Allerunderdanigste Taksigelse til Den Stormægtigste Monarch og Allermildeste Landsens Fader
FRIDERICH DEN FEMTE

✂ Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmarsken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst.

✂ For den store Naade, som Deres Kongelig Majestæt paa Deres Kongelig Majestæts sidst afvigte Højtidelige Fødsels-Fest af særdeles Lands Faderlig Mildhed og Clemence har beviist imod saa mange Arme Encker og Faderløse.

✂ I allerdybeste Underdanighed og Devotion aflagt af Deres Kongelig Mayestets allerunderdanigste Arve Undersaat og forbeder hos Gud

✂ Hans Adolph Brorson,

✂ Riiber Bispegaard,

✂ den 7. May 1749.

✂ Da fordum var til Sinds de Schyter at bekrige,
Den makedonisk Prins, som hver veed af at sige,
Legater til ham kom med næsten disse Ord:
O Konge var Du, som dit Hjerte er, saa stor,

✂ - - -

✂ Din højre Haand da tog paa Stjernerne i Øster,
Mens venstre Fjenden jog forbi, hvor Solen røster,
De saa han gjorde Nam i hver en Fyrstes Bo,
Der sig ej kunde ham straks som en Gud betro,
De saa hans høje Mod saa tvungen og bekneben,
Før han fik Jordens Klod med begge Hænder greben,
Han syntes en Juvel at savne af sin Krans,
Før Verdens sidste Del var bleven Grækenlands.
O! Gud ske evig Pris, det danske Riges Vælde,
Mod hint et Paradis af baade Dyd og Ælde,
Al Verden som en rar og dejlig Øjne-Mad
De bedste Konger har at vise frem i Rad,
Fem Friderichers Magt, som først Religionen
Har ind i Riget bragt, der efter Envolds Kronen,
Og begge uden Sværd, og siden prydet saa,
At alle Prinser her Mirakler finde maa.
Til Verdens sidste Egn vor' Christianer bliver
De store Himmeltegn af Visdom, Magt og Iver,
For begge Rigers Gavn og Kirkens sande Flor
At faa i Herrens Navn uryggelig og stor.
Enhver af dem har havt sin egen høje Gave,
At sætte dem i Kraft, i Orden og i Lave,
At ingen fjern og nær saa større Raritet,
End disse tvende her i saadan Majestæt,
Men Kærlighed de bar til deres Kongerige,
Just derudi de var og er hverandre lige.
Hvo hørte vel en Gang et Ord af Kongens Røst,
At Hjertet ikke sprang hver Undersaat i Bryst?
Hvad en lod sig forstaa af dem: han turde vove
I hver en Landsmands Vraa, hans Favn og Skød at sove,
Det er en kort Ekstrakt af Olden-Konge-Rod,
Af Rigets største Magt og af det danske Blod.
Den rare Himmelbrand i danske Kongers Hjerter

✂ Imod det hele Land og sær betrængtes
Smerter I Millioner Tal af Stiftelser vi ser
Som det bevidne skal: Dansk-Konge-Karakter.
Ret saa, paa Purpurstol at tænke paa de arme
Er vist fra Rigets Sol den bedste Lys og Varme.
Er da i sin Natur ej Tingen som den skal?
Naar Bjerge er en Mur omkring den dybe Dal.
Vi sige al vor Tid, og glædes over Maade:
Var Kongens Favn saa vid som Hjertet fuld af Naade,
Al Verden skulde ret da se sin Lyst derpaa,
Hvor begge Riger tæt til Kongens Hjerte laa.
O saligt Folk og Land, hvis Konge gennemkiger
Endog den mindste Stand i sine store Riger,
Hvis Purpur har saa kær og stærk en Himmel-Straal',
At arme er især hans blide Scepters Maal.
Den sidste Martii, fra Morgen indtil silde,
Da blev en Symfoni af Lyst og Sang og Gilde,
Hos os var stille Lyd, gik dog til Himmelen:
Kom ofte fuld af Fryd vor Konges Dag igen.
Men bort, I tunge Trin, bort dumme Øjne-Laage,
At gaa ved Solens Skin, som midt i Mørk' og Taage,
O havde vi da tænkt den Dag vi gik i Sorg,
Hvad os den Tid blev skænkt paa søde Christiansborg,
Da Riddersal var fuld af alle Ønskers Toner,
Som glimrede af Guld, af Perler og af Kroner,
Enhver Kartov omkring den hele vide Vold
Stod ganske Dag paa Spring til Glædskabs Hinderhold.
Hvor kunde Kongen blandt saa stor Lykønsknings Hinder
Da tænke, hvad der randt paa fattig Enkers Kinder?
O, hvilken herlig Drift i Danner-Kongens Aand,
O, hvilken yndig Skrift i Herrens salveds Haand.
Man skildrer Konger af paa hel ulige Maader,

✂ - - -

✂ En med Kommando-Stav, en blandt Gehejmeraader,
En sidder paa sin Hest, en Davids Harpe slaar,
En taler med en Præst, en for Guds Alter staar.
Men var det os tilladt, vi arme Fattig-Enker,
Vor store Nordens Skat at skildre som vi tænker,
(Skønt vor Formue her kun ringe Farver gav,
Endsige til især at male Solen af),
Vi malte Danmarks Lyst, Kong Friderich den femte,
Som Riget til sit Bryst med milde Miner klemte,
Som havde Sværdet ved sin venstre Side sat
Og smilende ad Fred tog Olje-Grenen fat,
Just paa hans Fødsels-Fest at sidde paa sin Trone,
Hvor Lykke-Solen bedst sig spejler i hans Krone,
I højre Haand sit Spir til rig og fattig vendt,
I venstre Haand Papir med Enke-Navnes Prænt,
Saaledes bæres din Gestalt af hele Landet,
I Hjerternes Rubin, og siger intet andet,
End Gud ske Ære for det søde Øjeblik,
Da Du blev fød, o vor livsalig Friderich,
Her hid, I arme snart, to hundrede og fjorten,
Som fik enhver sin Part, omringer Himmel-Porten
Med Suk for Kongens Liv, hans Dronning og hans Søn,
Prinsesser: Vær og bliv, o Gud, hans Skjold og Løn.
Far lykkelig, vort Haab, til dine Klippe-Lande,
At Nordmands Fryderaab kan naa vor jyske Strande,
Bestraale selv din Fart vor Gud til Lands og Vands,
Saa møde vi dig snart med dejlig Jubel-Krans.