Brorson, Hans Adolph Svane-Sang ; Lissabon ; Mindre digte ; Prosaskrifter ; Tillæg : Paul Diderichsen: Filologisk redegørelse. Arthur Arnholtz: Brorsons vers- og sangkunst. - 1956

✂

1. Tøndertrykkene2).

✂ Af de 12 større og mindre salmehefter fra Tønder, som er bevaret, er de 5 (B, C, D, Eb, F) unica; og disse findes alle i den eneste komplette samling af alle kendte hefter, indbundet i et samtidigt bind og skænket (af pastor L. C. Hagen) til universitetsbiblioteket i København 1848 (se herom ndf. s. 432). Af de øvrige kendes gennemgående kun eet eksemplar ud over eksemplaret i samlingsbindet, af G dog 2, af H 3. Det er derfor muligt, at der kan have eksisteret Tøndertryk, som nu er helt forsvundet.

✂ Rækkefølgen og indholdet af Tøndertrykkene er af væsentlig betydning for at forstå, hvornår og hvordan Brorson har opbygget det system, vi finder fuldt udviklet i Troens rare

*1) Visse ejendommeligheder i Brorsons sprog er fyldigt belyst i Arlauds kommentar. *2) Om signaturer, titelblade og indhold henvises til udgiverens indledning I. s. VIII flg. 427

✂ Klenodie. Da dette spørgsmål har givet anledning til stærkt divergerende opfattelser1), skal de bibliografiske data her underkastes en nøjere prøvelse. Forholdet mellem hefterne og klenodiet vil fremgå af følgende oversigt. Man bemærker, at Brorson i de enkelte afsnit normalt sætter de originale salmer foran oversættelserne (kun i H står de som regel på senere plads), og at der som regel er flest originaler i de første afsnit i hver af de 7 dele, færrest i de sidste. Hvert salmehefte (undtagen H) begynder med een eller flere originaler (således også III. Deel i J1 ); D indeholder dog - som angivet på titelbladet - kun oversættelser; det samme gælder VII. Deel i J1 . Tillæggene i J2 > og J3 > består næsten udelukkende af originaler, formentlig digtet efter 1739.

✂

Trykkeri	Årstal	Sign.	Del (med romertal) og (med halvfedt) i T. r. K. (numrene på originale salmer med kursiv)
Kieszbuy	1732	A	I: 2 (nr. 5-11); 3 (18-19); 8 (53).
-	1733	B	I: 1 (1, 2-4); 2 (12-13); 3 (14-16); 4 (20-21); 5(22); 7(42).
-	1734	C	I: 8 (45-47, 48-52).
-	-	D	I: 9 (54-57); 10 (58-65).
-	-	E	II a: 1 (71, 72-74); 2 (75-76).
-	-	F	IV: 1-14 (150-191); kun 150, 164 f., 185-187, 189 orig.)
Rotmer	1735	G2	I: 6 (27-41; kun 27, 29, 33, 40, 41 orig.).
-	-	H	II b: 2-5 (105-128; heraf orig.: 107, 112, 114, 116-118, 126-128).
-	-	I	V: 1-5 (192-223; heraf orig.: 192-94, 208, 213-214, 218-220).
	II b: 1 (104).
?	?	Ea	II a: 3 (77-79); 4 (80-81; 82-84).
	Eb	II a: 5 (85, 86-88, 89, 90); 6 (91).
	Ec	II a: 7 (92-98); 8 (99, 100, 101); 9 (102-103).
Mumme	1739	J1	I: 3 (17); 5 (23-25, 26); 7 (43-44); 11 (66); 12 (67); 13 (68-69); 14(70); III: 1-4 (129-149; originalerne findes i 1 (129-32) og 4 (144-47, 149); VI: 1-3 (224-245; heraf orig.: 229-230, 240); VII: 1-5 (246-55, Tillæg (Morgen og Aftensalme: 256-57).
-	1742	J2	I: 1 (258-260); 3 (261); 6 (262); 8 (263); II: 6 (264); IV: 11 (265); GUds Lof og Priis (266, 267-269), Døden (272-273, 274).
Mumme	[1747]	J3	Guds Lof og Priis (270), Landeplage 1745 (271).

*1) Fr. Orluf i Danske Studier. 1935 s. 131 ff. m. referat af andre forskeres synspunkter. 428

✂ Da vi ikke kan vide, i hvilken rækkefølge hefterne er udkommet inden for samme år, er det eneste, som står fast, at de hefter, der indeholder I: 1-5, for størstedelens vedkommende er trykt før dem, der indeholder IIa-b, og at IIa og IV er trykt før V. Da således disse hoveddele er fremkommet i samme orden, hvori de står i T. r. K., tør man formode, at I: 6, der nu kun findes i »Andet Oplag« (G2 ), oprindelig er udkommet mellem B og C (denne plads har G2 i Hagens eksemplar). I så fald bliver det eneste klare brud på delenes rækkefølge fremkomsten af IV (F) året før IIb (H). Dette kan tolkes på to måder: enten har Brorson oprindelig villet stille »Troens Frugt« før »Troens Grund«, hvilket både strider mod rækkefølgen hos Schrader1) og mod hele opbygningen i Klenodiet; eller også er H optryk af et nu tabt hefte, der er udkommet mellem E og F. Denne opfattelse støttes af den iagttagelse, at G2 og H begge er trykt med samme sats, der afviger fra samtlige andre hefter, og at de i to af de bevarede eksemplarer er heftet sammen, skønt de ikke efter systemet i T. r. K. hører sammen. Angivelsen »Andet Oplag« på titelbladet af G2 kan da tillige gælde H, hvor den tilsvarende plads på titelbladet optages af ordene (Den anden Deel), dvs. af »Troens Grund «2).

✂ Man skulle vente, at Brorson på tilsvarende måde havde udsendt et hefte med III. Del (Troens Midler) før F eller i det mindste før I, se note 3; men den omstændighed, at Pontoppidans salmebog (1740) ikke optager en eneste af de 20 salmer heri, så lidt som af de 33 i VI-VII, taler for, at der ikke har foreligget flere samlinger end dem, vi kender4); det er dog vigtigt at erindre, at salmer fra III og VI (således de 4 sidste af III) findes i den håndskrevne samling K (s. 416 f., 419) og altså er ældre end 1732.

✂ At udgivelsen er standset i 1735, kan da tænkes at hænge sammen med, at Erich Pontoppidan i 1736 begyndte udarbejdelsen

*1) Orluf s. 138 f. *2) Under denne forudsætning bliver det ganske vist endnu vanskeligere at forstå de s. 433 omtalte afvigelser mellem Ha og Hb. *3) Af oversigten hos Orluf s. 138 fremgår det, at de rubrikker hos Schrader, der svarer til tredje del, står efter flertallet af de rubrikker, der hos Brorson er optaget i IV. del (Troens Frugt; hefte F), men foran de grupper, der overføres til V. Del (hft. I). *4) L. J. Koch, Brorson-studier (1936) 67. 429

✂ af sin salmebog; men det er under alle omstændigheder højst mærkeligt, at Pontoppidan ikke har skaffet sig det materiale, som Brorson havde liggende utrykt i 1736. Ej heller er Brorsons forflyttelse til Ribe tilstrækkelig forklaring på, at trykningen skulle være standset i 1735; hvis man i 1736 havde trykt lige så mange ark som i 1735 eller 1734, ville man have kunnet nå at trykke hele klenodiet i Tønder.

✂ Hvis vore hypoteser om G1 og H1 er rigtige, er alle salmer i T. r. K. II og IV-V udkommet i 1734-35 med samme overskrifter, i samme typografiske udstyr (I viser dog enkelte småafvigelser, både i sats og ortografi, fra A-F) og muligvis i samme rækkefølge, som de har i den fuldstændige udgave. (Desuden er G og H så kommet i 2. oplag 1735). Derimod er der væsentlige afvigelser i orden og indhold mellem hefterne A-D og 1. del af Klenodiet, Troens Fryde-Fest. De 4 sidste afsnit fra Johannes den Døberes Dag til Alle Helgens-Dag (I: 11-14, med de 5 oversatte salmer nr. 66-70) foreligger ikke bevaret i noget Tøndertryk, skønt de på samme måde som indholdet af BCDG findes hos Schrader; og til afsnittene I: 3, 5, 7 bringer J1 7 nye salmer, hvoraf de 5 findes på tilsvarende plads hos Schrader. Fra og med heftet B er det dog klart, at der tilsigtes en opbygning parallelt med Schraders, selv om rubrikkerne hos Brorson konsekvent blot nævner den kirkelige højtid, hvortil salmerne hører, medens Schrader som regel forbinder en dogmatisk og en kalendarisk overskrift1). Ved udgivelsen af jule- og nytårssalmerne 1732 kan Brorson derimod næppe have haft tanker om at skabe en dansk Tøndersalmebog på grundlag af Schrader. Dels måtte han dog i så fald være begyndt med adventssalmer (disse kunne næppe forventes at fylde et selvstændigt hefte), dels måtte han have opsat trykningen af påskesalmen nr. 53 til et senere hefte; endelig finder vi først i B jule- og nytårssalmer oversat efter Schrader; A indeholder som bekendt kun originale salmer, bortset fra påskesalmen nr. 53, der i strofeform og melodi svarer til Freylinghausen, men

*1) Fr. Orluf i Danske Studier. 1935 s. 134. - At overskriften Troens Fryde-Fest ikke findes i B, men først i J1 (se I s. II, fodn.), kan skyldes, at julesalmerne i A tænktes indlemmet i kirkeårsrækken, så at det nu var for sent at sætte en fælles overskrift. 430

✂ afviger fra Schrader1); i B er alle salmerne oversat efter Schrader med undtagelse af den indledende originale adventssalme: Fryd dig! du JEsu bruud.

✂ Et særligt problem frembyder hefterne Ea-c, der alle mangler titelblad. Da de lige netop udfylder hullet mellem E og H og også efter rækkefølgen hos Schrader må placeres her, er det rimeligt (som antaget af udgiveren) at anse dem for trykt efter E som en slags tillæg til dette.2) Men det er dog ikke udelukket, at de kan være trykt først, og at E's påfaldende ringe omfang (1 ark mod mindst 2 fulde ark i alle andre hefter) beror på, at E skulle supplere Ea-c efter en ændret disposition. Hvis man går ud fra denne mulighed og tænker sig Ea trykt først, falder det i øjnene, at der m. h. t. fordelingen af originaler og oversættelser består et lignende forhold mellem Ea og Ebc, som mellem A og B: i Ea er 5 af de 8 salmer originale (herunder hele afdelingen om skabelsen, II:3), i Ebc er kun 3 af 14 originale. Ligesom der foran og uden for den systematiske række af kirkeårssalmer i B-D står en samling originale julesalmer, suppleret med en enkelt oversættelse fra et andet afsnit, ville der således foran og uden for det dogmatiske system i EHFI stå en samling originale skabelsessalmer, suppleret med et par oversættelser; og ligesom B meddeler det stof (adventssalmer), der systematisk går forud for A, medens C-D tilføjer fortsættelsen, ville E supplere Ea med hvad der hos Schrader går forud, medens Ebc ville efterskikke fortsættelsen. En af de 3 oversatte salmer i Ea (nr. 84) har Schrader som forfatter og tyder altså på, at Tonderisches Gesang-Buch (1731) har været benyttet ved udarbejdelsen af Ea, medens dette endnu ikke er tilfældet ved A. Det må dog indrømmes, at denne hypotese hviler på usikkert grundlag, og at man måtte have ventet, at den originale nr. 87 (Hvad hører jeg i paradiis), der i indhold og stil står nr. 78-79 nær, var optaget i Ea, hvis dette hefte egentlig skulle have været en samling originale skabelsessalmer.

*1) Smlgn. ovf. s. 422. - I A må denne salme være optaget for at fylde arket ud, og man tør derfor antage, at Brorson ikke på dette tidspunkt har haft andre jule- eller nytårssalmer færdige. *2) Ea og Ec findes hver i eet eksemplar med et vistnok oprindeligt papirsomslag. I Eb står de sidste 3 sider blanke, jfr. nærv. udg. I. s. X. 431

✂ Hvordan, man end ser på dette, er det iøjnefaldende, at Brorson i Ea-c (ligesom i B) følger Schrader mindre trofast end i E-I. Ikke blot slår han Schraders gruppe 19-20 sammen til een, men 8 af de 14 salmer, som (iflg. Orluf s. 136) står i en anden rubrik hos Brorson end hos Schrader, stammer fra de 8 Schraderske afsnit (17-24), der svarer til Ea-c: nr. 84-85, 101-102 er optaget i Ea-c fra andre afsnit af Schrader, og nr. 105, 110, 134, 233, som hos Schrader står i de til Ea-e svarende rubrikker, finder hos Brorson først plads senere, i H og J1. Videre bemærker man, at E indledes med den eneste gruppe af salmer, som er flyttet fra kirkeårsrækken til afsnittene om Troen, nemlig rubrikken »Vom Gottlichen Wesen und Eigenschaften, oder: Am Feste der Heil. Drey-Einigkeit«; den står hos Schrader som nr. 11 blandt de rubrikker, der er knyttet til kirkeårets særlige højtider, men stilles i E forrest i det hovedafsnit, der her får titlen Troens Grund. Derved fortsætter E netop, hvor det sidste Tøndertryk med kirkeårssalmer (D) holder op. Hvis der ikke er gået et Tøndertryk tabt, som indeholdt Schraders afsnit 12-15, har Brorson altså med D afbrudt kirkeårsrækken for at gå over til samlingerne om Troens Grund (E, H1), Troens Frugt (F) og Troens Kamp og Seyer (I). 1)

✂ Endnu to omstændigheder viser, at Brorson ved udgivelsen af E (og H) ikke endnu havde klenodiets disposition udarbejdet i alle enkeltheder: E angives ikke at være »første del« af Troens Grund, medens H har tilføjelsen (Den anden Deel); og den (hos Schrader manglende) rubrik Salighedens Orden, der i klenodiet indleder anden part af Troens Grund, findes som slutning på hefte I (Troens Kamp og Seyer). 2)

✂ En særlig interesse knytter der sig til det eneste bevarede fuldstændige sæt af hefterne, idet der heri med blæk er indført en del rettelser og tilføjelser, der muligvis (til dels) kan hidrøre

*1) Hvordan disse iagttagelser end fortolkes, uddyber de forståelsen af de to forskellige synspunkter for salmeværkets opbygning, som allerede gør sig gældende i ordningen hos (Freylinghausen og) Schrader, men træder klarere frem i Tønderhefterne, se L. J. Koch, Salmedigteren Brorson (1931) 78 f. *2) Heller ikke den plads, denne salme har fået i klenodiet, er særlig velvalgt. Bedre havde det passet at lade Anden Part af Troens Grund omfatte afsnittene fra 8. Guds Kald og sætte Salighedens Orden som en sammenfattende overskrift (L. J. Koch). 432

✂ fra forfatteren. Samlingen findes på Universitetsbiblioteket i København (katalog O 3380) og er indbundet i et samtidigt hellæderbind med træplader i siderne. Foran hefterne findes Nicolai Brorsons Sidste Afskeed Med sin .. Egte-Hustrue Anna Christine Brorson (trykt i Flensborg 1727), der afsluttes med et mindedigt af Hans Adolph Brorson (nærv. udg. III 207 f.). Dette tyder på, at samlingen stammer fra Brorsons nærmeste kreds (også Johanne Christina Rieses eksemplar af A (se ovenfor s. 422) er indbundet sammen med dette mindeskrift). På bindets inderside findes ejernavnet Hagen 1) samt flg. notits: »Af Pastor Hagen i Medolden foræret til Universitetsbiblioteket 1848«. - Laur. Chr. Hagen (1808-1880) var 1840-55 præst i Medolden i Vestslesvig, hvor Broder Brorson var præst 1722-36, altså netop i de år, da hefterne udkom (1732-35). Det er muligt, at trykket har været bevaret her2); Hagen har nemlig ikke kendt det, da han i 1834 udgav Troens rare Klenodie, idet han i forordet angiver, at han af Tønderhefterne kun har kendt to fra 1735.3) Da de fleste rettelser består af enkelte bogstaver, kilet ind mellem de trykte og ofte tegnet efter disse, er det vanskeligt at afgøre, om de er udførte af samme hånd, og umuligt at se, om skriften kan være Brorsons. Da blækkets farve veksler, og da nogle rettelser er udført med latinsk skrift, andre med gotisk (alm. skrift eller efterligning af tryk), er det nok sandsynligst, at der har været flere hænder i arbejde. Det er også tydeligt, at rettelserne i de forskellige hefter er af forskellig beskaffenhed. Det er altså ikke samlingen som sådan, der er blevet gennemrettet, men de enkelte hefter, hvad der kunne tyde på, at rettelserne har fundet sted, før hefterne blev sammenbundet. Dette er i al fald tilfældet med et par rettelser, der er beskåret ved indbindingen (Syndom > stundum C 52.9.3 [J]a vi maa Ea 83.4.10). Derimod er andre rettelser (i G) tilkommet efter indbindingen, idet de erstatter linier, der er blevet bortskåret

*1) Forbogstaverne ulæseligt sammenslyngede. *2) Et andet Brorsontryk blev ved samme tid fundet hos en bonde i Medolden (Mjolen) af Hagens forgænger, pastor Hass, se Dansk Kirketidende 1840, nr. 46. Bogen kan også stamme fra et af nabosognene, der på lignende måde havde tilknytning til familien Brorson, fx. var Nicolai Brorson præst i Bedsted 1716-35. *s) De senere optryk af T. r. K. fra samme forlag har hverken udgiverens navn eller fortale. 433

✂ (nederst på siden). Disse er dog rimeligvis også af gammel dato, idet en enkelt af dem (27.9.2) stemmer med G2 ved at have triner, hvor alle senere udgaver har træder.

✂ De mest interessante træk frembyder H. Allerede Arlaud bemærkede, at eksemplaret i samlingsbindet (i vor udgave: Hb) på et par steder afveg fra de øvrige eksemplarer af samme hefte (Ha), skønt satsen i øvrigt er den samme.1) Disse afvigelser giver visse holdepunkter for en bestemmelse af de to varianttryk: 105.18.5 stemmer er i Hb med den tyske originals ist, medens vor i Ha er meningsløst; J1 har blev, der af Arlaud regnes for en rettelse af vor, opfattet af sætteren som trykfejl for var; Også varianterne til 105.5.3 tyder på, at Ha har været forlæg for J1: stor underlig (Hb) er en påfaldende (næppe autentisk) læsemåde, der ved korrekturen er blevet til saa underlig, som findes både i Ha og J1-7. Også 107.2.2 synes det rimeligst at opfatte Stemmer i Ha = J1 som en rettelse af Stemme i Hb, idet der derved bliver bedre overensstemmelse med flertalsformerne i næste linie. Det synes altså nogenlunde sikkert, at J1 er aftrykt efter Ha, og at Hb er et fortryk eller korrektureksemplar, hvori visse rettelser (i Ha) endnu ikke er udført, medens andre er markeret med blæk.2) Men da ændringerne i Ha ikke er markeret i Hb, og omvendt blækrettelserne i Hb ikke er udført i Ha, er Hb ikke den korrektur, der er indsendt til trykkeriet. Ikke des mindre gør Hb indtryk af at være en af forfatteren rettet eller udfyldt korrektur. En del steder mangler der nemlig bogstaver, uden at der ses spor af rasur. Disse steder (hvor sætteren måske ikke har kunnet læse forfatterens ms.) er udfyldt med blæk i Hb, men med trykte bogstaver i Ha. Her viser det sig nu, at blækrettelserne i Hb indeholder de rigtige læsemåder, medens Ha har indsat mindre gode eller helt meningsløse konjekturer. Nr. 123.4.1 har Hb (de med blæk på tomt rum indførte bogstaver sættes her i parentes): [In]d herind (ty orig.: ein hinein), medens Ha indsætter den mindre rimelige læsemåde Gud herind, der i J2 erstattes af læsemåden fra Hb. I nr. 120.9.2 har Hb

*1) De andre »uvæsentlige typografiske Forskjelligheder«, som Arlaud mener at have konstateret på hefternes første 13 sider, har jeg ikke kunnet finde. *2) Hvis H - som antaget s. 428 - er 2. udgave, bliver disse afvigelser endnu vanskeligere at forstå. 434

✂ Forba[rm]else, medens Ha skyder ved siden af med læsemåden Forbandelse (J1, der ellers følger Ha, har her indsat den rigtige læsemåde). Endelig har 107.1.3. i Hb [M]æle, medens Ha gentager rimordet Siæle. Her har ingen senere udgave optaget den formentlig oprindelige læsemåde Mæle, som derfor heller ikke kan være indført i Hb efter senere tryk.1) Det er naturligvis ikke udelukket, at en anden end forfatteren selv (her så vel som de andre steder) kan have gættet sig til det rigtige (jfr. læsemåden i vore nyere salmebøger, som Arlaud ikke mente at turde optage), men der er sandsynlighed for, at vi virkelig i Hb har autentiske udfyldninger, der af en eller anden grund ikke er kommet trykkeriet i hænde. Det er påfaldende, at Ha på de først omtalte steder har gode rettelser (hvoraf er > vor ikke synes at kunne tilskrives sætteren), men at udfyldningerne af de tomme pladser til gengæld synes foretaget fuldkommen tankeløst. Det bør bemærkes, at både Ha og Hb lader flere åbenbare trykfejl stå uændrede, fx. Unsyynlig 105.5.5. For fuldstændigheds skyld tilføjes, at Hb med blæk retter de åbenbare trykfejl Thi for Til 105.20.6, Guds for Gud 107.7.6, sletter det urigtigt gentagne du (106.14.4) og rigtigt indsætter frem 122.2.2 (genindsat i J1), medens alle disse fejl bliver stående i Ha.

✂ Om ændringerne i de øvrige hefter gælder det på tilsvarende måde, at de ganske visst ser ud som (lidt tilfældige) korrekturrettelser, men at det ikke i noget tilfælde er konstateret, at rettelserne er bragt til udførelse i andre eksemplarer af samme hefte, hvor sådanne foreligger. Det må dog bemærkes, at B, der er mest konsekvent gennemrettet, samt C, D, Eb, F kun foreligger i samlingsbindet, så at det ikke kan vides, om der har eksisteret et rettet tryk. En anden mulighed er, at rettelserne (delvis) er udført med henblik på den samlede udgave (J1), men dette synes heller ikke at være tilfældet. Ganske visst stemmer særdeles mange af rettelserne med J1, men da det langt fra gælder dem alle, og da de overensstemmende læsemåder næsten kun er rettelser af oplagte trykfejl, inkonsekvent ortografi og interpunktion, kan der ikke bygges nogen slutninger på dem.

*1) I T2a mangler netop de afgørende linier (107.1.2-3), hvilket kunne tyde på, at forlægget for T har haft Siæle i begge linier. Tuxens udgave: H. A. Brorsons egne Psalmer og aandelige Sange (1865) lægger salmehefterne til grund og optager læsemåden Mæle. 435

✂ Ej heller Tuxens udgave (se s. 434 note 1), der lægger samlingens rækkefølge af hefterne til grund, stemmer overens med disse rettelser; de er altså ikke foretaget af Tuxen.

✂ Langt de fleste rettelser består i tilføjelse (sjældnere fjernelse) af komma eller andre interpunktionstegn og bindestreg; dertil kommer (navnlig i B) en regulering af dobbeltskrivning: fordobling af u og e, i indføres i bruud, reene, foreening, viise(r), medens y forenkles i Bryynde (16.1.4). Sætteren af B (og Ea) synes at have en forkærlighed for fordobling af konsonant på forkerte steder (Himmle(n), sammle, Lemm, Offrer, Herrlighed - germanismer?); her indføres forenkling. I Ea indføres den i heftet normale form Ney for Nei (80.5.8), ganske rettes til gandske, pyndet til pyndtet, vedstu til veedstu (men viltu til vil du i B). I ikke få tilfælde er det umuligt med sikkerhed at læse, hvad der har stået, før rettelsen indførtes. Dette medfører, at vor udgave for B, C, D, Eb og F's vedkommende (hvor andre eksemplarer ikke foreligger) har måttet citere blækrettelserne, hvis Tøndertrykkene afveg fra J4 på de pågældende steder. I disse tilfælde kan man altså ikke være sikker på, at ikke en forkert konjektur har overdækket en oprindelig læsemåde. Jeg har dog ikke fundet nogen steder, der giver anledning til alvorlig mistanke, og hvis rettelserne (hvad intet synes at tale mod) er af forfatteren selv, er der end mindre grund til bekymring.

✂ Ud over rettelser af ortografi og interpunktion samt af åbenbare trykfejl har jeg noteret flg. (en del rettelser, især i Ea-c, er markeret med kryds i marginen til støtte for korrektøren) -

✂ A: kunde > kaade (== J1-7) 19.4.3 (denne fejl går igen i T1, se s. 405).

✂ B: at(?) > af (ad J1-7) 1.12.4. - kand (tilskrevet i margin som rettelse af et udraderet ord) synes at være en bedre læsemåde end skal (J1-7) 4.7.2. - til vil decke > vil tildekke (== J1-7) 4.8.3. - Jesus (BJ1-7) > Jesum 12.9.4 (utvivlsom forbedring af et sted, der ellers kunne være uklart). - hos > os 42.6.2. - Hvi > vi 42.6.3. - følen > føler 42.6.5 (rettelserne delvis bortskåret ved indbindingen). - I to tilfælde rettes fælleskøn til intetkøn ved ord, der hos Brorson ofte(st) er neutrum (din Lemm 12.15.2 (mod 9 eks. på intk. kun 1 på fk.: 147.9.6), minkyss 20.1.3 (samme rettelse i J1,4,5, jfr. ndf. s. 460).

✂ C: Dig > Din 50.5.6. - giest(?) > gnist 48.3.1. - skiønne > skidne 48.3.7 (den rette læsemåde indført i J1). - Gud > Gid 48.5.1.

✂ D: Mange utydelige eller manglende bogstaver er optrukket, men

436

✂ det fremgår altid klart af sammenhængen, hvad der mangler. Mellem dens og skidne 60.4.5. er noget udraderet. Mellem med og den indføjes din, så metret bliver rigtigt 61.1.6. - for > før 61.2.7.

✂ E: Kun enkelte kommaer tilføjet.

✂ Ea: dem > dend (dend J1) 77.4.3. - Helved Raver > Helved Slaver 80.3.3. - Da > de 80.5.5 og 7. - soue > søge 80.9.3. - Da er hand meer > da er det meer 80.11.3. - Sagger > Sagen 80.11.4. - Kan > Kun 80.12.1. - Favne > Favn 81.13.3. - At vi skamme > [J]avi maa skamme (at vi maae skamme J1; her kan der altså ikke være rettet efter senere udgaver) 83.4.10. - Søn > sig 83.7.6. - Alle Dage > Lede, Drage (== J1-7) 84.1.7. - Fornuften > forFornuften 84.10.1. - [..] et > eget 84.10.4. - Tugen[?]s > Tugtens 84.11.3.

✂ Eb: Sa(g)gen (første g meget svagt) > Sagen 86.3.31, 7.11 (men trykfejlen en for er i samme linie ikke rettet). - vekes > vekkes 87.11.4. - Og > Op 88.13.5. - agte > agter 89.6.6. - Lydsk > Kydsk 90.8.2. - Hvo > Hvor 91.7.8.

✂ Ec: Kun en enkelt tilføjelse af tysk originals førstelinie (nr. 100).

✂ F:jeg med Sorg > jeg med min Sorg 153.3.1 (denne rettelse synes autentisk, da den genindføres i J3 i stedet for jeg nu med Sorg J1-2). - veden > verden 188.4.3 (denne autentiske læsemåde først indført i J2 i stedet for vreden J1).

✂ G: Heri ingen rettelser bortset fra erstatningen af de bortskårne linier (se s. 432), måske fordi det er andet oplag.

✂ H: Se herom ovf. s. 433.

✂ I: Ingen rettelser bemærket.

✂ De fleste af hefterne (undtagen B G2 I) anfører gennemgående førstelinien af den tyske original ved de oversatte salmer. Disse angivelser er kompletteret med blæk i hefterne B, C, D, Ebc, men tilføjelserne skyldes næppe samme hånd; en del af dem er beskåret ved indbindingen. På lignende måde er en melodiangivelse tilføjet i Ea (nr. 80: Guds Godhed ville vi priise).

✂ Særlig opmærksomhed fortjener rækkefølgen af hefterne i samlingsbindet. Udtrykt med udgavens signaturer ser den således ud: Ea Ec Eb A B G2 C D E H I F. Denne rækkefølge kan næppe skyldes kendskab til klenodieudgaverne 1739 ff. eller viden om forfatterens systematiske plan, da Ea-c og F i så fald måtte være placeret mellem E og H. På den anden side er hefterne ikke sammenbundet i tilfældig orden. A-D er ordnet efter kirkeåret, hvorved navnlig bemærkes, at G2 er adskilt fra H og anbragt på den systematisk rigtige plads, skønt de to hefter har samme, fra de øvrige afvigende sats og format (se s. 428), og skønt trykkenes kronologi derved brydes. H er anbragt umiddelbart efter E, fordi den angives at være anden del af Troens Grund.

437

✂ Forklaring savner kun anbringelsen af F på sidste plads (skønt den både i systemet og kronologien står før I) og af de tre små hefter uden titelblad forrest i samlingen. Den sidste omstændighed kunne muligvis bero på viden om, at Ea-c indtog en særstilling i seriens tilblivelseshistorie (jf. s. 430). I al fald må ejeren ad privat vej have haft kendskab til, at disse hefter var forfattet af Brorson, da intet i hefterne selv vidner derom.

✂

2. De håndskrevne salmesamlinger.

✂ Om samlingernes almindelige beskaffenhed og de anvendte signaturer henvises til udgiverens indledning III 396 flg.1) For at lette overblikket over salmernes fordeling på de forskellige hefter meddeles her en tabellarisk opstilling.

✂

Nr. i T.r.K.	Oversat efter	Først trykt	K	R	S	T1	T2a	T2b	T2c	T3
6
	A nr. 2
	nr. 03)
	Jul: XV
7
	- - 3
	- XVI
8
	- - 4
	- XVII
10
	- - 6
	- XVIII
18
	- - 8
	Nyt Aar III
19
	- - 9
	- - IV	nr. 1
	nr. 16
29
	G2 - 3	I, 10
	Chr. Lid. IX
	nr. 1	nr. 2
33
	A - 7	I, 14
53	Freyl.2)	=- =- 10
	Paaske III
58	Schr.	D - 5
	S
86
	Eb - 2	I, 7
	nr. 8
107
	H - 3
	nr. 8
108	Schr.	- - 4
	- 7
114
	- - 10	I, 4
115	Æ. Orig.	- - 11	I, 6

*1) De smst. s. 398 omtalte 2 Brorson-samlinger i K betegnes her K I og K III. Johanna Rieses bog (se s. 422) kaldes R. For hvert hefte angives, hvilket nummer den pågældende salme har deri, for T's vedkommende med forkortet angivelse af vedkommende rubrik. Tøndertrykket G betegnes G2 for at minde om, at det er »andet oplag« (se s. 428). Efter salmenummeret angives det ved alle oversættelser, om de kan antages at være foretaget efter Schrader (1731) (Schr.), eller om der er tegn, der tyder på, at oversættelsesgrundlaget er Freylinghausen (Freyl.) eller ældre original (Æ.Orig.), se Fr. Orluf i Danske Studier. 1951.81 ff. *2) Se dog s. 422. *3) På forsatsbladet; kun det nye v. 7, se I. s. 3. 438

✂

Nr. i T.r.K.	Oversat efter	Først trykt	K	R	S	T1	T2a	T2b	T2c	T3
116
	H - 12	I, 5
117
	- -13)	I, 1
118
	- - 14
131
	J1
	nr.71)
144
	-	I, 8
145
	-	I, 16
146
	-	I, 15
	S
147
	-	I, 3
150
	F nr. 1	I, 12
156
	- - 7
	nr. 9
	nr. 13
162	Freyl.	- - 13	I, 13
	- 2
	- 14
164
	- - 15
	- 4
	- 18
165
	- - 16
	S
168	Schr.	- - 19
	S
173	Schr.	- - 24
	- 17
197	Schr.	I - 6
	S
203	Schr.	- - 12
	S
207	Schr.	- - 16
	- 6
208
	- - 17	I, 9	nr. 5
210	Æ. Orig.	- - 19	I, 11
214
	- - 23	I, 2
	- 3
215	Schr.	- - 24
	- 5
230
	J1
	- 19
245	Freyl.	-	III, 2
256
	-	III, 3	nr. 1
257
	-	III, 4	nr. 2
	Forfatter:
(275)	Nic. Br.	J3	III, 5
(276)	Br. Br.	-	III, 1
(279)	Nic. Br.	J1
	nr.112)
(281)	-	-
	nr. 13
(282)	-	-
	nr. 5

*1) Kun v. 1-3; tilføjet m. senere hånd efter alle de andre stykker. *2) De 3 sidste salmer samt Nic. Brorsons Sørgedigt Good Nat min Øyens Lyst er formentlig (sammen med de tilhørende skriftsteder) afskrevet efter Nic. Brorsons »Sidste Afskeed med sin Egte-Hustrue. 1721, trykt i Flensborg 1727; men digtene står ikke samlet, og der er indført enkelte ændringer, fx. driver > nøder nr. 179.13; reyser > følger v. 3.4. 439

✂ Oversigten viser, at hs. T1 indholdsmæssigt omtrent svarer til Tøndertrykket A, medens K I indeholder salmer fra Eb F G2 H I J1, koncentreret om Nadver- og Omvendelsessalmer, men i en rækkefølge, der kun for enkelte smågruppers vedkommende svarer til trykkene. K III har kun stof fra J1, medens T2-3 ikke indholdsmæssigt har tilknytning til bestemte tryk. T2a og T3 har en lille gruppe salmer fra F fælles (156, 162, 164), dertil nr. 19 (efter A). I øvrigt forekommer nr. 29 i 4 hss., nr. 19, 162 i 3 hss., nr. 86, 146, 214 i 2 hss., hvilket gør det muligt at få et indblik i håndskrifternes indbyrdes forhold.

✂ Om alle afskrifterne gælder det, at de stemmer med det ældste tryk, hvor dette afviger fra de senere udgaver, bortset fra få og uvæsentlige tilfælde, hvor afskriver og senere tryk begge (uafhængigt af hinanden) har indsat en mere moderne form, eller hvor trykfejl i førstetrykkene er blevet rettet i senere tryk.

✂ Af de 19 salmer i K forekommer 8 tillige i andre hss., således at der ikke er noget hs., der ikke har mindst een salme fælles med K. Intet af hss. S T1-3 kan imidlertid have benyttet K, da dette overalt har særvarianter, der ikke er optaget i de andre; og af tilsvarende grunde kan K næppe have benyttet noget andet kendt hs.; ej heller kan der påvises fælles fejl i K og S T1-3, som kunne tyde på, at der lå en fælles kilde mellem dem og Brorsons originalhåndskrift1). Derimod er der både i indhold og i enkelte varianter slægtskab mellem K og Johanna Rieses håndskrevne tillæg til A (se s. 422).

✂ Skønt K sandsynligvis er det ældste af de bevarede håndskrifter (se s. 398) og i 3 tilfælde bringer redaktioner, der afviger

*1) Den eneste variant, der ser ud som en fælles fejl, er 29.8.4: Men at du Guds vredes (= G2 J1-7; Pines K T1,2b-c) hede Kand undgaa; de mange varianter, hvor trykket G2 følger K's tekst, viser imidlertid, at K må repræsentere en ny redaktion fra forf.s hånd, og den påfaldende læsemåde (Pines) må da antages at tilhøre originalen og af forfatteren at være overført til K-redaktionen, hvorefter den er rettet i G. Den fælles læsemåde i K T1 29.10.1 (Under er det for Vunder værck at, jfr. s. 455) beror visst på uafhængige rettelser i T1 og (forlægget for) K. I v. 18.4 må al min ønskes mening K T2bc = J4-7 være den ægte form (se s. 461). Mærkeligt er det, at K følger trykkene i den uheldige læsemåde Skar ham i hans hierte-blod (hierte-rod T1,2b-c); det kunne tyde på, at den skyldtes forf., der kan have rettet af hensyn til den flg. linie: Som af iver for os brændte. - 29.14.3 findes K's læsemåde (syndig for hele) ikke i G og må derfor antagelig stå for afskriverens regning; jfr. v. 15.1. 440

✂ stærkt fra trykkene (se nr. 116, 117-18, 245), må det bemærkes, at det i flere tilfælde bringer en redaktion, der indtager en mellemstilling mellem den redaktion, vi finder i T1-3, og den, der foreligger i Tøndertrykkene (se nr. 29, 86, måske også nr. 162 og 214, sml. ndf. s. 444). Heraf tør man slutte, at kilderne til K ikke for alle salmernes vedkommende repræsenterer det ældste stadium i Brorsons salmedigtning.

✂ K har i de salmer, der findes i andre hss., nogle få og ikke særlig markante særvarianter, som ikke er optaget i trykkene. Det kan være forfatterrettelser i en afskrift, indsendt til »salmebogsudvalget«, og derfor ikke optaget i originaltrykket, men det er formentlig simplere at opfatte dem som afskriverændringer, ofte vidnende om omtanke og sans for korrekt udtryk. Man kan derfor heller ikke ved de salmer, der kun findes i K, være sikker på, at K's varianter er oprindelige former, men det ser ikke ud til, at K har gennemført en udglattende revision så hårdhændet som den, vi møder i T1 (se s. 443); i 162.4.3 er læsemåden Hand er mit liv i dødens mørke (T2a-3 F J1-7) nok en forfatterfejl (foregribelse af liv i den flg. linie), der af K-skriveren omtænksomt er rettet til Lyys i osv.; således vel også skyld 147.5.1 (i K rettet til Synd, jfr... er bedreven i flg. linie) og er 33.8.1 (K: var i overensstemmelse med de andre verber). I flere tilfælde har K læsemåder, der afviger fra Tønder-trykket, men stemmer med læsemåden i en senere udgave; skønt Tønder-læsemåderne er de glatteste, er det altså muligt, at K har den autentiske form. De vigtigste eks. er flg.: Kom morgen dag (KJ3-7; dog J1-2) 145.3.1, frembryde 116.9.1 (K J2-7; frembyde H J1), bekke Vand 146.5.6 (K J3-7; beske Vand J1-2); i 86.7.9 bekræfter K læsemåden i Eb J1-2, 4-7, og spørgsmålet er da blot, om vi her har endnu et eksempel på, at Brorson bruger identiske rim (rettet i det omhyggelige K), eller om K har den oprindelige læsemåde (Klage) i 86.7.12; i 208.11.4 bekræfter K læsemåden i I J1-3; desuden tør man formode, at påfaldende læsemåder i K som fx. 118.13.8 144.10.1 256.3.1 er autentiske, idet de næppe tør tilskrives kopisten.

✂ Af fejl er der ikke mange i K; jeg har kun noteret flg.: 116.11.6, 15.7 145.7.4 146.2.9 147.10.5 208.6.6, 11.5 218.3.3. Ortografisk

441

✂ synes K at ligge nær ved Tønder-trykkene (og Brorsons original). Navnlig er der bevaret en stor mængde af de ejendommelige bindestreger, som kendes fra de trykte hefter (se s. 456), og K har dem endog på mange steder, hvor de er fjernet i trykkene. Af mere væsentlige afvigelser har jeg kun bemærket nogle få tilfælde, fx. opgivelse af 2. persons endelse i verber 29.14.7 (= T1,2bc), 86.10.11, hvem for hvo 115.6.5 118.15.6, Vunder værch at (jf. s. 455) rettet til Under er det 29.10.1. En ægte brorsonsk form (se ndf. s. 463) bevarer K i 145.7.2: Til retter (J1-7: rette) Tid. - 116.10.4 er Syndsens (G) moderniseret til Syndens (jfr. s. 461 ff.), medens K sikkert har bevaret den oprindelige form 147.6.2: Syndsens-Maade (rettet i J1-7). I det hele taget bevidner de salmer fra K, som først er trykt i J1, at moderniseringerne i denne udgave ikke stemmer med Brorsons oprindelige manuskript, hvis former er bevaret i K. I øvrigt er K karakteriseret ved de to stærkt afvigende redaktioner af nr. 116 (K I nr. 7) og 245 (K III nr. 2) og ved at have 117-118 som een salme (K I nr. 1) med udeladelse af de to sidste vers i 117 og det første i 118. Endelig mangler K sidste strofe i 114 (rimeligvis tilføjet i H) og 3. strofe i 144 (måske udeladt på grund af ordet skidne).

✂ De 6 salmer i S spreder sig over 4 trykte hefter, og kun nadversalmen nr. 146 genfindes i et andet hs. (K); her er een variant fælles for S og K (6.4; muligvis den oprindelige læsemåde); desuden har de to hss. hver en sær variant, der tyder på, at det ene ikke kan være afskrevet efter det andet. Teksten i S ligger meget nær ved de ældste tryk; i oversættelserne har det nogle varianter, der ligger nærmere ved den tyske original (se fx. nr. 168, 197). Dette er et (svagt) indicium for, at S er ældre end trykkene (F, I). For de øvrige varianters vedkommende kan det ikke afgøres, om de er oprindelige læsemåder eller afskriverændringer; ofte gør de - ligesom K's særvarianter - indtryk af at tilsigte et glattere eller mere korrekt udtryk; 165.8.2 er med (F J1-7) vel fejl for mod (S). Gamle stavemåder er ofte bevaret, også i tilfælde, hvor trykkene har moderniseret. De 4 oversættelser synes alle at hvile på Schrader.

✂ T1-3 har et indre slægtskab, der går dybere end hefternes placering under 3 fortløbende numre i Thotts samling, men endelig

442

✂ klarhed over dette omfangsrige materiale kan først opnås ved en salmehistorisk bestemmelse af de mange sange, der ikke har relation til Brorson. Da navnet E. O. Schwartzkopf optræder i dem alle (se s. 401, 4433), 444), tør man formode, at samlingerne tilhører kredsen om Enewald Ewald, der var præst ved Vajsenshuset (1727-54). Ud over tilknytningen til Schwartzkopf viser en del af hefterne i T1-3 også slægtskab i indhold og varianter. For T1's vedkommende gælder dette dog kun nr. 29, hvor dette hs. har 3 af de strofer, der findes i T2b-c (men mangler i K og trykkene), og desuden følger T2b-c mod K (og trykket G2) i småvarianter som 29: 1.3, 3.3, 4.1, 5.5, 7.4, 10.4, 11.3-4, 13.1-7 ofl. I nr. 19 har T1 kun een ubetydelig variant (de for du) fælles med T2a-3, der rimeligvis er afskrevet efter trykket A (s. 444).

✂ Det er iøjnefaldende, at Brorson-salmerne i T1 har nær relation til salmeheftet A (1732). T1 indeholder 7 af A's salmer og derudover kun een, nemlig nr. 29, som findes trykt i G2. Dette kan tolkes på to måder: enten har skriveren af T1 (som antaget ovf. s. 401) haft to kilder, nemlig dels trykket A (af hvis 10 salmer han udelader nr. 1, 5 og 7), dels et håndskrift, hvorfra han har taget nr. 291); eller han har kun haft een kilde, der da må have repræsenteret et ældre stadium af originalhåndskriftet til A, indeholdende den ældre redaktion af nr. 29, som hører til de ældste af Brorsons salmer, og som kan tænkes at være udeladt af trykket på grund af sin længde. Denne formelt simplere hypotese strider ikke mod angivelsen på titelbladet af A (Til den forestaaende Jule-Fest.. i Hast sammenskrevne); thi det her formodede ældre stadium behøver jo kun at ligge ganske kort tid forud for det endelige trykmanuskript. Men det må bemærkes, at dette stadium i så fald også må ligge forud for det, der repræsenteres af (kilden til) K I. Nr. 29 har nemlig i K I en skikkelse, der ligger nærmere ved trykket G2 og derfor må være senere end den form, salmen har i T1 (og T2bc ), og K I indeholder nr. 33 (A nr. 7), der mangler i T1.2).

*1) samt rimeligvis de to andre passionssalmer, der er tilføjet med samme hånd umiddelbart foran nr. 29: Hans fængsel min frihed skal være og Gud berede selv min tunge. Under jul og nytår har denne hånd kun tilføjet Brorsons salmer.

✂ 2) For trykt forlæg kunne anføres T1's læsemåde alle Lysters skjulte Gnist 19.4.3, hvor A har trykfejlen kunde Lysters osv. (der genfindes i T2a-3 , men i Hagens eksemplar (se s. 432), er rettet til kaade Lysters, som indføres i J1-7); men dels kan det

443

✂ I den eneste oversatte salme (påskesalmen nr. 53) står trykket A på en halv snes steder nærmere ved den tyske original end T1, medens det omvendte kun er tilfældet i v. 1.21) (se variantlisten s. 406); dette kunne tages som indicium for, at T1 var en »revideret« afskrift af A (jfr. at trykket i 245 står originalen nærmere end K); antager man derimod, at T1 er afskrevet efter et håndskrift, er to tolkninger mulige: enten er T1's læsemåder originale, og digteren har da før trykningen justeret oversættelsen efter orig.; eller T1's form er »revideret«, eventuelt af afskriveren. En sammenligning med T1's særvarianter i nr. 29 taler nærmest for den sidste antagelse, idet disse hverken findes i den oprindelige version i T2b-c eller er overført til de senere (K og G2). Da også de øvrige særlæsemåder i T1 har en lignende udglattende karakter2), er der næppe grund til at opfatte dem som originale.

✂ T2a og T3 har 4 Brorsonsalmer fælles3); disse 4 udgør i T3 en nogenlunde samlet gruppe (nr. 13-14, 16, 18)4), men er i T2a spredt over hele samlingen (nr. 9, 2, 4, 1). I nr. 162 står T2a-3 sammen mod K (se s. 444), og i nr. 19 har ingen af dem T1's udglattende læsemåder. I nr. 156, 162, 164 stemmer de så nøje overens i næsten alle afvigelser fra trykket, at man kunne formode, at det ene hs. var afskrevet efter det andet. Imidlertid har T3 ikke overtaget T2a's varianter 164: 1.4, 1.6, 5.8, 6.7-8 ofl., så det kan ikke være afskrevet efter T2a ; svagere er indicierne for, at T2a ikke beror på T3 , men der er nogle småvarianter i T3, der ikke går igen i T2a : 164:4.6, 5.1, 3. Særlig mærkeligt er det, at T2a to steder

*tænkes, at allerede originalms. har haft en utydelig eller forskrevet form (jfr. T2a-3 ), dels består mange af T's varianter netop i udskiftning af lignende stærke udtryk (kaad brugtes i 18. årh. alm. == gejl), jfr. fx. i samme strofe skiulte gemme for fule giemme ( fornemme) og rettelserne i nr. 53. - For skrevet forlæg taler en skrivemåde som livets-bog 18.6.8 (jfr. s. 456), hvor A har fjernet bindestregen. *1) Thi er sikkert indsat (for at) som den logisk rigtige konjunktion, uafhængigt af originalens weil. *2) Se navnlig 6:5.2 7:1.4, 7.4, 10.6 8:4.2 10:1.2, 2.4, 10.3 18:4.7 19:4.2-3, 8.6 29:7.7, 10.1,4, 16.3 53:3.6, 5.6, 10.3, 11.3-4. *3) Desuden har T3 10 af de Schwarzkopf tillagte oversættelser fra hefte 2 i T2a (Cantata quædam). *4) Gruppen begynder s. 51 med en ny hånd, der dog visst skifter ved nr. 17. Mellem nr. 14 og 16 er indføjet en salme efter Højsangen: Minskiøne, den lifligste, den iblandt alle, af menniskens sønner mig monne befalde; mellem nr. 16 og nr. 18 står TrK nr. 173. 444

✂ (156: 4.6, 5.3) oprindelig har trykkets læsemåde, men ved rettelse indfører T3's form; dette tyder på, at de har haft fælles forlæg, men at T2a-skriveren har haft en T3-tekst ved hånden. Da nogle af de fælles afvigelser fra trykkene (især i nr. 156) synes at være fejl, må forlægget for T2a og T3 have været en ikke helt nøjagtig afskrift. Denne kunne i og for sig være foretaget efter trykket F, men da T2a-3 begge har et hjertesuk1) af lignende art som det, T2b har efter nr. 29, er det rimeligst at formode, at forlægget har været et håndskrevet salmehefte (et forstadium til F?). Hvor de to hss. afviger fra hinanden, følger T3 som regel trykket (F); T3 synes altså at være den nøjagtigste afskrift, medens T2a enkelte steder moderniserer, fx. 164.5.1 (maat > maa), 164.5.3 (Syndsens > Syndens), eller forvansker (fx. 164.1.6: tiden > thi den); dog har T2a formentlig en ægte Brorsonform 164.9.8 (giorte). Derimod må man antage, at nr. 19 i begge hss. hviler på en afskrift af trykket A, idet T2a-3 har A's trykfejl kunde for kaade 19.4.3 og T2a desuden trykfejlen vi(i)sz for vist 2.3 og 4.7; derudover har begge hss. afvigende (urigtige) læsemåder 19:5.1, 6.5, 7, 8.7. T2a-3 må således (på lignende måde som T1) være yngre end A, men have benyttet en eller flere kilder, der går tilbage til stadier ældre end K (se s. 439 f.)

✂ Uklart er forholdet mellem T2a-3 og K: i nr. 214 har K I mellem v. 5 og 6 en strofe, som mangler i T2a og trykket I 2), medens det i nr. 162 er T2a og 3, der har en ekstra strofe (det ovf. omtalte hjertesuk). Måske har hjertesukket stået i forlægget for K, men er blevet udeladt (ligesom ved nr. 29), fordi det (med sit afvigende versemål) ikke passede i en salmebog.

✂ T2a udgør oprindelig et selvstændigt hefte (med to blanke blade forrest) og indeholder foruden Brorsons salmer kun en kort bøn og (med anden hånd) salmen »Det at elske Christum ene«, som også findes i det flg. hefte »Cantata quædam ê Germanica in Danicum translata ab E. O. Scirwartzkopf«. Denne

*1) Hvis disse hjertesuk, der er holdt i en gammeldags enfoldig tone, er af Brorson, hvad dog er meget tvivlsomt, kan de regnes til de Kingo-reminiscenser, som vi møder i nogle af hans salmer; af disse findes 3 netop i vore hss., nemlig 256-57 (Morgen- og aftensang til melodi af Chrysillis-visen) i K III og R, nr. 210 i K I. *2) Strofen gør salmen til en altergangssalme og kan være indsat ved redaktionen af det hefte, der ligger til grund for K I, som desuden har 4 nadversalmer (nr. 144-47); da salmen i I ikke står blandt nadversalmerne, er strofen her udeladt. 445

✂ salme er (iflg. Severinsen1)) oversat efter Zinzendorfs »Christum über alles lieben«, trykt 1731. Af Brorsons oversættelser tilhører 162 den før-Schraderske gruppe, mens 215 er oversat efter Schrader2), atter et tegn på heftets blandede oprindelse.

✂ T2a (og T3 ) synes ikke i samme grad som T1 (og måske K og S) at indføre udglattende læsemåder (jfr. dog 107: 5.3, 15.3); de har også kun sjælden indført moderniserede former (Hiertets 107.12.3, sluches (for slykkes) 207.1.3) og har af og til gldgs. former, der rimeligvis er fjernet allerede i Tønder-hefterne, fx. entalsformer af verbet ved flertalssubjekt (107:13.6, 15.6, 164:7.8, 10.7, 230:14.5), siuntes, tilsiune 107:6.1, 7.3 (men synnis T2a-3 162.1.5). Påfaldende er en række skrivemåder med aa for o, æ for e, som har paralleller både i Tønderhefterne og i de andre hss. (se s. 448, 458, 468), og som derfor muligvis afspejler Brorsons eget sprog, fx.: tilhaabe 107.2.5 (tilsv. S: 197.16.2), tilmaade forstaade 107.4.1, 3, Taarne (for tordne) 107.7.2, forlaaret 214 (overskr.), staaer (for stor) 207.3.3; æ for e: rædet (for reddet) 107.3.4, hæder (for heder) 108.10.5, Vræden 107.8.6, spæ (for spee) træ 86.17.5. Desuden finder vi brorsonske særformer som livligt 230.14.3 (se s. 452), giorte 164.9.8 (se s. 454), Vunder værch 29:10.1, 11a.3 (se s. 455), taalligt 173.14.7 (jfr. S: 197.9.6 og s. 459).

✂ T2b og T2c har nr. 29 fælles med T1 og K. Her er det tydeligt, at K går sine egne veje (se s. 405), medens T1 og T2b og c har en fælles kilde; de har alle 3 varianterne 3.3, 5.5, 7.4, 10.4, (12 mgl.), 13.1-7, 15.1, 3 og tillægsstroferne (Hierte Suck dog kun i T2b). Hvor T2b-c står sammen mod T1 (10.1 15.2), har T1 sikkert en af sine sædvanlige udglatninger (dog må forbandet 8.1 være en ændring i forlægget for T2b-c). Hvor T2c følger T1 mod T2b (1.3, 4.1), drejer det sig om nærliggende normaliseringer. Da T2c ikke har Hierte Suck (T2b), og da T2b ikke følger T2c's særvarianter, kan T2b ikke være afskrevet efter T2c . Derimod er det ikke udelukket, at T2c kan bero på T2b , men særvarianterne i T2b (2.1, 8.3, 9.6, 18.3) taler dog snarest for, at T2b og c har en fælles kilde, der i nr. 29 har stemt overens med det formodede forlæg

*1) Kirkehistoriske Samlinger 5. Række IV 518 ff. *2) Orluf (1951) s. 86, 98. 446

✂ for T1. Da K's form ligger imellem T1-2b-c og trykket G2 , må forlægget for T2bc antages at være ældre end kilden til K. Om T2b se i øvrigt note 2 s. 438.

✂

Konklusion

✂ Næsten alle de håndskrevne samlinger kan med større eller mindre sikkerhed dateres til efter april 1731 (Thuras begravelse, Schraders Gesang-buch), T1, T2a og T3 må være yngre end julen 1732, idet de formentlig indeholder salmer afskrevet efter A. Kun T2bc kan muligvis være ældre end 1731. - K må antages at være skrevet før udsendelsen af A (s. 398). De andre håndskrifter kan muligvis være noget yngre; T2a og T3 har måske benyttet F (1734). Om samlingernes kilder kan i øvrigt konstateres, at nr. 29 i T1 og T2bc samt nr. 86 i T2b synes at gå tilbage til et originalms. af Brorson, der er ældre end det, der har været kilden til K. Næsten alle hss. har både fejl og udglatninger, der med rimelighed tør tilskrives kopisten; dette gælder navnlig T1, kun i ringe grad T2-3. Læsemåder, der tør opfattes som originale, optræder navnlig i de salmer, der er væsentligt omredigeret i trykkene; i de øvrige salmer er tilfældene ret få og usikre; de varianter, der giver anledning til tekstrettelser i nærværende udgave, anføres under rettelser og tilføjelser s. 532. Ortografisk stemmer hss. i det store og hele med Tønderhefterne på de punkter, hvor J1 fl. har afvigelser fra disse (jfr. s. 456 ff.), og i ikke ganske få tilfælde synes hss. (især K og T2a) at vise brorsonske træk, der er fjernet allerede i Tøndertrykkene.

✂

3. Ortografisk oversigt

✂ I det følgende meddeles en oversigt over væsentlige træk i Tønderhefternes retskrivning sammenlignet med digterens privatortografi. Der er gjort rede for de vigtigste af de punkter, hvor datidens skriftnorm frembyder variationsmuligheder, og for at lette sammenligningen med samtidigt og ældre sprog er oversigten i alt væsentligt ordnet på samme måde som de tilsvarende afsnit i Peter Skautrup: Det danske sprogs historie II (1947) s. 318 ff. og III (1953) s. 170 ff., hvortil der her henvises een gang for alle. De fleste punkter er drøftet i samtidens ortografiske skrifter, især Holbergs Orthographiske Anmerkninger (1720, genoptrykt i Danske Grammatikere v. H. Bertelsen IV (1920),

447

✂ nedenfor citeret med henvisning til originalens sidetal), og Høysgaards Accentuered Grammatica (1747; genoptrykt smst. bd. IV); Tønderhefterne og Brorson indtager som regel et mere konservativt standpunkt end disse.

✂ De tryk, der bærer navnet Kieszbuy, og de, der er trykt i Vajsenhuset hos Rotmer,1) synes kun på to væsentlige punkter at vise gennemgående forskelle: Kieszbuy-trykkene A-F har som regel ey, øy overfor ej, øj i Rotmer-trykkene G-I (se § 10.1 ndf.) og ck overfor k eller kk (§ 9.3). I begge disse henseender stemmer A-F med Brorsons (senere) privatortografi. De ortografiske indgreb er altså allerede begyndt med hefterne fra Vajsenhuset 1735 ff.

✂ 1) Stort begyndelsesbogstav anvendes i A-I nogenlunde konsekvent i liniebegyndelse og i substantiver samt substantiverede adjektiver: Da Stolte, Du Giærige (9:3.1, 4.1 osv.). I adjektiver med substantivisk førsteled bruges også lejlighedsvis stort bogstav: Sorrig-fulde Sind 9.2.1. Der skrives GUD JEsus (JESU) osv. Brorson selv er her langt mindre konsekvent. Storbogstav bruges tilsyneladende tilfældigt, fortrinsvis ved relativt vigtige ord. Jeg citerer fra V: tiid, undskylding, forønskning, soumission, respect, rimelighed, ungdommen, til fornøyelse, Visitations liste, Deres Excell., Herrer, Velsignelsers, Himmelen, Svaghed, Catechiserede, Salig... Ihukommelse, Saa (i eftersætning efter komma); i brevene er der måske en lidt stærkere tendens til at bruge stort bogstav: fraværelse, forhindringer, brev, betenckning, omstændigheder, nytte, ord, gierning: Høg Grevelig Naade, Deres høygrevelig Naades, Prøve, Ende, Indhold, Dispensation, Retferdighed. Smaae-Pocker, Kiøbenhafn. Fra P mærker man sig navnlig den inkonsekvente brug i sammensætninger: Bygnings-Mændene, Paaske-Dag, hoved-Maanet, Paaske-fest, jammer dal osv. Dette træk går igen i de håndskrevne hefter, især K.

✂ 2) Interpunktion, bindestreg. Medens A-F har de gammeldags skråstreger, indfører G-I komma. Tønderhefterne (både A-F og G-I) viser en påfaldende brug af bindestreg, navnlig i genitivforbindelser og mellem adjektiv og substantiv; til gengæld mangler bindestreg mange steder, hvor den efter samtidig praksis skulle stå. Denne praksis er knap så udpræget i de egenhændige dokumenter (se s. 474), men i de håndskrevne salmehefter, navnlig K, finder vi talrige spor deraf, også i tilfælde hvor Tøndertrykkene har normaliseret teksten, se fx. varr. s. 405 ff. til 29.12.3 53.5.4 86.12.2 18.6.2, 8 144.4.4, 12.1 150.1.3

*1) Om Kieszbuy og Rotmer se Ludwig Andresen Zweihundert Jahre Waisenhaus in Tondern (Tønder 1939). 68. Hejselbjerg Paulsen i Sønderjydsk Månedsskrift 28. årg. (1952) 39-47. I Hielmstjernes samling (nr. 1315 fol.) opbevares et folioblad, indeholdende »Abdruck derjenigen Lettern oder Schriften, so sich itzund würklich in meiner Buchdruckerey befinden«; til »meiner« er med blæk føjet: »sc. Henr. Rotmers 1735«. 448

✂ 197.9.2 208.5.3. - I J1 fjernes de fleste af de usædvanlige bindestreger, se eksempelsamling ndf. s. 456 f.

✂ 3) Længdeangivelse (materialet fra A omtrent fuldstændigt). Dobbeltskrivning af lang vokal i lukket stavelse er i A regel ved i, e, u og o: Iid, Tiid, Fliid, Priisz, Viisz, Paradiisz, Viin-Gaarden || Been, Steen, leer, meer, meest, Leeg, veed (men: vred), see || Huusz, Bruud (men: Jul, Skiul) || Bood, Rood, Flood, Mood, Blood, sto(o)d, lo(o)d, Roos, Stool, stoor, Floor, groor, troor, boor, Oord (og Ord), Moord, toog, Boog (men drog 2 gange). Mindre konsekvent ved ø, y: Døød (og Død), brøød (og brød), bød || Lyys (men Oplysz), Fryd, ydmyg. - Foran v skrives enkel vokal: blev, rev, fordrev || bliv, Liv, Skriv, Tiidsfordriv. Foran g er der vaklen: siig, riig, men slig, Svig. Der skrives som regel ned, en enkelt gang need. I G-I trænges dobbeltskrivning noget tilbage, navnlig ved ø og foran rd, rt (Ord). Tilføjelse af stumt e findes i A i udlyd ved langt o, ø, y: Tro(e), et Boe, en Roe, Toe (talord), beroe (inf.) (men: fro) || Høe, bestrøe, døe || Lye, Nye (ental) (men: fly). Derimod ikke efter aa: gaa, staa, maa, faa adj. i flt., Straa, Smaa; ej heller i præs.: faar, gaar. Der skrives muligt, grode (præt.). I de følgende hefter (B-I) er stumt e hyppigere. Det er således gennemført i udlyd efter vokal i førstearkene af Ea, F, G, I (over 100 tilfælde og kun 6 undtagelser, hvoraf de 3 er verbet maa (I)). I præsens faaer, gaaer, staaer er der vaklen, kun I har gennemført e. Det stumme e indsættes nu også foran suffix: troelig, umuelig og i tryksvag stavelse Jomfrue. I lukket rodstavelse findes der især efter o: Soel, Stoel, Roer.

✂ I Brorsons privatortografi er brugen af dobbeltvokal mindre konsekvent gennemført (undtagen ved e og i), medens til gengæld stumt e bruges ret konsekvent (jfr. s. 474). Således finder man Lyys (men: lyset), fry(y)d, Lyynet (III 229), Bruud, Huus, suur, Sool (og Soel), Choor (III 234 Jord), Eed, steen, striid ofl., men bød, flød, god, stod, stor, Flor, liv, blev osv. Stumt e: Skye, nye, troe (subst. og adj.: III 150), saae, laae, faae, gaae, staae, Smaae-Pocker, Vie (imperativ), døe, jfr. også biefalde, mueligt, angaaer (men: gaar); i indlyd: foer III 151, stoere III 150. Brorson skriver i P altid Persohnen III 138 ofl. E og Ea: Personer 71.7.3 79.16.5. - Om veedst(e) se § 19.

✂ 4) Åbningsgrad (og runding). På dette område har der i dansk ortografi været stor vaklen helt op i det 19. årh., og i Brorsons sprog gør denne usikkerhed sig gældende både i mss. og tryk og endogså i rimene. Særlig synes han i visse ord at have haft aa for langt o og æ for langt e.

✂ 4.1) o:aa. Den lange vokal skrives aa, hvor senere sprog alm. har o, især i ordene haab (tilhaabe) og forlaare(n) ( udkaarne olgn.), se under J1 samt forlaarne III 151 tilhaabe T2 ad 107.2.5; T2 har endvidere tilmaade forstaade 107.4.1, 3 og taarne (= tordne) 107.7.2. I ord med kort vokal har A aa i Kaars(et), men de senere hefter (og T2) ofte Kors(et); omvendt har C rodden 51.4.4 (mod P: forraadnelse).

✂ 4.2) a:aa. Som adv. hedder haardt i originalms. (III 157) og K S T (fx. 33.5.4) normalt hart, ligesom i A-H, medens formen rettes i J1, s. d. P har formen Daatter III 140, medens A-I visst altid har Datter

449

✂ fx. 3.2.2 (> dotter J4), jfr. 237.1.1 ( skatter, men > daatter i J4). A-I har undertiden den fra ældre bibelsprog kendte sideform sla(e).

✂ 4.3) u: o. A-I skriver fornommen (se u. J4) som rim på kommen. Ordet er ikke fundet i original-ms. (T1 har fornummen 10.6.3), men formodentlig har om:um i Brorsons sprog rimet (med lukket vokal), jfr. komme slumme 103.4.1-2, skumme fromme 266.3.3-4 (J2-7), jfr. 266.7.1; om rum 271.7.5-6 (rom om 53.3.5-6 i T1), om kom, Slum, Rum, from, stum, dum, -dom, Skum, Dom nr. 53.1-11. Alle tryk har bond 198.7.3, men bundløs 71.4.4; hefterne har både Konst 6.1.3 (A) og Kunst 164.4.5 (F; omsonst); jfr. Konge siunge 266.7.2 243.8.2. - P har konstig III 147.

✂ 4.4) y:ø. Om Gemøt(te), sønder (adv.) osv. se u. J1. De tilsvarende ord ikke fundet i mss. (jeg har noteret: Bryst Trøst III s. 233 ønskelig III 146 Fyrste, Synder (subst. i ental)). T1: gemytter stytter 10.7.1-2 gemøt-sødt 53.10.1.

✂ 4.5) e:æ. En undersøgelse af A samt førstearkene af Ea, F, G, I giver flg. resultat: For lang vokal har Tønderhefterne nogenlunde konsekvent e (ee):æ efter udtalen. Vekselformer findes i forb. ie/iæ (se ndf.) samt i evig/ævig, vee/væ(modig), jfr. nædrig A 10.8.1 tilstæde B (> til stede) 4.6.5 ( Glæde).

✂ For kortvokalens vedkommende er hovedreglen den, at der skrives e overalt, hvor vokalen ikke veksler med a (eller aa, o) i stammen; i så fald skrives æ. Efter kons. i er der dog en stærk tendens til at skrive e uanset udtale og forhold til a (se ndf.). Efter disse regler skrives (i modsætning til nuværende praksis) fx. Egte-(stand, -skab osv.) Ea, kek I, Neppe A, decker, Dekke, Becke Ea, G, A, Ea, F, fordervet A, Ea, velter F, skrecke(lig) G, Slegt F, spender A, I. Bortset fra A, der synes at have æ overalt, hvor der foreligger alternation med a/o (undt. Vextes), er der dog noteret en del tilfælde, hvor den ældre form med (kort) e er bevaret: sencker Ea, legger F, I, fornemme F, recker I. Dobbeltformer er her særlig hyppige: sætte A, I: sette F, -skræncket F: -skrencket Ea, nævne I: nevne, nefne Ea, G, længe I: lenge Ea, tæncke A, Ea, G, I: betencke Ea, stærk G, I: sterck F, G, væcke/vecke F, mærke I: mercke F, Stæd(er) A: Sted F, brænde A, G, I: brende G, Mængde A: Mengde G. - Afvigelser i modsat retning (æ for e) er særlig hyppige i A: ræt(te) (6 gange) A, (1 g.) I, men: ret Ea, F, I (3 g. ret som rim på eet 168.2.7-8), Smærte A: Smerte A, Ea, Pærle A: Perle G, Bærme A, G, snærte F, værge G, værre I, forfærdet I, værd(ig) Ea, F, I, stæmme, stæmt, bestæmt A, Bræt A, Frælseren A, træt G, I, tæt I, læt(te) I, mælde A, Nælde Ea, Trældom Ea, F, fortræd Ea, Næste F, Læs F, anfægter G, hændte (dvs. hente) G. Efter i finder vi e ikke blot i Hierter, Stierne, Bierg, Dievle og efter ki, gi i kiende, Kieppe, skiencke, skiende, kielne, gierning, gierne, giemme, begiere, regiere, men også ved alternation med a: Hielp, hielpe A, F, G, I (over 14 gange), gielde I; æ er her kun noteret i skiæncke/skiencke A, skiælve A, skiænde I (men: Skiendsel G).

✂ Også ved langvokal trænger ie ind, selv hvor rigssproget (nu) har udtalen æ. Her finder vi vekselformer som Siæl(e) A (ca. 20 g.), G (9), I (6): Siel Ea (3), F (14), kiær(e) A, F, G, I: kier Ea, I (kier

450

✂ lærd 168.5.7-8 ofl.), Kiærlig(hed) G (6 g.). I: Kierlig(hed) A, Ea, F; jfr. giærig A, Kiæde Ea. Der skrives vist altid tiene ( allene).

✂ Originalmanuskripterne stemmer ikke fuldt overens med noget af hefterne. Navnlig afviger de stærkt fra A ved at have særlig mange af de gamle former med e i alternation med a: nevner, betencker, saalenge, lenges, trengsel, gelder, recker, sterck, mercke(lig), behielpelig; derimod æ (ofte svarende til tysk ä) i mægtig, prægtig, mænd, stænder, fuldstændig, omstændigheder, forhærdelse, forældre, tillægges, Stæd samt tænde, æmbede, Sælskab. Der er påfaldende mange dobbeltformer: e/æ findes i længsel, sætte, korsfæste(de), næst(en), ret(færdighed). Vi genfinder dobbeltformerne ævig/evig, Siel/siæl, kier/kiær. Af langvokaliske former noteres endvidere: skiær, forgiæves, tieniste. T2a har Vræden, hæde, ræde, ælske ofl. se ovf. s. 445.

✂ Det bemærkes, at salmehefterne ikke på dette punkt synes at tilstræbe øjerim (hvorfor udgaven da heller ikke retter divergerende former). Der læses fx. i A: disz være Herre, kiende brænde, beklemt stæmt, Smærte Hierte, Stæmme Hiemme; med lang vokal: glæder beder 262.7.7.-8 glæde kiede (dvs. kæde) 129.3.2-3; jfr.: i steden Kierligheden 174.3.1, 3, men tilstæde Glæde B 4.6.5,7. Se også u. J4.

✂ 4.6) i:e. Om formen veedst(e) se § 19.

✂ 5) Omlydsforhold. I enkelte ord har trykkene dobbeltformer, der begge er sikret ved rimet: slykke rykke olgn. 192.7.1. 207.1.3 213.11.5 273.5.1 (> slukkes J4); uden for rim: 43.8.2 185.10.4 (> slukker J4) 216.3.3; noget hyppigere er slukke, dels i rim: 33.6.4 188.7.7 192.6.3, dels uden for rim: 36.1.7, 2.8 40.6.4. Ved siden af det alm. skygge (subst.) bygge 125.3.3 202.7.2 osv. findes en enkelt gang skugge bedugge 39.1.8 V.s.a. (lefnets) Løb F 152.18.4 ofl. findes (Levnets) Lob op F 170.1.8, jf. u. J4. Ordet en sværm findes kun i den sønderjyske sideform svarm 205.2.4. - Fra mss. har jeg kun noteret slukke III 155 (bibelcit.), sluches ( rykkes) T2 207.1.3.

✂ 6) Diftonger. 6.1) iu-y. A-I har visst gennemført iu i siunge og siuncke, men y i lyd(e), ly(y)s(e), ly(y)n, syg 51.4.7. Der skrives siun(t)es H: 107.6.1 117.2.3, F: 177.2.2, I: 201.5.2, sin Siun Ec 102.3.2, således også: i siunen, J1-3 254.1.2 ofl.; men til syne A 7.6.5 ( dyne), synes F 162.1.5. KST synes her normalt at stemme med hefterne, ligeledes P, der dog har synke (v.s.a. siuncker) og synes. Brevene har siug. Om rettelse af iu > y se J4.

✂ 6.2) Om ey:ei osv. se § 10.1.

✂ 7) Vokal i tryksvag stavelse. Foran s har A-I som regel e: rykkes, vores, Højeste, liggendes, Hiertes osv. I det første ark af A finder jeg kun 2 undtagelser, nemlig disz være 8.1.3 samt Menniskene, som findes 2 gange i de indskudte bibelsteder; i G: aldelis. Flere ex. på -is er anført under J1. Mss. har vistnok kun i i forb. -isk (menniske) og -ist (kieriste, eniste, tieniste), den sidste vekslende med -est. P skriver desz, K: diszbeder 33.5.2 (= G), T1: disverre 8.1.3.

451

✂ 8) Fremmede konsonanter. A-I bruger kun i navne og rene fremmedord c, ch, ph, th: Choor, Christus, Christen, Ach, Sathan, Bacchi, Prince(sse). Dog er ck i A-F det normale tegn for k uden for forlyd og forbindelsen sk. (jf. ndf. § 9.3). I mss. finder vi en lidt videre brug af C: Cuur, Classe, crone (men krone III 171 og trykkene), Contrakt; men normalt ck som i A-F; det er dog ofte vanskeligt at skelne ck og k. - Både tryk og mss. har altid gt (ikke ct), en enkelt gang gt for kt: opvagt ( bragt) C 53.2.1. - Både A-I og mss. har qv for kv (qvæge osv.), x for ks (voxe, vext, strax osv.). Navnlig Tønderhefterne har ofte tz (ts), hvor der senere rettes til ds olgn.: stetze 10.9.1 kratze 127.2.3 Platz 221.1.4 Spatzere-Gang 173.8.4 dantz 5.3.4 krantz 196.7.3 Glantz, Skantze osv.

✂ I A (og i ringere grad i de senere hefter) findes ??? som tegn for s i udlyd efter vokal: Huus/huu???, Ly(y)???/Lyys, Rii???, Vii???, Paradii???, di???; være, i indlyd kun en enkelt gang: vi???ner. Intervokalisk derimod s og ss: disse, kysse, passe, vise, prise. I nærværende udgave erstattes ??? af sz.

✂ 9) Konsonantfordobling. I almindelighed har hefterne kun dobbeltkonsonant intervokalisk efter kort tryksvag vokal. Dog er der spor af den ældre brug af ff, og (navnlig) ck i udlyd og foran konsonant (jf. ovf..435 om nogle rettede former).

✂ 9.1) A-I har ofte ff foran t og r: Krafft, Kræffter, opløffter (A), stiffte, Offrer, opoffret (G) osv., en enkelt gang også som tegn for v: Effne (Ea).

✂ 9.2) Om ??? i udlyd se § 8 samt u. J1.

✂ 9.3) I A-F er skrivemåden ck næsten gennemført både mellem to vokaler (tacker osv.), i udlyd og foran eller efter konsonant: gick, Skick, betæncke, sickre/sikkre osv. I G-J er kk og k vist fuldt gennemført. Mss. stemmer her med de ældste hefter (ved linieskifte skrives hvil-ket III 133 ten-ke III 139).

✂ 9.4) I nogle af hefterne (Ea, F, H, I) findes sporadisk gg for g mellem to vokaler: Saggen 154.7.4 164.3.4 strygge 234.3.2 (J1 > stryge J2) ryggende 107.8.1. Tilsvarende er ikke fundet i mss., jfr. dog behaggelig 108.2.1 (T2).

✂ 9.5) Både trykkene og T har undertiden enkelt r for rr, fx disz være A ( Herre) 8.1.3. D har fyrrig 60.1.8 svarende til fyrrighed P III 158, medens A har Fyrighed 5.5.2. Om Døre støre T2 108.8.2 jfr. u. J1. Om taallig se u. J1, J4.

✂ 9.6) Den alm. skrivemåde for hedde(r) er både i tryk og mss. hede(r), fx. III 140 ofl. berede, beder olgn. 30.7.2 219.7.7 ofl. om hæde, ræde i T2a se ovf. s. 445. F har en enkelt gang kiøddet 173.2.2. P har Brodd III 174, jf. braad traad (part.) 46.10.3,6.

✂ 10) Halvvokaler. 10.1) i:j:y. Efter vokal dominerer y i A-F: ey, Seyr, Leyer, Høye, Møye, Mayestæter, men ej, øj forekommer dog ikke ganske sjælden (ophøje fornøye, Vej ey osv.). I G-I er ej, øj næsten gennemført. Derimod har jeg ikke fundet skrivemåden ei, øi. Mss. stemmer her med A-F, blot at ej her er endnu sjældnere (ofte er det vanskeligt at afgøre, om der står ey eller ej). I tyske låneord som Geistlighed skrives ei.

452

✂ Foran vokal bruges j i ren forlyd: jeg (sjælden: ieg), jo. Derimod har man (visst uden undtagelse) i i »dækket forlyd«: Hierte, Stierne, Siel/Siæl, giort. Mss. stemmer her med A-F, blot at ieg visstnok er den normale skrivemåde.

✂ 10.2) u:v:f (w). w synes hverken at forekomme i hefterne eller i mss.; ej heller u som tegn for v (i svar, qvæge osv.) eller omvendt. Efter vokal er det normale v, men lejlighedsvis forekommer i alle hefterne f (undtagelsesvis ff, se § 9.1): hafde AF; Efne, Nefne Ea; Lefnet, Sælf, fafne, hafne, Fafn, gif F; Staf, Haf, hefne, Efne, refne ofl. G; af gaf I (men trav af F 165.9.5, 8). Dette stemmer med mss., der undtagelsesvis har nafn(e) (men over 7 gange navn), refselse, Rafn, Kiøbenhafn/havn, self. Der skrives haft III 142. I ordet liflig har mss. vist altid livlig 1) III 140 164 171, jfr. T3 230.14.3, men liflig K 210.11.4; således også hyppigt i hefterne, se u. J1-4. Mss. har altid Lov i forb. som Gud skee Lov, jfr. lof (J2 og) J4.

✂ 11) Palatalisering. Skrivemåderne gi, ki, ski er praktisk talt gennemført i alle hefterne. Af undtagelser har jeg kun noteret: ske Ea, keed, kedes G, kek I, Sml. u. J4 . Tilsvarende mss. (keed III 135).

✂ 12) Stumme konsonanter. 12.1) A-I gennemfører som regel at bevare grundformens d foran t og s i bøjning og afledning: vidt, bredt, spædt, lidt (og Lit), men: søt ( Gemøt). - Sidste (men best), Vædske, sendt, bekiendt (men blant, hart) A. - Herudover findes d mellem n og s eller t i Sands, sandse, Glands (Glantz, se § 8), gandske, pyndtet (Ea har to gange pyndet 78.1.4 79.3.8), Tidsel, men ikke i hans (af hand) og kun en enkelt gang i dends. Der skrives hand og dend (i A-F sjældnere, i G-I vistnok alm.: den), mand, ald (men oftest altiid, alting, al Verden). Falsk d findes i betaldte ( udvaldte 1.13.6), forvaldte ( kaldte) 78.4.4 (begge rettet i J4 ). Modalverberne har både i præteritum, i præs. plur. og inf. formerne kande, skulde, vilde (jfr. har vildet, i F dog at ville), men i præsens skrives vistnok konsekvent kand, skal, vil. Mss. har ligeledes randt, fandt, vandt, svandt (men iblant), fuldt, opholdt, forgrædte, men: got (V, P), vit, mit i. Falsk d synes lidt hyppigere i hss.: (V, P:) Krands, gandske (ind)hendte, forvendte, se også s. 435. Der skrives hand, mand (pron.), men den (som i G-I), ald, ald verden, men altiid. Modalverber som i A-I.

✂ 13) -et: -ed: -edt i tryksvag stavelse. Neutrum af den efterhængte artikel skrives i A-I -et, kun rent undtagelsesvis -ed ell. edt (Støved 11.2.2, Lysedt). I participium er -et også det alm., men -ed forekommer dog ikke ganske sjældent: foragted, pyndted, se videre u. J1. Omvendt har A fx. I velsignet Smaa (> velsigned' J4) 9.10.1. H: krænket (præt.) sænket (part.) 115.4.5. - I ordene hoved, maaned, levned, fremmed har hefterne (i al Fald A) oftest -et, sjældnere -ed. Fra mss. har jeg noteret: Maaned/Maanet, hoved/hovet, fremmed/fremmet, part. indhendtet, behaget osv. V (kun -et). i P har part. alm. -et, men: saaed, hasted, Vaagned.

*1 Formen livlig kendes ikke af Ordbog over det danske Sprog og synes altså at være særlig brorsonsk. Den kan være en udtaleform, men beror muligvis på tilknytning til Liv, jfr. E. Pontoppidan, Grammatica Danica (1668) p. 30. 453

✂

Bøjning og Afledning

✂ 14) Genus. Vaklen i genusbrug er hverken i tryk eller mss. væsentligt hyppigere end i andre af tidens skrifter. De vigtigste træk er flg.

✂ 14.1) Adjektiver og pron. Neutrums-t mangler undertiden, især hvor et adj. står adverbielt og fortrinsvis ved adj. på -ig. Exx. fra trykkene er anført under J1. Fra P og brevene er noteret (som adv.): fuldstændig, naadig, sterck III 163 168. - Pron. ingen hedder i A-I i forb. m. neutrumsord alm. ingen: slet ingen ney 186.3.1 slet ingen ord 118.5.5, men: intet Blad bd. I s. 4.20 (J2). Ligeså P: slet ingen Raad, det var ingen under III 164 ingen blodig saar (flt.?). Brevene: intet haab.

✂ 14.2) Substantiver. P har ligesom A-I: en... Tempel, i vor stæd. Se i øvrigt under J1.

✂ 15) Numerus. 15.1) Substantiver. Ligesom hefterne har P dobbeltformer i ord som disciple(r) III 154 168 f. Dievle(r) 150 f. 160 Engle(r) 156 173 Apostle(r) 137 ofl. Ordet tåre hedder i trykkene i ental Taar 1.18.5 25.2.3 255.3.6 (Taare ere intet steds sikkert ental). I flt. er Taarer den alm. form, ikke blot i rim 166.12.1, men også uden for rim (ca. 15 exx. noteret; jf. III 166). Flt. Taare optræder over 11 gange som rim, men synes at være sjældnere uden for rim: 217.7.2 254.4.2 (begge steder kan opfattes som ental, jfr. III 159). Formen Taar optræder som flt. III 188.29. P har tilsvarende dobbeltformer: III 151 164 166. I J2-3 rettes Taarer undertiden til taare: 27.10.2 40.10.5.

✂ 15.2) Verber. Ligesom hefterne er mss. inkonsekvente m. h. t. verbernes flertalskongruens. Kun i bibelcitater spores en stærkere tendens til at gennemføre flertalsformer efter flertalssubj. Særlig sjælden er flt. af modalverberne (og have).

✂ 16) Kasus. 16.1) Genitiv. De gamle bestemte former på -(s)ens er overordentlig hyppige i A-I (se under J1 ]; i originalmss. er de også ret almindelige i stående udtryk fra bibel- og salmesprog: livsens (bog, fyrste, træ, vej, vand, kilde) fx. III 159 173, helvedes og Dødsens nøgler III 160, Retferdighedsens, i Korsens skole III 153 (men: i Korsets nat 141), Menniskens Søn, Hiertens lengsel osv.; men: Syndens Legeme III 142 Naadens Skiød, i nødens tid. - Desuden finder man bibelske genitiver som dine lives dage (III 132: bibelcit.), eders arves Pant III 173. - Genitiv udtrykt ved efterstillet pron.: den gamle Mand Hans øye III 233, jf. 92.1.6 224.10.2. K S T stemmer som regel med A-I, men moderniserer undertiden formerne.

✂ 16.2) Nominativ. Mss. har visst kun hvo som, hvo der; A-I har enkelte exx. på hvem, der senere rettes til hvo, se u. J1.

✂ 17) Person. P har du skal 295.3.6 men du est 295.4.1 ff. I A-I er brug af 2. person på -(s)t i verberne normal, men ikke gennemført (jfr. u. J1). K S T afskaffer undertiden 2. personsformen. I brevene er tiltaleformen: Deres høygrevelig Naade.

✂ 18. Modus. Om imper. holt se u. J1.

454

✂ 19) Tempus. Materialet i originalmss. er for spredt til, at man kan give noget sammenhængende billede af Brorsons verbalbøjning. Der er dog tydelige spor af, at den vaklen, vi finder i trykkene, delvis kan gå tilbage til forfatteren, der delte tidens usikkerhed på dette punkt og udnyttede friheden, således at han valgte den form, der passede bedst i rim og rytme. I de svage verber bemærker man, at adskillige ord har bevaret den lange bøjning: talede, talet III 138 165 har knuset, forkyndet, blev kaldet (og kaldt) III 168 f. 132, forkastede (men: forkast), havde korsfestet, den korsfæstede III 132 141 (men: den korsfeste III 160 163 er korsfest 141, jfr. Korsfæst(e): 32.1.1, 3.6). Sekundære langformer findes i glædede III 136, vigede III 164. - I den korte bøjning skrives endelsen normalt -te: viiste, elskte, smagte, meente, men efter -r finder vi dog også -de i udførde III 132; jfr. førde 4.4.2, ( bønhørde) 109.7.8, ( oprørde) 79.4.5; hørde 41.8.3 lærde 227.2.9 (men lærte hierte 188.6.6). Jfr. J1. I disse forbindelser har -d rimeligvis endnu været stumt i datidens talesprog, jfr. rim som kier uforfærd 171.6, lærd 168.5; forfærde giærde 68.6.3, således som det endnu er i gjorde, men netop dette ord har hos Brorson den ellers usædvanlige form giorte III 132 ff., T2a 164.9.8 (men giorde III 133 og nogle få andre steder, gennemført i den trykte udgave af Svanesang); den ændres i de senere tryk, se under J1 , i J4 også hvor den rimer på borte. Formen er vel dannet i analogi m. part. giort ( bort 174.2.5). Jf.: efter aflagde Geistlighedens Eed V.

✂ Verberne følge, sælge, vælge har i præt. former som fuldte, soldte III 146 169, i part. (plur.) udvalde III 173 udvaldte III 144 (bibelcit.). Disse former genfindes i trykkene og rettes ikke: har fuldt 169.4.6 fuldte 91.8.1 udvalde (part.) falde 213.12.3 befalde (inf.) 228.7.6; har val(d)t alt 225.4.4 227.3.6. Verber med opr. d (ð) i stammen har i præt. i orig.mss. alm. tid: klædde III 149 (men glædede 136), i part. -d: blev fød III 133 har, er bered III 171. De samme former finder vi i A-J3, indtil J4 planløst indfører den nyere stavemåde med -dt (H J1 har dog forraadt -daad, og J3 retter fød > født 9.4.2). Foruden de under J4 nævnte exx. kan anføres flg., hvor rimet viser, at der udtaltes åbent d: er, har fød skiød, nød, død 82.1.6 107.6.4 141.4.1, est, har traad braad (dvs. brod) 46.10.6; uden rim: 49.3.8; er, har ber(e)ed III 171 sted, fred 24.5.5 138.6.8 125.9.6. Dette er en rimtradition, som kan følges i dansk salmedigtning fra Hans Thomissøn til Grundtvig. I præteritum har jeg kun noteret een rimform: klædde at redde 98.3.3 105.17.4; uden rim: traadde 86.2.8 143.4.1, fødde 44.2.3 (som plur. af part.: 188.2.1). I oprindelig stærkt bøjede verber som lide, stride finder vi præt. lidde, stridde 79.12.5 240.5.5 266.8.3 ofl. (men leed 24.3.6 ofl.), part. har striid (J2-3; striidt J4) 273.3.2 274.1.2, striidt (J1 ff.) 26.4.1 har liidt (I J1 ff.) 199.2.5. I ord med opr. t i stammen hedder præt. fx. ledte (dvs. søgte) III 164 78.11.1, svedte 2.4.6; part. fx. forstødt 76.1.2 afslidt, grædt P. Af ord, hvis stamme ender på vokal, har jeg kun noteret: flydde 165.8.6 skeede III 146, 46.8.10 ( vrede), skeet III 134 ofl. forseet 128.2.11, men beteed -hed 224.1.2 toed, troed 125.5.3 202.7.3 forsmaaed 116.4.8 flydt (smykket) 78.1.5. - Den ejendommelige form veedst(e) (jfr. Ordbog

455

✂ over det danske Sprog) findes både i mss. (fx. III 157 f.) og trykkene, fx. B 2.3.5, C 49.1.8, G 30.3.5 (men vidste Ea).

✂ 19.2) P har i præsens kortformer som bær, fa(e)r III 148 167 169 171 (især i bibelcit.), men i trykkene synes kun at forekomme langformerne: bærer 30.1.3 farer 54.9.3 ofl., jfr. sværer 99.3.3 (forsvære III 168).

✂ 19.3) De stærke verbers participier har i originalmss. som regel kongruens med subj. både i tal og i køn, men undtagelser er ikke helt sjældne: noget er bleven borte III 156 Brudgommen er taget fra Eder III 163, således også i trykkene: Lyset er .. kommen har fornommen 8.4.1 Og begge vor navne i himlen er skreven er du og bleven 188.6.2 tilsv. 18.6.7 jeg er hiulpet 168.8.0. - Efter har finder man i mss. alm. -et: har indtaget, vundet, givet III 169 163 (bibelcit.) 174, men også: har funden, vunden, overstanden, uddreven III 159 f. 139. Samme inkonsekvens i trykkene: har taget, drevet (A), fundet (H) 126.8.2 v. s. a. har funden, bunden (A), har funden ( forsvunden) 172.1.3-4 fornommen (se ovf.); -en rettes delvis > et i J1, s. d. - Særlig mærkes i P formen: alle vare bortgaaene fra graven III 154, formen var ikke ualm. i samtiden, se ODS u. gaa.

✂ 20) Præsens participium på -es er alm. i mss.: anlangendes V naar den er nærværendes, blev hun staaendes III 156 skiønt uvidendes III 157 siddendes hos Guds høyre haand III 172, vist noget sjældnere i A-I, se u. J1.

✂ 21) Afledning. Der skrives undskyldning, befaling V. Se u. J1.

✂ 22) Enkelte ord. Salmehefterne har den tyske og sønderjyske form ville (dvs. vilje), dels hvor ordet rimer på stille 84.15.6, forestille 127.2.4 (jfr. dog i H: Villie spille 105.10.2), dels hvor metrum kræver to stavelser; hvis versemålet kræver 3 stavelser skrives derimod villie: 13.4.3. Om ændringer se u. J1. Både P og A-I skriver tilig, fx. A 18.4.3 III 152. - Om livlig/liflig se § 10.2. P har formerne tviil, tvile (III 160), ligesom trykkene, se u. J1 . - P har to steder ligge for legge (III 160 168), svarende til A 7.7.4. - Ordet linned har formen linden P III 146, jfr. Feilbergs Ordb. - vunder-verke (F) 153.2.2 genfindes i T2bc 29.10.1 (og tillægsstrofe efter 29.11); rettelsen til Under er (G2 J1 ff.) skyldes således antagelig sætteren.

✂ 23) Syntaktiske bemærkninger. Hjælpeverbet have er undertiden udeladt i inf.: ligesom hun vilde grædt hiertet ud III 148 hvo der da kunde seet III 157, jfr. Jeg burde været 37.5.2. - P har et enkelt tilfælde med »dobbelt supinum«: ellers kunde det vel ikke været skeet III 156-57. Nogle gange skriver P hendes for sin: at hun i hendes ungdom har været vild III 150, jfr. 157; ligeså trykkene.

✂

Konklusion.

✂ Undersøgelsen viser, at A-F i alle væsentlige træk (bortset fra brugen af stort bogstav) stemmer ret nøje med Brorsons privatortografi 20-30 år senere, blot at Brorsons retskrivning snarest

456

✂ er mere gammeldags og mindre konsekvent end salmehefternes. Enkelte særformer (som veedste, giorte, livlig, vunder-vercke) kan endog tyde på, at sætteren har fulgt manuskriptet temmelig bogstavret. Formentlig må han dog allerede i A-F have normaliseret brugen af stort bogstav, og i G2-I finder enkelte andre ortografiske ændringer sted. - Det kan tilføjes, at Brorsons private ortografi i hovedtræk stemmer med bibeloversættelserne fra hans samtid.

✂

III. Svanesang og prædiken.

✂ Når man vil danne sig en forestilling om, hvorvidt trykket af »Svanesang« og den dertil knyttede prædiken afviger fra Brorsons originalms., har man et kontrolmiddel i det egenhændige manuskript til prædikenen og to digte, som findes i Ålborg Katedralskoles bibliotek og er aftrykt ovf. s. 129-741). Skønt dette manuskript på titelbladet har ordene »til trykken overgivet«, kan det dog - som omtalt i udgiverens indledning III 24 f., jf. 255 - ikke have været brugt som forlæg for trykket, men en renskrift må ligge mellem dette og vort hs. De ændringer, der er foretaget, kan altså have mindst 3-4 ophavsmænd: forfatteren selv, udgiveren og sætteren (korrektøren). De mere betydelige indgreb er dog af en sådan art, at de efter al rimelighed må tilskrives forfatteren. M. h. t. afvigelser i ortografi og bøjningsformer olgn. er der den yderligere vanskelighed, at både manuskript og tryk har mange inkonsekvenser og dobbeltformer. Således har trykket som regel formen Engle svarende til Engler i ms., men 173 er forholdet det omvendte; man kan derfor ikke udelukke den mulighed, at forf. i sin renskrift har brugt formen Engle hyppigere end i vort ms., og at ændringerne altså til dels skyldes ham selv. På lignende måde har ms. ej v. s. a. ey, han: hand, saasant:saa sandt osv. Lykke:icke osv., siuncke:syncker osv.

✂ Også for Svanesangs-digtenes vedkommende må vi regne med

*1) Ved henvisninger betegner linietal foroven og forneden (2887 2887) henhv. trykket (over stregen) og manuskriptet (under stregen). 474

✂ muligheden af en renskrift (ved udgiveren) mellem originalms. og tryk, men her har rim og rytme sat snævre grænser for normaliseringen, og bortset fra nogle få rent ortografiske træk (ey > ej, ck > k(k), konsekvent brug af stort bogstav) synes der ikke at være grund til at mistænke afskriver eller sætter for vilkårlige indgreb i teksten.

✂ 1) Medens ms. ofte har lille begyndelsesbogstav i substantiver og af og til stort bogstav i andre ord (Jubiler er 136 I sær 169 Vunden 133 Din 138 Majestetiske 139), har trykket gennemført stort bogstav i substantiver (og substantiviske ord). Kun pron. Eder skrives i ms. alm. således, i trykket eder 132 ofl. (jf. Dig > dig 132, men dig > Dig 162). I enkelte tilfælde skriver Brorson første led i en sammensætning med lille, sidste led med stort: hoved-Maanet, hovet-Sag 132 149 155 ofl. (men: Bygnings Mændene, Hoved-hiørne-steen 132). Efter punktum har ms. ofte lille bogstav, medens trykket altid har stort.

✂ 2) Brugen af Interpunktion og Bindestreg er ligeledes normaliseret i trykket; manskriptet har i princippet den samme brug af komma foran og efter bisætninger (også relativsætning uden som) samt adverbielle indskud, men er mindre konsekvent; navnlig findes ofte komma for punktum (eller omvendt), og brugen af bindestreg er yderst vilkårlig: Riber-Domkircke 129 var den lyse-Side 137 for meente 157 formeget 136 lin klæder 146 saasant:saa sandt ms. til 295.2.3. - Jf. ovf. om A-I.

✂ 3) Dobbeltskrivning af lang vokal er - i overensstemmelse med tendensen i tiden - reduceret betydeligt i ms., når man sammenholder dette med tryk og afskrifter fra Tønder-tiden; i trykket forsvinder manuskriptets få tilfælde med fordobling af andre vokaler end e og i i lukket stavelse, fx. Lyys 134 148 ofl. Bruud 160 leedte 164 (men hine > hiine 136; ene > eene 295.1.7).

✂ Brugen af stumt e er vist kun ændret i adj.: faae > faa 144 152 ofl. (modsat verbet at faae). I digtene finder man påfaldende hyppigt skrivemåder som Soel, Stoel. - Persohn ændres til Person 138 140 148. I digtene finder vi derimod h i Gevæhr 323.1.11 Vahre olgn.

✂ 4) aa er en enkelt gang rettet til o (forlaarne 151; forloret kaaret nr. 307.11 f. kan derfor bero på rettelse; sml. Taare uden fore 307. 33 f.); skrivemåden hart, der i J1 ændredes til haardt (s. 458), er bevaret, både i prædiken og digte. Overmåde hyppigt ændrer trykket (kort) e > æ, navnlig i ord, hvor æ i roden alternerer med a eller aa: Trengsel, Fengsel, lengsel, betencker, befestet, forfengelig, forkrenckelig, nevner, Majestetiske; beskiemmer > beskæmmer 153; men også i andre ord, især foran og efter r: Retferdighed, forferdelig, verdige, trette (173). Den omvendte ændring findes i enkelte ord: ræt > ret 130.19 lægges > legges 133 135, æmbede, Sælskab, stæd; specielt ved lang vokal efter i: kiært (og kiert) 136 ff. > kiert, Siæl (Siel) > Siel 138 ff., forgiæves > forgieves 150. I evig har ms. normalt e, men bevarer et par steder den gl. form ævig; trykket retter til ævig 295.2.9, jf. 295.4.9.

✂ I digtene synes forfatterens retskrivning at være bevaret i noget højere grad, selv om æ-formerne også her er hyppigere: Tænk 284.2 Fæst 284.3 hæfter 284.3 osv.

✂ 6) Trykket bevarer iu i siung 130.20 160 (jf. nr. 299.1.1 og 300.1.4 osv.), siuncke 155 (men både ms. og tryk har syncker 295.1.2).

475

✂ 7) I superlativ rettes -iste til -este 134 141 ofl., jf. nr. 287.3.8; men menniske bevares. I bestemt form ændres himlen til Himmelen 170 ofl.

✂ 8) ck for k i ind- og udlyd ændres både i prædiken og digte konsekvent til k(k). Den sjældne skrivemåde ch rettes i Patriarcher > -k- 145.

✂ 10.1) Trykket retter konsekvent ey, øy > ej, øj; også ms. har en del steder ej for ey, men det er ofte vanskeligt at afgøre, hvad der står. Ved anvendelsen af større skrift har trykket ei: Speil Feil 290.8.6, 8. - ieg rettes til jeg.

✂ 10.2) Nogle få tilfælde med f for v normaliseres i P: nafne 142 147. I digtene er f hyppigere end i ms.: Lifs 286.1.3 288.3.3 ofl. Løfsal 352.2.12 Stefne 290.1.7 lifsaligste 288.1.8, jf. Straf gav 317.1; spec. i ordet Lof (= pris), Lofsang 302.4.8 345.2.6 (6 exx. noteret mod lov 293.3.11, jf. Lov både i ms og tryk s. 130.10). Derimod rettes den karakteristiske Brorson-form livligste > lifligste 140, jf. 287.1.4 314.1.2.

✂ 12) Trykket fjerner stumt d i gandske, ald, hand, kand, mand (pron.) samt i de usædvanlige former forvendte 173 indtet 142 hendted 295.2.5; det indsætter etymologisk d i mit i 141 (s. 166 har også ms. midt; derimod har digtene normalt mit, fx. 284.2.4 302.3.7); i 285.2 har ms. først saasant (= tryk), i gentagelsen saa sandt; trykket bevarer skrivemåder som got, hart 157 ofl.

✂ 13) hovet, maanet rettes til Hoved, Maaned 132 155 ofl. (men fremmet 349.1.4).

✂ 14) Ændringer af genusformer er sjældne: vort (> vor).. menniske 142 i vor (> vort) stæd 163. - ingen Raad > intet Raad 295.1.9.

✂ 15.1) Engler, Dievler, Discipler erstattes ofte af former med -e (men Engle > Engler 173 Disciple > -er 154; Engle 288.2.4 ofl.; Apostlerne 130). Taare > Taarer 159 (jf. ovf. s. 453). Den latinske form 3 Mariæ afløses af Marier 140; jf. genitiv Magdalenæ > Magdalene 130.

✂ 15.2) Verbers (og participiers) flertalsform gennemføres i trykket mere konsekvent end i ms.; dog ikke i modalverberne (155 169 ofl.) og ikke altid ved har (142). Jf. dog døe vi > døer vi 159 samt (i begge kilder): vil vi være vis i 155. Den hyperkorrekte form nogle indføres i: Vil vi dog hellere miste alting end nogen (> nogle) af vore Lemmer 154. - ingen Raad > intet Raad 295.1.9.

✂ 16) De gamle genitiver på -sens er ikke så hyppige som i TrK; nogle bibelske udtryk med livsens bevares i trykket (se s. 453), derimod rettes Dødsens 160 Korsens 153 (andre steder har ms. korsets se s. 453). I digtene finder vi Lifsens... Træe 289.1.2, men ellers Livets 291.1.3 316.2.7 Gravens 346.3.10 Dødens (Fyrste) 297.2.6 ofl. Syndens 290.5.4 Kiødets 333.2.4. Det kan ikke afgøres, om disse former stammer fra digteren. - Daabs > Daabes 142.

✂ 17) 2. persons-former på -(s)t er ikke bemærket i prædikenen; kun få exx. i digtene, navnlig est du 290.7.4 (men du vil, maae smst.), blevst 318.2.1.

✂ 19) Ændring af tempusformer er påfaldende sjælden; jeg har noteret normalisering af de særlige Brorson-former veedste > vidste

476

✂ 157 ofl. giorte > giorde 132; knuset > knust 168 (men har knuset 295.4.3). I digtene finder man (i modsætning til -dt i J4) part. som blev fød Kiød 288.1.6 bereed 292.1.7 forraad 318.1.12. - Guds Udvalde sammenkalde (inf.) 346.2.8 (jf. s. 454). Desuden præs. faer farer 169 (men bær bevaret 148). - bortgangen er ændret til bortgaaen 139, men denne form findes også i ms. 154.

✂ 21) Befalinger > Befalninger 155.

✂ 22) tviil(e) rettes til tvivl(e) 156 160 ofl. ligger > legger 168 171. - siger hand om sine (> hans) svage Disciple 154 (men fx. 167 bevares: hand giver hende saa got et Budskab til hans Disciple). - mere > meer 154 161 172; jf. fleer' 130.11. - tilforne, hvorfore > tilforn, hvorfor 159 146. - fornøden > fornødent 154. - fornemste > fornemmeste 142 ofl. og > ogsaa 138 146 153 mfl. - evindeligen, visselig en > evindelig, visselig 166,173 (bibelcit.); den omvendte rettelse 145 (klarlig > klarligen). - Om udskiftning af forældede gloser se s. 255, jf.: sige... god Nat > sige... Farvel 171. Det ejendommelige udtryk tencke derhen, herfra (jf. nr. 262.1.2) afløses af omskrivninger 159 171 ofl.

✂ 23) Af syntaktiske ændringer bemærkes navnlig flg.: (1) den som foransat artikel uden adjektiv erstattes af andre udtryk: det er den (> en) fest frem for alle Fester 132 den Goel > deres G. 133 i den livsens Bog > i L. B. 144 den din Taare-Strøm > den Strøm af Taarer 156, men bevaret: Maria den Cleophas Hustrue 141 (bibelcit.).

✂ Ms. har den hen visen de til ingen: ingen... skal tvile... naar den (> de)... 160.

✂ (2) Hvor en (guddommelig) person er betegnet med pron., indsættes ofte den fulde betegnelse (som mere ærbødig): hans > Guds 134 136 137 138 140 ham > Vor Frelsere 150 hand > Herren 169 hendes > Mariæ Magdalenæ 141 150 157; omvendt: Jesum > ham 168 170.

✂ (3) Manuskriptets levende, men noget springende brug af historisk præsens er gennemgående rettet til præteritum, se fx. Persohnen, for hvem hand først aabenbarer (> -ede) sig 1383 13510 1409 1486 ff. 15610 15710 1586 (kun en enkelt form rettet) 15818 16513 (er) 16611 (har) 16914 (skal); jf. nu > da 1554.

✂ (4) En løsere (parataktisk, ufuldstændig eller uregelmæssig) sætningsforbindelse er ikke sjældent ændret til en fastere periode: Derimod har > da derimod ingen har 142 thi det samme har > som har 147, jf. 1349 1586 169 (nederst) 170-71. Således ofte hvor ms. ved de mange inddelinger har en forkortet eller ufuldstændig sætning: 3) hvor yndigt er det ikke > 3) hvor yndigt det er... 148. Et led er indført foran (3) og (4) s. 156 for at motivere inversionen; se også 162 (III,1 (a)) 1631. Derimod er konstruktionen i et nyt afsnit brudt i trykket: 1561.

✂ (5) Udvidet brug af det bøjede relativpron. hvilken, fx. for hvem > for hvilken 138 140 som icke > hvilken ej 147 I den (> hvilken) henseende hun og videre skal forkynde dem 169; men hvilcken erstattes af andre former, fx. 141 (> og).

477

✂ (6) I 18. århundredes sprog finder man en brydning mellem en ældre skriftsprogstendens til at stille adverbielle led foran bisætningsverber og infinitiver, og en yngre, af talesproget påvirket, tendens til efterstilling. Vor tekst viser ændringer i begge retninger: (a) Foranstilling: for hvem han aabenbarede sig først > først aab. sig 1383. Men vi nøyes dennesinde, for tiden at spare, med.. > Men, for T. at sp., nøjes vi... 14512 14610 1478 det var... det sidste ord, som hun fick at høre... tenckte hun > at hun skulde sidste gang, efter hendes Tanker, høre ham paa Korset 162. - Andre bestemmelser foranstillet: det var bekiendt nock for hele Verden > det var al Verden bekiendt 164. - Foranstilling af let bestemmelse: Mand siger den gandske Dag til mig > til mig d. g. D. 166 er kommen saa mild og blid igen > igen s. m. o. b 174. - (b) Efterstilling: aabenbar os og jo mere og mere Din uovervindelige Kierlighed til os > aa. os ogsaa din u. K., jo m. og m. 138 15013 1584 15917 (først); saa let tenckt herfra > tenkt saa let paa deres rette Hiem 171. - Efterstilling af tung bestemmelse: af Guds ord og daglig forfarenhed kiendeligt > kiendeligt baade af osv. - Brorson bruger påfaldende hyppigt (efter tysk mønster) en indrømmende hovedsætning af typen Var hun dog bekiendt nock af andet 160; disse gengives som regel uændrede af trykket, men det anførte sted er sætningen omtydet til et spørgsmål ved indsættelsen af ikke: Var hun dog ikke bekiendt nok...?

✂ (7) Et par steder fjernes meget tunge bestemmelser til et substantiv: bestraales af den, fra sin gravs Mørcke saa deylig fremskinnende Retferdighedens Sool 134. Tilsv. s. 1709.

✂ Ms. har på enkelte steder rim, der udelades i trykket (vel fordi man hævdede, at rim var upassende i god prosa): kierlige og herlige 138 paa det mægtigste og prægtigste 144; således også Vaagen og Kaagen (dvs. gloen), løben og kiøben i det overstregede stykke s. 174; jf. reent og rundt > kierlig og rundelig 173. Dog bevares den stående folkelige forbindelse hige og fige herfra 172 (jf. ODS u. fige 2).

✂ Skønt rettelserne gør et lidet konsekvent indtryk, tenderer de i det store og hele mod en klarere opbygning og en mere logisk-korrekt form; til gengæld går undertiden den ejendommelighed tabt, som for nutidslæseren er det mest karakteristiske og indtagende ved Brorsons sprog; evnen til at fastholde talesprogets jævne udtryk og bevægende tonegang; der udelades livfulde småord som ganske eller nu (134); man savner en ugrammatisk, men levende tempusomskrivning som at... de mægtigste i Verden sielden har vildet haft deres Børn ved Daaben anderledes opnevnede (142). Ofte udskiftes dagligdags udtryk med mere stive, fx. da skulde det vel staaet hart, inden de havde beqvemmet sig til, at lade sig frelse derfra (151). Den lampe kan snart gaae ud (> slukkes) (154) at jeg ikke kan komme til (> nyde den Trøst) at salve ham (156). Det er derfor, at > saa er det Aarsag, hvorfor (171). - Udeladt er vendinger som: Var det saa glædeligt for Maria Magdalena... at see ham her, hvad, naar I skal see ham der? (167). Saa giør Eder nu ret til Gode, I Troende (173). Thi den stund vor kiære frelsere levede, vilde hun icke fra ham. Der var hun sicker nock (161).

✂ Ej heller føler man det som en vinding, at trykket strammer en

478

✂ passage, hvor taleren ved varieret gentagelse af jævne ord har fundet et levende sprogmelodisk udtryk for sin bevægelse: ja! o hvor deyligt vil det da komme igien (143). O den din Taarestrøm (156). - Hvem leder du efter? hvad giør du her i haven? hvad søger du i Graven? (164; citat fra arien nr. 295.3.2-3). Flere tilsvarende stramninger s. 164 f. Et enkelt sted griber trykket tilbage til en stivere konstruktion, som var rettet i ms.: saadan deylig (i ms. rettet til: saa deylig en) Guds Tempel 1605.