Kap. 3.
✂ Vort banners tryghed og skjul nyder ingen uden de, som er til stede og følger, de, som kaldes Guds folk eller kirken. Denne er ifølge ordets1) betydning en udkaldelse eller en forsamling, som er kaldt ud af de uigenfødtes almindelige flok, og som hører Guds ord og på rette måde bruger sakramenterne. Men den plejer at deles i den synlige og usynlige eller i den forsamling, i hvilken kirken er, og den, som er kirken (som Gerhard rigtigt og tilstrækkeligt udvikler det, jfr. 2. bog, art. 5, s. 804)2). Således påviser Paulus ypperligt denne adskillelse i selve det folk, for hvilket Moses viser frelsens banner: »Jeg vil ikke brødre, at I skal være uvidende om, at vore fædre alle var under skyen og alle gik gennem havet og alle blev døbt ved Moses i skyen og i havet og alle spiste den samme åndelige mad og alle drak den samme åndelige drik; thi de drak af en åndelig klippe, som fulgte med; men klippen var Kristus. Dog fandt Gud ikke behag i de fleste af dem; thi de blev slået ned i ørkenen; men disse ting blev vore forbilleder«, 1. Kor. 10, 1-6. Men det, der var den store hemmelighed, som kun nogle af dem fattede, og som netop var grunden til, at de behagede Gud, det kalder Paulus anden steds troens hemmelighed, 1. Tim. 3, 9; denne hemmelighed ligger i det lille ord af Moses: »mit«, som blot er den mindste del af et ord3); men i så lille en stump er denne store hemmelighed gemt, uden hvilken alt, hvad der siges eller forjættes om Gud og Messias, jo mere nådefuldt og herligt det er, er så meget mere frygteligt. Men salige de, som ved en sand tro kan sige: Min fader, min frelser, min retfærdighed, min fred, min herlighed, mit banner. For at optænde denne troens vished i tilhørernes hjerte siger han ikke vort eller folkets banner, hvad dog lå gemt i hans ord. Thi at Moses ville, at hele folket, ikke han alene, skulle frelses under det banner, viste han den dag, da Gud forjættede, at han ville gøre ham til et stort folk, når blot han fik ødelagt det oprørske folk; Moses ønsker tværtimod at blive udslettet af Guds bog, dersom noget så sørgeligt skulle
* * * 374✂ times folket, 2. Mos. 32, 32. Nej, derfor siger han »mit banner«, for at han ved sit eget eksempel kan opvække hver enkelt til personlig tilegnelse. Men denne havde de ikke alle; ellers ville hin frygtelige ørken være bleven forvandlet til et paradis, og hvor ville Moses' sjæl have jublet af glæde, dersom han havde haft så mange titusinder af hellige til ledsagere på rejsen. Men ak desværre! ikke mange og ikke de fleste, end sige alle var troende; de fulgte banneret med legemet, ikke med sjælen; hjerterne blev i ægypternes land, og de var ikke meget forskellige fra dem undtagen ved tiden, arten og stedet for deres begravelse; som den for ægypterne var beredt i havet, således for dem i ørkenen. De viste ved enhver lejlighed et sind, der var bortvendt fra Gud, og ved oprørets afskyelighed syntes mange at stå lige med selve Farao, nogle at overgå ham. På samme måde har kirken også endnu mange hadefulde udvortes fjender, men de farligste inden for murene.
✂ Men ligesom tegnene på hines vantro er had og splid, således er Israels sande karakter inderlig kærlighed og deraf udstrømmende enighed mellem sjælene under eet banner, mod samme fjende, med samme tro hos de kæmpende. Thi her er fællesskab om samme fare og løn for dem, der ligesom borgere i sluttet forbund kæmper for livet, for friheden, for fædrelandet, nemlig det åndelige og himmelske; og den kærlighed, som har forenet dem, er den forunderlige menneskekærlighed hos Gud, som for os stakkels dødelige har oprejst et banner, nemlig Guds lam, der er slagtet for os alle på korsets alter. Således sindede var ikke alle, men Moses' og profeternes sande disciple, benævnede Guds Israel, Guds folk, ejendom, den sande, sejrrige og Israel1) værdige slægt, så stor en helts ikke vanslægtede sønner, der efter at det helvedes Ægyptens åg var afkastet, ved at omfavne korset stundede dag og nat med eet sind mod alle patriarkers og profeters fædreland.
✂ Sådan var folkets præg især i selve det nye Testamentes begyndelsestid; i enestående stræben efter dette havde jo hele menigheden eet hjerte og een sjæl, Ap. G. 4, 32. Det var som et under at se så mange tusinde mennesker forenede, hverken ved
* 375✂ slægtskabets bånd eller ved lighed i livskår eller ved fællesskab i livskald, men kun ved Kristi kærlighed. Al undren blev som overvældet ved betragtningen af dette menighedens fællesskab, der hverken var knyttet ved magt eller tilslebet ved list, men som var et eksempel på sand tro, himlen værdigt; billedet af den kæmpende forestillede jo der den triumferende, vel ufuldkomment, men dog sandt og såre glædeligt.
✂ Men hvad under, at en vingård, der var plantet og vandet af så mange ypperlige Kristi tjenere, stod i blomstring. Stort havde det været at se Moses i ørkenen, Guds tjener, der var tro i hele hans hus, alle profeters lærer, om hvem den Helligånd selv vidner, at han stod i gabet og af vendte al Guds vrede, Sl. 106, 23. Men hvad skal vi sige om det nye Testamentes første vidner, der var oplyst med langt større klarhed over evangeliet, om de 70 evangelister og mange andre forkyndere af evangeliet, alle fyldte med den Helligånd, især om frelserens tolv apostle, som han selv kaldte jordens salt og verdens lys, som havde set ham så tit med deres øjne, havde så længe nydt godt af hans samtale og omgang, der flød med honning; han havde jo netop for dem så mildt åbenbaret Guds uendelige kærlighed og godtgjort den ved den lidelse og død, som var bitrest af alle.
✂ Disse og den højeste kærligheds øvrige hemmeligheder, der uafladelig blev indprentet med en underfuld kærlighedslidenskab, rev som en himmelsk flamme alle ikke oprørske sjæle med og fyldte dem med en så stor troens og kærlighedens brand, at de endogså elskede deres fjender, men til hinanden indbyrdes som Guds børn og sønnens medarvinger følte i ham en endnu ivrigere kærlighed, og frygten for ildeset indblanding var så meget mindre, som den gensidige kærligheds kappelyst var større. Den læredygtighed, der var væbnet med så stort et forbillede, udbredte Kristi liflige rige over hele verden, og hos de dalevende har man ikke set nogen smitsot angribe enigheden og snigende brede sig, ja heller ikke, så længe mindet om deres liv og blodige martyrium bevaredes frisk; thi at bekendernes udgydte blod har forøget både de kristnes tal og deres varme, derom vidner hele denne gyldne tidsalders historie.
✂ Og dette skriftsteds sejrspris er, at lærere i skoler og kirker
376✂ ved Moses', profeternes og apostlenes eksempel opvækker alle til med sand tro at betragte dette nådens banner, med den andagt, som det har krav på. I denne betydning siges Paulus at have båret Jesu navn frem for konger og hedninger og Israels børn, Ap. G. 9, 15. Med dette sind vil han, at alle skal se hen til troens anfører og fuldfører, Jesus, som for den glæde, der var stillet ham i udsigt, udholdt korset og har taget sæde på højre side af Guds trone, Hebr. 12, 2. Med henblik herpå kaldtes ordets tjenere i den ældste kirke fanebærere; således tiltaler jo præfekten Asklepiades martyren Romanus hos Prudentius s. 146:
✂ »Skændige uhyre, du usle, æreløse oprører og urostifter i den ustadige folkemasse... og videre: Du ryggesløse har beredt dette skuespil af blodig ulykke, hvor borgere skal dræbes, hvem det er nødvendigt på grund af din belæring at henrette som skyldige i vanhellighed, ugudelighed og fordærvelig tidsånd: du er årsag til døden, du fanebærer for de onde«1). Her undrer vi os ikke over, at menighedernes høvedsmænd har været det sikreste mål for det største raseri, men over, at de selv ikke sjældent af den højeste kærlighed til deres tilhørere har vendt hele forfølgelsens stormløb mod sig alene. Lykkelig i sandhed den hellige legions lejr, der var prydet af så store anførere og fanebærere på den tid, da man ifølge Sulpitius Severus samme steds s. 143 »kappedes om at ile frem i ærefulde væddekampe, og martyrier dengang søgtes begærligere ved ærefuld død, end nu bispeembeder eftertragtes i dårlig ærgerrighed«, Sulp. Sev., s. 143.
✂ Hvorledes rivalisering ganske udslukkede denne efterhånden aftagende første kærlighed, hvorledes forligelsens tjeneste såede splidens første sæd, medens den tidligere kun var kendt ved den gensidige kærligheds og velviljes kappestrid, hvorledes først sandhedens og enighedens vold blev omstyrtet og derefter kætterier og splittelser begyndte at bryde frem som en flod og oversvømme alt, hvorledes banneret er blevet forladt og sjælene, der er bragt i forvirring, spredes ad så mange veje, som dels blind lydighed, dels partiiver, dels ærgerrigheden, værre end al pest, har draget dem, denne sag er tilstrækkelig kendt og alt
* 377✂ for omfattende og sørgelig til at kunne være tjenlig for enten den nærværende korte tid eller den forestående fest.
✂ Dog kan blot omtalen deraf ikke undlade at påminde alle troende om, hvor afgørende nødvendig bestandigheden er; thi når den manglede, har al fromhedsiver ikke blot været til ingen nytte, men altid til større skade og skam.
✂ Kraftløst salt er de, Mt. 5, som tidligere afviste al moralsk råddenskab, [men] nu vækker væmmelse hos alle fromme som hunde og svin, der vender tilbage til deres spy og søle, 2. Pet. 2. Vort banner driver i højeste grad på denne lære og indskærper den. Thi hvad i verden er afskyeligere for medborgerne end en overløber? Men langt mere dog de, der flyr fra korsets banner og begiver sig til fjendens lejr, hjemfaldne til evig fordømmelse. Men banneret ikke blot kræver bestandigheden, men opvækker og forøger den også; midt i flammerne sejrer Guds hær, så længe de med blikket på baneret følger det kækt. Vi har hørt bruden sige, at Kristi kærlighed er et banner, Højs. 2. Men meningen er, at jeg ved altid at se hen til ham som banner følger ham, den højt elskede, gennem klipper, gennem ild og vand. Alt formår jeg ved ham, som gør mig stærk, nemlig Kristus, Fil. 4, om hvilke ord Bernhard åndfuldt siger: »Hvorfor er ikke alle ting mulige for den, der støtter sig på ham, som mægter alt? Hvor stor en tillid ligger ikke i ordet: Alt formår jeg i ham, som gør mig stærk! Intet gør ordets almagt klarere, end at det gør alle dem almægtige, som håber på det. Kort sagt er alle ting mulige for den, som tror, Mk. 9. Eller er ikke den almægtig, for hvem alle ting er mulige? Således vil sjælen, hvis den ikke bygger på sig selv, men hvis den gøres stærk ved ordet, i hvert fald kunne herske over sig selv, så at ingen uretfærdighed hersker over den, Sl. 118. Således, siger jeg, vil den, der støtter sig på ordet og er iført kraft fra det høje, ikke af nogen magt, nogen svig, nogen tillokkelse kunne enten omstyrtes, når han står, eller undertvinges, når han hersker« (a). Det er bekendt, at de romerske legioner var mærkede med forskellige tilnavne; man havde således fromme, tro, lynere, sejrere. Men
* * 378✂ gode Kristi stridsmænd kaldes med større ret ikke blot fromme og tro, lynere og sejrere, men også, hvad de er ene om, uovervindelige, det vil sige dem (Rom. 8, 37-39), som hverken død eller liv, hverken engle eller fyrstendømmer eller kræfter, hverken det nærværende eller det tilkommende, hverken det høje eller det dybe eller nogen anden skabning skal skille fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor herre; ham være derfor sammen med Faderen og den Helligånd al herlighed, pris og ære i evighedernes evigheder. Amen.
✂ Under dette banner leve kongeslægten! Hele dit rige råber jublende: Lev, fædrelandets fader!1)
* 379✂ TILLÆG
✂ VARIANTER I PONTOPPIDANS SALMEBOG
✂ OG
✂ I HÅNDSKREVNE SAMLINGER
380381