Brorson, Hans Adolph Svane-Sang ; Lissabon ; Mindre digte ; Prosaskrifter ; Tillæg : Paul Diderichsen: Filologisk redegørelse. Arthur Arnholtz: Brorsons vers- og sangkunst. - 1956

✂

Kap. 1.

✂ Hvem han er, spørges der; hvem roser kirken sig af at have som sit banner? Moses kalder ham Jehova. Det er bekendt, at dette navn, ligesom det ikke kan tillægges nogen skabning, således er særegent for Gud alene og fælles for alle de tre personer. Men ligesom Gud ved dette navn adskiller sig fra alle andre guder: »Jeg er Jehova og ingen ydermere; foruden mig er der ingen Gud«, Es. 46, 9; 42, 8, således adskiller Moses ved bekendelsen af dette navn Guds folk fra alle andre folkeslag, nemlig fra afgudsdyrkerne: »Hør, Israel, Jehova vor Gud, Jehova er een«, 5. Mos. 6, 4. Thi fordi han har navnet af væren, 2. Mos. 3, 14, og det er det samme som hos Johannes: »Han, som er, som var, og som kommer«. Åb. 1, 4, ??? 1) eller ??? ,2) den, som er af sig selv, det alfuldkomne væsen, som ikke kan undlade at være, hvis lige intet andet er eller kan være, hvem alle andre væsener alene skylder deres oprindelse og opholdelse, - derfor gør han ved dette navn fuldstændig til intet ikke blot alle opdigtede guder, så at han derefter så at sige gør

*1) den selvværende. *2) den i højeste grad selvværende. 362

✂ guldkalven til støv og aske, men også alle andre væsener på religionens og troens område. Så vil han da, at hverken til folket, som havde kæmpet med jern, eller til Josva, der også havde kæmpet med tro, eller til ham selv, der havde kæmpet med vedholdende bønner, men til Jehova alene skal al ros for så stor en sejr ydes og ganske indvies, som om han ville sige: »Hvad er mennesker, selv de største, hvad er selv vi alle, hvad er selv hele verden andet end jord og røg, støv og aske? Giv Jehova, I børn af de stærke, bring Jehova ære og styrke«, Sl. 29, 1. Hvis han er med os, hvem er da imod os? Du har visselig set, Israel, de to største modstandere af denne sandhed, Ægypten og Amalek, som med mund og sværd har disputeret om denne vor bekendelse, men se! hvad de levende fornægtede, beviste de ved deres død.

✂ Derfor fælder nu til dags den mængde af ateister og naturalister, der forkaster enten Guds tilværelse eller hans forsyn, dom over sig selv lige så vel som mængden af navnkristne, der ganske vist bekender begge dele med munden, men som de ulykkeligste af alle og højst afskyelige fornægter dem i livet, Jer. 2, 12. 13.

✂ Men at der på dette sted med Jehova særlig menes Guds søn, fremgår af, at Moses som sit banner nævner ham, der efter Israels befrielse fra Ægypten gik foran det i sky- og ildstøtten, førte det frelst gennem det røde hav, bespiste det med manna fra himlen og udfriede det af Amaleks hænder ved dettes undergang. At det var ham, som var Israels herlige fører, fremgår af, at han kaldes engel og Jehova, 2. Mos. 14, 19. 24; dette navn, der indbefatter Messias' højeste værdighed såvel i person som i embede, har ikke nogensinde kunnet anvendes om nogen enten i himlen eller på jorden uden Guds enbårne søn.

✂ Derfor bør man især lægge mærke til Moses' iver for at forsvare Messias' guddommelighed; thi at ondsindede indvendinger, som blev gjort mod denne ypperste artikel i den messianske religion, hørte til den Kristi forsmædelse, hvorom Paulus taler i Hebr. 11, 26, indrømmer man let. Mizraims stolte efterkommere1) foragtede Messias' person, da den jo skulle udgå af et folk i trældom og fangenskab, og der var ikke noget, hvori de

*1) Ægypterne. 363

✂ vanskeligere fandt sig, end at hans rige, tomt for alle verdens vellyster, skulle foretrækkes for alle deres rige fædrelands skatte, og det af en fyrste ikke blot over hele folket, men også over de vise, en, som de derfor på deres side anså for den mest tåbelige og uvirksomme af dødelige. Sikkert levnede den Kristi forsmædelse, som Moses ved hans nåde udholdt, ikke Kristus blot nogen, end sige guddommelig ære, men den største forhånelse, som Farao og de ham ikke meget ulige tjenere og undergivne udslyngede med giftig tunge mod hans trofaste tjener. Og vi tvivler ikke om, at Amalek har været af samme stof; efter Faraos ødelæggelse stræbte han, som Josefus bevidner i Arkæologiens 3. bog1), at forene alle folkeslagene med sig for at fremskynde Israels undergang. Vers 16 [i 2. Mos. 17] forklarer nogle således om Gud: »Eftersom en hånd er over Guds trone (idet han sværger), skal Jehovas krig være mod Amalek fra slægt til slægt«. Andre [forstår det] om Amalek: »Eftersom (hans) hånd er over (eller mod) Guds trone, skal der være krig...« Begge forståelser viser, at dette folk har været Gud i højeste grad fjendsk og afskyeligt, af David kaldt Guds fjende i særlig forstand, 1. Sam. 30, 26. Og visselig, når vi sammenstiller alt dette med Josefus' ord og Guds befalinger om fuldstændig at udrydde Amalek, v. 14; 5. Mos. 25, 17-19; 1. Sam. 15, 2, er det sandsynligt, at amalekitterne ved ganske at ødelægge israelitterne har villet tilintetgøre spådommen om Messias og gøre den aldeles frugtesløs, og at Amalek og Farao har været to gammeltestamentlige udgaver af Herodes den store og forløbere for Antikrist*). Men hvad under, at de folkeslag, som frem for alle andre var hengivet til afgudsdyrkelse, har næret foragt for Messias' ære, når selve de samme israelitter, som han ved forbavsende mirakler havde ført ud af Ægypten, gjorde det samme? Når de nemlig i 4. Mos. 21, 5 siges at have talt mod Gud og Moses, kalder Paulus det, at de har fristet Kristus2), 1. Kor. 10, 9, nemlig med disse ord: »Hvorfor har du fået os til at drage op fra Ægypten? Vi har ikke brød, heller ikke vand«, som om de ville sige: »O de

**) Parallelsted se Sl. 83. som Augustin henfører til Antikrists tider.

✂ - - -

*1) Arkæologien] lat. Antiquitates, Josefus' skrift om jødefolkets historie. *2) Kristus] variant for »Herren« i 1. Kor. 10, 9. 364

✂ lykkelige ægyptere, som idet de dyrker deres guder, glæder sig over al overflod af lykke; men ve os fra den dag, da vi hørte Messias' rige så højt prist; det er rigtignok lykkeligt; hans følgesvende, der flakker ynkeligt om i ørkenen, må omsider omkomme af sult og tørst.« Men det samme, som hændte Israel, ser vi desværre er hændt mange, som efter for længst at være kommet ud af det romerske Ægypten1) er faldet i en langt farligere fristelsens ørken. Og som skribenterne allerede længe har bemærket: jo mere dannede folkene har været, des større afgudsdyrkere. Grækenland, sædet for literær dannelse, havde titusinder af guder*), og Ægypten hædrede med guddommelig ære først fader Chamus, kaldet Jupiter Hammon, dernæst tyre og hunde, orme og løg, og det overgik dog alle andre folkeslag i ry for visdom. På samme måde ser man deres ulykkelige åndsfrænder misbruge overlegenhed i dannelse til at formørke retfærdighedens sol.

✂ Men hvad under, når den menneskelige fornuft, blind i de åndelige ting, efter at åbenbaringen er forkastet eller fordunklet, danner et teologisk system ud af sit eget og for at skaffe det autoritet ynkeligt fordrejer og sønderriver så mange udsagn af den hellige skrift. Men lad dem tjene til eksempel for andre på, hvor vidt de bedste og, som de plejer at kaldes, guddommelige begavelser kan gå i afsind, efter at nemlig den eneste lampe for de sjæle, der skal frelses, er slukket eller sat til side, Sl. 119, 105; thi at fratage, så vidt det står til dem, vor ophøjede frelser den evige majestæts krone anser de for så meget mere ærefuldt for dem, jo sikrere det står fast, at ingen før dem har forsøgt det med den frækhed og fremgang. Men skriftens klarhed ikke blot åbenbarer og dømmer deres vildfarelse, men forøger den også i højeste grad; thi ligesom den tydeligt lærer alt, hvad der er nødvendigt at vide til frelse, således fremstiller den Kristi guddom med så fyldige og indlysende ord og vendinger, at de overgår selve himlens stjerner i klarhed. Thi hvordan skulle skriften kunne være en sikker og ufejlbar trosregel, dersom den, når den så mange gange kalder vor frelser Jehova, som vi har

**) Hesiod, »Gudernes herkomst«.

✂ - - -

*1) dvs. pavedømmet. 365

✂ hørt, »Gud over alting, velsignet i evighed«. Rom. 9, 5, »den, som kender alt«. Joh. 21, 17, »formår alt, alfa og omega, den almægtige«, Åb. 1, 8, - dersom [disse udsagn] ikke var, hvad de er, nemlig de klareste og mest strålende vidnesbyrd om guddommelig majestæt? Eller hvilken grund kan der opfindes til at tvivle om en så åbenbar sandhed uden, hvad der hentes fra en forvirret og selvmodsigende fornuft. Thi at tro, at skriften er Guds ord, og dog nægte Kristus, hvad skriften så ofte tillægger ham, er at drage slutninger mod al sund fornuft; og der står ikke, end ikke i skriften, noget middel tilbage til at forsvare sandheden, hvis hårdnakket frækhed i argumentationen skal tilskrive sig navn af den højeste visdom ikke blot imod skriftens, men også mod fornuftens lys.

✂ Thi at ikke blot guddommelige navne og egenskaber, men også guddommelige gerninger af skriften bliver tillagt den milde frelser med den samme, det vil sige den højeste klarhed og sikkerhed, er vel bekendt. Da Johannes, som ifølge Eusebius' og andres vidnesbyrd skrev sit evangelium imod Ebion og Cerinthus, ønskede at lære Kristi Guddom med de klareste ord, hvorledes kunne det så ske enten mere indlysende eller mere åbenbart, end når han ikke blot med apostolisk, det vil sige guddommelig myndighed viser, men også ved den mest eftertrykkelige udtryksmåde indprenter sjælene: at Logos, som fra begyndelsen var hos Gud dvs. en særskilt person over for Faderen, selv er Gud, og det ikke blot af navn, men sammen med Faderen almægtig skaber af himmel og jord, at alt er gjort ved ham, og at uden ham er intet gjort af det, som er gjort, Joh. 1, 3? Her må man lægge mærke til, at apostlens påstand, der er såvel positiv som negativ dvs. så kraftig som muligt, udelukker alle undtagelser og tvivlsmål, så at der ikke er efterladt kætterne blot den mindste revne til at smutte ud af, hvad man også lægger mærke til på det højst eftertrykkelige parallelsted Kol. 1, 16. Men dersom partiklen (ved) endnu vækker anstød hos dem1), lad dem så i hele skriften vise et eksempel på, at der ved een eller alle engle eller ærkeengle er gjort den mindste jordklump eller

*1) De, der nægter Kristi guddom, vil beråbe sig på, at der i Kol. 1, 16 står, at »alt er skabt ved ham«, og hævde, at så er han dog ikke skaber i fuld betydning. 366

✂ vanddråbe, da Paulus tværtimod der, hvor han åbenbart behandler den uendelige forskel mellem vor frelser og skabningerne, siger: »Din trone (Guds søn) er, o Gud, i evighed og evighed«, Sl. 45, 7; »du, Jehova, bliver i evighed og din ihukommelse i slægt efter slægt«, Sl. 102, 13; Hebr. 1, 8, og at de ord skildrer den højeste guddommelige magt, skal ingen nægte uden den, der vil nægte al sandhed. Ja, tilmed har Guds søn selv på jorden bevidnet det samme, ikke blot med ord, men også med gerninger, som i sandhed var guddommelige: »Dersom jeg ikke gør min Faders gerninger, så tro mig ikke; men dersom jeg gør dem, så, selv om I ikke tror mig, tro gerningerne, for at I må kende og tro, at Faderen er i mig og jeg i Faderen«, Joh. 10, 37.

✂ At have påpeget dette med få ord mener jeg er tilstrækkeligt, om ikke til at overbevise de vildfarne, så dog til at advare de ukyndige, nemlig om, med hvor stor iver man nu til dags især bør vogte sig for denne labyrint.

✂ At artiklen om Kristi guddom gennem alle århundreder har haft mange modstandere, undrer os ikke. Guddomsmagten hos ham, der knuste slangens hoved, har altid været torne i Satans øjne. Og at ingen anden skulle være Messias end han, som kunne forvandle stene til brød, har han selv bekendt1); men for at han i dette verdens sidste tidsrum kunne hindre des flere fra troen på Jesus Kristus og den fulde forvisning om ham (thi for dem, der nedsætter midlerens person, forringes nødvendigvis hans embede), derfor har han opægget ikke blot det til undergang værdige menneskes, men også kødets og verdens fornuft til at formørke Kristi herlighed.

✂ Vor Moses selv, som var oplært i al ægypternes visdom, Ap. G. 7, 22, lærer ved sit eksempel tilstrækkeligt og mere end nok, at alle kunster og videnskaber, der skal tjene til skaberens pris og menneskers gavn, ingen andre fjender har end de uvidende. Indrømmet! Men når gudsfrygten, som er visdoms begyndelse og al erkendelses sjæl, mangler og er foragtet, så forvilder den menneskelige fornuft sig visselig des længere bort fra sit mål, jo mere den praler af at have gjort fremskridt i videnskaberne. Men dersom den blind bryder ind i

*1) Mt. 4, 3. 367

✂ teologiens helligdom, så er det sikkert, at det højeste blandes med det laveste og det hellige med det profane; thi at der af denne sæd gror så meget af kætteriets og naturalismens ukrudt, hvorpå vor tid er såre frugtbar, og som stort set eller fuldstændigt fornægter den milde frelsers herlighed, derom vidner den sørgeligste erfaring. Dog med des større nidkærhed sætter kloge lærere i den højhellige teologi sig mandigt imod dette onde, som stormer mod selve troens grundvold og åbner alle vinduer og døre for Antikrist; og hverken arbejdets møje eller mængdens uvilje skræmmer dem, så ofte de betragter kirkens dejlige banner. Det var ganske vist en vanskelig sag for Moses at føre folket gennem ørkenen, ikke anderledes end en hjord gennem de grummeste vilddyrs skjulesteder; enhver forandring af stedet var begyndelsen til en ny fare. Alt truede med undergang på den vanskelige vej, der knap var fremkommelig for geder og hjorte. Moses kendte folkets sind, som var uvilligt over for begge kår1). Lige så mange besværligheder det døjede, lige så mange ængstelser døjede Moses, altid bange for, at det skulle synde, eller (når der skete synd) for, at det skulle gå under. Han så alle folkeslagene i våben mod sig; de kaldte ham en røverhøvding. Men alt dette var avner, som skulle spredes ved et eneste lille ord: »Hør Israel! Jehova, vor Gud, Jehova er een; vor ene Jehova er nok for os«. Dette fik Amalek at erfare, som angreb Guds folk, de fremmede vandringsmænd, og styrtede rasende i straffens sværd.

✂ Glædeligt og al efterligning værd er derfor denne anførers forbillede; efter at han 40 år før2) var bleven vænnet til hyrdernes afkroge, så man ham nu som en triumfator i den sværeste opgave af alle. Stærke sjæle er altid ydmyge, idet de er sig deres egen svaghed vel bevidst. Hvem ville søge livsopgavernes stejle tinder ifølge sin egen dvs. blinde tilskyndelse? Hvem ville, når han var ved sund sans, eftertragte farer uden med Gud som fører og beskytter? Det er et kendetegn på den store sjæl, ikke at tragte efter store hverv, men mandigt at varetage dem, der rækkes en.

*1) begge kår] at blive stående og at gå frem. *2) Ap. G. 7, 23. 29. 30. 368

✂

Kap. 2.

✂ Men nu er det tid til at spørge om, hvad der skal forstås ved dette banner. Med hensyn til afstamningen er der her ingen vanskelighed. Af roden ??? (nasas) kommer banner; ??? (nes) er banner, hvad der her som også oftere betyder en krigsfane, Es. 5, 26; 10, 18; 13, 2; Jer. 4, 6.

✂ Her at have sagt et og andet om bannere i almindelighed og særlig om de fire ypperste i Israels hær, nemlig Judas, Rubens, Efraims og Dans i form af en løve, et menneske, en okse og en Ørn, ville ikke ligge uden for sagen, dersom tidens knaphed tillod det; men for den, der har hastværk, må det, der af sig selv følger som det mest nødvendige, være nok. Vi har ovenfor hørt, at der med banneret her menes verdens frelser, og yderligere angiver dette ord banner sammenligningsvis (1) kirkens krigstilstand på jorden. Den timelige fred, som vi ved Guds særlige barmhjertighed nyder midt iblandt så mange tårer og suk hos andre folkeslag, der tynges af krig, den skatter Kristi kirke højt, idet den altid ængster sig for at skulle miste den ved skammelig utaknemligheds synd, og så meget mere glødende omfavner og kysser kirken den åndelige fred, som Kristus har vundet os ved sin blodige død. Men med Satan, verden og vort eget kød kender den hverken til fred eller våbenstilstand, kun til krig, og det en alvorlig og yderst hvas, og med henblik på den er den udvortes krig, hvor stor den end måtte synes, næsten ikke andet end en leg, enten man ser hen til dens1) hede, der ikke i heftighed overgås af noget, eller til resultatet, der ikke i glæde overgås af noget, hvis det falder godt ud, eller i modsat fald ikke i rædsel.

✂ Og hvorfor undrer vi os over, at det siges om lemmerne, når Simeon kalder hovedet »et tegn, der modsiges«, Lk. 2, 34, det vil sige en krigsfane eller et banner, mod hvilket det er en kendt sag, at fjendernes største kampstyrke gør stormløb. Vor søde frelser er jo netop også ved menneskets hårdnakkede vantro bleven en anstødssten, skønt Gud i virkeligheden har fremstillet ham som et sonemiddel i hans blod ved troen, Rom. 3, 25, således

*1) dvs. den åndelige krigs. 369

✂ som også banneret her (2) lover alle nedbøjede trøst. Ligesom i slaget, når sagerne står forvirret og håbløst, alle, hvis der da er nogen tilovers, ser hen til banneret og alle tyr til det, således er der ikke nogen anden tilflugt end Jehova Nissi1), end verdens frelser, ikke nogen anden vej til faderen, ikke noget andet navn givet under himlen, i hvilket vi bør frelses. Thi den, som Moses kalder Jehova Nissi, ham betegner bruden ved at sige: »Hans kærlighed er banner over mig«. Højs. 2, 4, og viser det oprejste alters overensstemmelse med dette navn, nemlig hvorfor Moses oprejste det: kun for ved altret at anbefale vor forsonings sande offer. Men hvorfor det blev kaldt Jehova Nissi, kun for ved denne liflige tiltale at indbyde alle nedbøjede til frelseren, det er, hvad de 70 fortolkeres oversættelse2) udtrykker fortræffeligt ved: »Herren er min tilflugt«. Ligesom Juda stammes banner, der fremviser en løves billede, udlægges på denne måde af englen: »Græd ikke, thi løven af Juda stamme har sejret«. Åb. 5, 5, således betegner Moses her ved altret forbilledligt den korsfæstede: »Frygt ikke, Israel, her er tilflugt; her er vort banner; her er det sande og eneste og sikre fristed for det forpinte hjerte«.

✂ Nogle mener rigtignok i tilslutning til Josefus' Arkæologi, 3. bog, at Moses har bragt offer på dette alter; men da skriften tier, tror jeg, at det er bygget til et for alle synligt tegn, hvorved Moses ville have dem indprentet en sag af den største vigtighed. Det er kendt, at Moses ikke har kunnet tale med alle, og at ikke en hundrededel af folket med ørerne har kunnet opfatte hans røst, selv når den var højest hævet. Bortset fra børn og kvinder bestod israelitternes menighed af 600.000 mennesker, og knap to mil kunne slå til, når deres lejr skulle udstikkes; for da her at stille den i troen triumferende sjæls glæde frem for alles øjne, byggede han, som jeg mener, på det samme ophøjede sted, hvor han nylig, medens Josva kæmpede, havde stået med udbredte hænder, der forud viste den korsfæstedes billede a), - på samme høje sted, siger jeg, hvor han kunne ses af alle,

*a) Augustin, Om Guds stat, 10. bog, kap. 8: »medens Moses bad, idet hans hænder var udrakt i korsets lignelse«. *1) Jehova Nissi] Jehova mit banner, altrets navn på hebraisk. *2) Den aleksandrinske oversættelse af GT til græsk (LXX). 370

✂ byggede han hint store alter for, når folkets opmærksomhed var vakt ved en ny handling, at indprente de udsendte høvdinger og sendebud forløsningens store vigtighed, der forud var bleven afbildet ved udfrielsen af Ægyptens og nu af Amaleks kløer, og for ved altrets mærkelige navn Jehova Nissi at indplante i alle en fast tillid til Gud, i sandhed al trøsts sødeste kerne. Thi den, som omfavner Kristus ved troen, har i ham alt; ligesom han nemlig er banner for den kæmpende, således er han brød for den hungrende, vin for den tørstende, sundhed for den syge, styrke for den trætte, vej for den vildfarende, sandhed for den uvidende, liv for den døende; og omvendt: den, som har Kristus, skal ikke frygte noget ondt, fordi Jesus er banneret, Jesus er kirkens tilflugtssted, Jesus er de troendes klippe, og alt dette er indbefattet i det søde navn Immanuel, Gud med os, som opvækker troens højeste forvisning; thi er Gud for os, hvem er da imod os? Rom. 8, 31.

✂ Men (3) Jehova Nissi er det glædeligste billede ikke blot på kirkens forsvar, men også på dens vækst og en venlig indbydelse til at tilegne sig nåden. Thi dersom et krigsbanner ikke blot lover beskyttelse for dem, der hører til under det, men også nåde for dem, der skal underlægges det, så er det langt mere sandt på det åndelige område. Thi ligesom ikke blot selve den særlige udvælgelse af dette folk først og fremmest havde det formål, at hele menneskehedens frelser skulle fødes af det, og når det var sket og åbenbart lagt for dagen, skulle enhver særrettighed forsvinde, og hele det gamle Testamentes frelsesordning tilsigtede, at hele verden skulle erkende, at Israels Gud var den ene og sande Gud; ligesom omvendt deres (ligesom nu de kristnes) eksempler på ugudelighed har udleveret Guds navn til spot for hedningerne, - således har ikke blot de store velgerninger, som blev ydet dette folk, men også de smertelige sår, der blev tilføjet det i dets ulydighed, fremstillet for alle folkeslag såvel den almindelige nåde som den mere specielle. Ja, selve de grusomme krige, hvorved de undertvang de vildeste folkeslag, sigtede alle mod det samme formål, og Moses fremstiller her ikke i anden mening sit banner som tilflugt for alle folkeslag end for ved et forspil til den nye pagt at sprede evangeliet vidt og bredt.

371

✂ Med dette sind fejrede han triumf over de nu overvundne såre bitre fjender, fyldt af nådens Ånd, for ud af oprørernes ødelæggelse ligesom af slangers gift at tilberede lægemidler for andre folkeslag.

✂ Ganske vist indvender partikularismens1) tilhængere, at Amaleks undergang er et bevis på absolut forudbestemmelse og opfyldelse af spådommen om Esavs forkastelse. Men de lægger ikke mærke til, at der ved Amalek her ikke forstås en efterkommer af Esav, men stamfaderen til et langt større og ældre folk, hvis rige kan ses at have blomstret endogså på Abrahams tid såvel som nu samtidig med Moses, 1. Mos. 14; 4. Mos. 24, 20. Men det fællesskab, som var påbudt Israel med Esav, viser, at hin Amalek, hvem fællesskabet var fuldstændig forbudt, ikke har hørt til dette folk. For dem [tilhængerne af partikularismen] er derimod frem for alt denne nægtelse af fællesskab med Guds folk bestemmende; de påstår, at den er tegn på den absolutte forkastelse, idet de ikke tager i betragtning, at disse naboer til Ægypten ved at høre om de forbavsende undergerninger, som var udført der, havde haft kaldelsens nåde ikke blot i tilstrækkelig, men i overstrømmende grad. At de dog ikke derved lod sig bøje, men som rasende satte sig op imod Gud og undertrykte de uskyldige og svage i folket ikke så meget ved våbenmagt som ved svig, har været et utvivlsomt bevis på et sind, der støder al nåde fra sig. Mon det dog ophæver den universelle nåde, når Gud nødes til at tugte og udrydde den slags halsstarrige, som holder ved med så megen rasen? Nej, da først fejrer den universelle nåde sin største triumf, når vi ser dens urokkelige sandhed blive stadfæstet ved bevissteder, som anføres mod denne universalitet. Således er heller ikke Jehova Nissi skrevet mod Amalekitterne, uden for så vidt som de modsatte sig den tilbudte nåde dvs. for at jeg skal bruge skriftens ord, så længe som deres hånd var imod Guds trone; men ved selve dette ord, nemlig banner, blev de overlevende, så mange de var, ikke mindre end alle andre folkeslag draget til at anerkende Israels Gud. Således har Esajas i kap. 11, 10 sikkert ønsket, at Moses skulle forklares. Thi

*1) Partikularismen] den lære, at Gud kun har forudbestemt en del af menneskeheden til frelse. 372

✂ efter at have påvist, at der med »mit banner«, som han kalder folkenes, menes Messias, Isajs rodskud, angiver han ordets dybe betydning dvs. den universelle nåde i Kristus: »efter ham«, siger han, »skal hedningerne spørge, og hans hvile (den fred og tryghed under hans skygge, som er lovet hedningerne) skal være herlighed«, det vil sige en tilstand, der ikke blot er liflig, men også i højeste grad herlig, i den grad, at de jublende skal bekende, at de er hævet op til barnerettens øverste højdepunkt, som om de ville sige: O al nådes mildeste Fader, som ved så mange forjættelser og eder, ja ved den enbårnes død som pant har vidnet, at han vil modtage alle syndere i barmhjertighedens skød. O sødeste verdens frelser, ja frelsens fyrste for den hele verden, der ikke forsmåede at løftes som folkenes banner på korset for at udvirke frelsen. O evige og umålelige nådens vind og strøm, den Helligånd, som attrår at udsendes i alles hjerter og at udgydes ved ordet som middel. Og o! salige hjerter, som ganske sænker sig ned i dette nådens hav.

✂ Men da det aldrig nok kan begrædes, at så stor en flod af så universel en nåde forsømmes af de fleste eller holdes i den højeste foragt, så piner intet mere de fromme sind, end at denne de dødeliges utaknemlighed, genstridighed og vantro, den eneste hindring for at opnå frelsen, af partikularismens ophavsmænd drejes til - skrækkeligt at sige! - fornægtelse af den universelle nåde. Denne højeste forargelse for menneskeslægten kunne de let undgå, dersom de ville have tro til Guds klare, hellige, pålidelige ord og ikke til den elendige, visne og lemlæstede fornuft, som er uskikket til at udgrunde den guddommelige frelsesordnings dyb, eller om de i det mindste ville vogte sig for at fastslå noget mod den sunde fornuft om Gud, kærligheden selv.

✂ Men lad des mere alle, som søger tilflugt under Guds kærligheds banner, bekende hans nåde med de lifligste lovsange; lad duen i klippekløften sige: »Jeg vil elske dig, Jehova, min klippe og min borg og min Gud, som udfrier mig, min styrke. Jeg vil håbe på dig, mit skjold og min frelses horn, min ophøjelse«, Sl. 18, 2-3. Men hvem de er, som kan være trygge og tilfredse under dette al nådes banner, det vil fremgå af det, som nu følger.

373

✂

Kap. 3.

✂ Vort banners tryghed og skjul nyder ingen uden de, som er til stede og følger, de, som kaldes Guds folk eller kirken. Denne er ifølge ordets1) betydning en udkaldelse eller en forsamling, som er kaldt ud af de uigenfødtes almindelige flok, og som hører Guds ord og på rette måde bruger sakramenterne. Men den plejer at deles i den synlige og usynlige eller i den forsamling, i hvilken kirken er, og den, som er kirken (som Gerhard rigtigt og tilstrækkeligt udvikler det, jfr. 2. bog, art. 5, s. 804)2). Således påviser Paulus ypperligt denne adskillelse i selve det folk, for hvilket Moses viser frelsens banner: »Jeg vil ikke brødre, at I skal være uvidende om, at vore fædre alle var under skyen og alle gik gennem havet og alle blev døbt ved Moses i skyen og i havet og alle spiste den samme åndelige mad og alle drak den samme åndelige drik; thi de drak af en åndelig klippe, som fulgte med; men klippen var Kristus. Dog fandt Gud ikke behag i de fleste af dem; thi de blev slået ned i ørkenen; men disse ting blev vore forbilleder«, 1. Kor. 10, 1-6. Men det, der var den store hemmelighed, som kun nogle af dem fattede, og som netop var grunden til, at de behagede Gud, det kalder Paulus anden steds troens hemmelighed, 1. Tim. 3, 9; denne hemmelighed ligger i det lille ord af Moses: »mit«, som blot er den mindste del af et ord3); men i så lille en stump er denne store hemmelighed gemt, uden hvilken alt, hvad der siges eller forjættes om Gud og Messias, jo mere nådefuldt og herligt det er, er så meget mere frygteligt. Men salige de, som ved en sand tro kan sige: Min fader, min frelser, min retfærdighed, min fred, min herlighed, mit banner. For at optænde denne troens vished i tilhørernes hjerte siger han ikke vort eller folkets banner, hvad dog lå gemt i hans ord. Thi at Moses ville, at hele folket, ikke han alene, skulle frelses under det banner, viste han den dag, da Gud forjættede, at han ville gøre ham til et stort folk, når blot han fik ødelagt det oprørske folk; Moses ønsker tværtimod at blive udslettet af Guds bog, dersom noget så sørgeligt skulle

*1) ordet] det græske ord ekklesia (kirke). *2) Se noten til den latinske tekst, s. 349. *3) I det hebraiske ord Nissi, mit banner, er det det sidste i, som betyder mit. 374

✂ times folket, 2. Mos. 32, 32. Nej, derfor siger han »mit banner«, for at han ved sit eget eksempel kan opvække hver enkelt til personlig tilegnelse. Men denne havde de ikke alle; ellers ville hin frygtelige ørken være bleven forvandlet til et paradis, og hvor ville Moses' sjæl have jublet af glæde, dersom han havde haft så mange titusinder af hellige til ledsagere på rejsen. Men ak desværre! ikke mange og ikke de fleste, end sige alle var troende; de fulgte banneret med legemet, ikke med sjælen; hjerterne blev i ægypternes land, og de var ikke meget forskellige fra dem undtagen ved tiden, arten og stedet for deres begravelse; som den for ægypterne var beredt i havet, således for dem i ørkenen. De viste ved enhver lejlighed et sind, der var bortvendt fra Gud, og ved oprørets afskyelighed syntes mange at stå lige med selve Farao, nogle at overgå ham. På samme måde har kirken også endnu mange hadefulde udvortes fjender, men de farligste inden for murene.

✂ Men ligesom tegnene på hines vantro er had og splid, således er Israels sande karakter inderlig kærlighed og deraf udstrømmende enighed mellem sjælene under eet banner, mod samme fjende, med samme tro hos de kæmpende. Thi her er fællesskab om samme fare og løn for dem, der ligesom borgere i sluttet forbund kæmper for livet, for friheden, for fædrelandet, nemlig det åndelige og himmelske; og den kærlighed, som har forenet dem, er den forunderlige menneskekærlighed hos Gud, som for os stakkels dødelige har oprejst et banner, nemlig Guds lam, der er slagtet for os alle på korsets alter. Således sindede var ikke alle, men Moses' og profeternes sande disciple, benævnede Guds Israel, Guds folk, ejendom, den sande, sejrrige og Israel1) værdige slægt, så stor en helts ikke vanslægtede sønner, der efter at det helvedes Ægyptens åg var afkastet, ved at omfavne korset stundede dag og nat med eet sind mod alle patriarkers og profeters fædreland.

✂ Sådan var folkets præg især i selve det nye Testamentes begyndelsestid; i enestående stræben efter dette havde jo hele menigheden eet hjerte og een sjæl, Ap. G. 4, 32. Det var som et under at se så mange tusinde mennesker forenede, hverken ved

*1) Israel] her patriarken Jakob. 375

✂ slægtskabets bånd eller ved lighed i livskår eller ved fællesskab i livskald, men kun ved Kristi kærlighed. Al undren blev som overvældet ved betragtningen af dette menighedens fællesskab, der hverken var knyttet ved magt eller tilslebet ved list, men som var et eksempel på sand tro, himlen værdigt; billedet af den kæmpende forestillede jo der den triumferende, vel ufuldkomment, men dog sandt og såre glædeligt.

✂ Men hvad under, at en vingård, der var plantet og vandet af så mange ypperlige Kristi tjenere, stod i blomstring. Stort havde det været at se Moses i ørkenen, Guds tjener, der var tro i hele hans hus, alle profeters lærer, om hvem den Helligånd selv vidner, at han stod i gabet og af vendte al Guds vrede, Sl. 106, 23. Men hvad skal vi sige om det nye Testamentes første vidner, der var oplyst med langt større klarhed over evangeliet, om de 70 evangelister og mange andre forkyndere af evangeliet, alle fyldte med den Helligånd, især om frelserens tolv apostle, som han selv kaldte jordens salt og verdens lys, som havde set ham så tit med deres øjne, havde så længe nydt godt af hans samtale og omgang, der flød med honning; han havde jo netop for dem så mildt åbenbaret Guds uendelige kærlighed og godtgjort den ved den lidelse og død, som var bitrest af alle.

✂ Disse og den højeste kærligheds øvrige hemmeligheder, der uafladelig blev indprentet med en underfuld kærlighedslidenskab, rev som en himmelsk flamme alle ikke oprørske sjæle med og fyldte dem med en så stor troens og kærlighedens brand, at de endogså elskede deres fjender, men til hinanden indbyrdes som Guds børn og sønnens medarvinger følte i ham en endnu ivrigere kærlighed, og frygten for ildeset indblanding var så meget mindre, som den gensidige kærligheds kappelyst var større. Den læredygtighed, der var væbnet med så stort et forbillede, udbredte Kristi liflige rige over hele verden, og hos de dalevende har man ikke set nogen smitsot angribe enigheden og snigende brede sig, ja heller ikke, så længe mindet om deres liv og blodige martyrium bevaredes frisk; thi at bekendernes udgydte blod har forøget både de kristnes tal og deres varme, derom vidner hele denne gyldne tidsalders historie.

✂ Og dette skriftsteds sejrspris er, at lærere i skoler og kirker

376

✂ ved Moses', profeternes og apostlenes eksempel opvækker alle til med sand tro at betragte dette nådens banner, med den andagt, som det har krav på. I denne betydning siges Paulus at have båret Jesu navn frem for konger og hedninger og Israels børn, Ap. G. 9, 15. Med dette sind vil han, at alle skal se hen til troens anfører og fuldfører, Jesus, som for den glæde, der var stillet ham i udsigt, udholdt korset og har taget sæde på højre side af Guds trone, Hebr. 12, 2. Med henblik herpå kaldtes ordets tjenere i den ældste kirke fanebærere; således tiltaler jo præfekten Asklepiades martyren Romanus hos Prudentius s. 146:

✂ »Skændige uhyre, du usle, æreløse oprører og urostifter i den ustadige folkemasse... og videre: Du ryggesløse har beredt dette skuespil af blodig ulykke, hvor borgere skal dræbes, hvem det er nødvendigt på grund af din belæring at henrette som skyldige i vanhellighed, ugudelighed og fordærvelig tidsånd: du er årsag til døden, du fanebærer for de onde«1). Her undrer vi os ikke over, at menighedernes høvedsmænd har været det sikreste mål for det største raseri, men over, at de selv ikke sjældent af den højeste kærlighed til deres tilhørere har vendt hele forfølgelsens stormløb mod sig alene. Lykkelig i sandhed den hellige legions lejr, der var prydet af så store anførere og fanebærere på den tid, da man ifølge Sulpitius Severus samme steds s. 143 »kappedes om at ile frem i ærefulde væddekampe, og martyrier dengang søgtes begærligere ved ærefuld død, end nu bispeembeder eftertragtes i dårlig ærgerrighed«, Sulp. Sev., s. 143.

✂ Hvorledes rivalisering ganske udslukkede denne efterhånden aftagende første kærlighed, hvorledes forligelsens tjeneste såede splidens første sæd, medens den tidligere kun var kendt ved den gensidige kærligheds og velviljes kappestrid, hvorledes først sandhedens og enighedens vold blev omstyrtet og derefter kætterier og splittelser begyndte at bryde frem som en flod og oversvømme alt, hvorledes banneret er blevet forladt og sjælene, der er bragt i forvirring, spredes ad så mange veje, som dels blind lydighed, dels partiiver, dels ærgerrigheden, værre end al pest, har draget dem, denne sag er tilstrækkelig kendt og alt

*1) Til dette og det følgende citat se noterne til den latinske tekst s. 352-53. 377

✂ for omfattende og sørgelig til at kunne være tjenlig for enten den nærværende korte tid eller den forestående fest.

✂ Dog kan blot omtalen deraf ikke undlade at påminde alle troende om, hvor afgørende nødvendig bestandigheden er; thi når den manglede, har al fromhedsiver ikke blot været til ingen nytte, men altid til større skade og skam.

✂ Kraftløst salt er de, Mt. 5, som tidligere afviste al moralsk råddenskab, [men] nu vækker væmmelse hos alle fromme som hunde og svin, der vender tilbage til deres spy og søle, 2. Pet. 2. Vort banner driver i højeste grad på denne lære og indskærper den. Thi hvad i verden er afskyeligere for medborgerne end en overløber? Men langt mere dog de, der flyr fra korsets banner og begiver sig til fjendens lejr, hjemfaldne til evig fordømmelse. Men banneret ikke blot kræver bestandigheden, men opvækker og forøger den også; midt i flammerne sejrer Guds hær, så længe de med blikket på baneret følger det kækt. Vi har hørt bruden sige, at Kristi kærlighed er et banner, Højs. 2. Men meningen er, at jeg ved altid at se hen til ham som banner følger ham, den højt elskede, gennem klipper, gennem ild og vand. Alt formår jeg ved ham, som gør mig stærk, nemlig Kristus, Fil. 4, om hvilke ord Bernhard åndfuldt siger: »Hvorfor er ikke alle ting mulige for den, der støtter sig på ham, som mægter alt? Hvor stor en tillid ligger ikke i ordet: Alt formår jeg i ham, som gør mig stærk! Intet gør ordets almagt klarere, end at det gør alle dem almægtige, som håber på det. Kort sagt er alle ting mulige for den, som tror, Mk. 9. Eller er ikke den almægtig, for hvem alle ting er mulige? Således vil sjælen, hvis den ikke bygger på sig selv, men hvis den gøres stærk ved ordet, i hvert fald kunne herske over sig selv, så at ingen uretfærdighed hersker over den, Sl. 118. Således, siger jeg, vil den, der støtter sig på ordet og er iført kraft fra det høje, ikke af nogen magt, nogen svig, nogen tillokkelse kunne enten omstyrtes, når han står, eller undertvinges, når han hersker« (a). Det er bekendt, at de romerske legioner var mærkede med forskellige tilnavne; man havde således fromme, tro, lynere, sejrere. Men

*(a) Bernhard om Højs., s. 184, sp. 4.1) *1) Se noten til den latinske tekst s. 354. 378

✂ gode Kristi stridsmænd kaldes med større ret ikke blot fromme og tro, lynere og sejrere, men også, hvad de er ene om, uovervindelige, det vil sige dem (Rom. 8, 37-39), som hverken død eller liv, hverken engle eller fyrstendømmer eller kræfter, hverken det nærværende eller det tilkommende, hverken det høje eller det dybe eller nogen anden skabning skal skille fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor herre; ham være derfor sammen med Faderen og den Helligånd al herlighed, pris og ære i evighedernes evigheder. Amen.

✂ Under dette banner leve kongeslægten! Hele dit rige råber jublende: Lev, fædrelandets fader!1)

*1) Kan også oversættes: Under dette banner leve hele kongeslægten og riget! Alt, hvad der er dit, råber jublende: Lev, fædrelandets fader. 379

✂ TILLÆG

✂ VARIANTER I PONTOPPIDANS SALMEBOG

✂ OG

✂ I HÅNDSKREVNE SAMLINGER

380
381

✂

Indledning

✂ 1740 udkom Den nye Psalme-Bog, udi hvilken findes ey allene de Psalmer, som udi den forordnede Kirke-Psalme-Bog af Doet. Kingo have været samlede, Men endogsaa Mange Andre Udvalte, Deels Nye, Deels af det tydske Sprog oversatte Psalmer, Til desto mere Opbyggelses Anledning samlet, overseet, og til Trykken befordret Paa Høy-Kongelig allernaadigst Særdeles Befalning. Som titlen viser, var det en officiel kirkesalmebog. Udgiveren var Erich Pontoppidan. Af Brorson var der optaget 92 salmer, deraf 25 originale. Hvorfra havde Pontoppidan hentet dem? Man tænker uvilkaarlig: fra Troens rare Klenodie, der var udkommet 1739. Men ved nærmere eftertanke bliver man klar over, at det ikke kan være rigtigt. Udarbejdelsen af Pontoppidans salmebog havde stået på siden 1736. Fortalen er dateret 16. januar 1740, og da sidetal og arkbetegnelse begynder efter fortalen, må bogen på det tidspunkt have foreligget trykt, så selv om man antog, at Klenodiet var udkommet først på året 1739, kunne det umulig være benyttet ved udarbejdelsen. Det viser sig da også, at af Brorsonsalmerne hos Pontoppidan er ingen fra de 3 nye afsnit, som Klenodiet har ud over salmehefterne fra Tønder (A-I, 1732-35*)). Det er derfor klart, at det er fra disse hefter, Pontoppidan har taget sit Brorson-stof.

✂ Dette forhold afspejler sig også i salmernes tekst. Både Pontoppidan**) og Klenodiet bringer en modernisering af sproget, men hver på sin måde, så man ser, at de er uafhængige af hinanden. En række gammeldags former fra Tønderhefterne, som er afskaffet i Klenodiet, har Pontoppidan bibeholdt, særlig

**) Se 1. bind, s. VII flg. ***) Her ses bort fra, hvilke medarbejdere han har haft. 382

✂ genitiverne: dødsens, fredsens, havsens, kiødsens, livsens, syndsens, også korsens for korsets, lysens for lysets. På den anden side har Klenodiet beholdt Tønderhefternes verbalformer: du barst, du gikst, du kandst, du komst, du leedst, du lodst, du togst, du varst, du veedst, medens Pontoppidan har ændret dem til: du bar, gik, kand o. s. v.

✂ Ligeledes ser vi, at Pontoppidan og Klenodiet hver på sin måde ændrer fejl eller uheldige udtryk i Tønderhefterne. I nr. 48, 3, 7*), hvor heftet C har det meningsløse Syndens skiønne Væsen, ændrer Pontoppidan til slemme væsen, Klenodiet til skidne væsen; det sidste forstår man let, fordi Brorson naturligvis har husket, at han havde skrevet skidne, og været klar over, at sætteren blot havde læst et andet ord med sk. Eller nr. 13, 5, 5-6, hvor der i heftet B stod: Saa være ham da ogsaa Livet, Og hvad vi har til evig offer givet. Her manglede der 2 stavelser i sidste linie, og hos Pontoppidan kom den da til at lyde: Og hvad vi har, til tak, og evig offer givet. Brorson opdagede først fejlen, da J3 skulle udgives, og linien fik hos ham formen: Og hvad vi er og har, til evig offer givet. Endelig kan man nævne nr. 84, 1, hvor det om Guds måde at føre sine helgen på oprindelig (i heftet E a) hedder: At gange og Ledsage Alle Dage, Og altid med dem gaae I alle deres Dage. Dette kunne jo ikke gå an, da Dage kom 2 gange og rimede på sig selv. Pontoppidan beholdt det første Dage og måtte så forandre det andet; så kom det - idet samtidig det vanskelige ord gange og ordet gaae blev udskiftet - til at hedde: At bære og ledsage Alle dage Og altid med dem staae, Helst naar de findes svage. Brorson derimod beholdt det sidste Dage og måtte følgelig skaffe afløsning for det første; så står der i Klenodiet: At gange og ledsage, Lede, drage, Og altid med dem gaae I alle deres dage.

✂ I mangfoldige tilfælde genfinder vi hos Pontoppidan ord fra Tønderhefterne, som Klenodiet har ændret. Der er verber i enkelttalsform ved flertalssubjekt: de dækker, gaaer, seer o. lign., stridende mod Pontoppidans egen retskrivning, altså blot ved uagtsomhed overtaget fra hefterne. I nr. 19, 1, 7: sikre siel (Kl.: trygge siel), i nr. 82, 4, 8: Gud da vil Selv trine til (Kl.:

**) Numrene er Klenodiets. 383

✂ træde til), i nr. 119, 7, 7: saa er der troe i hierte (Kl.: i hiertet) o. s. v., o. s. v.

✂ Der findes ganske vist tilfælde, hvor Pontoppidan og Klenodiet har ændret på samme måde, og man kunne jo så spørge, om det skyldes et eftersyn af Klenodiet lige før rentrykningen af Pontoppidans bog. Det er der dog ingen grund til at tro. Det drejer sig nemlig om rene småting, f. eks. moderniseringer (siunge til synge o.lign.), eller forandring af udtryk, som en sætter kunne have svært ved at forstå (høye paa tonen til høre paa tonen, det sidste fælles for Pont. og J1).

✂ Noget helt andet er, at der i de senere udgaver af Klenodiet fremkommer betydelige ligheder med Pontoppidan. Det gælder især J6-7' der f. eks. afskaffer verbalformerne du barst, gikst o. s. v. Muligvis er der her en påvirkning af Pontoppidans bog. I eet tilfælde synes det i hvert fald sikkert, at J7 er under indflydelse af denne, nemlig ved nr. 120, der har en hel række af dens læsemåder, i 1, 1: sig grunder (det sig grunder mit salighedens anker paa), medens HJ1 har: mig grunder, J2-6: jeg grunder, fremdeles i 2, 1: lys for lye, i 2, 6: mange for mangen, i 3, 5: vække for vækker, livsens for livets og i 7, 3: og jeg udi saa mange stykker for: at derfor i saa mange stykker.

✂ Vi har nu set på forholdet mellem Pontoppidan og de brorsonske salmeudgaver. Men der er jo også spørgsmålet om, hvilke ændringer han på egen hånd har foretaget i salmerne.

✂ Her må man først og fremmest sige, at han i alt væsentligt har ladet dem stå, som de var kommet fra Brorsons hånd. Ingen vers er udeladt. Kun 2 er tilføjet, og af dem skyldes i det mindste det ene Brorson selv: nr. 6, I denne søde jule-tiid, v. 7, se noten i 1. bind, s. 31*). De små forandringer, der er gjort, er i virkeligheden yderst få i forhold til den store versmængde, som det drejer sig om.

✂ Vi møder først dem, der skyldes sproglige og æstetiske hensyn. Det gælder ord og vendinger, som har forekommet Pontoppidan enten uskønne, svære at forstå eller på anden måde uheldige. I nr. 18, 4, 7 hedder det**): Derved Troe vor Jammers minde

**) Det andet tilføjede vers er i nr. 201: Pont. nr. 229, 2. ***) Vi citerer her efter Tønderhefterne, Pontoppidans forlæg. 384

✂ Hannem ind i Siælen gick. Det er ikke let at forstå. Pontoppidan har opfattet Troe som en imperativ og herudfra formet linierne: Tænk kun, at vor jammers minde Hannem ind i sielen gik. - Nr. 22, 9, 6: den Offrer rette Sager, unægtelig et noget lavtliggende udtryk om at ofre Gud det, han ønsker, hos Pontoppidan: dens offer Gud behager. - Nr. 30, 9, 10: da er dit Blod mit Anker; billedet er jo ikke godt, hos Pontoppidan: da er hans kors mit anker. - Nr. 31, 8, 3: maatte straxen qvæges ved, en ubehjælpsom sætning, der mangler subjekt, hos Pontoppidan: den da strax maae qvæges ved. - Nr. 63, 8, 1-4: Kom Hellige Olie, Sielenes kræfter at salve i mig, At hvad jeg skal tencke og giøre herefter, maa virckes ved dig. Som omtalt i noten til stedet, passer Sielenes kræfter ikke til i mig; Pontoppidan ændrer derfor til: Kom, hellige olie, sielen at smøre Og salve i mig, At hvad jeg skal tænke og tale og giøre Maae virkes ved dig. Man må forstå, at ordet »smøre« dengang har kunnet have ædel betydning ligesom endnu på svensk, f.eks. Lk. 4, 18: »Herrens ånde år over mig, ty han har smort mig«. - Nr. 77, 6, 3: de mange Fugle-Spring, der skeer, Pontoppidan: fugle-sving. - Nr. 106, 13, 1: Min Brudgom! hav mig kier, og lad som Segle trykkes Til Kierlighedens Pant din Aand oppaa mit Bryst. Formen Segle har stødt Pontoppidan; han ændrer til: Min Brudgom, elsk mig, og lad som et segl indtrykkes. - Nr. 111, 5, 1-2: Din Andagt er en Mundfuld Vær Af dine kaalde Kiefter, Pontoppidan: af blot naturens kræfter. - Nr. 119, 8, 5-6: Saa blinker aldtiid Troens Sværd Og slaaer sig giennem alle Hær, Pontoppidan: giennem hver en hær. - Nr. 150, 4, 3-4: Naar Fienden spruder Ild og Damp Som sorte helved Trolde, Pontoppidan: som saar og død forvolde. - Nr. 160, 3, 3-4: Med Jesu tencker jeg i graven glad at gaae, Hvad skader mig, naar jeg kun Jesum have maae; nøjagtig gengivelse af den tyske original; Pontoppidan: Med JEsu jeg engang gaaer til mit hvile-sted, Det er jo eg at døe, naar livet følges med. »Denne form er jo så ypperlig, at man vist må tilskrive Brorson den« (P. Diderichsen); dog kan man spørge, hvorfor han i så fald ikke optog den i Klenodiet. - Nr. 162, 1, 5: Hver elske, hvad ham synes til, Pontoppidan: hvad hans sind staaer til. - Nr. 174, 7, 1-2: Nu vel an, saa vil jeg lide,

385

✂ Tro og elsk' og haabe fast, Pontoppidan: elske, troe og haabe fast.

✂ Den for Brorson karakteristiske brug af hun om begreber som kærligheden, troen, samvittigheden, synden, viljen ynder Pontoppidan ikke; han erstatter her helt igennem hun med den. Og sådan kan der være andre ord, som ikke har hans bevågenhed, f.eks. kaad; i nr. 19, 4, 3 bliver kaade Lyster til gamle lyster, i nr. 152, 6, 4 det kaade kiød til det kolde kiød.

✂ Man kan her også nævne hans tilbøjelighed til at ændre genitivforbindelser til sammensatte ord; Naades Glantz bliver til naade-glands, Naades kar til naade-kar o. s. v.

✂ Dernæst spørger man, om der også findes ændringer, som er foretaget af dogmatiske grunde. Noget er der af den art, men ikke ret meget. I hovedsagen drejer det sig om, hvorvidt der på visse steder hos Brorson er tillagt mennesket selv for megen indflydelse på frelsen. Størst interesse har nr. 110, 20, 3-4: JEsus hand er Syndres Ven, Dog maa ingen Syndsens Knegte Trøstes med Forsoningen, Før de Verdens Lyst fornegte. Der stilles jo her en betingelse - er der i dette krav om, hvad der først skal ske fra synderens side, en afvigelse fra luthersk rettroenhed? I originalen af J. H. Schrader hedder det: JEsus nimmt die sünder an; Aber nicht die sünden-knechte, Die er nicht regieren kan, Die da hassen seine rechte. Formuleringen må vel nok siges at være mere udfordrende hos Brorson. Det er jo hårfine distinktioner, som det her gælder. Pontoppidan har følt problemet og givet verset følgende form: JEsus hand er syndres ven, Dog maae ingen syndsens knegte Driste paa forsoningen, Saa de verden ey fornegte. Ordet før er her undgået, og fornægtelsen af verden er flyttet hen som en følge af den rette tilegnelse af forsoningen.

✂ Det samme spørgsmål er fremme ved nr. 87, 13, 1-2: Vil hand (dvs. Gud) os tage an paa nye? Ja, dersom vi fra Synden flye. Her har Pontoppidan: Vil hand os tage an paa ny? Ja, saa vi skal fra synden flye. I nr. 174, 3, 7-8 hedder det, efter at kravet er rejst om kærlighed til fjender efter Jesu forbillede: Saadan maat du ogsaa blive, Skal Gud dig din Synd tilgive. Tanken hviler på Mt. 6, 14-15; men Pontoppidan har dog ømmet sig ved

386

✂ den og forsøgt sig med en omstilling: Saadan maa du ogsaa blive, Da Gud vil din synd tilgive. Ordet da skal vist forstås == fordi.

✂ En ængstelse for at tillægge mennesket for meget ligger vel også til grund ved nr. 84, 7, 5-7: Naar vi vor Jammer, Synd og Nød Saa stærck i Gud bekrige, At de vige, men hvor Pontoppidan ændrer den anden linie til: ved Aanden saa bekrige. Og i nr. 95, 13, 1-2: Du (dvs. Jesus) est min Ven i Nøød og Døød, Som jeg allene eyer, hos Pontoppidan: som mig fuldkommen eyer. Måske i nr. 187, 15, 4, hvor der som bevæggrund til indbyrdes kærlighed står: Og tencker paa vor Daabes Eed - altså en forpligtelse, - medens Pontoppidan siger: paa vor daabes fred, altså en gave.

✂ Når det gjaldt en kirkesalmebog, var det jo dobbelt nødvendigt at holde sig på ortodoksiens streg. Men også i sjælesorgen kunne disse »talemåder«, som man dengang sagde, have betydning.

✂ At ordene (til Jesus) i nr. 175, 11, 2: Du skalt selv mit Hierte være, bliver forandret til: Du skal i mit hierte være, kan skyldes frygt for mysticisme eller måske blot ønske om et mere bibelsk klingende udtryk*). Det sidste er vel tilfældet i nr. 111, 14, 6, hvor Følg ham saa i hengivenhed er blevet til Følg ham i troens lydighed.

✂ For øvrigt forekommer der hist og her småændringer, som man egentlig ikke kan se grunden til. Men helhedsindtrykket er, at Pontoppidan har behandlet Brorsonsalmerne med stor pietet, og at hans ændringer i mange tilfælde er velbegrundede og heldige. Den agtelse, som skyldes hans salmebog, formindskes ikke ved hans behandling af Brorson.

✂ En ting, man kan undre sig over, er, at hans ændringer i de oversatte salmer så godt som aldrig hviler på den tyske original. Der synes knap at være noget klart eksempel herpå undtagen ved nr. 160, 6, 3-4, der hos Brorson hedder: Ach! tag det offer an, endskiønt det kun er slet, Og lad din Ville skee, saa gaaer det altiid ret. Her har originalen: Ach nimm das opfer an, lass' dirs gefällig seyn, Mach's mit mir, wie du wilt! dein will' ist auch der mein', og Pontoppidan: Forsmaae dit offer ey, lad mig

**) I Paul Gerhards salme nr. 30 er dog udtrykket: skal du mit hierte blive bevaret (5, 7). 387

✂ dog være din, Giør med mig, hvad du vil, din villie er min. Den sidste linie gengiver jo nøje originalen. -

✂ Med Pontoppidans salmebog kom Brorsons salmer til anvendelse ved kirkens gudstjeneste; men det var dog kun i Sønderjylland, at bogen trængte igennem. Guldbergs salmebog, 1778, hvor mange af de samme salmer var bevaret, fik kun ringe udbredelse, og Evangelisk-kristelig salmebog, 1798, der blev herskende til efter midten af det 19. århundrede, optog næsten intet af Brorson. Først ved Roskilde konvents salmebog, 1855, og Landstads, 1869, kom hans digtning til almindelig brug i Danmarks og Norges kirker. - -

✂ Pontoppidans bog foreligger i mere end eet tryk fra 1740. Ved sammenligning kan man få rettet en del småfejl.

388

✂

VARIANTLISTE

✂ På første plads i apparatet anføres formen i nærværende udgave (som regel = J4), på den anden læsemåden hos Pontoppidan. Hvor denne stemmer med et af de andre Brorsontryk, er dette bemærket ved lighedstegn.

✂ Nr. 4. Hvorledes skal jeg møde. Pontoppidan nr. 7. 3, 7: komst] kom = J5-7. 4, 4: togst] tog = J5-7. 4, 6: barst] bar = J5-7. 4, 8: en evig høst] til evig høst. 7, 1; 8, 1: tørst] tør = J5-7. 8, 3: vil tildekke] til vil dække. 8, 7: at dæmpe] vil dæmpe. 9, 4: eet] et = BJ1-3. 10, 3: svovle-strømme] svovel-strømme.

✂ Nr. 6. I denne søde jule-tiid. Pontoppidan nr. 20. 1, 2: bør] tør = AJ1-2. 3, 6. 8: synge] siunge = AJ1-3. 6, 7-10: at den kand... bringe] At den kand bedre lyde, Saa korset selv, naar JEsus vil, Maae ogsaa hielpe sielen til Med psalmer at udbryde = A. 7, 7: den fryd har ingen lige] den lyst er uden lige. 7, 9: vil] gaaer.

✂ Nr. 8. Hvordan takke vi vor HErre. Pontoppidan nr. 21. 1, 6: dekke] dækker = A. 3, 7: syndens] syndsens = A. 4, 2: veedst du] veed du. 5, 6: bedrings frist] bedrings-frist. 6, 1: syndens] syndsens = A. 6, 8: vredes-domme] vredes domme. 8, 1: naades glands] naade-glands.

✂ Nr. 9. Frisk op! endnu engang. Pontoppidan nr. 22. Ingen varianter.

✂ Nr. 10. Den yndigste rose er funden. Pontoppidan nr. 23. 6, 3: mangen] mange = A. 7, 1, gemøtter] gemytter = J1-7. 9, 2: min smykke] mit smykke.

✂ Nr. 13. Vor JEsus kand ey noget herberg finde. Pontoppidan nr. 19. 1, 1: noget] nogen = BJ1-3. 2, 3: slet] seet. 4, 4: af slangens bidske tand] som kom af slangens tand. 5, 6: og hvad vi er og har, til evig offer givet] og hvad vi har, til tak, og evig offer givet.

✂ Nr. 15. Hvo hiertet vil omskære. Pontoppidan nr. 26. 1, 8: og] i. 2, 4: livets] livsens = B. 6, 4: mangen] mange. 7, 7: naades-kilde] naades kilde = J1-7.

✂ Nr. 18. Nu vel an! et freidigt mood. Pontoppidan nr. 27. 2, 3: første grøde] første-grøde. 3, 8: dødens] dødsens = A. 4, 7: derved troe vor jammers minde] tænk kun, at vor jammers minde. 5, 2: fuldt] fuld = A. 6, 8: livets] livsens = A. 7, 6: livets] livsens == A. 8, 5: dødens] dødsens = A.

✂ Nr. 19. Kom, hierte! tag dit regnebret. Pontoppidan nr. 28. 1, 7: trygge] sikre = A. 2, 4: giorte] giorde = J4-7. 4, 1: mangen] mangens = AJ1. 4, 3: kaade] gamle. 5, 2: syndens] syndsens = A. 5, 3: vredens] verdens. 6, 8: nyt-aars dag] nyt-aars-dag. 7, 2: naades-dage] naade-dage. 8, 6: naades-tiid] naade-tiid.

✂ Nr. 22. Ach! at enhver dog tænkte paa. Pontoppidan nr. 43. 5, 5: korsets] korsens = B. 7, 5: ofrings part] ofrings-part. 9, 6: den ofrer rette sager] dens offer Gud behager.

✂ Nr. 30. Her seer jeg da et Lam at gaae. Pontoppidan nr. 63. 1, 1: da] jo. 1, 6: og siger] hand siger. 2, 3: vor forløsnings verk] vor forløsningsværk. 5, 10: eyendom] eyedom. 9, 2: dødens] dødsens = G. 9, 8: hvirvelvind] hverel-vind. 9, 10: hans blod] hans kors.

✂ Nr. 31. JEsu, sielens lyse dag. Pontoppidan nr. 64. 3, 2: naadens rige kilde] naadens-rige kilde. 3, 8: syndens] syndsens == GJ6-7. 6, 4: dødens] dødsens = G. 8, 3: maatte straxen qvæges] den da strax maae qvæges. 8, 4: kølne vinde] kølne-vinde. 10, 5: dødens] dødsens = G.

✂ Nr. 33. Naar jeg min JEsu piinsels færd. Pontoppidan nr. 65. 2, 3: utaalmodigt] utaalmodig'. 4, 3: dødens] dødsens = G. 5, 4: haardt] hart = GJ2-3. 5, 5. 7: dødens] dødsens = G. 6, 4: vredens] verdens, vel trykfejl. 8, 1: feyde-skriig] fryde-skriig = GJ1. 8, 7: dødens] dødsens = G. 10, 2: syndens] syndsens = G. 11, 1: o! JEsu lad din piinsels røst] lad stedse JEsu piinsels røst = GJ1-2. 12, 3: englerne] Englene = G. 12, 4: fryds basuner] fryds-basuner. 12, 6: himmel-fryd] himmels-fryd.

✂ Nr. 37. O! verden kom at skue. Pontoppidan nr. 66. 1, 3: synket] siunket == GJ1-3. 3, 5: syndens] syndsens = G. 4, 6: dit] det. 5, 2: burde været]

389

✂ burde være = GJ1-3. 8, 1: sprangst] sprang = J6-7; dødens] dødsens = G.

✂ Nr. 39. Vær velsignet, naade-throne. Pontoppidan nr. 67. 5, 6: livets] livsens = G.

✂ Nr. 45. Hvad er dog Paaske sød og bliid. Pontoppidan nr. 109. 1, 3: syndens] syndsens = C. 1, 6: seyers krandse] seyers-krandse. 2, 3: dødens] dødsens = C. 4, 9: dødens] dødsens = C.

✂ Nr. 46. Hører, I som græde. Pontoppidan nr. 110. 1, 9: dødens] dødsens == C. 4, 4. 5. 8. 10: hun] den = J2-7. 5, 6: Guds naades vaar] Guds naadevaar. 8, 9: dødens] dødsens. 9, 2: kandst] kand = J6-7.

✂ Nr. 48. I Christne! reiser eder snart. Pontoppidan nr. 111. 1, 2: syndens] syndsens = C. 2, 1: fornødent] fornøden = C. 3, 7: skidne] slemme. 4, 6: smage] smager. 5, 1: syndens] syndsens = C. 5, 4: van] vant = J1-7.

✂ Nr. 52. Triumph! triumph! vor soel er alt oprunden. Pontoppidan nr. 112. 1, 3: dødens] dødsens = C. 1, 4: ved] med. 2, 2: blevst] blev = J6-7. 3, 3: i] med. 4, 2: Christum] Christus; til døde] til døden. 6, 1: maat] maa. 7, 3: i] med. 11, 1: hvo] hvem = C. 11, 3: dødens] dødsens = C. 12, 3: dødens] dødsens = C.

✂ Nr. 56. O seyerrige Frelsermand. Pontoppidan nr. 119. 2, 3: høyst] høyt. 4, 10: den] din. 6, 1: naadens] naadsens == D. 6, 2: seyers fyrste] seyers-Fyrste.

✂ Nr. 57. Drag, JEsu, mig. Pontoppidan nr. 120. Ingen varianter.

✂ Nr. 58. Drag ind ad dine porte. Pontoppidan nr. 131. 1, 2: min sieles dyre pant] mit dyre sieles pant. 2, 8: livets] livsens == D. 7, 3: den] dem. 8, 3: kandst] kand = J6-7. 9, 2: engang] eengang. 12, 6: sømme] sømmer = J7. 12, 7: drømme] drømmer.

✂ Nr. 60. O Hellig Aand! o søde trøst. Pontoppidan nr. 132. 1, 3: den] dem. 1, 6: vort] vor = J1-7. 2, 3: dets] dens. 2, 5: fuldt] fuld = DJ2-3. 2, 7: dødens] dødsens == D. 3, 1-2: Intet komma før efter mild, Pont. 3, 4: dødens] dødsens = D. 3, 7: hun] den. 4, 5: den] dens = D. 5, 6: levnets-lob] levnets lob. 5, 7: naades-gave] naades gave. 7, 4: paa himlens rette løbebane] til himlens rette løb og bane. 8, 7: ønske] ønsker = DJ1-3. 9, 5: lad JEsu fred i hiertet boe] lad JEsum i mit hierte boe.

✂ Nr. 63. Kom regn af det høye. Pontoppidan nr. 133. 3, 4: et] ret. 7, 1: sikker] sikkert. 7, 4: himlenes] himmelens. 8, 1-4: kom hellige olie... virkes ved dig] Kom, hellige olie, sielen at smøre Og salve i mig, At hvad jeg skal tænke og tale og giøre Maae virkes ved dig. 9,5: blive] bliver.

✂ Nr. 71. O GUd! hvad est du meer end skiøn. Pontoppidan nr. 148. 1, 6: evig] evigt = EJ1. 5, 5: hiertens fryd i sielens grund] hierte-fryd i sielegrund. 6, 1: o] og == EJ1-2. 7, 4: ja] da J1-7. 8, 3: engler] Engle. 8, 5: fordens lyd] torden-lyd. 8, 11: tilhaabe] tilhobe = J4-7. 9, 1: engle-klæd] Engle-klædt.

✂ Nr. 72. O dyre siel! opmuntre dig. Pontoppidan nr. 149. 5, 5: noget] nogen. 5, 6: kandst] kand. 7, 7: veedst] veed. 9, 6: mit hiertes vee] min hierte-vee. 9, 9: havets] havsens = E. 11, 1: alsalig] anseelig (forklares ud fra læsemåden aldselig i E). 13, 9: høyeste] yderste.

✂ Nr. 73. Store GUd, som dig til ære. Pontoppidan nr. 150. 3, 2: almægtigstærke] almægtig, stærke. 4, 4: beteed] bereed. 5, 1. 5: kandst] kand = J6-7. 6, 3: ansigt] øye. 7, 1: komma efter nu, Pont.

✂ Nr. 76. Hierte, lad dig ey indbilde. Pontoppidan nr. 158. 2, 1: du est vel] vel est du. 3, 5: en faders sind] et Faders sind = EJ1-2. 3, 7: faders hierte] fader-hierte. 6, 4: strikker] strikke. 7, 3: tilhaabe] tilhobe = J4-7. 7, 8: engler] Engle = E. 8, 5: men alt hvad hand har forseet] alt hvad hand sig har forseet. 10, 2: lov] lof = J4-7. 10, 8: kandst] kand = J6-7.

✂ Nr. 77. Op, al den ting, som GUd har giort. Pontoppidan nr. 159. 2, 3: magted'] mægted' = J1. 3, 2: Himle-Scepter] himmel-scepter. 6, 3: fugle-spring] fugle-sving. 15, 4: svare] svarer.

✂ Nr. 80. Saa skal da mammon vige. Pontoppidan nr. 175. 2, 4: hvo] hvem = Ea. 3, 8: evigt] evig = Ea. 6, 1: tørst] tør = J6-7. 7, 4: og dermed sagen klar] dermed er sagen klar. 7, 8: umueligt] umuelig. 11, 1: vor] vort.

390

✂ 11, 4: saa klar] for klar. 11, 5: tvile] tvivle = J1-3. 7.

✂ Nr. 82. Gud skal alting mage. Pontoppidan nr 176. 4, 3: synke] siunke 4, 6: modgangs-dal] modgangs dal. 4, 8: træde] trine = Ea. 6, 3: dødens] dødsens = Ea. 6, 10: skal] vil = Ea. 7, 2: sorte] store.

✂ Nr. 83. Hvad er det got, i JEsu arme. Pontoppidan nr. 177. 1, 1: hvad er det got] hvor got er det. 1, 3: naades bryst] naade-bryst. 2, 1: hvor daarligt] hvo vilde. 3, 9: tørst] tør = J6-7. 4, 4: forsyns] forsiuns. 7, 5: gaaer med suk, og klager] gaaer med suk og klager. 7, 6: Gud sig] Guds Søn. 7, 10: hiertens glæde] hierte-glæde.

✂ Nr. 84. O Gud! fornuften fatter ey. Pontoppidan nr. 178. 1, 2: forsyns] forsiuns. 1, 6: gange] bære. 1, 7: lede, drage] alle dage = Ea. 1, 8: gaae] staae. 1, 9: i alle deres dage] helst naar de findes svage. 4, 3: glædes taarer] glæde taarer. 5, 1: varst] var = J6-7. 7, 6: saa stærk i Gud bekrige] ved Aanden saa bekrige. 8, 2: stræder] stæder, trykfejl. 11, 1: din] den, trykfejl. 13, 6: lysters] lasters = EaJ1-2. 14, 4: er] est = Ea. 15, 2: forsyns] forsiuns. 16, 9; glædes dage] glæde-dage. 20, 8; haardt] hart = EaJ2-3.

✂ Nr. 87. Hvad hører jeg i paradiis. Pontoppidan nr. 239. 3, 2: syndens] syndsens == Eb. 9, 1: komme] kommer = Eb. 11, 3-4: hun] den. 13, 2: dersom vi fra synden flye] saa vi skal fra synden flye.

✂ Nr. 88. O JEsu! see Min skam og vee. Pontoppidan nr. 240. 1, 5: forgiorte] forgiorde. 2, 4: skiden] skident. 4, 1: dødens] dødsens = Eb. 8, 3: den] dem. 22, 2: kandst] kand = J6-7. 23, 4: hist skal jeg nu snart staae blank] hisset skal jeg nu staae blank.

✂ Nr. 89. Vor siel er dertil født og baaren. Pontoppidan nr. 241. 2, 4: hendes] sielens. 8, 6: dødens] dødsens = Eb. 9, 5: vorde] være. 12, 3: give] giver = Eb; livets] livsens = Eb. 12, 6: født] fød = EbJ1-3. 14, 5: livets] livsens = Eb.

✂ Nr. 91. O JEsu, som har elsket mig. Pontoppidan nr. 157. 6, 2: lodst] lod = J6-7. 8, 3: lodst] lod = J6-7. 11, 3: naades favn] naade-favn. 11, 9: haardt] hart = E b J2-3. 13, 8: og] ja. 15,5: al min] alt mit. 16, 4: dødens] dødsens == E b.

✂ Nr. 92. Store prophete med himmelske lære. Pontoppidan nr. 34. 1, 6: slangens hans hoved] slangen, hans hoved. 2, 4: est] er = J6-7.

✂ Nr. 95. Min hiertens JEsu, søde lyst. Pontoppidan nr. 33. 1, 7: med] ved. 3, 4: livets] livsens = E c. 4, 2: livets] livsens == E c. 5, 5: livets] livsens == Ec. 6, 5: livets] livsens = E c. 12, 3: leedst] leed = J6-7. 12, 4: lodst] lod = J6-7. 13, 2: som jeg allene eyer] som mig fuldkommen eyer. 14, 3: trøster udi] trøstere i. 15, 4: og] som. 16, 5: korsets] korsens = Ec.

✂ Nr. 100. Ach himmel-søde ord. Pontoppidan nr. 190. 2, 1: fredens] fredsens = Ec. 3, 7: sikre] sikker. 3, 8: synde] synder = Ee. 4, 8: er alt] alt er = Ec J1-3. 5, 5: og] men. 9, 6: livets] livsens = Ec.

✂ Nr. 102. Bryd frem mit hiertes trang at lindre. Pontoppidan nr. 289. 2, 1: varst, est] var, er == J6-7. 2, 4: øyens lyst] øynes-lyst. 3, 2: syn] siun = Ec. 4, 6: vælde] volde. 8, 4: din balsom] dog noget == EcJ1-2. 8, 6: fortvilte] fortvivlte = J1-3. 9, 4: ville] Villie = J1.

✂ Nr. 103. Vægter! vil det mørke rige. Pontoppidan nr. 290. 2, 3: livets] livsens = Ec. 3, 6: syndens] syndsens = Ec. 5, 3: lysets] lysens = Ec. 8, 2: syndens] syndsens = Ec; dækker] tækker. 9, 4: haardt] hart = EcJ2-3.

✂ Nr. 104. O! kiere siel, som bliver ey. Pontoppidan nr. 231. 1, 3: livets] livsens = I. 5, 1: fra] for = IJ1-2. 5, 3: havde] have = IJ1-3. 14, 3: livets] livsens = I.

✂ Nr. 106. Min fader! fød mig til dit billede at bære. Pontoppidan nr. 35. 2, 1: din naades glands] din naadens glands. 3, 1: livets] livsens = H. 3, 3: veedst] veed = J6-7. 5, 4: livets] livsens = H. 6, 3: støde] nøde. 10, 1: livets] livsens = H. 11, 2: livets] livsens == H. 13, 1: hav mig kier, og lad som segle trykkes] elsk mig, og lad som et segl indtrykkes. 14, 4: est du mig] holde vi; fryde-fest] bryllupsfest.

✂ Nr. 108. I dag er naadens tiid. Pontoppidan nr. 275. 2, 4; 3,5: forhaling] forhalning. 5, 7: vunders] vunder. 7, 2: alt] al = J2-6. 7, 5: din] dit. 10, 2: hun] den.

391

✂ Nr. 109. Hierte Fader! straf mig ey. Pontoppidan nr. 276. 3, 7: en] een. 5, 7: haardt] hart = HJ2-3.

✂ Nr. 110. JEsus hand er syndres ven. Pontoppidan nr. 277. 6, 2: livets] livsens = H. 10, 4: naadens arme] naade-arme. 13, 4: rende] vende = HJ1-7. 16, 2: snuble] snubler. 19, 2: vilt] vil. 20, 2: syndens] syndsens = H. 20, 3-4: Trøstes med forsoningen, Før de verdens lyst fornegte] Driste paa forsoningen, Saa de verden ey fornegte.

✂ Nr. 111. Hvor kand du dog i synden lee. Pontoppidan nr. 278. 2, 3: livets] livsens = H. 2, 4: syndens] syndsens = H. 3, 5: ville] Villie = J1.4-7. 5, 2: af dine kaalde kiefter] af blot naturens kræfter. 7, 4: andagts kuld] andagts-kuld. 10, 7: for ham] forhen = HJ1-2. 14, 6: følg ham saa i hengivenhed] følg ham i troens lydighed.

✂ Nr. 112. Ach! vidste du, som gaaer i syndens lenke. Pontoppidan nr. 279. 1, 1: syndens] syndsens ==HJ7. 5, 2: der er] er saa. 5, 5: engler] Engle = J6-7. 7, 1: dertil] hertil. 7, 2: sieles tarv] siele-tarv. 7, 3: haardt] hart = HJ2-3.

✂ Nr. 115. Hvor skal jeg synder hen. Pontoppidan nr. 280. 1, 4: haardt] hart = HJ2-3. 1, 5; hun] den. 4, 1: uskyldigt] uskyldig'. 4, 5: krænket] krænked'. 4, 6: havets] havsens = H. 5, 4: hun] den. 8, 4: dem] den. 9, 4: tilhaabe] tilhobe = J4-7.

✂ Nr. 119. Vor troe er den forvisning paa. Pontoppidan nr. 298. 2, 6-7: løbe lige, som en piil, til] løbe ligesom en piil til = J4-7. 3, 5: hun] den. 3, 6: evig] evigt. 4, 1: usynlige] u-siunlige = H. 5, 7: forladne] forladte = H. 6, 1: dit ord, dit ord] det ord, det ord. 6, 4: tviilsom] tvivlsom' = J1. 7. 7, 7: i hiertet] i hierte = H. 8, 6: giennem alle hær] giennem hver en hær. 8, 7: hun] den.

✂ Nr. 120. Nu har fundet det jeg grunder. Pontoppidan nr. 299. 1, 1: fundet] funden = H; det jeg grunder] det sig grunder = J7. 1, 6: himlen] himmel. 2, 1: lye] lys = J7. 2, 6: mangen] mange == J7. 3, 5: vækker] vække = J7; livets] livsens == HJ7. 7, 3: at derfor i saa mange stykker] og jeg udi saa mange stykker = J7. 9, 2: der af forbarmelse er fuld] af viisdom er hans øye fuld. 9, 4: saa er hand naadig, troe og huld] saa er hans hierte troe og huld.

✂ 121. O JEsu! troens dyre skat. Pontopidan nr. 300. 6, 4: hun] den. 9, 5: holder] holde.

✂ Nr. 122. Forsøger eder selv, om I i troen ere. Pontoppidan nr. 301. V. 3-4: hun] den. 3, 4: lov] lof. 4, 1: tviler] tvivler = J1. 5, 2: vi her og evig har] vi har, og evig har = HJ1-2. 5, 4: dem] den. 6, 3: hvor] naar. 6, 4: forbrændt] bortbrændt. 8, 3: hun] den. 10, 3: egenhed] verdens skik.

✂ Nr. 124. Dine vunders huler. Pontoppidan nr. 302. Ingen varianter.

✂ Nr. 125. Er GUd for mig, saa træde. Pontoppidan nr. 440. 12, 1: tilhaabe] tilhobe = J4-7. 12, 8: dødens] dødsens = H. 15, 3: fryde-sangen] fryde-sange = H.

✂ Nr. 127. Hvo vil mig anklage. Pontoppidan nr. 345. l. 5: men] og; render] vender = HJ1-2. 2, 3: kradse] kratse.

✂ Nr. 150. O siel, som daglig glad og sund. Pontoppidan nr. 310. 4, 4: som sorte helved-trolde] som saar og død forvolde. 6, 7: salig giør] saliggiør.

✂ Nr. 152. Du est allene, store Gud. Pontoppidan nr. 228. 2, 1: see] seer = F. 6, 4: kaade] kolde. 10, 7: hos Christo] hos Christum. 11, 1: hun] den. 11, 5: hun] den. 14, 3: u-omskrænkte] u-omskrænket. 16, 2: al] alt == F.; ville] Villie = J1. 16, 6: lige frem] ligefrem. 17, 5: vel bered] velbereed.

✂ Nr. 156. Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer. Pontoppidan nr. 439. 5, 5: sin] sit = FJ1.

✂ Nr. 158. I prægtige himle og jorden tillige. Pontoppidan nr. 379. 1, 2: vidne] vidner.

✂ Nr. 159. Ach kunde jeg mig ned i JEsu sødhed senke. Pontoppidan nr. 375. 4, 1: et naades lys] et naade-lys.

✂ Nr. 160. Min JEsus hand er min begyndelse og ende. Pontoppidan nr. 370. 1, 4: uden ham] uden hand. 3, 3-4: Med JEsu tænker jeg i graven glad at gaae. Hvad skader mig, naar jeg kun Jesum have maa?] Med JEsu jeg engang gaaer til mit hvile-sted, Det er jo ey at døe, naar livet følges med. 6, 3-4: Ach! tag det offer an, endskiønt det kun er slet, Og lad din ville skee, saa gaaer det altid ret] Forsmaae dit offer ey, lad mig dog

392

✂ være din, Giør med mig hvad du vil, din Villie er min.

✂ Nr. 161. Vil du have roe, min siel. Pontoppidan nr. 371. 7, 4: kedes] kædes. 9, 5-6: hun] det.

✂ Nr. 162. Bort verden af mit sind og øye. Pontoppidan nr. 372. 1, 5: hvad ham synes til] hvad hans sind staaer til, ligeså i de flg. vers. 4, 3: dødens] dødsens = F.

✂ Nr. 163. Kommer, hvo vil viisdom lære. Pontoppidan nr. 291. 3, 4: hengivet] hengiven. 9, 5: lade] lader.

✂ Nr. 164. Hvo vil med til himmerige. Pontoppidan nr. 354. 2, 6: bedrings graad] bedrings-graad. 5, 5: veedst] veed = J6-7. 7, 1: dog] da. 7, 8: staae] staaer = F.

✂ Nr. 167. Min siel, hvo vilde være. Pontoppidan nr. 356. 7, 11: min seyers krands] min seyers-krands.

✂ Nr. 168. Eet er nødigt, dette ene. Pontoppidan nr. 355. 1, 4-5: hun] den. 1, 8: min] en. 2, 1: vil] vilt = F. 4, 1-2: Saadan længes jeg med smerte, Søde JEu! efter dig] Ligeledes jeg med smerte Længes, JEsu, efter dig. 7, 7: riiv mig fra] riv fra mig = F J1-3. 8, 3: gikst] gik == J6-7. 8, 6: hiulpet] hiulpen == FJ1-2. 8, 8: synger] siunger = F. 9, 4: livets] livsens = F. 10, 3: ret] ey. 10, 6: livets] livsens == F.

✂ Nr. 169. Den vey du gikst i kors og trang. Pontoppidan nr. 392. 1, 1: gikst] gik = J6-7. 1, 3: livets] livsens == F. 2, 1: naades kar] naade-kar. 2, 3-4: Parentesen mangler hos Pont. 2, 7: mit lam] dit lam.

✂ Nr. 170. Ach! maatte hun sin JEsum skue. Pontoppidan nr. 373. 3, 1: med Johanne] med Johannes. 5, 2: bierg og dal] bierg' og dal'.

✂ Nr. 171. Min JEsu, søde siele-lyst. Pontoppidan nr. 374. 1, 12: ved] paa.

✂ Nr. 173. Taalmodighed behøves. Pontoppidan nr. 419. 2, 3: hun] det. 6, 4-5: hun] den. 7, 8: ville] Villie = J1. 8, 4: spadsere-gang] spatsere-gang = F. 11, 3: i det] alt det.

✂ Nr. 174. Vær i korset troe og stille. Pontoppidan nr. 418. 3, 8: skal Gud dig din synd tilgive] da Gud vil din synd tilgive. 4, 2: kandst] kand = J6-7. 5, 1: dødens] dødsens = F. 7, 2: troe og elsk' og haabe] elske, troe og haabe.

✂ Nr. 175. Du skenker mig dig selv. Pontoppidan nr. 428. 2, 4: fylder] fryder. 4, 1: livets] livsens = F. 6, 2: med tusind længsels smerte] med tusind længsels-smerte. 8, 3: komst] kom = J6-7. 10, 3: du] da. 11, 1: evigt] evig = FJ2-3. 11, 2: du skal selv mit hierte være] du skal i mit hierte være. 13, 2: min manna] mit manna; livets] livsens = F.

✂ Nr. 176. JEsum, JEsum, JEsum sigter. Pontoppidan nr. 430. 1, 5: Ingen kommaer. 5, 5: at det] at jeg = FJ1.

✂ Nr. 179. Vær trøstig mit hierte, bedrøv dig ey meer. Pontoppidan nr. 414. 3, 4: mangen] mange.

✂ Nr. 181. Sørger du endnu min siel. Pontoppidan nr. 415. 2, 4: er dog kun] Pont. ligeså; FJ1-3 har: er kun dog. 6, 2: seyers krandse] seyer-krandse.

✂ Nr. 182. Stille er min siel til GUd. Pontoppidan nr. 416. 5, 5: veedst] veed = J6-7. 6, 4: for troe] saa troe.

✂ Nr. 186. Skal kierlighed sin prøve staae. Pontoppidan nr. 388. 1, 2: hun] den. 7, 4: olme blod] ulme-blod. 10, 3: dødens] dødsens = F. 11, 2: syndens] syndsens = F. 13, 2: hun] den.

✂ Nr. 187. Hvor seer det ud i verdens ørk. Pontoppidan nr. 386. 1, 2: hun] den. 2, 5: naades favn] naade-favn. 2, 6: sit Christen navn] det christennavn. 3, 6: blant] i. 6, 2: agte] agter. 8, 4: synker] siunker. 11, 4: den] dem. 14, 2: af vold og løgne] af vold, af løgne. 14, 5: GUds Søns udvalde flok] Guds børns udvalte flok. 15, 1: føre] fører. 15, 4: vor daabes eed] vor daabes fred.

✂ Nr. 188. I HErrens udvalde, som hellighed øve. Pontoppidan nr. 387. 3, 7: englernes] Englenes == FJ1-2. 4, 2: naturlig og jordisk kun] naturlig- og jordisk-kun. 5, 1: himmel-høyprisede] himmel-høy prisede. 5, 7: himlenes] himmelens. 6, 1: er du] est du (F: estu). 6, 2: begge vor] begges vor'. 8, 3: forbindes, I aander, tilsammen] forbindes i aanden tilsammen = J2-7. 8, 7: konstig] konstigt. 9, 1: høye paa tonen] høre paa tonen = J1.

✂ Nr. 189. Far her ud, urene aand. Pontoppidan nr. 320. 4, 8: haardt] hart = FJ2-3.

393

✂ Nr. 190. Flye min aand, og bryd med styrke. Pontoppidan nr. 321. 2, 3: kiødets] kiødsens = F.

✂ Nr. 191. Du hiertens fryd for rene sinde. Pontoppidan nr. 322. 2, 1: fodrer] fordrer. 3, 2: din] den. 3, 3: vilt] vil == J6-7. 3, 8: mangen] mange. 6, 5: beknytted] beknytte = FJ1-2. 11, 1:

✂ hun] den.

✂ Nr. 201. Det koster megen kamp og striid. Pontoppidan nr. 229. Hos Pontoppidan findes et vers 2, som hverken forekommer hos Freylinghausen, Schrader eller Brorson. Det lyder: Vi bør til døden staae imod Kiød, lyster, verden, satan og hans rige; Opofre alt, endog vort liv og blod, I kors og død vor JEsu vorde lige, I sind og idræt, vandel, verk og ord Paa denne jord :,: Versets oprindelse er ukendt. - 2, 2 (Pont. 3, 2): mangen] mange = J6-7. 3, 6 (Pont. 4, 6): forstaaer det ret] brug den kun ret. 4, 4 (Pont. 5, 4): gaae] gaaer = I. 5, 3 (Pont. 6, 3): livets] livsens = I. 7, 1 (Pont. 8, 1): GUd hand] Gud selv. 7, 5 (Pont. 8, 5): ingen ønsker] ingen ønske.

✂ Nr. 207. Far dog fort! Far dog fort. Pontoppidan nr. 346. 1, 2: livets] livsens = I. 1, 6: livets] livsens == I. 2, 5: livets] livsens = I. 3, 4: penge] penger. 4, 4: hans] dens.

✂ Nr. 211. Armod volder mig at skrige. Pontoppidan nr. 351. 2, 5: vende] spænde. 3, 4: kandst] kand = J6-7. 6, 5: forlaarne] forlorne = J4-7. 6, 6: aldrig] daglig, trykfejl.

✂ Nr. 212. Jesu! hvor er livets kilde. Pontoppidan nr. 352. 1, 1: livets] livsens == I. 3, 5: i min korses plage] i mit korses plage. 5, 5: vil] vilt = I.

✂ Nr. 213. Op! vaag og beed. Pontoppidan nr. 334. 4, 5: hun] den. 8, 4: staae] staaer = IJ1-3; tviil] tvivl = J7. 10, 2: dødens] dødsens = I.

✂ Nr. 214. Hvad fattes mig? hvi er jeg dog. Pontoppidan nr. 335. 1, 4: sunken] siunken = IJ1-3. 4, 8: livets] livsens == I. 10, 8: troes] troens = J6-7.

✂ Nr. 215. O vaager op af verdens drømme. Pontoppidan nr. 336. 1, 5: syndens] syndsens == I. 2, 1: syndens] syndsens = I. 2, 6: vor] vort. 7, 4: silde] sildig = IJ1-3. 7, 6: saa] o!

394

✂ Det vil være rigtigt her at omtale et tillæg til Ægidius' salmebog: En Samling af de Opvekkeligste og Opbyggeligste Evangeliske Psalmer, som mestendeels i de sidste Tider udi vor Kirke ere komne for lyset, Hvilken og kand bruges som et Anhang ved dend (saa kaldede) Warnitzer-Psalme-Bog, hvorsamme her i egnen bruges. Tønder, Trykt hos Claus Kiesbuy, 1743. 252 sider, pagineret til s. 248; 123 numre, hvoraf 76 er salmer af Brorson; til sidst: Salighedens-Orden. Findes i privateje hos sognepræst A. Malling, dr. phil. Niels Møller og sognepræst H. Hejselbjerg Paulsen. Bogen foreligger også i et andet tryk, der har samme titel, men uden angivelse af trykkested og bogtrykker; der står blot: Trykt og bekostet i Aar. 1743. Åbenbart et »pirattryk«, kun med små betydningsløse afvigelser fra det førstnævnte. Findes på Kgl. Bibl. og i privateje hos sognepræst A. Malling. Alle de her nævnte eksemplarer er indbundet sammen med Ægidius' salmebog.*)

✂ I Brorsonsalmerne findes en del varianter, hvoraf dog ingen har nævneværdig interesse. Man ser, at J2 er benyttet. Der findes nemlig 4 salmer fra det tillæg til Troens rare Klenodie, som først fremkom i J2 (nr. 260, 264, 265, 266), og desuden er der hist og her læsemåder, som hører denne udgave til: nr. 8, 2, 1 (ingen skal fordømmes); 13, 4, 6 (himmelen); 70, 8, 3 (ey lidet); 70, 9, 5 (altiid maae); 108, 1, 5 (o! op!); 204, 8, 1 (følger). På den anden side er det klart, at også J1 har dannet grundlag, idet der findes en række af de for dette tryk særegne læsemåder, hvoraf de vigtigste er nr. 63, 5, 5 (trefninger); 70, 1, 2 (et); 70, 3, 2 (i din største møye); 70, 9, 5 (mig mgl.); 106, 11, 2 (hyld); 144, 10, 1 (om troe du er for GUd); 164, 3, 1 (vandre); 168, 8, 7 (hengang); 223, 6, 2 (svagt); 245, 5, 1 (for snare); 245, 8, 2 (underste). Formodentlig har J1 været det egentlige grundlag; men da

**) Om tillægget se H. Hejlselbjerg Paulsen, Claus Kiesby, Sønder Jydsk Månedsskrift, 1952, s. 39 flg. 395

✂ J2 fremkom 1742, er der blevet taget hensyn til den. Mærkeligt er det, at der i een salme - nr. 70 - findes så tydelige spor af både J1 og J2.

✂ - - -

✂ Tvende deylige Trøste-Psalmer,... Saa og et deyligt Hierte-Suk. Efter manges Begiering opsat af A. M. O. D. Trykt i dette Aar. Uden angivelse af bogtrykker, trykkested el. trykkeår, men efter typografisk udseende antagelig fra ca. 1740 (Kgl. Bibl. 4.322 8°). Omtalt under Tr. r. Kl., nr. 81, Ach min rose visner bort, der er den første af de to trøstesalmer. Heri findes følgende varianter:

✂ 1, 5: falmer] falder; til rod] til Fod. 2, 1: en herres bruud] en HErrens Brud. 4, 5: din sorg intet kand forslaae] ey din Sorrig kan forslaae. 5, 2: hvo] hvem. 7, 1: Aanden gav jeg dig til pant] Aanden gav dig det til Pant. 7, 4: tviler] tvivler. 11, 1: dit beklemte sind] det bedrøvet Sind. 11, 2: kun] dog. 11, 3: hør Guds englers sang] hør du Engle-Sang. 11, 4: hans] GUds. 12, 3: hendes] Verdens.

396