Brorson, Hans Adolph Kap. 2.

Kap. 2.

Men nu er det tid til at spørge om, hvad der skal forstås ved dette banner. Med hensyn til afstamningen er der her ingen vanskelighed. Af roden ??? (nasas) kommer banner; ??? (nes) er banner, hvad der her som også oftere betyder en krigsfane, Es. 5, 26; 10, 18; 13, 2; Jer. 4, 6.

Her at have sagt et og andet om bannere i almindelighed og særlig om de fire ypperste i Israels hær, nemlig Judas, Rubens, Efraims og Dans i form af en løve, et menneske, en okse og en Ørn, ville ikke ligge uden for sagen, dersom tidens knaphed tillod det; men for den, der har hastværk, må det, der af sig selv følger som det mest nødvendige, være nok. Vi har ovenfor hørt, at der med banneret her menes verdens frelser, og yderligere angiver dette ord banner sammenligningsvis (1) kirkens krigstilstand på jorden. Den timelige fred, som vi ved Guds særlige barmhjertighed nyder midt iblandt så mange tårer og suk hos andre folkeslag, der tynges af krig, den skatter Kristi kirke højt, idet den altid ængster sig for at skulle miste den ved skammelig utaknemligheds synd, og så meget mere glødende omfavner og kysser kirken den åndelige fred, som Kristus har vundet os ved sin blodige død. Men med Satan, verden og vort eget kød kender den hverken til fred eller våbenstilstand, kun til krig, og det en alvorlig og yderst hvas, og med henblik på den er den udvortes krig, hvor stor den end måtte synes, næsten ikke andet end en leg, enten man ser hen til dens1) hede, der ikke i heftighed overgås af noget, eller til resultatet, der ikke i glæde overgås af noget, hvis det falder godt ud, eller i modsat fald ikke i rædsel.

Og hvorfor undrer vi os over, at det siges om lemmerne, når Simeon kalder hovedet »et tegn, der modsiges«, Lk. 2, 34, det vil sige en krigsfane eller et banner, mod hvilket det er en kendt sag, at fjendernes største kampstyrke gør stormløb. Vor søde frelser er jo netop også ved menneskets hårdnakkede vantro bleven en anstødssten, skønt Gud i virkeligheden har fremstillet ham som et sonemiddel i hans blod ved troen, Rom. 3, 25, således

* 369

som også banneret her (2) lover alle nedbøjede trøst. Ligesom i slaget, når sagerne står forvirret og håbløst, alle, hvis der da er nogen tilovers, ser hen til banneret og alle tyr til det, således er der ikke nogen anden tilflugt end Jehova Nissi1), end verdens frelser, ikke nogen anden vej til faderen, ikke noget andet navn givet under himlen, i hvilket vi bør frelses. Thi den, som Moses kalder Jehova Nissi, ham betegner bruden ved at sige: »Hans kærlighed er banner over mig«. Højs. 2, 4, og viser det oprejste alters overensstemmelse med dette navn, nemlig hvorfor Moses oprejste det: kun for ved altret at anbefale vor forsonings sande offer. Men hvorfor det blev kaldt Jehova Nissi, kun for ved denne liflige tiltale at indbyde alle nedbøjede til frelseren, det er, hvad de 70 fortolkeres oversættelse2) udtrykker fortræffeligt ved: »Herren er min tilflugt«. Ligesom Juda stammes banner, der fremviser en løves billede, udlægges på denne måde af englen: »Græd ikke, thi løven af Juda stamme har sejret«. Åb. 5, 5, således betegner Moses her ved altret forbilledligt den korsfæstede: »Frygt ikke, Israel, her er tilflugt; her er vort banner; her er det sande og eneste og sikre fristed for det forpinte hjerte«.

Nogle mener rigtignok i tilslutning til Josefus' Arkæologi, 3. bog, at Moses har bragt offer på dette alter; men da skriften tier, tror jeg, at det er bygget til et for alle synligt tegn, hvorved Moses ville have dem indprentet en sag af den største vigtighed. Det er kendt, at Moses ikke har kunnet tale med alle, og at ikke en hundrededel af folket med ørerne har kunnet opfatte hans røst, selv når den var højest hævet. Bortset fra børn og kvinder bestod israelitternes menighed af 600.000 mennesker, og knap to mil kunne slå til, når deres lejr skulle udstikkes; for da her at stille den i troen triumferende sjæls glæde frem for alles øjne, byggede han, som jeg mener, på det samme ophøjede sted, hvor han nylig, medens Josva kæmpede, havde stået med udbredte hænder, der forud viste den korsfæstedes billede a), - på samme høje sted, siger jeg, hvor han kunne ses af alle,

* * * 370

byggede han hint store alter for, når folkets opmærksomhed var vakt ved en ny handling, at indprente de udsendte høvdinger og sendebud forløsningens store vigtighed, der forud var bleven afbildet ved udfrielsen af Ægyptens og nu af Amaleks kløer, og for ved altrets mærkelige navn Jehova Nissi at indplante i alle en fast tillid til Gud, i sandhed al trøsts sødeste kerne. Thi den, som omfavner Kristus ved troen, har i ham alt; ligesom han nemlig er banner for den kæmpende, således er han brød for den hungrende, vin for den tørstende, sundhed for den syge, styrke for den trætte, vej for den vildfarende, sandhed for den uvidende, liv for den døende; og omvendt: den, som har Kristus, skal ikke frygte noget ondt, fordi Jesus er banneret, Jesus er kirkens tilflugtssted, Jesus er de troendes klippe, og alt dette er indbefattet i det søde navn Immanuel, Gud med os, som opvækker troens højeste forvisning; thi er Gud for os, hvem er da imod os? Rom. 8, 31.

Men (3) Jehova Nissi er det glædeligste billede ikke blot på kirkens forsvar, men også på dens vækst og en venlig indbydelse til at tilegne sig nåden. Thi dersom et krigsbanner ikke blot lover beskyttelse for dem, der hører til under det, men også nåde for dem, der skal underlægges det, så er det langt mere sandt på det åndelige område. Thi ligesom ikke blot selve den særlige udvælgelse af dette folk først og fremmest havde det formål, at hele menneskehedens frelser skulle fødes af det, og når det var sket og åbenbart lagt for dagen, skulle enhver særrettighed forsvinde, og hele det gamle Testamentes frelsesordning tilsigtede, at hele verden skulle erkende, at Israels Gud var den ene og sande Gud; ligesom omvendt deres (ligesom nu de kristnes) eksempler på ugudelighed har udleveret Guds navn til spot for hedningerne, - således har ikke blot de store velgerninger, som blev ydet dette folk, men også de smertelige sår, der blev tilføjet det i dets ulydighed, fremstillet for alle folkeslag såvel den almindelige nåde som den mere specielle. Ja, selve de grusomme krige, hvorved de undertvang de vildeste folkeslag, sigtede alle mod det samme formål, og Moses fremstiller her ikke i anden mening sit banner som tilflugt for alle folkeslag end for ved et forspil til den nye pagt at sprede evangeliet vidt og bredt.

371

Med dette sind fejrede han triumf over de nu overvundne såre bitre fjender, fyldt af nådens Ånd, for ud af oprørernes ødelæggelse ligesom af slangers gift at tilberede lægemidler for andre folkeslag.

Ganske vist indvender partikularismens1) tilhængere, at Amaleks undergang er et bevis på absolut forudbestemmelse og opfyldelse af spådommen om Esavs forkastelse. Men de lægger ikke mærke til, at der ved Amalek her ikke forstås en efterkommer af Esav, men stamfaderen til et langt større og ældre folk, hvis rige kan ses at have blomstret endogså på Abrahams tid såvel som nu samtidig med Moses, 1. Mos. 14; 4. Mos. 24, 20. Men det fællesskab, som var påbudt Israel med Esav, viser, at hin Amalek, hvem fællesskabet var fuldstændig forbudt, ikke har hørt til dette folk. For dem [tilhængerne af partikularismen] er derimod frem for alt denne nægtelse af fællesskab med Guds folk bestemmende; de påstår, at den er tegn på den absolutte forkastelse, idet de ikke tager i betragtning, at disse naboer til Ægypten ved at høre om de forbavsende undergerninger, som var udført der, havde haft kaldelsens nåde ikke blot i tilstrækkelig, men i overstrømmende grad. At de dog ikke derved lod sig bøje, men som rasende satte sig op imod Gud og undertrykte de uskyldige og svage i folket ikke så meget ved våbenmagt som ved svig, har været et utvivlsomt bevis på et sind, der støder al nåde fra sig. Mon det dog ophæver den universelle nåde, når Gud nødes til at tugte og udrydde den slags halsstarrige, som holder ved med så megen rasen? Nej, da først fejrer den universelle nåde sin største triumf, når vi ser dens urokkelige sandhed blive stadfæstet ved bevissteder, som anføres mod denne universalitet. Således er heller ikke Jehova Nissi skrevet mod Amalekitterne, uden for så vidt som de modsatte sig den tilbudte nåde dvs. for at jeg skal bruge skriftens ord, så længe som deres hånd var imod Guds trone; men ved selve dette ord, nemlig banner, blev de overlevende, så mange de var, ikke mindre end alle andre folkeslag draget til at anerkende Israels Gud. Således har Esajas i kap. 11, 10 sikkert ønsket, at Moses skulle forklares. Thi

* 372

efter at have påvist, at der med »mit banner«, som han kalder folkenes, menes Messias, Isajs rodskud, angiver han ordets dybe betydning dvs. den universelle nåde i Kristus: »efter ham«, siger han, »skal hedningerne spørge, og hans hvile (den fred og tryghed under hans skygge, som er lovet hedningerne) skal være herlighed«, det vil sige en tilstand, der ikke blot er liflig, men også i højeste grad herlig, i den grad, at de jublende skal bekende, at de er hævet op til barnerettens øverste højdepunkt, som om de ville sige: O al nådes mildeste Fader, som ved så mange forjættelser og eder, ja ved den enbårnes død som pant har vidnet, at han vil modtage alle syndere i barmhjertighedens skød. O sødeste verdens frelser, ja frelsens fyrste for den hele verden, der ikke forsmåede at løftes som folkenes banner på korset for at udvirke frelsen. O evige og umålelige nådens vind og strøm, den Helligånd, som attrår at udsendes i alles hjerter og at udgydes ved ordet som middel. Og o! salige hjerter, som ganske sænker sig ned i dette nådens hav.

Men da det aldrig nok kan begrædes, at så stor en flod af så universel en nåde forsømmes af de fleste eller holdes i den højeste foragt, så piner intet mere de fromme sind, end at denne de dødeliges utaknemlighed, genstridighed og vantro, den eneste hindring for at opnå frelsen, af partikularismens ophavsmænd drejes til - skrækkeligt at sige! - fornægtelse af den universelle nåde. Denne højeste forargelse for menneskeslægten kunne de let undgå, dersom de ville have tro til Guds klare, hellige, pålidelige ord og ikke til den elendige, visne og lemlæstede fornuft, som er uskikket til at udgrunde den guddommelige frelsesordnings dyb, eller om de i det mindste ville vogte sig for at fastslå noget mod den sunde fornuft om Gud, kærligheden selv.

Men lad des mere alle, som søger tilflugt under Guds kærligheds banner, bekende hans nåde med de lifligste lovsange; lad duen i klippekløften sige: »Jeg vil elske dig, Jehova, min klippe og min borg og min Gud, som udfrier mig, min styrke. Jeg vil håbe på dig, mit skjold og min frelses horn, min ophøjelse«, Sl. 18, 2-3. Men hvem de er, som kan være trygge og tilfredse under dette al nådes banner, det vil fremgå af det, som nu følger.

373