Brorson, Hans Adolph Uddrag fra Svane-Sang ; Lissabon ; Mindre digte ; Prosaskrifter ; Tillæg : Paul Diderichsen: Filologisk redegørelse. Arthur Arnholtz: Brorsons vers- og sangkunst. - 1956

↩ Registranten viser os allerførst, at Brorson har været særdeles fortrolig både med sin fortids og samtids danske og tyske åndelige melodier. Det store antal, han må formodes at have kendt og brugt, falder i tre hovedgrupper, den ældre, faste melodistok omkring reformationen (Klenodieregistrant 1-44), den baroke overgangsgruppe (45-67), der dels afrunder den ældre sang, dels indvarsler den nye ved at inddrage melodiforlæg af mere verdslig karakter; og endelig pietismens melodier (68-118) med det mere eller mindre instrumentale præg og, pletvis, den harmoniske afhængighed og banalitet - en blindgyde, om man vil - for den egentlige, kirkelige og folkelige sang. For det andet viser listen, som allerede påpeget af J. P. Larsen1), at Brorson vel nok har benyttet gamle og nye melodier i alle Klenodiets afsnit, men dog ikke helt i flæng. Man vil se, at det er inden for de to ældre hovedgrupper, han har skrevet de fleste salmer til samme melodi. Her forekommer de fleste tekstnumre. Idet de halvfede numre i højrespalterne angiver Brorsons originale tekster, vil det tillige ses, at næsten alle originalerne går til disse ældre melodier. Gennemløber man sidste hovedgruppe, pietistmelodierne, finder man oftest kun een tekst til hver melodi - og mellem alle disse tekster kun fem originaler. Som Brorsons pietisme var statskirkelig-moderat, således har hans melodi valg da stort set også været. Til sine originale kirkesalmer synes han, overalt hvor det var muligt,