↩

✂

SVANE-SANG

6
7

✂

Indledning

✂ Da »Troens rare Klenodie« fremkom, var Brorson den opgående stjerne. Bogen blev greben med begejstring og kom i det ene oplag efter det andet.

✂ Ganske anderledes lå forholdet, da »Svane-Sang« 1765 - året efter digterens død - blev udgivet*). Tidsånden havde skiftet, og modtagelsen var kølig. Man finder bogen annonceret den 29. november 1765 i Kjøbenhavns Adresse-Contoirs Efterretninger, og den 27. februar 1766 står der en anmeldelse i Kiøbenhavnske Nye Tidender om lærde Sager. Her meddeles først nogle af de oplysninger, som findes i fortalen, og derefter hedder det;

✂ »I steden for al anden Bedømmelse over [Psalmernes] Værd, ville vi give Læserne en Prøve deraf, ved at anføre tvende, som først falde os under Hænderne, hvoraf de kan slutte i hvad Smag de øvrige ere forfattede. Den 41de**) lyder som følger:

✂ Hvad est du dog skiøn, ja skiøn,
Ja skiøn, du allerdeyligste Guds Søn,
o. s. v.

✂ »Nok en anden snorrig Kiempevise om Goliath og David:

✂ Goliath drog fra Gath,
For at legge Saul i Skat,
o. s. v.

✂ »Til disse Sange er føyet en Prædiken over vor Frelseres første Aabenbarelse efter sin Opstandelse, hvormed vi ey ville opholde vore Læsere«.

* * 8

✂ Anmeldelsen røber jo en slet skjult foragt. Og bogens skæbne i den følgende tid svarer ganske dertil. Der kendes nemlig ikke noget nyt optryk af den i 65 år efter dens fremkomst.

✂ Med Troens rare Klenodie gik det i denne periode noget anderledes. Der kom nye oplag 1773 og 1796. Men samtidig gled brugen af den ned i de jævne lag af folket. Her sang man af den i hjemmene og ved de opvaktes ofte så ildesete forsamlinger. På Parnasset var den glemt. I hvilken grad, får man et indtryk af ved at læse følgende fra Rahbeks hånd i Tilskueren for 12. april 1816:

✂ »Til Digteren Grundtvig. Funden! k. V.! funden! kunde jeg med hin Græker fristes at udbryde. De erindrer, at De ved vor sidste Samtale, da De gjorde mig opmærksom paa den deilige Julesang [»Den yndigste Rose er funden«], opgav mig at udfinde, af hvem den vel kunde være... Jeg giættede da, som De maaskee erindrer, paa Biskop Brorson... Hændelseviis kom jeg til at tale derom med min Ven Prof. Werlauf, der strax bestyrkede min Formodning, og henviste mig til en mig ubekiendt... Psalmesamling af ham, der under Navn af Troens rare Klenodie 1739 er udkommet paa Mummes Forlag, og som jeg nu fra det kongelige Bibliothek har for mig. Jeg troede saameget mere at burde meddele Dem, m. V., denne Opdagelse, da det var muligt, at De i denne udentvivl lidet kiendte Bog kunde finde mere for Dem...«

✂ Når man tænker på, at det drejer sig om mænd som Grundtvig og Rahbek, tidligere professor i æstetik, nogle måneder efter i dansk sprog og litteratur, forstår man, hvor talende disse ytringer er.

✂ Og Svane-Sang kan ikke engang i de kredse, der holdt fast ved Troens rare Klenodie, have vundet synderlig udbredelse, når det stadig blev ved det ene tryk fra 1765. Alligevel blev det den, der på en ejendommelig måde kom til at åbne det 19. århundredes Brorsonrenæssance. Det skyldtes præsten og digteren Nicolai Søtoft. 1820 skriver han om Brorson*):

✂ »Han sover alt længe i Gravens Fred, den fromme, den herlige Sanger, hvis næsten forglemte Harpe jeg har vovet at tage

* 9

✂ frem for at afviske Støvet af Strængene, der ikke ere forgyldte - men Guld! Naar jeg siger forglemt, da mener jeg dermed, at kun Faa, meget Faa, give Agt paa de fromme, de opløftende Toner, der ombølge den Forklaredes Gravhøi; og, om end Enkelte mindes ham, saa stille de sig dog intet ret levende Billed for Øie; men jeg erkjender, at Skylden hertil er ikke deres alene, Tiden har tildeels gjort Sangeren ukjendelig. Dette er Grunden, hvorfor jeg har vovet at omforme hans »Svanesange«. Med dem var det mit Øiemed at bane Adgang til Hjerterne og Hovederne for Digterens langt rigere Skatte - hans Psalmer*). Skulde mit Maal ikke naaes, saa skal det dog aldrig fortryde mig at have syslet mangen Stund med hans Arbeider, for igjennem Hyperorthodoxiens mysteriøse Allegorier og Billeder at finde det rette Stempel, der tegner ham som en baade sand, høi og dyb poetisk Aand. Ja han var i Aand, som i Stand, fuldkommen vor Kingos Broder, og i Meget baade høiere og dybere.«

✂ Det var altså en omdigtning, Søtoft ville bringe. Og i 1820-21 udgav han i Jens Møllers Theologisk Bibliothek 43 af Svane-Sangs 70 digte i denne ændrede skikkelse. Hvad man nu end vil sige om et foretagende af den art, er der ingen tvivl om, at det kom til at åbne øjnene for Brorsons digtning. Og hertil bidrog yderligere, at den højt ansete rektor på Herlufsholm Anders Winding Brorson - sønnesøn af salmedigterens broder, biskop Broder Brorson - 1823 udgav »Nogle af salig Biskop H. A. Brorsons Psalmer«. I fortalen hævder han med varme sin store slægtnings værd som menneske og digter. De salmer, han meddeler - med en ganske let modernisering, - er taget fra Troens rare Klenodie; men om Svane-Sang skriver han (s. 31), at en stor del af dens sange overgår salmerne i Klenodiet i poetisk værd. At hans bog har Øvet indflydelse, ser man bl. a. af et brev, som Sibbern sender ham den 19. aug. 1824**). Det hedder her:

✂ »Blandt andet, jeg tog med og paa Spadseretoure i Skovene [ved Farum] gik og glædede mig ved paa ny, var ogsaa Brorsons Psalmer, i det Udvalg, De har udgivet og foræret mig. Det

* * 10

✂ er sandt, en saa ægte og just i Hovedsagen fortrinlig Psalmedigter har Danmark maaskee ikke havt. I det mindste er her en herlig Forening just af det Væsentligste.«

✂ Glemselen, der var så meget større, som næsten alt af Brorson var fejet ud af Evangelisk christelig Psalmebog, 1798, der brugtes i kirkerne, var åbenbart ved at blive hævet. Den åndelige luft i tiden var begyndt at blive varmere. Men det, der fik afgørende betydning, var, at grundtvigske præster og opvakte lægfolk fandt hinanden. Det er betegnende, at den egentlige strømkæntring udgik fra »det hellige land« i Sydvestsjælland. Den kom, da den grundtvigske sognepræst i Holsteinborg, lic. theol. Jens Albrecht Leonhard Holm 1830 udgav »Psalmer og aandelige Sange af Hans Adolph Brorson«, en smuk, statelig bog, tilegnet grev A. F. Holstein, »de gamle Kjærnepsalmers oprigtige Ven«. Her er ikke tale om omdigtning eller modernisering; det er en virkelig tekstudgave. Og det er den første, som omfatter både Troens rare Klenodie og Svane-Sang. Her har vi altså det andet uforandrede tryk af Svane-Sang.

✂ Isen var brudt. Holms udgave kom efterhånden i 10 oplag. Og andre udgaver bogstavelig myldrede frem, dels af Troens rare Klenodie, dels af Svane-Sang, dels af begge samlinger under eet. For Svane-Sangs vedkommende er det særlig i Norge, at optrykkene fremkommer. Holms betydning som den, der har ført an, må vurderes højt.

✂ Den redegørelse, der her er givet, lader os bl. a. se, at det tekstkritiske spørgsmål, der spillede så betydelig en rolle ved udgivelsen af Troens rare Klenodie, ikke på den måde gør sig gældende ved Svane-Sang. Her har man blot det ene originaltryk fra 1765, og varianter bliver der følgelig kun tale om ved de dele af bogen, som foreligger i et manuskript fra Brorsons hånd, nemlig den tilføjede prædiken og 2 digte. Ved alle sangene på een nær kommer apparatets øverste note i nærværende udgave da kun til at dreje sig om nogle trykfejl og enkelte forslag til tekstændring.

✂ - - -

✂ Inden for Brorsons digtning har Svane-Sang sit eget ansigt, højst forskelligt fra Klenodiets.

✂ Man lægger først mærke til, at digtene i Svane-Sang er langt kortere end i den ældre samling. I denne er af 274 salmer de 153 på 10 vers eller derover, heraf 44 på mellem 15 og 19, 7 på 20 eller flere vers; under 5 vers er kun 6 salmer, ingen under 3. Heroverfor står Svane-Sang, der ikke har nogen over 8 vers og kun een, der når så højt; 2 har 6 vers; 4 har 5; 5 har 4; 34 har 3; 22 har 2, og 2 har 1 vers.

✂ Noget for Svane-Sang ejendommeligt er også den hyppigt meget lange strofe, ofte overdådigt udstyret med rim, selv inde i linierne, i det hele med et stærkt kunstfuldt præg.

✂ Klenodiet havde mellem de brorsonske orignaler kun een dialog, nr. 208, og eet tilløb i dialogisk retning, nr. 114. I Svane-Sang derimod har denne type vundet en stor plads. Der er 14 dialogiske digte, 9 med og 5 uden replikangivelse (henholdsvis nr. 288; 295; 310; 311; 322; 332; 333; 342; 348 og nr. 296; 307; 308; 314; 327). Det, vi her står overfor, er duetter og kantater.

✂ Svane-Sang afviger med andre ord fra den sædvanlige salmestil. Af datiden har det uden tvivl været følt. Dette kan være grunden til, at Brorsons søn, der var udgiveren*), i forordet kalder digtene aandelige Sange eller blot Sange, medens han ved omtalen af Klenodiet siger Psalmer; helt sikkert er det dog ikke, at det er hans mening at skelne sådan; for til sidst betegner han Klenodiet som digterens førsteSange**). Men i hvert fald ser vi, at Brorsons datter, justitsrådinde Fogtmann***) omtaler Svane-Sang som »Arier«, hvad der også passer godt til mange af digtene. Om et af dem har Brorson selv brugt det samme udtryk (nr. 295, se noten og s. 25). For øvrigt har vi jo set, at heller ikke Nicolai Søtoft regner dem for salmer.

✂ Ind imellem forekommer der ganske vist digte, som også efter datidens begreber måtte kaldes salmer. Men det har været følt som et mindretal.

✂ En betragtning af digtene giver et levende indtryk af den rolle, som musikken må have spillet ved deres tilblivelse, og

* * * 12

✂ dette får vi bekræftet ved, hvad datteren fortæller om sin fader*): »I det Selskabelige var hans Yndlingsmorskab Musik og Sang, hvori han selv deltog, og som han helst underholdt sig med i sin Familie og i Vennekredse, og dertil digtede han de Arier, som min Broder efter hans Død gav i Trykken under Navn af Svanesang«. Bolette Lumholtz, som var husjomfru i det brorsonske hjem, meddeler, at biskoppen ledsagede sangen »med Luth (Cither), hvilket Instrument var hans sædvanlige Underholdning efter Dagens Møie.«**)

✂ Om melodierne til Svane-Sang meddeler A. W. Brorson***): »Alle Melodier, paa nogle meget faa nær, som jeg erindrer, ere tabte... Jeg skrev... til Frue Justitsraadinde Fogtmann i Varde, som jeg troede var i Besiddelse af dem. Men hun beklagede, at hun ikke, endog med den bedste Villie, kunde opfylde mit Ønske, da intet Afskrift af Noder, som hendes Broder, sal. Hr. Christian Carl Brorson, maaske har været i Besiddelse af, var at finde, og Svaghed og høj Alderdom forbød hendes Mand, den for kort siden afdøde fortjente Justitsraad Fogtmann, som i sin Ungdom havde dyrket Musiken, at udsætte dem han erindrede. Og saaledes var da dette Haab forsvunden«. Lidt senere hedder det: »De vare næsten alle gammeldags muntre Selskabssange. Men da den strænge Religiøsitet, der i Alt ledede Biskop H. A. Brorsons Handlinger, ikke tillod Brugen af dem, i denne Form, og han selv, saavelsom hans hele Familie havde megen Sands for Musik, saa digtede han, for at nyde Melodierne, aandelige Sange, passende dertil, hvorved han baade morede og opbyggede sig selv og Andre. Af Rythmus i Nogle kan man slutte, at de have været digtede til et sammenhængende Cantat, og nogle, især af Paaskepsalmerne kunne, med liden Forandring gjelde som høje og skjønne Oratorier, og hvis de saaledes bekendtgjordes, maaske i Tiden tiltrække sig en Tonekunstners Opmærksomhed.«

✂ Det er nu ikke blot formen, der giver Svane-Sang en særstilling. Det gælder også indholdet. I Klenodiet mærker man

* * * 13

✂ præsten, der vil påvirke andre. Men i Svane-Sang er det hele væsentlig personligt. F. eks. er de skarpe udfald mod verdslig tryghed - »sikkerhed«, - mod uafgjorthed og halvhed her blevet sjældne. Vi sporer dem i nr. 304; 339, 1; 340; 342; 343; 344, 2; 346, 1; 350, 1-2. Men ellers er det digterens eget frelsesanliggende og hans egne følelser, vi møder, især hans Jesuskærlighed med præg fra Højsangen, hans himmelsyner, ofte udtrykt i billeder fra Joh. Åb., og hans himmellængsel. Det stemmer godt overens med, hvad fortalen oplyser om sangenes tilblivelsesmåde: De ere efterhaanden forfattede i de sidste Aar af hans Leve-Tiid, fornemmelig til hans egen og nærmeste Paarørendes indbyrdes Gudelige Opmuntring, under hans ofte store Sinds og Legems Lidelser, uden at den Tiid havdes nogen egentlig Hensigt til deres Bekientgiørelse ved Trykken.*) »Morskab«, som datteren taler om, og som også A. W. Brorson - vel efter hende - er inde på, er åbenbart ikke det rigtige ord. Dertil ligger sangenes indhold også alt for dybt. Men datteren var kun 11 år, da faderen døde.

✂ Et udslag af samlingens personlige præg ser vi også deri, at der blandt de 70 digte kun er 2 oversættelser, nr. 305 og 353. Altså helt anderledes end i Klenodiet, hvor 193 af de 274 salmer er oversatte.

✂ Dersom man ud fra fortalens meddelelse om tilblivelsesmåden ville slutte, at digtene måtte betragtes som udkast eller dog som noget, der manglede den sidste afslibning, ville man tage grundigt fejl. I småting som f. eks., at der i nogle af dialogerne ikke er tilført replikangivelse, kan man ganske vist se, at manuskriptet ikke har været gjort færdigt til trykken. Men selve den kunstneriske udformning ejer netop i disse digte en sjælden fuldkommenhed. Også uden nogen egentlig beslutning om udgivelse kan det jo godt for den store sprogets og versets mester have været en indre fornødenhed at nå frem dertil.**)

✂ - - -

* * 14

✂ Digtene i Svane-Sang fremtræder uden nogen inddeling. Men når man ser nøjere til, opdager man, at de ingenlunde står uordnet. Allerede J. A. L. Holm var klar over dette. I sin udgave 1830 delte han dem i en række afsnit, som senere er gået igen i andre udgaver, og som i alt væsentligt må siges at have truffet det rette. Og 3. oplag 1841 viser - mærkeligt nok kun i indholdsregistret s. X, - at han har forstået, at opstillingen i Svane-Sang i virkeligheden svarer til det system, som foreligger i Troens rare Klenodie, blot i delvis gennemførelse. For at dette skulle stå klart, mangler egentlig kun overskrifterne - altså et lignende forhold som ved de dialoger, der står uden replikangivelse. Vi møder 5 hovedafsnit:

✂

Første afsnit, nr. 284-302.

✂ Ligesom Klenodiet begyndte med Troens Fryde-Fest, hvor kirkeåret var lagt til grund, sådan indledes Svane-Sang med et tilsvarende afsnit, der knytter sig til kirkeårets første del fra advent til Kristi himmelfartsdag. Her finder vi først 3 sange - nr. 284-286 - der handler om evangeliet til 1. søndag i advent, Mt. 21, 1-9: Jesu indtog i Jerusalem. Derefter 2 juledigte, nr. 287-288; 4 passionsdigte til fastetiden, nr. 289-292, og 2 til langfredag, nr. 293-294; 4 påskedigte, nr. 295-298; 3 himmelfartsdigte, nr. 299-301, samt endelig et slutningsdigt om Jesu ophøjelse med tilbageblik over hans vej gennem lidelse, nr. 302.

✂

Andet afsnit, nr. 303-304.

✂ Dette svarer til Klenodiets om Troens Midler, men er jo meget kort, blot med 1 sang om dåben, 1 om ordet og Ånden.

✂

Tredje afsnit, nr. 305-318.

✂ Dette svarer til Klenodiets om Troens Grund*) Nåden i Kristus er emnet. Som indledning er anbragt en oversat salme om syndsforladelsen, og de følgende digte besynger Jesus som forsoneren, som den barmhjertige brudgom (højsangsmotivet, flere gange sammenknyttet med forsonermotivet), som sjælesørgeren,

* 15

✂ som den gode hyrde, som den, der skænker frihed og en god samvittighed. Helt igennem er hensigten at få frem, hvad vi i Jesus har at bygge på, altså netop troens grund.

✂

Fjerde afsnit, nr. 319-330.

✂ Dette svarer til Klenodiets om Troens Kamp og Seyer. Som i Klenodiet begyndes der med sange om korset, nr. 319-321. Derefter en dialog om kristensjælen i strid: svag i sig selv, stærk i Kristus, nr. 322; en række sange om gammeltestamentlige emner, alle handlende om Herrens sejrende hjælp til dem, der i nøden vover at tro ham, nr. 323-326; endelig en række om bestandighed: tålmodig bien og udholdende kamp, nr. 327-330.

✂

Femte afsnit, nr. 331-352.

✂ Dette svarer til Klenodiets om Troens Ende, men rummer en langt større rigdom. Alle digtene handler her om de sidste ting: døden som hjemgang til brudgommen - Herrens komme med de dødes opstandelse, dommen, verdens undergang og tidens ophør - det ny Jerusalem, Zions slot, paradiset, den himmelske kirkegang, himlen som havnen o. s. v. På en måde kan man tale om forskellige emner og jo i hvert fald om en broget mangfoldighed af billeder. Også stemningen er vekslende: fra dyb alvor, undertiden ængstelse, til jubel eller stille glæde, især dog længsel, snart frydefuld, snart smertefuld. Men i al mangfoldigheden er det een og samme sag, det gælder. Vi ser Brorson som det, han selv havde kaldt en himmel-sindet Christen siel (nr. 202, 1, 2). Digtenes rækkefølge inden for afsnittet viser ikke nogen tydelig plan ud over det, at Den store hvide Flok er sat som slutning. Midtvejs findes der en gruppe (nr. 340-343), hvis baggrund synes at være Lissabons undergang ved jordskælvet 1755*).

✂ Efter de 5 afsnit følger som tillæg den oversatte salme, nr. 353.

✂ Også Hans Brix**) har behandlet spørgsmålet om inddelingen af Svane-Sang, øjensynlig uden at kende Holms opstilling. Brix

* * 16

✂ deler digtene i 3 grupper: 1) en gruppe, som han mener vedrører påsketiden: Jesu historie fra psalmesøndag til himmelfarten, nr. 284-302; 2) en gruppe af uensartet karakter, nr. 303-326; 3) en »evighedsgruppe«, nr. 327-352.

✂ Brix' første gruppe er == Holms ovenangivne første afsnit; men Holm har set klarere, når han betegner de 3 første sange som adventssalmer, hvad der er givet med, at de 2 næste handler om julen. Man må huske, at evangeliet til 1. søndag i advent lige så vel som det til palmesøndag er fortællingen om Jesu indtog. Nogen påskegruppe er der altså ikke tale om.

✂ I den anden gruppe finder Brix blot et uensartet indhold, medens vi jo ved at følge Holms inddeling har set, at der også her foreligger en systematik (2.-4. afsnit).

✂ Brix' tredje gruppe falder på det nærmeste sammen med det ovenangivne femte afsnit. Der er kun een forskel. Medens afsnittet nemlig hos Holm begynder med nr. 331, O Helligaand! mit Hierte, regner Brix nr. 327, Her vil ties, for her at være indledningssalmen. Både den og den følgende, Skal vi ustridig hist, kunne også lige så godt passe i dette afsnit som i det foregående; men når vi så kommer til de to næste, Vor Klippe vi slippe umuelig og Som Kiøbte og Døbte vi bære, synes de afgjort at høre hjemme, hvor der er tale om troens kamp og sejr, og man må derfor nok give Holm ret, når han lader nr. 331, længselssangen om det ny Jerusalem, indlede Slutningsafsnittet.

✂ Brix rejser så det spørgsmål, om opstillingen i grupper skyldes udgiveren eller digteren selv, og finder det sandsynligt, at der har foreligget »2 sammenhængende Samlinger eller Hefter fra Digterens Haand«, der af udgiveren er anbragt som første og tredje gruppe; desuden »et Stof af mere løs Art«, som er blevet »sammenføjet« til anden gruppe.

✂ Hvad det første afsnit angår, finder Brix' hævdelse af dette som en samling fra digterens hånd støtte ved en betragtning af slutningssangen, nr. 302. Den ser nemlig ud til ligefrem at være digtet som en sammenfatning af hovedtankerne i afsnittet, og i så fald må dette jo være formet af Brorson selv. Se nærmere herom i noten til nr. 302.

✂ Brix har sikkert peget i den rigtige retning. Men man må

✂ vist kunne gå videre. Når man nemlig har set, at der gennem Svane-Sang fra først til sidst er en systematisk opstilling, og at denne i stor udstrækning svarer til den i Klenodiet, ligger dog vel den antagelse nærmest, at hele opstillingen skyldes Brorson. At sønnen skulle have foretaget den ud af en uordnet masse af digte og så tilmed have undladt at forsyne de afsnit, han skabte, med overskrifter, forekommer i hvert fald nærværende udgiver mindre sandsynligt.

✂ - - -

✂ Og nu digtenes affattelsestid! Vi vender tilbage til det ovenanførte citat af forordet, hvor det hedder: Sangene... ere efterhaanden forfattede i de sidste Aar af [Brorsøns] Leve-Tiid, fornemmelig til hans egen og nærmeste Paarørendes indbyrdes Gudelige Opmuntring, under hans ofte store Sinds og Legems Lidelser. Lad os da se, hvad vi kan få at vide om Brorsons lidelser i hans sidste år.

✂ Hans visitatsberetninger viser, at han i tiden efter den svære sygdom i 1746*) og frem til 1757 som helhed har klaret visitatserne i det besværlige, udstrakte stift. Også i 1758 har han holdt visitats til 5. november; men derefter hedder det: »Da mit Forsæt var nu herpaa at ville visitere i Schads og Vester Herreder, faldt ieg i en haard Sygdom, hvoraf ieg endnu [29.12.1758] ey fuldkommen er restitueret, og fik da min Visitatz for indeværende Aar en for mig ligesaa besværlig som uformodentlig Ende«. Hans brodersøn, sognepræst Johan Peter Brorson i Døstrup, skriver i sin kalender for 1759: »D. 9. Jan. var jeg i Ribe at besøge min Hr. Farbroder, Hr. Biskop Brorson, som var nylig kommen op af en farlig Sygdom.«**) Selv fortæller biskoppen (28.12.1759), at han begyndte med en visitats på 1. søndag i fasten (4. marts 1759): »Men for Vinterens Haardhed, og at ieg efter min i afvigte Aar udstandne haarde Svaghed ikke var kommen ret til Kræfter, maatte ieg afbryde Visitatzen, som og formedelst andre forefaldende Embeds Forretninger og Forhindringer ikke blev igien begyndt førend... den 2den

* * 18

✂ Junii«; men så blev han ved til først i november: 19 visitatser.

✂ 1760 visiterer han i 19 pastorater fra 8. maj til 8. oktober. I anledning af enevoldsmagtens 100 års jubilæum den 16. oktober blev han dr. theol. og havde i den anledning udarbejdet sin latinske afhandling De Vexillo Ecclesiæ. Der findes i visitatsberetningen ingen klager over sygdom. Det synes at have været et år med nogenlunde gode kræfter.

✂ Anderledes med 1761. Herom skriver han (28.12): »At ieg afvigte Kirke-Aar fast heel igiennem har været af Gud hiemsøgt med megen Sygdom, dette har ieg ved anden Lejlighed understaaet mig Deres Kongelige Majestet allerunderdanigst at andrage; Thi efterat ieg første Jule Dag [1760], da ieg gik til Kirken at prædike, blev uformodentlig angreben af en stærk Norden-Vind og gandske forkølet, saa har ieg siden den Tiid udstaaet 3de store smertelige Sygdomme, af hvilke ieg den sidste ej endnu har forvunden, følgelig kun vidst af faa Helbreds Dage, af hvilke de fleeste har været fra Pindse Festen [10. maj] til Landemodet den 17 Jun:, da ieg i Herrens Navn begyndte min Visitatz« - 6 visitatser og landemodet klaret.

✂ 1762 holder han 18 visitatser i tiden fra 27. maj til 24. august og udskriver visitats til efter Varde landemode den 7. september. »Men som ieg var svag, da ieg rejste ud, saa tog Sygdommen paa Rejsen saaledes Overhaand, at alt Haab om Livet var borte, kom dog L: D: hiem i 4de Uge derefter, men saa svag, at ieg siden ikke har funden Kræfter til min Visitatz denne Sinde videre at kunde fortsætte«.

✂ 1763 holder han 9 visitatser i tiden fra 19. maj til 2. oktober. »Videre vilde min tunge Alderdom og svage Kræfter denne Sinde ikke tillade min Visitation at fortsætte«. Hermed var hans rejsevirksomhed forbi. Den 3. juni 1764 døde han.

✂ Det er altså klart, at årene fra slutningen af 1758 - vel med en oase i 1760 - har været en lidelsestid for Brorson, og det må være til opmuntring under disse lidelser, at han har digtet sange for sig selv og sine nærmeste. Det er ikke alle digtene i Svane-Sang, der har haft dette private formål, men de fleste; der stod jo fornemmelig. Nogle må have haft et videre sigte,

✂ måske det at blive fremført som korsang i domkirken. Man kan derfor ikke udelukke den mulighed, at samlingen i det hele kan rumme digte, som er blevet til før de egentlige lidelsesår. Uvilkårlig tænker man her på gruppen nr. 340-343, der formentlig hentyder til Lissabons undergang den 1. november 1755. Men den kan alligevel næppe hidrøre fra tiden umiddelbart efter katastrofen, da den nærmest udtaler digterens smerte over, hvor ringe indtryk den frygtelige begivenhed har vist sig at gøre på folket; der kan bl. a. være tænkt på, at hans eget store Lissabondigt fra 1756 vel var gået sporløst hen. Tilmed ser det ud til, at der i nr. 340 og 341 er tale om mere end een naturomvæltning. I nr. 340, 1, 3 nævnes mange svare Tegn; i nr. 341, 1, 2-4 hedder det: Da i disse dine Dage Af saa mange selsom Ting Selv Naturen synes knage, og i v. 2, 1 ligger det nær at forstå nutidsformen: Jorden ryster om noget, som har gentaget sig. Det er da rimeligt, at der foruden på Lissabon kan være tænkt på det stærke jordskælv, som den 22. december 1759 rystede hele Danmark og satte folket i stor skræk*). I så fald kan de to digte være blevet til lige efter dette tidspunkt, og så er det vel sandsynligt, at det samme gælder nr. 342 og 343.

✂ Man kunne også spørge, om begyndelsesgrænsen for svanesangsårene simpelt hen skulle sættes ud fra den betragtning, at ingen af digtene kunne være blevet til før 1760, da de i så fald ville være blevet optaget som et tillæg i Klenodiets udgave fra det år (J6, se 1. bind s. XV). Det er dog sikkert helt ved siden af. Dels ved man slet ikke, om Brorson i sin svaghed har følt sig i stand til at få sådan en sag ordnet; dels var han jo ifølge sønnens ord overhovedet ikke enig med sig selv om, hvorvidt digtene skulle udgives; mange af dem anså han vel ikke for salmer.

✂ De forsøg, man i øvrigt har gjort på at nå en nærmere tidsbestemmelse for de enkelte afsnit eller digte ud fra deres indhold og stemning**), kan næppe siges at have været frugtbare.

* * 20

✂ Det må jo ikke glemmes, i hvilken grad stemningerne kan veksle efter de skiftende forhold. Noget af det ejendommelige for Brorson er den iver, hvormed han straks efter hver sygdom igen tager fat på sin gerning. Visitatsberetningerne viser desuden til det sidste hans usvækkede interesse for forholdene i stiftet og for kirkens hele tilstand. Og lige til dagene før hans død ser vi ham udsende embedsskrivelser (29. og 30. maj 1764). Derfor går det ikke an uden videre at henføre de digte, hvor jordelivet er »aktionsbasis« til en tidlig tid og slutningsafsnittet med himmellængslen til digterens sidste dage. En af de mange sygdomme kan have vendt hans hu og længsel udelukkende mod evigheden, og når bedringen derefter lod ham føle ny kraft til livets opgaver, kan det have kaldt andre toner frem. Ydermere er forholdet ifølge fortalen jo det, at digtene er fremkommet dråbevis (efterhaanden) gennem en årrække, hvad der netop stemmer med en tilblivelse, efter som nu en, nu en anden stemning har gjort sig gældende.

✂ - - -

✂ Den til Svane-Sang hørende prædiken med indledningsdigt har, som man vil se, sit eget titelblad, der skyldes Brorson selv. Bogens titelblad er derimod udgiverens værk. Rimeligst er det så, at det også er udgiveren, der har fundet det smukke navn Svane-Sang, selv om det vel ikke kan udelukkes, at det kan have stået i digterens manuskript eller stamme fra en mundtlig ytring af ham*).

✂ At navnet for øvrigt efter udgiverens tanke omfatter både sangene og prædikenen, fremgår tydeligt af fortalen. Ordet kan jo godt bruges som almindelig betegnelse for det sidste, et menneske har fremsat. Men det er dog sikkert den digteriske del af bogen, som har været anledningen til, at det her blev anvendt.

✂ - - -

✂ Svane-Sangs original findes på Det kongelige Bibliotek, Universitetsbiblioteket samt Videnskabernes Selskabs Bibliotek i Trondheim. Universitetsbibliotekets eksemplar har på

* 21

✂

✂ forsatsbladet påskriften: »Foræret af L. R. Tuxen (H. A. Brorsons Datterdattersøn). A. 34.« Herudfra antager Arnholtz*), at de i dette eksemplar tilførte melodiangivelser m. m. er udslag af den brorsonske slægtstradition. Dette lader sig dog næppe opretholde. På titelbladet står der nemlig: »Niels Bønnelycke D. 27. Decembr. 1782« (nedenunder igen: »Niels Bønnelycke«). Denne mand, som formentlig er præsten Niels Bønnelycke (1756-1826), fra 1789 sognepræst i Jerne-Skads, har altså ejet bogen før Tuxen, der levede 1810-75; han hørte ikke til Brorsons slægt, og der er altså ikke tale om et arvet familieeksemplar. Nederst på titelbladet står: »P. G. Thorsen. 18. Avg. 1839«. Hermed kan der dog sikkert ikke være tale om en ejermand forud for Tuxen.**) Men i hvert fald måtte antagelsen af en brorsonsk meloditradition komme til at hvile på Tuxen alene. Hans mormoder, justitsrådinde Fogtmann, kunne, som vi har set, ikke skaffe melodierne til veje; men hermed menes åbenbart noderne. Selv siger han***), at »Melodierne for største Delen ere gaaede i Glemme«; men nogle har altså dog været husket, og dette bevidner A. W. Brorson jo for sit eget vedkommende om »nogle meget faa«. Da det kun er 3 (4), som er skrevet til

* * * 24

✂ i det pågældende eksemplar, ville det i og for sig svare hertil, så hvis tilføjelserne skyldtes Tuxen, blev der unægtelig mulighed for at tale om en slægtstradition.

✂ En undersøgelse viser imidlertid, at Tuxen ikke kan have skrevet disse tilføjelser. Allerede den omstændighed, at melodiangivelsen til »Den store, hvide Flok« hedder: »Studenter Mars«, taler imod, at den skyldes en dannet mand fra det 19. århundrede; han ville vel have skrevet »Marche« eller »Marsch«, i hvert fald ikke »Mars«. Men dertil kommer, at selve håndskriften er ganske forskellig fra Tuxens, som vi har i 2 breve på Det kongelige Bibliotek (Ny kgl. saml. 4°, 3095, til Allen og 4°, 2976, til Fr. Bajer). Men når hverken bogen er et familieeksemplar eller melodiangivelserne kan henføres til et familiemedlem, falder grundlaget for tanken om en slægtstradition jo bort.

✂ Hermed være ikke sagt, at melodiangivelserne er uden interesse. Selve skriften gør indtryk af ælde, og den omstændighed, at den slet ikke ligner Bønnelyckes hånd, kunne tale for, at tilføjelserne er gjort før 1782, da han fik bogen i eje. Dermed ville de jo komme nær op ad Brorsons tid, hvem de så end hidrører fra.

✂ - - -

✂ Der står endnu tilbage at omtale det manuskript fra Brorsons egen hånd, som ovenfor (s. 10) har været nævnt.*) Det findes i Ålborg katedralskoles bibliotek og indeholder hans Svanesangsprædiken med indledningsdigtet og tillige et slutningsdigt.

✂ Manuskriptet består af 7 læg. I det første findes kun titelblad, indledningsdigt og tekst. Her er der ødslet med pladsen, så man ser, at det var meningen, at der ikke skulle stå mere end netop de 3 ting; skriften er sirlig. De følgende læg, som indeholder selve prædikenen, er helt anderledes: tætskrevne sider og ret skødesløs skrift. Det ser ud som en rigtig prædikenopskrift til eget brug og er nok den, Brorson har benyttet, da han holdt prædikenen. Det første læg - med de ting, som der ikke var

* 25

✂ brug for på en prædikestol - er så senere bragt i stand, da der blev tænkt på udgivelse, og samtidig er slutningsdigtet skrevet til på nogle sider, som var til overs i sidste læg efter prædikenen.

✂ I forhold til den trykte prædiken virker den skrevne som en art kladde, hvori der er gjort mange rettelser, uden at den form dog er nået, som vi møder i Svane-Sang. Til grund for den har der ligget et manuskript med talrige nye ændringer. Det hele giver indtryk af stor omhu og møje ved udarbejdelsen, et indtryk, som for øvrigt også prædikenen i sig selv efterlader, særlig ved den masse bibelske citater, der næsten giver den præget af en mosaik: i alt 112 citater og henvisninger.

✂ Slutningsdigtet er i Svane-Sang overflyttet til den digteriske del, hvor det står som nr. 295 med overskriften: En Paaske-Sang. Det har hermed fået en naturlig plads inden for det afsnit, som bygger på kirkeåret. Men hvem har flyttet det? Det kan naturligvis være udgiveren; men det var dog mærkeligt, om sønnen her skulle være gået imod sin fader, i hvis manuskript indledningsdigtet, prædikenen og slutningsdigtet er opstillet som en trilogi om Maria Magdalene og slutningsdigtets tilhørsforhold udtrykkelig fremhævet ved overskriften: Aria om samme materie. Er det ikke mere sandsynligt, at det er Brorson, der selv har foretaget indgrebet? Men i så fald har vi her et nyt fingerpeg, som tyder på, at det også er ham, der har skabt ordningen af digtene, da det jo kun kan være interesse for dens gennemførelse, som har været bevæggrund til flytningen.

✂ - - -

✂ Originaltrykkets retskrivning, som nøje er fulgt i nærværende udgave, er forskellig fra den, der findes i Troens rare Klenodie, bl. a. derved, at substantiverne har stort begyndelsesbogstav.

26
27

✂

28
29

✂

FORTALE

✂ Dette lidet Skrift indeholder nogle Salig Biskop Brorsons aandelige Sange, saavelsom Een hans Prædiken om vor Frelseres første Aabenbarelse efter sin Opstandelse.

✂ Og da samme under Navn af hans SVANE-SANG nu ved Trykken kommer for Lyset, har man anseet fornøden herved at give Læseren en kort Underretning om Anledningen til og Øjemerket ved begge Deeles Forfattelse og Udgivelse.

✂ Sangene, som udgiøre den første og største Deel, ere efterhaanden forfattede i de sidste Aar af hans Leve-Tiid, fornemmelig til hans egen og nærmeste Paarørendes indbyrdes Gudelige Opmuntring, under hans ofte store Sinds og Legems Lidelser, uden at den Tiid havdes nogen egentlig Hensigt til deres Bekientgiørelse ved Trykken.

✂ Men da nogle Afskrifter deraf, deels med og deels uden hans Vidende, ere andre meddeelte, (hvoriblant dog findes adskillige Stykker, som ikke ere hans egne) det dernest lettelig kunde skee, som man allerede har seet Prøver af, at Sangene ved oftere Afskrivelse i Ord og Mening kunde forandres, og endelig adskillige i og uden Stiftet, efter hans salige Bortgang til Faderen, have tilkiendegivet deres Lengsel efter, at see dem ved Trykken bekientgiorte; saa har man, i Betragtning af anførte Aarsager, saameget mindre taget i Betenkning at udgive denne liden af hans egne Sange allene bestaaende Samling, som det noksom

* 30

✂ er bekiendt, med hvor stor Begiærlighed og Opbyggelse hans for mange Aar udkomne, og siden ofte oplagte Psalmer ere og blive søgte, og brugte af mange i vort Danske og Norske Zion.

✂ Angaaende dernest den hosføjede Prædiken, da fattede den salige Biskop, nogen kort Tiid førend hans Afgang, i sinde, at vilde udgive 10 Prædikener over de Ti vor Frelseres Aabenbarelser efter sin Opstandelse, hvilke, han i Paaske-Højtiden, og ved Præste-Vielser havde holdet i Ribe Dom-Kirke, og derved intet havde til Øjemerke, uden Christi Menigheds Opbyggelse i Troe og Kierlighed, at, da han formedelst sine Kræfters daglige Aftagelse ikke lengere fandt sig i stand til, saa ofte som tilforn, i Stiftets Menigheder at forkynde Guds Evangelium, saa vilde han, paa denne ham endnu muelige Maade, søge at være dem og flere til Nytte og Opbyggelse, agtende det med Apostelen tilbørligt at opvekke formedelst Paamindelse, saalenge han var i dette Paulun.

✂ Men da han i saadan Hensigt med megen Møje havde reenskrevet denne første Prædiken, og nylig giort en Begyndelse med den anden, var hans Pauluns Aflæggelse allerede forhaanden, at det behagede hans Forbarmere, efter nogle faa Dages hæftig Svaghed, ved en salig Død at forflytte ham til sin himmelske Herlighed: hvorfor denne Prædiken, som var hans sidste Arbejde i Tiden, bliver baade den første og den sidste, som fra ham kan ventes.

✂ HErren selv, som har lagt saa kiendelig Velsignelse paa hans første Sange, og ligesaavel ved det mindre som det større kan befordre sin Ære, og Menniskenes Opbyggelse til Salighed, lad og i Naade dette lidet Skrift blive velsignet for alle Læsere, til giennemtrængende Opvekkelse for de Synd-sikre, oplivende Trøst for de Bodfærdige, og vederqvægende Opmuntring for de sande Troende, under deres Løb i den dem foresadte Kamp; saa skal saavel for den sidste, som første Velsignelse al Ære i Tiid og Ævighed allene være hans, som er værdig at tage Magt og Riigdom og Viisdom og Styrke og Priis, og Ære og Velsignelse. Amen.

✂

Nr. 284.- I.

✂

1.

✂ Livet med sin Brude-Skare
Drager ind ad Salems Bye.
Luften syntes sød, som Manna,
Af hans Følges Hosianna.
Palmer gik med hine klare
Jubel-Toner op i Skye.
Livet med &c.

✂

2.

✂ Tænk engang, og dog maae tage
Mod den elsktes frekke Nej!
Derfor Kind og Øje falmer
Mit iblant de søde Psalmer;
Og maae øse Taare-Lage
Paa den glade Højtids Vej.
Tænk engang &c.

✂

3.

✂ Fyrgetive Aar derefter
Salem fik en anden Giæst,

* *

✂ - - -

* 32

✂ Ørnen med de glubske Unger,
Kriig og Oprør, Pest og Hunger,
Sig ved dette Aadsel hæfter,
Just til samme Højtids Fæst.
Fyrgetive Aar &c.

✂

Nr. 285. - II.

✂

1.

✂ Her er Sang paa Juda Bierge!
Siger Zion: See! Din Gud,
Ærens Konge, er tilstæde,
Dig i Purpur-Dragt at klæde.
Ja din Brudgom og din Værge
Bringer selv det søde Bud.
Her er Sang &c.

✂

2.

✂ Zion! han dig elsker meget,
Han har vundet dig i Tog.
Lad din Gield dig ikke hindre,
Og din Armod meget mindre!
Hvad han har, er nu dit eget.
Zion! Zion! troe ham dog.
Zion! han dig &c.

* * 33

✂

3.

✂ Hallelujah, ævig Ære
Skee dig, min Immanuel,
At dit Hierte sig ey skammer
Ved din Tienerindes Jammer;
Men den samme vilde bære,
At hun maatte lide vel.
Hallelujah! &c.

✂

Nr. 286. - III.

✂

1.

✂ Op dog Zion! seer du ej
Palme-prydet Konge-Vej,
Hvor Lifs-Fyrsten drager frem,
For sin Brud at hente hjem? :,:
Skiønt han alt, for dig at frie,
Er paa Dødens fæle Stie;
Gaaer han dog blant Fryd og Sang.
Det var Kierlighedens Gang.

✂

2.

✂ Skynd dig Zion! følg ham snart
Paa hans Korses Kirke-Fart,

* * 34

✂ Med et uforandret Sind,
Lige for hans Throne ind.
Tak ham, hvor du gaaer og staaer,
For hans Marter, Død og Saar.
Kys hvert Spor, han efterlod,
Fuld af Graad og Sveed og Blod!

✂

Nr. 287. - IV.

✂

1.

✂ Hør dog, o hør dog den himmelske Vægter,
Du søvnige Jord,
Hører og fatter, I Stammer og Slægter,
Hans liflige Ord.
Eder, i hvem I end ogsaa maae være
Af mennisklig Kiød,
Eder, til ævig Forløsning og Ære,
En Frelser er fød.

✂

2.

✂ Zion! som Edens forgiftige Slange
Saa ofte giør ræd,
Lad ham nu see dig i Troen at prange
Med Jomfruens Sæd.
Synden den leede, vor Ansigtes Blegning,
Paa Midleren falt;
Gielden blev skreven paa Brudgommens Regning;
Og den er betalt.

✂ 2, 4: hans Throne] Joh. Åb. 22, 3. - 2, 7-8: Lk. 19, 41; Hebr. 5, 7 (Graad); Lk. 22, 44 (Sveed); jfr. nr. 11, 2, 2; 30, 6, 5-7.

* 35

✂

3.

✂ Amen, Hallelujah! møder tilhobe
Med Harper og Sang.
Hvad som har Aande, mod Himlene raabe
I frydelig Klang.
O den dog allermindst ventelig Naade
Mod arrigste Kiøn
Gav os, i Stæden for Helvedes Vaade,
Sin eeneste Søn.

✂

Nr. 288. - V.

✂ En Samtale imellem JEsum og en Christen.

✂

1.

Iesus.: Du smelter i Taare;
Men siig mig: hvorfore?

Christen.: Miraklers Mirakel! at Ordet blev Kiød.

I.: Det galt vor Forening.
Siig vidre din Meening.

C.: At Livet paa Jorden til Døden blev fød.

I.: Ja, Sandhed at sige, med inderlig Lyst.

C.: O uden al lige lifsaligste Trøst!

✂

2.

I.: Min Fader mig sendte,
Dig til ham at hente.

C.: Men havde han ikke os onde for kiær?

I.: Ej Engle udgrunder
Det Kierligheds Under.

C.: Men var han dog ikke sit Hierte for nær?

* * 36

I.: Din Frelse at skue det var ham saa rart.

C.: O Kierligheds Lue, som intet har spart!

✂

3.

I.: Lad dette dig glæde
Paa Leje og Sæde!

C.: Ja, JEsu! Du Hiertets Lifs-Balsam og Kraft.

I.: Af Jordiske Lyster
Man Døden kun høster.

C.: Min Viin er din Naades Hiert-lædskende Saft.

I.: Hav Druen i Tanker, hvoraf den blev kryst.

C.: Saa ofte mig banker Lifs Aare i Bryst.

✂

Nr. 289. - VI.

✂

1.

✂ See! hvor hæftig Døden ryster
Lifsens Himmel-søde Træe.
Hid I bange! hid og høster.
Samler Druerne paa Knæe.
Giemmer dem for eders Hierter,
Nyder dem med Troens Mund!
Det fordriver alle Smerter,
Og giør Siælen ævig sund.

✂

2.

✂ Kommer I, som føle Heden
Af Guds Vredes Torden-Skye!
Her er Vej at flye fra Vreden.

* * 37

✂ I Gethsemane er Lye.
Her er Paradiis det andet,
Røde Taare-Perlers Flod:
Purpur Sveed og Graaden blandet
Lædsker Siæl og Marv og Blod.

✂

3.

✂ Nu god Nat al Verdens Eje,
Al din Roe og Overhæng.
I den anden Adams Leje
Fandt min Siæl sin Brude-Seng.
Her, hvor Du din Sveed lod rinde,
Har jeg slaget op min Telt.
Her jeg gandske vist vil vinde,
Hvor for mig Du laae til Felt.

✂

Nr. 290. - VII.

✂

1.

✂ Kunde du dog ikke vaage
Med mig lidt en Paaske-Nat,
Da jeg nu i Dødens Taage
Er saa ynkelig forladt?
Har din Kierlighed ej Evne
Til at byde Søvnen Kamp,
Da jeg paa Guds Vredes Stefne
Ryger af en blodig Damp?

* * 38

✂

2.

✂ DU var før saa rund at love
Nyligen ved Kedrons Bek,
Ja du vilde Livet vove,
Skiønt jeg sagde dig din Brek.
Denne Hede er fordreven,
Kierligheden synes mat,
Førend den engang er bleven
Nær til Prøve-Ilden sat.

✂

3.

✂ Ikke har du, kiære Peder,
Sligt af mit Exempel lært,
Da jeg, for at tiene Eder,
Mine Kræfter har fortært.
Kierlighedens beste Retter
Er at lindre andres Meen,
Næstens Vee og vaagne Nætter
Heder Venskabs Prøve-Steen.

✂

4.

✂ Vaage var dog ey for meget,
Da du mig saa bange saae;
Helst da samme og dit eget
Siæle-Beste gielder paa.
Vaage var det, andet ikke,
Som jeg bad saa saare om.
Selv allene maae jeg drikke
Kalken af Guds Vredes Dom.

✂

5.

✂ Een og ikke mange Timer,
Vagt og ikke Varetegt,
Just den Gang jeg næsten svimer

* 39

✂ Under Syndens svare Vægt.
Denne eene og saa ringe,
Ja saa korte Tienest' kand
Aanden ej til veje bringe.
Lampen er kun slet i stand.

✂

6.

✂ Time gaaer, som Skib paa Strømmen,
Og dit Liv gaaer med. Hvordan?
Du est nær ved Havn i Drømmen,
Just da Stormen nu gaaer an.
Ak! Hvor skulde Prøve-Tiden
Bedre vise Troens Magt;
Var her ej saa saare liden
Munterhed paa Bønnens Vagt.

✂

7.

✂ Med mig som i Brude-Skare
Vil du gierne vandre frem;
Men at følge med i Fare
Dertil est du slet beqvem.
Med mig i min Faders Rige
Du jo ogsaa sidde vil;
Men derop ved Kors at stige
Maae du bedre vennes til.

✂

8.

✂ Mig som holt dig før paa Vandet,
Og har altid haft saa kiær,
Burde du til rede standet,
Kephas! Kephas! Du i sær.

* 40

✂ Op du Siæle-Vægter-Skare!
See dig nu paa ham i Speil;
Følg hans Fodspor, som de vare
Efter denne Nattes Feil!

✂

Nr. 291. - VIII.

✂

1.

✂ Lad mig, søde JEsu, møde
I din Pines Natte-Vagt,
Dig at skue, Livets Drue,
I Guds Vredes Perse lagt.
Andre hvile. Dødens Pile
Alle ile paa dig ind.
JEsus blegner, skielver, segner
I Guds Vredes Hvirvel-Vind.
Gid jeg kunde nogenlunde
Dog begrunde denne Storm,
Hvor det svier, da du vrier
Dig i Støvet, som en Orm!

✂

2.

✂ JEsus beder, græder, sveder,
Tænk engang, det bare Blod.
Hevnen stiger, mens han skriger,
Til den allerhøjest' Flod.
Riis og Grene bindes eene
Til dig, reene Jomfrue Søn!
Hvorhen driver dig din Iver?

* * 41

✂ Til at redde Adams Kiøn.
Var vor laadne, undertraadne,
Døde, raadne Folke-Færd
Ej at kige paa, end sige
Saadan Nød og Fejde værd?

✂

3.

✂ Men hvor qvæger nu og læger
Mit forknuste Hierte-Rod
Svede-Dampen, som i Kampen
Af dit blege Ansigt stod.
Syndens Længde, Tyngde, Mængde,
Som dig trængte, er betalt.
Kiempe-Sveden vant os Freden
I den ivrigste Gestalt.
Sathan daaber *. For mig raaber
Alle Draaber mod hans Hug.
Hvad mig møder, det forsøder
Urtegaardens Purpur-Dug.

✂

Nr. 292. - IX.

✂

l.

✂ Seer dog de blodige Strømme, som rinder
Under Hudstrygelsens mordiske Slag;
Strimer, som Furer af Plove, man finder
Efter hver Stridsmands dybt saarende Drag,

* * 42

✂ Da den, der vældigst kan hugge, han vinder
Alle Tilskueres største Behag.
Saadan blev Plaster bereed, som forbinder
Al slags beængstet Samvittigheds Nag.
Kom kun du bange, hvad er her for hinder?
For os at lide det var jo hans sag.
Seer dog de blodige &c. &c.

✂

2.

✂ JEsu, o Kierlighed uden al Ende!
Jeg var jo med dem, som sloge dig blaae.
Min Uretfærdighed gav dem i Hænde,
Hvormed de skulde dig slide og slaae.
Men hvor begynder mit Hierte at brænde,
Naar jeg alvorligen tænker derpaa:
For mine Lenker til Frihed at vende
Vilde du bunden for Pidskerne staae.
Ja, til at klæde og pryde din Fiende,
Lod du dig villig som levende flaae.
JEsu, o Kierlighed &c. &c.

✂

3.

✂ Lammet, som slagtet er grusom og længe,
Bære al Ære i Evigheds Sal!
Jeg, som fortiente at lade mig slænge
Hen udi Hinnoms blod-tørstige Dal,

* 43

✂ Seer i hver Draabe og Vunde og Flenge
De mig fortiente Lifs Floders Chrystal;
Sanker i Klippens dybt hulede Giænge
Guldet, for hvilket mig himlen er fal;
Kysser de Druer i Pidskerne hænge;
Længes at siunge blant helgenes Tal.
Lammet, som slagtet &c. &c.

✂

Nr. 293. - X.

✂

1.

✂ Kierligheden kunde
For ingen Ting det bære,
At vi gik til Grunde.
Han tænkte: skal de være
Forladt' til ævig Vee?
Ney! det skal aldrig skee.
Men i Sathans Rige
Vort Kiøn laae villig fangen,
Hvad var der at sige?
Ja Dommen alt var gangen;
Og slugend' aaben mod
Os Helved-Struben stod.
Opstod Kierligheden
For at møde Vreden.

* * 44

✂ Jeg, sagde han, paatager
Mig Adams Kiød og Plager,
Synd og Nød.
Her er jeg i Steden
At lide Dom og Død.

✂

2.

✂ Kierlighed paa Korset
Sig lod med Nagler spende,
For at faae sit Forset,
Den samme Dag til Ende.
Han vilde holdes fast,
Til vore Lænker brast.
Uanseet han kunde
Ej Fod, ej Finger flytte,
Bar paa Søm og Vunde
De matte Bene-Stytte.
Ja sandelig! det var
At træde Perse-Kar.
Alle Buer spendte,
Alt mod ham sig vendte.
For det, som Ulv har staalet,
Var Lammet sat til Maalet.
Al min Skam,
Alt hvad jeg fortiente,
Har oversvømmet ham.

* 45

✂

3.

✂ Tænk! i hvilken Klemme
Din JEsus maatte sone,
Før hans Himmel-Stemme
Fik saadan Afgrunds Tone:
Hvi har du mig saa plat,
Min Gud, min Gud, forladt?
Ja du Høystfortiente,
Min Frelser, blodig Drue,
Maatt' du mig jo hente
Som midt i Helveds Lue.
Dog vandt Du, Gud skee lov,
Og fik mig som et Rov.
Ævig Tak! skal raabe
Liv og Siæl tilhobe.
Tak giennemstungne Hierte!
Tak, tak for al din Smerte,
Graad og Sveed,
Vand og Blod, hver Draabe,
Tak, tak i Ævighed!

✂

Nr. 294. - XI.

✂

1.

✂ Lad os drage, bange Hierte,
Hen til Hoved-Pande-Sted,
Der at tage, hvad hans Smerte
Os har lovet: Siæle-Fred.

✂ - - -

* * 46

✂ Her de trette, raade-vilde,
Jammerfulde Frelse faaer.
Her er rette Lædske-Kilde,
I vor hulde Frelsers Saar.

✂

2.

✂ Du, o rene, for mig qvalte,
Stegte, døde Offer-Lam!
Du allene fuldt betalte
Al min Brøde, Last og Skam,
At jeg vover, paa dit Hiertes
Trygge Anker, Liv og Død,
Og forsover, ved din Smertes
Søde Tanker, al min Nød.

✂

Nr. 295. - XII.
En Paaske-Sang.

✂

1.

✂ Engelen.

✂ Hvorledes gaaer det her?
Hun synker ned i Sorgen,
Og det paa Paaske-Morgen.
Maria, som i sær
Sin Frelser havde kiær.
Maria Magdalene,
Beklemt, forladt og eene,

✂ - - -

* * 47

✂ Vil svømme hen i Graad,
Og veed slet intet Raad.
Hun synker &c.

✂

2.

✂ Maria.

✂ Ja her er holden Vagt!
O! maatte jeg kun vide
Saasant, til hvilken Side
De har min Herre lagt;
Jeg hented' ham med Magt.
Hvor skulde mine Taare
Da salve dig paa Baare,
Og sige dig: God Nat,
Min ævig søde Skat!
O maatte jeg &c.

✂

3.

✂ JEsus.

✂ Ak! see hvor Hiertet slaaer!
Hvad giør du her i Haven;
Hvad søger du i Graven?
Beklemt for den du gaaer,
Som hos din Side staaer.
Maria! du skal fige,
Til mine Brødre sige:
Til Faderen jeg snart
Nu holder Himmel-fart.
Hvad giør du &c.

✂

4.

✂ Maria.

✂ Hallelujah! Du est,
Immanuel, opstanden,

* * 48

✂ Har knuset Slange-Panden,
Og givet ham sin Rest;
Men os en ævig Fest.
Trods Synd! Du est hengivet.
Trods Død! Du est jo Livet.
Trods Helveds hele Flok!
Du est os ævig nok.
Immanuel opstanden &c.

✂

Nr. 296. - XIII.

✂

1.

✂ I arme Qvinder! hvorfor saa vaade Kinder,
Saa vaade Kinder? hvad skal den Urte-Kram?
Jeg siger sanden: Han er igien opstanden,
Igien opstanden det slagtede Guds Lam.
O Tak, vort Liv det søde!
Tak! Tak! Du for os døde
Du for os døde. Hallelujah! Vi veed:
Du lever, vi tillige,
Saa læng' du har et Rige
Du har et Rige, i Tiid og Ævighed.

✂

2.

✂ Velkommen søde Guds Søn, vort Liv fra Døde,
Vort Liv fra Døde, fra Kors, fra Striid og Grav!
Du slap fra dennem, og vi med dig igiennem
Med dig igiennem din Pines røde Hav.

✂ - - -

* * 49

✂ Thi hvad dig vederfores,
Er vist i Troen vores
I Troen vores. Nu har vi Freden her.
Trods Marter, Sverd og Bue!
Men, naar skal vi dig skue
Skal vi dig skue, som havde os saa kier?

✂

Nr. 297. - XIV.

✂

1.

✂ Paaske-Morgen, Paaske-Morgen kom vor Borgen,
Hallelujah! hiem,
Endte Striden, endte Striden, giorde Tiden
Ævig angenem.
Seer hvor Dragen, seer hvor Dragen ligger slagen,
Øde er hans Fange-Slot.
Slot :,: Fange-Slot.
Mørkheds Porte, Mørkheds Porte ere giorte
Til en ævig Spot
Spot :,: ævig Spot.

✂

2.

✂ Op med Psalmer, op med Psalmer, hid med Palmer.
Fryd sig Zions Egn!
Spiller klinger, spiller klinger, synger svinger
Alle Frydens Tegn!
Gak i møde, gak i møde den, som døde,

* * 50

✂ Da han Dødens Fyrste bandt
Bandt :,: Fyrste bandt.
Raab al Ære, raab al Ære Lammet være,
Som den store Seyer vandt
Vandt :,: Seyer vandt.

✂

Nr. 298. - XV.

✂ Her er nyt fra Dødens Porte.
Livet døde, syntes borte;
Men dog vandt alligevel.
Zion siunger ham i møde:
Da vor Samsom falt og døde,
Slog han Døden selv ihiel.
Trods Slangen! hans Hoved
Fik hvad ham var lovet.
Her har vi nu Manden,
Opstanden opstanden.
Triumph, Triumph, Victoria!
Vor Nat er plat forsvunden,
Vor Tiid er bliid oprunden.
Trods Sathans hele Lejr!
Guds Lam fik ham nu bunden,
Og vi deri har funden
En ævig ævig Sejr.
Triumph, Triumph, Victoria!
Hallelujah!
Triumph, Victoria!
Triumph, Triumph, Victoria!

* * 51

✂

Nr. 299. - XVI.

✂

1.

✂ I Dag skal alting siunge,
Hvad Hierte har og Tunge.
Sink og Basun her frem!
See! See hvor JEsus farer,
Med Seraphine Skarer,
Igiennem Skyen hiem.

✂

2.

✂ O see! den Engle-Vrimlen
Omkring Guds Stoel i Himlen,
Ved Lyden af hans Trin!
Den gamle udaf Dage
Selv rejser sig at tage
Imod sin Benjamin.

✂

3.

✂ Sid hos min højre Side!
Sid, siger han, du blide,
Al Verdens Liv og Soel!
Guds Hær med Lofsangs Toner,
Og alle Ældstes Kroner
Blev kast for Lammets Stoel.

* 52

✂

4.

✂ Hvad giør du her tilbage?
Far efter ham saa fage,
Som Duen fløj, min Aand!
Far hen at see den søde
Guds Søn, som for dig døde,
Med Almagts Spiir i Haand!

✂

Nr. 300. - XVII.

✂

1.

✂ Glæde o Glæde! til Guddommens Sæde
Vor JEsus opfoer.
Helvede bæver, og Himlene svever
I siungende Chor.
Vægternes Raaben, at Himlen er aaben,
Opvækker vor Jord.
Glæde o Glæde &c. &c.

✂

2.

✂ Zion ved Sagen er gandske hentagen
Af inderlig Lyst;
Glemmer sin Trængsel, og morer sin Længsel
Med Samlingens Trøst.
Hvad giør hun siden? hun venter paa Tiden,
Som fattig paa Høst.
Zion ved Sagen &c. &c.

* * 53

✂

3.

✂ JEsu! Dig være al Ævigheds Ære
I Herligheds Stand,
At du os sadte, os arme forladte,
Fra Stormen paa Land,
At du til visse har knuset hans Isse,
Som greb os i Tand.
JEsu! Dig &c. &c.

✂

Nr. 301. - XVIII.

✂ Ps. 47.

✂

1.

✂ Klapper nu med Haand al Jordens Skarer!
Siunger Himmel-højt, at Gud er stor,
Som forfærdelig i Skyen farer,
Din Monarch, du hele Verdens Jord!
Den, som lader dem, os hader,
Slænges under vore Fødder ned;
Og som hiemme har i Giemme
Himlens hele Arv at dele
Med sin dyre Meenighed.

✂

2.

✂ Gud foer op med Fryd til Ærens Throne,
HErren med Basuners sterke Klang.
Siunger, siunger i den højest' Tone;
Fylder Jordens Kreds med Fryde-Sang!
Raaber, siger: Verdens Riger
Hører Kongen, Zions Konge til.

* * 54

✂ Han vil raade eene baade
Over sine, og at hine
Briste, som ej bøjes vil.

✂

3.

✂ Gud sit Riges Herlighed udbreder,
Alt saa vit der findes Dag og Soel.
Hedninger ophøjer og tilbeder
Den, som sidder nu paa Ærens-Stoel.
Verdens kloge Fyrster sloge
Sig i Hob med Zions Siunge-Chor,
For at bære ham al Ære,
Som kan holde Jordens Skiolde,
HErren eene ævig stor.

✂

Nr. 302. - XIX.

✂

1.

✂ Jeg seer dig, søde Lam, at staae
Paa Zions Bierge-Top.
Men ak! den Vej du maatte gaae,
Saa tung, saa trang derop.

* * 55

✂ O! Byrde, som paa dig var kast,
Al Verdens Skam og Last.
Saa sank du i vor Jammer ned,
Saa dybt, som ingen veed.

✂

2.

✂ Uskyldig Lam! saa ynkelig
Du vilde ofres hen.
Din Kierlighed har bunden dig,
At faae os løst igien.
Du leed og sleed vor Fængsels Baand
Med naglet Fod og Haand.
Du gik som Løve af din Grav.
Vor Død du plyndred' af.

✂

3.

✂ Hvor vrimler nu omkring din Stoel
En Flok saa hviid, som Snee.
Hvert Øje glimrer, som en Soel,
At det Guds Lam maae see.
Det Ord om Lammets Slaverie,
For os, for os at frie,
Giør, mit blant alle Englers Sang,
Endnu den sterkest' Klang.

* 56

✂

4.

✂ Tolv gang tolv tusind' har i Favn
Enhver sin Harpe spendt.
I Panden Lammets Faders Navn
Giør al den Slægt bekiendt.
Det gaaer, som sterke Vandes Lyd,
Naar de slaae an i Fryd:
Guds Lam, som vandt os Paradiis,
Dig, dig Lof, Tak og Priis.

✂

5.

✂ Tak Abba! at du var saa god
Mod Adams faldne Kiøn;
Og os til Frelse slagte lod
Din den eenbaarne Søn.
Dig prise nu hvert Aande-Drag,
Hvert Hierte-Pik og Slag.
Ja Lam! for al den Deel, du leed,
Tak, tak i Ævighed!

✂

Nr. 303. - XX.

✂

1.

✂ O hvilket Himmel Vand
Og Naade-Væld er Daaben!
Hvori jeg skue kand
Livagtig Himlen aaben.
Der fant jeg først mit Navn,
Der tog mig Gud i Favn:
Med Christi Blod bestænkte,

* * 57

✂ Og Aandens Naade skiænkte.
O dybe Vand! fordi
Den al min Nød nedsænkte.
O søde Stund! hvori
Jeg baaren blev saa fri.

✂

2.

✂ Du Naade-Dagning est,
Mit Haabes Morgen-Røde,
Min første Fryde-Fest,
Kan al mit Liv forsøde.
Hvi skulde ej bestaae,
Hvad plantet er ved Aae?
Thi er jeg vel til Mode
Ved HErrens Huses Gode.
Men JEsu! selv forleen,
At og din Kirke-Pode
I Dommen er en reen
Min Viinstoks Art og Green.

✂

Nr. 304. - XXI.

✂

1.

✂ Ak Fader! lad dit Ord og Aand
Dog ret faa Overhaand!
Og see, hvor fuld din Urtegaard
Af Torn' og Tidsel staaer!

* * 58

✂ Din Vext du her vel har.
Men ak! hvor tynd og rar.
Hvor lidet er dog Kraften kient
Af Ord og Sacrament.

✂

2.

✂ O JEsu, JEsu! kom dog snart
At see din Viingaards Art.
Af døbte vrimler Stad og Land,
Men hvor er Troens Brand?
Hvad heder det, vi veed,
Hvad Død du for os leed;
Dog taales Sathans fule Verk
Iblant os lige sterk.

✂

3.

✂ O Hellig Aand! for dig, vor Skat,
Vi græde Dag og Nat.
Kom, giv os samme Lys og Kraft,
Vor' Formænd før har haft,
Da Christendommen stod,
Som Træe, ved deiligst Rod,
Saa oven fuld af Frugters Snee
Og Purpur. Lad det skee!

* 59

✂

Nr. 305. - XXII.

✂

1.

✂ Er ikke Ephraim min Lyst,
Min Længsels Turtel-Due;
Mit Skiøde-Barn til Naadens Bryst
Saa glædelig at sue;
Min dyrebare mindste Søn,
Som Roser og Viol saa skiøn;
Mit Noer med mange Navne
I Moders Skiød at favne?

✂

2.

✂ Jeg merker nok hans Hierte-Brud,
Hans mange salte Taare;
O, siger Ephraim, min Gud
Jeg har fortørnet saare.
Nu føler jeg hans haarde Tugt,
Og mine Synders beeske Frugt.
O! vilde han mig drage;
Da kom jeg snart tilbage.

✂

3.

✂ Nu kommer Ephraim; vil ind
Igien i mine Arme.
Ja kom! jeg vil af gandske Sind
Mig over dig forbarme.

* 60

✂ Min Vrede svandt, som Taage-Skye,
Og ævig Naade skal paa nye
Min Ephraim annamme,
Og frydefuld opamme.

✂

Nr. 306. - XXIII.

✂

1.

✂ Fred i JEsu Død vi skulde,
Kunde, burde alle faae.
Hvert et Saar er her tilfulde
Pant, Beviis og Segl derpaa.
Alle raaber, og forkynder:
Her er fred, beklemte Synder!

✂

2.

✂ Kom kun du, som sukker under
Lovens Trusel mat og træt!
Kan du ej af JEsu Vunder
Fatte deres Meening ret?
Sandelig han bar din Smerte;
Saa est du jo frie, mit Hierte.

✂

3.

✂ Nu far vel med alle dine
Torden-Straaler, Sinai!
Sandelig han bar min Pine.
Dermed er min Straf forbi.
Hver en Draabe Blod, der flyder,
Mig med Naade overgyder.

✂

4.

✂ JEsu! hold kun Siælen hiemme
I din Smertes søde Roe.

* * 61

✂ Lad din aabne Side giemme
Al min Længsel, Haab og Troe;
Saa skal du i Paradiset
Af mig ævig vorde priset.

✂

Nr. 307. - XXIV.

✂ Er han borte al min Eje?
Skal jeg ham ej meere see,
Skal jeg ham ej meere see
meere see?

✂ Vaagner jeg paa Ladheds Leje,
Til at gaae fortvilte Veje,
I den haarde Fødsels Vee?
Er han borte &c. &c.
Sulamith skriger,
Løber og græder, og siger,
At hun har forloret

✂ - - -

* * 62

✂ Den hende har kaaret.
Her er jeg, du arme!
Jeg vil mig vist forbarme.
Eja! al Jammer og Trængsel god Nat.
Eja! al Jammer og Trængsel god Nat.
Sejren er vunden.
Bruden har funden
Bruden har funden
Hendes den allerlivsaligste Skat
har funden

✂ Bruden har funden
Hendes den allerlivsaligste Skat.
Und mig den Glæde,
JEsu! at træde
Til, dine Fødder at kysse og væde
kysse og væde.

✂ Eja! al Jammer &c. &c.
Ja! jeg vil dig ikke hindre.
Kys, toe, saa meget som du vil.
Dog maae du dig erindre,
Saa længe du er til,
Den Nat, jeg fuld af Dugens Taare
Vel banked'; men blev uden fore.
Ja JEsu! min Kierligheds Taare jeg blander
Med beskeste Lage, af Smerte i Barm
af Smerte i Barm.

✂ Min Ladhed jeg ævig og ævig forbander,
Som giorte mig denne fortvivlede Harm.
Ja JEsu! min &c. &c.
Til Lykke! ja til Lykke du,
Som fant ham. Hav ham ævig nu.
Tak den, som var din Siæl saa troe,
Og siung i Aanden himmel-froe:
Hallelujah!

* 63

✂ Men vaag, saa kier du har din Skat,
At vente ham ved Dag og Nat.
Hallelujah.
Til Lykke! ja &c. &c.

✂

Nr. 308. - XXV.

✂

1.

✂ Dejligste blant Qvinder! giv os derom fuld Beskeed:
Hvi saa hart du binder os ved Elskovs Eed?
Hvad er, siig os sanden, din da frem for anden,
Mens du gaaer saa øm og vee af Længsels Saar?

✂

2.

✂ Ja! min Ven er baade frem for Roser hviid og rød.
Retviished og Naade giør ham meer end sød.
Drages saa til Minde: Han, kun for at vinde
Usel Siæl, har gandske elsket sig ihiel.

✂

3.

✂ Har I meer at sige, Døttre af Jerusalem!
Har I hørt hans Lige? Nej, ak nej! herfrem
Alle Verdens Ender, falder ned, bekiender:
O hvor bred, hvor høj og dyb er Kierlighed!

✂

Nr. 309. - XXVI.

✂

1.

✂ Ævig Tak, o milde, yndigste Immanuel,
At du vild', du vilde dødes for min Siæl.
Derfor nu mit Øje seer til Himlens Høje,
Mild og bliid; thi dertil har du selv mig fried.

* * * 64

✂

2.

✂ Gud skee Lof og Ære i al ævig Ævighed,
Som os gav sin kiære, søde Søn herned!
Trods den ondes Fraade! nu vil Goel raade,
For sin Flok. Ja ret! han fik os dyre nok.

✂

Nr. 310. - XXVII.

✂ Samtale imellem JEsum og Siælen.

✂

1.

Siæl.: Mon JEsus mig ey ynker nu?

Jes.: - - - Hvi klynker du?

Siæl.: Mit Lys gik ud. Mit Mod faldt ned.

Jes.: - - - Din Fod alt gleed.

Siæl.: Giv til, giv til. Jes. Jeg vil.

Siæl.: Uagtsomhed den fæle Giest,

Jes.: - - - Ja Siæle-Pest,

Siæl.: Har voldt mig mangen modig Taar,

Jes.: - - - Ja blodig Saar.

Siæl.: Og deraf er jeg svag og fei.

Jes.: - - - Forsag dog ej!

* * 65

Siæl.: Er det mig reent forladt?

Jes.: - - - Ja vist, min Skat!

✂

2.

Siæl.: Hvad Hiertet er bedrageligt!

Jes.: - - - Beklageligt!

Siæl.: Naar faaer min Aand bestandig Roe?

Jes.: - - - Først mandig troe.

Siæl.: O! giem min Siel.

Jes.: Ja vel.

Siæl.: Min Klippes Rif er pile-frie

Jes.: - - - At hvile i.

Siæl.: Ja JEsu! slut mig der dog ind.

Jes.: - - Mod Vær og Vind.

Siæl.: Og lad mig aldrig komme ud.

Jes.: - - Nej, fromme Brud!

✂

Nr. 311. - XXVIII.

✂ Samtale imellem JEsum og Martha.

✂

1.

Marth.: Min Søster har det mageligt.

Jes.: - - - Behageligt.

Marth.: Hun har sig sadt saa troelig ned.

✂ - - -

✂ Nr. 311 - XXVIII. Original. Grundlaget er Lk. 10, 38-42: fortællingen om Martha og Maria (»eet er fornødent«). Både i form og indhold er digtet nær beslægtet med det foregående. Martha fremtræder som den virksomme, verdsligt optagne husmoder, tilfreds med sig selv og bitter imod søsteren. Jesu korte ord falder med stille, magtfuld alvor, iblandet et stænk af ironi. Jfr. Hans Brix, Analyser og Problemer I, 1933, s. 321. - 1, 2: behageligt] vel sagt let spøgende eller måske med betydning: »Det er mig til behag«, jfr. 1. Mos. 4, 7: »Dersom du gør godt, da er du behagelig« (1647). - 1, 3: Ved ordet troelig (dvs. trofast udholdende) får Marthas replik her en skarpere spydighed end den i l. 1.

Jes.: - - - Til Rolighed.

Marth.: Jeg Byrden har.

Jes.: Ja svar.

Marth.: Sit Kald man dog bør forestaae.

Jes.: - - Giør saare faa.

Marth.: Ja Søster giør mig liden Skiel,

Jes.: - - - Agt Tiden vel.

Marth.: Nu Alting at forrette faldt.

Jes.: - - - Er dette alt?

Marth.: Jeg lider Hierte-Sting.

Jes.: - - Af mange Ting.

✂

2.

Marth.: Hvad fandt da hun med Haand paa Skiød?

Jes.: - - - Min Aand saa sød.

Marth.: Jeg og, naar alting lykkes mig.

Jes.: - - - Saa tykkes dig.

Marth.: Du taler reent.

Jes.: Velmeent.

Marth.: Hvad giør da hun? jeg plejer dig.

Jes.: - - - Hun ejer mig.

Marth.: Du elsker jo veldædig Haand?

Jes.: - - Og nedrig Aand.

Marth.: Men jeg seer, hvor jeg faaer det fra.

* * 67

Jes.: - - - Hvor gaaer det da?

Marth.: Vi slider Tiden saa.

Jes.: - Hvad følger paa?

✂

3.

Marth.: Jeg har, hvad jeg med Møje fik.

Jes.: - - - Et Øjeblik.

Marth.: Jeg samler og jeg giemmer det.

Jes.: - - - Du glemmer et.

Marth.: Giør jeg? o! nu.

Jes.: Ja, du.

Marth.: Saa lad mig det da siges an.

Jes.: - - Mit Riges Man.

Marth.: Den Tale Hiertet giver Stød.

Jes.: - - - Den bliver sød.

Marth.: Nu har hun overvunden mig.

Jes.: - - Og funden dig.

Marth.: Ja valgt det beste Sted.

Jes.: - - Gak du kun med.

✂

Nr. 312. - XXIX.

✂

1.

✂ Overmaade fuld af Naade
Er, o GUd, dit store Navn.
Alle finde daglig Minde
Af din Godheds milde Favn.
Himlen, Jorden, Hav og Torden
Priser dig, hver Green og Torn.

* * * 68

✂ Ja de søde Himle støde
An med eet i Jubel-Horn.
Overmaade &c. &c.

✂

2.

✂ Skulde dine her ej trine
Ogsaa frem i deres Chor,
Og anmelde Naadens Vælde
I en hellig Fryd og Flor?
De skal siunge Ærens Konge
Hosianna tusind' skiøn.
De skal sige: Himmerige
Har GUd skienkt os i sin Søn.
Skulde dine &c. &c.

✂

3.

✂ Nu saa siunger, Hierter, Tunger,
Højt i Skye mod Himlens Poel:
Ævig være dig al Ære,
Lof og Priis, paa Ærens Stoel!
Dyre Vahre burde svare
Ejermanden, hvad de galt.
Vi fik Livet, fik det givet.
Hvad fik han, som har betalt?
Nu saa siunger &c. &c.

✂

Nr. 313. - XXX.

✂

1.

✂ JEsus mig alting er. Ingen Slags Skade
Er mig for svar;
Naar jeg endogsaa det Beste skal lade,

* * 69

✂ Og ham kun har.
Timeligt er kun et Laan eller Leje,
Og slippes maae;
Til og fra, gaaer det utallige Veje.
Ej! lad det gaae!
JEsus mig &c. &c.

✂

2.

✂ Tiden er kun et Gran, halve Minuter,
Ja neppe dem.
Al vor Elendighed Døden beslutter.
Og dermed hiem.
Op da mit Hierte! lad intet dig trykke
Af Verdens Trang!
Bedre i Steden at prøve sin Lykke
Med Fryde-Sang.
Tiden er kun &c. &c.

✂

Nr. 314 - XXXI.

✂

1.

✂ Hvad est du dog skiøn, ja skiøn,
Ja skiøn, du allerlifligste Guds Søn!
Du min Sulamith, Sulamith. Ja mit,
Ja mit, alt, hvad jeg har, er ogsaa dit.

✂

2.

✂ Min Ven, du est min, ja min,
Ja min; saa lad mig altiid være din!
Ja vist, ævig vist, ævig vist, ja vist!
Ja vist! du min skal blive her og hist.

* * 70

✂

3.

✂ Men tænk, jeg er her, ja her,
Ja her iblant saa mange dragne Sverd'!
Saa kom Due! kom Due! kom, ja kom!
Ja kom! I Klippens Rif er Roe og Rum.

✂

Nr. 315. - XXXII.

✂

1.

✂ O du min Immanuel,
Hvilken Himmel-Glæde
Har du giort min arme Siæl,
Ved din Purpur-Væde!
Fienden tænkte: den var fast.
Men hans trædske Snare brast.

✂

2.

✂ Jeg er i min Faders Skiød,
Har i Himlen hiemme;
Der er ingen Synd og Død
Meere at fornemme.
Arven faaer jeg vist og sandt,
Har den Hellig Aand til Pant.

* * 71

✂

3.

✂ GUd skee Lov! for Dag, der gaaer,
Og for den, der kommer.
Dermed har vi Jubel-Aar,
Ævig, ævig Sommer,
Da den sidste Morgen-Skier
Er os, Hallelujah, nær.

✂

4.

✂ Op min Siæl! til Sang og Fryd,
Flyde Glædes Taare.
Hver en Puls med Harpe-Lyd
Klinge til min Baare.
Dig, som for os Kalken drak,
JEsu, JEsu! ævig Tak!

✂

Nr. 316. - XXXIII.

✂

1.

✂ Saa sød er JEsu Hyrde-Favn,
Hans Kald og blodig Iver,
At blot en Lyd af Hyrde-Navn

* * 72

✂ Tit al min Nød fordriver.
Ja hvad kan fattes dig, min Siæl?
Da samme din Immanuel,
Som bar din Synde-Byrde,
Du har til Vært og Hyrde.

✂

2.

✂ Han siger: Gaae kun frisk og glad,
Min Giest, mit Lam, i Enge:
Pluk af de skiønne Urter, hvad
Dig best ved Mund kan hænge.
Naar Solen brænder heed igien;
Da vil jeg liste med dig hen
Til Vand fra Livets Kilde,
Som kan din Tørst formilde.

✂

3.

✂ Forbyde GUd, jeg nogen Tiid
Mig hen til Verden vendte.
Men skeer det, giør han vist sin Fliid,
Igien mig strax at hente.
Forstaae det ret, du faldne Siæl,
Han er dog Hyrde ligevel.
Hans Favn dig vist antager.
Hans Navn der ind dig drager.

✂

4.

✂ Er jeg end, hvor jeg seer omkring,
Forladt i Dødens Stræde;
Saa frygter jeg dog ingen Ting,
Nok, at GUd er tilstæde.

* 73

✂ Din Kiep, som styrer Siælen i
Din Naade-Grændsers snevre Stie,
Din Stav, som Ulven skrekker,
De brav mig trøster, dekker.

✂

5.

✂ Du sætter mig ved Herre-Bord,
Trods dem, som det fortryder!
Den søde Smag af Livets Ord
Mig frem for al Ting fryder.
Mit Hoved du har overøst
Med Livets Balsom, Aandens Trøst.
Din Skaal er sød at tømme;
Dit Maal er Glæde-Strømme.

✂

6.

✂ Gaaer end min Skiebne op og ned,
Som Fald af vilde Bølger:
Dit Gode og din Miskundhed
Mig al min Tiid dog følger.
Derefter skal jeg boe saa got,
Til ævig Tiid, paa Himlens Slot,
Og der min Hyrde, bære
Saa kiær en Krands, til Ære.

✂

Nr. 317. - XXXIV.

✂

1.

✂ Guds Søn har giort mig frie
Fra Sathans Tyrannie,
Fra Synde-Stand,
Fra Lovens Band,

* * 74

✂ Fra Dødens Skræk og Helved-Brand.
Min Goel lagde sig
Imellem Gud og mig,
Sig undergav
Min Synde-Straf,
Til Marter, Død og Grav.
Det var den Kierlighed til mig,
Som er saa ubegribelig;
Saa god
Imod
En ond fra Top til Rod:
Der ingen Ting var til Behag,
Undtagen den forbudne Smag,
Med Mund og Haand,
Ja Siæl og Aand
I Fiendens Lænke-Baand.

✂

2.

✂ Nu er jeg Gud i Vold,
Trods Slangen tusindfold!
Lad ham kun staae,
Og see mig gaae
Med Friheds Purpur-Klædning paa.
Hvad giør det got i Bryst
At følge JEsu Røst,
Paa Sandheds Stie,
Alt Ont forbi,
Til Himlens Sorgen-frie!

* 75

✂ Lad Verden, sig ey bilde ind
Endnu engang at faae mig blind.
Nej. Nej,
Den Vej
Til Pølen gaaer jeg ej.
Nej, jeg er kiøbt for dyre til,
At prøve Syndens Lykke-Spil;
Jeg blæser ad
Den Lokke-Mad,
Og seer til Himlen glad.

✂

3.

✂ Mit Hierte i mig leer,
Naar jeg min Grav beseer.
Ej Blomster-Dal,
Ej Fyrste-Sal
Saa tryg en Seng mig vise skal.
Min Død er Færgemand
Til Livets faste Land,
Gud Zebaoth
Hans eget Slot.
Ja! der er evig got.
Er Vinden her skiønt tit imod,
At spæge lit det kaade Blod,
Al Cuur
Er suur
For mennisklig Natur;
Den giør dog let, som Raae og Hind,
Det derudi forsøgte Sind,
Ja, Korsets Hegn
Er just det Tegn
Til Frieheds rette Egn.

* 76

✂

Nr. 318. - XXXV.

✂

1.

✂ En god Samvittighed
I Christo nyder Fred med GUd,
Og er et dagligt Gieste-Bud,
Som giør os Verden leed.
Den boer paa Frieheds Grund,
Og taaler ingen Trældoms Riis.
Den veed af Sandheds Mund
Sin Ret til Paradiis.
Men her maae Troe og Kierlighed
Staae altid frisk paa Vagt;
Thi ellers er Samvittighed
Forraad i Fiendens Magt.

✂

2.

✂ Du blevst med Baand belagt,
Livsaligste Immanuel,
At løse mig, en ævig Træl,
Af Helved-Fyrstes Magt.
Nu kan jeg frank og frie
I Troen trodse Helveds Port;
Thi al dens Tyrannie
Har du til intet giort.
Men lad mig alle Tider see
Hen op til Golgatha,
Og ind udi Gethsemane.
Der kom min Friehed fra.

✂ - - -

* 77

✂

Nr. 319. - XXXVI.

✂

1.

✂ Korset vil jeg aldrig svige,
Som saa salig bliver endt.
Skulde jeg en Christen være,
Uden Christi Kors at bære?
Nej, jeg har, vil JEsus sige,
Aldrig den Discipel kiendt.
Korset vil &c. &c.

✂

2.

✂ Paa de mørke Ørkens Gange
Følger det forjætte Land.
Hvad os her kan hart begegne,
Er kun saare lidt at regne
Mod uendelig at prange
I Fuldkommenhedens Stand.
Paa de mørke &c. &c.

✂

Nr. 320. - XXXVII.

✂

1.

✂ Himlen, trods de grusomst' Bølger,
Himlen er min Anker-Grund.
Gaaer det over alle Bredde,
GUd skal nok sin Sandhed redde.
Efter Trængsels Midnat følger
Trøstens klare Morgen-Stund.
Himlen, trods &c. &c.

* * 78

✂

2.

✂ Himmel! giør mig sterk i Striden,
Dig til Døden troe og huld.
Ja, naar Kiød og Blod vil skrekkes,
Og min Aand i Korset svekkes,
Ak! saa hielp, at Prøve-Tiden
Bliver dobbelt Sejer-fuld.
Himmel! giør &c. &c.

✂

Nr. 321. - XXXVIII.

✂

1.

✂ Skulde jeg tilbage vige,
Naar den Mørkheds Magt vil krige:
Skulde Siælen da saa blind
Lade Gift og Døden snige
Sig med Æble-Bid derind;
Eller slippe Himmerige,
For at føje Verdens Vind?
Skulde jeg min JEsum svige?
Nej, nej, nej! frie mig, Gud, fra saadant Sind!

✂

2.

✂ JEsu! Sandhed at bekiende:
Siælen lod sig let forvende,
Blev igien saa kold, som lis;
Saae hun ej dit Hierte brænde,
Dine Vunder til Beviis,
At du vist vil føre hende
Ind i Frydens Paradiis.
O den Troeskab uden Ende,
Den, den, den være eene ævig Priis!

* * 79

✂

3.

✂ Nu saa skal da ingen Dage,
Hverken sunde eller svage,
Ændre dette Øjemeed;
Ingen Glæde eller Plage
Giøre mig af Korset leed;
Ingen Slange eller Drage
Spotte meer' min Daabes Eed.
Hiertet ønsker kun at smage
Meer, meer, meer JEsu søde Kierlighed.

✂

Nr. 322. - XXXIX.

✂

1.

✂ Sulamith.

✂ Arme Skrog gaaer i Tog,
Knap kan staae, og vinder dog,
Ja det skeer, naar desmeer
Troen kun paa Fanen seer.
Lad det snee Ak og Vee,
Lad det hagle Spot og Spee:
JEsu Saar, hvor det gaaer,
Mig til Skiul og Skandse staaer.
Verdens Gud søger Brud
Paa min Vold med Skud i Skud,
Ret i Form af en Storm,
Gribes an jeg arme Orm.

* * 80

✂ Arme Skrog gaaer i Tog,
Knap kan staae, og vinder dog.
Ja det skeer, naar desmeer
Troen kun paa Fanen seer.
Fienden soer: Verdens Jord
Fælder jeg med List og Mord.
Jeg faaer sagt (soer han) Magt,
Med et Rør, saa skiørt og svagt.
JEsu, hør! Stek hans Kløer,
Giør mig mandige til jeg døer!
Arme Skrog gaaer i Tog,
Knap kan staae, og vinder dog,
Ja det skeer, naar desmeer
Troen kun paa Fanen seer.
Verdens Gud &c. &c.

✂

2.

✂ JEsus.

✂ Fat kun Mod i mit Blod,
Enden vist skal blive god.
Sulamith! see kun frit
Op i Himlen. Det er dit.
Er det snart som for svart,
Det er Kampens rette Art.
Sejr er sød; men den brød
Altiid udaf haardest' Nød.
Zion viid: Troens Striid
Vil dog have først sin Tiid.
At du mig inderlig
Elsker, det maa vise sig.
Fat kun Mod i mit Blod,
Enden vist skal blive god.

* 81

✂ Sulamith! see kun frit
Op i Himlen. Det er dit.
Staaer dog du ej endnu
Under knuste Slangens Kue.
Lad den Hund holde Mund,
Jage paa sin egen Grund.
Viis ham bort. Siig ham kort:
Du est min, og dermed fort!
Fat kun Mod i mit Blod,
Enden vist skal blive god.
Sulamith! see kun frit
Op i Himlen. Det er dit.
Zion viid &c. &c.

✂

Nr. 323. - XXXX.

✂ En Kiempe-Vise om Goliath og David.

✂

1.

✂ Goliath drog fra Gath,
For at legge Saul i Skat,
Stamped' mod Field og Flod
Med sin Alen-lange Fod.
To Mand høj, fiir Mand drøj,
Op paa Socho Top han fløj.
Skioldet var, som han bar,
Synes mig, Kameel for svar.

✂ - - -

* * 82

✂ Han tog paa: O I Smaae
Bedre bag jer Stude laae,
End gaae her i Gevæhr,
De Philisters Helt saa nær.
Har I Lyst, Mod i Bryst,
Til at vove Kiempe-Dyst?
Hid en Mand! at vi kand
Trækkes om hverandres Land.
To Gang' tre Uger, see!
Har I drukket nu min Spee.
Saul og hver i hans Hær
Ryster jo, som Løv paa Træer.
Seer du vel, Israel,
Du est de Philisters Træl.

✂

2.

✂ David kom, saae sig om.
Hvad vil denne store Vom?
Tør du Drot bruge Spot
Mod den HErre Zebaoth?
Trods din Bram, Jette gram,
Jeg dig snart vil giøre tam.
Ravne-Trop! hid, æd op
Denne Guds Bespotters Krop.
Kiempen vreed om sig beed.
Fraaden flød i Skiægget ned.
Er jeg een Gnave-Been,
Mens du bruger Stok og Steen?
David bad: HErre, lad
Det nu lykkes! dermed glad
Giør et hvast Slynge-Kast.
Stenen blev i Panden fast.

✂ - - -

* 83

✂ Kiempen falt. Slaget galt,
Som en Million var qvalt.
Jorderig rørte sig,
Ved Guds Folkes Fryde-Skrig.
Seer du vel, stolte Hell,
Med os er Immanuel.

✂

Nr. 324 - XXXXI.

✂

1.

✂ I Hælen Sverdet følger,
Og for os har vi Bølger.
Hvad Redning for den Søe?
Hvad hielper os den Plage,
GUd lod Ægypten smage?
Vi maae deran og døe.
Hvor vil hans fnysend' Vrede
Os ud i Havet sprede,
Og pukke ved vor Helsots Sted!
See, Israel, det røde Hav!
Der seer du da din Grav.

✂

2.

✂ Nej holdt! tænk ej saaledes!
Men her vil bankes, bedes:
Da faaer du Hielp i Nød.
Og han er selv din Klippe;
Men du maae ikke slippe,
Det gielde Liv og Død.
Da sagde GUd til Moses:
I Dag min Magt skal roses,

* * 84

✂ Udrek din Stav mod vilden Hav.
Han slog med Kiep, med Bøn og Troe.
Strax Havet gik i to.

✂

3.

✂ Troefaste GUd! jeg beder:
I hvordan du mig leder,
Igiennem Vel og Vee,
I Livet og i Døden
Lad mig dog ej paa Nøden,
Men alt paa dig kun see,
Og ansee hvad bedrøver
For idel Troens Prøver!
Giør Troen fast mod Stød og Kast,
At jeg, imellem Sverd og Vand,
Kan trøstig holde Stand!

✂

Nr. 325. - XXXXII.

✂

1.

✂ Folk i Josvæ Dage kunde drage
Giennem Flod, tør paa Fod,
Som tilbage gik sig selv imod.
HErrens Hær tog da hver
Bye i sær ind med Sverd.
Disse Gieste slog de beste
Døde, qvæste, ja de blæste
Mure ned, alt ved Troe:
Hvilket jo
Den ganske Verden veed.

✂

2.

✂ Skulde nu da dette ikke sætte
Os i Brand, Mand for Mand,
Og den rette Troens Helte-Stand?

* * 85

✂ Os har toet Daabens Flod,
Sønnens Blod, det giør Mod.
Hine bare Telt, og rare
Ofrings Kare, som kun vare
Skyggen, da vi saa klar
Manden har.
Halle- Hallelujah!

✂

Nr. 326. - XXXXIII.

✂

1.

✂ Klag dig ikke for Trang paa Drikke,
Alt mens Klippen kun er i Stand:
Skal end Øje hart, hart fordøje
Ørkens Taage og Damp af Sand.
Klag dig &c. &c.

✂

2.

✂ Siig til Sorgen: Ja, ja i Morgen.
Hvad, om Bruden blev svag paa Vand.

* * 86

✂ Det er hiemme let, let at glemme,
Strax kun Foden er sat paa Land.
Siig til &c. &c.

✂

3.

✂ See! hvor fryder det Vand, som flyder
Strømmeviis ud af Klippens Slag.
Hast, du Svage, dit, dit at tage,
Hvad kan mørkne saa klar en Dag?
See! hvor &c. &c.

✂

Nr. 327. - XXXXIV.

✂

1.

✂ Her vil ties, her vil bies
Her vil bies, o svage Sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente
Kun ved at vente, vor Sommer ind.
Her vil ties &c. &c.

* * 87

✂

2.

✂ Trange Tider langsom skrider
Langsom skrider. Det har den Art.
Dagene længes, Vinteren strænges
Vinteren strænges. Og det er svart.
Trange Tider &c. &c.

✂

3.

✂ Turtel-Due, kom at skue
Kom at skue! Bag Gierdet hist,
Der skal du finde Forsommers Minde
Forsommers Minde, alt grøn paa Qvist.
Turtel-Due &c. &c.

*herpå viser brudgommen hende, at der allerede er grønne skud, som varsler vårens komme. V. 4: Ved at se dette udbryder bruden i et henrykkelsesråb over, at kulden snart vil være forbi. Men i v. 5 bringer brudgommen hende en dybere indsigt, nemlig at selve vinterens rasen med snefaldet tjener til at svække kulden og skærme blomsterne, og - v. 6 - efter denne trøst opfordrer han hende til at vise sig med håbets olieblad, idet forløsningen nu er ganske nær. Det her angivne replikskifte, som afviger lidt fra A. D. Jørgensens, findes hos P. N. Petersen (Dsk. Kirketid., 1903, sp. 449 flg.), Hans Brix (Fagre ord, 1908, s. 39 flg.), L. J. Koch (Salmedigteren Brorson, 11931, s. 217 flg., 21 932, s. 225 flg.; Brorson-Studier, 1936, s. 93 flg.) og Arthur Arnholtz (Dsk. Kirkesangs Aarsskrift, 1943, s. 62). Andre opfattelser, hvorved man søger at komme uden om dialogforståelsen, findes hos Vilh. Andersen (Aaret og Dagen, 1902, s. 239 flg.; Ill. dsk. Litteraturhist. II, 1934, s. 242 flg.), Chr. Ludwigs (Salme og Sang 21923, s. 44 flg.) og K. Hee Andersen (Dske Studier, 1931, s. 154 flg.). Her vil ties har form som et rent naturdigt. Det er trods udgangspunktet i Højsangen fuldstændig dansk i billedverden og stemning på nær oliebladet i sidste vers. Men det er jo en allegori - blot uden tydning, - fuld af higen bort fra jordlivets vinter imod evighedens sommer. - V. 1: tie og bie møder vi også i Brorsons tidligere digtning, nr. 212, 6, 1. 4; 241, 8, 5-6 (oversatte salmer; men det pågældende udtryk er Brorsons). Tanken har sikkert bibelsk udspring, se Sl. 37, 7: »Ti for Herren og forvent ham«; Klages. 3, 25. 28: »Herren er god mod dem, som bie efter ham...; [den prøvede] kan sidde alene og tie, når man lægger noget på ham«. - 1, 3-4: hente ind] vel == indhente, nå. - 1, 4: vor Sommer] fortroligt: den sommer, vi skal dele med hinanden som brudgom og brud, jfr. nr. 288, 1, 4: vor Forening. - 2, 1-2: Samme smerte, som vi gang på gang møder hos bruden i Svane-Sang, nr. 332, 2, 1; 333, 1, 1; 334, 2, 10-11; 345, 5, 4-8; 348, 1, 1-4. - 2, 2: det har den Art] sådan er det nu engang; Art] natur. - 2, 3-4 skildrer stemningen i begyndelsen af februar; digtet er vel blevet til på den tid, jfr. Blichers kyndelmissedigt Ouverture i Trækfuglene, særlig v. 1 og 5. - 2, 4: svart] tungt, svært. - V. 3: Bruden skal dog ikke nøjes med at vente (v. 1); hun skal se. Vi er her sikkert ved den kim, hvoraf hele digtet er vokset frem. Digteren har selv en vinterdag stået på sydsiden af et dige og opdaget grønne skud under sneen. - 3, 1: Turtel-Due] jfr. Højs. 2, 12; Brorson gør ikke forskel på turteldue og due, se under nr. 85, 9, 2; 305, 1, 2. - 3, 3: Forsommers Minde] noget, som minder - varsler - om foråret. Minde, som jo ellers er det, der fortæller om den svundne tid, var i nr. 312, 1, 3 brugt med tanken på noget nutidigt og står her med tanken på noget fremtidigt, jfr. Erindring i nr. 328, 2, 3. 88

✂

4.

✂ Eja! søde Førstegrøde
Førstegrøde af bliden Vaar.
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse
Lad mig nu gyse. Det snart forgaaer,
Eja! søde &c. &c.

✂

5.

✂ Due, kunde du begrunde
Du begrunde, hvad der nu skeer.
Kulden den svækkes, Blomsterne dækkes
Blomsterne dækkes, jo meer det sneer.
Due, kunde &c. &c.

✂

6.

✂ Kom, min Due, lad dig skue
Lad dig skue med Olie-Blad!

*4, 1: Ordet Førstegrøde kan måske vise os, hvad der her er ment med allegoriens billedtale. Vi finder det nemlig i Rom. 8, 23, hvor der tales om at »have Åndens førstegrøde« dvs. Ånden som en førstegrøde af det evige liv, så den, der mærker Helligåndens virkning i sit hjerte, heri kan se en spirende begyndelse til himmellivet. Dette kan have ligget i Brorsons tanke, da han greb dette ord. - 4, 2: bliden Vaar] jfr. nr. 332, 2, 2 (samme udtryk i paradisskildringen); 337, 2, 11. - 5, 1: begrunde] udgrunde, fatte. - 5, 3-4: Meningen bag allegorien er, at livets trængsler, der synes at ville ødelægge, netop har frelsende betydning; de hindrer hjertekulden og bevarer gudslivet hos den kristne. Dette er en af Brorsons hovedtanker, se nr. 6, 6, 5 flg.; 193; 194; 333, 2, 6. - 6, 1-2: Højsangens betegnelse af bruden som Due er her forbunden med fortællingen i 1. Mos. 8, 10-11 om duen, der kommer til Noa i arken med et frisk olieblad i næbbet og derved bringer håb om, at syndfloden snart er forbi. Tanken er her naturligvis ikke, at Jesus vil, at nogen skal bringe ham et håbets olieblad; det trænger han jo ikke til. Meningen kan være, at duen skal vise sig for andre med sit olieblad dvs. at bruden skal bringe glædesbudskabet ud til andre; i så fald har vi en parallel i Brorsons prædiken om Maria Magdalene, idet hun kaldes den Due, som allerførst bragte Apostlerne, da de svævede endnu, som indelukte i Arken, paa Angestens Bølger, det søde Fredens Olie-Blad om JEsu frydefulde Opstandelse (se nedenfor s. 159). En anden mulighed er, at oliebladet er tænkt som det, der kalder håbet frem hos duen selv, så brudgommen mener: »Lad mig nu se dig trøstet og frimodig ved håbet«. Herfor kunne måske tale ordene i Højs. 2, 14: »Min due... lad mig se din skikkelse«. Kombinationen af Noas due og Højsangens due - vekslende med turteldue - som betegnelse for sjælen (bruden) var pietistisk talebrug. F. eks. hedder det om Brorsons svigerindes død 1750: »Herren han hørte og bønhørte og denne sin kurrende Turteldue, og indtog hende i sin himmelske Ark Mandagen den 27. April, Kl. 2 om Eftermiddagen«. Se L. J. Koch, Brorson-Studier, s. 95 flg. 89

✂ See! nu er Stunden næsten oprunden
Næsten oprunden, som giør dig glad.
Kom, min Due, &c. &c.

✂

Nr. 328. - XXXXV.

✂

1.

✂ Skal vi ustridig hist
Guds Himle-Bryllup gieste;
Taalmodighed maae vist
Sin Agt paa Maalet feste.
Saa bærer den en Byrde,
Som Kiemper kunde myrde.
Jo større Trang, jo meer
Den stift til Enden seer.

✂

2.

✂ Da tæller Vandrings Mand
Hver Dags fuldendte Mile.
Erindring om hans Land
Er alt forud en Hvile.
Jo meere han har døjet,
Og Rejse-Furer pløjet;
Jo nærmer ved sit Hiem,
Jo frisker gaaer han frem.

* * 90

✂

3.

✂ Velan! vi veed, hvorhen
Den korte Vej os leder.
Vi vente ham igien,
Som os et Sted bereder.
Vi gaaer nu giennem Moser,
Nu Haver fuld' af Roser,
Alt lige meget, naar
Vor Drift til Himlen gaaer.

✂

Nr. 329. - XXXXVI.

✂

1.

✂ Vor Klippe vi slippe umuelig,
Førend os Hielpen er sendt;
Lad være, vi ere uduelig',
Hvilket er noksom bekiendt.
Begiære vi meere, vort Hoved,
End Naade, som baade er lovet,
Og dyre og suure fortient?
Vor Klippe &c. &c.

✂

2.

✂ Hvor skulde det huldeste Hierte
Bøje den Fattiges Ret,
Forjage den Svage i Smerte,
Glemme hans Taarer saa let?

✂ - - -

* * 91

✂ Du lover. Vi vover at vinde.
Du soer det. Vi troer det at finde.
Og dertil vi holde os tet.
Hvor skulde &c. &c.

✂

Nr. 330. - XXXXVII.

✂

1.

✂ Som Kiøbte og Døbte vi bære
Sønne - det skiønneste Navn.
Hvad vilde os spilde den sære
Lykke og Smykke og Gavn?
Hvi mukker og pukker den Drage,
Os truer, som Fluer, at jage,
Og sprede Guds Hvede, som Avn?
Som Kiøbte &c. &c.

✂

2.

✂ Vi træde med Glæde paa Skandsen.
Fangen er Slangen hans Vold,
I Møje for Øje os Krandsen
Blinker og vinker saa bold.
Du mindes, den Qvindes Sæd voved'
At knekke og brekke dit Hoved.
Og dette vi sette til Skiold.
Vi træde &c. &c.

* * 92

✂

3.

✂ Vor Losen er: Rosen i Torne,
Kronen for Thronen vor Agt,
Fortsette, som rette Eedsorne,
Striden i Tiden med Magt.
I Vaaben! om Daaben skal gielde,
Og røver, som Løver, hans Vælde,
Forvarer, forsvarer vor Pagt!
Vort Losen &c. &c.

✂

Nr. 331. - XXXXVIII.

✂

1.

✂ O Hellig Aand! mit Hierte
Den Stad saa hart attraaer,
Det søde Hiem,
Jerusalem,
Hvor al min Nød og Smerte
Sit Pas og Afskeed faaer.
O Hellig Aand &c. &c.

✂

2.

✂ Men ak! de Fare-Vande.
Hvor kan jeg finde Spor,
Blant blinde Skiær,
Mod Strøm og Vær,
Til Fryde-Borg at lande?

* * 93

✂ Jeg skal, jeg er derfor.
Men ak! &c. &c.

✂

3.

✂ Befæst mig dog de Tanker:
Jeg snart i Himlen staaer.
Giør Troen kiek
Mod Bølgens Skræk,
Hold selv ved Roer og Anker,
Du veed, hvad jeg formaaer!
Befæst mig &c. &c.

✂

Nr. 332. - XXXXIX.

✂ Samtale imellem Brudgommen og Bruden.

✂

1.

✂ Brudgommen.

✂ Hvad seer min Sulamith,
Da Luften er endnu saa fuld
Af Vinter-Sneens Gyse-Kuld?
Hvi lukker du da Vindve op,
Og stirrer alt paa Skyens Top.
Hvi giør du det saa tit,
Min Sulamith?

* * 94

✂ Bruden.

✂ Jeg staaer kun her at see,
Naar Stiernerne, ved Dommens Knald,
Er kommen først paa Fald,
Hvordan det da vil snee.
Far hen, som Fuglen fløj,
Du Vinter-Boelig, nok for mig!
Jeg agter ej at fæste dig.
Jeg har mit Rejse-Tøj.

✂

2.

✂ Brudgommen.

✂ Dig bliver Tiden lang.
Du længes efter bliden Vaar,
Naar Bruden i det Grønne gaaer.
Du vilde plukke Dudaim,
I Luften høre Seraphim,
Nye Himle-Engle-Sang.
Er Tiden lang?

✂ Bruden.

✂ Skiønt den er ej saa slem,
Saa tælles dog hvert Øjeblik,

* 95

✂ Fra den Tiid Barnet fik
Forlov at komme hiem.
Hvor ønsker jeg, min Skat,
At see dig løse Tidens Baand,
Og giøre ved din Almagts Haand
Til intet Dag og Nat.

✂

3.

✂ Brudgommen.

✂ Velan! kom, lad os see,
Om ej kan merkes For-Aars Tegn,
I Turtel-Duens stille Egn,
Hvad Figen-Træets Grene spaaer,
Om de lidt smaat af Knoppe faaer?
Da vil dit Hierte lee,
Kom, lad os see!

✂ Bruden.

✂ O ja! i Himlens Skye
Jeg daglig seer din Samle-Plads,
Hvorfra jeg, ret i Stads,
Skal føres Brud til Bye.

* 96

✂ Ja du, som ej har spart
Dit Liv for denne Højtids Færd,
Du veed, hvordan jeg har det her:
Kom bliid og hent mig snart.

✂

Nr. 333. - L.

✂ Samtale imellem JEsum og Siælen.

✂

1.

Siæl.: Ak! hvad er dog Tiden lang.

Jes.: Er der noget langt i Tiden?

Siæl.: Synden klemmer mangen Gang.

Jes.: Dog betalt for længe siden.

Siæl.: Eja! det er vist og klart.

Jes.: Men du glemmer det saa snart.

✂

2.

Siæl.: Maae jeg sige et endnu?

Jes.: Hvad er det dig meere trykker?

Siæl.: Korset holder mig i Kue.

Jes.: Ja de onde Kiødets Nykker.

Siæl.: Ret! jeg gierne lide vil.

Jes.: Vel! du maae og takke til.

✂

3.

Siæl.: Et endnu: saa er jeg klar.

Jes.: Faae kun Hiertet ganske lettet.

* * 97

Siæl.: Døden synes ofte svar.

Jes.: Hvad har da min Død udrettet?

Siæl.: Den har taget Døden bort.

Jes.: Reent og plat til intet giort.

✂

4.

Siæl.: Nu er jeg fornøjet; men

Jes.: Hvad er der endnu tilbage?

Siæl.: Naar jeg bliver svag igien?

Jes.: Vil du da igien forsage?

Siæl.: Nej, naar du kun er mig bliid.

Jes.: Ja, jeg er til ævig Tiid.

✂

Nr. 334. - LI.

✂

1.

✂ I fremmed Land,
Og fattig Stand,
Der rinder tit en Strøm af Øjne-Vand.
Af slet Qvarteer
Man haster meer og meer,
Og hiem ad seer
Til Zions Fryde-Slot,
Min søde Roe og Recoboth.
O! der er got.
Hvor længe skal
Min sorte Taare-Skye dig vande, Bochims Dal?

* * 98

✂

2.

✂ Dog Tiden gaaer,
Og Ende faaer,
O GUd skee Lof, men, milde Frelser, naar?
Hvert Øjeblik,
Ja hver en Aare-Pik
Giør Længsels Nik,
O min Immanuel!
Jeg længes efter dig ihiel.
Det seer du vel.
Hvorlænge, ak!
Hvorlænge bier dog vor søde Samlings Dag!

✂

Nr. 335. - LII.

✂

1.

✂ Aldrig jeg meere paa Verden vil tænke.
Himlen, kun Himlen jeg længes at see.
Jordiske Friehed er tungeste Lænke.
Glæden er grundet paa Piller af Snee.
Kalken er dejlig, som Vellyst vil skiænke;
Men den er blandet med giftigste Vee.
Aldrig jeg meere paa Verden vil tænke.
Himlen, kun Himlen jeg længes at see.
Medens de Stolte sig sminke og svenke,
Maatte vel Ormene hiertelig lee.
Aldrig jeg meere paa Verden vil tænke.
Himlen, kun Himlen jeg længes at see.

✂

2.

✂ JEsu! som Himlen os alle fortiente,
Kom dog at redde og hente os snart!

* * 99

✂ Mange i Troen begyndte; men endte
Med den i Ørken ubændige Part.
Som i de Dage, da Noah han skiendte,
Saadan er ogsaa nu Tidernes Art.
JEsu! som Himlen os alle fortiente,
Kom dog at redde og hente os snart!
Himlen, paa Himlen allene vi vente,
Himlen, derinde at blive forvart.
JEsu! som Himlen os alle fortiente,
Kom dog at redde og hente os snart!

✂

Nr. 336. - LIII.

✂

1.

✂ Midt igiennem Nød og Fare
Vejen gaaer til Paradiis.
Du maa giennem Torne-Riis,
O du Lammets Brude-Skare!
Du maae over Bierg og Dal,
Hiem til Zions Brude-Sal.
Dog det bliver let at glemme
Første Øjeblik der hiemme.

✂

2.

✂ Ej! saa lad dig intet trykke,
Sulamith! paa denne Jord,
Efterdi den er saa stoer,

* * 100

✂ Ja forunderlig din Lykke.
Est du dog saa salig her,
Hvor langt meere ævig der.
Faa Minuter om at giøre,
Kan man dig for Thronen høre.

✂

3.

✂ Derfor, Fader uden Lige,
Sendte du din Søn herned,
Til saa stor Elendighed,
Os at vinde Himmerige.
Ham vi favne frydelig,
Og vort Støv skal takke dig
Her og hist med mange mange
Ævig søde Brude-Sange.

✂

Nr. 337. - LIV.

✂

1.

✂ Frisk, Zion, paa vor Vagt!
Lad ingen staae forsagt!
Tænk paa JEsu Kierlighed,
Som en høj og herlig Eed,
Ja sit Blod har sat i Pant
paa, at vi vant.
Troe i Kors sig øve maae,
Frisk mod brølend' Løve gaae,
Om den skal sin Prøve staae;
Ja, om Haabet ogsaa brast,
Da i Haabet dog staae fast,
Liig, i Ilden pinefuld,
det fiine Guld,

* * 101

✂ Vor JEsum følge maae,
Paa brusend' Bølge gaae,
Og kaste alle Aarer frem
Giennem Nød med Taarer hiem,
Staae, som Mimr og Bierge, troe
paa Værge-Boe.

✂

2.

✂ Min Siæl! kun stille da.
Hvad vil dig skille fra
JEsu Skiød og ømme Sind?
Lad Ulykker strømme ind!
Dragen, som vil skiende dig,
skal brænde sig.
Christne deres Sæde-Frøe
Udi Tidens Næde strøe.
Der er tit en Græde-Søe.
Sæden døer, men siden staaer
Op igien i bliden Vaar.
Der er Sommer-Høst og Lyd
af Lyst og Fryd.
Flød allevegne Blod;
Er det at regne mod
Den ævig Ærens Priises Lyst,
I Guds Paradises Høst?
Naar de Frydens Strømme vi
skal svømme i.

* 102

✂

Nr. 338. - LV.

✂

1.

✂ Soel-Skivens Streg
Den peger alt paa Dødens Port.
Hvad giør da jeg?
Ja, ak! hvad har jeg giort?
Sejer-Verk truer sterk,
Mueligt denne Time
Vil nu til hellig Aften kime.
Hierte! Hierte! merk.

✂

2.

✂ O al mit Haab!
Min JEsu, al vor Frelses Grund!
Hør dog mit Raab
Nu og i sidste Stund:
Giør din Død Honning-sød
Altiid for mig Svage,
Og at jeg glædelig kan tage
Mod det sidste Stød.

✂

Nr. 339. - LVI.

✂

1.

✂ Daarlig Mand fik bygt paa Sand
Et Rov for Vand,
Dog sad han glad,
Og priiste sin Forstand,
Til Floden kom, og slog ham Huset om.

* * 103

✂ Gode GUd! i Dødens Slud
Ak, ak hvor saae det ud.
Ja Verdens Viisdom den sank med Stank,
Dens Raad med Graad,
Dens Fryd med Uglens fæle Lyd.

✂

2.

✂ JEsu! und en salig Stund.
Ja Sandheds Mund!
Jeg har saa klar
Derfor i Ordet Grund.
Men, at jeg maae kun bygge fast derpaa!
Naadens Pagt, i Ordet smagt,
Foragter Dødens Magt.
Ja vist giør, JEsu, din Død min sød,
Din Lejr min Sejr,
Din Striid min Krands, til ævig Tiid.

✂

Nr. 340. - LVII.

✂

1.

✂ Vee dig, Edoms trygge Egn,
For den store Dom og Plage,
Som saa mange svare Tegn
Truer med i dine Dage.

* * 104

✂ Vee din Hore-Stierne, naar
Syvende Basune gaaer.

✂

2.

✂ Reent at tabe Viid og Sands
Om sit Lives Maal og Ende;
Frek, og som i Hore-Dands,
Hen ad Ævigheden rende,
Er blant alle Ting vi seer
Fæl, som Døden selv, ja meer.

✂

3.

✂ Efterdi du ikke kan,
Just fordi du ej vil, vide,
Hvad imod en ævig Brand
Er endnu for Raad i Tide;
Und dog dem, som seer din Nød,
At beklage dig, som død.

✂

Nr. 341. - LVIII

✂

1.

✂ See dig Zion! vidt omkring,
Da i disse dine Dage
Af saa mange selsom Ting
Selv Naturen synes knage,
Om du kunde nu maaskee
Faae din Brudgom snart at see.

✂

2.

✂ Jorden ryster. Det er Tiid,
Zion! op at see din Glæde,

* * 105

✂ Ja endog paa Nød og Striid,
Da din Frelse er tilstæde.
Derfor mod de sidste Ting
Giør med Jorden Himmel-Spring.

✂

Nr. 342. - LIX.

✂ Pillegrims Marche paa deres Vandring igiennem Tidens Nat.

✂ Med alternativ Chor.

✂

1.

✂ Langt oven for den Taage-Skye
Af Babylon, den gamle Bye,
Der er Jerusalem, det nye,
GUds Pillegrimes Lye.
Hver Gade er af Guld al heel,
Hver Grundvold-Steen en stor Juveel;
Hvad da den Bygnings Overdeel
Af plat u-tænkelig Paneel!
For Pillegrime aabne staae
Tolv Porte med tolv Engle paa.
I den man aldrig Natten saae.
Hvad Nat! hvor GUd paa Ærens Stoel,
Og Lammet selv er deres Soel.
Merk, Zoars Søvne-Boel!

* * 106

✂ Chorus.

✂ O vaager op af Drømme,
I Folk ved Sodoms Egn!
Og seer, hvad I vil dømme
Om disse Tiders Tegn.
Hvor Lyse-Stagen alt
Er flyttet bort
Fra mangen Ort,
Da Folk i Søvne falt.

✂

2.

✂ See af dem alle, som fik Bud,
Gik nogle faa af Babel ud,
Fik Ordenen af: FRIE FOR SKUD,
Og rejste saa med GUd.
Men Sathan af sin Slange-Krog
En blandet Gudsfrygt foreslog,
Den Gift endeel tilbage drog,
Som havde tabt sin Rejse-Bog.
Hvor mangen een sig bildte ind
At have et bevæbnet Sind,
Og kom dog ej i Staden ind.

*Chorus, l. 1: vaager] vågn. - Chorus, l. 2: ved Sodoms Egn] atter hentydning til Lissabon, der svarer til Sodoma; ulykken var ikke langt fra os andre; ved] nær ved; man må huske, at Lissabons jordskælv mærkedes tydeligt her i Danmark. - Chorus, l. 3-4: Mt. 16, 2-3; jfr. nr. 340, 1, 3; seer] se til, tænk over. - Chorus, l. 5-8 kan være en bisætning, der med hvor er knyttet til disse Tiders Tegn som en nærmere forklaring; man må så tænke komma efter Tegn. Men det er også muligt, at disse linier er en hovedsætning, og at man skal tænke udråbstegn efter l. 8; meningen bliver da; »Hvor er dog lysestagen allerede flyttet bort o.s.v.!«, jfr. 2, 9-11, der netop har et sådant hvor. Billedet af lysestagen, der flyttes, er fra Joh. Åb. 2, 5, hvor det vistnok betyder, at en menighed udslettes af menighedernes tal, jfr. Joh. Åb. 1, 20. Kunne der hermed være tænkt på de østerlandske menigheders skæbne ved muhammedanernes fremtrængen, der jo for Brorson ikke lå så langt tilbage? Han kan dog også have taget udtrykket mere ubestemt om, at en menighed mister sin kraft til at være et lys for verden, Mt. 5, 14, og i så fald kan han have tænkt på den overhåndtagende vantro i samtiden: Voltaire, Frederik II, jfr. nr. 343, 1, 5-6. Ort] sted. - 2, 1: fik Bud] vel med tanken på Lot, der fik bud om at forlade Sodoma, 1. Mos. 19, 12 flg. - 2, 3: Ordenen] der tænkes på en ridderorden; Frie for Skud] ordenens devise: »skudfri, usårlig«. - 2, 4: rejste] til det ny Jerusalem. - 2, 5: af] fra; sin Slange-Krog] Satan ligger som slangen ubemærket i en krog. - 2, 6: en blandet Gudsfrygt] blandet med verdens væsen. - 2, 7: tilbage] til Babel. - 2, 8: Rejse-Bog] rejsehåndbog med vejledning om fremmed land (ODS); i så fald menes Bibelen; snarere måske dog == pas. - 2, 10: bevæbnet] mod fjendens angreb. - 2, 11: Staden] det ny Jerusalem. 107

✂ Der klages ofte: Bleve ti
Ej alle rensede og frie,
Hvor ere da de Ni?

✂ Chor.

✂ GUds Pillegrime-Skare,
Paa hvert et Fied giv Agt!
Her er saa mangen Snare
Paa alle Sider lagt.
Følg Naadens klare Skin
I Ordets Spor;
Thi uden for
Er Dødens mørke Trin.

✂

3.

✂ Er Himlen altiid vist vort Maal,
Vort Forset, som Magnete-Naal?
Er Troen sterkere end Staal,
Og Kierlighed end Baal?
Hvad hielper Vext, som ej vil groe,
At bygge, og dog aldrig boe,
At komme løs, dog ej til Roe?
Vor Losen er: TIL DØDEN TROE.
Nu Landsmand! munter, vaag og beed.
Glem aldrig, hvad vor Goel leed,
Og lad ham see Bestandighed,
At vi paa Jorden udenlands
Har Zion kun i Hu og Sands,
Og Livets Brude-Krands.

* 108

✂ Chor.

✂ Hvad est du dog af Glæde
O søde Salem! fuld.
Hvor længes vi at træde
Paa Gaderne af Guld.
Ej! Pillegrim, kun fort
En liden Tiid,
Saa staaer du bliid
I Salenas Perle-Port.

✂

Nr. 343. - LX.

✂

1.

✂ Op min Aand, op fra dit Leer!
Aftenen begynder.
Verden synker daglig meer
Ned i alle Synder.
Neppe har Guds Ords Foragt
Forhen havt saa stor en Magt.

✂

2.

✂ Naar man først har jaget bort
Baade Raad og Læge,
Og den aabne Gravens Port
Ej endnu kan spæge;
Hvad for Redning er der da
For det blinde Sodoma?

* * 109

✂

3.

✂ Due! lad den Ravne-Art
Sig med Aadsel føde,
Men du op til Arken snart!
Noah dig vil møde.
Bliv hos ham i Ævighed,
Og kom aldrig meer herned.

✂

Nr. 344. - LXI.

✂

1.

✂ Hvad blev der liden
Tab paa Tiden,
Tænkte vi paa Dødens Skaal,
Og lod vor Tanke
Aldrig vanke
Fra vort rette Maal.
I Høstens Dage
Faa skal klage
Over Trang paa Tiids Fordriv.
O nej! end sige,
De som fige
Til et ævigt Liv.

* * 110

✂ Mit Hierte, spar
Den Tiid, du har,
Som er saa kostelig og rar.
Har du i Sinde
Hiem at finde;
Maae du være snar.

✂

2.

✂ Ja, ja! det heder:
Vaager, beder,
Værer rede Dag og Nat!
Fuldfører Striden,
Kiøber Tiden!
Har I Kronen fat?
O giør vi disse
Trin dog visse,
Som vi end tilbage har?
Hvad ligger mangen
Ævig fangen,
Som paa Vejen var!
O vee! saafremt
Det bliver glemt,
Hvor du, min JEsu, var beklemt
I Helveds Hede,
For vor lede
Syndens Leeg og Skiemt.

✂

3.

✂ Nej, dine mange
Elskovs Gange,

* 111

✂ Al den Vej du kom og foer,
Nej, aldrig Bruden,
Dem foruden,
Setter Fod til Jord.
Den røde Bane,
Hvide Fane,
Konge-Vej i Himmel-Skye
Hun altid nøje
Har for Øje,
Hiem til Salems Bye. V
iis os forklart
Din Fødsels Art,
Din Død, Opstandelse Himmelfart,
Vor glædelige
Himmel-Stige,
Drag os, hent os snart.

✂

Nr. 345. - LXII.

✂

1.

✂ Naar mit Øje,
Træt af Møje,
Vaadt og mørkt af Taare-Regn,
Seer med Længsel
Af sit Fængsel
Op mod blide Salems Egn;
O hvor svinder da min Vee,
Bare ved derop at see!

* * 112

✂

2.

✂ Jeg fornemmer
Folke-Stemmer
Alle Slags, blant Englers Lyd,
Dem de driver
Op med Iver
I Guds Lofsangs fulde Fryd.
O hvor siger da min Siæl
Verden glædelig: Farvel!

✂

3.

✂ Ja jeg skuer
Dine Druer,
Paradiis! den Livets Frugt.
Dine søde
Roser møde
Mig nu alt med deres Lugt;
Giver Tidens Aande-Drag
Ævighedens Luft og Smag.

✂

4.

✂ Lammets klare
Brude-Skare
Seer jeg midt i Paradiis,
Hvor de svømme,
Som i Strømme
Af Guds søde Lof og Priis.
Snevre Vej og korte Tiid,
O hvad er din Ende bliid!

✂

5.

✂ Hierte milde,
JEsu lilde!

* 113

✂ Som os Himlen vant saa huld;
See, hvor dines
Længsel pines
Under Tidens Aften-Kuld.
Naar, o søde Brudgom, da
Vil du hente mig herfra.

✂

Nr. 346. - LXIII.

✂

1.

✂ See! hvor klarer det nu op paa Jorden.
Livsens klare Soel saa mildt gaaer op.
Under Sinai dens grumme Torden,
Er dog Lye og Fred paa Zions Top.
Hisset kommer Jordens Dommer.
Agt paa hiin Basunes sterke Klang!
Op I Døde! frem at møde.
Alting røres. Engle høres.
Hele Himlen staaer i Sang.
Vee de Rige, som at sige
Intet har, paa HErrens store Dag!
I forhadte og forladte
JEsu Frender, som ham kiender,
Kommer! nu er vunden Sag.

* * 114

✂

2.

✂ Søde GUd! jeg seer dig, som at komme,
I min Troe, som forud skuer dig.
O! en salig Dag for alle Fromme,
Hvilke du skal findes hielperiig.
Livsens Krone, Ærens Throne
Seer jeg ved din Side, mig bereed.
At naar Røsten skal af Østen
Guds Udvalde sammenkalde,
Tænk! hvad da i Ævighed,
Naar de skarpe Engle-Harpe
Røres i en Himmel-salig Lyd.
Hver en Tunge skal udsiunge
Lammets Ære. Da skal være
Ævig salig Lyst og Fryd.

✂

3.

✂ Faer da, Verden, bort med dine Avner!
Al din Herlighed er intet værd.
JEsus mig, jeg ham i Troen favner,
Ham allene har jeg hierte-kiær.
Hvad, som drager eller plager
Uden JEsu, jeg foragter alt.

✂ - - -

* 115

✂ Hiertet briste, jeg vil miste
Alle Gaver, naar jeg haver
Ham, som for mig har betalt.
Gravens Hule maae mig skiule.
Lad mit Kiød kun deri sove hen.
GUd skal give Kraft og Live;
Thi jeg venter ham, som henter
Mig igien, af Himmelen.

✂

Nr. 547. - LXIV.

✂

1.

✂ Nu Verdens Rige,
Du Daarligheds Castel!
Glad vil jeg sige,
Ægypten, dig Farvel!
I Sand-Pauluner,
Hvad vil I faae et Fald,
Naar Doms Basuner
Giør Himmel-brekkend' Skrald!
O allevegne
Udbredte Klinte-Art,
Hvad maae vi regne
Det ønskeligt og rart,
Fra dine Egne
At komme vel og snart!
Nu &c. &c.

* * 116

✂

2.

✂ Staae, som en Klippe,
Du lille HErrens Flok!
Lad alting slippe.
I Ordet har du nok.
Skin uden Kraften
Er Kirkens største Pest.
Mod Verdens Aften
Bør Bruden pyntes best.
Siung Fryde-Sange,
Og glæd dig meer og meer,
Da nu ej mange
Af Maane-Skifter skeer,
Før man dig prange
For Lammets Throne seer.
Staae, som &c. &c.

✂

3.

✂ Ak uden lige,
Forønskte Zions Slot!
Ak Himmerige!
Naar faaer mit Øje got?
Naar, o udkaarne
Guds Patriarchers Hiem,
Din Muur og Taarne,
Naar vil de pippe frem?
Naar faaer jeg Foden
Paa Stadens egen Grund,
Naar Vand af Floden,
Og Lammets Sang i Mund?
Naar er jeg moden
Til søde Afskeds Stund?
Ak uden lige &c. &c.

* 117

✂

Nr. 348. - LXV.

✂ Samtale imellem JEsum og en Troende.

✂

1.

Jes.: Sulamith lilde!
Hvi jamrer du saa tit?

Sul.: Ak! at du vilde
Mig hente hiem til dit.

Jes.: Den Himmel-Længsel
Alvorlig prøves vil.

Sul.: Ja Nød og Trængsel
Giør vist nok sit dertil.

Jes.: Troer du, jeg glemmer
Dit Korses mørke Skye?

Sul.: Nej, jeg fornemmer
Din Naade daglig nye.

Jes.: Men, naar det klemmer?

Sul.: Da skriger jeg om Lye.

Jes.: Sulamith &c. &c.

✂

2.

Jes.: Kan du forsage
Dit kiære Huus og Stavn?

Sul.: Dem vil jeg tage,
Og legge dig i Favn.

Jes.: Naar du est færdig,
Er Vognen for din Dør.

Sul.: Mig Arme værdig
Din Værdskyld eene giør.

* 118

Jes.: Giem denne Kierne!
Men kom nu, Død, herfrem!

Sul.: Den Aften-Stierne
Er meget angenem.

Jes.: Vil du saa gierne?

Sul.: Ja til min Brudgom hiem.

Jes.: Kan du &c. &c.

✂

3.

Jes.: Pak da kun sammen,
Og hold din Himmelfart!

Sul.: Ja Amen, Amen,
Kom søde JEsu snart!

Jes.: Den Vej har Ende,
Hvorpaa du tit har grædt.

Sul.: Nu kan jeg kiende,
At den er kort og let.

Jes.: Engle for Thronen
Skal føre dig i Nat.

Sul.: Paa Jubel-Tonen
Jeg lystig tager fat.

Jes.: Saa faaer du Kronen.
Sul. Den est du selv, min Skat!

Jes.: Pak da kun &c. &c.

✂

Nr. 349. - LXVI.

✂

1.

✂ Hvad er det godt at lande
I Himlens søde Havn,
Fra Verdens vilde Strande,
Fra fremmet Land og Stavn;

* * 119

✂ Fra Røver-Nest til Engle-Fest,
Fra Svine-Egn til Faders Favn!
Hvad er det godt at lande
I Himlens søde Havn,
I Brudgoms Skiød, fra Striid og Stød,
Ja alt, hvad har af Sorrig Navn!
Hvad er det godt at lande
I Himlens søde Havn!

✂

2.

✂ Hvad er det sødt at smage,
Hvad Huuset der formaaer,
Sin Arv blant dem at tage,
Som hist for Thronen staaer!
Ja, ja! at see i sær de Tre
Personer, alting overgaaer.
Hvad er det sødt at smage,
Hvad Huuset der formaaer!
O Herlighed, som ingen veed,
Før han de søde Grændser naaer.
Hvad er det sødt at smage,
Hvad Huuset der formaaer!

✂

3.

✂ Hvad er det stort at prange
Med Livets Brude-Krands;
Og see, hvad Skat saa mange
Guds Helgen' faaer til Mands;
At høre Lyd af Engle-Fryd,
Som overstiger Sind og Sands.
Hvad er det stort at prange
Med Livets Brude-Krands,
At sidde der, Guds Søn saa nær,

* 120

✂ I saa utroelig Himmel-Glands,
Hvad er det stort at prange
Med Livets Brude-Krands!

✂

Nr. 350. - LXVII.

✂

1.

✂ Her op ad, I Døde,
For Retten at møde!
Saa kommer vor Dommer i Himlenes Skye,
Hvad vil I da sige,
Som hade hans Rige,
Og søge bag Bøge og Biergene Lye?
Men Zion! hvad Lyst
Vil dette i Bryst
Ej giøre at høre din Kiærestes Røst!
Naar han dig vil skiænke,
Hvad ingen kan tænke,
Meddele dig hele al Saligheds Høst.
Saa sær ham kiær
En Giest du est.
Hvor vrimle
Guds Himle
Da mod dig med Harpe-Lyd.
Eja? til Lykke
Med Brudgom og Smykke
Af gyldene Stykke,
Med Ævigheds Fryd.

* 121

✂

2.

✂ Op! op I, som bygge
Paa Jorden saa trygge!
Hvad gavner de Avner, I samler saa fast?
Og meere I vove
End drukne, som sove
Der oppe i Toppe af svenkende Mast.
Vaag op dog, og see,
Du mælende Kree!
Hvad, inden sig Vinden vil vende, kan skee.
Flye, mens du har Stunder,
Til Frelserens Vunder,
Før Vreden i Steden vil hagle og snee.
Ak viid: den Tiid,
Du har, er rar.
Vi prise
De Vise,
Hvis Lampe er aldrig slukt.
Jammer! at støbe
Da Lys, eller løbe,
Og Olie kiøbe,
Naar Døren er lukt.

✂

Nr. 351. - LXVIII.

✂

1.

✂ O blide Stad,
Guds Helgens Føde-Bye,
Saa dejlig, altiid nye,
Ja ævig glad,

* * 122

✂ Chrystalle-rene Borg,
Fra baade Synd og Sorg,
Hvor Siælen ret
Kan see sig mæt.

✂

2.

✂ Guds Helgen-Flok!
Der gik paa Jorden før,
Som Pillegrime bør,
Nu har du nok.
Du her forladte Slegt!
Hvad er din Krones Vegt,
Din Fryd og Flor
Utroelig stor!

✂

3.

✂ Din Sejers Krands,
Paa saadan stakket Striid,
Bær nu til ævig Tiid
Saa rar en Glands.
Hvert Øje, for Guds Stoel,
Er, som den klare Soel
Ved Middags Tiid,
Ja meere bliid.

✂

4.

✂ Her fandt din Hud
Saa mangt et Svede-Bad,
Nu seer du ævig glad
Din Frelsers Gud,

* 123

✂ Og Sønnen rundelig,
Hvad han fortiente dig,
Med søde Ord,
Bær frem paa Bord.

✂

5.

✂ God Nat, god Nat,
Du Verdens fæle Ørk,
Af Ondskab meer end mørk!
Hist er min Skat,
I dig Jerusalem,
Min søde JEsu Hiem.
Hvad var det rart
At see ham snart!

✂

Nr. 352. - LXIX.

✂

1.

✂ Den store hvide Flok vi see,
Som tusind' Bierge fuld af Snee,
Med Skov omkring
Af Palme-Sving,
For Thronen. Hvo er' de?
Det er en Helte-Skare, som
Af hiin den store Trængsel kom,
Og har sig toed
I Lammets Blod
Til Himlens Helligdom.
Der holde de nu Kirke-Gang,
Med u-ophørlig Jubel-Klang,

* * 124

✂ I høje Chor,
Hvor GUd han boer,
Blant alle Englers Sang.

✂

2.

✂ Her gik de under stor Foragt.
Men see dem nu i deres Pragt:
For Thronen staaer
De Slagte-Faar
I Himlens Præste-Dragt.
Sant er det, i saa mangen Nød
Tit Taare-Strøm paa Kinder flød;
Men GUd har dem,
Strax de kom hiem,
Aftørret paa sit Skiød.
Nu holde de, og har til best
Hos ham en ævig Løfsals Fest;
Og Lammet selv,
Ved Livets Elv,
Er baade Vært og Giest.

*1, 13: i høje Chor] Ældre bibeloversættelser bruger på visse steder »kor« som betegnelse for det allerhelligste i Jerusalems tempel (nu »inderhallen«), 1. Kong. 6, 5. 16. 19 flg.; Sl. 28, 2 (på sidstnævnte sted nu blot »tempel«). Det er dog næppe herudfra, man skal forstå Brorsons udtryk (således Chr. Ludwigs, Strengen er af Guld, 1927, s. 158 flg.). I hvert fald passer høje slet ikke dertil. Det billede, som foresvæver digteren, er snarere højkoret i en stor kirke. Herfor taler også, at han netop i sin kantate ved kirkevielse 1758 bruger det samme udtryk: Hvor længes mine Sinde Det høye Chor at finde, Hvor jeg i Palme-Flok Kan ret min GUd ophøye (se s. 227 flg.). Carl Koch (H. A. Brorson, 1920, s. 65) har næppe set meget fejl, når han skriver: »Brorson fik sine Farver fra en Gudstjeneste med mange Menneskers Vandring Julemorgen ind under de store Hvælvinger og op til det høje Kor i Ribe Domkirke. Saa saa han derfra endnu højere op«. Jfr. nr. 267, 15, 5. - 2, 4: de Slagte-Faar] St. 44, 23 (»vi ere regnede som slagtefår«, ældre oversættelser); Rom. 8, 36. - 2, 5: Himlens Præste-Dragt] de »lange hvide klæder«, Joh. Åb. 7, 9; de israelitiske præster bar en lang kjortel af byssus, i ældre oversættelser gengivet ved »hvidt linned« el. »hvid silke«, 2. Mos. 28, 39-40; 39, 27, jfr. hos os den hvide messeskjorte, som er den egentlige præstedragt. - 2, 6: sant er det] ganske vist. - 2, 8-10: Joh. Åb. 7, 17. - paa sit Skiød] vel: som når man tager et barn på skødet for at trøste det. - 2, 11: har til hest] har i behold, om hvad der er gemt til dem. - 2, 12: Løfsals Fest] Palmegrenene hørte til ved løvsalsfesten, 3. Mos. 23, 40; 2. Mak. 10, 7, og herudfra kan skildringen i Joh. Åb. 7, 9 flg. opfattes som et himmelsk modstykke til denne højtid. - 2, 14: ved Livets Elv] Joh. Åb. 7, 17: »Lammet... skal ledsage dem til de levende vands kilder«, jfr. Joh. Åb. 22, 1 flg. - 2, 15: er baade Vært og Giest] Man har forstået det rent dogmatisk om, at Jesus som sand Gud er vært, som sandt 125

✂

3.

✂ Til Lykke, Kiempe-Samling, ja
O tusindfold til Lykke da,
At du var her
Saa troe i sær,
Og slap saa vel herfra!
Du har foragtet Verdens Trøst;
Saa lev nu ævig vel, og høst,
Hvad du har saaet
Med Suk og Graad,
I tusind' Engle-Lyst!
Ophøj din Røst, slaae Palme-Tact,
Og siung af Himmel-Kraft og Magt:
Priis være dig
Ævindelig
Vor GUd og Lammet sagt.

✂

Nr. 353. - LXX.

✂ En Oversættelse af det Tydske.

✂

1.

✂ Farvel, min Siæl, i JEsu Sides Vunde.
Du har saa klar en Himmel i hans Saar.
Der roer og boer du glad, som Fugl i Lunde,
Med ham, GUds Lam, som Brud foreenet staaer.
De dybe Nagle-Skrammer
Fordriver snart min Jammer,

* * 126

✂ Saa tit jeg søger dem.
Ja, o min Roe og rette Brude-Kammer,
Trods Nød og Død! der er mit rette Hiem.

✂

2.

✂ Min Tiid og Fliid som Sejer-Verk jeg stiller,
At gaae og slaae med denne Solens Gang.
Ej Vand, ej Brand mig fra min JEsu skiller.
Hans Død giør sød hver Puls og Aande-Fang.
Ej andet mig behager,
Ej Lyst, ej Liv mig smager,
End hvortil jeg, din Green,
Al Saft og Kraft af dig, min Viinstok, drager,
Til Lyst i Bryst, i Siæl, i Marv og Been.

✂

3.

✂ Luk ind, mit Sind, GUds Søns Forløsnings Rige,
Udbryd i Fryd og smelt i Længsel hen.
Hvad vil jeg til saa stor en Naade sige?
Foragt blev lagt fra mig paa GUd igien.
O GUd! den Fred jeg finder,
Naar Længsels Taarer rinder,
I Aandens Armods Muld.
Jo meer du seer min Blusels Graad paa Kinder,
Af Trøst og Lyst du skiænker Kalken fuld.

* 127

✂

4.

✂ Saa faldt da alt den Ondes Herredømme,
Hans Magt er lagt i ævig Skiendsel ned,
Ja, hvad! hans Had, hans Fraad' og Galde-Strømme
Kan de belee, som kiende JEsu Sveed.
Ved ham jeg fast vil blive,
Mig ganske ham hengive,
Trods Fiendens Tand og Kloe!
Fra dig skal mig ej Lyst, ej Nød fordrive.
Min Siæl er vel forvart i Klippens Roe.

✂

5.

✂ Min Skat, kun at jeg maatte troe befindes,
Alt i den Stie at gaae, som du har sagt!
Til Straf ej af min Ladhed overvindes;
Men saa at staae, som Kiempen bør, paa Vagt,
Ja altiid meer at skue
GUds Kierligheders Lue,
I dine Piners Nat!
Bort Jord, saa stor du est! GUds Søn! din Due,
Hvor du er nu, der er hun og, min Skat!

* 128
129

✂ VOR HERRES OG FRELSERES JESU CHRISTI

✂

FØRSTE AABENBARELSE

✂ EFTER
SIN OPSTANDELSE
GUDS MEENIGHED I RIBE DOM-KIRKE
FORESTILLET
OG TIL TRYKKEN OVERGIVET
AF
H. A. B.

* * * * 130

✂ Det var vor Herres Dags den første Morgenrøde,
At Magdalene Graad saa sterk, som Strømme, randt,
Fordi hun Livet ej iblant de Døde fandt.
Da hasted' Salomon sin Sulamith i Møde,
Og bragte hende selv vor Paaskes Første-Grøde.
Saa stor, uventelig en Sejr Maria vandt,
Ja Livsens Fyrste selv, som før i Døden svandt.
Hun hørte selv hans Røst, som vekker alle Døde:
Ved samme vaagned' hun, som op i Paradiis,
Med Mund og Hierte fuldt af Herrens Lov og Priis.
Og, for at tænde fleer' i denne Himmel-Lue,
Hun til Apostlerne i samme Øjeblik
Saa glad, som Engle-Flok i Mahanajim, gik
Med Paaske-Tidenders den første Himmel-Drue.

✂ * * *

✂ Til Lykke, Sulamith, som søger ham allene,
Der vandt os ved sin Død fra evig Død og Mord,
Og stod nu op igien til Zions Fryd og Flor!
Kast bort din Enke-Dragt, forgrædte Magdalene,
Lad Paaske ret faae Rum i Hierte, Marv og Bene!
Siung om hans Kierlighed, saa overmaade stor,
Ophøj hans Sejers Kraft, i daglig Fryde-Chor!
Bereed dig til nu snart at gaae med Palme-Grene,
I Brude-Pragt og Krands, som altid bliver nye,
Ham glad i Møde, naar han bryder frem i Skye,
For hvilken Verdens Pragt den største meest maae blegne,
Da, til Guds Kirke-Floks u-endelig Behag,
Skal blive holdet een, men evig Paaske-Dag,
I de livsalige Guds Paradises Egne!

* *

✂ - - -

131

✂

TEXTEN
Joh. 20, 11-17.

✂ Men Maria stod hos Graven, og græd uden for. Der hun da græd, kigede hun ind i Graven, og hun saae to Engle sidde i hvide Klæder, een hos Hovedet, og een hos Fødderne, der, som JEsu Legeme var lagt. Og de sagde til hende: Qvinde! hvi græder du? hun sagde til dem: Fordi de have taget min HErre bort, og jeg veed ikke, hvor de have lagt ham. Og der hun det havde sagt, vendte hun sig tilbage, og saae JEsum staae der; og hun vidste ikke, at det var JEsus. JEsus siger til hende: Qvinde! hvi græder du? hvem leder du efter? hun meente, det var Urtegaardsmanden, og siger til ham: HErre! dersom du har baaret ham bort, da siig mig, hvor du haver lagt ham, saa vil jeg tage ham. JEsus siger til hende: Maria! da vendte hun sig, og siger til ham: Rabboni, som kaldes, Mestere! JEsus siger til hende: Rør ikke ved mig; thi jeg er ikke endnu opfaren til min Fader: Men gak til mine Brødre, og siig dem: Jeg farer op til min Fader, og til eders Fader, til min GUd, og eders GUd.

132

✂

INDGANGEN

✂ Elskelige i HErren! Denne er Dagen, som HErren giorde; lader os frydes og glædes i den. Disse Kong Davids Ord, af den 118de Psalmes 24 Vers, ere meget merkelige, naar vi betænker:

✂ I) Hvad det er for en Dag, som han taler om, nemlig den Dag, da den Steen, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hoved-Hiørnesteen v. 22. Det er vor glædelige Paaske-Dag, da GUd oprejste ham fra de Døde, og giorde ham til en HErre og Christum, den samme JEsum, som de havde korsfæstet. Ap. G. 2, 32. 36. I det gamle Testamente var iblant de store Fester Paaske den fornemste. Den skal være eder en Hoved-Maaned, den skal være eder den første iblant Maanederne i Aaret. 2 Mos. B. 12, 2. Tag vare paa Abib Maaned, at du holder Paaske for HErren, din Gud; thi i Abib Maaned udførde HErren din GUd dig af Egypten om Natten. 5 Mos. B. 16, 1. Derfor skal du ihukomme den Dag, som du uddrog af Egypti Land, alle dine Lives Dage. v. 3. Derfor blev og Paaske-Fest, efter de flestes Mening, kaldet Festen, det er, en Fest frem for alle Fester. Joh. 4, 45. cap. 5, 1.

133

✂ cap. 11, 56. 12, 12. Visselig var den Frelse af Egypten overmaade herlig, og skreven af GUd selv i Lovens Tavler til en evig Amindelse. Jeg er HErren din GUd, som udførte dig af Egypten, 2 Mos. B. 20. Dog det var kun en Skygge og Afbildning af det nye Testamentes fryde-fulde Paaske-Fest, da det rette Paaske-Lam, slagtet for den ganske Verdens Synder, er bleven os til en evig Fryde-Fest. 1 Cor. 5, 8. da den Helvedes Pharao ligger druknet med al sin Magt, og Guds Israel møder deres Goel1) med højtidelige Fryde-Sange: Derfor bliver den og af David kaldet Dagen, nemlig for alle Dage. Visselig var det meget glædelige Dage, den Dag han blev undfangen, den Dag han blev fød, hver Dag han var her i Verden, ja lovet og benedidet2) være HErrens Navn i alle u-endelige Evigheder for hvert et Øjeblik, han lod denne sin eenbaarne Søn være i denne Jammer-Dal, for os arme at frelse og saliggiøre. Men denne Dag er dog glædelig foruden al Ende, da Striden er standen og Sejeren er vunden, hvilket ydermere kiendes, naar vi merker:

✂ 2) Hvorfra vi har faaet denne Dag. Denne er Dagen, som HErren giorde. Det forstaaer sig selv, at han og har giort alle andre Dage. Men denne tillegges ham i sær, som en besynderlig Naades og Saligheds Dag. Thi var den ikke kommen, da var

* * 134

✂ der aldrig bleven en god Dag eller glad Stund for noget Menniske i Tiid eller Evighed: Derfor siges i sær om denne Dag, at den er giort af HErren. Det er skeet af HErren, og er underligt for vore Øjne. Saa det Ord: giort af HErren, har mere at sige, end da GUd skabte Dagen af Begyndelsen, da han bød Lyset skinne frem af Mørket, 2 Cor. 4, 6. Thi i hvor herligt det end var, ja som man aldrig nok kan forundre sig over, saa er det dog intet at ligne imod, at det evige Lys selv, Herlighedens Glands og Guds Væsens rette Billede, hans eenbaarne allerkiæreste Søn, hvilken, som Retfærdighedens Soel, skulde oprinde ved hans Opstandelse til at giøre os saadan salig Dag, maatte nødvendig først gaae under i hans Lidelses og Døds forskrekkelige Mørke. Og, maatte ikke Steen-Hierter bløde ved at høre her: Det er skeet af HErren. GUd har selv giort det. Saa elskte GUd Verden, at han gav sin eenbaarne Søn. Joh. 3, 16. Denne er Dagen, som HErren giorde, og saadan giorde han denne Dag. Hvad Under, at den Dag er os nu saa bliid, da denne Soel frembryder saa dejlig af Gravens Mørke, og bestraaler sin Kirke med sin Retfærdigheds fulde Glands, at den kan siunge med Glæde: Denne er Dagen, som HErren giorde, lader os frydes og glædes i den, og det er

* 135

✂ 3) Det, hvortil den Dag er giort af HErren, nemlig til en Fryde-Fest: Denne er Dagen, som HErren giorde, lader os frydes og glædes i den.

✂ Glæden bør være for ham, som har giort den, en gudelig Glæde. GUd, som har giort den, har aldrig skabt nogen Time eller Øjeblik til syndig Glæde, end sige saadan overmaade salig Tiid. Og har GUd giort den til vor Glæde, hvor skammeligt da at bruge den til hans Fortørnelse, og at bedrøve hans Hellig Aand med den syndige og forfængelige Verdens Glæde. Var han saa kied af Israels forfængelige Højtider Es. 1, 14; hvor ulidelige og vederstyggelige maae da de Christnes daarlige og vellystige Glæde være for ham, da Guds Kundskabs Lys i det gamle Testamente imod det nye var kun som Nat imod Dagen, og hvor let er det ham at tage Lyset bort igien, eller omvende vore Højtider til Sorg, og vore Sange til Klagemaale! Amos 8, 10. Men er vor Glæde ret, da jo større, jo bedre. David legger derfor Ordene dobbelt: Lader os frydes og glædes i den. I Troende! lader HErrens Dag skee sin Ret. Glæder eder i HErren, og atter siger jeg: Glæder eder. Phil. 4, 4. O! hvilke Fryde-Spring giør David i vor Indgangs Ord, naar han i Aanden betragter den rette Pagtens Ark, og Naade-Stoelen at skulle komme med Sejer tilbage, efterat den Helvedes Dagon1) var fældet. Han gaaer vor Paaske-Dag ligesom i Møde med Psalter og Harpe, lad være den Dag var

* 136

✂ endnu tusinde Aar borte. Ja! hvor jubilerer Abraham længe for1) Davids Tiid imod denne glædelige Dag, Abraham havde synderlig Lyst at see min Dag (han sprang den gamle Mand af Glæde). Joh. 8, 56. Det var den Dag-skiær2), som hiine gamle Zions Vægtere saa tit saae efter med Længsels Taarer i Øjnene. Ap. G. 3, 24. Men, var det dem saa rart og kiert, ja ret højtideligt, at de kunde sige: Der skal efter saa mange hundrede eller tusinde Aar komme en Dag, bestraalet af u-endelig Glæde for det ganske menniskelige Kiøn; hvad giør da vi, som har nu denne herlige Naades og Saligheds Dag, da vi kan nyde af vor Frelseres tunge Lidelses Sæde-Tiid den fulde Forløsnings Høst, og af hans Opstandelses Sejr det uskatterlige Bytte af Retfærdighed, Fred og Glæde i den Hellig Aand?

✂ Men! maatte nogen sige: Vi ere jo dog endnu i den bedrøvede Verden, hvor hver Dag har sin egen Plage; Giør ikke den gode David for meget deraf? Er der da ingen Skye paa den Dag, da han nævner intet andet, end Fryd og Glæde? Langt fra David at negte Guds Børns Lidelser, som ogsaa høre til deres Velstand; men han paastaaer: GUd har giort Tiden i sig selv for dem saa ønskelig, at de ikke har Aarsag andet, end midt i Lidelserne at

* * 137

✂ fryde og glæde sig, da Synden er betalt og dens Straf evig afskaffet. Vor korsfæste og opstandne Frelsere har giort Døden til intet, og ført Livet og Uforkrænkelighed til Lyset formedelst Evangelium. 2 Tim. 1, 10. O Paaske-Dag! som HErren giorde, hvad har han giort dig for os til en Himmeriges Dag. Johannes maae nok kalde dig HErrens Dag, som giør os vor Nøds, vor Døds, ja vor Doms Dage til idel Glædes, Højtiids og Bryllups Dage.

✂ Da dette nu er en Sag, som alle Troende erfare, hver i sin Deel, i højere eller mindre Grad; saa er dette i sær fornøjeligt1) at merke hos JEsu Apostler og Efterfølgere, for hvilke han, efter sin Opstandelse, aabenbarede sig saa mild og naadefuld. Saa at ligesom i hans Lidelses Tiid Sorg havde opfyldt deres Hierter, saa bleve de og ved hans Opstandelse igien fyldte med Fryd og Glæde. Joh. 16, 6. 22.

✂ Men at vi og maatte opmuntres til samme aandelige Glæde, ved at betragte hans livsalige Omgang med sine Troende efter hans Opstandelse, vil vi i Dag giøre Begyndelse med at forestille:

* 138

✂

JEsu første Aabenbarelse efter hans Opstandelse.

✂ Hvorved vi merke:

✂ I) Personen, for hvilken han først aabenbarede sig, nemlig Maria Magdalena.

✂ II) Aarsagen, hvorfor han først aabenbarede sig for hende.

✂ III) Maaden, hvordan han aabenbarede sig for hende.

✂ Livsalige Frelsere! aabenbar os ogsaa din u-overvindelige Kierlighed jo mere og mere, og din forunderlige Iver i at stride og vinde for os saa stor en Sejr, at vi af inderste Siel maae takke og prise dig derfor fra nu og indtil evig Tiid. Amen.

✂

TEXTENS FORKLARING

✂ Ligesom vor HErre JEsus begyndte sit Embede med 40 Dages forskrekkelige Fristelser i Ørken, Matth. 4. Saa fuldendte han samme med 40 glædelige Dage efter sin opstandelse, da han blev seet af sine Disciple, og talede de Ting om Guds Rige. Ap. G. 1, 3. hvilke vi nok kan kalde Guds Kirkes liflige Vaar, da det heder af Højsangen: Staae op min Venneste1), min Dejlige, og

* 139

✂ gak du hid; thi see! Vinteren er forbigangen, Regnen er fremfaren og er bortgaaen. Blomsterne ere seete i Landet, Sangens Tiid er kommen og Turtel-Duens Røst er hørt i vort Land. Højs. 2, 12.

✂ Men, i hvor glædelige de Dage vare, ja endog vor kiære Frelsere selv, da han havde nu overstanden sin forskrekkelige Lidelse, og triumpherede over alle vore Fiender; saa maae vi dog forundre os over, at han brugte saa lang en Forhaling af 40 Dage, inden han satte sig hos Guds højre Haand i Himlen; allerhelst han dog ikke kunde tenke paa den Glæde at komme hiem igien til sin Fader, uden den inderligste Hiertens Længsel derefter. Ps. 16, Joh. 14, 28.

✂ Men, ligesom al den Tiid, han opholdt sig her paa Jorden, var allene for vor Salighed at vinde og søge; saa vilde han ogsaa, efter erholdte fuldkomne Sejr, dog ikke indtage sit Majestætiske allerhøjeste Herredømme i Himmelen, førend han, for sin Menigheds Trang og sine Disciplers Svagheds Skyld, havde taget sig saa lang Tiid til at faae dem først baade fuldkommen overbeviiste om hans Opstandelses Vished, saa og underviiste om deres vigtige Embedes retskafne Førelse i den ganske Verden.

140

✂ Til den Ende har han og af samme Aabenbarelser ladet os 10 optegne, allesammen med de lifligste Omstændigheder, hvilke samtlig livagtig forestille hans forunderlige Menniske-Kierlighed og den allerinderligste Længsel efter at giøre os alle deelagtige i den, af ham os saa dyre forhvervede Salighed. Og da vor Text handler om hans allerførste Aabenbarelse; saa betragte vi efter Løfte

✂ I) Personen, for hvilken JEsus først aabenbarede sig, nemlig Maria Magdalena, hvilket Evangelisten Marcus siger med klare Ord: Men JEsus, da han var opstanden den første Dag i Ugen, aabenbaredes først for Maria Magdalena. Marc. 16, 9. Hun beskrives

✂ 1) Af hendes Navn Maria, hvilket, efter den almindelige Forklaring, har sin Oprindelse af Bitterhed. Mosis gudelige Forældre ere de første i Skriften, som havde givet deres Daatter det Navn, mueligt derved at betegne den da værende Trængsel for Guds Folk i Egypten. Og deraf har de dyrebare Siele og faaet rigelig deres Deel, som bar dette Navn i Christi Tider, iblant hvilke var og Maria Magdalena; thi hun var een af de 3 Marier, om hvilke det heder: Der stode hos JEsu Kors hans Moder, og

141

✂ hans Moders Søster, Maria, den Cleophas1), og Maria Magdalena. Joh. 19, 25. Her er Mariæ Magdalenæ Navn ret sat paa sin Lyse-Stage, og blusser for heele Verden. Her giver hun sig, sit Navn og Anseelse, ja alting til Priis under JEsu Kors; og som hun der paa Langfredag, som og i Dag ved Graven flød i Taarer; saa bekiendte hun derved for den ganske Verden, at den imellem 2 Røvere ophængte Livsens Fyrste, som siden blev nedlagt i Josephs Grav, var hendes højeste og eeneste Ziir og Prydelse, Ære og Herlighed for GUd, og kunde sige med Paulo: det være langt fra mig at rose mig, uden af vor HErres JEsu Kors, formedelst hvilket Verden er mig korsfæst, og jeg Verden. Gal. 6, 14. Og da nogle vil forklare Mariæ Navn ved ophøjet, som og formene JEsu Moder dertil at have Henseende, naar hun siger: Min Siel ophøjer HErren, Luc. 1, 46. saa kan begge Meninger saaledes samles, at Mariæ Magdalenæ Navn er i Bitterhed ophøjet, ja midt i Korsets mørke Nat glimrer, som een af de største Himlens Stierner.

✂ Her kan vi see, som i et Spejl, baade hvad et ret got2) Navn er, saa og et bart stort3) Navn for Verden, hvordan deres Priis kan forunderlig stige og falde. Hvor foragtede vare i de Tider de

* * * 142

✂ Navne: Maria Magdalena, og hendes Selskab, Peder, Jacob, Johannes, de øvrige Apostlers, Evangelisters og deres Efterfølgeres Navne, som siden giennem alle Tider i den ganske Christenhed har været saa overmaade angenemme, at ej allene de Ringe, men endog de Mægtigste i Verden sielden har ved Daaben haft andre Navne til deres Børn: Da derimod ingen har nevnet dem efter Herodes eller Pilatus, Annas eller Caiphas, eller deslige Christi Modstandere, hvis Navne og Anseelse vare dog paa den Tiid saa store og myndige, at mange, endog af de fornemmeste, bleve derved afskrekkede fra at bekiende vor Frelsere, som Johannes siger klarligen. Joh. 12, 42. 43.

✂ Derfor hvo, der vil have et ret got Navn, fornye daglig sin Daabes Pagt, holde sit Døbe-Navn som en Helligdom, at det ikke besmittes af en ond Samvittighed og et forfængeligt Levnet; men æres og prydes jo mere og mere med en gudelig Vandring. Thi dersom vi ere plantede med Christo efter hans Døds Lignelse, da skal vi og være efter hans Opstandelses Liighed. Efterdi vi vide dette, at vor gamle Menniske er korsfæst med ham, paa det Syndens Legeme skal blive til intet, at vi skal ikke fremdeles tiene Synden, Rom. 6, 5.

✂ Velan! I kiære døbte Christne! hvor er den rette sande

143

✂ Christelige Ambition, at hver den, som kiender sig saa dyre kiøbt med JEsu Christi Guds Søns Blod, og er i Daaben bleven Guds Barn og Arving, holder sig alt for god, alt for fin, dejlig og dyrebar til at tiene Synden og Sathan? Hvor er den dejlige Brude-Klædning, som vi fik i Daaben? Vide I ikke, at saa mange, som ere døbte paa Christum, have og iført Christum. Rom. 6, 31). Agter vi og alting for Skade imod vor HErres JEsu Kundskabs Ypperlighed, at vi kan vinde Christum og findes i ham, at vi ikke have vor Retfærdighed af Loven, men den af Troen til Christum, at kiende ham, og hans Opstandelses Kraft og hans Pines Samfund, at blive lige skikket efter hans Død? Phil. 3, 8. Hvad kan vor Daabs Navn hielpe os, dersom vor Daabs Naade er borte: Men bære vi det til Guds Ære, og vil være vis paa et evigt got Navn, som aldrig skal raadne, da skal vi lade vort Navns Kierne, efter Mariæ Magdalenæ Exempel, dybt nedsaaes i JEsu Forsmædelses Muld; saa skal det komme igien, florere og blomstre i en evig Glands og Herlighed. Salige ere I, naar Menneskene hade eder, og naar de fraskille eder og forskyde eders Navn, som ont, for Menniskens Søns skyld. Glæder eder paa den samme Dag og springer; thi eders Løn er stor i Himmelen, lige det samme giorde deres Fædre ved Propheterne. Luc. 6, 22.

✂ Men hvor vil de da hen for Angest, som har kun søgt deres egen Ære, men foragtet det søde JEsu Navn? hvor vil de hen for Angest, siger jeg, naar han ikke vil høre deres Navn nevne: Naar Bøgerne oplades, og hver skal dømmes efter sine

* 144

✂ Gierninger, og dersom nogen ikke bliver funden i Livsens Bog, han bliver kast i den Ild-Søe. Aab. 20, 15. Med et Ord: Hvosomhelst, der vil bekiende mig for Menniskene, den vil jeg og bekiende for min Fader, som er i Himmelen, men hvosomhelst, der vil negte mig for Menniskene, den vil og jeg negte for min Fader, som er i Himlene. Matth. 10, 32.

✂ Dog her tenker vel mangen een: Dette kan vel lade sig høre om Maria Magdalena og deslige, faa eller dog ringe Folk af Galilæa. Men dertil svares:

✂ 1) Lad saa være, at deres Tal er lidet, saa er det dog desto rarere1). Du har faa Navne i Sardes, som ikke have besmittet deres Klæder, og de skal vandre med mig i hvide Klæder; thi de ere værdige dertil. Den som vinder, han skal klædes med hvide Klæder, og jeg vil ikke udslette hans Navn af Livsens Bog, og jeg vil bekiende hans Navn for min Fader og for hans Engle. Aab. 3, 4. 5.

✂ 2) Det er ligesaa beklageligt, som desverre! kiendeligt baade af Guds Ord og daglig Erfarenhed, at ikke mange viise efter Kiødet, ikke mange mægtige, ikke mange velbaarne ere udvaldte. 1 Cor. 1, 26. Ikke desmindre har dog HErren alle Tider iblant de store ej allene haft sande, men endog de største

* 145

✂ Sandheds Bekiendere i Verden. Var det ikke Konger og Propheter, som JEsus kalder de største Troens Helte i det gamle Testamente? Luc. 10, 24. Den Skye af Vidner, som Paulus taler om Ebr. 12, 11). var det ikke de fornemste og anseeligste Patriarker, Fyrster, Dommere, Propheter og Konger i det gamle Testamente? Ebr. 11. Er det ikke Dronningen af Sønden, som skal opstaae i Dommen, at fordømme den onde Slegt, som Christus taler om? Matth. 12. 42. Og hvorledes dette har været overmaade herligere i det Nye Testamentes Tider, hvor i sær saa mange Konger og Regentere har været Guds Kirkes Foster-Fædre og Fyrstinder deres Ammer, efter Esaiæ Spaadom cap. 49, 23. derom kunde siges meget. Men, for Tiden at spare, nøjes vi denne sinde med Mariæ Magdalenæ Exempel, til hvilken Ende vi ansee

✂ 2) Hendes Stand og Formue. Hvad det første angaaer, da mener somme, at hun havde sit Navn af Magdal, i Manasse Stamme paa hin Side Jordan. Andre af Magdala, en Bye i Isaschars Stamme, ikke langt fra Capernaum. Andre af en høj Familie, af det Navn, hvorved vi ikke kan opholde os, efterdi intet vist derom er bekiendt. Men hvad det andet angaaer, at hun havde Midler, hvilket dog for Verden agtes højt i alle Stænder, det viser Skriften klarligen, som udtrykkelig nevner hende iblant

* 146

✂ de Anseelige og Formuende, som vare vor Frelsere behielpelige med deres Gods. Luc. 8, 2. 3. og i Paaske-Texten settes hun først iblant dem, som kiøbte dyrebare Specerier1) til at salve JEsum. Marc. 16, 1.

✂ Ja vist havde hun Midler, og det var hende ikke saa liden en Trøst i hendes store Sorg, at her var for hende endnu en saa ønskelig Lejlighed til at tiene vor HErre JEsu i hans Død. Thi naar Evangelisten Marcus skriver om hans Begravelse, da siger han, at Maria Magdalena, og den anden Maria saae, hvor han blev lagt. Marc. 15, 47. I hvor kort han end i den Sag indskrenker sin Efterretning, vil han dog have det bemerket, som en sær vigtig Omstændighed, at hun og den anden Maria gav nøje Agt paa, hvor han blev lagt. Hun var ikke tilfreds med den Begravelses Anstalt, som skeede saa hastig for Festens skyld. Vel kunde hun intet have imod Linklæderne, som Joseph havde kiøbt, og deri svøbt JEsu Legeme; thi det var Sindon, det allerrareste og fineste, som var at bekomme: Hvorfor der ej heller tales om, at de bekymrede sig om andre Linklæder at forskaffe. Den Eftertryk giver og Ordene hos Marcum, som saaledes igientages: Han kiøbte det fine Linden, og svøbte ham i det fine Linden Marc. 15, 46. Men hvad Nicodemi Myrrhe og Aloe angik,

* 147

✂ var samme vel en stor Skat, 100 Pund, men dog, efter hendes Mening, enten ikke nok, eller ikke got nok, eller i det mindste ikke saa vel og konstig lavet, som hun det ønskede, og derfor kiøbte hun og de andre meget kostelige Vare, at de vilde komme og salve ham, som det sig burde, ja paa det allerbeste. Vi seer her

✂ 1) hvor rart og herligt det er at være fast grundet i Troen til JEsum. Vi har tilforn hørt, at ingen Nød eller Angest, og nu seer vi, at ingen Velstand kunde dempe hendes Troe til JEsum. Velstand er ellers den haardeste Strikke1) til at hindre Sielen fra Omvendelsen: Hvor vanskeligt er det, at en riig kommer i Guds Rige Luc. 18, 24. Den har og de slemmeste Torne til at qvæle Ordet, som allerede har begyndt at spire i Hiertet. Luc. 8, 14. Der Israel blev feed, da slog han bag op, og ringe agtede sin Saligheds Klippe. 5 Mos. B. 32, 15. Men Maria Magdalena er som en dejlig Pode2), der har slaget dybe Rødder, hvilken ej allene kan bestaae, men endogsaa voxe, baade ved Regn og Soel-Skin, ja bære megen Frugt. Med et Ord: Hun svarer til sit Navn Magdalena, som har sin Oprindelse af et Taarn, og saaledes viiste hun sig mod alle slags Storme ubevægelig og u-overvindelig. Men deraf følger nødvendig

* * 148

✂ 2) at hvor Troen er saa fast og bestandig, der kommer Kierlighed ret i Brand, naar man ikke giver sin Frelsere noget, men alting. Saadan var den Siel, som JEsus siger om, at hun elskede meget, saadan kyssede hun hans Fødder, saadan strømmede hendes Kierligheds Taarer, ligesom hun vilde grædt Hiertet ud med det samme. Luc. 7, 44. Saadan var Maria Magdalena. Alt det hun højt agtede, alt det hun lengtes efter, alt det hun græd for, alt det hun var, havde og formaaede, var altsammen for den, som hendes Siel elskede. Hun var et Offer til hans Tieneste, og et Lys, som vilde fortæres i hans Kierligheds Brand: Derfor lyser og hendes Exempel saa dejlig i Guds Kirke til Verdens Ende. Men vi maae her i sær ikke glemme

✂ 3) hvor yndigt det er, naar anseelige og bemidlede Personer skinne for andre af Guds Kierligheds og Barmhiertigheds Gierninger, som: Joseph af Arimathæa, Nicodemus, Zachæus, Maria Magdalena og de andre. Grunden er Troen til JEsum, hvorved de komme i Samfund og Foreening, ja Communion1) og Fellesskab med ham, at hvad han har, er deres, og hvad de har, er hans; Thi saaledes forholder det sig med den himmelske Viin-Stok og dens dejlige Grene, som bære de mange liflige Druer. Jeg er Viintræet, I ere Grenene; dersom nogen bliver i mig, og jeg i ham, han bær megen Frugt. Joh. 15, 5.

* 149

✂ Men ak! hvor kold er Kierlighed hos mange, imod denne Verdens Aften, da alle burde med Lyst og Lengsel vente Brudgommen! Hvad hans Hoved-Sag vil blive i hans Ankomst, har han tydelig nok sagt: Jeg var hungrig, og I gave mig ikke Mad; jeg var tørstig, og I gave mig ikke Drikke; jeg var nøgen, og I klædde mig ikke; jeg var skrøbelig, og i Fængsel, og I besøgte mig ikke. Sandelig siger jeg eder: Saa meget som I ikke have giort een af disse mindste, have I ikke heller giort mig, og disse skal gaae i den evige Pine. Matth. 25, 41. O Tordens Ord! hvad kunde de nok vekke den lunkne Christenhed, dersom den ikke laae i sin dybeste Sikkerheds Dvale og Forhærdelses Midnat. Men hvor mange gaaer det, som den u-barmhiertige Nabal, at deres Steen-Hierter blive uformodentlig steen-døde. 1 Sam. 25, 37. Ja, hvor ofte kommer den Dom pludselig over dem: Hug Træet af, hvi giør det Jorden unyttig? Luc. 13. 7.

✂ Dog, der ere vel ikke mange, heder det da, som jo betenke de fattige. Lad saa være! Sagen ligger i det Ord: Jeg var hungrig, det er, om vi har saadan Kierlighed til JEsum, at vi for hans skyld gierne vil hielpe, trøste, vederqvæge hans fattige Lemmer, hvilket er ham lige det samme, som han selv nød det. Naar det nu falder nogen let og behageligt ikke at spare til forfengelig

150

✂ Lyst og Pragt, men derimod saa tungt og tvungen at give ham noget, som dog har givet os alting, ja gav sig selv hen for os: Hvad er Aarsag, at Hiertet kan være saa forskrekkelig haardt, anden, end at det er u-omvendt? I Omvendelsen, naar den sande Troe kommer, saa kommer og den reene Kierlighed, hvilket minder os at erindre noget

✂ 3) om Mariæ Magdalenæ Omvendelse; Thi om man endog vilde følge saadanne Siele, saa er det dog forgieves, saa lenge man ikke er kommen paa samme Vej, som de have gaaet. Den almindelige Mening, at Maria Magdalena har været den store Synderinde Luc. 7, 37. kan ikke bevises. At hun i hendes Ungdom har været vild og forfengelig, som nogle vil slutte deraf, at JEsus har uddrevet af hende 7 Dievle Luc. 8, 2. Marc. 16, 9. er ogsaa uvist. Men det, som man kan sige i den Sag med fuld Vished, er, at hun tillige med andre høj-plagede Mennisker er i hendes store Nød kommen til JEsum, for at hielpes af ham. Og da hun ogsaa er bleven reddet, og ved den Lejlighed af hans hellige Ord har faaet en klar Indsigt i vort arme Kiøns forskrekkelige Fordervelse, og derfor desto begierligere har antaget Evangelium; saa er hun derved bleven saa vel kiendt med vor Frelsere i en sand hiertens Troe og inderlig Kierlighed.

151

✂ O dyrebare Lidelse! hvad har du hiulpet mangen Siel paa Vejen til Guds Rige. Hvor kysser David paa Guds Riis, naar han siger: før jeg blev ydmyget, foer jeg vild; men nu holder jeg dit Ord. Og atter: det giorde mig got, at jeg blev ydmyget, at jeg kunde lære dine Skikke. Ps. 119, 67. 71.

✂ O! en stor Naade, i sær, naar GUd skikker unge Mennisker Lidelser, derved at forsalte1) dem Verdens Kierlighed. Det klinger vel hart hos Marcum om de 7 Dievle; men da denne Nød har jaget hende til JEsum, og hun hos ham fandt saa stor en Salighed: hvor tit har hun da siden med mange Taarer takket ham for den Ydmygelse? O! hvad holder det ofte hart, inden den arme Siel kan rives løs fra Verden. Havde GUd ikke ved mange Plager drevet Israel i Egypten til at sukke om Befrielse, det skulde vel varet lenge, inden de havde raabt om Befrielse. Den forlorne Søn fandt2) aldrig mindste Lengsel efter Faders Huus, førend al Verden var bleven ham for trang. Luc. 15. 16. Men naar man siden erfarer Korsets Nytte, da heder det: du skal sige paa den samme Dag: jeg vil takke dig, HErre! at du har været vred paa mig; men din Vrede er bortvendt, og du trøster mig. Es. 12, 1.

* * 152

✂ Det er ellers ikke rart1) i Skriften, at GUd har gaaet underlige, ja haarde Veje i unge Aar med dem, som han vilde giøre til store Lys i sin Kirke. Hvor slet saae det ud for Abraham, da han maatte tage Pilegrims Staven, for Isaak, da han laae paa Moria Altere, for Jacob, da han flyede til Mesopotamien, for Joseph i Fængsel, for Moses i Rør-Kisten, for David i Landflygtigheden, og for Daniel, da han kom en Fange til Babel? Hvo tenkte, at de skulde blive saa ypperlige Exempler i Guds Kirke, som enten have haft faa eller ingen lige i det hele gamle Testamente? Saadanne ere ligesom de unge frugtbare Træer, som tilig beskiæres, paa det de ikke skal groe vildt, men faae betimelig den rette Vext og Beqvemhed til at bære mange skiønne Frugter Joh. 15, 2. De blive tilig vandte til at lide noget for Sandheds skyld. Det er en Mand got, at han har baaret Aaget i sin Ungdom. Han kan sidde allene, og tie, naar man legger noget paa ham. Han kan sette sin Mund i Støvet, om der maaskee er Forhaabning. Han kan lade sig slaae paa Kindbenet, han kan mættes med Forhaanelse, siger af Erfarenhed Propheten Jeremias. Begræd. B. 3, 27-30.

✂ Ja, hvor skulde Maria Magdalena, som havde sin Frelsere saa inderlig kiær, hvor skulde hun holdt den Dag ud paa

* 153

✂ Golgatha, da hun saae ham i saa stor Pine og Forsmædelse, og hørte hans ynkelige Jammer-Skrig: min GUd! min GUd! hvorfor har du forladt mig? dersom hun ikke i Korsets Skole var gaaet saa mange dasser igiennem. Thi Trængsel giør Taalmodighed, men Taalmodighed giør Forfarenhed, men Forfarenhed giør Haabet, men Haabet beskæmmer ikke. Rom. 5, 4.

✂ Dette var om Personen, for hvilken JEsus først aabenbarede sig. Og hvad angaaer

✂ II) Hvorfor JEsus først aabenbarede sig for hende? Da ligesom Evangelisten Marcus setter hende først, saa maae vi vel og lade hende Fortrinnet

✂ 1) i ivrig Lengsel efter JEsum. Hun var alle Steder med. De vare ikke alle ved Korset, men hun var der. Joh. 19, 25. Ikke alle ledsagede JEsum til Graven, men hun var med. Marc. 15, 47. Ikke alle kiøbte dyrebare Specerier til at salve JEsum, men der var hun og med. Marc. 16, 1. Ikke alle vare Løverdag-Aften at besee Graven, men der var hun og med. Matth. 28, 1. Hun var ej allene allesteds med, men hun var ogsaa foran; Saa fuld af den bitterste Lengsels Smerte, og dog meest paa Færde. Alle

✂ Men hvad ydermere hendes exemplariske Christendom angaaer, da faaer Vi derom videre at høre, naar vi efterforsker

154

✂ Evangelister sette hende foran i JEsu Opstandelses Historie. Og Johannes siger, at hun var ved Graven Paaske-Morgen, da det var endnu mørkt. Joh. 20, 1. Ja hun var med baade først og sidst; thi da alle de andre vare gaaen bort fra Graven, da stod hun der endnu, Joh. 20, 11.

✂ Dette siges ikke for at foragte de andre. Alle Apostler vare ikke Johannes, og dog vor Frelsere kiære og elskelige. Der ere smaa og store Stierner paa Himmelen. De mindre ere ogsaa Stierner. Alle Troende ere JEsu angenemme, baade svage og sterke, ja u-mistelige. Jeg mistede ingen af dem, som Du haver givet mig, siger han til sin Fader om hans svage Discipler. Joh. 18, 9. Vil vi dog hellere miste alting, end nogle af vore Lemmer, saa lenge der er Liv i dem: hvor skulde JEsus, Livet selv, miste Sine, saa lenge de ere hans Lemmer, lad være de kan være svage!

✂ Men dette siges ikke heller for derved at bifalde Troens Svaghed, ligesom man ikke skulde have Behov i saadan Tilstand desto inderligere at bede om Troens Forøgelse. Den Lampe kan snart slukkes, uden den faaer i Tide meer Olie. Og er os, efter JEsu Formaning, at vaage og bede saa meget magtpaaliggende, som det er os fornødent at beholde Guds Naade, og vinde den evige Salighed. Derfor er det og Hoved-Sagen i Mariæ

155

✂ Magdalenæ, og deslige Exempler, at give saare vel agt paa, hvad Christi Kierlighed formaaer i de Siele, som ganske have opofret sig til ham. Hvad var den Kundskab, som hun da havde, imod den, hun siden fik om hans Døds og Opstandelses herlige Frugter, og var hun dog for den Tiid saa ganske hentagen i Christi Kierlighed, at vi ikke noksom kan forundre os derover, men maae sige af Højsangen: mange Vande kan ikke slukke Kierlighed, ej heller Strømmene siunke1) den. Højsang. 8. 7.

✂ Vil vi derfor være vis i vor Sag, og blive bestandige i Troen, da maae vi i Sorg og Glæde blive i JEsu Kierlighed. Ligesom Faderen har elsket mig, saa elsker jeg eder. Bliver i Kierligheden, den, som er min. Dersom I holde mine Befalninger, skal I blive i min Kierlighed, ligesom jeg haver holdet min Faders Befalninger, og bliver i hans Kierlighed. Joh. 15, 9. 10. Dette er Vejen Eph. 5, 1. ja den ypperligste Vej 1 Cor. 12, 31. paa hvilken end ikke de allereenfoldigste kan fare vild, i hvor svag deres Kundskab end til en Tiid maatte befinde sig. I hvilken Henseende vi og ikke tage i Betenkning at sette som Aarsag, hvorfor JEsus først aabenbarede sig for Maria Magdalena,

* 156

✂ 2) Hendes u-overvindelige Lengsel efter at salve JEsu Legeme. Hvilket sees klarligen af følgende Omstændigheder: 1) da Peder og Johannes gik hiem igien fra Graven, blev hun staaendes. Og 2) græd, ja saa bitterligen, at Evangelisten, naar han har sagt: hun græd, siger han det igien: der hun da græd, som han vilde sige: o den Strøm af Taarer! I den Graad 3) kiger hun ind i Graven Joh. 20, 11. Skiønt hun havde før seet, at Graven var tom, kiger hun dog derind igien. Ligesom naar noget er bleven borte, man da gierne leder meest der, hvor man saae det sidst. Der i Graven saae hun ham sidst Marc. 15, 47. Der var hendes Skat, der var og hendes Hierte. Matth. 6, 21. Derpaa da hun uformodentlig 4) saae 2 Engle i Graven, som sagde: Qvinde! hvi græder du? siger hun: de have taget min HErre bort, bort! bort! ikke allene bort af Verden, men endog hans Legeme af Graven, at jeg ikke kan nyde den Trøst at salve ham. Det er her merkeligt, at hun ikke, som de andre Qvinder, blev forskrekket for Englene. Saa hentagen var hun af Lengsel efter JEsum, og at salve hans Legeme. Ja, man kan og merke, at, da hun saae Englene, fik hun derved noget Haab om at finde den, som havde taget hans Legeme. Hun kunde uden Tvivl fornemme, at Englene havde henvendt deres Øjne til noget, som var bag hende; thi ellers havde hun vel ikke strax

157

✂ vendt sig om fra Englene, før hun først havde hørt deres Svar paa hendes Klagemaal. Men da hun saae ingen bag sig, uden Urtegaardsmanden, tenkte hun, Englene vilde sige: at han enten var Manden, eller i det mindste vidste noget om, hvo der havde taget hans Legeme. Derfor 5) griber hun denne formeente Urtegaardsmand hart an. Bruger vel Høflighed og kalder ham Herre, men ej mindre Alvorlighed: Har du taget ham hen? Det er sandt, hun ramte paa den rette Mand, skiønt uvidendes; thi ingen uden han selv havde taget hans hellige Legeme af Graven, nemlig ved sin sejer-rige Opstandelse. Men hun ansaae ham for Urtegaardsmanden, og tillige skyldig, eller i det mindste medvidende i hans Legems Bortførelse: Derfor setter hun saa hart an, at man skulde ansee hendes Ord ikke for en skrøbelig Qvindes, men en Kiempes Tale. Ja nok er det, hun vil have ham, det gaae siden, hvor det kan. Derfor hun og 6) truer med mange Taarer, at hun vil komme og tage ham; saa vi maa sige om hende af Højsangen: Hvo er hun, som seer ud, som Morgenrøden, dejlig som Maanen, reen som Solen, forfærdelig, som de, der ere under Bannere. Højs. 6. 10.

✂ Dette ansees nu for den anden Aarsag, hvorfor den milde Frelsere aabenbarede sig først for Maria Magdalena. Ja, hvo

158

✂ der kunde seet hans Kierligheds Brand, ved saadan elskende Siels Nidkierhed for at tiene ham endog i Døden! Var han dog saa fornøjet med den, som salvede ham for1) hans Lidelse, at han vilde have hendes Gierning bekiendt, saa vidt Evangelium kom, over den ganske Verden, til hendes berømmelige Amindelse: Matth. 26, 13. hvad da Maria Magdalena, som har giort sig saa stor Bekostning og Møje? Ja, skiønt hun tenkte, han aldrig vidste det ringeste deraf, eller fik at vide, bliver dog ved at øse sine Midler ud til hans Tieneste, ja er endog færdig til at græde sig ihiel, fordi hun ikke kunde nyde den Vederqvægelse, at salve hans Legeme.

✂ Merker dette, Zions Døttre, og følger saadan brændende Fakkel. I det gamle Testamentes første Paaske var Maria, Mosis Søster, Anførere for Israels Døttre: Maria, den Prophetinde, Aarons Søster, tog en Tromme i sin Haand, og alle Qvinder udgik efter hende, og Maria svarede: Synger for HErren, thi han er beviist meget høj at være. 2 Mos. B. 15, 21. I det Nye Testamentes første Paaske er Maria Magdalena Anførere for dem, som mødte aarle ved JEsu Grav. O salig Fyrrighed at kappes om

* 159

✂ ikke at følge Verden, men søge JEsum med Lengsels Taarer! Hun var og den Due, som allerførst bragte Apostlerne, da de svævede endnu, som indelukte i Arken, paa Angestens Bølger, det søde Fredens Olie-Blad om JEsu frydefulde Opstandelse.1) Ja enhver, som hisset vil flokkes med de Jomfruer, som følge Lammet efter, hvor det gaaer, Aab. 14, 4. tenke dog, paa ingen anden Maade at kunde naae derhen, end døer vi med, da skal vi leve med; lide vi med, da skal vi medregnere2). 2 Tim. 2, 11. Den Vej er Maria Magdalena gaaet, og naar vi i Dag setter hende først iblant dem, som JEsus har frydet med sin Opstandelses Vished: saa maae vi ikke glemme at sette hende først iblant dem, som vare deelagtige i hans Lidelse og Trængsel: Hvorhen vel og billig kan henføres et hemmeligt Anliggende, som vi formoder

✂ 3) at have været Aarsag med, hvorfor JEsus aabenbarede sig først for hende. Vi har anført tilforn Evangelisten Marci Ord cap. 16, 9. at JEsus aabenbarede sig først for Maria Magdalena, af hvilken han havde uddreven 7 Dievle. Hvorfor legger han

* * 160

✂ denne Omstændighed til, maatte nogen tenke? Var hun dog ikke bekiendt nok af andet? Men det erindrer Marcus

✂ Endeel1 ) for at vise: hvad der kan blive af en arm forvildet Siel, naar den kommer til JEsum, at saadan en fuul Rede er bleven saadan dejlig Guds Tempel, og dyrebar Brud i Naadens Skiød, paa det ingen, end ikke de allerelendigste, skal tvivle om at kunde faae Naade og Salighed, naar de tage deres Tilflugt til den HErre JEsum i Troen. Rom. 5, 20. 1 Tim. 1, 15. 16.

✂ Merker dette dog, I forsagte, som erkiende Christendommens Fornødenhed, men ansee den for vanskelig, eller umuelig. Mon der er ham noget umueligt, som har igiennembrudt alle Dødens Volde, alle Helvedes Porte? Overgiver eder i Troen ganske denne vor mægtige Sejer-HErre. Han har alle vore Fiender under sine Fødder, og hos ham ere Udgange endogsaa fra Døden, siger David, Ps. 68, 21. Ja han begynder denne sin liflige Paaske Sang med den triumpherende Tone: GUd skal opstaae, at hans Fiender skulde adspredes, og de, som hade ham, skulde flye for ham. Fordriv dem, ligesom Røg bliver fordreven; ligesom Vox smelter for Ilden. Ps. 68, 2. Her maae for ham alle Baand briste, alle

* 161

✂ Lenker springe. Jeg er den første og den sidste, og den levende, og jeg var død, og see, jeg lever i al Evighed, og jeg haver Helvedes og Dødens Nøgler. Aab. 1, 18.

✂ Endeel tales der om de 7 Dievle, for at vise: Hvor ønskeligt det var, at den milde Frelsere aabenbarede sig først for hende, som den der kunde agtes at trænge meest dertil, som før har været i saa stor aandelig Nød. Thi saalenge vor kiære Frelsere levede, vilde hun ikke fra ham. Men, ak! nu var han borte.

✂ Seer dog JEsu ømme Kierlighed, I bedrøvede Hierter! her lemper han sin Paaske-Aabenbarelse efter hvers Trang og Tørst: Derfor aabenbarer han sig før for Maria Magdalena, end for de andre Qvinder; før for Peder, end de andre Apostler; før for de 2, som gik fra Jerusalem til Emaus, end for de andre af de 70 Discipler. Han er, som en Moder, der har mange smaa Børn, og løber at pleje dem alle, men først de mindste. Som een, den en Moder trøster, saaledes vil jeg, jeg trøste eder, og I skal trøstes i Jerusalem. Es. 66, 13. De mindste, som græde efter Moderen af al Magt, de gaae altid for de andre.

✂ Men vil du, beængstede Hierte, forkorte din Trængsels Tiid, da formeer, som Maria Magdalena, din Lengsels Suk og Graad. Jo meer det regner, jo før faaer det afregnet, jo hastigere kommer Solen: Og et af to er da vist, at hielpen enten kommer des

162

✂ før, eller og desto herligere siden. Derfor skal HErren bie, at han kan benaade eder, og derfor ophøje sig, at forbarme sig over eder; thi HErren er Dommens GUd, salige ere alle, som bie efter ham. Thi Folket i Zion skal boe i Jerusalem; du skal jo ikke græde saare, han skal vist benaade Dig, naar han hører dit Raabs Røst, han skal svare dig, naar han hører det. Es. 30, 18. 19. At begge fulgte paa Mariæ Magdalenæ Graad, og at hun ikke allene snart, men overflødig1) blev trøstet, det er klart, naar vi betragter

✂ III. Maaden, hvordan JEsus aabenbarede sig først for hende, nemlig:

✂ 1) Lader hende høre sin liflige Stemme: Qvinde, hvi græder Du? Hvem leder Du efter? Hvor uformodentlig taler han til hende. Det var uventeligt, da hun gik til den glædelige Paaske-Fest, til Jerusalem, at hun skulde sidste gang, efter hendes Tanker, høre ham paa Korset. Men det var endnu tusinde gange meer uformodentlig, at hun skulde her i Verden meere høre hans livsalige Tale.

✂ O! hvilken Forandring kan skee i et Øjeblik, ja naar man mindst venter det. Da HErren omvendte Zions Fængsel, da vare vi som drømmende, da blev vor Mund fyldt med Latter, og vor Tunge med Fryde-Sang. Ps. 126, 1.

* 163

✂ Hvor ynksom taler han med hende: Qvinde! du arme, forladte, eensomme, beklemte Barn! du uovervindelige Bekiendere! gaaer du her, og spørger offentlig om den, som er fordømt af alle; ja i denne skrekkelige Tiid, da Apostlerne selv helst blive hiemme? Hvi græder Du? Kan dine Øjne holde det lengere ud? Det er sandt, den Tiid er kommen, at Brudgommen er taget fra eder. Men han er her igien.

✂ Jeg vidste aldrig at stille en bange Siel og forskrekket Samvittighed noget sødere for end den korsfæste og opstandne Frelseres Ord til Maria Magdalena: Hvi græder Du? Sandt er det, at betragte vi vor Tilstand uden JEsu, ja, da maatte vi vel græde Blod. Men nu han er kommen i vort Kiød, i vort Sted har ødelagt vore Fiender og forhvervet os Himmelen, som og nu staaer aaben for alle dem, som ville: Hvo vil da giøre os noget? Hvo vil anklage Guds Udvalte? GUd er den, som retfærdiggiør. Hvo er den, som fordømmer? Christus er her, som er død, ja meget meere, som er oprejst, hvilken som er i Guds højre Haand og træder frem for os. Rom. 8, 33. 34. O hvilke Stød giør Paulus der i Frydens-Basune, at Helvedes Jericho maae ryste og falde! og her høres nu Fryde-Stemme i Zion: Græd

164

✂ ikke? Løven har vundet, som er af Judæ Stamme. Aab. 5, 5. Hvi græder Du, siger JEsus, ja

✂ hvor fortroelig spørger han hende: Hvem leder Du efter? O! de mange Gange, du har løbet her, frem og tilbage, i Mulm og Mørke, i Angest og Smerte. Hvad søger Du? Kan Du ikke sige os noget derom: Hvad er din Kiereste frem for en anden Kiereste? Højs. 5, 9. Jeg har seet hvert suurt Trin. Jeg har talt din Flugt, og jeg har giemt dine Taarer i min Flaske. Ps. 56, 9.

✂ Det Ord: Hvem leder Du efter? Er den rette Prøve-Steen for vor Christendom. Verden veed nok, hvad den leder efter. Men derimod tør Guds Børn ikke heller betenke sig lenge paa, hvad den gode Part er, som ikke skal tages fra dem. Luc. 10, 42. Og det er just Aarsagen, hvorfor hun ikke svarer paa de Ord: Hvem leder Du efter? Thi det var al Verden bekiendt. Men hun fik snart at høre, at hun var just den, som han paa denne glædelige Paaske-Morgen leedte efter, ja leedte allerførst efter, da han saa kierlig kalder paa hende: Maria! Dette sagde han med sin egen sædvanlige Stemme, saa hun nu hørte ganske tydelig, at han levede, og var opstanden fra de Døde. Og hvo kan udsige

165

✂ den Glæde, hun da fandt. Da udgik min Siel, ved det han havde talet, siger Bruden. Højs. 5, 6. Ja mig synes, det er fast underligt, at hun, ved at høre den uformodentlige allerglædeligste Tidende, ikke døde af bar Glæde.

✂ Her seer vi klarligen baade hvor den største Glæde er for Sielen, nemlig i den opstandne, saa og hvordan vi ganske vist kan faae den, nemlig ved Ordet. Mine Ord ere Aand, og ere Liv, siger han selv. Joh. 6, 63. Ingen af Disciplene fik JEsum at see efter hans Opstandelse, førend de havde først hørt Ordet derom, enten af Engler eller Mennisker, undtagen Maria Magdalena, og dog fik hun den Vished om hans Opstandelse af hans Ord, førend hun saae ham, for at vise, at Ordet er det rette Middel, hvorved han vil aabenbare sig for os. 2 Petr. 1, 19. Ja hvad er al Verdens Herlighed at regne mod et eeneste Guds Ord. Nu var Mariæ Magdalenæ Hierte fuldt til alle Brædde1) af en sand, sød Himmel-Glæde; men hvad har giort det? Et Ord, et eeneste Ord af JEsu Mund. HErrens Befalninger ere rette, som glæde Hiertet; de ere ønskeligere end Guld og meget fiint Guld, og sødere end Honning og Honning-Kage. Ps. 19, 9. 11. Saaledes blev vor Frelsere da først aabenbaret for hende af sin livsalige Stemme, og derpaa

* 166

✂ 2) Lader sig see af hende. Før tenkte hun, at det var Urtegaardsmanden; men nu saae hun, det var den Urtegaardsmand, som havde aabnet for hende og alle Guds Paradiis, ja som allerede havde givet hende af Livsens Træ, som er midt i Guds Paradiis. Aab. 2, 7. da hun ved Ordet smagte i Troen, at han og hun med ham var opstanden. Saaledes forestiller1) han sig selv som det sande Livsens Træ, af hvis Fortienestes søde Frugt de Troende allerede her begynde et evigt Liv. Jeg er Opstandelsen og Livet: hvo som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve; og hver den, som lever og troer paa mig, skal ikke døe evindelig. Joh. 11, 25.

✂ O! hvad giorde det got for de forgrædte Øjne, i sær da det var vist2) af de allersalteste Taarer, som nu saa lenge havde vædet hendes Kinder. Saa hun kunde sande med David: Min Graad er min Mad Dag og Nat, fordi man siger til mig den ganske Dag: hvor er din Gud? Ps. 42. 4. Men nu har hendes Øjne faaet Bode derfor. Nu funkler de af idel aandelig ubeskrivelig Glæde. I Paaske-Fest var Høsten moden. Men hvo skulde tenkt, at de Taarer, som hun og de andre havde saaed i disse Dage, skulde saasnart modnes til saadan glædelig Høst, og at de nu kunde

* * 167

✂ siunge med David: De, som saae med Graad, skal høste med Fryde-Sang, den som bær Sæden, som langsom sankes, gaaer flux frem og græder; men han skal visselig komme med Fryde-Sang, naar han bær sine Neger1). Ps. 126, 5. 6.

✂ Velan! saa lader, I Guds Børn! det ikke komme eder fremmed for, at I og undertiden maae fælde beske Taarer, det er jo intet nyt i denne Græde-Dal. Ja lader det ej heller krenke eders Sind, om I kommer paa disse salte Vande saa langt ud, at I intet Land kan see. I kan være i Havn, inden I tenker, som Maria Magdalena. O! hvad ventede hun i denne Paaske-Fest, ja hendes Livs Tiid intet andet end Suk og Graad, og blev dog for hende uformodentlig saa meget sød og glædelig. Ja, efterdi han har fortient os alle den Glæde, og vil saa gierne, at alle skal blive deelagtige deri, derfor hører det og til vor inderlige Glæde af JEsu første Aabenbarelse, at han desforuden

✂ 3) giver hende saa got et Budskab til hans Discipler: Rør ikke ved mig; thi jeg er ikke opfaren til min Fader. Jeg bliver

* 168

✂ her endnu nogen Stund hos eder, at I kan faae Tiid til at tale meere med mig; saa du for den skyld ikke tør holde1) saa fast ved mig. Nej, men her er noget andet for Dig at giøre. Gak bort, siig til mine Brødre. Han legger hende Ordene i Munden, hvad hun skal kalde dem paa hans Vegne, ikke allene Disciple, men endog Brødre, JEsu Brødre. Her er ingen Vrede, fordi de forlode ham, nej, ikke mindste Fortrydelse, men idel Naade. O et skrekkeligt Ord for Sathan! Er det dem, som han begierede at sigte som Hvede? dem, som han var saa sterk paa Jagt efter, at han fik Peder til at forsvære2), alle til at forløbe3) ham? ja dem, som han tenkte at have allerede i sit Garn? Hvad har han nu for al sin Møje, for alle sine gloende Pile og snedige Anløb? Hvor har det qvalt og piint ham, at Herlighedens HErre, som har knust hans Hoved, sender sine Disciple saa glædelig en Paaske-Hilsen, og i al sin Sejers Kraft og Herlighed skammer sig ikke ved at kalde dem Brødre! Ebr. 2, 11.

✂ Ja dette Ord maatte de nok smage paa, som ringe agte Guds Børn, og hans Ords Tienere, ja spotte og forfølge dem. Lad dem legge alvorlig Merke til, at Livsens Fyrste kalder dem sine Brødre. Lad dem ikke stampe imod Brodden. Lad dem ikke komme hans

* * * 169

✂ Øjesteen for nær, Zach. 2, 12. Lad dem ikke brende sig; thi HErren er selv en gloende Muur trindt omkring dem v. 9.

✂ Men især ere disse Ord overmaade trøstelige for alle arme Syndere, som kiende deres Synder og lenges efter Naaden. Det var jo meget, at den store Herre i Egypten kaldte Jacobs onde Sønner, sine Brødre: Jeg er Joseph eders Broder, den I soldte til Egypten. 1 Mos. B. 45, 4. Men hvad er det at ligne derimod, at den, som er givet al Magt i Himlen og paa Jorden, skikker de forløbne Disciple saadan Hilsen: Siig til mine Brødre. Det er Livsens søde Kierne og det pure Evangelium. Det kunde de arme bange Hierter føle. Her er ingen Vrede, men Naade foruden al Ende.

✂ Ja det Budskab har i Dag og derefter saa ganske indtaget deres Hierter, at de under de største Lidelser og Forfølgelser med u-overvindelig Frimodighed har forkyndet samme for alt Creaturet1), som er under Himlen. Col. 22). I hvilken Henseende hun og strax og først skulde forkynde dem: jeg farer op til min Fader, og til eders Fader, til min GUd, og til eders GUd. Han vil, de skal glæde sig

✂ 1) til hans endnu forestaaende større Ophøjelse. At der var ved hans Opstandelse allerede skeet et mægtigt stort Trin, nemlig fra den forskrekkelige Marter, Død og Grav, til en

* * 170

✂ fuldkommen Sejer over alle Helvedes Porte, er bekient; men den vilde endnu blive meget herligere ved hans Majestætiske Himmelfarts Triumph og Sæde hos Guds højre Haand: Og hvor kan hans Lemmer andet end inderlig glæde og fryde sig over, at han er sat til et Hoved over alting for Menigheden. Eph. 1, 22. og at de der skal see ham, som han er. 1 Joh. 3,2. Og derfor skal de og

✂ 2) inderlig glæde sig over deres nærværende salige Tilstand, at hans Fader er deres Fader, som anseer dem i sin Søn ej anderledes, end sine Børn, hvilke han ynder og elsker med en ubegribelig faderlig Kierlighed. Ja! seer hvilken Kierlighed har Faderen givet os, at vi skal kaldes hans Børn. 1 Joh. 3, 1. Og det maae de billig1) legge Merke til, som rose sig af Troen, om de finde nogen hiertelig Behag i disse JEsu Ord, at, da han paa det kraftigste vil glæde sine til Døden beklemte Discipler, intet lifligere har at trøste og oplive dem med, end at hans Fader er deres Fader, hans GUd deres GUd. Følgelig skal de og

✂ 3) i sær glæde sig til deres forestaaende herlige Arv i Himmelen. Og som der ligger saa meget Magt paa den Vished, som

* 171

✂ er Grund til alle sande Christnes Trøst i Nød og Død; saa er det Aarsag, hvorfor vor kiære Frelsere giver i Texten en dobbelt Forsikring, at han ikke allene kalder dem sine Brødre, men og sin Faders Børn. Ligesom Paulus legger dem begge sammen: Guds Arvinger og Christi Medarvinger. Rom. 8, 17.

✂ Det er at nyde JEsu Opstandelses søde Frugt, naar vi i Troen see al Helvedes Magt ødelagt, og derimod Himlene aabne og fulde af funklende Livsens Kroner, som de Troende skal bære deres korsfæste og opstandne Frelsere til Lov, Priis og Ære i al Evigheds Evighed. Havde vor Frelsere allene sendt dem Bud, at han nu var og blev hos dem, som før, her i Verden, da havde de vel ikke tenkt saa let paa deres rette Hiem; Men da han første Paaske-Dag i Morgenstunden, i hans allerførste Bud til dem, taler om at bryde op med Lejren, dette giver ret munter1) Paaske-Andagt. Eders Lender opbundne. Eders Skoe paa eders Fødder, og eders Kiep i eders Haand, det er Paaske for HErren. 2 Mos. B. 12, 11. At sige denne Verdens Egypten Farvel, og haste hiem ad til det forjettede Land, det er ret Paaske for HErren.

* 172

✂ Ere I opstandne med Christo, da søger de Ting, som ere her oven til, hvor Christus er, siddendes hos Guds højre Haand. Col. 3, 1.

✂ O! en sød Trøst for Guds Kirke i denne Verdens sidste forvirrede Tider. GUd skee Lov, vi veed jo hvor vi har hiemme. Frygt ikke, du lille Hiord! thi det er din Fader behageligt at beskikke1) dig Riget. Luc. 12, 32. Lad al Verden tumles op og ned. Guds Børns Rige er et bestandigt Rige. De ere de forstandige Folk, som have bygt deres Huus paa en Klippe. Matth. 7, 24. Og jo meer det trykker her paa alle Sider, jo meer see de op, og opløfte deres Hoveder, jo mere hige og fige herfra alle de, hvis Borgerskab er i Himmelen. Phil. 3, 20. Da den Qvinde, beklæd med Solen, som havde Maanen under hendes Fødder, ingen Roe fandt for Dragens Bitterhed, da blev hende givet den store Ørns 2 Vinger. Aab. 12, 14. da heder det: O Verden! hav nu gode Nat; I Himlen er min Sieles Skat, Jeg vil fra Jorden fige2). Ja naar det under mange svare Lidelser kan synes at være ude med dem; saa komme de dog siden frem i dobbelt Kraft. Hvorfor vil du sige, Jacob! og tale, Israel! Min Vej er skiult for HErren, og min Ret gaaer min GUd forbi? Veed du ikke? eller har du ikke hørt? HErren, den ævige GUd, som skabte jordens

* * 173

✂ Ender, kan ikke blive træt, ey heller vansmægte. Hans Forstand er urandsagelig. Han giver de trætte Kraft, og formerer deres Styrke, som ingen Kræfter have. De unge skal blive trætte og vansmægte, og de udvalte Mænd skal visselig falde. Men de, som forvente HErren, skal fornye deres Kraft, de skal opfare med Vinger, som Ørnene; de skal løbe, og ikke vansmægte, gaae og ikke blive trætte. Es. 40, 27. sq.

✂ Velan da I Troende! forlyster eder i eders opstandne Frelseres liflige Evangelio, hvori han erklærer sig saa kierlig og rundelig, at han hører nu eder til, med alt det han er og har. Hans Fader eders Fader, hans GUd eders GUd, hans Retfærdighed eders Smykke, hans Død eders Liv, hans Opstandelse eders Sejer, hans Rige eders Arvedeel, hans Aand eders Pant derpaa, hans Engler eders Vagt, hans søde Himmel eders evige Hiem. Han sagde til mig: Det er skeet. Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden. Jeg vil give den tørstige af Livsens Vands Kilde uforskyldt. Den, som vinder, skal arve alle Ting, og jeg vil være ham en GUd, og han skal være mig en Søn. Aab. 21, 6. 7.

✂ Nu her frem da ogsaa, I bedrøvede Hierter! herud af eders Sørge-Kroge alle, som have mindste sand Lengsel efter Naade og Salighed. Er det nu Tiid at sørge, da vor livsalige Immanuel

174

✂ har vundet os saadan Sejer, og er kommen igien saa mild og bliid fra Døden og Graven, for at oplive og glæde os ved sin ærefulde Opstandelses højtideligste Fryd og Herlighed. Op! og møder allesammen eders allerlivsaligste Goel med Sejers Krandse. Svinger eders Palmer med Fryde-Sange, og omringer hans Throne med det store Hallelujah: Lammet, som er slagtet, er værdigt at tage Magt og Rigdom, og Viisdom og Styrke, og Priis, og Ære og Velsignelse. Aab. 5, 12. og v. 13. den, som sidder paa Stolen1), og Lammet, være Velsignelsen, og Prisen, og Æren i al Evighed. Amen. Amen.

* 175

✂

REGISTER OVER SANGENE

✂


	Nr.
Ak Fader! lad dit Ord og Aand	304
Ak! hvad er dog Tiden lang	333
Aldrig jeg meere paa Verden vil tænke	335
Arme Skrog gaaer i Tog	322
Daarlig Mand fik bygt paa Sand	339
Den store hvide Flok vi see	352
Dejligste blandt Qvinder	308
Du smelter i Taare	288
En god Samvittighed	318
Er han borte al min Eje	307
Er ikke Ephraim min Lyst	305
Farvel, min Siæl, i JEsu Sides Vunde	353
Folk i Josvæ Dage	325
Fred i JEsu Død vi skulde	306
Frisk, Zion, paa vor Vagt	337
Glæde o Glæde! til Guddommens Sæde	300
Goliath drog fra Gath	323
Guds Søn har giort mig frie	317
Her er nyt fra Dødens Porte	298
Her er Sang paa Juda Bierge	285
Her op ad, I Døde	350
Her vil ties, her vil bies	327
Himlen, trods de grusomst' Bølger	320
Hvad blev der liden	344
Hvad er det godt at lande	349
Hvad est du dog skiøn	314
Hvad seer min Sulamith	332
Hvorledes gaaer det her	295
Hør dog, o hør dog den himmelske	287
I arme Qvinder	296
I Dag skal alting siunge	299
I fremmed Land	334
I Hælen Sværdet følger	324
Jeg seer dig, søde Lam, at staae	302
JEsus mig alting er	313
Kierligheden kunde	293
Klag dig ikke for Trang	326
Klapper nu med Haand al	301 176

	Nr.
Korset vil jeg aldrig svige	319
Kunde du dog ikke vaage	290
Lad mig, søde JEsu, møde	291
Lad os drage, bange Hierte	294
Langt oven for den Taage-Skye	342
Livet med sin Brude-Skare	284
Midt igiennem Nød og Fare	336
Min Søster har det mageligt	311
Mon JEsus mig ej ynker nu	310
Naar mit Øje	345
Nu Verdens Rige	347
O blide Stad	351
O du min Immanuel	315
O Hellig Aand! mit Hierte	331
O hvilket Himmel-Vand	303
Op dog Zion! seer du ej	286
Op min Aand, op fra dit Leer	343
Overmaade fuld af Naade	312
Paaske-Morgen, Paaske-Morgen	297
Saa sød er JEsu Hyrde-Favn	316
See dig Zion! vidt omkring	341
See! hvor hæftig Døden ryster	289
See! hvor klarer det nu op	346
Seer dog de blodige Strømme	292
Skal vi ustridig hist	328
Skulde jeg tilbage vige	321
Soel-Skivens Streg	338
Som Kiøbte og Døbte vi bære	330
Sulamith lilde	348
Vee dig, Edoms trygge Egn	340
Vor Klippe vi slippe umuelig	329
Ævig Tak, o milde	309

177

✂

LISSABONS YNKELIGE UNDERGANG

178
179

✂

Indledning

✂ Allehelgensdag den 1. november 1755 kl. 9 om morgenen blev Lissabon brat ramt af et jordskælv, som i løbet af få minutter ødelagde størstedelen af byen. Rystelsen mærkedes vidt omkring, også i Danmark, ja langt op i Sverige og i det sydlige Norge; men meddelelsen om selve Lissabonkatastrofen nåede først hertil efter godt en månedstids forløb*). Man fik nu skildringen af alle rædslerne: Masser af bygninger var i et nu forvandlet til grushobe; jorden var revnet og flammer var slået op; huse og mennesker var styrtet ned i afgrunden; der var udbrudt ildebrande, i nogle tilfælde endda påsat af tøjlesløse befolkningsdele, og ilden havde raset i flere dage, så det, der stod tilbage efter jordskælvet, på den måde var gået til grunde. Uhyggelige plyndringer havde fundet sted. Desuden havde der rejst sig en vældig flodbølge, som havde bragt oversvømmelse. Det fortaltes, at 100.000, måske 150.000 mennesker var omkommet, hvad der dog var en stærk overdrivelse.

✂ Indtrykket var overvældende i hele Europa. Hos mange rokkede det Gudstroen. Den seksårige Goethe forvandt det aldrig siden. Voltaire skrev inden årets udgang et digt, der gav udtryk for fortvivlelse. Også her hjemme fremkom der en række digte; men de er fælles om at se ulykken som en straffedom fra Gud og opfordre til bod. Dette er hovedindholdet af et lille digt i Kiøbenhavns Post Rytter for 15. december 1755, hvor der tillige loves beskærmelse fra Gud for dem, der vender om til ham. Derefter kommer provsten i Stenløse Jacob Muus med: Ruinæ illustres Lisbonæ, Tanker og Betragtninger om og over den forrige store Stad Lissabon i Portugal, dateret 18. december 1755; dette digt kommer 1756 i en forkortet anonym folkeudgave, hvor

* 180

✂ det er beregnet på at synges: Sørgelige Betragtninger over den vidtberømte Residence- og Handels-Stad i Portugal Lissabons Undergang. Et skrift af ukendt forfatter: Lissabons Ødelæggelse Eller en kort Historisk Beretning Om den Portugisiske Hoved- og Residence-Stad Lissabon, ... dens beklagelige Ruin og Undergang, 1755, slutter også med et digt. 1756 har vi den teologiske kandidat Chr. Henric Bierings Poetiske Tanker over Lissabons Ødelæggelse, og enkedronning Sophie Magdalenes hofmarskal W. W. C. v. Reitzenstein udgiver Zufällige Gedanken über das am 1sten Nov. 1755 die Stadt Lissabon betroffene Schicksaal, som blev oversat på dansk af Jac. Joh. Lund: Betænkninger i Anledning af den Skiæbne, der overgik Staden Lissabon.

✂ Til denne digtkreds hører Brorsons Lissabondigt. Det bærer årstallet 1756. Vi finder det anmeldt i H. L. Lillies Efterretninger om Nye Bøger og Lærde Sager, Marts 1756, s. 118-19, hvor der gives et referat af indholdet og siges et par ord om, at »Versene ere hist og her ziirede med smukke Tanker«, derefter en ret skarp kritik, der dog kun angår bagateller af sproglig art. Kjøbenhavnske Nye Tidender om lærde og curieuse Sager for 8. april 1756, s. 117, bringer et lille takkedigt til Brorson, mærket H. W. K. (H. W. Kaalund, tidligere præst i Vorbasse); redaktionen har dog været mindre begejstret, da den lige efter skriver om Bierings Poetiske Tanker: »Critiquen over denne Piece kan indbefattes i faa Ord, nemlig at den overgaaer alle dem vi til dato have seet over denne Materie«. Derimod har A. F. Büschings Nachrichten von dem Zustande der Wissenschaften und Künste in den Königlich Dänischen Reichen und Ländern III, Kopenh. u. Leipzig 1757 (1756), s. 267-68, en omtale af Brorsons digt, hvor det hedder: »Der Herr Bischof drücket seine Gedanken... so ernstlich, erbaulich und wohlgesezt aus, dasz man sie mit einer Rührung lesen musz die bey den Lesern gewis eine gottgefällige und heilsame Wirkung zurücklaszen wird«.

✂ Ved udarbejdelsen har Brorson, så vidt man kan se, hentet oplysninger fra bladet Kiøbenhavns Post Rytter og fra det ovennævnte skrift Lissabons Ødelæggelse. Se herom i noterne.

✂ Et blik på digtet viser, at det er delt i 9 afsnit. Indholdet er følgende:

181

✂ Første afsnit, linie 1-40: Klagesang over Lissabons fornedrelse fra den største herlighed til den bratteste ødelæggelse.

✂ Andet afsnit, linie 41-80: Skildring af jordskælvet.

✂ Tredje afsnit, linie 81-128: Betragtning over nådetidens værdi og livets usikkerhed. Uddybet beskrivelse af rædslerne ved katastrofen og de skændselsgerninger, som ledsagede den. Guds langmodighed varer længe; men når syndens mål er fuldt, afløses den af straffedom.

✂ Fjerde afsnit, linie 129-144: Smerten over Lissabons undergang afføder det ængstede spørgsmål, om dommen over denne by vil kunne vække andre af forhærdelsen.

✂ Femte afsnit, linie 145-200: Den tiltagende vantro er med sit hovmod en frygtelig trusel mod de ringe i folket og må nedkalde Guds indgriben. I Lissabon var det første hus, der faldt, det, hvori inkvisitionens undertrykkelse havde sit hjem. Den hovmodige storhed skal Gud nok vide at ramme, uden at det koster ham den mindste møje.

✂ Sjette afsnit, linie 201-248: Man skulle tro, at Lissabons skæbne måtte bringe folk i kristenheden til at gøre bod og søge til Jesu vunder. Men samtidig med, at kundskab og kultur er steget, er det ene fornødne trådt tilbage, og en hedensk klogskab, som forspilder saligheden, har vundet indpas.

✂ Syvende afsnit, linie 249-296: Lissabons vidunderlige rigdom var som en frugtbarhed, der varsler om, at høsten er nær, som vil fælde det hele; i 9 minutter var alt tilintetgjort, og de overlevende kan nu fortælle andre, hvordan hjertet er tilmode foran porten til evigheden.

✂ Ottende afsnit, linie 297-324: Det er menneskene selv, som nøder Gud til at straffe, og det var tilmed ikke på hedensk, men på kristen grund, denne uhørte straffedom nu fandt sted. Det kan ventes, at andre byer vil blive ramt på samme måde. Måtte dog brandlugten fra Lissabon i tide bringe verden til besindelse!

✂ Niende afsnit, linie 325-380: Angst og vildskab går nu side om side. Ligesom straffen vokser også synden. I sin godhed har Gud givet os livet; i Jesus tilbyder han os frelsen; hans ord har

182

✂ vi her i Norden langt klarere end folk i Lissabon; men dermed følger også det store ansvar og faren for en desto strengere dom.

✂ Digtet er affattet i aleksandrinere, det 17.-18. århundredes yndlingsversemål, som nutiden bedst kender fra parodier som Peder Paars og Kierlighed uden Strømper. Ligesom i disse digte rimer også her linierne to og to med vekslende kvindelig og mandlig udgang; men Brorsons kærlighed til rimet har givet sig udslag i, at der også er rim midt i linierne (3. fod).

✂ Indholdet er nær beslægtet med salmen om kvægpesten 1745, Tr. r. Kl., nr. 271. Det er samme syn på naturulykker, samme lære, der drages af dem.

✂ Når man mindes, at Brorson fra unge år havde forestillet sig Herrens genkomst som nær forestående (se under Tr. r. Kl., nr. 19, 6, 1-4; 259, 1, 1-2), kunne man vente, at Lissabonkatastrofen ville have kaldt denne tanke stærkt frem hos ham. Hvad havde været mere rimeligt end, at han havde skildret det, der nu var sket, som forspillet til den yderste dag? Det sker imidlertid ikke. Verdens sidste dage nævnes (linie 306), og der hentydes vel til verdens undergang (linie 364), men så at sige kun i forbigående. Der siges, at Lissabons fald lignede den yderste dag, men ikke, at det varslede dens indtræden (linie 191-92). Der tales nogle gange om dommen, men uden at man er klar over, om der menes den endelige dom eller blot en straffedom som den over Lissabon (linie 113-16; 136); på den sidstnævnte måde bruges ordet i hvert fald i linie 365. Tænk som modsætning på, med hvilken klarhed og vælde dommedag forkyndes i Tr. r. Kl., nr. 259! Det er også betegnende, at der gang på gang bliver mindet om døden og dens bratte komme (linie 231-32; 246; 354), altså en individuel termin inden den store dag. Der opfordres til at frygte for en ulykke som den, der ramte Lissabon (linie 229-30), og at betænke, at Gud griber ind over for menneskelig trods, for at hveden ikke helt skal kvæles af tidslerne (linie 157-60). Herhen hører særlig truslen mod storbyerne (linie 317-24); de er Lissabons søstre, modne til samme straf, og bør lære af dens skæbne for at kunne gå fri for ulykken (linie 309-24). Vi er med andre ord endnu inden for det dennesidige verdensløb. Formålet er at få folket til at leve livet

183

✂ sådan, at Gud ikke skal nødes til at tugte det med de store rædsler.

✂ Ejendommeligt nok forholder det sig helt anderledes med Lissabongruppen i Svane-Sang, nr. 340-43 (se ovenfor s. 15; 19). Særlig i de 2 første og den sidste af disse sange ses rystelsen i naturen som tegn på, at brudgommen er nær, at verdens aften begynder. Sangene er præget af smerte over, at jordskælvet har vist sig at være uden virkning på den blinde verden. Derfor er de, som omtalt, nok fra en noget senere tid end det store Lissabondigt. Netop skuffelsen over, at advarslerne i dette har været forgæves, kan - muligvis i forbindelse med oplevelsen af det næste jordskælv den 22. december 1759 - have medvirket til, at tanken om Herrens komme nu blussede så stærkt op hos Brorson. Sangenes eskatologiske holdning gør, at de er mere i slægt med det inderste hos ham. Derfor er de også langt større digtning end »Lissabons ynkelige Undergang«.

184
185

✂

186

✂

187

✂

✂ Ulykkelige Stad for alle dem, der findes
Paa noget Krønnik-Blad, saa vidt Europa mindes!
Du fordum beste Havn, hvor est du siunken hen,
Og lod os bar dit Navn, ja Skyggen kun, igien.
Du havde, Lissabon, en Glands som største Stierne,
En Vext som Libanon, en Grund som Mandel-Kierne,
Dit Land som Canaan med lifligst Frugt og Brød,
Saa nydelig som Mann, og beste Honning flød.
Syv Bierge var din Stavn, og vilden Hav din Lykke,
Du Freden sad i Favn, som Demant i sit Smykke,
Din Arm var Skib paa Fart, du fisked' med omkring,
Og fik saa drøy en Part af alle Verdens Ting.
Du laae som mit i Skiel af Jordens Landemerke,
Saa magelig og vel for baade Læg og Klerke,
Din Vold var Tajo Flod, hvorpaa dig Dag og Nat
To Porte aaben stod til heele Verdens Skat.
Saa blank, som Himlens Pool i Vinters klare Tider,
Gik Glandsen af din Stoel til Jordens begge Sider,
Det var din Lykkes Tegn, hvoraf ey mange veed,
I din Regierings Egn gik Solen aldrig ned.
Hvad giorte dig saa sort? du favrest Træ i Lunden,
Hvad tog dig Lyset bort, ja midt i Middags Stunden?
Hvor tabte du saa heel din Herlighed og Glands,
Du deyligste Juveel i din Europæ Krands?

* 188

✂ Hvad dig har kiendt i Fryd paa Lykkens høyest Sæde,
Forfærdes for din Lyd, og hielper dig at græde,
Din beeske Jammer-Stand beklager Hav og Jord,
Dig ynker Mark og Strand fra yderst Lapp og Moor.
Løft op med Tusind Taar din beeske Enke-Tone,
Du fik den sorte Baar i steden for din Krone,
Den første Vinter-Dag har tæret ald din Høst,
Og kast dig som et Vrag paa Dødsens vilde Kyst.
Din Dag, hvad Dag? o ney din Trængsels Nat den sorte,
Da baade Lys og Vey om Morgenen blev borte,
Den Dag skal staae blant dem, som Babel overfaldt,
Og som Jerusalem forstyrret har og qvalt.
Ja! Hvad? i dette var den haardere end hine,
Som Pilen fløy, saa snar dig treffed Dødsens Pine,
Som Strikken Fugl paa Qvist, saa greb dig Fødsels Vee,
Hvor ey af Rednings Frist var Øyeblik at see.

✂ Knap var Guds Helgens Fest begyndt med alle Klokker,
Folk som de kunde best i Kirkerne sig flokker,
I samme Øyeblik de vakler som et Baad,
Og Sangens Lyd forgik i Bævelse og Graad.
Som tusind Stykkers Knald man hørte under Jorden,
Med Domren, Slag og Skrald af fæle Afgrunds Torden,
Hver Pille gik som Rør, og Sveden overalt,
Som Draaber naar det tøer, af hvert et Ansigt faldt.

* 189

✂ Som Træets høye Top, naar den maae Vinden fire,
Saadan gik ned og op de sterk forgyldte Spire
Paa Sogne-Kirkerne, som siges at de skal
Just være tredive og syv dertil i Tal.
Hvad tænkte de som saae Palladser sank i Stave,
Og Slot og Taarne staae, som drukne naar de rave,
Her Lyd af Veg, der faldt nu et nu andet Sted!
Der Skraal af dem det galt, som gierne fulgtes med!
Den Nød, de fandt, var stor, men den, de frygted, større,
Her fløy de ud af Chor og alle Kirke-Dørre,
Men det var dog kun faa, som Livet fik forvart,
Da Huus og Kirker paa de fleste kom forsnart.
Thi da det store Stød i Jordens skiulte Render
Med Lynet giennembrød til alle Verdens Ender,
Saa giorde samme hist og her i Høyden Brud,
Men Liss'bon fik forvist det rette Bane-Skud.
Det var, som Hekkenfeld brød ud med sine Strømme,
Og Afgrunds hele Veld sig vilde her udtømme;
Men hvad kand lignes mod den Bævelse, det gav,
Da Jorden først oplod sin Mund som bondløs Grav.
O Gud! den Banken af Samvittighedens Hammer!
Og hvilke Stød det gav, at see kun disse Flammer,
Da Jordens Strube sleed alt hvad der forekom,
Som Fisken Jonam, ned udi sin fæle Vom.
De Folk i Stole sad, og de som laae i Grave,
Sank ned og fulgtes ad i Jordens Bug og Mave;
Guld, Purpur, Steen og Træe, det var som Høe og Halm,

* 190

✂ Ja baade Folk og Fæe, i denne Ild og Qvalm.
De beste Venner saae hverandre an som Døden,
Jo fleer dem rørte paa, jo svarere var Nøden,
Hver syndig Tiidsfordriv, Folk før tilhobe fik,
Nu giennem Siæl og Liv som tusind Pile gik.

✂ O Naadens Tiid, som her saa let gaaer over styre,
Hvad varstu nu saa kiær, hvert Øyeblik saa dyre,
Nu var det ikke som utidigt, at man før
Til Gud sig vendte om, end Siælen skal paa Dør.
Hvad veed vi lidet dog, vi Støv og Orme-Føde,
Hvad os, som arme Skrog, uventeligt kand møde,
Da Morgen var saa bliid, man tænkte lidt at see,
Hvad her for Aftens Tiid ja Middag skulle skee.
Hvem liden eller stor er kommen sligt i Sinde,
Sin Grav i Stuen, hvor han aad og drak, at finde,
Det dog saa stor en Part i Dødsens Angest saae,
Ja hvad end meer er svart som Død at tænke paa:
En Deel var midt udi den Fare meer forvoven,
End Folk i Barbarie, ja Ulvene i Skoven,
Hvad denne svare Ild og Jordskiælv ey har skiændt,
Har Folk som Ellevild og rasende forbrændt.
Ja naar der nogle laae med Demant Smykk' i Ørne
Og gyldne Ringe paa, da plyndred' disse Biørne
De arme Døde af, ja hver en Siug og Qvest,

* 191

✂ Og giorte Byens Grav til grusomst Røver-Nest.
Det allerverste var, (som skiændigt er at sige)
Med Guld de Ører skar og Fingre af tillige,
Saa mangen nyligst riig, har ikke nu et Sted,
At ligge syg og Lug, som fattigst Folk, i Fred.
Her hørtes oven paa og under Jorden skrige,
De store og de smaae, de Arme og de Riige,
Dog der var ingen Trøst om mindste Hielp at see,
Men kun den fulde Høst af Jammer Ach og Vee.
Fløy Moder ud i Hast med nogle Børn paa Gaden,
Gud veed hvor de blev kast blandt Vand og Ild i Staden,
De andre hiemme vreed sig som en Aal paa Ryst,
Men nogle laae og sled paa døde Moders Bryst.
Ja! ja! man bliver ved og Naadens Aand bedrøver,
Mens Guds Langmodighed saa lenge lenge tøver,
Men inden man veed af, er Dommen der saa sort
Som Nat og Storm og Hav, og skyller Alting bort.
Gud er vel kommen før, og dog blev holdt tilbage,
Ham mødte da i Dør de spædes Børne-Klage,
Naar det ey hielper, saa er Syndens Maade fuld,
Da agtes aldrig paa Stand Alder Kiøn og Kuld.
Her var ey Lærd ey Læg, hinanden trøste kunde,
Men Himmel-Skrig de skreeg udi hverandres Munde,
En Ynk at see dem staae i Støv og Røg og Stank,
Men tænk, hvordan de saae, imidlertiid de sank.
I denne ene Nød var ald Ægyptens Plage,
Ja mange Slags af Død i hver Minut at smage,
Hvad den, der kunde ey i mange Dage døe,
Hvad den, der foer sin Vey til Afgrunds dumme Søe.

* 192

✂ Ach var mit Hierte, ach! mit Øye nu en Kilde,
Jeg bedre denne Sag med Graad forklare vilde,
Naar intet hielper meer, hvad er der da for Raad
For dem, som vidre seer? slet intet uden Graad.
Kand Liss'bon dine Hug, kand dine Angest-Sukke,
Kand dine Taarers Dug os Øyet ey oplukke,
Saa maa vi frygte, at Forhærdelsen er stor,
Og Dommen har os fat i Snaren før vi troer.
Ach skulde det i sær ey Siæl og Hierte røre,
Ja skierpe hos enhver i Kirken Sind og Øre,
At tænke grundelig paa denne Kirke-Gang,
Da Meenigheden sig hver selv i Graven sang.
Ja hvad at have seet, hvor smaae de store bliver
For HErrens Majestet i saadan siunlig Iver,
Hvor læt han med et Ord kand fælde dem som Høe,
Og dette Orme-Foer blant anden Aske strøe.

✂ Folk gaaer i Verden om saa sikker og forvoven,
Som var der ingen Dom og ingen Gud deroven,
Om der er ogsaa ret en Himmel eller ey,
Derom de lige let kand sige Ja og Ney.
Da kand den gode Gud ey komme dem i Tale,
De arme Mulvarp-Skud foragter Bierg og Dale,
De tage af Hans Ord ey mere end de vil,
Som hørte Hav og Jord dem selv allene til.
Naar denne Ørne-Art faaer voxen Kloe og Vinge,
Til Luftens Herre Fart, da trøste Gud de ringe,
Da kommer Straffen nær, men vee den stolte Bye
For Ondskabs og i sær de Armes Raab i Skye.

* 193

✂ Da maa Gud fare ned og give sig tilkiende,
Og kaste Trodsighed, som Babel, over Ende,
At ey den Tidsel-Ax skal raade overalt,
Og Hveden blive strax og allevegne qvalt.
Det første Huus der faldt: (saa siger Postens Blade)
Der hedde det Gevalt, og Sagen Josephs Skade;
Just hvor Uskyldighed saa tidt har grædt sig blind,
Der brød paa dette Sted Guds Vredes Grumhed ind.
Det stod ey lenge paa med disse mange Huse
At bryde som et Straae, og ned i Jorden knuse,
Som Avnene for Vind saaledes gik det her,
Da HErrens Magt slog ind fra Verdens fire Vær.
Hvor HErrens Frygt er glad, Uskyldighed fornøyet,
Ja da er saadan Stad til Himlen selv ophøyet,
Ald Verdens Sverd og Brand, ald Helved Magt og Raad,
Ey saadan trykke kand, som undertryktes Graad.
Da Israel maatt' gaae i Babylon at græde,
Og hun de Taarer saae med en hovmodig Glæde,
Selv Balthasar hans Sind var overgiven frek,
See! da kom Haanden ind med Dødsens Pen og Blek.
O arme Støv og Muld! du glemte dig at bryste,
Og skulde pinefuld i Øyeblikket ryste,
Ja skielve som et Løv og daane for hans Fod,
Om kun det mindste Støv Gud sendte dig imod.

* 194

✂ Hvad var det vel, som hist kom Liss'bon til at beve,
En Damp, en liden Gnist blev tændt i Jordens Reve,
Det var ey nødigt her, at faae for Tønder Guld
Folk, Skibe og Gevær, at kaste dig omkuld.
Her mynstres ey Armee, her tændes ingen Bommer,
Som Døden selv at see, naar de i Luften kommer,
En Gnist giør Vinden heed, strax ringler som i Rad
Castell og Kirker ned, Muur, Slot og hele Stad.
O hvor fortabte stod' da alle frekke Sinde,
Da bare Luften lod sig i sin Harnisk finde.
Hvert Huses Fald og Slag, ja mindste Vind der kom,
Var som den sidste Dag var ringet ind til Dom.
Dog bød Gud uden det, at alt Naturens Rige
Det skulde nu med et den arme Stad bekrige,
Hvert Creatur var vendt, som Bue, dem imod,
Og hvert et Element vild' drikke deres Blod.
Thi som han før dem lod med Velstand oversvømme,
Saa kom nu fulde Flod af alle Jammers Strømme,
Naar Varmen længe staaer i Tvillings blide Tegn,
Igien vi dobbelt faaer af baade Blæst og Regn.

✂ Ved slige Himlens Tolk man skulde jo formode,
At allehaande Folk paa heele Jordens Klode
Paa Timen satte sig i Bedrings Aske ned,
Med samlet Graad og Skriig mod Himlen Hænder vreed.
Man vented' det i sær af dem i Christenheden,
Da Plagen er saa nær, at efterjage Freden,

* 195

✂ Med et beængstet Sind at søge Naadens Favn,
Og naae ved Troen ind i JEsu Vunders Havn.
De Folk i Nin've Stad ved faae Ord lod sig vække,
Laae strax for Gud og bad og græd og skreeg i Sekke,
Utallig meer vi har af Livsens Ord end de,
Og, ja ald Verden klar Guds grumme Riis kand see.
I denne sidste Tiid er Kundskab saare megen,
Ja baade Kunst og Fliid til ald Forundring stegen,
Alt got! saa sandt som vi velsigner Gud derfor,
Og kysser derudi hans milde Forsyns Spor.
Men kand vi ogsaa det om Christi Kundskab sige,
Det nødige er et, og bør for aldting stige,
Elendig Viisdom som vel voxer Nat og Dag,
Men agter lidet om den ene store Sag.
Naar Luften sort og suur et farligt Vær forkynder,
Umælend' Creatur sig strax til Hulen skynder,
At søge Sikkerhed, hvor Faren er at see,
De kloge Folk ey veed, men nok det dumme Kree.
Den Fliid som bliver brugt til Jorden at forbedre,
Og mere sammes Frugt, bør frilig hver at hædre,
Naar først Guds Rige og Retfærdighed er søgt,
Thi Huset ellers dog paa Sandet bliver bygt.
Hvad om vi Marken fik saa frugtbar som vi vilde,
Og den med Liss'bon gik, og skundsed' som en Kilde,
Hvad om og Jorden end, saa længe vi, bestaaer,
Vi falde dog i den, ey veed hvad Time naar.

* 196

✂ Hvad heeder den Forstand, hvis høye Sigt og Sinde
Seer Gud i mindste Grand, og kand ham dog ey finde,
Som selv indbilder sig foruden Christi Troe
At nyde inderlig den rette Siæle-Roe.
Det heder Hedensk klog, ey meere end det samme;
Men Christne skulde dog sig ret i Hiertet skamme,
Som ey ved Naadens Glands og Ordets Himmel-Skin
Kand komme ret til Sands og Livets sande Trin.
Hvad er den Viisdom liig, som sig saa skiøn indbilder,
At den giør klog og riig, men Saligheden spilder?
At den er frie, dog Jord (dens glimre Lyst og Pragt)
Har over den saa stor ja ret tyrrannisk Magt.
Bort Verden med din Gud, som Rust og Møll opæder,
Og døer ved Dødens Bud med alle dine Glæder,
Ja da ey slipper dig alleene saa forladt,
Men piner ynkelig i Evighedens Nat.

✂ O Lissabon! hvo var paa Verdens Jord din Lige?
Du havde gyldne Kar og Sølv som Sal'mons Riige,
Ja før du fløy din Vey, og sad endnu i Fred,
Hvor mangen ønskte ey at være i dit Sted.
Din Lykkes Morgenskiær fra fordum Tiid begyndte,
To heele Verdener de stræbte dig at pynte,

* 197

✂ Du derfor kunde nok med Demant smykke ud
Hver Konge-Ring og Stok, Sverd, Krone, Spiir og Brud.
Din Circul gik omkring paa heele Jordens Klode,
Du vandt saa store Ting med din Brasilisk Flode,
Hvad under, du blev kiendt, saa meget vel i Stand,
Da Kiernen dig blev sendt af Verdens beste Land.
Din Havn var dyb og viid paa mange Miil' og Favne,
Dog trang som Markets Tiid, hvor alle vilde havne,
Her gik din' Anker-Tov bestandig ned og op,
Og for dig laae en Skov af Masters Seyl og Top.
Du varst saa fiin og glat, som Guld og Perle-Smykke,
Saa deylig sammensat af Kunst og Fliid og Lykke,
Som i din Eye gik til allerstørste Flor,
Men i et Øyeblik herfra som Skyggen foer.
Gaaer Skibet, Noah Ark, med spendte Seyle-Vinger,
Som Bierne i Mark blant Blomsterne sig svinger,
De sanker flittig, men dog tidt til andres Tand
Og har til sidst igien kun Stank og Røg og Brand.
Ald Verden med dig snart har samlet til din Kage,
Og ligesom havt Part i dine gode Dage,
Snart blev din Bie-Stok fuld, du skiønne store Bye,
Af Perler Sølv og Guld, snart og en Røg i Skye.

✂ - - -

* 198

✂ Hvad maatte nok dit Land Extrema dura hede,
Hvis Frugtbarhed din Stand har kundet ret udbrede,
Men mindte dig og dem, som gaaer saa høyt i Vær,
Til Modenheden frem, at Seglen den er nær.
Ja! Ja! det har den Art med Velstands fulde Maane,
Tit Lyset meest er klart, naar det vil til at daane;
Naar deyligst Sommer Dag er usædvanlig heed,
Da har vi Torden-Slag fra Himlen, før vi veed.
Thi bør vi her at gaae, som de der Afskeed tage,
Det kommer hastig paa med Høstens knappe Dage,
Som Solens Straaler stod paa Liss'bons Taarne blank,
Kort før de faldt fra Rod, og ned i Graven sank.
Tre gang ti tusind sank af Huuse, af Pallatzer,
Og resten var en Stank af sorte øde Pladser,
I nie Minutters Tiid man saae den store Stad
Først som en Brud, saa bliid, og siden som et Rad.
De fleste fore hen som Ild i Krud saa fage,
Der blev en Deel igien de andre at beklage,
Og sige Folk, som gaaer i Tiden sikkre fort,
Hvorledes Hiertet slaaer for Evighedens Port.

✂ Men hvad er det for Art af Folk vi her maae høre,
Som nøder Gud saa hart en fremmed Ting at giøre,
I steden for at faae hans søde Kierlighed,
Ham tvinger til at slaae ja ret i Afgrund ned.
De arme Folk, som gaaer i Hedenskabet blinde,

✂ - - -

* 199

✂ Sit ogsaa fik og faaer af disse Stød at finde,
Dog bør at merkes, hvor hun aabned' først sin Mund
Saa høyt den vrede Jord, det var jo Christen Grund.
Ved saa uhørlig haard og pludselig en Plage,
Vi nok en Vending faaer i Verdens sidste Dage,
Fra Noah Jord blev tør og Plov paa hende ført,
Ey slige Jordskiælv' før er under Himlen hørt.
Saa gaaer vel fleer' i Grund, hun har vel mangen Syster;
Det er med Plagens Stund, som naar man Træet ryster,
Som naar Propheten saae først Babylon i Bad,
Saa fulgte Moab paa og andre fleer i Rad.
Saa seer, I høye Træer! Guds Øxe lagt ved Roden,
Gid ikke fiern og nær, var meer til Straffen moden,
End bæver Jorden! Vee! hans mange Piles Maal,
Og hvo der faaer at se hans Vredes store Skaal.
I store Stæder, som med hende før har handlet,
Der nu er reent vendt om og i et Speyl forvandlet,
Ach speyler Eder da i Lissabons Gestalt,
Og henter nu derfra den sande Viisdoms Salt.
Lad Lissabon! din Soed den gandske Verden lugte,
Og hvad vort høye Mod og korte Lyst kand frugte,
Ja hvo dit Sølv og Guld har blindet med sin Glands,
Maatt' komme i din Muld og Røg igien til Sands.

* 200

✂ Vi grue maa saa tidt vi høre Posten blæse,
Af got han har saa lidt fra Landene at læse;
Her flyder man i Graad for HErrens Vredes Riis!
Der er man Vild og Kaad paa første Verdens Viis!
Imidlertid man seer forfærdelige Domme
I Verden meer og meer at true, ja at komme,
Saa voxer Syndens Straf, men Synden ligesaa,
Paa baade Jord og Hav, hvad der vil følge paa?
Det er en suur Comet i vores Tiid oprunden,
Som aldrig bliver seet, før Riset alt er bunden,
Men saa skal denne Jord selv være Vidne til,
Ja alle Himle, hvor Gud nødig straffe vil.
I Bierge agter paa og hører HErrens Trætte,
Hvorledes han maae gaae med Christne Folk i Rette!
Da han saa gierne vil dem unde Himle-Stand,
Saa nøder de ham til at sette dem i Band.
Saa staalehærdet mod saa meget got at nyde,
Vel maatte Christen Blod, ja Stok og Steen fortryde,
En Oxe kiender jo sin Herre, ja en Hund,
Hvad er han den dog troe, som fylder ham hans Mund.
Hvad fik Gud for saa rar og stor en Gave: Livet,
Og hvad han dertil har saa overflødig givet,
Hvad, for han os har fried af saa utallig Nød,

* 201

✂ Og saadan deylig Tiid lod regne os i Skiød.
Var det for lidet til et kræsent Barn at degge,
Han vilde, ja han vil end saa og saa tillegge
Af Glæde, ja af alt hans rige Huus og Bord,
Om vi til Fode faldt, og kyssed' Livsens Ord.
Men setter vi saa frit vor Salighed til Side,
Og falder Døden midt i Struben før vi vide,
(O Vee! de vide Spor ey anden Ende faaer)
Hvad fik da JEsus for hans mange mange Saar?
Folk har fortørnet Gud, fortient en evig Vrede,
Saa sender han sit Bud, som skal saa flittig bede,
De jo maae komme snart i JEsu søde Navn,
Han har giort alting klart, og løbe ham i Favn,
Gud byder frem sin Søn, sin Aand, sin Fred, sit Rige,
Hvo kand den Naade-Løn i Evighed udsige,
Naar Gud nu faaer kun Stank og ingen lyde vil,
Hvad Under: Jorden sank, ja hele Himlen til!
Jo! sandelig den Dom maae nok, som de har prøvet,
Der var i Lissabom, os kaste ned i Støvet,
At vente større, end som disse, Syndsens Straf,
Ja! eller bede den i JEsu Vunder af.
Den Regning den er snart, ja meget læt at giøre,
Guds Ord, som vi, saa klart de aldrig fik at høre.
Merk dette og bliv klog du Christen Folk i Nord!
De fik, dem HErren slog, knap Smuler af dit Bord.
Den Svend, som ey har tient saaledes, som han skulde,
Skiønt han har aldrig kiendt sin Herres Sind til fulde,
Naar han faaer Slag paa Kind den anden dette seer,
Som veed sin Herres Sind, dog agter det ey meer.

* 202

✂ Hvad naar han griber Skaft til denne Knegt i Harme
Af ald sin Næves Kraft ham Lænderne at varme;
Gik det med Sodoma og med Gomorra saa,
Hvor vil Coratzin, ja Capernaum bestaae?

* 203

✂

MINDRE DIGTE

204
205

✂

Lykønskningsdigt til Niels Vedel (Nicolaus Wedelius el. Welleius)
1717

✂ Veri natura est, amor non fugit aspera lucis
Fata, fides homines nec timet orta DEO.
Indolis eiusdem tu frater (vera fatendum est)
Es, qui semper eras, publica facta probant.
Scande (nec inuideo) phoebaeia castra, sit alma
Veri tuta tua sub statione fides.
Hine, dum tellus håbet fidei vestigia Veri
Atque fides fraudis nescia sancta manet.

✂ - - -

* * * * * * 206

✂ OWelleie tuae debitae praeconia laudis,
Quae Tibi Iena dabit, nescia mortis erunt.
Virtutis patriae tu cultor et aemule felix,
Deueneranda Domus spesque decusque Patris.
Per te Welleiae capit incrementa paternae
Inclyta stirps veteri nobilitate domus.
Plaudite sed raucum (nec despice) nostra triumphis
Addit Apollineis Cimbrica musa Vale.

✂

Respondenti

✂ Nobilissimo et praestantissimo, amico coniunctissimo,
fratri mellitissimo Nicolao Wedelio
gratulandus haec mittit
Johannes Adolphvs Broerson
Cimbro - Danus

207

✂

Ved Anna Christina Brorsons begravelse
19. juni 1721

✂ Om jeg Christinis Grav et Paradies vil kalde,
Da skal vel mangen een i slige Tancker falde:
Hvor kand en Aske-Krog, den sorte Orme vraa
Med Frydens Paradies i nogen Ligning staae?
Før skulde Herre Slot sig rime med en Tue,
Det mindste Natte-Lyys med Solens blancke Lue,
Det store Verdens Hav med mindste draabe Vand,
Før Eden lignet blev med Gravens mørke Land.
Jeg lader Paradies beholde ald sin Ære,
Dog saa, at Graven skal for Hende Prisen bære,
O Du vort Kikajon, vort søde Hvile-Rum,
Vort Legems Aftegts Boe og Længsels Hovet-Sum.
Hvor vores tunge Krop skal aldrig meere værcke,
Men boe saa tryggelig i Trygheds Eene-Mærcke;
Der mand Lyksalighed af Paradies forjog,
Den da sin Residentz i Gravens Skantze tog.
O I ved JEsu Død friefegted Næder-Lande!
Hvor ingen Sorg og Synd sig med vor Fred skal blande,
Luck dine Porte vidt du Frieheds Skantze op,
Saa hviler hun fra Striid vor stive Legems Krop.
Saa længe som vi paa vort tunge Støv maa slæbe,
Til Døden bryder ind, og sidder os paa Læbe,
Er ingen Roe og Rast, vi tumles som et Hav;
Men her er Rolighed at finde i vor Grav.

* 208

✂ Det stærcke Firmament i Solens blancke Rige
Skal Gravens Herlighed i alle Poster vige,
Var Verden end en Ring af purest Ophir-Guld,
Den Demant derudi er dog vor Graves Muld.
Her er et Orme-Sted; Mens siden Edens Slange
I Christi Grav blev giort til ævig Spot og Fange,
Og siden Livsens Træ blev ned i Graven lagt,
Saa miste Døden strax i Graven ald sin Magt.
Af den bedrøved Mand med sine fire Poder
Der seer du Edens Strøm med sine fire Floder,
Vor Boods og Kaarses Graad er Paradises Vand,
Just af det slags vi veed Guds Engle glæde kand.
Her er en Rose lagt (Trotz Edens Rosmariner)
Af Christi Roser af de rareste Christiner,
En Rose Himmel-Sød imens vi Hende saae,
Hvis Længsels Minde vi til Døden bære maae.
At og den Jord og Sted, hvor Hun sig lod begrave,
Er os et Blomster-Bed og yndig Rosen-Have,
Sov sødt, Du yndigste udi Din Rosen-Dal!
I Ævighedens Vaar Du ævig blomstre skal.

✂ Paa det eene Vaaben stoed.
De Lyys og Ære-Tegn paa HErrens Alter sat
Skal icke føre os Din Yndighed i Sinde,
Som bæres af enhver i dybest Længsels Minde,
Men vidner, at Du varst et Lyys i Mørckheds Nat.

✂ Paa det andet Vaaben.
Her staar vel Navnet neden til,
Men den, som Dyden tegne vil,
Maa gierne slette Navnet ud,
Og sætte: Altiid Christi Brud.

✂ Hans Adolph Brorson.

* 209

✂

Mindedigt om Johann Herrmann Schrader
1737

✂ Beliebtes Tondern! hat des Höchsten Hand erlaubet,

✂ Dasz dir der theure Mann so frühe wird beraubet?

✂ Dein SCHRADER, deine Lust, das grosse Kirchen-Licht,

✂ Ist Er so früh dahin? Ach! ich begreif es nicht.

✂ Was mag der liebe GOtt mit dir im Sinne haben,

✂ Du findest nicht so leicht, was du anjetzt begraben.

✂ Dasz solche sterben, mag wohl ein Geheimnisz seyn,

✂ Doch, wer es recht bedenckt, der siehets etwas ein.

✂ Betrübtes Tondern! ist dein güldner Mund verschlossen?

✂ Der dich so fleiszig hat mit Himmels-Thau begossen,

✂ Der dich mit Manna hat im Ueberflusz vermehrt,

✂ Und Seine Kräfte, dich zu stärcken, gantz verzehrt.

✂ Sag an, geehrte Stadt, wie kanst du das verdauen,

✂ Nicht deinen SCHRADER auf der Cantzel mehr zu schauen?

✂ Ich dencke tausendmal an Tondern, wie dabey,

✂ O allerliebste Stadt, dir doch zu muthe sey.

✂ Ich sage nicht zu viel von deinen grossen Gaben,

✂ Dadurch dich GOtt bis an den Himmel hat erhaben,

✂ O! hat er dir nicht viel durch diesen Mann geschenckt?

✂ O herbes Wort! nun wird Er in das Grab versenckt.

✂ Sein Vortrag brach hervor wie ein Christall gantz helle,

✂ Mit grossem Ueberflusz aus unerschöpfter Quelle,

✂ So offt Herr SCHRADER auf der Cantzel trat herfür,

✂ So flosz ein gantzer Strohm der Lehre aus zu dir.

✂ Er theilte reichlich aus zu ungemeinem Seegen,

✂ Was von Erfahrung Er gehabt in GOttes Wegen,

✂ Worin dein SCHRADER es gewiszlich hoch gebracht,

✂ Wie das bey denen, die Ihn kannten, ausgemacht,

✂ Er grif die Hertzen an, und machte alles rege,

✂ Er zeigte Sonnen-klar die finstre Höllen-Wege,

* 210

✂ Drang mit dem Worte in dein innerstes hinein,
Und deckte gründlich auf, was Kraft und was nur Schein.
Wahr ist es: Einer kann und musz nicht alles haben,
Nach dem es theilet aus die Quelle aller Gaben,
Doch hat Er gantz gewisz ein grosses Maasz gehabt,
Er war, und du an Ihm, mein Tondern, hochbegabt.
Er zeigte: Wie die Welt im Grunde sey verdorben,
Er zeigte, was uns ist durch CHristi Blut erworben,
Wie die Gerechtigkeit des Glaubens alles sey,
Doch, dasz sie nirgends, wo des Lebens nicht dabey.
Die grosse Seligkeit, mit GOtt vereinigt werden,
Der süsse Gnaden-Stand, das Himmelreich auf Erden,
Da drang Er immer auf, und zeigte, wie verflucht
Die arme Seele sey, die dieses nicht gesucht.
Er straffte ohne Scheu, was straffbar war verhanden,
Als wenn Er wäre in des Himmels-Thür gestanden,
Sein Hertz war ungescheut, doch das Gewissen zart,
Und das ist dir ein Bild von Seiner Lebens-Art.
Mein Kiel der nicht gewohnt auf solche Art zu dichten,
Es andern überläst, Sein Grabschrifft aufzurichten
So, wie Er recht vor GOtt und Menschen ausgesehn,
Denn wird die Redlichkeit uns recht vor Augen stehn.
Wenn wird es immerhin uns in Gedancken schweben,
Wie man doch kämpfen soli nach jenem Freuden Leben,
Im Glauben munter seyn, gewaffnet Tag und Nacht,
Bis dasz die kurtze Zeit gottselig zugebracht.
Das war es auch, warum Herr SCHRADER hier geschwitzet,
Und Sein entbrandter Geist gedonnert und geblitzet,
Ej suchet, suchet doch in dieser kurtzen Frist
Was oben ewig-süsz und unvergänglich ist.
Das nim bey seinem Grab mein Tondern mit zur Beute,
Wie oft Er in dich drang mit Seinem heute! heute!
Schaf eilig, was noch vor dem Tode musz geschehn,

* 211

✂ So wirst du wohl geschickt bey Seinem Grabe stehn.
Die Seele, die den Schmertz vor allen musz empfinden,
Das hochbetrübte Hertz wird JEsus selbst verbinden,
Dergleichen Prüfung giebt den seligsten Versuch,
Dasz, wer nur JEsum hat, der hat an Ihm genug.
Man wage es getrost auf Seine grosse Gnade,
Es kan nicht möglich seyn, und wäre immer Schade,
Wenn GOtt nicht könnte mehr erfreuen, als die Welt
Die Seele drücken kan, so wär es schlecht bestellt.
Ach nein! was JEsus ist, und was Er hat verheissen,
Das wird er auch an Ihr in grosser Kraft beweisen,
Denn, was Sie suchet, ist die süsse Seelen-Ruh,
Was GOtt an Ihr gethan, ist auch der Weg dazu.
Mein Tondern lebe wohl, und lasz dir dieses Scheiden
Der gantzen grossen Welt ihr Eitelkeit verleiden,
Der Heiland mache dich in seiner Gnade grosz,
Und sammle uns zuletzt in seinem Himmels-Schoosz.

✂ Aus zurückgebliebener Begierde gegen

✂ DEN WOHLSELIGEN

✂ und zur Bezeugung brüderlicher Gemeinschaft

✂ vorgestellet von

✂ HANS ADOLPH BRORSON

✂ Stifft-Probst zu Ripen.

212

✂ Allerunderdanigste Hiertens Lyk-Ønskning til Deres Kongelig Majestæter Majestæter, Den Stormægtigste MONARCH og Allernaadigste Arve-Konge og Herre

✂

KONG CHRISTIAN DEN SIETTE,
Og Den Allernaadigste og Allermildeste Dronning,
DRONNING SOPHIA MAGDALENA,

✂ Paa Deres Høj-prægtigste og glædeligste Indtogs-Dag,

✂ Paa Deres Nye Kongelige Slot i Kiøbenhavn.

✂ Den 26. Novembr. Anno 1740.

✂ HØJ-PRÆGTIG SLOT I KIØBENHAVN,
Nu vaagner først din Lykke,
Nu skal du bære Zions Navn,
Og faae dit rette Smykke.
Din Marmor-Pragt, din gylden-Glands,
Din Dejlighed og Styrke,
Maa baade her og udenlands
Vel ald Forundring dyrke.
Dog det er ej en Skygge nær
Af det som jeg vil sige,
Og hvorfor du est eene værd,
At kaldes uden Lige.
Det giør dit Navn saa sødt og got,
Og stort, at du maae være
DEN ALLERBESTE KONGES SLOT,
Som Jorden har at bære.
Den Ære blinker højt i Skye,
Trods Demant og Carbunchel,
Mod den er Ophir-Guld kun Blye,

* 213

✂ Og rarest Perle dunkel.
Saa staae da nu evindelig,
Du rare KONGE-SÆDE,
Og Himlen overøse dig
Med Lykke, Fred og Glæde.
Af dig skal Retten velte ned
Som mange stærke Vande,
At drukne Uretfærdighed
I alle KONGENS Lande.
At den, som boer i Straae og Leer,
Og HErrens Fred, kand græde,
Saa tit hand KONGENS Bolig seer,
Af Hiertens Fryd og Glæde.
At de, som bygge deres Vraae
Med Uret, Vold og Renker,
Sig skamme og forfærdes maae,
Naar de kun paa dig tænker.
O KONGE-SLOT! din Priis er stor!
O GUD skee Lov! vi vide
Hvor LANDETS FROMME FADER boer
Ved Rettens højre Side.
Du Ædelsteen i Verdens Ring,
Lad dine Straaler blinke,
I vort og alle Land' omkring,
Til Himlen os at vinke.
Du KONGE SLOT, som er saa skiøn
For alle Residentzer,
Skal vies ind med Tak og Bøn
I alle Rigets Grændser.

✂ * * *

✂ Drag ind, STORMÆGTIGSTE MONARCH!
GUds Miskundhed dig følger,
Dit Slot bestaae, som Noah Ark,

* 214

✂ Med alle Modgangs-Bølger!
Vor David seer af Zions Slot
Til Himlens Firmamente,
Og tænker, hvad det dog er got,
Et bedre vist at vente.
Gak, STORE DRONNING! RIGETS PRIIS,
OG LANDETS MILDE MODER,
GUD lad i dette Paradiis
Dig smage Livsens Floder.
gandske Hierte, Siæl og Sind
Med Himlen sig foreene,
Og siden gak i Himlen ind,
SOPHIA MAGDALENE.
GUD spare DEM i mange Aar
Paa dette KONGE-SÆDE,
Det PAR for alle, hvor de gaaer,
Velsigne, styrke, glæde!
GUD KONGENS SÆD og Rigets HØST
Velsigne uden Ende,
Og lade hele LANDETS LYST
Sin Naade daglig kiende!
PRINCESSERNE GUD altid ved
Sin egen Haand ledsage,
Befæste ARVE-HUSETS Fred
Til Verdens sidste Dage!

✂ DERES KONGELIGE MAJEST. MAJEST.

✂ Min ALLERNAADIGSTE ARVE-HERRES OG KONGES,

✂ Min ALLERNAADIGSTE DRONNINGS

✂ Ribe, den 23 Novembr. 1740.

✂ Aller-underdanigste Undersaat og u-afladelige Forbedere

✂ HANS ADOLPH BRORSSON.

✂ Stifts-Proust i Ribe, og Sognepræst til vor Frue Kirke.

215

✂

To nytårsdigte til Johan Ludvig v. Holstein
1742 og 1744

✂

I.

✂ Deres Excellence, Høy-Velbaarne Herre, Herr Johan Ludvig von Holstein, Ridder, Hans Kongel. Mayts til Dannemark og Norge høyst betroede Geheime Conference Raad, Geheime Raad, Cammer-Herre og Ober-Secreterer ved det danske Cancellie, Præses i General-Kircke-Inspections Collegio etc. etc.

✂ Ønsker ved dette Nye Aars tiltrædelse ald Naade, Fred og Salighed af Gud vor Fader ved vor Herre Jesum Christum

✂ Deres Excellences

✂ underdanigste tienere og Forbedere

✂ hos Gud

✂ Hans Adolph Brorson.

✂ Ribe d. 1. Jan. 1742.

✂ Da Tiden ingen Hvile veed
Før dend engang sig ender,
Som Lyyset aldtid synker ned,
Til det ey meere brænder,
Bestaaer i ald sin Sammenhæng
Af Øjeblik med Vinger,
Kand briste, som en Harpe-streng,
Naar Tonen deyligst klinger:
Saa har da de, som ret forstaaer
At tælle deres Dage,

* 216

✂ Og samle i de gode Aar
Hvad ævig vel kand smage,
Betænkt, at vilde aldrig roe,
Før Havnen dend var funden,
Og ingen Tid i Verden troe,
Før Tiden var forsvunden.
Dend Dag og Aar, som gik paa dør,
Er ey i vores Evne,
Dend Tid, vi har, er borte, før
Vi dend engang kand nevne;
Dend Tid, som kommer, veed vi ey,
Om dend til os vil komme,
Saa meget skiult er Tidens Vey
Til ald vor Tid er omme,
Dog dis imidlertid saa rar,
Som ingen kand beskrive,
For ald dend Deel vor Herre har
Os foresat at drive.
Af Tiden ey dend mindste Stund
Vi havde, har og vendter,
At der jo af saa stort et Pund
Skal svares daglig Rendter,
At bygge, som vi skulde boe
I Verden alle Dage,
Og dog i ingen Ting vor Roe
Af heele Verden tage.
Som Folket roer i Skibet ey,
At blive der paa Vandet,
Men haster giennem Bølgens Vey,
Thi sindet er paa Landet.
Guds Kircke gaaer i Tidens spor,
Det faaer dend nok at finde,

* 217

✂ Men sindet er dog uden for,
alt i Himlen inde.
Med ald sin fliid arbeyde her,
Dog heele Verden glemme,
Det er en Kunst for dem i sær
Som har i Himlen hiemme.

✂ Da Deres Excellence staaer
Som Muur for alle Stænder,
Og Rigets høye Sager gaar
Igiennem Deres Hænder,
Saa mange som en stridig Flod
Til Guds og Kongens Ære
(Gid Danmark aldrig saadan god
Geheime-Raad undvære),
Kand Deres Excellentz engang
Ej vide ret, hvorledes
At nogen bliver Tiden lang
Og derved kunde keedes;
Dog Deres Excellences Agt
Gaaer over alle Tider,
Bemander sig med Naadens Pagt
Og efter Himlen strider.
Hvad Under? Tid og Ævighed
Sig venligen foreene
At pryde saadan dyre Sved
Med Seyers Palme greene.
Det overvejer nok enhver
Af Kongens Undersatter,
Som Kircken har og Landet kiær
Og høyt sin Konge skatter.
Næst Kongens eget Huus og Hiem,
Som Himlen selv besmykke,
Er ingens os saa angenem,

* 218

✂ Som Holsteins Liv og Lykke.
Gud løfte selv sit Aasyyn paa
Hans Excellences Møje,
Og ald Hans Raad og Verk bestaae
Som Solen i det Høje!
Langvarig Velstand, Sundhed, Fred,
Hans gandske Huus bepryde!
Saa skal Lyksalighed der ved
Til heele Landet flyde.
Lad ald dend Deel, Ham hører til,
Velsignes over maade!
Lad ald dend Deel, Hand drive vil,
Til Herrens Priis geraade!
Guds Viisdom selv Hans reene Sind
Med Himmel-Glands forgylde,
Og føre ald Hans Afkom ind
I beste Velstands Fylde!
Opholde med ham sund og glad
Hans dyrebare Mage,
Og lad Dem ikke skilles ad,
Før Begge mæt af dage
Kand ind med Fryd i Himlen gaae
Til Livsens Arve-Krone,
Og Frydens gyldne Harpe slaae
For Lammets Purpur-Throne!

219

✂

II.

✂ Dend Høyvelbaarne Herre, Hans Excellence Johan Ludvig von Holstein Til Wreilef Closter, Leire, Rønnesholm og Fuglsieg, Ridder, Hans Kongl. Majts til Danmark og Norge Høystbetroede Geheime-Conference Raad, Geheime-Raad i Conseilet, Canimer-Herre og Obersecreterer, Præses i Collegio de cursu Evangelii promovendo og General-Kircke Inspection med hans Høyvelbaarne Familie

✂ Ønsker ald Naade og Velsignelse af dend barmhiertige Gud i dette ny og mange paafølgende flere aar

✂ Hans Excellences Min Naadigste Herres og

✂ høye Patrons underdanigste Tienere

✂ og Forbedere

✂ H. A. Brorson.

✂ Ribe d. 1. Jan: 1744.

✂ Kom hiertens Kiære Nytaarsdag
Fra søde Himmerige,
Vi møder dig med Favne-tag
Og glædeligen sige:
O Gud skee Lov! Det gamle gik
I fred og gode dage,
Og tak for hvert et Øyeblik
af baade fryd og plage.
Lad Tiden slide sine Aar
Lad Aarene sig vende,
Vi veed, at Himlen ævig staaer,
At Naaden ey har ende.
Guds Miskundhed er daglig ny,
Hvo vilde troen hindre
At see i Nytaars Morgen-sky
Guds Kierlighed at tindre?
Saa lad min Gud af samme Veld,
Som aldrig aldrig tømmes,
Af Velstand, Lykke, fred og Held

220

✂ Skinbarlig oversvømmes
Vor Konges Dyrebare Mand
Hans Høyvelbaarne Frue
Hans ædle Plandter, høye Stand,
Hans Vælde og Formue;
Lad ald Hans høye viisdoms Raad
Til Landets Bedste lykkes
Hans fliid og Møye, Drifft og Daad
Med Himlens Ære smykkes!
Lad dine Englers Vare-tægt
Ald farlighed fordrive,
Von Holsteins Huus fra Slegt til Slegt
Guds Miskundhed omgive!

* 221

✂

Digt om lavmand Peter Sønderborg i brev til præsten David Grønlund
1747

✂ Velærværdige, elskelige Hr. David Grønlund.

✂ Jeg sender herhos den dyrebare Salig Synderborgs Førelse, som jeg med megen Fornøielse har igiennemlæst, hvorved Efterfølgende flød mig i Tanker og Pennen:

✂ Hvad hører vi for nyt fra Landene i Nord?
Den Kiempe Sønderborg blandt, Norge, dine Fielde
Forsvarer, som en Muur, det søde Naadens Ord,
At det, som kaldes nyt, har apostolisk Ælde.
Lutherus har i ham en reen og sanddru Tolk,
Til Troens Liv og Kraft i Midnats Land at prise.
Til Lykke tusindfold, I kiære norske Folk,
Som slige Vidner har for Sandhed frem at vise.
Men, søde Sønderborg, siig, hvorfor var det, at
Du gik blandt Biergene saa tit og græd saa modig?
Det var i Sandhed ei for nogen Verdens Skat,
Men for at finde ham, som hængte for dig blodig.
Ja! O den Glædesstrøm, som dig paa Kinden stod,
Naar du hans Favnetag i Troen kunde finde,
Det var som Himlen selv i Skoven sig oplod,
Og der var Paradiis i alle dine Sinde.
Den Nordmand Sønderborg har kiendt dig Syndeborg,
Du arme Jord og dybt sin Siæles Nød erfaret;
Men, o, en salig Nød, og sukkersøde Sorg,

* 222

✂ Som Syndeborgen ham saa grundig har forklaret,
Den Lavmand, at han blev en lav og nedrig Mand,
Men troede, det er det, man stort om ham kan melde;
Nu er han riig og stor og høi i Englestand,
Og al hans Strid er vendt til evig Seir og Vælde.
Tak, Norge, du har før bragt os det pure Guld,
Og Skattekamre fyldt af dine sølvrig' Aarer,
Det er bekiendt, behold dit rare Støv og Muld,
Men skik os mere af forelskte Siæles Taarer.

✂ Dette skal De have til Tak for Laanet, og at jeg saa længe har havt Skriftet, men ikke før nu i Brøns sidst faaet Tid og Rolighed til det med Eftertanke at igiennemlæse.

✂ Vale in Jesu.

✂ Ribe d. 31. Oct. 1747.

✂ T. t.

✂ H. A. Brorson.

223

✂

Allerunderdanigste Taksigelse til Den Stormægtigste Monarch og Allermildeste Landsens Fader
FRIDERICH DEN FEMTE

✂ Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmarsken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst.

✂ For den store Naade, som Deres Kongelig Majestæt paa Deres Kongelig Majestæts sidst afvigte Højtidelige Fødsels-Fest af særdeles Lands Faderlig Mildhed og Clemence har beviist imod saa mange Arme Encker og Faderløse.

✂ I allerdybeste Underdanighed og Devotion aflagt af Deres Kongelig Mayestets allerunderdanigste Arve Undersaat og forbeder hos Gud

✂ Hans Adolph Brorson,

✂ Riiber Bispegaard,

✂ den 7. May 1749.

✂ Da fordum var til Sinds de Schyter at bekrige,
Den makedonisk Prins, som hver veed af at sige,
Legater til ham kom med næsten disse Ord:
O Konge var Du, som dit Hjerte er, saa stor,

✂ - - -

* 224

✂ Din højre Haand da tog paa Stjernerne i Øster,
Mens venstre Fjenden jog forbi, hvor Solen røster,
De saa han gjorde Nam i hver en Fyrstes Bo,
Der sig ej kunde ham straks som en Gud betro,
De saa hans høje Mod saa tvungen og bekneben,
Før han fik Jordens Klod med begge Hænder greben,
Han syntes en Juvel at savne af sin Krans,
Før Verdens sidste Del var bleven Grækenlands.
O! Gud ske evig Pris, det danske Riges Vælde,
Mod hint et Paradis af baade Dyd og Ælde,
Al Verden som en rar og dejlig Øjne-Mad
De bedste Konger har at vise frem i Rad,
Fem Friderichers Magt, som først Religionen
Har ind i Riget bragt, der efter Envolds Kronen,
Og begge uden Sværd, og siden prydet saa,
At alle Prinser her Mirakler finde maa.
Til Verdens sidste Egn vor' Christianer bliver
De store Himmeltegn af Visdom, Magt og Iver,
For begge Rigers Gavn og Kirkens sande Flor
At faa i Herrens Navn uryggelig og stor.
Enhver af dem har havt sin egen høje Gave,
At sætte dem i Kraft, i Orden og i Lave,
At ingen fjern og nær saa større Raritet,
End disse tvende her i saadan Majestæt,
Men Kærlighed de bar til deres Kongerige,
Just derudi de var og er hverandre lige.
Hvo hørte vel en Gang et Ord af Kongens Røst,
At Hjertet ikke sprang hver Undersaat i Bryst?
Hvad en lod sig forstaa af dem: han turde vove
I hver en Landsmands Vraa, hans Favn og Skød at sove,
Det er en kort Ekstrakt af Olden-Konge-Rod,
Af Rigets største Magt og af det danske Blod.
Den rare Himmelbrand i danske Kongers Hjerter

* 225

✂ Imod det hele Land og sær betrængtes
Smerter I Millioner Tal af Stiftelser vi ser
Som det bevidne skal: Dansk-Konge-Karakter.
Ret saa, paa Purpurstol at tænke paa de arme
Er vist fra Rigets Sol den bedste Lys og Varme.
Er da i sin Natur ej Tingen som den skal?
Naar Bjerge er en Mur omkring den dybe Dal.
Vi sige al vor Tid, og glædes over Maade:
Var Kongens Favn saa vid som Hjertet fuld af Naade,
Al Verden skulde ret da se sin Lyst derpaa,
Hvor begge Riger tæt til Kongens Hjerte laa.
O saligt Folk og Land, hvis Konge gennemkiger
Endog den mindste Stand i sine store Riger,
Hvis Purpur har saa kær og stærk en Himmel-Straal',
At arme er især hans blide Scepters Maal.
Den sidste Martii, fra Morgen indtil silde,
Da blev en Symfoni af Lyst og Sang og Gilde,
Hos os var stille Lyd, gik dog til Himmelen:
Kom ofte fuld af Fryd vor Konges Dag igen.
Men bort, I tunge Trin, bort dumme Øjne-Laage,
At gaa ved Solens Skin, som midt i Mørk' og Taage,
O havde vi da tænkt den Dag vi gik i Sorg,
Hvad os den Tid blev skænkt paa søde Christiansborg,
Da Riddersal var fuld af alle Ønskers Toner,
Som glimrede af Guld, af Perler og af Kroner,
Enhver Kartov omkring den hele vide Vold
Stod ganske Dag paa Spring til Glædskabs Hinderhold.
Hvor kunde Kongen blandt saa stor Lykønsknings Hinder
Da tænke, hvad der randt paa fattig Enkers Kinder?
O, hvilken herlig Drift i Danner-Kongens Aand,
O, hvilken yndig Skrift i Herrens salveds Haand.
Man skildrer Konger af paa hel ulige Maader,

✂ - - -

* 226

✂ En med Kommando-Stav, en blandt Gehejmeraader,
En sidder paa sin Hest, en Davids Harpe slaar,
En taler med en Præst, en for Guds Alter staar.
Men var det os tilladt, vi arme Fattig-Enker,
Vor store Nordens Skat at skildre som vi tænker,
(Skønt vor Formue her kun ringe Farver gav,
Endsige til især at male Solen af),
Vi malte Danmarks Lyst, Kong Friderich den femte,
Som Riget til sit Bryst med milde Miner klemte,
Som havde Sværdet ved sin venstre Side sat
Og smilende ad Fred tog Olje-Grenen fat,
Just paa hans Fødsels-Fest at sidde paa sin Trone,
Hvor Lykke-Solen bedst sig spejler i hans Krone,
I højre Haand sit Spir til rig og fattig vendt,
I venstre Haand Papir med Enke-Navnes Prænt,
Saaledes bæres din Gestalt af hele Landet,
I Hjerternes Rubin, og siger intet andet,
End Gud ske Ære for det søde Øjeblik,
Da Du blev fød, o vor livsalig Friderich,
Her hid, I arme snart, to hundrede og fjorten,
Som fik enhver sin Part, omringer Himmel-Porten
Med Suk for Kongens Liv, hans Dronning og hans Søn,
Prinsesser: Vær og bliv, o Gud, hans Skjold og Løn.
Far lykkelig, vort Haab, til dine Klippe-Lande,
At Nordmands Fryderaab kan naa vor jyske Strande,
Bestraale selv din Fart vor Gud til Lands og Vands,
Saa møde vi dig snart med dejlig Jubel-Krans.

* * 227

✂

Kirkevielse i Kolding
1758

✂ Heroin hedder det i Kiøbenhavnske Nye Tidender om lærde og curieuse Sager, 2. februar 1758:

✂ I Anledning af Colding nye opbygte Kirkes Indvielse, som den 11. Jan. a. c. med megen Solennitet blev forrettet, bleve og følgende af Hs. Høyærværdighed Hr. Biskop Brorson i Ribe componerede meget sindriige og opbyggelige Arier under Musique opførte.

✂ Aria.

✂ Zion! op fra Tidens Smerte,
Op med Sang, ja heele Hierte
Langt hen over Skyens Top.
Zion! inde for Guds Throne
Høres alt din Kirke-Tone;
Zion! skynd dig selv derop;

✂ Recitativ.

✂ Frisk, mine Udvalde!
Lad Verden kun falde,
Saa henter jeg eder
Men vaager og beder!
Hallelujah! Hallelujah!

✂ Aria.

✂ Hvor længes mine Sinde
Det høye Chor at finde,

✂ - - -

* 228

✂ Hvor jeg i Palme-Flok
Kan ret min Gud ophøye!
Hvor længes dog mit Øye
At see sin Jesum nok!
Hallelujah! Hallelujah!

✂ H. A. B.

✂ Allerøverst paa det nye Orgelværk findes Kongens Navn og Krone, imellem 2de Engler med Cinque og Basune, og derunder haver ligeledes Hs. Høyærværdighed componeret følgende Linier:

✂ Da andre Kirker blev til Stald og Syge-Stuer,
Ja mangen Tempel drev i Røg af Krigens Luer,
(Pris Herren, Dannemark! Hvad var din Lykke stor)
Da pyntet din Monarch paa Kirkerne i Nord.
Dets til Amindelse skal Kirken her sig skrive
Fra Sytten-Hundrede, Syv og Halvtresindstive,
Da Colding den, saa skiøn, ja nye, ja bedre fik.
Gud være Selv din Løn Fredrige FRIDERICH.

✂ H. A. B.

* 229

✂

Af Brorsøns almanak
1760

✂ D 1 Jan: [På hvidt blad]

✂ Det gamle Aar gick hen!
Lad gaae, med hvad igien
Der er endnu tilbage
af Zions Pilgrims Dage
Jo snarere de svinder,
Vor Lengsels Dag oprinder.

✂ 3. Januar. Enoch.

✂ Enoch! Himlens Sendebud,
Hvorfor har dog Jorderige
Seet saa faae af dine lige,
Saadan vandrende med Gud.
Lyynet var dit Liv paa Jorden,
Derfor og dit ord, som Torden.

✂ 4. Januar. Methusalem.

✂ O lad mig dog min Tiid ey spilde,
Men aagre med den dyre Skat
Saadan, som ieg det ønske vilde
Udi min sidste Dødsens Nat.
Ja holde den saa kiær og rar
Som hver Minut den sidste var.

✂ 11. Januar.

✂ Colding Kircke indviet 1758.

✂ Vie mit Hierte Siel og Sind
Til din egen Tempel ind

* 230

✂

231

✂ at mit Liv og hvad ieg driver
En bestandig Lov-Sang bliver.

✂ 13. Januar. 1. S. e. H. 3. Kong.

✂ For mig er ingen Byrde svar,
Saalenge ieg min Brudgom har,
Men synes hand at vige bort,
Er Solen selv paa Himlen sort.

✂ 20. Januar. 2. S. e. H. 3. Kong.

✂ Det gielder om i Nødens stand
At raabe og at bie,
Guds moderlige Hierte kand
Umuelig altiid tie.

✂ 27. Januar. 3. S. e. H. 3. Kong.

✂ Kun et, saa lader ieg mig nøye,
Det ene søde Jesu giv,
Som er saa deyligt i dit øye,
Den sande, faste Troens Liv.
Ja Dag fra Dag formeer i mig
Den Troe, den Troe, som favner dig.

✂ 3. Februar. Septuagesima.

✂ Af dem, som i Guds Viingaard tiene,
Er dog arbeyderne kun faae,
Især, som redelig attraae
I alting Herrens Priis allene.

✂ [På et hvidt blad mellem februar og marts:]

✂ Aria.

✂ Sathan er af sin natuur
Aldtiid mod Guds Kircke suur,

✂ - - -

* 232

✂ Færdig af fortræd at briste;
Derfor altiid gaaer paa Luur,
Til at fange, til at friste,
Altiid vil hand med Os tviste.
Sathan etc.

✂ 2.

✂ Derfor lod din Jesus sig
Friste, for at værge dig,
Friste i saa mange maader,
Zion! ja forferdelig!
At jo meer din fiende fraader,
Hand omringer dig med naader.
Derf -

✂ 3.

✂ Slangen ingen Stilstand veed,
Zion! Zion! vaag og beed!
Sæt som Harnisk for din Bringe
Frelserens Retferdighed,
Troen alle ting kand tvinge,
Men ved bøn og ordets Klinge.
Slangen ingen -

✂ 2. Marts. 2. S. i Faste.

✂ Vor utaal med Guds ville tysse,
Det Faderlige Riis at kysse,
Men holde fast med Bøn og Graad,
I Korset er det beste Raad.

✂ 9. Marts. 3. S. i Faste.

✂ Da det fule Helved Pack
Gaaer os, hver saa hart paa Livet
Gud skee evig, evig tack,
Som os har en Frelser givet.

* 233

✂ [På 3 hvide blade mellem marts og april:]

✂ O Gud skee lov for ald sin Naade
For hvert minut og øyeblick,
Som vil og skal allene raade
For Liv og Siel til sidste nick.

✂ * *

✂ *

✂ Hvad har de nock til Liv og Siel,
Der følge dig, Immanuel,
Forlyster sig udi din Naade
Og lader dig i alting raade.

✂ * *

✂ *

✂ Da staaer din Tro, som Eeg ved Rod,
Urørlig som en Klippe,
Naar Jesus synes dig imod,
Du ham dog ey vil slippe.

✂ 6. April. Paaskedag.

✂ O Himmelsøde Morgenrøde,
O alle mine Dages Priis,
Din Luft blev sød som Paradiis,
Da ald min fryyd stod op af Døde.

✂ [På et hvidt blad sidst i bogen:]

✂ See! hvor det gamle Hierte slog
af himmel-glæde, da hand tog
Guds Søn paa sine Hænder,

✂ - - -

* 234

✂ Og tæt ham lagde til sit Bryst.
Her sagde hand er Liv og Trøst
For alle Verdens Ender.
Hvor stod da Glæde Taarers Vand
Som Perler i den gamle Mand
Hans Himmel-tendte øye.
For liden var ham Verdens Jord,
Men hand vil strax til Engle-Choor,
Guds Naade at ophøye.
Saa tage ham nu, hvo der vil,
Vi seer hand hører alle til,
Ald Salighedens Kilde.
Hand er med ordet alle nær,
Fordi hånd har os alle kiær,
Nu gielder det: at vilde.
O see den søde Kierlighed,
Der Straaler af hans øyne ned
Paa alle knuste Hierter.
Hvor recker hand at favne dem,
Hvor byder hand sit Hierte frem
Til alle Siæle-Smerter!

✂ - - -

* 235

✂

Ved hundredårsfesten for enevoldsmagten
1760

✂ En Jubel-Psalme,

✂ som blev siunget af Frue Kirkes Taarn i Ribe,

✂ JUBEL-FESTENS TREDIE DAG DEN 18. OCTOBR.

✂ og dertil forfatted af Biskoppen sammesteds

✂ Hans Adolph Brorson.

✂ Mel. Fra Himlen høyt komme vi nu her etc.

✂ 1. Fra Himlen selv kom Freden ned,
Og kyssede Retfærdighed;
Da Tredie Kong FRIDERICH
Derfra sit Spiir, det rette, fik.

✂ 2. Ældgamle gode Cimber-Land,
Du vandt din Lykke Friheds Stand.
Din Ret er nu i god Behold,
Saa kiær en Faders Eenevold.

✂ 3. Bort kaade Stæders vilde Snak
Om Frihed, naar forhærdet Pak
Tør stime Gader og og ned,
At trodse GUD og Øvrighed.

✂ 4. Ney! Danmark har det rette Tegn
Af Friheds egen Føde-Egn,
Hvor Danner-Kongen har enhver
Sin Undersaat som Søn saa kier.

✂ 5. De Danske Kongers ømme Favn
Forklarer Jordens Guders Navn,
Ved Naade bær Monarchen ret
Sin HErres liflige Portrait.

* 236

✂ 6. Til Lykke kiere Danske Folk,
Din Velstand bruger ingen Tolk,
Al Verden veed at tale om
Det milde Danske Herredom.

✂ 7. Men Danmark, søde Fædre-Land,
Det gielder om den Lyst og Brand,
At prise GUD med saadan Fliid,
Som svarer til din gyldne Tiid.

✂ 8. Tænk! fordum har det Danske Mod,
Kast store Riger under Fod.
Men bør dig da ej vise nu
De gamle Christne Kiempers Hue.

✂ 9. Da skal dit Lys og søde Fred
Udbrede sig i tusend Led
Ved Kongens Sæd, paa Kongens Stoel,
Mens Himlen har en Dag og Soel.

✂ 10. Lev længe! FRIDERICH vor Lyst,
Og, mens der kaager Blod i Bryst
Vor Bøn og Tak skal følge Dig,
Ja lige ind i Himmerig.

* 237

✂

Gravskrift over stiftsbefalingsmand G. F. v. Holsteins datter
På en metalplade i Ribe domkirke 1763

✂ Her Hviler den jordiske Deel

✂ af den fordum Høj Velbaarne nu Salige Frøken

✂ Salig IDA MARGARETHA von HOLSTEIN

✂ Den Høj Velbaarne Herre

✂ Herr GEORG FRIDERICH von HOLSTEIN

✂ Ridder Hans Kongelige Majestets til

✂ Danmark og Norge Geheime Raad

✂ Cammer Herre og Amtman over

✂ Flensborg Amt og Landskabet Bredstet

✂ Samt

✂ Hans Høj Velbaarne Frues

✂ Frue SOPHIA MAGDALENA von HOLSTEIN

✂ Fød Grievinde af KNUTH

✂ Deris Yndefulde Ældste Frøken Daatter

✂ Fød til Verden den 13de November 1755

✂ igien føed ved den Hellige Daab den 15de

✂ i Samme Maaned hensov salig

✂ den 13de Ianuarij 1763.

✂ Stat lidet Stille Vandrings Mand
Og lad dig her erindre
Ej Skiønhed Riigdom Byrd og Stand
Ej Dyd Kand Døden Hindre.
Jeg blomstrede af Adels Rod
Af Skiøn Forstand og Lykke

* 238

✂ Min Skabning var som Melk og Blod
Men Ydmyghed mit Smykke
Jeg var Forældres Hiertens Fryd
Og Heele Huusets Glæde
Fordi mit Levnet var af Dyd
Og yndighed en Kiæde
Men midt i den min Største Flor
Indfaldt mit Løvfalds Dage
Da blev vel Afsked Smerte stoer
Dog Større Trøst tilbage
Thi Daaben gav mig Perle Navn
Og Skat, Som ej blev borte
Selv Døden drog min Siæl i Havn
Til Salems Perle Porte
Mit Støv Skal og Sin himmel Glands
Paa Christi Dag erlange
Idemargreth med Brude Krands
For Thronen ævig prange
Sin i Livet livsalige Frøken Gud Daatter
til udødelig Æreminde tegnet

✂ af H. A. B.

* 239

✂

BRORSONS VITA VED BISPEVIELSEN 1741

240
241

✂

Indledning

✂ Den her meddelte beretning om Brorsons liv findes i en håndskreven bog, som indeholder oplysninger om biskopper og præster i Ribe stift fra reformationen til omkring 1770 (Kgl. Bibl., Kalis saml., nr. 502, 4°). Bogen har ingen titel; man har kaldt den Ribebogen. Hvem den samler er, som har ført den i pennen, er ikke angivet lige så lidt som oprindelsen til stykket om Brorson*). For at få klarhed på dette sidste punkt må man da søge andre veje.

✂ Beretningen er ført frem til Brorsons udnævnelse til biskop 1741, og vi lægger mærke til, at der herom står: Det har... behaget... Kong Christian den 6te af afvigte 5 Maj at kalde ham til det vigtige Biscoppelige Æmbede i Riber Stift. Når det her hedder afvigte 5 Maj, viser det jo, at beretningen er skreven samme år. Efter de anførte ord står der punktum og en tankestreg, og derpå følger, lidt anderledes skrevet og med brud i ordføjningen: og dertil ordineret den 6 Aug: 1741 o. s. v., ganske tydeligt en senere tilføjelse. Selve beretningen omtaler altså ikke bispevielsen. Dette er nu særlig påfaldende, når man ser hen til den nøjagtighed, hvormed der har været gjort rede både for Brorsons præstevielse og for hans indsættelse i de 3 embeder som præst i Randerup og Tønder og som stiftsprovst i Ribe. Det viser utvivlsomt, at beretningen er affattet før bispevielsen.

✂ Ser man derefter nærmere på indholdet, hefter man sig ved, at der findes en række småtræk af udpræget personlig art: hvilken dag Brorson blev døbt - hvad hans fader sagde lige før sin død - hvad der var hans moders bevæggrund til at indgå nyt ægteskab - hvilke fag han lagde sig efter som student - at han blev overanstrengt og lå en vinter syg i København -

* 242

✂ hvor han først tog ophold, da sygdommen nødte ham til at forlade hovedstaden - hvordan hans kristelige gennembrud forløb, og at denne ungdomsoplevelse var kilden til hans salmedigtning - hvad han talte om i sin tiltrædelsesprædiken i Randerup o. s. v. Alt sammen ting, som kun kan være meddelt af ham selv. Det allermest personlige kommer mod slutningen i smerteudbruddet over de tunge tilskikkelser, han har måttet gennemleve i henved 20 år, ja indtil denne stund, den eene større end den anden. Med det sidste kan der i 1741 ikke være sigtet til andet end hans hustrus død en måneds tid efter udnævnelsen til biskop.

✂ Hvad vi her har set, viser jo klart, at det er Brorson, som er forfatteren. Affattelsestiden må ligge mellem hustruens død 9. juni og bispevielsen 6. august 1741. Og netop i dette tidsrum påhvilede det ham at skrive sit levned, nemlig til brug ved bispevielsen, hvor den ordinerende biskop ifølge ritualet skulle oplæse ordinandens »vita« fra alteret.

✂ Det er åbenbart dette vita, som Ribebogens samler har taget afskrift af, og hvortil han så har føjet nogle få oplysninger som afslutning. Herudfra forstår man, at beretningen samtidig med at bringe alt det personlige dog har et umiskendeligt præg af et officielt aktstykke med opgivelse af eksaminer og embedsansættelser.

✂ Heri har man også forklaringen på, at den levnedstegning af Brorson, som Pontoppidan udgav 1752*), er så stærkt afhængig af beretningen i Ribebogen. Pontoppidan har jo i Sjællands bispearkiv haft adgang til Brorsons vita, og han har benyttet det med udeladelse af det mest personlige og med en let stilisering.**) Af positive oplysninger ud over, hvad der her stod, og hvad han kunne slutte sig til af fremstillingen, bringer han kun ganske lidt. Der er en bemærkning om Brorson som medvirkende i Tønderegnens vækkelse og Schraders vurdering af ham, forhold, som Pontoppidan var vel kendt med. Og så er der de 3 meddelelser, at Brorson blev kaldet til stiftsprovst »ohne seinem Vorwissen«, at der i dette embede var pålagt ham et besværligt

* * 243

✂ ekstraarbejde med at bringe orden i de opløste pengeforhold i Ribe stift, og at det var »auf eigenem Antrieb«, at kongen udnævnte ham til biskop. Disse ting har Pontoppidan haft viden om ved sin forbindelse med regeringskredsen og sin stilling som højt betroet hofpræst. Alt det øvrige levnedsstof har han fra vita. Fra tiden efter Brorsons udnævnelse til biskop omtaler han ingen begivenheder.*)

✂ Brorsons vita er jo en vigtig førstehåndskilde til hans livshistorie. Men desuden er det interessant ved at give et billede af hans tænkemåde og følsomme sind.

* 244

✂

VITA

✂ Hans Adolph Brorson er fød aar 1694 den 20 Iuni - faderen Hr. Broder Brorson, fordum Sognepr. for Randerup Meenighed, Moderen Catharina Margrethe Clausen. Hvilcke hans kiære forældre betimelig har opoffret ham sin Skabere, og ikke alleene den 27 ejusd.1) befordret ham til den Hellige Daab, derved at indlemmes i vor livsalige frelsere, men endogsaa baade selv, og deres Ringe Vilkaar uagtet ved Præceptores2) hiemme i Huset, anført ham til Guds-frygt og boglige konster, aar 1704 i hans alders 10de aar er hånd tillige med hans 2de kiære brødre blevet faderløs, efterat deres kiære fader, som ikke efterlod dem Een skilling, i tillid til Guds usvigelige trofasthed, lidet før hand døde, hafte sagt:

✂ For Mine Børn og Sæd
Om ieg vild' sørge.
Om ieg hver time græd,
Og vilde spørge.
Hvor skal de deres Brød og Lycke tage.
Gud lever jo endnu,
Han kommer dem ihu!
De3) skal ej Klage -

✂ Hans Himmel-sindede, Gud hengifne og i Mange store Trængseler vel prøvede Kiære Moder har ikke ladet af før eller siden med u ophørlige forbønner, taarer, formaninger og overmaade Exemplarisk lefnet at søge deres forfremmelse i alt det, som

* * * 245

✂ got er, og da hun for sine fattige faderløses Skyld, begav sig i andet Egteskab, har deres kiære Stiff-fader Hr. Oluf Holbek Sognepr. til bemeldte Rand[e]rup Meenighed troeligen informeret Ham selv, indtil hand tillige med sine Kiære brødre aar 1709 blev sat i Riber Cathedral Skole, da værende den berømmelige Rectore Mag. Henric Bhie, hvorfra han deponerede tillige med sin Kiære brodér B. Brors: aar 1712 under Decano Amplissimo Historiarum et geographiæ Professor [e] Bircherodio1), forblev med sine kiære brødre ved Academiet, freqventerede Professorum Lectiones publicas et Collegia2), sustinerede3) 1713 Examen Philosophicum, exercerede sig in Theologicis, Philologicis, Philosoph: og Historicis4), i hvilcket sidste hand særdeeles brugte Amplissimi A[r]næ Magnæi, som hans Privati Præceptoris Raadførsel5). Blev aar 1715 Alumnus Collegii Medicei6), men da han for dets bedre at profitere, af denne skiønne Leilighed, ikke brugte den til hans Sundheds Conservation fornødne motion, blev han derover svag, laae den hele vinter syg, og maatte nødes til at reise hiem, hvor han blev noget hos sin ældste kiære Broder Hr. Nicolaj Brorson, da Sognepr: i Beedsted, siden hos sine kiære forældre i Randerup, hvor han hialp sin svage Stif-fader i sit Embede, og tillige informerede i boglige Konster[,] antog den Conditon at informere afgangne Amtsforvalter Clausens børn i Ly gom Kloster aar 1717. Ved den tiid begyndte hand at faae Meere Indsigt i den sande Christendoms beskaffenhed, under adskillige fristelser, i uophørlige bønner og aandelige betragtninger at smage Evangelii Sødhed, og paa saadan Maade desto glædeligere at for[t]sette sit Studium Theologi[c]um7), af hvilcken kilde ogsaa hans bekiændte Psalme-Bog, kaldet Troens Rare Klenodie, har haft sin udspring til mange Siæles opvæckelse og vederqvægelse. aar 17228) blev hand in Augusti af Biskop Laurids Thura kaldet til at være Rector

* * * * * * * * 246

✂ i Holstebroe Skole, men som ved samme tid hans kiære Stif-fader Hr. Oluf Holbek ved døden afgick i Augusti Maaned, og Herskabet til Trøyborg Hr. Otto Friderik von Buchwaldt strax kaldede Ham til Sogne-Præst for Rand[e]rup Meenighed, i sin Sal. Stif-faders sted, udvalte han i Herrens Navn det sidste, Reiste derpaa til Khafn in Septemb., og i Octob. Maaned sustinerede Examen Theolog: under Doctor Hans Bartholin og Iohan Trellundio - og fick Laudabilem, og efter at hand under Doctor: Ioh: Bartholino havde prædicket, for sin Dimiss, Reiste hand til sin Meenighed i Randerup, opvartede den med Prædicken og Ungdommens Underviisning, indtil Hand med sin Kiære broder Hr. B: Brorsen[,] nu biskop i Aalborg, blev af Hans Høyædle Høyærværdighed Hr. Biskop Thura, indviet den 2den fredag efter Paaske 17231) og derpaa introduceret2) af Hands Far-broder Hr. Peder Brorsen, da Provst og Sognepr. i Ballum, Dom. Iubilate3), da Hand forestillede Meenigheden, den liden stund, de havde at arbeide i med hverandre paa deres Salighed, som blev ogsaa en liden stund, thi da hand havde været der paa 8 aar, og det behagede hans Kongelig Majestæt Høysalig Kong Friderik 4de at sette en Præst meere i Tønder, blev han uformodentlig af hans Excellence, den tid Amtmand i Tønder, Høyvelbaarne Hr. Geheime-Raad Iohan Georg von Holstein, som just da Selv var i Tønder i samme dage, samt af Hr. Consistorial-Raad og Provst Iohan Herman Schrader, med tvende andre Præster præsenteret paa vall, og af Meenigheden udvalt til Dansk og 3die Præst for bemældte Meenighed, til hvilcket Embede, efter indhæntet Kongelig Allernaadigst Confirmation af 3 Octob. 1729, efterat hand havde holt sin afskeeds Prædicken med sine Kiære Tilhørere under megen bevægelse onsdagen post Dom. 1 Adventus4), og blev han introduceret ottende dag derefter i Tønder Meenighed5), og da hand ved Herrens Naade i dette vanskelige Æmbede hafde atter paa 8te aar arbeidet, har det allernaadigst

* * * * * 247

✂ behaget hans Kongelig Majestet 1737 den 26 Iulj at kalde ham til at succedere1) sin kiære brodér til at være Stift-Provst og Sognepræst til Dom-kircken i Ribe, hvortil hand af Hr. Biskop Ankersen blev introduceret Dom. 13 p. Trinit:2), efter hand havde taget afskeed med sin Elskelige Meenighed i Tønder Dom. 11 p. Trinit:3) Det vilde blive for vidtløftigt kun at opregne lidet af de Mange slags kors og trængseler, som hand nu næsten paa en 20 aar i bemældte 3 Meenigheder efter Guds Villie har udstaaet, ja indtil denne stund, den eene større end den anden, bør dog Gud til ære Erindres, som ikke alleene har styrcket Ham ved saa svage Kræfter at bære saa store byrder, saa utallige lidelsers og fristelsers ovne4) at holde ud, men derved ogsaa saaledes har velsignet hans Arbeide, at hand paa alle 3 steder har seet en deilig frugt af hans Embede. - Endelig da Riber Bispedømme ved Biskop Mag: Mathiæ Anchersens dødelige afgang den 26 feb. 1741 blev vacant, har det allernaadigst behaget Deres Kongelige Majestæt5) Kong Christian den 6te af afvigte 5 Maj at kalde ham til det vigtige Biscoppelige Æmbede i Riber Stift.6) - og dertil ordineret den 6 Aug: 1741 af B. Hersleb. Blev creered til Doctor den 18. Octob. 1760 - Endelig efter nogle dages Svaghed døde den 3 Junj 1764 om Morgenen Klocken 5 Æt: 70:7)

✂ var gift først med Catharina Steenbek Clausen d. der varede i 19 aar.

✂ anden gang med Iohanna Christian[e] Riese: d: der overlevede ham.8)

* * * * * * * * 248
249

✂

GUDS KIRCKES IUBEL-FRYD OG HØYTIID

✂ JUBELPRÆDIKEN VED DEN OLDENBORGSKE KONGESTAMMES 300 ÅRS FEST

✂ 1749

250
251

✂

Indledning

✂ Om Brorson som prædikant

✂ Den prædiken, som nedenfor gengives, har ikke tidligere været trykt. Den findes i den ledreborgske manuskriptsamling (nr. 406 fol., Kgl. Bibl.) og må følgelig antages at være sendt af Brorson til J. L. Holstein, herren til Ledreborg. Det pynteligt skrevne manuskript er ikke ført i pennen af Brorson, men så vidt man kan se, af den samme skriver, som har nedskrevet de to nytårsdigte til J. L. Holstein fra 1742 og 1744 (se ovenfor s. 215 flg.). Retskrivningen er ikke Brorsons. Den er, som man vil se, ret forvirret, særlig med hensyn til brugen af store og små begyndelsesbogstaver. Hist og her har Brorson gjort en rettelse; især har han mange gange i begyndelsen af prædikenen ændret formen een i den ubestemte artikel til en, men er åbenbart bleven træt af det og har så ladet det stå i det følgende. Her er denne rettelse gennemført overalt. I øvrigt er manuskriptets stavemåde bibeholdt. Derimod er der foretaget nogle mindre ændringer i tegnsætningen, der i manuskriptet er sådan, at det mange steder er svært for en nutidslæser at finde ud af sammenhængen; f. eks. er der ofte sat semikolon eller punktum, hvor manuskriptet har komma. Øjensynlige skrivefejl samt enkelte småfejl i angivelse af kapitel og vers i de bibelske citater er rettet uden nogen bemærkning. Prædikenen er behandlet i L. J. Koch, Salmedigteren Brorson, 21932, s. 142-46; Brorson-Stueller, 1936, s. 36-46.

✂ Hvordan var Brorson som prædikant? Det spørgsmål rejser sig naturligt, når vi her i dette bind bringer de to prædikener, der findes fra hans hånd. Der er dog ved dem begge særegne forhold, som nøder til at vise forsigtighed, når man ud fra dem søger at finde en besvarelse. Prædikenen i Svane-Sang om Maria Magdalene skriver sig åbenbart fra Brorsons senere år, da

252

✂ kræfterne var aftagende, og jubilæumsprædikenen er jo en lejlighedstale, holdt ved en mærkedag i fædrelandets historie. Hvad vi kan få ud af dem, må vi derfor prøve at få suppleret ved vidnesbyrd om det indtryk, hans samtidige havde af hans forkyndelse.

✂ Først nævner vi Bolette Lumholtz (1737-1831), som vi allerede har omtalt i indledningen til Svane-Sang (s. 12). Hun tjente i Brorsons hus 1760-61 og blev nær knyttet til familien. Senere blev hun gift med klokker Albert Rønne i Fredericia og blev moder til præsten Bone Falch Rønne. Hun var en alvorlig kristen og synes at have været et betydeligt menneske. Hun fortæller*):

✂ »Brorsons Gaver paa Prædikestolen vare overordentlige, hvorfor ogsaa Ribe Domkirke, naar han prædikede, var saa opfyldt, at flere af Tilhørerne laae paa Gulvet, og selv fra fjerntliggende Øer strømmede der Folk til Kirken. Han talede stedse frit, uden at have Papiret for sig, og hans Prædikener vare efter den Tids Sædvane meget lange.«

✂ Bemærkningen om »Folk fra fjerntliggende Øer« må dog formodentlig hentyde til en særlig lejlighed, hvor det forud har været almindelig bekendt, at biskoppen skulle prædike, f. eks. enevolds jubilæet 1760, der jo netop faldt i den tid, da Bolette Lumholtz var i Ribe bispegård.

✂ Med hensyn til de lange prædikener har man henvist til, at Ribepræsten David Grønlund (se ovenfor s. 221) i sin dagbog skriver: »1749, den 28de Oct. blev holdet en Jubelfest for den Oldenburgiske Stammes Regierings Begyndelse i Danmark for 300 Aar siden. Biskoppen prædikede til Høimesse over Texten Ps. 89, 1-6, og prædikede han i tre Timer, da en Cathar hindrede ham at prædike længere«.**) Hermed sigtes der jo til den jubelprædiken, vi her har med at gøre. Den er unægtelig lang; men tre timer kan det umulig have taget at holde den, og da Grønlunds angivelse sikkert må stå til troende, må man vel regne med, at Brorson i det frie foredrag har udvidet den, eller at han senere, da den skulle renskrives, har forkortet den. Men i hvert

* * 253

✂ fald har han sikkert ikke ved almindelige gudstjenester talt så længe. Her kan man snarere holde sig til Svanesangsprædikenen. Den er på 41 oktavsider, en solid længde, men for datiden ikke noget særligt. Herslebs prædiken over den samme tekst*) er på 48 lidt større oktavsider, og andre af ham kommer op på mere, helt op til 54 sider. Bolette Lumholtz' ord går jo også ud på, at længden af Brorsons prædikener var »efter den Tids Sædvane«.

✂ En ret fyldig udtalelse møder vi i et digt af Vejlepræsten Hans Henrich Neuchs: Tanker ved Doctor Hans Adolph Brorsons, Biskops i Riiber-Stift, Salige Bortgang til Faderen, 1764 (Univ-bibl.).**) Det hedder her om biskoppens »Ord paa Visitatz«:

✂ Hvem kunde glemme Dem?***) Naar HErren derved rørte
Saa mange Hierter, og saa klare Vidner førte
Om Sin Nærværelse, at Meenighederne
Paa hver en Visitatz, man græde kunde see.

✂ Hos nogle flød den Graad, af Syndens bittre Smerte,
Naar Hand saa levende om Syndens Onde lærte,
Hos Naade-hungrige og Glædes Taarer flød,
Naar Hand i Aandens Kraft, forkyndte Naaden sød.

✂ Adskilligt i Brorsons visitatsberetninger virker for øvrigt som en bekræftelse af det, som Neuchs her siger. Dog må man huske, at der ikke behøver blot at være tænkt på prædiken; også katekisationen kan komme i betragtning. Lidt senere fortsætter Neuchs med en skildring af Brorsons ordinationstaler:

✂ O! GUd hvor Aandens Ild, sig i Hans Taler viiste!
Naar Kaldets Vigtighed Hand Lærere****) anpriiste.
Min Ordination et Minde giver mig,
Om denne Salige, indtil jeg bliver Liig.

* * * * 254

✂ Og nu gengives det, som biskoppen sagde ved hans ordination:

✂ Blandt tusind' store Ting, Hand ogsaa dette sagde,
Da Hand i HErrens Navn slig Ordre til os bragte,
Hvo vinder skades ey, af hiin den anden Død,
Med Ham i Liv og Død det haver ingen Nød.

✂ En Christen sagde Hand bør Seyer-Herre være,
Hvor meget meere da, den som vil andre lære,
O! striider mandelig og værer Formænd der,
Hvor fra sin Fordeel man, bør jage Fiendens Hær.

✂ Seer JEsus svinger nu sin Blodbestenkte Fahne,
Og kalder Eder frem til Striids og Kampens Bane,
Hand stedse være vil, selv Formand i den Striid,
I Troen fatter da til Ham en stor Tilliid.

✂ O! griber Fienden an i sin forskandset Leye,
Thi Seyeren Hand vist, jer bringe skal til veye,
Og frelse Siele af den grumme Mørkheds Magt
For hvilke Hand selv har den bittre Død jo smagt.

✂ I vinde visselig, naar I paa Troe og Love,
Bestandig alle Ting i JEsu Navn vil vove,
Og bruge Lammets Blod med Vidnesbyrdets Ord
Og agte Livet ey, det kastes skiønt om Bord*).

✂ Thi feye Folk de kand ey JEsu Striidsmænd være,
Men ædelmodige, som striide vil med Ære,
Gaar hen i HErrens Kraft, hver til sin Sted og Stavn,
Og striider, vinder kun, GUds Rige til stor Gavn.

✂ Saa bad! saa lærdte Du, dit Ord mig tiit paaminder,
Da mine Løfter mig til ævig Krig forbinder,
Mod Satan og hans Magt, hielp GUd! at striide saa!
I alle Ting jeg maae ved JEsum Seyer faae!

* 255

✂ Denne gengivelse af ordinationstalen skal nok være rigtig; man kender Brorson på tankerne og adskillige enkelte udtryk. Den vidner jo virkelig om »Aandens Ild«, og det dybe indtryk, den har efterladt, er umiskendeligt.

✂ Men når vi herfra vender os til de to prædikener, vi har bevaret, kan det ikke nægtes, at indtrykket bliver noget anderledes. De er begge bygget efter datidens system, men rigtignok i en meget vidtdreven gennemførelse. Begge har de den lange »indgang« (exordium), som hørte sig til; det er næsten som en lille prædiken før den egentlige, endda med en særlig, fritvalgt tekst som grundlag. Dernæst den stærkt udhævede disposition, hvor Brorson nummererer over- og underpunkterne med romertal, arabertal, latinske og græske bogstaver snart sagt i en uendelighed. Den systematiske interesse, som gav sig til kende i hans opbygning af Troens rare Klenodie, formentlig også af Svane-Sang, genfinder vi her i fuldt mål. Og så er der massen af bibelcitater, som går så vidt, at partier af prædikenerne næsten er som en mosaik af skriftsteder.

✂ Der er noget skolemæssigt over alt dette. Man mærker det arbejde, det har kostet, og kan ikke undgå at få indtryk af, at prædikanten har en rustning på, som tynger ham.

✂ Lad os først standse ved svanesangsprædikenen (s. 129-74). Den giver os lejlighed til at se, hvordan hans udarbejdelse er foregået. Der har vi jo nemlig til sammenligning hans foreløbige manuskript og den trykte prædiken. Allerede i manuskriptet er der mange rettelser; men derefter ser man, at der er gjort et indgående arbejde for at nå frem til den form, som blev funden værdig til udgivelse.

✂ I enkelte tilfælde har han ved sine rettelser villet have noget gammeldags bort. Værelse i betydningen væsen bliver strøget (s. 134)*), Liggendefæ bliver til Skat (s. 156), Korsens til Korsets (s. 153); ligger som transitivt bliver til legger (s. 159-60 o. fl.). Hans som apostelnavn erstattes med Johannes (s. 142)**).

✂ Men den masse ombytninger af ord og udtryk, som vi møder, gælder noget helt andet end modernisering. Det kan dreje sig

* * 256

✂ om korrektheden. F. eks. kalder manuskriptet de 40 dage efter Jesu opstandelse for Guds Kirckes blideste Sommerdage; det har Brorson ved nærmere eftertanke fundet urigtigt; kirkens sommer kunne dog ikke ligge før Åndens udgydelse; så retter han til Guds Kirkes liflige Vaar (s. 138). Eller tanken skal skarpere frem. Manuskriptet taler om den [Apostlerne] og os alle forhvervede Naade og Salighed, at Jesu Fader er deres Fader; men det siger ikke klart, at der på det sted menes en salighed, som ejes allerede her på jorden, og derfor rettes det til: inderlig glæde over deres nærværende salige Tilstand (s. 170). Det kan også være et billede, som han vil give en klarere udførelse. Når manuskriptet siger, at Maria Magdalenes navn mit i Korsets nat glimrer som en deylig Himmel-Stierne, gøres det mere malerisk til: midt i Korsets mørke Nat glimrer som een af de største Himlens Stierner (s. 141). Beslægtet er det, når ordene: Da Guds Kircke ingen Roe fandt for Dragens Magt, omdannes til: Da den Qvinde, beklæd med Solen, som havde Maanen under hendes Fødder, ingen Roe fandt for Dragens Bitterhed (s. 172). Om anskuelighed drejer det sig også, når ordene om den himmelske vinstok, som bærer de mange frugter, ændres til, at den bærer de mange liflige Druer (s. 148). Maria Magdalenes klage: Jeg kand icke komme til at salve [Jesum], bliver til: Jeg kan ikke nyde den Trøst at salve ham (s. 156). Vi seer himlene aabne og Retferdigheds deylige Krone, forandres til: Vi see Himlene aabne og fulde af funklende Livsens Kroner (s. 171). Undertiden gælder det afveksling i udtrykket, som når Hans Retferdighed [er] eders Retferdighed bliver til: Hans Retfærdighed [er] eders Smykke (s. 173). Jævnere udtryk gøres mere retoriske. Hand vilde have denne hendes gierning, saavit Evangelium kom, sagt til hendes Berømmelse, erstattes med: Han vilde have hendes Gierning bekiendt, saa vidt Evangelium kom, over den gandske Verden, til hendes berømmelige Amindelse (s. 158).

✂ Ofte viser det retoriske sig blot i en trang til flere ord: rart og kiært udvides til rart og kiert, ja ret højtideligt (s. 136), blomstre evindelig til florere og blomstre i en evig Glands og Herlighed (s. 143), let... tungt til let og behageligt... tungt og tvungen (s. 149 flg.)

257

✂ Det kan dog også ske, at Brorson finder, at der i manuskriptet er kommet vel megen ordrigdom, så f eks. opregningen: hielpe, trøste, vederqvæge og glæde er bleven befriet for det sidste ord (s. 149).

✂ For øvrigt er det i mangfoldige tilfælde ikke til at se, hvad der har bragt ham til at gøre forandring. At eragtes for ændres til ansees for (s. 157), kan bero på, at det første lyder for meget af kontoret, og at overmaade ønskelig og behagelig udskiftes med meget sød og glædelig, kunne måske skyldes, at der lige forud har stået uformodentlig, så der blev vel meget af ord med -lig; men hvorfor så meget i steden for overmaade? (s. 167). Og at kiærlig og livsalig bliver til mild og naadefuld (s. 137), mene til formene (s. 141), yndige til angenemme (s. 142), forfarenhed til erfarenhed (s. 144, 152), ret indsigt til klar indsigt (s. 150), taale til lide (s. 152), være i land til være i havn (s. 167) o. s. v., lader sig næppe forklare på anden måde end, at ordene for Brorson har haft deres særegne klangfarve, og han har siddet som en klaverstemmer, der bliver ved at anslå hver tone, til den for hans øre har den rette lyd.

✂ Lidt mere indgribende er udeladelsen af hele småstykker. De vigtigste udeladelser finder vi s. 136-37: Men vi maae vel mercke ... Col. 3, 1, vist følt som et sidespor; s. 151: Det kand vi vel icke forstaae... Ebr. 12. 11, måske følt som gentagelse fra s. 136; s. 155: Værer Guds efterfølgere... Eph. 5. 1; s. 159: Mercker dette... angenemt, følt som gentagelse fra s. 154; s. 167: o! glæder Eder... Job: 19. 25. 26. 27; s. 171: Saa ser, I Troende... Joh. 14. De sidste to stykker er egentlig smukke; men der var anden steds sagt beslægtede ting.

✂ Dernæst har den trykte prædiken nogle tilføjelser, mest skriftsteder eller skrifthentydninger, som man egentlig skulle synes, der var nok af. De vigtigste er s. 133: skreven af GUd... 2 Mos. B. 20, skriftsted; s. 135: naar han i Aanden betragter... fældet, skrifthentydning; s. 143: Hvor er den dejlige Brude-Klædning... Daabs Naade er borte, væsentlig 2 skriftsteder; s. 159: Den Vej er Maria Magdalena gaaet... formoder, tydeliggørelse af det forudgående; s. 160: Ja han begynder... flye for ham, udvidelse af skriftsted.

258

✂ På nogle steder bliver en hel lille blok i manuskriptet flyttet over til en anden plads i den trykte prædiken; s. 151: Havde Gud icke ved mange Plager... Luc: 15. 16; s. 160-61: Jeg er, siger han selv... Apoc: 1, 18; s. 163-64: Græd icke... Apoc: 5, 5.

✂ Endelig sker der et par gange en ligefrem omdannelse. Det gælder prædikenens slutning, der i manuskriptet er formet som en tilbagevenden til dens begyndelse, samme fremgangsmåde som i jubelprædikenen 1749. Her har Brorson i den trykte prædiken valgt at lade det hele klinge ud i en stor lovprisning, hentet fra Joh. Åb. - svarende til den stræben efter retorik, som mange af hans ændringer viser.

✂ Men mest interessant er den omdannelse, vi møder s. 159. Det drejer sig her om et af Brorsons yndlingsbilleder: duen fra Noas ark. I manuskriptet omtales først verdensmenneskene som Noas ravn, der søger sin fornøyelse i Verdens ureenligheder, og derpå opfordres der til at give agt paa Duen (dvs. Maria Magdalene), som saalenge har flagret omkring over de mange jammers Bølger, og endelig... funden sin Noah igien og hvile i hans Døds og opstandelses trygge arck og søde giemme. Billedet svarer til Sv.-S., nr. 343, 3. Brorson har imidlertid ændret det. Han har åbenbart villet mildne sine ord og har derfor udeladt ravnen, ganske som han s. 172 i steden for et skarpt sideblik til de daarlige Folck, som har bygt deres huus paa Sand, taler opmuntrende ord til de forstandige Folk, som har bygt deres Huus paa en Klippe. Duebilledet har han derimod beholdt, men har gjort en helt anden brug af det. Det taler ikke mere om, hvad Maria Magdalene selv har fundet, men - ligesom indledningsdigtet s. 130, l. 11-14 - om, hvad hun har fået at bringe andre: Hun var den Due, som allerførst bragte Apostlerne, da de svævede endnu, som indelukte i Arken, paa Angestens Bølger, det søde Fredens Olie-Blad om JEsu frydefulde Opstandelse. I denne anvendelse af billedet betegner arken altså ikke mere et trygt gemme, men et angstfuldt opholdssted. Vi møder her et ejendommeligt eksempel på Brorsons billeddannende evne og mærker tillige hans overvejelse af, hvordan han bedst kan påvirke sine tilhørere, og hvad han skal bringe dem.

✂ Ændringer af teologisk art finder man knap nogen af. Det

259

✂ skulle da være s. 148. Manuskriptet har her: hvor degligt det er, naar Kierlighed til Jesum er kommen ret i Brand, hvorimod den trykte prædiken betoner troens primat: Hvor Troen er saa fast og bestandig, der kommer Kierlighed ret i Brand.

✂ Vi har nu fået et indtryk af Brorsons arbejdsmåde: hans omhu og eftertanke over for både stort og småt, mest dog i grunden over for de små ting, og med stærk vægt på formen. Det har særlig interesse ved at uddybe det, der taler for, at han på samme måde har filet på sine vers, se 1. bind, s. XVIII. Ved versene har det været tjenende for hans geni; derimod er det et spørgsmål, hvor meget det har gavnet ham som prædikant. Tænkte man sig, at man havde hørt prædikenen i de to skikkelser, ville man næppe have følt en forskel, der svarede til den anvendte umage, måske kun, at den gennemrettede form hist og her virkede lidt mere retorisk, og var det så et fortrin? Man kommer ikke bort fra det indtryk, at han bærer en rustning, som tynger ham, og det er med en vis medfølelse, man hører sønnen fortælle om den møje, renskrivningen af denne prædiken havde voldt hans fader i den sidste trange svaghedstid, se s. 30.

✂ Selve sprogformen er nærmest noget tung eller stiv med lange, tit indviklede sætningsforbindelser. Det er jo den latinske skole, man her mærker; men det er påfaldende, at hans prosa har dette særpræg samtidig med, at hans vers har en lethed og flugt, som ikke er overgået af nogen dansk digter og nået af meget få.

✂ Ved tekstbehandlingen lægger man mærke til den stærke udnyttelse af tekstens enkelte ord. Der er tænkt nøje over dem, og der siges adskilligt træffende og smukt om dem. Men tit er det sådan, at de bliver presset, eller at det ligefrem er ren indlægning i steden for udlægning. Det grelleste eksempel har vi nok i karakteristikken af Maria Magdalenes person (s. 140 flg.). Der begyndes med, hvad der ligger i navnet Maria, som hun jo dog havde til fælles med mangfoldige andre. Det hedder, at dette navn efter den almindelige forklaring betyder bitterhed, men at nogle tillægger det betydningen ophøjet, og heraf drages så den slutning, at hendes navn er i Bitterhed ophøjet, idet der tænkes på hendes gråd ved Jesu grav. Senere hedder det (s. 147), at hun svarer til sit navn Magdalene; det har sin Oprindelse af

260

✂ et Taarn, og saaledes viiste hun sig mod alle slags Storme ubevægelig og u-overvindelig, I virkeligheden er det tidens metode, man møder i den slags kunstfærdigheder, altså et nyt eksempel på det skolemæssige i Brorsons prædiken. Sådan også, når den omstændighed, at Maria først kender Jesus, da han nævner hendes navn, bruges som bevis for dogmet om, at ordet er det nådemiddel, hvorigennem Herren åbenbarer sig (s. 165). Man kan finde ganske det samme hos Hersleb*).

✂ Prædikenen har et belærende præg. Det gælder især »indgangen« og den første del af »tekstens forklaring«. Til dels virker også de mange skriftsteder i den retning. Der er tillige megen formaning, f. eks. s. 135 til ikke at misbruge påskehøjtiden til syndige glæder, sådan som vi kender det fra Tr. r. Kl. både med hensyn til jul, fastelavn og påske, nr. 5, 27 og 47.

✂ Disse ejendommeligheder giver jo nok talen noget tørt. Men efterhånden kommer der mere liv og varme, og fra s. 153 møder vi en smuk skildring af Maria Magdalene. Her tales der også vise ord om ikke at foragte svage kristne: Alle Apostler vare ikke Johannes, og dog vor Frelsere kiære og elskelige. Der er smaa og store Stierner paa Himmelen. De mindre ere ogsaa Stierner. Alle Troende ere JEsu angenemine, baade svage og sterke, ja u-mistelige. Men så på den anden side: Dette siges ikke for derved at bifalde Troens Svaghed, ligesom man ikke skulde have Behov i saadan Tilstand desto inderligere at bede om Troens Forøgelse. Der peges på, at den kundskab, Maria Magdalene påskemorgen havde om Kristi døds og opstandelses frugter, kun var ringe mod den, hun siden fik; men hun ejede kærligheden til ham, og det er den ypperligste Vej, paa hvilken end ikke de allereenfoldigste kan fare vild, i hvor svag deres Kundskab end til en Tiid maatte befinde sig (s. 154-55).

✂ I det hele er der megen sjælesorg i denne del af prædikenen. Det Ord: Hvem leder Du efter? Er den rette Prøve-Steen for vor Christendom. Verden veed nok, hvad den leder efter. Men derimod tør (dvs. behøver) Guds Børn ikke heller betenke sig lenge paa, hvad den gode Part er, som ikke skal tages fra dem (s. 164). Eller: Jeg vidste aldrig at stille en bange Siel og

* 261

✂ forskrekket Samvittighed noget sødere for end den korsfæste og opstandne Frelseres Ord til Maria Magdalena: Hvi græder Du? Sandt er det, at betragte vi vor Tilstand uden JEsu, ja, da maatte vi vel græde Blod. Men nu er han kommen... Hvo vil da giøre os noget? o. s. v. (s. 163).

✂ Prædikener forældes hurtigt. Tænker vi på det 19. århundredes store danske prædikanter, er der vel næppe nogen uden D. G. Monrad og måske Vilh. Beck, som ikke af en nutidslæser føles fortidig. Derfor er det ikke så sært, at Brorsons forkyndelse nu har ondt ved at tale os rigtig til hjerte. Det må man have i tanker, når man ser på forskellen mellem vort indtryk af den og det, som vi har vidnesbyrd om fra hans samtid. Desuden er der jo prædikanter, hvis mundtlige tale og hele personlighed gør deres prædiken til noget helt andet - og højere, - end den er i skreven form. Han har formodentlig hørt til dem.

✂ Den bedste vej til at nå en vurdering er vel nok at sammenstille ham med andre forkyndere fra datiden, og her ligger det nær at vælge biskop Hersleb, så meget mere, som også Hersleb har efterladt sig en prædiken om Maria Magdalene*).

✂ Ser vi på den, så møder vi i og for sig det samme system i opbygningen som hos Brorson: den lange »indgang«, den udhævede disposition, de mange bibelcitater. Men Hersleb er langt friere. Hans indgang er ikke en slags prædiken over en tekst, men en livfuld drøftelse af den tanke, der kan komme op hos mennesker: om man blot kunne få forbindelse med en af de døde, og hvilken betydning det ville have; det fører så over til den opfordring: Lad os gå den opstandne Jesus i møde; han kommer til os fra de dødes land, og af hans ord kan vi hente trøst. Noget lignende der, hvor Hersleb begynder på »tekstens forklaring«. Der skildrer han, hvordan folk, som fra ringe stand bliver ophøjet til stor ære, sjælden bliver sig selv lig. Ikke uden humor beskriver han sådan en mand, der ikke mere kender sine gamle venner. Helt anderledes er det derimod med Jesus. Han blev dog ved opstandelsen ophøjet til en ære uden mål og grænse; men der var ikke mindste forandring i hans sind og hjertelag over for hans svage disciple. Det ser vi af den måde, hvorpå

* 262

✂ han tog sig af Maria Magdalene, og af det budskab, han gav hende til dem, han kaldte sine brødre.

✂ Der er noget anskueligt levende over det hele, og tonen har fra første færd en jævn hjertelighed, der ligesom bringer prædikanten på talefod med tilhørerne. Sproget er lettere end hos Brorson, bibelcitaterne også lidt færre og mindre tyngende. Dispositionen er ikke nær så udhamret. Det kan medføre, at tankegangen hist og her bliver mindre logisk; men det hjælper til en naturlighed, som virker tiltalende.

✂ Kristendomssynet, der ligger til grund, er egentlig hos Hersleb som hos Brorson. En kende strengere er Ribebispen vel nok, og man aner måske en større dybde hos ham, sammenhængende med et skimt af tungsind. Udlægning og citater ligger hos begge lige op ad hinanden; f.eks. møder man også hos Hersleb højsangsmotivet med sjælen som Jesu brud. Men fremstillingen har hos Hersleb et andet præg - ikke det belærende, - og så myldrer det hos ham op med korte opbyggelige ord, ofte i træffende billeder. Det er som blomster i en have.

✂ Man kommer ikke uden om, at Hersleb er en større prædikant end Brorson. Men han regnedes jo også for den ypperste i datiden.

✂ Vender vi os så til Brorsons jubelprædiken, falder det først i øjnene, at svaghederne her gør sig gældende i højere grad end ved svanesangsprædikenen. Måske ikke just i den systematiske opbygning, hvor der næppe er stor forskel. Men i det belærende præg, som træder stærkt frem med sin tørhed. Man behøver blot at se på den lange indgang om sabbatsår og jubelår i det gamle Testamente, beskrevet nøjagtigt i alle enkeltheder, om det bibelske syvtal i det gamle og det nye Testamente, om trællenes frigivelse med hustruer og børn i jubelåret, om det sande jubelår ved Kristi komme, hvorfra man gennem kirkens forfaldstid og pavernes falske jubelår føres til reformationen og endelig når frem til jubelfesten for det oldenborgske kongehus. Brorson har til en begyndelse sagt, at han ville stemme jubelharpen ved at skildre det gammeltestamentlige jubelår. Men man fornemmer ikke, at harpen har megen klang. Hertil kommer, at sproget straks møder en som påfaldende tungt og indviklet.

263

✂ Men når man kommer noget ind i den egentlige prædiken, mærkes der mere flugt. Teksten, som er fra en af salmerne (Sl. 89, 1-6), griber øjensynlig prædikanten. Den får ham til at tale om salmedigtning: Hvad kand dog et eeniste Menniske, med sin Gudelige Digt være til opbyggelse iche alleene mens hand Lever, men end og efter hans Død... Derfor Digte og siunge da, ald den deel der kand, hvo veed hvad virkning det ved Guds Forunderlige Veie kand have endten hist eller her til Verdens ende? Og som modsætning nævnes det, hvordan et Eeniste Menniske ved sin Forfængelige Digt kand være mange til Forførelse, iche alleene mens hand Lever, men endog efter hånds Død... Sang har en stoer Kraft til at bevæge Affecterne... Forfængelige og Letfærdige Sange ere denne tiids farligste Trold-Bøger til at fortrylle unge hierter, og at see dem kast paa Jlden, skulle være os det prægtigste Fyhrværk i denne Iubel-Fæst (s. 284-85). Her er i alt fald noget, som brænder hos Brorson. For øvrigt ville man jo godt vide, hvor meget han henregnede til forfængelig Digt.

✂ På sine steder kan der komme en egen skønhed over hans ord, så det næsten føles som et lyrisk digt, f. eks. hvor han ud fra teksten taler om Herrens miskundhed: De første Christne kaldtes af Daaben de smaa Fiske, ret nok, og her ere de stoere Strømme, som de svømme udi: nemlig Herrens Miskundhed; det er Christi Turtel Dues gyldne Lund og Paradiis, blide Luft og Liflige Sommerdage, blanke Himmel og klare Sool: nemlig Herrens Miskundhed. Dersom dend skiuler sig for dem, ja da sidder de, som eenlig Fugl paa Taget og kand icke siunge bedre end en Rørdrum i Ørken... Men naar De Skyer driver forbie, Dend Vindter viger, da heeder det: Stat op min Venniste..., og så følger den forårsskildring fra Højs. 2, 10 flg., som han elskede så højt (s. 288).

✂ Gribende er hans kundgørelse af det rene evangelium: Her svinger Vi Iubel Fahnen for alle Bedrøvede Naadehungrige Hierter: Miskundhed. Miskundhed! thi naar mand skiønt med væemodighed [maa] see og tilstaae, at intet bliver saa meget misbrugt i Verden, som det søde Himmeriges Ord Miskundhed: dog maa alle Naadehungrige faae hvad dem tilkommer; en Guds Huusholder maa jo icke være knap i Naadens Iubel Fæst, men føre alle hungrige og tørstige ind til Guds stoere Naades Aabne Taffel;

264

✂ de maa skienke dend Klare og reene Viin uden Bærme, som icke er forfalsket, eller giort slap ved egenmægtig forsigtigheds indskrænkning (s. 289). Man mindes Tr. r. Kl., nr. 132, 5-6.

✂ Det er mærkeligt nok, at denne prædiken, som stærkere end den anden viser os svaghederne ved Brorsons forkyndelse, også i højere grad lader os se fortrinene. Den rummer bl. a. steder med en umiskendelig vækkende kraft, noget, som måske kan hænge sammen med, at Brorson her er yngre, se s. 291 flg.

✂ Festen gælder jo kongehusets jubilæum, og en stor del af talen må selvfølgelig handle derom. Vel nok noget kunstigt limet sammen med den rent kristelige forkyndelse. Kongerøgelsen er stærk. Sådan skulle det være; men prædikantens begejstring er ægte nok. Adskilligt, som nu om dage ville have hørt hjemme i aviserne, måtte med i prædikenen, f. eks. en karakteristik af hver af de 12 oldenborgske konger, i og for sig træffende, men naturligvis kun med rosende ord. Om hele rækken hedder det: See! Danmark Din Deiligste Guld-Kiæde, hvormed Herren saa Længe har prydet dig. See! Norge Dit Bruude Smycke og Perle Rad af de allerrareste i Verden (s. 280). Til sidst udmåles kongernes salighed i himlen. Alt det er datidens måde. Brorson får dog sagt, at den klippe, kongehuset først og fremmest har at bygge på, er Herrens miskundhed: Hvorfor Miskundhed? For at udlukke ald egen Fortienniste (s. 295). Og der gives Frederik V en tydelig anvisning på at tage sin fader til forbillede (s. 310).

✂ Hen mod slutningen nævnes kongernes latinske valgsprog (symbola), og Brorson føjer til hvert af dem en fordanskning i to verslinier. Et lykkeligt greb, som virker oplivende i den lange prædiken. Hvor han har valgsprogene fra, er ikke til at sige. Overinspektør Georg Galster nævner (brev 4/9 1954) Albert Haelwegh, Regum Daniæ icones accurate expressæ, Hafniæ [ca. 1646], en samling kongebilleder med valgsprog, men gør samtidig opmærksom på, at Christian IIIs og Frederik IIs valgsprog der er kortere end hos Brorson; Christian IIIs har også lidt andre ord. De lyder: Fiat voluntas tua, Domine (hos Brorson: In Deum confido solum, fiat voluntas Domini), og: Spes mea sola Deus (hos Brorson: Rara fides terris, Spes mea sola Deus)*).

* 265

✂ Brorsons fordanskning rammer nøje tanken i de latinske valgsprog undtagen ved det sidste, Frederik Vs: Prudentia et Constantia (»klogskab og fasthed«), der gengives:

✂ At Jeg min Konge kun alleene maa behage,
Det er mit Scepters maal i alle mine Dage.

✂ Den talende i verset må jo være kongen (mit Scepter), og når han så siger min Konge, kan der hermed kun være ment Gud, altså: »Formålet for mit styre er kun at behage Gud«. Det er jo noget helt andet end valgsproget. Hvad har Brorson ment med denne mærkværdige ændring? Har hans tanke været, at »klogskab og fasthed« var for svag en grundvold at bygge riget på, og har han som modsætning villet pege på den rette grundvold? Kan det være ment som en skjult formaning til Frederik V? Foruden det eksemplar, der er sendt til J. L. Holstein, har der i alt fald også været et andet, som Brorson har indsendt til kongen, hvad der var pålagt biskopper og provster som en pligt.*)

✂ Også til jubelprædikenen har vi et sidestykke af Hersleb. Det er den prædiken over samme tekst, som han holdt på jubilæumsdagen i Christiansborg slotskirke, hvor kongehuset og alt, hvad der var fyrsteligt og fornemt, var til stede. Den blev udgivet efter kongens befaling.**)

✂ Også den har en indledning med gammeltestamentligt udgangspunkt, nemlig Nebukadnezars drøm om billedstøtten med hoved af guld, bryst og arme af sølv, bug og lænder af kobber, ben af jern og fødder dels af jern, dels af ler, Dan. 2, 31 flg. Medens Daniel ved tydningen begynder oppe fra hovedet, siger Hersleb, at han vil gøre omvendt. Det første århundrede under den oldenborgske stamme var som billedstøttens fødder: tapre, kraftige konger, men usikre forhold - som jern og ler. Det andet århundrede, da reformationen var befæstet, var sølv, men også kobber, altså dog noget blandet: kongens ret og rigsrådets magt. Men så fremskinnede det tredje århundrede med enevoldsmagtens indførelse: det gyldne seculum, hvor kongen var guldhovedet, og nu ved indgangen til det fjerde siger biskoppen til

* * 266

✂ Frederik V som Daniel til Nebukadnezar: »Du, o Konge! er selv det Guld-Hoved« (s. 19). Ganske vist har dette jo i virkeligheden ikke stort med tanken i den bibelske fortælling at gøre, og udnyttelsen af billedet er mangelfuldt gennemført - det logiske var nu engang ikke Herslebs stærke side. Brorsons nøjagtighed er der ikke noget af. Men fremstillingen er livfuld, sproget let, og det hele virker fængslende.

✂ Over for dispositionen forholder Hersleb sig frit. Han siger, at han godt kunne gennemføre den nøjagtigt; »men den Inddeeling vilde forvolde Vidtløftighed«, og derfor vil han tage det på en enklere måde (s. 53). Og med hensyn til teksten hedder det: »Jeg meener, ikke at have giort Uret, i Steden for vitløftig at forklare Texten, hvad Gud har giort imod David, heller i Korthed at fatte,... hvad Gud har giort imod os« (s. 77-78). På et enkelt punkt er Hersleb dog falden for fristelsen og har indladt sig på »vidtløftighed« i en betragtning over kongerne af Davids hus, deres tal, regeringstid o. s. v.

✂ Medens Brorson har gjort sig kendelig møje med at forene de to ting: dels forkyndelse af evangeliet, som han åbenbart synes, en prædiken bør rumme, dels jubilæumstale om kongehuset, så holder Hersleb sig til det sidste, holder sig til sagen, ville han vel sige. For en del virker hans tale som et smukt foredrag om de oldenborgske konger. Hvad kongerøgelsen angår, er han og Brorson i grunden ens. Kun ros til alle kongerne, og om Frederik V siger han: »Ingen er som han, blant alle, 1. Sam. 10, 24. Eller, som HErren selv siger om Job: Min Tiener, hans Liige er ikke fundet, fuldkommen, oprigtig, som frygter Gud, og flyer det Onde, Job. 1, 8« (s. 20). I henseende til gudsfrygt gør han dog en vis forskel mellem kongerne, giver her Christian III og Christian VI en særstilling, men siger ellers: »Alle, alle uden Undtagelse, om de have havt Feyl som Mennesker, have havt allerstørste Ærbødighed for GUd; alle været nidkiere for GUds Ære« (s. 43).

✂ Ejendommelig er hans begejstring over, at alle regerende huse i Europa stammer fra det oldenborgske, over den faste vekslen mellem navnene Christian og Frederik, og over, at hver måned i året har givet os en eller flere af de oldenborgske konger, enten

267

✂ ved fødsel eller ved kroning; kun december mangler; men heri er der et godt omen om, at vi har noget i vente. Hans håb til fremtiden går i øvrigt ud på, »at vi i det nu tiltrædende Seculo ikke maae tælle fleere Konger, end Friderich V og Christian VII«, den da nyfødte kronprins (s. 21-22).

✂ At Brorson savner Herslebs frie overlegenhed over for talens anlæg og udførelse, er let at se. Men idet han fordyber sig i teksten med en virkelig kristendomsforkyndelse som formål, kommer hans prædiken - trods sine mangler - til religiøst at ligge i et højere plan end Herslebs.

✂ Endelig nævner vi biskop Broder Brorsons jubelprædiken i Ålborg, »Frydens Basune«, der findes som manuskript i samme pakke som H. A. Brorsons.

✂ Den er ejendommelig ved at have to indledninger. Til begyndelse en kortere - dog på 3 foliosider - med Rom. 11, 26-27 som udgangspunkt; her opfordres der til syndsbekendelse og bøn om tilgivelse for ikke på rette måde at have påskønnet kongernes velgerninger og efterkommet deres anordninger. Derpå kommer det egentlige exordium over 3. Mos. 25, 9, hvor der ligesom hos H. A. Brorson tales om jubelåret hos det gamle Israel, men særlig dvæles ved »Frydens Basune«, der indvarslede det. I større herlighed ses dette virkeliggjort i den nye pagt, og det anvendes så på jubelfesten for kongestammen. Herefter følger selve prædikenen over Sl. 89, 1-6. Den bygger på ordene: »Jeg gjorde en pagt med min udvalgte« (v. 4). I første afsnit tales der om Herrens pagt: nådens pagt ved Kristus og dens frelsende betydning for sjælen. Andet afsnit handler om »Guds bundsforvandte«, som egentlig er enhver, der tror hans forjættelser; men i særlig forstand er kongerne udvalgt dertil, og her får vi skildringen af hver af de oldenborgske konger, ejendommelig ved, at der udelukkende tages hensyn til deres betydning for kirken. Frederik V kaldes »Rigernes Soel, Guds Bunds Forvandte; hans meere end menniskelige Mildhed og Naade er en forundring for ald Verden. Hans Fædres Dyder ere udødelige, fordi de glimre endnu i ham«. Tredje afsnit har til emne kongens og hans undersåtters ægte jubelfest. Alle opfordres til at efterkomme kongens påbud om at prise Gud. Et nyt orgel lader for

268

✂ første gang sin tone høre i Budolfi kirke; dette skal minde om, at når Gud får stemt vore hjerter, giver de en yndigere harmoni i himlen end Davids harpe eller vort orgelværk på jorden. Orgelet bærer »vor mageløse Konges dejlige Navn, samt Kongens og Dronningens kongelige Vaaben«, og herved påminder det om inderlig forbøn for kongen og hans hus.

✂ Prædikenen er fast bygget, uden at dispositionen føles tyngende. Sproget flyder let. Der er en vældig ordflom, en form for retorik, som vel har bidraget til at give Broder Brorson det ry, han i datiden nød som prædikant. I beherskelse af formen står hans prædiken over broderens. De er fælles om at lade teksten komme til orde og forkynde evangeliet; men spørger man her om indholdet, så har det en større kraft og rigdom hos Hans Adolph.

269

✂

270

✂

✂ Hallelujah!
Iubilerer!
Triumpherer!
Herren Priiser :||: :||: :||:
Som Os slig ære beviiser :||: :||: :||:

✂ Dette, Elskelige i Herren, maa i disse frydefulde Dage være Vor Danske Zions Iubel Løssen, Vor første og sidste Basune-Klang i denne Forsamling, og, Gud Give, et Lifligt Echo og Gienlyd af Hands Kongelig Maiestæts Vor Allernaadigste Arve Herres og Konges Allernaadigste Villie og Befalling til Os, anlangende denne mærkelige Dags Høytiidelige Helligholdelse. At Gud har besøgt disse Riger og Lande med besynderlig Naade og Miskundhed, og i sær Ladet Os nu i Tre Hundrede Aar efter Iothams Lignelse Iud: 9 sidde under de Deiligste Olie Træer og Viintræer og Figen-Træer, af dend rare1) Oldenborgske Stamme, Dend Sag fordrer dend Almindeligste, alvorligste og Høytideligste Erkiendelse og Taksigelse. Men at denne Hellige Afsigt2), Gud Alsommægtigste til Ævig Lov, Priis og Ære, Hands Kongel: Mayt og det Gandske Kongel: Arve Huus til Glæde og Velsignelse, Og Os Alle til en Salig Opmuntring og Opbyggelse motte erholdes, Dertil agter jeg Tienligt, at Vi først søge at Stemme Vor Iubel Harpe, med at Handle noget om Iubel Fæsten i det gamle Testamente, som et Forbillede til det Nye Testamentes Iubel-Fæster i anleedning Af Lev: 25, v: 8-10: Og Du skal tælle dig syv hvile Aar, syv Aar syv Gange, Og De Syv hviile Aars Dage skal være Dig 49ve Aar, Og Du skal Lade en Basune Klang gaae igiennem Landet, i dend syvende Maanedt paa dend 10de Dag i Maaneden; Paa forligelsernes Dag skal J lade Basunen gaae igiennem, Udi alt Eders Land, og J skal holde det Halftrediesindstyvende Aars Aar Hellig, og J skal udRaabe friihed i Landet for alle Dem som boe deri, Det skal

* * * 271

✂ være Eder et Iubel Aar, og J skal igien komme hver til sin Eyendom, og igien komme hver til sin slægt.

✂ Til hvilken ende, i Disse Ord, Tvende Ting ere de mærkværdigste at betænke,

✂ 1: Tiiden naar Denne Iubel Fæst skulle holdes, Nemlig: Naar Syv gange Syv Sabbaths Aar vare til ende. Det er bekiendt. At Da Gud hafde frelst Israel ud af Egypten, som var Begyndelsen og Grunden til alle Deres Høytider, Anbefalede Hand dem Hver Nye Maaneds Fæst, og desuden mangfoldige fleere som alle vare indrettede efter det Mysterieuse 7 tal, Nemlig fra Bemelte Paaske at regne (foruden hver Syvende Dag) i dend 7de Uge Pindse Fæsten, i dend 7de Maaned Nye Aars, Forsoningens og Løv Salernes Høytiid, hver Syvende Aar Sabbaths Aaret, i hvilket Landet skulle hvile: Lev: 25. v. 4: Og ald Gield eftergives (en Liflig Afbilding af dend Naadige Befrielse ved Christum fra Lovens ufordragelige1) Aag, Satans Slaverie, samt Syndens Naadige eftergivelse Col: 2: v: 13. 14. Es: 55, v: 2. 3. 12). Hvilket Sabbaths eller 7de Aar var da meget angenemt for Guds Børn, ikke allene af Ovenbemelte Aarsager, Men end og i henseende til Messiæ forvendtelses Chronologie, thi Ligesom mand brugte disse Aar-Uger til, derved at tælle sig til hvert Iubel-Aar, saa brugte de troende fra dend Babyloniske Fængsels Tiid af, efter anviisning hos Daniel Disse Aar-Uger til derved paa det nærmeste at udregne det Nye Testamentes glædelige Tider eller Jubel-Aar: Der ere Halffierdesindstyve Uger bestemte over dit Folk, og over Din hellige Stad, til at forhindre Overtrædelsen, og til at besegle Synder, og til at forsone Misgierning, og til at lade komme en Ævig Retfærdighed, og til at besegle Siunen2) og Propheten, og til at salve det aller Helligste; Saa viid og Forstaae, fra dend tiid det ord udgaaer, at Lade dem komme tilbage, og At bygge Ierusalem, Indtil Christum dend Fyrste, ere Syv Uger og To og Tredsindstyve Uger, i hvilke skal bygges igien gaden, og Graven, og det i de trange tider Cap: 9: v: 24-25. Hvilken Regning da icke var saa tung, som mand nu gemeenlig forestiller sig, efterdie De, i det mindste fra dend tid af, Altiid holdte Deres Sabbaths Aar, som Esras, Nehemias og Maccabæus Vidner, og

* * 272

✂ Iosephus Lib: Ant: 15:1) C: 1: beretter: At Ierusalem just i Sabbats Aaret af Herode2) blef indtagen, som var kun kort for3) Christi Fødsel. Om dette Syv Tals Hemmelighed, saavel i forberørte, fast alle det gamle Testamentes Fæster, som i det Nye Testamentes 7 Meenigheds Engle, 7 Gyldne Lyse Stager, 7 Skaaler, 7 Segle, 7 Tordener, 7 Basuner er det nok dennesinde i almindelighed at erindre, at som Befrielsen ved Christum, og dend deraf flydende Salighed at forestille og eftertænke Var alle Fæsters Øyemærke, Saa var 7 Tallet som er fuldkommenheds merke, alle tider en Erindring og Forsikring, om dend Sags forvendtede høyeste fuldkommenhed, naar Alle Guds Børn skal samles eengang, til at holde derover dend stoere og Ævige Iubel-fæst. I dend 7de Engels Røstes Dage, naar hand skal basune, skal denne Guds Hemmelighed blive fuldkommen, Apoc: 10, 7: Naar dend 7de Engel basuner og der bliver stoere Røster i Himlene, som Siiger: Verdens Riiger ere blevne Vor Herres og Hans Christi, og Hand skal regnere i ald Evighed; Naar de 24 Eldste, som sidde for Gud paa Deres Stoele4), falder need paa Deres Ansigter, og tilbede Gud, Sigende: Vi Takke Dig Herre, Gud dend almægtige, dend der er, og dend der var, og dend der kommer, fordi Du haver Annammet dend din stoere Kraft, og haver regneret; og Hedningerne ere blevne vrede, og din Vrede er kommen, og de Dødes tiid at Dømmes. Apoc. 11 Cap: 15: 16: 17: 18. Og som dette tiener Verdens Børn til at eftertænke, hvor uriimeligt det dog er allermeest at anvende Høytiider til Deres syndige Lyster, som i sær Guds Børn til opmuntring, at de i ald Deres Aandelige og Legemlige Mangel tænker paa dette 7 Tal og dend 7de Engels Basune Klang til Deres fuldkomne Forløsning og ævige Iubelfæst; at, Ligesom de ommeldte Sabbaths Aar i Israels tidregning vare Ligesom Gyldentallet til Deres Iubel-Aar; thi naar de af dem hafde talt 7 gang 7: nemlig 49, saa kom Iubel Aaret, det Halftrediesindstyvende, saaleedes ja meget meere bør hver Søn- og Hellig-Dag være Os som gyldental, til dend sig alt meere og meere nærmende Evighed og Guds Børns fuldkomne forløsning, hvorefter alt Creaturet5) Sukker med dem Rom: 8:; men i sær maa denne Jubel Fæst, som

* * * * * 273

✂ forelægger Os Guds synderlige Velgierninger i saa lang en tiid af Tre Hundrede Aar, da mand icke kand vendte, at der i denne Verdens sidste aften skal komme ret mange af det slags meere, sætte Os allesammen i dend allerinderligste Betragtning af det Stoere Iubel Aar, hvilket jeg i henseende til det gamle Testamentes Iubel Fæstes tiid, icke kunde undlade at mælde, for derved at skiærpe Vor Andagt, til med desto større eftertanke at betragte det 2det styche om Iubel Aaret i det gamle Testamente. nemlig

✂ 2: Dette Iubel-Aars Herlighed. Det var icke Alleene i almindelighed et extraordinair Herligt Frieheds Aar, da hver kom til sin Friehed, Land, Slægt og Eiendom igien, Men i særdeeleshed, et meget glædeligt Aar for Ebraiske soldte Tienere, thi vel er det vist, at hver ebr: Tienner kunde alle tider gaae frie ud i det 7de Aar, Exod: 21., v: 2: Dog hafde hand i sin Hosbonds Brød faaed Hustrue og Børn, saa motte Hand Lade dem blive tilbage, eller og tiene Evindelig, ibid:1) v: 6: Men i Iubel Aaret gik Hand frie ud med sine Børn Lev: 25, 41: Og denne Herlighed, som Iubel-Aaret hafde frem for Sabbaths-Aaret, var een af denne Høye Fæstes angenemmeste Omstændigheder. Thi naar tilsammen paa dend store Forsonings-Fæst, dend Tiende Dag i dend 7de Maaned, gik en Basune Klang igiennem det hele Land, saa gik alle bemelte Tiennere med Hustrue og Børn, og det med deylige Krandse paa Deres Hoveder, frie og francke ud af Deres Hosbondes Huus, med mangfoldige skiønne Gaver og Foræringer forsynede, Deut: 15, 13: Og Efterdie disse Basuner vare saa meget Liflige at høre, derfor har Fæsten deraf sit Nafn, at dend heder Basune-Fæsten, thi Ordet Iobel i Hoved Sproget betyder Basune af Væder-Horn, eller andre krumme Instrumenter som ligner Home. Denne forbemelte De fattige Tienneres saa høytidelige Ophøyelse i fuldkommen frieheds Stand, Og Deres anseelige Procession, var frielig2) et Deyligt Spectacul3) for alle, men allermeest for dem som Forstoede hvad det havde at betyde, og hvilket dend stoere ald Verdens Frelsere om sig Self forklarer saaleedes: Es: 61:, 1: 2: 3: Dend Herres Herres Aand er over mig, derfore haver Herren Salvet mig, til at kundgiøre et

* * * 274

✂ got Budskab for de Sagfmodige, Hand sendte mig til at forbinde Dem, som have et Sønderknuset Hierte, til at udraabe for de Fangne Friehed, og for de Bundne Fængslets opladelse, til at udraabe Herrens Velbehagelige Aar, og Vor Guds Hevns Dag, til at trøste alle sørgende, At beskicke for de sørgende i Zion, at dem skal gives prydelse for aske, glædens Olie for Sorg -; Er det icke tydelig nok sagt om Iubel-Aaret? hvis marf og Kierne aldrig har været eller bliver anden end dend høytidelige Glæde i Verden over dends fuldkomne forløsning fra Syndens og Sathans Trældom, i det gamle Testamente, som sagt er, saa Livagtig afbildet, og i det Nye Testamente af Vor fuldkomne Goel og Løsere saa herlig opfyldt, og formedelst Evangelium i dend gandske Verden udbasunet Col: 1, 6. Hand self, som har hovednøglen til alle Guds Naaders Liggendefæe1), har offentlig i Nazareth forklaret denne herlige Text saaleedes om sig self Luc: 4: 17: etc: og merkelig er det, at da hand hafde i dend deilige Text Læst indtil de Ord: At udlade de plagede i friehed, at prædiche Herrens Velbehagelige Aar v: 18: 19: strax derpaa Lukte hand Bogen, og flyede Tienneren dend, for derved at fæste deres Tanker til det velbehagelige stoere Iubel og Frieheds Aar i det nye Testamente; og er ingen under, da mand hørte Den allerbeste Lærere at forklare dend allerlifligste Text, derpaa fuldte saadan almindelig fornøyelse, at de v: 22: gave ham alle Vidnesbyrd og forundrede sig paa de Lifsalige Ord, som udgik af hans Mund. Men hvor hastig blef icke dend andagt omvendt til forbittrelse, J hvilken anledning billig skulle her føres en ynkelig Klage over Verdens saa forskreckelige som fast almindelige uskiønsomhed og u Taknemmelighed, til en prøve, hvor meget Vi har giort det bedre end Nazareth, Bethlehem, Ierusalem, Corazin, Bethsaida, og Capernaum som var ophøyet indtil Himmelen, men blev stødt hen under2) indtil Helvede Matth: 11, 23; men da min Sag i dend hellige Fæst er at søge (og, saavidt mueligt er, at forbiegaae alt det, som kand hindre) vor Iubel glæde, saa vender jeg mig igien til denne Vores frydefulde Materie, og spørger, om det icke motte nok heede Iubel Fæst i denne Verdens ørk, da Livet blef Aabenbaret, Ordet blef

* * 275

✂ Kiød og boede iblandt Os, Da ald Jordens Slægters Velsignelse var self kommen her need i Verden, da Herlighedens Herre for at redde Os af Helvedes Baand og giøre os til Friebaarne, til Konger og Præster for Gud og sin Fader Apoc: 1: 6 v: vilde være en Forbandet Ting for Os, og tage Ald vor nød og ulycke, Synd og skiendsel paa sig, at hand kunde skaffe os en uendelig Iubel fryd og Herlighed. Jeg spørger endnu, om hans Persons yndighed, hans Lærdoms sødhed, Hans Miraclers Herligheder, hans Embeders Liflighed, i Troen grundig kiendte og betragtede, om de icke er saadanne Siæles herlige Iubel Fæst, eller, som hand self kalder det, Himlenes Rige Math: 13. Det ville blive for vidtløftigt, om mand her skulle udføre alle Ting med sine omstændigheder, angaaende det gamle Testamentes Iubel Fæstes Forbilleder, paa allerlifligste maader i Christo opfyldte; Mend dend eniste, som Hoved Sagen, bør dog icke forbigaaes Nemlig: at i hvor vel Iubel Aaret begyndte paa dend 7de Maanets Første dag, saa blef det dog icke med Basune Klang indvied, før paa dend Tiende Dag i samme Maaned, som var dend stoere Forsonings Fæst, og det just for at viise Iubel-Fæstens eeniste Fundament, og at ingen sand trøst og glæde i denne viide og bedrøvede Verden kand have anden Grund end dend forsoning, som er skeed formedelst vor Herre Iesum Christum Rom: 3: 24, hvorfor ogsaa denne stoere Hiertens fryd og glæde paa det allerhøytiideligste over ald Verden icke blef udraabt, førend dends Forsoning Formedelst hans lidelse, Død, Opstandelse og Himmelfart var bleven Forrettet og Antaget. Friehed! Friehed! Friehed! mine allerkiæreste, Friehed fra ald Helvedes magt og Vold, i saa sød en Forsikring om Guds søde Naade, og et Levende Haab, om een gang vist at komme igien til dend Himmelske Arf, Det var de søde Iubel Frugter, som saa uformodentlig som liflig fremkom i denne Verdens Tiiders Løvfald, og hvo kand med nogen Tunge udsige, hvordan De bleve til mode, som antoge dette søde Evangelium, og i hast bleve førte som af dend allerhaardeste Vindter Kuld, ind i dend allerangenemmeste Naadens fulde Høst og sødeste Paradiis, af Ægypten ind i et Aandeligt Canaan, der flød med Melk og Honning. Det var næsten en 4000de Aar efter Verdens skabelse, da mange paa de

276

✂ tider snarere tænkte paa dends undergang, at denne Retfærdighedens Soel oprandt i sin fulde Naades-glands Mal: 4: 2: og førte saadan en Deilig Naadens skiær-Sommer ind i Verden som de hellige Guds Propheter i det gamle Testamente neppe nogensinde saa yndig har kundet forestille sig. Vel er meeningen icke, at Guds Kirkes første Christne icke vidste af andet end bar glæde, efterdie Lidelser for Guds Folk, sær til visse tiider, vare i høyere grad end Nogensinde tilforn; Men endskiøndt de derved ustridig ofte motte gaae igiennem mange Vande Cant: 8: saa langt fra saadanne kunde slucke dend Kiærligheds Jid, at dend meget meere derved alletider naaede en høyere Grad, og aldrig har mand hørt deiligere Iubel-Sange i Verden, end da mand dend tid gik med fryde-Sange til de skreckeligste Marterer.

✂ O! hafde Guds Kirke blevet i dend Stand, som in Seculo Apostolico1), da behøvedes icke vidtløftig forklaring om, hvad Guds Kirkes Iubel Fæst er; Men efterat Apostlerne De første Vidner vare Døde, og de Apostoliske Lærere som vare underviste af dem, begyndte Det alt efter haanden at mørknes i Kirkens Kroge, og endelig da 300 aar vare til ende, var af denne Brand mange Stæder indtet uden asken tilbage; Evangelii Lys gik alt meere og meere under, følgelig ogsaa dend rette Iubel glæde. Vel begyndte Mand i Christendommens Midnat at udraabe Iubel-Fæsten hver hundrede, siden halv hundrede Aar, som ogsaa derefter blev forkortet til 30ve og til sidst 25ve Aar; Men som Kundskaben var, saa var og Iubel Fæsten; det er i høyeste maade forvirret og fordærvet, og i særdeeleshed dend høye Saligheds Post om Syndernes Forladelse, saa mand icke uden Hiertegræmmelse kand tænke derpaa. De geistliges Giærighed, Siæle Tyrannie og antagne magt over Verdens Riger og Regentere at bestyrke og formeere, var dend meeste frugt af saadanne Iubel-Fæster, saa ingen Hedensk Blindhed har været saa Fatal for Konger og Førster paa Jorden som det Barbarie, i hvilket Christenheden var forfalden, og det Slaverie, som end og de mægtigste i Verden motte synke under, uden at mand for Menniskelige Øyne kunde see allerringeste Redning: Jordens Konger motte see og forskrekkes, da Træerne hafde faaet Tornebusken

* 277

✂ til Deres Konge, at der gik Jld af Torne Busken, og fortærede end og de stoere Ceder paa Libanon lud: 9: 15.

✂ Men hvor kommer jeg saavidt hen i de forvirrede tider, allerheldst jeg har sat mig for, paa denne Dag indtet at handle, som kunde hindre Vor Iubel glæde. Dog Sandhed at sige: Det kunde jo icke forbigaaes, saafremt Vi ellers med en ret skiønsomhed skal erkiende Dend Naade, som Os af det Babyloniske Fængsel har udreddet, og over ald dend tiids Menniskelige Formodning, alt efter haanden Ladet Lyset igien oprinde, indtil det ved Guds Naade nu har naaet saa stoer høyde paa Vor glædes Firmanent.

✂ For 300 aar siden begyndte en blid Lycke Stierne at oprinde for Vore Forfædre i Norden, efterat i Iohan Hussis' og andre troe Vidners tider var skeet Forbereedelser til dend derefter fuldte Herlige Reformation med Doctor Morten Luther, og da ald Naadens Gud efter sit milde Forsyns Øye over Os hafde besluttet at besøge Disse Riger og Lande med sit søde Evangelii Lys, saa har hand og til dend ende foruden andre dertil nødvendige Midler udseet sig for Os her i Danmark og Norge en Særdeles Dyrebar Kongelig Stamme, som Vi kalde dend Oldenborgiske, og deraf givet Os Tolv Herlige Konger af hvilke dend eene meere end dend anden ved Herrens forunderlige hielp og Bistand har søgt at sætte Religionen og Riget i en Blomstrende og mod de forrige tider at regne ret forunderlig Velstand. Da Mand skref efter Christi Fødsel 1400 aar, begyndte det jo meere og meere at dages i Christenheden, (hvilket her at opregne Tiden icke tillader) en tiid, som i henseende til Rigernes Velfærd er merkværdig for Danmarck, da Dend Store Dronning Margaretha hafde sat Rigerne i saadan floer og Velstand, som tilforn var fast ubekiendt; og naar mand derfra Regner 7 gange 7 Aar, Saa begynder en Periodus i Danmarks tiids Register, hvortil dend bør at sætte et evigt merke. Det er just paa denne Dag da dend Danske Crone blev sat paa dend Dyrværdige Christian dend Førstes Hoved, ja ret en Sal: Dag for Danmarck, baade i henseende til bemelte Konge self, blandt Konger og Fyrster et stoer Exempel af Guds Frygt og Viisdom, med en rar Blanding af dend Herligste Kongelige baade Sagfmodighed og Tapperhed, saa ogsaa til Kongens 2de Prindser Hans og Friderich som

278

✂ troeligen efterfuldte Deres Fader i høybemeldte Christelige og Kongelige Qvaliteter, som og begge med ære har baaret dend Danske Crone. Men som Vi i mange Ting billig kand ligne dend Glorieuse Stamme Faders Ophøyelse med Patriarchen Iosephs, saa ogsaa hans 2de Sønner i henseende til Successionen med Manasse og Ephraim. Kong Hans Regierede med stoer Berømmelse i mange Aar; Men da hands Søn, Dend af Forstand og Tapperhed bekiendte Christian Dend Anden, ville fremme Rigets Velstand par force (som De andre Velsignede følgende Danske Konger hialp til rette med stoer Forsigtighed og Lemfældighed) og Hand derover mistede Riget, saa Kalde Vi dend Stamme saavidt Forglemmelse1) eller Manasse, Da Riget blef Givet Christian Dend Førstes Anden Prinds Hertugen i Holstein, som blev i Danmark Kong Friderich Dend Første, jtzige Regierende Velsignede Kongelige Linies, Gudfrygtige, Tapre, Viise og Milde Stam Fader, som med stoer Viisdom giorte Begyndelse til Reformationen, og af hvilken i lige Linie Needstammer følgende Dyrebare Konger:

✂ Dend Himmelsindede Christian den Tredie, som icke Prætenderede2) Riget, hvilket Ham dog tilkom, men efter Stændernes inderlige Begiering antog Regimentet, da det Stoed i dend yderste Fare, vovede Livet for Religionen og Riget, erholdte en Herlig Seyer, indførte Reformationen3) med saadan Viisdom og Lycke, som i Europa icke har sin Lige, Ligesom hand ogsaa hands gandske Regierings tiid er det rareste Portrait af en Himmelsindet, viis, tapper og Gud hengiven Konge.

✂ Den Ligesindede Friderich den Anden, som med stoer Viisdom og Lycke forsvarede og forbedrede Landene, fortplandtede Religionen og var derudi meere end Kong Salomon, at hand, i ald sin Regierings Tiid, efterfuldte sin Faders Fodspoer.

✂ Den ulignelige Christian den Fierde, Hvis Nidkiærhed, for Religionen at vove Lif og Blod, hvis Heltemod til Lands og Vands, Hvis Viisdom og Forfarenhed i alle affaires og Occasioner, Hvis Lyksalige, Retfærdige og Langvarige Regiering har foraarsaget

* * * 279

✂ at en af De mægtigste Konger i Europa icke urettelig har kaldet ham alle Europæiske Kongers Fader.

✂ Den u-oueruindelige Friderich den Tredie, som med ubeskrivelig Tapperhed figtede for sine Undersaatter, og det i uovervindelig Troe og tilliid til Herren, som og imod ald Menniskelig Formodning reddede Ham af de allerstørste Farligheder og giorde ham til ære, hvis Guds Frygt, viisdom, Retfærdighed og Naade Hand allerførst betroede det Danske Souveraine-Arve-Scepter.

✂ Den Heroiske Christian den Femte, som med stort Heltemod forsvarede sine Lande med Sværdet i Haanden, satte Vor Nordiske Zions Kirke Tienniste i en Deilig orden og harmonie1), mægtig forbedrede Politien2) og i Danmark og Norge understøttede Ret og Retfærdighed ved saadanne Love, som alle fremmede maa forundre sig over.

✂ Den Viise og Forsigtige Friderich den Fierde, som under dend Blodige Kriig kunde foranstalte de saa Langt bortliggende Hednigers omvendelse og ald dend svare omkostning uagtet pryde sit Land med Slotte, Sine Riger med Velstand, med saa mange Kirkers opbyggelse, saa mange Skoelers Stiftelse, saa mange Enkers og Faderløses Trøst og Forpflegning.

✂ Den Gud Hengivne Christian den Siette, hvis gudelige, fredelige, viise og Naadige Regiering Vi aldrig uden Længsel kand tænke paa, hvis Exempel af særdeeles Nidkierhed for alle sine Landes Tiimelige og Evige Velfærd og derhen sigtende utallige herlige Anordninger og Anstalter Lyser med usædvanlig Himmelglands for alle Monarcher indtil Verdens Ende.

✂ Den allermildeste Friderich den Femte, hvis særdeeles viise og Naadige Regiering er som Morgenrødens Dug for disse Riger og Lande. Herren bevare sin Salvede, Vor Øyens Lyst, som sit Øyesteen, omgive Vor Salomon med Naade, som med en Skiold, og Velsigne Vor umistelige Landets Fader med et Langvarigt, Frederigt3) og Lyksaligt Regimendte over alle hans Fædre.

* * * 280

✂ Da nu disse Dyrebare Konger ere i Lige Linie needstammende fra Kong Christian dend Første og Hands Anden Søn Kong Friderich dend Første, motte jeg da icke nok kalde Stammefaderen Ioseph med Iacobs Ord: Ioseph er en Frugtbar Qvist, ja en Qvist hos en Kilde, Din Faders Velsignelse er mægtig indtil de Evige Høyes Grendser Gen: 49. Motte jeg da icke ogsaa nok kalde hans Søn Kong Friderich dend Første, Ephraim, som Herren har udbred i saadan Længde af Velsignelse, saavelsom høyde af Lyksalighed: At Hand visselig med sin Stamme og Greene, uden ald Hyklerie og alleene Gud til Ære at tale, forestiller dend Allerdeiligste Kongl: Stamme paa Jorden, saa At Ligesom dend gamle Iacob sagde, Hvo som vil Velsigne i Israel, Hand skal siige: Gud sætte Dig som Ephraim Gen: 48: saaleedes ogsaa: Hvo som Vil velsigne Kongel: Familier paa Jorden, Hand siige: Gud sætte Dig som Kong Friderich dend Første i Danmark.

✂ See! Danmark Din Deiligste Guld-Kiæde, hvormed Herren saa Længe har prydet Dig. See! Norge Dit Bruude Smycke og Perle Rad af de allerrareste i Verden. Dersom Verden var en Guld Ring, Saa vare i dend henseende disse Riger Ædelsteenen derudi, og nest Guds Naade og Venskab kand Vi indtet større Ønske Vore efterkommere, end at De under samme Stammes søde Lye og Læe maa have det saa got som Vi til Verdens Ende.

✂ At nu denne Besynderlige Naade mod Os meere end alle andre Riger paa Jorden i saa mange Aar motte blive med største alvorlighed eftertænkt og skiønnet. Og Herrens Navn derfor Høytiidelig Priiset i Disse Riger og Lande, dertil har Vores Allernaadigste Arve Konge og Herre Anordnet denne Iubel Fæst og til saadan Hellig Jver iblandt Os at faae antændt, Anbefalet Os en Text at forklare, som Guds Kirke for næsten 3000 Aar siden har brugt i slige tilfælde og findes beskreven Psalm: 89: v: 1: 2: 3: 4: 5: 6 saaleedes Lydende:

✂

TEXTEN

✂ Jeg vil siunge om Herrens Miskundheder evindeligen, jeg vil kundgiøre din Sandhed med min mund fra Slægt til Slægt; Thi jeg sagde: miskundhed skal bygges evindelig; du skal Stadfæste din Sandhed i Himmelen selv, Sigendis: jeg giorde en pagt med

281

✂ min udvalte, jeg soer David min Tiener: Jeg vil stadfæste din Sæd evindelig, og bygge din throne fra Slegt til Slægt: Sela! Og Himlene, Herre! skal bekiende din underlige Gierning; ja din Sandhed er i de helliges Meenighed.

✂ J hvilke Vor Hellige Textes Ord Vi i dend Herres Iesu Navn til vor Iubel-glædes ydermeere opvæckelse med hinanden vil betragte:

✂ Guds Kirkes Iubel-fryd og Høgtid, over Kongens Huuses Floer og Herlighed: Hvorudi disse 3 Ting bliver at Forhandle:

✂ 1 Hvo der Iubilerer,

✂ 2 Hvorover De Iubilerer,

✂ 3 Hvordan De Iubilerer,

✂ O! Alle Kongers Konge Herre Iesu. Du som Slog Din Tælt op iblandt Os fuld af Naade og Sandhed, udbreed Din Miskundheds Himmel Over Os, og Din Sandheds Befæstning, Saa ville Vi siunge dit Nafn, alle Vore Lives Dage! Og Himlene, Herre! skal forkynde din underlige Gierning, ja din Sandhed i de helliges Menighed.

✂

Textens Forklaring.

✂ Jndtet giør et Menniske til et U-Menniske, meer end u-Taknemmelighed og u-skiønsomhed imod Herrens Godhed; Men iblandt alle u-Taknemligheds Grader Er ingen høyere end Naar de største Velgierninger allermindst agtes og skiønnes. Og da dette er ustridig vist, saa er desto værre dend største u-Taknemlighed At finde der hvor De største Velgierninger gives og tilbydes, jeg mener i Christenheden. Hvad er, mine Allerkiæreste! meere foragtet end de Stoere Gaver Ordet og Sacramenterne, ja at ald Naadens Gud saa kiærlig frembyder sig self, med sin kiære Søn, med sin Hellig Aand, med ald sin Himmel og Salighed. Og Ligeleedes har det sig med de andre Midler, som Gud bruger til Menniskets Timelig, Aandelig og Ævige Velfærd at befordre, iblandt hvilke Vi i særdeeleshed maa ansee Viise, Retfærdige og Naadige Konger som Dend allerstørste Gave og Velsignelse for Lande og Riger; Thi da enhver Øfrighed i sig self er det Baand, som holder Verden tilsammen, at dend icke reent falder i Stave, og de Støtter under dend Svage Muur, at icke alting med et

282

✂ gaaer til Grunde, hvor stoer er da dend Naade, naar Gud giver et Land Konger efter sit Hierte. Naar jeg Tænker paa hvorleedes De første Christne frem for alle Ting, bade for Deres Hedenske Konger og Tackede Gud saa inderlig for hver Velsignelse og Beskiærmelse, som De nøed under Deres Regimente, efter Pauli Formaning 1 Tim: 2, 1-2: v: og Derimod tænker paa de utallige Velsignelser som Vi frem for dem nyde under Vore Dyrebare Konger (som dog ingen sand Christen kand være uviidende om), saa kand Vi icke andet end derover blive røde i Kinderne med hiertelig Suk, at Herren ogsaa vil forlade Os dend og ald anden u-Taknemmelighed. Dog er icke min Meening, at Vi allesammen skulle just være saa uskiønsomme, men gandske vist er det, at alle De som har smagt Herrens Naade, har ogsaa til alle tider hiertelig erkiendt og Priiset denne Stoere Velgierning, og det icke alleeniste nu i det nye Testamente da Guds Naade i alle Ting er bleven herligere aabenbaret, men end og igiennem alle det gamle Testamentes tider. Jeg har sagt tilforne, at Vor Text er Begyndelse af en Sang, som Guds Børn for ungefehr 3000 Aar siden har brugt om Deres Kiære Konge og Hands Arve Huus. Det er Os i det nye Testamente ingen Ære, Dersom Vi, som kunde og burde have saa stoer Fortrin for Dem i Guds Naades erkiendelse, iche i det ringeste findes Deres troe efterfølgere, og dette bliver her Vor Sag, om icke frem for dem, da dog med dem at Erfahre Guds Kirkes Iubel Fryd og Høytid, over Kongens Huuses Floer og herlighed.

✂ Til dend ende Vi efter Løfte betragte:

✂ 1: HVO DER IUBILERER. Det Ord Jeg vil siunge viiser Os i særdeeleshed til

✂ a: Hoved Mændene for dend Sang.

✂ a Ethan anføres som Digtere og Sange-Mestere i Overskriften, hvorved Vi maa forstaae en Person, som icke alleene kunde Lære andre at siunge og spille efter Noder, men et Hoved og Anfører for Leviterne og Israels Folk i Herrens Helligdom, til at oprette Herrens Lov og priis i Landet, hvorfore hand ogsaa, der arken skulle indføres i Ierusalem, var een af de 3 stoere Formænd i dend extraordinaire Kong Davids Iubel Fæst:

283

✂ 1 Chron: 15, 17-19 v: I henseende til hans stoere Viisdom endogsaa i Naturlige Ting sætter Skriften Ham først iblandt de Faae, som allernærmest kunde Lignes ved Salomon: 1 Reg: 4, 31 v: Dog deraf har Vi slet ingen prøve; mens at hand, som egentlig er Vor Sag, var en stoer Lærere, en Himmelsindet Mand, en mægtig Theologus i hine tider, fuld af Aandelig Viisdom og Forfahrenhed, det beviises deraf, at Davids Stoere Sangmestere kaldes Propheter 2 Chron, 35, v. 15: at hand tilhaabe føyes med de 2de Prophetiske Sangemestere, Asaph og Heman 1 Chron: 15: v: 19: at hands Ligesaa vel som Deres, Sange ere indførte iblandt Davids gyldne Psalme Bogs Canoniske Skrifter; ja hvilken Sand Christen finder iche ved andægtig igiennemlæsning dend Aandelige Prophetiske Kraft i denne Psalme. Saadan en Mand er det som her fører det Iubilerende Chor, og O hvilken Bevægelse har det icke givet i alle sande Israelitiske Hierter, naar de saae og hørte, saadan himmelsindet Mand med alle sine underhavende Leviter og deres saa mangfoldige Liflige Thoner og Instrumenter at istemme: Jeg vil siunge Herrens Miskundhed ævindelig. To Ting vare her særdeeles at mærke 1: hvordan hand begynder sin Sang, nemlig meget Glædelig og Frydelig, og det saaleedes, at hand icke vil viide af nogen slags Sorrig, Jammer eller Kummer: Ieg vil siunge om Herrens Miskundhed evindelig. 2: hvordan Hand vil fortsætte sin Sang: Ieg vil Kundgiøre din Sandhed med min Mund fra Slægt til Slægt. Da det kunde umuelig skee med hans Mund, efterdie Hand icke kunde Leve fra Slægt til Slægt, uden hand ville underviise andre, og i sær sine Børn og Brødre Leviterne, og de igien Deres Børn, saa seer mand hans allerhøieste Nidkierhed i at tacke Herren, icke alleene u Middelbarlig saa længe hand self Levede paa Jorden og siden i Himlen, men endogsaa middelbarlig ved sin afkom og alle Dem, som hafde Lært at tacke Herren, formedelst hans underviisning og deilige Sang til Verdens ende, og Vi som her ere Forsamlede, nyder og endnu Frugten af denne hans inderlige nidkierhed i at priise Gud, og har Aarsag at tacke ham, at denne, saavelsom øvrige deilige Psalmer er giemt til Os, som en Liflig gammel Iubel Viin, til at giøre os glade og Lystige i Herrens Naade; Men da vi siden faaer Leilighed derom at handle meere, vil Vi

284

✂ nu gaae det forbie, og alleeniste her kortelig mærke 2de vigtige Iubel-Erindringer:

✂ 1: Hvad kand dog et eeniste Menniske, med sin Gudelige Digt være til opbyggelse iche alleene mens hand Lever, men end og efter hans Død. O! hvor kunde Ethan Lidt tænkt, at hans Sang skulle ved Jordens Ende og i Verdens sidste tider saaleedes blive betragtet, Studeret, Prædichet, Siunget og Iubileret, i saa mange Huuse og Kirker, i saa mange Lande og Riger. Derfor Digte og siunge da, ald dend deel der kand, hvo veed hvad virkning det ved Guds Forunderlige Veie kand have endten hist eller her til Verdens ende? Og efterdie hand, som ustridig vist Levede i vanskelige Tider, naar hand endog vil handle om det selv samme, giver sig saa gandske ind i Guds Lov og Priis, saa maa det være det allerfornemste, som Vi maa Lære af ham, at Guds Børn i alle Omstændigheder, opmuntre sig til at tacke Herren; ingen tænke at Christendommen i sig selv bestaaer i at hænge med Hovedet og see ilde ud; naar det skeer for Guds Børn, da er Troens skrøbelighed eller og særdeeles svare Lidelser Aarsag dertil, Ligesom og en Brud paa Reisen til hendes Bryllup, kand komme i een og anden angest og Fahrlighed, ald skiønt Reisen ellers og i sig self er Liflig i henseende til Brudgommen som hun saa inderlig Længes efter; mig siunes Ethans Psalme skieher sig vel til en Bruude Sang i slige omstændigheder.

✂ 2. Hvad kand dog et Eeniste Menniske ved sin Forfængelige Digt være mange til Forførelse, iche alleene mens hand Lever, men endog efter hånds Død? ja maatte kun saadanne tage Deres Forgiftige og Stinkende Sager med sig i Graven, at de kunde raadne med dem, og derved forskaaned andre fra større Fahre, og dem self fra større ansvar for Guds Dom. Sang har en stoer Kraft til at bevæge Affecterne, i sær de Forfængelige, og allermeest de unge, som desuden nok dertil self ere tilbøyelige. O! Vee de unge som self ere Lætte nok til at Løbe paa dend Bane, naar de desuden har saadanne Musicantere for sig. Ingen tænke at jeg vil hindre Fryde Sang, det er just det Ethan vil have, det er just det deyligste offer i denne Høytiid, og dend allerhøyeste Herlighed i Iubel Fæsten; hvad har det gamle Testamentes Fædre Moses, Barach, David, Eller i det Nye

285

✂ Testamente Maria, Sacharias, Elisabeth, Simeon, hvad har de, siger jeg, i Deres Aandelig Glæde andet kundet begynde end Fryde-Sang? ja hvad har Guds Engler da de Gratulerede Os Arme Mennisker paa Jorden, andet kundet begynde end en deilig Fryde Sang? Luc: 2, 14: ja give Gud! at alle De Vi ere, og ald dend deel i Os er, alle Siælens Kræfter og Blodsdraaber motte siunge Herrens Priis i denne Høytiid, og det er egentlig Iubel Fæst i sin rette glands og Høytiidelighed. Men bort med dend gamle Suurdey, Verdens Forfængelige Lyster og Sange; da Evangelii Lys var kommen inden dend fordum afgudiske Ephesus' Muure og Grændser, bare de af Hedningene omvendte deres Hexe-Bøger frem, som hafde kostet 50000 Sølf-Penge (maaskee 25000 Rixdaler) og opbrendte dem aabenbare Act: 19: v: 19. Forfængelige og Letfærdige Sange ere denne tiids farligste Trold-Bøger til at fortrylle unge hierter, og at see dem kast paa Jlden, skulle være os det prægtigste Fyhrværk i denne Iubel-Fæst.

✂ Til Foranførte Beretning om Bemelte skadelige Bøgers Forbandelse Legger Lucas: 1: c:1) disse mærkelige Ord til: saa kraftelig voxte Herrens Ord og fik overmagt dvs. Ligesom Kornet groer op over Klindten og hindrer at dend ingen Soel og voxe Kraft kand bekomme. O! ja mine Allerkiæreste! at disse Ethans ord motte kun komme ret ind i hiertet, dybt rodfæstes og faae Overmagt, saa skal saadan Formaning icke giøres fornøden, Ney: Sandelig, Sandelig, Verdens Forfængelige Sange ere viiderlige og Liiderlige for dem, som med Ethan haver faaet smag paa Zions søde Thoner, Ieg vil siunge om Herrens Miskundhed.

✂ Af Hoved Mændene for dette Siunge Chor har jeg anført Ethan, nu kommer vi til

✂ David, icke efter nogles meening just at ansee ham som Digtere, uanseet jeg maa tilstaae, at Psalmen er David saa Liig, at mand icke, uden af overskriften, kunde skille dend derfra, men des uagtet var hand dog egentlig Hoved Manden i Israels Siunge Chor, som dend der paa det herligste samme hafde indrettet 1. Chron: 25, v: 1. Som gav dem Psalmer at Siunge i Høytiiderne 1 Chron: 16, v: 7. Som Selv var Formand i at Priise Herren i de Høytiidelige Forsamlinger 1 Chron: 15: Som hver

* 286

✂ mand vidste daglig at spille for Herren paa sin harpe, paa Zions Slot, og, naar hand kom i Herrens Huus, kunde ingen see paa Ham uden derved at finde en opmuntring til at tacke Herren; Dend Mand, som var høyt opreyst, Iacobs Guds Salvede og Liflig i Israels Psalmer 2 Sam: 23, v: 1: Saa at Hand her og allevegne var Hovedmanden for Israels Siunge Chor, Da samme stoed under Kongen, Asaph, leduthun og Heman, 1 Chron: 25: v: 6.

✂ Vi maa forundre Os over dend Reformation, som skeede i Davids tiid; thi da mand baade for og efter samme hører bittre Klagemaale over Afguderie i Israel, mærker Vi dog icke et Ord derom i hans Dage, uden tvil, i sær af dend Aarsag, fordie denne Himmelsindede Konge, ved sin egen [Sang] og saa mange andre Propheter og Aandelige Sangemestere fik Guds sande Kundskab og Dyrkelse, samt Lov og Priis igien oprettet, og i sær ved Deres Aandelige Psalmer. Det er dend rette Vey og maade til at fordrive Sathan og hans Spille Verk; thi ingen Ting er saa ufordragelig i hans Øyne, som Røgen af Guds Børns Tacke-Altere, og ingen Musich bedre end Davids Harpe til at forjage denne urolige Aand; derfor David self naar hand i Spaadommene om Christi Riges udbreedelse har sagt: Herre Vort Herskab, hvor Herligt er dit Nafn over ald Jorden, Du som sætter Din Mayestæt over Himlene Psalm: 8, v: 1, saa viiser hand strax Maaden hvorleedes samme paa det beste og snareste udbreedes v: 2: Af de Spæde og Diende Børns Munde Grundfæstede Du en Magt for dine Fiender, for at komme Fienden til at høre op, og dend som vil hevne sig. O! Din Lycke Ierusalem i Davids tider, O! J Iuda Bierge og Dale! hvilken Deilig Resonantz gave I fordum af Davids og Zions Fryde Sange, hvo skulle tænkt, at dette Paradiis skulle blevet henlagt til Fællig for Araber og til Siims og Ohims Boliger, ja just i de Glædelige det Nye Testamentes tider, som David og saa mange andre Propheter og Konger saa hiertelig Længtes efter at opleve. Men Lader Os speile Os i dem, Og icke ringe agte de herlige Opvæckelser, som Herren saa længe har brugt og endnu bruger til disse Lande og Riger. O! hvor ofte har de Velsignede Danske Konger, som Vi har haft dend ære og glæde at Leve under, Ligesom ogsaa Deres Dyrebare Fædre og Forfædre, foruden utallige andre Herlige Anstalter til Christi

287

✂ Riges udbreedelse, hvor ofte Siger jeg, har de frem Elsket Almindelig Nidkierhed og Jver til at søge, Kiende og Priise Herren, hvor ofte har De anbefalet Faste- og Bededage, hvor ofte Herrens Lov og Taksigelses Dage, hvor ofte Fryds og Iubel Høytider; Og hvor maa det icke i sær sætte disse Konge Riger og Lande i en hellig Bevægelse, at vor Allernaadigste Arve Konge og Herre i hans allermildeste Regierings liflige May Maaned, har anbefalet1) Os at møde med Iubel Krandse, at Jstemme Zions Lif-Sang: Ald Verden fryde sig denne Tid2), Selv At give Os dend høye Iubel Tone: Ieg vil siunge Herrens Miskundhed evindelig, dermed reiser sig i Dag just paa denne tiid af sin Trone, gaaer med sit Kongelige Arvehuus og sine Veldige i Herrens Huus, kaster dend af Gud til denne Dag saa forunderlig forsvarede og prydede Danske Kongelige Arve Krone i Støvet for dend, som Lever i ald Evigheds Evighed, og siger med de Ældste i Aabenbaringen: Herre! Du er værdig at tage Æren og Priisen og Kraften, thi du haver skabt alle Ting, og formedelst din Villie ere De og ere skabte Cap: 4, v: 10: 11: Kommer Lader Os siunge med Fryd for Herren, Lader os raabe af glæde for Vor Saligheds Klippe, Lader Os forekomme hans Ansigt med tak, Lader Os raabe af glæde for ham med Psalmer, thi Herren er en stoer Gud, en stoer Konge over alle Guder, Kommer Lader os tilbede og nedbøye Os, Lader Os bøye Knæe for Herrens ansigt som Os giorde; thi hand er Vor Gud, og Vi ere hans Fødes Folk, og hans Haands Faar, Psalm: 95: v: 1: 2: 3: 6: 7: Op! da J Danske Folk at følge Kongen, op! Iuda og Israel, Danmarch og Norge som een Mand, op Slesvig, Holsten, Stormarn, Dytmerschen, og Du Elskeligste Oldenborg og Delmenhorst at ofre Herren Takoffer for dend hans besynderlige Naade mod os og vore Fædre under Vor Dyrebare Konge og hands Velsignede Forfædre, Op allesammen med samlet magt at omringe Himlen med de ivrigste Forbønner for Vor Allerkiæreste Konge og hans Kongelige Arve Huuses Allerynskeligste Floer og Velstand indtil Dagenes Ende, og Priise Vor Guds Miskundhed, alle De, som Kand røre Deres Tunger til Guds ære, og de ere da

✂ b: Det Iubilerende Chor.

* * 288

✂ Det er icke alleene Anførerne, som Vi nu har talt om, Mens1) Zion, dend gandske Guds Kirke, som her i stemmer: Ieg vil siunge, efterdie Psalmen er icke giort for Ethan alleene, men til offentlig Brug i dend almindelig Forsamling; men da de Vantroe icke kand Love Herren, thi hvad kommer det dig ved, at tage min pagt i din Mund: siger Herren til dend ugudelige, Psalm 50, v: 14: saa ere De Iubilerende her alleene De Gudfrygtige og Troende; Ethan siger self i samme Psalmes 16: 17: 18: 19 v: Vel det Folk som Forstaaer sig paa Frydeklang, Herre de skal vandre i dit Ansigtes Lys, De skal fryde sig i dit Nafn dend gandske Dag, thi du er deres styrkes Priis, og dend hellige i Jsrael vor Konge. Siunger med Fryd I Retfærdige i Herren, Lov er Smuk for de oprigtige, Psalm: 33, v: 1: Ja det Ligger klart i Vor Textes første Ord. Herrens Miskundhed det er det Schiboleth2) som indtet Verdens Barn rettelig, dvs. det er i Længsel eller tilliid kand nævne, men derimod er det alle Guds Børns Element: De første Christne kaldtes af Daaben de smaa Fiske, ret nok, og her ere de stoere Strømme, som de svømme udi: nemlig Herrens Miskundhed; det er Christi Turtel Dues gyldne Lund og Paradiis, blide Luft og Liflige Sommerdage, blanke Himmel og klare Sool: nemlig Herrens Miskundhed. Dersom dend skiuler sig for dem, ja da sidder de, som eenlig Fugl paa Taget og kand icke siunge bedre end en Rørdrum i Ørken, Psalm: 102: v: 7: Men naar De Skyer driver forbie, Dend Vindter viger, da heeder det: Stat op min Venniste3), min Deiligste og gak du hid; thi see Vindteren er forbiegangen. Regnen er fremfaren og bortgangen, Blomsterne ere seete i Landet, Sangens tiid er kommen, og Turtel Duens Røst er hørt i Landet Cant: 2: v: 10 sq4): Aldrig smager De saasnart en Draabe af Lifsens Vand, at joe alle Blods Draaber er i frydespryng og fuld Iubel Fæst i Deres Hierte, da er Naaden dennem Ligesom en Liflig Morgen Dug Os: 6: hvorved Siælen udbreeder sine Hænder mod Naadens Himmel saavidt dend kand, og intonerer5) med Ethan: Ieg vil siunge Herrens Miskundhed evindeligen. Dette maa vel mærkes for bedrøvede og Svage Guds Børn, at naar de Veed, Guds Miskundhed er deres

* * * * * 289

✂ Hoved Sag og høyeste Længsel, De da icke Lader sig needslaae ved deres indvortes Lidelser, men fatte got mod, og vist haab, at der kommer Soelskin efter Regn. J denne Ethans og øvrige Psalmer finde vi en stoer forandring; nogle begyndes sørgelig og endes glædelig, andre blandes heel igiennem med omvexling af Sorg og glæde, andre ere gandske sørgelige heel igiennem som dend næstforegaaende, andre glædelige heel igiennem, som mange af de efterfølgende, og dog heder dend gandske Psalme Bog: Sepher Tehilim, det er Lovsangs Bog. Dend forandring kand vel icke være noget Guds Barn ubekiendt, hvo iblandt dem har icke endten meere eller mindre forsøgt1) dend omvexling: det gaar i dend Stridende Kirke, som i Fælten: snart feyde- snart Fryde-Skriig. Paulus tager et dyb Suk og sød Lov Sang snart i et Aandedrag: jeg elendige Menniske, hvo skal frie mig af dette døds Legeme, jeg tacker Gud ved Iesum Christum Vor Herre Rom: 7: v: 24. See! hvilken stoer Mester i Sange Konsten er Ethan, at hand i Begyndelsen af sin Sang kand gribe med et Ord alle troende om Hiertet, endten de ere glade eller bedrøvede, thi allesammen maa de tilstaae, at Miskundhed er deres rette Sag, deres Lif, ja bedre end Livet Psalm: 63, v. 4: Nu vel da, her svinger Vi Iubel Fahnen for alle Bedrøvede Naadehungrige Hierter: Miskundhed. Miskundhed! thi naar mand skiønt2) med væemodighed [maa] see og tilstaae, at intet bliver saa meget misbrugt i Verden, som det søde Himmeriges Ord Miskundhed: dog maa alle Naadehungrige faae hvad dem tilkommer; en Guds Huusholder maa jo icke være knap i Naadens Iubel Fæst, men føre alle hungrige og tørstige ind til Guds stoere Naades Aabne Taffel; de maa skienke dend Klare og reene Viin uden Bærme, som icke er forfalsket, eller giort slap ved egenmægtig forsigtigheds indskrænkning 2 Cor: 2; trøster, trøster mit Folk Israel, taler venlig til Ierusalem, og raaber til dend, at dens striid er fuldendet, dends Misgierning er forligt; thi dend haver faaet dobbelt af Herrens Haand for alle dens Synder; ryder Herrens vey, giør Vor Guds banede Vei ret paa dend slette Mark; hver dal skal ophøyes etc: Esaie 40: 1: 2: 3: 4 v: Veyen til Naadestolen er gandske banet, men da Satan altiid vil

* * 290

✂ kaste Steene i Veyen igien for de elendige, saa skal de altiid tages bort, at dend kand være banet, og derfor raabes der til Evangelii Tiennere: Gaaer igiennem, gaaer igiennem Porten, Ryder Folkets vey; Baner, Baner den banede Vey, kaster Steenene deraf, opløfter en Bannere for folket, thi Herren Lader sig høre til Jordens Ende; Siger Zions Datter: See din Salighed Kommer Es: 62: v: 10: J gamle Dage talede mand i Iubel Fæsten ogsaa om Syndernes forladelse, men da motte vore Arme Forfædre giøre Lange Reiser saa sant De kunde, eller betale Penge for at blive hiemme; naar de hafde tygget sig trætte paa deres egne og andres gode gierninger, saa skulle de reyse hiem igien og troe, at de hafde været til et prægtigt Himmelsk Giestebud. Saadan ulycke og Jammer er det, naar ordet gaaer bort, og Folk afspiises med Menniskelig tant i stæden for det reene og Pure Evangelium. O! Lader os dog Priise Gud i denne Iubel Fæst for dend ubeskrivelige naade, som i hans Søns fuldkomne Fortienniste aabner Os de Ævige Frieheds Porte. Evangelium prædiches for de Fattige Math: 11: Salige ere de, som hungre og tørste efter retfærdighed; thi de skal mættes: Cap: 5: Vel an da, J elendige, vel an, Alle J som tørster, kommer til vandene, kommer og kiøber for intet og uden Penge baade Viin og Melk Es: 55: Opbinder Eders Sinds Lænder, og sætter eders Haab aldeeles til dend Naade, som eder tilføyes i Iesu Christi Aabenbarelse: 1 Petr 1: v: 13: Og naar Satan vil foreholde eder Eders egen uværdighed, da siger: J vil icke høre et ord om andet i denne gode Iubel Fæst, end om Herrens Miskundhed. Siger Han: Eders Synder ere Stoere, da siiger: J har det med det større at giøre, som er Herrens Miskundhed; her er noget at bygge paa, en Grund som staaer Evindelig: End skal Biergene viige og Høyene henfalde, men min Miskundhed skal iche viige fra dig, og min Freds Pagt icke bevæges, sagde Herren din Forbarmere; Du elendige som er bortreven, som ved en Storm, som icke er trøstet, See! jeg vil Legge dine Steene med Karbunchel, og Legge din Grundvold med Saphirer Es: 54: v: 10.

✂ Det Ord Miskundhed er ogsaa et almindelig Naade Patent og General Pardon for alle arme Syndere, alle Vildfarende Siæle, at de strax vende tilbage, og søger ind under Naadens Bannere.

291

✂ Vi har sagt tilforn, at ingen uden Guds Børn kand Iubilere, men vi har icke sagt, at ingen uden de kand komme dertil; herud af Syndens og Sickerhedens Mørke Leie, Naadens Market er Løsgivet Es: 55: v: 6: Alle Guds Skattekamre aabnede Prov: 8:, Alting Er bereed, kommer til Bryllup Matth: 22: hvad vil J Længer tigge Eder fornøyelse til af dend bettel Arme Verden, og kand dog aldrig deri finde dend allermindste Siæle Roe i tiid eller Evighed: hvor est du, du forlaarne Søn? hiem til din Faders huus, saa skal du i stæden for din Svine Mad, finde en fuldkommen Iubel Fæst Luc: 15: Op du stoere Synderinde, undflye verdens ureenligheder formedelst vor Herres og Frelseres Iesu Christi Erkiendelse 2 Petr: 2: hen at faune, kysse og toe Iesu fødder med Tuusinde taarer, saa skal du finde hvile for din Siæl: Luc: 7: Veed J icke, J daarlige1) Verdens Børn, at alle Himles Himle ville Iubilere af glæde Luc: 15, dersom i vilde komme tilbage til Herren Eders Saligheds Gud: Og at hand staaer over Eder i Dag paa denne gode Iubel Fæst, som Propheten Ezechiel forestiller2) ham i det 33 Capit: med Miskundelige Øyne og opragte Fingre: Saasandt som jeg Lever, jeg vil icke den Ugudeliges Død, men at hand skal omvende sig og Leve; Kommer tilbage, kommer tilbage, hvorfor vil J døe, J af Israels Huus Ez: 33: v: 11. Hvorfor maa saadan hånds inderlig Forbarmelse, Hands søde Forjættelse, Hands ivrige Kierlighed, Hands Dyre Ord iche blive agtet værdig hos Eder at komme dog eengang i alvorlig Betænkning, og ingen tænke som hiine v: 10: Jeg er kommen saa Langt fra Naaden, saa dybt ind i Synden, at der er ingen Redning for mig tilbage. Ney: sandelig De, som Propheten taler om, vare haarde i Ansigtet og Stive i Hiertet Ez: 2: 4, som hidindtil hafde forkast de alvorligste baade Formaninger og Refselser; var det et folk at tale til meere? end sige paa saa Barmhiertig og bevægelig en maade? O! skulle det iche kunde bræche de haardeste Steenhierter, hvem vilde Længere trættes med dend Gud, som har indtet andet imod Os, end at vi hindrer ham i at være God imod Os? Paa Løvsalernes Høytiids Dag dend stoere stoed Iesus og raabte: om nogen tørster, hand komme til mig og Dricke; hvo som troer

* * 292

✂ paa mig, som Skriften Siger, af hans Lif skal flyde Levende Vandstrømme Ioh: 7, v: 37: 38. Saaleedes staaer hand endnu med sine udstragte blodige Arme, meget hiertens huld og kiærlig at imodtage alle og enhver uden Forskiæl, som vil antage hans Naade. Og alle saadanne Siæle kand indtet andet vendte af ham end Miskundhed.

✂ Og fremkalder jeg da alle og eenhver til denne hans Naade og Miskundhed at priise: Alle De som samme erkiende og ophøye, saa og alle De, som har mindste sand alvorlighed til samme ret at kiende og priise, at de fremstiller sig for Herren med Deres Iubel Sang, saa got eenhver formaaer i got mod og tilliid til Guds ævige Forbarmelse, at hand for sin Kiære Søns fuldkomne offers skyld, skal tage til tacke med enhvers Leilighed. Hallelujah, her frem alle J som Kand eller gierne ville priise Herren. J Kiære smaa, hvor er Eders Hosianna? veed J icke hvor kiær vor Frelsere har de Kiære smaa Børns Sange Matth: 21? tænker iche at J ere de sletteste, de smaa Fugle synge best ogsaa i Naadens Paradiis. J unge Folk! Af eder vendter vor IubelFæst den største, endten ære eller forkleinelse; Svinger Eders Palmer for Ærens Konge; hvor Er Eders Lamper? J Jomfruer, ere de smyckede? det vil dog iche forslaae, ere de fulde af troens Olie? kand J glæde Eder ved det anskriig: See Brudgommen kommer, gaaer ud imod ham Matth: 25? J Ægtefolk! har J eders Iubel Offer med Eder? at J og Eders Børn maa være hans deel i tiid og Evighed? Er det Eders Hierters Meening og høyeste Ønske? J gamle, kand J tone1) med dend gamle Zacharias og Simeon, Elisabeth og Anna? Lad Dagene tale, og Aarenes Mangfoldighed kundgiøre viisdom lob 32, 7: kand J fortælle Os i denne gode Iubel Fæst om de mange Miskundheder Gud har beviist vore Forfædre under de Velsignede Danske Konger? opløfter Eders runkne Hænder og dumme2) Øyne imod Himmelen, og opmuntrer os alle at tacke Herrens Nafn, thi Hand er God, thi hans Miskundhed varer Evindelig.

✂ J Bedrøvede! icke nyt, at der er falden mørke Skyer ind i Guds Børns Høytider: Gedeon, Iephta, Samson, David, Troens hældte3) Ebr: 11 møtte stoer Fortræd paa Deres glædelige

* * * 293

✂ Triumphs og Høytiids dage Iud: 8. v. 1: Cap: 11, 35: Cap: 14, 17: 2 Sam: 6, 20 v: Ja hvad vil vi siige, at ald vor Iubel glæde, ald vor trøst og Salighed1) mit inde i sine troendes Iubel Skare motte fælde de modige taarer Luc. 19, om og det er salve nok for Eders Øyne, thi derfor græd hand; og værer derfor kun icke fremmede for den heede, som skeer udi Eder, Eder til en fristelse, Ligesom Eder hændtes noget fremmet, men som J ere deelagtige i Christi Lidelser, saa glæder Eder, at J og skulle glæde og fryde Eder i hans herligheds Aabenbarelse 1 Petr 4, v: 12, 13; ja hvor let er det ham i denne Iubel Fæst At omvende Eders beeske Taarers vande til en glædelig Iubel Viin. Propheten Esaias 35 Cap sidste Vers begynder en Deilig Iubel Sang: Og Herrens forløste skal komme tilbage, og komme til Zion med Fryde Sang, og Ævig glæde skal være over Deres Hoved: fryd og glæde skal de bekomme, og Sorg og Suk skal flye fra dem: det var en deilig Intimation2) til Iubel Fæsten; men hvad skeer? i nestfølgende Capitels 1te Vers klinger det af en anden Tone, saaleedes: Og det skeede i Kong Ezechias Fiortende Aar, (som efter mange Lærdes meening var just Iubel Aaret, conf: Cap: 37: v: 30) at Senacherib, Kongen af Assyrien, drog op mod alle Iudæ Faste Stæder, og indtog dem. Her var da, for dend Gudfrygtige Konge efter ald Menniskelig formodning indtet andet end total ruin at forvendte: Men, da hand græd for Herren, vendte Bladet sig saaleedes, at hand vel aldrig har haft en glædeligere Høytiid i sine Lives Dage, og hvor Liflig klingede i Ierusalem efter saa stoer en Angest dend deilige Iubel Sang, som Herren Self ved Propheten Esaias Lærte dem: Iomfrue Zions Datter hun foragtede Dig, bespottede Dig, Iomfrue Ierusalems Datter rystede Hovedet ad dig Es: 37: v: 22: Giører saa I bedrøvede, ryster Hovedet ad alle Melancholiske tanker, sænker eder gandske need i det søde Evangelii Ord i Texten: Herrens Miskundhed, og tænker paa, hvorleedes dend Gudfrygtige Kong Iosaphat og hans Rige icke med Spyd og Sværd men ved de Ord Herrens Miskundhed fordræv 3 mægtige Kongers Krigshær 2 Chron: 20: v 21: Giører saa, og Herren skal fordrive alle Besværligheder. J Øfrigheds Personer, Lader kiende ved Eders

* * 294

✂ Munterhed til Herrens Priis, hvor høit J agter dend ære at tiene Gud under saa Velsignede Konger; J Undersaatter, Gud er Os deri God frem for alle Undersaatter i Verden; om Vi nu frem for alle andre i dag kand tacke ham, der om gielder det. J Vægtere paa Zions Muure, hvo var det, der fordum skulle udblæse Iubel Fæsten i det gandske Land? og hvis Forbillede mon De derudi har været? eller mon det icke er nu, om ellers nogensinde, tid til at Basune? er icke dette Seculum1) i sær Herrens Velbehageligheds Aar? Et dobbelt og dobbelt Iubel Seculum, da Vi i samme, førend Vi har opnaaet halve deelen deraf, nemlig annis2) 1717: 1730: 1736 og nu 1749, har haft Fiire Store Iubel Fæster, hvis Lige ingen af dem som nu Leve i Danmark tilforn har hørt, eller kand vendte at opleve. Og hvad er Summen og Sagen af Iubel Fæsten andet, end de Forunderlige Guds Miskundheder imod Os og Vore Forfædre ved hans Naade hiertelig at kiende og meget Høytidelig at priise, og at alle De, som ellers icke agte paa Guds Godheds, Taalmodigheds og Langmodigheds Riigdom, motte dog ved saadan Høytidelig opvæckelse komme til at Sandse.

✂ Nu! saa Støder da i Frydens Basuner med uophørlig Repetition af Davids 136 Psalme, at gienlyd deraf kand høres i Byer og Stæder, paa Bierge og i Dale, hos dem der gaar ved Ploven, og dem der Seiler paa Søen, at Kirker og Skoeler, at Herre-Sale og Hyrde Boeliger ja de Speede Børns Munde maa Repetere og Intonere: Tacker Herren, thi hand er God, thi Hans Miskundhed varer Evindelig, Psalm: 136 v: 1: Jsærdeeleshed Lader os Velsigne Kongen af Davids vægter Sang dend 134, og nu hand har tiltalet Os af det første og Andet Vers: See! Lover Herren alle Herrens Tiennere, De som staae om Nætterne i Herrens Huus, opløfter Eders Hænder til Helligdommen og Lover Herren, vi da i dybeste Devotion maa svare af det 3die v: Herren Velsigne Dig af Zion, som giorde Himlen og Jorden: Amen. Derom handler da videre dend

✂ IIden deel nemlig HVOROVER GUDS KIRKE IUBILERER

✂ a. i Almindelighed over alle Guds Miskundheder; thi Ethan

* * 295

✂ breeder sig ud, som en Rose imod denne Sooel, saavidt hand kand, og derfor taler om mange Miskundheder, endskiønt Menniskelig Formue1) til dem endten at tælle eller berømme er saare ringe, og hvad vil Vi sige, Naar Messias self Lader sig saaleedes forlyde: Herre min Gud, Du har giort dine underlige Ting og dine Tanker mangfoldige imod Os, ingen kand ordentlig fremsætte dem for Dig, De ere fleere end mand kand tælle dem Psalm 40: 6. Hand taler paa det Stæd om dend forunderlige Store Velgierning, at hand blef os skiænket til fuldkommen forløsning, og alle de deraf flydende utroelige og utallige Velsignelser og Saligheder; og endten vi tænker paa dend, som har fortiendt Os alt got, eller det meget Stoere gode hand har fortiendt Os, saa er deres stoerhed og mængde forunderlig og ubegribelig, dette er og Ethans Hoved Sag i Texten, men af det sidste slags fremfører hand

✂ b: i særdeeleshed, Guds Naade imod Kongens Huus, i hvilken henseende hand glæder sig at Kongens Huus

✂ a er saa fast, i Betragtning af

✂ 1: hvad grund det staaer paa: paa 2de Klipper:

✂ Dend Første heder Miskundhed. David maa Vi ligne ved en Forstandig Mand, som bygte sit huus paa en Klippe Matth: 7, 24 v: Daarligheden2), jeg meener, denne Verdens Viisdom, bygger paa Sand, blot Menniskelig Spitzfindighed, Riigdom og Vælde, men naar Viisdommen bygger, saa bygger dend paa sine 7 pillere, Prov: 9. v: 1: 7 tallet er som før er meldet. Fuldkommenheds mærke. Ordet Miskundhed betyder i Hoved Sproget3) en excessiv4) høyde, og tillegges vel ogsaa Mennisker, men meestendeels Herren, Og i sær af David mangfoldige Stæder, og i een eeniste 136te Psalme 26ve gange, Saa mand med rette maa kalde det hans Lif Ord og Gylden-Smycke. Til at eftertænke Sagen desto nøyere maa Vi giøre om denne Stoere Ting nogle faae Spørsmaale. Først: hvorfor Miskundhed? for at udlukke ald egen Fortienniste, thi dersom nogen Menniskelig Fortienniste nogensinde kunde gielde, da motte dend Mand efter Guds eget hierte bestaaet frem for nogen anden; men Ethan, hvor høy og

* * * * 296

✂ tilbørlig Respect Hand end bar for denne Dyrebare Kongelig Prophete, vil dog icke viide af et eeniste Ord andet end Miskundhed. 2. Hvorfor Herrens Miskundhed? Der hører mange Ting til en Kongelig Trone og Slægt at Stadfæste; hvad1) maa af mange og Længe bygges paa de Stoere Huuse, e: g:2) en Herres Raad i Davids tider var saa mægtig, at hand frygtede meere for det, end 100 000 bevæbnede v: 2 Sam 15, 31: Men alle saadanne Midler til det Kongelig Huus at bygge og bekræfte, og alle de Velsignelser, som derfra i Landene udflyder, ere, saa Længe Gud dertil vil bruge dem, intet andet end bæcke af dend Stoere Kilde, som Heder Herrens Miskundhed, paa dend Maade og icke anderleedes kand Menniskene tillegges Miskundhed; egentlig at tale, Er ingen god uden Een som er Gud Matth: 19. v: 17: og ligeleedes ingen Miskundhed i sin rette egentlige Bemærkelse3), uden dend Ethan taler om, Herrens Miskundhed; naar dend er borte, saa ere alle de andre Canaler snart stoppede. Salomon var i henseende til hans viisdom og Rigdom som et Mirachel i Verden; hvo kand beskrive hans Stoere Lyksalighed, saa Længe hand hafde Herrens Miskundhed; Hand giorde Sølvet saa mangfoldig som Steene i Ierusalem 1 Reg: 10, v: 27: Men da hand hafde forladt Herrens Miskundhed, mon ald Hans Sølf og Guld da kunde trøste ham meere end Steenene paa Gaden? i denne hans Angest og Nød var et Eeniste Ord ham kiærere end Himlen og Jorden, og findes beskreven 2 Sam: 7, v: 15: Naar hand mishandler4), da vil jeg Straffe ham med Menniskelig Riis etc:, men min Miskundhed skal icke viige fra Ham saasom jeg borttog dend fra Saul. 3: Hvorfor Miskundhed og icke Almagt, Retfærdighed, Hellighed, da de allesammen ere Guds Børn til trøst og glæde? Frielig saa længe De har Forsikring om en Naadig Gud og Fader, da er alle hans Fuldkommenheder dem overmaade Liflige, Men ellers i Høyeste maader Forskreckelige. Her maa Vi Lære, For det Første, joe høyere dend Soel Herrens Miskundhed gaaer op for en Siæl, jo mindre bliver saadan Menniskes egen Skygge dvs. det var i særdeeleshed kiendelig i David, som Gud frem for andre havde ophøyet: Ald det, som var feil i hans huus eller Rige, tilskrev hand sig self, alt det gode, som blef

* * * * 297

✂ udrettet, tilskrev Hand Guds Miskundhed: Lyckedes Regieringen under hans scepter, hvor fattig og nedslagen staaer hand for Gud: hvad er jeg og hvad er mit Huus, at du har ført mig hidindtil: 2 Sam: 7; slog Hand sine Fiender, som skeede saa ofte og Veldeligen, heede det: Gud slog dem: jeg Forlader mig icke paa min Bue, og mit sverd kand icke frelse mig: men du har frelst os fra Vore fiender, og du har beskiæmmet Dem, som os hadede; vi rose Os dend gandske dag i dig, og vi tacke dit Nafn Evindeligen Psalm 44, v: 7: 8: Andre Monumenter om hands herlige og mangfoldige Seyervindinger finde vi ham icke at have oprettet, end i sine tider at skrive og siunge saa mange deilige Psalmer om Guds hielp og Biestand, og efterladt samme til Guds Miskundheds ihukommelse, saa Længe Verden staaer.

✂ Vi Lærer herved for det andet, joe høyere dend Soel gaaer op for en Siæl, joe meere varmer dend samme med sine Kiærligheds Straaler. Deri var David ogsaa et stort exempel ved alle Leiligheder, endog mod hånds arrigste fiender, som bekiendt er. Skulle du icke giøre Herrens Miskundhed imod mig, sagde hans elskelige Ionathan til ham dvs. som hand vilde sige: dersom du iche skulle giøre det, hvem skulle da? 1 Sam: 20, v: 14: en vigtig Iubelerindring i sær for dend, som har denne Verdens Gods, og seer sin Broder Lide nød, og Lucker sit hierte til for ham; i saadan een er Guds Kierlighed icke 1 Ioh: 3, v. 17; men hvor deilig er det at høre om lob i hans velmagt: hans velsignelse, som ellers motte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkers hierter Iob: 29 v: 13: egentlig efter Sproget: jeg kom Enkernes hierter til at siunge eller springe, det er Beviis paa, at hand gav dem saaleedes, at de kunde føle det: det er icke nok at Lukke sin Mund op og sige, jeg vil siunge Herrens Miskundhed: Hiertet skal oplukkes: Haanden skal oplukkes.

✂ O! Kunde jeg fremlegge alle dend Oldenborgske Stammes Velsignede Kongers mangfoldige Donationer, Gave Breve, Stiftelser for Enker og Faderløsse, Fattige og nødlidende, Academier, Kirker, Skoeler, Hospitaler, Vaysenhuuse, det ville være et 1000 gange herligere Syyn, end om vor Kirke fra øverst til nederst var overklæd med Guld og Purpur; Det er vist, at hvad der kand siiges Mayestætisk og herligt om Jordens Guder, det finder

298

✂ man paa det lifligste i Vore Danske Kongers Historie fremstillet; men i særdeeleshed har denne Dyrebare Succession i Naade og Mildhed icke haft deres Lige, saa mand i en høy Grad maa kalde den Patres Patriæ1), som aldrig bør glemmes, men Gud derfor Priises saa Lenge Danmark er til.

✂ Men her maa jeg sige noget, som nødvendig hører til denne Sag: Da de riige og mægtige saae Kong Davids stoere Miskundhed og gavmildhed, fuldte de strax hans exempel med en forunderlig Velvillighed: 1 Chron: 29 v: 6. Og saaleedes efterfuldte ogsaa de gamle Danske Deres Naadige Kongers Exempel; men efterfølger mand endnu Vore Velsignede Danske Konger? At mange vil tænke, det kommer Af, fordie Siælemæssen er afskaffet, det er Falskt, thi hvad er det meeste Vore Fattige Leve af andet end de gudelige Stiftelser, som ere skeede af de Velsignede Konger og vore medlidende Forfædre efter Reformationen: det kommer kun an paa, at smage det Ord Herrens Miskundhed, saa behøves hverken ved Skiærsild eller Helvede at true os til at give Almisser.

✂ Vel an derfor! skal det være Iubel Fæst, saa Lader os ogsaa viise, at vi ynder vor deilige Iubel Text: Er det iche dend Faste, som jeg har udvalt (Ligeleedes: Er det icke dend Iubel Fæst, som jeg har udvalt) at oplade Ugudeligheds Baand, at Løse Aagets Knipper, at udlade de fortryckte frie, og at J skal sønderslide ald aag. Bør dig iche at deele dit Brød med dend hungrige, og skal Du icke lade komme de elendige, ja ynkverdige i dit huus? naar du seer een Nøgen, skal du klæde ham, og iche skiule dig fra dit Kiød. Da skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, og din legedom skal snart grønnes, og din retfærdighed skal fremgaae for dit Ansigt: Herrens Herlighed skal slutte til efter dig etc: Es: 58 v: 5 sq: Salige ere de Miskundelige, thi de skal faae Miskundhed Matth 5.

✂ Dend 2den Grund til det Kongelige Huuses Velstand heder Sandhed: Guds Trofasthed i at holde det hand hafde Lovet. Det første, Guds Miskundhed, er i sig self grund nok; min Naade er dig nok, siger vor Frelsere til Paulum 2 Cor: 12:; men for vor Svagheds skyld sætter hand sin Sandhed til en fast Grund for

* 299

✂ troen i alle omstændigheder: dend tid David fik de stoere Forjættelser om sit huuses tilkommende Herlighed, da stoed Riget i en meget glædelig Stand, efter at hand hafde overvundet saa mangfoldige fiender, 2 Sam: 7, men siden kom over Davids Rige saa stærke Virvelvinde, at det syntes reent at ville gaae til Grunde 2 Sam 18, 19 og 20 Cap: I dend tid, synes denne Psalme at være skreven til opmuntring for de bekymrede Siæle, at de nu icke skulle forsage, men stadelig troe, at Davids huus vist skulle staae som en Klippe blandt alle disse Bølger; hvorfor det? fordie Gud hafde Lovet det, og driver Ethan i den Forvisning Sagen saa høit, at før Davids huus nu skulle falde, som mange tænkte, før skulle himlen selv falde. Lader Os høre hans Ord: Thi jeg sagde (hvad end Simei Sagde: 2 Sam: 16, 7: eller andre sagde: Davids Siæl har ingen hielp hos Gud Ps: 42:, eller David self: 2 Sam 15, 26), Miskundhed imod David skal bygges evindelig, fuldføres som en Bygning: anderleedes bygger Gud icke. Du skal (See! [med] hvilke [n] Parrhesie1) vender hand sig til Herren) stadfæste din Sandhed i himlen selv dvs. sætte dend uryggelig fast: Ligesom Apostlerne skulle glæde sig, at deres nafne vare skrevne i Himlene Luc: 10, 20. Gud vil frielig Stadfæste sin Sandhed paa Jorden i Vore hierter; men at vi icke i mørke tider skal forsage, saa maa dend trøst staae, at dend er Stadfæst i Himlen, hvor dend iche kan fordunkles eller forrykkes. Lignelsen [er] tagen af et Kongel: Benaadnings Brev2): om sligt ved Jldebrand eller Fiendehaand forkommer, Mand da veed, det er Stadfæstet i Kongens Archiv. Hemmelig er her i Ethans ord en Beskylding over vor Vantroe, at mand i Trængsels tide saasnart glemmer dend trøst, der taler til os som Børn Ebr 12; men glemmer vi det, hand glemmer det icke; her er i alle paakommende tilfælde et fast anker, som gaar inden for Forhænget Ebr: 6, 19 v: At Vi da holder fast [der] ved, i hvor det end gaaer, og naar ald anden haab er ude, efterdie Ankergrunden er Gud self og hans Sandhed! Seer derfor J troende iche paa det synlige men usynlige, icke paa hvordan Eders Sag kand siunes paa Jorden, men hvordan dend befindes i himlen, iche hvordan Eders Nafne staaer skrevne paa Jorden, men i Himlen, frygter kun

* * 300

✂ icke for Guds Sandhed at dend skal forgaae: Alle Guds Forjættelser ere Ia i Christo og Amen i ham 2 Cor: 1, v 20: men motte nogen sige: hvad veed jeg, hvordan min Sag staaer i himlen: jeg svarer, just saadan som hand har Lovet dend paa Jorden, og bekræftet med sit Ord: det var just det, som her var Stadfæstet i himlen, som var Lovet David 2 Sam 7: videre end Forjættelsen gaaer [Ethan] icke, men saa staaer hand ogsaa paa den evige Grundvold med en u-overvindelig Friemodighed, pucker og trodser imod ald Verdens og helvedes magt, Iubilerer og Triumpherer, Ligesom hand snart kunde staaet i himlen self. Men hører I Bygningsmænd i alle Stænder, og tror dog gandske vist, at det er indtet andet end Babels Bygning, dersom Gud icke er med, ja dersom hand icke bygger. Mærker det I Ægtefolk: dersom Herren icke bygger Huuset, da arbeide de forgiæves som bygge derpaa Psalm 127. v: 1: Hos ham er viisdom (til at bygge) og vælde (til at opholde det). See! hand nedbryder og det skal icke bygges: Iob: 12: v: 13.

✂ J Aandelig Bygningsmænd! Bygger I ogsaa alleene paa dend Steen, som de gamle Bygmestere har forkastet og er bleven en Hovedhiørne Steen Matth: 21 v: 42? Og om saa er, hvad bygger J derpaa? Guld, Sølf, dyrebare Steene? eller ogsaa træe, Høe og Straae? 1 Cor. 3 v: 12: J stoere Bygningsmænd paa Jorden, tænker paa dend mægtigste Konges Ord: jeg har bygt et Kongel. Huus ved min Sterke magt, og til min Herligheds ære Dan: 4: v: 30; men hand maatte Lære det anderleedes, og i samme Øyeblik, da Ordet var ham endnu i Munden v: 31. O! vel dend som i inderste hiertens ydmyghed erkiender sin egen uformuenhed i alle ting, og Iesu ords sandhed: Uden mig kand I slet intet giøre: men derhos grunder ald sin Timelig, Aandelig og ævige Velstand paa hans usvigelige Naade, Miskundhed og trofasthed, og icke ved vantroe hindrer ham i at fuldføre og fuldende alle sine stoere Forjættelser: dend skal i alle Omstændigheder staae som Zions Bierg og icke ryste.

✂ Dend Sag applicerer1) sig self paa dend Velsignede Oldenborgske Stammes Danske Konger. [1:] Ligesaa u formodentlig det skeede David, Isai Yngste Søn i Bethlehem og hans huus, at

* 301

✂ hand skulle faae saa stoer og vældig Kongel: Huus: Næsten Ligesaa uformodentlig skeede det Dette Velsignede Danske Kongel: huusis Prisværdigste Stamme-Fader, da mand efter Kong Christophori Bavarii dødelig afgang uden Livs Arvinger tænkte snart i Danmark Ligesaa Lidet paa Christian i Oldenborg som Samuel paa David: 1 Sam: 16. Den fortræflige Hertug Adolph i Holstein var alles Øyne vendte efter, som Samuels paa Eliab 1 Sam: 16, v. 7: men det skeede af Herren, at Hertugen undslog sig derfra, og gav anslag1) paa sin Søster Søn i Oldenborg. At aldrig bedre Raad var givet for Danmarch, saalænge Dannemark har staaet, har udgangen viist, og derom bær vidne hver dag og Stund i de sidste 300 aar; visselig var der stoer glæde, da de hafde faaet denne Konge ind i Danmark, hans stoere Qvaliteter indtog alle Undersaatters hierter; hvad om de hafde vidst den følge af saa utallige Velsignelser, som Gud derved ville beviise disse Konge Riger? 2: Ligesaa forunderlig som Guds Miskundhed og Sandhed har viist sig imod Davids, saa ogsaa imod Christian dend Førstes Huus, icke alleene i at krone det med saa stoer og Langvarig Velstand; men endog imod ald Menniskelig haab i største Farer og ulykker, icke alleeniste givet det undertiden de største Seyervindinger, hvor det mindst var at vendte; men end og paa de tider, naar det har syntes, at Fienden gandske i Bund og grund ville needbryde Kongens Huus, da har Gud allermeest bygt paa Kongens Huus; og de allerstørste Fahrer har efter Guds Forunderlige Naadige Forsyn mottet bane Veyen til de 2de Stoere for Danmarks timelige og Ævige Velfærd saa glædelige Forandringer, jeg meener dem som skeede ved Reformationens og souverainitetets allerviiseste og Lyckeligste indførsel. 3: Ligesom en stoer Bygning kommer iche snart til sin høyde, saa ogsaa jtzige2) det Dyrebare Danske Kongel: Arve Huuses Velstand; men Herren er med denne Bygning alt gaaet høyere og høyere; Herren, hvis Nafn være derfor ære i ald Ævighed, blive ved at bygge paa Kongens Huus Evindelig!

✂ O! var vi nu viise, og af inderste hierte i troen kunde henge ved Herren, ja dersom det forrige var Lidet, da skulde hand ligge saadant og saadant til 2 Sam: 12: v: 8: men det kommer

* * 302

✂ an paa at være vis i dend Sag; Løselig med Munden at sige: Miskundhed skal bygges evindelig etc:, det er kun Avner for Anfægtnings Storm; men som Ethan sagde det: Ieg sagde: Miskundhed skal bygges evindelig, denne Forsamlings-Mesters Ord vare som de gadde1) og Søm, som hand slog ind i Herrens Huus: det er, de sadde Fast, kunde icke rockes Eccles: 12. Ieg sagde (det kalder Paulus: ieg er vis paa), at hverken Lif eller død, hverken Engle eller FyrstenDømme etc: skal kunde skille Os fra dend Guds Kierlighed som er i Christo Iesu: Rom. 8: Vi har hørt, at ingen Menniskelig Fortienniste, Kunst eller viisdom, magt eller vælde er Grund til Davids Huuses Velstand, men Herrens Miskundhed mod sin tienere David og Hans Huus, og hans Sandhed i at holde det, hand har Lovet; men hvad er da det for et Løfte, som hand saa meget glædelig siunger om i saa særdeeles Troens Glæde, det er da

✂ 2: Grunden til dend Forsikring og fuldkomne forvisning, om Davids Huuses Lyksalighed er 1: Herrens Pagt med David: dend indfører Sangmesteren Ord fra Ord saaleedes: Ieg dvs. Alle Kongers Konge, Alle Herrers Herre, for hvilken alle Folk ere at agte som en draabe i en Spand, og et gran i Vegt Skaalen, som omkaster Øerne som tynt Støv Es: 40, v: 15, jeg som giorte Himmel og Jord, giorte en Pagt 2 Sam: 7. Naar Gud giør Pagt med dend, som allereede staar i hans Pagt, da viiser det, at saadanne ere tilforne kommen til en høy Grad i troen, og særdeeles familiaritet med Gud, som Abraham i dend Meening kaldes Guds Ven: Iac. 2, 23, og Gud skammer sig icke ved at kaldes hans Søns og Sønne Søns Gud Ebr: 11; ja en forunderlig Høytiidelighed, at Gud ved det Navn bliver bekiendt i dend gandske Verden. Og saaleedes ville hand og i dend Meening giøre Pagt med David, hvilken hand i dend Meening kalder sin Udvalde dvs. udvaldt iblandt de udvaldte. 2: Guds Eed til David: Ieg har soret2) min Tiener. O! en yndig Titul for David: kiære Herre! sandelig jeg er din tiener, jeg er din tienerindes Søn, du sønderrevst mine Baand Psalm: 116 v: 16, hvor hand viser at hand baade var Herrens Lif egne tiener, og dog ved Naadens Iubel-fæst friebaaren tiener: O, en stoer Ære for en tienere, at saa stoer en Herre vil

* * 303

✂ svære1) for ham, da andre Herrer pleyer at tage Eed af Deres tienere. David, et yndigt Navn i sig self, men alleryndigst for Personens og hans Forjættelses skyld, saalænge Verden staaer: Navnet i sig self giør ingen bedre, men et yndigt Navn paa en yndig Persohn er som en Demant i en Guld Ring. Ligesom de Konge Navne i Danmark Christian og Friderich for deres skyld ere de smuckeste i Verden. Her spørges nu da, hvorfor har Herren soret? fordie hand hafde ham saa kier, som der staaer om Ionathan: 1 Sam: 20, 17: v. Hvo kand noksom forundre sig over de allerlifligste expressioner i den Sag, som Ethan udfører v: 34: 35: 36-38, fordi hand vil giøre David i Troen stærk og ubevægelig Ebr 6, v: 16: 17:? Hvorfor soer hand David? hafde det været den tungsindede Asaph, dend vantroe Thomas? men at hand saa meget høyt og dyre sværer dend stoere Troens Kiempe David? O hvor kand det væderqvæge og trøste en bedrøvet Siæl, at endog David kunde trænge til Guds dyre Eed og Forpligtelse. 3: Hvordan soer hand David? hand soer David iche alleene som sin tiener, men endog som en Konge for sit Rige, og som Fader i sit Huus, ja som Stamme Fader for Hans Kongelig Arvehuus; tiden tillader icke dette vitløf tigere at udføre: vist er det, at David ved dend Eed blev saa indtagen ja hentagen af glæde og Forundring, at hand for først2) var gandske Stum, og kunde icke sige et Ord: 2 Sam: 7: Dend allerfornemste og Lifligste Lærdom, som flyder af disse Ord er denne: At Gud for særdeeles Gudelige Forældre og Stamme Fædre giør imod Deres afkom, meere end hand ellers vilde giøre, og det i Tuusinde Leed, Exod: 20: Hvo er en Gud som Du, som borttager Misgierninger, og gaaer overtrædelser forbie etc., du skal holde Iacob Troskab, som du har soeret vore Fædre fra de forrige Dage af Mich: 7: v: 18: 19.

✂ O! Saligt Rige, hvis Konge staaer i en sær3) Eedelig Pagt med Gud: Længe efter David var opraadnet, naar Israel kom i yderste Nød, og ingen haab var til Redning, da saae Mand, hvad Guds pagt med David betydede, jeg vil beskierme denne Stad for min Skyld, og for Davids min tienneres skyld 2 Reg: 19, 34 v: 2 Reg: 20: 6 sq. Dømmer self, om Danmark icke har aarsag at troe, at den ogsaa har nydt samme Naade? Naar Gud har ladet Os, da

* * * 304

✂ andre Riger har Ligesom Svømmet i Blod, i denne Stad, Stift og Land næsten i hundrede Aar icke see et blodigt Sværd, foruden saa mange Aandelige Velsignelser og naade-Besøgelser, da kand jeg icke andet troe, end at der maa være en sær Guds pagt og Eed med vor Danske David eller Iosaphat eller Ezechias eller Iosias, som hidindtil har holdet Herrens Domme tilbage, med mindre mand kand beviise mig, at Vi have været imod saa stoere Guds Velgierninger taknæmmeligere og skiønsommere end andre, som jeg holder for en umuelighed.

✂ Ellers agtes Undersaatternes Eed et fast Baand til Rigets Lyksalighed, og er det iche at nægte, at jo alle reedelige Undersaatter, som endog uden Eed ere Kongen huld og troe, dog ved samme agte sig desto meere derved baade opmuntrede og forbundne1). Men Gud Naade Os! hafde Rigets Velfærd ingen anden Eeds pagt at staae paa! hvad meener J, om David hafde iche haft anden Grund end Undersaatters Eed? Saa staar 1 Chron: 11. v: 3: Og alle Israels Eldste komme til Kongen i Hebron, og David giorte en Pagt med dem i Hebron for Herrens Ansigt. De sidste Ord viiser nok, at det er gaaet alvorlig til paa begge sider; men hvor blef dend Pagt og Eed, da ald Israel som een Mand fuldte Absalon, og vilde jage David fra Scepter og Krone, da det blev sagt til David: hver Mands hierte i Israel er efter Absalon 2 Sam: 15 v: 13.

✂ Med de mange syndige Eeder, som gaae i Svang i Landene, baade hver Stund og Øyeblik i almindelighed, og i sær paa dend tiid og sted, hvor Sandhed og Retfærdighed derved skulle understøttes, vil jeg som en alt for bitter Materie i denne glædelige Iubel Fæst iche indlade mig viidere, end Gud til ære sige, at dersom hand endog Lod falde af himlen en draabe Vand for hver syndig Eed, da vare vi Længe siden allesammen bortskyllede; men derimod glæder jeg mig ved de mange taarer og Forbønner, som dend Oldenborgiske Stammes Konger har giort for Danmark, hvilke er endnu i hukommelse for Herren, dem selv til ævig Ære og Herlighed, og Os til særdeeles Velsignelse, om vi icke self dertil giøre os uværdige.

* 305

✂ Nu har Vi hørt om Kongens Huusis Velfærd: hvad Grund den stod paa, at dend var fast. Følger nu for

✂ At dend var stoer. Her giøres icke vitløftighed fornøden. Sagen er af dend bibelske Historie bekiendt, for dend Aarsags skyld1) jeg kun vil nefne de vigtigste omstændigheder: nemlig: 1: at David var en Borgermands Søn. 2: blef Konge over Israel. 3: over det gandske Israelitiske Folk, saa hand i det styche hafde kun 2de Ligemænd, hans for- og efter-Mand. 4: At Israel var Guds eget Folk, og derfor saavidt vi veed, Davids dend eeniste hellige Regiering i Verden. 5: gav ham saadan viisdom at Regiere, saadan magt til at forsvare dette Folk, at hand igiennem alle Secula var og er et Speil for alle himmelsindede Konger til Verdens Ende. 6: at Hand gav ham en Søn paa Thronen efter sig, fuld af viisdom, som i at bygge Herrens Huus var Christi Forbillede. 7: at hand lod af hans Sæd i lige nedstigende Linie, sidde paa hans Trone 21 Konger, over 450 aar. 8: At iblandt dem vare de stoere Himmel Lys Asa, Iosaphat, Amazia, Asaria, Ezechias, Konger som i deres tid gik fulde af Længsel efter Messia, Luc: 10. Var det iche stort, ja større end noget Guds Barn kand vendte her i Verden? Om een, som af hiertet frygtede Herren, vidste at hand efterlod en Søn, som skulle blive et Middel til mange Menniskers timelige og i sær evige Velgaaende, mon saadan een skulle viide, hvad hand vilde fange an for glæde? Kand der være saadan glæde over et got træe, hvad da over saadan en heel Skov af Herrens Plandtelser, fulde af Retfærdigheds Frugter. O Vanslægtige Davids efterkommere Ioram, Ahasia, Achas, Amon, Iochas, Iojachim, Iojachin, Zedechias, som har efterladt det skammelige Navn, at de vandrede iche i Deres Faders Davids Veye, men giorde det onde for Herrens Øyne, som vare vel Davids Thrones rette Arvinger for Davids skyld, men dends Vanære for Deres Ugudeligheds, ja dends allerstørste Fiender, og eeniste Aarsag til dends undergang, hvilket og Længe tilforn var skeed, dersom Gud iche hafde understøttet dend ved efterhaanden igien at opvæcke en retskaffen Konge, som formedelst sin Nidkierhed for Herren i det ringeste stod i gabet2) til at opholde Guds

* * 306

✂ Domme, item1) ved at forleene De gode Konger et Langvarigt Regimente, hvorved Davids huus i lang tid er bleven Conserveret, da de Ugudelige derimod, Manasse undtagen, største deel har Regieret gandske kort, indtil under Fiire ugudelige Konger, som fuldte paa hverandre, det onde gandske tog overhaand, og giorde ende paa Davids Kongelige Regiering. Her motte indvendes, hvor blef da de stoere Løfter af om Davids Huuses bestandige Velstand og i særdeeleshed hans Kongelige Thrones evindelige Floer? Dertil svares 1: den høyeste og Fornemmeste Velsignelse til en families Floer og Velstand, gaaer paa det Aandelige og evige, uden hvilken, joe større timelig Velstand, joe større ulycke; Og hafde det ellers været en slet trøst for David, som self holdt ingen for ulyksaligere end de, som hafde deres deel i dette Lif Psalm: 17: v: 14: Det Aandelige og Evige var Davids Hoved Sag; at hand og hands afkom motte være Herrens i tiid og evighed, var hans høyeste Ønske, som og meget overflødig er bleven opfyldt. Det var næsten 1000 aar efter ham, at mand fandt Davids Troe i Davids Sæd: den Velsignede Iomfrue Maria, som alle Slægter paa Jorden Priise Salig til Verdens Ende; ja hvor mange baade for, i og efter dend tid, af Davids slægt vare Troende Guds Børn, blandt hvilke end og fandtes mange stoere Fyrster og Herlige Lærere, hvilke med David kand glæde sig for Guds Ansigt evindelig. 2: hvad Davids Thrones evindelighed angaaer, da blef det saaleedes opfyldt, at hand aldrig kunde Ønske det herligere, icke alleene Davids throne til fuldkommen Herlighed, men endog det gandske Menniskelige Kiøn til ævig Fryd og Salighed, og det var just Kiernen i dette Stoere Løfte, nemlig: om dend, som kaldes Davids væxt Ier: 23: v: 5: og Davids Søn, som Gud efter Engelens reene Ord til Maria har givet Davids sin Faders Stoel, at hand skulle Regiere over Iacobs Huus evindelig, og der skulle iche være ende paa hans Konge Rige Luc: 1, 32: 33 v: det var Davids rette Hiertens fryd, som allevegne saa og i denne Spaadom; thi vel var det en meget stoer Naade, anlangende saa mange Konger af hans Lænd: Lover Herren icke Abraham som en stoer Velsignelse, at der skulle ogsaa komme Konger af Ham Gen: 17, 6 v: men iche dend allerringeste draabe af sand trøst, kunde det

* 307

✂ give dem, om der end og vare komne saa mange Konger af dem, som der vare Viintræer i heele Canaans Land, dersom der icke var opgangen den Qvist af Iesse1) Rod, Dend søde Himmel Viin-Qvist, som med sit allerhelligste Blods søde Druesaft kand Trøste og lædske, glæde og fryde det gandske Menniskelige Kiøn Es: 11: og det anseer Vi for Aarsagen, hvorfor Ethan her med Davids bekiendte Selah eller pause opvæcker læseren til dend dybeste eftertanke. At David saaleedes Forstoed denne herlige Forjættelse, Siger Petrus tydelig: Efterdie David da var en Prophete og vidste, at Gud hafde svoret ham med en Eed, at hand vilde Af hans Lænders Frugt, hvad Kiødet er anlangendes, opreise Christum at sidde paa hans Stoel Act: 2: v: 29: 30: 31: Det var en Ære for Davids Slægt Register, som begynder i det Nye Testamente saaleedes, og staaer der i sin allerfuldeste glands: Iesu Christi Slegters Bog, som var Davids Søn, som var Abrahams Søn Matth: 1: v: 1: Her seer Vi, hvad der i Verden pryder og smycker Genealogier; det har Abraham, Iuda Stamme, og i sær David for sig, at Christus er fød af disse fædre efter Kiødet Rom: 9, 5: v: Men efterdie hand er alle Jordens slægters Velsignelse Gen: 12, 3 v: og hver dend som giør Guds Villie, er hans Moder, hans Søster og Broder: Matth: 12: at de som ham annammede har hand givet magt til at vorde Guds Børn, de som troe paa Hans Nafn Ioh: 1:, 12 v: følgelig alle Troende med ham ere paa det nærmeste beslægtede, saa er det hæslige Genealogier, som Cains Afkom og Israels Kongers Slægt-Register, blandt hvilke icke fandtes en eeniste, uden ugudelige Mennisker. Derimod at finde saadanne fuldkomne Slægt Registere, hvor iblandt alle ere Troende, har mand aldrig hørt, men det er et deiligt Slægt Register, hvori der findes nogle og i sær mange Troende. Saadanne Slægt Registere, ere imod andre at ligne som deilige Lyst Qvartere, som for deres adskillige Liflige Blomsters skyld ere sær angennemme, uanseet, her og der kand staae en Tidsel eller ukrud, og dette var kortelig om Davids Slægt-Register. Men hvilken Deilig Raritet maa ald Verden see og forundre sig over, i dend Høypriiseligste Oldenborgske Stamme, hvor mand i saa Lang tiid har mærket at florere baade Pietet og Mayestæt; ja hvor

* 308

✂ finder mand en Kongelig Stamme i Verden, hvor Vor Herres Iesu Naade meere har udbreed sig; og hvilken er dend rette Lifsens Saft og kraft hvoraf dette Stamme Træe, og de derved florerende Riger og Lande har Høstet saa mange Herlige Frugter. Og hvoraf meene Vi, ellers at være kommen dend usædvanlige hæld for Regieringen og Nidkierhed for Religionen at sætte i Stand, saadan Viisdom, Tapperhed, Naade og Mildhed, og det i saadan mængde og Længde, at saa mange Danske Prindser og Prindsesser udenlands har efterladt sig, af Guds Frygt, Viisdom og Naade, et udødeligt minde, item: at de allermeeste i Europa florerende Keyserlige, Kongelige og Fyrstelige Huuse ere Descendenter af denne Stamme, hvad er det, jeg kræver dend heele Christenhed til Vidne, hvad er det andet end, at der er lagt en særdeeles Velsignelse paa dette Stamme Træe, af dend som Siiger: Raad og det Forstandige hører Mig til, Jeg er Forstand, Mig hører Styrke til, ved Mig Regiere Konger, og Fyrster beskicke Retfærdighed, ved Mig skal Fyrster have Fyrstendømme og de ypperlige, ja alle Dommere paa Jorden; Jeg vil Elske dem Mig Elske, og de Mig søge Aarle, skal finde Mig; Riigdom og Ære er hos Mig, varagtigt Gods og Retfærdighed etc: Prov: 8: 14 sq.

✂ Gid jeg nu kunde giøre Eders kiærlighed dend Glæde, at fremviise Eder disse Deylige Kongers Lifagtige Skilderier. Da skulle J forlystes ved at see De Tolv Himmel Tegn, i hvilke Dannemarks Lycke-Soel har skinnet for Disse Riger og Lande 300 Aar. Men da jeg det icke kand, vil jeg dog opregne Deres Symbola1) fordanskede i steden for deres Portraits i allermindste Miniatur, som J af det, som sagt er, kand skiønne at være dem gandske Liige:

✂ SYMBOLUM

CHRISTIANI PRIMI: Virtute monstrante viam2) Vel An! jeg sviger ey,
Hvor Dyden viiser vey.

* * 309

IOHANNIS: Pro lege et grege.1) Guds Nidkierhed for Lov og Ret,
Dend allermindste uforgiet.

CHRISTIANI SECUNDI: Sic erat in fatis2) Som Lykken det vil føye,
Saa Lader mand sig nøye.

FRIDERICI PRIMI: Nil sine Numine.3) Foruden Gud, hans Raad og ynde,
Jeg indtet kand og vil begynde.

CHRISTIANI TERTII: In Deum confido solum, flat voluntas Domini.4) Gud er min Klippe, ingen meer,
Nok naar hans Villie kun skeer.

FRIDERICI SECUNDI: Rara fides terris, Spes mea sola Deus5) Hvor rar er Huldskab, Troe og Love,
Paa Gud jeg alle Ting tør vove.

CHRISTIANI QVARTI: Regna firmat Pietas.6 ) Dend sande Herrens Frygt,
Giør Riget fast og trygt.

FRIDERICI TERTII: Dominus providebit.7 ) Lad det Tordne, Lyne,
Herren skal Forsyne8).

* * * * * * * * 310

CHRISTIANI QVINTI: Pietate et lustitia1) To Støtter holder Rigets fred,
Sand Gudsfrygt og Retfærdighed.

FRIDERICI QVARTI: Dominus mihi adjutor2) Mit Hierte derved trøster sig,
At Gud en hielper er for mig.

CHRISTIANI SEXTI: Deo et Populo3) For Folkets Gavn og Herrens Ære,
Jeg gandske vil et offer være.

FRIDERICI QVINTI: Prudentia et Constantia.4) At Jeg min Konge kun alleene maa behage,
Det er mit Scepters maal i alle mine Dage.

✂ Til Lycke STORMÆGTIGSTE MONARCH ALLERNAADIGSTE ARVE KONGE OG HERRE FRIDERICH DEN FEMTE med saadanne Dyrebare Fædre. Hvor maa det icke røre min Allernaadigste Konges LandsFaderlige Milde hierte, naar Hand af sine egne HøgKongelige Stamme-Fædre seer saadan haab5) Vidner sadt omkring sig Ebr: 12, naar Hands Mayestæt i sær eftertænker hvor ofte De Høist Salige Konger har Lagt paa Deres Ansigter for Gud med mange Suk og Taare for Deris Kongelige Arve-Huus, Riger og Lande, i sær Naar det Aller Lifsaligste Exempel af en Himmelsindet Monarch Hans Kongelige Mayestæts Høysal: Herr Fader staaer Hands Mait: alle Øyeblik i Tanker, ja hvor maa det paa denne Dag og hver Dag glæde Hans Maits Hierte, at see sig en Arving, ikke alleene af saa mægtig et Regimente og Absolut Eenevolds Herredømme men endog af saa Himmelsindet en Faders, af saa mange Hellige og Herlige Kongelige Forfædres, uskatteerlige Velsignelser.

* * * * * 311

✂ Men hvad giøre Vi her, mine Allerkiæreste? Toe ting bliver os meget angelegen, om Vi ellers med tilbørlig Devotion har betragtet denne Deylige Konge Stamme: 1: Af inderste hierte at bede, Herren vil befæste Vor Salomon, paa denne herlige Trone, at hand maa følge og fuldføre sin Faders Davids Hellige Foretagende, til fremvoxende det Kongelig Arvehuuses Floer og Velstand i Dagenes Længde, at Herren vil Velsigne Deris KONGELIGE MAIESTETER DRONNINGERNE og Lade Dem see Deris Lyst paa Herrens Naade over det Kongel: Danske Huuses Altid joe meere og meere blomstrende Velstand og Herlighed; i særdeeleshed icke alleene nu, men uafladelig, at bede got for Landets Allermildeste MODER som hand har Velsignet med Lifsfrugt, at Guds og Kongens Huus med Hende maa opbygges joe meere og meere. Dend erindring om sidste blodige Krig udenlands1), af dend Aarsag alleene, fordie der fattedes een eeniste Prinds, kand giøre Os desto ivrigere i at Anbefale J Herrens særdeeles milde Varetægt Dend DYREBARE PODE Vor NAADIGSTE KRONPRINDS 2) samt DE KONGELIGE PRINSESSER og det gandske KONGELIGE ARVE HUUS, Disse Rigers Haab og Glæde. 2: J sær af inderste Hiertens Gund, at Tacke og Priise Gud paa denne Dag og saa Længe Vi Leve, at dend Ære og glæde, at sidde under den Deilige, den Oldenborgske Stammes Skygge, er ogsaa naaed til Os, at Vi som nu med glæde kand høre det Liflige Nafn FRIDERICH den FEMTE, af Guds Naade, alle Tiider igientager det Ord Guds Naade med Hiertens inderlig Taknemmelighed, Og til dend ende, maa vi endnu Lære

✂ III. HVORDAN VI SKAL IUBILERE. Sandelig, vi kand icke noksom ydmyge Os ved Ethans forunderlige Jver i at Priise Herren. De toe Ord: Miskundhed og Sandhed, og dend Glæde i dend Hellig Aand, som hand finder i disse 2de Himmlesøde Ord, ere ligesom 2de Cherubims Vinger for ham, hvormed hand svinger sig op i det Høye, ja saa høyt at ingen kand øyne ham, uden de finder3) noget til det som hand erfarede. Det som fornemmelig falder i Øynene, vil jeg for Tiden at spare kortelig melde, at hans LovSang er

* * * 312

✂ a. Reen og Hellig: tilskriver alle de stoere Velgierninger Herrens Miskundhed og Trofasthed alleene, Soli Deo Gloria1); ja slet Tak ville han fortiendt sig af dend Himmelgivne Konge, dersom Hand hafde givet ham det ringeste af Helligdommens offer. Meeningen er icke, at mand icke skulle høyt Agte og Ære sine Konger, det vilde være en slet Sang for Gud, om mand vilde ringe agte dem, som hand self saa høyt har æret, og givet sit Billede at bære; Frygter Gud og ærer Kongen, hører sammen 1 Petr 2. Belials Mænd2), som ringe agtede Kongen: 1 Sam: 10: v: 27: ja dobbelt Belials Mænd vare vi om Vi icke ærede saadanne Konger, ja deres Støv i deres grav, saa Længe der er en varm Blodsdraabe i Danmark. Skulle saadan naade, saadan omhyggelighed, saadan møye, saa Landsfaderlig Kiærlighed iche skiønnes3), da var der jo icke engang menniskelig følelse hos os, end sige Christen Kierlighed. Men Sagen er at vi af inderste hierte erkiender, at Herren har givet os dem som en særdeeles rar skiænk og gave, og derfor hiertens inderlig og høytiidelig tacker og priiser ham derfor. Fører til Herren, Folkets Slegter, fører til Herren ære og styrke, fører til Herren hans Navns ære, frembærer skiænk, og kommer i hans Forgaarde Psalm: 96: v: 7: 8.

✂ b. Liflig: i Troen til Messiam: aldrig har nogen fra Verdens første tiid og til denne Stund, endten kundet bede eller siunge et ord Gud behageligt, uden i Troen til vor Frelsere: Ethan har i Aanden Davids deilige Genealogie og hans efterkommere for sig, paa dend maade, som Gud fordum viiste Abraham dend neml: som en deilig Himmel fuld af Stierner Gen: 15, V: 5: men Messias er hans Soel, hvis Naadestraaler giør ham saa himmelglad. Ingen tænke, at hand kand give Gud dend allerringeste tak i dag for Vor Dyrebare Konger, uden det skeer i troen til Iesum: taksigelse skal vi giøre i alle Ting, thi det er Guds Villie til Eder i Christo Iesu, siger Paulus 1 Thes: 5, v: 18, men hvordan? Lærer og paaminder Eder selv med Psalmer, Sange Og Aandelige Viser etc: i det J synge yndeligen i Eders hierte for Herren, og ald det I gøre i ord eller gierning, ja alle ting, skal

* * * 313

✂ J giøre i dend Herres Iesu Navn, tackende Gud og faderen formedelst ham Col: 3, 16: 17: v: alt andet der uden for, er fremmet ild til dette offer1).

✂ c. Andægtig. Som fordum Engelen, da hand hafde faaet offeret i Brand, foer hand op i samme Lue til himlen: Iud, 13, v: 20, saaleedes siunes mig giør Ethan og hans offer: da hans Lovsangs Lue gaaer op til himlen, saa farer hans hierte op med, og det saa høyt, at hand siunes, at kunde høre Englene siunge i Himmelen: og Himlene Herre skal bekiende dine underlige Gierninger, hvor vi ved Himlene icke kand forstaae andet end Guds Himles Frydefulde skare, ved de underlige Gierninger Herrens Miskundhed, som hand tilforne har talt om, efterdi hand sætter det her ved Guds Sandhed, og maa denne Herrens Miskundhed, i henseende til Davids Huuses vext og afkom, i sær til foromtalte Davids Vext, Herren vor Retfærdighed Ier: 27, som og er et Lys til at oplyse Hedningene, og Guds Folk Israel til en Herlighed Luc: 1:, nok kaldes Guds underlige Gierninger ved Guds Sandhed, Hans trofasthed i at holde hvad hand har Lovet, som sandelig er dend ting hvorom mand taler, Lærer, siunger og Iubilerer i De Helliges Meenighed, hvorved vi forstaaer Guds Børns forsamling paa Jorden, efterdie mig icke er bekiendt at disse Ord: De Helliges Meenighed bruges paa anden maade i dend Hellige skrift, og maa ingen undre over: at Ethan sætter dend Stridende og Triumpherende Kirke saa nær sammen, Ligesom 2de Choor, hvilke dog udgiøre een Concert, at naar dend Triumpherende Kirke begynder med at Priise Guds Miskundhed eller dends underlige Gierninger, dend Stridende da strax svarer med hans Sandheds Priis; det er en Lige saa Sand, som sød, beskrivelse paa Guds Kirke i Himlen og paa Jorden; tilstanden er frielig heel ulige, dog ere de i sig self et corpus2). Naar Paulus skriver til de Ebr: i det 12 c v: 22 seq.: J ere komne til Zions bierg, til dend Levende Guds Stad, til det himmelske Ierusalem og til Englenes mange Tuusinde, og til de Første Føddes Forsamling og Meenighed, som ere opskrevne i himlene etc: da vilde Jeg tænkt, at hand talede om den Triumpherende Kirke i Himmelen, dersom jeg icke skinbarlig saae, at hand

* * 314

✂ skrev til Folk, som endnu virkelig vare i denne Verden; begge ere dend samme Faders Børn, som er Fader over alt det, som kaldes Børn i Himmelen og paa Jorden Eph 3, v: 15, og Kirkens sande Lemmer ere hans Børn endten de ere i Himlen eller paa Jorden; de Salige har deres Frelsere, Lammet, iblandt dem, og Iubilerer over ham i ævighed, men hand er i Sandhed ogsaa midt iblandt dem paa Jorden, om der er kun 2 eller 3 forsamlede i hans Navn. Vi Lærer heraf, at som en Forsmag af Himlen er IubelFæstens sødeste Rætter, som i Jndgangen blev erindret, saa hører i særdeeleshed til denne Iubelfæst, at tænke paa de afdøde Salige Kongers evige Fryd og Iubel glæde. Alle Guds Børns Exempler ere opvæckelige, men meest naar de ere døde; alle Saliges Exempler ere angenemme, men i sær Kongers; hvad er andres, endogsaa de møysommeligste Bestillinger at Regne imod deres Regierings Byrder? Hvad er det vi andre har at fornægte, imod dem at ligne? En stor Prinds har icke urettelig sagt: vil en Kongelig eller Fyrstelig Person bestaae i Naaden, maa hand have en Heroisk Troe, og saa kand det endda være Farlig nok, uden særdeeles at vaage, som Davids, Salomons, og De fleeste deres retskafne efterkommeres exempler noksom udviiser. Til Guds underlige Gierninger, som Englene i Himlen med Ethan berømme, hører ogsaa dette, naar hand iblandt saa mange Tuusende Farer til Lif og Siæl bevarer saadanne Retsindige Konger i Naaden, og derfor er ogsaa Iosephs, Mosis og Daniels Exempler at regne iblandt de allerstørste Guds Miskundheds og Troefastheds Beviiser i at bevare dem ustraffelige blandt saa utallige og Langvarige tillokkelser, og maa holdes for Lige saa stoer Mirakel, som de 3 Mænd uskadede i Ofnen, og Daniel i Løver Kulen. Endelig hvad er det, som andre til Guds ære kand udrette imod David og saadanne Himmelsindede Konger at regne? Men derfor er ogsaa deres herlighed i Himlen desto større, icke at Gud skulle ansee Persoener, men af dend aarsag, som allereede sagt er: saaleedes fik dend, som hafde vundet 5 pund, 5 Stæder, men dend, som hafde vundet 10 pund, fik magt over 10 Stæder Luc: 19, v: 17: 18: 19, og det er icke omsonst1), at vor Frelsere af de kiæreste Guds Børn i det gamle

* 315

✂ Testamente nævner Propheter og Konger: af samme Grund1) vi ogsaa i det Nye Testamente paa dend maade kand sammenføye Apostler og Konger; om nogen vilde sige: At paa Tabor Bierg i dette Salighedens præludio Lade sig alleene 2de Propheter see Matth: 17:, da betænke hand, at dend eene af dem Moses virkelig var en Regenter, og forrettede det samme i Israel som en Konge i sit Rige, og kaldes ogsaa en Konge Deut: 33: v 5: Og som deraf følger, at saadanne Kongers Lov Sang i Himlen er af de Herligste, saa siunes mig, jeg hører vor sidste Salig Hensovede ulignelige og uforglemmelige Kong Christian den Siette endnu at siunge Begyndelsen af hans Daglige Lif Sang: Ieg vil siunge om Miskundhed Psalm. 101, og de andre Velsignede Konger at Stemme i med: Dend som sidder paa Stoelen, og Lammet være Velsignelse og Priis og Ære og Kraft i ald Ævighed, Apoc: 5, v: 13: Mig siunes. Ligesom jeg seer Dem Alle kaste Deres Kroner for Thronen og siunge med hverandre i høye Himmelske Thoner: Hellig! Hellig! Hellig! est du vor Gud Zebaoth. Det er vist, i dend Oldenborgske Stamme findes Stoere Troens Helte, som funkler ved deres Exempler i dend viide Verden, saa Længe Verden staaer. O! skamme maa vi os, saa mange som Vi ere, om vi ved saa Deilige og stoere exempler icke Lader os opvæcke til retskaffen fyrighed i Christendommen: Dronningen af Sønden skal opstaae i Dommen med den Jødiske Slægt og Fordømme den Matth. 12: v: 42: men hvo af os tør slaae sine Øyne op for de Salige Danske Konger paa Dommedag? dersom Vi Deris herlige exempler og Anstalter uagtet, fremturer i vantroe og Verdens Forfængelighed: og hvad meener J, I arme Verdens Slaver, naar Vor Frelsere Iesus. Vor Himmelske Ierub-Baal2) kommer med Dommedags Basune Klang og Verdens stoere Brand-Fackel og slaaer denne Jords tomme Krucke i støcker: der ligger ald deres Viisdoms Machiner, Deres æres Christaller, Deres Riigdoms Glassering, Der ligger alle Deres ambitions Forgyldte Stoere Speile i Skaare. Men glæder Eder I Troende, Eders Stoere Iubel-Fæst Nærmer sig, jo meere og meere; hvad frygter J for dend nærværende Trængsel i Verden, J bliver jo icke her saa Længe; hvad agter J om at Verden forgaaer, J har

* * 316

✂ jo ingen deel deri; hvad skader Eder at Soelen skal formørkes, Bølgerne bruuse, Stiernerne Falde, og Himlen Forgaae med stort Bulder; da ringer det sammen med alle Klocker til eders Hellig aften; men hvad vil J siige, naar J hører Iubel-Basunen af de høye Himlens Taarne? Hand skal sende sine En gie med klare Basuner Matth: 24 v: 31. Ja Herren self skal komme ned af Himmelen med et Anskriig, med Over Engels Røst og Guds Basune, 1 Thes: 4 v: 16.

✂ d. Uendelig. Da Ethan vil Priise Gud evindelig, som Texten siger, saa kommer hans Sang mig for, som en Krands der har ingen ende, ja det er, O! Zion! dend rette Iubel-Krands at møde din Frelsere med i Dag, nemlig: Det inderlige Hiertens Ønske i Troen: Ieg vil siunge Herrens Miskundheder evindeligen; det Ord Evindelig bruges 1: For en saare Lang tiid af mange mange Secula; Et Sandt Guds Barns Meening bliver denne, om hand skulle Leve i mange 1000de Aar i Verden, Saa hafde hand dog icke et eeniste Øye Blik til Verdens eller Sathans Tienniste; Det er Læt sagt med Munden, men hvor faae bestaae i Fristelsens Tiid, det gielder om at være fast i Troen, Rodfæstet og Grundfæstet i Kierlighed, og at begribe med alle de hellige, hvilket der er det Breede og Lange, og dybe og høye, og at kiende dend Christi Kierlighed, som overgaar Forstanden, at opfyldes til ald Guds fylde, Eph: 3: v: 18-19. O! hvor mangen een har Levet dend dag, at hand af hiertens oprigtighed har istemmet med Ethan: Ieg vil siunge Herrens Miskundheder evindeligen, og har ofte kun varet faae Aar eller Dage; hvormange maae Vor Frelsere raabe til: Jeg har det imod Dig, at du har forladt dend første Kierlighed Apoc: 2. v: 4: ja hvor mange vender med Loths Hustrue reent tilbage til Sodoma. 2: Om dend tiid som har ingen ende. Det er Guds Børns glæde, at De skal priise Herren evindelig; Herrens igienløste skal komme til Zion med Frydeskrig, og ævig glæde skal være over Deres Hoveder, Fryd og glæde skal de bekomme, og Sorrig og Suk skal flye fra dem Es: 35., v: 10. Disse Ord har jeg anført tilforne, og for deres Lifligheds skyld her igientaget, men det samme giør Esaias self Cap: 51: v: 11. Og de kand aldrig nok igientages for Guds Pillegrimme her i Verden, at der engang skal være ævig glæde over

317

✂ Deres Hoveder, Ævig Fryde Sang i Deres Munde, og Ævig grønne Palmer i Deres Hænder. O! Evighed skal klinge da, med et saa sødt Hallelujah. Saa trøster Eder derved I bedrøvede Guds Børn, naar I maae væde Eders Sange-Bøger med salte Taare, eller hænge Eders harper paa Piilene ved Babylons Floder Psalm: 137: v: 1: 2: at J skal eengang sidde ved de Levende Vandkilder, dend Himmelske glædes ævige vældekilder, og det vil heede: Disse ere De, som ere komne af dend stoere Trængsel og haver Toet Deres Lange Kiortle, og have giort deres Lange Kiortle hviide i Lammets Blod, derfore ere de for Guds Stoel, og tiene ham Dag og Nat i hans Tempel, og dend som sidder paa Stoelen skal slaae Tælte over dem. De skal iche hungre meere, ey heller tørste meere, Soelen skal ey heller falde paa dem, ey heller nogen Brynde, Thi Lammet som er midt i Stoelen skal føde dem, og Ledsage dem til de Levende Vandkilder, og Gud skal aftørre ald Graad af Deres Øyne Apoc: 7 v: 14: 15: 16: 17: O! hvor Liflig vil det da klinge, af alle Engler og Udvalde i alle Himles Himle i ald Evigheds Evighed:

✂ Hallelujah,
Iubilerer,
Triumpherer:
Herren priiser
Som Os slig ære Beviiser
Amen.

318
319

✂

TO FORTALER

✂ til skrifter af Hans Henrich Christophersen Neuchs (1719-85), fra 1746 præst i Vejle, sønderjyde fra Horsbøl i Tønder amt. Hans mindedigt om Brorson er citeret ovenfor, s. 253 flg.

320
321

✂

Fortale

✂ til Hans Henrich Neuchs, Den aandelige Aarvaagenhed, 1760 (284 sider 8°):

✂ Da vore Tider i sær meget hart trænger til Opvækkelse i alle Stænder, som det eneste Middel, hvorved de svare Guds Domme, der saa saare trykker Christendommen, kan forekommes eller formildes; Og hvo dette af Hiertet ønsker, ei andet kan, end glæde sig inderlig, naar de høre Vægterne paa Zions Mure at vaage, og Christi Boanerges1) jo mere og mere at lade sig høre, saa har jeg og med desto større Fornøjelse igiennemlæst dette saa bevægelige, som grundige Skrift, i den fulde Forsikring til Guds Barmhiertighed i Christo, at mange Siæle skal blive opvakte til en fyrrig Christendom ved denne tro Christi Tieneres muntre Vægter-Stemme, dersom samme paa Summe Vener. Facultatis Theologicæ2) forventende behagelig Approbation3), jo før jo heller til Trykken bliver befordret. Ribe den 5. Maji 1759.

✂ H. A. Brorson

✂ Episcop. Rip.

* * * * * * 322

✂

Fortale

✂ til H. Neuchs, Lammets Bruuds Salighed og lyksalige Fordele, 1764, en vielsestale ved ritmester H. H. v. Lüttichaus og frk. Johanna Maria Charlotta v. Brockdorfs bryllup på Grundet 4.11.1763 (31 sider 12°).

✂

Censura.

✂ At de tvende Cherubim over Naade-Stolen har, efter Ebræernes Mening, i Skikkelse lignet Brud og Brudgom, kan vel just ikke bevises, men derhos dog ikke heller negtes, at de jo ere et smukt Sindbillede paa et Gud-hengiven Ægte-Pars sande Troe og rene Kierlighed, i det de ey allene vare faste paa Naade-Stolen, men endog eet med Naade-Stolen, og hvis Ansigter vare vel henvendte til hverandre, men begges Øyne allene til Naade-Stolen; ligesom deres opløftede Vinger, færdige til at flyve, ja at begge den enes Vinger rørte ved den andens, tydelig forestiller saadanne Elskendes levende Haab og indbyrdes Opmuntring til uafladelig at haste og ile vor livsalige himmelske Brudgom i Møde. Og, da Gud just selv der havde sit Sæde, og boede over Cherubim i Skye- og Ild-Støtten: saa kan han og med al sin Naades og Velsignelses Fylde ingensteds vissere findes, end i saadant Ægteskab, som han selv har indviet, og indtaget til sin Helligdom, hvor han og i baade Sorg og Glæde jo mere og mere aabenbarer sin ubegribelige Kierlighed som en Himmel paa Jorden, og en sød Forsmag af Lammets frydefulde Bryllups ævigvarende Høytid.

✂ Denne yndige Materie har den elskelige Autor, som en ret Johannes og aandelig Brude-Fører, i nærværende Brude-Tale, efter Sædvane, grundig og opbyggelig udført, og derhos havt den Lykke, at han paa Høybemeldte Himmel-sindede Brude-Par

323

✂ har kundet giøre sin søde Textes1) sande Application2) med inderlig Hiertens Glæde.

✂ Og da det er ikke een af de mindste Fordele for dem, som i saa anseelig Stand ere HErren gandske opofrede, at deres Navne og Exempler, som en liflig Balsom, videre end andres, kan udbrede sig til Guds allerhelligste Navns Ære: saa ønskes af Hiertet, at denne Tale, som en deylig Brude-Fakkel, maae ved Trykken settes paa en høyere Lyse-Stage, til des flere Sieles Opmuntring og Velsignelse.

✂ Riber Bispe-Gaard den 17 December 1763.

✂ Hans Adolph Brorson.

* * 324
325

✂

DE VEXILLO ECCLESIÆ

✂ 1760

326
327

✂

Indledning

✂ Brorsons nedenfor gengivne disputats har ikke tidligere været optrykt. Originaltrykket findes i Kgl. Bibl. Bogen er behandlet i L. J. Koch, Brorson-Studier, 1936, s. 47-56.

✂ Den 16. oktober 1760 var hundredårsjubilæet for enevoldsmagtens indførelse, og universitetet udnævnte i den anledning æresdoktorer, deriblandt de to brødre Broder og Hans Adolph Brorson. I Copiebog for det theologiske Facultet 1752-77 (Rigsarkivet), s. 386, findes det kongebrev, hvori Frederik V meddeler tilladelsen dertil (Fredensborg, 12.9.1760)*). Det lyder:

✂ »Som Os... er bleven foredraget, at til Doctor Gradens Antagelse ved forestaaende Jubilæi Holdelse udi nestkommende Octobris have anmeldet sig til samme Tiid at ville indfinde sig Professor og Lector Theologiæ ved Gymnasio udi vor Kiøbstæd Odense Nicolai Nannestad: Og til samme Grad absentes at tage, at have erklæret sig Os Elskelige

✂ Biskop Hr. Broder Brodersen udi Aalborg

✂ Hr. Hans Adolph Brodersen i Riibe

✂ Hr. Johann Ernst Gunnerus i Trundhiem

✂ Hr. Jens Christian Spidberg i Christiansand

✂ sampt Hr. Hilarius Hagerup Provst og Sogne-Præst i vor Kiøbstæd Arendal saa og Hr. Otto Holmboe Slots-Præst ved Aggershuus og Sogne-Præst til Aggerhuus Præste-Gield, om Vi dertil fornte Absentibus Vorres allern. Tilladelse ville meddeele. Thi give Vi Eder herpaa tilkiende, at Vi allern. ville have bevilget, at Doctor Graden, saavel fornte Absentibus, imod at De pro honore indsende hver sin Disputatz, som forbemte Professor Nannestad maa vorde confereret.«

* 328

✂ Brorson skulle altså indsende en disputats, men var fritaget for at komme over og forsvare den. I virkeligheden var sagen selvfølgelig afgjort, inden den kgl. tilladelse kom; de pågældende havde jo »erklæret sig«, og disputatserne har sikkert været indsendt, vel også trykt for at kunne udsendes rettidigt; vi ser i hvert fald, at datoen for universitetsfesten (der blev 18. oktober) står in blanco på titelbladet til Brorsons disputats, der altså har været trykt så tidligt, at dagen da endnu ikke var fastsat.

✂ Han har givet sin afhandling navnet De Vexillo Ecclesiæ (»Om kirkens banner«). Den er en slags udlægning af 2. Mos. 17, 15, hvor det fortælles, at Moses efter den store sejr over amalekitterne byggede et alter og kaldte dets navn: Jehova vexillum meum (»Jehova er mit banner«).

✂ Disse ord er det, som - efter en lykønskning til Frederik V og en fortale - behandles i bogens 3 kapitler. Kap. 1: Hvem er banneret? Her tales der om navnet Jehova. Både ægypterne og amalekitterne angreb med mund og sværd bekendelsen af Jehova; men dette navn skal her forstås om Guds søn, så hvad angrebet gjaldt, var i virkeligheden Messias' guddommelighed, og amalekitterne tilsigtede at umuliggøre Messiasforjættelsens opfyldelse ved at udrydde Israels folk. For øvrigt trivedes der også foragt for Messias' ære inden for selve Israel. Dette overfører Brorson på sin egen tid, hvor han ser fornægtelsen af Kristi guddom brede sig, især blandt de dannede. Han hævder skriftens lære om frelserens guddom og viser det rette forhold mellem dannelse og gudsfrygt. Kap. 2: Hvad er banneret? Her forklares, hvad der ligger i udtrykket banner eller fane som betegnelse for Jehova (Kristus). Dels siger dette udtryk, at kirken er i krigstilstand på jorden; dels lover det alle nedbøjede tilflugt; dels endelig er det symbol på kirkens vækst, idet fanen lover alle overvundne nåde, og dette giver Brorson anledning til at afvise den calvinske lære om forudbestemmelsen. Kap. 3: Hvis er banneret? Her spørges der om, hvem der kan være tryg under dette banner. Det kan Guds folk eller kirken, ecclesia, hvilket ord betyder udkaldelse, altså betegner dem, der er kaldt ud af de uigenfødtes store skare og nu bruger ord og

329

✂ sakramenter ret. Det, der her danner skel, er troens hemmelighed, som ligger i det ene ord »mit«: »mit banner« dvs. i den personlige tilegnelse af frelsen i Kristus. Og kendetegnet er indbyrdes kærlighed og enighed under eet banner. Til sidst sluttes der med opfordring til aldrig at svigte korsets banner, men holde ud ved ham, som gør stærk.

✂ - - -

✂ Når man har læst bogen, er man først og fremmest klar over, at Brorson var en stiv latiner. Sproget er yderst gloserigt; der er ordspil og elegante vendinger, og de lange, indviklede sætningsforbindelser giver det hele den tungtskridende værdighed, der er så væsentlig for latinens ejendommelige skønhed. Man forstår, at det - som tidligere omtalt (s. 259) - er fra dette sidste, Brorsons danske prosa har fået sit særpræg. Men hvad der på latin er en dyd, er jo unægtelig på dansk det modsatte.

✂ Hvor megen belæsthed der ligger bag afhandlingen, er ikke godt at sige. Den aleksandrinske oversættelse af det gamle Testamente til græsk (LXX) bliver benyttet ligesom også den jødiske historiker Josefus og den gamle græske digter Hesiod. Citater findes fra oldkirkelige forfattere som Prudentius, Augustin og Sulpicius Severus, fra Bernhard af Clairvaux's udlægning af Højsangen og fra den ortodokse lutheraner Johan Gerhard.

✂ Hvad angår det teologiske indhold, så føler en nutidslæser det på visse punkter som en røst fra en såre fjern fortid. Det er særlig den uhistoriske opfattelse af det gamle Testamente, som man her hefter sig ved. Brorson læser treenighedslæren ind i 2. Mosebog. Han lader Moses leve og ånde i troen på Messias' guddommelighed, »denne ypperste artikel i den messianske religion«. Moses har måttet lide under Faraos og hans mænds forhånelse af den Kristus, som skulle komme, og det har været spørgsmålet om Kristi guddom, der var stridspunktet mellem Moses på den ene side, ægypterne og amalekitterne på den anden. Ved at bygge altret efter sejren over amalekitterne har Moses villet aflægge vidnesbyrd om den forsoning, som Kristus skulle fuldbyrde, og ved under kampen at bede med udbredte hænder har han forud vist den korsfæstedes billede. Man får

330

✂ nærmest det indtryk, at troen på den usynligt virkende Kristus i grunden tænkes at have haft en lignende betydning på Moses' tid som i aposteltiden, og hertil svarer også, at »kirken« eksisterer under den gamle pagt lige så vel som under den nye.

✂ I virkeligheden er alt dette udslag af ortodoksiens synsmåde, altså ikke noget for Brorson særegent. På os virker det overraskende at møde denne tankegang så sent som 1760; men dengang har det næppe undret nogen.

✂ Det er også betegnende, at nytestamentlige skrifter, f. eks. Hebræerbrevet - der naturligvis anses for paulinsk, - bliver anvendt som kilder til Moses' historie ganske sideordnet med Mosebøgerne. Her ligger den ortodokse inspirationslære nok bagved. For øvrigt benyttes også Josefus på en ukritisk måde.

✂ Spørger man, om Brorson har noget særligt på hjerte med sin afhandling, er svaret ikke vanskeligt. Det er uden tvivl hans ønske at aflægge et vidnesbyrd mod den fremrykkende »oplysning« med »fritænkeriet«. Også anden steds ser vi, hvor stærkt denne sag i årene omkring 1760 har været fremme i hans tanker. Lissabondigtet giver tydeligt udtryk derfor (linie 213-220; 233-244), og i Svane-Sang, nr. 304; 343 mærker man det samme. I visitatsberetningerne kommer sorgen over tidsånden gang på gang til orde. Det hedder 28.12.1759: »Hvad ellers Facies Ecclesiæ*) her i Stiftet angaaer, da er Klinten blandt Hveden vel altfor kiendelig, og da Superstitionen alt mere og mere svinder, saa yttrer sig i dens Sted meer end tilforn Foragt mod Guds Ord og Lære Embedet; Thi jo mere Naturalismus lader sig merke i den Lærde Verden, og hos Folk af Anseelse, jo mere synes gemeen Mand her og der ogsaa at faae en Smag deraf.« Tre år efter (28.12.1762) skriver han, ganske vist lidt lysere, men dog bekymret nok: »Den atheistiske ja antichristiske Sæd, som i disse sidste Tider meere end nogensinde tilforn yttrer sig, har dog endnu ikke ret kundet bryde igiennem«. Og et halvt år før sin død (28.12.1763) klager han: »Det er ikke et got Omen, at Religionen forsmaaes, som dog er Grund til alle Stænders Lyksalighed, og at det saliggiørende Guds Ord jo længere jo meere foragtes«.

* 331

✂ Her i disputatsen tales der om »den mængde af ateister og naturalister, der forkaster enten Guds tilværelse eller hans forsyn« (s. 340; 362), og om »kætteriets og naturalismens ukrudt« (s. 344; 367). Den afskygning af fornægtelsen, som han særlig må have stået overfor, er dog ikke ateismen, men derimod »kætteriet«. Det drejer sig om folk, der vel »tror, at skriften er Guds ord«, men dog nægter Kristi guddom (s. 342; 365), og hele det første kapitel er i virkeligheden anlagt på at bekæmpe denne anskuelse. Brorsons afhandling står her som et led i den apologetik, som var en hovedstrømning i dansk åndsliv på den tid.

✂ Han ved jo, at fornægtelsens ordførere beråber sig på dannelse og rig begavelse; men heri er der ikke nogen garanti for at eje sandheden. Man ser jo, at netop de folkeslag, der har stået højest i dannelse - som grækere og ægyptere, - har været sunket dybest i grov afgudsdyrkelse, og den menneskelige fornuft er så blind i åndelige ting, at den nødvendigvis må fare vild, hvis den går på egen hånd og forkaster eller fordrejer den hellige skrifts vidnesbyrd. Skriften vidner på det klareste om Kristi guddom, og herpå fremfører Brorson en række eksempler. Hvad dannelsesværdierne, kunst og videnskab, angår, så tjener de efter bibelsk tankegang til skaberens ære og menneskers gavn, men kun, hvis gudsfrygten er til stede som »visdoms begyndelse og al erkendelses sjæl«.

✂ Ogå kap. 2 bringer en anskuelse på bane, som Brorson bekæmper, nemlig calvinismens forudbestemmelseslære (partikularismen). Man spørger sig selv, om der også heri skulle været noget, som har ligget ham personligt på sinde, om han f. eks. under sine anfægtelser kan have været ængstet af tanken om forudbestemmelse til fortabelse. Men der er ikke i hans ord noget, som tyder i den retning, og da man heller ikke i salmerne eller i herrnhuteren Grasmanns brev om hans anfægtelse 1746*) finder noget af den art, må man sikkert antage, at det blot er en gammel teologisk traver, som det sømmede sig for en lutheraner at røre, når den latinske pen var kommen i gang.

* 332

✂ Brorsons afhandling er ikke noget betydeligt; men den vidner om, at han har været årvågen over for det, der rørte sig i tiden, og det tredje kapitel, der taler om den sande kirke, om troens tilegnelse af Kristus, om kærligheden og den uovervindelige bestandighed, ejer en varme, efterhånden en begejstring, der ikke kan andet end gøre indtryk. Her ser vi nok noget af det, der kunne lade hans prædikener føles gribende.

✂ - - -

✂ Originalens mangelfulde akcentuation af de græske ord er bibeholdt i nærværende udgave.

✂ Efter den latinske tekst følger en oversættelse af afhandlingen.

333

✂

334

✂

335

✂ AUGUSTISSIMO MONARCHÆ,

✂ PATRI PATRIÆ

✂ GLORIOSISSIMO, GRATIOSISSIMO,

✂

FRIDERICO QVINTO

✂ REGI

✂ DANIÆ, NORVEGIÆ, VANDALORUM GOTHORUMQVE

✂ DUCI SLESVICI HOLSATIÆ STORMARIÆ DITHMARSIÆ COMITI OLDENB. ET DELMENHORSTÆ

✂ DE REGIMINE ABSOLUTISSIMO A DEO MIRABILITER ET INSTITUTO ET PER TOTUM SECULUM CONSERVATO, INNUMERIS BENEFICIIS CUMULATISSIMO, ET RARISSIMA PACIS FELICITATE ORNATISSIMO

✂ GRATULATUR

✂ REGIÆ MAJESTATIS VESTRÆ

✂ DEVOTISSIMUS ET SUBJECTISSIMUS SERVUS

✂ J. A. BRORSON

✂ Forma novi Imperii Sors est renovata Danorum
Membrorum, Capitis gloria semper erat.
Gaudia, REX! Regni certant & vota Trionum,
Qvæ prius exsuperent, TE præeunte, Polum.
Vivat Amor Patriæ, pacis, pietatis & æqvi
Vive diu Populi SOL, FRIDERICE! Tui.

336
337

✂

PRÆFATIO.

✂ Miraculorum defectum inter alia numerari opprobria constat, qvæ Ecclesiæ nostræ Evangelicæ sæpenumero, sed gratis, objiciuntur. Nam, ut taceam, nec eadem perpetuas esse veræ Ecclesiæ notas, nec vera nostræ plane ignota, sufficit hic monuisse, miracula saltem plurima ad infideles convincendos fuisse patrata; Credentibus autem ipsa Christi Ecclesia summum est miraculum. Sive enim originem, sive statum Ecclesiæ intueamur, qvot hic sese aperiunt omnis & miseriæ & misericordiæ abyssi? obstupescunt qvidem Sensus ad contemplationem hujus Universi, ex nihilo producti, & omnis Eloqventia obmutescit ad hoc summum & nunqvam satis admirandum Majestatis Divinæ vestigium; sed hic est coelum in terra, non ex nihilo, sed ipso inferno evocatum. Et qvis satis admirari potest maximam Ecclesiæ, etiam hic exulantis, gloriam, gloriosissimi Capitis ejus sive arctissimam cum ea unionem, sive eidem tanqvam Sponsæ communicatam, omnis gratiæ & pacis affluentiam respiciamus, qvæ omnia egregie illustrat Paulus Eph. I, 17-23., qvo ultimo dicitur Caput super omnia Ecclesiæ, qvæ est corpus ejus, plenitudo ejus, qvi omnia in omnibus implet.

✂ Nec minori admiratione dignum est Ecclesiæ, in maximis periculis conservatæ, prodigium; omnia enim miracula excedit navigium Christi, inter scopulos & syrtes tot secula jactatum, teste ipsa etiam omnium cælestium Principum & Potestatum experientia, qvibus multifariam Dei Sapientiam per Ecclesiam innotescere Paulus: Eph. III, 10. confitetur. Inter innumera autem specialissimæ hujus Providentiæ mysteria hic imprimis notari meretur, in mediis tentationum flammis adeo non minui, ut potius maxime augeri veram Ecclesiæ felicitatem, ejusdemqve lætissimos fuisse dies, qvos umbra noctis tristior antecessit.

338

✂ Ex his tenebris ante centum annos piis nostris majoribus illuxit festus ille dies, qvo tanqvam natali, revivixit dulcissima salus Patriæ. Tale inqvain initium habuit seculum, ob in melius mutatam Regiminis formam vere aureum & exoptatissimum, qvod Regia Universitas Hafniensis florentissima in applausu suo festivo vocavit Providentiam Dei admirabilem, Exemplum sine exemplo. Symbolum auspicatissimum DOMINUS PROVIDEBIT, qvod non sine omine inter magnos Patriæ motus elegit, & summa vitæ & regni discrimina firmiter tenuit Rex Sapientissimus FRIDERICUS TERTIUS, gloriosissimæ memoriæ, id ipsum inqvam Patriarchale dictum, ut ipse in se suaqve Domo Regia & regnis mirifice impletum vidit, sic futuris seculis tanqvam certissimum providentiæ Divinæ Præsagium reliqvit. Qvis enim ignorat, regnum hoc Monarchicum a duobus FRIDERICIS & totidem CHRISTIANIS, Regum optimis, toto jam seculo ornatum & amplificatum, esse respectu tam originis qvam incrementi, totius Septentrionis maximum Providentiæ Divinæ monumentum.

✂ Benedictus autem coram Deo sit Rex noster Augustissimus, FRIDERICUS QVINTUS, Pater Patriæ gratiosissimus, qvi lætissimo hoc Jubilæo renovatam voluit tanti beneficii memoriam, ut regnum ejus, tam clara providentiæ Divinæ vestigia osculatum, sacro gratitudinis jubilo omnes arctoi orbis plagas impleat. Ob qvam summam & Regis & Regiæ domus, & utriusqve regni felicitatem, ut aliqvo signe gaudium cordis intimum contestarer, non alienum videbatur, Vexillum Ecclesiæ, omnis veræ felicitatis & lætitiæ indicem & vindicem, publica hac Dissertatione proponere, ubi in tribus vocibus: Jehova vexillum meum, hæc tria observanda veniunt.

✂ 1. Qvis. 2. Qvid. & 3. Cujus sit.

✂ ILLUD VEXILLUM.

✂ Ut autem omnia in gloriam Dei, nostramqve ædificationem cedant, faxit Pater luminum, gratia Spiritus Sancti per Filium ejus unigenitum Dominum nostrum Jesum Christum. Amen.

339

✂ J. N. J. A.

✂ Cum plane singulare & mirum sit Elogium, qvod Mosi tribuitur præ omnibus Prophetis Deut. XXXIV, 10. uti & præ omnibus hominibus Num. XII, 3. ante omnia respiciendum est ad ipsum fontem, unde & qvomodo tantam hausit animi confidentiam, fortitudinem & æqvanimitatem in omnibus periculis & tentationibus, qvem ita ipse declarat: Jehovah vexillum meum, i.e. (Paulo interprete) per fidem, - - Ebr. XI, 23. 24. 27. 28.

✂

CAP. I.

✂ Qvis ille sit, qværitur; qvem Ecclesia vexillum suum esse gloriatur? Moses vocat illum Jehovah. Notum est, hoc nomen, ut nulli Creaturæ communicabile, sic soli Deo proprium esse, & omnibus tribus Personis commune. Qvemadmodum autem Deus hoc nomine ab omnibus aliis Diis sese discernit, Ego Jehovah, & nullus præterea, præter me nullus Deus Es. XLVI, 9. XLII, 8. Ita Moses ejusdem nominis professione populum Dei ab omnibus aliis gentibus sc. idololatris distingvit, Audi Israel, Jehova Deus noster, Jehova unus est Deut. VI, 4. Qvia enim ab essentia nomen habet Exod. III, 14. ac idem est, qvod apud Johannem: Qvi est, qvi erat, & qvi venturus est Apoc. I, 4. vel 1), qvi ex se ipse est, ens summe perfectissimum, qvod non potest non esse, & qvale aliud nullum est, aut esse potest, cui soli omnia alia entia originem & conservationem suam debent; ideo hoc nomine non omnes modo Deos fictitios, ut postea aureum vitulum in pulverem qvasi & cineres redigit, sed etiam omnia alia entia in negotio Religionis & fidei plane annihilat. Ita omnem tantæ victoriæ laudem, nec populo, qvi ferro, nec Josvæ, qvi etiam fide, nec sibi, qvi continuis precibus pugnaverat, sed soli Jehovæ vult tribui atqve totam consecrari; Qvasi diceret: qvid homines, etiam maximi, qvid nos etiam

* 340

✂ omnes, qvid mundus, etiam totus, nisi humus & fumus, pulvis & cinis. Date Jehovæ, filii fortium, afferte Jehovæ gloriam & fortitudinem Psalm. XXIX, 1. si ille nobiscum, qvis contra nos; Vidisti qvidem, Israel, duos maximos hujus veritatis adversarios, Ægyptum & Amalecum, qvi de hac confessione nostra disputarunt ore & gladio, sed ecce! qvod vivi negabant, morte probarunt.

✂ Damnat itaqve se ipsam hodierna illa multitudo tam Atheorum & Naturalistarum, qvi Dei vel existentiam vel providentiam rejiciunt, qvam Pseudo-Christianorum qvi utrumqve ore professi vita abnegant omnium miserrimi, maximeqve detestabiles Jerm. II, 12. 13.

✂ Hoc loco autem per Jehovah imprimis intelligi Filium Dei exinde patet, qvod illum vexillum suum vocat Moses, qvi Israeli ex Ægypto liberato in columna nubis & ignis præivit, per mare rubrum salvum perduxit, manna de cælo cibavit, & ex manibus Amalechi ejusdem nece liberavit. Hune gloriosum Israelis Ducem fuisse exinde patet, qvia ipse vocatur Angelus, Jehovah Exod. XIV, 19. 24. qvod nomen, summam Messiæ tam Personæ, qvam officii dignitatem complexum, nulli nec in cælo, nec in terra nisi Filio Dei unigenito competere unqvam potuit.

✂ Observandus itaqve imprimis hic est Mosis pro divinitate Messiæ defendenda Zelus; Præcipuo enim huic Messianæ Religionis articulo factas malignas objectiones ad illud Christi opprobrium pertinere, de qvo Paulus Ebr. XI, 26. facile conceditur. Messiæ personam sprevit superba Mitzraimi posteritas, utpote ex populo servo & captivo oriundam, nec qvicqvam ægrius ferebat, qvam regnum ejus, omnibus mundi voluptatibus orbum cunctis ditissimæ Patriæ thesauris præferri, idqve a Principe non totius modo populi, sed etiam Sapientum, qvem autem ideo mortalium stultissimum atqve inertissimum habebat. Certe ??? qvem ejus gratia sustinuit Moses, ne ullum qvidem, nedum divinum honorem Christo reliqvit, sed maximum probrum, qvod virulenta lingva in servum ejus fidelissimum Pharao eiqve non magnopere dissimiles servi & subditi conjiciebant. Nec dubitamus ejusdem farinæ fuisse Amalechum,

341

✂ qvi deleto Pharaone, ut Josephus libr. 3. Ant. testatur, omnes gentes ad interitum Israelis maturandum sibi associare studuit. Versum 16. nonnulli ita explicant de Deo: Qvia manus super Thronum Dei (jurantis) bellum erit Jehovæ contra Amalechum a generatione in generationem. Alii de Amalecho. Qvia manus (ejus) super (vel adversus) Thronum Dei, bellum erit - - - utraqve sententia monstrat, gentem hanc Deo maxime infensissimam ac detestabilem fuisse, a Davide ??? ??? hostem Dei vocatam I Sam. XXX, 26. Et certe, qvando hæc omnia cum verbis Josephi & mandatis Dei de Amalecho penitus exstirpando v. 14 Deut. XXV, 17-19. I Sam. XV, 2. conferremus, verosimile est, Amalechitas totali Israelitarum deletione vaticinium de Messia illudere & plane irritum reddere voluisse, eumqve & Pharaonem duos V. T. Herodes Magnos & Anti-Christi præcursores fuisse (a). At qvid mirum, eas gentes præ omnibus aliis Idololatriæ deditas gloriam Messiæ despicatui habuisse; cum idem fecerint ipsi iidem Israelitæ, qvos ex Ægypto stupendis miraculis eduxit. Qvando enim Num. XXI. 5. dicuntur contra Deum & Mosen locuti esse, id Paulus vocat: eos tentasse Christum 1 Cor. 10, 9. nempe his verbis: qvare ascendere fecisti nos ex Ægypto? non est panis nobis, neqve aqva. Qvasi dicere vellent: O beatos Ægyptios! qvi Deos suos colentes omni prosperitatis abundantia gaudent, væ autem nobis ab eo die, qvo Messiæ regnum tantopere commendatum audivimus, beatum scilicet, cujus Asseclis in Eremo misere vagantibus tandem fame & siti pereundum est. Idem autem, qvod Israeli, multis proh dolor accidisse videmus, qvi ex Ægypto Romana dudum egressi in longe periculosiorem tentationis Eremum inciderunt. Et qvemadmodum Scriptores dudum observarunt, gentes qvo eruditiores, eo majores idololatras fuisse. Græcia litterarum sedes Deorum myriades habuit, (b) & Ægyptus primo Patrem Chamum, Jovem Hammonem dictum, deinde tauros & canes, vermes & cæpas divino honore mactabat, qvi omnes alias gentes sapientiæ fama superabat, sic illorum infausti Socii videntur, qvi eruditionis præstantia ad solem justitiæ denigrandum abutuntur.

✂ (a) Loc. paral. vid. Psalm. 83. qvem Augustinus ad tempora AntiChristi refert. (b) Hesiod. .

342

✂ Sed, qvid mirum, qvando ratio humana, in spiritualibus cæca, spreta vel obscurata revelatione, Systema Theologicum ex propriis conficit, & ad auctoritatem ei conciliandam tot S. Stæ. Scripturæ dicta misere torqvet & lacerat. Exemplo autem sint aliis, qvo dementiæ procedere possunt optima, & ut vocari solent, divina ingenia, nimirum exstincta vel seposita unica salvandarum animarum lucerna Psalm. CXIX, 105. gloriosissimo enim Salvatori nostro æternæ Majestatis, qvantum in iis est, coronam detrahere tanto sibi gloriosius ducunt, qvanto certius constat, ante se neminem ea id licentia & successu tentavisse. Errorem autem eorum non modo indicat & damnat, sed etiam maximopere auget Scripturæ perspicuitas; Qvemadmodum enim omnia ad salutem scitu necessaria clare docet, ita Divinitatem Christi verbis & phrasibus adeo rotundis & lucidis commonstrat, ut ipsa cæli sydera claritate superent. Qvomodo enim Scriptura posset esse Regula fidei certa & infallibilis, si, qvando toties vocat Salvatorem nostrum Jehovah, ut audivimus, Deum super omnia benedictum in secula Rom. IX, 5. qvi omnia novit Joh. XXI. v. 17. omnia potest. ???, Apoc. I, 8. si non essent id, qvod sint, nempe clarissima & splendidissima Majestatis Divinæ testimonia; vel qvæ fingi potest de tam aperta veritate dubitandi causa, nisi qvæ ex ratione confusa & sibi ipsi adversa depromitur. Nam credere, Scripturam esse Dei verbum, & tamen negare Christo, qvod Scriptura ipsi toties tribuit, est contra omnem sanam rationem ratiocinari; Nec superest ullum, ne in Scriptura qvidem veritatis defendendæ medium, si summæ sapientiæ nomen sibi vindicarit contra lumen non Scripturæ modo sed etiam rationis obstinata argumentandi licentia.

✂ Non enim nomina tantum & attributa, sed etiam opera Divina Scripturam Salvatori svavissimo eadem, id est summa claritate & certitudine vindicare notissimum est, Johannes, qvi teste Eusebio aliisqve, Evangelium contra Ebionem & Cerinthum scripsit, dum divinitatem Christi verbis serenissimis docere vellet, qvi poterat id vel luculentius vel apertius fieri, qvam cum non Apostolica tantum auctoritate, id est divina, ostendat, sed etiam stylo maxime emphatico mentibus imprimat; , qvi a principio apud Deum fuit dvs. distincta persona a Patre, esse ipsum

343

✂ Deum, idqve non nomine tantum, sed omnipotentem cum Patre Creatorem cæli & terræ, omnia per ipsum facta esse, & sine ipso nihil factum eorum, qvæ facta sunt Joh. I, 3. Ubi observandum est, assertionem Apostoli tam affirmativam, qvam negativam dvs. omnium maximam, exceptiones & dubitationes omnes excludere, ne minima qvidem hæreticis elabendi rima relicta; qvod idem loco parallelo maxime emphatico Col. I, 16. observatur; si autem offendat eos adhuc particula , monstrent in tota scriptura exemplum, per unum vel omnes Angelos sive Archangelos factam esse minimam terræ glebam vel aqvæ guttulam; cum e contrario Paulus, ubi ex professo agit de infinita illa inter Salvatorem nostrum & creaturas differentia, solium (Fili Dei) inqvit, tuum, Deus! in seculum & seculum Psalm. XLV, 7. Tu Jehova in seculum permanes & memoria tui in generationem & generationem Psalm. CII, 13 Ebr. I, 8. qvæ verba summam divinam potestatem describere nemo, nisi qvi omnem veritatem, negabit. Imo vero id ipsum ipse Filius Dei in terris non verbis modo testatus est, sed etiam operibus vere divinis. Si non facio opera Patris mei, ne credite mihi, si vero facio, si utiqve mihi non creditis, operibus credite, ut cognoscatis & credatis, qvod Pater in me & ego in Patre, Joh. X, 37.

✂ Hæc paucis monuisse sufficere credo, si non ad errantes convincendos, attamen ad imperitos admonendos; nimirum qvanto studio ab hoc labyrintho sibi hodie imprimis cavere oporteat.

✂ Articulum de Divinitate Christi per omnia secula multos adversarios habuisse nulli miramur. Sudes in oculis Sathanæ semper fuit divina potentia ejus, qvi caput serpentis contrivit, Nec alium fore Messiam, qvam qvi lapides in panem convertere posset, ipse confessus est, sed ultima hac mundi periodo ut eo plures a fide Jesu Christi ejusdemqve plerophoria impedire possit (Personam enim Mediatoris extenuantibus officium necessario vilescit) Ideo non omnem modo Baratri sed etiam carnis & mundi rationem ad gloriam Christi obscurandam acuit.

✂ Ipse Moses noster omni Ægyptiorum sapientia eruditus Act. VII, 22. docet suo Exemplo satis superqve, artes qvidem omnes

344

✂ & scientias laudi Creatoris hominumqve commodo inservituras non habere osores nisi ignorantes. Concedimus! sed deficiente & contempto Dei timore, qvi initium est sapientiæ & omnis cognitionis anima, ratio certe humana a scopo suo eo longius aberrat, qvo magis in scientiis profecisse gloriatur. Si autem cæca in Theologiæ Sanctuarium irrumpat, misceri summa imis & sacra profanis, certum est; Ex hoc enim semine tot hæreseos & naturalismi procrescere lolia, qvorum ætas nostra feracissima est, qvæqve gloriam dulcissimi Salvatoris vel in tantum vel in totum negant, tristissima experientia contestatur. Eo autem majori zelo huic malo, qvod in ipsum fidei fundamentum arietat, & Anti-Christo fenestras omnes & januas aperit, cordati S Stæ. Theologiæ Doctores sese mascule objiciunt; Nec eos terret vel laboris molestia vel multorum offensa, qvoties dulcissimum Ecclesiæ vexillum intuentur. Ardua sane res erat Mosi, populum per desertum, haud secus ac gregem per immanissimarum ferarum latebras, ducere, Qvælibet mutatio loci novi fuit periculi initium. Omnia ruinam minabantur itinere difficillimo vix capris & cervis pervio. Noverat Moses populi genium utriusqve sortis impatientem. Qvot idem molestias, tot Moses timores sustinuit, semper veritus, ne peccaret, vel (ut peccatum fuerit), ne periret. Vidit adversus se, qvem Ducem latronum vocabant, omnes gentes armatas. Sed paleæ erant hæc omnia unico verbulo dissipandæ: Audi Israel! Jehovah Deus noster, Jehovah unus est, noster Jehovah unus nobis sufficit. Hoccine expertus est Amalec, qvi populum Dei, viatores peregrinos aggressus in mucronem vindictæ furiosus irruit.

✂ Jucundum itaqve & omni imitatione dignum est Antistitis hujus exemplum, qvem ante qvadraginta annos latebris Pastorum asvetum, jam in omnium gravissimo munere triumphanti similem videre; fortes animi semper sunt humiles, propriæ infirmitatis bene conscii. Qvis ardua munerum culmina proprio dvs. cæco instinctu peteret? qvis sanæ mentis pericula, nisi Deo Duce & Auspice, sectaretur? Magni animi est, non magna ambire officia, sed oblata mascule obire.

345

✂

CAP. II.

✂ Sed jam tempus est qværere, qvid per illud vexillum intelligatur. Ratione Etymi nulla hic est difficultas. a radice ??? vexillum tulit, est ??? vexillum, qvod hic, uti & sæpius, vexillum militare significat Es. V, 26. X, 18. XIII, 2. Jerm. IV, 6.

✂ De vexillis in genere, & præsertim de qvatuor præcipuis in castris Israelis, nempe Judæ, Ruben, Ephraim & Danis in forma Leonis, Hominis, Bovis, & Aqvilæ hic non nihil dixisse, haud abs re foret, si ferret id temporis angustia; Sed festinanti sufficiant, qvæ sponte seqvuntur maxime necessaria. Audivimus supra per vexillum hic intelligi Salvatorem mundi, adeoqve hæc vox vexillum vi comparationis (1) indicat statum Ecclesiæ in terris militarem. Pacem temporalem, qva inter tot aliarum gentium bello oppressarum lacrymas & gemitus singulari Dei misericordia fruimur, magni facit Ecclesia Christi, semper verita, ne pudendo ingratitudinis vitio eam amittat, eoqve ardentius amplectitur & osculatur pacem spiritualem, qvam Christus nobis cruenta morte comparavit. Cum Sathana autem, mundo & propria carne nec pacem nec inducias novit, sed bellum idqve serium & longe acerrimum, cujusqve respectu corporale, qvantumcunqve videri velit, nihil fere aliud est, qvam lusus, sive æstum respicias, qvo nihil vehementius, sive finem, qvo nihil, bene si cesserit, lætius, aut e contrario terribilius.

346

✂ Qvem enim Moses Jehovah Nissi vocat, hunc sponsa indicat dicens. Amor ejus est vexillum super me Cant. II, 4. & monstrat erecti altaris cum hoc nomine harmoniam, nempe cur id erigeret Moses, nisi ut per altare verum Reconciliationis nostræ sacrificium commendaret. Cur autem Jehovah Nissi denominaretur, nisi ut svavissimo hoc alloqvio omnes afflictos ad salvatorem invitaret; id qvod septuaginta Interpretum versio optime exprimit per ???; Dominus refugium meum; sicut vexillum tribus Judæ, leonis effigiem præferens, ita interpretatur Angelus: noli flere, qvia vicit Leo ex tribu Judæ Apoc. V, 5. ita hic Moses per altare crucifixum præfigurando indicat: noli timere Israel, hic est Refugium, hic est vexillum nostrum, hic verum & unicum & certum est attriti cordis Asylum.

✂ Nonnulli qvidem cum Josepho Libr. III. antiqv. existimant, super hoc altare Mosen sacrificium obtulisse, sed, tacente Scriptura, exstructum esse puto in signum omnibus visibile, qvo Moses ipsis rem maximi momenti inculcatam voluit. Notum est: Mosen non cum omnibus loqvi, nec centesimam populi partem vocem ejus etiam maxime elevatam auribus percipere potuisse. Exceptis pueris & mulieribus sexcentis hominum millibus constabat Israelitarum coetus, qvorum metandis castris vix duo milliaria sufficerent; ut ergo animi hic in fide triumphantis lætitiam omnium ob oculos poneret, eodem, ut opinor, loco altissimo, qvo nuper, dum Josva dimicaret expansis & crucifixi imaginem præfigurantibus () manibus steterat, eodem inqvam edito loco, qvo ab omnibus conspici poterat, magnum illud altare exstruxit, ut novo facto attentione populi excitata, emissis Præfectis & Nuntiis, magnum redemptionis momentum, liberatione ab Ægypti & nunc Amalechi ungvibus præfiguratum, inculcaret, & miro altaris nomine Jehovah Nissi firmam in Deum fiduciam omnibus ingeneraret, dulcissimum inqvam omnis consolationis nucleum, Nam qvi Christum fide amplectitur, in ipso omnia habet, nempe ut est dimicanti vexillum, sic esurienti panis, sitienti vinum, ægrotanti sanitas, langventi robur, erranti via, ignoranti veritas,

✂ () Augustin. de Civ. Dei Libr. X. c. 8. orante Mose, manibus ejus in figura crucis extensis.

347

✂ morienti vita, e contrario, qvi Christum habet, nihil mali timeat, qvia Jesus vexillum, Jesus Refugium Ecclesiæ, Jesus petra credentium, qvæ omnia complectuntur dulcissimum nomen Immanuel, Deus nobiscum, qvod summam fidei plerophoriam excitat, nam si Deus pro nobis, qvis contra nos Rom. VIII, 31.

✂ Est autem (3) Jehovah Nissi jucundissimum Ecclesiæ non tantum defendendæ, sed etiam augendæ symbolum & blanda ad gratiam conseqvendam invitatio; Si enim vexillum militare non subditis modo tutelam promittit, sed etiam submittendis gratiam, multo magis verum est in spiritualibus; qvemadmodum enim non tantum ipsa peculiaris hujus populi electio hunc habuit finem primarium, ut ex illo universalis hominum Salvator nasceretur; qvo facto, & publice patefacto, omnis prærogativa cessaret; totaqve Vet. Test. oeconomia id intendebat, ut, Deum Israelis esse unicum & verum Deum, omnis mundus cognosceret; sicut e contrario eorum (ut nunc Christianorum) impietatis exempla nomen Dei gentibus blasphemandum tradiderunt. Ita huic populo non modo præstita summa beneficia, verum etiam immorigero acerbissima inflicta vulnera, gratiam tam universalem, qvam specialiorem omnibus gentibus proposuerunt. Qvid qvod! ipsa crudelissima bella, qvibus ferocissimas gentes subegerunt, ad eundem finem omnia tendebant, nec alio sensu vexillum suum Moses hic omnibus gentibus Asylum proponit, qvam ut novi foederis præludio Evangelium longe lateqve diffunderet. Hoc animo de jam devictis acerbissimis hostibus triumphum duxit Spiritu gratiæ repletus, ex strage Rebellium, ceu veneno Serpentum, aliarum gentium pharmaca præparaturus.

✂ Objiciunt qvidem particularismi fautores, ruinam Amalechi esse absoluti decreti documentum, & vaticinii de Esavo supplantando complementum: Non autem observant, per Amalechum hic non intelligi Esavi nepotem, sed gentis cujusdam longe majoris & vetustioris Parentem, cujus regnum etiam tempore tam Abrahami, qvam nunc Mosis floruisse videri potest Gen. XIV. Num. XXIV, 20. Mandatum autem Israeli cum Esavo consortium monstrat ex gente hac non fuisse illum Amalec, cui hoc

348

✂ penitus interdictum fuit. At eos imprimis movet denegatum hoc Consortium cum populo Dei, qvod esse signum absolutæ Reprobationis autumant, non considerantes, illos Ægypti vicinos, auditis stupendis ibidem patratis miraculis, non sufficientem modo sed etiam abundantem vocationis gratiam habuisse. Iis autem non flecti, sed furiosis similes sese Deo opponere, innocentes autem & debiles in populo non tam vi armorum, qvam fraude opprimere indubium fuit omnem gratiam respuentis animi documentum. An hoc autem Universalem gratiam tollit, qvando Deus ejusmodi refractarios & in tanto furore perseverantes castigare & e medio tollere cogatur? At tunc demum maxime triumphat gratia universalis, qvando iis locis, qvæ huic universalitati opponuntur, immobilem ejus veritatem stabiliri videmus. Sic etiam Jehova Nissi non scriptum est contra Amalechitas, nisi in qvantum oblatæ gratiæ adversabantur dvs. ut verbis Scripturæ utar, qvamdiu manus eorum erat adversus Thronum Dei; sed hoc ipso verbo, nempe vexillo, qvot superstites erant, non minus qvam omnes ceteræ gentes ad Deum Israelis agnoscendum alliciebantur. Ita certe Mosen explicatum voluit Esaias Cap. XI, 10. Monstrato enim, per vexillum meum, qvod vocat populorum, intelligi Messiam Isai Radicem, indicat emphasin vocis dvs. universalitatem gratiæ in Christo, eum, inqvit, inqvirent gentes, & reqvies ejus (pax & securitas sub ejus umbra gentibus promissa) erit gloria, id est, status non dulcis modo, sed etiam maxime gloriosus, adeo ut sese ad summam filiationis evectos ovabundi confiteantur: qvasi dicerent: O svavissimum omnis gratiæ Patrem, omnes peccatores se gremio misericordiæ excepturum tot promissionibus & juramentis, imo mortis unigeniti pignore contestatum. O dulcissimum mundi Salvatorem, mundi inqvam universi Principem salutis, ad qvam impetrandam sese in cruce vexillum gentium erigi non fuit dedignatus. O æternum & immensum gratiæ flamen & flumen Spiritum Sanctum, qvi se in omnium corda emitti, & vehiculo verbi effundi desiderat. Et O! beata corda, qvi in hunc gratiæ pelagum sese totos ingurgitant.

✂ Sed cum nunqvam satis deplorari possit, tantum tam universalis gratiæ æstum a plurimis negligi, vel summo haberi fastidio,

349

✂ ita nihil magis pias mentes torqvet, qvam hanc mortalium ingratitudinem, resistentiam & , unicum salutis conseqvendæ impedimentum, ad gratiam universalem, horribile dictu! denegandam a particularismi auctoribus inverti, qvod summum humani generis scandalum facile evitarent, si verbo Dei clarissimo, sanctissimo, fidelissimo, non autem rationi miseræ, marcidæ & mutilæ & ad abyssum Divinæ oeconomiæ perscrutandam ineptæ fidem habere vellent, vel saltem cavere, ne qvid contra sanam rationem de Deo, ipso amore, decernerent.

✂ Sed eo magis gratiam Dei dulcibus hymnis confiteantur, qvotqvot sub amoris ejus vexillo delitescunt, dicat columba in ruptura petræ: diligam te Jehovah! petra mea & arx mea, & me eruens Deus meus, fortitudo mea. Sperabo in te, scutum meum & cornu salutis meæ, elevatio mea Psalm. XVIII, 2-3. Qvinam autem sint, qvi sub hoc omnis gratiæ vexillo securi & contenti esse possunt, ex jam seqventibus patebit.

✂

CAPUT. III.

✂ Vexilli nostri securitate ac tegmine nulli nisi præsentes & seqventes fruuntur, qvi vocantur populus Dei, vel ecclesia, qvæ vi vocis est evocatio vel coetus a communi irregenitorum agmine evocatus, qvi verbum Dei audit & sacramentis recte utitur. Sed qvi distingvi solet in visibilem & invisibilem seu in coetum, in qvo est & qvi est Ecclesia (ut Gerhardus id apte satis explicat conf. Libr. 2. art. 5. p. 804.)1) ita hanc distinctionem luculenter monstrat Paulus in ipso hoc populo, cui Moses vexillum salutis ostendit: Non volo vos ignorare fratres, qvod Patres nostri omnes sub nube fuerint, & omnes per mare transierint & omnes per Mosen baptizati fuerint in nube & in mari, & omnes eandem escam spiritualem comederint, & omnes eundem potum

* 350

✂ spiritualem biberint, bibebant enim ex spirituali comitante petra, petra autem erat Christus. At non in pluribus illorum complacuit Deo, prostrati enim sunt in deserto, hæc vero Typi nostri fuerunt 1 Cor. X, 1-6. Qvodnam autem magnum illud mysterium fuit, qvod eorum nonnulli tantum habebant, & ob id ipsum Deo placebant, id Paulus alibi vocat mysterium fidei 1 Tim. III, 9. hoc mysterium continet verbulum Mosis: MEUM, qvod est minima tantum vocis particula, at in tantillo apice latet magnum illud mysterium, sine qvo omnia, qvæ de Deo & Messia dicuntur vel promittuntur, qvo gratiosiora & gloriosiora, eo sunt terribiliora: Beati autem, qvi vera fide dicere possunt: Pater meus, Salvator meus, justitia mea, pax mea, gloria mea, vexillum meum. Ad hanc fidei certitudinem, in corde auditorum accendendam, non dicit vexillum nostrum vel populi, qvod tamen in verbis ejus latebat. Mosen enim voluisse totum populum, non se solum, sub hoc vexillo servari, indicavit eo die, qvo promittebat Deus, se illum magnum populum facturum, modo rebellem perderet, Moses e contrario e libro ejus deleri optat, si qvid tristius populo accideret Exod. XXXII, v. 32. Sed ideo dicit vexillum meum, ut proprio exemplo unumqvemqve ad individualem applicationem excitaret. Hanc autem non omnes habebant, alias eremus illa horribilis in Paradisum mutata fuisset, & qvomodo præ gaudio exsultasset anima Mosis, si tot Sanctorum Myriades in itinere habuisset comites. Sed proh dolor! non multi nec plurimi nedum omnes credentes fuerunt; vexillum seqvebantur corpore, non animo, corda in terra Ægyptiorum remanebant, nec ab iis multum differebant, nisi tempore, genere & loco sepulturæ, ut illis nempe in mari, sic his in deserto paratæ. Aversum a Deo animum omni occasione indicabant, & rebellionis abominatione ipsum Pharaonem multi æqvare, nonnulli superare videbantur. Qvemadmodum etiam multos adhuc habet Ecclesia malignos hostes extraneos, sed intra moenia periculosissimos.

✂ Ast ut incredulitatis illorum signa sunt odium, & dissidia, ita verus Israelis character est intimus amor, & inde fluens animorum concordia sub uno vexillo contra eundem hostem, eadem militantium fide. Ejusdem etenim hic est periculi & præmii consortium iis, qvi tanqvam cives foederati pro vita, pro libertate,

351

✂ pro patria nempe spirituali & cælesti dimicant; & amor, qvi illos sociavit, est admirabilis illa Dei Philanthropia, qvæ miseris nobis mortalibus erexit vexillum, Agnum nempe Dei pro nobis omnibus in ara crucis mactatum. Ita animati non erant omnes; sed veri Mosis & Prophetarum Discipuli, dicti: Dei Israel, populus Dei, peculium. Vera, victoriosa & Israele digna progenies, tanti Herois non degeneres filii, qvi, jugo Ægypti infernalis abjecto, crucem amplectendo omnium Patriarcharum & Prophetarum patriam diesqve noctesqve unanimiter anhelabant.

✂ Talis imprimis erat facies populi sub ipso Novi Testamenti exordio, ad hoc nempe unice qværendum, toti Ecclesiæ fuit unum cor, & una anima Act. IV, 32. Miraculi instar erat, tot hominum millia, nec consangvinitatis vinculo, nec conditionis æqvalitate, nec officii consortio, sed solo Christi amore unita, videre. Obstupuit omnis admiratio ad contemplandum hanc Ecclesiæ communionem, nec vi compactam, nec dolo tritam, sed cælo dignum veræ fidei documentum; ubi nimirum militantis fuit triumphantis, imperfecta qvidem, vera tamen & jucundissima imago.

✂ Sed qvid mirum, floruisse vineam a tot optimis Christi servis plantatam atqve rigatam. Magnum fuit vidisse in eremo Mosen, Dei Servum in tota ejus domo fidelem, omnium Prophetarum Doctorem, qvem in ruptura stantem omnem Dei iram avertisse, ipse Spiritus Sanctus testatur Psalm CVI, 23. sed qvid dicemus de primis Novi Testamenti testibus, longe majori Evangelii claritate illuminatis, de 70 Evangelistis & aliis multis Evangelii præconibus, omnibus Spiritu Sancto repletis, imprimis, de Salvatoris duodecim Apostolis, qvos ipse Salem terræ & lumina mundi vocavit; Qvi ipsum toties oculis suis conspexerant, mellifluo ejus colloqvio & consortio tam diu usi, qvi immensum Dei amorem ipsis tam blande patefecit, & passione ac morte omnium acerbissima comprobavit.

✂ Hæc & reliqva summi amoris mysteria miro charitatis affectu indesinenter inculcata, ut flamma cælestis omnes animas non rebelles corripuerunt tantoqve fidei & amoris ardore impleverunt, ut etiam hostes suos dilexerint, se ipsos autem invicem, ut filios

352

✂ Dei & cohæredes filii, in ipso impensius amaverint, eoqve minor erat interventuræ formido offensæ, qvo major mutui fuit amoris æmulatio. Qvæ docendi dexteritas tanto exemplo armata svavissimum Christi regnum per totum orbem dilatavit, nec illis viventibus ulla latius serpens concordiæ tabes animadversa est, nec superstite viva vitæ eorum & cruenti Martyrii memoria; Effusum enim confessorum sangvinem & numerum & ardorem Christianorum auxisse, omnis aureæ hujus ætatis historia testatur.

✂ Et hoc hujus loci palmarium est, ut ad exemplum Mosis, Prophetarum, & Apostolorum Doctores in Scholis & Ecclesiis ad hoc gratiæ vexillum vera fide intuendum, ea, qva par est, devotione, omnes excitent. Hoc sensu Paulus dicitur portasse nomen Jesu ante Reges & gentes & filios Israelis Act. IX, 15. Hoc animo omnes vult respicere in fidei Ducem & Consummatorem Jesum, qvi pro gaudio sibi proposito sustinuit crucem, inqve dextra Throni Dei consedit. Ebr. XII, 2. Hoc respectu Ministri verbi primitivæ Ecclesiæ vocabantur signiferi, ita nempe Præfectus Asclepiades Martyrem Romanum apud Prudentium p. m.1) 146. alloqvitur:

✂ Infame monstrum, vilis intestabilis tu ventilator & vulgi levis procella - - - & porro

✂ Hoc tu parasti perdite spectaculum
cladis cruentæ de necandis civibus
qvos ut profani impiati & seculi
reos necesse est te magistro interfici
Tu causa mortis, tu malorum signifer,2)

✂ ubi non miramur, Ecclesiarum primipilos metam maximi furoris certissimam fuisse, sed ipsos præ summo in auditores amore omnem persecutionis impetum in se solos non raro convertisse. Beata certe sanctæ legionis castra tantis Ducibus & Signiferis

* * 353

✂ illuminata, qvo tempore juxta Sulpit. Sever. ibidem p. m. 143. certatim gloriosa in certamina ruebatur, multoqve avidius tum martyria gloriosis mortibus qværebantur, qvam nunc Episcopatus pravis ambitionibus appetuntur, Sulp. Sev. p. m. 1431).

✂ Qvomodo langvescentem paulatim hunc primum amorem æmulatio penitus exstinxit, qvomodo ministerium reconciliationis prima rixarum semina sparsit, cujus antea non aliud, qvam mutui amoris & benevolentiæ certamen innotuit, qvomodo, vallo veritatis & concordiæ dejecto, hæreses & schismata, fluminis instar erumpere & omnia inundare coeperunt, qvomodo, relicto vexillo, turbati animi tot viis dissipantur, qvot vel cæca obedientia vel studium partium vel omni peste pejor ambitio traxerit, hæc materia satis nota & prolixior est & tristior, qvam ut tempori sive præsenti brevissimo sive futuro solennissimo inservire possit.

✂ Sola tamen ejus mentio non potest non admonere omnes fideles maximam perseverantiæ necessitatem, qva cessante, non modo nulli usui, sed majori semper damno & ignominiæ fuit omne pietatis studium.

✂ Sal fatuus sunt Matth. V, dvs. qvi antea omnem morum putredinem arcebant jam omnibus piis nauseam movent, canibus & porcis similes, qvi ad vomitum suum & volutabrum redeunt 2 Petr. II. Vexillum nostrum hanc doctrinam maxime urget, & acuit; Qvid enim transfuga detestabilius in mundo coram civibus suis? multo autem magis, qvi vexillum crucis fugiendo in castra hostis se conjiciunt, æternæ condemnationis mancipia. Non autem vexillum tantum exigit, sed etiam excitat & auget perseverantiam, in mediis flammis vincit agmen Dei, qvamdiu vexillum intuentes illud strenue seqvuntur. Audivimus sponsam dixisse: Amorem Christi esse vexillum Cant. II. Sensus autem est, hunc semper, ut vexillum, intuendo, per saxa seqvor, per ignes & aqvas, amantissimum. Omnia valeo per eum, qvi me confortat,

* 354

✂ Christium Phil. 4. de qvibus verbis eleganter Bernhard: Qvidni, inqvit, omnia possibilia sunt innitenti super eum, qvi omnia potest? qvantæ fiduciæ vox: omnia possum in eo, qvi me confortat? nil omnipotentiam verbi clariorem reddit, qvam qvod omnipotentes facit omnes, qvi in se sperant. Deniqve omnia possibilia sunt credenti Marc. IX. Annon omnipotens, cui omnia possibilia sunt? ita animus, si non præsumat de se, sed si confortetur a verbo, poterit utiqve dominari sibi, ut non dominetur ei omnis injustitia Psalm. CXVIII. Ita, inqvam, verbo innixum & indutum virtute ex alto, nulla vis, nulla fraus, nulla jam illecebra poterit vel stantem dejicere, vel subjicere dominantem, (b) Notum est Romanas variis cognominibus distinctas fuisse legiones, habuerunt nempe pias, fideles, fulminatrices, victrices. Boni autem milites Christi meliori jure dicuntur non modo pii & fideles, fulminatrices & victrices,1) sed etiam soli invincibiles, id est, qvos (Rom. VIII, 37-39.) neqve mors, neqve vita, neqve Angeli, neqve principatus, neqve virtutes, neqve instantia, neqve futura, neqve altitudo, neqve profunditas, neqve aliqva Creatura alia separabunt a dilectione Dei, qvæ in Christo Jesu Domino nostro, cui eapropter cum Patre & Spiritu Sancto sit omnis gloria, laus & honor in secula seculorum, Amen.

✂ Hoc sub VEXILLO vivat Stirps Regia, regnum:
Vive PATER PATRIÆ! jubilat omne tuum.

✂ (b) Bernhard sup. Cant. p. m. 184. Column. 4.2)

* * 355

✂ Teologisk afhandling om

✂ KIRKENS BANNER

✂ 2. Mos. 17, 15,

✂ til minde om den eksempelløst store guddommelige forsorg,

✂ hvorved

✂ Den højkongelige dansk-norske Majestæt

✂ den 16. okt. i året 1660

✂ efter at være ophøjet til enevælde og største lykke

✂ gjorde den bedste begyndelse på et gyldent århundrede,

✂ ved selve den højtidelige fest

✂ den... okt. i året 1760,

✂ som

✂ vor ophøjede konge,

✂ FREDERIK DEN FEMTE

✂ FÆDRELANDETS FADER,

✂ har ønsket helliget til lov og pris for så stor en guddommelig nåde,

✂ udgivet af

✂ HANS ADOLPH BRORSON

✂ biskop over Ribe stift.

✂ København, trykt hos Andreas Hartvig Godiche.

* 356

✂ Må trykkes.

✂ Til bekræftelse ifølge det teologiske fakultets protokol.

✂ Hans Otho Bang, dr.

357

✂ Den ophøjede monark,

✂ fædrelandets fader,

✂ den berømmeligste, allernådigste

✂ FREDERIK DEN FEMTE,

✂ konge

✂ til Danmark og Norge, de venders og goters,

✂ hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken,

✂ greve til Oldenb. og Delmenhorst

✂ lykønskes

✂ til den enevældige regering, som af Gud underfuldt

✂ både er indstiftet og gennem et helt århundrede bevaret,

✂ overøst med utallige velgerninger og prydet med den sjældneste

✂ fredens lykke,

✂ af DERES KONGELIGE MAJESTÆTS

✂ mest hengivne og allerunderdanigste tjener

✂ H. A. BRORSON

✂ Den nye regeringsform er en fornyet skæbne for danskerne; hovedets ære var altid lemmernes.1) Rigets glæde, o konge, og Nordens bønner kappes om, hvem der først med dig i spidsen kan overvinde himlen. Leve kærligheden til fædreland, fred, fromhed og retfærd!

✂ Lev længe, Frederik, som dit folks sol!

* 358
359

✂

Fortale

✂ Det er kendt, at manglen af undere regnes med blandt andre skampletter, som såre ofte, men uden grund, forekastes vor evangeliske kirke. Thi - for at jeg skal tie om, at de hverken er den sande kirkes vedvarende kendetegn, eller at de sande ej heller er ganske ukendte for vor kirke - er det nok her at minde om, at i alt fald de fleste undere er udført for at overbevise de vantro. For de troende derimod er selve Kristi kirke det største under. Hvad enten vi nemlig betragter kirkens oprindelse eller dens tilstand, hvor mange dybder åbner der sig da ikke her af alskens både elendighed og barmhjertighed! Tankerne forbavses sandelig ved beskuelsen af dette verdensalt, som er frembragt af intet, og al veltalenhed forstummer ved dette største spor af den guddommelige majestæt, som aldrig tilstrækkeligt kan beundres; men her er himlen på jorden, ikke kaldt frem af intet, men af selve helvede. Og hvem kan tilstrækkeligt beundre kirkens - også den her landflygtiges - største herlighed, hvad enten vi ser hen til dens herlige hoveds nøjeste forening med den eller til denne forening som meddelt den i dens egenskab af brud, en overflod af al nåde og fred, hvilket Paulus alt sammen fremstiller ypperligt i Ef. 1, 17-23, hvor [Kristus] til sidst kaldes hoved over alle ting for kirken, som er hans legeme, hans fylde, der fylder alt i alle.

✂ Og ikke mindre beundring fortjener kirkens under, fordi den er bleven bevaret i de største farer; thi Kristi skib overgår alle undere, omtumlet, som det er, i så mange århundreder blandt klipper og sandbanker; selve erfaringen endogså hos alle himmelske fyrster og magter er jo vidne herom, som Paulus bekender, at Guds mangfoldige visdom gives til kende for dem

360

✂ ved kirken, Ef. 3, 10. Men blandt dette særlige forsyns utallige hemmeligheder fortjener her især at anføres, at kirkens sande lykke så langtfra formindskes midt i prøvelsernes flammer, at den snarere i højeste grad forøges, og at dens gladeste dage har været dem, som nattens sørgelige skygge gik forud for.

✂ Ud af dette mørke gryede for 100 år siden for vore fromme forfædre hin højtidsdag, på hvilken som på en fødselsdag fædrelandets liflige frelse levede op igen. En sådan begyndelse, siger jeg, havde det århundrede, der på grund af den til det bedre forandrede regeringsform i sandhed var gyldent og attråværdigt, og som det blomstrende kongelige universitet i København i sin festlige hyldest har kaldt Guds underfulde forsorg, et eksempel uden eksempel. Det heldigt varslende valgsprog: »Herren vil være forsyn«, som den allerviseste kong Frederik III, højlovlig ihukommelse, ikke uden betydning valgte midt under fædrelandets store omvæltninger og under sit livs og rigets største kriser urokkeligt fastholdt, selve det patriarkord, siger jeg, har han, ligesom han selv så det underfuldt opfyldt på sig og sit kongelige hus og rigerne, således efterladt til kommende århundreder som den sikreste spådom om guddommeligt forsyn. Thi hvem ved ikke, at dette enevoldsrige, der nu i et helt århundrede har været prydet og ophøjet ved to Frederik'er og lige så mange Christian'er, de bedste af alle konger, er i henseende såvel til oprindelse som til vækst det største mindesmærke for det guddommelige forsyn i hele Norden.

✂ Velsignet for Guds åsyn være vor ophøjede konge, Frederik V, fædrelandets allernådigste fader, som ved dette glædelige jubilæum har villet have mindet om så stor en velgerning fornyet, for at hans rige efter at have kysset det guddommelige forsyns så klare spor må fylde alle den nordlige verdens egne med taknemlighedens hellige jubel. For at jeg på grund af denne højeste lykke både for kongen, det kongelige hus og begge riger ved et eller andet tegn kunne bevidne hjertets inderligste glæde, syntes det ikke fjerntliggende ved denne offentlige afhandling at fremstille kirkens banner, al sand lykkes og glædes forkynder og beskytter. Her bliver i tre ord: »Jehova mit banner«, disse tre ting at lægge mærke til:

361

✂ 1. Hvem, 2. hvad og 3. hvis dette banner er.

✂ Men at alt må falde ud til Guds ære og vor opbyggelse, det give lysenes Fader ved den Helligånds nåde og ved sin enbårne Søn, vor Herre Jesus Kristus. Amen.

✂ - - -

✂

I JESU NAVN. AMEN.

✂ Da den gravskrift, som tildeles Moses frem for alle profeter, 5. Mos. 34, 10, ligesom også frem for alle mennesker, 4. Mos. 12, 3, åbenbart er enestående og underfuld, bør man frem for alt se hen til selve den kilde, hvoraf, og den måde, hvorpå han øste så stor en sjælens tillidsfuldhed, styrke og tålmodighed i alle farer og prøvelser; selv fremstiller han den således: »Jehova er mit banner«, nemlig (som Paulus udlægger det) ved troen, Hebr. 11, 23. 24. 27. 28.

✂

Kap. 1.

✂ Hvem han er, spørges der; hvem roser kirken sig af at have som sit banner? Moses kalder ham Jehova. Det er bekendt, at dette navn, ligesom det ikke kan tillægges nogen skabning, således er særegent for Gud alene og fælles for alle de tre personer. Men ligesom Gud ved dette navn adskiller sig fra alle andre guder: »Jeg er Jehova og ingen ydermere; foruden mig er der ingen Gud«, Es. 46, 9; 42, 8, således adskiller Moses ved bekendelsen af dette navn Guds folk fra alle andre folkeslag, nemlig fra afgudsdyrkerne: »Hør, Israel, Jehova vor Gud, Jehova er een«, 5. Mos. 6, 4. Thi fordi han har navnet af væren, 2. Mos. 3, 14, og det er det samme som hos Johannes: »Han, som er, som var, og som kommer«. Åb. 1, 4, ??? 1) eller ??? ,2) den, som er af sig selv, det alfuldkomne væsen, som ikke kan undlade at være, hvis lige intet andet er eller kan være, hvem alle andre væsener alene skylder deres oprindelse og opholdelse, - derfor gør han ved dette navn fuldstændig til intet ikke blot alle opdigtede guder, så at han derefter så at sige gør

* * 362

✂ guldkalven til støv og aske, men også alle andre væsener på religionens og troens område. Så vil han da, at hverken til folket, som havde kæmpet med jern, eller til Josva, der også havde kæmpet med tro, eller til ham selv, der havde kæmpet med vedholdende bønner, men til Jehova alene skal al ros for så stor en sejr ydes og ganske indvies, som om han ville sige: »Hvad er mennesker, selv de største, hvad er selv vi alle, hvad er selv hele verden andet end jord og røg, støv og aske? Giv Jehova, I børn af de stærke, bring Jehova ære og styrke«, Sl. 29, 1. Hvis han er med os, hvem er da imod os? Du har visselig set, Israel, de to største modstandere af denne sandhed, Ægypten og Amalek, som med mund og sværd har disputeret om denne vor bekendelse, men se! hvad de levende fornægtede, beviste de ved deres død.

✂ Derfor fælder nu til dags den mængde af ateister og naturalister, der forkaster enten Guds tilværelse eller hans forsyn, dom over sig selv lige så vel som mængden af navnkristne, der ganske vist bekender begge dele med munden, men som de ulykkeligste af alle og højst afskyelige fornægter dem i livet, Jer. 2, 12. 13.

✂ Men at der på dette sted med Jehova særlig menes Guds søn, fremgår af, at Moses som sit banner nævner ham, der efter Israels befrielse fra Ægypten gik foran det i sky- og ildstøtten, førte det frelst gennem det røde hav, bespiste det med manna fra himlen og udfriede det af Amaleks hænder ved dettes undergang. At det var ham, som var Israels herlige fører, fremgår af, at han kaldes engel og Jehova, 2. Mos. 14, 19. 24; dette navn, der indbefatter Messias' højeste værdighed såvel i person som i embede, har ikke nogensinde kunnet anvendes om nogen enten i himlen eller på jorden uden Guds enbårne søn.

✂ Derfor bør man især lægge mærke til Moses' iver for at forsvare Messias' guddommelighed; thi at ondsindede indvendinger, som blev gjort mod denne ypperste artikel i den messianske religion, hørte til den Kristi forsmædelse, hvorom Paulus taler i Hebr. 11, 26, indrømmer man let. Mizraims stolte efterkommere1) foragtede Messias' person, da den jo skulle udgå af et folk i trældom og fangenskab, og der var ikke noget, hvori de

* 363

✂ vanskeligere fandt sig, end at hans rige, tomt for alle verdens vellyster, skulle foretrækkes for alle deres rige fædrelands skatte, og det af en fyrste ikke blot over hele folket, men også over de vise, en, som de derfor på deres side anså for den mest tåbelige og uvirksomme af dødelige. Sikkert levnede den Kristi forsmædelse, som Moses ved hans nåde udholdt, ikke Kristus blot nogen, end sige guddommelig ære, men den største forhånelse, som Farao og de ham ikke meget ulige tjenere og undergivne udslyngede med giftig tunge mod hans trofaste tjener. Og vi tvivler ikke om, at Amalek har været af samme stof; efter Faraos ødelæggelse stræbte han, som Josefus bevidner i Arkæologiens 3. bog1), at forene alle folkeslagene med sig for at fremskynde Israels undergang. Vers 16 [i 2. Mos. 17] forklarer nogle således om Gud: »Eftersom en hånd er over Guds trone (idet han sværger), skal Jehovas krig være mod Amalek fra slægt til slægt«. Andre [forstår det] om Amalek: »Eftersom (hans) hånd er over (eller mod) Guds trone, skal der være krig...« Begge forståelser viser, at dette folk har været Gud i højeste grad fjendsk og afskyeligt, af David kaldt Guds fjende i særlig forstand, 1. Sam. 30, 26. Og visselig, når vi sammenstiller alt dette med Josefus' ord og Guds befalinger om fuldstændig at udrydde Amalek, v. 14; 5. Mos. 25, 17-19; 1. Sam. 15, 2, er det sandsynligt, at amalekitterne ved ganske at ødelægge israelitterne har villet tilintetgøre spådommen om Messias og gøre den aldeles frugtesløs, og at Amalek og Farao har været to gammeltestamentlige udgaver af Herodes den store og forløbere for Antikrist*). Men hvad under, at de folkeslag, som frem for alle andre var hengivet til afgudsdyrkelse, har næret foragt for Messias' ære, når selve de samme israelitter, som han ved forbavsende mirakler havde ført ud af Ægypten, gjorde det samme? Når de nemlig i 4. Mos. 21, 5 siges at have talt mod Gud og Moses, kalder Paulus det, at de har fristet Kristus2), 1. Kor. 10, 9, nemlig med disse ord: »Hvorfor har du fået os til at drage op fra Ægypten? Vi har ikke brød, heller ikke vand«, som om de ville sige: »O de

✂ - - -

* * 364

✂ lykkelige ægyptere, som idet de dyrker deres guder, glæder sig over al overflod af lykke; men ve os fra den dag, da vi hørte Messias' rige så højt prist; det er rigtignok lykkeligt; hans følgesvende, der flakker ynkeligt om i ørkenen, må omsider omkomme af sult og tørst.« Men det samme, som hændte Israel, ser vi desværre er hændt mange, som efter for længst at være kommet ud af det romerske Ægypten1) er faldet i en langt farligere fristelsens ørken. Og som skribenterne allerede længe har bemærket: jo mere dannede folkene har været, des større afgudsdyrkere. Grækenland, sædet for literær dannelse, havde titusinder af guder*), og Ægypten hædrede med guddommelig ære først fader Chamus, kaldet Jupiter Hammon, dernæst tyre og hunde, orme og løg, og det overgik dog alle andre folkeslag i ry for visdom. På samme måde ser man deres ulykkelige åndsfrænder misbruge overlegenhed i dannelse til at formørke retfærdighedens sol.

✂ Men hvad under, når den menneskelige fornuft, blind i de åndelige ting, efter at åbenbaringen er forkastet eller fordunklet, danner et teologisk system ud af sit eget og for at skaffe det autoritet ynkeligt fordrejer og sønderriver så mange udsagn af den hellige skrift. Men lad dem tjene til eksempel for andre på, hvor vidt de bedste og, som de plejer at kaldes, guddommelige begavelser kan gå i afsind, efter at nemlig den eneste lampe for de sjæle, der skal frelses, er slukket eller sat til side, Sl. 119, 105; thi at fratage, så vidt det står til dem, vor ophøjede frelser den evige majestæts krone anser de for så meget mere ærefuldt for dem, jo sikrere det står fast, at ingen før dem har forsøgt det med den frækhed og fremgang. Men skriftens klarhed ikke blot åbenbarer og dømmer deres vildfarelse, men forøger den også i højeste grad; thi ligesom den tydeligt lærer alt, hvad der er nødvendigt at vide til frelse, således fremstiller den Kristi guddom med så fyldige og indlysende ord og vendinger, at de overgår selve himlens stjerner i klarhed. Thi hvordan skulle skriften kunne være en sikker og ufejlbar trosregel, dersom den, når den så mange gange kalder vor frelser Jehova, som vi har

✂ - - -

* 365

✂ hørt, »Gud over alting, velsignet i evighed«. Rom. 9, 5, »den, som kender alt«. Joh. 21, 17, »formår alt, alfa og omega, den almægtige«, Åb. 1, 8, - dersom [disse udsagn] ikke var, hvad de er, nemlig de klareste og mest strålende vidnesbyrd om guddommelig majestæt? Eller hvilken grund kan der opfindes til at tvivle om en så åbenbar sandhed uden, hvad der hentes fra en forvirret og selvmodsigende fornuft. Thi at tro, at skriften er Guds ord, og dog nægte Kristus, hvad skriften så ofte tillægger ham, er at drage slutninger mod al sund fornuft; og der står ikke, end ikke i skriften, noget middel tilbage til at forsvare sandheden, hvis hårdnakket frækhed i argumentationen skal tilskrive sig navn af den højeste visdom ikke blot imod skriftens, men også mod fornuftens lys.

✂ Thi at ikke blot guddommelige navne og egenskaber, men også guddommelige gerninger af skriften bliver tillagt den milde frelser med den samme, det vil sige den højeste klarhed og sikkerhed, er vel bekendt. Da Johannes, som ifølge Eusebius' og andres vidnesbyrd skrev sit evangelium imod Ebion og Cerinthus, ønskede at lære Kristi Guddom med de klareste ord, hvorledes kunne det så ske enten mere indlysende eller mere åbenbart, end når han ikke blot med apostolisk, det vil sige guddommelig myndighed viser, men også ved den mest eftertrykkelige udtryksmåde indprenter sjælene: at Logos, som fra begyndelsen var hos Gud dvs. en særskilt person over for Faderen, selv er Gud, og det ikke blot af navn, men sammen med Faderen almægtig skaber af himmel og jord, at alt er gjort ved ham, og at uden ham er intet gjort af det, som er gjort, Joh. 1, 3? Her må man lægge mærke til, at apostlens påstand, der er såvel positiv som negativ dvs. så kraftig som muligt, udelukker alle undtagelser og tvivlsmål, så at der ikke er efterladt kætterne blot den mindste revne til at smutte ud af, hvad man også lægger mærke til på det højst eftertrykkelige parallelsted Kol. 1, 16. Men dersom partiklen (ved) endnu vækker anstød hos dem1), lad dem så i hele skriften vise et eksempel på, at der ved een eller alle engle eller ærkeengle er gjort den mindste jordklump eller

* 366

✂ vanddråbe, da Paulus tværtimod der, hvor han åbenbart behandler den uendelige forskel mellem vor frelser og skabningerne, siger: »Din trone (Guds søn) er, o Gud, i evighed og evighed«, Sl. 45, 7; »du, Jehova, bliver i evighed og din ihukommelse i slægt efter slægt«, Sl. 102, 13; Hebr. 1, 8, og at de ord skildrer den højeste guddommelige magt, skal ingen nægte uden den, der vil nægte al sandhed. Ja, tilmed har Guds søn selv på jorden bevidnet det samme, ikke blot med ord, men også med gerninger, som i sandhed var guddommelige: »Dersom jeg ikke gør min Faders gerninger, så tro mig ikke; men dersom jeg gør dem, så, selv om I ikke tror mig, tro gerningerne, for at I må kende og tro, at Faderen er i mig og jeg i Faderen«, Joh. 10, 37.

✂ At have påpeget dette med få ord mener jeg er tilstrækkeligt, om ikke til at overbevise de vildfarne, så dog til at advare de ukyndige, nemlig om, med hvor stor iver man nu til dags især bør vogte sig for denne labyrint.

✂ At artiklen om Kristi guddom gennem alle århundreder har haft mange modstandere, undrer os ikke. Guddomsmagten hos ham, der knuste slangens hoved, har altid været torne i Satans øjne. Og at ingen anden skulle være Messias end han, som kunne forvandle stene til brød, har han selv bekendt1); men for at han i dette verdens sidste tidsrum kunne hindre des flere fra troen på Jesus Kristus og den fulde forvisning om ham (thi for dem, der nedsætter midlerens person, forringes nødvendigvis hans embede), derfor har han opægget ikke blot det til undergang værdige menneskes, men også kødets og verdens fornuft til at formørke Kristi herlighed.

✂ Vor Moses selv, som var oplært i al ægypternes visdom, Ap. G. 7, 22, lærer ved sit eksempel tilstrækkeligt og mere end nok, at alle kunster og videnskaber, der skal tjene til skaberens pris og menneskers gavn, ingen andre fjender har end de uvidende. Indrømmet! Men når gudsfrygten, som er visdoms begyndelse og al erkendelses sjæl, mangler og er foragtet, så forvilder den menneskelige fornuft sig visselig des længere bort fra sit mål, jo mere den praler af at have gjort fremskridt i videnskaberne. Men dersom den blind bryder ind i

* 367

✂ teologiens helligdom, så er det sikkert, at det højeste blandes med det laveste og det hellige med det profane; thi at der af denne sæd gror så meget af kætteriets og naturalismens ukrudt, hvorpå vor tid er såre frugtbar, og som stort set eller fuldstændigt fornægter den milde frelsers herlighed, derom vidner den sørgeligste erfaring. Dog med des større nidkærhed sætter kloge lærere i den højhellige teologi sig mandigt imod dette onde, som stormer mod selve troens grundvold og åbner alle vinduer og døre for Antikrist; og hverken arbejdets møje eller mængdens uvilje skræmmer dem, så ofte de betragter kirkens dejlige banner. Det var ganske vist en vanskelig sag for Moses at føre folket gennem ørkenen, ikke anderledes end en hjord gennem de grummeste vilddyrs skjulesteder; enhver forandring af stedet var begyndelsen til en ny fare. Alt truede med undergang på den vanskelige vej, der knap var fremkommelig for geder og hjorte. Moses kendte folkets sind, som var uvilligt over for begge kår1). Lige så mange besværligheder det døjede, lige så mange ængstelser døjede Moses, altid bange for, at det skulle synde, eller (når der skete synd) for, at det skulle gå under. Han så alle folkeslagene i våben mod sig; de kaldte ham en røverhøvding. Men alt dette var avner, som skulle spredes ved et eneste lille ord: »Hør Israel! Jehova, vor Gud, Jehova er een; vor ene Jehova er nok for os«. Dette fik Amalek at erfare, som angreb Guds folk, de fremmede vandringsmænd, og styrtede rasende i straffens sværd.

✂ Glædeligt og al efterligning værd er derfor denne anførers forbillede; efter at han 40 år før2) var bleven vænnet til hyrdernes afkroge, så man ham nu som en triumfator i den sværeste opgave af alle. Stærke sjæle er altid ydmyge, idet de er sig deres egen svaghed vel bevidst. Hvem ville søge livsopgavernes stejle tinder ifølge sin egen dvs. blinde tilskyndelse? Hvem ville, når han var ved sund sans, eftertragte farer uden med Gud som fører og beskytter? Det er et kendetegn på den store sjæl, ikke at tragte efter store hverv, men mandigt at varetage dem, der rækkes en.

* * 368

✂

Kap. 2.

✂ Men nu er det tid til at spørge om, hvad der skal forstås ved dette banner. Med hensyn til afstamningen er der her ingen vanskelighed. Af roden ??? (nasas) kommer banner; ??? (nes) er banner, hvad der her som også oftere betyder en krigsfane, Es. 5, 26; 10, 18; 13, 2; Jer. 4, 6.

✂ Her at have sagt et og andet om bannere i almindelighed og særlig om de fire ypperste i Israels hær, nemlig Judas, Rubens, Efraims og Dans i form af en løve, et menneske, en okse og en Ørn, ville ikke ligge uden for sagen, dersom tidens knaphed tillod det; men for den, der har hastværk, må det, der af sig selv følger som det mest nødvendige, være nok. Vi har ovenfor hørt, at der med banneret her menes verdens frelser, og yderligere angiver dette ord banner sammenligningsvis (1) kirkens krigstilstand på jorden. Den timelige fred, som vi ved Guds særlige barmhjertighed nyder midt iblandt så mange tårer og suk hos andre folkeslag, der tynges af krig, den skatter Kristi kirke højt, idet den altid ængster sig for at skulle miste den ved skammelig utaknemligheds synd, og så meget mere glødende omfavner og kysser kirken den åndelige fred, som Kristus har vundet os ved sin blodige død. Men med Satan, verden og vort eget kød kender den hverken til fred eller våbenstilstand, kun til krig, og det en alvorlig og yderst hvas, og med henblik på den er den udvortes krig, hvor stor den end måtte synes, næsten ikke andet end en leg, enten man ser hen til dens1) hede, der ikke i heftighed overgås af noget, eller til resultatet, der ikke i glæde overgås af noget, hvis det falder godt ud, eller i modsat fald ikke i rædsel.

✂ Og hvorfor undrer vi os over, at det siges om lemmerne, når Simeon kalder hovedet »et tegn, der modsiges«, Lk. 2, 34, det vil sige en krigsfane eller et banner, mod hvilket det er en kendt sag, at fjendernes største kampstyrke gør stormløb. Vor søde frelser er jo netop også ved menneskets hårdnakkede vantro bleven en anstødssten, skønt Gud i virkeligheden har fremstillet ham som et sonemiddel i hans blod ved troen, Rom. 3, 25, således

* 369

✂ som også banneret her (2) lover alle nedbøjede trøst. Ligesom i slaget, når sagerne står forvirret og håbløst, alle, hvis der da er nogen tilovers, ser hen til banneret og alle tyr til det, således er der ikke nogen anden tilflugt end Jehova Nissi1), end verdens frelser, ikke nogen anden vej til faderen, ikke noget andet navn givet under himlen, i hvilket vi bør frelses. Thi den, som Moses kalder Jehova Nissi, ham betegner bruden ved at sige: »Hans kærlighed er banner over mig«. Højs. 2, 4, og viser det oprejste alters overensstemmelse med dette navn, nemlig hvorfor Moses oprejste det: kun for ved altret at anbefale vor forsonings sande offer. Men hvorfor det blev kaldt Jehova Nissi, kun for ved denne liflige tiltale at indbyde alle nedbøjede til frelseren, det er, hvad de 70 fortolkeres oversættelse2) udtrykker fortræffeligt ved: »Herren er min tilflugt«. Ligesom Juda stammes banner, der fremviser en løves billede, udlægges på denne måde af englen: »Græd ikke, thi løven af Juda stamme har sejret«. Åb. 5, 5, således betegner Moses her ved altret forbilledligt den korsfæstede: »Frygt ikke, Israel, her er tilflugt; her er vort banner; her er det sande og eneste og sikre fristed for det forpinte hjerte«.

✂ Nogle mener rigtignok i tilslutning til Josefus' Arkæologi, 3. bog, at Moses har bragt offer på dette alter; men da skriften tier, tror jeg, at det er bygget til et for alle synligt tegn, hvorved Moses ville have dem indprentet en sag af den største vigtighed. Det er kendt, at Moses ikke har kunnet tale med alle, og at ikke en hundrededel af folket med ørerne har kunnet opfatte hans røst, selv når den var højest hævet. Bortset fra børn og kvinder bestod israelitternes menighed af 600.000 mennesker, og knap to mil kunne slå til, når deres lejr skulle udstikkes; for da her at stille den i troen triumferende sjæls glæde frem for alles øjne, byggede han, som jeg mener, på det samme ophøjede sted, hvor han nylig, medens Josva kæmpede, havde stået med udbredte hænder, der forud viste den korsfæstedes billede a), - på samme høje sted, siger jeg, hvor han kunne ses af alle,

* * * 370

✂ byggede han hint store alter for, når folkets opmærksomhed var vakt ved en ny handling, at indprente de udsendte høvdinger og sendebud forløsningens store vigtighed, der forud var bleven afbildet ved udfrielsen af Ægyptens og nu af Amaleks kløer, og for ved altrets mærkelige navn Jehova Nissi at indplante i alle en fast tillid til Gud, i sandhed al trøsts sødeste kerne. Thi den, som omfavner Kristus ved troen, har i ham alt; ligesom han nemlig er banner for den kæmpende, således er han brød for den hungrende, vin for den tørstende, sundhed for den syge, styrke for den trætte, vej for den vildfarende, sandhed for den uvidende, liv for den døende; og omvendt: den, som har Kristus, skal ikke frygte noget ondt, fordi Jesus er banneret, Jesus er kirkens tilflugtssted, Jesus er de troendes klippe, og alt dette er indbefattet i det søde navn Immanuel, Gud med os, som opvækker troens højeste forvisning; thi er Gud for os, hvem er da imod os? Rom. 8, 31.

✂ Men (3) Jehova Nissi er det glædeligste billede ikke blot på kirkens forsvar, men også på dens vækst og en venlig indbydelse til at tilegne sig nåden. Thi dersom et krigsbanner ikke blot lover beskyttelse for dem, der hører til under det, men også nåde for dem, der skal underlægges det, så er det langt mere sandt på det åndelige område. Thi ligesom ikke blot selve den særlige udvælgelse af dette folk først og fremmest havde det formål, at hele menneskehedens frelser skulle fødes af det, og når det var sket og åbenbart lagt for dagen, skulle enhver særrettighed forsvinde, og hele det gamle Testamentes frelsesordning tilsigtede, at hele verden skulle erkende, at Israels Gud var den ene og sande Gud; ligesom omvendt deres (ligesom nu de kristnes) eksempler på ugudelighed har udleveret Guds navn til spot for hedningerne, - således har ikke blot de store velgerninger, som blev ydet dette folk, men også de smertelige sår, der blev tilføjet det i dets ulydighed, fremstillet for alle folkeslag såvel den almindelige nåde som den mere specielle. Ja, selve de grusomme krige, hvorved de undertvang de vildeste folkeslag, sigtede alle mod det samme formål, og Moses fremstiller her ikke i anden mening sit banner som tilflugt for alle folkeslag end for ved et forspil til den nye pagt at sprede evangeliet vidt og bredt.

371

✂ Med dette sind fejrede han triumf over de nu overvundne såre bitre fjender, fyldt af nådens Ånd, for ud af oprørernes ødelæggelse ligesom af slangers gift at tilberede lægemidler for andre folkeslag.

✂ Ganske vist indvender partikularismens1) tilhængere, at Amaleks undergang er et bevis på absolut forudbestemmelse og opfyldelse af spådommen om Esavs forkastelse. Men de lægger ikke mærke til, at der ved Amalek her ikke forstås en efterkommer af Esav, men stamfaderen til et langt større og ældre folk, hvis rige kan ses at have blomstret endogså på Abrahams tid såvel som nu samtidig med Moses, 1. Mos. 14; 4. Mos. 24, 20. Men det fællesskab, som var påbudt Israel med Esav, viser, at hin Amalek, hvem fællesskabet var fuldstændig forbudt, ikke har hørt til dette folk. For dem [tilhængerne af partikularismen] er derimod frem for alt denne nægtelse af fællesskab med Guds folk bestemmende; de påstår, at den er tegn på den absolutte forkastelse, idet de ikke tager i betragtning, at disse naboer til Ægypten ved at høre om de forbavsende undergerninger, som var udført der, havde haft kaldelsens nåde ikke blot i tilstrækkelig, men i overstrømmende grad. At de dog ikke derved lod sig bøje, men som rasende satte sig op imod Gud og undertrykte de uskyldige og svage i folket ikke så meget ved våbenmagt som ved svig, har været et utvivlsomt bevis på et sind, der støder al nåde fra sig. Mon det dog ophæver den universelle nåde, når Gud nødes til at tugte og udrydde den slags halsstarrige, som holder ved med så megen rasen? Nej, da først fejrer den universelle nåde sin største triumf, når vi ser dens urokkelige sandhed blive stadfæstet ved bevissteder, som anføres mod denne universalitet. Således er heller ikke Jehova Nissi skrevet mod Amalekitterne, uden for så vidt som de modsatte sig den tilbudte nåde dvs. for at jeg skal bruge skriftens ord, så længe som deres hånd var imod Guds trone; men ved selve dette ord, nemlig banner, blev de overlevende, så mange de var, ikke mindre end alle andre folkeslag draget til at anerkende Israels Gud. Således har Esajas i kap. 11, 10 sikkert ønsket, at Moses skulle forklares. Thi

* 372

✂ efter at have påvist, at der med »mit banner«, som han kalder folkenes, menes Messias, Isajs rodskud, angiver han ordets dybe betydning dvs. den universelle nåde i Kristus: »efter ham«, siger han, »skal hedningerne spørge, og hans hvile (den fred og tryghed under hans skygge, som er lovet hedningerne) skal være herlighed«, det vil sige en tilstand, der ikke blot er liflig, men også i højeste grad herlig, i den grad, at de jublende skal bekende, at de er hævet op til barnerettens øverste højdepunkt, som om de ville sige: O al nådes mildeste Fader, som ved så mange forjættelser og eder, ja ved den enbårnes død som pant har vidnet, at han vil modtage alle syndere i barmhjertighedens skød. O sødeste verdens frelser, ja frelsens fyrste for den hele verden, der ikke forsmåede at løftes som folkenes banner på korset for at udvirke frelsen. O evige og umålelige nådens vind og strøm, den Helligånd, som attrår at udsendes i alles hjerter og at udgydes ved ordet som middel. Og o! salige hjerter, som ganske sænker sig ned i dette nådens hav.

✂ Men da det aldrig nok kan begrædes, at så stor en flod af så universel en nåde forsømmes af de fleste eller holdes i den højeste foragt, så piner intet mere de fromme sind, end at denne de dødeliges utaknemlighed, genstridighed og vantro, den eneste hindring for at opnå frelsen, af partikularismens ophavsmænd drejes til - skrækkeligt at sige! - fornægtelse af den universelle nåde. Denne højeste forargelse for menneskeslægten kunne de let undgå, dersom de ville have tro til Guds klare, hellige, pålidelige ord og ikke til den elendige, visne og lemlæstede fornuft, som er uskikket til at udgrunde den guddommelige frelsesordnings dyb, eller om de i det mindste ville vogte sig for at fastslå noget mod den sunde fornuft om Gud, kærligheden selv.

✂ Men lad des mere alle, som søger tilflugt under Guds kærligheds banner, bekende hans nåde med de lifligste lovsange; lad duen i klippekløften sige: »Jeg vil elske dig, Jehova, min klippe og min borg og min Gud, som udfrier mig, min styrke. Jeg vil håbe på dig, mit skjold og min frelses horn, min ophøjelse«, Sl. 18, 2-3. Men hvem de er, som kan være trygge og tilfredse under dette al nådes banner, det vil fremgå af det, som nu følger.

373

✂

Kap. 3.

✂ Vort banners tryghed og skjul nyder ingen uden de, som er til stede og følger, de, som kaldes Guds folk eller kirken. Denne er ifølge ordets1) betydning en udkaldelse eller en forsamling, som er kaldt ud af de uigenfødtes almindelige flok, og som hører Guds ord og på rette måde bruger sakramenterne. Men den plejer at deles i den synlige og usynlige eller i den forsamling, i hvilken kirken er, og den, som er kirken (som Gerhard rigtigt og tilstrækkeligt udvikler det, jfr. 2. bog, art. 5, s. 804)2). Således påviser Paulus ypperligt denne adskillelse i selve det folk, for hvilket Moses viser frelsens banner: »Jeg vil ikke brødre, at I skal være uvidende om, at vore fædre alle var under skyen og alle gik gennem havet og alle blev døbt ved Moses i skyen og i havet og alle spiste den samme åndelige mad og alle drak den samme åndelige drik; thi de drak af en åndelig klippe, som fulgte med; men klippen var Kristus. Dog fandt Gud ikke behag i de fleste af dem; thi de blev slået ned i ørkenen; men disse ting blev vore forbilleder«, 1. Kor. 10, 1-6. Men det, der var den store hemmelighed, som kun nogle af dem fattede, og som netop var grunden til, at de behagede Gud, det kalder Paulus anden steds troens hemmelighed, 1. Tim. 3, 9; denne hemmelighed ligger i det lille ord af Moses: »mit«, som blot er den mindste del af et ord3); men i så lille en stump er denne store hemmelighed gemt, uden hvilken alt, hvad der siges eller forjættes om Gud og Messias, jo mere nådefuldt og herligt det er, er så meget mere frygteligt. Men salige de, som ved en sand tro kan sige: Min fader, min frelser, min retfærdighed, min fred, min herlighed, mit banner. For at optænde denne troens vished i tilhørernes hjerte siger han ikke vort eller folkets banner, hvad dog lå gemt i hans ord. Thi at Moses ville, at hele folket, ikke han alene, skulle frelses under det banner, viste han den dag, da Gud forjættede, at han ville gøre ham til et stort folk, når blot han fik ødelagt det oprørske folk; Moses ønsker tværtimod at blive udslettet af Guds bog, dersom noget så sørgeligt skulle

* * * 374

✂ times folket, 2. Mos. 32, 32. Nej, derfor siger han »mit banner«, for at han ved sit eget eksempel kan opvække hver enkelt til personlig tilegnelse. Men denne havde de ikke alle; ellers ville hin frygtelige ørken være bleven forvandlet til et paradis, og hvor ville Moses' sjæl have jublet af glæde, dersom han havde haft så mange titusinder af hellige til ledsagere på rejsen. Men ak desværre! ikke mange og ikke de fleste, end sige alle var troende; de fulgte banneret med legemet, ikke med sjælen; hjerterne blev i ægypternes land, og de var ikke meget forskellige fra dem undtagen ved tiden, arten og stedet for deres begravelse; som den for ægypterne var beredt i havet, således for dem i ørkenen. De viste ved enhver lejlighed et sind, der var bortvendt fra Gud, og ved oprørets afskyelighed syntes mange at stå lige med selve Farao, nogle at overgå ham. På samme måde har kirken også endnu mange hadefulde udvortes fjender, men de farligste inden for murene.

✂ Men ligesom tegnene på hines vantro er had og splid, således er Israels sande karakter inderlig kærlighed og deraf udstrømmende enighed mellem sjælene under eet banner, mod samme fjende, med samme tro hos de kæmpende. Thi her er fællesskab om samme fare og løn for dem, der ligesom borgere i sluttet forbund kæmper for livet, for friheden, for fædrelandet, nemlig det åndelige og himmelske; og den kærlighed, som har forenet dem, er den forunderlige menneskekærlighed hos Gud, som for os stakkels dødelige har oprejst et banner, nemlig Guds lam, der er slagtet for os alle på korsets alter. Således sindede var ikke alle, men Moses' og profeternes sande disciple, benævnede Guds Israel, Guds folk, ejendom, den sande, sejrrige og Israel1) værdige slægt, så stor en helts ikke vanslægtede sønner, der efter at det helvedes Ægyptens åg var afkastet, ved at omfavne korset stundede dag og nat med eet sind mod alle patriarkers og profeters fædreland.

✂ Sådan var folkets præg især i selve det nye Testamentes begyndelsestid; i enestående stræben efter dette havde jo hele menigheden eet hjerte og een sjæl, Ap. G. 4, 32. Det var som et under at se så mange tusinde mennesker forenede, hverken ved

* 375

✂ slægtskabets bånd eller ved lighed i livskår eller ved fællesskab i livskald, men kun ved Kristi kærlighed. Al undren blev som overvældet ved betragtningen af dette menighedens fællesskab, der hverken var knyttet ved magt eller tilslebet ved list, men som var et eksempel på sand tro, himlen værdigt; billedet af den kæmpende forestillede jo der den triumferende, vel ufuldkomment, men dog sandt og såre glædeligt.

✂ Men hvad under, at en vingård, der var plantet og vandet af så mange ypperlige Kristi tjenere, stod i blomstring. Stort havde det været at se Moses i ørkenen, Guds tjener, der var tro i hele hans hus, alle profeters lærer, om hvem den Helligånd selv vidner, at han stod i gabet og af vendte al Guds vrede, Sl. 106, 23. Men hvad skal vi sige om det nye Testamentes første vidner, der var oplyst med langt større klarhed over evangeliet, om de 70 evangelister og mange andre forkyndere af evangeliet, alle fyldte med den Helligånd, især om frelserens tolv apostle, som han selv kaldte jordens salt og verdens lys, som havde set ham så tit med deres øjne, havde så længe nydt godt af hans samtale og omgang, der flød med honning; han havde jo netop for dem så mildt åbenbaret Guds uendelige kærlighed og godtgjort den ved den lidelse og død, som var bitrest af alle.

✂ Disse og den højeste kærligheds øvrige hemmeligheder, der uafladelig blev indprentet med en underfuld kærlighedslidenskab, rev som en himmelsk flamme alle ikke oprørske sjæle med og fyldte dem med en så stor troens og kærlighedens brand, at de endogså elskede deres fjender, men til hinanden indbyrdes som Guds børn og sønnens medarvinger følte i ham en endnu ivrigere kærlighed, og frygten for ildeset indblanding var så meget mindre, som den gensidige kærligheds kappelyst var større. Den læredygtighed, der var væbnet med så stort et forbillede, udbredte Kristi liflige rige over hele verden, og hos de dalevende har man ikke set nogen smitsot angribe enigheden og snigende brede sig, ja heller ikke, så længe mindet om deres liv og blodige martyrium bevaredes frisk; thi at bekendernes udgydte blod har forøget både de kristnes tal og deres varme, derom vidner hele denne gyldne tidsalders historie.

✂ Og dette skriftsteds sejrspris er, at lærere i skoler og kirker

376

✂ ved Moses', profeternes og apostlenes eksempel opvækker alle til med sand tro at betragte dette nådens banner, med den andagt, som det har krav på. I denne betydning siges Paulus at have båret Jesu navn frem for konger og hedninger og Israels børn, Ap. G. 9, 15. Med dette sind vil han, at alle skal se hen til troens anfører og fuldfører, Jesus, som for den glæde, der var stillet ham i udsigt, udholdt korset og har taget sæde på højre side af Guds trone, Hebr. 12, 2. Med henblik herpå kaldtes ordets tjenere i den ældste kirke fanebærere; således tiltaler jo præfekten Asklepiades martyren Romanus hos Prudentius s. 146:

✂ »Skændige uhyre, du usle, æreløse oprører og urostifter i den ustadige folkemasse... og videre: Du ryggesløse har beredt dette skuespil af blodig ulykke, hvor borgere skal dræbes, hvem det er nødvendigt på grund af din belæring at henrette som skyldige i vanhellighed, ugudelighed og fordærvelig tidsånd: du er årsag til døden, du fanebærer for de onde«1). Her undrer vi os ikke over, at menighedernes høvedsmænd har været det sikreste mål for det største raseri, men over, at de selv ikke sjældent af den højeste kærlighed til deres tilhørere har vendt hele forfølgelsens stormløb mod sig alene. Lykkelig i sandhed den hellige legions lejr, der var prydet af så store anførere og fanebærere på den tid, da man ifølge Sulpitius Severus samme steds s. 143 »kappedes om at ile frem i ærefulde væddekampe, og martyrier dengang søgtes begærligere ved ærefuld død, end nu bispeembeder eftertragtes i dårlig ærgerrighed«, Sulp. Sev., s. 143.

✂ Hvorledes rivalisering ganske udslukkede denne efterhånden aftagende første kærlighed, hvorledes forligelsens tjeneste såede splidens første sæd, medens den tidligere kun var kendt ved den gensidige kærligheds og velviljes kappestrid, hvorledes først sandhedens og enighedens vold blev omstyrtet og derefter kætterier og splittelser begyndte at bryde frem som en flod og oversvømme alt, hvorledes banneret er blevet forladt og sjælene, der er bragt i forvirring, spredes ad så mange veje, som dels blind lydighed, dels partiiver, dels ærgerrigheden, værre end al pest, har draget dem, denne sag er tilstrækkelig kendt og alt

* 377

✂ for omfattende og sørgelig til at kunne være tjenlig for enten den nærværende korte tid eller den forestående fest.

✂ Dog kan blot omtalen deraf ikke undlade at påminde alle troende om, hvor afgørende nødvendig bestandigheden er; thi når den manglede, har al fromhedsiver ikke blot været til ingen nytte, men altid til større skade og skam.

✂ Kraftløst salt er de, Mt. 5, som tidligere afviste al moralsk råddenskab, [men] nu vækker væmmelse hos alle fromme som hunde og svin, der vender tilbage til deres spy og søle, 2. Pet. 2. Vort banner driver i højeste grad på denne lære og indskærper den. Thi hvad i verden er afskyeligere for medborgerne end en overløber? Men langt mere dog de, der flyr fra korsets banner og begiver sig til fjendens lejr, hjemfaldne til evig fordømmelse. Men banneret ikke blot kræver bestandigheden, men opvækker og forøger den også; midt i flammerne sejrer Guds hær, så længe de med blikket på baneret følger det kækt. Vi har hørt bruden sige, at Kristi kærlighed er et banner, Højs. 2. Men meningen er, at jeg ved altid at se hen til ham som banner følger ham, den højt elskede, gennem klipper, gennem ild og vand. Alt formår jeg ved ham, som gør mig stærk, nemlig Kristus, Fil. 4, om hvilke ord Bernhard åndfuldt siger: »Hvorfor er ikke alle ting mulige for den, der støtter sig på ham, som mægter alt? Hvor stor en tillid ligger ikke i ordet: Alt formår jeg i ham, som gør mig stærk! Intet gør ordets almagt klarere, end at det gør alle dem almægtige, som håber på det. Kort sagt er alle ting mulige for den, som tror, Mk. 9. Eller er ikke den almægtig, for hvem alle ting er mulige? Således vil sjælen, hvis den ikke bygger på sig selv, men hvis den gøres stærk ved ordet, i hvert fald kunne herske over sig selv, så at ingen uretfærdighed hersker over den, Sl. 118. Således, siger jeg, vil den, der støtter sig på ordet og er iført kraft fra det høje, ikke af nogen magt, nogen svig, nogen tillokkelse kunne enten omstyrtes, når han står, eller undertvinges, når han hersker« (a). Det er bekendt, at de romerske legioner var mærkede med forskellige tilnavne; man havde således fromme, tro, lynere, sejrere. Men

* * 378

✂ gode Kristi stridsmænd kaldes med større ret ikke blot fromme og tro, lynere og sejrere, men også, hvad de er ene om, uovervindelige, det vil sige dem (Rom. 8, 37-39), som hverken død eller liv, hverken engle eller fyrstendømmer eller kræfter, hverken det nærværende eller det tilkommende, hverken det høje eller det dybe eller nogen anden skabning skal skille fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor herre; ham være derfor sammen med Faderen og den Helligånd al herlighed, pris og ære i evighedernes evigheder. Amen.

✂ Under dette banner leve kongeslægten! Hele dit rige råber jublende: Lev, fædrelandets fader!1)

* 379

✂ TILLÆG

✂ VARIANTER I PONTOPPIDANS SALMEBOG

✂ OG

✂ I HÅNDSKREVNE SAMLINGER

380
381

✂

VARIANTER I PONTOPPIDANS SALMEBOG

✂ 1740

✂

Indledning

✂ 1740 udkom Den nye Psalme-Bog, udi hvilken findes ey allene de Psalmer, som udi den forordnede Kirke-Psalme-Bog af Doet. Kingo have været samlede, Men endogsaa Mange Andre Udvalte, Deels Nye, Deels af det tydske Sprog oversatte Psalmer, Til desto mere Opbyggelses Anledning samlet, overseet, og til Trykken befordret Paa Høy-Kongelig allernaadigst Særdeles Befalning. Som titlen viser, var det en officiel kirkesalmebog. Udgiveren var Erich Pontoppidan. Af Brorson var der optaget 92 salmer, deraf 25 originale. Hvorfra havde Pontoppidan hentet dem? Man tænker uvilkaarlig: fra Troens rare Klenodie, der var udkommet 1739. Men ved nærmere eftertanke bliver man klar over, at det ikke kan være rigtigt. Udarbejdelsen af Pontoppidans salmebog havde stået på siden 1736. Fortalen er dateret 16. januar 1740, og da sidetal og arkbetegnelse begynder efter fortalen, må bogen på det tidspunkt have foreligget trykt, så selv om man antog, at Klenodiet var udkommet først på året 1739, kunne det umulig være benyttet ved udarbejdelsen. Det viser sig da også, at af Brorsonsalmerne hos Pontoppidan er ingen fra de 3 nye afsnit, som Klenodiet har ud over salmehefterne fra Tønder (A-I, 1732-35*)). Det er derfor klart, at det er fra disse hefter, Pontoppidan har taget sit Brorson-stof.

✂ Dette forhold afspejler sig også i salmernes tekst. Både Pontoppidan**) og Klenodiet bringer en modernisering af sproget, men hver på sin måde, så man ser, at de er uafhængige af hinanden. En række gammeldags former fra Tønderhefterne, som er afskaffet i Klenodiet, har Pontoppidan bibeholdt, særlig

* * 382

✂ genitiverne: dødsens, fredsens, havsens, kiødsens, livsens, syndsens, også korsens for korsets, lysens for lysets. På den anden side har Klenodiet beholdt Tønderhefternes verbalformer: du barst, du gikst, du kandst, du komst, du leedst, du lodst, du togst, du varst, du veedst, medens Pontoppidan har ændret dem til: du bar, gik, kand o. s. v.

✂ Ligeledes ser vi, at Pontoppidan og Klenodiet hver på sin måde ændrer fejl eller uheldige udtryk i Tønderhefterne. I nr. 48, 3, 7*), hvor heftet C har det meningsløse Syndens skiønne Væsen, ændrer Pontoppidan til slemme væsen, Klenodiet til skidne væsen; det sidste forstår man let, fordi Brorson naturligvis har husket, at han havde skrevet skidne, og været klar over, at sætteren blot havde læst et andet ord med sk. Eller nr. 13, 5, 5-6, hvor der i heftet B stod: Saa være ham da ogsaa Livet, Og hvad vi har til evig offer givet. Her manglede der 2 stavelser i sidste linie, og hos Pontoppidan kom den da til at lyde: Og hvad vi har, til tak, og evig offer givet. Brorson opdagede først fejlen, da J3 skulle udgives, og linien fik hos ham formen: Og hvad vi er og har, til evig offer givet. Endelig kan man nævne nr. 84, 1, hvor det om Guds måde at føre sine helgen på oprindelig (i heftet E a) hedder: At gange og Ledsage Alle Dage, Og altid med dem gaae I alle deres Dage. Dette kunne jo ikke gå an, da Dage kom 2 gange og rimede på sig selv. Pontoppidan beholdt det første Dage og måtte så forandre det andet; så kom det - idet samtidig det vanskelige ord gange og ordet gaae blev udskiftet - til at hedde: At bære og ledsage Alle dage Og altid med dem staae, Helst naar de findes svage. Brorson derimod beholdt det sidste Dage og måtte følgelig skaffe afløsning for det første; så står der i Klenodiet: At gange og ledsage, Lede, drage, Og altid med dem gaae I alle deres dage.

✂ I mangfoldige tilfælde genfinder vi hos Pontoppidan ord fra Tønderhefterne, som Klenodiet har ændret. Der er verber i enkelttalsform ved flertalssubjekt: de dækker, gaaer, seer o. lign., stridende mod Pontoppidans egen retskrivning, altså blot ved uagtsomhed overtaget fra hefterne. I nr. 19, 1, 7: sikre siel (Kl.: trygge siel), i nr. 82, 4, 8: Gud da vil Selv trine til (Kl.:

* 383

✂ træde til), i nr. 119, 7, 7: saa er der troe i hierte (Kl.: i hiertet) o. s. v., o. s. v.

✂ Der findes ganske vist tilfælde, hvor Pontoppidan og Klenodiet har ændret på samme måde, og man kunne jo så spørge, om det skyldes et eftersyn af Klenodiet lige før rentrykningen af Pontoppidans bog. Det er der dog ingen grund til at tro. Det drejer sig nemlig om rene småting, f. eks. moderniseringer (siunge til synge o.lign.), eller forandring af udtryk, som en sætter kunne have svært ved at forstå (høye paa tonen til høre paa tonen, det sidste fælles for Pont. og J1).

✂ Noget helt andet er, at der i de senere udgaver af Klenodiet fremkommer betydelige ligheder med Pontoppidan. Det gælder især J6-7' der f. eks. afskaffer verbalformerne du barst, gikst o. s. v. Muligvis er der her en påvirkning af Pontoppidans bog. I eet tilfælde synes det i hvert fald sikkert, at J7 er under indflydelse af denne, nemlig ved nr. 120, der har en hel række af dens læsemåder, i 1, 1: sig grunder (det sig grunder mit salighedens anker paa), medens HJ1 har: mig grunder, J2-6: jeg grunder, fremdeles i 2, 1: lys for lye, i 2, 6: mange for mangen, i 3, 5: vække for vækker, livsens for livets og i 7, 3: og jeg udi saa mange stykker for: at derfor i saa mange stykker.

✂ Vi har nu set på forholdet mellem Pontoppidan og de brorsonske salmeudgaver. Men der er jo også spørgsmålet om, hvilke ændringer han på egen hånd har foretaget i salmerne.

✂ Her må man først og fremmest sige, at han i alt væsentligt har ladet dem stå, som de var kommet fra Brorsons hånd. Ingen vers er udeladt. Kun 2 er tilføjet, og af dem skyldes i det mindste det ene Brorson selv: nr. 6, I denne søde jule-tiid, v. 7, se noten i 1. bind, s. 31*). De små forandringer, der er gjort, er i virkeligheden yderst få i forhold til den store versmængde, som det drejer sig om.

✂ Vi møder først dem, der skyldes sproglige og æstetiske hensyn. Det gælder ord og vendinger, som har forekommet Pontoppidan enten uskønne, svære at forstå eller på anden måde uheldige. I nr. 18, 4, 7 hedder det**): Derved Troe vor Jammers minde

* * 384

✂ Hannem ind i Siælen gick. Det er ikke let at forstå. Pontoppidan har opfattet Troe som en imperativ og herudfra formet linierne: Tænk kun, at vor jammers minde Hannem ind i sielen gik. - Nr. 22, 9, 6: den Offrer rette Sager, unægtelig et noget lavtliggende udtryk om at ofre Gud det, han ønsker, hos Pontoppidan: dens offer Gud behager. - Nr. 30, 9, 10: da er dit Blod mit Anker; billedet er jo ikke godt, hos Pontoppidan: da er hans kors mit anker. - Nr. 31, 8, 3: maatte straxen qvæges ved, en ubehjælpsom sætning, der mangler subjekt, hos Pontoppidan: den da strax maae qvæges ved. - Nr. 63, 8, 1-4: Kom Hellige Olie, Sielenes kræfter at salve i mig, At hvad jeg skal tencke og giøre herefter, maa virckes ved dig. Som omtalt i noten til stedet, passer Sielenes kræfter ikke til i mig; Pontoppidan ændrer derfor til: Kom, hellige olie, sielen at smøre Og salve i mig, At hvad jeg skal tænke og tale og giøre Maae virkes ved dig. Man må forstå, at ordet »smøre« dengang har kunnet have ædel betydning ligesom endnu på svensk, f.eks. Lk. 4, 18: »Herrens ånde år over mig, ty han har smort mig«. - Nr. 77, 6, 3: de mange Fugle-Spring, der skeer, Pontoppidan: fugle-sving. - Nr. 106, 13, 1: Min Brudgom! hav mig kier, og lad som Segle trykkes Til Kierlighedens Pant din Aand oppaa mit Bryst. Formen Segle har stødt Pontoppidan; han ændrer til: Min Brudgom, elsk mig, og lad som et segl indtrykkes. - Nr. 111, 5, 1-2: Din Andagt er en Mundfuld Vær Af dine kaalde Kiefter, Pontoppidan: af blot naturens kræfter. - Nr. 119, 8, 5-6: Saa blinker aldtiid Troens Sværd Og slaaer sig giennem alle Hær, Pontoppidan: giennem hver en hær. - Nr. 150, 4, 3-4: Naar Fienden spruder Ild og Damp Som sorte helved Trolde, Pontoppidan: som saar og død forvolde. - Nr. 160, 3, 3-4: Med Jesu tencker jeg i graven glad at gaae, Hvad skader mig, naar jeg kun Jesum have maae; nøjagtig gengivelse af den tyske original; Pontoppidan: Med JEsu jeg engang gaaer til mit hvile-sted, Det er jo eg at døe, naar livet følges med. »Denne form er jo så ypperlig, at man vist må tilskrive Brorson den« (P. Diderichsen); dog kan man spørge, hvorfor han i så fald ikke optog den i Klenodiet. - Nr. 162, 1, 5: Hver elske, hvad ham synes til, Pontoppidan: hvad hans sind staaer til. - Nr. 174, 7, 1-2: Nu vel an, saa vil jeg lide,

385

✂ Tro og elsk' og haabe fast, Pontoppidan: elske, troe og haabe fast.

✂ Den for Brorson karakteristiske brug af hun om begreber som kærligheden, troen, samvittigheden, synden, viljen ynder Pontoppidan ikke; han erstatter her helt igennem hun med den. Og sådan kan der være andre ord, som ikke har hans bevågenhed, f.eks. kaad; i nr. 19, 4, 3 bliver kaade Lyster til gamle lyster, i nr. 152, 6, 4 det kaade kiød til det kolde kiød.

✂ Man kan her også nævne hans tilbøjelighed til at ændre genitivforbindelser til sammensatte ord; Naades Glantz bliver til naade-glands, Naades kar til naade-kar o. s. v.

✂ Dernæst spørger man, om der også findes ændringer, som er foretaget af dogmatiske grunde. Noget er der af den art, men ikke ret meget. I hovedsagen drejer det sig om, hvorvidt der på visse steder hos Brorson er tillagt mennesket selv for megen indflydelse på frelsen. Størst interesse har nr. 110, 20, 3-4: JEsus hand er Syndres Ven, Dog maa ingen Syndsens Knegte Trøstes med Forsoningen, Før de Verdens Lyst fornegte. Der stilles jo her en betingelse - er der i dette krav om, hvad der først skal ske fra synderens side, en afvigelse fra luthersk rettroenhed? I originalen af J. H. Schrader hedder det: JEsus nimmt die sünder an; Aber nicht die sünden-knechte, Die er nicht regieren kan, Die da hassen seine rechte. Formuleringen må vel nok siges at være mere udfordrende hos Brorson. Det er jo hårfine distinktioner, som det her gælder. Pontoppidan har følt problemet og givet verset følgende form: JEsus hand er syndres ven, Dog maae ingen syndsens knegte Driste paa forsoningen, Saa de verden ey fornegte. Ordet før er her undgået, og fornægtelsen af verden er flyttet hen som en følge af den rette tilegnelse af forsoningen.

✂ Det samme spørgsmål er fremme ved nr. 87, 13, 1-2: Vil hand (dvs. Gud) os tage an paa nye? Ja, dersom vi fra Synden flye. Her har Pontoppidan: Vil hand os tage an paa ny? Ja, saa vi skal fra synden flye. I nr. 174, 3, 7-8 hedder det, efter at kravet er rejst om kærlighed til fjender efter Jesu forbillede: Saadan maat du ogsaa blive, Skal Gud dig din Synd tilgive. Tanken hviler på Mt. 6, 14-15; men Pontoppidan har dog ømmet sig ved

386

✂ den og forsøgt sig med en omstilling: Saadan maa du ogsaa blive, Da Gud vil din synd tilgive. Ordet da skal vist forstås == fordi.

✂ En ængstelse for at tillægge mennesket for meget ligger vel også til grund ved nr. 84, 7, 5-7: Naar vi vor Jammer, Synd og Nød Saa stærck i Gud bekrige, At de vige, men hvor Pontoppidan ændrer den anden linie til: ved Aanden saa bekrige. Og i nr. 95, 13, 1-2: Du (dvs. Jesus) est min Ven i Nøød og Døød, Som jeg allene eyer, hos Pontoppidan: som mig fuldkommen eyer. Måske i nr. 187, 15, 4, hvor der som bevæggrund til indbyrdes kærlighed står: Og tencker paa vor Daabes Eed - altså en forpligtelse, - medens Pontoppidan siger: paa vor daabes fred, altså en gave.

✂ Når det gjaldt en kirkesalmebog, var det jo dobbelt nødvendigt at holde sig på ortodoksiens streg. Men også i sjælesorgen kunne disse »talemåder«, som man dengang sagde, have betydning.

✂ At ordene (til Jesus) i nr. 175, 11, 2: Du skalt selv mit Hierte være, bliver forandret til: Du skal i mit hierte være, kan skyldes frygt for mysticisme eller måske blot ønske om et mere bibelsk klingende udtryk*). Det sidste er vel tilfældet i nr. 111, 14, 6, hvor Følg ham saa i hengivenhed er blevet til Følg ham i troens lydighed.

✂ For øvrigt forekommer der hist og her småændringer, som man egentlig ikke kan se grunden til. Men helhedsindtrykket er, at Pontoppidan har behandlet Brorsonsalmerne med stor pietet, og at hans ændringer i mange tilfælde er velbegrundede og heldige. Den agtelse, som skyldes hans salmebog, formindskes ikke ved hans behandling af Brorson.

✂ En ting, man kan undre sig over, er, at hans ændringer i de oversatte salmer så godt som aldrig hviler på den tyske original. Der synes knap at være noget klart eksempel herpå undtagen ved nr. 160, 6, 3-4, der hos Brorson hedder: Ach! tag det offer an, endskiønt det kun er slet, Og lad din Ville skee, saa gaaer det altiid ret. Her har originalen: Ach nimm das opfer an, lass' dirs gefällig seyn, Mach's mit mir, wie du wilt! dein will' ist auch der mein', og Pontoppidan: Forsmaae dit offer ey, lad mig

* 387

✂ dog være din, Giør med mig, hvad du vil, din villie er min. Den sidste linie gengiver jo nøje originalen. -

✂ Med Pontoppidans salmebog kom Brorsons salmer til anvendelse ved kirkens gudstjeneste; men det var dog kun i Sønderjylland, at bogen trængte igennem. Guldbergs salmebog, 1778, hvor mange af de samme salmer var bevaret, fik kun ringe udbredelse, og Evangelisk-kristelig salmebog, 1798, der blev herskende til efter midten af det 19. århundrede, optog næsten intet af Brorson. Først ved Roskilde konvents salmebog, 1855, og Landstads, 1869, kom hans digtning til almindelig brug i Danmarks og Norges kirker. - -

✂ Pontoppidans bog foreligger i mere end eet tryk fra 1740. Ved sammenligning kan man få rettet en del småfejl.

388

✂

VARIANTLISTE

✂ På første plads i apparatet anføres formen i nærværende udgave (som regel = J4), på den anden læsemåden hos Pontoppidan. Hvor denne stemmer med et af de andre Brorsontryk, er dette bemærket ved lighedstegn.

✂ Nr. 4. Hvorledes skal jeg møde. Pontoppidan nr. 7. 3, 7: komst] kom = J5-7. 4, 4: togst] tog = J5-7. 4, 6: barst] bar = J5-7. 4, 8: en evig høst] til evig høst. 7, 1; 8, 1: tørst] tør = J5-7. 8, 3: vil tildekke] til vil dække. 8, 7: at dæmpe] vil dæmpe. 9, 4: eet] et = BJ1-3. 10, 3: svovle-strømme] svovel-strømme.

✂ Nr. 6. I denne søde jule-tiid. Pontoppidan nr. 20. 1, 2: bør] tør = AJ1-2. 3, 6. 8: synge] siunge = AJ1-3. 6, 7-10: at den kand... bringe] At den kand bedre lyde, Saa korset selv, naar JEsus vil, Maae ogsaa hielpe sielen til Med psalmer at udbryde = A. 7, 7: den fryd har ingen lige] den lyst er uden lige. 7, 9: vil] gaaer.

✂ Nr. 8. Hvordan takke vi vor HErre. Pontoppidan nr. 21. 1, 6: dekke] dækker = A. 3, 7: syndens] syndsens = A. 4, 2: veedst du] veed du. 5, 6: bedrings frist] bedrings-frist. 6, 1: syndens] syndsens = A. 6, 8: vredes-domme] vredes domme. 8, 1: naades glands] naade-glands.

✂ Nr. 9. Frisk op! endnu engang. Pontoppidan nr. 22. Ingen varianter.

✂ Nr. 10. Den yndigste rose er funden. Pontoppidan nr. 23. 6, 3: mangen] mange = A. 7, 1, gemøtter] gemytter = J1-7. 9, 2: min smykke] mit smykke.

✂ Nr. 13. Vor JEsus kand ey noget herberg finde. Pontoppidan nr. 19. 1, 1: noget] nogen = BJ1-3. 2, 3: slet] seet. 4, 4: af slangens bidske tand] som kom af slangens tand. 5, 6: og hvad vi er og har, til evig offer givet] og hvad vi har, til tak, og evig offer givet.

✂ Nr. 15. Hvo hiertet vil omskære. Pontoppidan nr. 26. 1, 8: og] i. 2, 4: livets] livsens = B. 6, 4: mangen] mange. 7, 7: naades-kilde] naades kilde = J1-7.

✂ Nr. 18. Nu vel an! et freidigt mood. Pontoppidan nr. 27. 2, 3: første grøde] første-grøde. 3, 8: dødens] dødsens = A. 4, 7: derved troe vor jammers minde] tænk kun, at vor jammers minde. 5, 2: fuldt] fuld = A. 6, 8: livets] livsens = A. 7, 6: livets] livsens == A. 8, 5: dødens] dødsens = A.

✂ Nr. 19. Kom, hierte! tag dit regnebret. Pontoppidan nr. 28. 1, 7: trygge] sikre = A. 2, 4: giorte] giorde = J4-7. 4, 1: mangen] mangens = AJ1. 4, 3: kaade] gamle. 5, 2: syndens] syndsens = A. 5, 3: vredens] verdens. 6, 8: nyt-aars dag] nyt-aars-dag. 7, 2: naades-dage] naade-dage. 8, 6: naades-tiid] naade-tiid.

✂ Nr. 22. Ach! at enhver dog tænkte paa. Pontoppidan nr. 43. 5, 5: korsets] korsens = B. 7, 5: ofrings part] ofrings-part. 9, 6: den ofrer rette sager] dens offer Gud behager.

✂ Nr. 30. Her seer jeg da et Lam at gaae. Pontoppidan nr. 63. 1, 1: da] jo. 1, 6: og siger] hand siger. 2, 3: vor forløsnings verk] vor forløsningsværk. 5, 10: eyendom] eyedom. 9, 2: dødens] dødsens = G. 9, 8: hvirvelvind] hverel-vind. 9, 10: hans blod] hans kors.

✂ Nr. 31. JEsu, sielens lyse dag. Pontoppidan nr. 64. 3, 2: naadens rige kilde] naadens-rige kilde. 3, 8: syndens] syndsens == GJ6-7. 6, 4: dødens] dødsens = G. 8, 3: maatte straxen qvæges] den da strax maae qvæges. 8, 4: kølne vinde] kølne-vinde. 10, 5: dødens] dødsens = G.

✂ Nr. 33. Naar jeg min JEsu piinsels færd. Pontoppidan nr. 65. 2, 3: utaalmodigt] utaalmodig'. 4, 3: dødens] dødsens = G. 5, 4: haardt] hart = GJ2-3. 5, 5. 7: dødens] dødsens = G. 6, 4: vredens] verdens, vel trykfejl. 8, 1: feyde-skriig] fryde-skriig = GJ1. 8, 7: dødens] dødsens = G. 10, 2: syndens] syndsens = G. 11, 1: o! JEsu lad din piinsels røst] lad stedse JEsu piinsels røst = GJ1-2. 12, 3: englerne] Englene = G. 12, 4: fryds basuner] fryds-basuner. 12, 6: himmel-fryd] himmels-fryd.

✂ Nr. 37. O! verden kom at skue. Pontoppidan nr. 66. 1, 3: synket] siunket == GJ1-3. 3, 5: syndens] syndsens = G. 4, 6: dit] det. 5, 2: burde været]

389

✂ burde være = GJ1-3. 8, 1: sprangst] sprang = J6-7; dødens] dødsens = G.

✂ Nr. 39. Vær velsignet, naade-throne. Pontoppidan nr. 67. 5, 6: livets] livsens = G.

✂ Nr. 45. Hvad er dog Paaske sød og bliid. Pontoppidan nr. 109. 1, 3: syndens] syndsens = C. 1, 6: seyers krandse] seyers-krandse. 2, 3: dødens] dødsens = C. 4, 9: dødens] dødsens = C.

✂ Nr. 46. Hører, I som græde. Pontoppidan nr. 110. 1, 9: dødens] dødsens == C. 4, 4. 5. 8. 10: hun] den = J2-7. 5, 6: Guds naades vaar] Guds naadevaar. 8, 9: dødens] dødsens. 9, 2: kandst] kand = J6-7.

✂ Nr. 48. I Christne! reiser eder snart. Pontoppidan nr. 111. 1, 2: syndens] syndsens = C. 2, 1: fornødent] fornøden = C. 3, 7: skidne] slemme. 4, 6: smage] smager. 5, 1: syndens] syndsens = C. 5, 4: van] vant = J1-7.

✂ Nr. 52. Triumph! triumph! vor soel er alt oprunden. Pontoppidan nr. 112. 1, 3: dødens] dødsens = C. 1, 4: ved] med. 2, 2: blevst] blev = J6-7. 3, 3: i] med. 4, 2: Christum] Christus; til døde] til døden. 6, 1: maat] maa. 7, 3: i] med. 11, 1: hvo] hvem = C. 11, 3: dødens] dødsens = C. 12, 3: dødens] dødsens = C.

✂ Nr. 56. O seyerrige Frelsermand. Pontoppidan nr. 119. 2, 3: høyst] høyt. 4, 10: den] din. 6, 1: naadens] naadsens == D. 6, 2: seyers fyrste] seyers-Fyrste.

✂ Nr. 57. Drag, JEsu, mig. Pontoppidan nr. 120. Ingen varianter.

✂ Nr. 58. Drag ind ad dine porte. Pontoppidan nr. 131. 1, 2: min sieles dyre pant] mit dyre sieles pant. 2, 8: livets] livsens == D. 7, 3: den] dem. 8, 3: kandst] kand = J6-7. 9, 2: engang] eengang. 12, 6: sømme] sømmer = J7. 12, 7: drømme] drømmer.

✂ Nr. 60. O Hellig Aand! o søde trøst. Pontoppidan nr. 132. 1, 3: den] dem. 1, 6: vort] vor = J1-7. 2, 3: dets] dens. 2, 5: fuldt] fuld = DJ2-3. 2, 7: dødens] dødsens == D. 3, 1-2: Intet komma før efter mild, Pont. 3, 4: dødens] dødsens = D. 3, 7: hun] den. 4, 5: den] dens = D. 5, 6: levnets-lob] levnets lob. 5, 7: naades-gave] naades gave. 7, 4: paa himlens rette løbebane] til himlens rette løb og bane. 8, 7: ønske] ønsker = DJ1-3. 9, 5: lad JEsu fred i hiertet boe] lad JEsum i mit hierte boe.

✂ Nr. 63. Kom regn af det høye. Pontoppidan nr. 133. 3, 4: et] ret. 7, 1: sikker] sikkert. 7, 4: himlenes] himmelens. 8, 1-4: kom hellige olie... virkes ved dig] Kom, hellige olie, sielen at smøre Og salve i mig, At hvad jeg skal tænke og tale og giøre Maae virkes ved dig. 9,5: blive] bliver.

✂ Nr. 71. O GUd! hvad est du meer end skiøn. Pontoppidan nr. 148. 1, 6: evig] evigt = EJ1. 5, 5: hiertens fryd i sielens grund] hierte-fryd i sielegrund. 6, 1: o] og == EJ1-2. 7, 4: ja] da J1-7. 8, 3: engler] Engle. 8, 5: fordens lyd] torden-lyd. 8, 11: tilhaabe] tilhobe = J4-7. 9, 1: engle-klæd] Engle-klædt.

✂ Nr. 72. O dyre siel! opmuntre dig. Pontoppidan nr. 149. 5, 5: noget] nogen. 5, 6: kandst] kand. 7, 7: veedst] veed. 9, 6: mit hiertes vee] min hierte-vee. 9, 9: havets] havsens = E. 11, 1: alsalig] anseelig (forklares ud fra læsemåden aldselig i E). 13, 9: høyeste] yderste.

✂ Nr. 73. Store GUd, som dig til ære. Pontoppidan nr. 150. 3, 2: almægtigstærke] almægtig, stærke. 4, 4: beteed] bereed. 5, 1. 5: kandst] kand = J6-7. 6, 3: ansigt] øye. 7, 1: komma efter nu, Pont.

✂ Nr. 76. Hierte, lad dig ey indbilde. Pontoppidan nr. 158. 2, 1: du est vel] vel est du. 3, 5: en faders sind] et Faders sind = EJ1-2. 3, 7: faders hierte] fader-hierte. 6, 4: strikker] strikke. 7, 3: tilhaabe] tilhobe = J4-7. 7, 8: engler] Engle = E. 8, 5: men alt hvad hand har forseet] alt hvad hand sig har forseet. 10, 2: lov] lof = J4-7. 10, 8: kandst] kand = J6-7.

✂ Nr. 77. Op, al den ting, som GUd har giort. Pontoppidan nr. 159. 2, 3: magted'] mægted' = J1. 3, 2: Himle-Scepter] himmel-scepter. 6, 3: fugle-spring] fugle-sving. 15, 4: svare] svarer.

✂ Nr. 80. Saa skal da mammon vige. Pontoppidan nr. 175. 2, 4: hvo] hvem = Ea. 3, 8: evigt] evig = Ea. 6, 1: tørst] tør = J6-7. 7, 4: og dermed sagen klar] dermed er sagen klar. 7, 8: umueligt] umuelig. 11, 1: vor] vort.

390

✂ 11, 4: saa klar] for klar. 11, 5: tvile] tvivle = J1-3. 7.

✂ Nr. 82. Gud skal alting mage. Pontoppidan nr 176. 4, 3: synke] siunke 4, 6: modgangs-dal] modgangs dal. 4, 8: træde] trine = Ea. 6, 3: dødens] dødsens = Ea. 6, 10: skal] vil = Ea. 7, 2: sorte] store.

✂ Nr. 83. Hvad er det got, i JEsu arme. Pontoppidan nr. 177. 1, 1: hvad er det got] hvor got er det. 1, 3: naades bryst] naade-bryst. 2, 1: hvor daarligt] hvo vilde. 3, 9: tørst] tør = J6-7. 4, 4: forsyns] forsiuns. 7, 5: gaaer med suk, og klager] gaaer med suk og klager. 7, 6: Gud sig] Guds Søn. 7, 10: hiertens glæde] hierte-glæde.

✂ Nr. 84. O Gud! fornuften fatter ey. Pontoppidan nr. 178. 1, 2: forsyns] forsiuns. 1, 6: gange] bære. 1, 7: lede, drage] alle dage = Ea. 1, 8: gaae] staae. 1, 9: i alle deres dage] helst naar de findes svage. 4, 3: glædes taarer] glæde taarer. 5, 1: varst] var = J6-7. 7, 6: saa stærk i Gud bekrige] ved Aanden saa bekrige. 8, 2: stræder] stæder, trykfejl. 11, 1: din] den, trykfejl. 13, 6: lysters] lasters = EaJ1-2. 14, 4: er] est = Ea. 15, 2: forsyns] forsiuns. 16, 9; glædes dage] glæde-dage. 20, 8; haardt] hart = EaJ2-3.

✂ Nr. 87. Hvad hører jeg i paradiis. Pontoppidan nr. 239. 3, 2: syndens] syndsens == Eb. 9, 1: komme] kommer = Eb. 11, 3-4: hun] den. 13, 2: dersom vi fra synden flye] saa vi skal fra synden flye.

✂ Nr. 88. O JEsu! see Min skam og vee. Pontoppidan nr. 240. 1, 5: forgiorte] forgiorde. 2, 4: skiden] skident. 4, 1: dødens] dødsens = Eb. 8, 3: den] dem. 22, 2: kandst] kand = J6-7. 23, 4: hist skal jeg nu snart staae blank] hisset skal jeg nu staae blank.

✂ Nr. 89. Vor siel er dertil født og baaren. Pontoppidan nr. 241. 2, 4: hendes] sielens. 8, 6: dødens] dødsens = Eb. 9, 5: vorde] være. 12, 3: give] giver = Eb; livets] livsens = Eb. 12, 6: født] fød = EbJ1-3. 14, 5: livets] livsens = Eb.

✂ Nr. 91. O JEsu, som har elsket mig. Pontoppidan nr. 157. 6, 2: lodst] lod = J6-7. 8, 3: lodst] lod = J6-7. 11, 3: naades favn] naade-favn. 11, 9: haardt] hart = E b J2-3. 13, 8: og] ja. 15,5: al min] alt mit. 16, 4: dødens] dødsens == E b.

✂ Nr. 92. Store prophete med himmelske lære. Pontoppidan nr. 34. 1, 6: slangens hans hoved] slangen, hans hoved. 2, 4: est] er = J6-7.

✂ Nr. 95. Min hiertens JEsu, søde lyst. Pontoppidan nr. 33. 1, 7: med] ved. 3, 4: livets] livsens = E c. 4, 2: livets] livsens == E c. 5, 5: livets] livsens == Ec. 6, 5: livets] livsens = E c. 12, 3: leedst] leed = J6-7. 12, 4: lodst] lod = J6-7. 13, 2: som jeg allene eyer] som mig fuldkommen eyer. 14, 3: trøster udi] trøstere i. 15, 4: og] som. 16, 5: korsets] korsens = Ec.

✂ Nr. 100. Ach himmel-søde ord. Pontoppidan nr. 190. 2, 1: fredens] fredsens = Ec. 3, 7: sikre] sikker. 3, 8: synde] synder = Ee. 4, 8: er alt] alt er = Ec J1-3. 5, 5: og] men. 9, 6: livets] livsens = Ec.

✂ Nr. 102. Bryd frem mit hiertes trang at lindre. Pontoppidan nr. 289. 2, 1: varst, est] var, er == J6-7. 2, 4: øyens lyst] øynes-lyst. 3, 2: syn] siun = Ec. 4, 6: vælde] volde. 8, 4: din balsom] dog noget == EcJ1-2. 8, 6: fortvilte] fortvivlte = J1-3. 9, 4: ville] Villie = J1.

✂ Nr. 103. Vægter! vil det mørke rige. Pontoppidan nr. 290. 2, 3: livets] livsens = Ec. 3, 6: syndens] syndsens = Ec. 5, 3: lysets] lysens = Ec. 8, 2: syndens] syndsens = Ec; dækker] tækker. 9, 4: haardt] hart = EcJ2-3.

✂ Nr. 104. O! kiere siel, som bliver ey. Pontoppidan nr. 231. 1, 3: livets] livsens = I. 5, 1: fra] for = IJ1-2. 5, 3: havde] have = IJ1-3. 14, 3: livets] livsens = I.

✂ Nr. 106. Min fader! fød mig til dit billede at bære. Pontoppidan nr. 35. 2, 1: din naades glands] din naadens glands. 3, 1: livets] livsens = H. 3, 3: veedst] veed = J6-7. 5, 4: livets] livsens = H. 6, 3: støde] nøde. 10, 1: livets] livsens = H. 11, 2: livets] livsens == H. 13, 1: hav mig kier, og lad som segle trykkes] elsk mig, og lad som et segl indtrykkes. 14, 4: est du mig] holde vi; fryde-fest] bryllupsfest.

✂ Nr. 108. I dag er naadens tiid. Pontoppidan nr. 275. 2, 4; 3,5: forhaling] forhalning. 5, 7: vunders] vunder. 7, 2: alt] al = J2-6. 7, 5: din] dit. 10, 2: hun] den.

391

✂ Nr. 109. Hierte Fader! straf mig ey. Pontoppidan nr. 276. 3, 7: en] een. 5, 7: haardt] hart = HJ2-3.

✂ Nr. 110. JEsus hand er syndres ven. Pontoppidan nr. 277. 6, 2: livets] livsens = H. 10, 4: naadens arme] naade-arme. 13, 4: rende] vende = HJ1-7. 16, 2: snuble] snubler. 19, 2: vilt] vil. 20, 2: syndens] syndsens = H. 20, 3-4: Trøstes med forsoningen, Før de verdens lyst fornegte] Driste paa forsoningen, Saa de verden ey fornegte.

✂ Nr. 111. Hvor kand du dog i synden lee. Pontoppidan nr. 278. 2, 3: livets] livsens = H. 2, 4: syndens] syndsens = H. 3, 5: ville] Villie = J1.4-7. 5, 2: af dine kaalde kiefter] af blot naturens kræfter. 7, 4: andagts kuld] andagts-kuld. 10, 7: for ham] forhen = HJ1-2. 14, 6: følg ham saa i hengivenhed] følg ham i troens lydighed.

✂ Nr. 112. Ach! vidste du, som gaaer i syndens lenke. Pontoppidan nr. 279. 1, 1: syndens] syndsens ==HJ7. 5, 2: der er] er saa. 5, 5: engler] Engle = J6-7. 7, 1: dertil] hertil. 7, 2: sieles tarv] siele-tarv. 7, 3: haardt] hart = HJ2-3.

✂ Nr. 115. Hvor skal jeg synder hen. Pontoppidan nr. 280. 1, 4: haardt] hart = HJ2-3. 1, 5; hun] den. 4, 1: uskyldigt] uskyldig'. 4, 5: krænket] krænked'. 4, 6: havets] havsens = H. 5, 4: hun] den. 8, 4: dem] den. 9, 4: tilhaabe] tilhobe = J4-7.

✂ Nr. 119. Vor troe er den forvisning paa. Pontoppidan nr. 298. 2, 6-7: løbe lige, som en piil, til] løbe ligesom en piil til = J4-7. 3, 5: hun] den. 3, 6: evig] evigt. 4, 1: usynlige] u-siunlige = H. 5, 7: forladne] forladte = H. 6, 1: dit ord, dit ord] det ord, det ord. 6, 4: tviilsom] tvivlsom' = J1. 7. 7, 7: i hiertet] i hierte = H. 8, 6: giennem alle hær] giennem hver en hær. 8, 7: hun] den.

✂ Nr. 120. Nu har fundet det jeg grunder. Pontoppidan nr. 299. 1, 1: fundet] funden = H; det jeg grunder] det sig grunder = J7. 1, 6: himlen] himmel. 2, 1: lye] lys = J7. 2, 6: mangen] mange == J7. 3, 5: vækker] vække = J7; livets] livsens == HJ7. 7, 3: at derfor i saa mange stykker] og jeg udi saa mange stykker = J7. 9, 2: der af forbarmelse er fuld] af viisdom er hans øye fuld. 9, 4: saa er hand naadig, troe og huld] saa er hans hierte troe og huld.

✂ 121. O JEsu! troens dyre skat. Pontopidan nr. 300. 6, 4: hun] den. 9, 5: holder] holde.

✂ Nr. 122. Forsøger eder selv, om I i troen ere. Pontoppidan nr. 301. V. 3-4: hun] den. 3, 4: lov] lof. 4, 1: tviler] tvivler = J1. 5, 2: vi her og evig har] vi har, og evig har = HJ1-2. 5, 4: dem] den. 6, 3: hvor] naar. 6, 4: forbrændt] bortbrændt. 8, 3: hun] den. 10, 3: egenhed] verdens skik.

✂ Nr. 124. Dine vunders huler. Pontoppidan nr. 302. Ingen varianter.

✂ Nr. 125. Er GUd for mig, saa træde. Pontoppidan nr. 440. 12, 1: tilhaabe] tilhobe = J4-7. 12, 8: dødens] dødsens = H. 15, 3: fryde-sangen] fryde-sange = H.

✂ Nr. 127. Hvo vil mig anklage. Pontoppidan nr. 345. l. 5: men] og; render] vender = HJ1-2. 2, 3: kradse] kratse.

✂ Nr. 150. O siel, som daglig glad og sund. Pontoppidan nr. 310. 4, 4: som sorte helved-trolde] som saar og død forvolde. 6, 7: salig giør] saliggiør.

✂ Nr. 152. Du est allene, store Gud. Pontoppidan nr. 228. 2, 1: see] seer = F. 6, 4: kaade] kolde. 10, 7: hos Christo] hos Christum. 11, 1: hun] den. 11, 5: hun] den. 14, 3: u-omskrænkte] u-omskrænket. 16, 2: al] alt == F.; ville] Villie = J1. 16, 6: lige frem] ligefrem. 17, 5: vel bered] velbereed.

✂ Nr. 156. Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer. Pontoppidan nr. 439. 5, 5: sin] sit = FJ1.

✂ Nr. 158. I prægtige himle og jorden tillige. Pontoppidan nr. 379. 1, 2: vidne] vidner.

✂ Nr. 159. Ach kunde jeg mig ned i JEsu sødhed senke. Pontoppidan nr. 375. 4, 1: et naades lys] et naade-lys.

✂ Nr. 160. Min JEsus hand er min begyndelse og ende. Pontoppidan nr. 370. 1, 4: uden ham] uden hand. 3, 3-4: Med JEsu tænker jeg i graven glad at gaae. Hvad skader mig, naar jeg kun Jesum have maa?] Med JEsu jeg engang gaaer til mit hvile-sted, Det er jo ey at døe, naar livet følges med. 6, 3-4: Ach! tag det offer an, endskiønt det kun er slet, Og lad din ville skee, saa gaaer det altid ret] Forsmaae dit offer ey, lad mig dog

392

✂ være din, Giør med mig hvad du vil, din Villie er min.

✂ Nr. 161. Vil du have roe, min siel. Pontoppidan nr. 371. 7, 4: kedes] kædes. 9, 5-6: hun] det.

✂ Nr. 162. Bort verden af mit sind og øye. Pontoppidan nr. 372. 1, 5: hvad ham synes til] hvad hans sind staaer til, ligeså i de flg. vers. 4, 3: dødens] dødsens = F.

✂ Nr. 163. Kommer, hvo vil viisdom lære. Pontoppidan nr. 291. 3, 4: hengivet] hengiven. 9, 5: lade] lader.

✂ Nr. 164. Hvo vil med til himmerige. Pontoppidan nr. 354. 2, 6: bedrings graad] bedrings-graad. 5, 5: veedst] veed = J6-7. 7, 1: dog] da. 7, 8: staae] staaer = F.

✂ Nr. 167. Min siel, hvo vilde være. Pontoppidan nr. 356. 7, 11: min seyers krands] min seyers-krands.

✂ Nr. 168. Eet er nødigt, dette ene. Pontoppidan nr. 355. 1, 4-5: hun] den. 1, 8: min] en. 2, 1: vil] vilt = F. 4, 1-2: Saadan længes jeg med smerte, Søde JEu! efter dig] Ligeledes jeg med smerte Længes, JEsu, efter dig. 7, 7: riiv mig fra] riv fra mig = F J1-3. 8, 3: gikst] gik == J6-7. 8, 6: hiulpet] hiulpen == FJ1-2. 8, 8: synger] siunger = F. 9, 4: livets] livsens = F. 10, 3: ret] ey. 10, 6: livets] livsens == F.

✂ Nr. 169. Den vey du gikst i kors og trang. Pontoppidan nr. 392. 1, 1: gikst] gik = J6-7. 1, 3: livets] livsens == F. 2, 1: naades kar] naade-kar. 2, 3-4: Parentesen mangler hos Pont. 2, 7: mit lam] dit lam.

✂ Nr. 170. Ach! maatte hun sin JEsum skue. Pontoppidan nr. 373. 3, 1: med Johanne] med Johannes. 5, 2: bierg og dal] bierg' og dal'.

✂ Nr. 171. Min JEsu, søde siele-lyst. Pontoppidan nr. 374. 1, 12: ved] paa.

✂ Nr. 173. Taalmodighed behøves. Pontoppidan nr. 419. 2, 3: hun] det. 6, 4-5: hun] den. 7, 8: ville] Villie = J1. 8, 4: spadsere-gang] spatsere-gang = F. 11, 3: i det] alt det.

✂ Nr. 174. Vær i korset troe og stille. Pontoppidan nr. 418. 3, 8: skal Gud dig din synd tilgive] da Gud vil din synd tilgive. 4, 2: kandst] kand = J6-7. 5, 1: dødens] dødsens = F. 7, 2: troe og elsk' og haabe] elske, troe og haabe.

✂ Nr. 175. Du skenker mig dig selv. Pontoppidan nr. 428. 2, 4: fylder] fryder. 4, 1: livets] livsens = F. 6, 2: med tusind længsels smerte] med tusind længsels-smerte. 8, 3: komst] kom = J6-7. 10, 3: du] da. 11, 1: evigt] evig = FJ2-3. 11, 2: du skal selv mit hierte være] du skal i mit hierte være. 13, 2: min manna] mit manna; livets] livsens = F.

✂ Nr. 176. JEsum, JEsum, JEsum sigter. Pontoppidan nr. 430. 1, 5: Ingen kommaer. 5, 5: at det] at jeg = FJ1.

✂ Nr. 179. Vær trøstig mit hierte, bedrøv dig ey meer. Pontoppidan nr. 414. 3, 4: mangen] mange.

✂ Nr. 181. Sørger du endnu min siel. Pontoppidan nr. 415. 2, 4: er dog kun] Pont. ligeså; FJ1-3 har: er kun dog. 6, 2: seyers krandse] seyer-krandse.

✂ Nr. 182. Stille er min siel til GUd. Pontoppidan nr. 416. 5, 5: veedst] veed = J6-7. 6, 4: for troe] saa troe.

✂ Nr. 186. Skal kierlighed sin prøve staae. Pontoppidan nr. 388. 1, 2: hun] den. 7, 4: olme blod] ulme-blod. 10, 3: dødens] dødsens = F. 11, 2: syndens] syndsens = F. 13, 2: hun] den.

✂ Nr. 187. Hvor seer det ud i verdens ørk. Pontoppidan nr. 386. 1, 2: hun] den. 2, 5: naades favn] naade-favn. 2, 6: sit Christen navn] det christennavn. 3, 6: blant] i. 6, 2: agte] agter. 8, 4: synker] siunker. 11, 4: den] dem. 14, 2: af vold og løgne] af vold, af løgne. 14, 5: GUds Søns udvalde flok] Guds børns udvalte flok. 15, 1: føre] fører. 15, 4: vor daabes eed] vor daabes fred.

✂ Nr. 188. I HErrens udvalde, som hellighed øve. Pontoppidan nr. 387. 3, 7: englernes] Englenes == FJ1-2. 4, 2: naturlig og jordisk kun] naturlig- og jordisk-kun. 5, 1: himmel-høyprisede] himmel-høy prisede. 5, 7: himlenes] himmelens. 6, 1: er du] est du (F: estu). 6, 2: begge vor] begges vor'. 8, 3: forbindes, I aander, tilsammen] forbindes i aanden tilsammen = J2-7. 8, 7: konstig] konstigt. 9, 1: høye paa tonen] høre paa tonen = J1.

✂ Nr. 189. Far her ud, urene aand. Pontoppidan nr. 320. 4, 8: haardt] hart = FJ2-3.

393

✂ Nr. 190. Flye min aand, og bryd med styrke. Pontoppidan nr. 321. 2, 3: kiødets] kiødsens = F.

✂ Nr. 191. Du hiertens fryd for rene sinde. Pontoppidan nr. 322. 2, 1: fodrer] fordrer. 3, 2: din] den. 3, 3: vilt] vil == J6-7. 3, 8: mangen] mange. 6, 5: beknytted] beknytte = FJ1-2. 11, 1:

✂ hun] den.

✂ Nr. 201. Det koster megen kamp og striid. Pontoppidan nr. 229. Hos Pontoppidan findes et vers 2, som hverken forekommer hos Freylinghausen, Schrader eller Brorson. Det lyder: Vi bør til døden staae imod Kiød, lyster, verden, satan og hans rige; Opofre alt, endog vort liv og blod, I kors og død vor JEsu vorde lige, I sind og idræt, vandel, verk og ord Paa denne jord :,: Versets oprindelse er ukendt. - 2, 2 (Pont. 3, 2): mangen] mange = J6-7. 3, 6 (Pont. 4, 6): forstaaer det ret] brug den kun ret. 4, 4 (Pont. 5, 4): gaae] gaaer = I. 5, 3 (Pont. 6, 3): livets] livsens = I. 7, 1 (Pont. 8, 1): GUd hand] Gud selv. 7, 5 (Pont. 8, 5): ingen ønsker] ingen ønske.

✂ Nr. 207. Far dog fort! Far dog fort. Pontoppidan nr. 346. 1, 2: livets] livsens = I. 1, 6: livets] livsens == I. 2, 5: livets] livsens = I. 3, 4: penge] penger. 4, 4: hans] dens.

✂ Nr. 211. Armod volder mig at skrige. Pontoppidan nr. 351. 2, 5: vende] spænde. 3, 4: kandst] kand = J6-7. 6, 5: forlaarne] forlorne = J4-7. 6, 6: aldrig] daglig, trykfejl.

✂ Nr. 212. Jesu! hvor er livets kilde. Pontoppidan nr. 352. 1, 1: livets] livsens == I. 3, 5: i min korses plage] i mit korses plage. 5, 5: vil] vilt = I.

✂ Nr. 213. Op! vaag og beed. Pontoppidan nr. 334. 4, 5: hun] den. 8, 4: staae] staaer = IJ1-3; tviil] tvivl = J7. 10, 2: dødens] dødsens = I.

✂ Nr. 214. Hvad fattes mig? hvi er jeg dog. Pontoppidan nr. 335. 1, 4: sunken] siunken = IJ1-3. 4, 8: livets] livsens == I. 10, 8: troes] troens = J6-7.

✂ Nr. 215. O vaager op af verdens drømme. Pontoppidan nr. 336. 1, 5: syndens] syndsens == I. 2, 1: syndens] syndsens = I. 2, 6: vor] vort. 7, 4: silde] sildig = IJ1-3. 7, 6: saa] o!

394

✂ Det vil være rigtigt her at omtale et tillæg til Ægidius' salmebog: En Samling af de Opvekkeligste og Opbyggeligste Evangeliske Psalmer, som mestendeels i de sidste Tider udi vor Kirke ere komne for lyset, Hvilken og kand bruges som et Anhang ved dend (saa kaldede) Warnitzer-Psalme-Bog, hvorsamme her i egnen bruges. Tønder, Trykt hos Claus Kiesbuy, 1743. 252 sider, pagineret til s. 248; 123 numre, hvoraf 76 er salmer af Brorson; til sidst: Salighedens-Orden. Findes i privateje hos sognepræst A. Malling, dr. phil. Niels Møller og sognepræst H. Hejselbjerg Paulsen. Bogen foreligger også i et andet tryk, der har samme titel, men uden angivelse af trykkested og bogtrykker; der står blot: Trykt og bekostet i Aar. 1743. Åbenbart et »pirattryk«, kun med små betydningsløse afvigelser fra det førstnævnte. Findes på Kgl. Bibl. og i privateje hos sognepræst A. Malling. Alle de her nævnte eksemplarer er indbundet sammen med Ægidius' salmebog.*)

✂ I Brorsonsalmerne findes en del varianter, hvoraf dog ingen har nævneværdig interesse. Man ser, at J2 er benyttet. Der findes nemlig 4 salmer fra det tillæg til Troens rare Klenodie, som først fremkom i J2 (nr. 260, 264, 265, 266), og desuden er der hist og her læsemåder, som hører denne udgave til: nr. 8, 2, 1 (ingen skal fordømmes); 13, 4, 6 (himmelen); 70, 8, 3 (ey lidet); 70, 9, 5 (altiid maae); 108, 1, 5 (o! op!); 204, 8, 1 (følger). På den anden side er det klart, at også J1 har dannet grundlag, idet der findes en række af de for dette tryk særegne læsemåder, hvoraf de vigtigste er nr. 63, 5, 5 (trefninger); 70, 1, 2 (et); 70, 3, 2 (i din største møye); 70, 9, 5 (mig mgl.); 106, 11, 2 (hyld); 144, 10, 1 (om troe du er for GUd); 164, 3, 1 (vandre); 168, 8, 7 (hengang); 223, 6, 2 (svagt); 245, 5, 1 (for snare); 245, 8, 2 (underste). Formodentlig har J1 været det egentlige grundlag; men da

* 395

✂ J2 fremkom 1742, er der blevet taget hensyn til den. Mærkeligt er det, at der i een salme - nr. 70 - findes så tydelige spor af både J1 og J2.

✂ - - -

✂ Tvende deylige Trøste-Psalmer,... Saa og et deyligt Hierte-Suk. Efter manges Begiering opsat af A. M. O. D. Trykt i dette Aar. Uden angivelse af bogtrykker, trykkested el. trykkeår, men efter typografisk udseende antagelig fra ca. 1740 (Kgl. Bibl. 4.322 8°). Omtalt under Tr. r. Kl., nr. 81, Ach min rose visner bort, der er den første af de to trøstesalmer. Heri findes følgende varianter:

✂ 1, 5: falmer] falder; til rod] til Fod. 2, 1: en herres bruud] en HErrens Brud. 4, 5: din sorg intet kand forslaae] ey din Sorrig kan forslaae. 5, 2: hvo] hvem. 7, 1: Aanden gav jeg dig til pant] Aanden gav dig det til Pant. 7, 4: tviler] tvivler. 11, 1: dit beklemte sind] det bedrøvet Sind. 11, 2: kun] dog. 11, 3: hør Guds englers sang] hør du Engle-Sang. 11, 4: hans] GUds. 12, 3: hendes] Verdens.

396

✂

VARIANTER I DE AF POVL OTZEN FREMDRAGNE HÅNDSKREVNE SAMLINGER

✂ En filologisk karakteristik af håndskrifterne og deres indbyrdes forhold findes i P. Diderichsens afhandling s. 437 flg.

✂

Indledning

✂ Povl Otzens fund af håndskrevne salmer, som han 1950 fremlagde i bogen »Nogle hidtil utrykte Vers af Brorson«, er hentet fra 5 samlinger: 1) Et par sammenhørende hefter med løs indholdsfortegnelse (»Specification«) i general-kirkeinspektionskollegiets »diverse sager«, nr. 18 (Rigsarkivet), af Otzen betegnet som G, her - for at undgå forveksling med Tønderheftet G - som K*). 2) Et omslag, indeholdende løstliggende brevark eller blade med en salme på hvert, i den ledreborgske håndskriftsamling 4° 570, J. W. Schroders papirer (Kgl. Bibl.): S. 3) En bog med salmer, Thotts håndskriftsamling 8° 202 (Kgl. Bibl.): T1. 4) Et tykt bind med mange sammenheftede samlinger af salmer og digte, Thott 8° 203 (Kgl. Bibl.): T2. Det er 3 af hinanden uafhængige samlinger, som her kommer i betragtning med henblik på brorsonske salmer; vi kalder dem T2a, T2b, T2c. 5) En bog med salmer, Thott 8° 204 (Kgl. Bibl.): T3.

✂ K indeholder 15 (16) originale, 4 oversatte salmer af H. A. Brorson**), desuden 4 salmer af Nicolai Brorson***), 2 af Broder Brorson****), 2 af biskop L. Thura og 3 af rektor Chr. Falster. I indholdsfortegnelsens forfatterangivelse står: H. Hans Adolph

* * * * 397

✂ Brorsön Past: Tondern, og: Nicolaus Brorsön Past. Bedstede. Da H. A. Brorson blev præst i Tønder 1729, og Nicolai Brorson blev forflyttet fra Bedsted 1735, må samlingen altså hidrøre fra tiden mellem disse to årstal. For at nå en nøjere tidsansættelse har Otzen henvist til, at der på foden af indholdsfortegnelsen står: In Flensburg sind einige andere von H Hans Adolph Brorsöns Gesänge gedruckt, doch ohne sein vorwissen, daher selbige sehr vitieuse seyn sollen, og man må give Otzen ret i, at denne bemærkning må være skreven, inden Brorson endnu selv havde ladet nogen af sine salmer trykke, altså inden hans første Tønderhefte - julesalmerne - udkom 1732.

✂ Tidsgrænsen til modsat side får vi ved at lægge mærke til, hvordan Thuras og Falsters salmer er sammenstillet i K. Forrest står Thuras »Milde Gienløser«; så kommer de 3 af Falster, og først derefter følger den anden Thurasalme, »Naar skal da min Tiid faae Ende«. Det ser jo mærkværdigt ud, at de to af Thura på den måde er skilt fra hinanden. Men gåden løses, når vi får fat i det trykte hefte, der indeholder salmerne til biskop Thuras begravelse, »Et Guds Barns Christelige Misfornøyelse med Verden«, 1731. Her ser vi, at det var disse 5 salmer, som blev sunget, og at de netop står i den rækkefølge, som de har i K: først »Milde Gienløser«, som dog ikke er aftrykt i heftet, hvor der blot står, at den skal synges »ved Liigets Ankomst«, derefter de 3 af Falster: »Naar Mennisket er tung og træt«, »Ach! hvo vilde ikke bytte«, »O GUd, naar jeg din Naades-gaver«, og »til Udgang« endelig »Naar skal da min Tiid faae Ende«. Det er jo klart, at K, som har det hele i samme orden, hér har overtaget, hvad begravelsesheftet indeholdt*), og dermed når vi frem til,

* 398

✂ at tilblivelsestiden for K ligger mellem Thuras begravelse den 23. april 1731 og fremkomsten af Brorsons julesalmer 1732.

✂ Så tidligt har Brorson altså været kendt som salmedigter. Og dette uddybes yderligere, når vi betragter K lidt nærmere. Så finder vi nemlig, at Thuras og Falsters salmer på en besynderlig måde er sat ind midt i samlingen, sådan at der forud går 16 salmer af H. A. Brorson*) og bagefter kommer 3 af ham, 6 af hans brødre. Det kan sikkert kun betyde, at der i K er optaget to forskellige Brorsonsamlinger, een af Hans Adolph og een af alle tre brødre. Men herved kommer vi jo med H. A. Brorsons digtning endnu længere tilbage i tiden (jfr. s. 421-22). Når forholdet ligger sådan, må man slippe den antagelse, at det var Schraders Tøndersalmebog, hvis fremkomst 1731 gav ham stødet til salmedigtning**). Tillige lader det os se en ejendommelighed hos ham, nemlig at han i årevis har kunnet have sine salmer liggende, inden han lod dem trykke. Et blik på indholdet af K viser nemlig ikke blot, at ingen af hans salmer deri, måske på een nær, har været trykt før 1734, men endda, at 7 af dem først udkom i »Troens rare Klenodie« 1739, altså mindst 8 år efter, at de var kendt i afskrift. Noget lignende som, at han ved sin død havde alle svanesangsdigtene liggende - til dels cirkulerende i afskrifter - uden at have fået nogen egentlig bestemmelse taget om deres udgivelse, se s. 29.

✂ Men når Brorson har haft det sådan, er der jo ikke noget i vejen for, at hans salmedigtning kan være begyndt meget tidligt, og der er i hans vita ved bispevielsen en udtalelse, som her vistnok kan give os et holdepunkt (se s. 245). Efter omtalen af, at han 1717 blev huslærer i Løgumkloster, fortæller han, at

* * * 399

✂ han ved den tiid begyndte at faae Meere Indsigt i den sande Christendoms beskaffenhed, under adskillige fristelser, i uophørlige bønner og aandelige betragtninger at smage Evangelii Sødhed, og paa saadan Maade desto glædeligere at fortsette sit Studium Theologicum; og hertil føjer han så ordene: af hvilcken kilde ogsaa hans bekiændte Psalme-Bog, kaldet Troens Rare Klenodie, har haft sin udspring. Disse ord skal naturligvis ikke knyttes til det teologiske studium, men til hele det aandelige gennembrud, han har skildret. Han vil sige, at ligesom dette hjalp ham til en glædelig fortsættelse af studiet, således var det ogsaa kilden til hans salmedigtning. Hermed kunne der vel nok være ment, at gennembruddet gav ham det livsindhold, hvoraf senere i livet hans salmer udsprang; men det er dog sikkert en naturligere forståelse, at salmerne i Troens rare Klenodie dengang begyndte at blive til. Tidspunktet står noget ubestemt (ved den tiid); men at det har ligget omkring 1717, da han var 23 år, er tydeligt.*)

✂ Men tilbage til K! Når denne samling findes blandt kirkeinspektionens papirer, skønt dette kollegium først blev oprettet 1737, kan det vel kun bero på, at den har tilhørt en af de mænd, som fik sæde i kollegiet (A. Hojer? J. W. Schröder? J. L. Holstein?), antagelig sendt ham som en prøve på salmer, der kunne bruges i en ny salmebog. Hvem afsenderen har været, lader sig næppe sige.

✂ S er en lille samling på 6 salmer, alle af H. A. Brorson**), de 4 oversatte. Da bladene eller arkene ligger løst med en salme på hvert, kan man ikke se, hvilken orden der er tænkt for dem***); men over »Drag ind ad dine porte« er der skrevet: Diese Gesänge hat HrP. Brodersen übersetzt und sendet sie zur Probe und Beurtheilung der übrigen. Der må her åbenbart være tale om et bidrag til en påtænkt ny salmebog. J. W. Schröder, til hvis papirer S hører, var ivrig for denne sag. Og når det hedder, at

* * * 400

✂ Brorson »sender« salmerne - de er dog ikke ligefrem skrevet med hans hånd, - har det betydelig interesse. Det viser nemlig, at selv om man næppe kan antage, at han har anvendt sine Tønderhefter i kirken,*) må det dog have været hans håb at få sine salmer optaget i en kirkesalmebog, så de må ses som digtet med gudstjenesten for øje. For øvrigt har den, der skrev de anførte ord, været klar over, at det ikke var lutter oversættelser; for der står med samme hånd over en af originalerne: Dieses hat Hr. P. Brodersen selbst gemacht. Da Brorson kaldes P dvs. Pastor, må samlingens tilblivelsestid sikkert ligge før 1737, da han blev stiftsprovst. Man kan vel endda sætte den til før 3.9.1736, da Pontoppidan fik udarbejdelsen af den nye salmebog overdraget; efter den tid ville salmerne sandsynligvis være sendt til ham og ikke til Schröder. Af salmerne er de 5 trykt 1734-35, 1 i 1739. Man kan ikke bruge det tidligste trykkeår som tidsgrænse, sådan at man regner med, at når en salme først var trykt, ville den ikke blive optaget i en skreven samling; for i K har vi jo set det modsatte med Thura og Falster. Men da een af de oversatte salmer (nr. 197) er af Schrader, må tilblivelsen af S ligge efter hans salmebog 1731.**)

✂ T1 fremtræder som en rigtig bog, men uden titelblad. Indholdet er en stor samling salmer, deriblandt 8 af Brorson***), de 7 originale. Samlingen er opstillet i en række afsnit - advent, jul, nytår, o. s. v. - med åben plads sidst i hvert afsnit til at indføje flere salmer. Afsnittene synes oprindelig at have været små løse samlinger på eet eller to af de læg, bogen består af;

* * * 401

✂ det forklarer, at rækkefølgen i eet tilfælde er bleven meningsløs (»Paaske-Psalmer« foran »Om Christi Lidelse«), og at den ikke stemmer med det alfabetiske register og indholdsfortegnelsen bag i bogen. Det fælles præg, f.eks. i overskrifterne, viser dog, at det hele fra først af har været ment som en enhed. De brorsonske salmer står i 4 forskellige afsnit, hver gang som de sidste. Den særlige håndskrift tyder på, at de (sammen med enkelte andre) er tilføjet senere.

✂ Bogen, der synes bestemt til rent opbyggelig brug, giver os et slående eksempel på, at trykte salmer optages i en skreven samling; der er 2 fra Ægidius' salmebog, 1717, ja endda een fra Kingos Aandelige Siunge-koor II, 1681*). Det samme må sikkert være tilfældet, når vi møder 7 fra Brorsons »Nogle Jule-Psalmer«. Disse kan nemlig ikke antages at have været kendt i afskrift før trykningen, da det på titelbladet udtrykkelig hedder, at de er til den forestaaende... Jule-Fest... i Hast sammenskrevne... 1732**). Deres indførelse i samlingen må da ligge efter dette år***). Tidsgrænsen til modsat side kan man måske finde ved at se på »I denne søde jule-tiid«. At v. 6 her har formen fra 1732 og ikke den ændrede fra Klenodiet 1739, betyder vel ikke så meget; men man må lægge vægt på, at v. 7, som ikke blot er tilføjet i Pontoppidan og Klenodiet, men som også foreligger i afskrift i Johanna Christina Rieses eksemplar af »Nogle Jule-Psalmer«, ikke er kommet med. T1 er derfor næppe senere end 1730erne. Ydermere finder vi »Gak hen i Gethsemane« i en form med flere vers end i »Nogle Paszions-Psalmer«, 2. oplag 1735. Denne form er sikkert den ældste; men det er ganske vist ikke givet, at T1 derfor behøver at være ældre end passionssalmerne; det kan jo tænkes, at samleren har syntes bedre om den længere form. - Når der på sidste side af T1 står: Alle Disse ere oversatte og med fliid reviderede af E. O. Schvartzkopf ****), indeholder det jo i alt fald een urigtighed.

* * * * 402

✂ Den er så meget mærkeligere, som håndskriften er Schwartzkopfs egen, kendt fra hans Lille Erindrings-Lexicon, 1740, mskr., Ny kgl. saml. 8° 356 (Kgl. Bibl.).

✂ T2, det store blandingsbind med samlinger af højst forskellig art. Den første indheftede samling (i P. Severinsens vedlagte indholdsfortegnelse: A), s. 5-46, T2a, har 5 originale, 4 oversatte salmer af H. A. Brorson*) og derudover kun en bøn og en salme; en af de brorsonske originaler er fra julesalmerne. - En samling længere inde (indholdsfortegn.: M), s. 153-284, T2b, har 2 originale salmer af H.A.Brorson**), desuden 3 salmer***) og et sørgedigt af Nic. Brorson samt en af Falsters og en af Thuras salmer. - Den sidste samling i bindet (indholdsfortegn.: U), s. 405-46, T2c, har 1 original salme af H. A. Brorson****), desuden en Ægidiussalme. - »Gak hen i Gethsemane«, som findes både i T2b og i T2c, har begge steder en form med flere vers, næsten helt som i T1. »Nu JEsus til sin pine gaaer« har i T2b en fyldigere og sikkert ældre form end den trykte fra 1733-34. Tilblivelsestiden for de 3 samlinger er formodentlig omtrent som for T1.

✂ T3 er en bog uden titelblad med 24 salmer, deraf 4 originale, 2 oversatte af Brorson); en er fra julesalmerne. Formålet med bogen er uden tvivl rent opbyggeligt. Tilblivelsestiden formodentlig som for T1 og T2abc. På første side står med samme håndskrift som i den tilsvarende påtegning i T1: De fleste af disse oversatte af E O Schvartzkopf.

✂ Mellem T1' T2abc og T3 er der et tydeligt slægtskab, idet dog T1 står lidt for sig selv.)

✂ Når man vil gøre brug af varianterne i de håndskrevne samlinger, ville det være en misforståelse at gå ud fra, at vi her helt igennem havde digterens oprindelige tekst. Vi har jo set, at skrevne salmer har mulighed for at være yngre end de trykte, og især må man lægge mærke til, at der findes mange lignende tekstafvigelser i de salmer fra Kingo og Ægidius, som faktisk er overtaget fra trykte bøger. I adskillige tilfælde er der tale

* * * * 403

✂ om rettelser af den art, som vi kender fra Pontoppidans salmebog; sådanne rettelser kan være gjort lige fuldt over for et skrevet og over for et trykt forlæg af en, som har ment, at teksten kunne trænge til en forbedring. Men når dette er sagt, kommer man alligevel ikke uden om, at varianterne i mange tilfælde virkelig synes at bringe noget oprindeligt; man må ved de enkelte læsemåder prøve at finde ud af, om det forholder sig sådan.

✂ Størst interesse frembyder de salmer i K, T1, T2ab, som har flere vers end de trykte udgaver. Her er der næppe tvivl om, at vi står over for noget oprindeligt fra digterens hånd, og der kan herom henvises til Otzens behandling af disse salmer. Ved salmen om Manasse (Tr. r. K., nr. 116; K, s. 11) ser man især tydeligt, hvad Brorson har tilsigtet med at udelade en hel række vers. Som man finder salmen i K, er den, som det hedder, uddragen af [Manasses] Historie og Bøn; men Brorson har senere villet skille disse to ting ad, så der blev een salme, der gengav skriftet »Manasses bøn«, og een, der skildrede hans historie dvs. hans ugudelige regering. De vers i K, som handlede om dette sidste, blev så udskilt, og tilbage blev den kortere nr. 116, medens indholdet af de udskilte vers gik over i en ny salme med et andet versemål, nr. 126.

✂ Et tilfælde af anden art, hvor K utvivlsomt viser os den oprindelige form, er nr. 245. Her har digterens ændring af v. 1 voldt, at salmens anslag i den trykte form er blevet poetisk langt ringere, end det var i den håndskrevne. Se herom Otzen, anf. skr., s. 24 flg.; nærv. udg. II, s. 316.

✂ - - -

✂ K ligger tillige med en del andre håndskrevne salmesamlinger i et omslag, hvorpå der står: »Forarbejder til Pontoppidans Psalmebog«. Denne påtegning er skreven med en udpræget nutidshånd, men er for de andre samlingers vedkommende utvivlsomt rigtig. K derimod hører ifølge sin tidlige tilblivelse ikke til her; den lå jo også på A. D. Jørgensens tid i en anden pakke (s. 396, note). Noget andet er, at både K og S har været led i den stræben mod en ny salmebog, som endte med Pontoppidans mandat, og det kunne naturligvis tænkes, at han havde benyttet, hvad der på

404

✂ den måde forelå. Umuligt var det heller ikke, at han kunne have hentet Brorsonsalmer fra sådanne skrevne samlinger som T1,2,3.

✂ For at få klarhed herover må man først og fremmest betragte varianterne på den ene side hos Pontoppidan, på den anden i de skrevne samlinger. Viser det sig, at de falder sammen, ville det jo tyde på benyttelse fra Pontoppidans side. Det, der viser sig, er imidlertid, at hvor de falder sammen, er det så godt som kun i Tønderhefternes læsemåder. Herudover sker det blot nogle enkelte gange, hvor det drejer sig om nærliggende småændringer af sproglig art(2 i K, 1 i S, 2 i T1 og 1 i T2a ), ting, der må ses som tilfældigt sammentræf.

✂ Dernæst er der den omstændighed, at nogle af de skrevne samlinger jo godtgør, at adskillige salmer, som først blev trykt i Klenodiet 1739, har været kendt i afskrift længe før den tid, så dersom Pontoppidan havde gjort brug af disse samlinger, måtte man vente at finde nogle af dem hos ham. Men der findes ingen.

✂ Og endelig hans udvalg af brorsonske salmer. Han har jo 92. De skrevne samlinger har 40. Men af disse finder vi kun 18 hos Pontoppidan, så heller ikke på det område sporer man afhængighed.

✂ Der synes med andre ord ikke at være noget, som rokker ved den antagelse, at Tønderhefteme er hans grundlag.

405

✂

VARIANTLISTE

✂ Overskrifter og melodiangivelser til de håndskrevne salmer er kun medtaget, når de afviger fra de trykte udgaver. I de tilfælde, hvor en salme er gengivet i fuld parallelopstilling, er den trykte tekst anført efter den ældste udgave (Tønderhefter el. J1). Ellers anføres i apparatet på den første plads formen i nærværende udgave (som regel = J4), på den anden læsemåden i håndskriftet. Hvor denne stemmer med et af de andre tryk, er dette bemærket. Utvivlsomme skrivefejl er ikke medtaget.

✂ Nr. 6. I denne søde jule-tiid. T1. s. 34. 1, 2: bør] tør = AJ1-2. 1, 6: vi vil] vil vi; siele-magt] siæl og magt. 1, 8: lof] lov = AJ1-2. 6-7. 3, 2: endskiønt] enddog. 3, 6 og 8: synge] siunge = AJ1-3. 5, 2: solen] dagen. 6, 7-10: at den kand... bringe] At den kand bedre lyde; Saa korset selv, naar Jesus vil, Maae ogsaa hielpe siælen til, Med Salmer at udbryde = A. V. 7 mangler = A.

✂ Nr. 7. Mit hierte altid vanker. T1. s. 35. 1, 4: i deres hoved-sum] som i en hoved-sum. 5, 4: pegte] peget. 7, 4: at legge sig i skiul] at ligge udi skiul, jfr. at ligge sig i skiul AJ1. 8, 7: ey har] har ey. 9, 1: sin] sit. 10, 6: det] den.

✂ Nr. 8. Hvordan takke vi vor HErre. T1, s. 37. 1, 3: desværre] disverre, jfr. dizs være A. 1, 6: dekke] dekker == A. 1, 7: af JEsu intet lære] af Jesus ikke lære. 2, 1: vist nok, ingen siæl] vist nok ingen siel. 2, 2: naar] hvor. 4, 2: veedst] veed; at] om.

✂ Nr. 10. Den yndigste rose er funden. T1, s. 38. 1, 2: stiveste] hvasseste. 2, 4: vi alle] og alle; bortdøde] hendøde. 6, 3: mangen] mange = A. 7, 1: tidsel-gemøtter] tidsel-gemytter = J1-7. 7, 2: støtter] stytter = J1-3. 8, 3: faae] faaer = A J2. 8, 4: voxe] voxer = A. 9, 2: min smykke, min rose og ære] min rose, mit smykke, min ære. 10, 3: hand] den.

✂ Nr. 18. Nu vel an! et freidigt mood. T1, s. 49. 1, 7: nyt-aars] Nye aars 3, 2: det] et. 4, 6: da] der. 4, 7: troe] al. 6, 5: est] er == J6-7. 6, 8: deylig udi livets bog] deyligt udi livets-bog.

✂ Nr. 19. Kom hierte! tag dit regnebret. T1, s. 50;T2a, s. 5; T3, s. 59. Overskrift i T2a: Samvittig-Heds Prøve. Lad os saa kiende at Telle Vore Dage Psal. 90: 12 V: = A. 1, 7: trygge] sikkre T1.2a.3 = A. 2, 3: vist] Viisz T2a = A (visz). 3, 5: hvo] hvem T1. 4, 1: skiules] skiultis T3; mangen] mangens T1. 2a. 3 = AJ1. 4, 2: fule giemme] skiulte glemmer T1. 4, 3: kaade] alle T1, kunde T2a. 3 = A, trykfejl. 4, 7: vist] visz T2a. 5, 1: for langt] forlangt T2a. 3 = J1-6. 5, 2: syndens] Syndsens T2a. 3 = A. 5, 3: vredens] verdens T1. 6, 5: du] de T1.2a.3; hen] mgl. i T1. 6, 7: nu] du T2a. 3. 7, 2: naades-dage] naades dage T1.3 = J1-7. 7, 4: nu meer for dig] for dig nu meer T1. 8, 2: naadens] Naadsens T2a. 3 = A. 8, 5: at] saa T1. 8, 6: din naades-tiid] dit levnets tiid T1. 8, 7: og ved dit lives aften faae] og ved dit livets aften faae T1; og Ved det Lives Aften faae T2a; og ved det Livets Aften faae T3.

✂ Nr. 29. Gak hen i Gethsemane. K, s. 22; T1. s. 87; T2b, s. 153, og T2c, s. 412. Overskrift i K: Om Jesu blodige Sveed i Urtegaarden. 1, 3: hvad] hvor T1. 2c. 1, 5: støv] stiød (?) T2c. 2, 1: helveds ild] Helved, Jld T2b; svovel-flod] Svogled-flod K, Svogel floed T2bc. 2, 7: paa] til K. 3, 3: udi hele] i den hele T1. 2bc. 4, 1: GUd hand mod ham] Gud imod ham T1. 2c. 4, 3: jammer-skriig] jammers-skrig T1. 4, 4: modigt] modig T2c. 4, 7: himles] Himlers KT2bc. 5, 5: saa] da T1. 2bc. 6, 7: dødens] dødsens KT2bc. == G. 7, 1: timelige] timmelige KT2c. 7, 4: GUd Fader] hans Fader T1. 2bc. 7, 5: syndens] Syndsens KT2bc = G. 7, 7: grummest] gandske T1. 8, 1: forhærdet] forbandet T2bc. 8, 3: med rette skee] med rette at skee T2b. 8, 4: vredes] Pines KT2bc. 9, 6: fandtes] fattes (?) T2b. 10, 1: under er, at] Under er det KT1, Vunder værck at T2bc. 10, 4: det blod for længsels iver] hans blod af elskovs iver T1, det Blood for Elskovs iver T2bc. 11, 3: hierte-blod] hierte-rod T1.2bc. 11, 4: iver for] længsel til

406

✂ T1. 2bc. 11, 6: ud i] udi KT1. 2bc. V. 12 mgl. i T1. 2bc. 12, 3: blodig saar] blodig-Saar K. 13, 1-7: som du og for... evig gave] Og for du af Kierlighed For mig leed Udi denne blodig sveed, Vil du intet andet have, End ieg mig Ofrer dig Til evig gave T1. 2bc. 14, 3: hele] syndig K. 14, 7: vilt] vil KT1. 2bc. = J6-7. 15, 1: hiertens-gierne sieleven] Hiertens gierne, søde Ven K, tag mig da o siæle ven T1. 2bc. 15, 2: tag mig hen] gandske hen T2bc. 15, 3: at jeg faaer dig selv igien] at der intet blir igien T1. 2bc. 16, 3: min roses purpur-saft] dit purpur-blodes saft T1. din røde purpur-saft T2c. 16, 6: fier] feer KT2b. 18, 3: blodig] blodigt T1. 2b. 18, 4: al] alt T1; mit] min KT2bc. = J4-7.

✂ T1. 2bc. har følgende vers ud over den trykte tekst. Efter v. 7: T1: Døden, som ham forestod, Piinte blod Af hans dybe hierte-rod; Søndersleed hans livets (liveds T2b, lives T2c.) aarer. At hans sved Dryppet (drypped T2bc.) ned I blodig Taarer. Efter vers 11: T1: Ach hvad Kierlighed er sterk, Hierte merk Hendes store Underverk (Vunder Værck T2bc) At Guds (Hands T2bc) hierte Søn og glæde Livet vil Sette til, Og for mig græde. Efter vers 17: T1: Drag mig o min (nu o T2bc) Jesu ned Til din sved For (Til T2bc) at lære ydmyghed; Til din frygt og blodig (Bloedigt T2b) leye Ret at see Og din vee At overveye. T2b har følgende efterskrift: Hierte Suck. Jesu lad din bloedig Smerte Ligge mig saa nær paa Hierte, At mig Tyckes Hvor Jeg gaaer, Jesus bloedig for Mig staaer.

✂ Nr. 33. Naar jeg min JEsu piinsels færd. K, s. 29. Vers. 6 og 7 er ombyttet i K. 2, 3: utaalmodigt] utaalmodig. 4, 2: vee] Væ. 4, 3: dødens] dødsens = G. 5, 2: des bedre] dissbeder. 5, 4: haardt] hart = GJ2-3. 5, 5 og 7: dødens] dødsens = G. 6, 3: det] de. 8, 1: er] var. 8, 7: dødens] dødsens = G. 10, 2: syndens] Syndsens = G; trygge sæde] Trygge-Sæde. 11, 1: O! JEsu lad din piinsels røst] Lad stedse Jesu Piinsels-Røst = GJ1-2.

✂ Nr. 53. Frisk op til fryd, alt christen-blod T1, s. 73. 1, 1: christen-blod] Christen blod. 1, 2: at] thi. 2, 6: syndig] syndens. 3, 2-3: hvo vild' da... blev] Hvem ville da vel være seen At vaage, Jesus vaagen blev; hvem = A. 3, 6: ja skingre i hvert engle-rum] og give gienlyd i hvert rom. 4, 3: freydigt] lystigt. 4, 4: synde-flod] syndens flod. 5, 4: kølne-druer] kiølne druer. 5, 6: lad synge, hvad der ey er stum] lad siunge hver, som ey er stum; siunge == AJ2-3. 6, 3: milde] kiere. 7, 3: den blomstrer, qvæger] dens blomster qvæger. 10,1: ud af] udaf; gemøt] gemyt = J1-7. 10, 3: den stinkend vellyst-rad] det slemme velløst-fad. 11, 2: min] en. 11, 3-4: frisk! jeg... fod] Jeg vinde vil just ved dit blod Og træde Satan under fod.

✂ Nr. 58. Drag ind ad dine porte. S. Overskrift: Diese Gesänge hat Hr. P. Brodersen übersetzt und sendet sie zur Probe und Beurtheilung der übrigen. Mel.: Guds godhed ville vi Prise. 1, 3: jeg] før. 2, 3: syndens] Syndsens = DJ2-3. 2, 8: livets] Lifsens = D. 3, 1: er] var. 7, 3: est] er = J6-7. 8, 2: de store med de smaa] den gandske jordens Kreds. 8, 3: kandst vrie dem og vende] at vrie og at vende. 8, 4: som bækkens vande gaae] hvert hierte alle steds. 8, 7: med] mod. 9, 4: som] der. 9, 5: see dog i verdens land] see dog o milde ven. 9, 8: og set dem selv i stand] og reys dem op igien. 10, 2: med] ved. 10, 7: maae] kand. 11, 1: lad hver en siel sig fryde] lad alle hierter fryde. 11, 2: i JEsu sande troe] sig udi Jesu troe. 12, 3: vold] Kunst. 12, 5: og] at. 12, 6: sømme] sømmer = J7. 12, 7: drømme] drømmer. 12, 8: værge] verger.

✂ Nr. 86. Nu JEsus til sin pine gaaer. K, s. 16. Overskrift: Der Hand saa Staden, græd Hand over den, og

* * 407

✂ sagde. 1, 5: livets ] Lifsens == Eb. 2, 3: dødens] dødsens = Eb. 2, 4: da satan og den store stad] der Sathan og den heele Stad. 2, 5: dødens] dødsens = Eb. 2, 12: evigt] ævig. 3, 2: de fleste skiønne intet paa] at nesten ingen skiønne paa. 33: dødens] dødsens = Eb. 2, 12: evigt] ævig. 3, 2: de 3, 5: træde paa hans død og blod] Træder paa Hans dyre Blod; Træder == Eb. 3, 7: tænke] tæncker. 4, 5: med saa haard en død] med den bittre Død. 5, 12: dødens] dødsens = Eb. 6, 2: frelses] frelsers = J1-2. 7, 2: synd-sikre] o Sikkre. 7, 7: skiemte] skiempte. 7, 9: helved-klage] Helved-plage == Eb J1-2. 4-7. 7, 12: plage] Klage. 8, 7: ligne] regne. 8, 10-12: du dog kun frek... øyne-væde] Du dog kun vil i Synden lee. Og derved giør kun spot og Spee af Jesu øyne-væde. 9, 7: JEsu] frelsers. 9, 8: hiertets] Sielens. 9, 10: glæden] Glæde. 9, 11: englernes] Englenes = Eb. 10, 11: kandst] kand = J6-7. 11, 7-12, 6: K indskyder følgende 6 slutningslinier i v. 11 og 6 begyndelseslinier i v. 12: Nu du har vunden frelsermand. Hvor kunde nogen Helved Brand Mod disse Taarer stride? dit Vaade øyesyns Gestalt Har giort mig Synden Lage-salt, Og hiertet fuld af Qvide. 12: Bort Vellyst, bort du slemme Synd, Nu seer ieg Lystens Brudne-Brynd, Hvor dend i Nøden sviger. Nu Giftens søde Smag gaar hen. Saa har ieg kun din Gift igien. Som Sielen hart bekriger. Derefter har K som sidste del af v. 12 den trykte salmes v. 11, 7-12 og som v. 13 den trykte salmes v. 12. 11, 7 (K: 12, 7) nu JEsu] kom Jesu; livets] Lifsens = Eb. 11, 10 (K: 12, 10): alt] ald. 12, 5-6 (K: 13, 5-6): din kierlighed.. at finde] du mig i Himlen unde vil j Glæde dig at finde. 12, 10 (K: 13, 10): dødens] dødsens = Eb.

✂ Nr. 86. Nu JEsus til sin pine gaaer. T2b, s. 181.

✂ Håndskriftets afvigelser fra den trykte tekst er angivet ved kursiv. Overskrift i T2b: Om Iesu graad over Jerusalem. Mel. Kommer til mig.

✂ Trykt tekst. Eb.

✂ 1. Nu JEsus til sine Pine gaaer
Ham Taarerne i Øyne staaer,
Og strømme-viis nedrinder,
O! hvem der kunde græde Blod
Ved denne klare livsens Flod
Paa JEsu Rosen-Kinder.
Hvi græder du, som aldrig loe?
Hvi græder verdens Lyst og Roe?
Hvi græder Himlens glæde?
Hvorledes skal jeg finde dig,
Immanuel, saa ynckelig
Paa denne Jord at græde?

✂ 2. Var det, fordi du kunde see
Din Pine Benck, gethsemane,
Og Dødsens kalk i skienket;
Da Sathan og den store Stad
Til dig at lave Dødsens bad
Var ret som sammenlencket.
Ney derfor græd min JEsus ey,
Hand traadde paa sin Pinsels vey
Med kiempe-Mod og Lengsel,
Hans Død var Beesk at tencke paa,
Men større var Hans Lyst at faae
Os frelst af evig Fengsel.

✂ T2b

✂ 1. Nu Iesus til sin pine gaaer,
Ham taarene i øyne staaer,
og strømme viis ned rinder.
Ach maatte vi ey græde blod,
naar vi besee den taare flod,
paa Iesu rosens Kinder.

✂ 2. Hvi græder du, som aldrig loe?
Hvi græder verdens lyst og roe?
Hvi græder Himlens glæde,
Ach hvorfor skal jeg finde dig,
min frelser-mand saa ynkelig,
paa denne jord at græde.

✂ 3. Var det, O! frelser, for du saae,
at Iudas pønsede alt paa,
sin frelser at forraade,
Var det for dig den Morder-stad,
tillaver dig et blodigt bad,
og Kaarsets bittre vaade.

✂ 4. Ney derfor græd vor Iesus ey,
Hand traade paa sin piinsels vey,
med Hiertens lyst og lengsel,
saa villig gik guds Kiere søn,
At frelse Adams arme Kiøn,
fra ævig død og fængsel.

* 408

✂ Trykt tekst, Eb.

✂ 3. Men Sagen var, fordi hand saae,
De fleste skiønner indtet paa
Hans bittre dødsens Vaade,
Men lever hen foruden Bood,
Ja træde paa hans Død og Blod
Og Himmelsøde Naade,
Dog tencke fast i deres Sind,
At de skal løbe lige ind
I søde Himmerige.
Den Sag maa Hiertet sprekke Ved,
Som JEsus og paa dette Sted
Ey kand for graad udsige.

✂ 4. Hand saae, der bluszed over dem,
Som boede i Jerusalem,
Guds grumme Vredes lue,
Fordi de Naadens Lyys forskiød,
Og torde med saa haard en død
Saa kier en frelser true,
Hans egen Pine har hand glemt,
Men over Staden Hierte-Klemt
I Suk og graad udbryder:
O arme stene-blinde Stad!
Jeg græder, men du leer kun ad
Den Naade, jeg dig Byder.

✂ 5. Du fordum hele verdens Priis,
Guds egen Stad og Paradiis,
Hans Residentz og Sæde,
Din Tempel i dig yndefuld,
som Demant spiller i sit guld,
Var alle frommes glæde.
Jerusalem! hvor seer du ud,
Er saadan deylig Jomfrue-Bruud
Nu til en Hore bleven,
En synde-sølet skiden Soe,
De sorte Aanders Myre-Boe,
Til dødsens Dom opskreven?

✂ 6. Ach vilde du endog idag,
Besinde ret din Frelses Sag,
Med bedrings graad og Sukke,
Da skulde end min Taare-Regn
Dig være vist et Naade-Tegn
Til vredens Ild at slucke.
Men Sathan har dig slet forryckt,
Du lever uden Sands og Frygt,
Og vilt dig ey omvende,
At Gud maae føre over dig
En jammerfuld og græsselig
Forstyrrelse og Ende.

✂ T2b.

✂ 5. Men Iesus græd fordi Hand saae,
at folk ey vilde skiønne paa,
Hans store nød og vaade
men traade Hannem under fod,
foragtede Hans død og blod,
og Himmel-søde naade.

✂ 6. Og gaaer saa frek i synden hen,
med fuld beraad til dievelen,
at lade sig fordømme,
til evig-tid med siæl og Krop,
saa brast Hans graade-Kilde op,
med modig taare-strømme.

✂ 7. Hand saa der blusset over dem,
som boede i Jerusalem,
Guds grumme Vredes lue,
fordi de Iesum plat for skiød,
og torde med den bittre død,
saa Kier en frelser true.

✂ 8. Saa bliver Hand saa sorrig Klemt,
at Aanden ved Hans Hierte stemt,
i suk og graad udbryder,
Ierusalem du Mordisk stad,
Ierusalem som leer Kund ad,
den Naade jeg dig byder.

✂ 9. Ierusalem, Ierusalem,
som spotter, stener, dræber den,
der raader dig dit beste,
og stræber nu, hvor dan du kand,
Al verdens gud og frelsermand,
med rættens skin kaarsfæste.

✂ 10. betæncte du end denne dag,
Ierusalem, din frelses sag,
med bedrings graad og sukke,
da skulde end min Taare-Regn,
dig være vist et naadigt tegn,
til Vredens ild at slukke.

✂ 11. Men satan har dig slet forrykt,
du lever uden sands og frygt,
og vildt dig ey omvende,
at gud maae føre over dig,
en Iammerfuld og græselig,
forstyrelse og ende.

* 409

✂ Trykt tekst, Eb.

✂ 7. See dog, hvor det din Søster gick,
Synd-sickre Christenhed, hun fik
Den deel du og skalt finde,
Saa fremt du ey omvender dig,
Og søger Naaden flittelig,
At bedrings graad kand rinde,
At Skiemte med vor Herres ord
Betyder Hunger Pest og Mord,
Ja evig helved Plage,
Det staaer kun paa oprigtig Bod,
Hvor den er, der er Sagen god,
Men ellers evig Plage.

✂ 10. Thi græd hand for den fule Stad,
Som Sathan selv i Skiødet sad,
Den helved Drage-Bolig,
Det folk, som slog ham selv ihiel,
Saa kandstu tenke, kiere Siel,
Hand meener det saa trolig.

✂ 8. Om dig forkyndtes Sverd og Brand;
Ja Herrens vredes grumme Band
Af alle Guds Propheter,
Om Jorden brendte under dig,
Og Himlen spaade Pest og Kriig
Med tusinde Cometer,
Hvad var det dog at ligne Mod,
At Himlens Gud paa Jorden stoed,
Din Ondskab at begræde,
Du dog kun freck til Verden seer,
Og derved virkelig beleer
Vor JEsu øyne-Væde.

✂ T2b.

✂ 12. I sikre Verdens Mennisker,
J slemme Christne samler jer,
Ierusalem betragter,
og hvordan Gud med sverd og mord,
vil straffe dennem, som hans ord,
og tienere foragter.

✂ 13. betragter dog vor frelsers graad,
som nu om stunder er forsmaaet,
J! Verdens sidste Dage,
Det isner i hans dyre blod,
Naar du vildt ikke giøre bod,
og mod Hans naade tage.

✂ 14. thi græd Hand for den onde stad,
Hvor Satan self Regenter sad,
de sorte Aanders bolig,
det folk som slog Ham self ihiel,
saa Kand du viide Kiere siel,
Hand meener det jo! trolig.

✂ 15. Men passer du slet intet paa,
at Hand for dine synder maae,
de salte taarer felde,
da skal du det i ævighed,
j alle Dievles piine-sted,
j Helvede und gielde.

✂ 16. Om dig blev ønsket ild og brand,
og herrens vredes grumme band,
af alle guds Propheter,
om jorden brændte under dig,
og Himlen spaade pæst og Krig,
med tusinde Cometer.

✂ 17. Hvad var det dog at ligne mod,
at Himlens Gud paa Jorden stod,
og græd saa meget modig,
og at hand blev paa Korsets træ,
ophængt i pine spot og spæ,
saa jammerlig og blodig.

* 410

✂ Trykt tekst, Eb.

✂ 9. Saa græd, o sickre Siel, engang,
Den Tiid den Tiid er alt for lang,
Du levet har saa ilde,
Lad hiertet smelte bort i Vand,
At bittre Taarer flyde kand
Af øyet som en kilde,
Da skal din Jesu øyne-Taar
Formilde Hiertets dybe Saar,
Og al din graad forsøde,
Da bliver glæden meer end stoor
I Englenes udvalde Koor,
At du fra Synden døde.

✂ 10b. H1nd løber dig med graad imod,
Her skalt Du staae, og holde Fod,
Ey paa hans Taarer træde,
Men følge Jesu øynes Raad,
Hvor kandstu, naar du seer hans graad,
Dig bare for at græde.

✂ 12. Tak, Jesu, for hver draabe Vand,
Som du i din Fornedrings Stand
Min Siel til Trøst lod rinde,
Jeg græder her, og længes til
Din Kierlighed mig unde vil
I Himlen dig at finde.

✂ T2b.

✂ 18. saa græd o! Menniske en gang,
den tiid, den tiid, er alt forlang,
du levet har saa ilde,
at hiertet smelte maa i vand,
Og dine øynes sluse kand,
opbriste som en Kilde.

✂ 19. Ach Iesu Hierte er for ømt,
at see en synder staae fordømt,
Hand jo! maa Kinder væde,
saa følg den gode frelsers raad,
Hvor kand du naar du seer Hans graad,
dig bare for at græde.

✂ 20. O! Iesu Iesu gild jeg saa,
din bittre graad beskue maae,
i disse græde dage,
at ieg i denne Naade-flod,
maa finde Kraft og qvægning mod,
min syns og Korsets plage.

✂ 21. saa nøye da O! frelser Mand,
ieg samler huer een draabe-vand,
du lod paa jorden falde,
thi dine øynes taare-saft,
har salig legedom og Kraft,
med Korsset (?) beske galde.

✂ 22. At om i denne græde dal,
jeg tusend gange græde skal,
og dybe sukke drage,
lad mig kund dine taarer see,
saa vil jeg ret i Hiertet lee,
ad ald min Nød og plage.

✂ 23. tack Iesu for hver draabe-vand,
du udi din fornedrings stand,
min siel til trøst lod rinde,
jeg græder her saa længe til,
du mig i Himlen unde vil,
i glæde dig at finde.

✂ Nr. 107. Guds igienfødde, nye, levende siele. T2a, s. 31. 1, 2-3] mgl. 1, 6: deyligst] deiligt. 2, 2: stemmer] stemme = Hb. 2, 5: tilhobe] tilhaabe = HJ1-3. 3, 2: Staal] steen. 3, 3: mægtigste] mægtige. 4, 1: til mode] tilmaade. 4, 3: forstode] forstaade. 5, 3: i midleren] imidlertiid = J4-7. 6, 1: syntes] siuntes = HJ1-3. 7, 2: tordne] Taarne. 7, 3: til syne] tilsiuune. 7, 6: Gud] Guds. 8, 6: vrede] Vræden. 9, 1: al kiærligheds] aldkierligheds; hvor] her = HJ1. 10, 3: velsignelsens] Velsignelses = J2. 10, 4: himlenes]

* 411

✂ Himmelens. 11, 1: englerne] Englene == HJ6-7. 11, 4: himlenes] Himmelens. 12, 2: kiender] Kiende == HJ1; kierlige] Herlige. 12, 3: hiertens] Hiertets; abba] fader. 13, 6: tilhøre] tilhører. 14, 4: overnaturlige] over Naturlige. 15, 2: mildeste, sødeste] Sødeste Mildeste. 15, 3: til mode] imode. 15, 6: elske] ælsker. 16, 3: regne] regner = HJ1-3. 16, 6: fornøyelsers] fornøyelses. 17, 5: det skal de skue med dødningers farve] det skal de Dødningers (derpå tomt mellemrum) farve. 18, 2: dit] det.

✂ Nr. 108. I dag er naadens tiid. T2a, s. 27. Overskrift: Om omvendelsen. 1, 7: mit] det. 2, 1: behagelig] behaggelig. 2, 2: fremskinner] frem skinner; straale] Straaler. 3, 5: ey bør] bør ey. 5, 6: naadens skiul] Naade skiul. 5, 7: vunders lye] Vunder Lye = J7. 7, 2: alt] ald; vort] vor. 8, 2: dørre] Døre. 8, 4: større] støre. 8, 5: hen] her. 9, 4: saar] saa. 9, 5: sin] din. 10, 4: svovle-pølen] Svovelpølen; senkes] stænches = HJ2-3. 10, 5: i dag, i dag, i dag] nu hæder det i Dag.

✂ Nr. 114. O arme siel og hierte, kom. K, s. 9. 1, 7: den] Din. 6, 6: paa] J. 11, 4: ivrigt] ivrig. v. 12 mgl.

✂ Nr. 115. Hvor skal jeg synder hen. K, s. 15. Overskrift: Wo soll ich fliehen hin et: oversat af Tydsken. 1, 4: haardt] hart = HJ2-3. 3, 2: brønd] brynd. 4, 1: uskyldigt] uskyldig = HJ6-7. 4, 6: havets] halsens = H. 6, 5: hvo] hvem.

✂ Nr. 116. Al herlighedens HErre. K, s. 11.

✂ Håndskriftets afvigelser fra den trykte tekst er angivet ved kursiv. Overskrift i K: Manassis Taarer. Uddragen af hans Historie og Bøn.

✂ Trykt tekst, H.

✂ 1. Ald Herlighedens HErre!
Vor Faders Abrams GUD,
Som jeg har glemt, desverre,
Og undertraad dit Bud,
Du Isacs Frygt,
Som jeg har frygtet ilde,
Du Jacobs Livsens Kilde,
Som jeg har aldrig søgt.

✂ 2. Hvad har jeg ilde slægtet
De fromme Fædre paa,
Nej! jeg mod GUd har fægtet,
Saa vidt jeg kunde naae,
Ret dum og blind,
Forhærdet og forstokket,
Af Satan ført og lokket
I alle Synder ind.

✂ 3. Nu maae jeg da bekiende
At du har alting giort,
Hvad indtil Jordens Ende
Der findes lidt og stort,
At du est GUd,
Som himlen selv har smykket,
Og Verdens Parter stykket
Af bar slet indtet ud.

✂ K.

✂ 1. O store Himlens Herre,
du Abrams deel og Skat,
du Gud som ieg dis verre,
saa skiendig har forlat,
Du Isacs frygt,
Som ieg ey frygte vilde
Du Jacobs Trøste-Kilde
Som ieg dog ey har søgt.

✂ 2. Hvi har ieg saa Vanslegtet
fra disse Fædris Pagt,
Og mod din Naade fegtet,
Af gandske Siele-Magt,
Saa Dum og Blind,
Til andre Guder vandret,
Fra dig saa plat forandret,
Mit diefle haarde Sind.

✂ 3. Nu maa ieg da bekiende,
at du er dog den Gud,
Som himlen lod udspende,
Ved dit almegtig Bud,
Og Kraftes Ord,
Du sagde og det skeede,
Ald Verden stod til reede,
Med Himmel Hav og Jord.

* 412

✂ Trykt tekst, H.

✂ 4. O GUd i Himmerige!
Retfærdighedens GUd!
O GUd! hvad skal jeg sige?
O GUd! hvor seer det ud?
Hvad nu for Baad?
Da jeg din store Naade
Paa en uhørlig Maade
Saa længe har forsmaaed.

✂ 5. Du holder, som i Tømme,
Det dumme Verdens Hav,
Og vender hendes Strømme
Som Hiulene paa Nav.
Men jeg har ej
Mig vilde ladet temme,
Før du mig fik i klemme
Paa Modgangs trange Vej.

✂ 6. Ald Verdens Kreds maae bæve,
Naar GUd vil bryde frem,
Og knytter kun sin Næve
Mod et forhærdet Lem,
Men som en Hiort
Den haster i sin Brynde,
Saa blev jeg ved at synde,
Gik altid vidre fort.

✂ 7. Nu har du mig i Skruer
Og Pine-Bænken lagt,
Nu seer jeg hvad jeg duer,
Nu kiender jeg min Magt,
Nu er min Fryd
Omvendt til Helved-Mørke,
Og borte er min Styrke,
For HErrens Trusels lyd.

✂ 8. Hvad Banghed jeg maae lide
For HErrens Vredes Damp,
Hvor Siæl og Krop maae stride
I denne haarde Kamp,
Slet ingen veed
Som ikke selv har prøvet,
At være fast berøvet
Ald Haab til Salighed.

✂ K.

✂ 4. Du Solens Lyys lod hente,
Af mørckheds Dumme Vraae,
Og Himlens Malning Prendte,
Saa deylig Lyys og Blaae,
Men ieg blev Blind,
Af deres glands og heede,
Begyndte at tilbede,
Dem med forhærdet Sind.

✂ 5. Du holder som i Tømme,
det dumme Verdens hav,
Og sencker hendes Strømme,
J afgrunds mørcke Grav,
Men ieg har ey,
Mig vildet lade temme,
før du mig fick i Klemme,
Paa Modgangs trange Vey,

✂ 6. Al verdens Kreds maae bæve,
Naar Gud vil bryde frem
Og Knytter kun sin Næve
Mod et forhærdet Lem;
Men som en Hiort
Den haster i sin Brynde,
Saa blev ieg ved at Synde
Gick altiid vidre fort.

✂ 7. Nu har Hand mig i skruer,
Og Pinebencken lagt,
Nu seer ieg hvad ieg duer,
Nu kiender ieg min Magt,
Nu er min fryd,
Omvendt til Helved Mørcke
Og borte er min styrcke,
for Herrens Trusels Lyyd.

✂ 8. Hvad banghed ieg maae lide,
for Herrens Vredes Damp
Hvor Siæl og Krop maae stride,
J denne Haarde Kamp,
Slet ingen veed,
Som icke selv har prøvet,
At være fast berøvet,
ald haab til Salighed.

413

✂ Trykt tekst, H.

✂ 9. Dog lader du frembyde
Din Naades dyre Pagt,
Naar vi kun ret fortryde
Vor Synd af gandske Magt,
Du vil jo ej
En Syndere forstøde,
Naar hand kun dig vil møde
Paa Poenitentzes Vej.

✂ 10. Vel maa de Fromme kiempe
I deres daglig Bood,
Begræde, døde, dempe
Den beeske Syndsens Rood,
Som i dem boer,
Med sine onde Qviste,
Dog tør de ikke friste
Den Kamp, som er saa stoor.

✂ 11. Men den, som fra din Naade
Er gandske falden hen,
Paa ingen anden Maade
Kand rettes op igien,
End at hans Aand
I Hiertens Vee og Svie
Sig jammerlig skal vrie
For Riset i din Haand.

✂ 12. Men jeg har flere sinde
Foragtet Naadens Stund,
End der er Sand at finde
Paa Havets dybe Grund,
For Skam og Spee
Jeg tør mit syndigt Øje
Ej løfte mod det Høje,
GUds Himles Lyys at see.

✂ 13. Foruden det som krænker
Min synde-bunden Siæl,
Udvortes Baand og Lenker
Vil knuge mig ihiel,
Ja ret med Magt
Mit Hovet ned ad klemmer,
Min Aande i mig stemmer,
Og giør mit Hierte svagt.

✂ 14. Saa maae jeg billig ære
Vor GUds Retfærdighed,
Som kand de Stolte lære
At gaae i Støvet ned,
Dit Septer skal
Dismere vorde priset,
Jeg kysser nu paa Riset
I Ydmyghedens Dal.

✂ K.

✂ 9. Dog lader du frembryde,
Din Naades dyre Pagt,
for dem som ret fortryde,
Sin Synd af gandske Magt,
Du vil jo ey,
En Syndere forstøde,
Naar hand kun dig vil møde,
Paa Ponitenses Vey.

✂ 10. Vel maae de fromme Kiempe,
J deres daglig Bod,
Begræde, døde, Dempe,
den onde Syndens Rod,
Som i dem Boer,
Med sine onde qviste,
Dog tør de icke friste,
den Kamp der er saa stor.

✂ 11. Men den som fra din Naade
Er gandske falden hen,
Paa ingen anden Maade,
Kand rettes op igien,
End at hans Aand,
J Helved vee og Svie,
Sig Jammerlig skal vrie,
for Riset i din Haand,

✂ 12. Men ieg har flere Sinde
Foragtet Naadens-Stund,
End der er Sand at finde,
Paa Havets dybe Grund,
for skam og Spee,
Jeg tør mit syndig Øye,
Ej løfte mod det Høye,
Guds Himmels Lyys at see.

✂ 13. Foruden det som kræncker,
Min synde-bunden Siel,
Udvortes Baand og Lencke
Vil knuge mig ihiel,
Ja ret med magt,
Mit Hovet need ad Klemmer,
Min Aande i mig stemmer,
Og giør mit Hierte svagt.

* 414

✂ Trykt tekst, H.

✂ 15. Da GUd mig lod ophøje,
Da blev jeg stiv som Træ,
Jeg vilde ikke bøje
Min stive Ryg og Knæ,
I ydmyg Bøn,
Saa GUd med Jerne-Sene
Nu bøjer mine Bene
Til min forskyldte Løn.

✂ 16. Nu lærer jeg at bukke,
Og ryste som et Løv,
Nu vilde jeg med Sukke
Mig veldte ned i Støv,
Men ej engang
Jeg ret et Suk kand drage,
For denne krumme Plage
I disse Lænkers Tvang.

✂ 17. Mit Hierte derfor segner
Til Ydmyghedens Grund,
Med Taare-Vand jeg tegner
Hvert Øjeblik og Stund,
Som GUd mig gav,
Og jeg saa plat forsømte,
Om du mig nu fordømte,
Var det min rette Straf.

✂ = nr. 126, 1.

✂ L. 1-6 nr. 126, 5, 1-4.

✂ L. 7-8 nr. 126, 3, 1-4.

✂ nr. 126, 3, 1-4.

✂ K.

✂ 14. Da Gud mig lod ophøye,
da blev ieg stiv som Træ,
Jeg vilde icke bøye,
Min stive Ryg og Knæ,
J ydmyg Bøn,
Saa Gud med Jerne-Seene,
nu bøyer mine Beene,
Til min forskyldte Løn.

✂ 15. Nu Lærer ieg at Bucke,
Og ryste som et Løv,
Nu vilde ieg med Sucke,
Mig velte ned i Støv,
Men ey eengang,
Jeg ret et Suck kand drage,
for denne Kummer Plage,
J disse Lenckers Tvang.

✂ 16. Mit Hierte derfor Segner,
Til ydmyghedens Grund,
Med Taare-Vand ieg tegner,
Hvert Øyeblick og Stund,
Som du mig gaf,
Og ieg saa plat forsømte,
Om du mig nu fordømte,
var det min rette Straf.

✂ 17. Men ach! naar ieg Begynder
at regne lidet op,
af alle mine Synder,
Som ieg med Siel og Krop
Foruden Tal,
J verden har bedrevet,
da har ieg lidt ulevet,
Og snart fortvile skal,

✂ 18. Ald ondskab at Bedrive,
det var min Leeg og Lyst,
Jeg lod min Søn aflive,
Paa Molochs varme Bryst
Hans Graad og Blod,
Mig ey bevæge kunde,
Jeg myrdte dem som Hunde,
Der sagde mig imod.

✂ 19. Naar Guds Prophete-Skare,
fra Herrens egen Mund,
forkyndte mig den fare,
Og Jammerlige Stund,
Som forestood,
Og ieg nu faar at føle,
da lod ieg dennem søle
J deres eget Blod.

415

✂ Trykt tekst, H

✂ nr. 126, 5.

✂ Jfr. nr. 126, 4.

✂ 18. Tak for den tunge Lænke
I steden for mit Guld,
Den lærer mig betænke,
At jeg er Støv og Muld,
De Bolt og Baand,
Det Jerne-Aag jeg drager,
Langt mere mig behager
End Gylden-Spiir i Haand.

✂ K.

✂ 20. O maatte ieg nu tale,
En trofast Herrens Mand,
Der kunde mig Husvale,
J dette fengsels Land,
Hvor sød og Kiær,
Hans Ord mig skulde være
dog ieg er saadan ære,
Nu icke meere værd.

✂ 21. Endnu er ingen bleven,
Saa haard paa denne Jord,
Saa vit der end er skreven,
Om Hexerie og Mord;
Men et ieg veed,
O lad det ogsaa kiende
at der er ingen Ende
Paa Herrens Miskundhed.

✂ 22. Har David lært dem Sange
Paa Zions Konge-Slot,
da giorte ieg dem bange,
Som drev paa noget got,
Til Herrens Priis,
Jeg lærte dem at Trolde,
Og Kirckegang at holde
Paa slemmest Hedensk viis.

✂ 23. Min fader lod mig lære,
ved flittig Skole-gang,
Den fromme Gud At ære,
Med daglig Bøn og Sang,
Men ieg mig lod,
Til Sathan overgive
Ham gandske at forskrive
Mit arme Liv og Blod.

✂ 24. Saa lader Gud mig finde,
En anden Skole-Tugt,
Hvor øynene maae rinde,
Til Ponitenses frugt,
Hvor hastig kand,
Manasses færdig Lære,
Den store Gud at ære
Udi et Hedensk Land.

✂ 25. Tack for den tunge Lencke,
J steden for mit Guld,
den lærer mig betencke,
at ieg er Støv og Muld;
De Bolt og Baand,
det Jerne Aag ieg drager,
Langt meere ieg behager,
End Gylden Spiir i haand.

416

✂ Trykt tekst, H.

✂ 19. Jeg tabte Demant-Krone,
Jeg tabte Herre-Stand,
Jeg tabte Konge-Throne,
Jeg tabte Folk og Land,
Dog fant jeg her
End bedre Residentze,
Hvor jeg ved Poenitentze
Kand komme Himlen nær.

✂ 20. Thi vil jeg ej begiere,
Mit Slot igien at faae,
Forlanger intet meere
End denne mørke Vraae,
Naar du kun vil
Mig unde Naadens Rige,
Men derom vil jeg skrige,
Saa længe jeg er til.

✂ 21. Den grumme Syndsens Galde
Har sat sig for mit Bryst,
Ach! lad en Draabe falde
Min arme Siæl til Trøst,
Thi ellers maae
Jeg drukne i min Vaade,
Lad Naade, Naade, Naade
Dog her for Retten gaae.

✂ 22. Ach! lad dig dog formilde,
Og giv mig Hierte-Mood,
For ald din Godheds-Kilde,
Min Frelsers Saar og Blod,
Saa skal mand faae
Din Naades Magt at kiende,
Og indtil Verdens Ende
Forundre sig derpaa.

✂ K.

✂ 26. Jeg tabte Demant Krone,
Jeg tabte Herre-Stand,
Jeg tabte Konge Throne,
Jeg tabte Folck og Land,
da fant ieg her,
En bedre Residentze,
Hvor ieg ved Ponitentze
Kand komme Himlen nær.

✂ 27. Thi vil ieg ey begiere,
Mit Slot igien at faae,
Jeg ønsker intet meere,
End denne Mørcke Vraae,
Naar du kun vil,
Mig unde Naadens Rige,
Om Naade vil ieg skrige,
Saalenge ieg er til.

✂ 28. Den grumme Syndsens Galde,
Har sat sig for mit Brøst,
Ach lad en draabe falde,
Min arme Siel til trøst,
Thi ellers maae,
jeg druckne i min Vaade
Lad Naade, Naade, Naade,
Dog her for Retten gaae.

✂ 29. Ach lad dig dog formilde
Og gif mit Hierte Mood,
for ald din Godheds-Kilde,
min Frelsers Saar og Blod,
Saa skal mand faae
din Naades Magt at kiende,
Og indtil Verdens Ende,
forundre sig derpaa.

✂ Nr. 117. O hvad er min syndig glæde. K, s. 3. Overskrift: Den bodferdige Synderindes Taarer Luc: 7-, 1, 4: et] en. 3, 2: samlet] samled. 4, 6: skrekke] skrecker = H. 9, 6: alt] ald. V. 12-13 mgl.

✂ Nr. 118. Nu vel an mit bange hierte. K, s. 4. V. 1 mgl.: v. 2 og flg. står som fortsættelse af den foregående salme. 2, 2: drive] driver = H. 2, 6: drevet] dreven == H. 4, 7: lykkeligt] lykelig == HJ1. 6, 2: skidne skiød] Skidne-Skiød. 6, 7: livets] lifsens = H. 7, 2: syndens] Syndsens = H. 8, 6: brede spor] brede-Spor. 10, 3: syndens] Syndsens = H. 11, 6: JEsu søde skiød] Søde Jesu Skiød. 13, 8: sorg] Sag. 15, 4: verdens sind] Verdens-Sind = H. 15, 6: hvo] hvem = H. 15, 7: I vinduer og dørre] i vindver og i dørre = H.

✂ Nr. 144. O siel! hvor blev de gode ord. K, s. 19. Overskrift: Prøve hvordan mand har holden det sidste Løfte i Skrifte-Stolen. 1, 1: o siel] Min Siel. 2, 2: hiertens grund] Hiertens-Grund. V. 3 mgl. 4, 4: naades dør] Naades-Døør. 5, 6: haardt] hart = J2-3. 7, 4: fordervet] forderved. 8, 2: skiemte] skiempte. 8, 5: stevner al] stefner alt. 10, 1: randsag dit hierte ret for Gud] randsag dig Trofast for din Gud. 12, 1: blodig sveed] blodig-Sveed. 12, 6: smukt] smuck = J1-2.

✂ Nr. 145. I morgen skal mit bryllup staae. K, s. 31. Overskrift: Aften Psalme, naar mand har været til Skrifte. 2, 3: med dug, som] den dug langt.

* 417

✂ 2, 4: den skal jeg faae] som ieg skal faa. 3, 1: kom morgen dog] kom Morgen dag = J3. 5, 4: ord] Suck. 7, 2: rette] retter. 7, 4: for dig] færdig. 8, 4: mit hiertes gandske deel] mit gandske hiertes deel.

✂ Nr. 146. Aldrig kand jeg sige. K, s. 30. S. Overskrift i S: Efter alterens Sacramente. 2, 9: finder] feiler K. 3, 6: lyst] trøst S. 4, 9: JEsu] Jesum KS = J1-3. 5, 4: synge] Siunge KS = J1-3. 5, 6: beske vand] bekke Vand KS = J3. 6, 4: din] min KS.

✂ Nr. 147. Vil du til HErrens alter gaae. K, s. 8. 2, 3: den] som. 3, 5: ham] dem. 3, 7: hand skal ey dertil svare] de tør ey der til svare. 5, 1: skyld] Synd. 5, 4: Choræ] Chorah. 6, 2: syndens maade] Syndsens-Maade. 7, 1: saa see, o sikre siel! hvordan] saa see nu til min Siel hvordan. 10, 5: pinen] Synden. 10, 7: din klagen er for silde] din bod er da forsilde.

✂ Nr. 150. O siel, som daglig glad og sund. K, s. 26. Overskrift: Forarbeider eders egen Saliggiørelse med frygt og Bevelse - Phil: 3. 1, 3: liden stund] liden-stund. 2, 3: men] mens = F. 2, 7: men siden heder det: fordømt] som derfor ogsaa gaar fordømt. 3, 5: betalning] betaling = FJ1-2. 4, 6: et] en. 5, 7: maa] kand. 6, 7: salig giør] Salig-giør. 7, 4: da al din fliid at bruge] forsigtighed at bruge. 8, 5: her] har. 8, 6: har] her. 9, 6: veemodelig] Væmodelig = FJ1-3. 10, 7: tien] elsk. 11, 3: ønske] ønsker. 11, 7-8: at Gud af naade... vel belønne] At Gud din Trofasthed og fliid Af Naade vil belønne.

✂ Nr. 156. Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer. T2a, s. 38; T3, s. 51. 1, 5: helved-brand] Helved-Baand T3; i T2a muligvis: Helved-Band. 2, 3: om] og T2a. 3. == F. 3, 4: hand] den T2a. 3. 3, 6: min] Vor T2a. 3. 4, 4: i] mod T2a. 3. 4, 6: gaaer] er T2a. 3. (i T2a. rettet fra gaaer til er). 5, 3: med] i T2a. 3. (i T2a rettet fra med til i). 5, 4: og] Hand T2a. 3. 5, 5: sin] sit T2a. 3. = FJ1.

✂ Nr. 162. Bort verden af mit sind og øye. K, s. 28; T2a, s. 9; T3, s. 54. Mel.: Wer nur den lieben etc. K; Vaag op og Slaa paa dine strenge T2a. 3. Overskrift i T2a: Een Boed Psalme. 2, 1: hand] hvad T2a. 3. 4, 3: liv] Lyys K; dødens] dødsens KT2a. 3 == F. 6, 3: fiende] fiender K; bide] bidde T2a. 3. 7, 4: og hvad hand har] men dette alt K. - T2a og T3 har følgende efterskrift: O Gud udaf Din Naade Led mig paa Rette Wey Ophold mig i al Vaade At Jeg Vildfarer ey Lad ingen ting afvende Fra mig Din miskundhed Giv mig en Salig Ende Og Ævig Roe og Fred!

✂ Nr. 164. Hvo vil med til himmerige. T2a, s. 17; T3, s. 69. Overskrift i T2a. 3: Om Christi Efterfølgelse, og Verdens fornægtelse. 1, 4: hierte] hiertet T2a. 1, 6: tiden] thi den T2a. 2, 6: bedrings graad] bedring graad T2a. 3, 5; gribes] grives T2a. 5, 1: maa] maat T3 = FJ1. 5, 3: syndens] Syndsens T3 = F. 5, 6: kun] kuns T2a. 5, 8: til] med T2a. 6, 7: ham mere lyde] da meer adlyde T2a. 6, 8: maatte det en steen fortryde] maatte de Resten fortryde T2a. 7, 8: staae] staar T2a = F; fordoms] til Doms T2a. 9, 7: giorde] giorte T2a = F. 10, 7: svige] sviiger T2a.

✂ Nr. 165. Den onde leve-maade. S. Overskrift: Dieses hat Hr. P. Brodersen selbst gemacht. Om Christi efterfølgelse. Mel. fra Gud vil ieg ey. 1, 2: Mødets] Kiødsens = F. 2, 2: vant] Vent. 2, 7-8: om end... dog ney] Om end undskyldig giøres Saa gielder det dog ey (rettet fra Ney = F) = J1. 5, 1: vil] vilt = F. 6, 8: skal] skalt = F. 7, 8: oprigtig] ret trofast. 8, 2: med] mod. 8, 3: vil] vilt = F. 9, 6: som verden lystig render] som hele Verden render. 10, 6: lystes] lyster. 11, 3: selskabs glæde] Selskabs-Glæde.

✂ Nr. 168: Eet er nødigt, dette ene. S. Overskrift: Eins ist noth, ach Herr. 1, 8: for alting] i alting. 2, 1: vil du] viltu. 2, 7: det ene nødvendige] det ene nødvendigste. 3, 1: Mariæ] Maria.

* * * 418

✂ 5,11: o] du. 6, 5: os] mig. 6, 7: smykke] smyker. 7, 4: store] stærke. 7, 7: riv mig fra] rif fra mig = FJ1-3. 8, 5: derved] der ved. 8, 6: hiulpet] hiulpen = FJ1-2. 8, 8: thi] nu; synger] siunger = F. 9, 4: livets] lifsens = F. 10, 4: eller er blant] om ieg er blant. 10, 6: livets] lifsens = F. 10, 7: vellystens] Vellystes.

✂ Nr. 173. Taalmodighed behøves. T3. s. 63. 1, 5: flok] folck. 2, 2: kiødet] Kiøddet = F. 4, 7: kiødets] Kiøddets. 8, 4: spadsere-gang] Spatzere Gang = F. 11, 5: kaabberskiold] Kobber-skiold = J1-3. 11, 7: smerter] Smerte. 14, 4: hovedsum] Hovet Sum. 14, 7: en taalig ende] et taalligt Ende = F.

✂ Nr. 197. Den vey gaaer vist til himmerige. S. Overskrift: Om Korsets Hemmelighed. See i Psalmebogen Pag. 76. 1, 3: hans] sit. 1, 4: er] var. 2, 7: derimod] der imod. 4, 2: sunket] siunket = IJ1-3. 5, 1: høye] store. 5, 6: korsets] Kaarsens. 9, 1: vore] vor, fejlskrift. 9, 2: verdens tanker] Verdens-Tanker. 9, 6: taalig] taallig = I; korses gang] Korses-Gang. 9, 7: ønske] ønsker = I. 14, 7: dermed] derved. 16, 2: hob] haab = IJ1-3. 18, 7: man] de.

✂ Nr. 203. Nærmer kun eder, spot, jammer og nød. S. Overskrift: Nähert euch immer creutz Jammer und Schmertz. 2, 3: hedeste] heftigste. 2, 5: bære] bærer. 3, 5: da] saa. 5, 2: skal] skalt = I. 6, 1: JEsum] Jesus. 6, 6: JEsum] Jesus. 7, 6: til last] en last.

✂ Nr. 207. Far dog fort! far dog fort. T2a, s. 24. 1, 2: livets] livsens = I. 1, 3: slykkes] sluches. 1, 6: livets] livsens = I. 2, 5: livets] livsens = I. 2, 6: fiendens] fiendernes. 3, 3: stoer] staaer. 4, 3: forslag] forslav. 5, 5: vinde] finde, skrivefejl. 6, 5: saa lad det kiende] saa det kiende, glemt ord. 7, 6: kun] kuns.

✂ Nr. 208. Her løber jeg i blinde. K, s. 20. Se også s. 422. Overskrift: Den anfegtede Siels Klage. 2, 7: fandt] fick. 3, 3: brude-baand] Brude-benck. 5, 2: haardt] hart = IJ2-3. 5, 3: søde kilde] søde-Kilde. Jesus] Jesu Svar. 6, 6: hvem bilder dig dog ind] hvad bilder du dig ind? 7, 2: sad] stod. 7, 3: nød] kors. 7, 4: i] ved. 7, 7: dødens] dødsens = I. 8, 8: dødens] dødsens = I. 9, 8: sin] min. 10, 8: umueligt] umuelig = I. 11, 4: ney, kommer kors og trang] ney Kumer, Kors, og Trang = IJ1-3. 11, 5: saa er det du maa lide] saa er jo det du lider. 12, 1: din] dend. 12, 6: engle-liig] Engle liig.

✂ Nr. 210. Jammer har mig plat omgivet. K, s. 24. Overskrift: Oversat af Tydschen. Jammer hat mich gantz umgeben. Sielen] Sielens Klage. 2, 6: ikke lod mig] lod mig ikke. 2, 7: følge] holde. 3, 7: snart fortvilet] fast fortvilte. 5, 6: mig] dig. 5, 7: fra at finde trøst i nød] fra at trøste mig i nød. 7, 1: jeg] mand, 7, 6: synes] Siunes = IJ1-3. 8, 7: helved-slagtet fæ] Helved-Slagte-fæ. JEsus] Jesu Svar. 10, 1: hold] holt = I. 10, 5: smukt] smuck = IJ1-3. 11, 2: vist] snart. 11, 4: lifligt] liflig = I. 12, 1: din] den = J7. 13, 7: taalig] taallig = I. 15, 2: livets] Lifsens = I; haardt] hart = IJ1-3. 15, 3: vente] Venter. 16, 5: vee] væ. 17, 6: vil] skal; frelser] Jesus. Sielen] mgl. 18, 1: da] dog.

✂ Nr. 214: Hvad fattes mig? hvi er jeg dog. K, s. 6; T2a, s. 12. Overskrift i T2a: Een Smuck Psalme om at søge dend Guds Naade igien som er forlaaret 1, 4: sunken] siuncken KT2a = IJ1-3. 2, 6: hvert] hver T2a; daarligt] daarlig K = I; hørde] hørte KT2a = I. 2, 8: rørde] rørte KT2a = I. 4, 1: est du] estu K. 4, 6: for mig saa fremmed bleven] saa fremmet for mig bleven K. 4, 8: livets] lifsens K, livsens T2a == I. 6, 1: du mit forvendte hierte! kom ]imidlertiid mit Hierte kom K. 6. 4: jo] ja T2a = IJ1. 6, 7: dit] det T2a. 9, 1: JEsu] Jesus T2a. 9, 4: rinde]

* * * 419

✂ iflg. Otzen: tinde T2a; der står dog måske: Rinde. 10, 3: vilde JEsus mig dog ind] vilde mig dog Jesus ind K. 10, 8: troes] troens T2a = J6-7. 11, 1: nu] o K. 11, 2: alt] nu K. 11, 3: at] da K. 11, 5: da] ret K. Mellem vers 5 og 6 har K følgende vers: Jeg vil til Jesu Alter gaae, Hans Kiød og Blod annamme, At ieg min arme Siel kand faae I Andagts fyyr og flamme Den Paradises søde Frugt Og Lifsens Himmel-Kilde, Skal drive Sickerhed paa flugt Og Sathans glæde spilde.

✂ Nr. 215. O vaager op af verdens drømme. T2a, s. 21. Overskrift: Een Anden (Den foregående salme: »Hvo vil med til Himmerige« har overskriften: Om Christi Efterfølgelse, og Verdens fornægtelse), 1, 5: syndens] Syndsens = I. 1, 6: der] Her. 2, 1: syndens] Syndsens = I. 2, 2: vige] Viiger. 3, 4: desto meer] Disto beder. 3, 5: o] og. 5, 2: u-beleylig] u-behaglig. 5, 4: en deylig, riig og sund] en Deylig ung og sund. 7, 4: for silde] forsildig = IJ1-3.

✂ Nr. 230. O søde naade-stand. T3, s. 73. Overskrift: Om Troens Herlighed. 4, 7: himlens naades] Himlens Naadens. 5, 8: syndens] Syndsens. 6, 7: dødens] Dødsens. 7, 3: dødens] dødsens. 8, 2: livets] livsens. 8, 2. 4: rinde; finde] rinder; finder. 8, 6: intet slaverie] ingen Sclaverie = J1. 10, 2: syndens] Syndsens. 11, 2. 4: vundet; fundet] vunden; funden. 12, 1: søger] søde; naadens stand] Naade-Stand. 14, 3: lifligt] livligt = J1. 14, 5: erindre] erindrer.

✂ Nr. 245. Hvad ere de christne dog glimrende smukke. K, s. 41.

✂ Håndskriftets afvigelser fra den trykte tekst er angivet ved kursiv.

✂ Trykt tekst, J1.

✂ 1. Hvad ere de christne dog glimrende smukke
Indvortes, udvortes har solen dem brendt,
De frugter, som JEsus dem giver at plukke,
Er dennem allene, ey andre bekiendt,
Hvad ingen kand fatte,
Hvad ingen kand skatte,
Har disse livagtig i siælen befunden
At være som lyset i mørke oprunden.

✂ 2. Udvortes de synes som palter og klude,
Vidunder for verden, og englernes spee,
Men inden til ere de deylige brude
Med JEsu i armene livlig at see,
Ja tidernes under,
Som dagligen stunder
Og stræbe kun efter, [h] vor tidden sig ender
At kysse vor JEsum med palmer i hænder.

✂ 3. De ere vel ellers af Adam som andre,
Og bære den jordiskes billede med,

✂ K.

✂ 1. Som liliens hierte kand holdes i Grøde,
Skiønt Soolen de yderste Blade har brent,
Saa ere de Christne ey indentil døde,
Skiønt Livet for Verden er icke bekient,
Hvad ingen besinder
Langt mindre befinder
Har de saa livagtig indvortes befunden
At være som lyset i Mørcket oprunden.

✂ 2. Som skidne udfejede Palte og Klude
Saa ere de Verdens Vidunder og Spee
Men inden til ere de deilige brude
Med Jesu i armene liflig at see,
Ja tidernes under,
Som dagligen stunder
Og stræber kun efter naar Verden har Ende,
At kysse vor Jesum med Palmer i hænde.

✂ 3. De ere vel ellers af Adam som andre,
Og bære det Jordiske billede med;

* 420

✂ Trykt tekst, J1.

✂ De vaage og sove, arbeyde og vandre,
Og lide saa vel som de andre fortræd,
I jordiske skikke
I mad og i drikke
Man seer dem ey noget særdeles at giøre,
Kun at de af verdens lyst intet vil høre.

✂ 4. Dog er de af himmelske herkomst og stamme,
Som Herren ved ordet indvortes har fød,
Saa yndig en lue af himmelske flamme,
Opammet i over-Jerusalems skiød,
Guds Engle sig glæde
Blant dennem at træde,
I samqvem at siunge: hallelujah! amen.
Hvor deylig maae dette dog klinge tilsammen.

✂ 5. De ere vel svage, dog verden forsvare,
I himlen de leve, paa jorden de gaaer,
De nyde Guds fred i den yderste fare,
De fattes, og alting dog har og formaaer,
De kommer i skade
Og bliver dog glade,
Udvortes de synes som visne og døde,
Og staaer dog indvortes i deyligste grøde.

✂ 6. Naar engle-basunen hans komme bebuder,
Som er dem og giver dem livet og nok,
Da skal de som jordens høyprægtige guder
Til verdens forundring i offentlig flok
Ret synlig regiere,
Og evig florere,
I aller livsaligste herlighed blinke,
Naar, verden, din glæde, som aadsel vil stinke.

✂ 7. O! springer i dale og bierge tillige,
Mod solen, af himlen velsignede jord,

✂ K.

✂ De vaage og sove arbeide og vandre,
Og lide saa vel som de onde fortræd,
J Jordiske Skicke,
J Mad og i dricke,
Mand seer dem ey noget serdeeles at giøre
Kun at de af Verdens Lyst intet vil høre.

✂ 4. Dog indentil ere de himmelske Poder,
Som Gud aldsom mægtigste selver har fød,
De Kalde Jerusalem oven til Moder,
Opammes i hendes livsalige Skiød,
Guds Engle sig glæde
Bland dennem at træde
Som Sødskende flockes med mengede Toner
At priise de Trende Guddommens Personer.

✂ 5. De ere vel svage dog verden forsvarer
J himlen de leve paa Jorden dog gaae
De nyde Guds fred i de farer
Dem fattes, dog ald ting de har og formaae,
J Skiendsel og Skade
De blive dog Glade,
De synes som døde og eje dog Livet,
Som dennem ved Troen til Jesum er givet.

✂ 6. Naar Engle Basunen hans Komme bebuder
Som er dem og giver dem Livet og nock.
Da skal de som Jordens højprægtige Guder
Til Verdens forundring i offentlig flock
Ret synlig regiere
Og ævig florere
Guds himle som funcklende Stierner bepryde,
Det alle skal see og saa mange fortryde.

✂ 7. O! springer i Dale og Klipper tillige,
vær lystig vor Moder du sorteste Jord

✂ - - -

* 421

✂ Trykt tekst, J1.

✂ Du bærer Guds naades det deylige rige,
Hvor himlenes roser saa hemmelig groer,
Naar dommedag kommer,
Begynder din sommer,
Naar deres forborgene levnet fremstiger,
Hvor efter med dennem du sukker og figer.

✂ 8. O JEsu! vort lives livsaligste eje,
Den inderste verdens forborgene flor,
Hielp, at vi udvælge de skiulteste veye,
(Skiønt korset os svier saa sorte som jord,)
Her ikke bekiendte,
For verden forvendte,
Her skiulte med Christo i Faderen leve,
Der offentlig med ham i himlene sveve.

✂ K.

✂ Du bærer Guds Naades det deilige Rige
hvor himlenes Roser saa hemmelig gror
Din Sommer skal kiendes,
Naar Vinteren Endes
Saa mange Guds helgenes skiulteste Graver
Saa mange skal findes Guds blomstrende haver.

✂ 8. O! Jesu vor Glæde Vor Arv og Vor Eje
Den inderste Verdens forborgene Ziir.
Lad os ej forlade de lønlige veje
Om Korset end brender os sort som Papir
Her spottelig skiendte
Og lidet bekiendte
her lønlig med Christo i faderen levet
hist offentlig med ham i himlene svevet.

✂ Nr. 256. See dagen bryder frem med magt. K., s. 42. Se også s. 422. Overskrift: En Morgen Psalme. Mel.: Chrysillis du mit Verdens Guld. 2, 9: giør mig sielen] giør mit Hierte = J1-2. 2, 13: over alt] overalt. 3, 1: ach det forfrisker] ah! det forsuckrer. 3, 5: glæder] glæde = J1-2.6-7. 3, 10-11: paa JEsum] paa Jesu. 3, 18: vogned] vognet. 3, 20: før] da. 4, 13: ach] ah. 4, 15: verdens lyst] verden lyst. 5, 4: min JEsus føer mig] Min Jesus før' mig. 5, 12: synge] siunge == J1-3.

✂ Nr. 257. Syng hierte! syng en aftensang. K, s. 44. Se også s. 422. Overskrift: Aften Sang af samme Melodie. 1, 1: syng... syng] siung... siung = J1-3. 1, 10: fryder] fryde. 1, 19: dog] og. 2, 13. 17: ey, at] ej at. 2, 15: honningsød] hunning sød. 3, 13: jeg] dog == J1. 4, 14: skalt] skal = J6-7.

✂ Læsemåder fra tyske originaler er tilføjet i fodnoten, når de står den ene variant nærmere end den anden. Ved Brorsons oversættelser ligger så godt som altid Schraders Tøndersalmebog (Schr.) til grund; men i enkelte tilfælde - og netop i visse af de salmer, vi her har med at gøre - ses han at have fulgt Freylinghausens Geistreiches Gesangbuch. Dette er angivet ved Freyl.

✂ Af de 4 oversatte salmer i K findes nr. 210 hverken hos Freylinghausen eller Schrader, hvorimod nr. 115, 162 og 245 findes hos begge, men sådan, at Schrader ved tilføjelse eller på anden måde har foretaget ændringer (se kommentaren til salmerne). Man har undret sig over, at disse ændringer ikke genfindes hos Brorson; men det forstås let, når man husker på den tidlige tilblivelsestid for K og endnu mere for de i K optagne Brorsonsamlinger. Dengang de blev til, har Schraders salmebog sikkert ikke været udgivet, og senere, da Brorson lod salmerne trykke, har han ikke ønsket - eller ikke tænkt på - at fravige den form,

* * 422

✂ de een gang havde fået*). Ved dem er altså Freylinghausen simpelt hen grundlaget. Se Otzen, anf. skr., s. 4; Fr. Orluf, anf. skr., s. 85 flg.

✂ Noget anderledes ligger det med nr. 53, som vi har i T1. Her har Schrader også ændret formen hos Freylinghausen, medens Brorson følger denne. Men i dette tilfælde, hvor salmen findes i Nogle Jule-Psalmer fra 1732, kan der ikke være tale om, at Brorson ikke skulle have kendt Schraders form. Nej, hvad man må lægge mærke til, er, at Schraders ændring blot bestod i, at han fjernede et omkvæd på 2 slutningslinier og erstattede det med et halleluja. Grunden hertil var åbenbart, at han ønskede at få salmen tilpasset til en anden melodi (Erschienen ist der herrlich' tag); og at den musikalske Brorson ikke har villet af med den oprindelige melodi (Triumph, triumph! es kömmt mit pracht), er jo kun, hvad man kunne vente. Noget lignende møder vi ved nr. 216, som ikke findes i de håndskrevne samlinger.

✂ - - -

✂ Johanna Christina Rieses bog (Univbibl., se L. J. Koch, Brorson-Studier, 1936, s. 61-70), som først indeholder Nogle Jule-Psalmer, 1732, og Nic. Brorsons Sidste Afskeed, 1727, har derefter hvide blade og på en del af dem med ejerindens håndskrift flere salmer og en bøn. Af H. A. Brorson er her nr. 256, 257, 208 foruden til sidst med en anden hånd nr. 131, 1-3. På forsatsbladet har ejerinden skrevet nr. 6, 7 som allerede gengivet I, s. 31. Varianterne i dette vers og læsemåden Humlebo i nr. 257, 2, 5 (modsat i J1:huuleboe) viser, at afskrifterne går tilbage til tiden før J1. Varianterne i de 3 ovennævnte salmer, hvoraf flere falder sammen med K, er følgende:

✂ Nr. 208. Her løber jeg i blinde. 1, 7: hiertets baand] hiertet snart. 3, 1: hvi] thi; saa] ieg. 3, 3: en] og. 4, 3: at] saa; plat] slet. 5, 2: haardt] hart = IJ2-3 K. Jesus] Jesu Svar = K. 6, 6: hvem bilder dig dog ind] hvad bilder du dig ind = K. 7, 4: i sielens stille roe] ved Himlensz søde Roe. 7, 7: dødens] dø[d]sens = IK. 8, 8: dødens] Dødsens = IK. 11, 4: kommer] Kummer = IJ1-3 K. 12, 6: engle-liig] Engle liig = K.

✂ Nr. 256. See dagen bryder frem med magt. 2, 9: giør mig sielen] giør mit Hierte = J1-2 K. 5, 5: sin] din. 5, 12: synge] siunge = J1-3 K.

✂ Nr. 257. Syng, hierte! syng en aftensang. 1, 1: syng... syng] siung... siung = J1-3 K. 2, 13. 17: ey, at] ey at = K. 3, 1: hiem] hen. 3, 13: jeg] dog = J1 K.

* 423

✂

FILOLOGISK REDEGØRELSE

✂ FOR DE VIGTIGSTE TRYK OG HÅNDSKRIFTER

✂ AF

✂ PAUL DIDERICHSEN

424
425

✂ Som allerede påpeget i anmærkningerne til L. R. Tuxens og P. A. Arlauds udgaver (1865 og 1867), er der i de forskellige tryk af Troens rare Klenodie foretaget en række ikke uvæsentlige sproglige ændringer. Nærværende udgave gengiver - ligesom Arlauds - fjerde oplag af Klenodiet (J4), hvori der er foretaget en gennemgribende normalisering af ortografien. Der melder sig følgelig det spørgsmål, hvilke træk i udgavens sprogform der hidrører fra sætterne og således giver et falsk billede af Brorsons sprog.1) For at besvare dette spørgsmål må man dels undersøge, om Tønderhefterne kan antages at følge digterens manuskript med nogenlunde troskab (bortset naturligvis fra de mange trykfejl), dels opgøre forandringerne i hver udgave for sig og konstatere, om tilsvarende justeringer har fundet sted i digterens privatortografi. En sådan undersøgelse vil først og fremmest vise den filologiske benytter, på hvilke punkter han ikke kan slutte fra udgaven til Brorsons eget sprog. Men den vil tillige kaste lys over det danske skriftsprogs variationer og tendenser i et vigtigt afsnit af dets historie.

✂ En fuldstændig registrering af materialet fra alle udgaver ville kræve et arbejde, der stod i et urimeligt misforhold til de resultater, man kunne vente. Man har derfor indskrænket sig til en gennemgang af det fuldstændige kollationeringsmateriale (der kun i udvalg er optaget i apparatet) og til stikprøver af de forskellige tryks ortografi. Af Brorsonmanuskripter er gennemgået

* 426

✂ det store egenhændige prædikenmanuskript fra digterens sidste år (trykt i nærværende udgave III 132 ff., nedenfor anført under signaturen P) samt de i Rigsarkivet opbevarede egenhændige breve fra Brorson til grevinde Schack (fra 1758 og 1760). Dertil nogle vers i en almanak fra 1760 (nærværende udgave III 229 ff.) og den korte egenhændige visitatsberetning af 2. jan. 1747 i General-Kirke-Inspektions-Kollegiets Papirer, pakke 11 b (Rigsarkivet) (sign. V). De øvrige embedsskrivelser fra Brorson, som jeg har kunnet finde på Rigsarkivet, er alle skrevet af skrivere, og jeg har ikke kunnet opdrive egenhændige skriftstykker, der er samtidige med Tønder-hefterne eller den første samlede udgave af klenodiet. Da der således kun er taget hensyn til de træk i Brorsons sprog, som varierer i kilderne, kan den følgende undersøgelse ikke gøre det ud for en beskrivelse af Brorsons sprog1). Men grundlaget for en sådan foreligger nu, idet Det danske Sprog- og Litteraturselskab har ladet fremstille og alfabetisere et meget fyldigt materiale af citatsedler fra hele udgaven; det vil blive gjort offentligt tilgængeligt ligesom selskabets tilsvarende samlinger til en Kingo-ordbog.

✂

I. Tøndertryk, originalmanuskripter og afskrifter

✂

1. Tøndertrykkene2).

✂ Af de 12 større og mindre salmehefter fra Tønder, som er bevaret, er de 5 (B, C, D, Eb, F) unica; og disse findes alle i den eneste komplette samling af alle kendte hefter, indbundet i et samtidigt bind og skænket (af pastor L. C. Hagen) til universitetsbiblioteket i København 1848 (se herom ndf. s. 432). Af de øvrige kendes gennemgående kun eet eksemplar ud over eksemplaret i samlingsbindet, af G dog 2, af H 3. Det er derfor muligt, at der kan have eksisteret Tøndertryk, som nu er helt forsvundet.

✂ Rækkefølgen og indholdet af Tøndertrykkene er af væsentlig betydning for at forstå, hvornår og hvordan Brorson har opbygget det system, vi finder fuldt udviklet i Troens rare

* * 427

✂ Klenodie. Da dette spørgsmål har givet anledning til stærkt divergerende opfattelser1), skal de bibliografiske data her underkastes en nøjere prøvelse. Forholdet mellem hefterne og klenodiet vil fremgå af følgende oversigt. Man bemærker, at Brorson i de enkelte afsnit normalt sætter de originale salmer foran oversættelserne (kun i H står de som regel på senere plads), og at der som regel er flest originaler i de første afsnit i hver af de 7 dele, færrest i de sidste. Hvert salmehefte (undtagen H) begynder med een eller flere originaler (således også III. Deel i J1 ); D indeholder dog - som angivet på titelbladet - kun oversættelser; det samme gælder VII. Deel i J1 . Tillæggene i J2 > og J3 > består næsten udelukkende af originaler, formentlig digtet efter 1739.

✂

Trykkeri	Årstal	Sign.	Del (med romertal) og (med halvfedt) i T. r. K. (numrene på originale salmer med kursiv)
Kieszbuy	1732	A	I: 2 (nr. 5-11); 3 (18-19); 8 (53).
-	1733	B	I: 1 (1, 2-4); 2 (12-13); 3 (14-16); 4 (20-21); 5(22); 7(42).
-	1734	C	I: 8 (45-47, 48-52).
-	-	D	I: 9 (54-57); 10 (58-65).
-	-	E	II a: 1 (71, 72-74); 2 (75-76).
-	-	F	IV: 1-14 (150-191); kun 150, 164 f., 185-187, 189 orig.)
Rotmer	1735	G2	I: 6 (27-41; kun 27, 29, 33, 40, 41 orig.).
-	-	H	II b: 2-5 (105-128; heraf orig.: 107, 112, 114, 116-118, 126-128).
-	-	I	V: 1-5 (192-223; heraf orig.: 192-94, 208, 213-214, 218-220).



	II b: 1 (104).
?	?	Ea	II a: 3 (77-79); 4 (80-81; 82-84).


	Eb	II a: 5 (85, 86-88, 89, 90); 6 (91).


	Ec	II a: 7 (92-98); 8 (99, 100, 101); 9 (102-103).
Mumme	1739	J1	I: 3 (17); 5 (23-25, 26); 7 (43-44); 11 (66); 12 (67); 13 (68-69); 14(70); III: 1-4 (129-149; originalerne findes i 1 (129-32) og 4 (144-47, 149); VI: 1-3 (224-245; heraf orig.: 229-230, 240); VII: 1-5 (246-55, Tillæg (Morgen og Aftensalme: 256-57).
-	1742	J2	I: 1 (258-260); 3 (261); 6 (262); 8 (263); II: 6 (264); IV: 11 (265); GUds Lof og Priis (266, 267-269), Døden (272-273, 274).
Mumme	[1747]	J3	Guds Lof og Priis (270), Landeplage 1745 (271).

* 428

✂ Da vi ikke kan vide, i hvilken rækkefølge hefterne er udkommet inden for samme år, er det eneste, som står fast, at de hefter, der indeholder I: 1-5, for størstedelens vedkommende er trykt før dem, der indeholder IIa-b, og at IIa og IV er trykt før V. Da således disse hoveddele er fremkommet i samme orden, hvori de står i T. r. K., tør man formode, at I: 6, der nu kun findes i »Andet Oplag« (G2 ), oprindelig er udkommet mellem B og C (denne plads har G2 i Hagens eksemplar). I så fald bliver det eneste klare brud på delenes rækkefølge fremkomsten af IV (F) året før IIb (H). Dette kan tolkes på to måder: enten har Brorson oprindelig villet stille »Troens Frugt« før »Troens Grund«, hvilket både strider mod rækkefølgen hos Schrader1) og mod hele opbygningen i Klenodiet; eller også er H optryk af et nu tabt hefte, der er udkommet mellem E og F. Denne opfattelse støttes af den iagttagelse, at G2 og H begge er trykt med samme sats, der afviger fra samtlige andre hefter, og at de i to af de bevarede eksemplarer er heftet sammen, skønt de ikke efter systemet i T. r. K. hører sammen. Angivelsen »Andet Oplag« på titelbladet af G2 kan da tillige gælde H, hvor den tilsvarende plads på titelbladet optages af ordene (Den anden Deel), dvs. af »Troens Grund «2).

✂ Man skulle vente, at Brorson på tilsvarende måde havde udsendt et hefte med III. Del (Troens Midler) før F eller i det mindste før I, se note 3; men den omstændighed, at Pontoppidans salmebog (1740) ikke optager en eneste af de 20 salmer heri, så lidt som af de 33 i VI-VII, taler for, at der ikke har foreligget flere samlinger end dem, vi kender4); det er dog vigtigt at erindre, at salmer fra III og VI (således de 4 sidste af III) findes i den håndskrevne samling K (s. 416 f., 419) og altså er ældre end 1732.

✂ At udgivelsen er standset i 1735, kan da tænkes at hænge sammen med, at Erich Pontoppidan i 1736 begyndte udarbejdelsen

* * * * 429

✂ af sin salmebog; men det er under alle omstændigheder højst mærkeligt, at Pontoppidan ikke har skaffet sig det materiale, som Brorson havde liggende utrykt i 1736. Ej heller er Brorsons forflyttelse til Ribe tilstrækkelig forklaring på, at trykningen skulle være standset i 1735; hvis man i 1736 havde trykt lige så mange ark som i 1735 eller 1734, ville man have kunnet nå at trykke hele klenodiet i Tønder.

✂ Hvis vore hypoteser om G1 og H1 er rigtige, er alle salmer i T. r. K. II og IV-V udkommet i 1734-35 med samme overskrifter, i samme typografiske udstyr (I viser dog enkelte småafvigelser, både i sats og ortografi, fra A-F) og muligvis i samme rækkefølge, som de har i den fuldstændige udgave. (Desuden er G og H så kommet i 2. oplag 1735). Derimod er der væsentlige afvigelser i orden og indhold mellem hefterne A-D og 1. del af Klenodiet, Troens Fryde-Fest. De 4 sidste afsnit fra Johannes den Døberes Dag til Alle Helgens-Dag (I: 11-14, med de 5 oversatte salmer nr. 66-70) foreligger ikke bevaret i noget Tøndertryk, skønt de på samme måde som indholdet af BCDG findes hos Schrader; og til afsnittene I: 3, 5, 7 bringer J1 7 nye salmer, hvoraf de 5 findes på tilsvarende plads hos Schrader. Fra og med heftet B er det dog klart, at der tilsigtes en opbygning parallelt med Schraders, selv om rubrikkerne hos Brorson konsekvent blot nævner den kirkelige højtid, hvortil salmerne hører, medens Schrader som regel forbinder en dogmatisk og en kalendarisk overskrift1). Ved udgivelsen af jule- og nytårssalmerne 1732 kan Brorson derimod næppe have haft tanker om at skabe en dansk Tøndersalmebog på grundlag af Schrader. Dels måtte han dog i så fald være begyndt med adventssalmer (disse kunne næppe forventes at fylde et selvstændigt hefte), dels måtte han have opsat trykningen af påskesalmen nr. 53 til et senere hefte; endelig finder vi først i B jule- og nytårssalmer oversat efter Schrader; A indeholder som bekendt kun originale salmer, bortset fra påskesalmen nr. 53, der i strofeform og melodi svarer til Freylinghausen, men

* 430

✂ afviger fra Schrader1); i B er alle salmerne oversat efter Schrader med undtagelse af den indledende originale adventssalme: Fryd dig! du JEsu bruud.

✂ Et særligt problem frembyder hefterne Ea-c, der alle mangler titelblad. Da de lige netop udfylder hullet mellem E og H og også efter rækkefølgen hos Schrader må placeres her, er det rimeligt (som antaget af udgiveren) at anse dem for trykt efter E som en slags tillæg til dette.2) Men det er dog ikke udelukket, at de kan være trykt først, og at E's påfaldende ringe omfang (1 ark mod mindst 2 fulde ark i alle andre hefter) beror på, at E skulle supplere Ea-c efter en ændret disposition. Hvis man går ud fra denne mulighed og tænker sig Ea trykt først, falder det i øjnene, at der m. h. t. fordelingen af originaler og oversættelser består et lignende forhold mellem Ea og Ebc, som mellem A og B: i Ea er 5 af de 8 salmer originale (herunder hele afdelingen om skabelsen, II:3), i Ebc er kun 3 af 14 originale. Ligesom der foran og uden for den systematiske række af kirkeårssalmer i B-D står en samling originale julesalmer, suppleret med en enkelt oversættelse fra et andet afsnit, ville der således foran og uden for det dogmatiske system i EHFI stå en samling originale skabelsessalmer, suppleret med et par oversættelser; og ligesom B meddeler det stof (adventssalmer), der systematisk går forud for A, medens C-D tilføjer fortsættelsen, ville E supplere Ea med hvad der hos Schrader går forud, medens Ebc ville efterskikke fortsættelsen. En af de 3 oversatte salmer i Ea (nr. 84) har Schrader som forfatter og tyder altså på, at Tonderisches Gesang-Buch (1731) har været benyttet ved udarbejdelsen af Ea, medens dette endnu ikke er tilfældet ved A. Det må dog indrømmes, at denne hypotese hviler på usikkert grundlag, og at man måtte have ventet, at den originale nr. 87 (Hvad hører jeg i paradiis), der i indhold og stil står nr. 78-79 nær, var optaget i Ea, hvis dette hefte egentlig skulle have været en samling originale skabelsessalmer.

* * 431

✂ Hvordan, man end ser på dette, er det iøjnefaldende, at Brorson i Ea-c (ligesom i B) følger Schrader mindre trofast end i E-I. Ikke blot slår han Schraders gruppe 19-20 sammen til een, men 8 af de 14 salmer, som (iflg. Orluf s. 136) står i en anden rubrik hos Brorson end hos Schrader, stammer fra de 8 Schraderske afsnit (17-24), der svarer til Ea-c: nr. 84-85, 101-102 er optaget i Ea-c fra andre afsnit af Schrader, og nr. 105, 110, 134, 233, som hos Schrader står i de til Ea-e svarende rubrikker, finder hos Brorson først plads senere, i H og J1. Videre bemærker man, at E indledes med den eneste gruppe af salmer, som er flyttet fra kirkeårsrækken til afsnittene om Troen, nemlig rubrikken »Vom Gottlichen Wesen und Eigenschaften, oder: Am Feste der Heil. Drey-Einigkeit«; den står hos Schrader som nr. 11 blandt de rubrikker, der er knyttet til kirkeårets særlige højtider, men stilles i E forrest i det hovedafsnit, der her får titlen Troens Grund. Derved fortsætter E netop, hvor det sidste Tøndertryk med kirkeårssalmer (D) holder op. Hvis der ikke er gået et Tøndertryk tabt, som indeholdt Schraders afsnit 12-15, har Brorson altså med D afbrudt kirkeårsrækken for at gå over til samlingerne om Troens Grund (E, H1), Troens Frugt (F) og Troens Kamp og Seyer (I). 1)

✂ Endnu to omstændigheder viser, at Brorson ved udgivelsen af E (og H) ikke endnu havde klenodiets disposition udarbejdet i alle enkeltheder: E angives ikke at være »første del« af Troens Grund, medens H har tilføjelsen (Den anden Deel); og den (hos Schrader manglende) rubrik Salighedens Orden, der i klenodiet indleder anden part af Troens Grund, findes som slutning på hefte I (Troens Kamp og Seyer). 2)

✂ En særlig interesse knytter der sig til det eneste bevarede fuldstændige sæt af hefterne, idet der heri med blæk er indført en del rettelser og tilføjelser, der muligvis (til dels) kan hidrøre

* * 432

✂ fra forfatteren. Samlingen findes på Universitetsbiblioteket i København (katalog O 3380) og er indbundet i et samtidigt hellæderbind med træplader i siderne. Foran hefterne findes Nicolai Brorsons Sidste Afskeed Med sin .. Egte-Hustrue Anna Christine Brorson (trykt i Flensborg 1727), der afsluttes med et mindedigt af Hans Adolph Brorson (nærv. udg. III 207 f.). Dette tyder på, at samlingen stammer fra Brorsons nærmeste kreds (også Johanne Christina Rieses eksemplar af A (se ovenfor s. 422) er indbundet sammen med dette mindeskrift). På bindets inderside findes ejernavnet Hagen 1) samt flg. notits: »Af Pastor Hagen i Medolden foræret til Universitetsbiblioteket 1848«. - Laur. Chr. Hagen (1808-1880) var 1840-55 præst i Medolden i Vestslesvig, hvor Broder Brorson var præst 1722-36, altså netop i de år, da hefterne udkom (1732-35). Det er muligt, at trykket har været bevaret her2); Hagen har nemlig ikke kendt det, da han i 1834 udgav Troens rare Klenodie, idet han i forordet angiver, at han af Tønderhefterne kun har kendt to fra 1735.3) Da de fleste rettelser består af enkelte bogstaver, kilet ind mellem de trykte og ofte tegnet efter disse, er det vanskeligt at afgøre, om de er udførte af samme hånd, og umuligt at se, om skriften kan være Brorsons. Da blækkets farve veksler, og da nogle rettelser er udført med latinsk skrift, andre med gotisk (alm. skrift eller efterligning af tryk), er det nok sandsynligst, at der har været flere hænder i arbejde. Det er også tydeligt, at rettelserne i de forskellige hefter er af forskellig beskaffenhed. Det er altså ikke samlingen som sådan, der er blevet gennemrettet, men de enkelte hefter, hvad der kunne tyde på, at rettelserne har fundet sted, før hefterne blev sammenbundet. Dette er i al fald tilfældet med et par rettelser, der er beskåret ved indbindingen (Syndom > stundum C 52.9.3 [J]a vi maa Ea 83.4.10). Derimod er andre rettelser (i G) tilkommet efter indbindingen, idet de erstatter linier, der er blevet bortskåret

* * * 433

✂ (nederst på siden). Disse er dog rimeligvis også af gammel dato, idet en enkelt af dem (27.9.2) stemmer med G2 ved at have triner, hvor alle senere udgaver har træder.

✂ De mest interessante træk frembyder H. Allerede Arlaud bemærkede, at eksemplaret i samlingsbindet (i vor udgave: Hb) på et par steder afveg fra de øvrige eksemplarer af samme hefte (Ha), skønt satsen i øvrigt er den samme.1) Disse afvigelser giver visse holdepunkter for en bestemmelse af de to varianttryk: 105.18.5 stemmer er i Hb med den tyske originals ist, medens vor i Ha er meningsløst; J1 har blev, der af Arlaud regnes for en rettelse af vor, opfattet af sætteren som trykfejl for var; Også varianterne til 105.5.3 tyder på, at Ha har været forlæg for J1: stor underlig (Hb) er en påfaldende (næppe autentisk) læsemåde, der ved korrekturen er blevet til saa underlig, som findes både i Ha og J1-7. Også 107.2.2 synes det rimeligst at opfatte Stemmer i Ha = J1 som en rettelse af Stemme i Hb, idet der derved bliver bedre overensstemmelse med flertalsformerne i næste linie. Det synes altså nogenlunde sikkert, at J1 er aftrykt efter Ha, og at Hb er et fortryk eller korrektureksemplar, hvori visse rettelser (i Ha) endnu ikke er udført, medens andre er markeret med blæk.2) Men da ændringerne i Ha ikke er markeret i Hb, og omvendt blækrettelserne i Hb ikke er udført i Ha, er Hb ikke den korrektur, der er indsendt til trykkeriet. Ikke des mindre gør Hb indtryk af at være en af forfatteren rettet eller udfyldt korrektur. En del steder mangler der nemlig bogstaver, uden at der ses spor af rasur. Disse steder (hvor sætteren måske ikke har kunnet læse forfatterens ms.) er udfyldt med blæk i Hb, men med trykte bogstaver i Ha. Her viser det sig nu, at blækrettelserne i Hb indeholder de rigtige læsemåder, medens Ha har indsat mindre gode eller helt meningsløse konjekturer. Nr. 123.4.1 har Hb (de med blæk på tomt rum indførte bogstaver sættes her i parentes): [In]d herind (ty orig.: ein hinein), medens Ha indsætter den mindre rimelige læsemåde Gud herind, der i J2 erstattes af læsemåden fra Hb. I nr. 120.9.2 har Hb

* * 434

✂ Forba[rm]else, medens Ha skyder ved siden af med læsemåden Forbandelse (J1, der ellers følger Ha, har her indsat den rigtige læsemåde). Endelig har 107.1.3. i Hb [M]æle, medens Ha gentager rimordet Siæle. Her har ingen senere udgave optaget den formentlig oprindelige læsemåde Mæle, som derfor heller ikke kan være indført i Hb efter senere tryk.1) Det er naturligvis ikke udelukket, at en anden end forfatteren selv (her så vel som de andre steder) kan have gættet sig til det rigtige (jfr. læsemåden i vore nyere salmebøger, som Arlaud ikke mente at turde optage), men der er sandsynlighed for, at vi virkelig i Hb har autentiske udfyldninger, der af en eller anden grund ikke er kommet trykkeriet i hænde. Det er påfaldende, at Ha på de først omtalte steder har gode rettelser (hvoraf er > vor ikke synes at kunne tilskrives sætteren), men at udfyldningerne af de tomme pladser til gengæld synes foretaget fuldkommen tankeløst. Det bør bemærkes, at både Ha og Hb lader flere åbenbare trykfejl stå uændrede, fx. Unsyynlig 105.5.5. For fuldstændigheds skyld tilføjes, at Hb med blæk retter de åbenbare trykfejl Thi for Til 105.20.6, Guds for Gud 107.7.6, sletter det urigtigt gentagne du (106.14.4) og rigtigt indsætter frem 122.2.2 (genindsat i J1), medens alle disse fejl bliver stående i Ha.

✂ Om ændringerne i de øvrige hefter gælder det på tilsvarende måde, at de ganske visst ser ud som (lidt tilfældige) korrekturrettelser, men at det ikke i noget tilfælde er konstateret, at rettelserne er bragt til udførelse i andre eksemplarer af samme hefte, hvor sådanne foreligger. Det må dog bemærkes, at B, der er mest konsekvent gennemrettet, samt C, D, Eb, F kun foreligger i samlingsbindet, så at det ikke kan vides, om der har eksisteret et rettet tryk. En anden mulighed er, at rettelserne (delvis) er udført med henblik på den samlede udgave (J1), men dette synes heller ikke at være tilfældet. Ganske visst stemmer særdeles mange af rettelserne med J1, men da det langt fra gælder dem alle, og da de overensstemmende læsemåder næsten kun er rettelser af oplagte trykfejl, inkonsekvent ortografi og interpunktion, kan der ikke bygges nogen slutninger på dem.

* 435

✂ Ej heller Tuxens udgave (se s. 434 note 1), der lægger samlingens rækkefølge af hefterne til grund, stemmer overens med disse rettelser; de er altså ikke foretaget af Tuxen.

✂ Langt de fleste rettelser består i tilføjelse (sjældnere fjernelse) af komma eller andre interpunktionstegn og bindestreg; dertil kommer (navnlig i B) en regulering af dobbeltskrivning: fordobling af u og e, i indføres i bruud, reene, foreening, viise(r), medens y forenkles i Bryynde (16.1.4). Sætteren af B (og Ea) synes at have en forkærlighed for fordobling af konsonant på forkerte steder (Himmle(n), sammle, Lemm, Offrer, Herrlighed - germanismer?); her indføres forenkling. I Ea indføres den i heftet normale form Ney for Nei (80.5.8), ganske rettes til gandske, pyndet til pyndtet, vedstu til veedstu (men viltu til vil du i B). I ikke få tilfælde er det umuligt med sikkerhed at læse, hvad der har stået, før rettelsen indførtes. Dette medfører, at vor udgave for B, C, D, Eb og F's vedkommende (hvor andre eksemplarer ikke foreligger) har måttet citere blækrettelserne, hvis Tøndertrykkene afveg fra J4 på de pågældende steder. I disse tilfælde kan man altså ikke være sikker på, at ikke en forkert konjektur har overdækket en oprindelig læsemåde. Jeg har dog ikke fundet nogen steder, der giver anledning til alvorlig mistanke, og hvis rettelserne (hvad intet synes at tale mod) er af forfatteren selv, er der end mindre grund til bekymring.

✂ Ud over rettelser af ortografi og interpunktion samt af åbenbare trykfejl har jeg noteret flg. (en del rettelser, især i Ea-c, er markeret med kryds i marginen til støtte for korrektøren) -

✂ A: kunde > kaade (== J1-7) 19.4.3 (denne fejl går igen i T1, se s. 405).

✂ B: at(?) > af (ad J1-7) 1.12.4. - kand (tilskrevet i margin som rettelse af et udraderet ord) synes at være en bedre læsemåde end skal (J1-7) 4.7.2. - til vil decke > vil tildekke (== J1-7) 4.8.3. - Jesus (BJ1-7) > Jesum 12.9.4 (utvivlsom forbedring af et sted, der ellers kunne være uklart). - hos > os 42.6.2. - Hvi > vi 42.6.3. - følen > føler 42.6.5 (rettelserne delvis bortskåret ved indbindingen). - I to tilfælde rettes fælleskøn til intetkøn ved ord, der hos Brorson ofte(st) er neutrum (din Lemm 12.15.2 (mod 9 eks. på intk. kun 1 på fk.: 147.9.6), minkyss 20.1.3 (samme rettelse i J1,4,5, jfr. ndf. s. 460).

✂ C: Dig > Din 50.5.6. - giest(?) > gnist 48.3.1. - skiønne > skidne 48.3.7 (den rette læsemåde indført i J1). - Gud > Gid 48.5.1.

✂ D: Mange utydelige eller manglende bogstaver er optrukket, men

436

✂ det fremgår altid klart af sammenhængen, hvad der mangler. Mellem dens og skidne 60.4.5. er noget udraderet. Mellem med og den indføjes din, så metret bliver rigtigt 61.1.6. - for > før 61.2.7.

✂ E: Kun enkelte kommaer tilføjet.

✂ Ea: dem > dend (dend J1) 77.4.3. - Helved Raver > Helved Slaver 80.3.3. - Da > de 80.5.5 og 7. - soue > søge 80.9.3. - Da er hand meer > da er det meer 80.11.3. - Sagger > Sagen 80.11.4. - Kan > Kun 80.12.1. - Favne > Favn 81.13.3. - At vi skamme > [J]avi maa skamme (at vi maae skamme J1; her kan der altså ikke være rettet efter senere udgaver) 83.4.10. - Søn > sig 83.7.6. - Alle Dage > Lede, Drage (== J1-7) 84.1.7. - Fornuften > forFornuften 84.10.1. - [..] et > eget 84.10.4. - Tugen[?]s > Tugtens 84.11.3.

✂ Eb: Sa(g)gen (første g meget svagt) > Sagen 86.3.31, 7.11 (men trykfejlen en for er i samme linie ikke rettet). - vekes > vekkes 87.11.4. - Og > Op 88.13.5. - agte > agter 89.6.6. - Lydsk > Kydsk 90.8.2. - Hvo > Hvor 91.7.8.

✂ Ec: Kun en enkelt tilføjelse af tysk originals førstelinie (nr. 100).

✂ F:jeg med Sorg > jeg med min Sorg 153.3.1 (denne rettelse synes autentisk, da den genindføres i J3 i stedet for jeg nu med Sorg J1-2). - veden > verden 188.4.3 (denne autentiske læsemåde først indført i J2 i stedet for vreden J1).

✂ G: Heri ingen rettelser bortset fra erstatningen af de bortskårne linier (se s. 432), måske fordi det er andet oplag.

✂ H: Se herom ovf. s. 433.

✂ I: Ingen rettelser bemærket.

✂ De fleste af hefterne (undtagen B G2 I) anfører gennemgående førstelinien af den tyske original ved de oversatte salmer. Disse angivelser er kompletteret med blæk i hefterne B, C, D, Ebc, men tilføjelserne skyldes næppe samme hånd; en del af dem er beskåret ved indbindingen. På lignende måde er en melodiangivelse tilføjet i Ea (nr. 80: Guds Godhed ville vi priise).

✂ Særlig opmærksomhed fortjener rækkefølgen af hefterne i samlingsbindet. Udtrykt med udgavens signaturer ser den således ud: Ea Ec Eb A B G2 C D E H I F. Denne rækkefølge kan næppe skyldes kendskab til klenodieudgaverne 1739 ff. eller viden om forfatterens systematiske plan, da Ea-c og F i så fald måtte være placeret mellem E og H. På den anden side er hefterne ikke sammenbundet i tilfældig orden. A-D er ordnet efter kirkeåret, hvorved navnlig bemærkes, at G2 er adskilt fra H og anbragt på den systematisk rigtige plads, skønt de to hefter har samme, fra de øvrige afvigende sats og format (se s. 428), og skønt trykkenes kronologi derved brydes. H er anbragt umiddelbart efter E, fordi den angives at være anden del af Troens Grund.

437

✂ Forklaring savner kun anbringelsen af F på sidste plads (skønt den både i systemet og kronologien står før I) og af de tre små hefter uden titelblad forrest i samlingen. Den sidste omstændighed kunne muligvis bero på viden om, at Ea-c indtog en særstilling i seriens tilblivelseshistorie (jf. s. 430). I al fald må ejeren ad privat vej have haft kendskab til, at disse hefter var forfattet af Brorson, da intet i hefterne selv vidner derom.

✂

2. De håndskrevne salmesamlinger.

✂ Om samlingernes almindelige beskaffenhed og de anvendte signaturer henvises til udgiverens indledning III 396 flg.1) For at lette overblikket over salmernes fordeling på de forskellige hefter meddeles her en tabellarisk opstilling.

✂

Nr. i T.r.K.	Oversat efter	Først trykt	K	R	S	T1	T2a	T2b	T2c	T3
6
	A nr. 2
	nr. 03)
	Jul: XV




7
	- - 3


	- XVI




8
	- - 4


	- XVII




10
	- - 6


	- XVIII




18
	- - 8


	Nyt Aar III




19
	- - 9


	- - IV	nr. 1

	nr. 16
29
	G2 - 3	I, 10

	Chr. Lid. IX
	nr. 1	nr. 2

33
	A - 7	I, 14







53	Freyl.2)	=- =- 10


	Paaske III




58	Schr.	D - 5

	S





86
	Eb - 2	I, 7



	nr. 8


107
	H - 3



	nr. 8



108	Schr.	- - 4



	- 7



114
	- - 10	I, 4







115	Æ. Orig.	- - 11	I, 6

* * * 438

✂

Nr. i T.r.K.	Oversat efter	Først trykt	K	R	S	T1	T2a	T2b	T2c	T3
116
	H - 12	I, 5







117
	- -13)	I, 1







118
	- - 14








131
	J1
	nr.71)






144
	-	I, 8







145
	-	I, 16







146
	-	I, 15
	S





147
	-	I, 3







150
	F nr. 1	I, 12







156
	- - 7



	nr. 9

	nr. 13
162	Freyl.	- - 13	I, 13


	- 2

	- 14
164
	- - 15



	- 4

	- 18
165
	- - 16

	S





168	Schr.	- - 19

	S





173	Schr.	- - 24






	- 17
197	Schr.	I - 6

	S





203	Schr.	- - 12

	S





207	Schr.	- - 16



	- 6



208
	- - 17	I, 9	nr. 5






210	Æ. Orig.	- - 19	I, 11







214
	- - 23	I, 2


	- 3



215	Schr.	- - 24



	- 5



230
	J1






	- 19
245	Freyl.	-	III, 2







256
	-	III, 3	nr. 1






257
	-	III, 4	nr. 2







	Forfatter:









(275)	Nic. Br.	J3	III, 5







(276)	Br. Br.	-	III, 1







(279)	Nic. Br.	J1




	nr.112)


(281)	-	-




	nr. 13


(282)	-	-




	nr. 5

* * 439

✂ Oversigten viser, at hs. T1 indholdsmæssigt omtrent svarer til Tøndertrykket A, medens K I indeholder salmer fra Eb F G2 H I J1, koncentreret om Nadver- og Omvendelsessalmer, men i en rækkefølge, der kun for enkelte smågruppers vedkommende svarer til trykkene. K III har kun stof fra J1, medens T2-3 ikke indholdsmæssigt har tilknytning til bestemte tryk. T2a og T3 har en lille gruppe salmer fra F fælles (156, 162, 164), dertil nr. 19 (efter A). I øvrigt forekommer nr. 29 i 4 hss., nr. 19, 162 i 3 hss., nr. 86, 146, 214 i 2 hss., hvilket gør det muligt at få et indblik i håndskrifternes indbyrdes forhold.

✂ Om alle afskrifterne gælder det, at de stemmer med det ældste tryk, hvor dette afviger fra de senere udgaver, bortset fra få og uvæsentlige tilfælde, hvor afskriver og senere tryk begge (uafhængigt af hinanden) har indsat en mere moderne form, eller hvor trykfejl i førstetrykkene er blevet rettet i senere tryk.

✂ Af de 19 salmer i K forekommer 8 tillige i andre hss., således at der ikke er noget hs., der ikke har mindst een salme fælles med K. Intet af hss. S T1-3 kan imidlertid have benyttet K, da dette overalt har særvarianter, der ikke er optaget i de andre; og af tilsvarende grunde kan K næppe have benyttet noget andet kendt hs.; ej heller kan der påvises fælles fejl i K og S T1-3, som kunne tyde på, at der lå en fælles kilde mellem dem og Brorsons originalhåndskrift1). Derimod er der både i indhold og i enkelte varianter slægtskab mellem K og Johanna Rieses håndskrevne tillæg til A (se s. 422).

✂ Skønt K sandsynligvis er det ældste af de bevarede håndskrifter (se s. 398) og i 3 tilfælde bringer redaktioner, der afviger

* 440

✂ stærkt fra trykkene (se nr. 116, 117-18, 245), må det bemærkes, at det i flere tilfælde bringer en redaktion, der indtager en mellemstilling mellem den redaktion, vi finder i T1-3, og den, der foreligger i Tøndertrykkene (se nr. 29, 86, måske også nr. 162 og 214, sml. ndf. s. 444). Heraf tør man slutte, at kilderne til K ikke for alle salmernes vedkommende repræsenterer det ældste stadium i Brorsons salmedigtning.

✂ K har i de salmer, der findes i andre hss., nogle få og ikke særlig markante særvarianter, som ikke er optaget i trykkene. Det kan være forfatterrettelser i en afskrift, indsendt til »salmebogsudvalget«, og derfor ikke optaget i originaltrykket, men det er formentlig simplere at opfatte dem som afskriverændringer, ofte vidnende om omtanke og sans for korrekt udtryk. Man kan derfor heller ikke ved de salmer, der kun findes i K, være sikker på, at K's varianter er oprindelige former, men det ser ikke ud til, at K har gennemført en udglattende revision så hårdhændet som den, vi møder i T1 (se s. 443); i 162.4.3 er læsemåden Hand er mit liv i dødens mørke (T2a-3 F J1-7) nok en forfatterfejl (foregribelse af liv i den flg. linie), der af K-skriveren omtænksomt er rettet til Lyys i osv.; således vel også skyld 147.5.1 (i K rettet til Synd, jfr... er bedreven i flg. linie) og er 33.8.1 (K: var i overensstemmelse med de andre verber). I flere tilfælde har K læsemåder, der afviger fra Tønder-trykket, men stemmer med læsemåden i en senere udgave; skønt Tønder-læsemåderne er de glatteste, er det altså muligt, at K har den autentiske form. De vigtigste eks. er flg.: Kom morgen dag (KJ3-7; dog J1-2) 145.3.1, frembryde 116.9.1 (K J2-7; frembyde H J1), bekke Vand 146.5.6 (K J3-7; beske Vand J1-2); i 86.7.9 bekræfter K læsemåden i Eb J1-2, 4-7, og spørgsmålet er da blot, om vi her har endnu et eksempel på, at Brorson bruger identiske rim (rettet i det omhyggelige K), eller om K har den oprindelige læsemåde (Klage) i 86.7.12; i 208.11.4 bekræfter K læsemåden i I J1-3; desuden tør man formode, at påfaldende læsemåder i K som fx. 118.13.8 144.10.1 256.3.1 er autentiske, idet de næppe tør tilskrives kopisten.

✂ Af fejl er der ikke mange i K; jeg har kun noteret flg.: 116.11.6, 15.7 145.7.4 146.2.9 147.10.5 208.6.6, 11.5 218.3.3. Ortografisk

441

✂ synes K at ligge nær ved Tønder-trykkene (og Brorsons original). Navnlig er der bevaret en stor mængde af de ejendommelige bindestreger, som kendes fra de trykte hefter (se s. 456), og K har dem endog på mange steder, hvor de er fjernet i trykkene. Af mere væsentlige afvigelser har jeg kun bemærket nogle få tilfælde, fx. opgivelse af 2. persons endelse i verber 29.14.7 (= T1,2bc), 86.10.11, hvem for hvo 115.6.5 118.15.6, Vunder værch at (jf. s. 455) rettet til Under er det 29.10.1. En ægte brorsonsk form (se ndf. s. 463) bevarer K i 145.7.2: Til retter (J1-7: rette) Tid. - 116.10.4 er Syndsens (G) moderniseret til Syndens (jfr. s. 461 ff.), medens K sikkert har bevaret den oprindelige form 147.6.2: Syndsens-Maade (rettet i J1-7). I det hele taget bevidner de salmer fra K, som først er trykt i J1, at moderniseringerne i denne udgave ikke stemmer med Brorsons oprindelige manuskript, hvis former er bevaret i K. I øvrigt er K karakteriseret ved de to stærkt afvigende redaktioner af nr. 116 (K I nr. 7) og 245 (K III nr. 2) og ved at have 117-118 som een salme (K I nr. 1) med udeladelse af de to sidste vers i 117 og det første i 118. Endelig mangler K sidste strofe i 114 (rimeligvis tilføjet i H) og 3. strofe i 144 (måske udeladt på grund af ordet skidne).

✂ De 6 salmer i S spreder sig over 4 trykte hefter, og kun nadversalmen nr. 146 genfindes i et andet hs. (K); her er een variant fælles for S og K (6.4; muligvis den oprindelige læsemåde); desuden har de to hss. hver en sær variant, der tyder på, at det ene ikke kan være afskrevet efter det andet. Teksten i S ligger meget nær ved de ældste tryk; i oversættelserne har det nogle varianter, der ligger nærmere ved den tyske original (se fx. nr. 168, 197). Dette er et (svagt) indicium for, at S er ældre end trykkene (F, I). For de øvrige varianters vedkommende kan det ikke afgøres, om de er oprindelige læsemåder eller afskriverændringer; ofte gør de - ligesom K's særvarianter - indtryk af at tilsigte et glattere eller mere korrekt udtryk; 165.8.2 er med (F J1-7) vel fejl for mod (S). Gamle stavemåder er ofte bevaret, også i tilfælde, hvor trykkene har moderniseret. De 4 oversættelser synes alle at hvile på Schrader.

✂ T1-3 har et indre slægtskab, der går dybere end hefternes placering under 3 fortløbende numre i Thotts samling, men endelig

442

✂ klarhed over dette omfangsrige materiale kan først opnås ved en salmehistorisk bestemmelse af de mange sange, der ikke har relation til Brorson. Da navnet E. O. Schwartzkopf optræder i dem alle (se s. 401, 4433), 444), tør man formode, at samlingerne tilhører kredsen om Enewald Ewald, der var præst ved Vajsenshuset (1727-54). Ud over tilknytningen til Schwartzkopf viser en del af hefterne i T1-3 også slægtskab i indhold og varianter. For T1's vedkommende gælder dette dog kun nr. 29, hvor dette hs. har 3 af de strofer, der findes i T2b-c (men mangler i K og trykkene), og desuden følger T2b-c mod K (og trykket G2) i småvarianter som 29: 1.3, 3.3, 4.1, 5.5, 7.4, 10.4, 11.3-4, 13.1-7 ofl. I nr. 19 har T1 kun een ubetydelig variant (de for du) fælles med T2a-3, der rimeligvis er afskrevet efter trykket A (s. 444).

✂ Det er iøjnefaldende, at Brorson-salmerne i T1 har nær relation til salmeheftet A (1732). T1 indeholder 7 af A's salmer og derudover kun een, nemlig nr. 29, som findes trykt i G2. Dette kan tolkes på to måder: enten har skriveren af T1 (som antaget ovf. s. 401) haft to kilder, nemlig dels trykket A (af hvis 10 salmer han udelader nr. 1, 5 og 7), dels et håndskrift, hvorfra han har taget nr. 291); eller han har kun haft een kilde, der da må have repræsenteret et ældre stadium af originalhåndskriftet til A, indeholdende den ældre redaktion af nr. 29, som hører til de ældste af Brorsons salmer, og som kan tænkes at være udeladt af trykket på grund af sin længde. Denne formelt simplere hypotese strider ikke mod angivelsen på titelbladet af A (Til den forestaaende Jule-Fest.. i Hast sammenskrevne); thi det her formodede ældre stadium behøver jo kun at ligge ganske kort tid forud for det endelige trykmanuskript. Men det må bemærkes, at dette stadium i så fald også må ligge forud for det, der repræsenteres af (kilden til) K I. Nr. 29 har nemlig i K I en skikkelse, der ligger nærmere ved trykket G2 og derfor må være senere end den form, salmen har i T1 (og T2bc ), og K I indeholder nr. 33 (A nr. 7), der mangler i T1.2).

✂ 2) For trykt forlæg kunne anføres T1's læsemåde alle Lysters skjulte Gnist 19.4.3, hvor A har trykfejlen kunde Lysters osv. (der genfindes i T2a-3 , men i Hagens eksemplar (se s. 432), er rettet til kaade Lysters, som indføres i J1-7); men dels kan det

443

✂ I den eneste oversatte salme (påskesalmen nr. 53) står trykket A på en halv snes steder nærmere ved den tyske original end T1, medens det omvendte kun er tilfældet i v. 1.21) (se variantlisten s. 406); dette kunne tages som indicium for, at T1 var en »revideret« afskrift af A (jfr. at trykket i 245 står originalen nærmere end K); antager man derimod, at T1 er afskrevet efter et håndskrift, er to tolkninger mulige: enten er T1's læsemåder originale, og digteren har da før trykningen justeret oversættelsen efter orig.; eller T1's form er »revideret«, eventuelt af afskriveren. En sammenligning med T1's særvarianter i nr. 29 taler nærmest for den sidste antagelse, idet disse hverken findes i den oprindelige version i T2b-c eller er overført til de senere (K og G2). Da også de øvrige særlæsemåder i T1 har en lignende udglattende karakter2), er der næppe grund til at opfatte dem som originale.

✂ T2a og T3 har 4 Brorsonsalmer fælles3); disse 4 udgør i T3 en nogenlunde samlet gruppe (nr. 13-14, 16, 18)4), men er i T2a spredt over hele samlingen (nr. 9, 2, 4, 1). I nr. 162 står T2a-3 sammen mod K (se s. 444), og i nr. 19 har ingen af dem T1's udglattende læsemåder. I nr. 156, 162, 164 stemmer de så nøje overens i næsten alle afvigelser fra trykket, at man kunne formode, at det ene hs. var afskrevet efter det andet. Imidlertid har T3 ikke overtaget T2a's varianter 164: 1.4, 1.6, 5.8, 6.7-8 ofl., så det kan ikke være afskrevet efter T2a ; svagere er indicierne for, at T2a ikke beror på T3 , men der er nogle småvarianter i T3, der ikke går igen i T2a : 164:4.6, 5.1, 3. Særlig mærkeligt er det, at T2a to steder

* * * * * 444

✂ (156: 4.6, 5.3) oprindelig har trykkets læsemåde, men ved rettelse indfører T3's form; dette tyder på, at de har haft fælles forlæg, men at T2a-skriveren har haft en T3-tekst ved hånden. Da nogle af de fælles afvigelser fra trykkene (især i nr. 156) synes at være fejl, må forlægget for T2a og T3 have været en ikke helt nøjagtig afskrift. Denne kunne i og for sig være foretaget efter trykket F, men da T2a-3 begge har et hjertesuk1) af lignende art som det, T2b har efter nr. 29, er det rimeligst at formode, at forlægget har været et håndskrevet salmehefte (et forstadium til F?). Hvor de to hss. afviger fra hinanden, følger T3 som regel trykket (F); T3 synes altså at være den nøjagtigste afskrift, medens T2a enkelte steder moderniserer, fx. 164.5.1 (maat > maa), 164.5.3 (Syndsens > Syndens), eller forvansker (fx. 164.1.6: tiden > thi den); dog har T2a formentlig en ægte Brorsonform 164.9.8 (giorte). Derimod må man antage, at nr. 19 i begge hss. hviler på en afskrift af trykket A, idet T2a-3 har A's trykfejl kunde for kaade 19.4.3 og T2a desuden trykfejlen vi(i)sz for vist 2.3 og 4.7; derudover har begge hss. afvigende (urigtige) læsemåder 19:5.1, 6.5, 7, 8.7. T2a-3 må således (på lignende måde som T1) være yngre end A, men have benyttet en eller flere kilder, der går tilbage til stadier ældre end K (se s. 439 f.)

✂ Uklart er forholdet mellem T2a-3 og K: i nr. 214 har K I mellem v. 5 og 6 en strofe, som mangler i T2a og trykket I 2), medens det i nr. 162 er T2a og 3, der har en ekstra strofe (det ovf. omtalte hjertesuk). Måske har hjertesukket stået i forlægget for K, men er blevet udeladt (ligesom ved nr. 29), fordi det (med sit afvigende versemål) ikke passede i en salmebog.

✂ T2a udgør oprindelig et selvstændigt hefte (med to blanke blade forrest) og indeholder foruden Brorsons salmer kun en kort bøn og (med anden hånd) salmen »Det at elske Christum ene«, som også findes i det flg. hefte »Cantata quædam ê Germanica in Danicum translata ab E. O. Scirwartzkopf«. Denne

* * 445

✂ salme er (iflg. Severinsen1)) oversat efter Zinzendorfs »Christum über alles lieben«, trykt 1731. Af Brorsons oversættelser tilhører 162 den før-Schraderske gruppe, mens 215 er oversat efter Schrader2), atter et tegn på heftets blandede oprindelse.

✂ T2a (og T3 ) synes ikke i samme grad som T1 (og måske K og S) at indføre udglattende læsemåder (jfr. dog 107: 5.3, 15.3); de har også kun sjælden indført moderniserede former (Hiertets 107.12.3, sluches (for slykkes) 207.1.3) og har af og til gldgs. former, der rimeligvis er fjernet allerede i Tønder-hefterne, fx. entalsformer af verbet ved flertalssubjekt (107:13.6, 15.6, 164:7.8, 10.7, 230:14.5), siuntes, tilsiune 107:6.1, 7.3 (men synnis T2a-3 162.1.5). Påfaldende er en række skrivemåder med aa for o, æ for e, som har paralleller både i Tønderhefterne og i de andre hss. (se s. 448, 458, 468), og som derfor muligvis afspejler Brorsons eget sprog, fx.: tilhaabe 107.2.5 (tilsv. S: 197.16.2), tilmaade forstaade 107.4.1, 3, Taarne (for tordne) 107.7.2, forlaaret 214 (overskr.), staaer (for stor) 207.3.3; æ for e: rædet (for reddet) 107.3.4, hæder (for heder) 108.10.5, Vræden 107.8.6, spæ (for spee) træ 86.17.5. Desuden finder vi brorsonske særformer som livligt 230.14.3 (se s. 452), giorte 164.9.8 (se s. 454), Vunder værch 29:10.1, 11a.3 (se s. 455), taalligt 173.14.7 (jfr. S: 197.9.6 og s. 459).

✂ T2b og T2c har nr. 29 fælles med T1 og K. Her er det tydeligt, at K går sine egne veje (se s. 405), medens T1 og T2b og c har en fælles kilde; de har alle 3 varianterne 3.3, 5.5, 7.4, 10.4, (12 mgl.), 13.1-7, 15.1, 3 og tillægsstroferne (Hierte Suck dog kun i T2b). Hvor T2b-c står sammen mod T1 (10.1 15.2), har T1 sikkert en af sine sædvanlige udglatninger (dog må forbandet 8.1 være en ændring i forlægget for T2b-c). Hvor T2c følger T1 mod T2b (1.3, 4.1), drejer det sig om nærliggende normaliseringer. Da T2c ikke har Hierte Suck (T2b), og da T2b ikke følger T2c's særvarianter, kan T2b ikke være afskrevet efter T2c . Derimod er det ikke udelukket, at T2c kan bero på T2b , men særvarianterne i T2b (2.1, 8.3, 9.6, 18.3) taler dog snarest for, at T2b og c har en fælles kilde, der i nr. 29 har stemt overens med det formodede forlæg

* * 446

✂ for T1. Da K's form ligger imellem T1-2b-c og trykket G2 , må forlægget for T2bc antages at være ældre end kilden til K. Om T2b se i øvrigt note 2 s. 438.

✂

Konklusion

✂ Næsten alle de håndskrevne samlinger kan med større eller mindre sikkerhed dateres til efter april 1731 (Thuras begravelse, Schraders Gesang-buch), T1, T2a og T3 må være yngre end julen 1732, idet de formentlig indeholder salmer afskrevet efter A. Kun T2bc kan muligvis være ældre end 1731. - K må antages at være skrevet før udsendelsen af A (s. 398). De andre håndskrifter kan muligvis være noget yngre; T2a og T3 har måske benyttet F (1734). Om samlingernes kilder kan i øvrigt konstateres, at nr. 29 i T1 og T2bc samt nr. 86 i T2b synes at gå tilbage til et originalms. af Brorson, der er ældre end det, der har været kilden til K. Næsten alle hss. har både fejl og udglatninger, der med rimelighed tør tilskrives kopisten; dette gælder navnlig T1, kun i ringe grad T2-3. Læsemåder, der tør opfattes som originale, optræder navnlig i de salmer, der er væsentligt omredigeret i trykkene; i de øvrige salmer er tilfældene ret få og usikre; de varianter, der giver anledning til tekstrettelser i nærværende udgave, anføres under rettelser og tilføjelser s. 532. Ortografisk stemmer hss. i det store og hele med Tønderhefterne på de punkter, hvor J1 fl. har afvigelser fra disse (jfr. s. 456 ff.), og i ikke ganske få tilfælde synes hss. (især K og T2a) at vise brorsonske træk, der er fjernet allerede i Tøndertrykkene.

✂

3. Ortografisk oversigt

✂ I det følgende meddeles en oversigt over væsentlige træk i Tønderhefternes retskrivning sammenlignet med digterens privatortografi. Der er gjort rede for de vigtigste af de punkter, hvor datidens skriftnorm frembyder variationsmuligheder, og for at lette sammenligningen med samtidigt og ældre sprog er oversigten i alt væsentligt ordnet på samme måde som de tilsvarende afsnit i Peter Skautrup: Det danske sprogs historie II (1947) s. 318 ff. og III (1953) s. 170 ff., hvortil der her henvises een gang for alle. De fleste punkter er drøftet i samtidens ortografiske skrifter, især Holbergs Orthographiske Anmerkninger (1720, genoptrykt i Danske Grammatikere v. H. Bertelsen IV (1920),

447

✂ nedenfor citeret med henvisning til originalens sidetal), og Høysgaards Accentuered Grammatica (1747; genoptrykt smst. bd. IV); Tønderhefterne og Brorson indtager som regel et mere konservativt standpunkt end disse.

✂ De tryk, der bærer navnet Kieszbuy, og de, der er trykt i Vajsenhuset hos Rotmer,1) synes kun på to væsentlige punkter at vise gennemgående forskelle: Kieszbuy-trykkene A-F har som regel ey, øy overfor ej, øj i Rotmer-trykkene G-I (se § 10.1 ndf.) og ck overfor k eller kk (§ 9.3). I begge disse henseender stemmer A-F med Brorsons (senere) privatortografi. De ortografiske indgreb er altså allerede begyndt med hefterne fra Vajsenhuset 1735 ff.

✂ 1) Stort begyndelsesbogstav anvendes i A-I nogenlunde konsekvent i liniebegyndelse og i substantiver samt substantiverede adjektiver: Da Stolte, Du Giærige (9:3.1, 4.1 osv.). I adjektiver med substantivisk førsteled bruges også lejlighedsvis stort bogstav: Sorrig-fulde Sind 9.2.1. Der skrives GUD JEsus (JESU) osv. Brorson selv er her langt mindre konsekvent. Storbogstav bruges tilsyneladende tilfældigt, fortrinsvis ved relativt vigtige ord. Jeg citerer fra V: tiid, undskylding, forønskning, soumission, respect, rimelighed, ungdommen, til fornøyelse, Visitations liste, Deres Excell., Herrer, Velsignelsers, Himmelen, Svaghed, Catechiserede, Salig... Ihukommelse, Saa (i eftersætning efter komma); i brevene er der måske en lidt stærkere tendens til at bruge stort bogstav: fraværelse, forhindringer, brev, betenckning, omstændigheder, nytte, ord, gierning: Høg Grevelig Naade, Deres høygrevelig Naades, Prøve, Ende, Indhold, Dispensation, Retferdighed. Smaae-Pocker, Kiøbenhafn. Fra P mærker man sig navnlig den inkonsekvente brug i sammensætninger: Bygnings-Mændene, Paaske-Dag, hoved-Maanet, Paaske-fest, jammer dal osv. Dette træk går igen i de håndskrevne hefter, især K.

✂ 2) Interpunktion, bindestreg. Medens A-F har de gammeldags skråstreger, indfører G-I komma. Tønderhefterne (både A-F og G-I) viser en påfaldende brug af bindestreg, navnlig i genitivforbindelser og mellem adjektiv og substantiv; til gengæld mangler bindestreg mange steder, hvor den efter samtidig praksis skulle stå. Denne praksis er knap så udpræget i de egenhændige dokumenter (se s. 474), men i de håndskrevne salmehefter, navnlig K, finder vi talrige spor deraf, også i tilfælde hvor Tøndertrykkene har normaliseret teksten, se fx. varr. s. 405 ff. til 29.12.3 53.5.4 86.12.2 18.6.2, 8 144.4.4, 12.1 150.1.3

* 448

✂ 197.9.2 208.5.3. - I J1 fjernes de fleste af de usædvanlige bindestreger, se eksempelsamling ndf. s. 456 f.

✂ 3) Længdeangivelse (materialet fra A omtrent fuldstændigt). Dobbeltskrivning af lang vokal i lukket stavelse er i A regel ved i, e, u og o: Iid, Tiid, Fliid, Priisz, Viisz, Paradiisz, Viin-Gaarden || Been, Steen, leer, meer, meest, Leeg, veed (men: vred), see || Huusz, Bruud (men: Jul, Skiul) || Bood, Rood, Flood, Mood, Blood, sto(o)d, lo(o)d, Roos, Stool, stoor, Floor, groor, troor, boor, Oord (og Ord), Moord, toog, Boog (men drog 2 gange). Mindre konsekvent ved ø, y: Døød (og Død), brøød (og brød), bød || Lyys (men Oplysz), Fryd, ydmyg. - Foran v skrives enkel vokal: blev, rev, fordrev || bliv, Liv, Skriv, Tiidsfordriv. Foran g er der vaklen: siig, riig, men slig, Svig. Der skrives som regel ned, en enkelt gang need. I G-I trænges dobbeltskrivning noget tilbage, navnlig ved ø og foran rd, rt (Ord). Tilføjelse af stumt e findes i A i udlyd ved langt o, ø, y: Tro(e), et Boe, en Roe, Toe (talord), beroe (inf.) (men: fro) || Høe, bestrøe, døe || Lye, Nye (ental) (men: fly). Derimod ikke efter aa: gaa, staa, maa, faa adj. i flt., Straa, Smaa; ej heller i præs.: faar, gaar. Der skrives muligt, grode (præt.). I de følgende hefter (B-I) er stumt e hyppigere. Det er således gennemført i udlyd efter vokal i førstearkene af Ea, F, G, I (over 100 tilfælde og kun 6 undtagelser, hvoraf de 3 er verbet maa (I)). I præsens faaer, gaaer, staaer er der vaklen, kun I har gennemført e. Det stumme e indsættes nu også foran suffix: troelig, umuelig og i tryksvag stavelse Jomfrue. I lukket rodstavelse findes der især efter o: Soel, Stoel, Roer.

✂ I Brorsons privatortografi er brugen af dobbeltvokal mindre konsekvent gennemført (undtagen ved e og i), medens til gengæld stumt e bruges ret konsekvent (jfr. s. 474). Således finder man Lyys (men: lyset), fry(y)d, Lyynet (III 229), Bruud, Huus, suur, Sool (og Soel), Choor (III 234 Jord), Eed, steen, striid ofl., men bød, flød, god, stod, stor, Flor, liv, blev osv. Stumt e: Skye, nye, troe (subst. og adj.: III 150), saae, laae, faae, gaae, staae, Smaae-Pocker, Vie (imperativ), døe, jfr. også biefalde, mueligt, angaaer (men: gaar); i indlyd: foer III 151, stoere III 150. Brorson skriver i P altid Persohnen III 138 ofl. E og Ea: Personer 71.7.3 79.16.5. - Om veedst(e) se § 19.

✂ 4) Åbningsgrad (og runding). På dette område har der i dansk ortografi været stor vaklen helt op i det 19. årh., og i Brorsons sprog gør denne usikkerhed sig gældende både i mss. og tryk og endogså i rimene. Særlig synes han i visse ord at have haft aa for langt o og æ for langt e.

✂ 4.1) o:aa. Den lange vokal skrives aa, hvor senere sprog alm. har o, især i ordene haab (tilhaabe) og forlaare(n) ( udkaarne olgn.), se under J1 samt forlaarne III 151 tilhaabe T2 ad 107.2.5; T2 har endvidere tilmaade forstaade 107.4.1, 3 og taarne (= tordne) 107.7.2. I ord med kort vokal har A aa i Kaars(et), men de senere hefter (og T2) ofte Kors(et); omvendt har C rodden 51.4.4 (mod P: forraadnelse).

✂ 4.2) a:aa. Som adv. hedder haardt i originalms. (III 157) og K S T (fx. 33.5.4) normalt hart, ligesom i A-H, medens formen rettes i J1, s. d. P har formen Daatter III 140, medens A-I visst altid har Datter

449

✂ fx. 3.2.2 (> dotter J4), jfr. 237.1.1 ( skatter, men > daatter i J4). A-I har undertiden den fra ældre bibelsprog kendte sideform sla(e).

✂ 4.3) u: o. A-I skriver fornommen (se u. J4) som rim på kommen. Ordet er ikke fundet i original-ms. (T1 har fornummen 10.6.3), men formodentlig har om:um i Brorsons sprog rimet (med lukket vokal), jfr. komme slumme 103.4.1-2, skumme fromme 266.3.3-4 (J2-7), jfr. 266.7.1; om rum 271.7.5-6 (rom om 53.3.5-6 i T1), om kom, Slum, Rum, from, stum, dum, -dom, Skum, Dom nr. 53.1-11. Alle tryk har bond 198.7.3, men bundløs 71.4.4; hefterne har både Konst 6.1.3 (A) og Kunst 164.4.5 (F; omsonst); jfr. Konge siunge 266.7.2 243.8.2. - P har konstig III 147.

✂ 4.4) y:ø. Om Gemøt(te), sønder (adv.) osv. se u. J1. De tilsvarende ord ikke fundet i mss. (jeg har noteret: Bryst Trøst III s. 233 ønskelig III 146 Fyrste, Synder (subst. i ental)). T1: gemytter stytter 10.7.1-2 gemøt-sødt 53.10.1.

✂ 4.5) e:æ. En undersøgelse af A samt førstearkene af Ea, F, G, I giver flg. resultat: For lang vokal har Tønderhefterne nogenlunde konsekvent e (ee):æ efter udtalen. Vekselformer findes i forb. ie/iæ (se ndf.) samt i evig/ævig, vee/væ(modig), jfr. nædrig A 10.8.1 tilstæde B (> til stede) 4.6.5 ( Glæde).

✂ For kortvokalens vedkommende er hovedreglen den, at der skrives e overalt, hvor vokalen ikke veksler med a (eller aa, o) i stammen; i så fald skrives æ. Efter kons. i er der dog en stærk tendens til at skrive e uanset udtale og forhold til a (se ndf.). Efter disse regler skrives (i modsætning til nuværende praksis) fx. Egte-(stand, -skab osv.) Ea, kek I, Neppe A, decker, Dekke, Becke Ea, G, A, Ea, F, fordervet A, Ea, velter F, skrecke(lig) G, Slegt F, spender A, I. Bortset fra A, der synes at have æ overalt, hvor der foreligger alternation med a/o (undt. Vextes), er der dog noteret en del tilfælde, hvor den ældre form med (kort) e er bevaret: sencker Ea, legger F, I, fornemme F, recker I. Dobbeltformer er her særlig hyppige: sætte A, I: sette F, -skræncket F: -skrencket Ea, nævne I: nevne, nefne Ea, G, længe I: lenge Ea, tæncke A, Ea, G, I: betencke Ea, stærk G, I: sterck F, G, væcke/vecke F, mærke I: mercke F, Stæd(er) A: Sted F, brænde A, G, I: brende G, Mængde A: Mengde G. - Afvigelser i modsat retning (æ for e) er særlig hyppige i A: ræt(te) (6 gange) A, (1 g.) I, men: ret Ea, F, I (3 g. ret som rim på eet 168.2.7-8), Smærte A: Smerte A, Ea, Pærle A: Perle G, Bærme A, G, snærte F, værge G, værre I, forfærdet I, værd(ig) Ea, F, I, stæmme, stæmt, bestæmt A, Bræt A, Frælseren A, træt G, I, tæt I, læt(te) I, mælde A, Nælde Ea, Trældom Ea, F, fortræd Ea, Næste F, Læs F, anfægter G, hændte (dvs. hente) G. Efter i finder vi e ikke blot i Hierter, Stierne, Bierg, Dievle og efter ki, gi i kiende, Kieppe, skiencke, skiende, kielne, gierning, gierne, giemme, begiere, regiere, men også ved alternation med a: Hielp, hielpe A, F, G, I (over 14 gange), gielde I; æ er her kun noteret i skiæncke/skiencke A, skiælve A, skiænde I (men: Skiendsel G).

✂ Også ved langvokal trænger ie ind, selv hvor rigssproget (nu) har udtalen æ. Her finder vi vekselformer som Siæl(e) A (ca. 20 g.), G (9), I (6): Siel Ea (3), F (14), kiær(e) A, F, G, I: kier Ea, I (kier

450

✂ lærd 168.5.7-8 ofl.), Kiærlig(hed) G (6 g.). I: Kierlig(hed) A, Ea, F; jfr. giærig A, Kiæde Ea. Der skrives vist altid tiene ( allene).

✂ Originalmanuskripterne stemmer ikke fuldt overens med noget af hefterne. Navnlig afviger de stærkt fra A ved at have særlig mange af de gamle former med e i alternation med a: nevner, betencker, saalenge, lenges, trengsel, gelder, recker, sterck, mercke(lig), behielpelig; derimod æ (ofte svarende til tysk ä) i mægtig, prægtig, mænd, stænder, fuldstændig, omstændigheder, forhærdelse, forældre, tillægges, Stæd samt tænde, æmbede, Sælskab. Der er påfaldende mange dobbeltformer: e/æ findes i længsel, sætte, korsfæste(de), næst(en), ret(færdighed). Vi genfinder dobbeltformerne ævig/evig, Siel/siæl, kier/kiær. Af langvokaliske former noteres endvidere: skiær, forgiæves, tieniste. T2a har Vræden, hæde, ræde, ælske ofl. se ovf. s. 445.

✂ Det bemærkes, at salmehefterne ikke på dette punkt synes at tilstræbe øjerim (hvorfor udgaven da heller ikke retter divergerende former). Der læses fx. i A: disz være Herre, kiende brænde, beklemt stæmt, Smærte Hierte, Stæmme Hiemme; med lang vokal: glæder beder 262.7.7.-8 glæde kiede (dvs. kæde) 129.3.2-3; jfr.: i steden Kierligheden 174.3.1, 3, men tilstæde Glæde B 4.6.5,7. Se også u. J4.

✂ 4.6) i:e. Om formen veedst(e) se § 19.

✂ 5) Omlydsforhold. I enkelte ord har trykkene dobbeltformer, der begge er sikret ved rimet: slykke rykke olgn. 192.7.1. 207.1.3 213.11.5 273.5.1 (> slukkes J4); uden for rim: 43.8.2 185.10.4 (> slukker J4) 216.3.3; noget hyppigere er slukke, dels i rim: 33.6.4 188.7.7 192.6.3, dels uden for rim: 36.1.7, 2.8 40.6.4. Ved siden af det alm. skygge (subst.) bygge 125.3.3 202.7.2 osv. findes en enkelt gang skugge bedugge 39.1.8 V.s.a. (lefnets) Løb F 152.18.4 ofl. findes (Levnets) Lob op F 170.1.8, jf. u. J4. Ordet en sværm findes kun i den sønderjyske sideform svarm 205.2.4. - Fra mss. har jeg kun noteret slukke III 155 (bibelcit.), sluches ( rykkes) T2 207.1.3.

✂ 6) Diftonger. 6.1) iu-y. A-I har visst gennemført iu i siunge og siuncke, men y i lyd(e), ly(y)s(e), ly(y)n, syg 51.4.7. Der skrives siun(t)es H: 107.6.1 117.2.3, F: 177.2.2, I: 201.5.2, sin Siun Ec 102.3.2, således også: i siunen, J1-3 254.1.2 ofl.; men til syne A 7.6.5 ( dyne), synes F 162.1.5. KST synes her normalt at stemme med hefterne, ligeledes P, der dog har synke (v.s.a. siuncker) og synes. Brevene har siug. Om rettelse af iu > y se J4.

✂ 6.2) Om ey:ei osv. se § 10.1.

✂ 7) Vokal i tryksvag stavelse. Foran s har A-I som regel e: rykkes, vores, Højeste, liggendes, Hiertes osv. I det første ark af A finder jeg kun 2 undtagelser, nemlig disz være 8.1.3 samt Menniskene, som findes 2 gange i de indskudte bibelsteder; i G: aldelis. Flere ex. på -is er anført under J1. Mss. har vistnok kun i i forb. -isk (menniske) og -ist (kieriste, eniste, tieniste), den sidste vekslende med -est. P skriver desz, K: diszbeder 33.5.2 (= G), T1: disverre 8.1.3.

451

✂ 8) Fremmede konsonanter. A-I bruger kun i navne og rene fremmedord c, ch, ph, th: Choor, Christus, Christen, Ach, Sathan, Bacchi, Prince(sse). Dog er ck i A-F det normale tegn for k uden for forlyd og forbindelsen sk. (jf. ndf. § 9.3). I mss. finder vi en lidt videre brug af C: Cuur, Classe, crone (men krone III 171 og trykkene), Contrakt; men normalt ck som i A-F; det er dog ofte vanskeligt at skelne ck og k. - Både tryk og mss. har altid gt (ikke ct), en enkelt gang gt for kt: opvagt ( bragt) C 53.2.1. - Både A-I og mss. har qv for kv (qvæge osv.), x for ks (voxe, vext, strax osv.). Navnlig Tønderhefterne har ofte tz (ts), hvor der senere rettes til ds olgn.: stetze 10.9.1 kratze 127.2.3 Platz 221.1.4 Spatzere-Gang 173.8.4 dantz 5.3.4 krantz 196.7.3 Glantz, Skantze osv.

✂ I A (og i ringere grad i de senere hefter) findes ??? som tegn for s i udlyd efter vokal: Huus/huu???, Ly(y)???/Lyys, Rii???, Vii???, Paradii???, di???; være, i indlyd kun en enkelt gang: vi???ner. Intervokalisk derimod s og ss: disse, kysse, passe, vise, prise. I nærværende udgave erstattes ??? af sz.

✂ 9) Konsonantfordobling. I almindelighed har hefterne kun dobbeltkonsonant intervokalisk efter kort tryksvag vokal. Dog er der spor af den ældre brug af ff, og (navnlig) ck i udlyd og foran konsonant (jf. ovf..435 om nogle rettede former).

✂ 9.1) A-I har ofte ff foran t og r: Krafft, Kræffter, opløffter (A), stiffte, Offrer, opoffret (G) osv., en enkelt gang også som tegn for v: Effne (Ea).

✂ 9.2) Om ??? i udlyd se § 8 samt u. J1.

✂ 9.3) I A-F er skrivemåden ck næsten gennemført både mellem to vokaler (tacker osv.), i udlyd og foran eller efter konsonant: gick, Skick, betæncke, sickre/sikkre osv. I G-J er kk og k vist fuldt gennemført. Mss. stemmer her med de ældste hefter (ved linieskifte skrives hvil-ket III 133 ten-ke III 139).

✂ 9.4) I nogle af hefterne (Ea, F, H, I) findes sporadisk gg for g mellem to vokaler: Saggen 154.7.4 164.3.4 strygge 234.3.2 (J1 > stryge J2) ryggende 107.8.1. Tilsvarende er ikke fundet i mss., jfr. dog behaggelig 108.2.1 (T2).

✂ 9.5) Både trykkene og T har undertiden enkelt r for rr, fx disz være A ( Herre) 8.1.3. D har fyrrig 60.1.8 svarende til fyrrighed P III 158, medens A har Fyrighed 5.5.2. Om Døre støre T2 108.8.2 jfr. u. J1. Om taallig se u. J1, J4.

✂ 9.6) Den alm. skrivemåde for hedde(r) er både i tryk og mss. hede(r), fx. III 140 ofl. berede, beder olgn. 30.7.2 219.7.7 ofl. om hæde, ræde i T2a se ovf. s. 445. F har en enkelt gang kiøddet 173.2.2. P har Brodd III 174, jf. braad traad (part.) 46.10.3,6.

✂ 10) Halvvokaler. 10.1) i:j:y. Efter vokal dominerer y i A-F: ey, Seyr, Leyer, Høye, Møye, Mayestæter, men ej, øj forekommer dog ikke ganske sjælden (ophøje fornøye, Vej ey osv.). I G-I er ej, øj næsten gennemført. Derimod har jeg ikke fundet skrivemåden ei, øi. Mss. stemmer her med A-F, blot at ej her er endnu sjældnere (ofte er det vanskeligt at afgøre, om der står ey eller ej). I tyske låneord som Geistlighed skrives ei.

452

✂ Foran vokal bruges j i ren forlyd: jeg (sjælden: ieg), jo. Derimod har man (visst uden undtagelse) i i »dækket forlyd«: Hierte, Stierne, Siel/Siæl, giort. Mss. stemmer her med A-F, blot at ieg visstnok er den normale skrivemåde.

✂ 10.2) u:v:f (w). w synes hverken at forekomme i hefterne eller i mss.; ej heller u som tegn for v (i svar, qvæge osv.) eller omvendt. Efter vokal er det normale v, men lejlighedsvis forekommer i alle hefterne f (undtagelsesvis ff, se § 9.1): hafde AF; Efne, Nefne Ea; Lefnet, Sælf, fafne, hafne, Fafn, gif F; Staf, Haf, hefne, Efne, refne ofl. G; af gaf I (men trav af F 165.9.5, 8). Dette stemmer med mss., der undtagelsesvis har nafn(e) (men over 7 gange navn), refselse, Rafn, Kiøbenhafn/havn, self. Der skrives haft III 142. I ordet liflig har mss. vist altid livlig 1) III 140 164 171, jfr. T3 230.14.3, men liflig K 210.11.4; således også hyppigt i hefterne, se u. J1-4. Mss. har altid Lov i forb. som Gud skee Lov, jfr. lof (J2 og) J4.

✂ 11) Palatalisering. Skrivemåderne gi, ki, ski er praktisk talt gennemført i alle hefterne. Af undtagelser har jeg kun noteret: ske Ea, keed, kedes G, kek I, Sml. u. J4 . Tilsvarende mss. (keed III 135).

✂ 12) Stumme konsonanter. 12.1) A-I gennemfører som regel at bevare grundformens d foran t og s i bøjning og afledning: vidt, bredt, spædt, lidt (og Lit), men: søt ( Gemøt). - Sidste (men best), Vædske, sendt, bekiendt (men blant, hart) A. - Herudover findes d mellem n og s eller t i Sands, sandse, Glands (Glantz, se § 8), gandske, pyndtet (Ea har to gange pyndet 78.1.4 79.3.8), Tidsel, men ikke i hans (af hand) og kun en enkelt gang i dends. Der skrives hand og dend (i A-F sjældnere, i G-I vistnok alm.: den), mand, ald (men oftest altiid, alting, al Verden). Falsk d findes i betaldte ( udvaldte 1.13.6), forvaldte ( kaldte) 78.4.4 (begge rettet i J4 ). Modalverberne har både i præteritum, i præs. plur. og inf. formerne kande, skulde, vilde (jfr. har vildet, i F dog at ville), men i præsens skrives vistnok konsekvent kand, skal, vil. Mss. har ligeledes randt, fandt, vandt, svandt (men iblant), fuldt, opholdt, forgrædte, men: got (V, P), vit, mit i. Falsk d synes lidt hyppigere i hss.: (V, P:) Krands, gandske (ind)hendte, forvendte, se også s. 435. Der skrives hand, mand (pron.), men den (som i G-I), ald, ald verden, men altiid. Modalverber som i A-I.

✂ 13) -et: -ed: -edt i tryksvag stavelse. Neutrum af den efterhængte artikel skrives i A-I -et, kun rent undtagelsesvis -ed ell. edt (Støved 11.2.2, Lysedt). I participium er -et også det alm., men -ed forekommer dog ikke ganske sjældent: foragted, pyndted, se videre u. J1. Omvendt har A fx. I velsignet Smaa (> velsigned' J4) 9.10.1. H: krænket (præt.) sænket (part.) 115.4.5. - I ordene hoved, maaned, levned, fremmed har hefterne (i al Fald A) oftest -et, sjældnere -ed. Fra mss. har jeg noteret: Maaned/Maanet, hoved/hovet, fremmed/fremmet, part. indhendtet, behaget osv. V (kun -et). i P har part. alm. -et, men: saaed, hasted, Vaagned.

* 453

✂

Bøjning og Afledning

✂ 14) Genus. Vaklen i genusbrug er hverken i tryk eller mss. væsentligt hyppigere end i andre af tidens skrifter. De vigtigste træk er flg.

✂ 14.1) Adjektiver og pron. Neutrums-t mangler undertiden, især hvor et adj. står adverbielt og fortrinsvis ved adj. på -ig. Exx. fra trykkene er anført under J1. Fra P og brevene er noteret (som adv.): fuldstændig, naadig, sterck III 163 168. - Pron. ingen hedder i A-I i forb. m. neutrumsord alm. ingen: slet ingen ney 186.3.1 slet ingen ord 118.5.5, men: intet Blad bd. I s. 4.20 (J2). Ligeså P: slet ingen Raad, det var ingen under III 164 ingen blodig saar (flt.?). Brevene: intet haab.

✂ 14.2) Substantiver. P har ligesom A-I: en... Tempel, i vor stæd. Se i øvrigt under J1.

✂ 15) Numerus. 15.1) Substantiver. Ligesom hefterne har P dobbeltformer i ord som disciple(r) III 154 168 f. Dievle(r) 150 f. 160 Engle(r) 156 173 Apostle(r) 137 ofl. Ordet tåre hedder i trykkene i ental Taar 1.18.5 25.2.3 255.3.6 (Taare ere intet steds sikkert ental). I flt. er Taarer den alm. form, ikke blot i rim 166.12.1, men også uden for rim (ca. 15 exx. noteret; jf. III 166). Flt. Taare optræder over 11 gange som rim, men synes at være sjældnere uden for rim: 217.7.2 254.4.2 (begge steder kan opfattes som ental, jfr. III 159). Formen Taar optræder som flt. III 188.29. P har tilsvarende dobbeltformer: III 151 164 166. I J2-3 rettes Taarer undertiden til taare: 27.10.2 40.10.5.

✂ 15.2) Verber. Ligesom hefterne er mss. inkonsekvente m. h. t. verbernes flertalskongruens. Kun i bibelcitater spores en stærkere tendens til at gennemføre flertalsformer efter flertalssubj. Særlig sjælden er flt. af modalverberne (og have).

✂ 16) Kasus. 16.1) Genitiv. De gamle bestemte former på -(s)ens er overordentlig hyppige i A-I (se under J1 ]; i originalmss. er de også ret almindelige i stående udtryk fra bibel- og salmesprog: livsens (bog, fyrste, træ, vej, vand, kilde) fx. III 159 173, helvedes og Dødsens nøgler III 160, Retferdighedsens, i Korsens skole III 153 (men: i Korsets nat 141), Menniskens Søn, Hiertens lengsel osv.; men: Syndens Legeme III 142 Naadens Skiød, i nødens tid. - Desuden finder man bibelske genitiver som dine lives dage (III 132: bibelcit.), eders arves Pant III 173. - Genitiv udtrykt ved efterstillet pron.: den gamle Mand Hans øye III 233, jf. 92.1.6 224.10.2. K S T stemmer som regel med A-I, men moderniserer undertiden formerne.

✂ 16.2) Nominativ. Mss. har visst kun hvo som, hvo der; A-I har enkelte exx. på hvem, der senere rettes til hvo, se u. J1.

✂ 17) Person. P har du skal 295.3.6 men du est 295.4.1 ff. I A-I er brug af 2. person på -(s)t i verberne normal, men ikke gennemført (jfr. u. J1). K S T afskaffer undertiden 2. personsformen. I brevene er tiltaleformen: Deres høygrevelig Naade.

✂ 18. Modus. Om imper. holt se u. J1.

454

✂ 19) Tempus. Materialet i originalmss. er for spredt til, at man kan give noget sammenhængende billede af Brorsons verbalbøjning. Der er dog tydelige spor af, at den vaklen, vi finder i trykkene, delvis kan gå tilbage til forfatteren, der delte tidens usikkerhed på dette punkt og udnyttede friheden, således at han valgte den form, der passede bedst i rim og rytme. I de svage verber bemærker man, at adskillige ord har bevaret den lange bøjning: talede, talet III 138 165 har knuset, forkyndet, blev kaldet (og kaldt) III 168 f. 132, forkastede (men: forkast), havde korsfestet, den korsfæstede III 132 141 (men: den korsfeste III 160 163 er korsfest 141, jfr. Korsfæst(e): 32.1.1, 3.6). Sekundære langformer findes i glædede III 136, vigede III 164. - I den korte bøjning skrives endelsen normalt -te: viiste, elskte, smagte, meente, men efter -r finder vi dog også -de i udførde III 132; jfr. førde 4.4.2, ( bønhørde) 109.7.8, ( oprørde) 79.4.5; hørde 41.8.3 lærde 227.2.9 (men lærte hierte 188.6.6). Jfr. J1. I disse forbindelser har -d rimeligvis endnu været stumt i datidens talesprog, jfr. rim som kier uforfærd 171.6, lærd 168.5; forfærde giærde 68.6.3, således som det endnu er i gjorde, men netop dette ord har hos Brorson den ellers usædvanlige form giorte III 132 ff., T2a 164.9.8 (men giorde III 133 og nogle få andre steder, gennemført i den trykte udgave af Svanesang); den ændres i de senere tryk, se under J1 , i J4 også hvor den rimer på borte. Formen er vel dannet i analogi m. part. giort ( bort 174.2.5). Jf.: efter aflagde Geistlighedens Eed V.

✂ Verberne følge, sælge, vælge har i præt. former som fuldte, soldte III 146 169, i part. (plur.) udvalde III 173 udvaldte III 144 (bibelcit.). Disse former genfindes i trykkene og rettes ikke: har fuldt 169.4.6 fuldte 91.8.1 udvalde (part.) falde 213.12.3 befalde (inf.) 228.7.6; har val(d)t alt 225.4.4 227.3.6. Verber med opr. d (ð) i stammen har i præt. i orig.mss. alm. tid: klædde III 149 (men glædede 136), i part. -d: blev fød III 133 har, er bered III 171. De samme former finder vi i A-J3, indtil J4 planløst indfører den nyere stavemåde med -dt (H J1 har dog forraadt -daad, og J3 retter fød > født 9.4.2). Foruden de under J4 nævnte exx. kan anføres flg., hvor rimet viser, at der udtaltes åbent d: er, har fød skiød, nød, død 82.1.6 107.6.4 141.4.1, est, har traad braad (dvs. brod) 46.10.6; uden rim: 49.3.8; er, har ber(e)ed III 171 sted, fred 24.5.5 138.6.8 125.9.6. Dette er en rimtradition, som kan følges i dansk salmedigtning fra Hans Thomissøn til Grundtvig. I præteritum har jeg kun noteret een rimform: klædde at redde 98.3.3 105.17.4; uden rim: traadde 86.2.8 143.4.1, fødde 44.2.3 (som plur. af part.: 188.2.1). I oprindelig stærkt bøjede verber som lide, stride finder vi præt. lidde, stridde 79.12.5 240.5.5 266.8.3 ofl. (men leed 24.3.6 ofl.), part. har striid (J2-3; striidt J4) 273.3.2 274.1.2, striidt (J1 ff.) 26.4.1 har liidt (I J1 ff.) 199.2.5. I ord med opr. t i stammen hedder præt. fx. ledte (dvs. søgte) III 164 78.11.1, svedte 2.4.6; part. fx. forstødt 76.1.2 afslidt, grædt P. Af ord, hvis stamme ender på vokal, har jeg kun noteret: flydde 165.8.6 skeede III 146, 46.8.10 ( vrede), skeet III 134 ofl. forseet 128.2.11, men beteed -hed 224.1.2 toed, troed 125.5.3 202.7.3 forsmaaed 116.4.8 flydt (smykket) 78.1.5. - Den ejendommelige form veedst(e) (jfr. Ordbog

455

✂ over det danske Sprog) findes både i mss. (fx. III 157 f.) og trykkene, fx. B 2.3.5, C 49.1.8, G 30.3.5 (men vidste Ea).

✂ 19.2) P har i præsens kortformer som bær, fa(e)r III 148 167 169 171 (især i bibelcit.), men i trykkene synes kun at forekomme langformerne: bærer 30.1.3 farer 54.9.3 ofl., jfr. sværer 99.3.3 (forsvære III 168).

✂ 19.3) De stærke verbers participier har i originalmss. som regel kongruens med subj. både i tal og i køn, men undtagelser er ikke helt sjældne: noget er bleven borte III 156 Brudgommen er taget fra Eder III 163, således også i trykkene: Lyset er .. kommen har fornommen 8.4.1 Og begge vor navne i himlen er skreven er du og bleven 188.6.2 tilsv. 18.6.7 jeg er hiulpet 168.8.0. - Efter har finder man i mss. alm. -et: har indtaget, vundet, givet III 169 163 (bibelcit.) 174, men også: har funden, vunden, overstanden, uddreven III 159 f. 139. Samme inkonsekvens i trykkene: har taget, drevet (A), fundet (H) 126.8.2 v. s. a. har funden, bunden (A), har funden ( forsvunden) 172.1.3-4 fornommen (se ovf.); -en rettes delvis > et i J1, s. d. - Særlig mærkes i P formen: alle vare bortgaaene fra graven III 154, formen var ikke ualm. i samtiden, se ODS u. gaa.

✂ 20) Præsens participium på -es er alm. i mss.: anlangendes V naar den er nærværendes, blev hun staaendes III 156 skiønt uvidendes III 157 siddendes hos Guds høyre haand III 172, vist noget sjældnere i A-I, se u. J1.

✂ 21) Afledning. Der skrives undskyldning, befaling V. Se u. J1.

✂ 22) Enkelte ord. Salmehefterne har den tyske og sønderjyske form ville (dvs. vilje), dels hvor ordet rimer på stille 84.15.6, forestille 127.2.4 (jfr. dog i H: Villie spille 105.10.2), dels hvor metrum kræver to stavelser; hvis versemålet kræver 3 stavelser skrives derimod villie: 13.4.3. Om ændringer se u. J1. Både P og A-I skriver tilig, fx. A 18.4.3 III 152. - Om livlig/liflig se § 10.2. P har formerne tviil, tvile (III 160), ligesom trykkene, se u. J1 . - P har to steder ligge for legge (III 160 168), svarende til A 7.7.4. - Ordet linned har formen linden P III 146, jfr. Feilbergs Ordb. - vunder-verke (F) 153.2.2 genfindes i T2bc 29.10.1 (og tillægsstrofe efter 29.11); rettelsen til Under er (G2 J1 ff.) skyldes således antagelig sætteren.

✂ 23) Syntaktiske bemærkninger. Hjælpeverbet have er undertiden udeladt i inf.: ligesom hun vilde grædt hiertet ud III 148 hvo der da kunde seet III 157, jfr. Jeg burde været 37.5.2. - P har et enkelt tilfælde med »dobbelt supinum«: ellers kunde det vel ikke været skeet III 156-57. Nogle gange skriver P hendes for sin: at hun i hendes ungdom har været vild III 150, jfr. 157; ligeså trykkene.

✂

Konklusion.

✂ Undersøgelsen viser, at A-F i alle væsentlige træk (bortset fra brugen af stort bogstav) stemmer ret nøje med Brorsons privatortografi 20-30 år senere, blot at Brorsons retskrivning snarest

456

✂ er mere gammeldags og mindre konsekvent end salmehefternes. Enkelte særformer (som veedste, giorte, livlig, vunder-vercke) kan endog tyde på, at sætteren har fulgt manuskriptet temmelig bogstavret. Formentlig må han dog allerede i A-F have normaliseret brugen af stort bogstav, og i G2-I finder enkelte andre ortografiske ændringer sted. - Det kan tilføjes, at Brorsons private ortografi i hovedtræk stemmer med bibeloversættelserne fra hans samtid.

✂

II. De samlede udgaver af Troens rare Klenodie

✂ Med den samlede udgave af Brorsons salmer overgik forlaget fra det lille provinstrykkeri i Tønder til Frantz Christian Mumme, Boghandleren paa Børsen. Dette medførte en stadigt videregående modernisering af typografi og ortografi, hvis vigtigste træk er registreret ndf.

✂

Førsteudgaven J1 (1739).

✂ 1) Storbogstav. Brugen af storbogstav indskrænkes - dog uden fuld konsekvens - til liniebegyndelse, personnavne og navne på guddommens personer (hvor ofte to eller flere bogstaver er store): GUd, HErren, JEsus, Skaberen, Frelseren, Aanden. Dette beror efter tidens typografiske praxis på, at teksten nu for at spare plads trykkes omløbende, ikke i verslinier1), hvorved stort bogstav bliver signal for versliniens begyndelse.

✂ 2) Interpunktion og bindestreg. Skråstregerne i A-F afløses af komma. I øvrigt foretages kun tilfældige ændringer af interpunktionen.

✂ Derimod gribes der kraftigt ind i originalernes ejendommelige brug af bindestreg efter genitiv; stregen fjernes ikke blot hvor den strider mod almindelig brug, men også i mange tilfælde, hvor der efter moderne opfattelse foreligger sammensætning, og hvor der efter tidens praksis ikke synes at være noget usædvanligt ved hefternes brug. Da vi her øjensynlig har at gøre med en særpræget sprogbrug hos Brorson, vil vi anføre et fyldigt eksempelmateriale og ordne det i grupper, der viser, at brugen ikke er aldeles tilfældig.

✂ a) Den mest iøjnefaldende type er bestemt form i genitiv med efterfølgende substantiv. I de fleste tilfælde ville det være muligt nu at have ubest. gen. som første led og hele sammensætningen i best. form; som regel er førsteleddet et ord, der ofte optræder i sammensætning i religiøst sprog: Naadens-Kilde (dvs. nådeskilden) aldrig tømmes 8.2.3 Naadens-Himmel 128.7.4 for Naadsens-Stool og Throne

* 457

✂ 19.8.2 med Naadens-Trøst 8.1.6 Livsens-Fyrstes Hierte 41.17.5 fald af Livsens-Vand 28.5.3 ingen Syndsens-Gift 35.1.1 til Korsets-Orden ind 15.1.8 paa Korsets-Træ 30.4.1 Naar Hiertets-Mening kun er god 28.6.4 det betyder Ærens-Kroner og en evig Samlings-Roe 79.16.7-8 I Frydens-Lund 79.1.1 (jf. 105.9.3) Pagtens-Ark 3.7.5 lod Dødsens-Dom opskrive, til Dødsens-Dom opskreven, blive under Dødsens-Dom 35.10.2 86.5.12 117.13.2 i Dødsens-Baand 28.2.5. - Med foranstillet bestemt pron.: Det Livsens-Ord, den Guddoms-Kraft 28.14.1 dit Livsens-Træ og Frugt 128.8.8 ofl. den trange Livsens-Stie 61.9.4 det onde Kiødsens-Sind 61.9.5. Denne manér drives så vidt, at der sættes bindestreg, endogså hvor der kommer et adjektiv ell. lign. mellem genitiven og det efterfølgende substantiv: Udi Naadens-blide Aar 8.7.2 Naadens-rige Kilde 31.3.2 Kierlighedens-fulde Iver 29.12.4. I ægte sammensætn. er bindestreg fjernet i Hiertens-Fryd 40.17.4 min søde Rosens-Mund 20.5.3.

✂ b) Ubestemt genitiv; særlig mærkes tilfælde, hvor et foranstillet pron. eller genitiv hører til genitiven: til vor Forløsnings-Verck 30.2.3 mit Hiertes-Roe 30.5.5 din Boligs-Sæde 96.9.1 i vor Begierligheds-Grave 107.4.5 Guds Vredes-Perse 35.12.2 hans Korses-Dag 41.15.4 hans Naades-Kilde 15.7.7 Guds høye Thrones-Sæde 61.3.1 fick en Dødnings-Skick 41.6.2 min Roses-Purpur Saft 29.16.3 (ikke rettet i J1). Jf. tilfælde som et faders sind § 14.3. Andre tilfælde: Helveds-Ild og Svovel-Flod (måske): Helveds ild- og svovlflod) 29.2.1 fra Verdens-Nat 28.14.4.

✂ c) Tilfælde, hvor bindestreg er fjernet i forbindelser, der med rimelighed kan opfattes som egentlige sammensætninger: Verdens-Lyst(er) 27.8.2 128.4.6 vor Daabes-Pagt 11.8.2 Fryds-Basuner 33.12.4 af Herrens Vredes-Riis 87.1.2 med Længsels-Taare 3.1.6 i Kierligheds-Taare 107.5.6 en yndig Naades-Sommer 3.3.6 De andre Naades-Dage 19.7.2 Din Naades-Tiid 19.8.6 u-endelige Naades-Haf 28.10.1 i Edens-Have 1.4.3 Hiertens-gierne 29.15.1.

✂ d) Bindestreg fjernet mellem adjektiv i bestemt form og substantiv (denne brug genfindes i K). Fra de 80 første numre antegnes: Naadens gyldne-Aar 3.1.3 det Christne-Navn 27.4.2 du Christne-Flok 27.7.2 Naadens Kølne-Vinde 31.8.4 Evighedens Blide-Soel 21.4.3 Egyptens Mørke-Sæde 47.9.8 i Trængsels Mørke-Stand 59.2.2 trætte-kiære-Sinde 58.7.6 Himmel-sindet-Sind 75.9.2 (men: OlmeBlod F > olmeblod J1-7 186.7.4).

✂ Forholdsvis sjælden tilføjer J1 en manglende bindestreg efter genitiv:1) Bryllups(-)Dage, (-)Tanker, (-)Glæde, (-)Dag, (-)Sæde (B og Ea), Naades(-)Gave, (-)Throne (B, D). Derimod indsætter J1 bindestreg i utallige sammensætninger uden -s-, hvor den mangler i A-I: Blode(-) Draabe, Helved(-)Pine, Jule(-)Leeg osv. (over 50 exx. i de 80 første numre); ikke indsat fx.: paa sit christen (christne J6-7) navn 187.2.6.

* 458

✂ J1 indfører ofte sammenskrivning i ord som der med, der udi, der imod, der ved, der til, Hvor til, til veye, til freds, nock som, giennem vancke, efter tragte, op liver, sammen lencker. Omvendt ændres hvermand ofte til hver mand: 5.9.8 54.2.10 117.10.7 ofl. (i senere udgaver: 126.4.3, jfr. Arlaud s. 334).

✂ J1 udelader undertiden apostrof som udtryk for vokalsvind: tusend' F 180.11.3 udmatted' F 183.13.6.

✂ 3) Længdebetegnelse. Der synes ikke at foreligge principielle ændringstendenser (rense > reense 192.1.12, jfr. udtale med langt e: Høysgaard. Accent. Gramm. 13).

✂ 4) Åbningsgrad (og runding). 4.1) o:aa. kaars(et) rettes til kors(et) 6.6.3 125.11.4 ofl. og (et enkelt sted) forlaarne > forlorne 98.1.4 ( udkaarne), jfr. 239.16.2 samt ndf. u. J4, haabe-Tal > hobe-tal 163.1.2. Omvendt: rodden > raaden 191.6.8 (andre steder er o bevaret, jfr. u. J4 ).

✂ 4.2) aa:a. J1 indfører i en række tilfælde den dialektale form aa for a foran r, især i adj. svar(t), svare > svaar(t), svaare: 6.2.5 30.9.7 101.2.6 104.18.3 126.4.6 153.5.3 201.3.5, jfr. baarst 4.4.6 skaar 6.2.7. Formerne fjernes i J2 . hart rettes gennemgående til haardt 2.5.5 33.5.4 40.6.6 68.1.12 (her med bet. 'tæt') 84.20.8 (men 40.1.7 gennemføres rettelsen først i J4 ). Arlaud opgiver (s. 334), at J1 har 23 gange haardt mod 6 gange hart, medens J2 omvendt har 1 aa mod 28 a. J3 har 0 aa: 29 a, men J4 atter 26 aa: 3 a. - Nogle steder, hvor salmehefterne (ligesom de ældre bibler) har sla(er) rettes til slaa(er), fx. 71.8.5.

✂ 4.3) u:o. Konst(ig) > kunst(ig), jfr. u. J4 (ikke gennemført).

✂ 4.4) y:ø. Originalerne skriver gennemgående gemøt(te), flt. gemøtter. Denne form rettes til gemyt osv., ikke blot, hvor den rimer på flytte 20.3.4, men også uden for rim (119.5.4 203.7.1,6), ja selv i rim på støtter (10.7.1: støtter rettes samtidig til stytter) eller sødt 53.10.1 (hvor rimet altså svækkes). På samme måde rettes støtter ( flytter) til stytter 239.14.2, ønsker > ynsker 197.9.7 253.9.1, sønder (adv.) > synder, hvorimod brynd ( synd bliver til brønd trods rimet: 157.1.2.

✂ 4.5) e:æ. Langvokalen rettes i vee > væ 64.10.4 72.9.6 106.12.3 (men ikke i rim på Snee 4.7.6). - J4 retter tilbage til Vee (jfr. Arlaud 337). - Omvendt rettes ævig > evig 56.2.12 61.10.8, kiælne > kielne 195.2.5, men kierlig > kiærlig (kierlig bevaret fx. 195.1.4). For kortvokalens vedkommende er der svage forsøg på at følge hovedreglen bedre, end hefterne gør (se ovf.); således fjernes mange af de »falske« æ-former i A, og æ indsættes fx. i længe(s) 54:5.11, 6.7 ofl.

✂ 4.6) i:y. bryst (af briste) G rettes til brist 41.16.5.

✂ 5) Omlyd. Verbet magter rettes et par steder til mægter 73.1.8 77.2.3 (men ikke fx. 234.3.1); ligeså kraffter > kræffter 58.2.3 (ellers vist altid i alle udgaver kræfter); huld (subst.) > hyld 106.11.2 (J1.4-6).

✂ 6) Diftonger. 6.1) iu:y. Nogle steder rettes iu > y, fx. i siunge 71.8.4 71.9.6 74.11.3 168.8.8 siunker 61.10.2 82.4.3 187.8.4 siun 102.3.2 usiunlige > usyn- 119.4.1. Men som regel bevares iu og rettes først i J4 .

459

✂ 6.2) ej, øj, av osv. se § 10.

✂ 7) Vokal i tryksvag stavelse. Foran s rettes i til e: dis(z) være olgn. > des 3.2.6 8.1.3 33.5.2 76.6.7 116.14.6. Endvidere i aldelis 79.14.5 voris 84.7.2 menniske 35.8.1 (-iske genindført J4 ) saaledis, eniste 168.7.8.

✂ 8) Fremmede konsonanter, se ovenfor s. 451.

✂ 9) Konsonantfordobling. De gamle skrivemåder ??? (Priisz, Huusz, disz være osv.) og ck (skick, smycke, tæncke osv.), der er almindelige, om end ikke fuldt gennemførte i A-F (og i Brorsons egen retskrivning), erstattes af henh. (s)s og (k)k, der allerede er den normale skrivemåde i G-I. Dobbelt ff foran konsonant erstattes af enkelt: løffte > løfte osv. 54.5.9. Konsonantforenkling findes i taallig (også i K S T fx. 210.13.7) > taalig 30.1.3 73.7.5 166.3.1,5 156.2.4 fyrrig > fyrig 60.1.8 kiøddets F > kiødets 191.9.6, men raaden F > raadden J1-2 191.6.8. saggen, strygge osv. (se ovf. s. 451) > sagen, stryge osv. (nogle steder dog først i J2: 107.8.1 234.3.2).

✂ 10) Halvvokaler. 10.1) J1 ændrer som regel ej, øj (i G-I) til ey, øy og vender således tilbage til den form, der findes i A-F (og mss.). Omvendt rettes Mayestæter > Majestæter 3.3.1.

✂ 10.2) Den gamle skrivemåde f for v (i stavelseudgang), der ikke sjælden findes i A-F, afløses af v, fx. i hafde 7.5.3 fafne, hafne 152.5.2,4 170.2.5,7 nefne 187.1.5 lifsalig osv. Dette sker dog ikke, hvor det pågældende ord danner (øje)rim med et ord, der bevarer f, fx. graf som rim på af 15.1.14. Her findes f også i de salmer, der først er optaget i J1-2, fx.: af: Graf 229.11.2 (grav J4-7) 246.4.4 257.4.3 (grav J1.4-7) 274.5.4 gaf af. 131.2.3 eller straf 224.1.5 ofl., jfr. haf staf 28.10.1-2 (alle udgaver), straf haf (hav J4) 37.4.3-6 straf haf grav 263.3.5,7,9 (J2-7).

✂ Den ny ortografi overføres undertiden også til participium haft/havt 118.11.2 osv., skønt dette (iflg. Høysgaard) udtaltes med f. Også her beholdes den gamle form i rim: haft kraft 8.4.6 195.3.5.

✂ Omvendt indfører J1 f for v i livlig (dvs. liflig): 107.1.3. Flere steder glemmes denne rettelse, så at den først indføres i J3 eller J4 , fx. 148.2.6. 159.3.1 167.3.2 191.10.3.

✂ 12) Stumme konsonanter. J1 retter gennemgående hand, dend, ald til han, den, all. Sml. u. J4 .

✂ 13) -et: -ed. I tryksvag stavelse tilstræbes en regulering af skrivemåderne -et, -ed, således at svage participier og neutrumsartiklen, der i salmehefterne ikke sjælden skrives -ed, rettes til -et, fx. foragted > foragtet 7.3.7. Efter vokal beholdes dog alm. -ed: toed og tvettet 125.5.3 troed 202.7.3 (> et J4), især i rim: beteed ( -hed) 224.1.2 forsmaaed ( raad) 116.4.8 (> -et J4), toed blod 127.3.7. Der findes dog stadig inkonsekvenser som Tilbedet og høyloved (D: -et) 54.8.3 osv. uagted (> -et J4) 241.5.6, jfr. krænket (præt.) senket (part.) 115.4.5. -

✂ I ord som hovet, levnet, fremmet rettes -et til -ed fx. 7.1.4 157.3.6 173.14.4 220.6.8 222.1.1 (214.4.6 246.3.3 først i J2 ) undtagen, hvor de er rim på et participium, fx. hovet lovet, sovet 147.2.7 226.4.5 235.4.6

460

✂ 237.5.1 (alle rettet i J4 ); 54.8.1 og 189.11.7 har dog allerede J1 rettet trods rimet; 220.11.2, 4 retter J1 begge rimord (hovet, vovet hoved, voved).

✂ 14) Genus. 14.1) Adjektiver og pronominer. I ord på -ig mangler salmehefterne (som datidens sprog i det hele taget) ikke sjælden t i neutrum. Det tilføjes da undertiden i J1: evigt 80.3.8 86.2.12 95.9.4 132.1.7 175.11.1 tienligt 182.5.6 yndigt, fyndigt, men ofte først i senere udgaver, fx. J2: eenfoldigt, yndigt, fyndigt, lykkeligt: 217.11.3 228.1.1, 2 118.4.7 (de fleste steder som prædikat), jfr. u. J4. En enkelt gang tilføjes -t (mod almindelig praksis) efter possessivt pronomen: dit uskyldigt (uskyldig H J6-7) blod 115.4.1, jfr. tilsvarende rettelse i J3: mit syndigt øje 116.12.6 og læsemåden i G: dit uskyldigt hierte 35.13.2 (> uskyldig J1). I andre tilfælde har både originalen og J1 -t: nødigt (præd.), evigt 71.1.6 helligt 71.8.12 prægtigt 73.2.8 ( mægtigt) (disse steder er t bortfaldet i senere udgaver).

✂ Også efter (stumt) d mangler A-I undertiden neutrums-t; det indsættes da i J1: fuldt 18.5.2 60.2.5 79.10.2 199.12.2 Jeg mit hierte fuldt (< fuld G) vil prente 40.1.8 (overalt som præd. eller efterstillet attribut; t ofte atter bortfaldet i senere udgaver); værdt (præd.) 206.2.5 dødt 16.3.4. Sjældnere i andre ord: et selsom Val > selsomt 94.3.4 (> selsom J2 > selsomt J4). Skiøn og frugtbar (som præd. til obj. land; + t J1) 95.6.4. I rim bevares den t-løse form: sterk 125.13.8 fuld 101.1.1; jfr. dog klar (adv.; > klart J1-2) har 237.10.2. I al tilføjes t ved neutrumsord: alt hans værk 192.6.4 (men 122.6.4 først i J7 ; 176.1.2: Al mit hiertes ønske i alle udgaver) jfr. ald (H > alt J1 al J2-6) vort Levnets Dage 108.7.2; det fjernes ved fælleskøn, hvor det af og til optræder i hefterne (jfr. en moderne konstruktion som alt maden): Alt (> All) din ville 152.16.2 (alt kan være adv.) alt (> all) din modstand 204.1.7. Tilsvarende ændring i J2: alt (> al) skidenhed 60.4.3. Men 54.4.8: Ald (> Alt J1 > Al J3) satans magt og vold. Sml. 65.4.5. Bortfald af t er ellers kun observeret en enkelt gang: vort (> vor) frosne sind 60.1.6 (Sind anføres af Høysgaard som fællesk., men er hos Brorson altid neutrum).

✂ Omtydning af adverbium til adjektiv foreligger i fornøden (tysk: vonnöthen) > fornødent 48.2.1 (bevaret i rim: 82.1.10 222.2.5).

✂ 14.2) Substantiver. En del substantiver, der i hefterne (og mss.) optræder som fælleskøn, ændres til intetkøn. Det drejer sig dels om ord, der i samtiden har begge køn, som tempel 3.8.2 22.1.3, 2.4 59.5.2 61.2.7 62.4.4 78.7.6 96.8.2 (overalt, undtagen 3.8.2, rettes det i J4 tilbage til fælleskøn), kys 20.1.3 65.3.8 (106.13.3 131.2.3 og 223.1.3 har alle udgaver neutrum, 2.11.6 og 171.1.4 rettes først til neutrum i J4 eller 5 ), syn 102.3.2 (men fælleskøn bevaret fx. 254.1.2, jfr. 201.5.2), telt 98.4.2 knald 41.8.1 - dels om ord, der ellers (næsten) kun er bevidnet som neutrum: anfald 28.3.3 forbund 60.9.8 bytte 51.9.5 (også fk. hos Moth). Det hedder: min A og O, begyndelse og ende (> mit J6-7) 74.5.1. - Den modsatte rettelse fra neutrum til fælleskøn er kun noteret i ordet ende 121.10.7 222.8.8 (rettes i senere udgaver: 173, 14.7 (J2) 249.5.4 (J7)). Fælleskøn i alle udgaver (J1-7): 228.3.6 (nogen ende). Intetkøn er ellers ukendt i dette ord (germanisme?). At neutrum er autentisk, bekræftes af T3 ad 173.14.7.

461

✂ 14.3) Særlige forhold gælder ved genitivforbindelser og i sammensætninger. Ved sammensætninger kan adjektivet (pronominet) hos Brorson undertiden rette sig efter første led i steden for efter sidste. Denne konstruktion rettes i flg. tilfælde: et (> en J1) fadeklud 1.16.2 (> et J2-3, > en J4; ordet fadeklud er intk. i vestslesvigsk); din > dit himmelslot 22.12.5 (jfr. dette frydens slot 253.10.2 dit slot 71.1.8); min himmel-man (dvs. manna) > mit J4 106.5.4 (jfr. det skiulte man 26.1.3), mit hierte-rod 27.12.4 (alle udgaver). Omvendt rettes mit (> min J2) hore-leye 117.7.3 sit (> sin J2 fodspor 156.5.5; spor og leye kan i ældre sprog være f k.). - Jfr.: til evig seyers tegn (> seyers-tegn J4) 4.2.2 til vor Forløsnings-Verck (> forløsnings verk J1) 30.2.3 til et (en K) helvedes arrest 117.1.4. Omvendt kan adjektivet (pron.) ved genitivforbindelser kongruere med sidsteleddet i forbindelser, der kan opfattes som sammensætninger (jfr. § 2 og 16.1): sit eget Guddoms ord 77.7.6 et evigt naades merke 126.7.7 som dit naades kar 169.2.1; undertiden også i tilfælde, hvor en sådan opfattelse næppe er mulig: i mine troes (> troens J6-7 == T2a) arme 214.10.8; i disse tilfælde retter J3-4 som regel til den normale form: Udi mit (> min J3) sieles øye 236.3.2 et (> en J3) faders sind 76.3.5; den omvendte rettelse har jeg kun fundet to gange: mit (> min J4 = K T2) ønskes mening 29.18.4 vort (> vor J1-7) hiertes have 194.8.1. - Et særtilfælde foreligger ved al hørende til sidsteleddet: al (alt Eb J1) mit hiertes inderdeel 91.4.3.

✂ 14.4) den eller det indsættes enkelte steder for hun henvisende til tingsnavne (fx. 79.12.7, om ægteskabet); denne udvikling fortsætter i de næste udgaver, J2: 46.4.4,5,8,10 (om verden); J3: 26.2.6 (om døden) 48.2.5 (om surdej), men gennemføres ikke, se u. J4 . Den tilsvarende ændring gennemføres af Pontoppidan i Brorsons salmer.

✂ 15) Numerus. 15.1) Substantiver. Formen engle, der synes at være den alm. form i hefterne (jfr. dog engler 46.2.4 81.11.4 (Ea, rettet til Helgens J1) 107.2.3 (H J1-7)), rettes i J1 som regel til engler 1.21.2 33.12.3 54.2.11 76.7.8 79.2.3 151.4.6, jfr. 24.5.3 68.8.6 86.9.11 241.12.6, hvor J1 som original har samme form; 188.3.7 finder rettelse først sted i J3; 245.4.5 har J1 Engle > engler J2. I J6-7 genindføres af og til formen engle, og denne form har J2 som original 264.2.2 266.1.2 (englene > englerne J4). Omvendt ændres discipler > disciple 46.3.9.

✂ 15.2) Verber. J1 viser stærke bestræbelser (over 20 rettelser noteret) for konsekvent at gennemføre verbets flertalsform ved subjekt af flertal, en enkelt gang endog på bekostning af rimet: lee ( meer) 172.4.1,2 (sml. 58.12.6). En del steder rettes det dog først i senere udgaver, fx. J4 : 68.6.1 60.8.7 107:16.3, 17.6 249.8.4-5 (rim); J7 : 83.7.1. Ganske tilsvarende rettelser finder man i trykket af Svanesangsprædikenen, medens Pontoppidan som regel bevarer entalsformerne (se s. 382).

✂ 16) Kasus. 16.1) Genitiv. De gamle genitiver på -sens, der i visse ord var bevaret i det ældre bibel- og salmesprog, erstattes gennemgående af de nyere former på -ens, -ets. Det gælder navnlig ordene syndsens (164.5.3), livsens, dødsens (alene i bogens første fjerdedel er noteret en 20-30 ændringer af disse ord, næsten udelukkende fra

462

✂ J1), desuden aandsens, naadsens (men naadens allerede i orig. fx. 8:1.6, 2.3, 5.4, 7.2 31:3.2, 8.4 38.3.4 43.5.4, kiødsens (165.1.2 190.2.3), lysens, havsens (men havets i alle udgaver 77.8.2), korsens (men korsets 6.6.3 9.11.1 38.2.4 39.1.8 40:4.2, 5.4, jf. overskr. til 192), evighedsens 8.5.7 (ellers vist altid evighedens)

✂ Dette er uden tvivl den mest gennemgribende formelle ændring i J1, men det turde være tvivlsomt, om den stemmer med forfatterens intentioner, idet de salmer, der er optaget som nye i J2-3 (og som vel er aftrykt direkte efter forfatterens ms), har de gamle former: dødsens 263.8.9 267.7.4 271.2.2 272.2.2 (> dødens J6-7). I nr. 230, der først er trykt i J1, viser afskriften i T3 (s. 419), at orig. har haft de gl. former. Pontoppidan bevarer endelsen -sens uændret i sin salmebog (1740), medens han fx. fjerner de gamle 2. persons former, som J1 farer mere skånsomt frem med.

✂ Denne ændring adskiller sig fra samtlige andre ved, at den hårdhændet udsletter en forskel mellem to former, der ikke er stilistisk ækvivalente. I nyere sprog findes som bekendt former som dødsens, livsens, naadsens, hjertens, havsens i særlige forbindelser og sammensætninger, hvor de regelmæssige former (dødens, livets osv. gennemgående ikke er brugelige. Også i originaltrykkenes sprogbrug forekommer begge sæt af former med en tydelig brugsadskillelse. Men det er ganske tydeligt kun den nævnte gruppe af ord fra bibelsproget, som kan have den gamle endelse, og som det fremgår af ovenstående (jfr. også ndf. om hjertens), bruges de kun i visse tilfælde med den gamle form. En nærmere undersøgelse viser, at -sens først og fremmest optræder i ordforbindelser, som stammer fra bibelen og danner faste formler, der i originaltykkene ofte forbindes med bindestreg (se § 2) og syntaktisk behandles som sammensætninger.1)

✂ J1 udskifter formerne ganske uden hensyn til dette, og vi får altså tunge, ja, nærmest sprogstridige former som dødens dom for Dødsens-Dom, dvs. 'dødsdom' 35.10.2 86.5.12 117.13.2 din dødens kamp og sveed (dvs. 'dødskamp og dødssved') 37.16.3, dette livets træ (for Lifsens-Træ, dvs. 'livstræ') 39.5.6 96.4.9 128.8.8 du Jakobs livets kilde, dvs. 'livskilde' 116.1.7 min livets kilde 89.14.5 101.6.5 o klare livets kilde 175.4.1 jfr. livs-kilde 175.10.3 denne klare livets flod 86.1.5 en kilde fuld af livets vand 28.5.3, jfr. 86.11.7 give rette livets kræfter 89.12.3 110.6.2 fuld af livets kraft 97.8.3 O søde livets drik 101.6.1 livets soel 175.13.2 148.7.1 (men Livsens 262.3.3, J2-7), rette livets brød 106.5.4 Det livets ord 28.14.1 en evig livets lugt 193.7.8 sine milde naadens arme 110.10.4 den bitre korsets død 96.1.4 mit fredens bud 97.6.4 100.2.1 til havets grund 115.4.6 ved syndens flod (dvs. syndfloden) 128.8.5 osv. - Om bindestreg i disse forbindelser se u. § 2.

* 463

✂ I disse og talrige andre tilfælde har J1 ved sin reform fjernet en karakteristisk stilejendommelighed hos Brorson og erstattet den med konstruktioner af betænkelig karakter. Det vil imidlertid kun med nogen vilkårlighed være muligt at restituere de oprindelige former, med mindre man vil gøre det i alle tilfælde. Men derved ville man gribe meget dybt ind i tekstgrundlagets ejendommeligheder, og nærværende udgave har derfor afstået fra enhver rekonstruktion.

✂ Det må dog bemærkes, at J1 ved eet ord er faret skånsomt frem, nemlig ved ordet hierte. Dette hedder i originaltrykkene i bestemt genitiv som regel Hiertets, fx. i Hiertets fule Giemme 19.4.2 efter Hiertets (hiertens J6-7) Reenhed 22.12.2 Hiertets-Mening 28.6.4, men i mere faste forbindelser, hvor ordet nærmer sig adjektisk funktion, hedder det Hiertens, og denne form bevares gennemgående i J1 ff., fx. hiertens bøn og bod 5.7.6 hiertens tak og tro 5.9.6 hiertens kierlighed 6.2.8 Hiertens(-)inderlig 6.5.5 hiertens(-)gierne 29.15.1 (i orig. m. bindestreg), 37.11.6, af hiertens rod 126.11.6 I en hiertens bedrings graad 164.2.6 af hiertens grund 30.3.1 111.11.1 (men: i Hiertes grund 95.8.3 131.3.6 i inderst hiertes grund 136.1.2 i hiertets grund 217.1.3; formen hiertes er rettet i J3 eller J4 til hiertets eller hiertens, men der foreligger sikkert en sammensætning hjerte(s)grund, som er kendt fx. fra Kingo, se ODS.). - Kun eet sted er den gamle form fjernet i J1: Af hiertets (Ea: Hiertens) fryd og glæde 93.6.4 (men hiertens(-)fryd 40.17.4 uændret, vel fordi vi har at gøre med plantenavnet, jfr. 128.6.5). - Nogle gange er sætteren kommet for skade på samme måde at rette en gammel bibelsk genitivform som lives til livets, fx. vort lives (> livets) næring 80.11.6 (den opr. form restitueret i J4), jfr. vor korses (> korsets J1) gang 197.9.6.

✂ Rettelser af denne type mangler næsten fuldstændigt i de flg. udgaver (se dog J4 ). I de salmer, der er tilføjet i J2, finder vi derfor former som livsens 262.3.3 264.7.5 dødsens 262.6.3, 8.5, 12.8 263.8.9.

✂ For at give et indtryk af, hvilke ord der optræder i bestemt genitiv med den moderne endelse, skal hidsættes de former, der er truffet ved en gennemgang af A: Kaarsets, Frydens, Jordens, Naadens, Herrens, Hiertets, Evighedens, Trøstens, Siælens, Himlens. I G (nr. 30-40): Naadens, Kierlighedens, Dommens, Vredens, Verdens, Korsets, Ærens, Fiendens, Kronens, Lammets.

✂ 16.2) Nominativ og akkusativ. I J1 indsættes gennemgående hvo (eller hver: 115.6.5 > hvo J2 ) for hvem: 52.9.1 53.3.2 80.2.4 81.5.2 (Hvo er også den alm. form i hefterne).

✂ 16.3) J1 erstatter de gamle former til retter Tide 145.7.2 (se ovf. n. K s. 441) 153.2.4 199.2.7 (først rettet i J4 ; jfr. i retter tide. Bording. II. 167), gode nat 139.8.3 med til rette tide, nu god nat. Jf. om natter tide 70.3.5 (> natte J7).

✂ 17) Person. De gamle 2. persons former i ental af modalverber og stærke præterita, som var bevaret i salmesproget, trænges tilbage i TrK. I J1 er det dog kun enkelte verber, der nogenlunde hyppigt ændres: skalt > skal 86.7.3 86.11.3 99.3.4 192.10.6, vilt > vil 75.10.4 80.8.1 84.2.1,6 ofl. viltu > vil du 75.6.8, est 84.14.4 (men fx. 192.15.2 først i J6-7), kandstu 86.10.5 maat 164.5.1 192.11.7; og først i J6-7

464

✂ gennemføres udrensningen nogenlunde til bunds. Foruden de nævnte har originalerne formerne tørst, veedst 164.5.5 (veedstu 81.3.3,4) varst, blevst, barst, togst, gikst, sprangst, lodst, brødst.

✂ 18. Modus. Imperativformerne holdt (holt; således også K 210.10.1), vendt ændres til hold 76.1.13 98.11.1,6 123.3.2 183.2.5 vend 151.2.1.

✂ 19) Tempus. I præteritum ændres -de efter r undertiden til -te: hørde, rørde > hørte, rørte 214:2.6-8, jf. 270.2.3 249.6.1. Derimod giorte > giorde 164.9.7 214.4.2 (i rim først i J4, se ndf.). Formerne funden, vunden ændres en række steder (men ikke fx. 107.11.6) efter har til fundet, vundet: 40.11.7-8 113.4.3.6 120.1.1 125.3.5 151.1.9 196:6.3,6 205:5.1, 3 219:2.1, 3. Tilsvarende ændres har dreven > har drevet 118.2.6; De ere dig forlatte > forladne 119.5.7.

✂ 20) Præsens participium. Af de få former på -es ændres de fleste > -e: ønskendes 31.8.7 levendes 51.1.8 95.7.5.

✂ 21) Afledning. Suffikset -ing erstattes af -ning i undskyldning 186.4.3 (i J2 desuden 165.2.7), i J3 i betalning 150.3.5; i J4 i befalning 14.2.5.

✂ 22) Enkelte ord. J1 gennemfører (jf. dog 105.10.2) formen villie ikke blot, hvor metrum kræver 2 stavelser (75.1.4 111.3.5 152.16.2, jf. 69.3.7 70:2.1,5, hvor J1 er orig.), men endogså i rim på stille, skille (84.15.6 175.10.1 176.4.1). J2 retter atter til ville (jf. dog 127.2.4), medens J4 som regel genindfører villie, hvor det ikke strider mod rimet. - Mod A-I (og mss.) søger J1 at gennemføre formerne tvivl, tvivle; de originale former tviil, tvile genindsættes dog som regel enten i J2, J3 eller J4: 69.3.7 80.11.5 81.7.4 89.7.2 95.17.7 102.8.6 117.7.2 119.6.4 (tvivlsom) 122.4.2 osv. I rim beholdes tviil i J1-6: 165.1.4 (tvivl J7 ). - Vær > veyr 198:1.5, 8.4, 10.2 (men 206.1.3 først i J2). - Fier > feer 76.11.6 (jf. K T ad 29.16.6). - gnister (verbum) > gnistrer 81.12.4. - fordret > fodret 154.3.2 191.2.1. - trine (der kendes fx. fra Kingo og muligvis har været følt som forældet?) rettes til træde 27.9.2 82.4.8 (jf. 5.1.3), men ikke 78.1.2 125.1.4 (jf. træde i rim: 125.1.1 220.2.4. - sickre > trygge 19.1.7 (men bevaret 19.6.1 255.1.1 ofl.; P har sickerhed i betydn. 'tryghed). - tusend(') F > tusind 167,1,7 177,3,4 180.11.3. - Nogle få germanismer fjernes: forbittert > forbittret 186.5.1 (i 51.2.2 først rettet i J2), Regierungs 71.1.12 begindes > begyndes 79.13.2 Ribbe > Ribbeen 79.3.6 opffer op! > offer op 177.3.1. - Derimod bevares itzige 222.2.3 indtil J7. Om vunder-vercke se s. 455.

✂ Nogle småord: I betydn. 'men' rettes mens til men 7.3.1 105.12.1. - des i bet. 'derfor' > thi 159.4.4 (men ikke rettet 68.14.1); diss foruden > derforuden 94.4.1. - hvo der > hvo som 126.10.1 Gid > giv 195.9.1 (89.12.4 først i J6). - Der tilstræbes en fordeling af skrivemåderne en: een, således at een bruges, hvor ordet betyder 'en eneste' (specielt efter nægtelse): Og ey mod saa haard en dødMed een mine stride 31.2.8 ja ey engang een mine 33.2.4 (en J4-7). - 4.9.4 rettes et > eet først i J4 (omvendt: O lad dig det dog eengang (Ea > engang J1-7sige 83.8.8; jf. tilsvarende rettelse i J4 83.7.3). - løbe at (> og J1) rende 168.4.6.

465

✂ 23) Tekstændringer. Bortset fra ovennævnte, rent formelle rettelser, viser J1 påfaldende få afvigelser fra salmehefterne, og af disse er endda ikke ganske få åbenbare forvanskninger (se fx. fyldt for flydt 78.1.5 samt 2.2.8 60.4.8 105.4.5 118.10.1 166.11.3, medens det i andre tilfælde er tvivlsomt, om der foreligger småændringer fra sætterens side eller forfatterrettelser (64.6.1 71.7.4 72.12.7 80.4.5 89.7.1 91:9.3, 10.1 105:4.5, 18.5, 20.6 107:13.4, 17.6 108.10.4 116.5.2 165.2.8 166.5.3 178:2.2, 5.3 220.1.2 223.6.2). Det er da kun tilføjelsen til nr. 6, et par ændringer af rim på samme ord (5.1.3 84.1.7) og en enkelt anden forbedring (81.11.4), som man med nogen sikkerhed tør tilskrive forfatteren. Dertil kommer, at en række åbenbare fejl, dels stammende fra hefterne, dels i de salmer, der er nye i J1, ikke er korrigerede, men først rettes i de følgende udgaver eller slet ikke. Sådanne permanente fejl foreligger sandsynligvis 37.3.3 42.8.2 51.5.3 63.11.5 65.3.4 110.13.4 166.9.3 236.4.3; på ikke få steder synes de håndskrevne hefter at afsløre trykfejl, se varr. til 29.11.3 116.9.1 118.13.8 144.8.5 145.3.1 146:5.6 165:8.2 168:1.8, 10.7 208:11.4 210:8.7 214.9.4 215.5.4. Det må derfor anses for givet, at Brorson ikke har foretaget nogen gennemgående revision af salmehefterne til brug for den samlede udgave, og at han ikke har læst korrektur på udgaven. Varianter fra J1 har således meget ringe autoritet.

✂

Udgaven J2 (1742).

✂ Denne udgave, der indeholder betydelige udvidelser (se bd. I. XIII), er i øvrigt et særdeles omhyggeligt, næsten bogstavret, aftryk efter J1. Den fortsætter på enkelte punkter den regulering af originalernes ortografiske form, der var påbegyndt i J1, fx. kunst > konst 164.4.5 livlig > liflig 168.3.5 siuntis > syntes, ryggende > rygende, tilføjelse af t til adj. eller, pron. i neutrum (J1 § 14.1; også i ord som saadant sand 246.5.3 dybt 85.5.4), ændring af intetkøn til fælleskøn i subst. (mod 256.2.18 kind 209.8.4 levnet 75.9.3), hun > den/det (se J1 § 18.3), hvem > hvo 193.8.1.

✂ Men på visse punkter spores også modgående eller selvstændige tendenser: I nogle partier (vist navnlig slutningen) optræder stumt d atter ret hyppigt, men uden konsekvens i hand og ald (se navnlig nr. 278 (af Th. H.)); i andre partier trænger skrivemåderne ej, øj frem på bekostning af ey, øy (se fx. 1.15.4). Der er tilløb til en adskillelse lov:lof som i J4 (§ 22); endelig rettes haardt som regel tilbage til hart, villie tilbage til ville, tvivle tilbage til tviile (se J1 § 4.2, § 22). Af enkeltheder er endvidere flg. noteret: end siden > end sige 93.11.3, laug > lav ( grav) 47.1.5 for > før 174.1.6, t udelades nogle få steder i adjektiver: et hellig liv 72.8.6 evig 71.1.6.

✂ Flertalsformer: øyen J1 > øyne 237.6.7 (jfr. ørne J3-7 270.7.3); om engle > -er se u. J1, om taarer > -e se s. 453. Verber: gaa! > gak! 28.3.1 har vilde ladet > har vildet lade 116.5.6. - dom-dags rettes til den fra ældre tid vel kendte form doms-dags 236.12.3 (men 250.7.1 først i J4 ). - Den tyske brug af ja ændres til jo 214.6.4. Mærkelig er ændringen dog til da efter imperativ: O lad os dog (> da) med dig opstaae 49.9.1 tilsv. 49.1.8 50.3.5 tænk dog 60.4.7 (jf. da allerede i C nr. 51

466

✂ (omkvædet). Men: Hvem siger da > dog (J2-3) 87.11.1. Endvidere ændres det til at 241.4.3.

✂ I det avertissement i Kiøbenhavns Post-Rytter for 12. okt. 1742, hvormed boghandler Mumme bekendtgør den nye udgave, hedder det, at den er »renset for de forrige mange Trykke-vildelser«. Dette holder for så vidt stik, som virkelig mange trykfejl i J1 er rettet, se fx. 7.7.4 33.8.1 62.6.7 (jf. 72.3.5) 68.3.7 70:1.2, 8 og 3.2 76.5.8 84.8.5 (? - den modsatte rett: 195.2.4) 107.9.1 (?) 126.4.6 128.2.5 136.5.6 144.8.2 (her har J1 vel fra digterens ms. optaget to varianter: skiemte-spille, hvoraf J2 udelader den sidste) 149.1.1 (jf. 236.16.4) 165.3.4 168.8.7 178.6.4 221.9.2-3 250.5.1 252.8.5. Hertil kommer nogle få rytmiske rettelser: 14.2.5 69.2.3 70:1.4,5 70:3.2, 9.2 126.11.5, jf. Guddomlige > Guddommelig 105.18.3, og nogle rettelser, der genoptager læsemåder fra hefterne: 108.10.4 (NB) 116.5.4 223.6.2, jf. 165.2.8 samt overskrifter til nr. 117 og 118, eller bringer teksten nærmere til den tyske original: 123.4.1, jf. 228.13.3. Kun nogle få steder synes forf. at have indført helt nye læsemåder: 144.10.1 176.5.5 232.13.3. Til gengæld er en række andre steder fordærvet eller dog forringet: 8.2.1 31.10.3 (rettet J3) 61.3.1 (ordombytning) 64.5.6 65.4.7 69.2.9 70.8.3 91.10.1 92.1.6 (Slangens hans hoved > Slangen hans h., jf. 224.10.2 III 233) 108.1.5 120.1.1 167.2.2 188.8.3 197.2.4 (kunne være ændring af digteren, men rettes tilbage i J3) 200.15.3 (rettet J3) 217.13.1 (forbedret J3).

✂

Udgaven J3 [1747].

✂ Denne udgave, der tilføjer endnu 2 numre (og som er den eneste fuldstændige, idet dedikationen udgår i J4 ), er et særdeles omhyggeligt bogstavret aftryk efter J2 , hvori den regulering af sprogformen, som var begyndt i de to foregående udgaver, hist og her fortsættes, og den mere gennemgribende modernisering, som vi møder i J4, på enkelte punkter foregribes: Skrivemåderne sejer, vej, højt, høje, ej (alle fra nr. 45 og 63) trænger frem, hvor J2 endnu havde ey osv. I rim på udkaarne genindføres øjerimet forlaarne 98.1.4, for livlig indsættes liflig 159.3.1 (J1 § 10), lov > lof (i bet. 'pris', se J4) 6.1.8. I enkelte tilfælde udelades i efter k: kedes, se J4 § 11. I adjektiverne er endnu nogle steder tilføjet -t: smukt 144.12.6 (adv.) mit syndigt øye (se J1 § 14.1), medens det andre steder er bortfaldet: sød 26.7.5 (kan opfattes som attribut og ikke som adv.), klar (efter rimet: se J1 § 14.1). To steder er artiklens køn bragt i korrekt overensstemmelse med en genitiv, se J1 § 14.3; hun erstattes med den/det på endnu flere steder. Af ændrede flertalsformer kan nævnes blomstres > blomsters 83.5.7 øyene > øynene 135.2.3 englenes > englernes 188.3.7. Mange gamle 2. personsformer moderniseres, fx. estu > est du 81.3.1 veedstu > veedst du 81.3.3-4. I participium optræder formen født 9.4.2, der senere gennemføres i J4; endvidere rettes beknytte > beknytted 191.6.5 og jeg er hiulpen og reddet > jeg er hiulpet og r. 168.8.6. - Udrensningen af J1's former haardt, villie og tvivle fortsættes.

✂ Også i denne udgave er en stor mængde sikre eller formodentlige trykfejl blevet rettet (se også under J2): 6.1.2(?), 31.10.3 (= GJ1),

467

✂ 60.6.1 71.6.1 101.3.1 (= Ec), 104.5.1 104.15.3(?), 122.5.2(?), 132.3.3 145.3.1 166.11.3 (= F), 167.2.2 237.3.4 238.2.3 (?), 197.2.4 (== J1 ), 250:7.7, 11.8 253:3.7, 5.6. Et par steder rettes fejl i J2 således, at læsemåden afviger fra originaltrykket: 149.6.3 217.13.1. M. h. t. rettelsen 153.3.1 kan bemærkes, at den genfindes som en håndskreven tilføjelse i heftet F (se ovf. s. 436).

✂ Som bemærket af Arlaud s. 336 bærer denne udgave i højere grad end nogen anden præg af forfatterens indgriben i teksten. Enkelte steder indføres læsemåder, som kendes fra de håndskrevne hefter (se ovf. s. 440), fx. 146.5.6. I øvrigt drejer det sig dels om tilføjelse af manglende versfødder (13.5.6 42.4.6 66.1.5) eller om fjernelse af identiske rim (en teknisk fejl, der ikke er ganske sjælden hos Brorson, jf. s. 465, 472): 61.4.1,3 85.5.2 86.7.9 (atter rettet i J4 ) eller indsættelse af rigtigere rim: 112.8.2. Dels om nye formuleringer: 33.11.1 102.8.4 135.7.2 250.7.7 253.5.6 256.2.9; vente for det usædvanlige rente (J1-2 ) 238.2.3 er muligvis trykfejl. Et par steder bringes teksten derved nærmere til den tyske original: 34.3.3, 4 153.3.1, jf. 84.13.6 111.5.2 (de to sidste steder drejer det sig dog om rene trykfejl i originaltrykkene). Andre steder fjerner teksten sig fra det tyske grundlag (23.1.1 30:4.1,9.4 44.3.1); men her foreligger måske trykfejl. Ved nr. 126 tilføjes en overskrift.

✂ Der er dog også her en del nye forvanskninger (eller ændringer, som næppe tør tilskrives digterens revision), se fx. 49.4.2 70.5.7 (?), 76.8.7 111.10.7 (?), 149.17.2 (? - rettet tilbage i J4 ), 242.1.2.

✂ Det kan bemærkes, at sætteren i den ene af de nytilkomne salmer (271) og af og til i den anden (270) anvender store begyndelsesbogstaver i substantiverne.

✂

Udgaven J4 (1752).

✂ Tekstgrundlaget for nærværende udgave (saavel som for Arlauds) betegner et brud i traditionen ved på visse punkter at gennemføre en vidtgående normalisering af retskrivningen. Den regulering, der var forsøgt i J1 , var kun gennemført med ringe konsekvens. Der var stadig spor af salmehefternes afvigende ortografi, både den ældre (A-F) og den yngre gruppes (G-I). J2 og (i mindre grad) J3 viste atter modgående tendenser (ej, øj; hand, ald; ville, tvivl, hart ofl.), ligesom de i disse udgaver nytilkomne salmer ikke på alle punkter er tilpasset til udgavernes normale form. Der findes således betydelige inkonsekvenser i de ældre udgavers ortografi, og den er blevet gradvis forværret gennem de tre første udgaver, selv om J3 næppe kan siges at være ringere i så henseende end de fleste andre bøger fra samtiden; man kan opmærksomt gennemlæse omfattende partier uden at bemærke mere end ganske få afvigelser fra normen. Men i J4 har man altså forsøgt en ny og mere dybtgående regulering, der på enkelte punkter er gennemført med mekanisk konsekvens, så at fx. rimene er blevet forringet. Det er dog kun på enkelte punkter, det er lykkedes at gennemføre normaliseringen til bunds, på andre har en kun delvis gennemførelse af nye principper snarere skabt større forvirring. For at give et indtryk af ændringernes karakter vil vi

468

✂ gennemgå de samme punkter som under J1 (foruden det indsamlede variantmateriale er der benyttet materiale fra en kollationering af nr. 10, 13, 45, 78, 79 og enkelte andre stikprøver).

✂ 1-2) Tegnsætning og brug af bindestreg er ikke væsentligt forbedret, men gør et meget tilfældigt indtryk. Derimod er der væsentlige fremskridt m. h. t. konsekvent udryddelse af storbogstaver.

✂ 3) Dobbeltvokal og stumt e. I alle udgaverne er der stor forvirring på dette punkt, og gennem overleveringen sker der stadigt små forskydninger, der dog ikke har kunnet sammenfattes til tendenser, selv om der måske nok er flere ekss. på forenkling end på fordobling. J4 ændrer også på dette punkt i højere grad end forgængerne, men det er ikke lykkedes at finde noget andet princip end en tendens til forenkling, især i åben stavelse. I de undersøgte prøver findes flg. ekss.: good > god 79.16 stoor > stor 79.12 (roos bevares); altiid > altid 119.8, men tidt > tiit 119.9 tvil > tviil ( piil) 119.2 paradis > -diis 78:12.2, 14.2 (priis bevares); ee forenkles undertiden (især i flerstavelsesord): fleste 79.15 mere 10.3 formerer 119.9 hele 78.10, men bevares fx. i ribbeen 79.3.6 deel 83.7.1. fordeel 84.2.5 spee 84.13.3. yy er vist normalt forenklet: lys 13.4 79.6.

✂ M. h. t. stumt e er det ikke lykkedes J4 at opnå konsekvens. Det tilføjes ofte i udlyd, især efter aa: inf. faa > faae ( maa) 79.13.4, præt. saa > saae 78.2.2 79.4.3 (hvor saa i Ea J1-3 kunne opfattes som adv. 'saaledes'). Dog findes også den omvendte rettelse, fx. maae > maa 45.3.9 79.13.1 ( faae). I indlyd indføres -e navnlig efter o: soel, stoel 43.5.3-4, roes, troelig 126.10.1,3 vaerlig 88.19.2.

✂ 4) Åbningsgrad (og runding). 4.1) o:aa. Tendensen til at erstatte aa med o i forlaaren gennemføres nu trods rimet overalt: 3.5.6 21.3.4 44.1.5 98.1.4 211.6.5 238.1.1 244.7.3; jf. forloret kaaret Svanesang nr. 307.11-12. Samme ændring (mod rimet) i tilhaabe 68.14.11 70.4.5 71.8.11 76.7.3 (her har også Ea J1-2 o) 255:13.4, 18.2 261.15.1 270.10.8, jfr. fra verdens hob (haab I J1-3) og hykklerie 197.16.2. Omvendt rettes rodden > raadden 184.4.5 (omvendt i J3), stodder > staader 95.9.6 kobber- > kaabber- 173.11.5.

✂ 4.2) J1's form haardt genindføres de fleste steder (mod originaltrykkenes hart), se u. J1. Enkelte steder ændres det normale datter > daatter 237.1.1, > dotter 3.2.2.

✂ 4.3) u:o. Participiet fornommen (overalt som rim på kommen, jfr. s. 449) rettes overalt > fornummen, hvorved øjerimet ødelægges: 2.11.3 51.3.8 134.1.5 180.11.1 238.3.3. - konst(ig) rettes tilbage til kunst(ig) fx. 164.4.5 (dog ikke fx. 6.1.3).

✂ 4.4) y:ø. I J1 gik tendensen (bortset fra brynd > brønd) snarest i retning af at erstatte ø med y, både hvor nutidens rigssprog udtaler y (gemøt), og hvor det har ø. Denne tendens fortsættes i J4 kun på et enkelt punkt (trøglen > tryglen 67.7.4), ellers mærkes en svag tendens i modsat retning, således at ø erstatter y i overensstemmelse med nuværende udtale: stytter rettes tilbage til støtter 10.7.2 (trods rim på gemytter (< gemøtter A), der ikke ændres), 239.14.2 ( flytter), ønske(r) 12.3.1 176.1.2 197.9.7 253.9.1 brynd > brønd 101.1.6 (> begynd).

469

✂ 4.5) e:æ. Tendensen til at erstatte æ med e fortsættes ikke blot, hvor vokalen er kort: ræt > ret ( tæt) 192.9.8 læt > let 255.12.1 fortræd > fortred, også hvor æ alternerer med a/aa: vædske > vedske 10.5.4 (men 63.1.7 beholdes vædske, medens rimordet lædske ændres til ledske, jf. 63.4.3), men endog ved lang vokal: stæder ( græder) > steder 10.8.1 kiæde ( glæde) > kiede 79.2.2. Der findes dog også ændringer i modsat retning: ferdig > færdig ( værdig) 78.6.5 egteskab olg. > æ- 79 (6 ekss.), sterke > stærke 45.2.3 262.4.8 (79.3.1 findes æ i forvejen i J3 ). For at illustrere den inkonsekvente brug af e/æ selv i rim, hidsættes endnu nogle ekss.: fra nr. 78: bække dekke, vender hænder, indskrenket skenket, evne nævne. - Væ rettes tilbage til vee.

✂ 5) Omlyd. Et par steder ændres uden konsekvens omlydsformer, der tidligere var gængse i skriftsproget, men nu er dialektale: slykker > slukker 185.10.4 273.5.1 ( rykker); jf. huld (subst.) (H J2-3+7) > hyld (J1, 4) 106.11.2; forfrøsnet > forfrosnet 36.7.2 lob > løb (trods rim på op) 54.5.12 60.5.6 (ikke rettet 170.1.8).

✂ 6) Diftonger. En af de mest gennemgribende rettelser i J4 , hvortil der kun findes svage begyndelser i de forrige udgaver, er ændringen af iu til y i siunge 1.23.4 osv. siun(t)es 107.6.1 117.2.3 siun 254.1.2 265.4.3. Enkelte steder indføres rettelsen også på rimets bekostning, fx. 3.11.1, jf. dog: Hvo kand best for JEsum siunge ( tunge.) Synger hvad I kand og veed 44.5.5,6; siunket rettes dels > synket 37.1.3, dels > sunket 197.4.2 214.1.4.

✂ 7) Vokal i tryksvag stavelse. Foran s gennemføres (i modstrid med tendensen i alle ældre tryk) i foran s i formen menniske, mennisklig olgn. 35.8.1 69.4.1 73.1.6 90.1.1 105.1.3 107.8.2 110.2.4.

✂ 8) Fremmede konsonanter: kratze > kradse 127.2.3 pallatz > palads 237.2.6.

✂ 9) Konsonantforenkling: dørre (alm. form i ældre tid) > døre 197.3.5 242.1.4 251.4.1 (her har også J1-2 døre), 254.1.3 ( tørre); bevaret i rim: 108.8.2, 4 ( større) og 118.15.7,8 ( tørre).

✂ 10) Halvvokaler. 10.1) ej, øj, der trængte frem i G-I, J2-3 , rettes nu særdeles konsekvent tilbage til ey, øy (= A-F, J1): deyligste 10.1 ey 10.3 ofl. vey 45.5 ey 13.1.1 seyers 45.1 høyt 45.5 (alle stederne har j i J3 ).

✂ 10.2) f for v (i Graf, haft osv.) fjernes nu, også hvor f dannede øjerim (se u. J1 ). Om lov: lof se § 22. Livlig rettes fortsat til liflig, se J1.

✂ 11) Palatalisering. I enkelte ord ændres ki- til k- foran e og ø; det drejer sig dog delvis om sådanne ord, der allerede i hefterne normalt skrives uden i, og som i en af de samlede udgaver (især J3) har fået ki, fx. kiedes > kedes 78.13.4 (jf. i alle udgaver ked(es) 128.4.3 29.17.7); desuden er noteret skienke > skenke 30.10.7 78.9.4 107.5.3 kiølne > kølne 31.8.4. I øvrigt bevares ki fx. i bekiende 27.4.1 begiere 27.8.8 kiødet 84.17.4 beskierme 31.9.6 skielve 35.5.4. Princippet for disse reguleringer vil ikke kunne formuleres uden et fyldigere

470

✂ materiale, jf. Boberg, Den danske Retskrivnings Historie: 39 f. 52.66. Skautrup III 178.

✂ 12) Stumt d. Formen hand, som søgtes udryddet i J1 , men dukkede op igen i de flg. udgaver (især i det nytilkomne stof), gennemføres nu atter konsekvent. Derimod genindføres -d ikke i man og al (der nu skrives med enkelt l fx. 78.9.4 45.4.3 mod overvejende all i J1-3); også i andre tilfælde stryges stumt d, se fx. s. 452.

✂ 13) -et, -ed. I tryksvag stavelse videreføres reguleringen af -et: ed, undertiden også hvor rimet derved forringes (se u. J1 ); fuld konsekvens er dog heller ikke opnået på dette punkt.

✂

Bøjning og afledning.

✂ 14) Genus. 14.1) Adjektiver og pronominer. I fortsættelse af en tendens, vi har sporet i tidligere udgaver, tilføjes t til adjektiver og pronominer i forb. m. neutrum ell. som adv. Det er navnlig pronominerne vor, hver, ingen og nogen, der ændres (disse pronominer er i ældre tid ofte uden genusbøjning, også i kilder, der ikke kan mistænkes for jysk påvirkning): vort kiød 134.1.3 vort elende 65.2.4 (D J4, vor J1-3; jf.: dette Elænde Kingo Saml. Skr. IV. 15). - ingen > intet haab 271.9.8 intet slaverie 230.8.6 ey nogen (> noget) herberg 13.1.1. Princippet gennemføres dog ikke: ingen blodig saar 29.12.3 (rettet i J6), vor skiold 263.6.6 (J2-7), flere eksempler på ingen ved neutrum er anført s. 453. - Andre tilfælde af nytilkommen neutrumsform: et helligt liv 72.8.6 herligt (adv.) 249.9.6 riigt (som præd. t. obj.) 64.8.2 selsomt (se u. J1 ), stærkt (adv.) 262.4.8 (men stærk 176.1.3 frisk 176.5.5) fuldt 60.2.5 smukt 210.10.5 (kan være en tilstandsbetegnelse, der er omtydet til adv.). - 125.5.4 er et objektprædikat sandsynligvis omtydet til adv.: Hand har mig toed og tvettet Saa deylig (> deyligt) i sit blod.

✂ 14.2) Substantiver. Fælleskøn ændres til intk. ved kys (se u. J1 ), favn 178.6.5 (dit favn og skiød), mood 256.2.18 (måske blot trykfejl i J2-3 , J1 har også mit). Den omvendte rettelse findes næsten gennemført i et > en tempel (mod rettelsen i J1 , se ovf.).

✂ 14.3) Om genitivforbindelser og sammensætninger se u. J1 .

✂ 14.4) Indsættelse af den/det for hun (han) er endnu ikke gennemført: 115:1.5, 5.4 122.3.1 o.m. fl. 152.11.1,5 168.1.4,5 187.1.2 191.11.1 207.4.4 (hans).

✂ 15) Numerus. 15.1) Substantiver. I enkelte tilfælde ændres -e > -er: englerne (se u. J1 ), vidner 204.1.6. Omvendt: taarer > taare, se u. A-I.

✂ 15.2) Normaliseringen af verbets numeruskongruens fortsættes (se u. J1 ), men gennemføres ikke.

✂ 16) Kasus. 16.1) Et enkelt sted moderniseres en af de få tiloversblevne genitivformer på -sens: lysets 14.3.5.

✂ 16.2) Akkusativkongruens indføres 92.3.4: Lader os til ham taksigelse bære, Han (> ham), som fra satan os haver giort frie. - Til retter (> rette) tide se u. J1 ). - blive sin Jesu (< Jesum) lig 224.11.6.

✂ 16a) Bestemthed: den skiden (> skidne) Syndens lyst 231.2.1.

471

✂ 17) Person. Enkelte steder rettes de gamle 2. personsformer (fx. blevst 11.2.4 brødst 50.1.3), men de fleste henstår urettede til J6 . 81.3.3-4 rettes veedstu blot til veedst du (J6: veed du).

✂ 18) Modus. Ingen ændringer bemærket.

✂ 19) Tempus. 19.1) Formen giorte(s) rettes til giorde(s) 222.2.5 267.9.4, også i tilfælde, hvor den rimer på borte: 19.2.4 185.5.5 270.2.5. men rettelsen er ikke gennemført (se fx. 239.3.3).

✂ 19.2) Svage participier, hvis stamme ender på -d, ændrer i perf. part. -d > -dt, ikke blot hvor de skulle kongruere med subj. af neutrum: bortstrødt 246.5.1 ( forød > forødt efter subj. i fk.) eller står efter har: har født 14.1.2 44.1.1 ofl. klædt 43.1.4 striidt 273.3.2 274.1.2 traadt 49.3.8 133.4.6 ( raad), beredt 24.5.6 ( sted), 254.8.5 (do.) (bered bevaret 224.8.4), men også ved er m. subj. af fælleskøn: forødt 246.5.2 født 11.2.4 15.2.5 21.3.1 (t fjernes i J6-7 ), 225.1.2. Ændringen er dog ikke fuldt gennemført, navnlig ikke i rim, se exx. u. A-I.

✂ 20) Præsens participium: triumpherendes > triumpherende 267.12.3.

✂ 21) Afledning. Om befalning se u. J1.

✂ 22) Enkelte ord. J1's form villie genindsættes 3 steder, hvor J2-3 (og originalerne) har ville: 70.2.1 ( stille), 70.2.5 75.1.4. - Om tvi(v)le se u. J1 . - (ik)kuns rettes > (ik)kun 117.13.8 134.5.3 (4.9.4 har alle udgaver kun). - Der reguleres stadig på brugen af en/een, men konsekvens opnås ikke. Under J1 er nævnt en del rettelser een > en, omvendt rettes et > eet 79.2.5. - Om domdag > domsdag, se u. J2 .

✂ Medens de tidligere udgaver veksler mellem satan og sathan, gennemføres den første form (så vidt ses) i J4 , se fx. 69.10.6.

✂ Ifølge Arlaud 337 har J4 gennemført en (i J2 forsøgt, i J3 delvis opgivet) skelnen mellem lov 'lex', 'venia' og lof i bet. 'laus' (se fx. 5.3.6 78.14.1 126.7.3 188.5.7 (F J1-7 ) 267:6.2, 8.1 268:5.7, 6.3 269:1.1, 8.4 270.1.2); den gennemføres også, hvor et (øje)rim krænkes, fx. skov 4.2.8, behov 76.10.2 96.13.7 115.7.2 267.3.3. Tilsvarende adskillelse findes i bibeloversættelserne 1717 ff. og Pontoppidans salmebog (1740), men originalmss. og K S T har Lov. På tilsvarende måde indføres (if. Arlaud 337) adskillelse af føer (imperativ af føre] og før (konjunktion).

✂ 23. Tekstændringer. Medens vi endnu i J3 med nogen sikkerhed turde formode, at en række tekstændringer skyldtes forfatteren, er dette mere tvivlsomt for J4's vedkommende. Der forekommer ganske visst forholdsvis mange ændringer, som ikke er af rent ortografisk natur, men de er gennemgående ubetydelige og tilhører alle den art forskydninger, som finder sted, hvor en sætter dels er mindre omhyggelig, dels ønsker at forbedre teksten på steder, der falder lidt tungt eller synes forvanskede. De vigtigste exx. kan ordnes i flg. kategorier:

✂ 1) Forringelser. a) Åbenbare forvanskninger: i midleren > imidlertid 107.5.3 (mærkeligt nok genfindes denne fejl i T2 ), forvilder > forvolder 196.13.3 Betyder det dog ey (J4-7 < ney J2-3), jf.: Saa gielder det dog ey J1, Saa gielder det dog Ney F 165.2.8 (jf. S); 193.5.4

472

✂ (rimord gentaget). Endvidere: 45.1.4 69.14.5 78.1.5 (got > god), 98.2.3 151.5.4 168.7.8 240.9.1 262:1.3, 2.5, 9.5, 9.8.

✂ b) Tvivlsomme rettelser af tvivlsomme steder: (verden) Møder (J1-3 > Meder) os paa alle buer 233.4.4 Hvor de fordømte ned I svovlepølen stænkes > senkes 108.10.4, se herom Variantliste fra hs. K s. 411; hver i sine tiders rang (J1-3) > trang 44.4.4.

✂ c) Andre forringelser af teksten: Vil du da (først F J1-3) mit hjerte tage Nu vel an, der er det da 178.2.1 For al den (> min) liflighed 214.3.7. -

✂ 2) Forsøg på at udbedre (formentlige) mangler i de ældre udgaver:

✂ a) Rettelse af trykfejl (hvoraf flere dog ikke umiddelbart fremtræder som sådanne, og altså muligvis er rettet af forf.): i troe > i toe 204.1.7 Lad... Os (Og J1-3) i os selv erfare 49.14.2 Al verden (At verden I J1-3) 218.4.1 have > havde 104.5.3 (se I. XIX), 175.3.1 (ordomstilling efter de andre strofer), fuldt > følt 152.8.5 fuldt > fuld 180.14.4 dit > mit 108.1.7 De aldrig fra dig kige (fejl for hige?) J1-3 > vige (ty. orig. von dir gehen) 68.4.6. Genindsættelse af ældre form: Nu skammer sig den onde aand At buen brister (J1,2,4, ryster J3) i hans hånd 149.17.2, noget J3 > nogen I J1,2,4-7 104.15.3.

✂ b) Udglatninger af mere tilfældig natur: og > dog 270.9.6 (se I. XIX) dog > da 267.14.6 det rene (orig. das heilige) > den rene 35.2.1 i glæde > i glæden 100.10.8 sættes > sette 63.2.4. Ordombytninger: 100.4.8 181.2.4 (se I. XIX) 238.3.1 (se smst.). - Hertil måske også flg.: Ney, kommer (Nej kummer, I J1-3 = K) kors og tvang Saa er det du maa lide 208.11.4-5, hvor korrektøren kan have foretaget en nærliggende ændring (jf. 173.2.7) for at få det indledende led til at stemme bedre med Saa.

✂ c) Formelle fejl rettet: identiske rim fjernet (jf. u. J3) 193.5.4 219.10.5 (men ikke 262.8.5-6). Metrumsfyldende småord indsat: egen 13.2.6 hand 125.5.1 (= H J1-2 ).

✂ d) Læsemåder der ligger nærmere ved den tyske original: 168.7.7 (se I. XIX).

✂

Udgaverne J5-7 (ca. 1752-67).

✂ Disse udgaver følger i det store og hele J4 , idet ortografien dog stadig undergår småændringer, og forældede former udskiftes. Således i J5 de gamle 2. persons-former 1:8.3, 12, 4, 16.2 2:7.4,5.4.3.2 osv. Mest selvstændig er J6 . Heri er også nogle få rettelser, der til nød kunne tænkes at stamme fra forfatteren: dybt > høyt 26.10.4 og > ey 73.2.7 hand > ham 96.11.3, jf. 261.7.3-4. Navnlig udryddes i denne udgave mange gamle 2. persons-former: 1.6.5 41:10.5, 11.4 95.12.3 195.7.1 ofl. I J7 er der kun grund til at fremhæve rettelserne i nr. 120, der stemmer med Pontoppidan (se ovf. s. 383) (samt vor itzige > nærværende 222.2.3); se også 39.4.6 60.5.2 114.5.3.

✂

Konklusion.

✂ Man tør gå ud fra, at de rent ortografiske ændringer i alle udgaver alene skyldes sætteren. Ellers ville dog næppe former som ey/ej, møye/møje, haardt/hart, ville/villie, tvivl/tviil ofl. veksle fra udgave

473

✂ til udgave. Desuden afviger de fleste ændringer fra den retskrivning, Brorson selv anvender endnu ca. 1760. Dette gælder rimeligvis også de morfologiske ændringer; i al fald har Brorson inkongruens i verbernes numerus, og genitiv på -sens i P. Derimod er det overvejende sandsynligt, at der i hver af udgaverne J1-J3 (måske også J4) er foretaget enkelte mindre indgreb i teksten af forfatteren, selv om det er umuligt at afgøre, hvor ændringerne skyldes sætteren eller eventuelt en kyndig korrektør (Nic. Brorson?). Der har dog næppe i noget tilfælde været tale om en egentlig revision eller korrektur fra forfatterens side, men man må tænke sig, at han i sit eksemplar lejlighedsvis har indført rettelser, der da er kommet en følgende udgave til gode.

✂ De indgreb, der mest føleligt har ændret tekstens stilistiske præg, er flg.: den hårdhændede udryddelse af de bibelske genitivformer på -sens i J1 (§ 16), af salmesprogets participier af typen fød, bered > født, beredt i J4 (§ 19.2) og af 2. person på -(s)t; endelig de ortografiske ændringer, der forringer rimene, navnlig i J4, se §§ 4, 5, 6, 9, 10, 19, 22.

✂ For at give et indtryk af ændringernes omfang i de forskellige udgaver har jeg talt samtlige afvigelser fra den nærmest foregående udgave i nr. 1-66 (124 sider i J4). Tallene er omtrent flg.: J1: 220; J2: 40; J3: 40; J4: 80; J5: 15; J6: 60; J7: 10. Det høje antal i J1 skyldes først og fremmest overgangen til små begyndelsesbogstaver.

✂

III. Svanesang og prædiken.

✂ Når man vil danne sig en forestilling om, hvorvidt trykket af »Svanesang« og den dertil knyttede prædiken afviger fra Brorsons originalms., har man et kontrolmiddel i det egenhændige manuskript til prædikenen og to digte, som findes i Ålborg Katedralskoles bibliotek og er aftrykt ovf. s. 129-741). Skønt dette manuskript på titelbladet har ordene »til trykken overgivet«, kan det dog - som omtalt i udgiverens indledning III 24 f., jf. 255 - ikke have været brugt som forlæg for trykket, men en renskrift må ligge mellem dette og vort hs. De ændringer, der er foretaget, kan altså have mindst 3-4 ophavsmænd: forfatteren selv, udgiveren og sætteren (korrektøren). De mere betydelige indgreb er dog af en sådan art, at de efter al rimelighed må tilskrives forfatteren. M. h. t. afvigelser i ortografi og bøjningsformer olgn. er der den yderligere vanskelighed, at både manuskript og tryk har mange inkonsekvenser og dobbeltformer. Således har trykket som regel formen Engle svarende til Engler i ms., men 173 er forholdet det omvendte; man kan derfor ikke udelukke den mulighed, at forf. i sin renskrift har brugt formen Engle hyppigere end i vort ms., og at ændringerne altså til dels skyldes ham selv. På lignende måde har ms. ej v. s. a. ey, han: hand, saasant:saa sandt osv. Lykke:icke osv., siuncke:syncker osv.

✂ Også for Svanesangs-digtenes vedkommende må vi regne med

* 474

✂ muligheden af en renskrift (ved udgiveren) mellem originalms. og tryk, men her har rim og rytme sat snævre grænser for normaliseringen, og bortset fra nogle få rent ortografiske træk (ey > ej, ck > k(k), konsekvent brug af stort bogstav) synes der ikke at være grund til at mistænke afskriver eller sætter for vilkårlige indgreb i teksten.

✂ 1) Medens ms. ofte har lille begyndelsesbogstav i substantiver og af og til stort bogstav i andre ord (Jubiler er 136 I sær 169 Vunden 133 Din 138 Majestetiske 139), har trykket gennemført stort bogstav i substantiver (og substantiviske ord). Kun pron. Eder skrives i ms. alm. således, i trykket eder 132 ofl. (jf. Dig > dig 132, men dig > Dig 162). I enkelte tilfælde skriver Brorson første led i en sammensætning med lille, sidste led med stort: hoved-Maanet, hovet-Sag 132 149 155 ofl. (men: Bygnings Mændene, Hoved-hiørne-steen 132). Efter punktum har ms. ofte lille bogstav, medens trykket altid har stort.

✂ 2) Brugen af Interpunktion og Bindestreg er ligeledes normaliseret i trykket; manskriptet har i princippet den samme brug af komma foran og efter bisætninger (også relativsætning uden som) samt adverbielle indskud, men er mindre konsekvent; navnlig findes ofte komma for punktum (eller omvendt), og brugen af bindestreg er yderst vilkårlig: Riber-Domkircke 129 var den lyse-Side 137 for meente 157 formeget 136 lin klæder 146 saasant:saa sandt ms. til 295.2.3. - Jf. ovf. om A-I.

✂ 3) Dobbeltskrivning af lang vokal er - i overensstemmelse med tendensen i tiden - reduceret betydeligt i ms., når man sammenholder dette med tryk og afskrifter fra Tønder-tiden; i trykket forsvinder manuskriptets få tilfælde med fordobling af andre vokaler end e og i i lukket stavelse, fx. Lyys 134 148 ofl. Bruud 160 leedte 164 (men hine > hiine 136; ene > eene 295.1.7).

✂ Brugen af stumt e er vist kun ændret i adj.: faae > faa 144 152 ofl. (modsat verbet at faae). I digtene finder man påfaldende hyppigt skrivemåder som Soel, Stoel. - Persohn ændres til Person 138 140 148. I digtene finder vi derimod h i Gevæhr 323.1.11 Vahre olgn.

✂ 4) aa er en enkelt gang rettet til o (forlaarne 151; forloret kaaret nr. 307.11 f. kan derfor bero på rettelse; sml. Taare uden fore 307. 33 f.); skrivemåden hart, der i J1 ændredes til haardt (s. 458), er bevaret, både i prædiken og digte. Overmåde hyppigt ændrer trykket (kort) e > æ, navnlig i ord, hvor æ i roden alternerer med a eller aa: Trengsel, Fengsel, lengsel, betencker, befestet, forfengelig, forkrenckelig, nevner, Majestetiske; beskiemmer > beskæmmer 153; men også i andre ord, især foran og efter r: Retferdighed, forferdelig, verdige, trette (173). Den omvendte ændring findes i enkelte ord: ræt > ret 130.19 lægges > legges 133 135, æmbede, Sælskab, stæd; specielt ved lang vokal efter i: kiært (og kiert) 136 ff. > kiert, Siæl (Siel) > Siel 138 ff., forgiæves > forgieves 150. I evig har ms. normalt e, men bevarer et par steder den gl. form ævig; trykket retter til ævig 295.2.9, jf. 295.4.9.

✂ I digtene synes forfatterens retskrivning at være bevaret i noget højere grad, selv om æ-formerne også her er hyppigere: Tænk 284.2 Fæst 284.3 hæfter 284.3 osv.

✂ 6) Trykket bevarer iu i siung 130.20 160 (jf. nr. 299.1.1 og 300.1.4 osv.), siuncke 155 (men både ms. og tryk har syncker 295.1.2).

475

✂ 7) I superlativ rettes -iste til -este 134 141 ofl., jf. nr. 287.3.8; men menniske bevares. I bestemt form ændres himlen til Himmelen 170 ofl.

✂ 8) ck for k i ind- og udlyd ændres både i prædiken og digte konsekvent til k(k). Den sjældne skrivemåde ch rettes i Patriarcher > -k- 145.

✂ 10.1) Trykket retter konsekvent ey, øy > ej, øj; også ms. har en del steder ej for ey, men det er ofte vanskeligt at afgøre, hvad der står. Ved anvendelsen af større skrift har trykket ei: Speil Feil 290.8.6, 8. - ieg rettes til jeg.

✂ 10.2) Nogle få tilfælde med f for v normaliseres i P: nafne 142 147. I digtene er f hyppigere end i ms.: Lifs 286.1.3 288.3.3 ofl. Løfsal 352.2.12 Stefne 290.1.7 lifsaligste 288.1.8, jf. Straf gav 317.1; spec. i ordet Lof (= pris), Lofsang 302.4.8 345.2.6 (6 exx. noteret mod lov 293.3.11, jf. Lov både i ms og tryk s. 130.10). Derimod rettes den karakteristiske Brorson-form livligste > lifligste 140, jf. 287.1.4 314.1.2.

✂ 12) Trykket fjerner stumt d i gandske, ald, hand, kand, mand (pron.) samt i de usædvanlige former forvendte 173 indtet 142 hendted 295.2.5; det indsætter etymologisk d i mit i 141 (s. 166 har også ms. midt; derimod har digtene normalt mit, fx. 284.2.4 302.3.7); i 285.2 har ms. først saasant (= tryk), i gentagelsen saa sandt; trykket bevarer skrivemåder som got, hart 157 ofl.

✂ 13) hovet, maanet rettes til Hoved, Maaned 132 155 ofl. (men fremmet 349.1.4).

✂ 14) Ændringer af genusformer er sjældne: vort (> vor).. menniske 142 i vor (> vort) stæd 163. - ingen Raad > intet Raad 295.1.9.

✂ 15.1) Engler, Dievler, Discipler erstattes ofte af former med -e (men Engle > Engler 173 Disciple > -er 154; Engle 288.2.4 ofl.; Apostlerne 130). Taare > Taarer 159 (jf. ovf. s. 453). Den latinske form 3 Mariæ afløses af Marier 140; jf. genitiv Magdalenæ > Magdalene 130.

✂ 15.2) Verbers (og participiers) flertalsform gennemføres i trykket mere konsekvent end i ms.; dog ikke i modalverberne (155 169 ofl.) og ikke altid ved har (142). Jf. dog døe vi > døer vi 159 samt (i begge kilder): vil vi være vis i 155. Den hyperkorrekte form nogle indføres i: Vil vi dog hellere miste alting end nogen (> nogle) af vore Lemmer 154. - ingen Raad > intet Raad 295.1.9.

✂ 16) De gamle genitiver på -sens er ikke så hyppige som i TrK; nogle bibelske udtryk med livsens bevares i trykket (se s. 453), derimod rettes Dødsens 160 Korsens 153 (andre steder har ms. korsets se s. 453). I digtene finder vi Lifsens... Træe 289.1.2, men ellers Livets 291.1.3 316.2.7 Gravens 346.3.10 Dødens (Fyrste) 297.2.6 ofl. Syndens 290.5.4 Kiødets 333.2.4. Det kan ikke afgøres, om disse former stammer fra digteren. - Daabs > Daabes 142.

✂ 17) 2. persons-former på -(s)t er ikke bemærket i prædikenen; kun få exx. i digtene, navnlig est du 290.7.4 (men du vil, maae smst.), blevst 318.2.1.

✂ 19) Ændring af tempusformer er påfaldende sjælden; jeg har noteret normalisering af de særlige Brorson-former veedste > vidste

476

✂ 157 ofl. giorte > giorde 132; knuset > knust 168 (men har knuset 295.4.3). I digtene finder man (i modsætning til -dt i J4) part. som blev fød Kiød 288.1.6 bereed 292.1.7 forraad 318.1.12. - Guds Udvalde sammenkalde (inf.) 346.2.8 (jf. s. 454). Desuden præs. faer farer 169 (men bær bevaret 148). - bortgangen er ændret til bortgaaen 139, men denne form findes også i ms. 154.

✂ 21) Befalinger > Befalninger 155.

✂ 22) tviil(e) rettes til tvivl(e) 156 160 ofl. ligger > legger 168 171. - siger hand om sine (> hans) svage Disciple 154 (men fx. 167 bevares: hand giver hende saa got et Budskab til hans Disciple). - mere > meer 154 161 172; jf. fleer' 130.11. - tilforne, hvorfore > tilforn, hvorfor 159 146. - fornøden > fornødent 154. - fornemste > fornemmeste 142 ofl. og > ogsaa 138 146 153 mfl. - evindeligen, visselig en > evindelig, visselig 166,173 (bibelcit.); den omvendte rettelse 145 (klarlig > klarligen). - Om udskiftning af forældede gloser se s. 255, jf.: sige... god Nat > sige... Farvel 171. Det ejendommelige udtryk tencke derhen, herfra (jf. nr. 262.1.2) afløses af omskrivninger 159 171 ofl.

✂ 23) Af syntaktiske ændringer bemærkes navnlig flg.: (1) den som foransat artikel uden adjektiv erstattes af andre udtryk: det er den (> en) fest frem for alle Fester 132 den Goel > deres G. 133 i den livsens Bog > i L. B. 144 den din Taare-Strøm > den Strøm af Taarer 156, men bevaret: Maria den Cleophas Hustrue 141 (bibelcit.).

✂ Ms. har den hen visen de til ingen: ingen... skal tvile... naar den (> de)... 160.

✂ (2) Hvor en (guddommelig) person er betegnet med pron., indsættes ofte den fulde betegnelse (som mere ærbødig): hans > Guds 134 136 137 138 140 ham > Vor Frelsere 150 hand > Herren 169 hendes > Mariæ Magdalenæ 141 150 157; omvendt: Jesum > ham 168 170.

✂ (3) Manuskriptets levende, men noget springende brug af historisk præsens er gennemgående rettet til præteritum, se fx. Persohnen, for hvem hand først aabenbarer (> -ede) sig 1383 13510 1409 1486 ff. 15610 15710 1586 (kun en enkelt form rettet) 15818 16513 (er) 16611 (har) 16914 (skal); jf. nu > da 1554.

✂ (4) En løsere (parataktisk, ufuldstændig eller uregelmæssig) sætningsforbindelse er ikke sjældent ændret til en fastere periode: Derimod har > da derimod ingen har 142 thi det samme har > som har 147, jf. 1349 1586 169 (nederst) 170-71. Således ofte hvor ms. ved de mange inddelinger har en forkortet eller ufuldstændig sætning: 3) hvor yndigt er det ikke > 3) hvor yndigt det er... 148. Et led er indført foran (3) og (4) s. 156 for at motivere inversionen; se også 162 (III,1 (a)) 1631. Derimod er konstruktionen i et nyt afsnit brudt i trykket: 1561.

✂ (5) Udvidet brug af det bøjede relativpron. hvilken, fx. for hvem > for hvilken 138 140 som icke > hvilken ej 147 I den (> hvilken) henseende hun og videre skal forkynde dem 169; men hvilcken erstattes af andre former, fx. 141 (> og).

477

✂ (6) I 18. århundredes sprog finder man en brydning mellem en ældre skriftsprogstendens til at stille adverbielle led foran bisætningsverber og infinitiver, og en yngre, af talesproget påvirket, tendens til efterstilling. Vor tekst viser ændringer i begge retninger: (a) Foranstilling: for hvem han aabenbarede sig først > først aab. sig 1383. Men vi nøyes dennesinde, for tiden at spare, med.. > Men, for T. at sp., nøjes vi... 14512 14610 1478 det var... det sidste ord, som hun fick at høre... tenckte hun > at hun skulde sidste gang, efter hendes Tanker, høre ham paa Korset 162. - Andre bestemmelser foranstillet: det var bekiendt nock for hele Verden > det var al Verden bekiendt 164. - Foranstilling af let bestemmelse: Mand siger den gandske Dag til mig > til mig d. g. D. 166 er kommen saa mild og blid igen > igen s. m. o. b 174. - (b) Efterstilling: aabenbar os og jo mere og mere Din uovervindelige Kierlighed til os > aa. os ogsaa din u. K., jo m. og m. 138 15013 1584 15917 (først); saa let tenckt herfra > tenkt saa let paa deres rette Hiem 171. - Efterstilling af tung bestemmelse: af Guds ord og daglig forfarenhed kiendeligt > kiendeligt baade af osv. - Brorson bruger påfaldende hyppigt (efter tysk mønster) en indrømmende hovedsætning af typen Var hun dog bekiendt nock af andet 160; disse gengives som regel uændrede af trykket, men det anførte sted er sætningen omtydet til et spørgsmål ved indsættelsen af ikke: Var hun dog ikke bekiendt nok...?

✂ (7) Et par steder fjernes meget tunge bestemmelser til et substantiv: bestraales af den, fra sin gravs Mørcke saa deylig fremskinnende Retferdighedens Sool 134. Tilsv. s. 1709.

✂ Ms. har på enkelte steder rim, der udelades i trykket (vel fordi man hævdede, at rim var upassende i god prosa): kierlige og herlige 138 paa det mægtigste og prægtigste 144; således også Vaagen og Kaagen (dvs. gloen), løben og kiøben i det overstregede stykke s. 174; jf. reent og rundt > kierlig og rundelig 173. Dog bevares den stående folkelige forbindelse hige og fige herfra 172 (jf. ODS u. fige 2).

✂ Skønt rettelserne gør et lidet konsekvent indtryk, tenderer de i det store og hele mod en klarere opbygning og en mere logisk-korrekt form; til gengæld går undertiden den ejendommelighed tabt, som for nutidslæseren er det mest karakteristiske og indtagende ved Brorsons sprog; evnen til at fastholde talesprogets jævne udtryk og bevægende tonegang; der udelades livfulde småord som ganske eller nu (134); man savner en ugrammatisk, men levende tempusomskrivning som at... de mægtigste i Verden sielden har vildet haft deres Børn ved Daaben anderledes opnevnede (142). Ofte udskiftes dagligdags udtryk med mere stive, fx. da skulde det vel staaet hart, inden de havde beqvemmet sig til, at lade sig frelse derfra (151). Den lampe kan snart gaae ud (> slukkes) (154) at jeg ikke kan komme til (> nyde den Trøst) at salve ham (156). Det er derfor, at > saa er det Aarsag, hvorfor (171). - Udeladt er vendinger som: Var det saa glædeligt for Maria Magdalena... at see ham her, hvad, naar I skal see ham der? (167). Saa giør Eder nu ret til Gode, I Troende (173). Thi den stund vor kiære frelsere levede, vilde hun icke fra ham. Der var hun sicker nock (161).

✂ Ej heller føler man det som en vinding, at trykket strammer en

478

✂ passage, hvor taleren ved varieret gentagelse af jævne ord har fundet et levende sprogmelodisk udtryk for sin bevægelse: ja! o hvor deyligt vil det da komme igien (143). O den din Taarestrøm (156). - Hvem leder du efter? hvad giør du her i haven? hvad søger du i Graven? (164; citat fra arien nr. 295.3.2-3). Flere tilsvarende stramninger s. 164 f. Et enkelt sted griber trykket tilbage til en stivere konstruktion, som var rettet i ms.: saadan deylig (i ms. rettet til: saa deylig en) Guds Tempel 1605.

✂

Bibelcitater.

✂ Også i de talrige bibelcitater er der undertiden foretaget rettelser. Kilderne til bibelstederne i Brorsons to prædikener er undersøgt i en utrykt specialeopgave af cand. mag. Ellen Holm Thomsen (f. Christensen), hvoraf i korthed kan uddrages følgende resultater: Af de ca. 200 citater, der er undersøgt, står halvdelen lige nær ved samtlige oversættelser, enten fordi Brorson citerer så frit, at hans citat ikke stemmer med nogen bibel, eller fordi oversættelserne ligger så nær ved hinanden, at de alle lige godt kan have ligget til grund for citatet. Den anden halvdel af citaterne lader sig som regel heller ikke henføre til een enkelt oversættelse, men adskiller sig dog så skarpt fra én eller flere, at proveniensen kan angives med en vis nøjagtighed. Hvis man regner den af Enewald Ewald ofl. reviderede oversættelse 1732 og alle senere1) til den yngre gruppe af kilder, og alle andre til den ældre gruppe, giver den nævnte undersøgelse flg. tal:

✂

Brorsons citat stemmer med:	Ny Testamente	Gl. Testamente
	Jubel- prædiken	Opst. prædiken	i alt	Jubel- prædiken	Opst. prædiken	i alt
Ældre overs.	5	16	21	8	2	10
Både ældre og yngre	20	19	39	13	6	19
Yngre overs.	9	11	20	30	20	50

	34	46	80	51	28	79

✂ Af denne oversigt fremgår det for det første, at halvdelen af NT-citaterne kan henføres til begge grupper, medens kun ¼ af GT-citt. er ubestemmelige. Dette beror sikkert først og fremmest på, at ændringerne i de nye oversættelser af GT var mere dybtgående; men det

* 479

✂ kan også til dels hænge sammen med det andet factum, der kan udlæses af tabellen, nemlig at de exx. der lader sig henføre til en af grupperne, i NT fordeler sig med halvdelen på hver af de to grupper, medens kun af exx. fra GT viser klar overensstemmelse med den ældre tradition. Grunden til denne iøjnefaldende forskel er formodentlig den, at NT i højere grad citeredes efter hukommelsen, dels fordi skriftet er så meget kortere, dels fordi flere skriftsteder herfra indgik i den kristelige børnelærdom. Således forstår man, at de gamle former her spiller en større rolle end i GT. Af de 31 citater fra den ældre tradition falder 13 på den lærde Resen-Svaningske tekst (1607; 1647), 16 på den mere folkelige Chr. III's bibeloversættelse, der i 1699 ff. optryktes som Hus- og Rejsebibel (H R B). I opstandelsesprædikenen er tallene: 10 på Resen-Svaning, 6 på Hus- og Rejsebibel (heraf halvdelen ikke fuldt sikre). Blandt exx. fra Resen-Svaning bemærker man adskillige citater, der inddrager randnoterne fra disse udgaver1); fra Hus- og Rejsebibel finder man kendte skriftsteder som Johs. 3.16 (134) eller steder med særlig prægnant form, fx. 2. Tim. 2.11 (159), i H R B 1738: Døe vi med, da skulle vi lefue med: Lide vi, da skulle vi med regnere; i 1732 ff. mere vidtløftigt: thi dersom vi ere døde med (ham) skal vi og leve med ham. Dersom vi taale skal vi og medregnere.

✂ Af de ca. 70 citater fra de yngre oversættelser kan kun enkelte henføres til en bestemt af de tre hovedrevisioner: Ewalds fra 1732, Wöldikes fra 1737 og den endelige revision 1740 (5. oplag af udgaven i stor oktav)2); kun 3 citater (alle fra Jubelprædk.) kan alene stamme fra 17323), medens 17 fra Jub. og 12 fra Opst. står nærmest ved de senere revisioner; af disse 29 er 4 taget fra 1740 eller en dermed stemmende (senere) tekst, medens ingen med fuld sikkerhed kan henføres til 1737.4) I almindelighed stemmer citaterne i Brorsons ms. næsten ordret med 1740-teksten, bortset fra forkortelser og syntaktisk tilpasning til sammenhængen; men i en 20-30 af

* * * * 480

✂ opstandelsesprædikenens citater er der dog større eller mindre afvigelser fra samtlige oversættelser. I en del af disse har trykket en tekst, der ligger nærmere ved 1740 (eller ved 17321), uden at der dog altid er nået streng overensstemmelse, fx. Værelses (Svaning) > Væsens (1732 ff.) Hebr. 1.3 (134); fryde os > frydes Ps. 118.24 (135); Hvo mig bekiender > Hvosomhelst der vil bekiende mig Matth. 10.38 (144); jf. mindre justeringer som 145: Regenters tilføjet (Es. 49, 23); 164: indirekte citat ændret til direkte (Højs. 5.9); tællet > talt (Ps. 56.9); 172: almægtige > ævige (Es. 40.27 ff.). Mere interessant er det dog, at flere af rettelserne fjerner teksten fra den autoriserede oversættelse. Enkelte steder indsættes ord fra de gamle oversættelser, således i Højsang-citatet III 139: Venneste (H R B, Sv. osv.) for veninde (= 1737 = 1740), part. -gaaen (for -gangen), kommen for kommen an; (derimod bevares Staae for Stat). Man tør formode, at digteren i dette yndlingssted har indført de gamle former efter hukommelsen uden dog at bringe citatet i fuld overensstemmelse med traditionen før 1732. Andre steder indføres nyere former; således ændres 156 i Matth. 6.21 liggendefæ til Skat, der, så vidt jeg ser, først trænger ind i bibelen 1907.2)

✂

Konklusion.

✂ Det er altså sikkert, at trykket har normaliseret retskrivningen, konsekvent dog vist kun m. h. t. storbogstav, ey-øy og ck; muligvis har sætteren også moderniseret enkelte gamle bøjningsformer (-sens, 2. person) og gennemført flertalskongruens mere konsekvent (uden for modal- og hjælpeverber). Den gennemførte ændring af de latinske navne på bibelens bøger til danske skyldes vel udgiveren. Men indgrebene synes at være mindre hårdhændede end i TrK. (J1 og J4), og der er grund til at tilskrive forfatteren selv den væsentlige del af de øvrige rettelser.

* * 481

✂

BRORSONS VERS- OG SANGKUNST

✂ AF

✂ ARTHUR ARNHOLTZ

482
483

✂

1.

✂ Idet protestantiske Tyskland og Norden opstår omkring 1700 en krise både for den verdslige kunstsang og salmen. Poesien og musiken havde fra renæssancen og indtil da så nogenlunde svaret til hinanden i udvikling, således at den enkelte tekst og dens melodi fremtrådte med den balance, der kendetegner den egentlige sang. Nu, henimod barokens udgang, drives de to kunstarter ud i det virtuose og glider fra hinanden, fordi hver i for høj grad specialiserer sig og kun vil sit eget.

✂ I poesien breder baroken - i sin stræben efter intensitet og format - sit kraftsprog til alle genrer. Den intellektualiserer sine emner og pointerer sine tanker indtil det artistisk uoprigtige. Og den smykker sit udtryk med et mylder af billeder og figurer og sin form med metriske kunststykker, så den danser på 3-stavelses fødder og ringler af indrim og ekko. En sådan, på alle måder hårdt spændt lyrik, kunne kun forliges med simple, ret uselvstændige melodier, der ikke udviskede de allerede skabte skønheder. Og sådanne melodier brød de førende komponister sig ikke længere om at yde. Også musiken drev baroken - i tidsrummet fra Buxtehude til Bach - fra den enkle strofesang til den instrumentalt prægede opera- og kantatearie, der sørgede for alt udtryk selv og kun Ønskede en stereotyp, enstrofisk »stemningsnøgle« til tekstunderlag. Man kalder da denne kriseperiode »den sangløse tid« - ikke fordi den manglede lyrik eller arier, men fordi den kun i ringe grad frembragte egentlige sange.

✂ Inden for sanglyriken overvandtes baroken ved den nye indsigt, at skønhed ikke nødvendigvis var det samme som pragt, altså ved den nye smag for simplere, men finere nuanceret udtryk og stil. Inden for sangmusiken tyede man foreløbig, af mangel på rigtige sangkompositioner, til et ejendommeligt

484

✂ nødmiddel. Man samlede allehånde gangbare marcher og danse, italienske, franske, tyske og hjemlige, og lagde strofiske tekster linder, som tilpassedes mere eller mindre nødtørftigt til de mange »moderne« tremolanter. De kendteste samlinger af denne art er Sperontes' fra Tyskland (1736-45), Thielos fra Danmark (1751-53) og Bellmans fra Sverige (1790-91). Man følte næppe teksterne vansiret ved denne trafik. Man var fra kantatetiden vant til instrumentalt prægede forsiringer, og endnu de første originale sangkompositioner, Freylinghausens (1704, 1714) og Schemellis (1736) kan virke som miniature-arier.

✂ Alligevel er det vigtigt inden for sanglyriken at skelne imellem den ældre, selvstændig-tekstlige, baroke virtuosform - og så det yngre, musikprægede tekstunderlæg. Det sidste kan synes halvt barokt endnu i formen; de gamle formelementer er endnu ikke fortrængt af Klopstocks og Ewalds strenghed. Men diktionen er enklere, tonen lettere, stedvis personligere, inderligere bevæget. Vi kalder dette møde mellem gammelt og nyt rokoko.

✂

2.

✂ Brorsons verskunst spænder over både den virtuose barok og den musikalske rokoko. Man tør ikke bruge det klarere udtryk, at den udvikler sig fra det ene til det andet; dertil er kronologien for hans produktion for usikker og de to digtarter ofte for vanskelige at adskille. Af Brorsons egen levnedsbeskrivelse til hans bispevielse ved vi, at han som student forsømte teologien bl. a. for sproglige studier. Fra hans 19. år findes vidnesbyrd om hans talentfulde deltagelse i en disputats, fra hans 24. omtales »Et net ligvers«, og fra hans 27. er bevaret det senbaroke sørgedigt til hans svigerinde Christine Brorsons død, traditionelt, men ingenlunde kejtet. Endvidere synes en række nys fremdragne afskrifter af Brorson-salmer med baroke træk til dels at ligge tidligere end hans Tønderhefter1). Endelig kommer dertil

* 485

✂ miraklet, julesalmerne 1732, efter dateringen Brorsons salmedebut, men efter deres udtryk, form og mangesidighed et af en moden digters absolute højdepunkter - en slags midtpunkt, om man vil: al barok anstrengthed er borte, men ariepræget, dansekontrafakturen, er ikke begyndt endnu.

✂ Det vil da nok være rimeligt at antage, at blandt det meget, Brorson brugte sine studenterår til, har også været studiet af vore barokprosodikere (eller af deres tyske forbilleder) og øvelsen i at skrive vers efter deres mønstre. I senere digte, f. eks. de to alexandriner-sonetter (klingedigte) »Jesu åbenbarelse for Maria Magdalene« (III, 130) overholder han den rimstilling for de sidste 6 »frie« linier, som både Corvinus og Judichær havde anbefalet som den bedste1). I Lissabondigtet giver han alexandrineren flettede cæsurrim, som Judichær havde tilladt2). I nogle af »Svanesang«s samtaler (nr. 27 og 28) løfter han Corvinus' kejtede og Judichærs tørre ekkorim3) op til høj og ejendommelig kunst; ekko-ordene, Jesu repliker, fyldes med skiftende udtryk. Endelig har han jo nok læst nogle af sine egne forgængere, de rigtige digtere. Hans påvirkning fra Kingo og Naur er kendt og har ofte været omtalt. Muligvis har han fundet sin berømte nælde og kongerne på rad helt tilbage i Arrebos »Hexaëmeron«4). Om han har kendt Anders Pedersøn Romdorphs (1605-49) julesange til Ribe katedralskole eller provsten i Agerskov, lidt nordøst for Løgumkloster, Anton Davidsen Foss' (1646-96)

* * * * 486

✂ fuldstændige psalterparafrase med nogle interessante, efterfølgende »samtaler«, kan desværre næppe eftervises1). Til tidens kendteste tyske visemelodier, fremfor alle Adam Kriegers (som vist af Nils Schiørring), forsøger Foss sig i kejtede virtuosformer; men han og Brorson har så godt som ingen karakteristiske strofeformer fælles. De nye, strømmende 3-stavelses fødder, som Corvinus bruger til sin højsangsparafrase, men Judichær advarer imod »i gravitetiske, åndelige og sørgelige rim«2), har Brorson vel først kendt fra Kingos to mesterdigte, siden, til overflod, fra de tyske pietister, han oversatte. Herfra har han da også nok fået smagen for dialoger og for tekstunderlæg til nymodens melodier.

✂ Vedrørende den første snes år af Brorsons liv som voksen, fra 1713-32, giver da hans digteriske teknik - som et indre kriterium - kun nogle få og vage støttepunkter for hans salmers kronologi. Han er begyndt med uselvstændig senbarok imitation og synes at være nået til fuld frigørelse og tilegnelse af sin egen tone allerede med sit første trykte hefte.

✂ Hvad angår den sidste snes år af hans liv, fra 1742-64, ligger sagen måske en lille kende klarere. Vi har fra denne tid det lille tillæg til »Klenodiet« (II, 258-274), hvis 17 salmer alle må være skrevet, efter at »Klenodiet«s første udgave var kommet 1739 (de 15 er først trykt 1742, 2, nr. 271 og 270, først 1745 og 47). Om dem tør man som helhed sige, at de er fri for barok anstrengelse og enhver kejtethed. Den sidste, »Nu! jeg har vunden«, står Svanesangstonen nær. Nr. 266: »I sinde, som finde«, og nr. 270: »Mit hjerte skal brænde« er vel virtuose, men suggestive og medrivende. På et andet plan står den officielle nytårssalme (261) og formaningssalmen mod kvægpesten (271). Endelig minder nr. 262 - de hellige klokkeslet gennem passionsdøgnet - om den folkelige talremses teknik og står således helt for sig selv. Hertil kommer så de posthumt trykte Svanesange (1765), om hvilke Brorsons søn i forordet skriver: »De ere efterhånden forfattede i de sidste år af hans levetid.« (III, 13). Kan dette tænkes at være urigtigt? Kan det tænkes, at sønnen blot har tømt sin

* * 487

✂ faders skuffer for gammelt og nyt stof og ordnet det efter »Klenodiet«s inddeling? Jeg mener ikke, at noget som helst indre kriterium kan tyde på det. Harald Vilstrup og jeg har i vore Brorson-afhandlinger (III, 7) fremholdt formens forfinelse, følelsens dybde og sarthed, udtrykkets frigjorthed, hele det kunstneriske mesterskab som et af alle tiders lyriske højdepunkter. Den særlige Svanesangstone er måske, som Hans Brix (III, 7) vil høre den, tre - og dog een: Jesuskærlighedens, fortrøstningens og himmellængslens. Alle 70 sange når vel ikke dette høje plan. Man kan finde nogle almindeligere (nr. 4, 6-9, 18, 20, 37, 52, 58, 63), endnu spejlende barokens teknik og sprog. Andre står for sig; de to forbløffende samtaler (nr. 27 og 28) ved Jesu blide skæmt, og de to »kæmpeviser« (nr. 39 og 40) ved den djærve fortælling i børnerimsmaner. Men det anstrengte eller kejtede fra »Klenodiet« er intetsteds at finde.

✂ Mellem disse to yderfelter, ungdommens tilløb indtil den modne beherskelse og så alderdommens forfinelse og afklaring, ligger - kvantitativt - Brorsons egentlige »produktive« 10-år, 1729-39, fra ansættelsen i Tønder til udgivelsen af »Klenodiet«. Det er salmehefternes og oversættelsernes tid. Her står gode ting, som er blevet kernesalmer, tilsyneladende uformidlet op ad påfaldende svage. I sin gennemgang af »Klenodiet« taler Harald Vilstrup (anf. skr. s. 103-109) om en »dalende linie« gennem »Troens frydefest« fra julens højdepunkt til de svagere passions-, påske- og pinsesalmer. De kunne måske være tidlige arbejder. Men det mærkelige er, at selv omkring mesterstykker af højst forskellig stil - som den lyse, åbne skabelsessang »Op al den ting, som Gud har gjort« (77) og den tyste brudesalme før nadver »Imorgen skal mit bryllup stå« (145) - står ting af kendelig tørhed1) eller med gammeldags, barokt oppustede udtryk. Det gælder ikke blot enkeltsalmer som den platte nr. 172: »Jeg ligger ved Jesus hans bryster så tæt, / og bliver af kærlighed drukken og mæt; / med honning og sukker / for sjælen han klukker / og gør mig mit hjerte så lystigt og let.« Nej, den massive

* 488

✂ barokdiktion kan brede sig over det meste af et helt afsnit, endda imod bogens slutning, og ligesom dække over det, vi ellers mener at høre som Brorsons egen stemme. Man se således i afsnittet »Om den åndelige forening med Jesu« den tunge dialog »Hvo er denne fyrstedatter« (237) eller den traditionelle højsangsparafrase »Min brudgom, den liflige, skønne og søde« (239) med stående kraftudtryk som »hjertknusende kvale«, »rosen-bemalede kinder« m. fl. Eller man se den anden dialog »Mer end himmelsøde / milde Jesse ris« (241), der omsider lægger barokvendingerne bag sig og når frem til det yndige sted:

✂ »Stille skal du tie,
til jeg kommer, bie;
nok, at jeg er din,
og du min rosen-kind.«

✂ Jeg har valgt de sidste eksempler, fordi de stod bagest, og fordi de fik deres sidestykker i »Svanesang«; nr. 239 med kantaten »Er han borte, al min eje?« (307; Sv. 24), nr. 241 med »Her vil ties« (327; Sv. 44) og det lige så dejlige paralleldigt »Hvad ser min Sulamith« (332; Sv. 45)1), der rigtig viser den gådefulde forskel i forfinelse, umiddelbarhed og takt.

✂ Klenodie-salmernes ulige kvalitet og stadig skiftende præg af barok og rokoko lader sig i øjeblikket næppe forklare. Jeg tror, det er en uholdbar forenkling på baggrund af den traditionelle kronologi at tale om en »dalende linie« netop i det produktive 10-år. Tanken om hastværksarbejde er heller ikke tilfredsstillende. Den er upsykologisk (hvorfor falde tilbage til barokstil af hastværk?) og rimer sig dårligt med den beundringsværdige udformning af de vellykkede salmer. Og at bygge en ny kronologi på de indre kriterier, som her har været på tale, ville nok være lovlig dristigt. Problemet må da stå hen. Det er blot nødvendigt at huske det, når talen skal være om Brorsons verskunst.

* 489

✂

3.

✂ Hvori består Brorsons verskunst? Straks man gennemblader hans digte, viser trykbilledet et utal af strofeformer i stadig skiften, store og små, med lange eller korte verslinier, tæt- eller fjerntrimede eller begge dele i kunstig slyngning. Dette første indtryk kan bekræftes, når strofeformerne registreres og sammenlignes med strofebestanden i tilsvarende samlinger. Jeg har hertil brugt vore to nyeste, »Salmebog for kirke og hjem« (1899 ff., forkortet KH.) og »Den danske salmebog« (1953, forkortet DS.), fordi deres strofeformer allerede forelå registrerede (ved Harald Vilstrup) i de til salmerne hørende koralbøger1). Det viser sig da2), at mens KH. til sine 675 numre kun benytter ca. 175 strofeformer - dvs. gennemsnitlig en ny strofe pr. 3,8 numre - og DS. tilsvarende til sine 754 salmer kun bruger lidt mere, nemlig ca. 240 strofeformer - dvs. gennemsnitlig en ny strofe pr. 3,1 numre, - så anvender Brorson til sine ca. 370 numre (almanakversene etc. er medtaget) ikke mindre end ca. 250 strofeformer - dvs. gennemsnitlig en ny strofe pr. 1,5 numre. Det er over dobbelt så meget som de andre.

✂ Nu kunne det jo tænkes, at Brorson havde en yndlingsstrofe, som måske gav monotoni trods det lave gennemsnitstal3). Men dette er ikke tilfældet. Naturligvis benytter han også vore kendteste salmestrofer, men brugen er moderat, som det vil ses af følgende opstilling:

✂

Strofeform:	Antal hos Brorson:	Antal i DS.:
Hvo ikkun lader Herren råde -	6	19
Af dybsens nød -	18	62
Jesus dine dybe vunder -	21	53
Befal du dine veje -	10	30
Guds godhed vil vi prise -	7	24
Nu takker alle Gud -	15	5
Af højheden oprunden er -	8	5
På Gud alene -	5	4

* * * 490

✂ De mange sjældnere strofer bruger han kun et par gange eller en enkelt gang hver. Det skyldes hverken rastløshed eller eksperimenteresyge, men i første række det store oversættelsesarbejde. Her er han vidt forskellig fra vor anden store salmeoversætter Grundtvig. Grundtvig gendigtede frit efter oldkirkens sang, men valgte gerne en af sine »standard-strofer« hertil. Når han skabte nye, skete det ofte ved tillæg eller fradrag af en linie, en fod eller en stavelse - uden hensyn til, om melodier forelå eller først måtte komponeres. Den sartere og mere musikalske Brorson holdt sig til det nærmeste århundredes salmer, ikke mindst sin samtids, og følte sig i alt væsentligt bundet til sine forlægs strofeformer, delvis også til deres melodier. Som en grov hovedregel kan det siges, at »Klenodiet«s originaler gennemgående er i simplere strofer til ældre, traditionelle kirkemelodier, mens dets oversættelser bringer de mange virtuosmetre med sig til de nye, pietistiske toner1). Først i »Svanesang« fuldendes Brorsons rokoko; her forekommer de originale digte i så sjældne ariemetre, at de kun kan forklares som tilpasset endnu mere springske melodiforlæg end pietistmelodierne. At de nu også lykkes så meget bedre, skyldes til dels Brorsons modenhed, til dels måske også, at opgaven er forenklet. Her skal han ikke passe både oversættelse og melodi, men kan samle sig om den musikalske udformning alene. Her overgår Brorson Bellman i det tekniske. Bellman udfylder ofte sine rokokomelodier rent syllabisk - en stavelse for hver node, uanset nodernes skiftende længde - og fremkalder på den måde uegentlige strofeformer eller prosafragmenter2). Den slags forekommer så godt som ikke hos Brorson. Han kan bryde metret i sin tekst ved en ordgentagelse, som musiken kræver - som i instrumentalparodien nr. 216 (Klen.registr. 81):

✂ »Nej - nej -
nej, jeg vil dig tro forblive« -

✂ eller ved en ekkodel, som i Svanesangs-kantaten nr. 307 (Sv. 24; melodi ukendt):

* * 491

✂ »Er han borte, al min eje?
:|: Skal jeg ham ej mere se :|:
- mere se?«

✂ Men han holder ellers sine tekster fri for prosaens sprogmelodiske knuder, så at de også som poesi kan læses i ubrudt flugt.

✂ Versteknisk kan Brorson iøvrigt, hvad han vil, når han er på sin højde. Han mestrer dispositionen af digtenes helhed - allerede i julesalmerne den simple fremadskriden i barnesangen (11) og den lønlige, underfulde fortælling om den yndigste rose (10), det svævende kenosissværmeri over »Jesu føderum« (7) og Fadersalmens monumentale bredde: »Gud er nu ikke længer vred« (6). Sidenhen »skabelseskataloget« med de retoriske spørgsmål: »Hvad skal jeg sige, når jeg ser -« (77), der får liv af hans varme; argumentationen og belæringen om »vor trængsel« som »en gave / af Jesu milde hånd« (193, 194); omvendelseserfaringerne; klage og fortrøstning; den ildnende appel og det tyste farvel. Men frem for alt tilbedelsen, der til sidst fortætter sig til de lønlige samtaler mellem brudgom og brud. Jeg tror, Harald Vilstrup har fået sagt det afgørende her (anf. skr. s. 112 f., 119): Prøver man at se undskyldende bort fra det erotisk farvede billedsprog som en tidstypisk forvildelse, når man aldrig til en virkelig vurdering af Brorson som digter. Der er religiøse tilstande, som vanskeligt kommer til udtryk, om man ikke ved siden af Faderens billede turde sætte Brudgommens. Vor tid anerkender dem ikke, måske fordi den ikke kender dem.

✂ I sin strofebygning spænder Brorson fra det simpleste, tilsyneladende kunstløse, men bøjeligt udtryksfulde - altså den forædlede vise - til de fordringsfuldeste kunststrofer, hvor rimene forbløffer ikke blot ved deres rigdom og ubesværethed, men også ved aldrig at være intetsigende eller standse tanken, selv om de står tæt. Modstillingen inden for samme strofe af linier med 2-stavelses og linier med 3-stavelses fødder kan han have kendt fra Kingos »Chrysillis« (Klen.registr. 61) eller fra Schefflers sange1); den var iøvrigt forberedt gennem hele barokens sangmusik (ved rytmeskifter) og udgjorde en del af kantatepræget.

* 492

✂ Sjældent uroligt virker den stadige »skiften fødder« fra linie til linie som i »Vær lystig i Herren, hans due og dukke, / med dine brudeklæders pragt« (227) eller en skiften frem og tilbage igen i tre afsnit som i »Her op ad, I døde« (350; Sv. 67). Klarere virker dispostionen i to satser: 4 linier 2-stavelses fødder mod 4 linier 3-stavelses, som i »Eet er nødigt, dette ene« (168), eller at indskrænke 3-stavelses fødderne til en slut-kuplet, eventuelt et refrain, som i »Korsfæste! se, jeg vil i tro« (32) eller »O søde Jesu, du« (50). Strofens deling i satser kan også ske ved et skifte fra jamber til trokæer eller omvendt. Brorson kan gøre det nænsomt, som i hans fine digte i det yndige metrum »O drøvelse, o bitre ve« (41, 57, 88, 213). Han kan også gøre det energisk, som i kampsalmen »Frisk op, beklemte sind« (206), en typisk miniature-kantate (se nodebilag nr. 5).

✂ Refrain-tekniken og satsdelingen fører han fra »præstationen« op til det ubesværede, fuldt af mening og skønhed. Fra Opitz's mønsterrefrain (1624):

✂ »Ein jeder folge seinem Sinne,
Ich halt's mit meiner Schäferinne«

✂ tager han - formodentlig via Scheffler - det simple, faste omkvæd (162):

✂ »Hver elske, hvad ham synes til,
jeg kun min Jesum elske vil.«

✂ Men herfra når han gennem et livs forfinelse til den varierede da capo-del, som er så karakteristisk for »Svanesang« (284; Sv. 1):

✂ »Livet med sin brudeskare
drager ind ad Salems by.
Luften syntes sød som Manna,
af hans følges hosianna.
Palmer gik med hine klare
jubeltoner op i sky.
Livet med etc.«

✂ Her er skabt en »musikalsk« a b a-form i det små, og da digtet, som så mange af Svanesangene, har tre strofer, foreligger der også en A B A-form i det større. Det er arieformens koncentration i modsætning til Klenodiesalmernes snese af strofer.

493

✂ Til digtets sjældne klangskønhed - lad mig nøjes med dette som sidste eksempel på den verskunst, der er lykkedes for Brorson - bidrager mange andre faktorer. Rimslyngningen (jeg noterer store bogstaver for kvindelige rim, små for mandlige, overprikkede for identiske):

✂

✂ er højst original, uden at være kunstig, i sin blide spænding. De tre gængse arter: det parrede (CC), det flettede (??????Ab) og

✂ det omsluttende rim (???CCb) er sådan kombineret, at et fletrim overskæres og bruges til omslutning af parrimet, hvorefter den opståede spænding udlignes af da capo-delen, der falder til ro i et fletrim sammen med strofens to slutlinier.

✂ En anden faktor er de udsøgte og fint ordnede vokalklange. Vi møder dem allerede i »Den yndigste rose«s (10) tyste, rundede rimlyd med de glidende konsonanter (pode groede, øde døde søde grøde, fryde bryde, steder græder). Her (i Sv. 1) er vokalfarverne bredt ud over hele strofen; det er, som om de fremkalder sig selv i nye varianter ned igennem digtet, ikke i hårde, blanke indrim, men som en anelse eller duft.

✂ En tredie faktor er rytmekarakteren. Barokprosodikerne kaldte håndfast et vers stigende (jambisk), når det begyndte med let stavelse, og dalende (trokæisk), når det begyndte med tung1). Endnu hos Kingo kan det være svært at høre en rigtig rytmeforskel i versenes indre. »Nu rinder solen op« og »Rind nu op i Jesu navn« skrider frem med omtrent samme energi. Men i den første Svanesang: »Livet med sin brudeskare« synes den nye, sarte »dalende rytme« at være bevidst udarbejdet2).

✂ Når alt dette er nævnt om Brorsons verskunst, mangler dog det sidste og væsentligste, noget, som tilsyneladende ikke er stiliseret, men som alligevel bliver en enhed, nemlig hans udtryk.

* * 494

✂ De to store rokoko-digtere, Holberg og Brorson, har et negativt og et positivt træk fælles. I den ikke-kunstneriske meddelelse er deres sprog tidsbundet, lidt gammeldags besværligt. I den kunstneriske ytring derimod ejer de begge den mageløse umiddelbarhed. Holbergs repliker og Brorsons vers kan blive så levende tale, at man endnu i dag fornemmer en stemme. Hør - ikke læs, men hør - Jesu repliker, mens han trøster den forsagte sjæl (333; Sv. 50):

Sjælen:: »Ak! hvad er dag tiden lang.«

Jesus:: »Er der noget langt i tiden?«

Sjælen:: »Synden klemmer mangen gang.«

Jesus:: »Dog betalt for længe siden.«

Sjælen:: »Eja! det er vist og klart.«

Jesus:: »Men du glemmer det så snart.«

✂ Det er denne enhed, på en gang afveksling og sammenhæng i sprogmelodien, der kendetegner lyrik, som er lykkedes. Brorson nåede ud af barokens kraftsprog - uden at blive tynd eller tør i mælet som Sperontes eller selv Stub, uden at blive konventionel som klubdigterne eller ty til nye »anstrengelser« som odetiden. Hans tone blev som det, han følte - »Den sagte bevægelses liflige vind.«

✂

4.

✂ Melodiproblemerne hos vore store salmedigtere har visse fælles og visse afvigende træk, der kan forklares ud fra forholdet: kirkesalme kontra åndelig vise ned gennem tiderne. Til deres kirkesalmer benytter både Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig væsentlig den på deres tid traditionelle melodiskat med reformationens koral som grundstok. I deres åndelige viser føler de sig friere både i h. t. udtrykkets subjektivitet og melodivalget. Til »Sjungekorene« tager Kingo delvis barokens verdslige melodier til forlæg, mens Ingemann og Grundtvig enten bruger folkeviser, yngre og ældre, eller digter så frit, at der må nykompositioner til. De åndelige viser får da højst forskelligt præg: de verdslige melodier kan, navnlig på det ældste trin, have et så overpersonligt præg, at de glider ind mellem kirkesalmerne (således Kingotonerne: Rind nu op i Jesu navn, Nu rinder solen op, Vågn op og slå på dine strenge, o. fl.); de kan også skabe

495

✂ noget fra kirkesalmen helt forskelligt, men i sin art lige så lødigt (som nykompositionerne til Ingemanns morgen- og aftensange og de bedste af Grundtvigs bibelviser); endelig kan de mislykkes; de verdslige melodiforlægs holdning kan være så følsom, deres udformning og forsiring så elegant, at de - ihvertfald for nutidens kirkemusikalske opfattelse - i nogen grad forvansker et religiøst indhold. Dette sidste problem møder vi ikke mindst hos Brorson, ja, naturligvis hos pietismen som helhed. Den spænder fra den traditionelle brug af reformationskoralen helt ud og op til Joh. Seb. Bachs passionskunst og, mellem disse højdepunkter, over et broget område af småarier, miniaturekantater og instrumentaldanse. Deres melodiskat er da aldrig, sådan som reformationens, i sin helhed blevet kirkens eller folkets. Men den bevarer sin historiske værdi, idet den fortæller os om den etos, pietisterne tillagde deres egne tekster. Om åndelig sang var almindeligere i vore hjem, ville den også være mindre underkendt i dag.

✂ Om Brorson kunne man fristes til indledende at sige, at til hans store strofeforbrug svarer et lignende stort melodiforbrug. Rigtigere udtrykker man det dog således, at strofeforbruget er fremkaldt af de mange melodier, som Brorson oversatte tekster til. Skal man have et indtryk af Brorson-melodierne, af forholdet mellem gammelt og nyt, traditionelt og afvigende, er der ingen vej uden om den leksikalske opstilling; selve stoffet må fremlægges før en ræsonnerende gennemgang. Undersøgelsen må falde i to dele. Til opstillingen af Klenodie-melodierne har vi Brorsons egne melodiangivelser eller angivelser af de tekstforlæg, han har oversat fra, trykt i Tønderhefterne og Klenodie-udgaverne, og dertil en del håndskrevne tilføjelser1) i Universitetsbibliotekets eksemplar(er) af Tønderhefterne2) og Klenodiets førsteudgave. Arbejdet består her dels i at efterspore, hvad melodiangivelserne må tænkes at dække over (en melodi kan gå under flere navne; omvendt kan flere melodier gå under samme navn), dels, hvor kun et tekstforlæg er angivet, at finde den melodi eller melodigruppe, som må antages at have været kendt

* * 496

✂ og brugt af Brorson. Da han selv ikke har været særlig omhyggelig på disse punkter, men ofte nøjes med krydshenvisninger til sine egne salmer, således som han husker dem fra gang til gang, har opstillingen af Klenodie-salmerne været en noget vanskeligere opgave, end den efter formuleringen skulle synes. Langt sværere er det dog faldet at nå frem til enkelte af Svanesangs-melodierne. Her har hverken Brorson selv eller hans søn, som udgav digtene, angivet melodier. Vi kender kun et par håndskrevne tilføjelser (vist fra den nærmeste eftertid)1), atter i Universitetsbibliotekets eksemplar af »Svanesang«, og en omtale af melodierne i almindelighed som »næsten alle gammeldags muntre selskabssange.«2). De omveje, man da må gå for at nå selv beskedne resultater, lader sig imidlertid bedst beskrive, når Klenodie-melodistoffet er fremlagt.

✂ *

✂ Jeg har valgt at meddele melodierne nogenlunde kronologisk - i grupper svarende til »Den danske koralbog«s (v. J. P. Larsen og M. Wöldike 1955) og med samme signaturer og forkortelser, som er benyttet der. Denne ordning er den anskueligste; den lader i alt væsentligt de melodier stå sammen, som musikalsk hører sammen, altså reformationsmelodier for sig, barokmelodier for sig osv. Da Brorson imidlertid bruger melodier fra alle perioder i flæng til alle sine salme- afsnit, har jeg - for at lette læseren arbejdet med at finde melodien, resp. melodigruppen, til hver enkelt tekst - ladet lave en »nøgle« til denne egentlige, kronologiske registrant. Nøglen er indsat i det alfabetiske hovedregister bagest i nærværende udgave. Ved hvert tekstnummer angives et eller to tal (med et foranstillet: Mel.). Disse tal vil tillige findes trykt halvfedt foran oplysningerne om den pågældende teksts melodiforhold i registranten.

✂ *

✂ Fuldstændig klarhed er det ikke lykkedes mig at tilvejebringe. Hvor en melodiangivelse er flertydig, hvor en strofeform er for almindelig, eller hvor vi kun kender det tyske tekstforlæg, vil det altid på den ene eller anden måde bero på et skøn, hvilken melodibrug man vil tillægge Brorson. Endelig er Tønderhefternes og første Klenodie-udgaves (Univ.bibl.s eksemplar) angivelser kun medtaget, hvor de drejede sig om melodier, der afveg fra Klenodie-udgavernes gængse. I disse tilfælde er der i registranten efter det pågældende salmenummer føjet »Tr.« (trykt) eller »Hs.« (håndskrevet) samt årstallet for afvigelsen.

✂ *

* * 497

✂ Registranten er iøvrigt således udformet: I venstre kolonne anføres først, overalt hvor det er muligt, en nyere, let tilgængelig melodisamling, hvori den pågældende melodi kan findes i nytryk; derefter dens oprindelse (evt. komponist), første forekomst (-er - i verdslig og kirkelig brug) og første tryk på dansk, samt de specielle oplysninger, hver enkelt melodi eller melodigruppe måtte kræve. I en række tilfælde har det kun været muligt at nå til grupper af melodier til samme metrum (registrantens nr. 110-116); dem må man da nøjes med at anføre efter Freylinghausens stroferegister; han kalder dem 1., 2., 3. art osv. - I højre kolonne anføres først Brorsons (eller andre samtidiges) melodiangivelser, derefter Klenodiets salmenumre, hvorefter Brorsons tekster kan findes i udgaven1). Det ville være både for vidtløftigt og uhensigtsmæssigt at angive selve Brorson-teksterne i registranten. Den må meddele betegnelsen på selve melodierne, for at den kan jævnføres med andre melodisamlinger. Hvor kun de tyske tekstforlæg er kendt, anføres dog disse (med betegnelsen: »Overs.« foran); og hvor andre forhold synes oplysende (f. eks. afvigende tekstversioner hos Brorson og Pontoppidan), medtages de så vidt muligt.

✂ *

✂ Mange af de anvendte forkortelser skulle kunne tydes umiddelbart af enhver hymnologisk interesseret læser (Tv. == Tavsøns salmebog, Th. == Thomissøns, Kingo med årstal for henholdsvis sjungekorene, salmebogen og gradualet; Pont. = Pontoppidans salmebog osv.). Mange andre vil findes forklaret i den grundigt og alsidigt kommenterede »Danske koralbog« (1955), til hvilken stadig henvises (se her f. eks. om melodisamlinger betegnet med personnavne som Walther, Klug, Schumann, Rhaw osv. eller med stednavne som Erfurt, Nürnberg, Strassburg o. s. f r.). En lille rest skal anføres her:

✂

DK:	Den danske koralbog - ved J.P.Larsen og M. Wöldike 1955. Til dette værk henvises i første række. Hvor det ikke bringer nytryk af registrantens melodier, suppleres det med:
MM:	Menighedens melodier - ved L. Birkedal-Barfod, O. Madsen og S. Widding 1914 og:
Z:	Johs. Zahn: Die Melodien der deutschen evangelischen Kirchenlieder I-VI, 1889-93; for enkelte sanges vedkommende tillige med:
Ny.Ras:	R. Nyerup og P. E. Rasmussen: Udvalg af da. viser ca. 1550-1750, I-II, 1821;
BH:	C. J. Brandt og L. Helweg: Den danske psalmedigtning I-II, 1846/47;
GDV:	Gamle danske viser I-V, 1941-42, ved A. Arnhoitz, N. Schiørring og F. Viderø;
KSS:	Th. Kingos Samlede skrifter VII, 1945: Melodikommentar og melodiudsættelser ved N. Schiørring;
Schiør.:	N. Schiørring: Det 16. og 17. århundredes verdslige danske visesang I-II, 1950; og
Glahn:	H. Glahn: Melodistudier til den lutherske salmesangs historie fra 1524 til ca. 1600, I.-II, 1954.
Sand:	Se bibliografi til Svanesang i nærv. udg. III, 513.

* 498

✂ Jeg skylder mange medarbejdere tak for hjælp ved opstillingen af de følgende lister og melodibilag. Mit udgangspunkt har været et ukommenteret register over melodiangivelserne af prof. J. P. Larsen. Til supplering og sammenligning har jeg kunnet benytte de til dato fuldførte dele af »Dansk sanghistorisk registrant«, et tekst- og melodikartotek med særregister ordnet efter strofeformer, omfattende Brorsons, Stubs, Foss' og Sperontes' samlede versdigtning, udført af mine medarbejdere, stud. mag:erne Inger-Lise Andersen, Elisabeth Frølund Nielsen og Jan Ditlev Arnholtz (den færdige registrant tænkes opstillet på Dansk folkemindesamling, Kgl. bibl.). Cand. mag. Anne M. Simonsen har gennemgået papirerne vedr. Brorson fra Generalkirkeinspektionskollegiet og de Ledreborg'ske og Thott'ske håndskriftsamlinger (se nærv. udg. III, 396 ff.). Yderligere har jeg modtaget værdifulde oplysninger navnlig om Schefflers melodibrug, af digteren, sognepræst Harald Vilstrup. Hvor melodierne i bilaget havde forlæg med becifret bas, er denne udskrevet af stud. mag. J. D. Arnholtz; endelig er udsættelserne venligst gennemset og revideret af komponisten, organist, mag. art. Finn Viderø.

499

✂

MELODIER TIL TROENS RARE KLENODIE

✂ Melodiens (resp. melodiernes) findested, oprindelse, tyske og danske førstetryk etc.

✂ Brorsons (evt. andre samtidiges) melodiangivelse og Klenodiets salmenumre.

✂ * * *

✂

I. Førreformatoriske melodier

✂ 1. DK 256: Førreform. hymne: Veni creator spiritus. Erfurt 1524. Tv. 1568.

✂ 2. DK 352: Førreform. hymne: Veni redemptor gentium. Erfurt 1524. Th. 1569. - Eller DK 32: Bøhm. brødre 1566 (i da. trad. dog først fra Laub 1888). - Eller mel. hos Dorothe Engelbretsdatter 1681, forts. i norsk og færøsk trad. Jf. Schiør. I, 227. - Eller Freylingh.s 4. art (4 mel.), 70. art (2 mel.).

✂ 3. MM 1041: Førreform.: Patris sapientia, 14. årh. Bøhmisk 16. årh.: Christus, der uns selig macht. Pont. 1742: Jesu, sjælens lyse dag. - Hertil dog Freylingh.s 48. art (6 mel., Z. 6283- 6360, hvoriblandt: Schwing dich auf zu deinem Gott).

✂ 4. DK 251: 15. årh.s processionssang. Erfurt 1524. Pont. 1740.

✂ 5. DK 302: Førreform. lat. folkelig: In natali Domini. Horn 1544. Mog. Pedersøn 1620.

✂ 6. DK 99: 15. årh.s lat. folkelig. Klug 1533. Tv. 1568.

✂ 7. DK 143: 15. årh.s ty. folkelig. Nürnberg 1524. Tv. 1556.

✂ 8. DK 343: Ty. folkevise. Nürnberg ca. 1530. Th. 1569.

✂ 9. DK 127: H. Isaac ca. 1500. Nürnberg 1581. Kingo 1699.

✂ Kom Gud Skaber, o Helligånd - 11 (Hs. 1732). (vist = Ak, levende Gud, jeg bekender for dig - 11). Jf. Pont. 1742.

✂ Dagen viger og går bort - 247. Uden mel. ang. - 177 (Tr. 1735: Nogenledes som: Dagen viger og går bort).

✂ Overs.: Hosianna! unser Hort - 43.

✂ Overs.: Sollt' es gleich bisweilen scheinen - 154.

✂ Overs.: Allenthalben wo ich gehe - 247. 279 (Nic. Brorson).

✂ Sving dig op mod himlens - 31 (Hs. 1735: Jesu, meiner Seelen Licht).

✂ Kom Helligånd, o Herre from - 60.

✂ Synge vi af hjertens grund - 225.

✂ Et lidet barn så lystelig - 6, 30.

✂ Guds søn er kommen af himmelen ned - 55, 141, 265. (= Enhver, som tror og bliver døbt - 131).

✂ Kommer til mig, sagde Guds søn - 22, 113, 86 (Thott 203, 8°).

✂ Nu hviler mark og enge - 37, 249, 255.

✂

II. Reformationstidens melodier

✂ 10. DK 1: Joh. Walter 1524. Tv. 1556.

✂ 11. MM 1153: Joh. Walter 1524. Th. 1569.

✂ 12. DK 6: Erfurt 1524. Tv. 1558.

✂ Af dybsens nød råber jeg til dig - 26, 33.

✂ Kristus kom selv til Jordans flod - 66, 72, 143, 151.

✂ O Gud af himmelen se hertil - 24, 199.

500

✂ 13. DK 332: Klug 1533. Tv. 1568.

✂ 14. DK 175: Klug 1533 (efter ty. folkevise). Tv. 1568. - Jf. dog tillige G. Weber 1588: Es ist gewisslich an der Zeit (Z. 4500) og S. Calvisius 1597 (Z. 4501).

✂ 15. DK 12: Schumann 1539. Th. 1569.

✂ 16. DK 341: Schumann 1539. Th. 1569.

✂ 17. DK 54: Klug 1542: Jam moesta quiesce querela. Arrebo 1627.

✂ 18. MM 144: Joh. Rhaw 1544. Th. 1569.

✂ 19. DK 101: Strassburg 1525. Th. 1569.

✂ 20. DK 362: Strassburg 1525. Th. 1569.

✂ 21. - -: Strassburg 1525. Th. 1569. (jf. H. Glahn I, 262).

✂ 22. MM 422: Strassburg 1560. H. Ravn 1620 (jf. Schiør. I, 218, 242 f.).

✂ 23. - -: N. Herman 1560 (efter ty. folkevise). Hamburg 1565: Herr Jesu Christ, wahr Mensch und Gott. - Th. 1596. Jf. dog det alm. metrum.

✂ 24. DK 325: Frankfurt 1569. Th. 1569.

✂ 25. DK 295: Joh. Kugelmann, Königsberg 1540. Th. 1569.

✂ 26. DK 296: Ty. folkevise, ca. 1560. Th. 1569.

✂ 27. DK 218: Nederlandsk psalter 1540. Th. 1569.

✂ 28. DK 348: Nederlandsk psalter 1540. Th. 1569: Om himmeriges rige så ville vi tale.

✂ 29. DK 208: Fransk psalter, Strassb. 1539. Th. Willumssøn 1641. Kingo 1699.

✂ 30. DK 221: Fransk psalter, Genève 1551. Th. Willumssøn 1641. Kingo 1699.

✂ 31. MM 991: Verdsl. fransk 1540. Kingo 1699 (ældre mel. i Th. 1569).

✂ 32. DK 3: Lat. humanistode o. 1550. Joh. Crüger 1640. Kingo 1699.

✂ 33. DK 267: Fr. Wormordsen 1539.

✂ 34. MM 907: Hans Thomissøn 1569.

✂ Jeg råber til dig, o Herre Krist - 84, 91.

✂ Det er forvist på tiden snart - 269 (vist = Hvad kan os komme til for nød).

✂ Aleneste Gud i himmerig - 48, 55, 95, 105, 121, 132, 152, 236, 269.

✂ Fader vor i himmerig (6 lin.) - 64, 139, 224. (= Jeg løfter højt op øjne mine - 187, 258).

✂ Med sorgen og klagen hold måde - 10.

✂ Nu lader os hans legem begrave - 87.

✂ Af dybsens nød lader os til Gud - 85, 119, 147.

✂ Jeg beder dig, min Herre og Gud - 19, 150, 214

✂ O menneske, begræd din synd så stor - 86.

✂ På dig håber jeg, min Herre from - 196.

✂ Herre Jesu Krist, sandt menneske og Gud - 137.

✂ Når min tid og stund er for hånd - 111.

✂ Min sjæl, nu lover Herren - 54, 167.

✂ Mit hjerte, hvi græmmer du dig - 144.

✂ Jeg vil nu Herren love - 4.

✂ Min sjæl og ånd, opmuntre dig - 114.

✂ Jeg råber fast, o Herre - 2, 7, 193.

✂ Som hjorten med tørst befangen - 27, 39, 40, 76, 117, 140, 164, 174, 271 (== Hører til, I høje himle - 62.) 277 (Th. Hansen).

✂ Hvad min Gud vil, det ske altid - 204, 250 (= Vor tro kan gennem alle bånd - 250).

✂ Vreden din afvend, Herre Gud, af nåde - 35.

✂ Gud Fader udi himmerig (4 lin.) - 77, 104.

✂ Beklage af al min sinde - 116.

501

✂

III. Melodier fra ca. 1570-1630

✂ 35. DK 135: Verdsl. fransk (?). Joach. Magdeburg 1571. Arrebo 1627.

✂ 36. DK 217: Anon. Hamburg 1598. Arrebo 1627.

✂ 37. DK 2: Ph. Nicolai 1599. Arrebo 1627.

✂ 38. DK 376: Ph. Nicolai 1599. Arrebo 1627. Ændret hos Freylingh. 1704. Pont. 1742.

✂ 39. DK 438: B. Gesius 1603. Kingo 1699.

✂ 40. MM 322: Katolsk, Mainz 1628. J. Rist 1641. Pont. 1742. - Næppe MM 323 fra Freylingh. 1704.

✂ 41. DK 116: Jac. Regnart: Venus, du und dein Kind, 1576. Arrebo 1627.

✂ 42. DK 22: H. L. Hassler: Mein G'müth ist mir verwirret, 1601. Thura 1640. Kingo 1699.

✂ 43. DK 371: Arrebo 1627. I da. almuetradition (jf. Schiør. I, 156, 188).

✂ 44. MM 1201: Arrebo 1627.

✂ Guds godhed ville vi prise - 15, 80, 165, 261 (== Fra Gud vil jeg ej vige - 58, 173).

✂ Jeg vil din pris udsjunge - 80, 192.

✂ Af højheden oprunden er - 45, 56, 68, 71, 171, 235, 251, 254.

✂ Heiligster Jesu, Heil'gungs-Quelle - 70 (Hs. 1739) (= Wachet auf! ruft uns die Stimme).

✂ Jesu søde hukommelse - 11, 145, 149, 186.

✂ O drøvelse, o hjertevé - 41, 57, 88, 213.

✂ Fryd dig, du Kristi brud - 1, 9, 78, 115, 185.

✂ Hjertelig mig nu længes - 2, 4, 5, 125, 133, 194, 208, 252, 253.

✂ O Jesu, for din pine - 272, 273.

✂ På Gud alene haver jeg sat min lid - 130, 219, 229, 263, 274.

✂

IV. Melodier fra ca. 1630-1670

✂ 45. DK 213: Ty. folkevise ca. 1640. Da. hs. 1741. Breit. 1764. Tillige som da. folkevise (jf. Schiør. I, 34).

✂ 46. DK 159: Joh. Crüger 1649. Pont. 1740.

✂ 47. DK 230: Joh. Crüger 1649: Schmücke dich, o liebe Seele. Pont. 1740.

✂ 48. DK 137: Joh. Crüger 1653. Pont. 1740.

✂ 49. - -: Joh. Crüger 1653: Gott des Himmels und der Erden (Pont. 1742: Himlens Gud og jordens herre). - Evt. J. C. Bach, Meiningen 1693: Ich begehr nicht mehr zu leben (Freylingh. 1704. Pont. 1742: Kom, o kom, du Ånd, som giver) eller Freylingh. 1714 (til teksten). - Jf. dog til metret Z. 3613-3680.

✂ 50. DK 225: Joh. Crüger (?) 1653. Pont. 1740. - Joh. Ulichs mel. fra 1674 og de 5 mel. i Freylingh.s 24. art næppe i da. trad.

✂ 51. - -: Joh. Crüger 1653 (efter Runge). Freylingh. 1704.

✂ 52. MM 210: Joh. Crüger 1662. Kingo 1699. Pont. 1742. Jf. Arnholtz: Den sapf. strofe, 1946 s. 37, og Schiør. I, 68 f.

✂ Jeg ved et evigt himmerig - 77, 259.

✂ Herre, jeg har handlet ilde - 59, 138, 233, 234.

✂ Uden mel. ang. - 148 (overs.). Op og smyk dig, sjæl, med glæde - 190.

✂ Jesu, du min glæde - 46, 82, 124, 127, 146.

✂ Jesus, Jesus, nichts als Jesus - 176 (Tr. 1735), 280 og 283 (Nic. Brorson).

✂ Jesus, meine Zuversicht - 181 (Tr. 1735). Vist = Meinen Jesum lass ich nicht - 110 (Tr. 1735).

✂ Overs.: Brunnquell aller Güter - 65.

✂ Eja, mit hjerte ret inderlig jubilerer - 282 (Nic. Brorson).

502

✂ 53. DK 291: Hannover 1646. Pont. 1740. - Jf. DK 315: Nu takker alle Gud (Joh. Crüger 1647. Ikke angivet af Brorson; kun i Pont.: Jeg slipper Jesum ej).

✂ 54. MM 1233: J. Schop hos J. Rist 1641. Pont. 1742.

✂ 55. DK 317: J. Schop hos J. Rist 1642. Kingo 1674.

✂ 56. - -: Mich. Franck, Coburg 1652; ændret Braunschw. 1661 og Berlin 1661: Ach, wie flüchtig, / ach, wie nichtig (Freylingh. 1704). - Dertil mel. af A. Hammerschmidt 1658 og P. Sohr 1668 (den sidste i Schleswig 1676).

✂ 57. Mel. af uvis opr., tekst først i »Udkårne Psalmer« 1620. Kingo 1699. Pont. 1742. Jf. Schiør. I, 218.

✂ 58. PH 90: J. Rosenmüller 1655 (?). Dresden 1694 (Hundert Arien). Freylingh. 1741: Straf mich nicht in deinem Zorn. Pont. 1742.

✂ 59. DK 195: Pavane af J. Dowland 1603. (Jf. Schior. I, 306 f.), A. P. Romdorph 1632. Kingo 1699.

✂ 60. - -: Dans noteret siden 1622. Jf. Schiør. I, 138, 312, 363, og F. Viderø: Otte julesange 1946.

✂ 61. KSS VII, 56: G. Voigtländer 1642: Herbei, herbei, du ganze Schar. - Til Kingos tekst i hs. fra 1736, først tr. hos Ny.Ras. 1821. Til Brorsons to sange i almuetrad. jf. Schiør. I, 387 og GDV II, 1955: Tilføjelser. 62. GDV II, 7: J. Schop (?) hos J. Rist 1642. S. Terkelsen 1648: Daphnis gik for nogle dage. (Jf. Schiør. I, 271, 370). - Muligt også DK 450: J. Schop hos J. Rist: Jammer hat mich ganz umgeben, 1652. (Tr. 1735 kalder den: Egen mel.).

✂ 63. DK 310: Verdsl. mel. hos J. Rist 1642. S. Terkelsen 1654: Nu bryd, bedrøvet hjert', i tusind stykker. Kingo 1674.

✂ 64 a. DK 449: Ad. Krieger: Amande, darf man dich wohl küssen, 1657 (jfr. Schiør. I, 282; Arnholtz i Da. studier 1951, s. 27). Hamburg 1690: Wer nur den lieben Gott lässt walten. Pont. 1742 (DK 179: G. Neumark 1657, trykkes først i Danmark i Sch. 1781).

✂ O Gud, du fromme Gud - 25, 99, 100, 101, 108, 122, 153, 159, 160, 175, 217, 230, 240, 260.

✂ Lasset uns den Herren preisen - 73 (Tr. 1734). 51 (Hs. 1734: Egen mel.). Lader os vor Herre prise - 96.

✂ Nu velan, vær frisk til mode - 8, 17, 27, 47, 61, 62 (Tr. 1734), 75, 118, 163, 178, 237, 262.

✂ Hvor forfænglig etc. - 228.

✂ Overs.: Wohl recht wichtig/und recht tüchtig - 232.

✂ Jeg beder dig, Fader i himmerig - 276 (Broder Brorson).

✂ Hjerte Fader, straf mig ej - 189. (= Far herud, urene ånd - 109).

✂ I Jesu navn skal al vor gerning ske - 128, 278 (Th. Hansen).

✂ Folie d'Espagne - 275 (Nic. Brorson).

✂ Chrysillis, du mit verdens guld - 256, 257.

✂ Nattergalen er alt oppe - 210. (Tr. 1735: »Da igientages sidste linie«).

✂ Nu rinder solen op - 180, 218, 220.

✂ Hvo kun sin Gud vil lade råde - 14, 89 (sluttende m. kv. verspar). Hvo ikkun lader Herren råde - 102 (sluttende m. kv. verspar). Hvo kun vor Gud vil lade råde - 120, 162, 215, 267 (sluttende m. mdl. verspar).

503

✂ 64 b. - Kriegers mel. varieret hos Kingo 1674 (o.a.st.) og udvidet til nyt metrum hos Freylingh. 1704 (jf. hertil J. S. Bachs mel. hos Schemelli 1736).

✂ 65. DK 370: Balletmusik af J. B. Lully 1661. Kingo 1674.

✂ 66. DK 386: Verdsl. visemel. (sarabande) ca. 1670. Kingo 1681 (jf. Schiør. I, 213).

✂ 67. - -: Verdsl. mel. hos Enoch Gläser 1653. Dor. Engelbretsdatter 1678 ff. (jf. Schiør. I, 227. Z. 3573 ab, jf. Z. bd. VI, s. 218).

✂ Uden mel. ang. - 135 (overs. af: Dir, dir, Jehova! will ich singen).

✂ Rind nu op i Jesu navn - 18, 79, 126, 129.

✂ Sorrig og glæde de vandre tilhobe - 92, 107 (begge uden indrim og sluttende m. kv. verspar). 281 (Nic. Brorson).

✂ Ak, hvad skal jeg synder gøre - 21, 226, 242, 244. (= Bort, I kødelige tanker - 94 (Tr. 1734: Nicht so traurig, nicht so sehr, Freylingh.s 23. art.: 4 melodier)).

✂

V. Pietismens melodier

✂ 68. DK 446: Th. Selle 1655. Freylingh. 1716: O Ursprung des Lebens. Pont. 1742: Vær trøstig... - Hertil Freylingh. 1714: Mein Herz, sei zufrieden... - og 1704: O Jesu, mein Bräutgam...

✂ 69. - -: I Joh. Schefflers »Heil. Seelenlust« 1668: »Zum Theil nach eines andern Melodey« (formodentl. den verdslige, som Sylvander 1670 henviser til: Die Zeit geht an, die Venus hat bestimmt - Z. 820).

✂ 70. - -: G. Josephus i Joh. Schefflers »Heil. Seelenlust« 1668 (Z. 6163).

✂ 71. - -: Mel. til tekst hos Fr. Brandt 1674 (BH I, 434). Pont. 1742 (jf. Schiør. I, 254).

✂ 72. - -: Joh. Quirsfeld 1677 eller Darmstadt 1698, den sidste hos Freylingh. 1704: Die lieblichen Blicke, die Jesus mir giebt.

✂ 73. MM 689: Hos J. Neander 1680. Ændret hos Freylingh. 1704. Pont. 1742: Store Prophete med himmelske lære.

✂ 74. DK 354: J. Neanders »Unser Herrscher, unser König« (1680) optoges i Freylingh. 1704. Freylingh. 1741 henviser dog »Auf, ihr Christen« til »Meine Hoffnung stehet feste« (blandt de 5 melodier i 29. art).

✂ 75. MM 583: Fr. Funcke 1686. Freylingh. 1704. Pont. 1742: Vil du have ro, min sjæl.

✂ 76. - -: Nürnberg 1690. Freylingh. 1704 (i Freylingh.s 52. art.: 3 mel.).

✂ Vær trøstig, mit hjerte, bedrøv dig ej mer - 157. Min Jesu, mit lives livsaligste brønd - 179.

✂ Overs.: O Jesu, mein Bräutgam! wie ist mir so wohl (Tr. 1735: Egen mel. eller »Vær trøstig...«, når 1. linie gentages. Jf. Ambr. Stubs: Så sortnes vort levnets den blideste dag) - 172.

✂ Overs.: Die Zeit geht an, die Jesus hat bestimmt - 248.

✂ Overs.: Auf! auf! mein Geist! und du, o mein Gemüthe - 268.

✂ Himlen er det rette land - 29.

✂ Overs.: Die sanfte Bewegung, die liebliche Kraft - 243.

✂ Jesu, giv sejer, livsfyrste og kilde - 92. (Overs.: Grosser Prophete, mein mein Herze begehret).

✂ Overs.: Auf, ihr Christen, Christi Glieder - 205.

✂ Overs.: Meine Seele, wilt du ruhn - 161.

✂ Overs.: O auferstandner Siegesfürst - 49 (Tr. 1734: Was Gott thut, das ist wohl gethan).

504

✂ 77. - -: H. G. Neuss 1692. Freylingh. 1704: O Jesu! du bist mein. Pont. 1742: O Jesu, du er min.

✂ 78. - -: Evt. Meiningen 1693: Wer Jesum liebt und trauet Gott (jf. Z. 5632 ab).

✂ 79. - -: Darmstadt 1698. Freylingh. 1708.

✂ 80. - -: Darmstadt 1698. Freylingh. 1704: Schönster aller Schönen, meines Herzens Lust.

✂ 81. - -: Darmstadt 1698. Freylingh. 1704.

✂ 82. - -: Darmstadt 1698. Freylingh. 1704: Triumph! Triumph! es kommt mit Pracht.

✂ 83. - -: Darmstadt 1698: Jesus ist meines Gemüthes Begier (til vor tekst i Herrnhuter hs. efter 1743; jf. Z. 3920 ab).

✂ 84. - -: Darmstadt 1698. Freylingh. 1704.

✂ 85. - -: Darmstadt 1698 (Z. 3255 ab, næppe 3260). Freylingh. 1704: Seelen-Bräutigam, / Jesu, Gottes Lamm.

✂ 86 a. MM 231: Freylingh. 1704: Ich liebe dich herzlich (= Pont. 1742: I prægtige himle...). Hertil evt. Darmstadt 1698: Ach alles, was Himmel... (Freylingh. 1704) og Hamburg 1677: Mein schönster und liebster Freund unter den Leuten (Z. 1472) - Schiør. I, 202, 270, 280 (om et verdsligt forlæg: O Rosidore, edle Flore).

✂ 86 b. - -: Freylingh. 1704. Pont. 1742: Eet er nødigt, dette ene (variant af Rosidore-melodien).

✂ 87. - -: Freylingh. 1704: Die Tugend wird durch's Kreuz geübet. Pont. 1742: Du hjertens fryd for rene sinde (efter: Verliebtes Lust-Spiel reiner Seelen).

✂ 88. DK 64: Freylingh. 1704. Pont. 1742: Det koster megen kamp og strid.

✂ 89. - -: Freylingh. 1704: Mein Freund zerschmilzt aus Lieb in seinem Blute. Pont. 1742: Af kærlighed min ven sit blod udgyder.

✂ 90. DK 384: Freylingh. 1704: Es glänzet der Christen innwendiges Leben. - I da. tryk først fra M M (1026) 1914.

✂ Overs.: Mein gnug-beschwerter Sinn - 183.

✂ Overs.: Ein Christ, ein tapfrer Krieges-Held - 200.

✂ Overs.: Auf! hinauf zu deiner Freude - 123.

✂ Overs.: Liebster aller lieben, / meiner Seelen Ruhm - 241.

✂ Overs.: Liebster Jesu, liebstes Leben - 216.

✂ Overs.: Lobsinget Gott, weil Jesus Christ - 53.

✂ Overs.: Nähert euch immer, Schmerz, Mangel und Schmach - 203.

✂ Overs.: Nur frisch hinein - 198 (Tr. 1735: På sig egen melodi).

✂ Overs.: Wer ist wohl wie du, / Jesu, süsse Ruh - 98 (Tr. 1734: På sin egen melodi).

✂ Den skønnest' og lifligste blandt dennem alle - 158.

✂ I prægtige himle og jorden tillige - 239.

✂ Min brudgom, den liflige, skønne og søde - 266.

✂ Overs.: Eins ist noth! ach Herr! dies eine - 168 (Tr. 1735: Egen mel.).

✂ Overs.: Der Weg, den Christus selbst gegangen - 197 (= Den vej går vist til himmerige - 191, 264).

✂ Det koster megen kamp og strid - 195. Overs.: Es kostet viel ein Christ zu sein - 201.

✂ Overs.: Es ist nicht schwer, ein Christ zu sein - 202.

✂ Han smelter hen i kærlighed... - 13 (som dog slutter med kv. verspar imod melodien; jf. dens egen mel. fra Pont.), 42, 223.

✂ Overs.: Es glänzet der Christen innwendiges Leben - 245.

✂ Hvad ere de kristne dog glimrende smukke - 222 (= I lemmer, hvis hoved har himlen i vælde - 270).

505

✂ 90 a. - -: Freylingh. 1704.

✂ 91. DK 48: Freylingh. 1704. Pont. 1742: Den smalle vej er noksom bred til livet.

✂ 91 a. - -: Freylingh. 1704.

✂ 92. - -: Freylingh. 1704. Pont. 1742: Far dog fort, far dog fort.

✂ 93. - -: Freylingh. 1704. Pont. 1742: Højeste præst, du som selv dig.

✂ 94. - -: Freylingh. 1704. Pont. 1742: Vægter, vil det mørke rige. Jf. Freylingh.s 25. art. (3 mel.).

✂ 95. - -: Freylingh. 1704. Pont. 1742: I Herrens udvalgte, som hellighed øve.

✂ 96. - -: Freylingh. 1704. Pont. 1742: Jesu! hvor er livets kilde?

✂ 97. - -: Freylingh. 1704. Pont. 1742: Min Fader, fød mig til/dit billede at bære.

✂ 97 a. - -: Freylingh. 1704.

✂ 98. - -: Freylingh. 1704: O Jesu, der du dich/von Sünden und des Todes Banden (Z. 4011: Eneste eks. i det sjældne metrum).

✂ 99. - -: Freylingh. 1704.

✂ 100. - -: Freylingh. 1704 (ændret 1708): Wie wohl ist mir, o Freund der Seelen. Pont. 1742: Hvor godt er det i Jesu arme.

✂ 100 a. DK 261: Freylingh. 1705. Pont. 1740: O den alting kunde dræbe. Jf. Freylingh.s 7. art. (5 mel.).

✂ 101. - -: Freylingh. 1705: Mein Geist frohlocket und mein Sinn. Jf. 28. art. (5 mel.), hvortil »Auf, Christenmensch, auf, auf« er henvist uden egen mel.

✂ 102. - -: Freylingh. 1705: Du unvergleichlich's Gut, / wer wollte dich nicht lieben (jf. dog Z. 2228-2235).

✂ 103. MM 968: Freylingh. 1708: Der lieben Sonne Licht und Pracht. Pont. 1742: Se, solens skønne lys og pragt.

✂ 104. - -: Freylingh. ca. 1710 (Z. 7076). Jf. 11 art. (2 mel.).

✂ 105. - -: Freylingh. 1714: O unbegreiflich herrlich Wesen (jf. 60. art: 2 mel.). Pont. 1742: Ak, måtte hun sin Jesum skue.

✂ 105 a. - -: Freylingh. 1714.

✂ Overs.: Den des Vaters Sinn gebohren - 44.

✂ Overs.: Der schmale Weg ist breit genug zum Leben - 166 (Tr. 1739: Egen mel.).

✂ Overs.: Die ihr mit Sünden ganz beflecket - 23.

✂ Overs.: Fahre fort, fahre fort. - 207.

✂ Overs.: Höchster Priester, der du dich - 177 (Tr. 1735: Nogenledes som: Dagen viger og går bort).

✂ Overs.: Hüter! wird die Nacht der Sünden - 103 (Tr. 1734: Egen mel.).

✂ Overs.: Ihr Kinder des Höchsten! wie steht's um die Liebe - 188.

✂ Overs.: Jesu, gieb mir deine Fülle - 212.

✂ Overs.: Mein Vater! zeuge mich,/ dein Kind, nach deinem Bilde. - 106.

✂ Overs.: Nun das alte Jahr ist hin. - 16.

✂ Overs.: O Jesu, der du dich / vom Leiden... - 50.

✂ Overs.: Sei fröhlich im Herren, du heilige Seele - 227.

✂ Overs.: Wie gut ist's doch in Gottes Armen - 83 (Tr. 1734: Wie wohl ist mir, o Freund...).

✂ Overs.: O der alles hätt' verloren - 238.

✂ Op, kristensjæl, op, op - 93 (overs. af: Mein Geist frohlocket...).

✂ Overs.: Geduldig's Lämmlein, Jesu Christ - 34 (henvist til: Mach's mit mir, Gott, nach deiner Güt'«).

✂ Overs.: Monarche aller Ding,/dem alle Seraphinen - 74 (Hs. 1734: Du unvergleichlich's Gut...).

✂ Den kære solens lys og pragt - 156, 169.

✂ Overs.: Ruhe ist das beste Gut - 184.

✂ Overs.: Ach möcht ich meinen Jesum sehen - 170.

✂ Overs.: Auf! auf! weil der Tag erschienen - 3.

506

✂ 106. - -: Freylingh. 1714.

✂ 107. - -: Freylingh. 1714.

✂ 107 a. - -: Freylingh. 1714.

✂ 108. MM 1022. Freylingh. 1714. Pont. 1742: Kom, regn af det høje.

✂ 109. - -: Freylingh. 1714.

✂ 110. - -: Freylingh. 7. art. (5 mel.).

✂ 111. - -: Freylingh. 9. art. (23 mel.). Jf. hertil B. Gesius 1601: Das alte Jahr ist nun vergahn - og I. B. Reimann 1747: Das Jahr, das nun vergangen ist (Z. 567 c). Alle mel. kun 4-liniede, Brorsons 8-liniet.

✂ 112. - -: Freylingh. 10. art. (4 mel.). Jf. tillige Z. 700 (oldkirkelig), 1786 (J. G. Ebeling 1667) og 4 142 (P. Sohr 1683), Joh. Crüger 1653 eller MM 337 (ty. 18. årh.).

✂ 112 a. - -: Freylingh. 13. art. (2 mel.).

✂ 113. - -: Freylingh. 23. art. (4 mel.). Sand I, 123 er måske en omsyngning af »Ich erhebe, Herr, zu dir«.

✂ 114. - -: Freylingh. 24. art (5 mel.). Sand I, 66 ikke identificeret.

✂ 115. - -: Freylingh. 25. art. (3 mel.). Pont. 1742: Armod volder mig at skrige - med mel. ang.: Vægter I vil det mørke rige. Sand I, II b (2 varianter) støtter Freylingh.s mel. t. teksten.

✂ 116. - -: Freylingh. 41. art (4 mel.). P. Sohrs mel. 1668 (DK 67) støttet af omsyngningen hos Sand I, 25 c.

✂ 116 a. - -: Freylingh. 55. art (3 mel., en til: O du Liebe meiner Liebe).

✂ 117. DK 391: Pont. 1742: Stille er min sjæl til Gud.

✂ 118. MM 506: Pont. 1742. Jf. F. Viderø: Otte julesange 1946. og nærv. udgaves melodibilag nr. 7.

✂ Overs. Das ist ein teures Wort - 134.

✂ Overs. Frisch auf! verzagtes Herz - 206.

✂ Overs. Gekreuzigter! mein Herze sucht - 32.

✂ Overs. Komm, himmlischer Regen - 63.

✂ Overs. Mein Trost, damit ich Nacht und Tag - 155.

✂ Overs. Sei gegrüsset und geküsset - 20.

✂ Det gamle år forgangen etc. - 97.

✂ Overs.: Wir singen dir, Immanuel - 12.

✂ Immanuel, vi synge dig - 28.

✂ Overs.: Triumph! Triumph! der Herr ist auferstanden - 52.

✂ Overs.: Liebster Jesu! was für Müh' - 94 (jf. i nærv. register nr. 67: Ak, hvad skal jeg synder gøre).

✂ Overs.: Jesu, wenn ich mein Gemüth - 231.

✂ Overs.: Meine Armut macht mich schreien - 211.

✂ Overs.: Mein Herz und Sinn den Herren hoch erhebet - 67.

✂ Overs.: Bin ich allein ein Fremdling hier auf Erden - 209.

✂ Overs.: Es kostet mehr, als man im Anfang denket - 221 (ved 209 og 221 tr. 1735: Der Tag ist hin, mein Jesu! bei mir bleibe).

✂ Overs.: O du Liebe meiner Liebe - 36, og: Unveränderliches Wesen - 38.

✂ Overs.: Meine Seel' ist still zu Gott - 182.

✂ Vor Jesus kan ej noget herberg finde - 112 (teksten slutter med mdl. verspar (jf. i nærv. register nr. 89: Han smelter hen...), mens melodien vel er beregnet til Brorsons kvindeligt sluttende nr. 13).

507

✂

Ikke sporede melodier

✂ Ikke i Zahns eller øvrige her undersøgte samlinger

✂

119.	-	-	:		Overs.: Der milde Schöpfer hat/ den Menschen bloss aus Gnad' - 90.
120	-	-	:		Overs.: Ich hör', aus deinem wahren Munde - 136.
121.	-	-	:		Overs.: Ihr Seelen! die den Lasterbanden - 142.
122.	-	-	:	(i metrum som: Vor Gud han er så fast en borg).	Overs.: Du Teufel solist dit Freude nicht - 69.
123.	-	-	:		Orig.: Ak, min rose visner bort - 81. (Tr. 1734: Egen mel.). Sand III, 3 ikke identificeret.
124.	-	-	:	(mdl. alexandrinere som hos A. D. Foss og Sperontes).	Overs.: Du schnöder Staub und Erd' - 246.

✂ Registranten viser os allerførst, at Brorson har været særdeles fortrolig både med sin fortids og samtids danske og tyske åndelige melodier. Det store antal, han må formodes at have kendt og brugt, falder i tre hovedgrupper, den ældre, faste melodistok omkring reformationen (Klenodieregistrant 1-44), den baroke overgangsgruppe (45-67), der dels afrunder den ældre sang, dels indvarsler den nye ved at inddrage melodiforlæg af mere verdslig karakter; og endelig pietismens melodier (68-118) med det mere eller mindre instrumentale præg og, pletvis, den harmoniske afhængighed og banalitet - en blindgyde, om man vil - for den egentlige, kirkelige og folkelige sang. For det andet viser listen, som allerede påpeget af J. P. Larsen1), at Brorson vel nok har benyttet gamle og nye melodier i alle Klenodiets afsnit, men dog ikke helt i flæng. Man vil se, at det er inden for de to ældre hovedgrupper, han har skrevet de fleste salmer til samme melodi. Her forekommer de fleste tekstnumre. Idet de halvfede numre i højrespalterne angiver Brorsons originale tekster, vil det tillige ses, at næsten alle originalerne går til disse ældre melodier. Gennemløber man sidste hovedgruppe, pietistmelodierne, finder man oftest kun een tekst til hver melodi - og mellem alle disse tekster kun fem originaler. Som Brorsons pietisme var statskirkelig-moderat, således har hans melodi valg da stort set også været. Til sine originale kirkesalmer synes han, overalt hvor det var muligt,

* 508

✂ at have klaret sig med allerede indsungne melodier - utvivlsomt i første række af hensyn til sine menigheder. Hermed være ikke sagt, at han så kun brugte pietistmelodierne af nød, tvunget af de nye strofeformer, som han så gerne beholdt i sine oversættelser. Det lader sig ikke nægte, at visse af de ældre melodier kan falde lidt tørt til hans subjektive tekster1), og hans egen smag for de nye, ja endda for de endnu verdsligere som Sperontes', er jo bevidnet2). Om Brorsons musikalske smag ved vi i øvrigt intet nærmere. Hans valg til registrantens tre hovedgrupper er ikke på nogen måde påfaldende. I de to første gælder det især det kendte; i den sidste afviger hans valg lidt fra Pontoppidans salmebogs, men begge steder står godt og mindre godt imellem hinanden. Forholdet er jo det mærkelige, at »den sangløse tid« mellem barok og rokoko føltes stærkest inden for den verdslige sang. Inden for den sædvanlig konservative og moderate åndelige sang kunne kontinuiteten bedre bevares. Og således gik det da til, at pietistarierne var tidligere forberedt (se registr. nr. 68-85) og for en gangs skyld blev pionerer for den følgende verdslige sang. Brorson har da måske ligesom Schemelli tænkt sig sine »Freylinghausen«ske stykker brugt til husandagt. Han har muligvis tænkt, at her var den nye sang, men har forregnet sig. Inden for kultureliten kritiseredes den straks3) og fortrængtes hurtigt af odetidens højere og oplysningstidens jævnere kunst.

* * * 509

✂ Og inden for de almuekredse, som pietismen havde vakt, føltes den nok for aristokratisk. Her er endnu et mærkeligt forhold: mens den danske almue tog så godt som alle Brorsons tekster til sig (den norske især Svanesang), beholdt den kun, så vidt jeg kan se, ret få af deres rokoko-melodier i omsyngning. Den satte andre, folkeligere toner til de forfinede tekster, som den elskede for deres poetiske syners og deres inderligheds skyld. Pietismens egne melodier fik - bortset fra de få, vore koralbøger tog til sig, og fra de skønne solosange hos Schemelli - et kort liv. De sprudler frem... og glemmes brat.

✂ Brorson har ikke, således som Arrebo, Kingo, Dorothe Engelbretsdatter eller Brunsmand, medgivet nogen af sine salmer noder. For dog at give et indtryk af pietistmelodiernes karakter, meddeles her et lille udvalg som bilag. Nr. 1 og 2 er præpietistiske, henholdsvis af J. Rosenmüller 1655 og J. Chr. Bach 1693. Nr. 3 og 4 er to typiske Freylinghausen'ske menuetter (1704 og 1714), nr. 5 en miniature-kantate og nr. 6 en aftensang sammesteds fra (1714 og 1708), den sidste med J. S. Bachs melodiform og bas hos Schemelli (1736). Nr. 7 er endelig den smukke julemelodi hos Pontoppidan (1742), til hvilken vi ikke kender noget forbillede. For udsættelserne (væsentlig efter tidens koralbøger) er redegjort over noderne.

✂

5.

✂ Lige så let det er at se, at Brorson må have haft musikforlæg til »Svanesang«s ariemetre1), lige så svært er det (jf. s. 496) at påvise, hvilke enkelte melodier han må tænkes at have brugt. Hans søn, udgiveren, kalder digtene »åndelige sange«, men undlader at angive melodierne til dem. Hans datter kalder dem »arier« og bevidner hans lyst til musik og sang. Hans husjomfru nævner hans ledsagende luthspil. Hans senere efterkommere, datterdattersønnen (Tuxen) og brodersønnens søn (Winding Brorson) taler i almindelighed om melodiernes gammeldags verdslige præg og den anvendte paroditeknik; de beklager, at de »for største delen« er gået tabt, og glemmer dog at nævne

* 510

✂ de få, de husker1). Endelig efterlyser den første videnskabelige Brorson-udgiver, J. A. L. Holm (1830) dem forgæves og stiller selv nogle foreløbige, lidet sandsynlige melodiforslag2). Hertil har vi fra ældre tid kun de allerede (s. 496) nævnte 3 (4) håndskrevne melodiangivelser i Universitetsbibliotekets eksemplar af »Svanesang«s førsteudgave. Som vist af dr. L. J. Koch3) kan de ikke siges direkte at afspejle en Brorson'sk slægtstradition. På den anden side svarer de i tal til de »meget få«, som A. W. Brorson kunne huske, og fremtræder i en skrift, som måske ligger forud for 1782, altså nær op ad digterens egen tid. Her er da vort eneste holdepunkt i selve »Svanesang«, selv om det må betragtes med rimeligt forbehold. Eet holdepunkt endnu har vi uden for »Svanesang«, nemlig i Ålborg-manuskriptet fra Brorsons egen hånd til hans opstandelsesprædiken4). Her afsluttes manuskriptet med kantaten om engelen, Maria Magdalene og Jesus (Sv. 12; III, nr. 295), hvortil Brorson selv har føjet melodiangivelsen »Nur frisch zum Himmel zu« og sat gentagelsestegn og udskrevet gentagelsesdele, der stemmer med de blækskrevne tegn ved samme sang i Universitetsbibliotekets eksemplar.

✂ Skal man - iøvrigt på bar bund - i gang med eftersøgningen af de oprindelige melodier til »Svanesang«, må, så vidt jeg ser, følgende veje benyttes: Først ordnes de 70 digte i grupper med samme strofeform, svarende til de Freylinghausen'ske »arter« (jf. s. 497). Jeg begynder med »Svanesang«s første nummer og betegner denne tekst og dens metriske paralleler med romertal I osv. Man bemærker allerede herved den af Brix5) påviste ejendommelighed, at af 30 digte, der parvis deler metrum, er de 10 par sidestillede, dels imod den orden, som indholdet ellers ville foreskrive. Muligt har det glædet Brorson at skrive flere tekster, der passede til samme melodi, - og så beholde disse sammen under noderne. - Dernæst sammenlignes hver

* * * * * 511

✂ strofegruppe med de metriske paralleler inden for »Klenodiet«. Har Brorson i forvejen kendt melodi(er) til et versemål, er der en vis sandsynlighed for gentagen brug, jo stærkere, jo sjældnere metret er. De gamle, traditionelle salmemelodier får næppe større betydning; dels er deres versemål for simple, dels var Brorsons smag, som vi har set, i »Svanesang« ihvertfald ikke for dem; det er pietistmelodierne og deres nærmeste forgængere, der foretrækkes. - Finder vi intet ad denne vej, må strofeparalleler søges i tidens og den nærmeste for- og eftertids verdslige arie- og visebøger, de tyske fra Rist og Voigtländer til Rathgeber og Sperontes, de nordiske fra Terkelsen og op til Weise, Thielo, Graae, Bellman og Lütken. Atter her vil en melodi have jo større sandsynlighed for sig, jo sjældnere et metrum den er til, ligesom eftersøgningen vil være retfærdiggjort ud fra vor viden om den aldrende Brorsons smag for sin tids verdslige sangkunst. - Mere end til sandsynlighedsslutninger når vi dog ikke ad disse to veje. Vi må derfor prøve at øge sikkerheden ved at sammenligne de melodier, vi således har fundet, med de folketoner, som Brorson-teksterne sidenhen har været sunget på i de vakte kredse i Norden. Viser en folketone sig da at være en omsyngning (eller måske blot en svagere efterklang) af f. eks. en Freylinghausen- eller en Sperontes-melodi, da er sandsynligheden stor for, at denne melodi har været Brorsons oprindelige forlæg. Uden Brorsons tekst var den næppe kommet i omløb i folket. På den anden side har netop sangen fra mund til mund spillet en meget væsentlig rolle. Om en af de norske pietistiske vækkere hedder det1), at »han vant ennå fleir ved sin sang enn ved sin tale«.

✂ Eftersøgningsarbejdet, således som det er skitseret her, er så stort, at jeg til dato kun har nået de to første etaper af det. I min artikel »Brorsons Svanesang« (Samf. Dansk kirkesangs årsskrift 1943, s. 68 ff.) antydede jeg metoden og meddelte nogle få fund og forslag, kraftigt bistået af Harald Vilstrup, Nils Schiørring, Torben Krogh og Finn Viderø. I den foreliggende afhandling skal jeg prøve den første samlede gennemgang af

* 512

✂ stoffet, men med meget væsentlige indskrænkninger. For pietistmelodiernes vedkommende har jeg måttet nøjes med Pontoppidans salmebog (1740/42/77), Breitendichs koralbog (1764), Schemelli-melodierne (1736) og det ufuldstændige register over de 70 »arter« hos Freylinghausen (I, 1704; II, 1714; I-II, 1741/711). For de verdslige melodiers vedkommende har jeg, som nævnt (s. 498), kunnet støtte mig til »Dansk sanghistorisk registrant«s strofekartotek over Stubs vers og Foss' og Sperontes' melodier, suppleret med et foreløbigt gennemsyn af Rathgebers »Augsburger Tafelkonfekt« (1733-40) og Graaes »Arier og sange« (I, 1773; II, 1777), der kun har givet lidt hver2). - Hvad endelig folketonerne angår, har jeg til den planlagte bekræftende sammenligning foreløbig kun inddraget det trykte, danske og norske materiale. Allerede dette er så omfattende og fastholdelsen af de enkelte variantgrupper så intrikat, at det blev naturligt og nødvendigt for mig i første omgang at standse her ved det lettest tilgængelige stof3). Endelig har jeg begrænset sammenligningen til Svanesangene alene og de få, usikre Klenodiemelodier nr. 110-124 (jf. s. 506 f.).

✂ *

✂ Det vil være rimeligt at bringe en oversigt over dette folkelige materiale først - i tabelform med alle nødvendige forkortelser. Undersøgelserne af de enkelte Svanesangs-grupper kan derefter nøjes med henvisninger til tabellen. Følgende forkortelser er benyttet:

* * * 513

✂

Sand:	M. K. Sand.
I:	Melodier til »Troens rare klenodie.. samlet fra folkemunde..< (Lehmann og Stage, Kbh. 1911),
II:	30 melodier til Kingoske og andre gamle salmer - samlet fra folkemunde - (eget forlag, Kolding 1915) og
III:	75 melodier til salmer og sange af Brorson, Kingo og flere - fra folkemunde og gamle kilder (eget forlag, Kolding 1918).
MM.:	Menighedens melodier (jfr. s. 497).
Li.:	L. M. Lindeman: Ældre og nyere norske fjeldmelodier I-II, u. å. (1853 ff.).
EL:	Catharinus Elling.
I:	Religiøse folketoner. Bearb. f. bl. kor. 1.-3. række. Kristiania (1901-19).
II:	Religiøse folketoner. Bearb. f. sang og piano. Hefte 1-11, 12 ab samt tillægshefte. Kristiania (1907-29) og
III:	Enstemmige religiøse folkemelodier. Hefte 1-2. Kristiania (1915-16).
Gudbr.:	O. M. Sandvik: Folkemusikk i Gudbrandsdalen. Oslo 19201, 19482.
Øst:	O. M. Sandvik: Østerdalsmusikken. Oslo 1943.
Set.:	O. M. Sandvik: Setesdalsmelodier. Oslo 1952.
	Hertil uden for tabellen:
	Olav Sande: Norske folketonar. U. å. Lunde & Co. Bjørgvin.

✂ *

✂ Tabellen er ordnet alfabetisk efter Svanesangens førstelinier. Sange uden (trykt) folkemelodi er udeladt. Hvor samlinger fremtræder i flere bind, hefter eller rækker, er dette angivet ved det første tal i kolonnerne. Derefter følger melodiernes nummer. Bogstaverne a. b, c... betegner i de forskellige udgaver, som her er fulgt, snart nye melodier, snart blot varianter af samme tone (herfor gøres der rede i den flg. række undersøgelser). Da den større samling El. II (190 melodier) indeholder alle melodier fra den mindre El. I (30 mel.) undtagen tre (Her vil ties; Nu, verdens rige; og: Overmåde fuld af nåde), er disse to samlinger stillet i samme kolonne og El. II er fulgt, overalt hvor det var muligt. Da den ikke er nummereret, er her angivet sidetal i hvert af samlingens hefter. Kun de tre undtagelser meddeles altså med række og nummer fra El. I.

✂ *

✂

Samme indextal (fra 1-3)	ved to eller flere numre betegner identitet mellem de pågældende melodier;
Samme indextal (fra 4-6)	ved to eller flere numre betegner nærmere eller fjernere slægtskab mellem de pågældende melodier (variantforhold);
?	efter et nummer betegner, at melodien ikke eller næppe er optegnet fra folkemunde, men at den dog efter sin karakter bør tages med i betragtning.

✂ I tabellen angiver det første arabertal Brorson-tekstens nummer i »Svanesang«, det andet (i parentes) dens nummer i nærv. udgave.

514

✂

FOLKEMELODIER TIL SVANESANG

✂

Brorson-tekst	.ens nr. og førstelinie	Sand.	MM.	Li.	El. I El. II	El. III	Gudbr.	Øst.	Set.
Sv. 21 (304):	Ak Fader! lad dit ord og ånd -	I, 2l	9621		2, s. 2			254
	(Hertil Sande: 8, 9, 10, 11)				4, s. 94
Sv. 50 (333):	Ak! hvad er dog tiden lang -				4, s. 15
Sv. 52 (335):	Aldrig jeg mere på verden vil tænke -	I, 6 ab	1136		1, s. 16
Sv. 25 (308):	Dejligste blandt kvinder -			45
Sv. 69 (352):	Den store, hvide flok vi se -	I, 19 a5	12711	932	1, s. 3	1, 8a	37 a6	32a
		I, 19 b1	12722		2, s. 36	1, 8b3	37 b6	505
		III, 7 a4	12704		7, s. 86		37 c6
		III, 7 b			8, s. 26
					8, s. 3
Sv. 70 (353):	Farvel, min sjæl, i Jesu sides vunde -	I, 34 a
	(eft. B. M. Reusz-Ebersdorf: So ruht	I, 34 b			11, s. 6
	mein Muth in Jesu Blut u. W.)	I, 34 c
Sv. 40 (323):	Goliath / drog fra Gath -	III, 19
Sv. 34 (317):	Guds søn har gjort mig fri -	I, 38ab4		138
		I, 38 c4d
Sv. 15 (298):	Her er nyt fra dødens porte -	I, 41			11, s. 12
Sv. 2 (285):	Her er sang på Juda bjerge -				10, s. 14
Sv. 67 (350):	Her op ad, I døde -	I, 42
Sv. 44 (327):	Her vil ties, her vil bies -	I, 1351	11881	185	1, 9
Sv. 61 (344):	Hvad blev der liden / tab på tiden -	I, 44a		2784	11, s. 8
		I, 44b4			1, s. 10
Sv. 66 (349):	Hvad er det godt at lande -	I, 45a		232	11, s. 14
		I, 45b
Sv. 31 (314):	Hvad est du dog skøn, ja skøn -			376	11, s. 7
Sv. 49 (332):	Hvad ser min Sulamith -				3, s. 18
Sv. 12 (295):	Hvorledes går det her? -	I, 49ab
		I, 49c
Sv. 4 (287):	Hør dog, o hør dog den himmelske	I, 53 a
	vægter -	I, 53 b
Sv. 16 (299):	I dag skal alting sjunge -					1, 13
Sv. 51 (334):	I fremmed land / og fattig stand -					1, 15
Sv. 41 (324):	I hælen sværdet følger -	I, 56
Sv. 19 (302):	Jeg ser dig, søde Lam, at stå -	I, 62ab			6, s. 14	1, 10a	8a4		74
		I, 62cd			3, s. 84	1, 10b	8b4
					3, s. 9		8c4
Sv. 30 (313)	Jesus mig alting er -	I, 69		419					515
Sv. 36 (319)	Korset vil jeg aldrig svige -	I, 72			11, S. 114		114
Sv. 7 (290):	Kunde du dog ikke våge -	I, 75a
		I, 75b
Sv. 10 (293):	Kærligheden kunde / for ingen ting
	det bære -	I, 77
Sv. 59 (342):	Langt oven for den tåge-sky -	I, 79ab			3, s. 4
		I, 79c			Tillæg s. 6
Sv. 53 (336):	Midt igennem nød og fare -	I, 811	10691			1, 12
			1070			2, 11
Sv. 62 (345):	Når mit øje / træt af møje -	I, 87a	623?4	501			214
		I, 87b
Sv. 64 (347):	Nu verdens rige, / du dårligheds kastel -	I, 92a4	12074	460	1, 2
		I, 92b
Sv. 68 (351):	O blide stad, / Guds helgens fødeby -	I, 94			1, s. 19
					7, s. 6
Sv. 32 (315):	O du min Immanuel -	I, 95ab	562?4					74
		I, 95c
Sv. 48 (331):	O Helligånd! mit hjerte -	I, 964	9064
			905?
Sv. 3 (286):	Op dog Sion! ser du ej -	I, 100a4	2684
		(bc?)
		III, 47
Sv. 60 (343):	Op min ånd, op fra dit ler -	I, 103			1, s. 23
		III, 49
Sv. 29 (312):	Overmåde fuld af nåde - (Hertil	I, 107			1, 4
	Sandvik: No. koralhist. s. 160)	III, 51
Sv. 14 (297):	Påskemorgen, påskemorgen kom vor	I, 108
	borgen / halleluja! hjem -
Sv. 33 (316):	Så sød er Jesu hyrdefavn -	I, 111a			1, s. 54	1, 11a
		I, 111b5			3, s. 10	1, 11b4
		III, 55			3, s. 114	1, 11c
					5, s. 10	1, 11d
					6, s. 45	1, 11e
Sv. 6 (289):	Se, hvor heftig døden ryster -				3, s. 12
					3, s. 13
Sv. 63 (346):	Se, hvor klarer det nu op på jorden -	I, 114ab			11, s. 2
Sv. 45 (328):	Skal vi ustridig hist	I, 1164	9004		3, s. 175	1, 95
			901
Sv. 55 (338):	Solskivens streg / den peger alt på	I, 117a4
	dødens port -	I, 117b4
Sv. 47 (330):	Som købte og døbte vi bære -	I, 118		540
Sv. 65 (348):	Sulamith lille! Hvi jamrer du så tit -	I, 121
Sv. 46	Vor klippe vi slippe umulig -	I, 129

516

✂ Herefter kan undersøgelsen meddeles. »Svanesang«s strofegrupper nummereres med romertal, sangene med arabertal (deres nummer i nærv. samlede udgave i parentes). Alle tidligere nævnte forkortelser benyttes (se s. 497 og 513).

✂ I forhold til den anvendte møje er resultaterne særdeles beskedne. Til »Svanesang«s 70 digte har Brorson benyttet 51 forskellige strofeformer. Heraf har jeg måttet give op over for ikke mindre end 26 strofer (resp. grupper), omfattende 30 sange, nemlig (kursiverede tal angiver digtpar i samme metrum): Sv. nr. 4, 17, 10, 13, 14, 18, 20, 24, 25, 26, 27, 28, 30, 31, 34, 35, 38, 41, 42, 46, 47, 48, 49, 51, 54, 56, 63, 66, 67 og 68. For alle disse sanges vedkommende er undersøgelsesresultaterne så nogenlunde ens: Ingen strofeparalleler og ingen folkemelodier, subsidiært ingen forsamlingstoner, der for mig røbede ældre forlæg. Disse grupper og sange er derfor af pladshensyn udeladt af den følgende liste, selv om enkelte bemærkninger vedrørende dem kunne være af interesse. Lad mig nøjes med at nævne, at Univ.bibl.s førstetryk ved nr. 46 og 47 har et blækskrevet »B:« eller »Br:«. Om det skal antyde en melodi af Brorson selv, får stå hen.

517

✂

MELODIUNDERSØGELSER VEDR. SVANESANG I

✂

I

✂ 1 (284): Livet med sin brudeskare -

✂ 2 (285): Her er sang på Juda bjerge -

✂ 36 (319): Korset vil jeg aldrig svige -

✂ 37 (320): Himlen, trods de grusomst' bølger -

✂ Ingen strofeparalleler. J. A. L. Holms forslag til 1 og 2: »Nu velan, vær glad til mode« og »Som den gyldne sol frembryder« tilhører et andet metrum og vansirer Brorsons forfinede strofe (jf. s. 492). Tre folkemelodier til 2 (El. II, 10, s. 14) og 36 (Sand I, 72; El. II, 11, s. 11 ??? Gudbr. 12); de to første galt bygget til strofen; den sidste passer til det sjældne metrum og synes at være en omsungen koral. Ikke identificeret.

✂

II

✂ 3 (286): Op dog, Sion! ser du ej -

✂ Ingen strofeparalleler. Sand I, 100 a ??? MM 268 (noteret henholdsv. i ¾ og ) og III, 47 spejler intet ældre forbillede. Sand I, 100 bc er optaget fra Freylinghausen uden speciel motivering (»Himmel, Erde, Luft und Meer« og »Gott sei Dank in aller Welt«); de er kun 4-liniede, Brorsons 8-liniet, endda med da capo for de første 4 linier. - F. 5093 (29 4-lin. mel., en af G. Josephus). F. 5115 (anon. arie; usandsynlig). Z. 1174-1248 (4-lin.). Z. 6369 (8-lin., M. Schneider i G. Schefflers »Seelenlust« 1667).

✂

IV

✂ 5 (288): Du smelter i tåre -

✂ Ingen folkemelodier. - F. 6665 (1 anon. mel. fra saml. 30 (E. Schlickeisen, u. å.): »Ich achte vergänglich die weltlichen Güter«) eller Z. 3911 (1 mel. af J. R. Ahles »Arien« 1660: »Du ewig lebendig selbständiges Sprechen«) kan måske være kendt og brugt af Brorson.

✂

V

✂ 6 (289); Se, hvor heftig døden ryster -

✂ 7 (290): Kunde du dog ikke våge -

✂ 11 (294): Lad os drage, bange hjerte -

✂ Metret er så almindeligt (et af Sperontes' yndlingsmetre), at strofisk kongruens ikke siger meget her. J. A. L. Holms forslag »Jesu, dine dybe vunder«, altså atter til en strofe med afvigende udgange, kan dog afvises, selv om Brorson stundom fandt sig i den slags. Klenodiets paralleler »O min kærlighed og glæde« (36) og »Uopøselige kilde« (38) går til Freylinghausens 55. art (se Klenodieregistranten 116 a), 3 melodier, hvoraf en hos Pont. til »O du store sejerherre«. -

✂ Over alle tre Svanesange findes i Univ.bibl.s eksemplar tilskrevet »Allerdejligste Climene«, en anonym hyrdevise, trykt hos Graae I, 37 og benyttet som melodiangivelse sammesteds til I, 62, 63, 64, 94 og II, 165 og i senere samlinger. I brødrene Basts nodebog samt i et manuskript (Ny kgl. sml. 1510 fol.) angives Climene-melodien at være identisk med »Belle Brune, que j'adore«, og det samme er tilfældet i H. Rungs partitur til H. Hertz's »De fattiges Dyrehave« (opf. 1859), hvori melodien er bevaret og benyttet for sit gammeldags præg (for dette fund takker jeg Nils Schiørring).

✂ - De to danske folkemelodier (Sand I, 75 ab) og de to norske (El. II, 3, s. 12 og 13) kan hverken siges at pege bestemt mod Freylinghausen-melodierne eller »Climene«. Den første af hvert par har menuettakt, hvilket, sammen med tilskrifterne, kunne tale for Climene-melodien. - F. 5750 (16 mel.). Z. 6690-6766.

518

✂

VI

✂ 8 (291): Lad mig, søde Jesu, møde -

✂ 29 (312): Overmåde fuld af nåde -

✂ Forrige gruppe havde 4 trokæiske liniepar a 8 og 7 stavelser, denne gruppe har 6, og endelig har Klenodiets nr. 138: »Jeg er rede til at bede« 3 sådanne liniepar. Melodifællesskab mellem disse almindelige metre bliver da muligt ved gentagelse af tekst- eller melodidele (bemærk da capo-delen i Sv. 29). Sperontes har 9 og Foss 2 melodier, hvoraf dog intet tør sluttes. O. M. Sandvik henviser i »Norsk koralhistorie« (Oslo 1930, s. 160) nr. 29 til Pont.s »O du store sejerherre« (Freylingh. 1704). De to danske folkemelodier (Sand I, 107; III, 51) viser ingen omsyngning, kun at den sidste atter er i »Climene«s menuettakt. Den norske (El. I, 1, 4 og No. koralhist. s. 160) kan måske være en ombygning af Joh. Crügers »Herre, jeg har handlet ilde«, som Brorson (trods den gale sidste udgang) selv havde angivet til Klenodiets nr. 138. - F. 5750 (16 mel.). Z. 8347 (fra GB. Meiningen 1693).

✂

VII

✂ 9 (292): Ser dog de blodige strømme, som rinder -

✂ 52 (335): Aldrig jeg mere på verden vil tænke -

✂ Kun een egentlig strofeparallel noteret, nemlig Sperontes' »Meide mich, fliehe mich, törichte Liebe« (3. Fortsetzung nr. 18). Iøvrigt foreligger her igen et nogenlunde almindeligt metrum: 6 daktyliske verspar a 11 og 10 stavelser, der jo kan tænkes sunget til kortere melodier med dele gentaget (evt. også til længere med tekstdele gentaget). Klenodiet selv bringer ganske vist ingen af disse kortere strofer (med 2, 3 eller 4 verspar), og folkemelodierne til Sv. 52 (Sand I, 6 ab; MM. 1136; El. II, 1, s. 16) synes ikke at røbe ældre forlæg. Tre melodier a 4 verspar er dog med rette anført af Harald Vilstrup som sandsynlige: En anonym tysk til J. L. C. Allendorfs »Jesu Jehovah! ich such und verlange« fra o. 1733 (digtet oversattes af P. J. Hygom til Pont.: »Jesus, din søde forening at smage«, og melodien kom hos Breitendich); en anonym (dansk?) melodi hos Pont. til samme tekst; samt J. B. Königs »Sollt' mich die Liebe des Ird'schen bethören« fra 1738, der har været kendt til Hygoms salme siden Schiørrings koralbog 1783.

✂

IX

✂ 12 (295): Hvorledes går det her?

✂ Rosenknopstrofen (jeg kalder den således efter Stubs »Du dejlig rosenknop«) har været et af rokokoens yndlingsmetre. Inden for den verdslige sang benyttes strofen 7 gange af Stub, 5 gange af Sperontes og 15 gange hos Graae (heraf 4 Stub'ske samt fordanskningen af »Ich bin nun, wie ich bin«). Til det markante metrum kendes tre melodier herhjemme, en af S. S. Weise i hans »Syngende nymfekor« (1753) til »Jeg en hyrdinde er«; en i Thielos »Den borgerlige hovmesterinde« (1759; variant hos Ny. Ras. I, 28; restaureret af F. Viderø til GDV. II, 16) til »En ærlig ven er rar«; og en, omtalt af Fr. Barfod (i hans udgave af Stubs digte 1852, s. LXXV, noten) under betegnelsen »Jeg laver tynd caffé«. I sin afhandling »Til Ambr. Stub« (Analyser og problemer I, 1933, s. 282) foreslår Brix, at denne sidste melodi skulle være Sperontes' »Murky« til »Ich bin nun, wie ich bin« (I, 33), og at Brorson skulle have overtaget den til sin påsketerzet fra en af Stubs verdslige viser.

✂ Mod Brix's antagelse strider et forhold, som ikke tidligere har været fremdraget: Til dette ene Svanesangsdigt har Brorson egenhændigt angivet melodi i manuskriptet til påskeprædikenen (jf. s. 510): »Nur frisch zum Himmel zu«. Grev Heinr. Ernst zu Stolberg-Wernigerodes salme i samme metrum: »Fort, fort,

519

✂ zum Himmel zu« findes i »Wernigerödisches Gesangbuch«, dog ikke i 1. og 2. udgave 1735/38 (de eneste, som Kgl. bibl. ejer), men kun i den ny samling, Halle 1767. Her skal den (iflg. Z. 8438) være ledsaget af 2 anonyme melodier, den ene så ariemæssigt forsiret, at Zahn undlader at gengive den. Den anden melodi passer hverken til Stolbergs eller Brorsons tekster; den har de fornødne 13 linier, men gentager straks lin. 1-4, mens teksterne kræver lin. 2-5 gemt til et afsluttende da capo. Over for denne uomtvistelige vansiring og melodiernes sene fremkomst tør man da vist slutte, at Brorson vel har kendt Stolbergs tekst, men nok til en mere passende melodi. Hans egne tegn for da capo'et (i ms.) stemmer da heller ikke med Wernigerode-bogen, men med tilskrifterne i Univ.bibl.s førstetryk (jf. s. 496 og 510).

✂ Til Brorsons versform passer derimod de 3 førstnævnte verdslige melodier, og af disse har endvidere Sperontes' »Murky« (som Brix antog) størst sandsynlighed for at have været forlægget. Allerede fra 1739 benyttedes den djærvt-lystige melodi til salmer (»Seht, da ist euer Gott«, »Triumph, Viktoria! / Mein Heiland ist erstanden« - jf. Z. 8435/37/41, der ikke genkender Sperontes' original i de meddelte varianter). Til Danmark kan den være kommet med en af disse eller med Stubs (?) oversættelse af den opr. verdslige tekst »Jeg er og bli'r mig lig« (Graae I, 93). Vigtigst for os er, at Sand (I, 49 c), også uden at genkende den, har optegnet den som 6/8-variant efter almuesang på Middelfartkanten - til Brorsons påskesang. Jeg vover da at antage, at det er til Sperontes-tonen, at Brorson både har sunget Stolbergs og sit eget digt. Yderligere afklaring kan først nås, når Wernigerodebogens »anden, ariemæssige melodi« kan inddrages i sammenligningen; den hertil nødvendige 1767-udgave kan for tiden ikke skaffes fra tyske biblioteker.

✂

520

✂

✂ De to andre melodier har (med deres svage mindelser om Sperontes' 2 linier kortere »Vergnügte Frühlingslust« - 2. Fortsetzung 1743, nr. 34 - jf. Z. 8436) næppe interesse i denne forbindelse. Også Sand 49 ab synes at være uden betydning. - Om Rosenknop-strofen i almindelighed, dens udbredelse i Tyskland, og om Sperontes-melodiens forhold til J. S. Bach m. m. se min afhandling »Folkelig kunstsang i Danmark« (Danmarks sanglærerforenings årsskr. f. 1947) s. 32 ff., særlig note 93 m. henvisn. til Ph. Spitta, M. Friedlaender og Edw. Buhle. - Strofer af lignende type hos Rathgeber I, 5 (7 linier), II, 11 (8 lin.) og III, 2 (12 lin.).

✂

XII

✂ 15 (298): Her er nyt fra Dødens porte -

✂ Ingen egentlige strofeparalleler, men påfaldende lighed med indvielseskantaten til Kolding kirke 1758 (nærv. udg. III, s. 227; jf. Harald Vilstrups bemærkning om kantatens indholdsmæssige sammenhæng med Sv. 59 - i min anf. Brorson-afh. s. 65, note 2). Sletter man kantatens 3 liniegentagelser og vor nr. 15's sidste linier (»Hallelujah!/Triumf ..« etc.), fås metrisk kongruens af afsnittene: Aria (lin. 1-6), recitativ (lin. 7-11), aria (lin. 12-18). - Sand I, 41 deler digtet i 3 strofer til samme

521

✂ melodi ved falsk udfyldning. El. II, 11, s. 12, passer nøjagtigt, men er jævn og intetsigende.

✂

XIII

✂ 16 (299): I dag skal alting sjunge -

✂ Den ret simple strofe benytter Brorson kun dette sted. Med 2 stavelsers tilføjelse til sidste linie fås »Nu hviler mark og enge« (brugt til Klenodiets nr. 37, 249 og 255), som dog vansirer digtet her. J. A. L. Holm har forslaget. - El. III, 1, 13 synes at være en omsungen koral, som jeg dog ikke har kunnet identificere. - F. 1200 (26 mel.). Z. 2266-2292. - Kingo angiver i Sjungekor II, 5 »Udi din store vrede« og meddeler melodien i gradualet 1699.

✂

XV

✂ 19 (302): Jeg ser dig, søde Lam at stå -

✂ 21 (304): Ak Fader, lad dit ord og ånd -

✂ De to strofer er ikke helt ens; nr. 21 har to stavelser færre i 5. linie og gennemfører den anomali at parrime lang og kort linie (som »I skovens dybe, stille ro«). Brorson har kun brugt stroferne her, men de har paralleler hos Foss, Stub og Sperontes - uden at enkelte kan udpeges som forbilleder. De er sammenstillet her, fordi Univ.bibl.s førstetryk ved dem begge har melodiangivelsen »Sæt fuglen i forgylden bur« samt et tegn for ordgentagelse i nr. 19 (lin. 6 i hver strofe), mens melodilinierne kan forkortes til nr. 21's linie 5-6 (ved at man stryger tonegentagelserne her). Melodiangivelsen er begyndelsen til 3. strofe af den udbredte moralvise »Ak frihed, ædle frihedsstand« (Ny. Ras. I, 39; Lütken 134; melodierne her er formentlig varianter af den nederlandske vise om Pierlala, som vist af F. Viderø, GDV. II, 15, hvor den er ny trykt).

✂ Af tabellen vil ses, at begge salmer, især dog nr. 19, har været folkelige favoriter. De danske forsamlingstoner er intetsigende. De norske er alle (undtagen El. II, 2, s. 2) moll-agtige og peger måske vagt hen mod Pierlala-melodien eller den beslægtede af Schein, som vi siden Laub har benyttet til nr. 21 (DK. 5), se navnlig Øst 25. - F. 1612 og 1640 (2 anon. ældre mel.) eller Z. 5574-76 og 5592-98 (5594: Schein) giver ingen videre opklaring.

✂

XVII

✂ 22 (305): Er ikke Efraim min lyst -

✂ 33 (316): Så sød er Jesu hyrdefavn -

✂ Til P. Gerhardts original (22) i det almindelige 7-liniede metrum (f. eks. »Af dybsens nød«) bringer Freylinghausens 40. art 21 melodier. Brorson har imidlertid gjort strofen sjældnere ved at udvide den med en slutlinie og har kun Sv. 33 som parallel til den. Freylinghausens eneste parallel er Joh. Schops melodi til »Ermuntre dich, mein schwacher Geist« (i Joh. Crügers »Praxis pietatis melica« 1648), der i betragtning af metrets sjældenhed muligt har været Brorsons forlæg. Stubs parallel »Her bragte tiden en pokal« siger intet.

✂ Til Sv. 22 er ingen folkemelodier. Sv. 33 har derimod været blandt de mest yndede. Sand I, 111 a og III, 55 er vel skolelærerkompositioner, I, 111 b moll-agtig norskpræget (??? El. II, 6, s. 4) uden at røbe forlæg. De fleste af de norske (især El. II, 1, s. 5 og III, 1, 11 b) synes at være ombygninger af »Af dybsens nød«. Undtagelser er El. III, 1, 11 d, som intet siger, og III, 1, 11 e, hvis 6. linie spejler »Ermuntre dich..« - Jeg har desværre ikke haft lejlighed til at jævnføre folketonerne med F. 1986 (32 mel.) eller Z. 5733-5770.

✂

XVIII

✂ 23 (306): Fred i Jesu død vi skulde -

✂ Strofe som Klenodiets nr. 59, 233 og 234, hvortil Brorson selv angiver »Herre, jeg har handlet ilde (Klen.registr. 46: Joh. Crüger 1649). J. A. L. Holm foreslår

522

✂ samme melodi. To paralleler hos Sperontes (I, 57: »Sanfte Rime« og 1. Fortsetzung 30: »Und wie lange«) kommer vel næppe i betragtning. Ingen folkemelodier. - F. 5775 (66 mel., en af G. Josephus). Z. 3685-3789.

✂

XXIV

✂ 32 (315): O du min Immanuel -

✂ 60 (343): Op min ånd, op fra dit ler -

✂ Til Klenodiet nr. 16 havde Brorson oversat »Nun das alte Jahr ist hin« i samme strofe og med melodi hos Freylingh. 1704. Muligt er det denne, vi mider omsunget hos Sand I, 95 a og c. Sand I, 95 b og III, 49 viser måske hen til andre pietistmelodier, som ikke er sporet. Sand I, 103 og MM. 562 (svensk ??? Gudbr. 7) siger mig intet. El. II, 1, s. 23 er muligvis en ombygning af »Herre, jeg har handlet ilde«. - F. 4945 (4 mel.). Z. 3312-3323 (3314 - også i F. - af Josephus i Schefflers »Seelenlust« 1657 har svag lighed med Sand I, 95 b).

✂

XXVIII

✂ 39 (322): Arme skrog går i tog -

✂ 40 (323): Goliath drog fra Gath -

✂ De sært, men ens byggede strofer har forskelligt linietal, Goliath-visen 22 uden gentagelser, dialogen (Sv. 39) 26 + de 4 første udskrevet samt en ubestemt repetitionsdel. Indtil videre kan det nok forsvares at betragte dem under eet. Brorson kalder selv nr. 40 »en kæmpevise«, hvilket Brandes (Saml. skr. XII, 1902, s. 241) og Brix (anf. skr. s. 310) forstår som folkevise. Metrisk er det imidlertid en børnerimsmanér (som »Pandeben, godt det gror«), Brorson benytter. En anvendelse i kunstsangen (Thielos Oder I, 1751, s. 25):

✂ »Dejlighed / kærlighed
letteligen kan opvække.
Skønheds pragt / har en magt,
som os snart betage kan« osv.

✂ kommer næppe i betragtning p. gr. a. de skiftende mandlige og kvindelige versudgange. En tysk tælleremse (Des Knaben Wunderhorn II, 1808, s. 347-350):

✂ »Bons dies, Bock! / Dei Grats, Block!
Wo sind nun die Hosen, Bock?«

✂ varierer over det rytmiske motiv, sammentrækker eller udvider det. Melodien ikke fundet.

✂ Kun to folkemelodier er mig bekendt, en hos Sand (III, 19) og en, meddelt mig i juli 1955 af lektor Alf Bo, Lyngby (den har været min kone bekendt fra afd. læge Ellen Hallas og begynder (alm. bogstaver for -dels noder, kursiverede for ¼-noder): c' c' e / g g c). Ingen af dem røber ældre forbilleder. Børnerimsmanéren gør det imidlertid nærliggende at tænke på den udbredte franske vise »Ah, vous dirai-je, Mamam«, kendt herhjemme til tekster som »A B C D E F G« og i varianter til »Jeg gik mig over sø og land«, »Skære, skære havre« og »Bro, bro brille« (se »La Clé du Caveau«, Paris 1810, nr. 25, og Schiør. I, 102, m. henv. til W. Danckert om de tyske, svenske og norske melodiformer). Noteret med bogstaver som før, skulle Goliath-visen da lyde:

✂

2/4	/: g g g / a a g / f f e e / d d c :/
	/ g g f / e e d / g g f f / e e d /
	/ c c g / a a g / f f e e / d d c //

✂ Naturligvis kun en gisning.

523

✂

XXXI

✂ 43 (326): Klag dig ikke for trang på drikke -

✂ 44 (327): Her vil ties, her vil bies -

✂ De to digte har hver sin form for metrisk forfinelse. Begge varierer strofernes enkelte linier ved at skifte mellem 2- og 3-stavelses fødder og holder så stroferne kongruente. Det er linie-variationen i de to digte, der er forskellig. Nr. 43 nøjes med i hver linie at sætte trisyllablen i 2. taktled. Nr. 44 tiltager i bevægethed ved en gradvis forøgelse af 3-stavelses fødder gennem de første 4 linier og falder så atter til ro i gentagelsesdelen. Denne sidste teknik er så udtryksfuld, så kunstfuld og påfaldende, at Ch. Th. Barfoed har forsøgt, ganske vist uden held, at efterligne den direkte: »Lad den rige / ingen vige, / fordi han har laderne fuld« (Graae I, 108). Den er også så markant, at man fristes til at tænke sig den skabt til et melodiforlæg. Men til ingen af de to sange har jeg fundet egentlige strofeparalleler eller melodier med netop disse metriske variationer.

✂ Bedømmer man dem grovere som blotte varianter af Brorsons trokæiske 6-liniede strofe: »Jeg er rede til at bede« (Klen. 138) eller hans 4-liniede (+ gentagelse): »Dig min søde / skat at møde« (Klen. 20) eller »Hvem der havde dog forlåret« (Klen. 238), dukker nogle melodimuligheder op. Til Klen. 138 kan, foruden den vansirende »Herre, jeg har handlet ilde« (Brorsons angivelse, Klen.registr. 46) tænkes G. Chr. Strattners til J. Neanders digt (Bundeslieder 1691) og melodien til samme salme hos Freylinghausen. Til Klen. 20 og 238 bringer Freylinghausens 7. art 5 melodier, som med gentagelse af 1. eller 2. strofehalvdel kan have været benyttet. Af disse gengives melodien til »O, der alles hätt' verloren« hos Pont. (»O, den alting kunde dræbe« - Klen.registr. 100 a), og af denne findes en norsk folkelig variant (El. I, 1, 9) til »Her vil ties« - med 1. lillesats fordoblet og ¾s takt, som det klæder tekstvariationerne bedst. - Over for dette fund taber de andre overleveringer i betydning, Sand (I, 135 = MM. 1188) til »Dig min søde«, MM. 1192 (tysk 1698) til »Jeg er rede« og Li. 185 til teksten.

✂ Ved siden af El. I, 1, 9, står, som vist af Torben Krogh (Ældre da. teater 1940, s. 295, og radioforedrag 11.1.43) Folie d'Espagne-melodien (Klen.registr. 60), som Brorson utvivlsomt har kendt fra sin brodér Nicolais salme (Klen. 275). Måske har den været i hans hoved til Marias vuggesang fra J. K. Schandrups (d. 1720) »Helligtrekongers komedie« (Skrifter v. P. Phönixberg 1728 med denne melodiangivelse) - med linier som »Vinteren trænger / mere og strenger«. Måske Brorsons vending blot er efter et ordsprog.

✂

XXXII

✂ 45 (328): Skal vi ustridig hist -

✂ I det ret sjældne metrum findes en anon. 17. årh.s melodi (F. 750), en af J. R. Ahles »Arien« 1662: »Nun hab ich ausgehaucht«, og en fra Neuss 1692 (Z. 5224/25). Jeg har ikke haft lejlighed til at konferere disse med de danske forsamlingstoner (Sand I, 116; MM. 901) og den interessante norske koralomsyngning (El. III, 1, 9).

✂

XXXVI

✂ 50 (333): Ak, hvad er dog tiden lang -

✂ 57 (340): Vedig, Edoms trygge egn -

✂ 58 (341): Se dig, Sion! vidt omkring -

✂ Paralleler til den almindelige strofe i Klenodiet: »Jesus han er syndres ven« (110), »Sørger du endnu, min sjæl« (181) og »Jesu! når jeg sindet ned« (231), samt hos Foss (70) og Sperontes (I, 9, 11 og 28). Til Klen. 110 har Brorson brugt Crügers »Jesus, meine Zuversicht«; den er nok identisk med de andre melodiangivelser (se Klen.registr. 50 og 114) og med J. A. L. Holms forslag til alle tre Svanesange

524

✂ (»Sørger du endnu«); endelig findes den i Pont. (til Klen. 110). Sand I, 66 og El. II, 4, s. 15 synes at være omsungne pietistmelodier, men er ikke identificeret. Til »Se dig, Sion« sætter Sand (I, 113) uden speciel motivering »Jesus ist der schönste Nam'« fra Freylinghausens 24. art (5 mel.). - F. 5305 (30 mel.). Z. 3430-3496 (3442/43, også i F., af Josephus i Schefflers »Seelenlust« 1657).

✂

XXXVIII

✂ 53 (336): Midt igennem nød og fare -

✂ Sand I, 81 (= MM. 1069) er komponeret af H. C. Simonsen. MM. 1070 og de norske har jeg ikke haft lejlighed til at konferere med F. 5585 (4 mel.) og Z. 6504.

✂

XL

✂ 55 (338): Solskivens streg / den peger alt på Dødens port -

✂ Ingen egentlige strofeparalleler. Den smukke og kejtede melodi hos Sand (to varianter I, 117 ab) kan jeg heller ikke identificere. Stub synes at have eksperimenteret med et lignende metrum: »Her er jo fred« (Sml. skr. 1852, nr. 87). Delvis tilsv. strofe og melodi hos Foss (Psalt. 14, 64; Nogle samtaler s. 48).

✂

XLII

✂ 59 (342): Langt oven for den tågesky -

✂ Ingen strofeparalleler. Marchmanéren fra »Den store, hvide flok (3 lange + 1 kortere linie sammenstillet og helt eller delvis samrimet) udvidet. De tre korstrofer i Vægterversenes metrum. Sand I, 79 abc aldeles intetsigende. El. II, 3 s. 4 ikke identificeret. El. II, Tillæg s. 6, bringer en intetsigende march, men her omsider afbrudt af en omsyngning af vægtermelodien (DK. 323) til korene.

✂

XLIII

✂ 61 (344): Hvad blev der liden / tab på tiden -

✂ Ingen strofeparalleler. Sand I, 44 a intetsigende, 44 b en omsyngning af den tyske »Grossvater-Tanz« (17. årh.), udbredt i Danmark til gildesskålen »Og dette skal være -« (nærmere i A. Arnholtz, K. Clausen og F. Viderø: »Festsange« 1947, nr. 84). De tre norske folkemelodier har svage mindelser i samme retning.

✂

XLIV

✂ 62 (345): Når mit øje, / træt af møje -

✂ Til det almindelige metrum findes i Klenodiet en salme af Brorson: »Jesum, Jesum, Jesum sigter« (176) og to af hans broder Nicolai (280, 283), de sidste med melodiangivelse »Jesus, Jesus, nichts als Jesus«. Hertil bringer Zahn 67 melodinumre. Inden for pietistmelodiernes snævrere kreds kunne tænkes en af Crüger eller en af J. C. Bach, der begge findes i Pont. (Klen.registr. 49; Freylinghausens melodi til teksten + slutgentagelser er derimod ikke optaget). En tredie mulighed er J. Neanders »Eile, Herr, mir beizustehen« (1680), som Prahl og Heinebuch (1895) sætter til Nic. Brorsons »Amen! Jesus han skal råde« (283). - De smukke ¾s-melodier hos Sand (I, 87 ab) kan jeg ikke identificere. Derimod finder jeg J. C. Bachs melodi svagt spejlet i Gudbr. 21 og MM. 623 (den sidste til »Når mit øje« i P. Hjorts »Gamle og nye psalmer« 1843, nr. 132). Li. 501 ikke identificeret. - F. 4637 (bortkommet). F. 5660 (58 mel., 4 af G. Josephus). Z. 3613-3680 (ikke konfereret).

✂

XLVI

✂ 64 (347): Nu verdens rige, / du dårligheds kastel -

✂ 65 (348): Sulamith lille! / hvi jamrer du så tit -

✂ En af Brorsons yndlingsstrofer har været »På Gud alene«-metret, i hvilket han har skrevet 5 originale salmer (Klen. 130, 219, 229, 263, 274) til den anonyme melodi

525

✂ hos Arrebo (1627; MM. 1201). Metret er på een gang simpelt og markant; det består af 5 særprægede, men ens liniepar, fletrimede 2 og 3. Det kan altså udvides ligesom »Goliath«-metret (XXVIII, 39, 40), og dette har Brorson da gjort her (7 liniepar, 2 + 2 + 3 fletrimede), formodentlig til samme melodi, skønt den så må gentage sin første lillesats 4 gange. Jeg kender ingen fremmede salmer i metret. - Folkemelodierne anvender forskellige gentagelsesdele, Sand I, 92 a (??? MM. 1207) og b med 18 linier, I, 121 (??? Li. 460) med 16 og El. I, 1, 2 med 24 linier. Ingen af disse synes at støtte Arrebo-melodien; den støttes derimod af Gudbr. 40 (til Klen. 219): »Nu da til lykke«).

✂

L

✂ 69 (352): Den store, hvide flok vi se -

✂ Betragter man kortlinierne (»med skov omkring / af palmesving« o.l.) som indrimede langlinier, kan den 15-liniers strofe reduceres til en 12-liniers på 3 ens afsnit. Hvert afsnit har den typiske marchmanér (3 fuldstændige og 1 katalekt linie sammenstillet og rimbundet, jf. »Pilegrims march« XLII, 59, og flere andre Svanesange), som kendes fra Bellmans »Så lunka vi så småningom« (Fredm.s sanger 21), »En sømandsbrud har bølgen kær« (af »Capriciosa« 1836, iflg. E. Bøgh en böhmisk folkemel.), »Århus tappenstreg« (ved C. C. Møller), og (i ) den såkaldte »Francaise: Der var om mig umanerlig rift« (Danmarks melodibog II, 46). Da Univ.bibl.s førstetryk til dette nummer tillige har tilføjelsen »Studenter Mars«, ligger det nær at søge forlæg blandt melodier af denne karakter. De allerede nævnte er formentlig for unge og for fjerne i stemning. En ældre parallel foreligger i Sperontes' »Der Abschiedstag bricht nun heran« (I, 34), om man blot tør fordoble linie 9: »Erwege selbst, geliebtes Kind«. Den har endda samme indrimsteknik som Brorsons digt. - Efter forslag fra pastor K. Fønss-Jørgensen (i breve til lærer Kr. Lovmand og mig af 3.11.42 og 4.5.43) skulle et tema af Gluck også kunne være forlæg. Det »går igen i flere af Glucks operaer, sidst i »Armida« 1777 (formentlig den kendte musette i 4 akt), men også i hans første fra 1740-erne«. Det er ikke let at slutte fra et tema, der er så almindeligt i sin harmonik; og det er ikke lykkedes mig at finde det i en form, der evt. kunne have foranlediget Brorsons strofe. Visse formelementer findes derimod endnu i Sperontes' »Weicht, ihr Grillen« (I, 60), der bærer titlen »Studenten-Lied« og foredragsbetegnelsen »March«; men strofens helhed stemmer ikke med Brorsons.

✂ Af alle Svanesange har denne nok været elsket og beundret mest, særlig i Norge. Cath. Elling opregner i sin afhandling »Vore religiøse folketoner« (No. videnskaps-akademis skr., II, 7; Oslo 1927, s. 20 ff.) 16 melodier alene til »Den store, hvide flok«; Gaukstad (anf.skr.) registrerer 9 selvstændige melodier hos Elling, men dertil et utal af opskrifter, der vidner om deres og digtets store udbredelse. Det trykte melodistof, som jeg har kunnet overkomme (se tabellen), falder i forskellige grupper. Den største omfatter småmelodier på 4 linier, der gentages 3 gange til digtets strofe (storform AAA). Hertil hører Sand I, 19 b (= MM. 1271), III, 7 b, Li. 93 (= MM. 1272), der især blev kendt ved Griegs udsættelse for barytonsolo og mandskor (»Salme og sang« I, 1915, s. 38), El. II, 1, s. 3; 2, s. 3; 7, s. 8 (de to sidste ??? Gudbr. 37 abc); 8, s. 2 (= El. III, 1, 8 b); 8, s. 3; og El. III, 1, 8 a. Ikke blot p. gr. a. deres melodier, som intet røber mig, men allerede p. gr. a. deres form mener jeg at kunne se bort fra dem. Deres eventuelle forlæg ville næppe i sig selv fremkalde Brorsons 3-dobling af strofen. - En næste gruppe har 8 linier med gentagelse af henholdsvis første eller sidste halvdel. Det gælder Sand III, 7 a (??? MM. 1270; AAB) og Sand I, 19 a (??? Øst. 50; ABB). Og endelig er en enkelt folketone gennemkomponeret (Øst. 32 a; storform: ABC, med kunstfærdig benyttelse af mindre enheder til spredt gentagelse - og i flydende rytme: Bilag nr. 13). - Af en af tabellens 12 melodier, Sand I, 19 a, har pastor Fønss-Jørgensen venligst sendt mig en variant i menuettakt, kendt fra Thorsted, Vallekilde og Horne og trykt (atter varieret og i ) i M. T. Bredsdorffs og H. Nutzhorns »Salmemelodier« 2. saml., Nyborg 1892 (272 d) med overskrift »Fra de gudelige forsamlinger

526

✂ (Fyn)«. På de følgende noder viser 1. system den først anførte Sperontes-melodi, 2. system G-dur marchen hos Bredsdorff og Nutzhorn (meget nær Sand I, 19 a) og 3. system dens variant Øst. 50.

✂ Forholdet mellem evt. forlæg og evt. omsyngning er her ikke klart som ved Sv. 12: »Hvorledes går det her?« Man må nøjes med at sige, at Sperontes-melodien, om Brorson har brugt den, sikkert har været »forsamlingerne« for svær. Menigmand har da sunget efter hukommelsen, men er allerede begyndt at forenkle fra 2. linie med stereotype formler. Man kan også overveje Fønss-Jørgensens forslag påny - eller vente på fremtidige fund.

✂

527

✂

528

✂

LI

✂ 70 (353): Farvel, min sjæl, i Jesu sides vunde -

✂ Til Benigna Reusz-Ebersdorfs original »So ruht mein Mut in Jesu Blut und Wunden« (ikke i Freylingh.; hos Schrader 1731 uden mel.ang.) skrev J. B. Rem en planløs melodi (Z. 7317), trykt i hans »Vierstimmig Choralbuch, worinnen alle Melodien des Schleswig-Holsteinischen Gesangbuchs enthalten sind«, Altona 1755.

✂ Siden 1735 havde imidlertid en anden melodi vundet stor udbredelse, opr. vist som dans, snart efter også som koral (danseformen smukkest i F. 3837; begge former i Z. 7314-16) - i ms. Herrnhag (efter 1735) til »O Haupt, wer glaubt«, i ms. Wagner (1742) til »Ich bin vergnügt, wie's Gott mit mir will fügen« (= F.s tekst) og i Chr. Gregors koralbog 1784 endelig til »So ruht mein Mut«. Vi kender kun disse to melodier til det sjældne metrum. Brorsons gentagelse af indrimene i strofens to sidste linier taler for, at han har villet imødekomme da capoet i den meget charmerende danseform. Rein har intet sådant da capo.

529

✂ Det skal ikke nægtes, at undersøgelsens resultater er blevet under forventning. Brorsons benyttelse af enkelte melodiforlæg er nok sandsynliggjort, men alt i alt er vi kun nået til en usikker mosaik. Freylinghausens melodier slår ikke til over for hans stroferigdom; Sperontes' har han vel kendt, men brugt langt sparsommere af, end jeg tidligere troede. Og over for mange af de interessanteste former står vi stadig på bar bund. Det gælder som sagt 26 strofer (resp. grupper), heriblandt de dejlige til »Kærligheden kunde« (10), »Hvad est du dog skøn« (31), »Solskivens streg« (55) og »O blide stad« (68). Det gælder dialoger som »I arme kvinder« (13) og »Hvad ser min Sulamith« (49), herunder også de levende ekkorim »Mon Jesus mig ej ynker nu« (27) og »Min søster har det mageligt« (28). Det gælder yderligere de fleste af de djærve, spændende marcher, »Påskemorgen« (14), »Guds søn har gjort mig fri« (34), »I hælen sværdet følger« (41), »Frisk, Sion, på vor vagt« (54) og »Langt oven for den tågesky« (59) - og endelig den bevægede, fuldt udformede kantate »Er han borte, al min eje« (24). Man kunne fristes til at spørge, om vi dog trods alt ikke skulle have nogle læsedigte for os, som »måske i tiden kunne tiltrække sig en tonekunstners opmærksomhed« (A. Winding Brorson, nærv. udg. III, 12). Alt tyder imidlertid imod det - A. W. Brorsons egne ord om »et sammenhængende cantat« (anf. st.) og kronvidnet herom, Sv. 24, der netop er formet som en fuldt udskrevet libretto med gentagelsesdele etc., ikke som skitse eller »frie vers«1). Man må da trøste sig med, at det trælse arbejde, som her er gjort (og som i og for sig bør fortsættes), måtte og må gøres, før man tør slå sig til ro med, at kun et større, samlet, egentligt nodefund vil kunne løse »Svanesang«s melodiproblemer. Finn Viderø fremsatte i 1943 den tanke, at Brorson (måske fra sine brødres eller venners studieophold i Tyskland) skulle have haft en særlig luthbog at spille efter, hvis stykker han så havde digtet til. Denne hypotese er nu i og for sig mere sandsynlig end dengang. Skulle man lede efter den slags, var det vel rimeligt - om mulighed gaves derfor - at begynde med de bevarede papirer fra Stubs tid på Valdemarslot.

* 530

✂ En anden trøst, en positiv og sært fængslende oplevelse, har det været under arbejdet at komme de religiøse folketoner på nærmere hold. Deres ry har ikke været for godt herhjemme. Evald Tang Kristensen ser i dem sin værste fjende, fordi de har fortrængt de gamle folkeviser, både deres toner og deres ånd:

✂ »Man har undret sig over, at den indre mission gjorde så stærk, fremgang i Vestjylland... Men hvor der er mange pietister, dér har fordum været mange indehavere af vore folkeminder og især af viser, og derfor tør jeg med sandhed sige, at ingen fremtoning i vor tid har gjort folkeminderne så megen skade som den indre mission, netop fordi den påkalder beslægtede åndelige interesser, bemægtiger sig, hvad den kan deraf, og drejer sådan om på mennesket, at hvad der før var elskelig natur og sund menneskelighed, nu med vold og magt og magtsprog skal bekjæmpes, dæmpes og fordømmes... Derfor ser jeg meget skjævt til... denne åndsretning, idet den fraraner mig mine kilder... forkludrer... vort folks helligste eje... tramper med jernhæl på, hvad der burde fredes og fremelskes...«1).

✂ Evald Tang Kristensens påvisning af de gamle verdslige visers og de yngre forsamlingstoners fælles grobund i særlige, musisk prægede dele af almuen er åndfuld; men hans konklusion synes mig for drastisk og ensidig. Man kan ikke simpelthen sætte plus ved den gamle livsholdning og minus ved pietismens. At drøfte livssyn ligger dog uden for nærværende afhandlings plan; her skal kun meddeles en æstetisk betragtning.

✂ H. Grüner-Nielsens interessante teori2), at de danske salmeomsyngninger væsentlig skulle skyldes den baroke orgelmusiks koralforsiringer, mens de norske »mere minder om den katolske kirkesangs melismer«, passer bedst med det ældre sangstof fra reformationen til Kingo. De yngre danske melodier (Brorsontonerne) synes mest at være skolelærer- og lægmandskompositioner af billigste slags. Sand når helt ned til den kendte vals »I lemmer, hvis hoved« (I, 58; brugt på Viborg-kanten endnu i 1940'rne - efter meddelelse fra provst Noring) og lignende frejdige bondedanse (I, 42 og 45 b). Besynderligheder kan også forekomme som melodien til »Kærligheden kunde« (I, 77), men også enkelte af stilfærdig inspiration. Og med de norske folketoner er det, som inspirationen får overvægt. Mellem meget almindeligt, kejtet eller bizart møder vi her et væld af melodier, anderledes

* * 531

✂ end den gamle folkevises, men på højde med dem. De vidner om, hvordan en almue dunkelt, men spontant har taget Svanesangens syner til sig og med en mærkelig klarøjet kunstsans har formået at følge dens slyngede rokokostrofer. Brorson har næppe drømt om disse melodier, men har alligevel fået en slags folkelig opstandelse i dem.

✂ Ud fra oplevelsen af de religiøse folketoner ville jeg gerne slutte musikbilaget med nogle eksempler herfra. Hverken for de egentlige rokoko-melodiers vedkommende eller for disses har jeg ønsket at bringe kuriositeter, men kun stof, der føles lødigt og brugbart den dag i dag. Nodeeksemplerne illustrerer derfor (på enkelte undtagelser nær) ikke direkte de forskningsproblemer, som er berørt her. De står der, ligesom før, for at meddele læseren en etos, skabt udfra Brorsons digtning. De to første (bilag 8 og 9) er blandt Sands bedste. Om bilag 10: »Her vil ties« skriver Elling selv: »En folkelig omformning af salmen »Kjæmp alvorlig«« (jf. gruppe XXXI). Bilag 11: »Hvad est du dog skøn« og 12: »Hvad er det godt at lande« skulle vise, hvor fint folketonen forbinder sig med et par af Brorsons vanskeligste strofer. Og endelig er bilag 13: »Den store hvide flok« (Øst. 32 a) kronen på værket. Vel synes den »kun« at være en udvidelse af omsyngningen af Kingos »Det mulner mod den mørke nat« (Sjungekor I, 5; Øst. 32 b), men virker dog som en selvstændig komposition. Den ædle melodik, den strømmende rytme og den komplicerede og dog simple form er den store poesi værdig.

✂ Man kunne vie eftertidens Brorson-kompositioner et særskilt kapitel. Det har ikke været opgaven her. I Brorsons Samlede skrifter er oversigten - også over melodistoffet - i alt væsentligt begrænset til det, som kunne tænkes, nærmere eller fjernere, at have haft betydning for hans digtning.

532

✂

RETTELSER OG TILFØJELSER

✂ I s. XIX, l. 5 f. n.: 168, 7, 8] læs 168, 7, 7.

✂ I s. 49, v. 3,6: sveve] jfr. nr. 250, 4, 4.

✂ I s. 94, 2. note, l. 2: fresesplan] læs frelsesplan.

✂ I s. 111, 2. note, l. 3: fresesrådslulning] læs frelsesrådslutning.

✂ I s. 118, v. 17,4: hiertens fryd] vistnok plantenavnet, se nr. 128,6,5; 191,1,1; 208,4,8.

✂ I s. 144, 2. note, l. 4: 6,8] læs 6,9.

✂ I s. 147, 2. note: tilføj: 2,2: engang] dvs. dobbelt.

✂ I s. 152, v. 3,10: leyr] jfr. nr. 216,4,2;

✂ I s. 158, v. 5,2: hinderhold] jfr. nr. 95,10,1; 198,3,5.

✂ I s. 159, nr. 57: Brorson har ændret originalens versemål. Strofens 3 første linier er uforandrede; men derefter følger i den tyske salme 3 jambiske linier (Hin, da du bist, O JEsu Christ! Aus dieser welt gegangen), som Brorson har erstattet med 2 trokæiske (Siden du, o JEsu, gik Ud fra verdens trængsel). Orluf, Danske Studier 1951, s. 96. Brorson har ønsket tilpasning til den gamle melodi: »O Drøvelse«, se III, s. 501, nr. 40.

✂ I, s. 167, 1. note: læs 8,8: syndens] Syndsens D.

✂ I, s. 207, 2. note, l. 4-5: substativer] læs substantiver.

✂ I, s. 210, l. 2: forstaae] læs forestaae.

✂ I, s. 233, v. 11,4: rang] jfr. nr. 188,9,3 (med note).

✂ I, s. 273, l. 2: det ene med slettes.

✂ I, s. 290, 1. note: 8,1,5] læs 8,1,6.

✂ I, s. 293, 2. note, l. 6: uforstyret] læs uforstyrret.

✂ I, s. 312, nr. 107,1,3: siele] måske permanent trykfejl for mæle; i T2a mangler l. 2-3 (III, s. 410). Se III, s. 434.

✂ I, s. 319, v. 10,4: senkes] vistnok trykfejl for stænkes, se III, s. 411, noten.

✂ I, s. 339, l. 4: kandt] læs kand.

✂ I, s. 340, v. 3,8: bar] bare, blot, jfr. Lissabon 4.

✂ I, s. 345, v. 21,4: Mig] læs Min. - 2. note, l. 5: Jfr. også nr. 210 af Rist, der måske har påvirket Kingo.

✂ I, s. 347, 2. note: 8,1: begynde] dvs. stille op.

✂ I, s. 352, 1. note: v. 13,8: sorg] vist permanent trykfejl for sag, således i K, se III, s. 416.

✂ I, s. 361, nr. 122,1,3: taamodig] læs taalmodig.

✂ II, s. 42, 2. note, l. 12: at] læs et.

✂ II, s. 45, nr. 145,3,1: kom morgen dog] Skønt ændringen i J3 til morgen dag støttes af K (III, s. 417), er den dog næppe rigtig. De følgende linier viser nemlig, at der ikke er tænkt på den kommende dag i almindelighed, men på den sjælens beredelse, der skal ske i den tidlige morgenstund forud for altergangen. Det er den tid, som kaldes ædel.

✂ II, s. 48, v. 6,4: din himmeldrue] måske bør min (K S, III, s. 417) foretrækkes, jfr. min smykke i l. 1.

✂ II, s. 75, v. 5,5: sin] vistnok trykfejl for sit, således i T2a. 3, III, s. 417.

✂ II, s. 95, v. 8,2: med] sikkert permanent trykfejl for mod, således i S (III, s. 417).

✂ II, s. 103, v. 1,8: for alting] vist permanent trykfejl for i alting, således i S (III, s. 417).

533

✂ II, s. 144, 2. note, l. 9: forgynder] læs forkynder.

✂ II, s. 217, v. 11,4: kommer] for læsemåden kummer taler K, III, s. 418.

✂ II, s. 222, v. 7,1: jeg] måske permanent trykfejl for man, således i K, III, s. 418.

✂ II, s. 227, nr. 212,1, 3: ser] læs seer.

✂ II, s. 319, 2. note, l. 4 f. n.: bomsten] læs blomsten.

✂ II, s. 411, 415, 419: Nicolai Brorsons 3 salmer, nr. 279, 281 og 282, findes allerede trykt i hans Sidste Afskeed, Flensborg 1727, se III, s. 207.

✂ III, s. 252-54. Blandt vidnesbyrdene om Brorson som prædikant kan også nævnes den gravskrift over ham, som er meddelt i Kiøbenhavns Adresse-Contoirs Efterretninger 18.6.1764. Han kaldes her: paa Prædikestoel en fuldkommen Præst, paa Cathedra en stor Orator. V. Hermansen, Ribe Bys Historie 1730-1820, II 1946, s. 191.

✂ III, s. 401, note ** om betydningen af sammenskrevne = forfattede på titelbladet til Nogle Jule-Psalmer. Orluf (i brev til udgiveren af 2.6.1952) vil, at ordet skal betyde »samlede«. Men man må lægge mærke til, at der står: eenfoldig og i Hast sammenskrevne. Det kunne give mening, at salmerne var blevet samlet i Hast; men at sige, at de var samlet eenfoldigt, var dog ret meningsløst.

✂ III, s. 402, 444 om T2a. Den ikke-brorsonske salme, som står sidst i T2a, viser en anden håndskrift end det øvrige, som er 9 salmer, efterfulgt af en bøn. Da disse 9 salmer alle er af Brorson, ligger det nær at formode, at heftet oprindelig har været ment som en ren Brorsonsamling, så også bønnen skulle skyldes ham (P. Diderichsen). Dens indhold kunne nok svare hertil. Der tales stærkt om lidelsen, så det kan minde om slutningen af hans vita (III, s. 247), og omtalen af martyrerne fører tanken hen på, hvad der siges om dem i hans disputats (III, s. 352 flg.; 375 flg.). Det er derfor rimeligt her at gengive bønnen, der lyder:

✂ Min Gud Ieg ved at det bør os Ved megen trængsel at indgaae i Guds Riige, men du ved hvor stærck mit Kiød Sætter sig imod mig at gaae denne Vey, O Gud, om ieg endskiønt ikke har forstand der paa, lær du mig ræt at forstaae Christi korses Hemmelighed, og som paa den eene side Verden [vil afvendes] fra mig, saa lad mig igien ved det samme bevares fra Verden, at ieg iche med den skal vorde fordømt, men lige som ieg med alle dine Børn bliver delagtig i tugtelse, at ieg og maae faae deel med dem i den forjættede Arv, men hvad er dog min Lidelse imod Derres, og om de end til sjune intet andet havde end slag, fængsel, Angest, Nød, og trængsel af at tiene dig, om de end bleve steenede, Saved, giennemstunget, Ihielslagen og gick omkring i faare og gede-skind, bleve trengte, lede ilde, dog har de holt ud hos dig, og agted din forsmedelse for støre Riigdom, end alle Verdens ligende feer [dvs. liggendefæ]; Lad mig see paa Deres Ende og efterfølge derres Troe, lide Villig og taalmodig i en hiertens stilhed uden knur og i ald min Lidelse priise dig du som er høylovet i ald ævighed Amen. Vor seyers første Christus Iesus være æret Amen.

✂ - - -

✂ Det med den svenske maler J. Hörners navn og årstallet 1756 mærkede maleri, som er gengivet forrest i 1. bind, er der betegnet som »sandsynligt portræt af Brorson«. Det forbehold, som ligger heri, skyldes, at billedets identitet ikke har nogen fast tradition at bygge på. O. Andrup meddelte (30.1.1930), at det sammen med hustrubilledet kom til Frederiksborgmuseet fra Rosenborg ca. 1885, og tilføjede: »Jeg har eftersøgt på Rosenborg, naar og hvorfra Billederne er komne derhen, men uden resultat; de omtales 1877, men ikke 1851«. Hertil føjer museumsinspektør G. Boesen (18.2.1956) den oplysning, at der i en skrivelse af 16.1.1881 i Rosenborgs arkiv stilles forslag om udlån til Frederiksborg af en del portrætter, som af pladshensyn ligger »i Pakkasserne og paa Loftet paa Rosenborg Slot«, og at der i en vedlagt liste over disse billeder, dateret 1.7.1881, nævnes som nr. 26: »Psalmedigteren Brorson. Brystbillede« og som nr. 27: »Sammes Hustru. do.« Museumsinspektøren nævner den mulighed, at de to billeder kunne være blandt

534

✂ dem, der fra samlingen på det ældre Frederiksborg efter dettes brand 1859 blev overført til Rosenborg. Ganske vist findes de ikke i listen over disse; men den er muligvis ikke fuldstændig. Tænkte man sig forholdet sådan, havde man jo forklaringen på, at Brorsonbillederne ikke er nævnt i Rosenborgs inventar 1851. Fra Frederiksborg kan der ifølge museumsdirektør Jørgen Paulsen ikke oplyses noget yderligere, så den fulde sikkerhed er ikke nået ad den vej. Imidlertid er der jo sket det, at den foran i 2. bind gengivne Brorsonminiature er funden, og da den har en god slægtstradition bag sig og viser tydelig lighed med Hörners billede, synes tvivlen om dettes identitet dermed at have mistet sit grundlag. Forholdet kan udtrykkes sådan, at disse to billeder gensidig støtter hinanden.

✂ Om den i L. J. Koch, Salmedigteren Brorson, 1 s. 146, 2 s. 154, gengivne miniature på Rosenborg står der ifølge museumsinspektør Boesen i Worsaaes tilgangsliste under 1877/78 (tilgang nr. 573): »Kjøbt af Hr. Sandegaard (for 20 Kr.). Et lille Miniatureportræt af Psalmedigteren Biskop Brorson, fra hvem Sælgeren paa modrene Side nedstammer. Dette Portræt, som har været opbevaret i Familien, turde være mere paalideligen end det, efter Underskriften at dømme, halve Fantasiportræt, som er stukket foran i hans »Troens Spejl«*)«. Med »Underskriften« menes Nic. Brorsons vers under kobberstikket (se I, s. 8), hvor det hedder: »Har Penszlen ikke hafft af Farverne de rette, Da Konsten vilde sig til dette Ansigt giette...« Det er dog næppe berettiget af disse ord at slutte, at stikket er et fantasiprodukt; den slags vendinger var ikke ukendte i datidens portrætindskrifter og skulle blot udtrykke beundring for den afbildede, idet hans træk oversteg kunstens formåen. Den omtalte hr. Sandegaard er det ikke lykkedes at finde blandt Brorsons efterkommere (A. Fabritius), og da Rosenborgminiaturen ikke viser mindste lighed med noget af de andre Brorsonbilleder, må man snarest antage, at der har foreligget en misforståelse fra Worsaaes side, så man med hensyn til Brorsons udseende må se bort fra denne miniature.

✂ - - -

✂ Ved henvisninger til Schraders Tøndersalmebog, 1731, er der i nærværende udgave ligesom hos Arlaud brugt sidetallene i Universitetsbibliotekets eksemplar. Det bemærkes, at Kgl. Bibl. har et eksemplar fra samme år med andre sidetal.

* 535

✂

FÆLLESREGISTER

✂

OVER SALMER OG DIGTE I BIND I-III

✂ Ved salmerne i »Troens rare Klenodie« og »Svane-Sang« er angivet såvel nummer som sidetal, ved andre digte kun sidetal. Originaldigte er mærket med *. Klenodiesalmernes melodinummer i melodiregistranten (III, s. 499 flg.) er tilføjet i parentes. Til de særlige variantsamlinger (III, s. 388 flg., 405 flg. og 422) findes i parentes sidehenvisning. Ved salmerne af Nicolai Brorson, Broder Brorson og Thomas Hansen i tillægget til »Troens rare Klenodie« er i parentes tilføjet signaturerne: N. B., B. B. og Th. H.

✂

Nr.			Side
22.	Ach! at enhver dog tænkte paa (Mel. 8) (Var. III 388)	I	69
100.	Ach himmel-søde ord (Mel. 53) (Var. III 390)	I	293
234.	Ach hvad er man dog i JEsu (Mel. 46)	II	286
233.	Ach! hvad er man uden JEsu (Mel. 46)	II	284
277.	Ach! hvorledes skal jeg skue (Mel. 30) (af Th. H.)	II	406
159.	Ach kunde jeg mig ned i JEsu sødhed senke (Mel. 53) (Var. III 391)	II	79
170.	Ach! maatte hun sin JEsum skue (Mel. 105) (Var. III 392)	II	107
81.	*Ach min rose visner bort (Mel. 123) (Var. III 395)	I	231
224.	Ach! seer dog, hvilken kierlighed (Mel. 16)	II	259
112.	*Ach! vidste du, som gaaer i syndens lenke (Mel. 118) (Var. III 391)	I	330
79.	*Adam gik i frydens lund (Mel. 65)	I	223
	*Af dem, som i Guds Viingaard tiene	III	231
304.	*Ak Fader! lad dit Ord og Aand	III	57
333.	*Ak! hvad er dog Tiden lang	III	96
116.	*Al herlighedens HErre! (Mel. 34) (Var. III 411)	I	340
269.	Al priis og lof og ære bør (Mel. 14, 15)	II	383
335.	*Aldrig jeg meere paa Verden vil tænke	III	98
146.	*Aldrig kand jeg sige (Mel. 48) (Var. III 417)	II	46
27.	*Alle Christne-siele skynder (Mel. 30, 55)	I	79
177.	Allerstørste præst, som dig (Mel. 2, 93)	II	125
247.	Allevegne hvor jeg vanker (Mel. 2)	II	321
283.	Amen! JEsus hand skal raade (Mel. 49) (af N. B.)	II	422
322.	*Arme Skrog gaaer i Tog	III	79
211.	Armod volder mig at skrige (Mel. 115) (Var. III 393)	II	225
240.	*At livet blev til sinds (Mel. 53)	II	302
	*Beliebtes Tondern! hat des Höchsten Hand	III	209
242.	Bort I kiødelige tanker (Mel. 67)	II	310
162.	Bort verden af mit sind og øye (Mel. 64a) (Var. III 392, 417)	II	84
5.	*Bort! verdens jule-glæde (Mel. 42)	I	27
102.	Bryd frem mit hiertes trang at lindre (Mel. 64a) (Var. III 390)	I	297
28.	Bryd giennem mit anfegtet sind (Mel. 112)	I	82
339.	*Daarlig Mand fik bygt paa Sand	III	102
	*Da andre Kirker blev til Stald og Syge-Stuer	III	228 536
Nr.			Side
	*Da det fule Helved Pack	III	232
	*Da fordum var til Sinds de Schyter at bekrige	III	223
14.	Da nu det gamle aar forsvinder (Mel. 64a)	I	48
	*Da staaer din Tro, som Eeg ved Bod	III	233
	*Da Tiden ingen Hvile veed	III	215
308.	*Dejligste blant Qvinder!	III	63
136.	De ord, som du mig lader høre (Mel. 120)	II	26
282.	Den elskte Jerusalems længsel (Mel. 52) (af N. B.)	II	419
260.	*Den gamle Adams sind (Mel. 53)	II	357
67.	Den høye GUd, som til min suk sig bøyer (Mel. 116)	I	183
78.	*Den luft hvori vi gaae (Mel. 41)	I	220
165.	*Den onde leve-maade (Mel. 35) (Var. III 417)	II	93
243.	Den sagte bevægelses liflige vind (Mel. 72)	II	312
264.	Den siel, som Gud i sandhed kiender (Mel. 87)	II	371
166.	Den snevre vey er bred nok til Guds rige (Mel. 91)	II	97
281.	Den, som der vinder, skal æde (Mel. 66) (af N. B.)	II	415
44.	Den, som Gud har født og baaren (Mel. 90a)	I	125
352.	*Den store hvide Flok vi see	III	123
248.	Den tiid gaaer an, som JEsus (Mel. 69)	II	322
192.	*Den troe, som JEsum favner (Mel. 36)	II	167
169.	Den vey du gikst i kors og trang (Mel. 103) (Var. III 392)	II	105
197.	Den vey gaaer vist til himmerige (Mel. 87) (Var. III 418)	II	182
10.	*Den yndigste rose er funden (Mel. 17) (Var. III 388, 405)	I	40
185.	*Den ypperligste vey (Mel. 41)	II	144
90.	Der mennisket var giort (Mel. 119)	I	263
155.	Det er den daglig trøst, hvormed (Mel. 109)	II	72
134.	Det er et lifligt ord (Mel. 106)	II	21
	*Det gamle Aar gick hen!	III	229
	*Det gielder om i Nødens stand	III	231
202.	Det koster ey for megen striid (Mel. 88)	II	201
221.	Det koster meer, end man for først betænker (Mel. 116)	II	251
201.	Det koster megen kamp og striid (Mel. 88) (Var. III 393)	II	199
	*Det var vor Herres Dags den første Morgenrøde	III	130
135.	Dig, dig, min HErre, vil jeg prise (Mel. 64b)	II	23
20.	Dig min søde skat at møde (Mel. 110)	I	64
124.	Dine vunders huler JEsu! altid skiuler (Mel. 48)	I	365
58.	Drag ind ad dine porte (Mel. 35) (Var. III 389, 406)	I	160
57.	Drag, JEsu, mig (Mel. 40)	I	159
246.	Du arme støv og jord (Mel. 124)	II	320
69.	Du, dievel! skal den glæde ey (Mel. 122)	I	191
152.	Du est allene, store Gud! (Mel. 15) (Var. III 391)	II	64
153.	Du est allene værd, o Gud for alle guder (Mel. 53)	II	69
49.	Du est, opstandne seyers helt (Mel. 76)	I	137
141.	Du folk, som christne kaldes vil (Mel. 7)	II	34
191.	Du Hertens fryd for rene sinde (Mel. 87) (Var. III 393)	II	163
175.	Du skenker mig dig selv (Mel. 53) (Var. III 392)	II	121
288.	*Du smelter i Taare	III	35
253.	Een draabe kun at smage (Mel. 42)	II	336
168.	Eet er nødigt, dette ene (Mel. 86b) (Var. III 392, 417)	II	102
200.	En Christen har et kæmpe-mood (Mel. 78)	II	194
318.	*En god Samvittighed	III	76
	*Enoch! Himlens Sendebud	III	229
126.	*Er der nogen, som vil see (Mel. 65)	I	370
254.	Er det saaledes, eller skeer (Mel. 37)	II	339
125.	Er GUd for mig, saa træde (Mel. 42) (Var. III 391)	I	366
307.	*Er han borte al min Eje?	III	61 537
Nr.			Side
305.	Er ikke Ephraim min Lyst	III	59
209.	Er jeg da her allene vild og fremmet? (Mel. 116)	II	218
26.	*Et helligt liv, en salig død (Mel. 10)	I	76
140.	Falder paa dig modgangs hede (Mel. 30)	II	33
207.	Far dog fort! far dog fort! (Mel. 92) (Var. III 393, 418)	II	212
189.	*Far her ud, urene aand! (Mel. 58) (Var. III 392)	II	157
353.	Farvel, min Siæl, i JEsu Sides Vunde	III	125
190.	Flye min aand, og bryd med styrke (Mel. 47) (Var. III 393)	II	161
325.	*Folk i Josvæ Dage	III	84
	*Forma novi Imperii	III	335
	*For mig er ingen Byrde svar	III	231
122.	Forsøger eder selv, om I i troen ere (Mel. 53) (Var. III 391)	I	361
	*Fra Himlen selv kom Freden ned	III	235
306.	*Fred i JEsu Død vi skulde	III	60
206.	Frisk op beklemte sind (Mel. 107)	II	211
9.	*Frisk op! endnu engang (Mel. 41)	I	37
53.	Frisk op til fryd, alt christen-blod (Mel. 82) (Var. III 406)	I	148
337.	*Frisk, Zion, paa vor Vagt!	III	100
1.	*Fryd dig! du JEsu bruud (Mel. 41)	I	13
29.	*Gak hen i Gethsemane (Mel. 71) (Var. III 405)	I	85
139.	Giv dig, min kiere siel, til roe (Mel. 16)	II	30
300.	*Glæde o Glæde! til Guddommens Sæde	III	52
323.	*Goliath drog fra Gath	III	81
82.	Gud skal alting mage (Mel. 48) (Var. III 390)	I	234
59.	GUddoms straale, himmel-lue (Mel. 46)	I	164
107.	*Guds igienfødde, nye, levende siele! (Mel. 66) (Var. III 410)	I	312
131.	*GUds riges evangelium (Mel. 7)	II	10
317.	*Guds Søn har giort mig frie	III	73
218.	*Halleluja! jeg har min JEsum funden (Mel. 63)	II	240
279.	Halleluja tusind gang (Mel. 2) (af N. B.)	II	411
70.	Helligste JEsu, reenheds kilde (Mel. 38)	I	195
298.	*Her er nyt fra Dødens Porte	III	50
285.	*Her er Sang paa Juda Bierge!	III	32
11.	*Her kommer dine arme smaa (Mel. 1, 39)	I	42
208.	*Her løber jeg i blinde (Mel. 42) (Var. III 418, 422)	II	214
350.	*Her op ad, I Døde	III	120
30.	Her seer jeg da et Lam at gaae (Mel. 6) (Var. III 388)	I	89
327.	*Her vil ties, her vil bies	III	86
109.	Hierte Fader! straf mig ey (Mel. 58) (Var. III 391)	I	320
76.	Hierte, lad dig ey indbilde (Mel. 30) (Var. III 389)	I	214
320.	*Himlen, trods de grusomst' Bølger	III	77
43.	Hosianna, livets ord (Mel. 2)	I	124
344.	*Hvad blev der liden Tab paa Tiden	III	109
349.	*Hvad er det godt at lande	III	118
83.	Hvad er det got, i JEsu arme (Mel. 100) (Var. III 390)	I	236
235.	Hvad er din herlighed dog stor (Mel. 37)	II	287
45.	*Hvad er dog Paaske sød og bliid (Mel. 37) (Var. III 389)	I	127
245.	Hvad ere de christne dog (Mel. 90) (Var. III 419)	II	316
314.	*Hvad est du dog skiøn	III	69
214.	*Hvad fattes mig? hvi er jeg dog (Mel. 20) (Var. III 393, 418)	II	231
	*Hvad har de nock til Liv og Siel	III	233
87.	*Hvad hører jeg i paradiis? (Mel. 18) (Var. III 390)	I	254
	*Hvad hører vi for nyt fra Landene i Nord?	III	221
332.	*Hvad seer min Sulamith	III	93 538
Nr.			Side
217.	Hvad skader dig, min aand (Mel. 53)	II	238
238.	Hvem der havde dog forlaaret (Mel. 100a)	II	298
237.	Hvo er denne fyrste-datter (Mel. 55)	II	294
15.	Hvo hiertet vil omskære (Mel. 35) (Var. III 388)	I	50
21.	Hvo i hiertet ret vil finde (Mel. 67)	I	66
164.	*Hvo vil med til himmerige (Mel. 30) (Var. III 392, 417)	II	90
127.	*Hvo vil mig anklage? (Mel. 48) (Var. III 391)	I	374
98.	Hvor er saadan een! (Mel. 85)	I	288
265.	Hvor Gud mig fører, gaaer jeg glad (Mel. 7)	II	374
111.	Hvor kand du dog i synden lee (Mel. 24) (Var. III 391)	I	326
133.	Hvor lystig, sød og yndig (Mel. 42)	II	16
187.	*Hvor seer det ud i verdens ørk (Mel. 16) (Var. III 392)	II	150
115.	Hvor skal jeg synder hen (Mel. 41) (Var. III 391, 411)	I	337
280.	Hvor skal jeg vel lindring finde (Mel. 49) (af N. B.)	II	413
8.	*Hvordan takke vi vor HErre (Mel. 55) (Var. III 388, 405)	I	35
295.	*Hvorledes gaaer det her?	III	46
4.	Hvorledes skal jeg møde (Mel. 27, 42) (Var. III 388)	I	24
	*Høj-Prægtig Slot i Kiøbenhavn	III	212
287.	*Hør dog, o hør dog den himmelske Vægter	III	34
271.	*Hører dog, I christne-lande! (Mel. 30)	II	390
46.	*Hører, I som græde (Mel. 48) (Var. III 389)	I	129
296.	*I arme Qvinder!	III	48
113.	I arme syndre, op i flok (Mel. 8)	I	332
48.	I Christne! reiser eder snart (Mel. 15) (Var. III 389)	I	136
272.	I Christo har jeg livet (Mel. 43)	II	394
108.	I dag er naadens tiid (Mel. 53) (Var. III 390, 411)	I	317
299.	*I Dag skal alting siunge	III	51
6.	*I denne søde jule-tiid (Mel. 6) (Var. III 388, 405)	I	29
334.	*I fremmed Land	III	97
188.	I HErrens udvalde, som hellighed øve (Mel. 95) (Var. III 392)	II	154
324.	*I Hælen Sverdet følger	III	83
278.	I JEsu saar er al min salighed (Mel. 59) (af Th. H.)	II	410
252.	I Jomfruer, I kloge (Mel. 42)	II	334
222.	I lemmer, hvis hoved (Mel. 90)	II	254
145.	*I morgen skal mit bryllup staae (Mel. 39) (Var. III 416)	II	45
158.	I prægtige himle og jorden tillige! (Mel. 86a) (Var. III 391)	II	78
142.	I siele, som igien saa ilde (Mel. 121)	II	38
255.	I sikre folk paa jorden! (Mel. 9)	II	343
266.	*I sinde, som finde ey hvile (Mel. 86a)	II	376
23.	I, som af synders søle vækkes (Mel. 91a)	I	71
12.	Immanuel! vi synge dig (Mel. 112)	I	44
210.	Jammer har mig plat omgivet (Mel. 62) (Var. III 418)	II	221
130.	*Jeg er den eene alvise stærke GUd (Mel. 44)	II	5
225.	Jeg er GUds Jedidijah (Mel. 5)	II	262
138.	Jeg er rede til at bede (Mel. 46)	II	28
156.	*Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer (Mel. 103) (Var. III 391, 417)	II	74
302.	*Jeg seer dig, søde Lam, at staae	III	54
216.	JEsu al min fryd og ære (Mel. 81)	II	236
96.	JEsu, du min deel i livet (Mel. 54)	I	281
178.	JEsu, du min lyst i live (Mel. 55)	II	126
212.	JEsu! hvor er livets kilde? (Mel. 96) (Var. III 393)	II	227
231.	JEsu! naar jeg sindet ned (Mel. 114)	II	279
31.	JEsu, sielens lyse dag (Mel. 3) (Var. III 388)	I	93
176.	JEsum, JEsum, JEsum sigter (Mel. 49) (Var. III 392)	II	124
40.	*JEsum seer jeg for mit øye (Mel. 30)	I	114 539
Nr.			Side
110.	JEsus hand er syndres ven (Mel. 50) (Var. III 391)	I	322
313.	*JEsus mig alting er	III	68
293.	*Kierligheden kunde	III	43
326.	*Klag dig ikke for Trang	III	85
301.	*Klapper nu med Haand	III	53
64.	Kom Hellig Aand, kom hierte-mild (Mel. 16)	I	177
19.	*Kom, hierte! tag dit regne-bret (Mel. 20) (Var. III 388, 405)	I	62
	*Kom hiertens Kiære Nytaarsdag	III	219
63.	Kom regn af det høye! (Mel. 108) (Var. III 389)	I	172
163.	Kommer, hvo vil viisdom lære! (Mel. 55) (Var. III 392)	H	86
319.	*Korset vil jeg aldrig svige	III	77
32.	Korsfæste! see! jeg vil i troe (Mel. 107a)	I	96
65.	Kraft udaf det høye (Mel. 51)	I	179
	*Kun et, saa lader ieg mig nøye	III	231
198.	Kun frisk derind! (Mel. 84)	II	188
290.	*Kunde du dog ikke vaage	III	37
62.	Lad din naade paa os regne (Mel. 30, 55)	I	170
17.	*Lad dit rige allevegne (Mel. 55)	I	56
291.	*Lad mig, søde JEsu, møde	III	40
294.	*Lad os drage, bange Hierte	III	45
51.	Lader os vor HErre prise (Mel. 54)	I	142
342.	*Langt oven for den Taage-Skye	III	105
284.	*Livet med sin Brude-Skare	III	31
129.	*Loven er et helligt bud (Mel. 65)	II	1
180.	Lær mig, hvordan jeg skal dig, JEsu, finde (Mel. 63)	II	129
241.	Meer end himmel-søde (Mel. 80)	II	306
336.	*Midt igiennem Nød og Fare	III	99
75.	Milde GUd! mit hierte tager (Mel. 55)	I	211
93.	Min aand er lystig, fuld af fryd (Mel. 101)	I	273
239.	Min brudgom, den liflige (Mel. 86a)	II	299
196.	Min Christen, er dit kors saa svart (Mel. 22)	II	179
273.	Min død er mig til gode (Mel. 43)	II	395
106.	Min fader! fød mig til dit billede at bære (Mel. 97) (Var. III 390)	I	310
95.	Min hiertens JEsu, søde lyst (Mel. 15) (Var. III 390)	I	276
85.	Min JEsu! grund til al vor lyst (Mel. 19)	I	246
157.	Min JEsu! mit lives livsaligste brynd (Mel. 68)	II	76
171.	Min JEsu, søde siele-lyst! (Mel. 37) (Var. III 392)	II	109
236.	Min JEsum vil jeg, intet meer (Mel. 15)	II	290
160.	Min JEsus hand er min begyndelse og ende (Mel. 53) (Var. III 391)	II	80
183.	Min nok beklemte aand! (Mel. 77)	II	135
167.	Min siel, hvo vilde være (Mel. 25) (Var. III 392)	II	100
311.	*Min Søster har det mageligt	III	65
7.	*Mit hierte altid vanker (Mel. 29) (Var. III 405)	I	32
270.	*Mit hierte skal brænde som offer i ilden (Mel. 90)	II	386
310.	*Mon JEsus mig ey ynker nu?	III	64
33.	*Naar jeg min JEsu piinsels færd (Mel. 10) (Var. III 388, 406)	I	97
345.	*Naar mit Øje	III	111
41.	*Ney, det er ey saa let en vey (Mel. 40)	I	118
219.	*Nu da til lykke (Mel. 44)	II	244
199.	Nu derfor maa du dog ey plat (Mel. 12)	II	191
16.	Nu det gamle aar gik hen (Mel. 97a)	I	52
249.	Nu, Gud skee lof, at stunden (Mel. 9)	II	324
120.	Nu har jeg fundet det jeg grunder (Mel. 64a) (Var. III 391)	I	356 540
Nr.			Side
274.	*Nu! jeg har vunden (Mel. 44)	II	396
86.	*Nu JEsus til sin pine gaaer (Mel. 8, 21) (Var. III 406, 407)	I	249
18.	*Nu vel an! et freidigt mood! (Mel. 65) (Var. III 388, 405)	I	59
118.	*Nu vel an mit bange hierte (Mel. 55) (Var. III 416)	I	349
347.	*Nu Verdens Rige	III	115
203.	Nærmer kun eder, spot, jammer og nød (Mel. 83) (Var. III 418)	II	203
74.	O alle Tings Monark! til hvilken ret at tiene (Mel. 102)	I	209
114.	*O arme siel og hierte, kom (Mel. 28) (Var. III 411)	I	334
351.	*O blide Stad	III	121
226.	O de siele, de allene (Mel. 67)	II	263
244.	O du, den jeg længes efter (Mel. 67)	II	315
315.	*O du min Immanuel	III	70
61.	O du sielens største glæde (Mel. 55)	I	168
72.	O dyre siel! opmuntre dig (Mel. 11) (Var. III 389)	I	202
99.	*O giver lyd, I folk, i alle verdens riger! (Mel. 53)	I	291
84.	O Gud! fornuften fatter ey (Mel. 13) (Var. III 390)	I	239
71.	*O GUd! hvad est du meer end skiøn (Mel. 37) (Var. III 389)	I	199
151.	O Gud! mit lives fader! vilt (Mel. 11)	II	62
24.	O! GUd skee lof! min JEsus giør (Mel. 12)	I	72
	*O Gud skee lov for ald sin Naade	III	233
261.	*O Gud, som tiden vender (Mel. 35)	II	360
267.	O havde jeg dog tusind tunger (Mel. 64a)	II	378
331.	*O Hellig Aand! mit Hierte	III	92
60.	O Hellig Aand! o søde trøst (Mel. 4) (Var. III 389)	I	165
25.	O hiertets renselse! (Mel. 53)	I	74
	*O Himmelsøde Morgenrøde	III	233
143.	O hvad er det en herre-stand (Mel. 11)	II	39
117.	*O hvad er min syndig glæde (Mel. 30) (Var. III 416)	I	345
229.	*O! hvilken ære (Mel. 44)	II	270
303.	*O hvilket Himmel Vand	III	56
232.	O hvor rigtig, o hvor vigtig (Mel. 56)	II	281
228.	O hvor yndigt og hvor fyndigt (Mel. 56)	II	267
34.	O JEsu! GUds taalmodig lam (Mel. 101)	I	100
172.	O JEsu! min brudgom! livsaligste ven! (Mel. 68)	II	113
88.	*O JEsu! see min skam og vee (Mel. 40) (Var. III 390)	I	256
91.	O JEsu, som har elsket mig (Mel. 13) (Var. III 390)	I	267
121.	O JEsu! troens dyre skat (Mel. 15) (Var. III 391)	I	359
104.	*O! kiere siel, som bliver ey (Mel. 33) (Var. III 390)	I	302
42.	O kierlighed, som himlen sønderriver (Mel. 89)	I	122
	*O lad mig dog min Tiid ey spilde	III	229
35.	O lam! som ingen syndens gift har saaret (Mel. 32)	I	101
259.	*O menniske, som troer og veed (Mel. 45)	H	355
36.	O! min kierlighed og glæde (Mel. 116a)	I	104
56.	O seyerrige Frelsermand (Mel. 37) (Var. III 389)	I	156
144.	*O siel! hvor blev de gode ord (Mel. 26) (Var. III 416)	II	42
150.	*O siel, som daglig glad og sund (Mel. 20) (Var. III 391, 417)	II	59
223.	O slagtet lam! som dødens stærke strikker (Mel. 89)	H	256
105.	O store GUd! hvad har dog dig (Mel. 15)	I	305
	*O store Himlens Herre	III	411
66.	O syndig flok, hvo er det, som (Mel. 11)	I	182
68.	O søde GUd! din naades magt (Mel. 37)	I	185
50.	O søde JEsu, du (Mel. 98)	I	141
230.	*O søde naade-stand! (Mel. 53) (Var. III 419)	II	274
215.	O vaager op af verdens drømme (Mel. 64a) (Var. III 393, 419)	II	235
37.	O! verden kom at skue (Mel. 9) (Var. III 388)	I	106
	*Om jeg Christinis Grav et Paradies vil kalde	III	207 541
Nr.			Side
77.	*Op! al den ting, som GUd har giort (Mel. 33, 45) (Var. III 389)	I	217
132.	*Op alle folk paa denne jord (Mel. 15)	II	13
286.	*Op dog Zion! seer du ej	III	33
123.	Op! hen op til fryd og glæde! (Mel. 79)	I	363
276.	Op, hierte, op med fryde-skriig (Mel. 57) (af B. B.)	II	402
205.	Op I christne! ruster eder! (Mel. 74)	II	207
343.	*Op min Aand, op fra dit Leer!	III	108
148.	Op og smyk dig, siel! med glæde (Mel. 47)	II	52
263.	*Op! op! at møde (Mel. 44)	II	368
251.	Op! op! I folk paa jordens kreds (Mel. 37)	II	330
268.	Op! op! min aand, fra hele verdens rige (Mel. 70)	II	381
2.	Op! op, mit arme hierte (Mel. 29, 42)	I	18
3.	Op! thi dagen nu frembryder (Mel. 105a)	I	21
213.	*Op! vaag og beed (Mel. 40) (Var. III 393)	II	229
312.	*Overmaade fuld af Naade	III	67
55.	Paa denne dag vi see GUds Søn (Mel. 7, 15)	I	155
258.	*Paa JEsu død og blodig saar (Mel. 16)	II	353
297.	*Paaske-Morgen, Paaske-Morgen	III	49
275.	Raaber, ach! raabe enhver (Mel. 60) (af N. B.)	II	401
128.	*Retfærdighed i JEsu Christi blod (Mel. 59)	I	375
184.	Roe er sielens beste skat (Mel. 104)	II	139
149.	*Saa gaaer nu sielens høytid an (Mel. 39)	II	55
250.	Saa kom, forønskte dødens stund (Mel. 31)	II	327
97.	Saa kom o JEsu, stærke heldt (Mel. 111)	I	285
80.	*Saa skal da mammon vige (Mel. 35, 36) (Var. III 389)	I	227
316.	*Saa sød er JEsu Hyrde-Favn	III	71
	*Sathan er af sin natuur	III	231
256.	*See dagen bryder frem med magt (Mel. 61) (Var. III 421, 422)	II	346
341.	*See dig Zion! vidt omkring	III	104
	*See! hvor det gamle Hierte slog	III	233
289.	*See! hvor hæftig Døden ryster	III	36
346.	*See! hvor klarer det nu op paa Jorden	III	113
101.	See! livets væld er fuld (Mel. 53)	I	295
292.	*Seer dog de blodige Strømme	II	41
186.	*Skal kierlighed sin prøve staae (Mel. 39) (Var. III 392)	II	147
328.	*Skal vi ustridig hist	III	89
321.	*Skulde jeg tilbage vige	III	78
54.	Slaaer sammen alle hænder (Mel. 25)	I	151
338.	*Soel-Skivens Streg	III	102
330.	*Som Kiøbte og Døbte vi bære	III	91
	Som liliens hierte kand holdes i Grøde	III	419
220.	*Staa fast, min siel! staa fast (Mel. 63)	II	248
	*Stat lidet Stille Vandrings Mand	III	237
182.	Stille er min siel til GUd (Mel. 117) (Var. III 392)	II	133
73.	Store GUd, som dig til ære (Mel. 54) (Var. III 389)	I	206
92.	Store prophete med himmelske lære (Mel. 66, 73) (Var. III 390)	I	272
348.	*Sulamith lilde!	III	117
262.	*Syndre! hvad er klokken slagen? (Mel. 55)	II	364
154.	Synes det i kors og pine (Mel. 2)	II	71
257.	*Syng hierte! syng en aften-sang (Mel. 61) (Var. III 421, 422)	II	350
94.	Søde JEsu! hvilken fliid (Mel. 67, 113)	I	275
181.	Sørger du endnu min siel? (Mel. 50) (Var. III 392)	II	132
173.	Taalmodighed behøves (Mel. 35) (Var. 392, 418)	II	115
52.	Triumph! triumph! vor soel er alt oprunden (Mel. 112a) (Var. III 389)	I	146 542
Nr.			Side
	*Ulykkelige Stad for alle dem, der findes	III	187
	*Undseelighed mig ey tilstood	I	4
38.	U-op-øselige kilde (Mel. 116a)	I	110
340.	*Vee dig, Edoms trygge Egn	III	103
137.	Vel den! der veed, i JEsu navn (Mel. 23)	II	27
	*Veri natura est, amor	III	205
	*Vie mit Hierte Siel og Sind	III	229
161.	Vil du have roe min siel? (Mel. 75) (Var. III 392)	II	81
147.	*Vil du til HErrens alter gaae (Mel. 19) (Var. III 417)	II	49
47.	*Vilt du have paaske-glæde? (Mel. 55)	I	132
195.	Vor GUd er tro i liv og død (Mel. 88)	II	177
13.	Vor JEsus kand ey noget herberg finde (Mel. 89) (Var. III 388)	I	47
329.	*Vor Klippe vi slippe umuelig	III	90
89.	Vor siel er dertil født og baaren (Mel. 64a) (Var. III 390)	I	260
119.	Vor troe er den forvisning paa (Mel. 19) (Var. III 391)	I	353
204.	Vor troe kand giennem alle baand (Mel. 31)	II	205
193.	*Vor trængsel, hvor besværlig (Mel. 29)	II	171
	*Vor utaal med Guds ville tysse	III	232
194.	*Vort kors giør sure miner (Mel. 42)	II	174
103.	Vægter! vil det mørke rige (Mel. 94) (Var. III 390)	I	299
174.	Vær i korset troe og stille (Mel. 30) (Var. III 392)	II	119
227.	Vær lystig i HErren (Mel. 99)	II	266
179.	Vær trøstig mit hierte, bedrøv dig ey meer (Mel. 68) (Var. III 392)	II	128
39.	Vær velsignet, naade-throne (Mel. 30) (Var. III 389)	I	112
	*Zion! op fra Tidens Smerte	III	227
309.	*Ævig Tak, o milde	III	63

Brorson, Hans Adolph Svane-Sang ; Lissabon ; Mindre digte ; Prosaskrifter ; Tillæg : Paul Diderichsen: Filologisk redegørelse. Arthur Arnholtz: Brorsons vers- og sangkunst. - 1956

SVANE-SANG

Indledning

Første afsnit, nr. 284-302.

Andet afsnit, nr. 303-304.

Tredje afsnit, nr. 305-318.

Fjerde afsnit, nr. 319-330.

Femte afsnit, nr. 331-352.

FORTALE

Nr. 284.- I.

1.

2.

3.

Nr. 285. - II.

1.

2.

3.

Nr. 286. - III.

1.

2.

Nr. 287. - IV.

1.

2.

3.

Nr. 288. - V.

1.

2.

3.

Nr. 289. - VI.

1.

2.

3.

Nr. 290. - VII.

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

Nr. 291. - VIII.

1.

2.

3.

Nr. 292. - IX.

l.

2.

3.

Nr. 293. - X.

1.

2.

3.

Nr. 294. - XI.

1.

2.

Nr. 295. - XII.En Paaske-Sang.

1.

2.

3.

4.

Nr. 296. - XIII.

1.

2.

Nr. 297. - XIV.

1.

2.

Nr. 298. - XV.

Nr. 299. - XVI.

1.

2.

3.

4.

Nr. 300. - XVII.

1.

2.

3.

Nr. 301. - XVIII.

1.

2.

Nr. 295. - XII.
En Paaske-Sang.