↩

Nr. 327. - XXXXIV.

✂

1.

✂ Her vil ties, her vil bies
Her vil bies, o svage Sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente
Kun ved at vente, vor Sommer ind.
Her vil ties &c. &c.

* * 87

✂

2.

✂ Trange Tider langsom skrider
Langsom skrider. Det har den Art.
Dagene længes, Vinteren strænges
Vinteren strænges. Og det er svart.
Trange Tider &c. &c.

✂

3.

✂ Turtel-Due, kom at skue
Kom at skue! Bag Gierdet hist,
Der skal du finde Forsommers Minde
Forsommers Minde, alt grøn paa Qvist.
Turtel-Due &c. &c.

*herpå viser brudgommen hende, at der allerede er grønne skud, som varsler vårens komme. V. 4: Ved at se dette udbryder bruden i et henrykkelsesråb over, at kulden snart vil være forbi. Men i v. 5 bringer brudgommen hende en dybere indsigt, nemlig at selve vinterens rasen med snefaldet tjener til at svække kulden og skærme blomsterne, og - v. 6 - efter denne trøst opfordrer han hende til at vise sig med håbets olieblad, idet forløsningen nu er ganske nær. Det her angivne replikskifte, som afviger lidt fra A. D. Jørgensens, findes hos P. N. Petersen (Dsk. Kirketid., 1903, sp. 449 flg.), Hans Brix (Fagre ord, 1908, s. 39 flg.), L. J. Koch (Salmedigteren Brorson, 11931, s. 217 flg., 21 932, s. 225 flg.; Brorson-Studier, 1936, s. 93 flg.) og Arthur Arnholtz (Dsk. Kirkesangs Aarsskrift, 1943, s. 62). Andre opfattelser, hvorved man søger at komme uden om dialogforståelsen, findes hos Vilh. Andersen (Aaret og Dagen, 1902, s. 239 flg.; Ill. dsk. Litteraturhist. II, 1934, s. 242 flg.), Chr. Ludwigs (Salme og Sang 21923, s. 44 flg.) og K. Hee Andersen (Dske Studier, 1931, s. 154 flg.). Her vil ties har form som et rent naturdigt. Det er trods udgangspunktet i Højsangen fuldstændig dansk i billedverden og stemning på nær oliebladet i sidste vers. Men det er jo en allegori - blot uden tydning, - fuld af higen bort fra jordlivets vinter imod evighedens sommer. - V. 1: tie og bie møder vi også i Brorsons tidligere digtning, nr. 212, 6, 1. 4; 241, 8, 5-6 (oversatte salmer; men det pågældende udtryk er Brorsons). Tanken har sikkert bibelsk udspring, se Sl. 37, 7: »Ti for Herren og forvent ham«; Klages. 3, 25. 28: »Herren er god mod dem, som bie efter ham...; [den prøvede] kan sidde alene og tie, når man lægger noget på ham«. - 1, 3-4: hente ind] vel == indhente, nå. - 1, 4: vor Sommer] fortroligt: den sommer, vi skal dele med hinanden som brudgom og brud, jfr. nr. 288, 1, 4: vor Forening. - 2, 1-2: Samme smerte, som vi gang på gang møder hos bruden i Svane-Sang, nr. 332, 2, 1; 333, 1, 1; 334, 2, 10-11; 345, 5, 4-8; 348, 1, 1-4. - 2, 2: det har den Art] sådan er det nu engang; Art] natur. - 2, 3-4 skildrer stemningen i begyndelsen af februar; digtet er vel blevet til på den tid, jfr. Blichers kyndelmissedigt Ouverture i Trækfuglene, særlig v. 1 og 5. - 2, 4: svart] tungt, svært. - V. 3: Bruden skal dog ikke nøjes med at vente (v. 1); hun skal se. Vi er her sikkert ved den kim, hvoraf hele digtet er vokset frem. Digteren har selv en vinterdag stået på sydsiden af et dige og opdaget grønne skud under sneen. - 3, 1: Turtel-Due] jfr. Højs. 2, 12; Brorson gør ikke forskel på turteldue og due, se under nr. 85, 9, 2; 305, 1, 2. - 3, 3: Forsommers Minde] noget, som minder - varsler - om foråret. Minde, som jo ellers er det, der fortæller om den svundne tid, var i nr. 312, 1, 3 brugt med tanken på noget nutidigt og står her med tanken på noget fremtidigt, jfr. Erindring i nr. 328, 2, 3. 88

✂

4.

✂ Eja! søde Førstegrøde
Førstegrøde af bliden Vaar.
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse
Lad mig nu gyse. Det snart forgaaer,
Eja! søde &c. &c.

✂

5.

✂ Due, kunde du begrunde
Du begrunde, hvad der nu skeer.
Kulden den svækkes, Blomsterne dækkes
Blomsterne dækkes, jo meer det sneer.
Due, kunde &c. &c.

✂

6.

✂ Kom, min Due, lad dig skue
Lad dig skue med Olie-Blad!

*4, 1: Ordet Førstegrøde kan måske vise os, hvad der her er ment med allegoriens billedtale. Vi finder det nemlig i Rom. 8, 23, hvor der tales om at »have Åndens førstegrøde« dvs. Ånden som en førstegrøde af det evige liv, så den, der mærker Helligåndens virkning i sit hjerte, heri kan se en spirende begyndelse til himmellivet. Dette kan have ligget i Brorsons tanke, da han greb dette ord. - 4, 2: bliden Vaar] jfr. nr. 332, 2, 2 (samme udtryk i paradisskildringen); 337, 2, 11. - 5, 1: begrunde] udgrunde, fatte. - 5, 3-4: Meningen bag allegorien er, at livets trængsler, der synes at ville ødelægge, netop har frelsende betydning; de hindrer hjertekulden og bevarer gudslivet hos den kristne. Dette er en af Brorsons hovedtanker, se nr. 6, 6, 5 flg.; 193; 194; 333, 2, 6. - 6, 1-2: Højsangens betegnelse af bruden som Due er her forbunden med fortællingen i 1. Mos. 8, 10-11 om duen, der kommer til Noa i arken med et frisk olieblad i næbbet og derved bringer håb om, at syndfloden snart er forbi. Tanken er her naturligvis ikke, at Jesus vil, at nogen skal bringe ham et håbets olieblad; det trænger han jo ikke til. Meningen kan være, at duen skal vise sig for andre med sit olieblad dvs. at bruden skal bringe glædesbudskabet ud til andre; i så fald har vi en parallel i Brorsons prædiken om Maria Magdalene, idet hun kaldes den Due, som allerførst bragte Apostlerne, da de svævede endnu, som indelukte i Arken, paa Angestens Bølger, det søde Fredens Olie-Blad om JEsu frydefulde Opstandelse (se nedenfor s. 159). En anden mulighed er, at oliebladet er tænkt som det, der kalder håbet frem hos duen selv, så brudgommen mener: »Lad mig nu se dig trøstet og frimodig ved håbet«. Herfor kunne måske tale ordene i Højs. 2, 14: »Min due... lad mig se din skikkelse«. Kombinationen af Noas due og Højsangens due - vekslende med turteldue - som betegnelse for sjælen (bruden) var pietistisk talebrug. F. eks. hedder det om Brorsons svigerindes død 1750: »Herren han hørte og bønhørte og denne sin kurrende Turteldue, og indtog hende i sin himmelske Ark Mandagen den 27. April, Kl. 2 om Eftermiddagen«. Se L. J. Koch, Brorson-Studier, s. 95 flg. 89

✂ See! nu er Stunden næsten oprunden
Næsten oprunden, som giør dig glad.
Kom, min Due, &c. &c.

Brorson, Hans Adolph Svane-Sang ; Lissabon ; Mindre digte ; Prosaskrifter ; Tillæg : Paul Diderichsen: Filologisk redegørelse. Arthur Arnholtz: Brorsons vers- og sangkunst. - 1956

Nr. 327. - XXXXIV.

1.

2.

3.

4.

5.

6.