syvende Aar Sabbaths Aaret, i hvilket Landet skulle hvile: Lev: 25. v. 4: Og ald Gield eftergives (en Liflig Afbilding af dend Naadige Befrielse ved Christum fra Lovens ufordragelige1) Aag, Satans Slaverie, samt Syndens Naadige eftergivelse Col: 2: v: 13. 14. Es: 55, v: 2. 3. 12). Hvilket Sabbaths eller 7de Aar var da meget angenemt for Guds Børn, ikke allene af Ovenbemelte Aarsager, Men end og i henseende til Messiæ forvendtelses Chronologie, thi Ligesom mand brugte disse Aar-Uger til, derved at tælle sig til hvert Iubel-Aar, saa brugte de troende fra dend Babyloniske Fængsels Tiid af, efter anviisning hos Daniel Disse Aar-Uger til derved paa det nærmeste at udregne det Nye Testamentes glædelige Tider eller Jubel-Aar: Der ere Halffierdesindstyve Uger bestemte over dit Folk, og over Din hellige Stad, til at forhindre Overtrædelsen, og til at besegle Synder, og til at forsone Misgierning, og til at lade komme en Ævig Retfærdighed, og til at besegle Siunen2) og Propheten, og til at salve det aller Helligste; Saa viid og Forstaae, fra dend tiid det ord udgaaer, at Lade dem komme tilbage, og At bygge Ierusalem, Indtil Christum dend Fyrste, ere Syv Uger og To og Tredsindstyve Uger, i hvilke skal bygges igien gaden, og Graven, og det i de trange tider Cap: 9: v: 24-25. Hvilken Regning da icke var saa tung, som mand nu gemeenlig forestiller sig, efterdie De, i det mindste fra dend tid af, Altiid holdte Deres Sabbaths Aar, som Esras, Nehemias og Maccabæus Vidner, og

* * 272

Iosephus Lib: Ant: 15:1) C: 1: beretter: At Ierusalem just i Sabbats Aaret af Herode2) blef indtagen, som var kun kort for3) Christi Fødsel. Om dette Syv Tals Hemmelighed, saavel i forberørte, fast alle det gamle Testamentes Fæster, som i det Nye Testamentes 7 Meenigheds Engle, 7 Gyldne Lyse Stager, 7 Skaaler, 7 Segle, 7 Tordener, 7 Basuner er det nok dennesinde i almindelighed at erindre, at som Befrielsen ved Christum, og dend deraf flydende Salighed at forestille og eftertænke Var alle Fæsters Øyemærke, Saa var 7 Tallet som er fuldkommenheds merke, alle tider en Erindring og Forsikring, om dend Sags forvendtede høyeste fuldkommenhed, naar Alle Guds Børn skal samles eengang, til at holde derover dend stoere og Ævige Iubel-fæst. I dend 7de Engels Røstes Dage, naar hand skal basune, skal denne Guds Hemmelighed blive fuldkommen, Apoc: 10, 7: Naar dend 7de Engel basuner og der bliver stoere Røster i Himlene, som Siiger: Verdens Riiger ere blevne Vor Herres og Hans Christi, og Hand skal regnere i ald Evighed; Naar de 24 Eldste, som sidde for Gud paa Deres Stoele4), falder need paa Deres Ansigter, og tilbede Gud, Sigende: Vi Takke Dig Herre, Gud dend almægtige, dend der er, og dend der var, og dend der kommer, fordi Du haver Annammet dend din stoere Kraft, og haver regneret; og Hedningerne ere blevne vrede, og din Vrede er kommen, og de Dødes tiid at Dømmes. Apoc. 11 Cap: 15: 16: 17: 18. Og som dette tiener Verdens Børn til at eftertænke, hvor uriimeligt det dog er allermeest at anvende Høytiider til Deres syndige Lyster, som i sær Guds Børn til opmuntring, at de i ald Deres Aandelige og Legemlige Mangel tænker paa dette 7 Tal og dend 7de Engels Basune Klang til Deres fuldkomne Forløsning og ævige Iubelfæst; at, Ligesom de ommeldte Sabbaths Aar i Israels tidregning vare Ligesom Gyldentallet til Deres Iubel-Aar; thi naar de af dem hafde talt 7 gang 7: nemlig 49, saa kom Iubel Aaret, det Halftrediesindstyvende, saaleedes ja meget meere bør hver Søn- og Hellig-Dag være Os som gyldental, til dend sig alt meere og meere nærmende Evighed og Guds Børns fuldkomne forløsning, hvorefter alt Creaturet5) Sukker med dem Rom: 8:; men i sær maa denne Jubel Fæst, som

* * * * * 273

forelægger Os Guds synderlige Velgierninger i saa lang en tiid af Tre Hundrede Aar, da mand icke kand vendte, at der i denne Verdens sidste aften skal komme ret mange af det slags meere, sætte Os allesammen i dend allerinderligste Betragtning af det Stoere Iubel Aar, hvilket jeg i henseende til det gamle Testamentes Iubel Fæstes tiid, icke kunde undlade at mælde, for derved at skiærpe Vor Andagt, til med desto større eftertanke at betragte det 2det styche om Iubel Aaret i det gamle Testamente. nemlig

2: Dette Iubel-Aars Herlighed. Det var icke Alleene i almindelighed et extraordinair Herligt Frieheds Aar, da hver kom til sin Friehed, Land, Slægt og Eiendom igien, Men i særdeeleshed, et meget glædeligt Aar for Ebraiske soldte Tienere, thi vel er det vist, at hver ebr: Tienner kunde alle tider gaae frie ud i det 7de Aar, Exod: 21., v: 2: Dog hafde hand i sin Hosbonds Brød faaed Hustrue og Børn, saa motte Hand Lade dem blive tilbage, eller og tiene Evindelig, ibid:1) v: 6: Men i Iubel Aaret gik Hand frie ud med sine Børn Lev: 25, 41: Og denne Herlighed, som Iubel-Aaret hafde frem for Sabbaths-Aaret, var een af denne Høye Fæstes angenemmeste Omstændigheder. Thi naar tilsammen paa dend store Forsonings-Fæst, dend Tiende Dag i dend 7de Maaned, gik en Basune Klang igiennem det hele Land, saa gik alle bemelte Tiennere med Hustrue og Børn, og det med deylige Krandse paa Deres Hoveder, frie og francke ud af Deres Hosbondes Huus, med mangfoldige skiønne Gaver og Foræringer forsynede, Deut: 15, 13: Og Efterdie disse Basuner vare saa meget Liflige at høre, derfor har Fæsten deraf sit Nafn, at dend heder Basune-Fæsten, thi Ordet Iobel i Hoved Sproget betyder Basune af Væder-Horn, eller andre krumme Instrumenter som ligner Home. Denne forbemelte De fattige Tienneres saa høytidelige Ophøyelse i fuldkommen frieheds Stand, Og Deres anseelige Procession, var frielig2) et Deyligt Spectacul3) for alle, men allermeest for dem som Forstoede hvad det havde at betyde, og hvilket dend stoere ald Verdens Frelsere om sig Self forklarer saaleedes: Es: 61:, 1: 2: 3: Dend Herres Herres Aand er over mig, derfore haver Herren Salvet mig, til at kundgiøre et

* * * 274

got Budskab for de Sagfmodige, Hand sendte mig til at forbinde Dem, som have et Sønderknuset Hierte, til at udraabe for de Fangne Friehed, og for de Bundne Fængslets opladelse, til at udraabe Herrens Velbehagelige Aar, og Vor Guds Hevns Dag, til at trøste alle sørgende, At beskicke for de sørgende i Zion, at dem skal gives prydelse for aske, glædens Olie for Sorg -; Er det icke tydelig nok sagt om Iubel-Aaret? hvis marf og Kierne aldrig har været eller bliver anden end dend høytidelige Glæde i Verden over dends fuldkomne forløsning fra Syndens og Sathans Trældom, i det gamle Testamente, som sagt er, saa Livagtig afbildet, og i det Nye Testamente af Vor fuldkomne Goel og Løsere saa herlig opfyldt, og formedelst Evangelium i dend gandske Verden udbasunet Col: 1, 6. Hand self, som har hovednøglen til alle Guds Naaders Liggendefæe1), har offentlig i Nazareth forklaret denne herlige Text saaleedes om sig self Luc: 4: 17: etc: og merkelig er det, at da hand hafde i dend deilige Text Læst indtil de Ord: At udlade de plagede i friehed, at prædiche Herrens Velbehagelige Aar v: 18: 19: strax derpaa Lukte hand Bogen, og flyede Tienneren dend, for derved at fæste deres Tanker til det velbehagelige stoere Iubel og Frieheds Aar i det nye Testamente; og er ingen under, da mand hørte Den allerbeste Lærere at forklare dend allerlifligste Text, derpaa fuldte saadan almindelig fornøyelse, at de v: 22: gave ham alle Vidnesbyrd og forundrede sig paa de Lifsalige Ord, som udgik af hans Mund. Men hvor hastig blef icke dend andagt omvendt til forbittrelse, J hvilken anledning billig skulle her føres en ynkelig Klage over Verdens saa forskreckelige som fast almindelige uskiønsomhed og u Taknemmelighed, til en prøve, hvor meget Vi har giort det bedre end Nazareth, Bethlehem, Ierusalem, Corazin, Bethsaida, og Capernaum som var ophøyet indtil Himmelen, men blev stødt hen under2) indtil Helvede Matth: 11, 23; men da min Sag i dend hellige Fæst er at søge (og, saavidt mueligt er, at forbiegaae alt det, som kand hindre) vor Iubel glæde, saa vender jeg mig igien til denne Vores frydefulde Materie, og spørger, om det icke motte nok heede Iubel Fæst i denne Verdens ørk, da Livet blef Aabenbaret, Ordet blef

* * 275

Kiød og boede iblandt Os, Da ald Jordens Slægters Velsignelse var self kommen her need i Verden, da Herlighedens Herre for at redde Os af Helvedes Baand og giøre os til Friebaarne, til Konger og Præster for Gud og sin Fader Apoc: 1: 6 v: vilde være en Forbandet Ting for Os, og tage Ald vor nød og ulycke, Synd og skiendsel paa sig, at hand kunde skaffe os en uendelig Iubel fryd og Herlighed. Jeg spørger endnu, om hans Persons yndighed, hans Lærdoms sødhed, Hans Miraclers Herligheder, hans Embeders Liflighed, i Troen grundig kiendte og betragtede, om de icke er saadanne Siæles herlige Iubel Fæst, eller, som hand self kalder det, Himlenes Rige Math: 13. Det ville blive for vidtløftigt, om mand her skulle udføre alle Ting med sine omstændigheder, angaaende det gamle Testamentes Iubel Fæstes Forbilleder, paa allerlifligste maader i Christo opfyldte; Mend dend eniste, som Hoved Sagen, bør dog icke forbigaaes Nemlig: at i hvor vel Iubel Aaret begyndte paa dend 7de Maanets Første dag, saa blef det dog icke med Basune Klang indvied, før paa dend Tiende Dag i samme Maaned, som var dend stoere Forsonings Fæst, og det just for at viise Iubel-Fæstens eeniste Fundament, og at ingen sand trøst og glæde i denne viide og bedrøvede Verden kand have anden Grund end dend forsoning, som er skeed formedelst vor Herre Iesum Christum Rom: 3: 24, hvorfor ogsaa denne stoere Hiertens fryd og glæde paa det allerhøytiideligste over ald Verden icke blef udraabt, førend dends Forsoning Formedelst hans lidelse, Død, Opstandelse og Himmelfart var bleven Forrettet og Antaget. Friehed! Friehed! Friehed! mine allerkiæreste, Friehed fra ald Helvedes magt og Vold, i saa sød en Forsikring om Guds søde Naade, og et Levende Haab, om een gang vist at komme igien til dend Himmelske Arf, Det var de søde Iubel Frugter, som saa uformodentlig som liflig fremkom i denne Verdens Tiiders Løvfald, og hvo kand med nogen Tunge udsige, hvordan De bleve til mode, som antoge dette søde Evangelium, og i hast bleve førte som af dend allerhaardeste Vindter Kuld, ind i dend allerangenemmeste Naadens fulde Høst og sødeste Paradiis, af Ægypten ind i et Aandeligt Canaan, der flød med Melk og Honning. Det var næsten en 4000de Aar efter Verdens skabelse, da mange paa de

276

tider snarere tænkte paa dends undergang, at denne Retfærdighedens Soel oprandt i sin fulde Naades-glands Mal: 4: 2: og førte saadan en Deilig Naadens skiær-Sommer ind i Verden som de hellige Guds Propheter i det gamle Testamente neppe nogensinde saa yndig har kundet forestille sig. Vel er meeningen icke, at Guds Kirkes første Christne icke vidste af andet end bar glæde, efterdie Lidelser for Guds Folk, sær til visse tiider, vare i høyere grad end Nogensinde tilforn; Men endskiøndt de derved ustridig ofte motte gaae igiennem mange Vande Cant: 8: saa langt fra saadanne kunde slucke dend Kiærligheds Jid, at dend meget meere derved alletider naaede en høyere Grad, og aldrig har mand hørt deiligere Iubel-Sange i Verden, end da mand dend tid gik med fryde-Sange til de skreckeligste Marterer.

O! hafde Guds Kirke blevet i dend Stand, som in Seculo Apostolico1), da behøvedes icke vidtløftig forklaring om, hvad Guds Kirkes Iubel Fæst er; Men efterat Apostlerne De første Vidner vare Døde, og de Apostoliske Lærere som vare underviste af dem, begyndte Det alt efter haanden at mørknes i Kirkens Kroge, og endelig da 300 aar vare til ende, var af denne Brand mange Stæder indtet uden asken tilbage; Evangelii Lys gik alt meere og meere under, følgelig ogsaa dend rette Iubel glæde. Vel begyndte Mand i Christendommens Midnat at udraabe Iubel-Fæsten hver hundrede, siden halv hundrede Aar, som ogsaa derefter blev forkortet til 30ve og til sidst 25ve Aar; Men som Kundskaben var, saa var og Iubel Fæsten; det er i høyeste maade forvirret og fordærvet, og i særdeeleshed dend høye Saligheds Post om Syndernes Forladelse, saa mand icke uden Hiertegræmmelse kand tænke derpaa. De geistliges Giærighed, Siæle Tyrannie og antagne magt over Verdens Riger og Regentere at bestyrke og formeere, var dend meeste frugt af saadanne Iubel-Fæster, saa ingen Hedensk Blindhed har været saa Fatal for Konger og Førster paa Jorden som det Barbarie, i hvilket Christenheden var forfalden, og det Slaverie, som end og de mægtigste i Verden motte synke under, uden at mand for Menniskelige Øyne kunde see allerringeste Redning: Jordens Konger motte see og forskrekkes, da Træerne hafde faaet Tornebusken

* 277

til Deres Konge, at der gik Jld af Torne Busken, og fortærede end og de stoere Ceder paa Libanon lud: 9: 15.

Men hvor kommer jeg saavidt hen i de forvirrede tider, allerheldst jeg har sat mig for, paa denne Dag indtet at handle, som kunde hindre Vor Iubel glæde. Dog Sandhed at sige: Det kunde jo icke forbigaaes, saafremt Vi ellers med en ret skiønsomhed skal erkiende Dend Naade, som Os af det Babyloniske Fængsel har udreddet, og over ald dend tiids Menniskelige Formodning, alt efter haanden Ladet Lyset igien oprinde, indtil det ved Guds Naade nu har naaet saa stoer høyde paa Vor glædes Firmanent.

For 300 aar siden begyndte en blid Lycke Stierne at oprinde for Vore Forfædre i Norden, efterat i Iohan Hussis' og andre troe Vidners tider var skeet Forbereedelser til dend derefter fuldte Herlige Reformation med Doctor Morten Luther, og da ald Naadens Gud efter sit milde Forsyns Øye over Os hafde besluttet at besøge Disse Riger og Lande med sit søde Evangelii Lys, saa har hand og til dend ende foruden andre dertil nødvendige Midler udseet sig for Os her i Danmark og Norge en Særdeles Dyrebar Kongelig Stamme, som Vi kalde dend Oldenborgiske, og deraf givet Os Tolv Herlige Konger af hvilke dend eene meere end dend anden ved Herrens forunderlige hielp og Bistand har søgt at sætte Religionen og Riget i en Blomstrende og mod de forrige tider at regne ret forunderlig Velstand. Da Mand skref efter Christi Fødsel 1400 aar, begyndte det jo meere og meere at dages i Christenheden, (hvilket her at opregne Tiden icke tillader) en tiid, som i henseende til Rigernes Velfærd er merkværdig for Danmarck, da Dend Store Dronning Margaretha hafde sat Rigerne i saadan floer og Velstand, som tilforn var fast ubekiendt; og naar mand derfra Regner 7 gange 7 Aar, Saa begynder en Periodus i Danmarks tiids Register, hvortil dend bør at sætte et evigt merke. Det er just paa denne Dag da dend Danske Crone blev sat paa dend Dyrværdige Christian dend Førstes Hoved, ja ret en Sal: Dag for Danmarck, baade i henseende til bemelte Konge self, blandt Konger og Fyrster et stoer Exempel af Guds Frygt og Viisdom, med en rar Blanding af dend Herligste Kongelige baade Sagfmodighed og Tapperhed, saa ogsaa til Kongens 2de Prindser Hans og Friderich som

278

troeligen efterfuldte Deres Fader i høybemeldte Christelige og Kongelige Qvaliteter, som og begge med ære har baaret dend Danske Crone. Men som Vi i mange Ting billig kand ligne dend Glorieuse Stamme Faders Ophøyelse med Patriarchen Iosephs, saa ogsaa hans 2de Sønner i henseende til Successionen med Manasse og Ephraim. Kong Hans Regierede med stoer Berømmelse i mange Aar; Men da hands Søn, Dend af Forstand og Tapperhed bekiendte Christian Dend Anden, ville fremme Rigets Velstand par force (som De andre Velsignede følgende Danske Konger hialp til rette med stoer Forsigtighed og Lemfældighed) og Hand derover mistede Riget, saa Kalde Vi dend Stamme saavidt Forglemmelse1) eller Manasse, Da Riget blef Givet Christian Dend Førstes Anden Prinds Hertugen i Holstein, som blev i Danmark Kong Friderich Dend Første, jtzige Regierende Velsignede Kongelige Linies, Gudfrygtige, Tapre, Viise og Milde Stam Fader, som med stoer Viisdom giorte Begyndelse til Reformationen, og af hvilken i lige Linie Needstammer følgende Dyrebare Konger:

Dend Himmelsindede Christian den Tredie, som icke Prætenderede2) Riget, hvilket Ham dog tilkom, men efter Stændernes inderlige Begiering antog Regimentet, da det Stoed i dend yderste Fare, vovede Livet for Religionen og Riget, erholdte en Herlig Seyer, indførte Reformationen3) med saadan Viisdom og Lycke, som i Europa icke har sin Lige, Ligesom hand ogsaa hands gandske Regierings tiid er det rareste Portrait af en Himmelsindet, viis, tapper og Gud hengiven Konge.

Den Ligesindede Friderich den Anden, som med stoer Viisdom og Lycke forsvarede og forbedrede Landene, fortplandtede Religionen og var derudi meere end Kong Salomon, at hand, i ald sin Regierings Tiid, efterfuldte sin Faders Fodspoer.

Den ulignelige Christian den Fierde, Hvis Nidkiærhed, for Religionen at vove Lif og Blod, hvis Heltemod til Lands og Vands, Hvis Viisdom og Forfarenhed i alle affaires og Occasioner, Hvis Lyksalige, Retfærdige og Langvarige Regiering har foraarsaget

* * * 279

at en af De mægtigste Konger i Europa icke urettelig har kaldet ham alle Europæiske Kongers Fader.

Den u-oueruindelige Friderich den Tredie, som med ubeskrivelig Tapperhed figtede for sine Undersaatter, og det i uovervindelig Troe og tilliid til Herren, som og imod ald Menniskelig Formodning reddede Ham af de allerstørste Farligheder og giorde ham til ære, hvis Guds Frygt, viisdom, Retfærdighed og Naade Hand allerførst betroede det Danske Souveraine-Arve-Scepter.

Den Heroiske Christian den Femte, som med stort Heltemod forsvarede sine Lande med Sværdet i Haanden, satte Vor Nordiske Zions Kirke Tienniste i en Deilig orden og harmonie1), mægtig forbedrede Politien2) og i Danmark og Norge understøttede Ret og Retfærdighed ved saadanne Love, som alle fremmede maa forundre sig over.

Den Viise og Forsigtige Friderich den Fierde, som under dend Blodige Kriig kunde foranstalte de saa Langt bortliggende Hednigers omvendelse og ald dend svare omkostning uagtet pryde sit Land med Slotte, Sine Riger med Velstand, med saa mange Kirkers opbyggelse, saa mange Skoelers Stiftelse, saa mange Enkers og Faderløses Trøst og Forpflegning.

Den Gud Hengivne Christian den Siette, hvis gudelige, fredelige, viise og Naadige Regiering Vi aldrig uden Længsel kand tænke paa, hvis Exempel af særdeeles Nidkierhed for alle sine Landes Tiimelige og Evige Velfærd og derhen sigtende utallige herlige Anordninger og Anstalter Lyser med usædvanlig Himmelglands for alle Monarcher indtil Verdens Ende.

Den allermildeste Friderich den Femte, hvis særdeeles viise og Naadige Regiering er som Morgenrødens Dug for disse Riger og Lande. Herren bevare sin Salvede, Vor Øyens Lyst, som sit Øyesteen, omgive Vor Salomon med Naade, som med en Skiold, og Velsigne Vor umistelige Landets Fader med et Langvarigt, Frederigt3) og Lyksaligt Regimendte over alle hans Fædre.

* * * 280

Da nu disse Dyrebare Konger ere i Lige Linie needstammende fra Kong Christian dend Første og Hands Anden Søn Kong Friderich dend Første, motte jeg da icke nok kalde Stammefaderen Ioseph med Iacobs Ord: Ioseph er en Frugtbar Qvist, ja en Qvist hos en Kilde, Din Faders Velsignelse er mægtig indtil de Evige Høyes Grendser Gen: 49. Motte jeg da icke ogsaa nok kalde hans Søn Kong Friderich dend Første, Ephraim, som Herren har udbred i saadan Længde af Velsignelse, saavelsom høyde af Lyksalighed: At Hand visselig med sin Stamme og Greene, uden ald Hyklerie og alleene Gud til Ære at tale, forestiller dend Allerdeiligste Kongl: Stamme paa Jorden, saa At Ligesom dend gamle Iacob sagde, Hvo som vil Velsigne i Israel, Hand skal siige: Gud sætte Dig som Ephraim Gen: 48: saaleedes ogsaa: Hvo som Vil velsigne Kongel: Familier paa Jorden, Hand siige: Gud sætte Dig som Kong Friderich dend Første i Danmark.

See! Danmark Din Deiligste Guld-Kiæde, hvormed Herren saa Længe har prydet Dig. See! Norge Dit Bruude Smycke og Perle Rad af de allerrareste i Verden. Dersom Verden var en Guld Ring, Saa vare i dend henseende disse Riger Ædelsteenen derudi, og nest Guds Naade og Venskab kand Vi indtet større Ønske Vore efterkommere, end at De under samme Stammes søde Lye og Læe maa have det saa got som Vi til Verdens Ende.

At nu denne Besynderlige Naade mod Os meere end alle andre Riger paa Jorden i saa mange Aar motte blive med største alvorlighed eftertænkt og skiønnet. Og Herrens Navn derfor Høytiidelig Priiset i Disse Riger og Lande, dertil har Vores Allernaadigste Arve Konge og Herre Anordnet denne Iubel Fæst og til saadan Hellig Jver iblandt Os at faae antændt, Anbefalet Os en Text at forklare, som Guds Kirke for næsten 3000 Aar siden har brugt i slige tilfælde og findes beskreven Psalm: 89: v: 1: 2: 3: 4: 5: 6 saaleedes Lydende:

TEXTEN

Jeg vil siunge om Herrens Miskundheder evindeligen, jeg vil kundgiøre din Sandhed med min mund fra Slægt til Slægt; Thi jeg sagde: miskundhed skal bygges evindelig; du skal Stadfæste din Sandhed i Himmelen selv, Sigendis: jeg giorde en pagt med

281

min udvalte, jeg soer David min Tiener: Jeg vil stadfæste din Sæd evindelig, og bygge din throne fra Slegt til Slægt: Sela! Og Himlene, Herre! skal bekiende din underlige Gierning; ja din Sandhed er i de helliges Meenighed.

J hvilke Vor Hellige Textes Ord Vi i dend Herres Iesu Navn til vor Iubel-glædes ydermeere opvæckelse med hinanden vil betragte:

Guds Kirkes Iubel-fryd og Høgtid, over Kongens Huuses Floer og Herlighed: Hvorudi disse 3 Ting bliver at Forhandle:

1 Hvo der Iubilerer,

2 Hvorover De Iubilerer,

3 Hvordan De Iubilerer,

O! Alle Kongers Konge Herre Iesu. Du som Slog Din Tælt op iblandt Os fuld af Naade og Sandhed, udbreed Din Miskundheds Himmel Over Os, og Din Sandheds Befæstning, Saa ville Vi siunge dit Nafn, alle Vore Lives Dage! Og Himlene, Herre! skal forkynde din underlige Gierning, ja din Sandhed i de helliges Menighed.

Textens Forklaring.

Jndtet giør et Menniske til et U-Menniske, meer end u-Taknemmelighed og u-skiønsomhed imod Herrens Godhed; Men iblandt alle u-Taknemligheds Grader Er ingen høyere end Naar de største Velgierninger allermindst agtes og skiønnes. Og da dette er ustridig vist, saa er desto værre dend største u-Taknemlighed At finde der hvor De største Velgierninger gives og tilbydes, jeg mener i Christenheden. Hvad er, mine Allerkiæreste! meere foragtet end de Stoere Gaver Ordet og Sacramenterne, ja at ald Naadens Gud saa kiærlig frembyder sig self, med sin kiære Søn, med sin Hellig Aand, med ald sin Himmel og Salighed. Og Ligeleedes har det sig med de andre Midler, som Gud bruger til Menniskets Timelig, Aandelig og Ævige Velfærd at befordre, iblandt hvilke Vi i særdeeleshed maa ansee Viise, Retfærdige og Naadige Konger som Dend allerstørste Gave og Velsignelse for Lande og Riger; Thi da enhver Øfrighed i sig self er det Baand, som holder Verden tilsammen, at dend icke reent falder i Stave, og de Støtter under dend Svage Muur, at icke alting med et

282

gaaer til Grunde, hvor stoer er da dend Naade, naar Gud giver et Land Konger efter sit Hierte. Naar jeg Tænker paa hvorleedes De første Christne frem for alle Ting, bade for Deres Hedenske Konger og Tackede Gud saa inderlig for hver Velsignelse og Beskiærmelse, som De nøed under Deres Regimente, efter Pauli Formaning 1 Tim: 2, 1-2: v: og Derimod tænker paa de utallige Velsignelser som Vi frem for dem nyde under Vore Dyrebare Konger (som dog ingen sand Christen kand være uviidende om), saa kand Vi icke andet end derover blive røde i Kinderne med hiertelig Suk, at Herren ogsaa vil forlade Os dend og ald anden u-Taknemmelighed. Dog er icke min Meening, at Vi allesammen skulle just være saa uskiønsomme, men gandske vist er det, at alle De som har smagt Herrens Naade, har ogsaa til alle tider hiertelig erkiendt og Priiset denne Stoere Velgierning, og det icke alleeniste nu i det nye Testamente da Guds Naade i alle Ting er bleven herligere aabenbaret, men end og igiennem alle det gamle Testamentes tider. Jeg har sagt tilforne, at Vor Text er Begyndelse af en Sang, som Guds Børn for ungefehr 3000 Aar siden har brugt om Deres Kiære Konge og Hands Arve Huus. Det er Os i det nye Testamente ingen Ære, Dersom Vi, som kunde og burde have saa stoer Fortrin for Dem i Guds Naades erkiendelse, iche i det ringeste findes Deres troe efterfølgere, og dette bliver her Vor Sag, om icke frem for dem, da dog med dem at Erfahre Guds Kirkes Iubel Fryd og Høytid, over Kongens Huuses Floer og herlighed.

Til dend ende Vi efter Løfte betragte:

1: HVO DER IUBILERER. Det Ord Jeg vil siunge viiser Os i særdeeleshed til

a: Hoved Mændene for dend Sang.

a Ethan anføres som Digtere og Sange-Mestere i Overskriften, hvorved Vi maa forstaae en Person, som icke alleene kunde Lære andre at siunge og spille efter Noder, men et Hoved og Anfører for Leviterne og Israels Folk i Herrens Helligdom, til at oprette Herrens Lov og priis i Landet, hvorfore hand ogsaa, der arken skulle indføres i Ierusalem, var een af de 3 stoere Formænd i dend extraordinaire Kong Davids Iubel Fæst:

283

1 Chron: 15, 17-19 v: I henseende til hans stoere Viisdom endogsaa i Naturlige Ting sætter Skriften Ham først iblandt de Faae, som allernærmest kunde Lignes ved Salomon: 1 Reg: 4, 31 v: Dog deraf har Vi slet ingen prøve; mens at hand, som egentlig er Vor Sag, var en stoer Lærere, en Himmelsindet Mand, en mægtig Theologus i hine tider, fuld af Aandelig Viisdom og Forfahrenhed, det beviises deraf, at Davids Stoere Sangmestere kaldes Propheter 2 Chron, 35, v. 15: at hand tilhaabe føyes med de 2de Prophetiske Sangemestere, Asaph og Heman 1 Chron: 15: v: 19: at hands Ligesaa vel som Deres, Sange ere indførte iblandt Davids gyldne Psalme Bogs Canoniske Skrifter; ja hvilken Sand Christen finder iche ved andægtig igiennemlæsning dend Aandelige Prophetiske Kraft i denne Psalme. Saadan en Mand er det som her fører det Iubilerende Chor, og O hvilken Bevægelse har det icke givet i alle sande Israelitiske Hierter, naar de saae og hørte, saadan himmelsindet Mand med alle sine underhavende Leviter og deres saa mangfoldige Liflige Thoner og Instrumenter at istemme: Jeg vil siunge Herrens Miskundhed ævindelig. To Ting vare her særdeeles at mærke 1: hvordan hand begynder sin Sang, nemlig meget Glædelig og Frydelig, og det saaleedes, at hand icke vil viide af nogen slags Sorrig, Jammer eller Kummer: Ieg vil siunge om Herrens Miskundhed evindelig. 2: hvordan Hand vil fortsætte sin Sang: Ieg vil Kundgiøre din Sandhed med min Mund fra Slægt til Slægt. Da det kunde umuelig skee med hans Mund, efterdie Hand icke kunde Leve fra Slægt til Slægt, uden hand ville underviise andre, og i sær sine Børn og Brødre Leviterne, og de igien Deres Børn, saa seer mand hans allerhøieste Nidkierhed i at tacke Herren, icke alleene u Middelbarlig saa længe hand self Levede paa Jorden og siden i Himlen, men endogsaa middelbarlig ved sin afkom og alle Dem, som hafde Lært at tacke Herren, formedelst hans underviisning og deilige Sang til Verdens ende, og Vi som her ere Forsamlede, nyder og endnu Frugten af denne hans inderlige nidkierhed i at priise Gud, og har Aarsag at tacke ham, at denne, saavelsom øvrige deilige Psalmer er giemt til Os, som en Liflig gammel Iubel Viin, til at giøre os glade og Lystige i Herrens Naade; Men da vi siden faaer Leilighed derom at handle meere, vil Vi

284

nu gaae det forbie, og alleeniste her kortelig mærke 2de vigtige Iubel-Erindringer:

1: Hvad kand dog et eeniste Menniske, med sin Gudelige Digt være til opbyggelse iche alleene mens hand Lever, men end og efter hans Død. O! hvor kunde Ethan Lidt tænkt, at hans Sang skulle ved Jordens Ende og i Verdens sidste tider saaleedes blive betragtet, Studeret, Prædichet, Siunget og Iubileret, i saa mange Huuse og Kirker, i saa mange Lande og Riger. Derfor Digte og siunge da, ald dend deel der kand, hvo veed hvad virkning det ved Guds Forunderlige Veie kand have endten hist eller her til Verdens ende? Og efterdie hand, som ustridig vist Levede i vanskelige Tider, naar hand endog vil handle om det selv samme, giver sig saa gandske ind i Guds Lov og Priis, saa maa det være det allerfornemste, som Vi maa Lære af ham, at Guds Børn i alle Omstændigheder, opmuntre sig til at tacke Herren; ingen tænke at Christendommen i sig selv bestaaer i at hænge med Hovedet og see ilde ud; naar det skeer for Guds Børn, da er Troens skrøbelighed eller og særdeeles svare Lidelser Aarsag dertil, Ligesom og en Brud paa Reisen til hendes Bryllup, kand komme i een og anden angest og Fahrlighed, ald skiønt Reisen ellers og i sig self er Liflig i henseende til Brudgommen som hun saa inderlig Længes efter; mig siunes Ethans Psalme skieher sig vel til en Bruude Sang i slige omstændigheder.

2. Hvad kand dog et Eeniste Menniske ved sin Forfængelige Digt være mange til Forførelse, iche alleene mens hand Lever, men endog efter hånds Død? ja maatte kun saadanne tage Deres Forgiftige og Stinkende Sager med sig i Graven, at de kunde raadne med dem, og derved forskaaned andre fra større Fahre, og dem self fra større ansvar for Guds Dom. Sang har en stoer Kraft til at bevæge Affecterne, i sær de Forfængelige, og allermeest de unge, som desuden nok dertil self ere tilbøyelige. O! Vee de unge som self ere Lætte nok til at Løbe paa dend Bane, naar de desuden har saadanne Musicantere for sig. Ingen tænke at jeg vil hindre Fryde Sang, det er just det Ethan vil have, det er just det deyligste offer i denne Høytiid, og dend allerhøyeste Herlighed i Iubel Fæsten; hvad har det gamle Testamentes Fædre Moses, Barach, David, Eller i det Nye

285

Testamente Maria, Sacharias, Elisabeth, Simeon, hvad har de, siger jeg, i Deres Aandelig Glæde andet kundet begynde end Fryde-Sang? ja hvad har Guds Engler da de Gratulerede Os Arme Mennisker paa Jorden, andet kundet begynde end en deilig Fryde Sang? Luc: 2, 14: ja give Gud! at alle De Vi ere, og ald dend deel i Os er, alle Siælens Kræfter og Blodsdraaber motte siunge Herrens Priis i denne Høytiid, og det er egentlig Iubel Fæst i sin rette glands og Høytiidelighed. Men bort med dend gamle Suurdey, Verdens Forfængelige Lyster og Sange; da Evangelii Lys var kommen inden dend fordum afgudiske Ephesus' Muure og Grændser, bare de af Hedningene omvendte deres Hexe-Bøger frem, som hafde kostet 50000 Sølf-Penge (maaskee 25000 Rixdaler) og opbrendte dem aabenbare Act: 19: v: 19. Forfængelige og Letfærdige Sange ere denne tiids farligste Trold-Bøger til at fortrylle unge hierter, og at see dem kast paa Jlden, skulle være os det prægtigste Fyhrværk i denne Iubel-Fæst.

Til Foranførte Beretning om Bemelte skadelige Bøgers Forbandelse Legger Lucas: 1: c:1) disse mærkelige Ord til: saa kraftelig voxte Herrens Ord og fik overmagt dvs. Ligesom Kornet groer op over Klindten og hindrer at dend ingen Soel og voxe Kraft kand bekomme. O! ja mine Allerkiæreste! at disse Ethans ord motte kun komme ret ind i hiertet, dybt rodfæstes og faae Overmagt, saa skal saadan Formaning icke giøres fornøden, Ney: Sandelig, Sandelig, Verdens Forfængelige Sange ere viiderlige og Liiderlige for dem, som med Ethan haver faaet smag paa Zions søde Thoner, Ieg vil siunge om Herrens Miskundhed.

Af Hoved Mændene for dette Siunge Chor har jeg anført Ethan, nu kommer vi til

David, icke efter nogles meening just at ansee ham som Digtere, uanseet jeg maa tilstaae, at Psalmen er David saa Liig, at mand icke, uden af overskriften, kunde skille dend derfra, men des uagtet var hand dog egentlig Hoved Manden i Israels Siunge Chor, som dend der paa det herligste samme hafde indrettet 1. Chron: 25, v: 1. Som gav dem Psalmer at Siunge i Høytiiderne 1 Chron: 16, v: 7. Som Selv var Formand i at Priise Herren i de Høytiidelige Forsamlinger 1 Chron: 15: Som hver

* 286

mand vidste daglig at spille for Herren paa sin harpe, paa Zions Slot, og, naar hand kom i Herrens Huus, kunde ingen see paa Ham uden derved at finde en opmuntring til at tacke Herren; Dend Mand, som var høyt opreyst, Iacobs Guds Salvede og Liflig i Israels Psalmer 2 Sam: 23, v: 1: Saa at Hand her og allevegne var Hovedmanden for Israels Siunge Chor, Da samme stoed under Kongen, Asaph, leduthun og Heman, 1 Chron: 25: v: 6.

Vi maa forundre Os over dend Reformation, som skeede i Davids tiid; thi da mand baade for og efter samme hører bittre Klagemaale over Afguderie i Israel, mærker Vi dog icke et Ord derom i hans Dage, uden tvil, i sær af dend Aarsag, fordie denne Himmelsindede Konge, ved sin egen [Sang] og saa mange andre Propheter og Aandelige Sangemestere fik Guds sande Kundskab og Dyrkelse, samt Lov og Priis igien oprettet, og i sær ved Deres Aandelige Psalmer. Det er dend rette Vey og maade til at fordrive Sathan og hans Spille Verk; thi ingen Ting er saa ufordragelig i hans Øyne, som Røgen af Guds Børns Tacke-Altere, og ingen Musich bedre end Davids Harpe til at forjage denne urolige Aand; derfor David self naar hand i Spaadommene om Christi Riges udbreedelse har sagt: Herre Vort Herskab, hvor Herligt er dit Nafn over ald Jorden, Du som sætter Din Mayestæt over Himlene Psalm: 8, v: 1, saa viiser hand strax Maaden hvorleedes samme paa det beste og snareste udbreedes v: 2: Af de Spæde og Diende Børns Munde Grundfæstede Du en Magt for dine Fiender, for at komme Fienden til at høre op, og dend som vil hevne sig. O! Din Lycke Ierusalem i Davids tider, O! J Iuda Bierge og Dale! hvilken Deilig Resonantz gave I fordum af Davids og Zions Fryde Sange, hvo skulle tænkt, at dette Paradiis skulle blevet henlagt til Fællig for Araber og til Siims og Ohims Boliger, ja just i de Glædelige det Nye Testamentes tider, som David og saa mange andre Propheter og Konger saa hiertelig Længtes efter at opleve. Men Lader Os speile Os i dem, Og icke ringe agte de herlige Opvæckelser, som Herren saa længe har brugt og endnu bruger til disse Lande og Riger. O! hvor ofte har de Velsignede Danske Konger, som Vi har haft dend ære og glæde at Leve under, Ligesom ogsaa Deres Dyrebare Fædre og Forfædre, foruden utallige andre Herlige Anstalter til Christi

287

Riges udbreedelse, hvor ofte Siger jeg, har de frem Elsket Almindelig Nidkierhed og Jver til at søge, Kiende og Priise Herren, hvor ofte har De anbefalet Faste- og Bededage, hvor ofte Herrens Lov og Taksigelses Dage, hvor ofte Fryds og Iubel Høytider; Og hvor maa det icke i sær sætte disse Konge Riger og Lande i en hellig Bevægelse, at vor Allernaadigste Arve Konge og Herre i hans allermildeste Regierings liflige May Maaned, har anbefalet1) Os at møde med Iubel Krandse, at Jstemme Zions Lif-Sang: Ald Verden fryde sig denne Tid2), Selv At give Os dend høye Iubel Tone: Ieg vil siunge Herrens Miskundhed evindelig, dermed reiser sig i Dag just paa denne tiid af sin Trone, gaaer med sit Kongelige Arvehuus og sine Veldige i Herrens Huus, kaster dend af Gud til denne Dag saa forunderlig forsvarede og prydede Danske Kongelige Arve Krone i Støvet for dend, som Lever i ald Evigheds Evighed, og siger med de Ældste i Aabenbaringen: Herre! Du er værdig at tage Æren og Priisen og Kraften, thi du haver skabt alle Ting, og formedelst din Villie ere De og ere skabte Cap: 4, v: 10: 11: Kommer Lader Os siunge med Fryd for Herren, Lader os raabe af glæde for Vor Saligheds Klippe, Lader Os forekomme hans Ansigt med tak, Lader Os raabe af glæde for ham med Psalmer, thi Herren er en stoer Gud, en stoer Konge over alle Guder, Kommer Lader os tilbede og nedbøye Os, Lader Os bøye Knæe for Herrens ansigt som Os giorde; thi hand er Vor Gud, og Vi ere hans Fødes Folk, og hans Haands Faar, Psalm: 95: v: 1: 2: 3: 6: 7: Op! da J Danske Folk at følge Kongen, op! Iuda og Israel, Danmarch og Norge som een Mand, op Slesvig, Holsten, Stormarn, Dytmerschen, og Du Elskeligste Oldenborg og Delmenhorst at ofre Herren Takoffer for dend hans besynderlige Naade mod os og vore Fædre under Vor Dyrebare Konge og hands Velsignede Forfædre, Op allesammen med samlet magt at omringe Himlen med de ivrigste Forbønner for Vor Allerkiæreste Konge og hans Kongelige Arve Huuses Allerynskeligste Floer og Velstand indtil Dagenes Ende, og Priise Vor Guds Miskundhed, alle De, som Kand røre Deres Tunger til Guds ære, og de ere da

b: Det Iubilerende Chor.

* * 288

Det er icke alleene Anførerne, som Vi nu har talt om, Mens1) Zion, dend gandske Guds Kirke, som her i stemmer: Ieg vil siunge, efterdie Psalmen er icke giort for Ethan alleene, men til offentlig Brug i dend almindelig Forsamling; men da de Vantroe icke kand Love Herren, thi hvad kommer det dig ved, at tage min pagt i din Mund: siger Herren til dend ugudelige, Psalm 50, v: 14: saa ere De Iubilerende her alleene De Gudfrygtige og Troende; Ethan siger self i samme Psalmes 16: 17: 18: 19 v: Vel det Folk som Forstaaer sig paa Frydeklang, Herre de skal vandre i dit Ansigtes Lys, De skal fryde sig i dit Nafn dend gandske Dag, thi du er deres styrkes Priis, og dend hellige i Jsrael vor Konge. Siunger med Fryd I Retfærdige i Herren, Lov er Smuk for de oprigtige, Psalm: 33, v: 1: Ja det Ligger klart i Vor Textes første Ord. Herrens Miskundhed det er det Schiboleth2) som indtet Verdens Barn rettelig, dvs. det er i Længsel eller tilliid kand nævne, men derimod er det alle Guds Børns Element: De første Christne kaldtes af Daaben de smaa Fiske, ret nok, og her ere de stoere Strømme, som de svømme udi: nemlig Herrens Miskundhed; det er Christi Turtel Dues gyldne Lund og Paradiis, blide Luft og Liflige Sommerdage, blanke Himmel og klare Sool: nemlig Herrens Miskundhed. Dersom dend skiuler sig for dem, ja da sidder de, som eenlig Fugl paa Taget og kand icke siunge bedre end en Rørdrum i Ørken, Psalm: 102: v: 7: Men naar De Skyer driver forbie, Dend Vindter viger, da heeder det: Stat op min Venniste3), min Deiligste og gak du hid; thi see Vindteren er forbiegangen. Regnen er fremfaren og bortgangen, Blomsterne ere seete i Landet, Sangens tiid er kommen, og Turtel Duens Røst er hørt i Landet Cant: 2: v: 10 sq4): Aldrig smager De saasnart en Draabe af Lifsens Vand, at joe alle Blods Draaber er i frydespryng og fuld Iubel Fæst i Deres Hierte, da er Naaden dennem Ligesom en Liflig Morgen Dug Os: 6: hvorved Siælen udbreeder sine Hænder mod Naadens Himmel saavidt dend kand, og intonerer5) med Ethan: Ieg vil siunge Herrens Miskundhed evindeligen. Dette maa vel mærkes for bedrøvede og Svage Guds Børn, at naar de Veed, Guds Miskundhed er deres

* * * * * 289

Hoved Sag og høyeste Længsel, De da icke Lader sig needslaae ved deres indvortes Lidelser, men fatte got mod, og vist haab, at der kommer Soelskin efter Regn. J denne Ethans og øvrige Psalmer finde vi en stoer forandring; nogle begyndes sørgelig og endes glædelig, andre blandes heel igiennem med omvexling af Sorg og glæde, andre ere gandske sørgelige heel igiennem som dend næstforegaaende, andre glædelige heel igiennem, som mange af de efterfølgende, og dog heder dend gandske Psalme Bog: Sepher Tehilim, det er Lovsangs Bog. Dend forandring kand vel icke være noget Guds Barn ubekiendt, hvo iblandt dem har icke endten meere eller mindre forsøgt1) dend omvexling: det gaar i dend Stridende Kirke, som i Fælten: snart feyde- snart Fryde-Skriig. Paulus tager et dyb Suk og sød Lov Sang snart i et Aandedrag: jeg elendige Menniske, hvo skal frie mig af dette døds Legeme, jeg tacker Gud ved Iesum Christum Vor Herre Rom: 7: v: 24. See! hvilken stoer Mester i Sange Konsten er Ethan, at hand i Begyndelsen af sin Sang kand gribe med et Ord alle troende om Hiertet, endten de ere glade eller bedrøvede, thi allesammen maa de tilstaae, at Miskundhed er deres rette Sag, deres Lif, ja bedre end Livet Psalm: 63, v. 4: Nu vel da, her svinger Vi Iubel Fahnen for alle Bedrøvede Naadehungrige Hierter: Miskundhed. Miskundhed! thi naar mand skiønt2) med væemodighed [maa] see og tilstaae, at intet bliver saa meget misbrugt i Verden, som det søde Himmeriges Ord Miskundhed: dog maa alle Naadehungrige faae hvad dem tilkommer; en Guds Huusholder maa jo icke være knap i Naadens Iubel Fæst, men føre alle hungrige og tørstige ind til Guds stoere Naades Aabne Taffel; de maa skienke dend Klare og reene Viin uden Bærme, som icke er forfalsket, eller giort slap ved egenmægtig forsigtigheds indskrænkning 2 Cor: 2; trøster, trøster mit Folk Israel, taler venlig til Ierusalem, og raaber til dend, at dens striid er fuldendet, dends Misgierning er forligt; thi dend haver faaet dobbelt af Herrens Haand for alle dens Synder; ryder Herrens vey, giør Vor Guds banede Vei ret paa dend slette Mark; hver dal skal ophøyes etc: Esaie 40: 1: 2: 3: 4 v: Veyen til Naadestolen er gandske banet, men da Satan altiid vil

* * 290

kaste Steene i Veyen igien for de elendige, saa skal de altiid tages bort, at dend kand være banet, og derfor raabes der til Evangelii Tiennere: Gaaer igiennem, gaaer igiennem Porten, Ryder Folkets vey; Baner, Baner den banede Vey, kaster Steenene deraf, opløfter en Bannere for folket, thi Herren Lader sig høre til Jordens Ende; Siger Zions Datter: See din Salighed Kommer Es: 62: v: 10: J gamle Dage talede mand i Iubel Fæsten ogsaa om Syndernes forladelse, men da motte vore Arme Forfædre giøre Lange Reiser saa sant De kunde, eller betale Penge for at blive hiemme; naar de hafde tygget sig trætte paa deres egne og andres gode gierninger, saa skulle de reyse hiem igien og troe, at de hafde været til et prægtigt Himmelsk Giestebud. Saadan ulycke og Jammer er det, naar ordet gaaer bort, og Folk afspiises med Menniskelig tant i stæden for det reene og Pure Evangelium. O! Lader os dog Priise Gud i denne Iubel Fæst for dend ubeskrivelige naade, som i hans Søns fuldkomne Fortienniste aabner Os de Ævige Frieheds Porte. Evangelium prædiches for de Fattige Math: 11: Salige ere de, som hungre og tørste efter retfærdighed; thi de skal mættes: Cap: 5: Vel an da, J elendige, vel an, Alle J som tørster, kommer til vandene, kommer og kiøber for intet og uden Penge baade Viin og Melk Es: 55: Opbinder Eders Sinds Lænder, og sætter eders Haab aldeeles til dend Naade, som eder tilføyes i Iesu Christi Aabenbarelse: 1 Petr 1: v: 13: Og naar Satan vil foreholde eder Eders egen uværdighed, da siger: J vil icke høre et ord om andet i denne gode Iubel Fæst, end om Herrens Miskundhed. Siger Han: Eders Synder ere Stoere, da siiger: J har det med det større at giøre, som er Herrens Miskundhed; her er noget at bygge paa, en Grund som staaer Evindelig: End skal Biergene viige og Høyene henfalde, men min Miskundhed skal iche viige fra dig, og min Freds Pagt icke bevæges, sagde Herren din Forbarmere; Du elendige som er bortreven, som ved en Storm, som icke er trøstet, See! jeg vil Legge dine Steene med Karbunchel, og Legge din Grundvold med Saphirer Es: 54: v: 10.

Det Ord Miskundhed er ogsaa et almindelig Naade Patent og General Pardon for alle arme Syndere, alle Vildfarende Siæle, at de strax vende tilbage, og søger ind under Naadens Bannere.

291

Vi har sagt tilforn, at ingen uden Guds Børn kand Iubilere, men vi har icke sagt, at ingen uden de kand komme dertil; herud af Syndens og Sickerhedens Mørke Leie, Naadens Market er Løsgivet Es: 55: v: 6: Alle Guds Skattekamre aabnede Prov: 8:, Alting Er bereed, kommer til Bryllup Matth: 22: hvad vil J Længer tigge Eder fornøyelse til af dend bettel Arme Verden, og kand dog aldrig deri finde dend allermindste Siæle Roe i tiid eller Evighed: hvor est du, du forlaarne Søn? hiem til din Faders huus, saa skal du i stæden for din Svine Mad, finde en fuldkommen Iubel Fæst Luc: 15: Op du stoere Synderinde, undflye verdens ureenligheder formedelst vor Herres og Frelseres Iesu Christi Erkiendelse 2 Petr: 2: hen at faune, kysse og toe Iesu fødder med Tuusinde taarer, saa skal du finde hvile for din Siæl: Luc: 7: Veed J icke, J daarlige1) Verdens Børn, at alle Himles Himle ville Iubilere af glæde Luc: 15, dersom i vilde komme tilbage til Herren Eders Saligheds Gud: Og at hand staaer over Eder i Dag paa denne gode Iubel Fæst, som Propheten Ezechiel forestiller2) ham i det 33 Capit: med Miskundelige Øyne og opragte Fingre: Saasandt som jeg Lever, jeg vil icke den Ugudeliges Død, men at hand skal omvende sig og Leve; Kommer tilbage, kommer tilbage, hvorfor vil J døe, J af Israels Huus Ez: 33: v: 11. Hvorfor maa saadan hånds inderlig Forbarmelse, Hands søde Forjættelse, Hands ivrige Kierlighed, Hands Dyre Ord iche blive agtet værdig hos Eder at komme dog eengang i alvorlig Betænkning, og ingen tænke som hiine v: 10: Jeg er kommen saa Langt fra Naaden, saa dybt ind i Synden, at der er ingen Redning for mig tilbage. Ney: sandelig De, som Propheten taler om, vare haarde i Ansigtet og Stive i Hiertet Ez: 2: 4, som hidindtil hafde forkast de alvorligste baade Formaninger og Refselser; var det et folk at tale til meere? end sige paa saa Barmhiertig og bevægelig en maade? O! skulle det iche kunde bræche de haardeste Steenhierter, hvem vilde Længere trættes med dend Gud, som har indtet andet imod Os, end at vi hindrer ham i at være God imod Os? Paa Løvsalernes Høytiids Dag dend stoere stoed Iesus og raabte: om nogen tørster, hand komme til mig og Dricke; hvo som troer

* * 292

paa mig, som Skriften Siger, af hans Lif skal flyde Levende Vandstrømme Ioh: 7, v: 37: 38. Saaleedes staaer hand endnu med sine udstragte blodige Arme, meget hiertens huld og kiærlig at imodtage alle og enhver uden Forskiæl, som vil antage hans Naade. Og alle saadanne Siæle kand indtet andet vendte af ham end Miskundhed.

Og fremkalder jeg da alle og eenhver til denne hans Naade og Miskundhed at priise: Alle De som samme erkiende og ophøye, saa og alle De, som har mindste sand alvorlighed til samme ret at kiende og priise, at de fremstiller sig for Herren med Deres Iubel Sang, saa got eenhver formaaer i got mod og tilliid til Guds ævige Forbarmelse, at hand for sin Kiære Søns fuldkomne offers skyld, skal tage til tacke med enhvers Leilighed. Hallelujah, her frem alle J som Kand eller gierne ville priise Herren. J Kiære smaa, hvor er Eders Hosianna? veed J icke hvor kiær vor Frelsere har de Kiære smaa Børns Sange Matth: 21? tænker iche at J ere de sletteste, de smaa Fugle synge best ogsaa i Naadens Paradiis. J unge Folk! Af eder vendter vor IubelFæst den største, endten ære eller forkleinelse; Svinger Eders Palmer for Ærens Konge; hvor Er Eders Lamper? J Jomfruer, ere de smyckede? det vil dog iche forslaae, ere de fulde af troens Olie? kand J glæde Eder ved det anskriig: See Brudgommen kommer, gaaer ud imod ham Matth: 25? J Ægtefolk! har J eders Iubel Offer med Eder? at J og Eders Børn maa være hans deel i tiid og Evighed? Er det Eders Hierters Meening og høyeste Ønske? J gamle, kand J tone1) med dend gamle Zacharias og Simeon, Elisabeth og Anna? Lad Dagene tale, og Aarenes Mangfoldighed kundgiøre viisdom lob 32, 7: kand J fortælle Os i denne gode Iubel Fæst om de mange Miskundheder Gud har beviist vore Forfædre under de Velsignede Danske Konger? opløfter Eders runkne Hænder og dumme2) Øyne imod Himmelen, og opmuntrer os alle at tacke Herrens Nafn, thi Hand er God, thi hans Miskundhed varer Evindelig.

J Bedrøvede! icke nyt, at der er falden mørke Skyer ind i Guds Børns Høytider: Gedeon, Iephta, Samson, David, Troens hældte3) Ebr: 11 møtte stoer Fortræd paa Deres glædelige

* * * 293

Triumphs og Høytiids dage Iud: 8. v. 1: Cap: 11, 35: Cap: 14, 17: 2 Sam: 6, 20 v: Ja hvad vil vi siige, at ald vor Iubel glæde, ald vor trøst og Salighed1) mit inde i sine troendes Iubel Skare motte fælde de modige taarer Luc. 19, om og det er salve nok for Eders Øyne, thi derfor græd hand; og værer derfor kun icke fremmede for den heede, som skeer udi Eder, Eder til en fristelse, Ligesom Eder hændtes noget fremmet, men som J ere deelagtige i Christi Lidelser, saa glæder Eder, at J og skulle glæde og fryde Eder i hans herligheds Aabenbarelse 1 Petr 4, v: 12, 13; ja hvor let er det ham i denne Iubel Fæst At omvende Eders beeske Taarers vande til en glædelig Iubel Viin. Propheten Esaias 35 Cap sidste Vers begynder en Deilig Iubel Sang: Og Herrens forløste skal komme tilbage, og komme til Zion med Fryde Sang, og Ævig glæde skal være over Deres Hoved: fryd og glæde skal de bekomme, og Sorg og Suk skal flye fra dem: det var en deilig Intimation2) til Iubel Fæsten; men hvad skeer? i nestfølgende Capitels 1te Vers klinger det af en anden Tone, saaleedes: Og det skeede i Kong Ezechias Fiortende Aar, (som efter mange Lærdes meening var just Iubel Aaret, conf: Cap: 37: v: 30) at Senacherib, Kongen af Assyrien, drog op mod alle Iudæ Faste Stæder, og indtog dem. Her var da, for dend Gudfrygtige Konge efter ald Menniskelig formodning indtet andet end total ruin at forvendte: Men, da hand græd for Herren, vendte Bladet sig saaleedes, at hand vel aldrig har haft en glædeligere Høytiid i sine Lives Dage, og hvor Liflig klingede i Ierusalem efter saa stoer en Angest dend deilige Iubel Sang, som Herren Self ved Propheten Esaias Lærte dem: Iomfrue Zions Datter hun foragtede Dig, bespottede Dig, Iomfrue Ierusalems Datter rystede Hovedet ad dig Es: 37: v: 22: Giører saa I bedrøvede, ryster Hovedet ad alle Melancholiske tanker, sænker eder gandske need i det søde Evangelii Ord i Texten: Herrens Miskundhed, og tænker paa, hvorleedes dend Gudfrygtige Kong Iosaphat og hans Rige icke med Spyd og Sværd men ved de Ord Herrens Miskundhed fordræv 3 mægtige Kongers Krigshær 2 Chron: 20: v 21: Giører saa, og Herren skal fordrive alle Besværligheder. J Øfrigheds Personer, Lader kiende ved Eders

* * 294

Munterhed til Herrens Priis, hvor høit J agter dend ære at tiene Gud under saa Velsignede Konger; J Undersaatter, Gud er Os deri God frem for alle Undersaatter i Verden; om Vi nu frem for alle andre i dag kand tacke ham, der om gielder det. J Vægtere paa Zions Muure, hvo var det, der fordum skulle udblæse Iubel Fæsten i det gandske Land? og hvis Forbillede mon De derudi har været? eller mon det icke er nu, om ellers nogensinde, tid til at Basune? er icke dette Seculum1) i sær Herrens Velbehageligheds Aar? Et dobbelt og dobbelt Iubel Seculum, da Vi i samme, førend Vi har opnaaet halve deelen deraf, nemlig annis2) 1717: 1730: 1736 og nu 1749, har haft Fiire Store Iubel Fæster, hvis Lige ingen af dem som nu Leve i Danmark tilforn har hørt, eller kand vendte at opleve. Og hvad er Summen og Sagen af Iubel Fæsten andet, end de Forunderlige Guds Miskundheder imod Os og Vore Forfædre ved hans Naade hiertelig at kiende og meget Høytidelig at priise, og at alle De, som ellers icke agte paa Guds Godheds, Taalmodigheds og Langmodigheds Riigdom, motte dog ved saadan Høytidelig opvæckelse komme til at Sandse.

Nu! saa Støder da i Frydens Basuner med uophørlig Repetition af Davids 136 Psalme, at gienlyd deraf kand høres i Byer og Stæder, paa Bierge og i Dale, hos dem der gaar ved Ploven, og dem der Seiler paa Søen, at Kirker og Skoeler, at Herre-Sale og Hyrde Boeliger ja de Speede Børns Munde maa Repetere og Intonere: Tacker Herren, thi hand er God, thi Hans Miskundhed varer Evindelig, Psalm: 136 v: 1: Jsærdeeleshed Lader os Velsigne Kongen af Davids vægter Sang dend 134, og nu hand har tiltalet Os af det første og Andet Vers: See! Lover Herren alle Herrens Tiennere, De som staae om Nætterne i Herrens Huus, opløfter Eders Hænder til Helligdommen og Lover Herren, vi da i dybeste Devotion maa svare af det 3die v: Herren Velsigne Dig af Zion, som giorde Himlen og Jorden: Amen. Derom handler da videre dend

IIden deel nemlig HVOROVER GUDS KIRKE IUBILERER

a. i Almindelighed over alle Guds Miskundheder; thi Ethan

* * 295

breeder sig ud, som en Rose imod denne Sooel, saavidt hand kand, og derfor taler om mange Miskundheder, endskiønt Menniskelig Formue1) til dem endten at tælle eller berømme er saare ringe, og hvad vil Vi sige, Naar Messias self Lader sig saaleedes forlyde: Herre min Gud, Du har giort dine underlige Ting og dine Tanker mangfoldige imod Os, ingen kand ordentlig fremsætte dem for Dig, De ere fleere end mand kand tælle dem Psalm 40: 6. Hand taler paa det Stæd om dend forunderlige Store Velgierning, at hand blef os skiænket til fuldkommen forløsning, og alle de deraf flydende utroelige og utallige Velsignelser og Saligheder; og endten vi tænker paa dend, som har fortiendt Os alt got, eller det meget Stoere gode hand har fortiendt Os, saa er deres stoerhed og mængde forunderlig og ubegribelig, dette er og Ethans Hoved Sag i Texten, men af det sidste slags fremfører hand

b: i særdeeleshed, Guds Naade imod Kongens Huus, i hvilken henseende hand glæder sig at Kongens Huus

a er saa fast, i Betragtning af

1: hvad grund det staaer paa: paa 2de Klipper:

Dend Første heder Miskundhed. David maa Vi ligne ved en Forstandig Mand, som bygte sit huus paa en Klippe Matth: 7, 24 v: Daarligheden2), jeg meener, denne Verdens Viisdom, bygger paa Sand, blot Menniskelig Spitzfindighed, Riigdom og Vælde, men naar Viisdommen bygger, saa bygger dend paa sine 7 pillere, Prov: 9. v: 1: 7 tallet er som før er meldet. Fuldkommenheds mærke. Ordet Miskundhed betyder i Hoved Sproget3) en excessiv4) høyde, og tillegges vel ogsaa Mennisker, men meestendeels Herren, Og i sær af David mangfoldige Stæder, og i een eeniste 136te Psalme 26ve gange, Saa mand med rette maa kalde det hans Lif Ord og Gylden-Smycke. Til at eftertænke Sagen desto nøyere maa Vi giøre om denne Stoere Ting nogle faae Spørsmaale. Først: hvorfor Miskundhed? for at udlukke ald egen Fortienniste, thi dersom nogen Menniskelig Fortienniste nogensinde kunde gielde, da motte dend Mand efter Guds eget hierte bestaaet frem for nogen anden; men Ethan, hvor høy og

* * * * 296

tilbørlig Respect Hand end bar for denne Dyrebare Kongelig Prophete, vil dog icke viide af et eeniste Ord andet end Miskundhed. 2. Hvorfor Herrens Miskundhed? Der hører mange Ting til en Kongelig Trone og Slægt at Stadfæste; hvad1) maa af mange og Længe bygges paa de Stoere Huuse, e: g:2) en Herres Raad i Davids tider var saa mægtig, at hand frygtede meere for det, end 100 000 bevæbnede v: 2 Sam 15, 31: Men alle saadanne Midler til det Kongelig Huus at bygge og bekræfte, og alle de Velsignelser, som derfra i Landene udflyder, ere, saa Længe Gud dertil vil bruge dem, intet andet end bæcke af dend Stoere Kilde, som Heder Herrens Miskundhed, paa dend Maade og icke anderleedes kand Menniskene tillegges Miskundhed; egentlig at tale, Er ingen god uden Een som er Gud Matth: 19. v: 17: og ligeleedes ingen Miskundhed i sin rette egentlige Bemærkelse3), uden dend Ethan taler om, Herrens Miskundhed; naar dend er borte, saa ere alle de andre Canaler snart stoppede. Salomon var i henseende til hans viisdom og Rigdom som et Mirachel i Verden; hvo kand beskrive hans Stoere Lyksalighed, saa Længe hand hafde Herrens Miskundhed; Hand giorde Sølvet saa mangfoldig som Steene i Ierusalem 1 Reg: 10, v: 27: Men da hand hafde forladt Herrens Miskundhed, mon ald Hans Sølf og Guld da kunde trøste ham meere end Steenene paa Gaden? i denne hans Angest og Nød var et Eeniste Ord ham kiærere end Himlen og Jorden, og findes beskreven 2 Sam: 7, v: 15: Naar hand mishandler4), da vil jeg Straffe ham med Menniskelig Riis etc:, men min Miskundhed skal icke viige fra Ham saasom jeg borttog dend fra Saul. 3: Hvorfor Miskundhed og icke Almagt, Retfærdighed, Hellighed, da de allesammen ere Guds Børn til trøst og glæde? Frielig saa længe De har Forsikring om en Naadig Gud og Fader, da er alle hans Fuldkommenheder dem overmaade Liflige, Men ellers i Høyeste maader Forskreckelige. Her maa Vi Lære, For det Første, joe høyere dend Soel Herrens Miskundhed gaaer op for en Siæl, jo mindre bliver saadan Menniskes egen Skygge dvs. det var i særdeeleshed kiendelig i David, som Gud frem for andre havde ophøyet: Ald det, som var feil i hans huus eller Rige, tilskrev hand sig self, alt det gode, som blef

* * * * 297

udrettet, tilskrev Hand Guds Miskundhed: Lyckedes Regieringen under hans scepter, hvor fattig og nedslagen staaer hand for Gud: hvad er jeg og hvad er mit Huus, at du har ført mig hidindtil: 2 Sam: 7; slog Hand sine Fiender, som skeede saa ofte og Veldeligen, heede det: Gud slog dem: jeg Forlader mig icke paa min Bue, og mit sverd kand icke frelse mig: men du har frelst os fra Vore fiender, og du har beskiæmmet Dem, som os hadede; vi rose Os dend gandske dag i dig, og vi tacke dit Nafn Evindeligen Psalm 44, v: 7: 8: Andre Monumenter om hands herlige og mangfoldige Seyervindinger finde vi ham icke at have oprettet, end i sine tider at skrive og siunge saa mange deilige Psalmer om Guds hielp og Biestand, og efterladt samme til Guds Miskundheds ihukommelse, saa Længe Verden staaer.

Vi Lærer herved for det andet, joe høyere dend Soel gaaer op for en Siæl, joe meere varmer dend samme med sine Kiærligheds Straaler. Deri var David ogsaa et stort exempel ved alle Leiligheder, endog mod hånds arrigste fiender, som bekiendt er. Skulle du icke giøre Herrens Miskundhed imod mig, sagde hans elskelige Ionathan til ham dvs. som hand vilde sige: dersom du iche skulle giøre det, hvem skulle da? 1 Sam: 20, v: 14: en vigtig Iubelerindring i sær for dend, som har denne Verdens Gods, og seer sin Broder Lide nød, og Lucker sit hierte til for ham; i saadan een er Guds Kierlighed icke 1 Ioh: 3, v. 17; men hvor deilig er det at høre om lob i hans velmagt: hans velsignelse, som ellers motte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkers hierter Iob: 29 v: 13: egentlig efter Sproget: jeg kom Enkernes hierter til at siunge eller springe, det er Beviis paa, at hand gav dem saaleedes, at de kunde føle det: det er icke nok at Lukke sin Mund op og sige, jeg vil siunge Herrens Miskundhed: Hiertet skal oplukkes: Haanden skal oplukkes.

O! Kunde jeg fremlegge alle dend Oldenborgske Stammes Velsignede Kongers mangfoldige Donationer, Gave Breve, Stiftelser for Enker og Faderløsse, Fattige og nødlidende, Academier, Kirker, Skoeler, Hospitaler, Vaysenhuuse, det ville være et 1000 gange herligere Syyn, end om vor Kirke fra øverst til nederst var overklæd med Guld og Purpur; Det er vist, at hvad der kand siiges Mayestætisk og herligt om Jordens Guder, det finder

298

man paa det lifligste i Vore Danske Kongers Historie fremstillet; men i særdeeleshed har denne Dyrebare Succession i Naade og Mildhed icke haft deres Lige, saa mand i en høy Grad maa kalde den Patres Patriæ1), som aldrig bør glemmes, men Gud derfor Priises saa Lenge Danmark er til.

Men her maa jeg sige noget, som nødvendig hører til denne Sag: Da de riige og mægtige saae Kong Davids stoere Miskundhed og gavmildhed, fuldte de strax hans exempel med en forunderlig Velvillighed: 1 Chron: 29 v: 6. Og saaleedes efterfuldte ogsaa de gamle Danske Deres Naadige Kongers Exempel; men efterfølger mand endnu Vore Velsignede Danske Konger? At mange vil tænke, det kommer Af, fordie Siælemæssen er afskaffet, det er Falskt, thi hvad er det meeste Vore Fattige Leve af andet end de gudelige Stiftelser, som ere skeede af de Velsignede Konger og vore medlidende Forfædre efter Reformationen: det kommer kun an paa, at smage det Ord Herrens Miskundhed, saa behøves hverken ved Skiærsild eller Helvede at true os til at give Almisser.

Vel an derfor! skal det være Iubel Fæst, saa Lader os ogsaa viise, at vi ynder vor deilige Iubel Text: Er det iche dend Faste, som jeg har udvalt (Ligeleedes: Er det icke dend Iubel Fæst, som jeg har udvalt) at oplade Ugudeligheds Baand, at Løse Aagets Knipper, at udlade de fortryckte frie, og at J skal sønderslide ald aag. Bør dig iche at deele dit Brød med dend hungrige, og skal Du icke lade komme de elendige, ja ynkverdige i dit huus? naar du seer een Nøgen, skal du klæde ham, og iche skiule dig fra dit Kiød. Da skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, og din legedom skal snart grønnes, og din retfærdighed skal fremgaae for dit Ansigt: Herrens Herlighed skal slutte til efter dig etc: Es: 58 v: 5 sq: Salige ere de Miskundelige, thi de skal faae Miskundhed Matth 5.

Dend 2den Grund til det Kongelige Huuses Velstand heder Sandhed: Guds Trofasthed i at holde det hand hafde Lovet. Det første, Guds Miskundhed, er i sig self grund nok; min Naade er dig nok, siger vor Frelsere til Paulum 2 Cor: 12:; men for vor Svagheds skyld sætter hand sin Sandhed til en fast Grund for

* 299

troen i alle omstændigheder: dend tid David fik de stoere Forjættelser om sit huuses tilkommende Herlighed, da stoed Riget i en meget glædelig Stand, efter at hand hafde overvundet saa mangfoldige fiender, 2 Sam: 7, men siden kom over Davids Rige saa stærke Virvelvinde, at det syntes reent at ville gaae til Grunde 2 Sam 18, 19 og 20 Cap: I dend tid, synes denne Psalme at være skreven til opmuntring for de bekymrede Siæle, at de nu icke skulle forsage, men stadelig troe, at Davids huus vist skulle staae som en Klippe blandt alle disse Bølger; hvorfor det? fordie Gud hafde Lovet det, og driver Ethan i den Forvisning Sagen saa høit, at før Davids huus nu skulle falde, som mange tænkte, før skulle himlen selv falde. Lader Os høre hans Ord: Thi jeg sagde (hvad end Simei Sagde: 2 Sam: 16, 7: eller andre sagde: Davids Siæl har ingen hielp hos Gud Ps: 42:, eller David self: 2 Sam 15, 26), Miskundhed imod David skal bygges evindelig, fuldføres som en Bygning: anderleedes bygger Gud icke. Du skal (See! [med] hvilke [n] Parrhesie1) vender hand sig til Herren) stadfæste din Sandhed i himlen selv dvs. sætte dend uryggelig fast: Ligesom Apostlerne skulle glæde sig, at deres nafne vare skrevne i Himlene Luc: 10, 20. Gud vil frielig Stadfæste sin Sandhed paa Jorden i Vore hierter; men at vi icke i mørke tider skal forsage, saa maa dend trøst staae, at dend er Stadfæst i Himlen, hvor dend iche kan fordunkles eller forrykkes. Lignelsen [er] tagen af et Kongel: Benaadnings Brev2): om sligt ved Jldebrand eller Fiendehaand forkommer, Mand da veed, det er Stadfæstet i Kongens Archiv. Hemmelig er her i Ethans ord en Beskylding over vor Vantroe, at mand i Trængsels tide saasnart glemmer dend trøst, der taler til os som Børn Ebr 12; men glemmer vi det, hand glemmer det icke; her er i alle paakommende tilfælde et fast anker, som gaar inden for Forhænget Ebr: 6, 19 v: At Vi da holder fast [der] ved, i hvor det end gaaer, og naar ald anden haab er ude, efterdie Ankergrunden er Gud self og hans Sandhed! Seer derfor J troende iche paa det synlige men usynlige, icke paa hvordan Eders Sag kand siunes paa Jorden, men hvordan dend befindes i himlen, iche hvordan Eders Nafne staaer skrevne paa Jorden, men i Himlen, frygter kun

* * 300

icke for Guds Sandhed at dend skal forgaae: Alle Guds Forjættelser ere Ia i Christo og Amen i ham 2 Cor: 1, v 20: men motte nogen sige: hvad veed jeg, hvordan min Sag staaer i himlen: jeg svarer, just saadan som hand har Lovet dend paa Jorden, og bekræftet med sit Ord: det var just det, som her var Stadfæstet i himlen, som var Lovet David 2 Sam 7: videre end Forjættelsen gaaer [Ethan] icke, men saa staaer hand ogsaa paa den evige Grundvold med en u-overvindelig Friemodighed, pucker og trodser imod ald Verdens og helvedes magt, Iubilerer og Triumpherer, Ligesom hand snart kunde staaet i himlen self. Men hører I Bygningsmænd i alle Stænder, og tror dog gandske vist, at det er indtet andet end Babels Bygning, dersom Gud icke er med, ja dersom hand icke bygger. Mærker det I Ægtefolk: dersom Herren icke bygger Huuset, da arbeide de forgiæves som bygge derpaa Psalm 127. v: 1: Hos ham er viisdom (til at bygge) og vælde (til at opholde det). See! hand nedbryder og det skal icke bygges: Iob: 12: v: 13.

J Aandelig Bygningsmænd! Bygger I ogsaa alleene paa dend Steen, som de gamle Bygmestere har forkastet og er bleven en Hovedhiørne Steen Matth: 21 v: 42? Og om saa er, hvad bygger J derpaa? Guld, Sølf, dyrebare Steene? eller ogsaa træe, Høe og Straae? 1 Cor. 3 v: 12: J stoere Bygningsmænd paa Jorden, tænker paa dend mægtigste Konges Ord: jeg har bygt et Kongel. Huus ved min Sterke magt, og til min Herligheds ære Dan: 4: v: 30; men hand maatte Lære det anderleedes, og i samme Øyeblik, da Ordet var ham endnu i Munden v: 31. O! vel dend som i inderste hiertens ydmyghed erkiender sin egen uformuenhed i alle ting, og Iesu ords sandhed: Uden mig kand I slet intet giøre: men derhos grunder ald sin Timelig, Aandelig og ævige Velstand paa hans usvigelige Naade, Miskundhed og trofasthed, og icke ved vantroe hindrer ham i at fuldføre og fuldende alle sine stoere Forjættelser: dend skal i alle Omstændigheder staae som Zions Bierg og icke ryste.

Dend Sag applicerer1) sig self paa dend Velsignede Oldenborgske Stammes Danske Konger. [1:] Ligesaa u formodentlig det skeede David, Isai Yngste Søn i Bethlehem og hans huus, at

* 301

hand skulle faae saa stoer og vældig Kongel: Huus: Næsten Ligesaa uformodentlig skeede det Dette Velsignede Danske Kongel: huusis Prisværdigste Stamme-Fader, da mand efter Kong Christophori Bavarii dødelig afgang uden Livs Arvinger tænkte snart i Danmark Ligesaa Lidet paa Christian i Oldenborg som Samuel paa David: 1 Sam: 16. Den fortræflige Hertug Adolph i Holstein var alles Øyne vendte efter, som Samuels paa Eliab 1 Sam: 16, v. 7: men det skeede af Herren, at Hertugen undslog sig derfra, og gav anslag1) paa sin Søster Søn i Oldenborg. At aldrig bedre Raad var givet for Danmarch, saalænge Dannemark har staaet, har udgangen viist, og derom bær vidne hver dag og Stund i de sidste 300 aar; visselig var der stoer glæde, da de hafde faaet denne Konge ind i Danmark, hans stoere Qvaliteter indtog alle Undersaatters hierter; hvad om de hafde vidst den følge af saa utallige Velsignelser, som Gud derved ville beviise disse Konge Riger? 2: Ligesaa forunderlig som Guds Miskundhed og Sandhed har viist sig imod Davids, saa ogsaa imod Christian dend Førstes Huus, icke alleene i at krone det med saa stoer og Langvarig Velstand; men endog imod ald Menniskelig haab i største Farer og ulykker, icke alleeniste givet det undertiden de største Seyervindinger, hvor det mindst var at vendte; men end og paa de tider, naar det har syntes, at Fienden gandske i Bund og grund ville needbryde Kongens Huus, da har Gud allermeest bygt paa Kongens Huus; og de allerstørste Fahrer har efter Guds Forunderlige Naadige Forsyn mottet bane Veyen til de 2de Stoere for Danmarks timelige og Ævige Velfærd saa glædelige Forandringer, jeg meener dem som skeede ved Reformationens og souverainitetets allerviiseste og Lyckeligste indførsel. 3: Ligesom en stoer Bygning kommer iche snart til sin høyde, saa ogsaa jtzige2) det Dyrebare Danske Kongel: Arve Huuses Velstand; men Herren er med denne Bygning alt gaaet høyere og høyere; Herren, hvis Nafn være derfor ære i ald Ævighed, blive ved at bygge paa Kongens Huus Evindelig!

O! var vi nu viise, og af inderste hierte i troen kunde henge ved Herren, ja dersom det forrige var Lidet, da skulde hand ligge saadant og saadant til 2 Sam: 12: v: 8: men det kommer

* * 302

an paa at være vis i dend Sag; Løselig med Munden at sige: Miskundhed skal bygges evindelig etc:, det er kun Avner for Anfægtnings Storm; men som Ethan sagde det: Ieg sagde: Miskundhed skal bygges evindelig, denne Forsamlings-Mesters Ord vare som de gadde1) og Søm, som hand slog ind i Herrens Huus: det er, de sadde Fast, kunde icke rockes Eccles: 12. Ieg sagde (det kalder Paulus: ieg er vis paa), at hverken Lif eller død, hverken Engle eller FyrstenDømme etc: skal kunde skille Os fra dend Guds Kierlighed som er i Christo Iesu: Rom. 8: Vi har hørt, at ingen Menniskelig Fortienniste, Kunst eller viisdom, magt eller vælde er Grund til Davids Huuses Velstand, men Herrens Miskundhed mod sin tienere David og Hans Huus, og hans Sandhed i at holde det, hand har Lovet; men hvad er da det for et Løfte, som hand saa meget glædelig siunger om i saa særdeeles Troens Glæde, det er da

2: Grunden til dend Forsikring og fuldkomne forvisning, om Davids Huuses Lyksalighed er 1: Herrens Pagt med David: dend indfører Sangmesteren Ord fra Ord saaleedes: Ieg dvs. Alle Kongers Konge, Alle Herrers Herre, for hvilken alle Folk ere at agte som en draabe i en Spand, og et gran i Vegt Skaalen, som omkaster Øerne som tynt Støv Es: 40, v: 15, jeg som giorte Himmel og Jord, giorte en Pagt 2 Sam: 7. Naar Gud giør Pagt med dend, som allereede staar i hans Pagt, da viiser det, at saadanne ere tilforne kommen til en høy Grad i troen, og særdeeles familiaritet med Gud, som Abraham i dend Meening kaldes Guds Ven: Iac. 2, 23, og Gud skammer sig icke ved at kaldes hans Søns og Sønne Søns Gud Ebr: 11; ja en forunderlig Høytiidelighed, at Gud ved det Navn bliver bekiendt i dend gandske Verden. Og saaleedes ville hand og i dend Meening giøre Pagt med David, hvilken hand i dend Meening kalder sin Udvalde dvs. udvaldt iblandt de udvaldte. 2: Guds Eed til David: Ieg har soret2) min Tiener. O! en yndig Titul for David: kiære Herre! sandelig jeg er din tiener, jeg er din tienerindes Søn, du sønderrevst mine Baand Psalm: 116 v: 16, hvor hand viser at hand baade var Herrens Lif egne tiener, og dog ved Naadens Iubel-fæst friebaaren tiener: O, en stoer Ære for en tienere, at saa stoer en Herre vil

* * 303

svære1) for ham, da andre Herrer pleyer at tage Eed af Deres tienere. David, et yndigt Navn i sig self, men alleryndigst for Personens og hans Forjættelses skyld, saalænge Verden staaer: Navnet i sig self giør ingen bedre, men et yndigt Navn paa en yndig Persohn er som en Demant i en Guld Ring. Ligesom de Konge Navne i Danmark Christian og Friderich for deres skyld ere de smuckeste i Verden. Her spørges nu da, hvorfor har Herren soret? fordie hand hafde ham saa kier, som der staaer om Ionathan: 1 Sam: 20, 17: v. Hvo kand noksom forundre sig over de allerlifligste expressioner i den Sag, som Ethan udfører v: 34: 35: 36-38, fordi hand vil giøre David i Troen stærk og ubevægelig Ebr 6, v: 16: 17:? Hvorfor soer hand David? hafde det været den tungsindede Asaph, dend vantroe Thomas? men at hand saa meget høyt og dyre sværer dend stoere Troens Kiempe David? O hvor kand det væderqvæge og trøste en bedrøvet Siæl, at endog David kunde trænge til Guds dyre Eed og Forpligtelse. 3: Hvordan soer hand David? hand soer David iche alleene som sin tiener, men endog som en Konge for sit Rige, og som Fader i sit Huus, ja som Stamme Fader for Hans Kongelig Arvehuus; tiden tillader icke dette vitløf tigere at udføre: vist er det, at David ved dend Eed blev saa indtagen ja hentagen af glæde og Forundring, at hand for først2) var gandske Stum, og kunde icke sige et Ord: 2 Sam: 7: Dend allerfornemste og Lifligste Lærdom, som flyder af disse Ord er denne: At Gud for særdeeles Gudelige Forældre og Stamme Fædre giør imod Deres afkom, meere end hand ellers vilde giøre, og det i Tuusinde Leed, Exod: 20: Hvo er en Gud som Du, som borttager Misgierninger, og gaaer overtrædelser forbie etc., du skal holde Iacob Troskab, som du har soeret vore Fædre fra de forrige Dage af Mich: 7: v: 18: 19.

O! Saligt Rige, hvis Konge staaer i en sær3) Eedelig Pagt med Gud: Længe efter David var opraadnet, naar Israel kom i yderste Nød, og ingen haab var til Redning, da saae Mand, hvad Guds pagt med David betydede, jeg vil beskierme denne Stad for min Skyld, og for Davids min tienneres skyld 2 Reg: 19, 34 v: 2 Reg: 20: 6 sq. Dømmer self, om Danmark icke har aarsag at troe, at den ogsaa har nydt samme Naade? Naar Gud har ladet Os, da

* * * 304

andre Riger har Ligesom Svømmet i Blod, i denne Stad, Stift og Land næsten i hundrede Aar icke see et blodigt Sværd, foruden saa mange Aandelige Velsignelser og naade-Besøgelser, da kand jeg icke andet troe, end at der maa være en sær Guds pagt og Eed med vor Danske David eller Iosaphat eller Ezechias eller Iosias, som hidindtil har holdet Herrens Domme tilbage, med mindre mand kand beviise mig, at Vi have været imod saa stoere Guds Velgierninger taknæmmeligere og skiønsommere end andre, som jeg holder for en umuelighed.

Ellers agtes Undersaatternes Eed et fast Baand til Rigets Lyksalighed, og er det iche at nægte, at jo alle reedelige Undersaatter, som endog uden Eed ere Kongen huld og troe, dog ved samme agte sig desto meere derved baade opmuntrede og forbundne1). Men Gud Naade Os! hafde Rigets Velfærd ingen anden Eeds pagt at staae paa! hvad meener J, om David hafde iche haft anden Grund end Undersaatters Eed? Saa staar 1 Chron: 11. v: 3: Og alle Israels Eldste komme til Kongen i Hebron, og David giorte en Pagt med dem i Hebron for Herrens Ansigt. De sidste Ord viiser nok, at det er gaaet alvorlig til paa begge sider; men hvor blef dend Pagt og Eed, da ald Israel som een Mand fuldte Absalon, og vilde jage David fra Scepter og Krone, da det blev sagt til David: hver Mands hierte i Israel er efter Absalon 2 Sam: 15 v: 13.

Med de mange syndige Eeder, som gaae i Svang i Landene, baade hver Stund og Øyeblik i almindelighed, og i sær paa dend tiid og sted, hvor Sandhed og Retfærdighed derved skulle understøttes, vil jeg som en alt for bitter Materie i denne glædelige Iubel Fæst iche indlade mig viidere, end Gud til ære sige, at dersom hand endog Lod falde af himlen en draabe Vand for hver syndig Eed, da vare vi Længe siden allesammen bortskyllede; men derimod glæder jeg mig ved de mange taarer og Forbønner, som dend Oldenborgiske Stammes Konger har giort for Danmark, hvilke er endnu i hukommelse for Herren, dem selv til ævig Ære og Herlighed, og Os til særdeeles Velsignelse, om vi icke self dertil giøre os uværdige.

* 305

Nu har Vi hørt om Kongens Huusis Velfærd: hvad Grund den stod paa, at dend var fast. Følger nu for

At dend var stoer. Her giøres icke vitløftighed fornøden. Sagen er af dend bibelske Historie bekiendt, for dend Aarsags skyld1) jeg kun vil nefne de vigtigste omstændigheder: nemlig: 1: at David var en Borgermands Søn. 2: blef Konge over Israel. 3: over det gandske Israelitiske Folk, saa hand i det styche hafde kun 2de Ligemænd, hans for- og efter-Mand. 4: At Israel var Guds eget Folk, og derfor saavidt vi veed, Davids dend eeniste hellige Regiering i Verden. 5: gav ham saadan viisdom at Regiere, saadan magt til at forsvare dette Folk, at hand igiennem alle Secula var og er et Speil for alle himmelsindede Konger til Verdens Ende. 6: at Hand gav ham en Søn paa Thronen efter sig, fuld af viisdom, som i at bygge Herrens Huus var Christi Forbillede. 7: at hand lod af hans Sæd i lige nedstigende Linie, sidde paa hans Trone 21 Konger, over 450 aar. 8: At iblandt dem vare de stoere Himmel Lys Asa, Iosaphat, Amazia, Asaria, Ezechias, Konger som i deres tid gik fulde af Længsel efter Messia, Luc: 10. Var det iche stort, ja større end noget Guds Barn kand vendte her i Verden? Om een, som af hiertet frygtede Herren, vidste at hand efterlod en Søn, som skulle blive et Middel til mange Menniskers timelige og i sær evige Velgaaende, mon saadan een skulle viide, hvad hand vilde fange an for glæde? Kand der være saadan glæde over et got træe, hvad da over saadan en heel Skov af Herrens Plandtelser, fulde af Retfærdigheds Frugter. O Vanslægtige Davids efterkommere Ioram, Ahasia, Achas, Amon, Iochas, Iojachim, Iojachin, Zedechias, som har efterladt det skammelige Navn, at de vandrede iche i Deres Faders Davids Veye, men giorde det onde for Herrens Øyne, som vare vel Davids Thrones rette Arvinger for Davids skyld, men dends Vanære for Deres Ugudeligheds, ja dends allerstørste Fiender, og eeniste Aarsag til dends undergang, hvilket og Længe tilforn var skeed, dersom Gud iche hafde understøttet dend ved efterhaanden igien at opvæcke en retskaffen Konge, som formedelst sin Nidkierhed for Herren i det ringeste stod i gabet2) til at opholde Guds

* * 306

Domme, item1) ved at forleene De gode Konger et Langvarigt Regimente, hvorved Davids huus i lang tid er bleven Conserveret, da de Ugudelige derimod, Manasse undtagen, største deel har Regieret gandske kort, indtil under Fiire ugudelige Konger, som fuldte paa hverandre, det onde gandske tog overhaand, og giorde ende paa Davids Kongelige Regiering. Her motte indvendes, hvor blef da de stoere Løfter af om Davids Huuses bestandige Velstand og i særdeeleshed hans Kongelige Thrones evindelige Floer? Dertil svares 1: den høyeste og Fornemmeste Velsignelse til en families Floer og Velstand, gaaer paa det Aandelige og evige, uden hvilken, joe større timelig Velstand, joe større ulycke; Og hafde det ellers været en slet trøst for David, som self holdt ingen for ulyksaligere end de, som hafde deres deel i dette Lif Psalm: 17: v: 14: Det Aandelige og Evige var Davids Hoved Sag; at hand og hands afkom motte være Herrens i tiid og evighed, var hans høyeste Ønske, som og meget overflødig er bleven opfyldt. Det var næsten 1000 aar efter ham, at mand fandt Davids Troe i Davids Sæd: den Velsignede Iomfrue Maria, som alle Slægter paa Jorden Priise Salig til Verdens Ende; ja hvor mange baade for, i og efter dend tid, af Davids slægt vare Troende Guds Børn, blandt hvilke end og fandtes mange stoere Fyrster og Herlige Lærere, hvilke med David kand glæde sig for Guds Ansigt evindelig. 2: hvad Davids Thrones evindelighed angaaer, da blef det saaleedes opfyldt, at hand aldrig kunde Ønske det herligere, icke alleene Davids throne til fuldkommen Herlighed, men endog det gandske Menniskelige Kiøn til ævig Fryd og Salighed, og det var just Kiernen i dette Stoere Løfte, nemlig: om dend, som kaldes Davids væxt Ier: 23: v: 5: og Davids Søn, som Gud efter Engelens reene Ord til Maria har givet Davids sin Faders Stoel, at hand skulle Regiere over Iacobs Huus evindelig, og der skulle iche være ende paa hans Konge Rige Luc: 1, 32: 33 v: det var Davids rette Hiertens fryd, som allevegne saa og i denne Spaadom; thi vel var det en meget stoer Naade, anlangende saa mange Konger af hans Lænd: Lover Herren icke Abraham som en stoer Velsignelse, at der skulle ogsaa komme Konger af Ham Gen: 17, 6 v: men iche dend allerringeste draabe af sand trøst, kunde det

* 307

give dem, om der end og vare komne saa mange Konger af dem, som der vare Viintræer i heele Canaans Land, dersom der icke var opgangen den Qvist af Iesse1) Rod, Dend søde Himmel Viin-Qvist, som med sit allerhelligste Blods søde Druesaft kand Trøste og lædske, glæde og fryde det gandske Menniskelige Kiøn Es: 11: og det anseer Vi for Aarsagen, hvorfor Ethan her med Davids bekiendte Selah eller pause opvæcker læseren til dend dybeste eftertanke. At David saaleedes Forstoed denne herlige Forjættelse, Siger Petrus tydelig: Efterdie David da var en Prophete og vidste, at Gud hafde svoret ham med en Eed, at hand vilde Af hans Lænders Frugt, hvad Kiødet er anlangendes, opreise Christum at sidde paa hans Stoel Act: 2: v: 29: 30: 31: Det var en Ære for Davids Slægt Register, som begynder i det Nye Testamente saaleedes, og staaer der i sin allerfuldeste glands: Iesu Christi Slegters Bog, som var Davids Søn, som var Abrahams Søn Matth: 1: v: 1: Her seer Vi, hvad der i Verden pryder og smycker Genealogier; det har Abraham, Iuda Stamme, og i sær David for sig, at Christus er fød af disse fædre efter Kiødet Rom: 9, 5: v: Men efterdie hand er alle Jordens slægters Velsignelse Gen: 12, 3 v: og hver dend som giør Guds Villie, er hans Moder, hans Søster og Broder: Matth: 12: at de som ham annammede har hand givet magt til at vorde Guds Børn, de som troe paa Hans Nafn Ioh: 1:, 12 v: følgelig alle Troende med ham ere paa det nærmeste beslægtede, saa er det hæslige Genealogier, som Cains Afkom og Israels Kongers Slægt-Register, blandt hvilke icke fandtes en eeniste, uden ugudelige Mennisker. Derimod at finde saadanne fuldkomne Slægt Registere, hvor iblandt alle ere Troende, har mand aldrig hørt, men det er et deiligt Slægt Register, hvori der findes nogle og i sær mange Troende. Saadanne Slægt Registere, ere imod andre at ligne som deilige Lyst Qvartere, som for deres adskillige Liflige Blomsters skyld ere sær angennemme, uanseet, her og der kand staae en Tidsel eller ukrud, og dette var kortelig om Davids Slægt-Register. Men hvilken Deilig Raritet maa ald Verden see og forundre sig over, i dend Høypriiseligste Oldenborgske Stamme, hvor mand i saa Lang tiid har mærket at florere baade Pietet og Mayestæt; ja hvor

* 308

finder mand en Kongelig Stamme i Verden, hvor Vor Herres Iesu Naade meere har udbreed sig; og hvilken er dend rette Lifsens Saft og kraft hvoraf dette Stamme Træe, og de derved florerende Riger og Lande har Høstet saa mange Herlige Frugter. Og hvoraf meene Vi, ellers at være kommen dend usædvanlige hæld for Regieringen og Nidkierhed for Religionen at sætte i Stand, saadan Viisdom, Tapperhed, Naade og Mildhed, og det i saadan mængde og Længde, at saa mange Danske Prindser og Prindsesser udenlands har efterladt sig, af Guds Frygt, Viisdom og Naade, et udødeligt minde, item: at de allermeeste i Europa florerende Keyserlige, Kongelige og Fyrstelige Huuse ere Descendenter af denne Stamme, hvad er det, jeg kræver dend heele Christenhed til Vidne, hvad er det andet end, at der er lagt en særdeeles Velsignelse paa dette Stamme Træe, af dend som Siiger: Raad og det Forstandige hører Mig til, Jeg er Forstand, Mig hører Styrke til, ved Mig Regiere Konger, og Fyrster beskicke Retfærdighed, ved Mig skal Fyrster have Fyrstendømme og de ypperlige, ja alle Dommere paa Jorden; Jeg vil Elske dem Mig Elske, og de Mig søge Aarle, skal finde Mig; Riigdom og Ære er hos Mig, varagtigt Gods og Retfærdighed etc: Prov: 8: 14 sq.

Gid jeg nu kunde giøre Eders kiærlighed dend Glæde, at fremviise Eder disse Deylige Kongers Lifagtige Skilderier. Da skulle J forlystes ved at see De Tolv Himmel Tegn, i hvilke Dannemarks Lycke-Soel har skinnet for Disse Riger og Lande 300 Aar. Men da jeg det icke kand, vil jeg dog opregne Deres Symbola1) fordanskede i steden for deres Portraits i allermindste Miniatur, som J af det, som sagt er, kand skiønne at være dem gandske Liige:

SYMBOLUM

CHRISTIANI PRIMI
Virtute monstrante viam2) Vel An! jeg sviger ey,
Hvor Dyden viiser vey.
* * 309
IOHANNIS
Pro lege et grege.1) Guds Nidkierhed for Lov og Ret,
Dend allermindste uforgiet.
CHRISTIANI SECUNDI
Sic erat in fatis2) Som Lykken det vil føye,
Saa Lader mand sig nøye.
FRIDERICI PRIMI
Nil sine Numine.3) Foruden Gud, hans Raad og ynde,
Jeg indtet kand og vil begynde.
CHRISTIANI TERTII
In Deum confido solum, flat voluntas Domini.4) Gud er min Klippe, ingen meer,
Nok naar hans Villie kun skeer.
FRIDERICI SECUNDI
Rara fides terris, Spes mea sola Deus5) Hvor rar er Huldskab, Troe og Love,
Paa Gud jeg alle Ting tør vove.
CHRISTIANI QVARTI
Regna firmat Pietas.6 ) Dend sande Herrens Frygt,
Giør Riget fast og trygt.
FRIDERICI TERTII
Dominus providebit.7 ) Lad det Tordne, Lyne,
Herren skal Forsyne8).
* * * * * * * * 310
CHRISTIANI QVINTI
Pietate et lustitia1) To Støtter holder Rigets fred,
Sand Gudsfrygt og Retfærdighed.
FRIDERICI QVARTI
Dominus mihi adjutor2) Mit Hierte derved trøster sig,
At Gud en hielper er for mig.
CHRISTIANI SEXTI
Deo et Populo3) For Folkets Gavn og Herrens Ære,
Jeg gandske vil et offer være.
FRIDERICI QVINTI
Prudentia et Constantia.4) At Jeg min Konge kun alleene maa behage,
Det er mit Scepters maal i alle mine Dage.

Til Lycke STORMÆGTIGSTE MONARCH ALLERNAADIGSTE ARVE KONGE OG HERRE FRIDERICH DEN FEMTE med saadanne Dyrebare Fædre. Hvor maa det icke røre min Allernaadigste Konges LandsFaderlige Milde hierte, naar Hand af sine egne HøgKongelige Stamme-Fædre seer saadan haab5) Vidner sadt omkring sig Ebr: 12, naar Hands Mayestæt i sær eftertænker hvor ofte De Høist Salige Konger har Lagt paa Deres Ansigter for Gud med mange Suk og Taare for Deris Kongelige Arve-Huus, Riger og Lande, i sær Naar det Aller Lifsaligste Exempel af en Himmelsindet Monarch Hans Kongelige Mayestæts Høysal: Herr Fader staaer Hands Mait: alle Øyeblik i Tanker, ja hvor maa det paa denne Dag og hver Dag glæde Hans Maits Hierte, at see sig en Arving, ikke alleene af saa mægtig et Regimente og Absolut Eenevolds Herredømme men endog af saa Himmelsindet en Faders, af saa mange Hellige og Herlige Kongelige Forfædres, uskatteerlige Velsignelser.

* * * * * 311

Men hvad giøre Vi her, mine Allerkiæreste? Toe ting bliver os meget angelegen, om Vi ellers med tilbørlig Devotion har betragtet denne Deylige Konge Stamme: 1: Af inderste hierte at bede, Herren vil befæste Vor Salomon, paa denne herlige Trone, at hand maa følge og fuldføre sin Faders Davids Hellige Foretagende, til fremvoxende det Kongelig Arvehuuses Floer og Velstand i Dagenes Længde, at Herren vil Velsigne Deris KONGELIGE MAIESTETER DRONNINGERNE og Lade Dem see Deris Lyst paa Herrens Naade over det Kongel: Danske Huuses Altid joe meere og meere blomstrende Velstand og Herlighed; i særdeeleshed icke alleene nu, men uafladelig, at bede got for Landets Allermildeste MODER som hand har Velsignet med Lifsfrugt, at Guds og Kongens Huus med Hende maa opbygges joe meere og meere. Dend erindring om sidste blodige Krig udenlands1), af dend Aarsag alleene, fordie der fattedes een eeniste Prinds, kand giøre Os desto ivrigere i at Anbefale J Herrens særdeeles milde Varetægt Dend DYREBARE PODE Vor NAADIGSTE KRONPRINDS 2) samt DE KONGELIGE PRINSESSER og det gandske KONGELIGE ARVE HUUS, Disse Rigers Haab og Glæde. 2: J sær af inderste Hiertens Gund, at Tacke og Priise Gud paa denne Dag og saa Længe Vi Leve, at dend Ære og glæde, at sidde under den Deilige, den Oldenborgske Stammes Skygge, er ogsaa naaed til Os, at Vi som nu med glæde kand høre det Liflige Nafn FRIDERICH den FEMTE, af Guds Naade, alle Tiider igientager det Ord Guds Naade med Hiertens inderlig Taknemmelighed, Og til dend ende, maa vi endnu Lære

III. HVORDAN VI SKAL IUBILERE. Sandelig, vi kand icke noksom ydmyge Os ved Ethans forunderlige Jver i at Priise Herren. De toe Ord: Miskundhed og Sandhed, og dend Glæde i dend Hellig Aand, som hand finder i disse 2de Himmlesøde Ord, ere ligesom 2de Cherubims Vinger for ham, hvormed hand svinger sig op i det Høye, ja saa høyt at ingen kand øyne ham, uden de finder3) noget til det som hand erfarede. Det som fornemmelig falder i Øynene, vil jeg for Tiden at spare kortelig melde, at hans LovSang er

* * * 312

a. Reen og Hellig: tilskriver alle de stoere Velgierninger Herrens Miskundhed og Trofasthed alleene, Soli Deo Gloria1); ja slet Tak ville han fortiendt sig af dend Himmelgivne Konge, dersom Hand hafde givet ham det ringeste af Helligdommens offer. Meeningen er icke, at mand icke skulle høyt Agte og Ære sine Konger, det vilde være en slet Sang for Gud, om mand vilde ringe agte dem, som hand self saa høyt har æret, og givet sit Billede at bære; Frygter Gud og ærer Kongen, hører sammen 1 Petr 2. Belials Mænd2), som ringe agtede Kongen: 1 Sam: 10: v: 27: ja dobbelt Belials Mænd vare vi om Vi icke ærede saadanne Konger, ja deres Støv i deres grav, saa Længe der er en varm Blodsdraabe i Danmark. Skulle saadan naade, saadan omhyggelighed, saadan møye, saa Landsfaderlig Kiærlighed iche skiønnes3), da var der jo icke engang menniskelig følelse hos os, end sige Christen Kierlighed. Men Sagen er at vi af inderste hierte erkiender, at Herren har givet os dem som en særdeeles rar skiænk og gave, og derfor hiertens inderlig og høytiidelig tacker og priiser ham derfor. Fører til Herren, Folkets Slegter, fører til Herren ære og styrke, fører til Herren hans Navns ære, frembærer skiænk, og kommer i hans Forgaarde Psalm: 96: v: 7: 8.

b. Liflig: i Troen til Messiam: aldrig har nogen fra Verdens første tiid og til denne Stund, endten kundet bede eller siunge et ord Gud behageligt, uden i Troen til vor Frelsere: Ethan har i Aanden Davids deilige Genealogie og hans efterkommere for sig, paa dend maade, som Gud fordum viiste Abraham dend neml: som en deilig Himmel fuld af Stierner Gen: 15, V: 5: men Messias er hans Soel, hvis Naadestraaler giør ham saa himmelglad. Ingen tænke, at hand kand give Gud dend allerringeste tak i dag for Vor Dyrebare Konger, uden det skeer i troen til Iesum: taksigelse skal vi giøre i alle Ting, thi det er Guds Villie til Eder i Christo Iesu, siger Paulus 1 Thes: 5, v: 18, men hvordan? Lærer og paaminder Eder selv med Psalmer, Sange Og Aandelige Viser etc: i det J synge yndeligen i Eders hierte for Herren, og ald det I gøre i ord eller gierning, ja alle ting, skal

* * * 313

J giøre i dend Herres Iesu Navn, tackende Gud og faderen formedelst ham Col: 3, 16: 17: v: alt andet der uden for, er fremmet ild til dette offer1).

c. Andægtig. Som fordum Engelen, da hand hafde faaet offeret i Brand, foer hand op i samme Lue til himlen: Iud, 13, v: 20, saaleedes siunes mig giør Ethan og hans offer: da hans Lovsangs Lue gaaer op til himlen, saa farer hans hierte op med, og det saa høyt, at hand siunes, at kunde høre Englene siunge i Himmelen: og Himlene Herre skal bekiende dine underlige Gierninger, hvor vi ved Himlene icke kand forstaae andet end Guds Himles Frydefulde skare, ved de underlige Gierninger Herrens Miskundhed, som hand tilforne har talt om, efterdi hand sætter det her ved Guds Sandhed, og maa denne Herrens Miskundhed, i henseende til Davids Huuses vext og afkom, i sær til foromtalte Davids Vext, Herren vor Retfærdighed Ier: 27, som og er et Lys til at oplyse Hedningene, og Guds Folk Israel til en Herlighed Luc: 1:, nok kaldes Guds underlige Gierninger ved Guds Sandhed, Hans trofasthed i at holde hvad hand har Lovet, som sandelig er dend ting hvorom mand taler, Lærer, siunger og Iubilerer i De Helliges Meenighed, hvorved vi forstaaer Guds Børns forsamling paa Jorden, efterdie mig icke er bekiendt at disse Ord: De Helliges Meenighed bruges paa anden maade i dend Hellige skrift, og maa ingen undre over: at Ethan sætter dend Stridende og Triumpherende Kirke saa nær sammen, Ligesom 2de Choor, hvilke dog udgiøre een Concert, at naar dend Triumpherende Kirke begynder med at Priise Guds Miskundhed eller dends underlige Gierninger, dend Stridende da strax svarer med hans Sandheds Priis; det er en Lige saa Sand, som sød, beskrivelse paa Guds Kirke i Himlen og paa Jorden; tilstanden er frielig heel ulige, dog ere de i sig self et corpus2). Naar Paulus skriver til de Ebr: i det 12 c v: 22 seq.: J ere komne til Zions bierg, til dend Levende Guds Stad, til det himmelske Ierusalem og til Englenes mange Tuusinde, og til de Første Føddes Forsamling og Meenighed, som ere opskrevne i himlene etc: da vilde Jeg tænkt, at hand talede om den Triumpherende Kirke i Himmelen, dersom jeg icke skinbarlig saae, at hand

* * 314

skrev til Folk, som endnu virkelig vare i denne Verden; begge ere dend samme Faders Børn, som er Fader over alt det, som kaldes Børn i Himmelen og paa Jorden Eph 3, v: 15, og Kirkens sande Lemmer ere hans Børn endten de ere i Himlen eller paa Jorden; de Salige har deres Frelsere, Lammet, iblandt dem, og Iubilerer over ham i ævighed, men hand er i Sandhed ogsaa midt iblandt dem paa Jorden, om der er kun 2 eller 3 forsamlede i hans Navn. Vi Lærer heraf, at som en Forsmag af Himlen er IubelFæstens sødeste Rætter, som i Jndgangen blev erindret, saa hører i særdeeleshed til denne Iubelfæst, at tænke paa de afdøde Salige Kongers evige Fryd og Iubel glæde. Alle Guds Børns Exempler ere opvæckelige, men meest naar de ere døde; alle Saliges Exempler ere angenemme, men i sær Kongers; hvad er andres, endogsaa de møysommeligste Bestillinger at Regne imod deres Regierings Byrder? Hvad er det vi andre har at fornægte, imod dem at ligne? En stor Prinds har icke urettelig sagt: vil en Kongelig eller Fyrstelig Person bestaae i Naaden, maa hand have en Heroisk Troe, og saa kand det endda være Farlig nok, uden særdeeles at vaage, som Davids, Salomons, og De fleeste deres retskafne efterkommeres exempler noksom udviiser. Til Guds underlige Gierninger, som Englene i Himlen med Ethan berømme, hører ogsaa dette, naar hand iblandt saa mange Tuusende Farer til Lif og Siæl bevarer saadanne Retsindige Konger i Naaden, og derfor er ogsaa Iosephs, Mosis og Daniels Exempler at regne iblandt de allerstørste Guds Miskundheds og Troefastheds Beviiser i at bevare dem ustraffelige blandt saa utallige og Langvarige tillokkelser, og maa holdes for Lige saa stoer Mirakel, som de 3 Mænd uskadede i Ofnen, og Daniel i Løver Kulen. Endelig hvad er det, som andre til Guds ære kand udrette imod David og saadanne Himmelsindede Konger at regne? Men derfor er ogsaa deres herlighed i Himlen desto større, icke at Gud skulle ansee Persoener, men af dend aarsag, som allereede sagt er: saaleedes fik dend, som hafde vundet 5 pund, 5 Stæder, men dend, som hafde vundet 10 pund, fik magt over 10 Stæder Luc: 19, v: 17: 18: 19, og det er icke omsonst1), at vor Frelsere af de kiæreste Guds Børn i det gamle

* 315

Testamente nævner Propheter og Konger: af samme Grund1) vi ogsaa i det Nye Testamente paa dend maade kand sammenføye Apostler og Konger; om nogen vilde sige: At paa Tabor Bierg i dette Salighedens præludio Lade sig alleene 2de Propheter see Matth: 17:, da betænke hand, at dend eene af dem Moses virkelig var en Regenter, og forrettede det samme i Israel som en Konge i sit Rige, og kaldes ogsaa en Konge Deut: 33: v 5: Og som deraf følger, at saadanne Kongers Lov Sang i Himlen er af de Herligste, saa siunes mig, jeg hører vor sidste Salig Hensovede ulignelige og uforglemmelige Kong Christian den Siette endnu at siunge Begyndelsen af hans Daglige Lif Sang: Ieg vil siunge om Miskundhed Psalm. 101, og de andre Velsignede Konger at Stemme i med: Dend som sidder paa Stoelen, og Lammet være Velsignelse og Priis og Ære og Kraft i ald Ævighed, Apoc: 5, v: 13: Mig siunes. Ligesom jeg seer Dem Alle kaste Deres Kroner for Thronen og siunge med hverandre i høye Himmelske Thoner: Hellig! Hellig! Hellig! est du vor Gud Zebaoth. Det er vist, i dend Oldenborgske Stamme findes Stoere Troens Helte, som funkler ved deres Exempler i dend viide Verden, saa Længe Verden staaer. O! skamme maa vi os, saa mange som Vi ere, om vi ved saa Deilige og stoere exempler icke Lader os opvæcke til retskaffen fyrighed i Christendommen: Dronningen af Sønden skal opstaae i Dommen med den Jødiske Slægt og Fordømme den Matth. 12: v: 42: men hvo af os tør slaae sine Øyne op for de Salige Danske Konger paa Dommedag? dersom Vi Deris herlige exempler og Anstalter uagtet, fremturer i vantroe og Verdens Forfængelighed: og hvad meener J, I arme Verdens Slaver, naar Vor Frelsere Iesus. Vor Himmelske Ierub-Baal2) kommer med Dommedags Basune Klang og Verdens stoere Brand-Fackel og slaaer denne Jords tomme Krucke i støcker: der ligger ald deres Viisdoms Machiner, Deres æres Christaller, Deres Riigdoms Glassering, Der ligger alle Deres ambitions Forgyldte Stoere Speile i Skaare. Men glæder Eder I Troende, Eders Stoere Iubel-Fæst Nærmer sig, jo meere og meere; hvad frygter J for dend nærværende Trængsel i Verden, J bliver jo icke her saa Længe; hvad agter J om at Verden forgaaer, J har

* * 316

jo ingen deel deri; hvad skader Eder at Soelen skal formørkes, Bølgerne bruuse, Stiernerne Falde, og Himlen Forgaae med stort Bulder; da ringer det sammen med alle Klocker til eders Hellig aften; men hvad vil J siige, naar J hører Iubel-Basunen af de høye Himlens Taarne? Hand skal sende sine En gie med klare Basuner Matth: 24 v: 31. Ja Herren self skal komme ned af Himmelen med et Anskriig, med Over Engels Røst og Guds Basune, 1 Thes: 4 v: 16.

d. Uendelig. Da Ethan vil Priise Gud evindelig, som Texten siger, saa kommer hans Sang mig for, som en Krands der har ingen ende, ja det er, O! Zion! dend rette Iubel-Krands at møde din Frelsere med i Dag, nemlig: Det inderlige Hiertens Ønske i Troen: Ieg vil siunge Herrens Miskundheder evindeligen; det Ord Evindelig bruges 1: For en saare Lang tiid af mange mange Secula; Et Sandt Guds Barns Meening bliver denne, om hand skulle Leve i mange 1000de Aar i Verden, Saa hafde hand dog icke et eeniste Øye Blik til Verdens eller Sathans Tienniste; Det er Læt sagt med Munden, men hvor faae bestaae i Fristelsens Tiid, det gielder om at være fast i Troen, Rodfæstet og Grundfæstet i Kierlighed, og at begribe med alle de hellige, hvilket der er det Breede og Lange, og dybe og høye, og at kiende dend Christi Kierlighed, som overgaar Forstanden, at opfyldes til ald Guds fylde, Eph: 3: v: 18-19. O! hvor mangen een har Levet dend dag, at hand af hiertens oprigtighed har istemmet med Ethan: Ieg vil siunge Herrens Miskundheder evindeligen, og har ofte kun varet faae Aar eller Dage; hvormange maae Vor Frelsere raabe til: Jeg har det imod Dig, at du har forladt dend første Kierlighed Apoc: 2. v: 4: ja hvor mange vender med Loths Hustrue reent tilbage til Sodoma. 2: Om dend tiid som har ingen ende. Det er Guds Børns glæde, at De skal priise Herren evindelig; Herrens igienløste skal komme til Zion med Frydeskrig, og ævig glæde skal være over Deres Hoveder, Fryd og glæde skal de bekomme, og Sorrig og Suk skal flye fra dem Es: 35., v: 10. Disse Ord har jeg anført tilforne, og for deres Lifligheds skyld her igientaget, men det samme giør Esaias self Cap: 51: v: 11. Og de kand aldrig nok igientages for Guds Pillegrimme her i Verden, at der engang skal være ævig glæde over

317

Deres Hoveder, Ævig Fryde Sang i Deres Munde, og Ævig grønne Palmer i Deres Hænder. O! Evighed skal klinge da, med et saa sødt Hallelujah. Saa trøster Eder derved I bedrøvede Guds Børn, naar I maae væde Eders Sange-Bøger med salte Taare, eller hænge Eders harper paa Piilene ved Babylons Floder Psalm: 137: v: 1: 2: at J skal eengang sidde ved de Levende Vandkilder, dend Himmelske glædes ævige vældekilder, og det vil heede: Disse ere De, som ere komne af dend stoere Trængsel og haver Toet Deres Lange Kiortle, og have giort deres Lange Kiortle hviide i Lammets Blod, derfore ere de for Guds Stoel, og tiene ham Dag og Nat i hans Tempel, og dend som sidder paa Stoelen skal slaae Tælte over dem. De skal iche hungre meere, ey heller tørste meere, Soelen skal ey heller falde paa dem, ey heller nogen Brynde, Thi Lammet som er midt i Stoelen skal føde dem, og Ledsage dem til de Levende Vandkilder, og Gud skal aftørre ald Graad af Deres Øyne Apoc: 7 v: 14: 15: 16: 17: O! hvor Liflig vil det da klinge, af alle Engler og Udvalde i alle Himles Himle i ald Evigheds Evighed:

Hallelujah,
Iubilerer,
Triumpherer:
Herren priiser
Som Os slig ære Beviiser
Amen.

318

        

319