Brorson, Hans Adolph Nr. 346. - LXIII.

Nr. 346. - LXIII.

1.

See! hvor klarer det nu op paa Jorden.
Livsens klare Soel saa mildt gaaer op.
Under Sinai dens grumme Torden,
Er dog Lye og Fred paa Zions Top.
Hisset kommer Jordens Dommer.
Agt paa hiin Basunes sterke Klang!
Op I Døde! frem at møde.
Alting røres. Engle høres.
Hele Himlen staaer i Sang.
Vee de Rige, som at sige
Intet har, paa HErrens store Dag!
I forhadte og forladte
JEsu Frender, som ham kiender,
Kommer! nu er vunden Sag.

* * 114

2.

Søde GUd! jeg seer dig, som at komme,
I min Troe, som forud skuer dig.
O! en salig Dag for alle Fromme,
Hvilke du skal findes hielperiig.
Livsens Krone, Ærens Throne
Seer jeg ved din Side, mig bereed.
At naar Røsten skal af Østen
Guds Udvalde sammenkalde,
Tænk! hvad da i Ævighed,
Naar de skarpe Engle-Harpe
Røres i en Himmel-salig Lyd.
Hver en Tunge skal udsiunge
Lammets Ære. Da skal være
Ævig salig Lyst og Fryd.

3.

Faer da, Verden, bort med dine Avner!
Al din Herlighed er intet værd.
JEsus mig, jeg ham i Troen favner,
Ham allene har jeg hierte-kiær.
Hvad, som drager eller plager
Uden JEsu, jeg foragter alt.

*

- - -

* 115

Hiertet briste, jeg vil miste
Alle Gaver, naar jeg haver
Ham, som for mig har betalt.
Gravens Hule maae mig skiule.
Lad mit Kiød kun deri sove hen.
GUd skal give Kraft og Live;
Thi jeg venter ham, som henter
Mig igien, af Himmelen.