Brorson, Hans Adolph Nr. 344. - LXI.

Nr. 344. - LXI.

1.

Hvad blev der liden
Tab paa Tiden,
Tænkte vi paa Dødens Skaal,
Og lod vor Tanke
Aldrig vanke
Fra vort rette Maal.
I Høstens Dage
Faa skal klage
Over Trang paa Tiids Fordriv.
O nej! end sige,
De som fige
Til et ævigt Liv.

* * 110

Mit Hierte, spar
Den Tiid, du har,
Som er saa kostelig og rar.
Har du i Sinde
Hiem at finde;
Maae du være snar.

2.

Ja, ja! det heder:
Vaager, beder,
Værer rede Dag og Nat!
Fuldfører Striden,
Kiøber Tiden!
Har I Kronen fat?
O giør vi disse
Trin dog visse,
Som vi end tilbage har?
Hvad ligger mangen
Ævig fangen,
Som paa Vejen var!
O vee! saafremt
Det bliver glemt,
Hvor du, min JEsu, var beklemt
I Helveds Hede,
For vor lede
Syndens Leeg og Skiemt.

3.

Nej, dine mange
Elskovs Gange,

* 111

Al den Vej du kom og foer,
Nej, aldrig Bruden,
Dem foruden,
Setter Fod til Jord.
Den røde Bane,
Hvide Fane,
Konge-Vej i Himmel-Skye
Hun altid nøje
Har for Øje,
Hiem til Salems Bye. V
iis os forklart
Din Fødsels Art,
Din Død, Opstandelse Himmelfart,
Vor glædelige
Himmel-Stige,
Drag os, hent os snart.