Brorson, Hans Adolph 2. De håndskrevne salmesamlinger.

2. De håndskrevne salmesamlinger.

Om samlingernes almindelige beskaffenhed og de anvendte signaturer henvises til udgiverens indledning III 396 flg.1) For at lette overblikket over salmernes fordeling på de forskellige hefter meddeles her en tabellarisk opstilling.

Nr. i T.r.K. Oversat efter Først trykt K R S T1 T2a T2b T2c T3
6
A nr. 2
nr. 03)
Jul: XV
7
- - 3
- XVI
8
- - 4
- XVII
10
- - 6
- XVIII
18
- - 8
Nyt Aar III
19
- - 9
- - IV nr. 1
nr. 16
29
G2 - 3 I, 10
Chr. Lid. IX
nr. 1 nr. 2
33
A - 7 I, 14
53 Freyl.2) =- =- 10
Paaske III
58 Schr. D - 5
S
86
Eb - 2 I, 7
nr. 8
107
H - 3
nr. 8
108 Schr. - - 4
- 7
114
- - 10 I, 4
115 Æ. Orig. - - 11 I, 6

* * * 438

Nr. i T.r.K. Oversat efter Først trykt K R S T1 T2a T2b T2c T3
116
H - 12 I, 5
117
- -13) I, 1
118
- - 14
131
J1
nr.71)
144
- I, 8
145
- I, 16
146
- I, 15
S
147
- I, 3
150
F nr. 1 I, 12
156
- - 7
nr. 9
nr. 13
162 Freyl. - - 13 I, 13
- 2
- 14
164
- - 15
- 4
- 18
165
- - 16
S
168 Schr. - - 19
S
173 Schr. - - 24
- 17
197 Schr. I - 6
S
203 Schr. - - 12
S
207 Schr. - - 16
- 6
208
- - 17 I, 9 nr. 5
210 Æ. Orig. - - 19 I, 11
214
- - 23 I, 2
- 3
215 Schr. - - 24
- 5
230
J1
- 19
245 Freyl. - III, 2
256
- III, 3 nr. 1
257
- III, 4 nr. 2
Forfatter:
(275) Nic. Br. J3 III, 5
(276) Br. Br. - III, 1
(279) Nic. Br. J1
nr.112)
(281) - -
nr. 13
(282) - -
nr. 5

* * 439

Oversigten viser, at hs. T1 indholdsmæssigt omtrent svarer til Tøndertrykket A, medens K I indeholder salmer fra Eb F G2 H I J1, koncentreret om Nadver- og Omvendelsessalmer, men i en rækkefølge, der kun for enkelte smågruppers vedkommende svarer til trykkene. K III har kun stof fra J1, medens T2-3 ikke indholdsmæssigt har tilknytning til bestemte tryk. T2a og T3 har en lille gruppe salmer fra F fælles (156, 162, 164), dertil nr. 19 (efter A). I øvrigt forekommer nr. 29 i 4 hss., nr. 19, 162 i 3 hss., nr. 86, 146, 214 i 2 hss., hvilket gør det muligt at få et indblik i håndskrifternes indbyrdes forhold.

Om alle afskrifterne gælder det, at de stemmer med det ældste tryk, hvor dette afviger fra de senere udgaver, bortset fra få og uvæsentlige tilfælde, hvor afskriver og senere tryk begge (uafhængigt af hinanden) har indsat en mere moderne form, eller hvor trykfejl i førstetrykkene er blevet rettet i senere tryk.

Af de 19 salmer i K forekommer 8 tillige i andre hss., således at der ikke er noget hs., der ikke har mindst een salme fælles med K. Intet af hss. S T1-3 kan imidlertid have benyttet K, da dette overalt har særvarianter, der ikke er optaget i de andre; og af tilsvarende grunde kan K næppe have benyttet noget andet kendt hs.; ej heller kan der påvises fælles fejl i K og S T1-3, som kunne tyde på, at der lå en fælles kilde mellem dem og Brorsons originalhåndskrift1). Derimod er der både i indhold og i enkelte varianter slægtskab mellem K og Johanna Rieses håndskrevne tillæg til A (se s. 422).

Skønt K sandsynligvis er det ældste af de bevarede håndskrifter (se s. 398) og i 3 tilfælde bringer redaktioner, der afviger

* 440

stærkt fra trykkene (se nr. 116, 117-18, 245), må det bemærkes, at det i flere tilfælde bringer en redaktion, der indtager en mellemstilling mellem den redaktion, vi finder i T1-3, og den, der foreligger i Tøndertrykkene (se nr. 29, 86, måske også nr. 162 og 214, sml. ndf. s. 444). Heraf tør man slutte, at kilderne til K ikke for alle salmernes vedkommende repræsenterer det ældste stadium i Brorsons salmedigtning.

K har i de salmer, der findes i andre hss., nogle få og ikke særlig markante særvarianter, som ikke er optaget i trykkene. Det kan være forfatterrettelser i en afskrift, indsendt til »salmebogsudvalget«, og derfor ikke optaget i originaltrykket, men det er formentlig simplere at opfatte dem som afskriverændringer, ofte vidnende om omtanke og sans for korrekt udtryk. Man kan derfor heller ikke ved de salmer, der kun findes i K, være sikker på, at K's varianter er oprindelige former, men det ser ikke ud til, at K har gennemført en udglattende revision så hårdhændet som den, vi møder i T1 (se s. 443); i 162.4.3 er læsemåden Hand er mit liv i dødens mørke (T2a-3 F J1-7) nok en forfatterfejl (foregribelse af liv i den flg. linie), der af K-skriveren omtænksomt er rettet til Lyys i osv.; således vel også skyld 147.5.1 (i K rettet til Synd, jfr... er bedreven i flg. linie) og er 33.8.1 (K: var i overensstemmelse med de andre verber). I flere tilfælde har K læsemåder, der afviger fra Tønder-trykket, men stemmer med læsemåden i en senere udgave; skønt Tønder-læsemåderne er de glatteste, er det altså muligt, at K har den autentiske form. De vigtigste eks. er flg.: Kom morgen dag (KJ3-7; dog J1-2) 145.3.1, frembryde 116.9.1 (K J2-7; frembyde H J1), bekke Vand 146.5.6 (K J3-7; beske Vand J1-2); i 86.7.9 bekræfter K læsemåden i Eb J1-2, 4-7, og spørgsmålet er da blot, om vi her har endnu et eksempel på, at Brorson bruger identiske rim (rettet i det omhyggelige K), eller om K har den oprindelige læsemåde (Klage) i 86.7.12; i 208.11.4 bekræfter K læsemåden i I J1-3; desuden tør man formode, at påfaldende læsemåder i K som fx. 118.13.8 144.10.1 256.3.1 er autentiske, idet de næppe tør tilskrives kopisten.

Af fejl er der ikke mange i K; jeg har kun noteret flg.: 116.11.6, 15.7 145.7.4 146.2.9 147.10.5 208.6.6, 11.5 218.3.3. Ortografisk

441

synes K at ligge nær ved Tønder-trykkene (og Brorsons original). Navnlig er der bevaret en stor mængde af de ejendommelige bindestreger, som kendes fra de trykte hefter (se s. 456), og K har dem endog på mange steder, hvor de er fjernet i trykkene. Af mere væsentlige afvigelser har jeg kun bemærket nogle få tilfælde, fx. opgivelse af 2. persons endelse i verber 29.14.7 (= T1,2bc), 86.10.11, hvem for hvo 115.6.5 118.15.6, Vunder værch at (jf. s. 455) rettet til Under er det 29.10.1. En ægte brorsonsk form (se ndf. s. 463) bevarer K i 145.7.2: Til retter (J1-7: rette) Tid. - 116.10.4 er Syndsens (G) moderniseret til Syndens (jfr. s. 461 ff.), medens K sikkert har bevaret den oprindelige form 147.6.2: Syndsens-Maade (rettet i J1-7). I det hele taget bevidner de salmer fra K, som først er trykt i J1, at moderniseringerne i denne udgave ikke stemmer med Brorsons oprindelige manuskript, hvis former er bevaret i K. I øvrigt er K karakteriseret ved de to stærkt afvigende redaktioner af nr. 116 (K I nr. 7) og 245 (K III nr. 2) og ved at have 117-118 som een salme (K I nr. 1) med udeladelse af de to sidste vers i 117 og det første i 118. Endelig mangler K sidste strofe i 114 (rimeligvis tilføjet i H) og 3. strofe i 144 (måske udeladt på grund af ordet skidne).

De 6 salmer i S spreder sig over 4 trykte hefter, og kun nadversalmen nr. 146 genfindes i et andet hs. (K); her er een variant fælles for S og K (6.4; muligvis den oprindelige læsemåde); desuden har de to hss. hver en sær variant, der tyder på, at det ene ikke kan være afskrevet efter det andet. Teksten i S ligger meget nær ved de ældste tryk; i oversættelserne har det nogle varianter, der ligger nærmere ved den tyske original (se fx. nr. 168, 197). Dette er et (svagt) indicium for, at S er ældre end trykkene (F, I). For de øvrige varianters vedkommende kan det ikke afgøres, om de er oprindelige læsemåder eller afskriverændringer; ofte gør de - ligesom K's særvarianter - indtryk af at tilsigte et glattere eller mere korrekt udtryk; 165.8.2 er med (F J1-7) vel fejl for mod (S). Gamle stavemåder er ofte bevaret, også i tilfælde, hvor trykkene har moderniseret. De 4 oversættelser synes alle at hvile på Schrader.

T1-3 har et indre slægtskab, der går dybere end hefternes placering under 3 fortløbende numre i Thotts samling, men endelig

442

klarhed over dette omfangsrige materiale kan først opnås ved en salmehistorisk bestemmelse af de mange sange, der ikke har relation til Brorson. Da navnet E. O. Schwartzkopf optræder i dem alle (se s. 401, 4433), 444), tør man formode, at samlingerne tilhører kredsen om Enewald Ewald, der var præst ved Vajsenshuset (1727-54). Ud over tilknytningen til Schwartzkopf viser en del af hefterne i T1-3 også slægtskab i indhold og varianter. For T1's vedkommende gælder dette dog kun nr. 29, hvor dette hs. har 3 af de strofer, der findes i T2b-c (men mangler i K og trykkene), og desuden følger T2b-c mod K (og trykket G2) i småvarianter som 29: 1.3, 3.3, 4.1, 5.5, 7.4, 10.4, 11.3-4, 13.1-7 ofl. I nr. 19 har T1 kun een ubetydelig variant (de for du) fælles med T2a-3, der rimeligvis er afskrevet efter trykket A (s. 444).

Det er iøjnefaldende, at Brorson-salmerne i T1 har nær relation til salmeheftet A (1732). T1 indeholder 7 af A's salmer og derudover kun een, nemlig nr. 29, som findes trykt i G2. Dette kan tolkes på to måder: enten har skriveren af T1 (som antaget ovf. s. 401) haft to kilder, nemlig dels trykket A (af hvis 10 salmer han udelader nr. 1, 5 og 7), dels et håndskrift, hvorfra han har taget nr. 291); eller han har kun haft een kilde, der da må have repræsenteret et ældre stadium af originalhåndskriftet til A, indeholdende den ældre redaktion af nr. 29, som hører til de ældste af Brorsons salmer, og som kan tænkes at være udeladt af trykket på grund af sin længde. Denne formelt simplere hypotese strider ikke mod angivelsen på titelbladet af A (Til den forestaaende Jule-Fest.. i Hast sammenskrevne); thi det her formodede ældre stadium behøver jo kun at ligge ganske kort tid forud for det endelige trykmanuskript. Men det må bemærkes, at dette stadium i så fald også må ligge forud for det, der repræsenteres af (kilden til) K I. Nr. 29 har nemlig i K I en skikkelse, der ligger nærmere ved trykket G2 og derfor må være senere end den form, salmen har i T1 (og T2bc ), og K I indeholder nr. 33 (A nr. 7), der mangler i T1.2).

*

2) For trykt forlæg kunne anføres T1's læsemåde alle Lysters skjulte Gnist 19.4.3, hvor A har trykfejlen kunde Lysters osv. (der genfindes i T2a-3 , men i Hagens eksemplar (se s. 432), er rettet til kaade Lysters, som indføres i J1-7); men dels kan det

443

I den eneste oversatte salme (påskesalmen nr. 53) står trykket A på en halv snes steder nærmere ved den tyske original end T1, medens det omvendte kun er tilfældet i v. 1.21) (se variantlisten s. 406); dette kunne tages som indicium for, at T1 var en »revideret« afskrift af A (jfr. at trykket i 245 står originalen nærmere end K); antager man derimod, at T1 er afskrevet efter et håndskrift, er to tolkninger mulige: enten er T1's læsemåder originale, og digteren har da før trykningen justeret oversættelsen efter orig.; eller T1's form er »revideret«, eventuelt af afskriveren. En sammenligning med T1's særvarianter i nr. 29 taler nærmest for den sidste antagelse, idet disse hverken findes i den oprindelige version i T2b-c eller er overført til de senere (K og G2). Da også de øvrige særlæsemåder i T1 har en lignende udglattende karakter2), er der næppe grund til at opfatte dem som originale.

T2a og T3 har 4 Brorsonsalmer fælles3); disse 4 udgør i T3 en nogenlunde samlet gruppe (nr. 13-14, 16, 18)4), men er i T2a spredt over hele samlingen (nr. 9, 2, 4, 1). I nr. 162 står T2a-3 sammen mod K (se s. 444), og i nr. 19 har ingen af dem T1's udglattende læsemåder. I nr. 156, 162, 164 stemmer de så nøje overens i næsten alle afvigelser fra trykket, at man kunne formode, at det ene hs. var afskrevet efter det andet. Imidlertid har T3 ikke overtaget T2a's varianter 164: 1.4, 1.6, 5.8, 6.7-8 ofl., så det kan ikke være afskrevet efter T2a ; svagere er indicierne for, at T2a ikke beror på T3 , men der er nogle småvarianter i T3, der ikke går igen i T2a : 164:4.6, 5.1, 3. Særlig mærkeligt er det, at T2a to steder

* * * * * 444

(156: 4.6, 5.3) oprindelig har trykkets læsemåde, men ved rettelse indfører T3's form; dette tyder på, at de har haft fælles forlæg, men at T2a-skriveren har haft en T3-tekst ved hånden. Da nogle af de fælles afvigelser fra trykkene (især i nr. 156) synes at være fejl, må forlægget for T2a og T3 have været en ikke helt nøjagtig afskrift. Denne kunne i og for sig være foretaget efter trykket F, men da T2a-3 begge har et hjertesuk1) af lignende art som det, T2b har efter nr. 29, er det rimeligst at formode, at forlægget har været et håndskrevet salmehefte (et forstadium til F?). Hvor de to hss. afviger fra hinanden, følger T3 som regel trykket (F); T3 synes altså at være den nøjagtigste afskrift, medens T2a enkelte steder moderniserer, fx. 164.5.1 (maat > maa), 164.5.3 (Syndsens > Syndens), eller forvansker (fx. 164.1.6: tiden > thi den); dog har T2a formentlig en ægte Brorsonform 164.9.8 (giorte). Derimod må man antage, at nr. 19 i begge hss. hviler på en afskrift af trykket A, idet T2a-3 har A's trykfejl kunde for kaade 19.4.3 og T2a desuden trykfejlen vi(i)sz for vist 2.3 og 4.7; derudover har begge hss. afvigende (urigtige) læsemåder 19:5.1, 6.5, 7, 8.7. T2a-3 må således (på lignende måde som T1) være yngre end A, men have benyttet en eller flere kilder, der går tilbage til stadier ældre end K (se s. 439 f.)

Uklart er forholdet mellem T2a-3 og K: i nr. 214 har K I mellem v. 5 og 6 en strofe, som mangler i T2a og trykket I 2), medens det i nr. 162 er T2a og 3, der har en ekstra strofe (det ovf. omtalte hjertesuk). Måske har hjertesukket stået i forlægget for K, men er blevet udeladt (ligesom ved nr. 29), fordi det (med sit afvigende versemål) ikke passede i en salmebog.

T2a udgør oprindelig et selvstændigt hefte (med to blanke blade forrest) og indeholder foruden Brorsons salmer kun en kort bøn og (med anden hånd) salmen »Det at elske Christum ene«, som også findes i det flg. hefte »Cantata quædam ê Germanica in Danicum translata ab E. O. Scirwartzkopf«. Denne

* * 445

salme er (iflg. Severinsen1)) oversat efter Zinzendorfs »Christum über alles lieben«, trykt 1731. Af Brorsons oversættelser tilhører 162 den før-Schraderske gruppe, mens 215 er oversat efter Schrader2), atter et tegn på heftets blandede oprindelse.

T2a (og T3 ) synes ikke i samme grad som T1 (og måske K og S) at indføre udglattende læsemåder (jfr. dog 107: 5.3, 15.3); de har også kun sjælden indført moderniserede former (Hiertets 107.12.3, sluches (for slykkes) 207.1.3) og har af og til gldgs. former, der rimeligvis er fjernet allerede i Tønder-hefterne, fx. entalsformer af verbet ved flertalssubjekt (107:13.6, 15.6, 164:7.8, 10.7, 230:14.5), siuntes, tilsiune 107:6.1, 7.3 (men synnis T2a-3 162.1.5). Påfaldende er en række skrivemåder med aa for o, æ for e, som har paralleller både i Tønderhefterne og i de andre hss. (se s. 448, 458, 468), og som derfor muligvis afspejler Brorsons eget sprog, fx.: tilhaabe 107.2.5 (tilsv. S: 197.16.2), tilmaade forstaade 107.4.1, 3, Taarne (for tordne) 107.7.2, forlaaret 214 (overskr.), staaer (for stor) 207.3.3; æ for e: rædet (for reddet) 107.3.4, hæder (for heder) 108.10.5, Vræden 107.8.6, spæ (for spee) træ 86.17.5. Desuden finder vi brorsonske særformer som livligt 230.14.3 (se s. 452), giorte 164.9.8 (se s. 454), Vunder værch 29:10.1, 11a.3 (se s. 455), taalligt 173.14.7 (jfr. S: 197.9.6 og s. 459).

T2b og T2c har nr. 29 fælles med T1 og K. Her er det tydeligt, at K går sine egne veje (se s. 405), medens T1 og T2b og c har en fælles kilde; de har alle 3 varianterne 3.3, 5.5, 7.4, 10.4, (12 mgl.), 13.1-7, 15.1, 3 og tillægsstroferne (Hierte Suck dog kun i T2b). Hvor T2b-c står sammen mod T1 (10.1 15.2), har T1 sikkert en af sine sædvanlige udglatninger (dog må forbandet 8.1 være en ændring i forlægget for T2b-c). Hvor T2c følger T1 mod T2b (1.3, 4.1), drejer det sig om nærliggende normaliseringer. Da T2c ikke har Hierte Suck (T2b), og da T2b ikke følger T2c's særvarianter, kan T2b ikke være afskrevet efter T2c . Derimod er det ikke udelukket, at T2c kan bero på T2b , men særvarianterne i T2b (2.1, 8.3, 9.6, 18.3) taler dog snarest for, at T2b og c har en fælles kilde, der i nr. 29 har stemt overens med det formodede forlæg

* * 446

for T1. Da K's form ligger imellem T1-2b-c og trykket G2 , må forlægget for T2bc antages at være ældre end kilden til K. Om T2b se i øvrigt note 2 s. 438.