Brorson, Hans Adolph Uddrag fra Svane-Sang ; Lissabon ; Mindre digte ; Prosaskrifter ; Tillæg : Paul Diderichsen: Filologisk redegørelse. Arthur Arnholtz: Brorsons vers- og sangkunst. - 1956

↩ Glæden bør være for ham, som har giort den, en gudelig Glæde. GUd, som har giort den, har aldrig skabt nogen Time eller Øjeblik til syndig Glæde, end sige saadan overmaade salig Tiid. Og har GUd giort den til vor Glæde, hvor skammeligt da at bruge den til hans Fortørnelse, og at bedrøve hans Hellig Aand med den syndige og forfængelige Verdens Glæde. Var han saa kied af Israels forfængelige Højtider Es. 1, 14; hvor ulidelige og vederstyggelige maae da de Christnes daarlige og vellystige Glæde være for ham, da Guds Kundskabs Lys i det gamle Testamente imod det nye var kun som Nat imod Dagen, og hvor let er det ham at tage Lyset bort igien, eller omvende vore Højtider til Sorg, og vore Sange til Klagemaale! Amos 8, 10. Men er vor Glæde ret, da jo større, jo bedre. David legger derfor Ordene dobbelt: Lader os frydes og glædes i den. I Troende! lader HErrens Dag skee sin Ret. Glæder eder i HErren, og atter siger jeg: Glæder eder. Phil. 4, 4. O! hvilke Fryde-Spring giør David i vor Indgangs Ord, naar han i Aanden betragter den rette Pagtens Ark, og Naade-Stoelen at skulle komme med Sejer tilbage, efterat den Helvedes Dagon1) var fældet. Han gaaer vor Paaske-Dag ligesom i Møde med Psalter og Harpe, lad være den Dag var