Brorson, Hans Adolph FILOLOGISK REDEGØRELSE

FILOLOGISK REDEGØRELSE

FOR DE VIGTIGSTE TRYK OG HÅNDSKRIFTER

AF

PAUL DIDERICHSEN

424

        

425

Som allerede påpeget i anmærkningerne til L. R. Tuxens og P. A. Arlauds udgaver (1865 og 1867), er der i de forskellige tryk af Troens rare Klenodie foretaget en række ikke uvæsentlige sproglige ændringer. Nærværende udgave gengiver - ligesom Arlauds - fjerde oplag af Klenodiet (J4), hvori der er foretaget en gennemgribende normalisering af ortografien. Der melder sig følgelig det spørgsmål, hvilke træk i udgavens sprogform der hidrører fra sætterne og således giver et falsk billede af Brorsons sprog.1) For at besvare dette spørgsmål må man dels undersøge, om Tønderhefterne kan antages at følge digterens manuskript med nogenlunde troskab (bortset naturligvis fra de mange trykfejl), dels opgøre forandringerne i hver udgave for sig og konstatere, om tilsvarende justeringer har fundet sted i digterens privatortografi. En sådan undersøgelse vil først og fremmest vise den filologiske benytter, på hvilke punkter han ikke kan slutte fra udgaven til Brorsons eget sprog. Men den vil tillige kaste lys over det danske skriftsprogs variationer og tendenser i et vigtigt afsnit af dets historie.

En fuldstændig registrering af materialet fra alle udgaver ville kræve et arbejde, der stod i et urimeligt misforhold til de resultater, man kunne vente. Man har derfor indskrænket sig til en gennemgang af det fuldstændige kollationeringsmateriale (der kun i udvalg er optaget i apparatet) og til stikprøver af de forskellige tryks ortografi. Af Brorsonmanuskripter er gennemgået

* 426

det store egenhændige prædikenmanuskript fra digterens sidste år (trykt i nærværende udgave III 132 ff., nedenfor anført under signaturen P) samt de i Rigsarkivet opbevarede egenhændige breve fra Brorson til grevinde Schack (fra 1758 og 1760). Dertil nogle vers i en almanak fra 1760 (nærværende udgave III 229 ff.) og den korte egenhændige visitatsberetning af 2. jan. 1747 i General-Kirke-Inspektions-Kollegiets Papirer, pakke 11 b (Rigsarkivet) (sign. V). De øvrige embedsskrivelser fra Brorson, som jeg har kunnet finde på Rigsarkivet, er alle skrevet af skrivere, og jeg har ikke kunnet opdrive egenhændige skriftstykker, der er samtidige med Tønder-hefterne eller den første samlede udgave af klenodiet. Da der således kun er taget hensyn til de træk i Brorsons sprog, som varierer i kilderne, kan den følgende undersøgelse ikke gøre det ud for en beskrivelse af Brorsons sprog1). Men grundlaget for en sådan foreligger nu, idet Det danske Sprog- og Litteraturselskab har ladet fremstille og alfabetisere et meget fyldigt materiale af citatsedler fra hele udgaven; det vil blive gjort offentligt tilgængeligt ligesom selskabets tilsvarende samlinger til en Kingo-ordbog.

I. Tøndertryk, originalmanuskripter og afskrifter

1. Tøndertrykkene2).

Af de 12 større og mindre salmehefter fra Tønder, som er bevaret, er de 5 (B, C, D, Eb, F) unica; og disse findes alle i den eneste komplette samling af alle kendte hefter, indbundet i et samtidigt bind og skænket (af pastor L. C. Hagen) til universitetsbiblioteket i København 1848 (se herom ndf. s. 432). Af de øvrige kendes gennemgående kun eet eksemplar ud over eksemplaret i samlingsbindet, af G dog 2, af H 3. Det er derfor muligt, at der kan have eksisteret Tøndertryk, som nu er helt forsvundet.

Rækkefølgen og indholdet af Tøndertrykkene er af væsentlig betydning for at forstå, hvornår og hvordan Brorson har opbygget det system, vi finder fuldt udviklet i Troens rare

* * 427

Klenodie. Da dette spørgsmål har givet anledning til stærkt divergerende opfattelser1), skal de bibliografiske data her underkastes en nøjere prøvelse. Forholdet mellem hefterne og klenodiet vil fremgå af følgende oversigt. Man bemærker, at Brorson i de enkelte afsnit normalt sætter de originale salmer foran oversættelserne (kun i H står de som regel på senere plads), og at der som regel er flest originaler i de første afsnit i hver af de 7 dele, færrest i de sidste. Hvert salmehefte (undtagen H) begynder med een eller flere originaler (således også III. Deel i J1 ); D indeholder dog - som angivet på titelbladet - kun oversættelser; det samme gælder VII. Deel i J1 . Tillæggene i J2 > og J3 > består næsten udelukkende af originaler, formentlig digtet efter 1739.

Trykkeri Årstal Sign. Del (med romertal) og (med halvfedt) i T. r. K. (numrene på originale salmer med kursiv)
Kieszbuy 1732 A I: 2 (nr. 5-11); 3 (18-19); 8 (53).
- 1733 B I: 1 (1, 2-4); 2 (12-13); 3 (14-16); 4 (20-21); 5(22); 7(42).
- 1734 C I: 8 (45-47, 48-52).
- - D I: 9 (54-57); 10 (58-65).
- - E II a: 1 (71, 72-74); 2 (75-76).
- - F IV: 1-14 (150-191); kun 150, 164 f., 185-187, 189 orig.)
Rotmer 1735 G2 I: 6 (27-41; kun 27, 29, 33, 40, 41 orig.).
- - H II b: 2-5 (105-128; heraf orig.: 107, 112, 114, 116-118, 126-128).
- - I V: 1-5 (192-223; heraf orig.: 192-94, 208, 213-214, 218-220).
II b: 1 (104).
? ? Ea II a: 3 (77-79); 4 (80-81; 82-84).
Eb II a: 5 (85, 86-88, 89, 90); 6 (91).
Ec II a: 7 (92-98); 8 (99, 100, 101); 9 (102-103).
Mumme 1739 J1 I: 3 (17); 5 (23-25, 26); 7 (43-44); 11 (66); 12 (67); 13 (68-69); 14(70); III: 1-4 (129-149; originalerne findes i 1 (129-32) og 4 (144-47, 149); VI: 1-3 (224-245; heraf orig.: 229-230, 240); VII: 1-5 (246-55, Tillæg (Morgen og Aftensalme: 256-57).
- 1742 J2 I: 1 (258-260); 3 (261); 6 (262); 8 (263); II: 6 (264); IV: 11 (265); GUds Lof og Priis (266, 267-269), Døden (272-273, 274).
Mumme [1747] J3 Guds Lof og Priis (270), Landeplage 1745 (271).

* 428

Da vi ikke kan vide, i hvilken rækkefølge hefterne er udkommet inden for samme år, er det eneste, som står fast, at de hefter, der indeholder I: 1-5, for størstedelens vedkommende er trykt før dem, der indeholder IIa-b, og at IIa og IV er trykt før V. Da således disse hoveddele er fremkommet i samme orden, hvori de står i T. r. K., tør man formode, at I: 6, der nu kun findes i »Andet Oplag« (G2 ), oprindelig er udkommet mellem B og C (denne plads har G2 i Hagens eksemplar). I så fald bliver det eneste klare brud på delenes rækkefølge fremkomsten af IV (F) året før IIb (H). Dette kan tolkes på to måder: enten har Brorson oprindelig villet stille »Troens Frugt« før »Troens Grund«, hvilket både strider mod rækkefølgen hos Schrader1) og mod hele opbygningen i Klenodiet; eller også er H optryk af et nu tabt hefte, der er udkommet mellem E og F. Denne opfattelse støttes af den iagttagelse, at G2 og H begge er trykt med samme sats, der afviger fra samtlige andre hefter, og at de i to af de bevarede eksemplarer er heftet sammen, skønt de ikke efter systemet i T. r. K. hører sammen. Angivelsen »Andet Oplag« på titelbladet af G2 kan da tillige gælde H, hvor den tilsvarende plads på titelbladet optages af ordene (Den anden Deel), dvs. af »Troens Grund «2).

Man skulle vente, at Brorson på tilsvarende måde havde udsendt et hefte med III. Del (Troens Midler) før F eller i det mindste før I, se note 3; men den omstændighed, at Pontoppidans salmebog (1740) ikke optager en eneste af de 20 salmer heri, så lidt som af de 33 i VI-VII, taler for, at der ikke har foreligget flere samlinger end dem, vi kender4); det er dog vigtigt at erindre, at salmer fra III og VI (således de 4 sidste af III) findes i den håndskrevne samling K (s. 416 f., 419) og altså er ældre end 1732.

At udgivelsen er standset i 1735, kan da tænkes at hænge sammen med, at Erich Pontoppidan i 1736 begyndte udarbejdelsen

* * * * 429

af sin salmebog; men det er under alle omstændigheder højst mærkeligt, at Pontoppidan ikke har skaffet sig det materiale, som Brorson havde liggende utrykt i 1736. Ej heller er Brorsons forflyttelse til Ribe tilstrækkelig forklaring på, at trykningen skulle være standset i 1735; hvis man i 1736 havde trykt lige så mange ark som i 1735 eller 1734, ville man have kunnet nå at trykke hele klenodiet i Tønder.

Hvis vore hypoteser om G1 og H1 er rigtige, er alle salmer i T. r. K. II og IV-V udkommet i 1734-35 med samme overskrifter, i samme typografiske udstyr (I viser dog enkelte småafvigelser, både i sats og ortografi, fra A-F) og muligvis i samme rækkefølge, som de har i den fuldstændige udgave. (Desuden er G og H så kommet i 2. oplag 1735). Derimod er der væsentlige afvigelser i orden og indhold mellem hefterne A-D og 1. del af Klenodiet, Troens Fryde-Fest. De 4 sidste afsnit fra Johannes den Døberes Dag til Alle Helgens-Dag (I: 11-14, med de 5 oversatte salmer nr. 66-70) foreligger ikke bevaret i noget Tøndertryk, skønt de på samme måde som indholdet af BCDG findes hos Schrader; og til afsnittene I: 3, 5, 7 bringer J1 7 nye salmer, hvoraf de 5 findes på tilsvarende plads hos Schrader. Fra og med heftet B er det dog klart, at der tilsigtes en opbygning parallelt med Schraders, selv om rubrikkerne hos Brorson konsekvent blot nævner den kirkelige højtid, hvortil salmerne hører, medens Schrader som regel forbinder en dogmatisk og en kalendarisk overskrift1). Ved udgivelsen af jule- og nytårssalmerne 1732 kan Brorson derimod næppe have haft tanker om at skabe en dansk Tøndersalmebog på grundlag af Schrader. Dels måtte han dog i så fald være begyndt med adventssalmer (disse kunne næppe forventes at fylde et selvstændigt hefte), dels måtte han have opsat trykningen af påskesalmen nr. 53 til et senere hefte; endelig finder vi først i B jule- og nytårssalmer oversat efter Schrader; A indeholder som bekendt kun originale salmer, bortset fra påskesalmen nr. 53, der i strofeform og melodi svarer til Freylinghausen, men

* 430

afviger fra Schrader1); i B er alle salmerne oversat efter Schrader med undtagelse af den indledende originale adventssalme: Fryd dig! du JEsu bruud.

Et særligt problem frembyder hefterne Ea-c, der alle mangler titelblad. Da de lige netop udfylder hullet mellem E og H og også efter rækkefølgen hos Schrader må placeres her, er det rimeligt (som antaget af udgiveren) at anse dem for trykt efter E som en slags tillæg til dette.2) Men det er dog ikke udelukket, at de kan være trykt først, og at E's påfaldende ringe omfang (1 ark mod mindst 2 fulde ark i alle andre hefter) beror på, at E skulle supplere Ea-c efter en ændret disposition. Hvis man går ud fra denne mulighed og tænker sig Ea trykt først, falder det i øjnene, at der m. h. t. fordelingen af originaler og oversættelser består et lignende forhold mellem Ea og Ebc, som mellem A og B: i Ea er 5 af de 8 salmer originale (herunder hele afdelingen om skabelsen, II:3), i Ebc er kun 3 af 14 originale. Ligesom der foran og uden for den systematiske række af kirkeårssalmer i B-D står en samling originale julesalmer, suppleret med en enkelt oversættelse fra et andet afsnit, ville der således foran og uden for det dogmatiske system i EHFI stå en samling originale skabelsessalmer, suppleret med et par oversættelser; og ligesom B meddeler det stof (adventssalmer), der systematisk går forud for A, medens C-D tilføjer fortsættelsen, ville E supplere Ea med hvad der hos Schrader går forud, medens Ebc ville efterskikke fortsættelsen. En af de 3 oversatte salmer i Ea (nr. 84) har Schrader som forfatter og tyder altså på, at Tonderisches Gesang-Buch (1731) har været benyttet ved udarbejdelsen af Ea, medens dette endnu ikke er tilfældet ved A. Det må dog indrømmes, at denne hypotese hviler på usikkert grundlag, og at man måtte have ventet, at den originale nr. 87 (Hvad hører jeg i paradiis), der i indhold og stil står nr. 78-79 nær, var optaget i Ea, hvis dette hefte egentlig skulle have været en samling originale skabelsessalmer.

* * 431

Hvordan, man end ser på dette, er det iøjnefaldende, at Brorson i Ea-c (ligesom i B) følger Schrader mindre trofast end i E-I. Ikke blot slår han Schraders gruppe 19-20 sammen til een, men 8 af de 14 salmer, som (iflg. Orluf s. 136) står i en anden rubrik hos Brorson end hos Schrader, stammer fra de 8 Schraderske afsnit (17-24), der svarer til Ea-c: nr. 84-85, 101-102 er optaget i Ea-c fra andre afsnit af Schrader, og nr. 105, 110, 134, 233, som hos Schrader står i de til Ea-e svarende rubrikker, finder hos Brorson først plads senere, i H og J1. Videre bemærker man, at E indledes med den eneste gruppe af salmer, som er flyttet fra kirkeårsrækken til afsnittene om Troen, nemlig rubrikken »Vom Gottlichen Wesen und Eigenschaften, oder: Am Feste der Heil. Drey-Einigkeit«; den står hos Schrader som nr. 11 blandt de rubrikker, der er knyttet til kirkeårets særlige højtider, men stilles i E forrest i det hovedafsnit, der her får titlen Troens Grund. Derved fortsætter E netop, hvor det sidste Tøndertryk med kirkeårssalmer (D) holder op. Hvis der ikke er gået et Tøndertryk tabt, som indeholdt Schraders afsnit 12-15, har Brorson altså med D afbrudt kirkeårsrækken for at gå over til samlingerne om Troens Grund (E, H1), Troens Frugt (F) og Troens Kamp og Seyer (I). 1)

Endnu to omstændigheder viser, at Brorson ved udgivelsen af E (og H) ikke endnu havde klenodiets disposition udarbejdet i alle enkeltheder: E angives ikke at være »første del« af Troens Grund, medens H har tilføjelsen (Den anden Deel); og den (hos Schrader manglende) rubrik Salighedens Orden, der i klenodiet indleder anden part af Troens Grund, findes som slutning på hefte I (Troens Kamp og Seyer). 2)

En særlig interesse knytter der sig til det eneste bevarede fuldstændige sæt af hefterne, idet der heri med blæk er indført en del rettelser og tilføjelser, der muligvis (til dels) kan hidrøre

* * 432

fra forfatteren. Samlingen findes på Universitetsbiblioteket i København (katalog O 3380) og er indbundet i et samtidigt hellæderbind med træplader i siderne. Foran hefterne findes Nicolai Brorsons Sidste Afskeed Med sin .. Egte-Hustrue Anna Christine Brorson (trykt i Flensborg 1727), der afsluttes med et mindedigt af Hans Adolph Brorson (nærv. udg. III 207 f.). Dette tyder på, at samlingen stammer fra Brorsons nærmeste kreds (også Johanne Christina Rieses eksemplar af A (se ovenfor s. 422) er indbundet sammen med dette mindeskrift). På bindets inderside findes ejernavnet Hagen 1) samt flg. notits: »Af Pastor Hagen i Medolden foræret til Universitetsbiblioteket 1848«. - Laur. Chr. Hagen (1808-1880) var 1840-55 præst i Medolden i Vestslesvig, hvor Broder Brorson var præst 1722-36, altså netop i de år, da hefterne udkom (1732-35). Det er muligt, at trykket har været bevaret her2); Hagen har nemlig ikke kendt det, da han i 1834 udgav Troens rare Klenodie, idet han i forordet angiver, at han af Tønderhefterne kun har kendt to fra 1735.3) Da de fleste rettelser består af enkelte bogstaver, kilet ind mellem de trykte og ofte tegnet efter disse, er det vanskeligt at afgøre, om de er udførte af samme hånd, og umuligt at se, om skriften kan være Brorsons. Da blækkets farve veksler, og da nogle rettelser er udført med latinsk skrift, andre med gotisk (alm. skrift eller efterligning af tryk), er det nok sandsynligst, at der har været flere hænder i arbejde. Det er også tydeligt, at rettelserne i de forskellige hefter er af forskellig beskaffenhed. Det er altså ikke samlingen som sådan, der er blevet gennemrettet, men de enkelte hefter, hvad der kunne tyde på, at rettelserne har fundet sted, før hefterne blev sammenbundet. Dette er i al fald tilfældet med et par rettelser, der er beskåret ved indbindingen (Syndom > stundum C 52.9.3 [J]a vi maa Ea 83.4.10). Derimod er andre rettelser (i G) tilkommet efter indbindingen, idet de erstatter linier, der er blevet bortskåret

* * * 433

(nederst på siden). Disse er dog rimeligvis også af gammel dato, idet en enkelt af dem (27.9.2) stemmer med G2 ved at have triner, hvor alle senere udgaver har træder.

De mest interessante træk frembyder H. Allerede Arlaud bemærkede, at eksemplaret i samlingsbindet (i vor udgave: Hb) på et par steder afveg fra de øvrige eksemplarer af samme hefte (Ha), skønt satsen i øvrigt er den samme.1) Disse afvigelser giver visse holdepunkter for en bestemmelse af de to varianttryk: 105.18.5 stemmer er i Hb med den tyske originals ist, medens vor i Ha er meningsløst; J1 har blev, der af Arlaud regnes for en rettelse af vor, opfattet af sætteren som trykfejl for var; Også varianterne til 105.5.3 tyder på, at Ha har været forlæg for J1: stor underlig (Hb) er en påfaldende (næppe autentisk) læsemåde, der ved korrekturen er blevet til saa underlig, som findes både i Ha og J1-7. Også 107.2.2 synes det rimeligst at opfatte Stemmer i Ha = J1 som en rettelse af Stemme i Hb, idet der derved bliver bedre overensstemmelse med flertalsformerne i næste linie. Det synes altså nogenlunde sikkert, at J1 er aftrykt efter Ha, og at Hb er et fortryk eller korrektureksemplar, hvori visse rettelser (i Ha) endnu ikke er udført, medens andre er markeret med blæk.2) Men da ændringerne i Ha ikke er markeret i Hb, og omvendt blækrettelserne i Hb ikke er udført i Ha, er Hb ikke den korrektur, der er indsendt til trykkeriet. Ikke des mindre gør Hb indtryk af at være en af forfatteren rettet eller udfyldt korrektur. En del steder mangler der nemlig bogstaver, uden at der ses spor af rasur. Disse steder (hvor sætteren måske ikke har kunnet læse forfatterens ms.) er udfyldt med blæk i Hb, men med trykte bogstaver i Ha. Her viser det sig nu, at blækrettelserne i Hb indeholder de rigtige læsemåder, medens Ha har indsat mindre gode eller helt meningsløse konjekturer. Nr. 123.4.1 har Hb (de med blæk på tomt rum indførte bogstaver sættes her i parentes): [In]d herind (ty orig.: ein hinein), medens Ha indsætter den mindre rimelige læsemåde Gud herind, der i J2 erstattes af læsemåden fra Hb. I nr. 120.9.2 har Hb

* * 434

Forba[rm]else, medens Ha skyder ved siden af med læsemåden Forbandelse (J1, der ellers følger Ha, har her indsat den rigtige læsemåde). Endelig har 107.1.3. i Hb [M]æle, medens Ha gentager rimordet Siæle. Her har ingen senere udgave optaget den formentlig oprindelige læsemåde Mæle, som derfor heller ikke kan være indført i Hb efter senere tryk.1) Det er naturligvis ikke udelukket, at en anden end forfatteren selv (her så vel som de andre steder) kan have gættet sig til det rigtige (jfr. læsemåden i vore nyere salmebøger, som Arlaud ikke mente at turde optage), men der er sandsynlighed for, at vi virkelig i Hb har autentiske udfyldninger, der af en eller anden grund ikke er kommet trykkeriet i hænde. Det er påfaldende, at Ha på de først omtalte steder har gode rettelser (hvoraf er > vor ikke synes at kunne tilskrives sætteren), men at udfyldningerne af de tomme pladser til gengæld synes foretaget fuldkommen tankeløst. Det bør bemærkes, at både Ha og Hb lader flere åbenbare trykfejl stå uændrede, fx. Unsyynlig 105.5.5. For fuldstændigheds skyld tilføjes, at Hb med blæk retter de åbenbare trykfejl Thi for Til 105.20.6, Guds for Gud 107.7.6, sletter det urigtigt gentagne du (106.14.4) og rigtigt indsætter frem 122.2.2 (genindsat i J1), medens alle disse fejl bliver stående i Ha.

Om ændringerne i de øvrige hefter gælder det på tilsvarende måde, at de ganske visst ser ud som (lidt tilfældige) korrekturrettelser, men at det ikke i noget tilfælde er konstateret, at rettelserne er bragt til udførelse i andre eksemplarer af samme hefte, hvor sådanne foreligger. Det må dog bemærkes, at B, der er mest konsekvent gennemrettet, samt C, D, Eb, F kun foreligger i samlingsbindet, så at det ikke kan vides, om der har eksisteret et rettet tryk. En anden mulighed er, at rettelserne (delvis) er udført med henblik på den samlede udgave (J1), men dette synes heller ikke at være tilfældet. Ganske visst stemmer særdeles mange af rettelserne med J1, men da det langt fra gælder dem alle, og da de overensstemmende læsemåder næsten kun er rettelser af oplagte trykfejl, inkonsekvent ortografi og interpunktion, kan der ikke bygges nogen slutninger på dem.

* 435

Ej heller Tuxens udgave (se s. 434 note 1), der lægger samlingens rækkefølge af hefterne til grund, stemmer overens med disse rettelser; de er altså ikke foretaget af Tuxen.

Langt de fleste rettelser består i tilføjelse (sjældnere fjernelse) af komma eller andre interpunktionstegn og bindestreg; dertil kommer (navnlig i B) en regulering af dobbeltskrivning: fordobling af u og e, i indføres i bruud, reene, foreening, viise(r), medens y forenkles i Bryynde (16.1.4). Sætteren af B (og Ea) synes at have en forkærlighed for fordobling af konsonant på forkerte steder (Himmle(n), sammle, Lemm, Offrer, Herrlighed - germanismer?); her indføres forenkling. I Ea indføres den i heftet normale form Ney for Nei (80.5.8), ganske rettes til gandske, pyndet til pyndtet, vedstu til veedstu (men viltu til vil du i B). I ikke få tilfælde er det umuligt med sikkerhed at læse, hvad der har stået, før rettelsen indførtes. Dette medfører, at vor udgave for B, C, D, Eb og F's vedkommende (hvor andre eksemplarer ikke foreligger) har måttet citere blækrettelserne, hvis Tøndertrykkene afveg fra J4 på de pågældende steder. I disse tilfælde kan man altså ikke være sikker på, at ikke en forkert konjektur har overdækket en oprindelig læsemåde. Jeg har dog ikke fundet nogen steder, der giver anledning til alvorlig mistanke, og hvis rettelserne (hvad intet synes at tale mod) er af forfatteren selv, er der end mindre grund til bekymring.

Ud over rettelser af ortografi og interpunktion samt af åbenbare trykfejl har jeg noteret flg. (en del rettelser, især i Ea-c, er markeret med kryds i marginen til støtte for korrektøren) -

A: kunde > kaade (== J1-7) 19.4.3 (denne fejl går igen i T1, se s. 405).

B: at(?) > af (ad J1-7) 1.12.4. - kand (tilskrevet i margin som rettelse af et udraderet ord) synes at være en bedre læsemåde end skal (J1-7) 4.7.2. - til vil decke > vil tildekke (== J1-7) 4.8.3. - Jesus (BJ1-7) > Jesum 12.9.4 (utvivlsom forbedring af et sted, der ellers kunne være uklart). - hos > os 42.6.2. - Hvi > vi 42.6.3. - følen > føler 42.6.5 (rettelserne delvis bortskåret ved indbindingen). - I to tilfælde rettes fælleskøn til intetkøn ved ord, der hos Brorson ofte(st) er neutrum (din Lemm 12.15.2 (mod 9 eks. på intk. kun 1 på fk.: 147.9.6), min kyss 20.1.3 (samme rettelse i J1,4,5, jfr. ndf. s. 460).

C: Dig > Din 50.5.6. - giest(?) > gnist 48.3.1. - skiønne > skidne 48.3.7 (den rette læsemåde indført i J1). - Gud > Gid 48.5.1.

D: Mange utydelige eller manglende bogstaver er optrukket, men

436

det fremgår altid klart af sammenhængen, hvad der mangler. Mellem dens og skidne 60.4.5. er noget udraderet. Mellem med og den indføjes din, så metret bliver rigtigt 61.1.6. - for > før 61.2.7.

E: Kun enkelte kommaer tilføjet.

Ea: dem > dend (dend J1) 77.4.3. - Helved Raver > Helved Slaver 80.3.3. - Da > de 80.5.5 og 7. - soue > søge 80.9.3. - Da er hand meer > da er det meer 80.11.3. - Sagger > Sagen 80.11.4. - Kan > Kun 80.12.1. - Favne > Favn 81.13.3. - At vi skamme > [J]a vi maa skamme (at vi maae skamme J1; her kan der altså ikke være rettet efter senere udgaver) 83.4.10. - Søn > sig 83.7.6. - Alle Dage > Lede, Drage (== J1-7) 84.1.7. - Fornuften > for Fornuften 84.10.1. - [..] et > eget 84.10.4. - Tugen[?]s > Tugtens 84.11.3.

Eb: Sa(g)gen (første g meget svagt) > Sagen 86.3.31, 7.11 (men trykfejlen en for er i samme linie ikke rettet). - vekes > vekkes 87.11.4. - Og > Op 88.13.5. - agte > agter 89.6.6. - Lydsk > Kydsk 90.8.2. - Hvo > Hvor 91.7.8.

Ec: Kun en enkelt tilføjelse af tysk originals førstelinie (nr. 100).

F: jeg med Sorg > jeg med min Sorg 153.3.1 (denne rettelse synes autentisk, da den genindføres i J3 i stedet for jeg nu med Sorg J1-2). - veden > verden 188.4.3 (denne autentiske læsemåde først indført i J2 i stedet for vreden J1).

G: Heri ingen rettelser bortset fra erstatningen af de bortskårne linier (se s. 432), måske fordi det er andet oplag.

H: Se herom ovf. s. 433.

I: Ingen rettelser bemærket.

De fleste af hefterne (undtagen B G2 I) anfører gennemgående førstelinien af den tyske original ved de oversatte salmer. Disse angivelser er kompletteret med blæk i hefterne B, C, D, Ebc, men tilføjelserne skyldes næppe samme hånd; en del af dem er beskåret ved indbindingen. På lignende måde er en melodiangivelse tilføjet i Ea (nr. 80: Guds Godhed ville vi priise).

Særlig opmærksomhed fortjener rækkefølgen af hefterne i samlingsbindet. Udtrykt med udgavens signaturer ser den således ud: Ea Ec Eb A B G2 C D E H I F. Denne rækkefølge kan næppe skyldes kendskab til klenodieudgaverne 1739 ff. eller viden om forfatterens systematiske plan, da Ea-c og F i så fald måtte være placeret mellem E og H. På den anden side er hefterne ikke sammenbundet i tilfældig orden. A-D er ordnet efter kirkeåret, hvorved navnlig bemærkes, at G2 er adskilt fra H og anbragt på den systematisk rigtige plads, skønt de to hefter har samme, fra de øvrige afvigende sats og format (se s. 428), og skønt trykkenes kronologi derved brydes. H er anbragt umiddelbart efter E, fordi den angives at være anden del af Troens Grund.

437

Forklaring savner kun anbringelsen af F på sidste plads (skønt den både i systemet og kronologien står før I) og af de tre små hefter uden titelblad forrest i samlingen. Den sidste omstændighed kunne muligvis bero på viden om, at Ea-c indtog en særstilling i seriens tilblivelseshistorie (jf. s. 430). I al fald må ejeren ad privat vej have haft kendskab til, at disse hefter var forfattet af Brorson, da intet i hefterne selv vidner derom.

2. De håndskrevne salmesamlinger.

Om samlingernes almindelige beskaffenhed og de anvendte signaturer henvises til udgiverens indledning III 396 flg.1) For at lette overblikket over salmernes fordeling på de forskellige hefter meddeles her en tabellarisk opstilling.

Nr. i T.r.K. Oversat efter Først trykt K R S T1 T2a T2b T2c T3
6
A nr. 2
nr. 03)
Jul: XV
7
- - 3
- XVI
8
- - 4
- XVII
10
- - 6
- XVIII
18
- - 8
Nyt Aar III
19
- - 9
- - IV nr. 1
nr. 16
29
G2 - 3 I, 10
Chr. Lid. IX
nr. 1 nr. 2
33
A - 7 I, 14
53 Freyl.2) =- =- 10
Paaske III
58 Schr. D - 5
S
86
Eb - 2 I, 7
nr. 8
107
H - 3
nr. 8
108 Schr. - - 4
- 7
114
- - 10 I, 4
115 Æ. Orig. - - 11 I, 6

* * * 438

Nr. i T.r.K. Oversat efter Først trykt K R S T1 T2a T2b T2c T3
116
H - 12 I, 5
117
- -13) I, 1
118
- - 14
131
J1
nr.71)
144
- I, 8
145
- I, 16
146
- I, 15
S
147
- I, 3
150
F nr. 1 I, 12
156
- - 7
nr. 9
nr. 13
162 Freyl. - - 13 I, 13
- 2
- 14
164
- - 15
- 4
- 18
165
- - 16
S
168 Schr. - - 19
S
173 Schr. - - 24
- 17
197 Schr. I - 6
S
203 Schr. - - 12
S
207 Schr. - - 16
- 6
208
- - 17 I, 9 nr. 5
210 Æ. Orig. - - 19 I, 11
214
- - 23 I, 2
- 3
215 Schr. - - 24
- 5
230
J1
- 19
245 Freyl. - III, 2
256
- III, 3 nr. 1
257
- III, 4 nr. 2
Forfatter:
(275) Nic. Br. J3 III, 5
(276) Br. Br. - III, 1
(279) Nic. Br. J1
nr.112)
(281) - -
nr. 13
(282) - -
nr. 5

* * 439

Oversigten viser, at hs. T1 indholdsmæssigt omtrent svarer til Tøndertrykket A, medens K I indeholder salmer fra Eb F G2 H I J1, koncentreret om Nadver- og Omvendelsessalmer, men i en rækkefølge, der kun for enkelte smågruppers vedkommende svarer til trykkene. K III har kun stof fra J1, medens T2-3 ikke indholdsmæssigt har tilknytning til bestemte tryk. T2a og T3 har en lille gruppe salmer fra F fælles (156, 162, 164), dertil nr. 19 (efter A). I øvrigt forekommer nr. 29 i 4 hss., nr. 19, 162 i 3 hss., nr. 86, 146, 214 i 2 hss., hvilket gør det muligt at få et indblik i håndskrifternes indbyrdes forhold.

Om alle afskrifterne gælder det, at de stemmer med det ældste tryk, hvor dette afviger fra de senere udgaver, bortset fra få og uvæsentlige tilfælde, hvor afskriver og senere tryk begge (uafhængigt af hinanden) har indsat en mere moderne form, eller hvor trykfejl i førstetrykkene er blevet rettet i senere tryk.

Af de 19 salmer i K forekommer 8 tillige i andre hss., således at der ikke er noget hs., der ikke har mindst een salme fælles med K. Intet af hss. S T1-3 kan imidlertid have benyttet K, da dette overalt har særvarianter, der ikke er optaget i de andre; og af tilsvarende grunde kan K næppe have benyttet noget andet kendt hs.; ej heller kan der påvises fælles fejl i K og S T1-3, som kunne tyde på, at der lå en fælles kilde mellem dem og Brorsons originalhåndskrift1). Derimod er der både i indhold og i enkelte varianter slægtskab mellem K og Johanna Rieses håndskrevne tillæg til A (se s. 422).

Skønt K sandsynligvis er det ældste af de bevarede håndskrifter (se s. 398) og i 3 tilfælde bringer redaktioner, der afviger

* 440

stærkt fra trykkene (se nr. 116, 117-18, 245), må det bemærkes, at det i flere tilfælde bringer en redaktion, der indtager en mellemstilling mellem den redaktion, vi finder i T1-3, og den, der foreligger i Tøndertrykkene (se nr. 29, 86, måske også nr. 162 og 214, sml. ndf. s. 444). Heraf tør man slutte, at kilderne til K ikke for alle salmernes vedkommende repræsenterer det ældste stadium i Brorsons salmedigtning.

K har i de salmer, der findes i andre hss., nogle få og ikke særlig markante særvarianter, som ikke er optaget i trykkene. Det kan være forfatterrettelser i en afskrift, indsendt til »salmebogsudvalget«, og derfor ikke optaget i originaltrykket, men det er formentlig simplere at opfatte dem som afskriverændringer, ofte vidnende om omtanke og sans for korrekt udtryk. Man kan derfor heller ikke ved de salmer, der kun findes i K, være sikker på, at K's varianter er oprindelige former, men det ser ikke ud til, at K har gennemført en udglattende revision så hårdhændet som den, vi møder i T1 (se s. 443); i 162.4.3 er læsemåden Hand er mit liv i dødens mørke (T2a-3 F J1-7) nok en forfatterfejl (foregribelse af liv i den flg. linie), der af K-skriveren omtænksomt er rettet til Lyys i osv.; således vel også skyld 147.5.1 (i K rettet til Synd, jfr... er bedreven i flg. linie) og er 33.8.1 (K: var i overensstemmelse med de andre verber). I flere tilfælde har K læsemåder, der afviger fra Tønder-trykket, men stemmer med læsemåden i en senere udgave; skønt Tønder-læsemåderne er de glatteste, er det altså muligt, at K har den autentiske form. De vigtigste eks. er flg.: Kom morgen dag (KJ3-7; dog J1-2) 145.3.1, frembryde 116.9.1 (K J2-7; frembyde H J1), bekke Vand 146.5.6 (K J3-7; beske Vand J1-2); i 86.7.9 bekræfter K læsemåden i Eb J1-2, 4-7, og spørgsmålet er da blot, om vi her har endnu et eksempel på, at Brorson bruger identiske rim (rettet i det omhyggelige K), eller om K har den oprindelige læsemåde (Klage) i 86.7.12; i 208.11.4 bekræfter K læsemåden i I J1-3; desuden tør man formode, at påfaldende læsemåder i K som fx. 118.13.8 144.10.1 256.3.1 er autentiske, idet de næppe tør tilskrives kopisten.

Af fejl er der ikke mange i K; jeg har kun noteret flg.: 116.11.6, 15.7 145.7.4 146.2.9 147.10.5 208.6.6, 11.5 218.3.3. Ortografisk

441

synes K at ligge nær ved Tønder-trykkene (og Brorsons original). Navnlig er der bevaret en stor mængde af de ejendommelige bindestreger, som kendes fra de trykte hefter (se s. 456), og K har dem endog på mange steder, hvor de er fjernet i trykkene. Af mere væsentlige afvigelser har jeg kun bemærket nogle få tilfælde, fx. opgivelse af 2. persons endelse i verber 29.14.7 (= T1,2bc), 86.10.11, hvem for hvo 115.6.5 118.15.6, Vunder værch at (jf. s. 455) rettet til Under er det 29.10.1. En ægte brorsonsk form (se ndf. s. 463) bevarer K i 145.7.2: Til retter (J1-7: rette) Tid. - 116.10.4 er Syndsens (G) moderniseret til Syndens (jfr. s. 461 ff.), medens K sikkert har bevaret den oprindelige form 147.6.2: Syndsens-Maade (rettet i J1-7). I det hele taget bevidner de salmer fra K, som først er trykt i J1, at moderniseringerne i denne udgave ikke stemmer med Brorsons oprindelige manuskript, hvis former er bevaret i K. I øvrigt er K karakteriseret ved de to stærkt afvigende redaktioner af nr. 116 (K I nr. 7) og 245 (K III nr. 2) og ved at have 117-118 som een salme (K I nr. 1) med udeladelse af de to sidste vers i 117 og det første i 118. Endelig mangler K sidste strofe i 114 (rimeligvis tilføjet i H) og 3. strofe i 144 (måske udeladt på grund af ordet skidne).

De 6 salmer i S spreder sig over 4 trykte hefter, og kun nadversalmen nr. 146 genfindes i et andet hs. (K); her er een variant fælles for S og K (6.4; muligvis den oprindelige læsemåde); desuden har de to hss. hver en sær variant, der tyder på, at det ene ikke kan være afskrevet efter det andet. Teksten i S ligger meget nær ved de ældste tryk; i oversættelserne har det nogle varianter, der ligger nærmere ved den tyske original (se fx. nr. 168, 197). Dette er et (svagt) indicium for, at S er ældre end trykkene (F, I). For de øvrige varianters vedkommende kan det ikke afgøres, om de er oprindelige læsemåder eller afskriverændringer; ofte gør de - ligesom K's særvarianter - indtryk af at tilsigte et glattere eller mere korrekt udtryk; 165.8.2 er med (F J1-7) vel fejl for mod (S). Gamle stavemåder er ofte bevaret, også i tilfælde, hvor trykkene har moderniseret. De 4 oversættelser synes alle at hvile på Schrader.

T1-3 har et indre slægtskab, der går dybere end hefternes placering under 3 fortløbende numre i Thotts samling, men endelig

442

klarhed over dette omfangsrige materiale kan først opnås ved en salmehistorisk bestemmelse af de mange sange, der ikke har relation til Brorson. Da navnet E. O. Schwartzkopf optræder i dem alle (se s. 401, 4433), 444), tør man formode, at samlingerne tilhører kredsen om Enewald Ewald, der var præst ved Vajsenshuset (1727-54). Ud over tilknytningen til Schwartzkopf viser en del af hefterne i T1-3 også slægtskab i indhold og varianter. For T1's vedkommende gælder dette dog kun nr. 29, hvor dette hs. har 3 af de strofer, der findes i T2b-c (men mangler i K og trykkene), og desuden følger T2b-c mod K (og trykket G2) i småvarianter som 29: 1.3, 3.3, 4.1, 5.5, 7.4, 10.4, 11.3-4, 13.1-7 ofl. I nr. 19 har T1 kun een ubetydelig variant (de for du) fælles med T2a-3, der rimeligvis er afskrevet efter trykket A (s. 444).

Det er iøjnefaldende, at Brorson-salmerne i T1 har nær relation til salmeheftet A (1732). T1 indeholder 7 af A's salmer og derudover kun een, nemlig nr. 29, som findes trykt i G2. Dette kan tolkes på to måder: enten har skriveren af T1 (som antaget ovf. s. 401) haft to kilder, nemlig dels trykket A (af hvis 10 salmer han udelader nr. 1, 5 og 7), dels et håndskrift, hvorfra han har taget nr. 291); eller han har kun haft een kilde, der da må have repræsenteret et ældre stadium af originalhåndskriftet til A, indeholdende den ældre redaktion af nr. 29, som hører til de ældste af Brorsons salmer, og som kan tænkes at være udeladt af trykket på grund af sin længde. Denne formelt simplere hypotese strider ikke mod angivelsen på titelbladet af A (Til den forestaaende Jule-Fest.. i Hast sammenskrevne); thi det her formodede ældre stadium behøver jo kun at ligge ganske kort tid forud for det endelige trykmanuskript. Men det må bemærkes, at dette stadium i så fald også må ligge forud for det, der repræsenteres af (kilden til) K I. Nr. 29 har nemlig i K I en skikkelse, der ligger nærmere ved trykket G2 og derfor må være senere end den form, salmen har i T1 (og T2bc ), og K I indeholder nr. 33 (A nr. 7), der mangler i T1.2).

*

2) For trykt forlæg kunne anføres T1's læsemåde alle Lysters skjulte Gnist 19.4.3, hvor A har trykfejlen kunde Lysters osv. (der genfindes i T2a-3 , men i Hagens eksemplar (se s. 432), er rettet til kaade Lysters, som indføres i J1-7); men dels kan det

443

I den eneste oversatte salme (påskesalmen nr. 53) står trykket A på en halv snes steder nærmere ved den tyske original end T1, medens det omvendte kun er tilfældet i v. 1.21) (se variantlisten s. 406); dette kunne tages som indicium for, at T1 var en »revideret« afskrift af A (jfr. at trykket i 245 står originalen nærmere end K); antager man derimod, at T1 er afskrevet efter et håndskrift, er to tolkninger mulige: enten er T1's læsemåder originale, og digteren har da før trykningen justeret oversættelsen efter orig.; eller T1's form er »revideret«, eventuelt af afskriveren. En sammenligning med T1's særvarianter i nr. 29 taler nærmest for den sidste antagelse, idet disse hverken findes i den oprindelige version i T2b-c eller er overført til de senere (K og G2). Da også de øvrige særlæsemåder i T1 har en lignende udglattende karakter2), er der næppe grund til at opfatte dem som originale.

T2a og T3 har 4 Brorsonsalmer fælles3); disse 4 udgør i T3 en nogenlunde samlet gruppe (nr. 13-14, 16, 18)4), men er i T2a spredt over hele samlingen (nr. 9, 2, 4, 1). I nr. 162 står T2a-3 sammen mod K (se s. 444), og i nr. 19 har ingen af dem T1's udglattende læsemåder. I nr. 156, 162, 164 stemmer de så nøje overens i næsten alle afvigelser fra trykket, at man kunne formode, at det ene hs. var afskrevet efter det andet. Imidlertid har T3 ikke overtaget T2a's varianter 164: 1.4, 1.6, 5.8, 6.7-8 ofl., så det kan ikke være afskrevet efter T2a ; svagere er indicierne for, at T2a ikke beror på T3 , men der er nogle småvarianter i T3, der ikke går igen i T2a : 164:4.6, 5.1, 3. Særlig mærkeligt er det, at T2a to steder

* * * * * 444

(156: 4.6, 5.3) oprindelig har trykkets læsemåde, men ved rettelse indfører T3's form; dette tyder på, at de har haft fælles forlæg, men at T2a-skriveren har haft en T3-tekst ved hånden. Da nogle af de fælles afvigelser fra trykkene (især i nr. 156) synes at være fejl, må forlægget for T2a og T3 have været en ikke helt nøjagtig afskrift. Denne kunne i og for sig være foretaget efter trykket F, men da T2a-3 begge har et hjertesuk1) af lignende art som det, T2b har efter nr. 29, er det rimeligst at formode, at forlægget har været et håndskrevet salmehefte (et forstadium til F?). Hvor de to hss. afviger fra hinanden, følger T3 som regel trykket (F); T3 synes altså at være den nøjagtigste afskrift, medens T2a enkelte steder moderniserer, fx. 164.5.1 (maat > maa), 164.5.3 (Syndsens > Syndens), eller forvansker (fx. 164.1.6: tiden > thi den); dog har T2a formentlig en ægte Brorsonform 164.9.8 (giorte). Derimod må man antage, at nr. 19 i begge hss. hviler på en afskrift af trykket A, idet T2a-3 har A's trykfejl kunde for kaade 19.4.3 og T2a desuden trykfejlen vi(i)sz for vist 2.3 og 4.7; derudover har begge hss. afvigende (urigtige) læsemåder 19:5.1, 6.5, 7, 8.7. T2a-3 må således (på lignende måde som T1) være yngre end A, men have benyttet en eller flere kilder, der går tilbage til stadier ældre end K (se s. 439 f.)

Uklart er forholdet mellem T2a-3 og K: i nr. 214 har K I mellem v. 5 og 6 en strofe, som mangler i T2a og trykket I 2), medens det i nr. 162 er T2a og 3, der har en ekstra strofe (det ovf. omtalte hjertesuk). Måske har hjertesukket stået i forlægget for K, men er blevet udeladt (ligesom ved nr. 29), fordi det (med sit afvigende versemål) ikke passede i en salmebog.

T2a udgør oprindelig et selvstændigt hefte (med to blanke blade forrest) og indeholder foruden Brorsons salmer kun en kort bøn og (med anden hånd) salmen »Det at elske Christum ene«, som også findes i det flg. hefte »Cantata quædam ê Germanica in Danicum translata ab E. O. Scirwartzkopf«. Denne

* * 445

salme er (iflg. Severinsen1)) oversat efter Zinzendorfs »Christum über alles lieben«, trykt 1731. Af Brorsons oversættelser tilhører 162 den før-Schraderske gruppe, mens 215 er oversat efter Schrader2), atter et tegn på heftets blandede oprindelse.

T2a (og T3 ) synes ikke i samme grad som T1 (og måske K og S) at indføre udglattende læsemåder (jfr. dog 107: 5.3, 15.3); de har også kun sjælden indført moderniserede former (Hiertets 107.12.3, sluches (for slykkes) 207.1.3) og har af og til gldgs. former, der rimeligvis er fjernet allerede i Tønder-hefterne, fx. entalsformer af verbet ved flertalssubjekt (107:13.6, 15.6, 164:7.8, 10.7, 230:14.5), siuntes, tilsiune 107:6.1, 7.3 (men synnis T2a-3 162.1.5). Påfaldende er en række skrivemåder med aa for o, æ for e, som har paralleller både i Tønderhefterne og i de andre hss. (se s. 448, 458, 468), og som derfor muligvis afspejler Brorsons eget sprog, fx.: tilhaabe 107.2.5 (tilsv. S: 197.16.2), tilmaade forstaade 107.4.1, 3, Taarne (for tordne) 107.7.2, forlaaret 214 (overskr.), staaer (for stor) 207.3.3; æ for e: rædet (for reddet) 107.3.4, hæder (for heder) 108.10.5, Vræden 107.8.6, spæ (for spee) træ 86.17.5. Desuden finder vi brorsonske særformer som livligt 230.14.3 (se s. 452), giorte 164.9.8 (se s. 454), Vunder værch 29:10.1, 11a.3 (se s. 455), taalligt 173.14.7 (jfr. S: 197.9.6 og s. 459).

T2b og T2c har nr. 29 fælles med T1 og K. Her er det tydeligt, at K går sine egne veje (se s. 405), medens T1 og T2b og c har en fælles kilde; de har alle 3 varianterne 3.3, 5.5, 7.4, 10.4, (12 mgl.), 13.1-7, 15.1, 3 og tillægsstroferne (Hierte Suck dog kun i T2b). Hvor T2b-c står sammen mod T1 (10.1 15.2), har T1 sikkert en af sine sædvanlige udglatninger (dog må forbandet 8.1 være en ændring i forlægget for T2b-c). Hvor T2c følger T1 mod T2b (1.3, 4.1), drejer det sig om nærliggende normaliseringer. Da T2c ikke har Hierte Suck (T2b), og da T2b ikke følger T2c's særvarianter, kan T2b ikke være afskrevet efter T2c . Derimod er det ikke udelukket, at T2c kan bero på T2b , men særvarianterne i T2b (2.1, 8.3, 9.6, 18.3) taler dog snarest for, at T2b og c har en fælles kilde, der i nr. 29 har stemt overens med det formodede forlæg

* * 446

for T1. Da K's form ligger imellem T1-2b-c og trykket G2 , må forlægget for T2bc antages at være ældre end kilden til K. Om T2b se i øvrigt note 2 s. 438.

Konklusion

Næsten alle de håndskrevne samlinger kan med større eller mindre sikkerhed dateres til efter april 1731 (Thuras begravelse, Schraders Gesang-buch), T1, T2a og T3 må være yngre end julen 1732, idet de formentlig indeholder salmer afskrevet efter A. Kun T2bc kan muligvis være ældre end 1731. - K må antages at være skrevet før udsendelsen af A (s. 398). De andre håndskrifter kan muligvis være noget yngre; T2a og T3 har måske benyttet F (1734). Om samlingernes kilder kan i øvrigt konstateres, at nr. 29 i T1 og T2bc samt nr. 86 i T2b synes at gå tilbage til et originalms. af Brorson, der er ældre end det, der har været kilden til K. Næsten alle hss. har både fejl og udglatninger, der med rimelighed tør tilskrives kopisten; dette gælder navnlig T1, kun i ringe grad T2-3. Læsemåder, der tør opfattes som originale, optræder navnlig i de salmer, der er væsentligt omredigeret i trykkene; i de øvrige salmer er tilfældene ret få og usikre; de varianter, der giver anledning til tekstrettelser i nærværende udgave, anføres under rettelser og tilføjelser s. 532. Ortografisk stemmer hss. i det store og hele med Tønderhefterne på de punkter, hvor J1 fl. har afvigelser fra disse (jfr. s. 456 ff.), og i ikke ganske få tilfælde synes hss. (især K og T2a) at vise brorsonske træk, der er fjernet allerede i Tøndertrykkene.

3. Ortografisk oversigt

I det følgende meddeles en oversigt over væsentlige træk i Tønderhefternes retskrivning sammenlignet med digterens privatortografi. Der er gjort rede for de vigtigste af de punkter, hvor datidens skriftnorm frembyder variationsmuligheder, og for at lette sammenligningen med samtidigt og ældre sprog er oversigten i alt væsentligt ordnet på samme måde som de tilsvarende afsnit i Peter Skautrup: Det danske sprogs historie II (1947) s. 318 ff. og III (1953) s. 170 ff., hvortil der her henvises een gang for alle. De fleste punkter er drøftet i samtidens ortografiske skrifter, især Holbergs Orthographiske Anmerkninger (1720, genoptrykt i Danske Grammatikere v. H. Bertelsen IV (1920),

447

nedenfor citeret med henvisning til originalens sidetal), og Høysgaards Accentuered Grammatica (1747; genoptrykt smst. bd. IV); Tønderhefterne og Brorson indtager som regel et mere konservativt standpunkt end disse.

De tryk, der bærer navnet Kieszbuy, og de, der er trykt i Vajsenhuset hos Rotmer,1) synes kun på to væsentlige punkter at vise gennemgående forskelle: Kieszbuy-trykkene A-F har som regel ey, øy overfor ej, øj i Rotmer-trykkene G-I (se § 10.1 ndf.) og ck overfor k eller kk (§ 9.3). I begge disse henseender stemmer A-F med Brorsons (senere) privatortografi. De ortografiske indgreb er altså allerede begyndt med hefterne fra Vajsenhuset 1735 ff.

1) Stort begyndelsesbogstav anvendes i A-I nogenlunde konsekvent i liniebegyndelse og i substantiver samt substantiverede adjektiver: Da Stolte, Du Giærige (9:3.1, 4.1 osv.). I adjektiver med substantivisk førsteled bruges også lejlighedsvis stort bogstav: Sorrig-fulde Sind 9.2.1. Der skrives GUD JEsus (JESU) osv. Brorson selv er her langt mindre konsekvent. Storbogstav bruges tilsyneladende tilfældigt, fortrinsvis ved relativt vigtige ord. Jeg citerer fra V: tiid, undskylding, forønskning, soumission, respect, rimelighed, ungdommen, til fornøyelse, Visitations liste, Deres Excell., Herrer, Velsignelsers, Himmelen, Svaghed, Catechiserede, Salig... Ihukommelse, Saa (i eftersætning efter komma); i brevene er der måske en lidt stærkere tendens til at bruge stort bogstav: fraværelse, forhindringer, brev, betenckning, omstændigheder, nytte, ord, gierning: Høg Grevelig Naade, Deres høygrevelig Naades, Prøve, Ende, Indhold, Dispensation, Retferdighed. Smaae-Pocker, Kiøbenhafn. Fra P mærker man sig navnlig den inkonsekvente brug i sammensætninger: Bygnings-Mændene, Paaske-Dag, hoved-Maanet, Paaske-fest, jammer dal osv. Dette træk går igen i de håndskrevne hefter, især K.

2) Interpunktion, bindestreg. Medens A-F har de gammeldags skråstreger, indfører G-I komma. Tønderhefterne (både A-F og G-I) viser en påfaldende brug af bindestreg, navnlig i genitivforbindelser og mellem adjektiv og substantiv; til gengæld mangler bindestreg mange steder, hvor den efter samtidig praksis skulle stå. Denne praksis er knap så udpræget i de egenhændige dokumenter (se s. 474), men i de håndskrevne salmehefter, navnlig K, finder vi talrige spor deraf, også i tilfælde hvor Tøndertrykkene har normaliseret teksten, se fx. varr. s. 405 ff. til 29.12.3 53.5.4 86.12.2 18.6.2, 8 144.4.4, 12.1 150.1.3

* 448

197.9.2 208.5.3. - I J1 fjernes de fleste af de usædvanlige bindestreger, se eksempelsamling ndf. s. 456 f.

3) Længdeangivelse (materialet fra A omtrent fuldstændigt). Dobbeltskrivning af lang vokal i lukket stavelse er i A regel ved i, e, u og o: Iid, Tiid, Fliid, Priisz, Viisz, Paradiisz, Viin-Gaarden || Been, Steen, leer, meer, meest, Leeg, veed (men: vred), see || Huusz, Bruud (men: Jul, Skiul) || Bood, Rood, Flood, Mood, Blood, sto(o)d, lo(o)d, Roos, Stool, stoor, Floor, groor, troor, boor, Oord (og Ord), Moord, toog, Boog (men drog 2 gange). Mindre konsekvent ved ø, y: Døød (og Død), brøød (og brød), bød || Lyys (men Oplysz), Fryd, ydmyg. - Foran v skrives enkel vokal: blev, rev, fordrev || bliv, Liv, Skriv, Tiidsfordriv. Foran g er der vaklen: siig, riig, men slig, Svig. Der skrives som regel ned, en enkelt gang need. I G-I trænges dobbeltskrivning noget tilbage, navnlig ved ø og foran rd, rt (Ord). Tilføjelse af stumt e findes i A i udlyd ved langt o, ø, y: Tro(e), et Boe, en Roe, Toe (talord), beroe (inf.) (men: fro) || Høe, bestrøe, døe || Lye, Nye (ental) (men: fly). Derimod ikke efter aa: gaa, staa, maa, faa adj. i flt., Straa, Smaa; ej heller i præs.: faar, gaar. Der skrives muligt, grode (præt.). I de følgende hefter (B-I) er stumt e hyppigere. Det er således gennemført i udlyd efter vokal i førstearkene af Ea, F, G, I (over 100 tilfælde og kun 6 undtagelser, hvoraf de 3 er verbet maa (I)). I præsens faaer, gaaer, staaer er der vaklen, kun I har gennemført e. Det stumme e indsættes nu også foran suffix: troelig, umuelig og i tryksvag stavelse Jomfrue. I lukket rodstavelse findes der især efter o: Soel, Stoel, Roer.

I Brorsons privatortografi er brugen af dobbeltvokal mindre konsekvent gennemført (undtagen ved e og i), medens til gengæld stumt e bruges ret konsekvent (jfr. s. 474). Således finder man Lyys (men: lyset), fry(y)d, Lyynet (III 229), Bruud, Huus, suur, Sool (og Soel), Choor (III 234 Jord), Eed, steen, striid ofl., men bød, flød, god, stod, stor, Flor, liv, blev osv. Stumt e: Skye, nye, troe (subst. og adj.: III 150), saae, laae, faae, gaae, staae, Smaae-Pocker, Vie (imperativ), døe, jfr. også biefalde, mueligt, angaaer (men: gaar); i indlyd: foer III 151, stoere III 150. Brorson skriver i P altid Persohnen III 138 ofl. E og Ea: Personer 71.7.3 79.16.5. - Om veedst(e) se § 19.

4) Åbningsgrad (og runding). På dette område har der i dansk ortografi været stor vaklen helt op i det 19. årh., og i Brorsons sprog gør denne usikkerhed sig gældende både i mss. og tryk og endogså i rimene. Særlig synes han i visse ord at have haft aa for langt o og æ for langt e.

4.1) o:aa. Den lange vokal skrives aa, hvor senere sprog alm. har o, især i ordene haab (tilhaabe) og forlaare(n) ( udkaarne olgn.), se under J1 samt forlaarne III 151 tilhaabe T2 ad 107.2.5; T2 har endvidere tilmaade forstaade 107.4.1, 3 og taarne (= tordne) 107.7.2. I ord med kort vokal har A aa i Kaars(et), men de senere hefter (og T2) ofte Kors(et); omvendt har C rodden 51.4.4 (mod P: forraadnelse).

4.2) a:aa. Som adv. hedder haardt i originalms. (III 157) og K S T (fx. 33.5.4) normalt hart, ligesom i A-H, medens formen rettes i J1, s. d. P har formen Daatter III 140, medens A-I visst altid har Datter

449

fx. 3.2.2 (> dotter J4), jfr. 237.1.1 ( skatter, men > daatter i J4). A-I har undertiden den fra ældre bibelsprog kendte sideform sla(e).

4.3) u: o. A-I skriver fornommen (se u. J4) som rim på kommen. Ordet er ikke fundet i original-ms. (T1 har fornummen 10.6.3), men formodentlig har om:um i Brorsons sprog rimet (med lukket vokal), jfr. komme slumme 103.4.1-2, skumme fromme 266.3.3-4 (J2-7), jfr. 266.7.1; om rum 271.7.5-6 (rom om 53.3.5-6 i T1), om kom, Slum, Rum, from, stum, dum, -dom, Skum, Dom nr. 53.1-11. Alle tryk har bond 198.7.3, men bundløs 71.4.4; hefterne har både Konst 6.1.3 (A) og Kunst 164.4.5 (F; omsonst); jfr. Konge siunge 266.7.2 243.8.2. - P har konstig III 147.

4.4) y:ø. Om Gemøt(te), sønder (adv.) osv. se u. J1. De tilsvarende ord ikke fundet i mss. (jeg har noteret: Bryst Trøst III s. 233 ønskelig III 146 Fyrste, Synder (subst. i ental)). T1: gemytter stytter 10.7.1-2 gemøt-sødt 53.10.1.

4.5) e:æ. En undersøgelse af A samt førstearkene af Ea, F, G, I giver flg. resultat: For lang vokal har Tønderhefterne nogenlunde konsekvent e (ee):æ efter udtalen. Vekselformer findes i forb. ie/iæ (se ndf.) samt i evig/ævig, vee/væ(modig), jfr. nædrig A 10.8.1 tilstæde B (> til stede) 4.6.5 ( Glæde).

For kortvokalens vedkommende er hovedreglen den, at der skrives e overalt, hvor vokalen ikke veksler med a (eller aa, o) i stammen; i så fald skrives æ. Efter kons. i er der dog en stærk tendens til at skrive e uanset udtale og forhold til a (se ndf.). Efter disse regler skrives (i modsætning til nuværende praksis) fx. Egte-(stand, -skab osv.) Ea, kek I, Neppe A, decker, Dekke, Becke Ea, G, A, Ea, F, fordervet A, Ea, velter F, skrecke(lig) G, Slegt F, spender A, I. Bortset fra A, der synes at have æ overalt, hvor der foreligger alternation med a/o (undt. Vextes), er der dog noteret en del tilfælde, hvor den ældre form med (kort) e er bevaret: sencker Ea, legger F, I, fornemme F, recker I. Dobbeltformer er her særlig hyppige: sætte A, I: sette F, -skræncket F: -skrencket Ea, nævne I: nevne, nefne Ea, G, længe I: lenge Ea, tæncke A, Ea, G, I: betencke Ea, stærk G, I: sterck F, G, væcke/vecke F, mærke I: mercke F, Stæd(er) A: Sted F, brænde A, G, I: brende G, Mængde A: Mengde G. - Afvigelser i modsat retning for e) er særlig hyppige i A: ræt(te) (6 gange) A, (1 g.) I, men: ret Ea, F, I (3 g. ret som rim på eet 168.2.7-8), Smærte A: Smerte A, Ea, Pærle A: Perle G, Bærme A, G, snærte F, værge G, værre I, forfærdet I, værd(ig) Ea, F, I, stæmme, stæmt, bestæmt A, Bræt A, Frælseren A, træt G, I, tæt I, læt(te) I, mælde A, Nælde Ea, Trældom Ea, F, fortræd Ea, Næste F, Læs F, anfægter G, hændte (dvs. hente) G. Efter i finder vi e ikke blot i Hierter, Stierne, Bierg, Dievle og efter ki, gi i kiende, Kieppe, skiencke, skiende, kielne, gierning, gierne, giemme, begiere, regiere, men også ved alternation med a: Hielp, hielpe A, F, G, I (over 14 gange), gielde I; æ er her kun noteret i skiæncke/skiencke A, skiælve A, skiænde I (men: Skiendsel G).

Også ved langvokal trænger ie ind, selv hvor rigssproget (nu) har udtalen æ. Her finder vi vekselformer som Siæl(e) A (ca. 20 g.), G (9), I (6): Siel Ea (3), F (14), kiær(e) A, F, G, I: kier Ea, I (kier

450

lærd 168.5.7-8 ofl.), Kiærlig(hed) G (6 g.). I: Kierlig(hed) A, Ea, F; jfr. giærig A, Kiæde Ea. Der skrives vist altid tiene ( allene).

Originalmanuskripterne stemmer ikke fuldt overens med noget af hefterne. Navnlig afviger de stærkt fra A ved at have særlig mange af de gamle former med e i alternation med a: nevner, betencker, saalenge, lenges, trengsel, gelder, recker, sterck, mercke(lig), behielpelig; derimod æ (ofte svarende til tysk ä) i mægtig, prægtig, mænd, stænder, fuldstændig, omstændigheder, forhærdelse, forældre, tillægges, Stæd samt tænde, æmbede, Sælskab. Der er påfaldende mange dobbeltformer: e/æ findes i længsel, sætte, korsfæste(de), næst(en), ret(færdighed). Vi genfinder dobbeltformerne ævig/evig, Siel/siæl, kier/kiær. Af langvokaliske former noteres endvidere: skiær, forgiæves, tieniste. T2a har Vræden, hæde, ræde, ælske ofl. se ovf. s. 445.

Det bemærkes, at salmehefterne ikke på dette punkt synes at tilstræbe øjerim (hvorfor udgaven da heller ikke retter divergerende former). Der læses fx. i A: disz være Herre, kiende brænde, beklemt stæmt, Smærte Hierte, Stæmme Hiemme; med lang vokal: glæder beder 262.7.7.-8 glæde kiede (dvs. kæde) 129.3.2-3; jfr.: i steden Kierligheden 174.3.1, 3, men tilstæde Glæde B 4.6.5,7. Se også u. J4.

4.6) i:e. Om formen veedst(e) se § 19.

5) Omlydsforhold. I enkelte ord har trykkene dobbeltformer, der begge er sikret ved rimet: slykke rykke olgn. 192.7.1. 207.1.3 213.11.5 273.5.1 (> slukkes J4); uden for rim: 43.8.2 185.10.4 (> slukker J4) 216.3.3; noget hyppigere er slukke, dels i rim: 33.6.4 188.7.7 192.6.3, dels uden for rim: 36.1.7, 2.8 40.6.4. Ved siden af det alm. skygge (subst.) bygge 125.3.3 202.7.2 osv. findes en enkelt gang skugge bedugge 39.1.8 V.s.a. (lefnets) Løb F 152.18.4 ofl. findes (Levnets) Lob op F 170.1.8, jf. u. J4. Ordet en sværm findes kun i den sønderjyske sideform svarm 205.2.4. - Fra mss. har jeg kun noteret slukke III 155 (bibelcit.), sluches ( rykkes) T2 207.1.3.

6) Diftonger. 6.1) iu-y. A-I har visst gennemført iu i siunge og siuncke, men y i lyd(e), ly(y)s(e), ly(y)n, syg 51.4.7. Der skrives siun(t)es H: 107.6.1 117.2.3, F: 177.2.2, I: 201.5.2, sin Siun Ec 102.3.2, således også: i siunen, J1-3 254.1.2 ofl.; men til syne A 7.6.5 ( dyne), synes F 162.1.5. KST synes her normalt at stemme med hefterne, ligeledes P, der dog har synke (v.s.a. siuncker) og synes. Brevene har siug. Om rettelse af iu > y se J4.

6.2) Om ey:ei osv. se § 10.1.

7) Vokal i tryksvag stavelse. Foran s har A-I som regel e: rykkes, vores, Højeste, liggendes, Hiertes osv. I det første ark af A finder jeg kun 2 undtagelser, nemlig disz være 8.1.3 samt Menniskene, som findes 2 gange i de indskudte bibelsteder; i G: aldelis. Flere ex. på -is er anført under J1. Mss. har vistnok kun i i forb. -isk (menniske) og -ist (kieriste, eniste, tieniste), den sidste vekslende med -est. P skriver desz, K: diszbeder 33.5.2 (= G), T1: disverre 8.1.3.

451

8) Fremmede konsonanter. A-I bruger kun i navne og rene fremmedord c, ch, ph, th: Choor, Christus, Christen, Ach, Sathan, Bacchi, Prince(sse). Dog er ck i A-F det normale tegn for k uden for forlyd og forbindelsen sk. (jf. ndf. § 9.3). I mss. finder vi en lidt videre brug af C: Cuur, Classe, crone (men krone III 171 og trykkene), Contrakt; men normalt ck som i A-F; det er dog ofte vanskeligt at skelne ck og k. - Både tryk og mss. har altid gt (ikke ct), en enkelt gang gt for kt: opvagt ( bragt) C 53.2.1. - Både A-I og mss. har qv for kv (qvæge osv.), x for ks (voxe, vext, strax osv.). Navnlig Tønderhefterne har ofte tz (ts), hvor der senere rettes til ds olgn.: stetze 10.9.1 kratze 127.2.3 Platz 221.1.4 Spatzere-Gang 173.8.4 dantz 5.3.4 krantz 196.7.3 Glantz, Skantze osv.

I A (og i ringere grad i de senere hefter) findes ??? som tegn for s i udlyd efter vokal: Huus/huu???, Ly(y)???/Lyys, Rii???, Vii???, Paradii???, di???; være, i indlyd kun en enkelt gang: vi???ner. Intervokalisk derimod s og ss: disse, kysse, passe, vise, prise. I nærværende udgave erstattes ??? af sz.

9) Konsonantfordobling. I almindelighed har hefterne kun dobbeltkonsonant intervokalisk efter kort tryksvag vokal. Dog er der spor af den ældre brug af ff, og (navnlig) ck i udlyd og foran konsonant (jf. ovf..435 om nogle rettede former).

9.1) A-I har ofte ff foran t og r: Krafft, Kræffter, opløffter (A), stiffte, Offrer, opoffret (G) osv., en enkelt gang også som tegn for v: Effne (Ea).

9.2) Om ??? i udlyd se § 8 samt u. J1.

9.3) I A-F er skrivemåden ck næsten gennemført både mellem to vokaler (tacker osv.), i udlyd og foran eller efter konsonant: gick, Skick, betæncke, sickre/sikkre osv. I G-J er kk og k vist fuldt gennemført. Mss. stemmer her med de ældste hefter (ved linieskifte skrives hvil-ket III 133 ten-ke III 139).

9.4) I nogle af hefterne (Ea, F, H, I) findes sporadisk gg for g mellem to vokaler: Saggen 154.7.4 164.3.4 strygge 234.3.2 (J1 > stryge J2) ryggende 107.8.1. Tilsvarende er ikke fundet i mss., jfr. dog behaggelig 108.2.1 (T2).

9.5) Både trykkene og T har undertiden enkelt r for rr, fx disz være A ( Herre) 8.1.3. D har fyrrig 60.1.8 svarende til fyrrighed P III 158, medens A har Fyrighed 5.5.2. Om Døre støre T2 108.8.2 jfr. u. J1. Om taallig se u. J1, J4.

9.6) Den alm. skrivemåde for hedde(r) er både i tryk og mss. hede(r), fx. III 140 ofl. berede, beder olgn. 30.7.2 219.7.7 ofl. om hæde, ræde i T2a se ovf. s. 445. F har en enkelt gang kiøddet 173.2.2. P har Brodd III 174, jf. braad traad (part.) 46.10.3,6.

10) Halvvokaler. 10.1) i:j:y. Efter vokal dominerer y i A-F: ey, Seyr, Leyer, Høye, Møye, Mayestæter, men ej, øj forekommer dog ikke ganske sjælden (ophøje fornøye, Vej ey osv.). I G-I er ej, øj næsten gennemført. Derimod har jeg ikke fundet skrivemåden ei, øi. Mss. stemmer her med A-F, blot at ej her er endnu sjældnere (ofte er det vanskeligt at afgøre, om der står ey eller ej). I tyske låneord som Geistlighed skrives ei.

452

Foran vokal bruges j i ren forlyd: jeg (sjælden: ieg), jo. Derimod har man (visst uden undtagelse) i i »dækket forlyd«: Hierte, Stierne, Siel/Siæl, giort. Mss. stemmer her med A-F, blot at ieg visstnok er den normale skrivemåde.

10.2) u:v:f (w). w synes hverken at forekomme i hefterne eller i mss.; ej heller u som tegn for v (i svar, qvæge osv.) eller omvendt. Efter vokal er det normale v, men lejlighedsvis forekommer i alle hefterne f (undtagelsesvis ff, se § 9.1): hafde AF; Efne, Nefne Ea; Lefnet, Sælf, fafne, hafne, Fafn, gif F; Staf, Haf, hefne, Efne, refne ofl. G; af gaf I (men trav af F 165.9.5, 8). Dette stemmer med mss., der undtagelsesvis har nafn(e) (men over 7 gange navn), refselse, Rafn, Kiøbenhafn/havn, self. Der skrives haft III 142. I ordet liflig har mss. vist altid livlig 1) III 140 164 171, jfr. T3 230.14.3, men liflig K 210.11.4; således også hyppigt i hefterne, se u. J1-4. Mss. har altid Lov i forb. som Gud skee Lov, jfr. lof (J2 og) J4.

11) Palatalisering. Skrivemåderne gi, ki, ski er praktisk talt gennemført i alle hefterne. Af undtagelser har jeg kun noteret: ske Ea, keed, kedes G, kek I, Sml. u. J4 . Tilsvarende mss. (keed III 135).

12) Stumme konsonanter. 12.1) A-I gennemfører som regel at bevare grundformens d foran t og s i bøjning og afledning: vidt, bredt, spædt, lidt (og Lit), men: søt ( Gemøt). - Sidste (men best), Vædske, sendt, bekiendt (men blant, hart) A. - Herudover findes d mellem n og s eller t i Sands, sandse, Glands (Glantz, se § 8), gandske, pyndtet (Ea har to gange pyndet 78.1.4 79.3.8), Tidsel, men ikke i hans (af hand) og kun en enkelt gang i dends. Der skrives hand og dend (i A-F sjældnere, i G-I vistnok alm.: den), mand, ald (men oftest altiid, alting, al Verden). Falsk d findes i betaldte ( udvaldte 1.13.6), forvaldte ( kaldte) 78.4.4 (begge rettet i J4 ). Modalverberne har både i præteritum, i præs. plur. og inf. formerne kande, skulde, vilde (jfr. har vildet, i F dog at ville), men i præsens skrives vistnok konsekvent kand, skal, vil. Mss. har ligeledes randt, fandt, vandt, svandt (men iblant), fuldt, opholdt, forgrædte, men: got (V, P), vit, mit i. Falsk d synes lidt hyppigere i hss.: (V, P:) Krands, gandske (ind)hendte, forvendte, se også s. 435. Der skrives hand, mand (pron.), men den (som i G-I), ald, ald verden, men altiid. Modalverber som i A-I.

13) -et: -ed: -edt i tryksvag stavelse. Neutrum af den efterhængte artikel skrives i A-I -et, kun rent undtagelsesvis -ed ell. edt (Støved 11.2.2, Lysedt). I participium er -et også det alm., men -ed forekommer dog ikke ganske sjældent: foragted, pyndted, se videre u. J1. Omvendt har A fx. I velsignet Smaa (> velsigned' J4) 9.10.1. H: krænket (præt.) sænket (part.) 115.4.5. - I ordene hoved, maaned, levned, fremmed har hefterne (i al Fald A) oftest -et, sjældnere -ed. Fra mss. har jeg noteret: Maaned/Maanet, hoved/hovet, fremmed/fremmet, part. indhendtet, behaget osv. V (kun -et). i P har part. alm. -et, men: saaed, hasted, Vaagned.

* 453

Bøjning og Afledning

14) Genus. Vaklen i genusbrug er hverken i tryk eller mss. væsentligt hyppigere end i andre af tidens skrifter. De vigtigste træk er flg.

14.1) Adjektiver og pron. Neutrums-t mangler undertiden, især hvor et adj. står adverbielt og fortrinsvis ved adj. på -ig. Exx. fra trykkene er anført under J1. Fra P og brevene er noteret (som adv.): fuldstændig, naadig, sterck III 163 168. - Pron. ingen hedder i A-I i forb. m. neutrumsord alm. ingen: slet ingen ney 186.3.1 slet ingen ord 118.5.5, men: intet Blad bd. I s. 4.20 (J2). Ligeså P: slet ingen Raad, det var ingen under III 164 ingen blodig saar (flt.?). Brevene: intet haab.

14.2) Substantiver. P har ligesom A-I: en... Tempel, i vor stæd. Se i øvrigt under J1.

15) Numerus. 15.1) Substantiver. Ligesom hefterne har P dobbeltformer i ord som disciple(r) III 154 168 f. Dievle(r) 150 f. 160 Engle(r) 156 173 Apostle(r) 137 ofl. Ordet tåre hedder i trykkene i ental Taar 1.18.5 25.2.3 255.3.6 (Taare ere intet steds sikkert ental). I flt. er Taarer den alm. form, ikke blot i rim 166.12.1, men også uden for rim (ca. 15 exx. noteret; jf. III 166). Flt. Taare optræder over 11 gange som rim, men synes at være sjældnere uden for rim: 217.7.2 254.4.2 (begge steder kan opfattes som ental, jfr. III 159). Formen Taar optræder som flt. III 188.29. P har tilsvarende dobbeltformer: III 151 164 166. I J2-3 rettes Taarer undertiden til taare: 27.10.2 40.10.5.

15.2) Verber. Ligesom hefterne er mss. inkonsekvente m. h. t. verbernes flertalskongruens. Kun i bibelcitater spores en stærkere tendens til at gennemføre flertalsformer efter flertalssubj. Særlig sjælden er flt. af modalverberne (og have).

16) Kasus. 16.1) Genitiv. De gamle bestemte former på -(s)ens er overordentlig hyppige i A-I (se under J1 ]; i originalmss. er de også ret almindelige i stående udtryk fra bibel- og salmesprog: livsens (bog, fyrste, træ, vej, vand, kilde) fx. III 159 173, helvedes og Dødsens nøgler III 160, Retferdighedsens, i Korsens skole III 153 (men: i Korsets nat 141), Menniskens Søn, Hiertens lengsel osv.; men: Syndens Legeme III 142 Naadens Skiød, i nødens tid. - Desuden finder man bibelske genitiver som dine lives dage (III 132: bibelcit.), eders arves Pant III 173. - Genitiv udtrykt ved efterstillet pron.: den gamle Mand Hans øye III 233, jf. 92.1.6 224.10.2. K S T stemmer som regel med A-I, men moderniserer undertiden formerne.

16.2) Nominativ. Mss. har visst kun hvo som, hvo der; A-I har enkelte exx. på hvem, der senere rettes til hvo, se u. J1.

17) Person. P har du skal 295.3.6 men du est 295.4.1 ff. I A-I er brug af 2. person på -(s)t i verberne normal, men ikke gennemført (jfr. u. J1). K S T afskaffer undertiden 2. personsformen. I brevene er tiltaleformen: Deres høygrevelig Naade.

18. Modus. Om imper. holt se u. J1.

454

19) Tempus. Materialet i originalmss. er for spredt til, at man kan give noget sammenhængende billede af Brorsons verbalbøjning. Der er dog tydelige spor af, at den vaklen, vi finder i trykkene, delvis kan gå tilbage til forfatteren, der delte tidens usikkerhed på dette punkt og udnyttede friheden, således at han valgte den form, der passede bedst i rim og rytme. I de svage verber bemærker man, at adskillige ord har bevaret den lange bøjning: talede, talet III 138 165 har knuset, forkyndet, blev kaldet (og kaldt) III 168 f. 132, forkastede (men: forkast), havde korsfestet, den korsfæstede III 132 141 (men: den korsfeste III 160 163 er korsfest 141, jfr. Korsfæst(e): 32.1.1, 3.6). Sekundære langformer findes i glædede III 136, vigede III 164. - I den korte bøjning skrives endelsen normalt -te: viiste, elskte, smagte, meente, men efter -r finder vi dog også -de i udførde III 132; jfr. førde 4.4.2, ( bønhørde) 109.7.8, ( oprørde) 79.4.5; hørde 41.8.3 lærde 227.2.9 (men lærte hierte 188.6.6). Jfr. J1. I disse forbindelser har -d rimeligvis endnu været stumt i datidens talesprog, jfr. rim som kier uforfærd 171.6, lærd 168.5; forfærde giærde 68.6.3, således som det endnu er i gjorde, men netop dette ord har hos Brorson den ellers usædvanlige form giorte III 132 ff., T2a 164.9.8 (men giorde III 133 og nogle få andre steder, gennemført i den trykte udgave af Svanesang); den ændres i de senere tryk, se under J1 , i J4 også hvor den rimer på borte. Formen er vel dannet i analogi m. part. giort ( bort 174.2.5). Jf.: efter aflagde Geistlighedens Eed V.

Verberne følge, sælge, vælge har i præt. former som fuldte, soldte III 146 169, i part. (plur.) udvalde III 173 udvaldte III 144 (bibelcit.). Disse former genfindes i trykkene og rettes ikke: har fuldt 169.4.6 fuldte 91.8.1 udvalde (part.) falde 213.12.3 befalde (inf.) 228.7.6; har val(d)t alt 225.4.4 227.3.6. Verber med opr. d (ð) i stammen har i præt. i orig.mss. alm. tid: klædde III 149 (men glædede 136), i part. -d: blev fød III 133 har, er bered III 171. De samme former finder vi i A-J3, indtil J4 planløst indfører den nyere stavemåde med -dt (H J1 har dog forraadt -daad, og J3 retter fød > født 9.4.2). Foruden de under J4 nævnte exx. kan anføres flg., hvor rimet viser, at der udtaltes åbent d: er, har fød skiød, nød, død 82.1.6 107.6.4 141.4.1, est, har traad braad (dvs. brod) 46.10.6; uden rim: 49.3.8; er, har ber(e)ed III 171 sted, fred 24.5.5 138.6.8 125.9.6. Dette er en rimtradition, som kan følges i dansk salmedigtning fra Hans Thomissøn til Grundtvig. I præteritum har jeg kun noteret een rimform: klædde at redde 98.3.3 105.17.4; uden rim: traadde 86.2.8 143.4.1, fødde 44.2.3 (som plur. af part.: 188.2.1). I oprindelig stærkt bøjede verber som lide, stride finder vi præt. lidde, stridde 79.12.5 240.5.5 266.8.3 ofl. (men leed 24.3.6 ofl.), part. har striid (J2-3; striidt J4) 273.3.2 274.1.2, striidt (J1 ff.) 26.4.1 har liidt (I J1 ff.) 199.2.5. I ord med opr. t i stammen hedder præt. fx. ledte (dvs. søgte) III 164 78.11.1, svedte 2.4.6; part. fx. forstødt 76.1.2 afslidt, grædt P. Af ord, hvis stamme ender på vokal, har jeg kun noteret: flydde 165.8.6 skeede III 146, 46.8.10 ( vrede), skeet III 134 ofl. forseet 128.2.11, men beteed -hed 224.1.2 toed, troed 125.5.3 202.7.3 forsmaaed 116.4.8 flydt (smykket) 78.1.5. - Den ejendommelige form veedst(e) (jfr. Ordbog

455

over det danske Sprog) findes både i mss. (fx. III 157 f.) og trykkene, fx. B 2.3.5, C 49.1.8, G 30.3.5 (men vidste Ea).

19.2) P har i præsens kortformer som bær, fa(e)r III 148 167 169 171 (især i bibelcit.), men i trykkene synes kun at forekomme langformerne: bærer 30.1.3 farer 54.9.3 ofl., jfr. sværer 99.3.3 (forsvære III 168).

19.3) De stærke verbers participier har i originalmss. som regel kongruens med subj. både i tal og i køn, men undtagelser er ikke helt sjældne: noget er bleven borte III 156 Brudgommen er taget fra Eder III 163, således også i trykkene: Lyset er .. kommen har fornommen 8.4.1 Og begge vor navne i himlen er skreven er du og bleven 188.6.2 tilsv. 18.6.7 jeg er hiulpet 168.8.0. - Efter har finder man i mss. alm. -et: har indtaget, vundet, givet III 169 163 (bibelcit.) 174, men også: har funden, vunden, overstanden, uddreven III 159 f. 139. Samme inkonsekvens i trykkene: har taget, drevet (A), fundet (H) 126.8.2 v. s. a. har funden, bunden (A), har funden ( forsvunden) 172.1.3-4 fornommen (se ovf.); -en rettes delvis > et i J1, s. d. - Særlig mærkes i P formen: alle vare bortgaaene fra graven III 154, formen var ikke ualm. i samtiden, se ODS u. gaa.

20) Præsens participium-es er alm. i mss.: anlangendes V naar den er nærværendes, blev hun staaendes III 156 skiønt uvidendes III 157 siddendes hos Guds høyre haand III 172, vist noget sjældnere i A-I, se u. J1.

21) Afledning. Der skrives undskyldning, befaling V. Se u. J1.

22) Enkelte ord. Salmehefterne har den tyske og sønderjyske form ville (dvs. vilje), dels hvor ordet rimer på stille 84.15.6, forestille 127.2.4 (jfr. dog i H: Villie spille 105.10.2), dels hvor metrum kræver to stavelser; hvis versemålet kræver 3 stavelser skrives derimod villie: 13.4.3. Om ændringer se u. J1. Både P og A-I skriver tilig, fx. A 18.4.3 III 152. - Om livlig/liflig se § 10.2. P har formerne tviil, tvile (III 160), ligesom trykkene, se u. J1 . - P har to steder ligge for legge (III 160 168), svarende til A 7.7.4. - Ordet linned har formen linden P III 146, jfr. Feilbergs Ordb. - vunder-verke (F) 153.2.2 genfindes i T2bc 29.10.1 (og tillægsstrofe efter 29.11); rettelsen til Under er (G2 J1 ff.) skyldes således antagelig sætteren.

23) Syntaktiske bemærkninger. Hjælpeverbet have er undertiden udeladt i inf.: ligesom hun vilde grædt hiertet ud III 148 hvo der da kunde seet III 157, jfr. Jeg burde været 37.5.2. - P har et enkelt tilfælde med »dobbelt supinum«: ellers kunde det vel ikke været skeet III 156-57. Nogle gange skriver P hendes for sin: at hun i hendes ungdom har været vild III 150, jfr. 157; ligeså trykkene.

Konklusion.

Undersøgelsen viser, at A-F i alle væsentlige træk (bortset fra brugen af stort bogstav) stemmer ret nøje med Brorsons privatortografi 20-30 år senere, blot at Brorsons retskrivning snarest

456

er mere gammeldags og mindre konsekvent end salmehefternes. Enkelte særformer (som veedste, giorte, livlig, vunder-vercke) kan endog tyde på, at sætteren har fulgt manuskriptet temmelig bogstavret. Formentlig må han dog allerede i A-F have normaliseret brugen af stort bogstav, og i G2-I finder enkelte andre ortografiske ændringer sted. - Det kan tilføjes, at Brorsons private ortografi i hovedtræk stemmer med bibeloversættelserne fra hans samtid.

II. De samlede udgaver af Troens rare Klenodie

Med den samlede udgave af Brorsons salmer overgik forlaget fra det lille provinstrykkeri i Tønder til Frantz Christian Mumme, Boghandleren paa Børsen. Dette medførte en stadigt videregående modernisering af typografi og ortografi, hvis vigtigste træk er registreret ndf.

Førsteudgaven J1 (1739).

1) Storbogstav. Brugen af storbogstav indskrænkes - dog uden fuld konsekvens - til liniebegyndelse, personnavne og navne på guddommens personer (hvor ofte to eller flere bogstaver er store): GUd, HErren, JEsus, Skaberen, Frelseren, Aanden. Dette beror efter tidens typografiske praxis på, at teksten nu for at spare plads trykkes omløbende, ikke i verslinier1), hvorved stort bogstav bliver signal for versliniens begyndelse.

2) Interpunktion og bindestreg. Skråstregerne i A-F afløses af komma. I øvrigt foretages kun tilfældige ændringer af interpunktionen.

Derimod gribes der kraftigt ind i originalernes ejendommelige brug af bindestreg efter genitiv; stregen fjernes ikke blot hvor den strider mod almindelig brug, men også i mange tilfælde, hvor der efter moderne opfattelse foreligger sammensætning, og hvor der efter tidens praksis ikke synes at være noget usædvanligt ved hefternes brug. Da vi her øjensynlig har at gøre med en særpræget sprogbrug hos Brorson, vil vi anføre et fyldigt eksempelmateriale og ordne det i grupper, der viser, at brugen ikke er aldeles tilfældig.

a) Den mest iøjnefaldende type er bestemt form i genitiv med efterfølgende substantiv. I de fleste tilfælde ville det være muligt nu at have ubest. gen. som første led og hele sammensætningen i best. form; som regel er førsteleddet et ord, der ofte optræder i sammensætning i religiøst sprog: Naadens-Kilde (dvs. nådeskilden) aldrig tømmes 8.2.3 Naadens-Himmel 128.7.4 for Naadsens-Stool og Throne

* 457

19.8.2 med Naadens-Trøst 8.1.6 Livsens-Fyrstes Hierte 41.17.5 fald af Livsens-Vand 28.5.3 ingen Syndsens-Gift 35.1.1 til Korsets-Orden ind 15.1.8 paa Korsets-Træ 30.4.1 Naar Hiertets-Mening kun er god 28.6.4 det betyder Ærens-Kroner og en evig Samlings-Roe 79.16.7-8 I Frydens-Lund 79.1.1 (jf. 105.9.3) Pagtens-Ark 3.7.5 lod Dødsens-Dom opskrive, til Dødsens-Dom opskreven, blive under Dødsens-Dom 35.10.2 86.5.12 117.13.2 i Dødsens-Baand 28.2.5. - Med foranstillet bestemt pron.: Det Livsens-Ord, den Guddoms-Kraft 28.14.1 dit Livsens-Træ og Frugt 128.8.8 ofl. den trange Livsens-Stie 61.9.4 det onde Kiødsens-Sind 61.9.5. Denne manér drives så vidt, at der sættes bindestreg, endogså hvor der kommer et adjektiv ell. lign. mellem genitiven og det efterfølgende substantiv: Udi Naadens-blide Aar 8.7.2 Naadens-rige Kilde 31.3.2 Kierlighedens-fulde Iver 29.12.4. I ægte sammensætn. er bindestreg fjernet i Hiertens-Fryd 40.17.4 min søde Rosens-Mund 20.5.3.

b) Ubestemt genitiv; særlig mærkes tilfælde, hvor et foranstillet pron. eller genitiv hører til genitiven: til vor Forløsnings-Verck 30.2.3 mit Hiertes-Roe 30.5.5 din Boligs-Sæde 96.9.1 i vor Begierligheds-Grave 107.4.5 Guds Vredes-Perse 35.12.2 hans Korses-Dag 41.15.4 hans Naades-Kilde 15.7.7 Guds høye Thrones-Sæde 61.3.1 fick en Dødnings-Skick 41.6.2 min Roses-Purpur Saft 29.16.3 (ikke rettet i J1). Jf. tilfælde som et faders sind § 14.3. Andre tilfælde: Helveds-Ild og Svovel-Flod (måske): Helveds ild- og svovlflod) 29.2.1 fra Verdens-Nat 28.14.4.

c) Tilfælde, hvor bindestreg er fjernet i forbindelser, der med rimelighed kan opfattes som egentlige sammensætninger: Verdens-Lyst(er) 27.8.2 128.4.6 vor Daabes-Pagt 11.8.2 Fryds-Basuner 33.12.4 af Herrens Vredes-Riis 87.1.2 med Længsels-Taare 3.1.6 i Kierligheds-Taare 107.5.6 en yndig Naades-Sommer 3.3.6 De andre Naades-Dage 19.7.2 Din Naades-Tiid 19.8.6 u-endelige Naades-Haf 28.10.1 i Edens-Have 1.4.3 Hiertens-gierne 29.15.1.

d) Bindestreg fjernet mellem adjektiv i bestemt form og substantiv (denne brug genfindes i K). Fra de 80 første numre antegnes: Naadens gyldne-Aar 3.1.3 det Christne-Navn 27.4.2 du Christne-Flok 27.7.2 Naadens Kølne-Vinde 31.8.4 Evighedens Blide-Soel 21.4.3 Egyptens Mørke-Sæde 47.9.8 i Trængsels Mørke-Stand 59.2.2 trætte-kiære-Sinde 58.7.6 Himmel-sindet-Sind 75.9.2 (men: OlmeBlod F > olmeblod J1-7 186.7.4).

Forholdsvis sjælden tilføjer J1 en manglende bindestreg efter genitiv:1) Bryllups(-)Dage, (-)Tanker, (-)Glæde, (-)Dag, (-)Sæde (B og Ea), Naades(-)Gave, (-)Throne (B, D). Derimod indsætter J1 bindestreg i utallige sammensætninger uden -s-, hvor den mangler i A-I: Blode(-) Draabe, Helved(-)Pine, Jule(-)Leeg osv. (over 50 exx. i de 80 første numre); ikke indsat fx.: paa sit christen (christne J6-7) navn 187.2.6.

* 458

J1 indfører ofte sammenskrivning i ord som der med, der udi, der imod, der ved, der til, Hvor til, til veye, til freds, nock som, giennem vancke, efter tragte, op liver, sammen lencker. Omvendt ændres hvermand ofte til hver mand: 5.9.8 54.2.10 117.10.7 ofl. (i senere udgaver: 126.4.3, jfr. Arlaud s. 334).

J1 udelader undertiden apostrof som udtryk for vokalsvind: tusend' F 180.11.3 udmatted' F 183.13.6.

3) Længdebetegnelse. Der synes ikke at foreligge principielle ændringstendenser (rense > reense 192.1.12, jfr. udtale med langt e: Høysgaard. Accent. Gramm. 13).

4) Åbningsgrad (og runding). 4.1) o:aa. kaars(et) rettes til kors(et) 6.6.3 125.11.4 ofl. og (et enkelt sted) forlaarne > forlorne 98.1.4 ( udkaarne), jfr. 239.16.2 samt ndf. u. J4, haabe-Tal > hobe-tal 163.1.2. Omvendt: rodden > raaden 191.6.8 (andre steder er o bevaret, jfr. u. J4 ).

4.2) aa:a. J1 indfører i en række tilfælde den dialektale form aa for a foran r, især i adj. svar(t), svare > svaar(t), svaare: 6.2.5 30.9.7 101.2.6 104.18.3 126.4.6 153.5.3 201.3.5, jfr. baarst 4.4.6 skaar 6.2.7. Formerne fjernes i J2 . hart rettes gennemgående til haardt 2.5.5 33.5.4 40.6.6 68.1.12 (her med bet. 'tæt') 84.20.8 (men 40.1.7 gennemføres rettelsen først i J4 ). Arlaud opgiver (s. 334), at J1 har 23 gange haardt mod 6 gange hart, medens J2 omvendt har 1 aa mod 28 a. J3 har 0 aa: 29 a, men J4 atter 26 aa: 3 a. - Nogle steder, hvor salmehefterne (ligesom de ældre bibler) har sla(er) rettes til slaa(er), fx. 71.8.5.

4.3) u:o. Konst(ig) > kunst(ig), jfr. u. J4 (ikke gennemført).

4.4) y:ø. Originalerne skriver gennemgående gemøt(te), flt. gemøtter. Denne form rettes til gemyt osv., ikke blot, hvor den rimer på flytte 20.3.4, men også uden for rim (119.5.4 203.7.1,6), ja selv i rim på støtter (10.7.1: støtter rettes samtidig til stytter) eller sødt 53.10.1 (hvor rimet altså svækkes). På samme måde rettes støtter ( flytter) til stytter 239.14.2, ønsker > ynsker 197.9.7 253.9.1, sønder (adv.) > synder, hvorimod brynd ( synd bliver til brønd trods rimet: 157.1.2.

4.5) e:æ. Langvokalen rettes i vee > 64.10.4 72.9.6 106.12.3 (men ikke i rim på Snee 4.7.6). - J4 retter tilbage til Vee (jfr. Arlaud 337). - Omvendt rettes ævig > evig 56.2.12 61.10.8, kiælne > kielne 195.2.5, men kierlig > kiærlig (kierlig bevaret fx. 195.1.4). For kortvokalens vedkommende er der svage forsøg på at følge hovedreglen bedre, end hefterne gør (se ovf.); således fjernes mange af de »falske« æ-former i A, og æ indsættes fx. i længe(s) 54:5.11, 6.7 ofl.

4.6) i:y. bryst (af briste) G rettes til brist 41.16.5.

5) Omlyd. Verbet magter rettes et par steder til mægter 73.1.8 77.2.3 (men ikke fx. 234.3.1); ligeså kraffter > kræffter 58.2.3 (ellers vist altid i alle udgaver kræfter); huld (subst.) > hyld 106.11.2 (J1.4-6).

6) Diftonger. 6.1) iu:y. Nogle steder rettes iu > y, fx. i siunge 71.8.4 71.9.6 74.11.3 168.8.8 siunker 61.10.2 82.4.3 187.8.4 siun 102.3.2 usiunlige > usyn- 119.4.1. Men som regel bevares iu og rettes først i J4 .

459

6.2) ej, øj, av osv. se § 10.

7) Vokal i tryksvag stavelse. Foran s rettes i til e: dis(z) være olgn. > des 3.2.6 8.1.3 33.5.2 76.6.7 116.14.6. Endvidere i aldelis 79.14.5 voris 84.7.2 menniske 35.8.1 (-iske genindført J4 ) saaledis, eniste 168.7.8.

8) Fremmede konsonanter, se ovenfor s. 451.

9) Konsonantfordobling. De gamle skrivemåder ??? (Priisz, Huusz, disz være osv.) og ck (skick, smycke, tæncke osv.), der er almindelige, om end ikke fuldt gennemførte i A-F (og i Brorsons egen retskrivning), erstattes af henh. (s)s og (k)k, der allerede er den normale skrivemåde i G-I. Dobbelt ff foran konsonant erstattes af enkelt: løffte > løfte osv. 54.5.9. Konsonantforenkling findes i taallig (også i K S T fx. 210.13.7) > taalig 30.1.3 73.7.5 166.3.1,5 156.2.4 fyrrig > fyrig 60.1.8 kiøddets F > kiødets 191.9.6, men raaden F > raadden J1-2 191.6.8. saggen, strygge osv. (se ovf. s. 451) > sagen, stryge osv. (nogle steder dog først i J2: 107.8.1 234.3.2).

10) Halvvokaler. 10.1) J1 ændrer som regel ej, øj (i G-I) til ey, øy og vender således tilbage til den form, der findes i A-F (og mss.). Omvendt rettes Mayestæter > Majestæter 3.3.1.

10.2) Den gamle skrivemåde f for v (i stavelseudgang), der ikke sjælden findes i A-F, afløses af v, fx. i hafde 7.5.3 fafne, hafne 152.5.2,4 170.2.5,7 nefne 187.1.5 lifsalig osv. Dette sker dog ikke, hvor det pågældende ord danner (øje)rim med et ord, der bevarer f, fx. graf som rim på af 15.1.14. Her findes f også i de salmer, der først er optaget i J1-2, fx.: af: Graf 229.11.2 (grav J4-7) 246.4.4 257.4.3 (grav J1.4-7) 274.5.4 gaf af. 131.2.3 eller straf 224.1.5 ofl., jfr. haf staf 28.10.1-2 (alle udgaver), straf haf (hav J4) 37.4.3-6 straf haf grav 263.3.5,7,9 (J2-7).

Den ny ortografi overføres undertiden også til participium haft/havt 118.11.2 osv., skønt dette (iflg. Høysgaard) udtaltes med f. Også her beholdes den gamle form i rim: haft kraft 8.4.6 195.3.5.

Omvendt indfører J1 f for v i livlig (dvs. liflig): 107.1.3. Flere steder glemmes denne rettelse, så at den først indføres i J3 eller J4 , fx. 148.2.6. 159.3.1 167.3.2 191.10.3.

12) Stumme konsonanter. J1 retter gennemgående hand, dend, ald til han, den, all. Sml. u. J4 .

13) -et: -ed. I tryksvag stavelse tilstræbes en regulering af skrivemåderne -et, -ed, således at svage participier og neutrumsartiklen, der i salmehefterne ikke sjælden skrives -ed, rettes til -et, fx. foragted > foragtet 7.3.7. Efter vokal beholdes dog alm. -ed: toed og tvettet 125.5.3 troed 202.7.3 (> et J4), især i rim: beteed ( -hed) 224.1.2 forsmaaed ( raad) 116.4.8 (> -et J4), toed blod 127.3.7. Der findes dog stadig inkonsekvenser som Tilbedet og høyloved (D: -et) 54.8.3 osv. uagted (> -et J4) 241.5.6, jfr. krænket (præt.) senket (part.) 115.4.5. -

I ord som hovet, levnet, fremmet rettes -et til -ed fx. 7.1.4 157.3.6 173.14.4 220.6.8 222.1.1 (214.4.6 246.3.3 først i J2 ) undtagen, hvor de er rim på et participium, fx. hovet lovet, sovet 147.2.7 226.4.5 235.4.6

460

237.5.1 (alle rettet i J4 ); 54.8.1 og 189.11.7 har dog allerede J1 rettet trods rimet; 220.11.2, 4 retter J1 begge rimord (hovet, vovet hoved, voved).

14) Genus. 14.1) Adjektiver og pronominer. I ord på -ig mangler salmehefterne (som datidens sprog i det hele taget) ikke sjælden t i neutrum. Det tilføjes da undertiden i J1: evigt 80.3.8 86.2.12 95.9.4 132.1.7 175.11.1 tienligt 182.5.6 yndigt, fyndigt, men ofte først i senere udgaver, fx. J2: eenfoldigt, yndigt, fyndigt, lykkeligt: 217.11.3 228.1.1, 2 118.4.7 (de fleste steder som prædikat), jfr. u. J4. En enkelt gang tilføjes -t (mod almindelig praksis) efter possessivt pronomen: dit uskyldigt (uskyldig H J6-7) blod 115.4.1, jfr. tilsvarende rettelse i J3: mit syndigt øje 116.12.6 og læsemåden i G: dit uskyldigt hierte 35.13.2 (> uskyldig J1). I andre tilfælde har både originalen og J1 -t: nødigt (præd.), evigt 71.1.6 helligt 71.8.12 prægtigt 73.2.8 ( mægtigt) (disse steder er t bortfaldet i senere udgaver).

Også efter (stumt) d mangler A-I undertiden neutrums-t; det indsættes da i J1: fuldt 18.5.2 60.2.5 79.10.2 199.12.2 Jeg mit hierte fuldt (< fuld G) vil prente 40.1.8 (overalt som præd. eller efterstillet attribut; t ofte atter bortfaldet i senere udgaver); værdt (præd.) 206.2.5 dødt 16.3.4. Sjældnere i andre ord: et selsom Val > selsomt 94.3.4 (> selsom J2 > selsomt J4). Skiøn og frugtbar (som præd. til obj. land; + t J1) 95.6.4. I rim bevares den t-løse form: sterk 125.13.8 fuld 101.1.1; jfr. dog klar (adv.; > klart J1-2) har 237.10.2. I al tilføjes t ved neutrumsord: alt hans værk 192.6.4 (men 122.6.4 først i J7 ; 176.1.2: Al mit hiertes ønske i alle udgaver) jfr. ald (H > alt J1 al J2-6) vort Levnets Dage 108.7.2; det fjernes ved fælleskøn, hvor det af og til optræder i hefterne (jfr. en moderne konstruktion som alt maden): Alt (> All) din ville 152.16.2 (alt kan være adv.) alt (> all) din modstand 204.1.7. Tilsvarende ændring i J2: alt (> al) skidenhed 60.4.3. Men 54.4.8: Ald (> Alt J1 > Al J3) satans magt og vold. Sml. 65.4.5. Bortfald af t er ellers kun observeret en enkelt gang: vort (> vor) frosne sind 60.1.6 (Sind anføres af Høysgaard som fællesk., men er hos Brorson altid neutrum).

Omtydning af adverbium til adjektiv foreligger i fornøden (tysk: vonnöthen) > fornødent 48.2.1 (bevaret i rim: 82.1.10 222.2.5).

14.2) Substantiver. En del substantiver, der i hefterne (og mss.) optræder som fælleskøn, ændres til intetkøn. Det drejer sig dels om ord, der i samtiden har begge køn, som tempel 3.8.2 22.1.3, 2.4 59.5.2 61.2.7 62.4.4 78.7.6 96.8.2 (overalt, undtagen 3.8.2, rettes det i J4 tilbage til fælleskøn), kys 20.1.3 65.3.8 (106.13.3 131.2.3 og 223.1.3 har alle udgaver neutrum, 2.11.6 og 171.1.4 rettes først til neutrum i J4 eller 5), syn 102.3.2 (men fælleskøn bevaret fx. 254.1.2, jfr. 201.5.2), telt 98.4.2 knald 41.8.1 - dels om ord, der ellers (næsten) kun er bevidnet som neutrum: anfald 28.3.3 forbund 60.9.8 bytte 51.9.5 (også fk. hos Moth). Det hedder: min A og O, begyndelse og ende (> mit J6-7) 74.5.1. - Den modsatte rettelse fra neutrum til fælleskøn er kun noteret i ordet ende 121.10.7 222.8.8 (rettes i senere udgaver: 173, 14.7 (J2) 249.5.4 (J7)). Fælleskøn i alle udgaver (J1-7): 228.3.6 (nogen ende). Intetkøn er ellers ukendt i dette ord (germanisme?). At neutrum er autentisk, bekræftes af T3 ad 173.14.7.

461

14.3) Særlige forhold gælder ved genitivforbindelser og i sammensætninger. Ved sammensætninger kan adjektivet (pronominet) hos Brorson undertiden rette sig efter første led i steden for efter sidste. Denne konstruktion rettes i flg. tilfælde: et (> en J1) fadeklud 1.16.2 (> et J2-3, > en J4; ordet fadeklud er intk. i vestslesvigsk); din > dit himmelslot 22.12.5 (jfr. dette frydens slot 253.10.2 dit slot 71.1.8); min himmel-man (dvs. manna) > mit J4 106.5.4 (jfr. det skiulte man 26.1.3), mit hierte-rod 27.12.4 (alle udgaver). Omvendt rettes mit (> min J2) hore-leye 117.7.3 sit (> sin J2 fodspor 156.5.5; spor og leye kan i ældre sprog være f k.). - Jfr.: til evig seyers tegn (> seyers-tegn J4) 4.2.2 til vor Forløsnings-Verck (> forløsnings verk J1) 30.2.3 til et (en K) helvedes arrest 117.1.4. Omvendt kan adjektivet (pron.) ved genitivforbindelser kongruere med sidsteleddet i forbindelser, der kan opfattes som sammensætninger (jfr. § 2 og 16.1): sit eget Guddoms ord 77.7.6 et evigt naades merke 126.7.7 som dit naades kar 169.2.1; undertiden også i tilfælde, hvor en sådan opfattelse næppe er mulig: i mine troes (> troens J6-7 == T2a) arme 214.10.8; i disse tilfælde retter J3-4 som regel til den normale form: Udi mit (> min J3) sieles øye 236.3.2 et (> en J3) faders sind 76.3.5; den omvendte rettelse har jeg kun fundet to gange: mit (> min J4 = K T2) ønskes mening 29.18.4 vort (> vor J1-7) hiertes have 194.8.1. - Et særtilfælde foreligger ved al hørende til sidsteleddet: al (alt Eb J1) mit hiertes inderdeel 91.4.3.

14.4) den eller det indsættes enkelte steder for hun henvisende til tingsnavne (fx. 79.12.7, om ægteskabet); denne udvikling fortsætter i de næste udgaver, J2: 46.4.4,5,8,10 (om verden); J3: 26.2.6 (om døden) 48.2.5 (om surdej), men gennemføres ikke, se u. J4 . Den tilsvarende ændring gennemføres af Pontoppidan i Brorsons salmer.

15) Numerus. 15.1) Substantiver. Formen engle, der synes at være den alm. form i hefterne (jfr. dog engler 46.2.4 81.11.4 (Ea, rettet til Helgens J1) 107.2.3 (H J1-7)), rettes i J1 som regel til engler 1.21.2 33.12.3 54.2.11 76.7.8 79.2.3 151.4.6, jfr. 24.5.3 68.8.6 86.9.11 241.12.6, hvor J1 som original har samme form; 188.3.7 finder rettelse først sted i J3; 245.4.5 har J1 Engle > engler J2. I J6-7 genindføres af og til formen engle, og denne form har J2 som original 264.2.2 266.1.2 (englene > englerne J4). Omvendt ændres discipler > disciple 46.3.9.

15.2) Verber. J1 viser stærke bestræbelser (over 20 rettelser noteret) for konsekvent at gennemføre verbets flertalsform ved subjekt af flertal, en enkelt gang endog på bekostning af rimet: lee ( meer) 172.4.1,2 (sml. 58.12.6). En del steder rettes det dog først i senere udgaver, fx. J4 : 68.6.1 60.8.7 107:16.3, 17.6 249.8.4-5 (rim); J7 : 83.7.1. Ganske tilsvarende rettelser finder man i trykket af Svanesangsprædikenen, medens Pontoppidan som regel bevarer entalsformerne (se s. 382).

16) Kasus. 16.1) Genitiv. De gamle genitiver på -sens, der i visse ord var bevaret i det ældre bibel- og salmesprog, erstattes gennemgående af de nyere former på -ens, -ets. Det gælder navnlig ordene syndsens (164.5.3), livsens, dødsens (alene i bogens første fjerdedel er noteret en 20-30 ændringer af disse ord, næsten udelukkende fra

462

J1), desuden aandsens, naadsens (men naadens allerede i orig. fx. 8:1.6, 2.3, 5.4, 7.2 31:3.2, 8.4 38.3.4 43.5.4, kiødsens (165.1.2 190.2.3), lysens, havsens (men havets i alle udgaver 77.8.2), korsens (men korsets 6.6.3 9.11.1 38.2.4 39.1.8 40:4.2, 5.4, jf. overskr. til 192), evighedsens 8.5.7 (ellers vist altid evighedens)

Dette er uden tvivl den mest gennemgribende formelle ændring i J1, men det turde være tvivlsomt, om den stemmer med forfatterens intentioner, idet de salmer, der er optaget som nye i J2-3 (og som vel er aftrykt direkte efter forfatterens ms), har de gamle former: dødsens 263.8.9 267.7.4 271.2.2 272.2.2 (> dødens J6-7). I nr. 230, der først er trykt i J1, viser afskriften i T3 (s. 419), at orig. har haft de gl. former. Pontoppidan bevarer endelsen -sens uændret i sin salmebog (1740), medens han fx. fjerner de gamle 2. persons former, som J1 farer mere skånsomt frem med.

Denne ændring adskiller sig fra samtlige andre ved, at den hårdhændet udsletter en forskel mellem to former, der ikke er stilistisk ækvivalente. I nyere sprog findes som bekendt former som dødsens, livsens, naadsens, hjertens, havsens i særlige forbindelser og sammensætninger, hvor de regelmæssige former (dødens, livets osv. gennemgående ikke er brugelige. Også i originaltrykkenes sprogbrug forekommer begge sæt af former med en tydelig brugsadskillelse. Men det er ganske tydeligt kun den nævnte gruppe af ord fra bibelsproget, som kan have den gamle endelse, og som det fremgår af ovenstående (jfr. også ndf. om hjertens), bruges de kun i visse tilfælde med den gamle form. En nærmere undersøgelse viser, at -sens først og fremmest optræder i ordforbindelser, som stammer fra bibelen og danner faste formler, der i originaltykkene ofte forbindes med bindestreg (se § 2) og syntaktisk behandles som sammensætninger.1)

J1 udskifter formerne ganske uden hensyn til dette, og vi får altså tunge, ja, nærmest sprogstridige former som dødens dom for Dødsens-Dom, dvs. 'dødsdom' 35.10.2 86.5.12 117.13.2 din dødens kamp og sveed (dvs. 'dødskamp og dødssved') 37.16.3, dette livets træ (for Lifsens-Træ, dvs. 'livstræ') 39.5.6 96.4.9 128.8.8 du Jakobs livets kilde, dvs. 'livskilde' 116.1.7 min livets kilde 89.14.5 101.6.5 o klare livets kilde 175.4.1 jfr. livs-kilde 175.10.3 denne klare livets flod 86.1.5 en kilde fuld af livets vand 28.5.3, jfr. 86.11.7 give rette livets kræfter 89.12.3 110.6.2 fuld af livets kraft 97.8.3 O søde livets drik 101.6.1 livets soel 175.13.2 148.7.1 (men Livsens 262.3.3, J2-7), rette livets brød 106.5.4 Det livets ord 28.14.1 en evig livets lugt 193.7.8 sine milde naadens arme 110.10.4 den bitre korsets død 96.1.4 mit fredens bud 97.6.4 100.2.1 til havets grund 115.4.6 ved syndens flod (dvs. syndfloden) 128.8.5 osv. - Om bindestreg i disse forbindelser se u. § 2.

* 463

I disse og talrige andre tilfælde har J1 ved sin reform fjernet en karakteristisk stilejendommelighed hos Brorson og erstattet den med konstruktioner af betænkelig karakter. Det vil imidlertid kun med nogen vilkårlighed være muligt at restituere de oprindelige former, med mindre man vil gøre det i alle tilfælde. Men derved ville man gribe meget dybt ind i tekstgrundlagets ejendommeligheder, og nærværende udgave har derfor afstået fra enhver rekonstruktion.

Det må dog bemærkes, at J1 ved eet ord er faret skånsomt frem, nemlig ved ordet hierte. Dette hedder i originaltrykkene i bestemt genitiv som regel Hiertets, fx. i Hiertets fule Giemme 19.4.2 efter Hiertets (hiertens J6-7) Reenhed 22.12.2 Hiertets-Mening 28.6.4, men i mere faste forbindelser, hvor ordet nærmer sig adjektisk funktion, hedder det Hiertens, og denne form bevares gennemgående i J1 ff., fx. hiertens bøn og bod 5.7.6 hiertens tak og tro 5.9.6 hiertens kierlighed 6.2.8 Hiertens(-)inderlig 6.5.5 hiertens(-)gierne 29.15.1 (i orig. m. bindestreg), 37.11.6, af hiertens rod 126.11.6 I en hiertens bedrings graad 164.2.6 af hiertens grund 30.3.1 111.11.1 (men: i Hiertes grund 95.8.3 131.3.6 i inderst hiertes grund 136.1.2 i hiertets grund 217.1.3; formen hiertes er rettet i J3 eller J4 til hiertets eller hiertens, men der foreligger sikkert en sammensætning hjerte(s)grund, som er kendt fx. fra Kingo, se ODS.). - Kun eet sted er den gamle form fjernet i J1: Af hiertets (Ea: Hiertens) fryd og glæde 93.6.4 (men hiertens(-)fryd 40.17.4 uændret, vel fordi vi har at gøre med plantenavnet, jfr. 128.6.5). - Nogle gange er sætteren kommet for skade på samme måde at rette en gammel bibelsk genitivform som lives til livets, fx. vort lives (> livets) næring 80.11.6 (den opr. form restitueret i J4), jfr. vor korses (> korsets J1) gang 197.9.6.

Rettelser af denne type mangler næsten fuldstændigt i de flg. udgaver (se dog J4 ). I de salmer, der er tilføjet i J2, finder vi derfor former som livsens 262.3.3 264.7.5 dødsens 262.6.3, 8.5, 12.8 263.8.9.

For at give et indtryk af, hvilke ord der optræder i bestemt genitiv med den moderne endelse, skal hidsættes de former, der er truffet ved en gennemgang af A: Kaarsets, Frydens, Jordens, Naadens, Herrens, Hiertets, Evighedens, Trøstens, Siælens, Himlens. I G (nr. 30-40): Naadens, Kierlighedens, Dommens, Vredens, Verdens, Korsets, Ærens, Fiendens, Kronens, Lammets.

16.2) Nominativ og akkusativ. I J1 indsættes gennemgående hvo (eller hver: 115.6.5 > hvo J2 ) for hvem: 52.9.1 53.3.2 80.2.4 81.5.2 (Hvo er også den alm. form i hefterne).

16.3) J1 erstatter de gamle former til retter Tide 145.7.2 (se ovf. n. K s. 441) 153.2.4 199.2.7 (først rettet i J4 ; jfr. i retter tide. Bording. II. 167), gode nat 139.8.3 med til rette tide, nu god nat. Jf. om natter tide 70.3.5 (> natte J7).

17) Person. De gamle 2. persons former i ental af modalverber og stærke præterita, som var bevaret i salmesproget, trænges tilbage i TrK. I J1 er det dog kun enkelte verber, der nogenlunde hyppigt ændres: skalt > skal 86.7.3 86.11.3 99.3.4 192.10.6, vilt > vil 75.10.4 80.8.1 84.2.1,6 ofl. viltu > vil du 75.6.8, est 84.14.4 (men fx. 192.15.2 først i J6-7), kandstu 86.10.5 maat 164.5.1 192.11.7; og først i J6-7

464

gennemføres udrensningen nogenlunde til bunds. Foruden de nævnte har originalerne formerne tørst, veedst 164.5.5 (veedstu 81.3.3,4) varst, blevst, barst, togst, gikst, sprangst, lodst, brødst.

18. Modus. Imperativformerne holdt (holt; således også K 210.10.1), vendt ændres til hold 76.1.13 98.11.1,6 123.3.2 183.2.5 vend 151.2.1.

19) Tempus. I præteritum ændres -de efter r undertiden til -te: hørde, rørde > hørte, rørte 214:2.6-8, jf. 270.2.3 249.6.1. Derimod giorte > giorde 164.9.7 214.4.2 (i rim først i J4, se ndf.). Formerne funden, vunden ændres en række steder (men ikke fx. 107.11.6) efter har til fundet, vundet: 40.11.7-8 113.4.3.6 120.1.1 125.3.5 151.1.9 196:6.3,6 205:5.1, 3 219:2.1, 3. Tilsvarende ændres har dreven > har drevet 118.2.6; De ere dig forlatte > forladne 119.5.7.

20) Præsens participium. Af de få former på -es ændres de fleste > -e: ønskendes 31.8.7 levendes 51.1.8 95.7.5.

21) Afledning. Suffikset -ing erstattes af -ning i undskyldning 186.4.3 (i J2 desuden 165.2.7), i J3 i betalning 150.3.5; i J4 i befalning 14.2.5.

22) Enkelte ord. J1 gennemfører (jf. dog 105.10.2) formen villie ikke blot, hvor metrum kræver 2 stavelser (75.1.4 111.3.5 152.16.2, jf. 69.3.7 70:2.1,5, hvor J1 er orig.), men endogså i rim på stille, skille (84.15.6 175.10.1 176.4.1). J2 retter atter til ville (jf. dog 127.2.4), medens J4 som regel genindfører villie, hvor det ikke strider mod rimet. - Mod A-I (og mss.) søger J1 at gennemføre formerne tvivl, tvivle; de originale former tviil, tvile genindsættes dog som regel enten i J2, J3 eller J4: 69.3.7 80.11.5 81.7.4 89.7.2 95.17.7 102.8.6 117.7.2 119.6.4 (tvivlsom) 122.4.2 osv. I rim beholdes tviil i J1-6: 165.1.4 (tvivl J7 ). - Vær > veyr 198:1.5, 8.4, 10.2 (men 206.1.3 først i J2). - Fier > feer 76.11.6 (jf. K T ad 29.16.6). - gnister (verbum) > gnistrer 81.12.4. - fordret > fodret 154.3.2 191.2.1. - trine (der kendes fx. fra Kingo og muligvis har været følt som forældet?) rettes til træde 27.9.2 82.4.8 (jf. 5.1.3), men ikke 78.1.2 125.1.4 (jf. træde i rim: 125.1.1 220.2.4. - sickre > trygge 19.1.7 (men bevaret 19.6.1 255.1.1 ofl.; P har sickerhed i betydn. 'tryghed). - tusend(') F > tusind 167,1,7 177,3,4 180.11.3. - Nogle få germanismer fjernes: forbittert > forbittret 186.5.1 (i 51.2.2 først rettet i J2), Regierungs 71.1.12 begindes > begyndes 79.13.2 Ribbe > Ribbeen 79.3.6 opffer op! > offer op 177.3.1. - Derimod bevares itzige 222.2.3 indtil J7. Om vunder-vercke se s. 455.

Nogle småord: I betydn. 'men' rettes mens til men 7.3.1 105.12.1. - des i bet. 'derfor' > thi 159.4.4 (men ikke rettet 68.14.1); diss foruden > derforuden 94.4.1. - hvo der > hvo som 126.10.1 Gid > giv 195.9.1 (89.12.4 først i J6). - Der tilstræbes en fordeling af skrivemåderne en: een, således at een bruges, hvor ordet betyder 'en eneste' (specielt efter nægtelse): Og ey mod saa haard en død Med een mine stride 31.2.8 ja ey engang een mine 33.2.4 (en J4-7). - 4.9.4 rettes et > eet først i J4 (omvendt: O lad dig det dog eengang (Ea > engang J1-7sige 83.8.8; jf. tilsvarende rettelse i J4 83.7.3). - løbe at (> og J1) rende 168.4.6.

465

23) Tekstændringer. Bortset fra ovennævnte, rent formelle rettelser, viser J1 påfaldende få afvigelser fra salmehefterne, og af disse er endda ikke ganske få åbenbare forvanskninger (se fx. fyldt for flydt 78.1.5 samt 2.2.8 60.4.8 105.4.5 118.10.1 166.11.3, medens det i andre tilfælde er tvivlsomt, om der foreligger småændringer fra sætterens side eller forfatterrettelser (64.6.1 71.7.4 72.12.7 80.4.5 89.7.1 91:9.3, 10.1 105:4.5, 18.5, 20.6 107:13.4, 17.6 108.10.4 116.5.2 165.2.8 166.5.3 178:2.2, 5.3 220.1.2 223.6.2). Det er da kun tilføjelsen til nr. 6, et par ændringer af rim på samme ord (5.1.3 84.1.7) og en enkelt anden forbedring (81.11.4), som man med nogen sikkerhed tør tilskrive forfatteren. Dertil kommer, at en række åbenbare fejl, dels stammende fra hefterne, dels i de salmer, der er nye i J1, ikke er korrigerede, men først rettes i de følgende udgaver eller slet ikke. Sådanne permanente fejl foreligger sandsynligvis 37.3.3 42.8.2 51.5.3 63.11.5 65.3.4 110.13.4 166.9.3 236.4.3; på ikke få steder synes de håndskrevne hefter at afsløre trykfejl, se varr. til 29.11.3 116.9.1 118.13.8 144.8.5 145.3.1 146:5.6 165:8.2 168:1.8, 10.7 208:11.4 210:8.7 214.9.4 215.5.4. Det må derfor anses for givet, at Brorson ikke har foretaget nogen gennemgående revision af salmehefterne til brug for den samlede udgave, og at han ikke har læst korrektur på udgaven. Varianter fra J1 har således meget ringe autoritet.

Udgaven J2 (1742).

Denne udgave, der indeholder betydelige udvidelser (se bd. I. XIII), er i øvrigt et særdeles omhyggeligt, næsten bogstavret, aftryk efter J1. Den fortsætter på enkelte punkter den regulering af originalernes ortografiske form, der var påbegyndt i J1, fx. kunst > konst 164.4.5 livlig > liflig 168.3.5 siuntis > syntes, ryggende > rygende, tilføjelse af t til adj. eller, pron. i neutrum (J1 § 14.1; også i ord som saadant sand 246.5.3 dybt 85.5.4), ændring af intetkøn til fælleskøn i subst. (mod 256.2.18 kind 209.8.4 levnet 75.9.3), hun > den/det (se J1 § 18.3), hvem > hvo 193.8.1.

Men på visse punkter spores også modgående eller selvstændige tendenser: I nogle partier (vist navnlig slutningen) optræder stumt d atter ret hyppigt, men uden konsekvens i hand og ald (se navnlig nr. 278 (af Th. H.)); i andre partier trænger skrivemåderne ej, øj frem på bekostning af ey, øy (se fx. 1.15.4). Der er tilløb til en adskillelse lov:lof som i J4 (§ 22); endelig rettes haardt som regel tilbage til hart, villie tilbage til ville, tvivle tilbage til tviile (se J1 § 4.2, § 22). Af enkeltheder er endvidere flg. noteret: end siden > end sige 93.11.3, laug > lav ( grav) 47.1.5 for > før 174.1.6, t udelades nogle få steder i adjektiver: et hellig liv 72.8.6 evig 71.1.6.

Flertalsformer: øyen J1 > øyne 237.6.7 (jfr. ørne J3-7 270.7.3); om engle > -er se u. J1, om taarer > -e se s. 453. Verber: gaa! > gak! 28.3.1 har vilde ladet > har vildet lade 116.5.6. - dom-dags rettes til den fra ældre tid vel kendte form doms-dags 236.12.3 (men 250.7.1 først i J4 ). - Den tyske brug af ja ændres til jo 214.6.4. Mærkelig er ændringen dog til da efter imperativ: O lad os dog (> da) med dig opstaae 49.9.1 tilsv. 49.1.8 50.3.5 tænk dog 60.4.7 (jf. da allerede i C nr. 51

466

(omkvædet). Men: Hvem siger da > dog (J2-3) 87.11.1. Endvidere ændres det til at 241.4.3.

I det avertissement i Kiøbenhavns Post-Rytter for 12. okt. 1742, hvormed boghandler Mumme bekendtgør den nye udgave, hedder det, at den er »renset for de forrige mange Trykke-vildelser«. Dette holder for så vidt stik, som virkelig mange trykfejl i J1 er rettet, se fx. 7.7.4 33.8.1 62.6.7 (jf. 72.3.5) 68.3.7 70:1.2, 8 og 3.2 76.5.8 84.8.5 (? - den modsatte rett: 195.2.4) 107.9.1 (?) 126.4.6 128.2.5 136.5.6 144.8.2 (her har J1 vel fra digterens ms. optaget to varianter: skiemte-spille, hvoraf J2 udelader den sidste) 149.1.1 (jf. 236.16.4) 165.3.4 168.8.7 178.6.4 221.9.2-3 250.5.1 252.8.5. Hertil kommer nogle få rytmiske rettelser: 14.2.5 69.2.3 70:1.4,5 70:3.2, 9.2 126.11.5, jf. Guddomlige > Guddommelig 105.18.3, og nogle rettelser, der genoptager læsemåder fra hefterne: 108.10.4 (NB) 116.5.4 223.6.2, jf. 165.2.8 samt overskrifter til nr. 117 og 118, eller bringer teksten nærmere til den tyske original: 123.4.1, jf. 228.13.3. Kun nogle få steder synes forf. at have indført helt nye læsemåder: 144.10.1 176.5.5 232.13.3. Til gengæld er en række andre steder fordærvet eller dog forringet: 8.2.1 31.10.3 (rettet J3) 61.3.1 (ordombytning) 64.5.6 65.4.7 69.2.9 70.8.3 91.10.1 92.1.6 (Slangens hans hoved > Slangen hans h., jf. 224.10.2 III 233) 108.1.5 120.1.1 167.2.2 188.8.3 197.2.4 (kunne være ændring af digteren, men rettes tilbage i J3) 200.15.3 (rettet J3) 217.13.1 (forbedret J3).

Udgaven J3 [1747].

Denne udgave, der tilføjer endnu 2 numre (og som er den eneste fuldstændige, idet dedikationen udgår i J4 ), er et særdeles omhyggeligt bogstavret aftryk efter J2 , hvori den regulering af sprogformen, som var begyndt i de to foregående udgaver, hist og her fortsættes, og den mere gennemgribende modernisering, som vi møder i J4, på enkelte punkter foregribes: Skrivemåderne sejer, vej, højt, høje, ej (alle fra nr. 45 og 63) trænger frem, hvor J2 endnu havde ey osv. I rim på udkaarne genindføres øjerimet forlaarne 98.1.4, for livlig indsættes liflig 159.3.1 (J1 § 10), lov > lof (i bet. 'pris', se J4) 6.1.8. I enkelte tilfælde udelades i efter k: kedes, se J4 § 11. I adjektiverne er endnu nogle steder tilføjet -t: smukt 144.12.6 (adv.) mit syndigt øye (se J1 § 14.1), medens det andre steder er bortfaldet: sød 26.7.5 (kan opfattes som attribut og ikke som adv.), klar (efter rimet: se J1 § 14.1). To steder er artiklens køn bragt i korrekt overensstemmelse med en genitiv, se J1 § 14.3; hun erstattes med den/det på endnu flere steder. Af ændrede flertalsformer kan nævnes blomstres > blomsters 83.5.7 øyene > øynene 135.2.3 englenes > englernes 188.3.7. Mange gamle 2. personsformer moderniseres, fx. estu > est du 81.3.1 veedstu > veedst du 81.3.3-4. I participium optræder formen født 9.4.2, der senere gennemføres i J4; endvidere rettes beknytte > beknytted 191.6.5 og jeg er hiulpen og reddet > jeg er hiulpet og r. 168.8.6. - Udrensningen af J1's former haardt, villie og tvivle fortsættes.

Også i denne udgave er en stor mængde sikre eller formodentlige trykfejl blevet rettet (se også under J2): 6.1.2(?), 31.10.3 (= GJ1),

467

60.6.1 71.6.1 101.3.1 (= Ec), 104.5.1 104.15.3(?), 122.5.2(?), 132.3.3 145.3.1 166.11.3 (= F), 167.2.2 237.3.4 238.2.3 (?), 197.2.4 (== J1 ), 250:7.7, 11.8 253:3.7, 5.6. Et par steder rettes fejl i J2 således, at læsemåden afviger fra originaltrykket: 149.6.3 217.13.1. M. h. t. rettelsen 153.3.1 kan bemærkes, at den genfindes som en håndskreven tilføjelse i heftet F (se ovf. s. 436).

Som bemærket af Arlaud s. 336 bærer denne udgave i højere grad end nogen anden præg af forfatterens indgriben i teksten. Enkelte steder indføres læsemåder, som kendes fra de håndskrevne hefter (se ovf. s. 440), fx. 146.5.6. I øvrigt drejer det sig dels om tilføjelse af manglende versfødder (13.5.6 42.4.6 66.1.5) eller om fjernelse af identiske rim (en teknisk fejl, der ikke er ganske sjælden hos Brorson, jf. s. 465, 472): 61.4.1,3 85.5.2 86.7.9 (atter rettet i J4 ) eller indsættelse af rigtigere rim: 112.8.2. Dels om nye formuleringer: 33.11.1 102.8.4 135.7.2 250.7.7 253.5.6 256.2.9; vente for det usædvanlige rente (J1-2 ) 238.2.3 er muligvis trykfejl. Et par steder bringes teksten derved nærmere til den tyske original: 34.3.3, 4 153.3.1, jf. 84.13.6 111.5.2 (de to sidste steder drejer det sig dog om rene trykfejl i originaltrykkene). Andre steder fjerner teksten sig fra det tyske grundlag (23.1.1 30:4.1,9.4 44.3.1); men her foreligger måske trykfejl. Ved nr. 126 tilføjes en overskrift.

Der er dog også her en del nye forvanskninger (eller ændringer, som næppe tør tilskrives digterens revision), se fx. 49.4.2 70.5.7 (?), 76.8.7 111.10.7 (?), 149.17.2 (? - rettet tilbage i J4 ), 242.1.2.

Det kan bemærkes, at sætteren i den ene af de nytilkomne salmer (271) og af og til i den anden (270) anvender store begyndelsesbogstaver i substantiverne.

Udgaven J4 (1752).

Tekstgrundlaget for nærværende udgave (saavel som for Arlauds) betegner et brud i traditionen ved på visse punkter at gennemføre en vidtgående normalisering af retskrivningen. Den regulering, der var forsøgt i J1 , var kun gennemført med ringe konsekvens. Der var stadig spor af salmehefternes afvigende ortografi, både den ældre (A-F) og den yngre gruppes (G-I). J2 og (i mindre grad) J3 viste atter modgående tendenser (ej, øj; hand, ald; ville, tvivl, hart ofl.), ligesom de i disse udgaver nytilkomne salmer ikke på alle punkter er tilpasset til udgavernes normale form. Der findes således betydelige inkonsekvenser i de ældre udgavers ortografi, og den er blevet gradvis forværret gennem de tre første udgaver, selv om J3 næppe kan siges at være ringere i så henseende end de fleste andre bøger fra samtiden; man kan opmærksomt gennemlæse omfattende partier uden at bemærke mere end ganske få afvigelser fra normen. Men i J4 har man altså forsøgt en ny og mere dybtgående regulering, der på enkelte punkter er gennemført med mekanisk konsekvens, så at fx. rimene er blevet forringet. Det er dog kun på enkelte punkter, det er lykkedes at gennemføre normaliseringen til bunds, på andre har en kun delvis gennemførelse af nye principper snarere skabt større forvirring. For at give et indtryk af ændringernes karakter vil vi

468

gennemgå de samme punkter som under J1 (foruden det indsamlede variantmateriale er der benyttet materiale fra en kollationering af nr. 10, 13, 45, 78, 79 og enkelte andre stikprøver).

1-2) Tegnsætning og brug af bindestreg er ikke væsentligt forbedret, men gør et meget tilfældigt indtryk. Derimod er der væsentlige fremskridt m. h. t. konsekvent udryddelse af storbogstaver.

3) Dobbeltvokal og stumt e. I alle udgaverne er der stor forvirring på dette punkt, og gennem overleveringen sker der stadigt små forskydninger, der dog ikke har kunnet sammenfattes til tendenser, selv om der måske nok er flere ekss. på forenkling end på fordobling. J4 ændrer også på dette punkt i højere grad end forgængerne, men det er ikke lykkedes at finde noget andet princip end en tendens til forenkling, især i åben stavelse. I de undersøgte prøver findes flg. ekss.: good > god 79.16 stoor > stor 79.12 (roos bevares); altiid > altid 119.8, men tidt > tiit 119.9 tvil > tviil ( piil) 119.2 paradis > -diis 78:12.2, 14.2 (priis bevares); ee forenkles undertiden (især i flerstavelsesord): fleste 79.15 mere 10.3 formerer 119.9 hele 78.10, men bevares fx. i ribbeen 79.3.6 deel 83.7.1. fordeel 84.2.5 spee 84.13.3. yy er vist normalt forenklet: lys 13.4 79.6.

M. h. t. stumt e er det ikke lykkedes J4 at opnå konsekvens. Det tilføjes ofte i udlyd, især efter aa: inf. faa > faae ( maa) 79.13.4, præt. saa > saae 78.2.2 79.4.3 (hvor saa i Ea J1-3 kunne opfattes som adv. 'saaledes'). Dog findes også den omvendte rettelse, fx. maae > maa 45.3.9 79.13.1 ( faae). I indlyd indføres -e navnlig efter o: soel, stoel 43.5.3-4, roes, troelig 126.10.1,3 vaerlig 88.19.2.

4) Åbningsgrad (og runding). 4.1) o:aa. Tendensen til at erstatte aa med o i forlaaren gennemføres nu trods rimet overalt: 3.5.6 21.3.4 44.1.5 98.1.4 211.6.5 238.1.1 244.7.3; jf. forloret kaaret Svanesang nr. 307.11-12. Samme ændring (mod rimet) i tilhaabe 68.14.11 70.4.5 71.8.11 76.7.3 (her har også Ea J1-2 o) 255:13.4, 18.2 261.15.1 270.10.8, jfr. fra verdens hob (haab I J1-3) og hykklerie 197.16.2. Omvendt rettes rodden > raadden 184.4.5 (omvendt i J3), stodder > staader 95.9.6 kobber- > kaabber- 173.11.5.

4.2) J1's form haardt genindføres de fleste steder (mod originaltrykkenes hart), se u. J1. Enkelte steder ændres det normale datter > daatter 237.1.1, > dotter 3.2.2.

4.3) u:o. Participiet fornommen (overalt som rim på kommen, jfr. s. 449) rettes overalt > fornummen, hvorved øjerimet ødelægges: 2.11.3 51.3.8 134.1.5 180.11.1 238.3.3. - konst(ig) rettes tilbage til kunst(ig) fx. 164.4.5 (dog ikke fx. 6.1.3).

4.4) y:ø. I J1 gik tendensen (bortset fra brynd > brønd) snarest i retning af at erstatte ø med y, både hvor nutidens rigssprog udtaler y (gemøt), og hvor det har ø. Denne tendens fortsættes i J4 kun på et enkelt punkt (trøglen > tryglen 67.7.4), ellers mærkes en svag tendens i modsat retning, således at ø erstatter y i overensstemmelse med nuværende udtale: stytter rettes tilbage til støtter 10.7.2 (trods rim på gemytter (< gemøtter A), der ikke ændres), 239.14.2 ( flytter), ønske(r) 12.3.1 176.1.2 197.9.7 253.9.1 brynd > brønd 101.1.6 (> begynd).

469

4.5) e:æ. Tendensen til at erstatte æ med e fortsættes ikke blot, hvor vokalen er kort: ræt > ret ( tæt) 192.9.8 læt > let 255.12.1 fortræd > fortred, også hvor æ alternerer med a/aa: vædske > vedske 10.5.4 (men 63.1.7 beholdes vædske, medens rimordet lædske ændres til ledske, jf. 63.4.3), men endog ved lang vokal: stæder ( græder) > steder 10.8.1 kiæde ( glæde) > kiede 79.2.2. Der findes dog også ændringer i modsat retning: ferdig > færdig ( værdig) 78.6.5 egteskab olg. > æ- 79 (6 ekss.), sterke > stærke 45.2.3 262.4.8 (79.3.1 findes æ i forvejen i J3 ). For at illustrere den inkonsekvente brug af e/æ selv i rim, hidsættes endnu nogle ekss.: fra nr. 78: bække dekke, vender hænder, indskrenket skenket, evne nævne. - Væ rettes tilbage til vee.

5) Omlyd. Et par steder ændres uden konsekvens omlydsformer, der tidligere var gængse i skriftsproget, men nu er dialektale: slykker > slukker 185.10.4 273.5.1 ( rykker); jf. huld (subst.) (H J2-3+7) > hyld (J1, 4) 106.11.2; forfrøsnet > forfrosnet 36.7.2 lob > løb (trods rim på op) 54.5.12 60.5.6 (ikke rettet 170.1.8).

6) Diftonger. En af de mest gennemgribende rettelser i J4 , hvortil der kun findes svage begyndelser i de forrige udgaver, er ændringen af iu til y i siunge 1.23.4 osv. siun(t)es 107.6.1 117.2.3 siun 254.1.2 265.4.3. Enkelte steder indføres rettelsen også på rimets bekostning, fx. 3.11.1, jf. dog: Hvo kand best for JEsum siunge ( tunge.) Synger hvad I kand og veed 44.5.5,6; siunket rettes dels > synket 37.1.3, dels > sunket 197.4.2 214.1.4.

7) Vokal i tryksvag stavelse. Foran s gennemføres (i modstrid med tendensen i alle ældre tryk) i foran s i formen menniske, mennisklig olgn. 35.8.1 69.4.1 73.1.6 90.1.1 105.1.3 107.8.2 110.2.4.

8) Fremmede konsonanter: kratze > kradse 127.2.3 pallatz > palads 237.2.6.

9) Konsonantforenkling: dørre (alm. form i ældre tid) > døre 197.3.5 242.1.4 251.4.1 (her har også J1-2 døre), 254.1.3 ( tørre); bevaret i rim: 108.8.2, 4 ( større) og 118.15.7,8 ( tørre).

10) Halvvokaler. 10.1) ej, øj, der trængte frem i G-I, J2-3 , rettes nu særdeles konsekvent tilbage til ey, øy (= A-F, J1): deyligste 10.1 ey 10.3 ofl. vey 45.5 ey 13.1.1 seyers 45.1 høyt 45.5 (alle stederne har j i J3 ).

10.2) f for v (i Graf, haft osv.) fjernes nu, også hvor f dannede øjerim (se u. J1 ). Om lov: lof se § 22. Livlig rettes fortsat til liflig, se J1.

11) Palatalisering. I enkelte ord ændres ki- til k- foran e og ø; det drejer sig dog delvis om sådanne ord, der allerede i hefterne normalt skrives uden i, og som i en af de samlede udgaver (især J3) har fået ki, fx. kiedes > kedes 78.13.4 (jf. i alle udgaver ked(es) 128.4.3 29.17.7); desuden er noteret skienke > skenke 30.10.7 78.9.4 107.5.3 kiølne > kølne 31.8.4. I øvrigt bevares ki fx. i bekiende 27.4.1 begiere 27.8.8 kiødet 84.17.4 beskierme 31.9.6 skielve 35.5.4. Princippet for disse reguleringer vil ikke kunne formuleres uden et fyldigere

470

materiale, jf. Boberg, Den danske Retskrivnings Historie: 39 f. 52.66. Skautrup III 178.

12) Stumt d. Formen hand, som søgtes udryddet i J1 , men dukkede op igen i de flg. udgaver (især i det nytilkomne stof), gennemføres nu atter konsekvent. Derimod genindføres -d ikke i man og al (der nu skrives med enkelt l fx. 78.9.4 45.4.3 mod overvejende all i J1-3); også i andre tilfælde stryges stumt d, se fx. s. 452.

13) -et, -ed. I tryksvag stavelse videreføres reguleringen af -et: ed, undertiden også hvor rimet derved forringes (se u. J1 ); fuld konsekvens er dog heller ikke opnået på dette punkt.

Bøjning og afledning.

14) Genus. 14.1) Adjektiver og pronominer. I fortsættelse af en tendens, vi har sporet i tidligere udgaver, tilføjes t til adjektiver og pronominer i forb. m. neutrum ell. som adv. Det er navnlig pronominerne vor, hver, ingen og nogen, der ændres (disse pronominer er i ældre tid ofte uden genusbøjning, også i kilder, der ikke kan mistænkes for jysk påvirkning): vort kiød 134.1.3 vort elende 65.2.4 (D J4, vor J1-3; jf.: dette Elænde Kingo Saml. Skr. IV. 15). - ingen > intet haab 271.9.8 intet slaverie 230.8.6 ey nogen (> noget) herberg 13.1.1. Princippet gennemføres dog ikke: ingen blodig saar 29.12.3 (rettet i J6), vor skiold 263.6.6 (J2-7), flere eksempler på ingen ved neutrum er anført s. 453. - Andre tilfælde af nytilkommen neutrumsform: et helligt liv 72.8.6 herligt (adv.) 249.9.6 riigt (som præd. t. obj.) 64.8.2 selsomt (se u. J1 ), stærkt (adv.) 262.4.8 (men stærk 176.1.3 frisk 176.5.5) fuldt 60.2.5 smukt 210.10.5 (kan være en tilstandsbetegnelse, der er omtydet til adv.). - 125.5.4 er et objektprædikat sandsynligvis omtydet til adv.: Hand har mig toed og tvettet Saa deylig (> deyligt) i sit blod.

14.2) Substantiver. Fælleskøn ændres til intk. ved kys (se u. J1 ), favn 178.6.5 (dit favn og skiød), mood 256.2.18 (måske blot trykfejl i J2-3 , J1 har også mit). Den omvendte rettelse findes næsten gennemført i et > en tempel (mod rettelsen i J1 , se ovf.).

14.3) Om genitivforbindelser og sammensætninger se u. J1 .

14.4) Indsættelse af den/det for hun (han) er endnu ikke gennemført: 115:1.5, 5.4 122.3.1 o.m. fl. 152.11.1,5 168.1.4,5 187.1.2 191.11.1 207.4.4 (hans).

15) Numerus. 15.1) Substantiver. I enkelte tilfælde ændres -e > -er: englerne (se u. J1 ), vidner 204.1.6. Omvendt: taarer > taare, se u. A-I.

15.2) Normaliseringen af verbets numeruskongruens fortsættes (se u. J1 ), men gennemføres ikke.

16) Kasus. 16.1) Et enkelt sted moderniseres en af de få tiloversblevne genitivformer på -sens: lysets 14.3.5.

16.2) Akkusativkongruens indføres 92.3.4: Lader os til ham taksigelse bære, Han (> ham), som fra satan os haver giort frie. - Til retter (> rette) tide se u. J1 ). - blive sin Jesu (< Jesum) lig 224.11.6.

16a) Bestemthed: den skiden (> skidne) Syndens lyst 231.2.1.

471

17) Person. Enkelte steder rettes de gamle 2. personsformer (fx. blevst 11.2.4 brødst 50.1.3), men de fleste henstår urettede til J6 . 81.3.3-4 rettes veedstu blot til veedst du (J6: veed du).

18) Modus. Ingen ændringer bemærket.

19) Tempus. 19.1) Formen giorte(s) rettes til giorde(s) 222.2.5 267.9.4, også i tilfælde, hvor den rimer på borte: 19.2.4 185.5.5 270.2.5. men rettelsen er ikke gennemført (se fx. 239.3.3).

19.2) Svage participier, hvis stamme ender på -d, ændrer i perf. part. -d > -dt, ikke blot hvor de skulle kongruere med subj. af neutrum: bortstrødt 246.5.1 ( forød > forødt efter subj. i fk.) eller står efter har: har født 14.1.2 44.1.1 ofl. klædt 43.1.4 striidt 273.3.2 274.1.2 traadt 49.3.8 133.4.6 ( raad), beredt 24.5.6 ( sted), 254.8.5 (do.) (bered bevaret 224.8.4), men også ved er m. subj. af fælleskøn: forødt 246.5.2 født 11.2.4 15.2.5 21.3.1 (t fjernes i J6-7 ), 225.1.2. Ændringen er dog ikke fuldt gennemført, navnlig ikke i rim, se exx. u. A-I.

20) Præsens participium: triumpherendes > triumpherende 267.12.3.

21) Afledning. Om befalning se u. J1.

22) Enkelte ord. J1's form villie genindsættes 3 steder, hvor J2-3 (og originalerne) har ville: 70.2.1 ( stille), 70.2.5 75.1.4. - Om tvi(v)le se u. J1 . - (ik)kuns rettes > (ik)kun 117.13.8 134.5.3 (4.9.4 har alle udgaver kun). - Der reguleres stadig på brugen af en/een, men konsekvens opnås ikke. Under J1 er nævnt en del rettelser een > en, omvendt rettes et > eet 79.2.5. - Om domdag > domsdag, se u. J2 .

Medens de tidligere udgaver veksler mellem satan og sathan, gennemføres den første form (så vidt ses) i J4 , se fx. 69.10.6.

Ifølge Arlaud 337 har J4 gennemført en (i J2 forsøgt, i J3 delvis opgivet) skelnen mellem lov 'lex', 'venia' og lof i bet. 'laus' (se fx. 5.3.6 78.14.1 126.7.3 188.5.7 (F J1-7 ) 267:6.2, 8.1 268:5.7, 6.3 269:1.1, 8.4 270.1.2); den gennemføres også, hvor et (øje)rim krænkes, fx. skov 4.2.8, behov 76.10.2 96.13.7 115.7.2 267.3.3. Tilsvarende adskillelse findes i bibeloversættelserne 1717 ff. og Pontoppidans salmebog (1740), men originalmss. og K S T har Lov. På tilsvarende måde indføres (if. Arlaud 337) adskillelse af føer (imperativ af føre] og før (konjunktion).

23. Tekstændringer. Medens vi endnu i J3 med nogen sikkerhed turde formode, at en række tekstændringer skyldtes forfatteren, er dette mere tvivlsomt for J4's vedkommende. Der forekommer ganske visst forholdsvis mange ændringer, som ikke er af rent ortografisk natur, men de er gennemgående ubetydelige og tilhører alle den art forskydninger, som finder sted, hvor en sætter dels er mindre omhyggelig, dels ønsker at forbedre teksten på steder, der falder lidt tungt eller synes forvanskede. De vigtigste exx. kan ordnes i flg. kategorier:

1) Forringelser. a) Åbenbare forvanskninger: i midleren > imidlertid 107.5.3 (mærkeligt nok genfindes denne fejl i T2 ), forvilder > forvolder 196.13.3 Betyder det dog ey (J4-7 < ney J2-3), jf.: Saa gielder det dog ey J1, Saa gielder det dog Ney F 165.2.8 (jf. S); 193.5.4

472

(rimord gentaget). Endvidere: 45.1.4 69.14.5 78.1.5 (got > god), 98.2.3 151.5.4 168.7.8 240.9.1 262:1.3, 2.5, 9.5, 9.8.

b) Tvivlsomme rettelser af tvivlsomme steder: (verden) Møder (J1-3 > Meder) os paa alle buer 233.4.4 Hvor de fordømte ned I svovlepølen stænkes > senkes 108.10.4, se herom Variantliste fra hs. K s. 411; hver i sine tiders rang (J1-3) > trang 44.4.4.

c) Andre forringelser af teksten: Vil du da (først F J1-3) mit hjerte tage Nu vel an, der er det da 178.2.1 For al den (> min) liflighed 214.3.7. -

2) Forsøg på at udbedre (formentlige) mangler i de ældre udgaver:

a) Rettelse af trykfejl (hvoraf flere dog ikke umiddelbart fremtræder som sådanne, og altså muligvis er rettet af forf.): i troe > i toe 204.1.7 Lad... Os (Og J1-3) i os selv erfare 49.14.2 Al verden (At verden I J1-3) 218.4.1 have > havde 104.5.3 (se I. XIX), 175.3.1 (ordomstilling efter de andre strofer), fuldt > følt 152.8.5 fuldt > fuld 180.14.4 dit > mit 108.1.7 De aldrig fra dig kige (fejl for hige?) J1-3 > vige (ty. orig. von dir gehen) 68.4.6. Genindsættelse af ældre form: Nu skammer sig den onde aand At buen brister (J1,2,4, ryster J3) i hans hånd 149.17.2, noget J3 > nogen I J1,2,4-7 104.15.3.

b) Udglatninger af mere tilfældig natur: og > dog 270.9.6 (se I. XIX) dog > da 267.14.6 det rene (orig. das heilige) > den rene 35.2.1 i glæde > i glæden 100.10.8 sættes > sette 63.2.4. Ordombytninger: 100.4.8 181.2.4 (se I. XIX) 238.3.1 (se smst.). - Hertil måske også flg.: Ney, kommer (Nej kummer, I J1-3 = K) kors og tvang Saa er det du maa lide 208.11.4-5, hvor korrektøren kan have foretaget en nærliggende ændring (jf. 173.2.7) for at få det indledende led til at stemme bedre med Saa.

c) Formelle fejl rettet: identiske rim fjernet (jf. u. J3) 193.5.4 219.10.5 (men ikke 262.8.5-6). Metrumsfyldende småord indsat: egen 13.2.6 hand 125.5.1 (= H J1-2 ).

d) Læsemåder der ligger nærmere ved den tyske original: 168.7.7 (se I. XIX).

Udgaverne J5-7 (ca. 1752-67).

Disse udgaver følger i det store og hele J4 , idet ortografien dog stadig undergår småændringer, og forældede former udskiftes. Således i J5 de gamle 2. persons-former 1:8.3, 12, 4, 16.2 2:7.4,5.4.3.2 osv. Mest selvstændig er J6 . Heri er også nogle få rettelser, der til nød kunne tænkes at stamme fra forfatteren: dybt > høyt 26.10.4 og > ey 73.2.7 hand > ham 96.11.3, jf. 261.7.3-4. Navnlig udryddes i denne udgave mange gamle 2. persons-former: 1.6.5 41:10.5, 11.4 95.12.3 195.7.1 ofl. I J7 er der kun grund til at fremhæve rettelserne i nr. 120, der stemmer med Pontoppidan (se ovf. s. 383) (samt vor itzige > nærværende 222.2.3); se også 39.4.6 60.5.2 114.5.3.

Konklusion.

Man tør gå ud fra, at de rent ortografiske ændringer i alle udgaver alene skyldes sætteren. Ellers ville dog næppe former som ey/ej, møye/møje, haardt/hart, ville/villie, tvivl/tviil ofl. veksle fra udgave

473

til udgave. Desuden afviger de fleste ændringer fra den retskrivning, Brorson selv anvender endnu ca. 1760. Dette gælder rimeligvis også de morfologiske ændringer; i al fald har Brorson inkongruens i verbernes numerus, og genitiv på -sens i P. Derimod er det overvejende sandsynligt, at der i hver af udgaverne J1-J3 (måske også J4) er foretaget enkelte mindre indgreb i teksten af forfatteren, selv om det er umuligt at afgøre, hvor ændringerne skyldes sætteren eller eventuelt en kyndig korrektør (Nic. Brorson?). Der har dog næppe i noget tilfælde været tale om en egentlig revision eller korrektur fra forfatterens side, men man må tænke sig, at han i sit eksemplar lejlighedsvis har indført rettelser, der da er kommet en følgende udgave til gode.

De indgreb, der mest føleligt har ændret tekstens stilistiske præg, er flg.: den hårdhændede udryddelse af de bibelske genitivformer på -sens i J1 (§ 16), af salmesprogets participier af typen fød, bered > født, beredt i J4 (§ 19.2) og af 2. person på -(s)t; endelig de ortografiske ændringer, der forringer rimene, navnlig i J4, se §§ 4, 5, 6, 9, 10, 19, 22.

For at give et indtryk af ændringernes omfang i de forskellige udgaver har jeg talt samtlige afvigelser fra den nærmest foregående udgave i nr. 1-66 (124 sider i J4). Tallene er omtrent flg.: J1: 220; J2: 40; J3: 40; J4: 80; J5: 15; J6: 60; J7: 10. Det høje antal i J1 skyldes først og fremmest overgangen til små begyndelsesbogstaver.

III. Svanesang og prædiken.

Når man vil danne sig en forestilling om, hvorvidt trykket af »Svanesang« og den dertil knyttede prædiken afviger fra Brorsons originalms., har man et kontrolmiddel i det egenhændige manuskript til prædikenen og to digte, som findes i Ålborg Katedralskoles bibliotek og er aftrykt ovf. s. 129-741). Skønt dette manuskript på titelbladet har ordene »til trykken overgivet«, kan det dog - som omtalt i udgiverens indledning III 24 f., jf. 255 - ikke have været brugt som forlæg for trykket, men en renskrift må ligge mellem dette og vort hs. De ændringer, der er foretaget, kan altså have mindst 3-4 ophavsmænd: forfatteren selv, udgiveren og sætteren (korrektøren). De mere betydelige indgreb er dog af en sådan art, at de efter al rimelighed må tilskrives forfatteren. M. h. t. afvigelser i ortografi og bøjningsformer olgn. er der den yderligere vanskelighed, at både manuskript og tryk har mange inkonsekvenser og dobbeltformer. Således har trykket som regel formen Engle svarende til Engler i ms., men 173 er forholdet det omvendte; man kan derfor ikke udelukke den mulighed, at forf. i sin renskrift har brugt formen Engle hyppigere end i vort ms., og at ændringerne altså til dels skyldes ham selv. På lignende måde har ms. ej v. s. a. ey, han: hand, saasant:saa sandt osv. Lykke:icke osv., siuncke:syncker osv.

Også for Svanesangs-digtenes vedkommende må vi regne med

* 474

muligheden af en renskrift (ved udgiveren) mellem originalms. og tryk, men her har rim og rytme sat snævre grænser for normaliseringen, og bortset fra nogle få rent ortografiske træk (ey > ej, ck > k(k), konsekvent brug af stort bogstav) synes der ikke at være grund til at mistænke afskriver eller sætter for vilkårlige indgreb i teksten.

1) Medens ms. ofte har lille begyndelsesbogstav i substantiver og af og til stort bogstav i andre ord (Jubiler er 136 I sær 169 Vunden 133 Din 138 Majestetiske 139), har trykket gennemført stort bogstav i substantiver (og substantiviske ord). Kun pron. Eder skrives i ms. alm. således, i trykket eder 132 ofl. (jf. Dig > dig 132, men dig > Dig 162). I enkelte tilfælde skriver Brorson første led i en sammensætning med lille, sidste led med stort: hoved-Maanet, hovet-Sag 132 149 155 ofl. (men: Bygnings Mændene, Hoved-hiørne-steen 132). Efter punktum har ms. ofte lille bogstav, medens trykket altid har stort.

2) Brugen af Interpunktion og Bindestreg er ligeledes normaliseret i trykket; manskriptet har i princippet den samme brug af komma foran og efter bisætninger (også relativsætning uden som) samt adverbielle indskud, men er mindre konsekvent; navnlig findes ofte komma for punktum (eller omvendt), og brugen af bindestreg er yderst vilkårlig: Riber-Domkircke 129 var den lyse-Side 137 for meente 157 formeget 136 lin klæder 146 saasant:saa sandt ms. til 295.2.3. - Jf. ovf. om A-I.

3) Dobbeltskrivning af lang vokal er - i overensstemmelse med tendensen i tiden - reduceret betydeligt i ms., når man sammenholder dette med tryk og afskrifter fra Tønder-tiden; i trykket forsvinder manuskriptets få tilfælde med fordobling af andre vokaler end e og i i lukket stavelse, fx. Lyys 134 148 ofl. Bruud 160 leedte 164 (men hine > hiine 136; ene > eene 295.1.7).

Brugen af stumt e er vist kun ændret i adj.: faae > faa 144 152 ofl. (modsat verbet at faae). I digtene finder man påfaldende hyppigt skrivemåder som Soel, Stoel. - Persohn ændres til Person 138 140 148. I digtene finder vi derimod h i Gevæhr 323.1.11 Vahre olgn.

4) aa er en enkelt gang rettet til o (forlaarne 151; forloret kaaret nr. 307.11 f. kan derfor bero på rettelse; sml. Taare uden fore 307. 33 f.); skrivemåden hart, der i J1 ændredes til haardt (s. 458), er bevaret, både i prædiken og digte. Overmåde hyppigt ændrer trykket (kort) e > æ, navnlig i ord, hvor æ i roden alternerer med a eller aa: Trengsel, Fengsel, lengsel, betencker, befestet, forfengelig, forkrenckelig, nevner, Majestetiske; beskiemmer > beskæmmer 153; men også i andre ord, især foran og efter r: Retferdighed, forferdelig, verdige, trette (173). Den omvendte ændring findes i enkelte ord: ræt > ret 130.19 lægges > legges 133 135, æmbede, Sælskab, stæd; specielt ved lang vokal efter i: kiært (og kiert) 136 ff. > kiert, Siæl (Siel) > Siel 138 ff., forgiæves > forgieves 150. I evig har ms. normalt e, men bevarer et par steder den gl. form ævig; trykket retter til ævig 295.2.9, jf. 295.4.9.

I digtene synes forfatterens retskrivning at være bevaret i noget højere grad, selv om æ-formerne også her er hyppigere: Tænk 284.2 Fæst 284.3 hæfter 284.3 osv.

6) Trykket bevarer iu i siung 130.20 160 (jf. nr. 299.1.1 og 300.1.4 osv.), siuncke 155 (men både ms. og tryk har syncker 295.1.2).

475

7) I superlativ rettes -iste til -este 134 141 ofl., jf. nr. 287.3.8; men menniske bevares. I bestemt form ændres himlen til Himmelen 170 ofl.

8) ck for k i ind- og udlyd ændres både i prædiken og digte konsekvent til k(k). Den sjældne skrivemåde ch rettes i Patriarcher > -k- 145.

10.1) Trykket retter konsekvent ey, øy > ej, øj; også ms. har en del steder ej for ey, men det er ofte vanskeligt at afgøre, hvad der står. Ved anvendelsen af større skrift har trykket ei: Speil Feil 290.8.6, 8. - ieg rettes til jeg.

10.2) Nogle få tilfælde med f for v normaliseres i P: nafne 142 147. I digtene er f hyppigere end i ms.: Lifs 286.1.3 288.3.3 ofl. Løfsal 352.2.12 Stefne 290.1.7 lifsaligste 288.1.8, jf. Straf gav 317.1; spec. i ordet Lof (= pris), Lofsang 302.4.8 345.2.6 (6 exx. noteret mod lov 293.3.11, jf. Lov både i ms og tryk s. 130.10). Derimod rettes den karakteristiske Brorson-form livligste > lifligste 140, jf. 287.1.4 314.1.2.

12) Trykket fjerner stumt d i gandske, ald, hand, kand, mand (pron.) samt i de usædvanlige former forvendte 173 indtet 142 hendted 295.2.5; det indsætter etymologisk d i mit i 141 (s. 166 har også ms. midt; derimod har digtene normalt mit, fx. 284.2.4 302.3.7); i 285.2 har ms. først saasant (= tryk), i gentagelsen saa sandt; trykket bevarer skrivemåder som got, hart 157 ofl.

13) hovet, maanet rettes til Hoved, Maaned 132 155 ofl. (men fremmet 349.1.4).

14) Ændringer af genusformer er sjældne: vort (> vor).. menniske 142 i vor (> vort) stæd 163. - ingen Raad > intet Raad 295.1.9.

15.1) Engler, Dievler, Discipler erstattes ofte af former med -e (men Engle > Engler 173 Disciple > -er 154; Engle 288.2.4 ofl.; Apostlerne 130). Taare > Taarer 159 (jf. ovf. s. 453). Den latinske form 3 Mariæ afløses af Marier 140; jf. genitiv Magdalenæ > Magdalene 130.

15.2) Verbers (og participiers) flertalsform gennemføres i trykket mere konsekvent end i ms.; dog ikke i modalverberne (155 169 ofl.) og ikke altid ved har (142). Jf. dog døe vi > døer vi 159 samt (i begge kilder): vil vi være vis i 155. Den hyperkorrekte form nogle indføres i: Vil vi dog hellere miste alting end nogen (> nogle) af vore Lemmer 154. - ingen Raad > intet Raad 295.1.9.

16) De gamle genitiver på -sens er ikke så hyppige som i TrK; nogle bibelske udtryk med livsens bevares i trykket (se s. 453), derimod rettes Dødsens 160 Korsens 153 (andre steder har ms. korsets se s. 453). I digtene finder vi Lifsens... Træe 289.1.2, men ellers Livets 291.1.3 316.2.7 Gravens 346.3.10 Dødens (Fyrste) 297.2.6 ofl. Syndens 290.5.4 Kiødets 333.2.4. Det kan ikke afgøres, om disse former stammer fra digteren. - Daabs > Daabes 142.

17) 2. persons-former på -(s)t er ikke bemærket i prædikenen; kun få exx. i digtene, navnlig est du 290.7.4 (men du vil, maae smst.), blevst 318.2.1.

19) Ændring af tempusformer er påfaldende sjælden; jeg har noteret normalisering af de særlige Brorson-former veedste > vidste

476

157 ofl. giorte > giorde 132; knuset > knust 168 (men har knuset 295.4.3). I digtene finder man (i modsætning til -dt i J4) part. som blev fød Kiød 288.1.6 bereed 292.1.7 forraad 318.1.12. - Guds Udvalde sammenkalde (inf.) 346.2.8 (jf. s. 454). Desuden præs. faer farer 169 (men bær bevaret 148). - bortgangen er ændret til bortgaaen 139, men denne form findes også i ms. 154.

21) Befalinger > Befalninger 155.

22) tviil(e) rettes til tvivl(e) 156 160 ofl. ligger > legger 168 171. - siger hand om sine (> hans) svage Disciple 154 (men fx. 167 bevares: hand giver hende saa got et Budskab til hans Disciple). - mere > meer 154 161 172; jf. fleer' 130.11. - tilforne, hvorfore > tilforn, hvorfor 159 146. - fornøden > fornødent 154. - fornemste > fornemmeste 142 ofl. og > ogsaa 138 146 153 mfl. - evindeligen, visselig en > evindelig, visselig 166,173 (bibelcit.); den omvendte rettelse 145 (klarlig > klarligen). - Om udskiftning af forældede gloser se s. 255, jf.: sige... god Nat > sige... Farvel 171. Det ejendommelige udtryk tencke derhen, herfra (jf. nr. 262.1.2) afløses af omskrivninger 159 171 ofl.

23) Af syntaktiske ændringer bemærkes navnlig flg.: (1) den som foransat artikel uden adjektiv erstattes af andre udtryk: det er den (> en) fest frem for alle Fester 132 den Goel > deres G. 133 i den livsens Bog > i L. B. 144 den din Taare-Strøm > den Strøm af Taarer 156, men bevaret: Maria den Cleophas Hustrue 141 (bibelcit.).

Ms. har den hen visen de til ingen: ingen... skal tvile... naar den (> de)... 160.

(2) Hvor en (guddommelig) person er betegnet med pron., indsættes ofte den fulde betegnelse (som mere ærbødig): hans > Guds 134 136 137 138 140 ham > Vor Frelsere 150 hand > Herren 169 hendes > Mariæ Magdalenæ 141 150 157; omvendt: Jesum > ham 168 170.

(3) Manuskriptets levende, men noget springende brug af historisk præsens er gennemgående rettet til præteritum, se fx. Persohnen, for hvem hand først aabenbarer (> -ede) sig 1383 13510 1409 1486 ff. 15610 15710 1586 (kun en enkelt form rettet) 15818 16513 (er) 16611 (har) 16914 (skal); jf. nu > da 1554.

(4) En løsere (parataktisk, ufuldstændig eller uregelmæssig) sætningsforbindelse er ikke sjældent ændret til en fastere periode: Derimod har > da derimod ingen har 142 thi det samme har > som har 147, jf. 1349 1586 169 (nederst) 170-71. Således ofte hvor ms. ved de mange inddelinger har en forkortet eller ufuldstændig sætning: 3) hvor yndigt er det ikke > 3) hvor yndigt det er... 148. Et led er indført foran (3) og (4) s. 156 for at motivere inversionen; se også 162 (III,1 (a)) 1631. Derimod er konstruktionen i et nyt afsnit brudt i trykket: 1561.

(5) Udvidet brug af det bøjede relativpron. hvilken, fx. for hvem > for hvilken 138 140 som icke > hvilken ej 147 I den (> hvilken) henseende hun og videre skal forkynde dem 169; men hvilcken erstattes af andre former, fx. 141 (> og).

477

(6) I 18. århundredes sprog finder man en brydning mellem en ældre skriftsprogstendens til at stille adverbielle led foran bisætningsverber og infinitiver, og en yngre, af talesproget påvirket, tendens til efterstilling. Vor tekst viser ændringer i begge retninger: (a) Foranstilling: for hvem han aabenbarede sig først > først aab. sig 1383. Men vi nøyes dennesinde, for tiden at spare, med.. > Men, for T. at sp., nøjes vi... 14512 14610 1478 det var... det sidste ord, som hun fick at høre... tenckte hun > at hun skulde sidste gang, efter hendes Tanker, høre ham paa Korset 162. - Andre bestemmelser foranstillet: det var bekiendt nock for hele Verden > det var al Verden bekiendt 164. - Foranstilling af let bestemmelse: Mand siger den gandske Dag til mig > til mig d. g. D. 166 er kommen saa mild og blid igen > igen s. m. o. b 174. - (b) Efterstilling: aabenbar os og jo mere og mere Din uovervindelige Kierlighed til os > aa. os ogsaa din u. K., jo m. og m. 138 15013 1584 15917 (først); saa let tenckt herfra > tenkt saa let paa deres rette Hiem 171. - Efterstilling af tung bestemmelse: af Guds ord og daglig forfarenhed kiendeligt > kiendeligt baade af osv. - Brorson bruger påfaldende hyppigt (efter tysk mønster) en indrømmende hovedsætning af typen Var hun dog bekiendt nock af andet 160; disse gengives som regel uændrede af trykket, men det anførte sted er sætningen omtydet til et spørgsmål ved indsættelsen af ikke: Var hun dog ikke bekiendt nok...?

(7) Et par steder fjernes meget tunge bestemmelser til et substantiv: bestraales af den, fra sin gravs Mørcke saa deylig fremskinnende Retferdighedens Sool 134. Tilsv. s. 1709.

Ms. har på enkelte steder rim, der udelades i trykket (vel fordi man hævdede, at rim var upassende i god prosa): kierlige og herlige 138 paa det mægtigste og prægtigste 144; således også Vaagen og Kaagen (dvs. gloen), løben og kiøben i det overstregede stykke s. 174; jf. reent og rundt > kierlig og rundelig 173. Dog bevares den stående folkelige forbindelse hige og fige herfra 172 (jf. ODS u. fige 2).

Skønt rettelserne gør et lidet konsekvent indtryk, tenderer de i det store og hele mod en klarere opbygning og en mere logisk-korrekt form; til gengæld går undertiden den ejendommelighed tabt, som for nutidslæseren er det mest karakteristiske og indtagende ved Brorsons sprog; evnen til at fastholde talesprogets jævne udtryk og bevægende tonegang; der udelades livfulde småord som ganske eller nu (134); man savner en ugrammatisk, men levende tempusomskrivning som at... de mægtigste i Verden sielden har vildet haft deres Børn ved Daaben anderledes opnevnede (142). Ofte udskiftes dagligdags udtryk med mere stive, fx. da skulde det vel staaet hart, inden de havde beqvemmet sig til, at lade sig frelse derfra (151). Den lampe kan snart gaae ud (> slukkes) (154) at jeg ikke kan komme til (> nyde den Trøst) at salve ham (156). Det er derfor, at > saa er det Aarsag, hvorfor (171). - Udeladt er vendinger som: Var det saa glædeligt for Maria Magdalena... at see ham her, hvad, naar I skal see ham der? (167). Saa giør Eder nu ret til Gode, I Troende (173). Thi den stund vor kiære frelsere levede, vilde hun icke fra ham. Der var hun sicker nock (161).

Ej heller føler man det som en vinding, at trykket strammer en

478

passage, hvor taleren ved varieret gentagelse af jævne ord har fundet et levende sprogmelodisk udtryk for sin bevægelse: ja! o hvor deyligt vil det da komme igien (143). O den din Taarestrøm (156). - Hvem leder du efter? hvad giør du her i haven? hvad søger du i Graven? (164; citat fra arien nr. 295.3.2-3). Flere tilsvarende stramninger s. 164 f. Et enkelt sted griber trykket tilbage til en stivere konstruktion, som var rettet i ms.: saadan deylig (i ms. rettet til: saa deylig en) Guds Tempel 1605.

Bibelcitater.

Også i de talrige bibelcitater er der undertiden foretaget rettelser. Kilderne til bibelstederne i Brorsons to prædikener er undersøgt i en utrykt specialeopgave af cand. mag. Ellen Holm Thomsen (f. Christensen), hvoraf i korthed kan uddrages følgende resultater: Af de ca. 200 citater, der er undersøgt, står halvdelen lige nær ved samtlige oversættelser, enten fordi Brorson citerer så frit, at hans citat ikke stemmer med nogen bibel, eller fordi oversættelserne ligger så nær ved hinanden, at de alle lige godt kan have ligget til grund for citatet. Den anden halvdel af citaterne lader sig som regel heller ikke henføre til een enkelt oversættelse, men adskiller sig dog så skarpt fra én eller flere, at proveniensen kan angives med en vis nøjagtighed. Hvis man regner den af Enewald Ewald ofl. reviderede oversættelse 1732 og alle senere1) til den yngre gruppe af kilder, og alle andre til den ældre gruppe, giver den nævnte undersøgelse flg. tal:

Brorsons citat stemmer med: Ny Testamente Gl. Testamente
Jubel-
prædiken
Opst. prædiken i alt Jubel-
prædiken
Opst. prædiken i alt
Ældre overs. 5 16 21 8 2 10
Både ældre og yngre 20 19 39 13 6 19
Yngre overs. 9 11 20 30 20 50
34 46 80 51 28 79

Af denne oversigt fremgår det for det første, at halvdelen af NT-citaterne kan henføres til begge grupper, medens kun ¼ af GT-citt. er ubestemmelige. Dette beror sikkert først og fremmest på, at ændringerne i de nye oversættelser af GT var mere dybtgående; men det

* 479

kan også til dels hænge sammen med det andet factum, der kan udlæses af tabellen, nemlig at de exx. der lader sig henføre til en af grupperne, i NT fordeler sig med halvdelen på hver af de to grupper, medens kun af exx. fra GT viser klar overensstemmelse med den ældre tradition. Grunden til denne iøjnefaldende forskel er formodentlig den, at NT i højere grad citeredes efter hukommelsen, dels fordi skriftet er så meget kortere, dels fordi flere skriftsteder herfra indgik i den kristelige børnelærdom. Således forstår man, at de gamle former her spiller en større rolle end i GT. Af de 31 citater fra den ældre tradition falder 13 på den lærde Resen-Svaningske tekst (1607; 1647), 16 på den mere folkelige Chr. III's bibeloversættelse, der i 1699 ff. optryktes som Hus- og Rejsebibel (H R B). I opstandelsesprædikenen er tallene: 10 på Resen-Svaning, 6 på Hus- og Rejsebibel (heraf halvdelen ikke fuldt sikre). Blandt exx. fra Resen-Svaning bemærker man adskillige citater, der inddrager randnoterne fra disse udgaver1); fra Hus- og Rejsebibel finder man kendte skriftsteder som Johs. 3.16 (134) eller steder med særlig prægnant form, fx. 2. Tim. 2.11 (159), i H R B 1738: Døe vi med, da skulle vi lefue med: Lide vi, da skulle vi med regnere; i 1732 ff. mere vidtløftigt: thi dersom vi ere døde med (ham) skal vi og leve med ham. Dersom vi taale skal vi og medregnere.

Af de ca. 70 citater fra de yngre oversættelser kan kun enkelte henføres til en bestemt af de tre hovedrevisioner: Ewalds fra 1732, Wöldikes fra 1737 og den endelige revision 1740 (5. oplag af udgaven i stor oktav)2); kun 3 citater (alle fra Jubelprædk.) kan alene stamme fra 17323), medens 17 fra Jub. og 12 fra Opst. står nærmest ved de senere revisioner; af disse 29 er 4 taget fra 1740 eller en dermed stemmende (senere) tekst, medens ingen med fuld sikkerhed kan henføres til 1737.4) I almindelighed stemmer citaterne i Brorsons ms. næsten ordret med 1740-teksten, bortset fra forkortelser og syntaktisk tilpasning til sammenhængen; men i en 20-30 af

* * * * 480

opstandelsesprædikenens citater er der dog større eller mindre afvigelser fra samtlige oversættelser. I en del af disse har trykket en tekst, der ligger nærmere ved 1740 (eller ved 17321), uden at der dog altid er nået streng overensstemmelse, fx. Værelses (Svaning) > Væsens (1732 ff.) Hebr. 1.3 (134); fryde os > frydes Ps. 118.24 (135); Hvo mig bekiender > Hvosomhelst der vil bekiende mig Matth. 10.38 (144); jf. mindre justeringer som 145: Regenters tilføjet (Es. 49, 23); 164: indirekte citat ændret til direkte (Højs. 5.9); tællet > talt (Ps. 56.9); 172: almægtige > ævige (Es. 40.27 ff.). Mere interessant er det dog, at flere af rettelserne fjerner teksten fra den autoriserede oversættelse. Enkelte steder indsættes ord fra de gamle oversættelser, således i Højsang-citatet III 139: Venneste (H R B, Sv. osv.) for veninde (= 1737 = 1740), part. -gaaen (for -gangen), kommen for kommen an; (derimod bevares Staae for Stat). Man tør formode, at digteren i dette yndlingssted har indført de gamle former efter hukommelsen uden dog at bringe citatet i fuld overensstemmelse med traditionen før 1732. Andre steder indføres nyere former; således ændres 156 i Matth. 6.21 liggendefæ til Skat, der, så vidt jeg ser, først trænger ind i bibelen 1907.2)

Konklusion.

Det er altså sikkert, at trykket har normaliseret retskrivningen, konsekvent dog vist kun m. h. t. storbogstav, ey-øy og ck; muligvis har sætteren også moderniseret enkelte gamle bøjningsformer (-sens, 2. person) og gennemført flertalskongruens mere konsekvent (uden for modal- og hjælpeverber). Den gennemførte ændring af de latinske navne på bibelens bøger til danske skyldes vel udgiveren. Men indgrebene synes at være mindre hårdhændede end i TrK. (J1 og J4), og der er grund til at tilskrive forfatteren selv den væsentlige del af de øvrige rettelser.

* * 481