✂

Lykønskningsdigt til Niels Vedel (Nicolaus Wedelius el. Welleius)
1717

✂ Veri natura est, amor non fugit aspera lucis
Fata, fides homines nec timet orta DEO.
Indolis eiusdem tu frater (vera fatendum est)
Es, qui semper eras, publica facta probant.
Scande (nec inuideo) phoebaeia castra, sit alma
Veri tuta tua sub statione fides.
Hine, dum tellus håbet fidei vestigia Veri
Atque fides fraudis nescia sancta manet.

*Linie 1: Det fjerde ord i linien er overstreget, og ovenover er skrevet et ord, der ser ud som heu; det kunne måske også læses som haec. Det overstregede ord er så godt som ulæseligt; men man synes dog at kunne skimte et amor. Det var fristende at læse haec; men så skulle kommaet flyttes fra pladsen efter est til pladsen efter haec. Her er da foretrukket læsemåden amor.

✂ - - -

*Oversættelse: »Sandhedens natur er: kærlighed til lyset flyr ikke for barske skæbner, og heller ikke den tro, som har sin oprindelse fra Gud, frygter mennesker. Af samme beskaffenhed er du, brodér (man bør erkende sandheden), som du altid var; det offentliggjorte beviser det. Stig op (og jeg misunder dig ikke) til de føbeiske skanser; måtte din sikre tro på sandheden være velsignet under vagten! Derudfra, så længe som jorden har spor af tro på sandheden, og tro, ukendt med svig, forbliver ukrænkelig, vil, o Vedel, forkyndelsen af din fortjente ros, som Jena vil give dig, ikke kende til død. Du dyrker den fædrene dyd og er lykkelig i at efterligne den, din faders hus' værdige både håb og pryd. Ved dig opnår det vedelske fædrenehus' ved gammel adel navnkundige stamme en tilvækst. Et bifald, men hæst (og foragt det ikke) føjer vor cimbriske [dvs. jyske] muse til de apollinske triumfer. Lev vel! *»Til den ædle og fremragende respondent, min nære ven, min honningsøde brodér Niels Vedel sender Hans Adolph Broerson, jyde og dansker, dette med lykønskning.« *Hvis man i linie 1 læser det fjerde ord som haec, bliver oversættelsen: »Sandhedens natur er denne: den flyr ikke fra lysets barske skæbne«. *Digtet findes i: Dissertatio Practica De eo, qvod ivstvm est circa cvstodiendam veritatem, qvam divina adsistente gratia... in academia Ienensi incivti philosophorvm ordinis consensv, D. martii MDCCXVII praeside Io. Iacobo Lehmanno, Ph. M. eivsqve ampliss. ord. adivncto, patrono ae praeceptore ivgiter colendo pvblico ervditorvm examini svbiiciet Nicolavs Wedelivs, Reisbya-Cimber. Ienae. Pag. 47. (Kgl. Bibl.). *Peder Nicolai (Niels) Vedel (1691-1779), sønnesøns sønnesøn af Anders Sørensen Vedel, var præstesøn fra Rejsby (»Rejsby-jyde«), et par mil norden for Brorsons barndomshjem i Randerup. Han har været respondent ved disputatsen over den nævnte afhandling. Senere provst i Værum-Ørum. Fremdragelsen af digtet skyldes Carl Weltzer (mundtlig). *Linie 4: publica facta] det offentliggjorte, vel selve dissertationen. 206

✂ OWelleie tuae debitae praeconia laudis,
Quae Tibi Iena dabit, nescia mortis erunt.
Virtutis patriae tu cultor et aemule felix,
Deueneranda Domus spesque decusque Patris.
Per te Welleiae capit incrementa paternae
Inclyta stirps veteri nobilitate domus.
Plaudite sed raucum (nec despice) nostra triumphis
Addit Apollineis Cimbrica musa Vale.

✂

Ved Anna Christina Brorsons begravelse
19. juni 1721

✂ Om jeg Christinis Grav et Paradies vil kalde,
Da skal vel mangen een i slige Tancker falde:
Hvor kand en Aske-Krog, den sorte Orme vraa
Med Frydens Paradies i nogen Ligning staae?
Før skulde Herre Slot sig rime med en Tue,
Det mindste Natte-Lyys med Solens blancke Lue,
Det store Verdens Hav med mindste draabe Vand,
Før Eden lignet blev med Gravens mørke Land.
Jeg lader Paradies beholde ald sin Ære,
Dog saa, at Graven skal for Hende Prisen bære,
O Du vort Kikajon, vort søde Hvile-Rum,
Vort Legems Aftegts Boe og Længsels Hovet-Sum.
Hvor vores tunge Krop skal aldrig meere værcke,
Men boe saa tryggelig i Trygheds Eene-Mærcke;
Der mand Lyksalighed af Paradies forjog,
Den da sin Residentz i Gravens Skantze tog.
O I ved JEsu Død friefegted Næder-Lande!
Hvor ingen Sorg og Synd sig med vor Fred skal blande,
Luck dine Porte vidt du Frieheds Skantze op,
Saa hviler hun fra Striid vor stive Legems Krop.
Saa længe som vi paa vort tunge Støv maa slæbe,
Til Døden bryder ind, og sidder os paa Læbe,
Er ingen Roe og Rast, vi tumles som et Hav;
Men her er Rolighed at finde i vor Grav.

*Nicolai Brorsons unge hustru, Anna Christina f. Bruhn, døde i Bedsted 7. juni 1721. Hendes mand udgav senere et mindeskrift om hende: Sidste Afskeed, Flensborg 1727. Indholdet er først et sørgedigt og 3 salmer af ham selv - salmerne genfinder vi som nr. 282, 279 og 281 i Troens rare Klenodie, - dernæst et dansk og et latinsk digt af Broder Brorson samt til sidst ovenstående af H. A. Brorson. Slutningen af dette (fra linie 37) er det første varsel om den virkelige digter, og ejendommeligt nok møder vi her det billede - rosen, - som senere kom til at spille så stor en rolle i hans salmer. Som det her fremtræder, hænger det vel sammen med, at begravelsen fandt sted i rosentiden, som dengang var juni-juli. - Linie 11: Kikajon] den plante (ricinus), under hvis skygge profeten Jonas fandt vederkvægelse, Jon. 4, 6. - L. 14: Eene-Mærcke] område. - L. 17: Næder-Lande] nederlande dvs. hvad der er under jorden; her er vel en hentydning til Nederlandenes frihedskamp. - L. 20: vor stive Legems Krop er apposition til hun. 208

✂ Det stærcke Firmament i Solens blancke Rige
Skal Gravens Herlighed i alle Poster vige,
Var Verden end en Ring af purest Ophir-Guld,
Den Demant derudi er dog vor Graves Muld.
Her er et Orme-Sted; Mens siden Edens Slange
I Christi Grav blev giort til ævig Spot og Fange,
Og siden Livsens Træ blev ned i Graven lagt,
Saa miste Døden strax i Graven ald sin Magt.
Af den bedrøved Mand med sine fire Poder
Der seer du Edens Strøm med sine fire Floder,
Vor Boods og Kaarses Graad er Paradises Vand,
Just af det slags vi veed Guds Engle glæde kand.
Her er en Rose lagt (Trotz Edens Rosmariner)
Af Christi Roser af de rareste Christiner,
En Rose Himmel-Sød imens vi Hende saae,
Hvis Længsels Minde vi til Døden bære maae.
At og den Jord og Sted, hvor Hun sig lod begrave,
Er os et Blomster-Bed og yndig Rosen-Have,
Sov sødt, Du yndigste udi Din Rosen-Dal!
I Ævighedens Vaar Du ævig blomstre skal.

✂ Paa det eene Vaaben stoed.
De Lyys og Ære-Tegn paa HErrens Alter sat
Skal icke føre os Din Yndighed i Sinde,
Som bæres af enhver i dybest Længsels Minde,
Men vidner, at Du varst et Lyys i Mørckheds Nat.

✂ Paa det andet Vaaben.
Her staar vel Navnet neden til,
Men den, som Dyden tegne vil,
Maa gierne slette Navnet ud,
Og sætte: Altiid Christi Brud.

✂ Hans Adolph Brorson.

*L. 25-26: Himmelhvælvingen med solglansen må vige dvs. træde tilbage for gravens herlighed; i alle Poster] på alle punkter, i alle henseender. - L. 27: Ophir] 1. Kong. 9, 28; 10, 11. - L. 28: Graves] gravs. - L. 29: mens] men. - L. 31: Livsens Træ] Jesus, 1. Mos. 2, 9; 3, 22; Joh. Åb. 2, 7, jfr. Joh. 15, 5. - L. 34: Edens Strøm med sine fire Floder] 1. Mos. 2, 10 flg. - L. 37: Trotz] trods, ikke overgået af. - L. 38: rareste] sjældneste, skønneste. - L. 41: at] så at. - Vaaben] Foruden lys har der ved begravelsen været stillet 2 skjolde med indskrift på altret. 209

✂

Mindedigt om Johann Herrmann Schrader
1737

✂ Beliebtes Tondern! hat des Höchsten Hand erlaubet,

✂ Dasz dir der theure Mann so frühe wird beraubet?

✂ Dein SCHRADER, deine Lust, das grosse Kirchen-Licht,

✂ Ist Er so früh dahin? Ach! ich begreif es nicht.

✂ Was mag der liebe GOtt mit dir im Sinne haben,

✂ Du findest nicht so leicht, was du anjetzt begraben.

✂ Dasz solche sterben, mag wohl ein Geheimnisz seyn,

✂ Doch, wer es recht bedenckt, der siehets etwas ein.

✂ Betrübtes Tondern! ist dein güldner Mund verschlossen?

✂ Der dich so fleiszig hat mit Himmels-Thau begossen,

✂ Der dich mit Manna hat im Ueberflusz vermehrt,

✂ Und Seine Kräfte, dich zu stärcken, gantz verzehrt.

✂ Sag an, geehrte Stadt, wie kanst du das verdauen,

✂ Nicht deinen SCHRADER auf der Cantzel mehr zu schauen?

✂ Ich dencke tausendmal an Tondern, wie dabey,

✂ O allerliebste Stadt, dir doch zu muthe sey.

✂ Ich sage nicht zu viel von deinen grossen Gaben,

✂ Dadurch dich GOtt bis an den Himmel hat erhaben,

✂ O! hat er dir nicht viel durch diesen Mann geschenckt?

✂ O herbes Wort! nun wird Er in das Grab versenckt.

✂ Sein Vortrag brach hervor wie ein Christall gantz helle,

✂ Mit grossem Ueberflusz aus unerschöpfter Quelle,

✂ So offt Herr SCHRADER auf der Cantzel trat herfür,

✂ So flosz ein gantzer Strohm der Lehre aus zu dir.

✂ Er theilte reichlich aus zu ungemeinem Seegen,

✂ Was von Erfahrung Er gehabt in GOttes Wegen,

✂ Worin dein SCHRADER es gewiszlich hoch gebracht,

✂ Wie das bey denen, die Ihn kannten, ausgemacht,

✂ Er grif die Hertzen an, und machte alles rege,

✂ Er zeigte Sonnen-klar die finstre Höllen-Wege,

*Salmedigteren, provst J. H. Schrader i Tønder døde 21. oktober 1737, kun 53 år gammel. Brorsons mindedigt fremkom i Joh. Joach. Ahrends, Die von Gott wolbelohnte Treue, bey der Beerdigung des Herrn Johann Herrmann Schraders, Tondern 1737, s. 78-79 (Kgl. Bibl.). 210

✂ Drang mit dem Worte in dein innerstes hinein,
Und deckte gründlich auf, was Kraft und was nur Schein.
Wahr ist es: Einer kann und musz nicht alles haben,
Nach dem es theilet aus die Quelle aller Gaben,
Doch hat Er gantz gewisz ein grosses Maasz gehabt,
Er war, und du an Ihm, mein Tondern, hochbegabt.
Er zeigte: Wie die Welt im Grunde sey verdorben,
Er zeigte, was uns ist durch CHristi Blut erworben,
Wie die Gerechtigkeit des Glaubens alles sey,
Doch, dasz sie nirgends, wo des Lebens nicht dabey.
Die grosse Seligkeit, mit GOtt vereinigt werden,
Der süsse Gnaden-Stand, das Himmelreich auf Erden,
Da drang Er immer auf, und zeigte, wie verflucht
Die arme Seele sey, die dieses nicht gesucht.
Er straffte ohne Scheu, was straffbar war verhanden,
Als wenn Er wäre in des Himmels-Thür gestanden,
Sein Hertz war ungescheut, doch das Gewissen zart,
Und das ist dir ein Bild von Seiner Lebens-Art.
Mein Kiel der nicht gewohnt auf solche Art zu dichten,
Es andern überläst, Sein Grabschrifft aufzurichten
So, wie Er recht vor GOtt und Menschen ausgesehn,
Denn wird die Redlichkeit uns recht vor Augen stehn.
Wenn wird es immerhin uns in Gedancken schweben,
Wie man doch kämpfen soli nach jenem Freuden Leben,
Im Glauben munter seyn, gewaffnet Tag und Nacht,
Bis dasz die kurtze Zeit gottselig zugebracht.
Das war es auch, warum Herr SCHRADER hier geschwitzet,
Und Sein entbrandter Geist gedonnert und geblitzet,
Ej suchet, suchet doch in dieser kurtzen Frist
Was oben ewig-süsz und unvergänglich ist.
Das nim bey seinem Grab mein Tondern mit zur Beute,
Wie oft Er in dich drang mit Seinem heute! heute!
Schaf eilig, was noch vor dem Tode musz geschehn,

*Linie 39-40: Meningen er: Schrader forkyndte, at troens retfærdighed er alt, men at den ingen steder findes, hvor livets retfærdighed ikke er til stede som en følge af den. Tanken er betegnende for den åndsretning, Schrader og Brorson tilhørte. - Linie 49: Kiel] pen; auf solche Art zu dichten] enten = at digte på tysk eller snarere = at digte gravskrift. 211

✂ So wirst du wohl geschickt bey Seinem Grabe stehn.
Die Seele, die den Schmertz vor allen musz empfinden,
Das hochbetrübte Hertz wird JEsus selbst verbinden,
Dergleichen Prüfung giebt den seligsten Versuch,
Dasz, wer nur JEsum hat, der hat an Ihm genug.
Man wage es getrost auf Seine grosse Gnade,
Es kan nicht möglich seyn, und wäre immer Schade,
Wenn GOtt nicht könnte mehr erfreuen, als die Welt
Die Seele drücken kan, so wär es schlecht bestellt.
Ach nein! was JEsus ist, und was Er hat verheissen,
Das wird er auch an Ihr in grosser Kraft beweisen,
Denn, was Sie suchet, ist die süsse Seelen-Ruh,
Was GOtt an Ihr gethan, ist auch der Weg dazu.
Mein Tondern lebe wohl, und lasz dir dieses Scheiden
Der gantzen grossen Welt ihr Eitelkeit verleiden,
Der Heiland mache dich in seiner Gnade grosz,
Und sammle uns zuletzt in seinem Himmels-Schoosz.

✂ Aus zurückgebliebener Begierde gegen

✂ DEN WOHLSELIGEN

✂ und zur Bezeugung brüderlicher Gemeinschaft

✂ vorgestellet von

✂ HANS ADOLPH BRORSON

✂ Stifft-Probst zu Ripen.

212

✂ Allerunderdanigste Hiertens Lyk-Ønskning til Deres Kongelig Majestæter Majestæter, Den Stormægtigste MONARCH og Allernaadigste Arve-Konge og Herre

✂

KONG CHRISTIAN DEN SIETTE,
Og Den Allernaadigste og Allermildeste Dronning,
DRONNING SOPHIA MAGDALENA,

✂ Paa Deres Høj-prægtigste og glædeligste Indtogs-Dag,

✂ Paa Deres Nye Kongelige Slot i Kiøbenhavn.

✂ Den 26. Novembr. Anno 1740.

✂ HØJ-PRÆGTIG SLOT I KIØBENHAVN,
Nu vaagner først din Lykke,
Nu skal du bære Zions Navn,
Og faae dit rette Smykke.
Din Marmor-Pragt, din gylden-Glands,
Din Dejlighed og Styrke,
Maa baade her og udenlands
Vel ald Forundring dyrke.
Dog det er ej en Skygge nær
Af det som jeg vil sige,
Og hvorfor du est eene værd,
At kaldes uden Lige.
Det giør dit Navn saa sødt og got,
Og stort, at du maae være
DEN ALLERBESTE KONGES SLOT,
Som Jorden har at bære.
Den Ære blinker højt i Skye,
Trods Demant og Carbunchel,
Mod den er Ophir-Guld kun Blye,

*Lykønskningsdigtet er foranlediget ved fuldførelsen af Christiansborg slot, som var blevet bygget i årene 1733-40. Et tryk findes på Kgl. Bibl. - Linie 3-4: nu] ved kongens indtog; bære Zions Navn] hentydning til, at David gjorde Zionsborgen til sin kongebolig, 2. Sam. 5, 7-9, jfr. l. 53. - L. 5-8: Forundring kan være subjekt (== beundring) og dyrke betyde tilbede, ære; eller Forundring er objekt, og dyrke == fremkalde. - L. 18: trods] uanset, uden at overgås af. 213

✂ Og rarest Perle dunkel.
Saa staae da nu evindelig,
Du rare KONGE-SÆDE,
Og Himlen overøse dig
Med Lykke, Fred og Glæde.
Af dig skal Retten velte ned
Som mange stærke Vande,
At drukne Uretfærdighed
I alle KONGENS Lande.
At den, som boer i Straae og Leer,
Og HErrens Fred, kand græde,
Saa tit hand KONGENS Bolig seer,
Af Hiertens Fryd og Glæde.
At de, som bygge deres Vraae
Med Uret, Vold og Renker,
Sig skamme og forfærdes maae,
Naar de kun paa dig tænker.
O KONGE-SLOT! din Priis er stor!
O GUD skee Lov! vi vide
Hvor LANDETS FROMME FADER boer
Ved Rettens højre Side.
Du Ædelsteen i Verdens Ring,
Lad dine Straaler blinke,
I vort og alle Land' omkring,
Til Himlen os at vinke.
Du KONGE SLOT, som er saa skiøn
For alle Residentzer,
Skal vies ind med Tak og Bøn
I alle Rigets Grændser.

✂ * * *

✂ Drag ind, STORMÆGTIGSTE MONARCH!
GUds Miskundhed dig følger,
Dit Slot bestaae, som Noah Ark,

*L. 20 og 22: ] sjælden, skøn. - L. 25-26: Am. 5, 24: »Lad ret hid vælte sig som vandene og retfærdighed som en stærk bæk.« - L. 29: at] for at el. så at. - L. 37: Priis] lovprisningen over dig; på lignende måde i l. 57 om dronningen: Rigets Priis] genstand for rigets lovprisning. - L. 46: ] frem for. - L. 48: Grændser] områder, egne. 214

✂ Med alle Modgangs-Bølger!
Vor David seer af Zions Slot
Til Himlens Firmamente,
Og tænker, hvad det dog er got,
Et bedre vist at vente.
Gak, STORE DRONNING! RIGETS PRIIS,
OG LANDETS MILDE MODER,
GUD lad i dette Paradiis
Dig smage Livsens Floder.
gandske Hierte, Siæl og Sind
Med Himlen sig foreene,
Og siden gak i Himlen ind,
SOPHIA MAGDALENE.
GUD spare DEM i mange Aar
Paa dette KONGE-SÆDE,
Det PAR for alle, hvor de gaaer,
Velsigne, styrke, glæde!
GUD KONGENS SÆD og Rigets HØST
Velsigne uden Ende,
Og lade hele LANDETS LYST
Sin Naade daglig kiende!
PRINCESSERNE GUD altid ved
Sin egen Haand ledsage,
Befæste ARVE-HUSETS Fred
Til Verdens sidste Dage!

✂ DERES KONGELIGE MAJEST. MAJEST.

✂ Min ALLERNAADIGSTE ARVE-HERRES OG KONGES,

✂ Min ALLERNAADIGSTE DRONNINGS

✂ Ribe, den 23 Novembr. 1740.

✂ Aller-underdanigste Undersaat og u-afladelige Forbedere

✂ HANS ADOLPH BRORSSON.

✂ Stifts-Proust i Ribe, og Sognepræst til vor Frue Kirke.

*L. 52: med] samtidig med, nærmer sig til betydningen: trods. - L. 55: hvad] hvor. - L. 56: vist] med vished. - L. 59-60: jfr. 1. Mos. 2, 10. - L. 67: for] frem for. - L. 69-71; Kongens Sæd, Rigets Høst, Landets Lyst] om kronprinsen (Frederik V).

✂

To nytårsdigte til Johan Ludvig v. Holstein
1742 og 1744

✂

Digt om lavmand Peter Sønderborg i brev til præsten David Grønlund
1747

✂ Velærværdige, elskelige Hr. David Grønlund.

✂ Jeg sender herhos den dyrebare Salig Synderborgs Førelse, som jeg med megen Fornøielse har igiennemlæst, hvorved Efterfølgende flød mig i Tanker og Pennen:

✂ Hvad hører vi for nyt fra Landene i Nord?
Den Kiempe Sønderborg blandt, Norge, dine Fielde
Forsvarer, som en Muur, det søde Naadens Ord,
At det, som kaldes nyt, har apostolisk Ælde.
Lutherus har i ham en reen og sanddru Tolk,
Til Troens Liv og Kraft i Midnats Land at prise.
Til Lykke tusindfold, I kiære norske Folk,
Som slige Vidner har for Sandhed frem at vise.
Men, søde Sønderborg, siig, hvorfor var det, at
Du gik blandt Biergene saa tit og græd saa modig?
Det var i Sandhed ei for nogen Verdens Skat,
Men for at finde ham, som hængte for dig blodig.
Ja! O den Glædesstrøm, som dig paa Kinden stod,
Naar du hans Favnetag i Troen kunde finde,
Det var som Himlen selv i Skoven sig oplod,
Og der var Paradiis i alle dine Sinde.
Den Nordmand Sønderborg har kiendt dig Syndeborg,
Du arme Jord og dybt sin Siæles Nød erfaret;
Men, o, en salig Nød, og sukkersøde Sorg,

*David Grønlund (1716-84) var 1747 bleven residerende kapellan ved St. Catharinæ kirke i Ribe. Den bog, som Brorson har lånt af ham og nu sender ham tilbage, er et manuskript: »Afgangne Iustitz-Raad og Laugmand over Christiansands Laugstoel udi Norge Peter Sønderborgs Liv og Levnets Beskrivelse, forfattet og sammenskrevet af Ham Selv og funden efter Hans Død«; de sidste 20 sider er tilføjet af Grønlund og fortæller om Sønderborgs sidste dage og død. Kgl. Bibl., ny kgl. saml. 8°, 398. Grønlund havde været informator hos Sønderborg på Holmegård i Mandals præstegæld. Sønderborg var en from kristen af pietistisk farve. Brorsons brev findes meddelt af rektor P. N. Thorup i C. Molbech, Historisk-biographiske Samlinger, 1851, s. 207 flg., hvorefter det her gengives. Originalen er ukendt. - Linie 10: modig] bedrøvet. - L. 16: i alle dine Sinde] i hele dit Sind. - L. 18: Siæles] sjæls. 222

✂ Som Syndeborgen ham saa grundig har forklaret,
Den Lavmand, at han blev en lav og nedrig Mand,
Men troede, det er det, man stort om ham kan melde;
Nu er han riig og stor og høi i Englestand,
Og al hans Strid er vendt til evig Seir og Vælde.
Tak, Norge, du har før bragt os det pure Guld,
Og Skattekamre fyldt af dine sølvrig' Aarer,
Det er bekiendt, behold dit rare Støv og Muld,
Men skik os mere af forelskte Siæles Taarer.

✂ Dette skal De have til Tak for Laanet, og at jeg saa længe har havt Skriftet, men ikke før nu i Brøns sidst faaet Tid og Rolighed til det med Eftertanke at igiennemlæse.

✂ Vale in Jesu.

✂ Ribe d. 31. Oct. 1747.

✂ T. t.

✂ H. A. Brorson.

*L. 21: Laumand] landsdommer; nedrig] egl. lavtliggende, ydmyg, jfr. Tr. r. Kl., nr. 10, 8, 1. - L. 26: hentydning til sølvværket i Kongsberg. - L. 27: rare] kostbare; Støv og Muld] om de ædle metaller. - L. 28: forelskte] om kærlighed til Jesus (ud fra Højsangens tankegang). - Vale in Jesu] lev vel i Jesus. - T. t.] totus tuus o: ganske Deres.

✂

Allerunderdanigste Taksigelse til Den Stormægtigste Monarch og Allermildeste Landsens Fader
FRIDERICH DEN FEMTE

✂ Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmarsken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst.

✂ For den store Naade, som Deres Kongelig Majestæt paa Deres Kongelig Majestæts sidst afvigte Højtidelige Fødsels-Fest af særdeles Lands Faderlig Mildhed og Clemence har beviist imod saa mange Arme Encker og Faderløse.

✂ I allerdybeste Underdanighed og Devotion aflagt af Deres Kongelig Mayestets allerunderdanigste Arve Undersaat og forbeder hos Gud

✂ Hans Adolph Brorson,

✂ Riiber Bispegaard,

✂ den 7. May 1749.

✂ Da fordum var til Sinds de Schyter at bekrige,
Den makedonisk Prins, som hver veed af at sige,
Legater til ham kom med næsten disse Ord:
O Konge var Du, som dit Hjerte er, saa stor,

*Digtet findes i John Hansen, H. A. Brorson og hans Brødre, 1894, s. 240-43. I en note s. 379 oplyser John Hansen, at det »- trykt - er overladt ham til Afbenyttelse af Frk. Katrine Fogtmann i Varde Fribolig - en Dattersønsdatter af Brorson«. Han tilføjer: »Jeg har ændret Digtets Retskrivning noget efter Nutidens Sprogbrug, men har Digtet afskrevet aldeles ordret efter Originalen, hvis nogen skulde ønske det til Afbenyttelse.« Ved forespørgsel hos John Hansens efterladte har det imidlertid vist sig, at denne afskrift er gået tabt, og heller ikke originalen har været til at finde, hverken på bibliotekerne eller hos familien Fogtmann. Digtet er da her gengivet, som det findes hos John Hansen, der for øvrigt i den foranstående tilskrift til kongen har bibeholdt originalens retskrivning. For ikke at få alt for stor forskel mellem tilskriften og selve digtet er kongernes navne også i dette gengivet, som Brorson skrev dem. Originalen var på to kvartblade, trykt i Tønder »bey des sel. Claus Kiesbuys Erben«.

✂ - - -

*Anledningen til taksigelsesdigtet var, at Frederik V på sin fødselsdag den 31. marts 1749 havde tilstået 214 fattige personer, mest enker og ugifte kvinder, en pension. - Clemence] mildhed. - Linie 2: den makedonisk Prins] Alexander den Store. 224

✂ Din højre Haand da tog paa Stjernerne i Øster,
Mens venstre Fjenden jog forbi, hvor Solen røster,
De saa han gjorde Nam i hver en Fyrstes Bo,
Der sig ej kunde ham straks som en Gud betro,
De saa hans høje Mod saa tvungen og bekneben,
Før han fik Jordens Klod med begge Hænder greben,
Han syntes en Juvel at savne af sin Krans,
Før Verdens sidste Del var bleven Grækenlands.
O! Gud ske evig Pris, det danske Riges Vælde,
Mod hint et Paradis af baade Dyd og Ælde,
Al Verden som en rar og dejlig Øjne-Mad
De bedste Konger har at vise frem i Rad,
Fem Friderichers Magt, som først Religionen
Har ind i Riget bragt, der efter Envolds Kronen,
Og begge uden Sværd, og siden prydet saa,
At alle Prinser her Mirakler finde maa.
Til Verdens sidste Egn vor' Christianer bliver
De store Himmeltegn af Visdom, Magt og Iver,
For begge Rigers Gavn og Kirkens sande Flor
At faa i Herrens Navn uryggelig og stor.
Enhver af dem har havt sin egen høje Gave,
At sætte dem i Kraft, i Orden og i Lave,
At ingen fjern og nær saa større Raritet,
End disse tvende her i saadan Majestæt,
Men Kærlighed de bar til deres Kongerige,
Just derudi de var og er hverandre lige.
Hvo hørte vel en Gang et Ord af Kongens Røst,
At Hjertet ikke sprang hver Undersaat i Bryst?
Hvad en lod sig forstaa af dem: han turde vove
I hver en Landsmands Vraa, hans Favn og Skød at sove,
Det er en kort Ekstrakt af Olden-Konge-Rod,
Af Rigets største Magt og af det danske Blod.
Den rare Himmelbrand i danske Kongers Hjerter

*L. 6: røster] går ned. - L. 7: gjorde Nam] gjorde udlæg, om erobring. - L. 9-10: Alexanders sind var sådan, at han følte sig under tvang og indkneben, så længe han ikke havde magten over hele jorden. - L. 20: Prinser] fyrster. - L. 26: at] til at; dem] rigerne. - L. 35: Olden] oldenborgsk. 225

✂ Imod det hele Land og sær betrængtes
Smerter I Millioner Tal af Stiftelser vi ser
Som det bevidne skal: Dansk-Konge-Karakter.
Ret saa, paa Purpurstol at tænke paa de arme
Er vist fra Rigets Sol den bedste Lys og Varme.
Er da i sin Natur ej Tingen som den skal?
Naar Bjerge er en Mur omkring den dybe Dal.
Vi sige al vor Tid, og glædes over Maade:
Var Kongens Favn saa vid som Hjertet fuld af Naade,
Al Verden skulde ret da se sin Lyst derpaa,
Hvor begge Riger tæt til Kongens Hjerte laa.
O saligt Folk og Land, hvis Konge gennemkiger
Endog den mindste Stand i sine store Riger,
Hvis Purpur har saa kær og stærk en Himmel-Straal',
At arme er især hans blide Scepters Maal.
Den sidste Martii, fra Morgen indtil silde,
Da blev en Symfoni af Lyst og Sang og Gilde,
Hos os var stille Lyd, gik dog til Himmelen:
Kom ofte fuld af Fryd vor Konges Dag igen.
Men bort, I tunge Trin, bort dumme Øjne-Laage,
At gaa ved Solens Skin, som midt i Mørk' og Taage,
O havde vi da tænkt den Dag vi gik i Sorg,
Hvad os den Tid blev skænkt paa søde Christiansborg,
Da Riddersal var fuld af alle Ønskers Toner,
Som glimrede af Guld, af Perler og af Kroner,
Enhver Kartov omkring den hele vide Vold
Stod ganske Dag paa Spring til Glædskabs Hinderhold.
Hvor kunde Kongen blandt saa stor Lykønsknings Hinder
Da tænke, hvad der randt paa fattig Enkers Kinder?
O, hvilken herlig Drift i Danner-Kongens Aand,
O, hvilken yndig Skrift i Herrens salveds Haand.
Man skildrer Konger af paa hel ulige Maader,

*L. 51: kær og stærk] stærk og kær, John Hansen, trykfejl, hvad rimordet især i den flg. linie viser.

✂ - - -

*L. 38: sær] især eller særlig. - L. 55: os] de fattige enker, jfr. l. 73; Lyd] = stilhed, se Tr. r. Kl., nr. 99, 1, 1, jfr. ørenlyd. - L. 57: dumme] svagsynede. - L. 64: Hinderhold] tilhold, jfr. Tr. r. Kl., nr. 56, 5, 2; 95, 10, 1; 198, 3, 5; kanonernes lyd skulle være glædens tilhold dvs. dens støtte. - L. 67: Drift] indre tilskyndelse, jfr. Sv.-S., nr. 328, 3, 8. - L. 68: Haand] håndskrift. - L. 69: skildrer af] afbilder. 226

✂ En med Kommando-Stav, en blandt Gehejmeraader,
En sidder paa sin Hest, en Davids Harpe slaar,
En taler med en Præst, en for Guds Alter staar.
Men var det os tilladt, vi arme Fattig-Enker,
Vor store Nordens Skat at skildre som vi tænker,
(Skønt vor Formue her kun ringe Farver gav,
Endsige til især at male Solen af),
Vi malte Danmarks Lyst, Kong Friderich den femte,
Som Riget til sit Bryst med milde Miner klemte,
Som havde Sværdet ved sin venstre Side sat
Og smilende ad Fred tog Olje-Grenen fat,
Just paa hans Fødsels-Fest at sidde paa sin Trone,
Hvor Lykke-Solen bedst sig spejler i hans Krone,
I højre Haand sit Spir til rig og fattig vendt,
I venstre Haand Papir med Enke-Navnes Prænt,
Saaledes bæres din Gestalt af hele Landet,
I Hjerternes Rubin, og siger intet andet,
End Gud ske Ære for det søde Øjeblik,
Da Du blev fød, o vor livsalig Friderich,
Her hid, I arme snart, to hundrede og fjorten,
Som fik enhver sin Part, omringer Himmel-Porten
Med Suk for Kongens Liv, hans Dronning og hans Søn,
Prinsesser: Vær og bliv, o Gud, hans Skjold og Løn.
Far lykkelig, vort Haab, til dine Klippe-Lande,
At Nordmands Fryderaab kan naa vor jyske Strande,
Bestraale selv din Fart vor Gud til Lands og Vands,
Saa møde vi dig snart med dejlig Jubel-Krans.

*L. 75: Formue] evne. - L. 93: vort Haab] tiltale til kongen; far ... til dine Klippe-Lande] Kongen stod foran en rejse til Norge, der blev påbegyndt 12. maj 1749, G. L. Baden, Danmarks og Norges Kong Frederik den Femtes Regjerings Aarbog, 1832, s. 47. - L. 96: saa møde vi dig snart] ved hjemkomsten fra Norge. *Om kongens besøg i Ribe 21. juni 1754 meddeler David Grønlund: »Efter Taffelet begav han sig i Kirken at see dens Mærkværdigheder, hvor han blev modtaget af Provsten og al Geistligheden, og blev i Kirken opført af Cantor og Skolen en smuk Musiqve, hvortil Biskoppen (H. A. Brorson) havde componeret Ordene.« P. T. Hanssen, Efterretninger ang. Byen Ribe, 1. Samling, 1831, s. 18. Denne kantate er ukendt. 227

✂

Kirkevielse i Kolding
1758

✂ Heroin hedder det i Kiøbenhavnske Nye Tidender om lærde og curieuse Sager, 2. februar 1758:

✂ I Anledning af Colding nye opbygte Kirkes Indvielse, som den 11. Jan. a. c. med megen Solennitet blev forrettet, bleve og følgende af Hs. Høyærværdighed Hr. Biskop Brorson i Ribe componerede meget sindriige og opbyggelige Arier under Musique opførte.

✂ Aria.

✂ Zion! op fra Tidens Smerte,
Op med Sang, ja heele Hierte
Langt hen over Skyens Top.
Zion! inde for Guds Throne
Høres alt din Kirke-Tone;
Zion! skynd dig selv derop;

✂ Recitativ.

✂ Frisk, mine Udvalde!
Lad Verden kun falde,
Saa henter jeg eder
Men vaager og beder!
Hallelujah! Hallelujah!

✂ Aria.

✂ Hvor længes mine Sinde
Det høye Chor at finde,

*1. Aria. L. 1: op] indføjet efter en afskrift af kantaten, funden af W. A. Wexels på et papir, der lå i en gammel bog, og af ham udgivet i Tids-Skrift for Kirke-Krønike og christelig Theologie I, Chria 1834, s. 380-81.

✂ - - -

*St. Nikolaj kirke i Kolding havde 1753-58 gennemgået en omfattende restaurering og ombygning, hvorefter indvielsen fandt sted. Iflg. det af Wexels fundne papir havde biskoppen som exordium Sl. 147, 12-20, som tekst Mt. 21, 12-16. - a. c.] anni currentis, i det løbende år dvs. d. å. - 1. Aria: Ud for l. 4-6 står: Repetatur dvs. gentages. 228

✂ Hvor jeg i Palme-Flok
Kan ret min Gud ophøye!
Hvor længes dog mit Øye
At see sin Jesum nok!
Hallelujah! Hallelujah!

✂ H. A. B.

✂ Allerøverst paa det nye Orgelværk findes Kongens Navn og Krone, imellem 2de Engler med Cinque og Basune, og derunder haver ligeledes Hs. Høyærværdighed componeret følgende Linier:

✂ Da andre Kirker blev til Stald og Syge-Stuer,
Ja mangen Tempel drev i Røg af Krigens Luer,
(Pris Herren, Dannemark! Hvad var din Lykke stor)
Da pyntet din Monarch paa Kirkerne i Nord.
Dets til Amindelse skal Kirken her sig skrive
Fra Sytten-Hundrede, Syv og Halvtresindstive,
Da Colding den, saa skiøn, ja nye, ja bedre fik.
Gud være Selv din Løn Fredrige FRIDERICH.

✂ H. A. B.

*Iflg. J. J. Fyhn, Efterretninger om Kjøbstaden Kolding, 1848, s. 56, fandtes Brorsons indskrift endnu på orgelet, da denne bog udkom. Men da der 1857 blev sluttet kontrakt med orgelbygger Demant i Odense om et nyt orgel, fik han det gamle orgel med i købet (Kolding Avis 6.6.1857), og dermed er indskriften forsvunden. På museet i Kolding findes intet af orgelfacaden, heller ikke indskriften. Oplyst af apoteker Arnold Hansen, Kolding (10.1.1955). 229

✂

Af Brorsøns almanak
1760

✂ D 1 Jan: [På hvidt blad]

✂ Det gamle Aar gick hen!
Lad gaae, med hvad igien
Der er endnu tilbage
af Zions Pilgrims Dage
Jo snarere de svinder,
Vor Lengsels Dag oprinder.

✂ 3. Januar. Enoch.

✂ Enoch! Himlens Sendebud,
Hvorfor har dog Jorderige
Seet saa faae af dine lige,
Saadan vandrende med Gud.
Lyynet var dit Liv paa Jorden,
Derfor og dit ord, som Torden.

✂ 4. Januar. Methusalem.

✂ O lad mig dog min Tiid ey spilde,
Men aagre med den dyre Skat
Saadan, som ieg det ønske vilde
Udi min sidste Dødsens Nat.
Ja holde den saa kiær og rar
Som hver Minut den sidste var.

✂ 11. Januar.

✂ Colding Kircke indviet 1758.

✂ Vie mit Hierte Siel og Sind
Til din egen Tempel ind

*Brorsøns almanak 1760 blev funden af L. R. Tuxen blandt gamle familiepapirer (L. R. Tuxen, H. A. Brorsøns egne Psalmer og aandelige Sange, 1865, s. 355, jfr. ovenfor s. 20-24) og af ham udgivet i anf. skr., s. 346-50. Nu i Kgl. Bibl., Additamenta 117, 8°. Eksemplaret er ufuldstændigt. Selve kalenderen er kun bevaret fra 3. januar til 5. februar, fra 27. februar til 11. marts og fra 2. til 8. april. Brorsons vers står dels i kalenderen ved bestemte datoer, dels på hvide blade i den lille bog. - 3. jan.: Enoch] 1. Mos. 5, 22-24: »Enok vandrede med Gud«. - 4. jan.: Methusalem] 1. Mos. 5, 25-27. L. 5: rar] kostbar. - 11. jan.: Om indvielsen af Kolding kirke se s. 227-28. Den nævnes her som et stort minde. 230

✂

231

✂ at mit Liv og hvad ieg driver
En bestandig Lov-Sang bliver.

✂ 13. Januar. 1. S. e. H. 3. Kong.

✂ For mig er ingen Byrde svar,
Saalenge ieg min Brudgom har,
Men synes hand at vige bort,
Er Solen selv paa Himlen sort.

✂ 20. Januar. 2. S. e. H. 3. Kong.

✂ Det gielder om i Nødens stand
At raabe og at bie,
Guds moderlige Hierte kand
Umuelig altiid tie.

✂ 27. Januar. 3. S. e. H. 3. Kong.

✂ Kun et, saa lader ieg mig nøye,
Det ene søde Jesu giv,
Som er saa deyligt i dit øye,
Den sande, faste Troens Liv.
Ja Dag fra Dag formeer i mig
Den Troe, den Troe, som favner dig.

✂ 3. Februar. Septuagesima.

✂ Af dem, som i Guds Viingaard tiene,
Er dog arbeyderne kun faae,
Især, som redelig attraae
I alting Herrens Priis allene.

✂ [På et hvidt blad mellem februar og marts:]

✂ Aria.

✂ Sathan er af sin natuur
Aldtiid mod Guds Kircke suur,

*3. febr. l. 3: Især] rettet fra Sær de.

✂ - - -

*13. jan.: 1. S. e. H. 3. Kong.] Evangeliet Lk. 2, 42-52: Den tolvårige Jesus blev borte for Maria og Josef. - 20. jan.: 2. S. e. H. 3. Kong.] Evangeliet Joh. 2, 1-11: Brylluppet i Kana, se særlig v. 3-5. - 27. jan.: 3. S. e. H. 3. Kong.] Evangeliet Mt. 8, 1-13: Den spedalske og høvedsmanden i Kapernaum, se særlig v. 10. - 3. febr.: Septuagesima] Evangeliet Mt. 20, 1-16: Arbejderne i vingården. L. 3: som] de, som. 232

✂ Færdig af fortræd at briste;
Derfor altiid gaaer paa Luur,
Til at fange, til at friste,
Altiid vil hand med Os tviste.
Sathan etc.

✂ 2.

✂ Derfor lod din Jesus sig
Friste, for at værge dig,
Friste i saa mange maader,
Zion! ja forferdelig!
At jo meer din fiende fraader,
Hand omringer dig med naader.
Derf -

✂ 3.

✂ Slangen ingen Stilstand veed,
Zion! Zion! vaag og beed!
Sæt som Harnisk for din Bringe
Frelserens Retferdighed,
Troen alle ting kand tvinge,
Men ved bøn og ordets Klinge.
Slangen ingen -

✂ 2. Marts. 2. S. i Faste.

✂ Vor utaal med Guds ville tysse,
Det Faderlige Riis at kysse,
Men holde fast med Bøn og Graad,
I Korset er det beste Raad.

✂ 9. Marts. 3. S. i Faste.

✂ Da det fule Helved Pack
Gaaer os, hver saa hart paa Livet
Gud skee evig, evig tack,
Som os har en Frelser givet.

*Aria: 2, 1-3: Mt. 4, 1-11; Hebr. 4, 15. - 2, 5: at] så at. - 3, 3-4: Ef. 6, 14. - 3. 5: Ef. 6, 16. - 3, 6: Ef. 6, 17-18. - - 2. marts: 2. S. i Faste] Evangeliet Mt. 15, 21-28: Den kananæiske kvinde. L. 1: utaal] utålmodighed. - 9. marts: 5. S. i Faste] Evangeliet Lk. 11, 14-28: »Jesus drev en djævel ud.« 233

✂ [På 3 hvide blade mellem marts og april:]

✂ O Gud skee lov for ald sin Naade
For hvert minut og øyeblick,
Som vil og skal allene raade
For Liv og Siel til sidste nick.

✂ * *

✂ *

✂ Hvad har de nock til Liv og Siel,
Der følge dig, Immanuel,
Forlyster sig udi din Naade
Og lader dig i alting raade.

✂ * *

✂ *

✂ Da staaer din Tro, som Eeg ved Rod,
Urørlig som en Klippe,
Naar Jesus synes dig imod,
Du ham dog ey vil slippe.

✂ 6. April. Paaskedag.

✂ O Himmelsøde Morgenrøde,
O alle mine Dages Priis,
Din Luft blev sød som Paradiis,
Da ald min fryyd stod op af Døde.

✂ [På et hvidt blad sidst i bogen:]

✂ See! hvor det gamle Hierte slog
af himmel-glæde, da hand tog
Guds Søn paa sine Hænder,

*Det sidste digt: Foran dette står et kryds, som åbenbart skal svare til et kryds ved 2. februar, kyndelmisse, hvor der ikke var plads til mere end få linier. Af digtet findes de 12 første linier i et brev fra Brorson til provst Pontoppidan i Fredericia (29. jan. 1760, Kirkehist. Saml. I, s. 194). Brevet har de s. 234 angivne varianter.

✂ - - -

*Mellem marts og april: 1, 3: som] går tilbage på Gud i l. 1, i virkeligheden brugt == han, se under Tr. r. Kl., nr. 249, 9, 4. - 1, 4: nick] muligvis = blund, jfr. Tr. r. Kl., nr. 138, 3, 6. - 2, 1: hvad] hvor. - - Det sidste digt handler om evangeliet til kyndelmisse, Mariæ renselsesdag, som var helligdag: Lk. 2, 22-32 (den gamle Simeon). 234

✂ Og tæt ham lagde til sit Bryst.
Her sagde hand er Liv og Trøst
For alle Verdens Ender.
Hvor stod da Glæde Taarers Vand
Som Perler i den gamle Mand
Hans Himmel-tendte øye.
For liden var ham Verdens Jord,
Men hand vil strax til Engle-Choor,
Guds Naade at ophøye.
Saa tage ham nu, hvo der vil,
Vi seer hand hører alle til,
Ald Salighedens Kilde.
Hand er med ordet alle nær,
Fordi hånd har os alle kiær,
Nu gielder det: at vilde.
O see den søde Kierlighed,
Der Straaler af hans øyne ned
Paa alle knuste Hierter.
Hvor recker hand at favne dem,
Hvor byder hand sit Hierte frem
Til alle Siæle-Smerter!

*L. 5: Trøst] Lyst. - L. 11: strax til Engle-Choor] op i Himmel-Chor. - L. 12: Guds] den.

✂ - - -

*L. 8-9: Mand hans] mands. - L. 13: ham] Jesus. 235

✂

Ved hundredårsfesten for enevoldsmagten
1760

✂ En Jubel-Psalme,

✂ som blev siunget af Frue Kirkes Taarn i Ribe,

✂ JUBEL-FESTENS TREDIE DAG DEN 18. OCTOBR.

✂ og dertil forfatted af Biskoppen sammesteds

✂ Hans Adolph Brorson.

✂ Mel. Fra Himlen høyt komme vi nu her etc.

✂ 1. Fra Himlen selv kom Freden ned,
Og kyssede Retfærdighed;
Da Tredie Kong FRIDERICH
Derfra sit Spiir, det rette, fik.

✂ 2. Ældgamle gode Cimber-Land,
Du vandt din Lykke Friheds Stand.
Din Ret er nu i god Behold,
Saa kiær en Faders Eenevold.

✂ 3. Bort kaade Stæders vilde Snak
Om Frihed, naar forhærdet Pak
Tør stime Gader og og ned,
At trodse GUD og Øvrighed.

✂ 4. Ney! Danmark har det rette Tegn
Af Friheds egen Føde-Egn,
Hvor Danner-Kongen har enhver
Sin Undersaat som Søn saa kier.

✂ 5. De Danske Kongers ømme Favn
Forklarer Jordens Guders Navn,
Ved Naade bær Monarchen ret
Sin HErres liflige Portrait.

*Jubel-Psalmen findes som tillæg i Broder Brorson, Disse Rigers Jubel-Høytiid, forestillet i en Prædiken paa Jubel-Festens første Dag, den 16 October 1760, i Anledning af Texten Ps. 18 v. 50, 51, til Høymesse udi Vor Frelseres Kirke paa Christianshavn. Broder Brorson er H. A. Brorsons søn, se ovenfor s. 29. - 1, 1-2: Sl. 85, 11. - 2, 1: Cimber-Land] her om Danmark, ellers ofte om Jylland, se s. 205. - 5, 2: Jordens Guder] ud fra Sl. 82, 6 betegnelse for konger, jfr. Joh. 10, 34 og Tr. r. Kl. nr. 245, 6, 3. 236

✂ 6. Til Lykke kiere Danske Folk,
Din Velstand bruger ingen Tolk,
Al Verden veed at tale om
Det milde Danske Herredom.

✂ 7. Men Danmark, søde Fædre-Land,
Det gielder om den Lyst og Brand,
At prise GUD med saadan Fliid,
Som svarer til din gyldne Tiid.

✂ 8. Tænk! fordum har det Danske Mod,
Kast store Riger under Fod.
Men bør dig da ej vise nu
De gamle Christne Kiempers Hue.

✂ 9. Da skal dit Lys og søde Fred
Udbrede sig i tusend Led
Ved Kongens Sæd, paa Kongens Stoel,
Mens Himlen har en Dag og Soel.

✂ 10. Lev længe! FRIDERICH vor Lyst,
Og, mens der kaager Blod i Bryst
Vor Bøn og Tak skal følge Dig,
Ja lige ind i Himmerig.

*6, 2: bruger] behøver. - 7, 3: at] til at. - 7, 4: din gyldne Tiid] tiden efter enevoldsmagtens indførelse. - 8, 2: kast] kastet. 237

✂

Gravskrift over stiftsbefalingsmand G. F. v. Holsteins datter
På en metalplade i Ribe domkirke 1763

✂ Her Hviler den jordiske Deel

✂ af den fordum Høj Velbaarne nu Salige Frøken

✂ Salig IDA MARGARETHA von HOLSTEIN

✂ Den Høj Velbaarne Herre

✂ Herr GEORG FRIDERICH von HOLSTEIN

✂ Ridder Hans Kongelige Majestets til

✂ Danmark og Norge Geheime Raad

✂ Cammer Herre og Amtman over

✂ Flensborg Amt og Landskabet Bredstet

✂ Samt

✂ Hans Høj Velbaarne Frues

✂ Frue SOPHIA MAGDALENA von HOLSTEIN

✂ Fød Grievinde af KNUTH

✂ Deris Yndefulde Ældste Frøken Daatter

✂ Fød til Verden den 13de November 1755

✂ igien føed ved den Hellige Daab den 15de

✂ i Samme Maaned hensov salig

✂ den 13de Ianuarij 1763.

✂ Stat lidet Stille Vandrings Mand
Og lad dig her erindre
Ej Skiønhed Riigdom Byrd og Stand
Ej Dyd Kand Døden Hindre.
Jeg blomstrede af Adels Rod
Af Skiøn Forstand og Lykke

*Om gravskriften se Victor Hermansen, Ribe Bys Historie 1730-1820 II, 1946, s. 186 flg. Gengivelsen i nærværende udgave er af stiftsprovst i Ribe, dr. theol. V. Grønbæk sammenholdt med originalen. I denne er der nogle gange ikke gjort adskillelse mellem ordene. Det er tvivlsomt, om der står Siæl eller Sieel, ævig eller eevig. - G. F. v. Holstein (1717-72) blev stiftsbefalingsmand i Ribe 1754, forflyttet til Flensborg 1760. 238

✂ Min Skabning var som Melk og Blod
Men Ydmyghed mit Smykke
Jeg var Forældres Hiertens Fryd
Og Heele Huusets Glæde
Fordi mit Levnet var af Dyd
Og yndighed en Kiæde
Men midt i den min Største Flor
Indfaldt mit Løvfalds Dage
Da blev vel Afsked Smerte stoer
Dog Større Trøst tilbage
Thi Daaben gav mig Perle Navn
Og Skat, Som ej blev borte
Selv Døden drog min Siæl i Havn
Til Salems Perle Porte
Mit Støv Skal og Sin himmel Glands
Paa Christi Dag erlange
Idemargreth med Brude Krands
For Thronen ævig prange
Sin i Livet livsalige Frøken Gud Daatter
til udødelig Æreminde tegnet

✂ af H. A. B.

*Perle Navn] Margaretha betyder perle. - Perle Porte] Joh. Åb. 21, 21. 239