Brorson, Hans Adolph Uddrag fra Svane-Sang ; Lissabon ; Mindre digte ; Prosaskrifter ; Tillæg : Paul Diderichsen: Filologisk redegørelse. Arthur Arnholtz: Brorsons vers- og sangkunst. - 1956

↩ De mange sjældnere strofer bruger han kun et par gange eller en enkelt gang hver. Det skyldes hverken rastløshed eller eksperimenteresyge, men i første række det store oversættelsesarbejde. Her er han vidt forskellig fra vor anden store salmeoversætter Grundtvig. Grundtvig gendigtede frit efter oldkirkens sang, men valgte gerne en af sine »standard-strofer« hertil. Når han skabte nye, skete det ofte ved tillæg eller fradrag af en linie, en fod eller en stavelse - uden hensyn til, om melodier forelå eller først måtte komponeres. Den sartere og mere musikalske Brorson holdt sig til det nærmeste århundredes salmer, ikke mindst sin samtids, og følte sig i alt væsentligt bundet til sine forlægs strofeformer, delvis også til deres melodier. Som en grov hovedregel kan det siges, at »Klenodiet«s originaler gennemgående er i simplere strofer til ældre, traditionelle kirkemelodier, mens dets oversættelser bringer de mange virtuosmetre med sig til de nye, pietistiske toner1). Først i »Svanesang« fuldendes Brorsons rokoko; her forekommer de originale digte i så sjældne ariemetre, at de kun kan forklares som tilpasset endnu mere springske melodiforlæg end pietistmelodierne. At de nu også lykkes så meget bedre, skyldes til dels Brorsons modenhed, til dels måske også, at opgaven er forenklet. Her skal han ikke passe både oversættelse og melodi, men kan samle sig om den musikalske udformning alene. Her overgår Brorson Bellman i det tekniske. Bellman udfylder ofte sine rokokomelodier rent syllabisk - en stavelse for hver node, uanset nodernes skiftende længde - og fremkalder på den måde uegentlige strofeformer eller prosafragmenter2). Den slags forekommer så godt som ikke hos Brorson. Han kan bryde metret i sin tekst ved en ordgentagelse, som musiken kræver - som i instrumentalparodien nr. 216 (Klen.registr. 81):