Indledning
✂ 1740 udkom Den nye Psalme-Bog, udi hvilken findes ey allene de Psalmer, som udi den forordnede Kirke-Psalme-Bog af Doet. Kingo have været samlede, Men endogsaa Mange Andre Udvalte, Deels Nye, Deels af det tydske Sprog oversatte Psalmer, Til desto mere Opbyggelses Anledning samlet, overseet, og til Trykken befordret Paa Høy-Kongelig allernaadigst Særdeles Befalning. Som titlen viser, var det en officiel kirkesalmebog. Udgiveren var Erich Pontoppidan. Af Brorson var der optaget 92 salmer, deraf 25 originale. Hvorfra havde Pontoppidan hentet dem? Man tænker uvilkaarlig: fra Troens rare Klenodie, der var udkommet 1739. Men ved nærmere eftertanke bliver man klar over, at det ikke kan være rigtigt. Udarbejdelsen af Pontoppidans salmebog havde stået på siden 1736. Fortalen er dateret 16. januar 1740, og da sidetal og arkbetegnelse begynder efter fortalen, må bogen på det tidspunkt have foreligget trykt, så selv om man antog, at Klenodiet var udkommet først på året 1739, kunne det umulig være benyttet ved udarbejdelsen. Det viser sig da også, at af Brorsonsalmerne hos Pontoppidan er ingen fra de 3 nye afsnit, som Klenodiet har ud over salmehefterne fra Tønder (A-I, 1732-35*)). Det er derfor klart, at det er fra disse hefter, Pontoppidan har taget sit Brorson-stof.
✂ Dette forhold afspejler sig også i salmernes tekst. Både Pontoppidan**) og Klenodiet bringer en modernisering af sproget, men hver på sin måde, så man ser, at de er uafhængige af hinanden. En række gammeldags former fra Tønderhefterne, som er afskaffet i Klenodiet, har Pontoppidan bibeholdt, særlig
* * 382✂ genitiverne: dødsens, fredsens, havsens, kiødsens, livsens, syndsens, også korsens for korsets, lysens for lysets. På den anden side har Klenodiet beholdt Tønderhefternes verbalformer: du barst, du gikst, du kandst, du komst, du leedst, du lodst, du togst, du varst, du veedst, medens Pontoppidan har ændret dem til: du bar, gik, kand o. s. v.
✂ Ligeledes ser vi, at Pontoppidan og Klenodiet hver på sin måde ændrer fejl eller uheldige udtryk i Tønderhefterne. I nr. 48, 3, 7*), hvor heftet C har det meningsløse Syndens skiønne Væsen, ændrer Pontoppidan til slemme væsen, Klenodiet til skidne væsen; det sidste forstår man let, fordi Brorson naturligvis har husket, at han havde skrevet skidne, og været klar over, at sætteren blot havde læst et andet ord med sk. Eller nr. 13, 5, 5-6, hvor der i heftet B stod: Saa være ham da ogsaa Livet, Og hvad vi har til evig offer givet. Her manglede der 2 stavelser i sidste linie, og hos Pontoppidan kom den da til at lyde: Og hvad vi har, til tak, og evig offer givet. Brorson opdagede først fejlen, da J3 skulle udgives, og linien fik hos ham formen: Og hvad vi er og har, til evig offer givet. Endelig kan man nævne nr. 84, 1, hvor det om Guds måde at føre sine helgen på oprindelig (i heftet E a) hedder: At gange og Ledsage Alle Dage, Og altid med dem gaae I alle deres Dage. Dette kunne jo ikke gå an, da Dage kom 2 gange og rimede på sig selv. Pontoppidan beholdt det første Dage og måtte så forandre det andet; så kom det - idet samtidig det vanskelige ord gange og ordet gaae blev udskiftet - til at hedde: At bære og ledsage Alle dage Og altid med dem staae, Helst naar de findes svage. Brorson derimod beholdt det sidste Dage og måtte følgelig skaffe afløsning for det første; så står der i Klenodiet: At gange og ledsage, Lede, drage, Og altid med dem gaae I alle deres dage.
✂ I mangfoldige tilfælde genfinder vi hos Pontoppidan ord fra Tønderhefterne, som Klenodiet har ændret. Der er verber i enkelttalsform ved flertalssubjekt: de dækker, gaaer, seer o. lign., stridende mod Pontoppidans egen retskrivning, altså blot ved uagtsomhed overtaget fra hefterne. I nr. 19, 1, 7: sikre siel (Kl.: trygge siel), i nr. 82, 4, 8: Gud da vil Selv trine til (Kl.:
* 383✂ træde til), i nr. 119, 7, 7: saa er der troe i hierte (Kl.: i hiertet) o. s. v., o. s. v.
✂ Der findes ganske vist tilfælde, hvor Pontoppidan og Klenodiet har ændret på samme måde, og man kunne jo så spørge, om det skyldes et eftersyn af Klenodiet lige før rentrykningen af Pontoppidans bog. Det er der dog ingen grund til at tro. Det drejer sig nemlig om rene småting, f. eks. moderniseringer (siunge til synge o.lign.), eller forandring af udtryk, som en sætter kunne have svært ved at forstå (høye paa tonen til høre paa tonen, det sidste fælles for Pont. og J1).
✂ Noget helt andet er, at der i de senere udgaver af Klenodiet fremkommer betydelige ligheder med Pontoppidan. Det gælder især J6-7' der f. eks. afskaffer verbalformerne du barst, gikst o. s. v. Muligvis er der her en påvirkning af Pontoppidans bog. I eet tilfælde synes det i hvert fald sikkert, at J7 er under indflydelse af denne, nemlig ved nr. 120, der har en hel række af dens læsemåder, i 1, 1: sig grunder (det sig grunder mit salighedens anker paa), medens HJ1 har: mig grunder, J2-6: jeg grunder, fremdeles i 2, 1: lys for lye, i 2, 6: mange for mangen, i 3, 5: vække for vækker, livsens for livets og i 7, 3: og jeg udi saa mange stykker for: at derfor i saa mange stykker.
✂ Vi har nu set på forholdet mellem Pontoppidan og de brorsonske salmeudgaver. Men der er jo også spørgsmålet om, hvilke ændringer han på egen hånd har foretaget i salmerne.
✂ Her må man først og fremmest sige, at han i alt væsentligt har ladet dem stå, som de var kommet fra Brorsons hånd. Ingen vers er udeladt. Kun 2 er tilføjet, og af dem skyldes i det mindste det ene Brorson selv: nr. 6, I denne søde jule-tiid, v. 7, se noten i 1. bind, s. 31*). De små forandringer, der er gjort, er i virkeligheden yderst få i forhold til den store versmængde, som det drejer sig om.
✂ Vi møder først dem, der skyldes sproglige og æstetiske hensyn. Det gælder ord og vendinger, som har forekommet Pontoppidan enten uskønne, svære at forstå eller på anden måde uheldige. I nr. 18, 4, 7 hedder det**): Derved Troe vor Jammers minde
* * 384✂ Hannem ind i Siælen gick. Det er ikke let at forstå. Pontoppidan har opfattet Troe som en imperativ og herudfra formet linierne: Tænk kun, at vor jammers minde Hannem ind i sielen gik. - Nr. 22, 9, 6: den Offrer rette Sager, unægtelig et noget lavtliggende udtryk om at ofre Gud det, han ønsker, hos Pontoppidan: dens offer Gud behager. - Nr. 30, 9, 10: da er dit Blod mit Anker; billedet er jo ikke godt, hos Pontoppidan: da er hans kors mit anker. - Nr. 31, 8, 3: maatte straxen qvæges ved, en ubehjælpsom sætning, der mangler subjekt, hos Pontoppidan: den da strax maae qvæges ved. - Nr. 63, 8, 1-4: Kom Hellige Olie, Sielenes kræfter at salve i mig, At hvad jeg skal tencke og giøre herefter, maa virckes ved dig. Som omtalt i noten til stedet, passer Sielenes kræfter ikke til i mig; Pontoppidan ændrer derfor til: Kom, hellige olie, sielen at smøre Og salve i mig, At hvad jeg skal tænke og tale og giøre Maae virkes ved dig. Man må forstå, at ordet »smøre« dengang har kunnet have ædel betydning ligesom endnu på svensk, f.eks. Lk. 4, 18: »Herrens ånde år over mig, ty han har smort mig«. - Nr. 77, 6, 3: de mange Fugle-Spring, der skeer, Pontoppidan: fugle-sving. - Nr. 106, 13, 1: Min Brudgom! hav mig kier, og lad som Segle trykkes Til Kierlighedens Pant din Aand oppaa mit Bryst. Formen Segle har stødt Pontoppidan; han ændrer til: Min Brudgom, elsk mig, og lad som et segl indtrykkes. - Nr. 111, 5, 1-2: Din Andagt er en Mundfuld Vær Af dine kaalde Kiefter, Pontoppidan: af blot naturens kræfter. - Nr. 119, 8, 5-6: Saa blinker aldtiid Troens Sværd Og slaaer sig giennem alle Hær, Pontoppidan: giennem hver en hær. - Nr. 150, 4, 3-4: Naar Fienden spruder Ild og Damp Som sorte helved Trolde, Pontoppidan: som saar og død forvolde. - Nr. 160, 3, 3-4: Med Jesu tencker jeg i graven glad at gaae, Hvad skader mig, naar jeg kun Jesum have maae; nøjagtig gengivelse af den tyske original; Pontoppidan: Med JEsu jeg engang gaaer til mit hvile-sted, Det er jo eg at døe, naar livet følges med. »Denne form er jo så ypperlig, at man vist må tilskrive Brorson den« (P. Diderichsen); dog kan man spørge, hvorfor han i så fald ikke optog den i Klenodiet. - Nr. 162, 1, 5: Hver elske, hvad ham synes til, Pontoppidan: hvad hans sind staaer til. - Nr. 174, 7, 1-2: Nu vel an, saa vil jeg lide,
385✂ Tro og elsk' og haabe fast, Pontoppidan: elske, troe og haabe fast.
✂ Den for Brorson karakteristiske brug af hun om begreber som kærligheden, troen, samvittigheden, synden, viljen ynder Pontoppidan ikke; han erstatter her helt igennem hun med den. Og sådan kan der være andre ord, som ikke har hans bevågenhed, f.eks. kaad; i nr. 19, 4, 3 bliver kaade Lyster til gamle lyster, i nr. 152, 6, 4 det kaade kiød til det kolde kiød.
✂ Man kan her også nævne hans tilbøjelighed til at ændre genitivforbindelser til sammensatte ord; Naades Glantz bliver til naade-glands, Naades kar til naade-kar o. s. v.
✂ Dernæst spørger man, om der også findes ændringer, som er foretaget af dogmatiske grunde. Noget er der af den art, men ikke ret meget. I hovedsagen drejer det sig om, hvorvidt der på visse steder hos Brorson er tillagt mennesket selv for megen indflydelse på frelsen. Størst interesse har nr. 110, 20, 3-4: JEsus hand er Syndres Ven, Dog maa ingen Syndsens Knegte Trøstes med Forsoningen, Før de Verdens Lyst fornegte. Der stilles jo her en betingelse - er der i dette krav om, hvad der først skal ske fra synderens side, en afvigelse fra luthersk rettroenhed? I originalen af J. H. Schrader hedder det: JEsus nimmt die sünder an; Aber nicht die sünden-knechte, Die er nicht regieren kan, Die da hassen seine rechte. Formuleringen må vel nok siges at være mere udfordrende hos Brorson. Det er jo hårfine distinktioner, som det her gælder. Pontoppidan har følt problemet og givet verset følgende form: JEsus hand er syndres ven, Dog maae ingen syndsens knegte Driste paa forsoningen, Saa de verden ey fornegte. Ordet før er her undgået, og fornægtelsen af verden er flyttet hen som en følge af den rette tilegnelse af forsoningen.
✂ Det samme spørgsmål er fremme ved nr. 87, 13, 1-2: Vil hand (dvs. Gud) os tage an paa nye? Ja, dersom vi fra Synden flye. Her har Pontoppidan: Vil hand os tage an paa ny? Ja, saa vi skal fra synden flye. I nr. 174, 3, 7-8 hedder det, efter at kravet er rejst om kærlighed til fjender efter Jesu forbillede: Saadan maat du ogsaa blive, Skal Gud dig din Synd tilgive. Tanken hviler på Mt. 6, 14-15; men Pontoppidan har dog ømmet sig ved
386✂ den og forsøgt sig med en omstilling: Saadan maa du ogsaa blive, Da Gud vil din synd tilgive. Ordet da skal vist forstås == fordi.
✂ En ængstelse for at tillægge mennesket for meget ligger vel også til grund ved nr. 84, 7, 5-7: Naar vi vor Jammer, Synd og Nød Saa stærck i Gud bekrige, At de vige, men hvor Pontoppidan ændrer den anden linie til: ved Aanden saa bekrige. Og i nr. 95, 13, 1-2: Du (dvs. Jesus) est min Ven i Nøød og Døød, Som jeg allene eyer, hos Pontoppidan: som mig fuldkommen eyer. Måske i nr. 187, 15, 4, hvor der som bevæggrund til indbyrdes kærlighed står: Og tencker paa vor Daabes Eed - altså en forpligtelse, - medens Pontoppidan siger: paa vor daabes fred, altså en gave.
✂ Når det gjaldt en kirkesalmebog, var det jo dobbelt nødvendigt at holde sig på ortodoksiens streg. Men også i sjælesorgen kunne disse »talemåder«, som man dengang sagde, have betydning.
✂ At ordene (til Jesus) i nr. 175, 11, 2: Du skalt selv mit Hierte være, bliver forandret til: Du skal i mit hierte være, kan skyldes frygt for mysticisme eller måske blot ønske om et mere bibelsk klingende udtryk*). Det sidste er vel tilfældet i nr. 111, 14, 6, hvor Følg ham saa i hengivenhed er blevet til Følg ham i troens lydighed.
✂ For øvrigt forekommer der hist og her småændringer, som man egentlig ikke kan se grunden til. Men helhedsindtrykket er, at Pontoppidan har behandlet Brorsonsalmerne med stor pietet, og at hans ændringer i mange tilfælde er velbegrundede og heldige. Den agtelse, som skyldes hans salmebog, formindskes ikke ved hans behandling af Brorson.
✂ En ting, man kan undre sig over, er, at hans ændringer i de oversatte salmer så godt som aldrig hviler på den tyske original. Der synes knap at være noget klart eksempel herpå undtagen ved nr. 160, 6, 3-4, der hos Brorson hedder: Ach! tag det offer an, endskiønt det kun er slet, Og lad din Ville skee, saa gaaer det altiid ret. Her har originalen: Ach nimm das opfer an, lass' dirs gefällig seyn, Mach's mit mir, wie du wilt! dein will' ist auch der mein', og Pontoppidan: Forsmaae dit offer ey, lad mig
* 387✂ dog være din, Giør med mig, hvad du vil, din villie er min. Den sidste linie gengiver jo nøje originalen. -
✂ Med Pontoppidans salmebog kom Brorsons salmer til anvendelse ved kirkens gudstjeneste; men det var dog kun i Sønderjylland, at bogen trængte igennem. Guldbergs salmebog, 1778, hvor mange af de samme salmer var bevaret, fik kun ringe udbredelse, og Evangelisk-kristelig salmebog, 1798, der blev herskende til efter midten af det 19. århundrede, optog næsten intet af Brorson. Først ved Roskilde konvents salmebog, 1855, og Landstads, 1869, kom hans digtning til almindelig brug i Danmarks og Norges kirker. - -
✂ Pontoppidans bog foreligger i mere end eet tryk fra 1740. Ved sammenligning kan man få rettet en del småfejl.
388