✂

I.

✂ Deres Excellence, Høy-Velbaarne Herre, Herr Johan Ludvig von Holstein, Ridder, Hans Kongel. Mayts til Dannemark og Norge høyst betroede Geheime Conference Raad, Geheime Raad, Cammer-Herre og Ober-Secreterer ved det danske Cancellie, Præses i General-Kircke-Inspections Collegio etc. etc.

✂ Ønsker ved dette Nye Aars tiltrædelse ald Naade, Fred og Salighed af Gud vor Fader ved vor Herre Jesum Christum

✂ Deres Excellences

✂ underdanigste tienere og Forbedere

✂ hos Gud

✂ Hans Adolph Brorson.

✂ Ribe d. 1. Jan. 1742.

✂ Da Tiden ingen Hvile veed
Før dend engang sig ender,
Som Lyyset aldtid synker ned,
Til det ey meere brænder,
Bestaaer i ald sin Sammenhæng
Af Øjeblik med Vinger,
Kand briste, som en Harpe-streng,
Naar Tonen deyligst klinger:
Saa har da de, som ret forstaaer
At tælle deres Dage,

*Ludvig v. Holstein (1694-1763), statsminister under Christian VI og Frederik V, virksom for kirkelivet og videnskaben, en af pietismens betydeligste mænd i Danmark, fra 1750 lensgreve til Ledreborg. Da general-kirke-inspektionskollegiet blev oprettet 1737, blev han dets præses, og det er sikkert heri, man må søge grunden til Brorsons forbindelse med ham. De to nytårsdigte findes i manuskript på Kgl. Bibl. i den ledreborgske saml., fol. 433; første gang udgivet af C. Behrend i Danske Studier 1927, s. 180 flg. Kun underskriften viser Brorsons egen hånd. - I det første, meget smukke afsnit af 1742-digtet - om Tiden lægger man uvilkårlig mærke til linie 7-8: Kand briste, som en Harpe-streng, Naar Tonen deyligst klinger; der må nok heri være en genklang af Brorsons smerte over hans hustrus død nogle måneder før (9. juni 1741). Det svarer til de vidnesbyrd, vi har om, hvor stærkt dette tab havde rystet ham (L. J. Koch, Salmedigteren Brorson, 21932, s. 84); men på den anden side bærer afsnittet præg af, at han nu havde fattet sig og var besluttet på at tage livets gerning op med kraft, selv om sindet er dog uden for, og alt i Himlen inde (linie 43-44). 216

✂ Og samle i de gode Aar
Hvad ævig vel kand smage,
Betænkt, at vilde aldrig roe,
Før Havnen dend var funden,
Og ingen Tid i Verden troe,
Før Tiden var forsvunden.
Dend Dag og Aar, som gik paa dør,
Er ey i vores Evne,
Dend Tid, vi har, er borte, før
Vi dend engang kand nevne;
Dend Tid, som kommer, veed vi ey,
Om dend til os vil komme,
Saa meget skiult er Tidens Vey
Til ald vor Tid er omme,
Dog dis imidlertid saa rar,
Som ingen kand beskrive,
For ald dend Deel vor Herre har
Os foresat at drive.
Af Tiden ey dend mindste Stund
Vi havde, har og vendter,
At der jo af saa stort et Pund
Skal svares daglig Rendter,
At bygge, som vi skulde boe
I Verden alle Dage,
Og dog i ingen Ting vor Roe
Af heele Verden tage.
Som Folket roer i Skibet ey,
At blive der paa Vandet,
Men haster giennem Bølgens Vey,
Thi sindet er paa Landet.
Guds Kircke gaaer i Tidens spor,
Det faaer dend nok at finde,

*Linie 13 og 37: roe] hvile. - L. 15: ikke stole på (troe) nogen tid her i verden. - L. 16: før Tiden var forsvunden] nemlig ved evighedens indtræden. - L. 18: har vi ingen magt over. - L. 25: dis imidlertid] desuagtet; ] kostbar. - L. 27: ] på grund af; ald dend Deel] alt det. - L. 28: drive] udrette. - L. 31: at] uden at. - L. 31-32: Lk. 19, 16-23, jfr. Tr. r. Kl., nr. 19, 7, 7-8. - L. 38: ] for at. - L. 41: gaaer i Tidens spor] følger med tiden, som haster fremad; eller måske betyder i Tidens spor blot: på tidens vej. - L. 42: finde] føle. 217

✂ Men sindet er dog uden for,
alt i Himlen inde.
Med ald sin fliid arbeyde her,
Dog heele Verden glemme,
Det er en Kunst for dem i sær
Som har i Himlen hiemme.

✂ Da Deres Excellence staaer
Som Muur for alle Stænder,
Og Rigets høye Sager gaar
Igiennem Deres Hænder,
Saa mange som en stridig Flod
Til Guds og Kongens Ære
(Gid Danmark aldrig saadan god
Geheime-Raad undvære),
Kand Deres Excellentz engang
Ej vide ret, hvorledes
At nogen bliver Tiden lang
Og derved kunde keedes;
Dog Deres Excellences Agt
Gaaer over alle Tider,
Bemander sig med Naadens Pagt
Og efter Himlen strider.
Hvad Under? Tid og Ævighed
Sig venligen foreene
At pryde saadan dyre Sved
Med Seyers Palme greene.
Det overvejer nok enhver
Af Kongens Undersatter,
Som Kircken har og Landet kiær
Og høyt sin Konge skatter.
Næst Kongens eget Huus og Hiem,
Som Himlen selv besmykke,
Er ingens os saa angenem,

*L. 61: Agt] forsæt, formål. - L. 62: gaaer over alle Tider] går ud over tiden her på jorden. - L. 63: bemander] gør mandig, styrker. - L. 75: angenem] tiltalende, værdifuld. 218

✂ Som Holsteins Liv og Lykke.
Gud løfte selv sit Aasyyn paa
Hans Excellences Møje,
Og ald Hans Raad og Verk bestaae
Som Solen i det Høje!
Langvarig Velstand, Sundhed, Fred,
Hans gandske Huus bepryde!
Saa skal Lyksalighed der ved
Til heele Landet flyde.
Lad ald dend Deel, Ham hører til,
Velsignes over maade!
Lad ald dend Deel, Hand drive vil,
Til Herrens Priis geraade!
Guds Viisdom selv Hans reene Sind
Med Himmel-Glands forgylde,
Og føre ald Hans Afkom ind
I beste Velstands Fylde!
Opholde med ham sund og glad
Hans dyrebare Mage,
Og lad Dem ikke skilles ad,
Før Begge mæt af dage
Kand ind med Fryd i Himlen gaae
Til Livsens Arve-Krone,
Og Frydens gyldne Harpe slaae
For Lammets Purpur-Throne!

219

✂

II.

✂ Dend Høyvelbaarne Herre, Hans Excellence Johan Ludvig von Holstein Til Wreilef Closter, Leire, Rønnesholm og Fuglsieg, Ridder, Hans Kongl. Majts til Danmark og Norge Høystbetroede Geheime-Conference Raad, Geheime-Raad i Conseilet, Canimer-Herre og Obersecreterer, Præses i Collegio de cursu Evangelii promovendo og General-Kircke Inspection med hans Høyvelbaarne Familie

✂ Ønsker ald Naade og Velsignelse af dend barmhiertige Gud i dette ny og mange paafølgende flere aar

✂ Hans Excellences Min Naadigste Herres og

✂ høye Patrons underdanigste Tienere

✂ og Forbedere

✂ H. A. Brorson.

✂ Ribe d. 1. Jan: 1744.

✂ Kom hiertens Kiære Nytaarsdag
Fra søde Himmerige,
Vi møder dig med Favne-tag
Og glædeligen sige:
O Gud skee Lov! Det gamle gik
I fred og gode dage,
Og tak for hvert et Øyeblik
af baade fryd og plage.
Lad Tiden slide sine Aar
Lad Aarene sig vende,
Vi veed, at Himlen ævig staaer,
At Naaden ey har ende.
Guds Miskundhed er daglig ny,
Hvo vilde troen hindre
At see i Nytaars Morgen-sky
Guds Kierlighed at tindre?
Saa lad min Gud af samme Veld,
Som aldrig aldrig tømmes,
Af Velstand, Lykke, fred og Held

220

✂ Skinbarlig oversvømmes
Vor Konges Dyrebare Mand
Hans Høyvelbaarne Frue
Hans ædle Plandter, høye Stand,
Hans Vælde og Formue;
Lad ald Hans høye viisdoms Raad
Til Landets Bedste lykkes
Hans fliid og Møye, Drifft og Daad
Med Himlens Ære smykkes!
Lad dine Englers Vare-tægt
Ald farlighed fordrive,
Von Holsteins Huus fra Slegt til Slegt
Guds Miskundhed omgive!

*Linie 20: skinbarlig] åbenbart, øjensynligt. - L. 23: Plandter] børn. - L. 27: Drifft] arbejde. 221